FORSKERforum

forskerforum.dk
  • No tags were found...

FORSKERforum

POLITIK I LÆRER-U D D A N N E L S E R N EDer er politik i ev a l u e r i n g s rapporten om Lærerhøjskolen, når rapporten på den ene side giver gode kara k t e rer til DLH’s kursus-og efteruddannelse, men på den anden side anbefaler, at seminarierne skal ov e r t age denne! Og de samme seminarier har haft“ repræsentant” i styregruppen ...“Der er ved alle afdelingerstor tilfredshed med undervisningenog med kursernesindhold og kvalitet, og evalueringspaneletanerkender den fleksibilitetog omstillingsparathedsom DLH har vist i forhold tilhurtigt at honorere nye behov forefteruddannelse”.Sådan lyder det positivt i totalevalueringenaf DanmarksLærerhøjskole. De rosende ordbruges imidlertid ikke, tværtimodanbefaler Evalueringspanelet,at efteruddannelses- og kursusvirksomhedenfor folkeskolelærereskal overtages af selvstændiggjorteDLH-afdelinger i provinsensamt af de betrængte seminarierne:“... af selvstændigtfungerende afdelinger, der skalind-gå i et snæve rt samarbejdemed seminarierne på regional basi s ” .Argumentationen er, at Lærerhøjskolenbør udvikles til et DanmarksPædagogiske Universitet(DPU), hvor forskningen styrkesog selvstændiggøres. Men det erurealistisk, at DLH’s nuværendekonstruktion – efteruddannelse,kandidatuddannelse og forskning– kan overkomme denne bredeopgave, især når hensigten er atstyrke forskningen, hedder det.I praksis er den nærliggende konsekvens,at seminarierne får enstørre del af kursus-indtægterne,som dermed fragår DLH ...Konflikt mellem DLHog seminariern eMed støtten til de betrængte seminariergår evalueringspaneletind med en anbefaling på et politiskømtåleligt felt. I fri konkurrencemed seminarierne har DLHnemlig 85 pct. af efter- og videreuddannelsen,og taksameterindtægterudgør fundamentet forDLH’s samlede virksomhed.Lærerhøjskolen har da også ca.240 årsværk engageret på kursusogefteruddannelsen. Den kagevil lærerseminarierne gerne overtage,for ellers skal der nedlæggesseminarier i de kommendeår.Lærerseminariernes Rektorforsamlinghar således direkte foreslået,at seminarierne skulleovertage den pengetunge kursusvirksomhed,og at DLH skulleovergå til et pædagogisk universitet,som primært skulle leve af sinbasisbevilling. Rektorerne ønsker,at de 18 seminarier bevarerbåde deres selvstændighed og deresmonopol på uddannelse aflærere til folkeskolen.Evalueringspanelet anbefalingkan ses som et (politisk) indlægimod Lærerhøjskolens eget forslagom et “Danmarks PædagogiskeUniversitet”. DLH’s udspil erforsøget på at skabe en fællesramme for al pædagogisk forskningog uddannelse, hvor universiteterog andre uddannelsesinstitutionerskal kunne udbydelæreruddannelser. Gennem samarbejdemed det pædagogiskeuniversitet skal der kunne tilbydeskorte suppleringskurser af ca.to års varighed. Suppleringsuddannelserneskal også kunne tagessærskilt som ba-uddannelserog skal kunne give arbejde bl.a. ifolkeskolen. Det ville indebæreet brud på lærereminariernes monopolpå uddannelse af lærere tilfolkeskolen.Seminariernes Rektorforsamlinghar da også afvist DLH-forslagetsom “centralistisk”, idetdet vil være ødelæggende forsåvel uddannelse som forskninginden for folkeskoleområdet(Ugebrevet MANDAG Morgen17.aug.).S e m i n a r i e i n t e ressermed i Styre g ruppen ...Med forslaget om, at seminarierneskal gøre indhug i DLH’skursus- og efteruddannelse bevægerStyregruppen sig ud iovervejelser af strukturel karakter,som berører en stor del af demellemlange uddannelser, medseminarierne i centrum.Styregruppen inddrager ikkekvalitetsvurderinger af seminariernesvirksomhed, eller deresmanglende forskningsbasering ianbefalingen. Styregruppen hartilsyneladende haft som præmis,at “seminarierne uden tvivl indenfor den nærmeste fremtid skalindgå som forhandlingspartnere iforbindelse med andre og