Tiden, tiderne og tidsaldrene - Astrologisk Museum

CORNELIUS
Tidsskrift for
astrologisk dokumentation og forskning
ISSN 1602-9186
Udgivet af Astrologisk Museum
Redaktion: tycho@asmu.dk
I den nye række af akademiske tiltag på astrologiens
område herhjemme kan CORNELIUS
denne gang bringe filosoffen Leif von der Wehl’s
fascinerende opgør med vore vante tidsbegreber.
For første gang gør han her rede for disse
tankers astrologiske betydning og dermed for
deres betydning for vort syn på astrologien.
Den 18. januar 2009 blev der udsendt en
meddelelse om, at det astrologiske universitet i
Amerika, Kepler College, ser sig nødsaget til at
lukke som akademisk institution. Det er tidernes
ugunst, der har ramt initiativet i to betydninger.
Dels er der ikke sponsormidler i den økonomiske
recession, dels har det ikke været muligt at
opnå akkreditering (akademisk autorisation),
hvorfor delstaten Washingtons tilladelse til at
uddanne på både bachelor- og master-niveau
bliver inddraget. Hvorvidt Kepler College stopper
med øjeblikkelig virkning, eller om det sker,
når de sidste studerende har gjort sig færdige,
vides ikke endnu.
Endelig rummer dette nummer en redegørelse
for de astrologiske tidsaldre og deres betydning
for astrologiens historie. Tesen er ganske enkelt,
at Astrologien skifter med tidsaldrene. Forudgående
numre af CORNELIUS har udforsket astrolo-
CORNELIUS AGRIPPA 1486-1535
Tiden, tiderne og tidsaldrene
Et af de ældst kendte astrologiske symboler.
Det viser symbolet for en af de 36 dekaner,
dvs. ikke-zodiakale konstellationer,
der anvendtes i den ældste egyptiske astrologi
giens rødder og den moderne astrologis rødder,
men her gås endnu længere tilbage i tiden til
den egyptiske dekan-astrologi i Vædderens tidsalder.
Den var både en kalender og en tydning,
der var baseret på aflæsning af fixstjernerne og
nogle helt andre stjernebilleder end de zodiakale,
vi anvender i dag. -red
Dansen imellem Saturn og Uranus s. 2 • Tidsaldrenes middel-ayanamsa s.11
Dekan-astrologi s. 14 • Kepler College forvandler sig s.19
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 1

2
Dansen imellem
Saturn og Uranus
af Leif von der Wehl Mikkelsen
cand.teol. og mag.art.
ASTROLOGI HANDLER IKKE først og
fremmest om mennesker eller begivenheder,
men om tidens kvalitet. De astrologiske
symboler beskriver tidens kvalitet og denne
kvalitets korrelation med alt det, som eksisterer.
Tiden er en fundamental størrelse til forståelse
af alt, hvad der foregår i dette liv. Tiden følger os
overalt, fra vi fødes til vi dør. Alt, hvad der er til,
har en begyndelse, en midte, og en afslutning.
Astrologiens fundamentale rolle for mangt og
meget er altså ikke nogen overraskelse.
Tidens fundamentale rolle for forståelse af
mennesket og eksistensen ses hos en lang række
filosoffer, såsom Augustin, Kant, Bergson, Husserl
og Heidegger. Eksempelvis udviklede Kant
en opfattelse af tiden som en “transcendental
fundamental anskuelsesform ved bevidsheden”,
således at tiden er noget subjektivt og således at
tiden er “indholdstom” i sig selv. Tiden er blot
en form, som fyldes ud af bevidsthedens sansninger.
Det vi sanser kommer ikke fra tiden selv,
som blot er en ramme om det vi ser.
Også i Det Flydende Kors indtager tiden en
hovedrolle, men i modsætning til Kant og de
ovenstående filosoffer, så argumenterer jeg for,
at tiden er objektiv, altså fundamentalt set uaf-
Reflektioner over tidens
og astrologiens væsen
hængig af subjektet, og jeg argumenterer for, at
tiden har en kvalitet i sig selv, som vi netop som
subjekter altid må forholde os fortolkende til.
Tidsånden og “hvad der ligger I tiden”, kommer
ikke alene fra mennesket og historien, men fra
noget andet. Tidens omskiftelser er ikke alene
bestemt af historiske processer, der bestemmer
de forskellige epokers særpræg, men fra noget,
som kommer fra en hel anden verden: evigheden.
Det er for eksempel tydeligt, at tiden i dag
er helt anderledes end tiden i firserne eller
halvfjerdserne. Det danske samfund dengang
var præget af en helt anden venstreorienteret
holdning end dagens samfund, moden var helt
anderledes end i dag, man spiste en helt anden
type mad end i dag, og man havde mestendels
– bortset fra populistiske og vulgære partier
som Fremskridtspartiet – en helt anden opfattelse
af arbejdsløse end nutidens ubarmhjertige
og stærkt højreorienterede hetz imod denne
gruppe.
Hvorfor var det lige i 1970erne, at man var
venstreorienteret og ikke i 2009? Hvorfor var
det lige den 11 september 2001, at angrebet
på World Trade Centret fandt sted? Timingen
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

DET FLyDENDE KORS
En metafysik om tiden og evigheden
af Leif von der Wehl Mikkelsen
Forlaget Hovedland 2007
af disse begivenheder er dybest set en gåde,
hvis man bare holder sig alene til de historiske
forklaringer. Der synes at ligge en kvalitet
i den uophørligt strømmende tid, som vi som
bevidstheder hele tiden søger at oversætte og
“være i”, og som vi til syvende og sidst ikke har
herredømme over, fordi det repræsenterer noget
andet end os selv.
Astrologien er mig bekendt den eneste videnskab,
som direkte søger at forstå disse iboende
objektive meningskvaliteter i tiden og dermed
søger at forstå, hvorfor noget sker just på det
tidspunkt, det sker. Derfor burde man rettelig
ikke tale om astrologi, men snarere om tidstydning.
Og derfor burde astrologer egentligt kaldes
for tidstydere. På grund af tidens fundamentale
karakter burde tidstydning være noget af det
vigtigste, som mennesket kan foretage sig, og
denne aktivitet burde ikke være forvist til et lille
reservat, men være en central del af samfundet.
En ny teori om tiden
Som nævnt argumenterer jeg for, at tiden er
objektiv, fordi den stammer fra noget andet
end mennesket selv. Tiden er ikke en subjektiv
størrelse konstrueret af hjernen eller en bevidsthedsform
eller et træk ved den menneskelige
eksistens, tiden er noget, som i bogstaveligste
forstand kommer udefra. Den er nemlig ikke
alene noget, som kommer uden for bevidstheden,
men den kommer også uden for verden.
Tiden er i sit oprindelige væsen transcendent.
Tiden består af fragmenter, disparate skarpt
adskilte øjeblikke. Tiden kommer fra evigheden,
hvor eksistensen ikke er fragmenteret, men hel.
Her er der i princippet ingen fortid, nutid og
fremtid. Tiden er noget, der udspringer af det
personlige princip, vi kalder for Gud. Gud er
noget personligt, fordi det højeste eller mest
sublime, der eksisterer, altid er personligt. Når
tiden strømmer ud fra dette guddommelige, den
rene væren, så splittes denne guddommelige
evige enhed i fragmenter. At tiden er fragmenteret
i disse disparate øjeblikke, betyder, at der
er fragmenter som kommer før, og fragmenter,
som kommer efter. Ikke som noget, som fastlægges
af den enkelte bevidsthed, men som er rene
positioner i sig selv.
Hvis man taler om virkeligheden i sig selv uafhængig
af vores fortolkninger, kunne man tale
om en uophørlig skabelse ud af evigheden i et
medium, som ikke er rumligt eller tidsligt i den
betydning, som vi matematisk eller hverdagsmæssigt
kalder for “rum”. Jeg kalder i min bog
dette “medium” for urrummet, som “paradoksalt
nok” ingen udstrækning har. Matematikken er
således “kun” en fortolkning af denne virkelighed,
men tungt baseret på denne virkelighed,
selv om den dog ikke er identisk med den. Der
eksisterer en selvstændig virkelighed, som man
på mange forskellige måder kan modellere og
symbolisere, men som altså ikke er identisk med
disse fortolkninger. Der er en bestemt tekst at
læse, som ikke forandres af læsningen, men den
kan tolkes på mange forskellige måder, selv om
der naturligvis også er grænser for disse fortolk-
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 3

