1. Indledning - historiedidaktik.dk

xxx yyy zzz 2.P. Soldaterliv under 1. verdenskrig 18-12-09en voldsom hændelse. Han kom til at få skyldfølelse. Tawney videregav en af hans mænd ordreom at finde ud af, hvor mange andre enheder i nærheden der var, fordi han selv havde glemt det,da han var ude at skabe et overblik. Han skulle skabe kontakt til dem han kunne. ”Som en modigfyr forlod han øjeblikkelig sit granathuls relative tryghed; men jeg havde næppe drejet hovedetfør en anden sagde: »Han er ramt.‹‹ Det gjorde mig rigtig ondt. Det var, som om jeg havde dømtham til døden.” 14 Tawney følte tydeligvis, at det skulle have været ham selv, der var ramt ogdød, i stedet for manden. Sergenten videregav en ordre, som han egentlig selv havde glemt atudføre. Grundet hans fejl og glemsomhed tidligere, havde de nu mistet en mand, som hanskriver, det var som havde han dømt ham til døden. Den følelse gik han rundt med, og skulleigen kæmpe slagets gang.Den sidste gang Tawney viste lidt andet end sit hårde jeg i sin beretning, var til sidst, hvor hanselv blev såret. I dét han falder, beskrives den smerte han følte. Han troede han skulle dø. Lidtefter kravlede der to mænd fra hans deling forbi ham. De så ham, men hjalp ham ikke. Nu føltehan pludselig selv, hvordan det er at blive efterladt såret, uden selv at kunne gøre noget. Hanfølte, hvor onde de to mænd havde været, at lade ham ligge der. Den værste følelse var at væreafskåret fra andre mennesker, når man selv var såret. Det var skrækkeligt for ham, selv at opdagedet, som han havde gjort ved så mange andre. Han var nu selv i samme situation. Han havde nokaltid vidst det ikke var ret sjovt at ligge der uden at få hjælp, men nu prøvede han det fysisk ogfølelsesmæssigt på egen krop. Det var umenneskeligt. Både at være den, der gik forbi en lidende,men også at være den lidende.SoldaterkammeraterSelvom soldaterne i kampens hede var nødt til at tænke på sig selv, havde de alligevel enfællesskabsfølelse sammen. I skyttegravene formåede soldaterne at opbygge et særligtkammeratskab, da de havde mange ting til fælles med det arbejde de havde, og en masse spildtid.De kom tæt på hinanden i sådan en skyttegrav, men som vi kan fornemme i Tawneys beretning,kunne det være svært at opretholde varige venskaber med de høje tabstal. Men de havdehinanden og havde været vidne til de samme ekstreme forfærdede ting, og det gav dem nok ettættere forhold end, hvad almindelige mennesker har. Der var heller ikke plads til den samme14 Bilag 1, citat s. 48h l. 34-388