merevidtgående samarbejds- og / ellerfusionsplaner”, som det hedder irapporten.Evalueringen går med denkontante anbefaling af seminarierneda også ud i kanten af sitkommisorium, der talte om, atder skulle tilvejebringes “et materiale,der kan danne baggrundfor en stillingtagen til DLH’sfremtidige opgaver og styreordning”.Der gik alvorlige interessekonfliktermellem DLH og seminariernei sagen, mens evalueringenpågik. Anbefalingen tyder på, atder har været interessenter - ogpolitik - på banen. Evalueringenstroværdighed kan betvivles, idetder har siddet en repræsentant forde konkurrerende seminarier, seminarierektorPoul Kjær. Han ermedlem af før omtalte SeminariernesRektorforsamling. Ogspørgsmålet er hvor uvildig hankan være i sine anbefalinger, nårhan skal bedømme dem, hviskursusvirksomhed, han gerne vilovertage...Forskning efters e k t o rf o r s k n i n g s m o d e lFor Evalueringscentret er DLHevalueringenhistorisk, idet det erden første hele institutionsevaluering,der omfatter såvel undervisning,forskning og kursusvirksomhed.Den flerhed har styregruppenomgået ved at oprette trefaglige paneler med specifikt ansvarfor hver sin del.Imidlertid konstaterer Panelet,at man ikke har “forholdt sig tilkvaliteten eller niveauet i de enkelteforskningsarbejder, menmere overordnet til forskningensvilkår, profil, ledelse og formidling”.Med eller på trods af dennetilgang kritiserer man focuseringeni forskningen (manglersærlige indsatsområder) og anbefaler– efter sektorforskningsmodel– en forskningsleder, derskal have et centralt koordineringsansvarover for forskningenpå DLH.Panelet – som ikke har haft repræsentanterfra universiteternetil at plædere for disses traditionelle“forskningsfrihed” - opregnerkonsekvenserne af dennesektorforsknings-tilgang ved atbetone, at instititutledere og videnskabeligtpersonale må kunneacceptere en forskningsledelse,som på kort sigt påvirker den enkelteforskers formelle forskningsfrihedog dermed sættergrænser for, hvad den enkelte kanforske i. Som universitetsinstitutionmå forskerne altså opgivederes forskningsfrihed, medtilføjelsen: “På den anden sidemå den enkelte forsker have detpersonlige ansvar for forskningenstilrettelæggelse. Metodefrihedenskal med andre ord fortsatgælde”.jøF O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 3


UNIVERSITETSLÆRERNE MØDTE TRØJBORGD M ’s univers i t e t s l æ re r b e s t y relse og centrale tillidsfolk afholdt d. 17. August sommermøde.På mødet deltog fo rskningsminister Jan Tr ø j b o rg. På mødet drøftede parterne udviklingsko n t ra k t e r, år 2005-pro blematikken (fo rs k e ra f gang på grund af alder), ansættelsesbe k e n d t g ø relsen samt stillingsstrukturen m.m.Fo rs k n i n g s m i n i s t e ren bl ev under mødet suppleret af tidens mest indfly d e l s e s r i ge embedsmand i Fo rs k n i n g s m i-nisteriet, fo rs k n i n g s d i rektør Ove Poulsen. Til højre ses DM’s univers i t e t s l æ re r- formand Leif Sønderga a rd ...Udviklingskontrakter ogg ru n d f o r s k n i n g e n“Udviklingskontrakter skal værefleksible. De skal være tilpassetinstitutionenerne, deres situationog behov. Det er helt afgørende,at de giver institutionerne lyst tilat tage initiativer, evt i samarbejdemed andre, og at de giverarbejdsro”, :sagde forskningsministerJan Trøjborg, der understregede,at det var meget bevidst,at udtrykket “udviklingskontrakter”i stedet for “resultatkontrakter”.Det er hensigten at lade nogleinstitutioner, “der ikke ligner hinandenfor meget” gennemføre pilotprojekter.Forsøgene vil bliveindledt i midten af 1999, og nårde er gennemført, vil der bliveindgået udviklingskontrakter, oplysteministeren.DM’s universitetslærer-formandLeif Søndergaard fremførtebekymring for, hvordan udviklingskontrakternevil “måleresultater” og især hvordangrundforskningen vil blive behandlet.Hertil