ningers sandhed, dvs anologiske eller symbolske
overensstemmelser med denne virkelighed. Det
er netop denne objektive rækkefølgeorden, der
konstituerer bevidsthedens egen subjektive rækkefølge
af fortid, nutid og fremtid. Disse disparate
“skarpt skårne” øjeblikke er virkeligheden
i sig selv uafhængig af subjektets fortolkninger,
omvendt er disse fortolkninger altså afhængige
af disse diskontinuerlige skarptskårne øjeblikke.
Der er en rækkefølge i tiden. Og dermed
bliver tiden irreversibel, faktorernes rækkefølge
er ikke ligegyldig. Der er således en historisk
udvikling af det eksisterende, for bagved disse
fragmenter ligger det evige nu, som fragmenterne
søger at fylde ud ved at komme til. Disse
fragmenter er uendelig små og har en bestemt
rækkefølge, og de kan derfor fortolkes som et
uendeligt antal uendeligt små punkter på en
linje og hermed har vi den fundamentale arketype
for matematikken: den uendelige tallinje
med de uendelig små enheder.
Et “praktisk” udtryk for denne fortolkning af
virkeligheden og dermed også en indirekte information
om denne virkeligheds beskaffenhed
er dette, at man kan kvantificere tiden ved hjælp
af ure og kan gøre det stadig mere nøjagtigt med
stadig mindre enheder. Moderne differentialregning
og integralregning er baseret på denne
metafysiske “egenskab” ved den objektive tid.
De uendelige enheder eller punkter er tællelige,
om end de aldrig kan tælles fuldstændig. Antallet
af punkter er matematisk set uendeligt, men
set ud fra evigheden, er der tale om et endeligt
antal, som i tidens timelighed uophørligt skabes.
Fortolkninger, det gælder også de matematiske
fortolkninger, er altså aldrig fuldstændig “virkelighedstro”
beskrivelser af denne virkelighed.
Der er tale om analogi, ikke identitet, hvilket
også kunne være et motto for astrologien.
Men lad os også for en stund rette blikket
imod subjektet i relation til denne teori om
tiden. Længe har filosoffer betonet, at tiden ikke
har nogen udstrækning eller længde, selv om vi
i dagligdagen taler om, at det er længe siden,
romerne nedkæmpede Spartacus’ slaveoprør, eller
at det er så uendeligt længe siden, vi oplevede
barndommens lykkelige tid. Sproget bruges
her alene metaforisk, fordi tid ingen længde har,
tid fylder ikke noget. Vi kan ane dette, når året
er gået ved nytårstide, og vi spørger os selv, hvor
det gamle år egentligt er blevet af. Det var jo
nærmest slut, før det var begyndt, og det forgangne
år er skrumpet ind til et øjebliks “hu-
4
kommelsesrest” i vores bevidsthed , eller hvor
nu hukommelsen er lejret.
Sådan er det jo også med hele vores mere eller
mindre ”lange” liv. Der kommer flere og flere
begivenheder til, men tiden ”fylder” fysisk ikke
mere af den grund. De uendeligt små punkter
afspejler ”antallet” af disse begivenheder, selv
om man jo ikke kan sætte tal på begivenheder ,
andet end igennem urets regelmæssige rytmiske
slag, som søger at tilnærme sig den vertikale tids
uendelige række af uendeligt små, skarpt adskilte
punkter. I 1648 døde Christian den Fjerde,
men det gør jo ikke denne begivenhed til en
kvantitativ begivenhed, som man kan drive fysik
på.
Når vi taler om, at tiden har længde eller en
varen, så er det alene bevidsthedens udstrækning
eller opblæsning af tiden, vi taler om her.
Den kan være meget individuel, noget kan af
det enkelte individ opleves meget langsomt eller
hurtigt, alt efter situation og personlighed, og
denne bevidsthedens udstrækning skrumper ind
i det altid tilstedeværende nu, når det handler
om fortiden, som jo, fordi den er overstået, ikke
længere udstrækkes i datidens nu, men alene
enten er tidsubestemte hukommelsesoplevelser i
bevidstheden eller, endnu mere radikalt, bare er
blevet til historiske kilder i form af film, tekster
eller arkæologiske objekter, som man graver
op af jorden. Selvfølgelig kan man tale om den
mikroskopisk smalle fortid, der ligger lige op af
nuet (retention), men den er jo bare en del af
bevidsthedens udstrækning og er endnu ikke
blevet til ”fjern” historie.
Så i praksis svinder tiden hele tiden ind til
rene begivenheder uden tidslig udstrækning andet
end den, vi låner igennem vores nuværende
bevidstheds hukommelse, altså når vi erindrer
disse begivenheder i vores bevidsthed. Den
egentlige tid har ingen udstrækning, men er ren
rækkefølge af punkter, som i sig selv er skarpt
adskilte fra hinanden, men som bevidstheden
sammenføjer og breder ud. Disse punkter, de
levende tegn, er afpasset sådan igennem skabelsen
og af skaberen, at bevidstheden kan udføre
dette hermeneutiske kunststykke.
Den skotske filosof Mctaggart havde ligeledes
en teori om tiden som denne rene rækkefølge,
men til forskel fra denne teori, så er rækkefølgen
i min teori ikke bare konstitueret af logiske tegn
eller tal eller symboler, men af levende tegn,
som skabes af evigheden. Logikken udvides til
metafysikken.
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

Forholdet imellem bevidstheden og denne
objektive tid kan sammenlignes med forholdet
imellem monitoren på en computer og computerens
duale processer af elektriske kredsløb.
Monitoren oversætter disse processer til noget
læseligt og billedligt. Det er dog en metafor,
som skal tages med et gran salt, da de vertikale
øjeblikke i højeste grad er levende, dynamiske
og omfattende, hvilket står i modsætning til de
duale processer i computeren, som er mekanistiske
og uden betydning i sig selv. Den subjektive
bevidsthedstid (den horisontale tid) funderes
således i en objektiv tid (den vertikale tid).
Tællelighed og mening
eller: Tallet og ordet
Men disse uudstrakte punkter har også en anden
side end den rene tællelighed og rækkefølge.
De har en mening i sig selv, en betydning i
sig selv. De er tegn i sig selv. Det er denne dobbelte
fremtrædelsesform af disse uendelig små
stykker, som lægger grunden for vores verden af
mening og tællelighed. Ordet og tallet om man
vil. Netop astrologien forener på mange måder
på smukkeste vis ordet og tallet med hinanden
og er udtryk for en af de dybeste videnskaber
om verdens indretning. I astrologien har man
oven i købet arbejdet med kvalitative symbolske
oversættelser af de enkelte grader, f.eks de sabiske
symboler, og teoretisk kunne man fortsætte
med at udstikke mindre og mindre enheder i
den astrologiske zodiak, selv om det naturligvis
i praksis er umuligt at fortolke så uendelig
skarpe og små distinktioner.
Overensstemmelsen imellem kvantiteten og
kvaliteten er tydelig i astrologien og er et paradigmeeksempel
på min metafysik, som argumenterer
for at verden – eller mere præcist
tiden – både har et matematisk og hermeneutisk
indhold. Vi har både en formalistisk naturvidenskab
og en mere kvalitativ symbolsk/ hermeneutisk
indgang til tilværelsen. Ingen af disse er
mere virkelige eller sande, de er blot forskellige
indgange til den samme virkelighed. Denne
egentlige virkelighed er de uendelig små disparate
øjeblikke, som indgår i en rækkefølge og
som er ladede med en potentiel betydning.
Vi kunne sige, at denne virkelighed af disparate
øjeblikke både består af fortidens ”stivnede”
rent positionelle disparate øjeblikke (det er det,
vi kalder for “stoffet”) og af de levende, strømmende
vertikale øjeblikke, som strømmer samtidigt
eller synkront med bevidsthedens subjek-
tive nu. Samtidigheden korrelerer bevidsthed og
skabelse med hinanden. Derfor er synkronisitet
et afgørende metafysisk træk ved tilværelsen og
ikke bare, som Jung forestillede sig, et undtagelsestilfælde.
Tiden forbliver som tid “usynlig”,
men åbenbarer sig alligevel igennem vores
fornemmelse af, at tiden uophørligt går. Denne
intuition af tidens gang er samtidig også en
oplevelse af denne samtidighed imellem subjektet
og objektet. Den vertikale tid skaber verden.
Den vertikale tid konstituerer, betinger, den
horisontale tid – nemlig bevidsthedens og historiens
og urmagernes fastsættelse af nuet, som
f.eks. klokken 12.41 den 15. december 2009.
Dette nu er levende i skrivende stund, ikke fordi
dette, at det er til i nuet, er nuet, hvilket er en
banalitet, men fordi nuet er gjort levende af
den evighed som strømmer ind i verden som
vertikal, oplysende tid. Det nutidige og levende
afhænger af noget udenfor, som transcenderer
det levende og nutidige. Bevidstheden stammer
ligesom tiden fra noget udenfor verden, fra
evigheden.
De organisatoriske strukturer af stivnet vertikal
tid fra universets begyndelse er en vigtig bestanddel
af virkeligheden; de er det, vi i dagligdagen
kalder for ”stof”. Og selv vores legeme
er organiseret af stivnet tid, af tegn. Jeg kalder
derfor i min bog det menneskelige legeme for et
monadelegeme, det består af monader, af tegn,
som er organiseret til en bestemt struktur: den
menneskelige krop, som er langt mere end hvad
naturvidenskaben forestiller sig. Stoffet er langt
mere levende end man umiddelbart tror! Og
langt mere omfattende.
Levende virkelighed
Dette at subjektet består af tegn både ”kropsligt”,
men også bevidsthedsmæssigt betinger, at
subjektet kan betegne omverden, at subjektet
kan tegne omverden. Dvs tolke den på mange
forskellige måder. Astrologien er en af disse fortolkninger
og en af de mest fundamentale, fordi
den som sagt både indeholder det hermeneutiske
og det matematiske aspekt, ordet og tallet.
Når vi betragter urhoroskopet, så vil vi også se,
at hele det menneskelige legeme er indarbejdet
i dette urhoroskop. Hele fosterets udvikling ligger
gemt her, hvilket jeg dog ikke skal komme
ind på her i detaljer, det ville føre for vidt, men
blot anføre at den afmåling, der består imellem
fosterets udvikling og tid ikke er tilfældig. Her
er der virkeligt et sammenfald imellem mening,
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 5

