1. Indledning - historiedidaktik.dk

xxx yyy zzz 2.P. Soldaterliv under 1. verdenskrig 18-12-09Jeg har valgt en soldaterberetning af den engelske sergent R.H. Tawney, for at vise en situation,hvor soldaterne kæmpede i skyttegravene. Teksten hedder Angrebet. 12 Tawney var med iangrebet ved frontens sydlige del under krigen, stykket mellem Fricourt og Mametz. Det var her,ham og hans bataljon skulle forsøge sig over ingenmandsland og frem til den første tyske linje,efter lang tids venten.Teksten viser bl.a., hvordan soldaternes ”jeg” kom i første række. De reddede først sig selv,dernæst kunne de overveje, om de havde ressourcer til at redde andre. I begyndelse af dennetekst gives et indblik i, hvordan sergenten måtte gøre det rædsomme og vælge den sårede fra,fordi de ikke havde plads i skyttegraven.Der var i det hele taget ikke mulighed for ret meget hensynstagen i skyttegravene. De skulle efterbedste evne holde tidsplanen. Selv hvis deres mænd blev såret, skulle de holde angrebet, for vedforsinkelser havde tyskerne mulighed for at genindtage deres ellers tabte skyttegrave. Det var enordre. To soldater blev ramt og såret lige inden de skulle mod næste mål. Sergenten var barelettet over, der ikke var noget de kunne gøre for dem, så de kunne fortsætte forløbet udenyderligere forsinkelser. Der var ingen tid til behandling eller omsorg, det var videre mod detnæste.Det næste blev så uheldigvis et område med maskingeværild. Alle mand kastede sig på en ogsamme tid, nogle blev ramt, andre søgte dækning i de nærmeste huller i jorden, bag træer oglignende. Tawney nåede aldrig at få et overblik over mængden af faldne mand. Han skulle bareskyde tyskere i sekunderne oven på den voldsomme overraskelse. Som han selv beskriver det,monsteret kom frem i ham, og han skulle bare nyde at ødelægge. Jeg ved ikke, hvor mange andreend soldater, der kan ”acceptere” at slå andre ihjel på den måde. De blev nødt til at acceptere atslå andre ihjel, for det var det man skulle som soldat i skyttegravene. Det var en stor del af dereshverdag at bekæmpe deres fjerner. Krigen var kynisk på den måde. Tawney fik ram på alletyskerne foran ham, undtagen en. Det gjorde ham forvirret og vred. De følelser, ville andremåske allerede have haft, da en stor del af hans enhed blev skudt. Men på grund af den barskehverdag, soldaterne i skyttegravene levede, var det næsten værre for ham at ramme ved siden af,end at miste en kammerat. Man kan sige, han var næsten mere vant til at mistesoldaterkammerater end ikke at ramme tyskere.12 Jensen, s. 46-49, vedlagt bilag 16