svarede forskningsministeren:“Jeg kan godt forstå bekynmringenfor grundforskningen og forde mange “cigarkasser” og densåkaldte politiske styring. Menkontrakterne vil ikke ændre påmulighederne for at prioriteregrundforskning. Det er min oplevelse,at det i høj grad er forskernesom styrer, og at politikernekun har et par småønskeren gang imellem” ...Det er nødvendigt at holde fasti cigarkasserne, så forskerne ikonkurrence med hinanden kanhente penge ved siden af grundbevillingerne.Det vil nemligvære underligt, hvis vi ikke kansatse på nogle særlige indsatsområder.Tr ø j b o rg for erh v e rv s l i v e t ?I en skarp kommentar til forslagetom ny ansættelsesprocedureskrev Weekend-Avisens medarbejderFrederik Stjernfelt i enkommentar, at Jan Trøjborgs forståelseaf universitetet desværrevar præget af hans tid som erhvervsminister.Og da forskningsministerenmødte universitetslærer-repræsentanternesagde lektor BjarneAndresen, hovedbestyrelsesmedlemi DM, at han savnede enmere differentieret forståelse afuniversiteterne, som ofte blev direktesammenlignet med sektorforskningen:“Universiteterne erfx markant forskellige fra sektor -forskningen, fordi universiteter -nes opgaver er meget bredere ikraft af at der både er forskningsogundervisningsopgaver. Ogforskningen på universiteternehar ikke som mission, at den skal“sælges”. Der er grundforsk -ning, som ikke er præget af resul -tatkrav, men derimod er prægetaf at skulle give “målløse mulig -heder”. Derfor er der en stor va -riation i krav og forventninger tiluniversitetets indsats...”Trøjborg havde bidt mærke ikritikken af, at hans universitetsforståelsevar præget af hans tidsom erhvervsminister.“Jeg er helt opmærksom påproblematikken, og på at der erforskel. Men jeg mener, at der månedbrydes nogle fordomme påbegge sider. Universiteterne kansåledes hente inspiration i sam -arbejde med erhvervslivet ogmed sektorforskningen”, sagdeministeren og henviste til, at dekommende udviklingskontrakterskal være med til at fremme denudvikling.jø4 F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998


A N S Æ T T E L S EFAGLIG UDHULINGP ro fe s s o rer og lektorer på naturvidenskab i København ogOdense pro t e s t e rer mod ny ansættelsespro c e d u re.“Når bedømmelsesudvalgetikke længere skal priori -tere dygtigheden hos de enkelteansøgere, så afskaffer man en de -taljeret faglig vurdering afansøgerne til fordel for tvivl -somme politiske kriterier. Det be -tyder, at hvis den ansættende per -son – fx dekanen – ikke er fagligtkyndig, så er der åbent for mereeller mindre udefinerlige krite -rier for udvælgelsen eller for“politisk pression” – politiskkorrekthed, køn og lignende…”Sådan forklarer Paolo Sibani,som er én af de 16 faste lærereved OU’s naturvidenskabelige ogtekniske fakultet, der har underskreveten skarp protest mod elementeri det forslag til ansættelsesbekendtgørelse,som Forskningsministeriethar sendt ud.“På mange fag på naturvidenskaber der 10-50 ansøgere. Indenfor mit fag, fysik, er der ofte30 formelt “kvalificerede” kandidatertil en stilling. Men alle ved,at der er meget stor afstand mellemden mest kvalificerede ogden mindst kvalificerede. Denforskel må bedømmelsesudvalgetnu ikke længere gøre udtrykkeligtopmærksom på gennem en prioriteringaf kandidaterne”,sigerSibani der ellers som institutlederville få mere magt efter den nyeprocedure: “Når man ikke be -høver at tage hensyn til kvalifika -tionsforskelle, og når man errindrerat ledelsen i forvejen be -stemmer stillingens indhold,kunne man næsten lige så godtspringe den besværlige bedøm -melsesprocedurer helt over, ogbede ledelsen direkte udpege enperson uden opslag”.