organisationen af tegnene og udmålingen af tid
igennem tallet. Den sammenhæng, som astrologien
så tydelig ser omkring det menneskelige
legemes organisation og andre forhold i virkeligheden,
denne symbolske sammenhæng imellem
vidt forskellige elementer og regioner, udtrykker
meget smukt min metafysik om, at virkeligheden
ikke bare er tomme og døde atomer og kræfter,
som alene matematiske formler kan indfange,
men virkeligheden er også meningsfulde tegn.
Virkeligheden er transhermeneutisk, fordi den
ligger til grund for enhver tolkning og fordi alle
tolkninger, der på en eller måde korrekt analogiserer
med denne virkelighed er lige sande, også
selv om disse tolkninger indbyrdes er vidt forskellige.
Det er ikke så mærkeligt, for virkeligheden
udspringer af evigheden, virkeligheden er
det timelige udtryk for evigheden og evigheden
er et med sig selv og ikke forskellig fra sig selv.
Evigheden er en enhed, som er overalt. Virkeligheden
er tegn, der er skabt af evigheden og
dette er også den yderste grund til, at astrologien
virker. Vi mennesker udtrykker som bevidstheder
og legemer den højeste form for organisering
af tegn funderet af den vertikale tid både
i fortid og nutid, og denne overensstemmelse af
det menneskelige legeme og bevidsthed med
den yderste virkelighed af disparate øjeblikke
af potentielle meninger er årsagen til, at astrologien
virker. Subjektet og objektet står tæt på
hinanden uden dog at blive identiske, således
som idealismen i mange forskellige afskygninger
hævder. Subjektet og objektet mødes igennem
verdens betydning af tegn. Samtidigheden imellem
subjektet og objektet udtrykkes i astrologien.
Astrologi udtrykker om noget en ontologisk
dualisme på et åndeligt plan. Analogi, men ikke
identitet.
Tegn og timing
Det er ikke mærkeligt, at astrologi virker, når
man tænker over det på denne måde. Den virkelighed,
vi repræsenterer, nemlig et monadelegeme
organiseret af tegn fra verdens tidligste
tid, det vi sædvanligvis kalder for ”stoffet” og en
bevidsthed, som er levende og nutidig på grund
af den nuværende vertikale tid af tegn, som
strømmer ind i verden, kitter det hele sammen.
En transcendent og transcenderende sammenføjning
af subjekt og objekt uden at de to størrelser
bliver identiske med hinanden. Der er stadigvæk
et subjekt som er forskelligt fra objektet.
Men de afspejler hinanden meget smukt. Som
6
foroven, så for neden, bliver nu ikke bare et flot
slagord, men giver reel metafysisk mening. Det
hele handler altså om, at tegn og timing går i
et. Det kunne være en definition på astrologi,
men altså også på, hvad denne virkelighed er
for noget. Og bagved holder evigheden sammen
på det hele, uden at det hele går op i ren
restløs enhed. Verden er skabt af noget guddommeligt,
som kan behandle symboler og arbejde
med symboler og dermed er noget personligt
og i højeste grad noget intelligent, fordi indsigt
i symboler kræver en levende personlighed og
intelligens. Denne levende og verdenskabende
personlighed og intelligens kalder vi sædvanligvis
for Gud.
Horisontal og vertikal tid
Hvis man skulle se praktisk/astrologisk på
min filosofiske teori, så repræsenter Saturn
den horisontale tid, altså bevidsthedens tid,
som strækkes ud i en varen, hvorimod Uranus
repræsenterer den vertikale tid, den tid som er
nyskabende, objektiv og diskontinuerlig og som
stammer fra evigheden. Her er det jo ”heldigt”
at netop Uranus på oldgræsk betyder himmel!
Saturn handler meget om begrænsning og regelrette
lovmæsigheder og spilleregler, og det er
jo netop, hvad den horisontale tid handler om.
Den handler om den horisont, som subjektet
altid bevæger sig inden for, dette spillerum af
historie og begrænsninger.
Hermed bliver Saturn til en meget fundamental
planet, fordi næsten alting her i denne
tilværelse handler om dette, at vi bevæger os i
en horisont af fortid, nutid og fremtid, at vi er
begrænset af vores historie og af naturlovene.
Derfor er Saturn også det, man kalder for tærsklens
vogter, altså indgangen til både den yderste
timelige virkelighed, men også evigheden. Det
er som at finde det ubegrænsede netop igennem
begrænsningen. Saturn er i høj grad bevidsthed,
symbolsk bevidsthed.
Uranus, derimod, udtrykker den vertikale
tid og er dermed også en meget fundamental
planet. Her møder vi overgangen imellem det
timelige og det evige. Hvor Saturn handler om
grænsen til grænsen, så handler Uranus om
grænsen til det evige. Saturn handler om grænsen
set herfra, hvorimod at Uranus handler
om grænsen set fra transcendensen, evigheden.
Denne grænse er selve skabelsens midte,
skabelsens smeltedigel. Uranus er traditonelt
den planet, som forbindes med friheden og det
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

ekscentriske, det nyskabende. Individualiteten
i yderste forstand. Netop den vertikale tid har
karakter af at være nyskabende i forhold til den
horisontale tid. Det betyder ikke, at den horisontale
tid – eller Saturn – ikke er kreativ, thi
alle mennskelige aktiviteter, også de skabende,
foregår i den horisontale tid, i et historisk spillerum
af en strømmende fortid, nutid og fremtid.
Men det betyder, at den egentlige nyskabelse,
dvs det som kommer udefra og strømmer ind i
verden, er forbundet med Uranus. Det er denne
invaderende transcendens, som egentlig bestemmer
tidens kvalitet og dermed begrænser vores
mulige fortolkninger, men altså også giver den
helt nye muligheder.
Både Uranus og Saturn står altså på den måde
begge for noget, som giver nye muligheder og
som begrænser. Saturn begrænser, fordi enhver
fortolkning har en horisont og nogle lovmæssigheder
– selv den kunstneriske fortolkning –
men Uranus begrænser også, fordi de vertikale
øjeblikke, som kommer af evigheden, nok er
fyldt med potentiel mening, som kan tolkes på
mange forskellige måder, men også har en objektiv
begrænsning. En hvilken som helst vilkårlig
fortolkning dur ikke. Alle astrologer kender
denne mekanisme.
Ælde og nyskabelse
Saturn har jo længe været forbundet med tiden
ved den videnskabeligt set ikke helt præcise
identifikation med Kronos, en fejltagelse som
dog er blevet til et mytisk og dermed virkningsfuldt
dogme, og Uranus identificeres traditionelt
med astrologien, som jo i virkeligheden handler
om tid. Så det er ikke så mærkeligt, at man kan
udarbejde denne tematisering omkring disse
planeter. Når Saturn handler om selve tidens naturlovsmæssige
betydning for modenhed og aldring
og i sidste ende for død, så handler Uranus
om tidens kvalitet, som vi ikke har herredømme
over, men som kommer til os. Den nyskabende
tid, objektive tid, som vi søger at fortolke solidarisk
med virkelighedens beskaffenhed, men hvor
fortolkningen jo altid er præget af den enkelte
astrologs forskellige forudsætninger.
Uranus handler om det, som kommer ind i
tiden, som ikke er historisk bestemt, men som
er nyskabende, som udtrykker friheden, det
afvigende, det ekscentriske. Uranus skaber forudsætningerne
for nye muligheder, men det er
Saturn som konkretiserer og skaber de forskellige
mere eller mindre permanente spilleregler
– f.eks. naturlovene – som tilhører de forskellige
fortolkninger. Der gælder andre spilleregler for
kvantemekanikken end for dybdepsykologien
eller teologien, men alle fag søger at afdække
forskellige sider af samme grundlæggende virkelighed:
de vertikale øjeblikke enten i form af
indstrømning fra evigheden eller i form af ”stivnet”
tid fra universets begyndelse. Det vi kalder
for ”stof”, er historisk bestemt og kan ses i en
hermeneutisk sammenhæng. Se for eksempel på
alverdens museer af “ophobet stof” !
Der er egentligt tale om et spil imellem lukkethed/konkretisering
– og åbenhed/potentialitet.
Saturn kitter de disparate skarpt adskilte vertikale
øjeblikke sammen til en sammenhængende
historie, og Uranus leverer det nyskabende
materiale hertil. Et materiale som kommer fra
evigheden, fra himlen.
Alle himmellegemerne handler i astrologien
i sidste ende om tidens kvalitet, men Uranus
og Saturn handler på et meget abstrakt fortolkningsplan
om de to fundamentale former for tid,
som jeg taler om i min bog, og som tilsammen
giver det, man kunne kalde for tid, selv om den
vertikale tid må siges at være den mest fundamentale.
Fornyelsen er mere fundamental end
bevarelse. Kreativiteten er det inderste i tilværelsen.
Der kunne dog ikke være nogen kreativitet
uden konkretisering på et eller andet plan, så
selv om kreativiteten, nyskabelsen, er det mest
fundamentale i tilværelsen, så kræver verdens
eksistens også den saturniske stabilitet og grænsedragning.
Uranus handler meget om overgangene imellem
de forskellige tidsepoker, hvor noget nyt
mere eller mindre spirende bryder frem – og
derfor er Uranus fremtidsorienteret og ”revolutionerende”,
hvorimod Saturn handler om at
bevare tidens epokekarakter og er derfor orienteret
imod historien, fortiden, traditionen.
Skabelsen af verden
Verden kunne ikke eksistere uden dette spil
eller denne dans imellem Uranus og Saturn
eller rettere sagt: imellem det, disse planeter
repræsenterer. Egentlig modarbejder de ikke
hinanden, men de arbejder tværtimod sammen
omkring skabelsen af verden. Det er både nødvendigt
med bevaring og strukturering og fornyelse.
Den uraniske vertikale tid handler meget
om rytme og toner, om vibrationer mere generelt
formuleret, og de vertikale øjeblikke kan
betragtes som denne kosmiske musiks noder.
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 7

De noder, som Gud har sat. Saturn handler om,
hvordan denne musik spilles og fortolkes, om
musikerne. Det er en sammenligning, som skal
tages med et vist gran salt, fordi disse vertikale
noder kan spilles på tusindfold flere slags instrumenter
og på vidt forskellige måder, end hvad
musik ellers kan. Noget andet er så, at netop
den menneskelige musik har den egenskab,
at den søger symbolsk at berette, hvorledes vi
sætter verden i musik; hvorledes vi oversætter
de vertikale øjeblikke. Tidens rytmer og toner i
bogstaveligste forstand. Musik som kunstart har
meget at sige om det spil, som foregår imellem
den horisontale tid og den vertikale tid, imellem
subjekt og objekt.
Den hermeneutiske rytme
I et givet horoskop kunne man særdeles
frugtbart anvende denne metafysik i sine fortolkninger.
Saturns og Uranus placering i radixhoroskopet
og deres transitter kan informere os overordnet
om, hvordan den hermeneutiske rytme
forløber for naiviteten. Uranus fortæller om
hvilken objektiv dagsorden naiviteten udsættes
for, og Saturn om, hvordan disse oversættes eller
fortolkes eller mødes.
Uranus er på den måde en planet, som sprænger
grænser og sætter grænser igennem eksplosive
rystelser fra transcendensen. Rystelser som
meget vel kan skjules af Saturns forsøg på at
holde sammen på det hele i et mere glidende
og sammenhængende forløb. Uranus står som
bekendt for det springende, det diskontinuerlige,
det nyskabende, det disparate, medens Saturn
står for det sammenhængende og kontinuerlige
og traditionelt konserverende. Uranus er grundlæggende
en eksplosiv og skabende energi,
som Saturn skabende og fortolkende modtager.
Saturn er den store grænsedragende hermeneutiker,
Uranus den store grænsesprængende
hermeneutiker. Uranus står for det transcendente,
som åbenbarer sig for det absolut frie, der
bryder med historien og dermed skaber historie.
Ofte fremstilles det, som om Uranus kun sporadisk
er rystende og omvæltende, men faktisk
repræsenterer Uranus skabelsen af den fornyende
vertikale tid fra evigheden, hvilket foregår
uophørligt, hvorved verden “rystes” ustandseligt.
Saturn derimod repræsenterer subjektets og det
intersubjektive samfunds stadige ”sammenkitning”
af disse disparate øjeblikke til sammenhæng,
historie og lovmæssighed, selv om Saturn
i sit klassiske vandbæreraspekt har mulighed for
8
en udrensning af mange af disse fortolkninger
igennem en krise for det enkelte subjekt. Begge
planeter er relativt langsomgående, Uranus mest
langsom, men begge planeter i kombination
fortæller rigtig meget om en given periodes
tidsrytme, og hvordan denne epokes mennesker
fortolker denne rytme og naturligvis meget om
dem, som er født i denne periode.
Et eksempel
Vi kan tage et eksempel her til sidst. En mere
omfattende fortolkning og redegørelse vil føre
for vidt i denne sammenhæng og være en
opgave, som ikke bare tilkommer mig. Har
man f.eks. Uranus i Fiskenes tegn, som vi har i
skrivende stund, så vil tidens rytme eller toner
eller kvalitet været præget af det flydende, det
vandige, det skjulte og eftergivende. Det modtagende.
Uranus befinder sig ikke bekvemt her,
fordi Fiskenes tegn står for det absolut modsatte
af disse diskontinuerlige skarpt adskilte vertikale
øjeblikke. Her flyder alting sammen i en ofte
uigennenskuelig enhed.
På en måde kan man sige, at der i tidens
disparate øjeblikke er alt for meget evighed
tilstede, alt for meget af Neptun. Dette betyder
at tidens kvaliteter på mange måder bliver
forfalsket og gemt af vejen, man mister blikket
for objektiviteten I tiden – det guddommelige –
det som transcenderer mennesket. Dette viser
sig ved, at mennesket og kulturen i vore dage er
blevet utrolig materialistisk, samtidig med at der
er et mindretal, som i den grad er blevet spirituelle
af den objektive tids touch af evighed, at
nogen af dem står i fare for at miste jordforbindelsen.
Den alt for skjulte og uklare, men også
meget stærke transcendens eller evighedspræg
med Uranus i Fiskenes tegn får mennesket enten
til degenerende at blive “besat” eller opslugt af
denne alt for kraftige evighed, hvilket resulterer
i mere eller mindre fundamentalistiske spirituelle
og religiøse bevægelser, eller til frygtsomt at
skjule sig fra den stærke, men uklare og “druknende”
transcendens, ved desperat at klynge sig
til en ekstrem materialisme udtrykt ved en fad
og fordummet “humanisme” og en indskrænkende
naturvidenskab. Tiden er meget splittet i
et stort flertal af materialister, som fornægter alt
transcendent og et lille, men stærkt, spirituelt
mindretal.
Denne fortolkning bekræftes, når man ser
på Saturns bevægelser i samme periode. Med
Saturns gang igennem løvens tegn førte tran-
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

scendensens intensive,men samtidig også uklare
og opløsningstruende tilstedeværelse, enten til
ovenævnte materialistiske selvdyrkelse og selvtilstrækkelighed
af mennesket eller helt modsat
til en spiritualistisk og religiøs åbning ind imod
selvet, der til tider blev hysterisk fundamentalistisk
og præget af storhedsvanvid og arrogance
og dermed tanken om, at alle andre religioner
og opfattelser er forkerte og “onde”.
I kombinationen imellem Saturn i Jomfruen og
Uranus i Fiskene blev resultatet ikke så meget
forskelligt fra det ovenævnte, men der er dog
visse nuanceforskelle. Den materialistiske tendens
hos den ene halvdel af befolkningen førte
med Saturn i jomfruen til enten en endnu mere
kras og skeptisk betonet materialisme, som nægtede
at se andet end “rationelle” alt for subjektive
detaljer, som hermed udråbes til sandheden
eller også til en spiritualisering af kroppen og
sundhedsaspektet i hele taget, som i ekstreme
tilfælde udviklede sig til en enøjet fanatisme,
som risikerede at gøre mennesker mere syge
end sunde.
Når Uranus ankommer til Vædderens tegn, så
får piben dog en helt anden lyd. Her vil objektiviteten
blive meget nærværende og udfarende
og den menneskelige selvtilstrækkelighed og
selvdyrkelse vil blive voldsomt udfordret. Især
med Saturn i Vægtens tegn og senere i Skorpionens
tegn. I Vægten vil man formodentligt blive
mindre selvoptaget og mere åben over for den
transcenderende skønhed ,kærlighed og musikalitet
I tilværelsen. Dette fordybes i Skorpionen.
Her vil Vægtens konfliktskyhed ikke hjælpe
meget til at holde fast på tidligere tiders materialisme.
Sammenholdt med, at Pluto arbejder
sig dybere ind i Stenbukkens tegn og Neptun går
ind i Fiskenes tegn, sit eget tegn, bliver denne
proces meget spændende at følge.
Saturn som objektet
Nu kan man jo mene,at denne opfattelse af
Uranus og især Saturn modsiger min artikel om
Saturn som objektet [CORNELIUS 2/03], men det
er ikke rigtigt, der er snarere tale om en præcisering.
Saturn fungerer stadig som en objektiverende
grænsedrager til den virkelighed, som står
i modsætning til selvet – solen, men nu kan man
se, at grænsedragningen støder op imod den
grænse som står imod evigheden eller ånden,
nemlig de vertikale øjeblikke og deres impulser,
som Saturn – subjektets mest objektive side –
opfanger. Man kan sige, at Uranus danner det
skabende mellemled imellem ånden og Saturn.
Saturn er derfor en nøgleplanet i afskrælningen
af den horisontale verden, hvor det bliver klart,
hvad der er den egentlige virkelighed, nemlig de
vertikale øjeblikke, og hvad der er selvet, vores
inderste individualitet. Denne afskrælning er en
alkymistisk og meditativ proces, hvor man ikke
afslører, at verden er en illusion, men derimod
nærmer sig mere og mere, hvad verden er i sig
selv, uafhængig af alle vores konstruktioner.
Saturn opbygger disse verdener af fortolkninger,
men netop som bygherre har Saturn også
muligheden for at rive disse verdener ned for at
kunne afsløre, hvor det egentlige objekt er – og
dermed også afsløre vores egentlige individualitet:
selvet. Det handler om, hvad verden egentlig
er for noget i sig selv. Og hvad vi er i os selv.
Saturns grænsedragning imellem selvet og det
andet er en udrensning par excellance, hvor
det der er blandet sammen udkrystalliseres som
selvstændige, men stadig som sammenhørende
elementer. Her blotlægges fællesskabet imellem
to selvstædige elementer, nemlig det egentlige
subjekt og det egentligt objekt. Der er tale om
kærligheden, det som kristendommen i modsætning
til Eros kalder for Agape. Denne proces
er udtryk for en krise i bogstaveligste forstand,
krise betyder netop adskillelse eller udskillelse
på græsk, og her adskilles det enkelte subjekt
og objektet tydeligt, for så meget desto mere
at elske hverandre som selvstændige væsener.
Derfor er Saturn altid en planet, som på en eller
måde handler om krise, som bestemt ikke udelukkende
er noget negativt,men er selve livets
essens. At blokere for denne proces er ødelæggende
og perverst.
Saturn orienterer sig på vidt forskellige og
nærmest grænseløse måder i forhold til de vertikale
øjeblikkes rene struktur, deres ”skelet”. Så i
sig indeholder den objektet i dets mange fremtrædelsesformer
og bliver dermed objektiv på en
multidimensionel måde. I sin funktion orienterer
den sig imod de grænser, som evigheden har sat
i timeligheden.
Så den absolutte frihed er en illusion. Friheden
er altid noget, som er givet til os af Gud, vi vil
aldrig være rigtig frie, med mindre vi uden forstyrrelser
lytter til og mærker og fuldender den
frihed, som findes i tidens nyskabelser, også når
de er ”udfordrende” som astrologer lidt udglattende
og diplomatisk plejer at udtrykke sig. Frihed
er selv i sin dybeste og mest absolutte form
begrænset. Af det guddommelige. Frihed har
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 9

intet at gøre med ultraliberalismens ekscesser og
eskapader baseret på et fattigt menneskesyn. Friheden
er at lytte til den guddommelige intention
i tidens nyskabelser. Da mennesket ofte er langt
fra denne frihed til at lytte til de guddommelige
intentioner i den vertikale tids nyskabelser, så
er resultatet en stærk og degenerende forvrængning
af disse guddommelige intentioner i den
vertikale tid. Dette gælder både på det personlige
og det samfundsmæssige plan, men også
når det gælder naturkatastrofer, hvilket ikkeastrologer
sikkert vil finde kontroversielt.
Gud tvinger os ikke til en fuldkommen realisering
af sine intentioner, det er vores ansvar.
Det er gaver, som vi kan tage imod eller ej. Og
de fleste mennesker er desværre langt fra at
kunne lytte sig andægtigt og udforskende ind på
disse intentioner, endsige at kunne eller turde
realisere disse guddommelige intentioner. Der
er dog heldigvis ikke tale om et enten eller,
noget bliver naturligvis realiseret et langt stykke
hen ad vejen og på mange forskellige måder i
relation til menneskets kreativitet. F.eks i form
af videnskabelige teorier, kunst, ædelmodige
handlinger, hellige handlinger,vidunderlige
tekniske opfindelser etc. etc. Men de menneskelige
samfund og den menneskelige historie har
aldrig været og er stadig langt fra nogen dans på
roser. Den menneskelige historie er fyldt med
tragik, ulykker,elendighed og primitive livssyn
og noget, vi kunne kalde for ondskab.
Det er ikke for ingenting at vores lytten (fortolkning
og oversættelse) til tidens intentioner
10
er repræsenteret af Saturn, som i den traditionelle
og gammeldags astrologi betragtes som en
”ond” planet. Det kan gå grueligt galt med vores
fortolkninger og realiseringer af de nyskabende
øjeblikke. Uranus, som repræsenterer disse
guddommelige intentioner, er således udtryk
for det utopiske og ideale, som Saturn enten
kan knuse eller fremelske i sine fortolkninger og
realiseringer. Saturn udtrykker på en gang den
menneskelige ufuldkommenhed og begrænsethed
(den kristne ”synd”, som resulterer i sorg
og ulykker, men også muligheden for at komme
igennem denne sorg og afdække de guddommelige
intentioners fuldkommenhed. Krisen,
verdens udfordringer, er, som vi nævnte, en
stadig udskillelsesproces, en kosmisk renselse,
hvor ikke alene selvet efterhånden udkrystalliser
sig (det er ikke tilfældigt, at Saturn repræsenterer
krystaller som diamanter), men hvor også
den rene virkelighed i sig selv og dermed Guds
intentioner i de vertikale øjeblikkes mening
manifesterer sig. Opstandelsen af Kristus er det
absolutte symbol og den absolutte begivenhed,
der viser og inspirerer og betinger, at man kan
vende og anvende den stadige verdenskrise til
oplysning af bevidstheden.
Det som Saturn i sin ypperste og højeste form
tilstræber (enhjørningen) er den fuldstændige
udfoldelse af et givet vertikalt øjebliks guddommelige
intentioner. Den vertikale tid er et fragment
af det spejl af evigheden, som vi erkender
stykkevis, men som i sin helhed slutteligt viser
os evigheden, for nu frit at citere Paulus. n
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

af Claus Houlberg cand.arch.
Tidsaldrenes
middel-ayanamsa
AFGRæNSNINGEN af de astrologiske
tidsaldre har været et spørgsmål, som fra
tid til anden har været omgivet af megen
filosofisk diskussion og matematisk beregning.
Ejendommeligt nok er det sjældent at træffe på
en så overvejende astrologisk definition og diskussion,
som vil blive foretaget i artiklen her.
Først og fremmest defineres tidsaldrene ud
fra forskydningen mellem den sideriske og den
tropiske dyrekreds. Den sideriske ligger fast i
forhold til fixstjernerne, mens den tropiske (egl
’den drejende’) ligger fast i forhold til årstiderne
og dermed Jordens skrånende akse. Omkring
Alexander den Stores tid lå de to dyrekredse på
linie, dvs stjernetegnene i de to kredse var sammenfaldende.
Derfor har det været almindeligt
at antage, at der alene var denne ene zodiak,
som korresponderede med stjernebillederne [for
at forebygge misforståelser vil de herefter blive
kaldt konstellationer].
Min påstand er da, at der altid har været to
dyrekredse. De er forankret på hver sin måde
og deres indbyrdes forskydning kaldes præcessionen,
dvs. den skæve jordakses langsomme
rotation (recession) om klodens lodakse, baglæns
gennem den sideriske zodiaks tegn.
Præcessionen er ikke jævn
gennem zodiaken
I den esoteriske astrologi omtales det, at dyrekredstegnene
er tankeformer, der blev forankret
på atlantisk tid, hvilket er for mindst 10.000
år siden. Det vil være højst usandsynligt, at
præcessionen først skulle være opdaget i den
græske oldtid, ca. 100 år fvt. Men dette synspunkt
må forblive rent spekulativt, al den stund
vi savner arkæologiske vidnesbyrd herom. Blot
åbnes for den tanke, at dyrekredsene begge kan
være af betydelig ælde.
Ayanamsa-problemet
Den skæve jordakse roterer langsomt omkring
en lodlinie, der står vinkelret på banen
om Solen, og denne rotation kaldes det store
astrologiske år eller blot Det Store År. Tallet for
dette storårs længde varierer en smule, alt efter
hvilken astronomisk kilde der citeres, men ligger
i området 25-26.000 almindelige kalenderår.
Når de tolv astrologiske tidsaldre skal udmåles,
så defineres de ved forskydningen mellem
de to dyrekredse. Dermed bliver hver tidsalder
af en udstrækning på ca. 2150 år.
Bemærk her, at forskydningen ikke sker i
forhold til fixstjernerne, men alene mellem de to
dyrekredse indbyrdes. Af den årsag angives tidsaldrene
som lige store. Ejendommeligt nok har
vi ikke i den vestlige astrologi et ord for denne
forskydning mellem dyrekredsene, men i Indien
kaldes den for ayanamsa. Ordet er sanskrit og
kommer af ayan + amsa, som betyder henholdsvis
bevægelse og bestanddel eller element, altså
bevægelseselement.
Nulpunktet for beregninger af tidsaldrene går
tilbage til den tid, hvor de to geometrisk define-
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 11

ede dyrekredse stemte overens, dvs. den gang
man antog, at der kun var en enkelt dyrekreds.
Dens bevægelse bliver astronomisk målt i forhold
til fixstjernen Alcyone som startpunkt for
Vædderen. Dette afgørende nulpunkt angives
til at ligge omkring år 300 fvt. - altså stort set
på Alexander den Stores tid, som de historiske
begivenheder også synes at fortælle.
Man kunne her benytte Alexanders erobring
af Egypten i år 320 fvt. som et markant historisk
skæringspunkt. Her afsluttes den faraonske æra,
og her blandes de astrologiske traditioner fra
Mesopotamien, Persien og Egypten, og den hellenistiske
astrologi undfanges, således som de
afbildes i den senere Dendera-zodiak [ill. s. 17].
Faktisk eller middel ayanamsa
Så langt så godt, men der ligger et væsentligt
problem, når vi skal videre herfra, for jordaksens
(forårspunktets) præcession er ikke jævn
gennem dyrekredsen. Den har tilbagelagt 24°
på (300 + 2000 =) 2300 år, hvilket giver en
hastighed på 96 år/grad. Den fart ville give
en længde på Det Store År på 360 x 96 eller
næsten 34.600 år, hvilket er omkring 10.000 år
mere end det normalt fastsatte. Det er som om
præcessionen har bevæget sig i slowmotion de
seneste par årtusinder.
Hvis man derimod holder sig til de almindelige
tal for Det Store År, så afspejler middelbevæ-
12
Skitse af sammenhængen
mellem konstellationerne
og den sideriske kreds –
samt den tropiske kreds
og planeterne (og Jordens
huse) [Ill. forf.]
gelsen en årlig bevægelse fra 70 år/grad (25.200
år ialt) til 72 år/grad (25.920 år i alt). Altså en
middelbevægelse, der er betydeligt hurtigere
end den aktuelt målte bevægelse. Vi står med
andre ord over for et dilemma, der kort fortalt
handler om, hvorvidt man skal arbejde med den
faktiske ayanamsa eller en middelayanamsa. En
problemstilling, der er ganske parallel til dilemmaet
ved måneknudernes bevægelse, hvor der
arbejdes med enten en faktisk eller en middel
værdi. Accepteres dette nye udgangspunkt, giver
det følgende to beregninger, der begge har nulpunkt
i år 300 fvt.:
DEN FAKTISKE AyANAMSA, som er næsten
24° nu, og som med den aktuelle hastighed vil
udskyde overgangen til Vandbærerens tidsalder
ganske betydeligt. Den vil først indtræde om
(2300 :24 x30 =) år 2.875, dvs. om mere end
otte hundrede år. En tankegang, der strider mod
den historiske bevidsthed og vores syn på astrologiens
udvikling.
MIDDEL AyANAMSAEN vil derimod sætte
overgangen markant nærmere vor tid. Faktisk vil
den sætte et skæringsår til 2150-300 = år 1850,
altså meget tæt på, hvad de historiske begiven-
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

heder synes at fortælle os. Se evt. forfatterens
artikler herom [CORNELIUS nr. 3/09]. Forfatteren
har imidlertid aldrig hørt om en middelayanamsa
før, men de historiske fakta synes at
understøtte eksistensen af en sådan.
Hermed foreslås derfor en varighed af en tidsalder
til 2150 år, svarende til et storår på 25.800
år med en hastighed for middel-ayanamsaen
på 71 år og 8 mdr (71,7 år) pr. grad. Nulpunktet,
hvor de to geometrisk bestemte dyrekredse
stemmer overens, synes at ligge 350-300 fvt.
Fiskenes tidsalder
Skulle tidsfæstelsen af Fiskenes tidsalder alene
gøres ud fra disse astrologiske overvejelser, vil
den afgørende begivenhed i nyere tid være
opdagelsen af planeten Uranus, som blev den
første ud af en række nye himmellegemer i
astrologien. Man kan lidt poetisk sige, at himlen
på det tidspunkt åbnede sig på en ny måde for
os, og i astrologisk sammenhæng blev den kaldæiske
orden brudt, idet Uranus blev ny hersker
i Vandbærerens tegn.
Den kaldæiske orden [se ill. s.18] er den indre
logik i dyrekredsen og indeholder bl.a. systemet
i dekanaternes herskere, et forhold, der i
dag kan genfindes i ugedagenes navne. Denne
orden (systematik) er opkaldt efter kaldæerne,
beboerne af en egn i Mesopotamien, som var
kendt for deres stjernekundskab. Faktisk blev det
sådan i oldtiden, at alle astrologer blev kaldt for
kaldæere, uanset om de var fra den egn eller ej.
Den kaldæisk orden har sine rødder omkring
Alexander den Stores tid, ca. 350 fvt., der
markerer begyndelsen af Fiskenes tidsalder.
Perioden herfra og til Uranus’ opdagelse kort før
år 1800 netop er på 2150 år, middel-udstrækningen
af en astrologisk tidsalder, hvorfor dette
årstal markerer slutningen på Fiskens tidsalder
og begyndelsen på Vandbærerens tidsalder.
Hvilket vil sige, at vi her i 2010 er næsten 3°
inde i denne tidsalder.
Forud for Fiskenes tidsalder ligger Vædderens
tidsalder, som afsluttes omkring Alexander
den Stores indtagelse af Egypten 320 fvt., hvor
faraonernes æra afsluttedes. Alexander indsatte
sin general Ptolemæus (og hans slægt) som ny
hersker i Egypten, hvorved den ptolemæiske
periode tog sin begyndelse. Går vi 2150 år tilbage
fra dette punkt, kommer vi til år 2500 fvt.
som begyndelsen af Vædderens tidsalder. Året er
kort efter begyndelsen af faraonernes æra i Det
Gamle Rige og markeres gennem opførelsen af
de store pyramider i Gizeh. Året er samtidig afslutningen
af den forudgående Tyrens tidsalder.
Læseren kan selv søge videre tilbage i historien.
Tidsalder-dekanater
yderligere kunne tesen om tidsaldrenes middelayanamsa
benyttes til at undersøge dekanaterne
i Fiskenes tidsalder. En alder på 2150 år
giver 717 år pr ’dekanat’, dvs tredjedel af en sådan
tidsalder. Dette åremål kan anvendes, hvis
man til en begyndelse tillader nogle få procents
afvigelse som margen – hvilket vil give følgende
tre perioder, som anses for markante i den vestlige
astrologi [se: CORNELIUS 3/09].
• 350 FVT - 367 E.KR. Hvilket er hele den
græsk-romerske oldtid eller den hellenistiske
periode i astrologien, regnet frem til Romerrigets
deling i år 395, som blev begyndelsen til faldet,
• 368-1084. Hvilket dækker den korte byzantinske
tid og hele den arabiske æra, hvor astrologien
forsvandt fra Europa i den såkaldt mørke
middelalder. Varer indtil korstogstiden med
første korstog i 1095.
• 1085-1800. Hvilket er den latinske periode,
der omfatter senmiddelalder og renæssance i
Europa, hvor astrologien kommer tilbage fra
Arabien. Varer indtil nedgangstiden (oplysningstiden)
og Uranus’ opdagelse i 1781.
Konklusion
Tre slutninger kan foreløbig drages om tidsaldrenes
ayanamsa-problem:
1. Der synes at være astronomisk og historisk
enighed om, at den sideriske og den tropiske
zodiak stemte overens omkring år 350-300 fvt.,
samt at denne tid kan anvendes som nulpunkt
for udmåling af Det Store År og dets tolv astrologiske
tidsaldre.
2. Jordaksens præcession anskues som en
forskydning mellem de to geometrisk bestemte
dyrekredse, og forskydningen kaldes ayanamsa
med et lån fra sanskrit. Den kan udmåles på to
forskellige måder, dels som en faktisk bevægelse,
dels som en middelbevægelse.
3. Baseret på de historiske vidnesbyrd ser det
stærkt ud til, at en tidsalders middel-ayanamsa
er på 2150 år – svarende til et storår på 25.800
år samt en bevægelse på knap 72 år for hver
ayanamsa-grad. n
Kilde
- http://en.wikipedia.org/wiki/Ayanamsa
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 13

14
Dekan-astrologi
i Vædderens tidsalder
af Claus Houlberg cand.arch.
DEN MODERNE ASTROLOGI har sine
rødder i den kaldæiske astrologi, der
opstår af den kulturelle smeltedigel i
tiden omkring Alexander den Store ca. 350 fvt.
Men der findes en egyptisk astrologi, som er
endnu ældre og som tilsyneladende var gældende
i hele den forudgående periode, Vædderens
tidsalder, og som ligger bag vor moderne brug
af den tredeling af tegnene, vi kalder dekanater.
Dermed er dekanaterne i realiteten en ældre
form for astrologi end dyrekredsen. Denne
tradition siges at have overlevet i den hebræiske
Mazzaroth-tradition, der anses for at gå tilbage
til Metusalems far, Enok, og altså også være af
betydelig ælde.
1. Dekaner
Det Gamle Rige i Egypten varede i 400 år,
fulgt af en overgangstid til Det Mellemste Rige
på 100 år (2160-2061). I den periode finder
man de ældste arkæologiske vidnesbyrd om
systematisk astrologi, vi kender. Det handler om
dekan-astrologien, som er baseret på 36 konstellationer
på himlen, men det er ikke de samme
som dyrekredsens tolv konstellationer. Disse 36
Dekanerne er
ældre end zodiaken
plus 12 konstellationer danner tilsammen de 48,
man regnede med i oldtiden og som er nævnt
i Ptolemæus’ værk ’Tetrabiblos’ så sent som år
170 e.Kr.
Egypterne kaldte disse 36 konstellationer Ba-
Kiu. De udgjorde deres kalender for årets gang
med tre årstider og havde ankerpunkt i Sirius,
der markerede tiden, hvor Nilen gik over sine
bredder. Ud over at være en praktisk kalender,
så havde konstellationerne hver deres betydning,
symboliseret ved en række guder – ganske
som vi kender det fra forholdet mellem planeterne
og de græsk-romerske guder.
Da Alexander den Store skabte sit makedonske
imperium, gik det fra Grækenland over
Mellemøsten til Egypten samt over Persien til
Pakistan. Han indførte græsk som officielt regeringsprog
for hele regionen, hvilket åbnede for
en helt ny form for kulturudveksling. Områder
med hver sit sprog og hver sin kulturelle identitet
begyndte nu at udveksle erfaringer på alle
områder, herunder også astrologiske. Dermed
kom de babylonske zodiak-konstellationer
i kontakt med Ba-Kiu, som på græsk blev til
Dekaner. Begge systemer beskrev et års cyklus,
så på et tidspunkt blev de til en enkelt, samlet
orden, hvor hver zodiak-konstellation var koblet
til tre dekan-konstellationer.
Årsagen til, at Ba-Kiu blev oversat til ’dekan’
er, at de 36 konstellationer, der dukkede op
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

Skema over korrespondancerne mellem zodiakens og dekanernes konstellationer (og den tropiske zodiak).
på nattehimlen efter solnedgang, skiftede hver
tiende dag. Deka betyder ti på græsk, og når
Solen havde vandret ti dage, så kom der en ny
dekan frem på solnedgangens nattehimmel.
Dekanerne var på denne måde basis for den
egyptiske kalender, som havde tre årstider, der
korresponderede med de 36 dekaner. Hver
årstid var på 12 dekaner og altså 120 dage,
hvilket gav et år på 3 x 120 = 360 dage. Der er
næppe tvivl om, at opdelingen af cirklen i 360
grader har sine kulturelle rødder i Mesopotamiens
60-tal system og i Egyptens 36 dekaner.
Forskellen til solårets 365 dage blev udlignet
ved, at der etableredes fem dage, der faldt uden
for kalenderen, kaldet Heriu-Renpat eller ’Dage
i året’. Dermed kunne Sirius stå på nattehimlen,
når Nilen atter gik over sine bredder. Muligvis
har man af og til haft skudår med seks dage, så
Sirius stadig var ankerpunktet i hele systemet, og
kunne ’bestemme’ Nilens overflod.
Der findes en berømt afbildning af dette
system. Den blev fundet i byen Denderah i
Hathor-templet, som blev opført i den sene
Ptolemæiske tid. I loftet på Osiris-kapellets
pronaos (søjlegang) fandt man den til nu ældste
afbildning af den egyptiske zodiak [se ill. s.17].
Den er ud fra stjernernes position heri dateret
til ca 50 fvt., dvs. længe efter faraonernes æra.
Her findes imidlertid afbildet symbolerne for
samtlige de 36 dekaner, og det er disse symboler,
man har genfundet indgraveret på kistelåg
helt tilbage fra det Tiende Dynasti, omkring år
2100 fvt., dvs. i overgangsperioden mellem Det
Gamle Rige og Det mellemste Rige.
2. Dekan-tydning
Tydning af dekanerne er anderledes end den
tydning, vi benytter os af i moderne astrologi.
Den er i langt højere grad baseret på aflæsning
af billeder og nærmere beslægtet med Tarotkortenes
tydning,
Den kan også siges at være i slægt med De Sabiske
Symboler, der er baseret på rent sproglige
billeder. Disse 360 symboler, et for hver grad af
dyrekredsen, blev sammen med deres tydning
(gen)fundet af den amerikanske astrolog Marc
Edmund Jones og systematiseret af hans elev,
Dane Rudhyar. Systemet er meget lig symboltydningen
i den palmebladsastrologi, som er en
helt selvstændig og meget gammel tradition i
Indien [CORNELIUS nr. 2/09].
De egyptiske dekaner begynder ikke i Vædderen,
men ved Sirius i stjernebilledet Canis
(Hunden), der er midterste dekan i Gemini-konstellationen.
De 36 dekaner er herunder angivet
med de vante latinske navne og med de indtil
nu kendte egyptiske navne i parentes – samt de
for os lidt fremmedartede tydningsbilleder:
FØRSTE ÅRSTID [Akhet - overflod]
1. Canis (Apes) med Sirius (Sophet) : ’Prinsen.
En høg og på dens hovede står morter og pestil.
2. Procyon (Sebak) : ’Frelseren fra det onde’.
Et menneske med høgehovede og ulvehale.
3. Ursa Minor (Api-Fent): En sjakal, stående på
et plovskær.
4. Ursa Major (Fent-Har): En so holder et
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 15

Farverne viser de samhørende konstellationer. © Lisa Jensen 2009
plovskær.
5. Argo (Shes-en-Fent): En okse med et hankekors
om halsen.
6. Hydra (Knem): En slange under løvens fod.
7. Crater (--): En fjerklædt kvinde med et bæger
i hver hånd.
8. Corvus (Her-Na): En fugl, siddende på en
slange ved løvens hæl.
9. Coma (Shes-Nu): ’Det ønskede’. Et barn siddende
på skødet af en kvinde.
10. Centaurus (Knemu): ’Den udpegede tilbyder
sig som offer’. En menneskeskikkelse med
lammehovede og en hale.
11. Bootes (Smat): ’Den, som kommer’: Et
vandrende menneske, der holder et plovskær.
12. Crux (Sera): En tørstende løve med tungen
ud af munden bydes et bæger af en kvinde.
ANDEN ÅRSTID [Peret - såning]
13. Lupus (Sura): Et barn med en finger på
læben (Harpocrates).
14. Corona (Api-Aatl): En tronende figur foroven.
15. Serpens (Khu-or-Bakh): ’Fjenden af Ham
som Kommer’ (holdt af Ophiucus). Slangen
under foden af den tronende figur.
16. Ophiucus (Api-Bau): ’Slangebetvingeren’.
En tronende fihur med en høgs hovede.
17. Hercules (Bau): ’Den, som knuser hovedet,
men bliver såret i hælen’. Et menneske med
en kølle i hånden.
18. Lyra (Fent-Kar): ’Harpen, der holdes af
ørnen i triumf’. En ørn eller en høg.
19. Ara (Bau): ’Offerets alter’. Et tronende
16
menneske, der holder en plejl.
20. Draco (Her-Fent): ’Slangefjenden’. Slangen
under Skyttens forben.
21. Sagitta [Pilen] (Fent-Kar): ’Den ihjelslående’.
En skikkelse med høgehovede og en hale
står over et barn med fiskekrop.
22. Aquila (Su-At): ’Den faldne ørn’. En Nilgås.
23. Delphinus (Khau): ’Delfinen’. En fisk.
24. Piscis Austrinus (Aar): En fisk i en vandstrøm.
TREDJE ÅRSTID [Shomu - høst]
25. Pegasus (--): ’Den vingede hest’. En hovedløs
hest.
26. Cycnus (Tes-Ark): En svane.
27. Pisces [Båndet] (U-Or): Et menneske med
hale vandrer.
28. Cepheus (Pe-Ku-Hor): ’Den kronede
konge’. Ulven ligger på forpoterne af løven.
29. Andromenda (Set): ’Den frisatte kirke’.
’Dronningen’. En kvinde holder en fangen i en
cirkel.
30. Cassiopeia (Set): ’Den tronende kvinde’.
En kvindefigur tronende over et æg.
31. Cetus (Knem): ’Havuhyret’ eller ’Slangefjenden’.
Et monstrøst (Medusa) hovede trådt
under fode af en so.
32. Perseus (Kar-Knem): ’Han som skader’.
En mandlig figur med halen af et firbenet dyr i
bæltet. Han har et bånd om hovedet.
33. Orion (Ha-Ga-T): Den, som triumferer.
34. Eridanus (Peh-Ta-T): ’Floden’. Flodmundingen
bringer vand fra Aquarius’ krukke.
35. Auriga (Tum): ’Fårehyrden’. Han som tæm-
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

mer. Bærer hovedet af et dyr på et scepter.
36. Lepus (Bashri-Beki): ’Arnebeth’. Fjenden
af ham, som kommer, er trådt under fode. En
hærfugl står over slangen under Orions fod.
DAGE I ÅRET [Heriu-Renpet]
1. Osiris’ dag
2. Horus’ dag
3. Set’s dag
4. Isis’ dag
5. Nephtys’ dag
Denderah-zodiaken er udstillet på Luvre-museet i Paris. Figurerne i kanten af den
indre kreds er symboler for dekanerne. Cirklen (øv. th) markerer de ekstra ’Dage i
Året’ inden Nilens overflod.
Disse fem dage kaldes af egyptologer for de
epagomenale dage. En billedmæssig betydning
er det ikke lykkedes at opspore. Et nøjere studium
af Denderah-zodiaken vil i øvrigt afsløre,
at denne gamle astrologi var betydeligt mere
kompleks og rummede flere facetter end dekanerne
alene.
SOM KURIOSUM er det muligt, at en del af
symbolikken i tarottens lille Arkana rækker helt
tilbage til Vædderens tidsalder og de egypti-
ske dekaner. Tarot er en del af den hebræiske
kabbalah-tradition og er dermed forbundet med
en lære om konstellationerne, der kaldes Mazzaroth.
Ordet mazzaroth betyder simpelthen
konstellation og nævnes i et af de allerældste
skrifter, Enoks Bog. De overleverede nedskrivninger
af denne bog er dateret tilbage til
Alexander den Stores tid, men selve indholdet
rækker endnu længere tilbage. Det kan med
nogen sandsynlighed hævdes, at vi i tarotten har
bevaret symbolikken i den ældste astrologi, vi
kender, helt op til vore dage.
3. Dekanater
Dekanerne er den bagvedliggende grund til, at
vi i moderne astrologi arbejder med dekanater
[græsk: tiendedele], idet dekaner og dekanater
er analoge systemter, men med hver sin basis.
Dekanerne blev i den græske oldtid koblet til
zodiakens konstellationer, og begge dele handler
alene om sammenhængen mellem fixstjerner
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 17

De kaldæiske orden og dekanatherskerne
var baseret på syvstjernen
som ordnende princip
på himlen og altså ikke om de kendte dyrekredses
tolv tegn. På babylonisk tid, hvilket er ved
starten af Fiskenes tidsalder, da var der overensstemmelse
mellem zodiak-konstellationerne,
(omend de har uens udstrækning på himlen) og
de formaliserede dyrekredse, der har tolv lige
store stjernetegn. Hvornår denne formalisering
er sket, er endnu usikkert, men med denne geometrisk
set harmoniske opdeling får vi en lige
så harmonisk opdeling af hvert stjernetegn i tre
dekanater.
Astrologien i Vædderens tidsalder var klart en
konstellations-astrologi, der forholdt sig til de
faktiske stjerner på himlen, mens astrologien i
Fiskenes tidsalder i alt væsentligt har været en
tegn-astrologi, der forholdt sig til planeterne i
solsystemet. Konstellationsastrologien handlede
om kommunikation mellem stjerner. Solen, der
jo er en stjerne, spillede en vældig rolle som
central guddom, fordi den kommunikerede på
samme plan som de øvrige stjerner.
Den fremvoksende kaldæiske astrologi – eller
hellenistisk astrologi, som den oftest kaldes
af historikere – er altså mere ’lokal’, idet den
samler sig om at betragter vores solsystem og
relationerne her. Solen blev her blot en ’planet’
sammen med de øvrige.
Den kaldæiske orden [se ill.] angav sammenhængen
mellem stjernetegn og dekanater og var
et grundlæggende anderledes system, end de
18
egyptiske dekaner, omend de var ganske analoge
i deres systematik. Det moderne brud med
den kaldæiske orden ved afslutningen af Fiskenes
tidsalder afspejles i øvrigt ganske tydeligt i
de ændrede herskerskaber for dekanaterne.
Uanset opdagelsen af nye planeter bevaredes
de kaldæiske herskere helt op til omkring år
1900. Astrologen Sepharial anvendtes de kaldæiske
herskere, mens hans samtidige kollega Alan
Leo åbnede op for den triangel-orden, vi anvender
i dag, baseret på tegn af samme element.
Dekanaternes betydning er dermed ikke længere
den samme, som i den var den kaldæiske
astrologi. Herskerne afspejler den nye tidsalder,
Vandbærerens tidsalder, og den nye astrologi,
der er ved at tage form her. Skift af tidsalder betyder
altid et radikalt kulturskift (paradigmeskift),
hvorfor den nye astrologi højst sandsynligt vil
udvikle sig til at blive lige så forskellig fra den
kaldæiske astrologi, som denne var forskellig fra
den gamle egyptiske dekanastrologi. n
Kilder
- www.astrologiforeningen.dk [solsystemet]
- http://philologos.org/__eb-mazzaroth/mizraim.htm
- http://fritterfae.livejournal.com/383205.html
- http://www.philae.nu/akhet/Seasons.html
- http://www.hwt-hrw.com/calendars.php
- http://www.tigtail.org
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG.

Kepler College forvandler sig
af Enid Newberg BA, MA
VIRKNINGEN af dagens financielle klima
på fakultetet og dets studerende betyder,
at Kepler har aflyst vinternes semester. Dette er
ikke fordi, der mangler interesserede, men der
er mangel på økonomiske midler. Kepler College
er ikke totalt afhængig af sponsering for at
kunne være operativ, men også donationer og
legater er blevet påvirket af den økonomiske
situation.
For nuværende kan Kepler College ikke
opfylde Staten Washingtons krav for at blive
autoriseret til at give universitetsgrader. Ifølge
Staten Washingtons love efterlader dette os med
to muligheder: At ansøge om at kunne fuldføre
igangværende undervisning, eller at stoppe
øjeblikkeligt nu.
Bestyrelsen mødtes den 16. januar og var
enstemmigt enige om at sende en ansøgning til
HECB [Higher Education Coordination Board
o.a.] om at kunne fuldføre det nuværende program.
Denne mulighed skaber et kursusforløb,
der lader de nuværende studerende gøre deres
universitetsgrader færdige.
Bemærk venligst, at vi ikke ser dette som
Keplers død. Bestyrelsen, administrationen og
lærerfakultetet har alle til hensigt at skabe en
lysere fremtid for astrologiske studier på de
højere uddannelser, og vores mission er at skabe
uddannelse på professionelt niveau både for
astrologer og for dem, der er bredere interesseret
i emnet astrologi. Vi arbejder med planer
om at udvikle Kepler til en anden position på
Kepler College ligger i Seattle USA og blev
10. marts 2000 autoriseret som det første
universitet inden for den vestlige astrologi.
Den 18. januar 2010 udsendte præsidenten
for Kepler College, Enid Newberg, følgende
meddelelse på deres hjemmeside.
(ovs. af red.)
uddannelsesområdet. Keplers bestyrelse stemte
om at skabe et fagligt program i fremtiden, som
bibeholder kernen i vores førstedels studier samt
udforsker mulige alliancer med andre universiteter.
Men disse planer vil tage tid.
I mellemtiden er vores Community Learning
Center [online-universitet o.a.] fortsat åbent og
har ledige hold for deltagere. I tilgift har vi planer
om flere ’webinars’, herunder om udforskningen
af 2012 ud fra forskellige synsvinkler.
Tjek venligst alle de opdaterede oplysninger på
Kepler College’s website: www.kepler.edu n
CORNELIUS
Tidsskrift for
astrologisk dokumentation og forskning
Udkommer 4 gange om året
Udgivet af Astrologisk Museum
ISSN 1602-9186
Ansv. red. : Claus Houlberg
Redaktionens adresse:
Astrologisk Museum c/o AstrologiHuset,
Teglværksgade 37, 2100 Kbh Ø
Redaktionens email: tycho@asmu.dk
Artikler angiver alene skribentens
egen og ikke nødvendigvis redaktionens
holdninger. Anonyme eller pseudonyme
artikler bringes ikke.
Tidsskriftet kan hentes GRATIS
som en digital public service fra
www.asmu.dk
CORNELIUS NR. 1 – MARTS 2010 – 5. ÅRG. 19