Å b e n h e d e nOU-protesterne undrer sig over,at bekymringen over at det tagerfor lang tid at ansætte skal føre tilså radikale ændringer. Bekymringenover tidsforbruget forekommernoget overdrevet, set i forholdtil, at mange af de ansattebliver i stillingen i 20-25 år, hedderdet.OU-protesterne er bekymredefor kvaliteten: “Hvis politiske ogandre uigennemsigtige kriteriaskal blive udslagsgivende iansættelsesprocessen vil danskeuniversiteter hurtigt kunne mistebåde prestige og tiltræknings -kraft”, hedder det.“Den beklage -lige nedprioritering af fagligekriterier vil klart føre til en sænk -ning af kvaliteten”.Også den manglende åbenheder et problem ifølge Sibani: “Detfaktum at udvælgelseskriterierneer fortrolige vil samtidig åbnemulighed for, at nepotismen vilflorere på danske universiteter ihidtil uset omfang. Det er urime -ligt, at ansøgerne ikke har indsi -gelsesret over for bedømmelses -udvalgets sammensætning, og ialle bedømmelserne. Men derkunne gerne ske en vis indskrænkningaf klageadgangen,hvor det jo oftest er forsmåedekandidater, som er sure! Og defår jo i øvrigt sjældent ret i deresklager …”K U - p ro f e s s o rerp ro t e s t e rer også“Faren er, at der går politik ogindavl i ansættelsen. I de senesteår har vi fået ansat nogle særde -les velkvalificerede udlændinge,og det ville ikke være sket underde foreslåede ansættelsesproce -durer …”Prof. Sven Olav Andersen fraAugust Kroghs Biokemiske afd.er en af ti professorer på KU-naturvidenskab,som protesterermod, at bedømmelsesudvalgetikke skal prioritere blandt de fagligtkvalificerede ansøgere:“Visynes, at et fagligt kvalificeretudvalg skal foretage en priorite -ring og indstilling, som institutio -nernes ledelse skal følge. Denneprioritering og beslutning skalaltså træffes på et fagligt og ikkepå et administrativt eller politiskniveau”, lyder det i de ti naturvidenskabeligeprofessorers fællesprotest.Professor S.O. Andersen fortællerom sine personlige grundetil at signere protesten: “Det ermin erfaring fra et utal af bedøm -melser, at begrebet kvalificeret eret elastisk begreb, hvor nogle ipraksis er mere eller mindre kva -lificerede. Det er derimod ikkesærligt elastisk at finde frem tilden eller de mest kvalificerede iforhold til opslaget”.Han mener at der kan gå politiki ansættelsen, når der kankomme andre end faglige argumenterind: “Det er betænkeligt,hvis der kan presses på for atkøn, etnisk tilhør e.l. kan indgå iudvælgelsen, hvor én som ikke erden mest fagligt kvalicerede kankomme den korte vej ind i en stil -ling …”Der er også fare for indavl:“Når udvælgelsen lægges ud tillokal beslutning er der fare for, atinstitutionerne bruger lejlighe -den til at belønne en af sine egnekandidater i stedet for en fra Aar -hus eller Sverige, som måskekunne bringe noget nyt ind på in -stituttet…”jøTAB AFPAT E N T- R E TU n i v e rs i t e t s fo rs k e re skal afgive sine patentrettigheder mod“en rimelig go d t g ø re l s e ”“Ud gangspunktet er, at de imateriellerettigheder tilhøre rfo rs k e ren selv, men det må indar -bejdes, at institutionen også harsin interesse”. Sådan præsenteredeforskningsminister JanTr ø j b o rg sit seneste lov f o r s l a g ,der handler om patentrettigheder.Forslaget er en svækkelse afden enkelte unive r s i t e t s - f o r s ke r sejerskab og dispositionsret ove rsine forskningsresultater. Menm å s ke en bedre mulighed for fa k-tisk at udnytte patentet, fordi institutionenskal sørge for “et eff e k t ivt beredskabtil registrering, vurderingog beskyttelse af frembragte resultater”.Der er dog mulighed for at forskeren bevarer ejerskab og dispositionsret,men så sker det mod en godtgørelsetil institutionen ...En rimelig godtgøre l s eG ru n d t a n ken i forslaget – somisær vil få ko n s e k venser på DTU -e r, at arbejdsgiveren ove rtager rettentil egne medarbejderes resultate r, hvis disse er bl evet til i tjenesten.Til gengæld er forskeren berettigettil “en rimelig godtgørelse”.Når godtgørelsen skal udreg n e sskal der tages hensyn til, hvo rmange penge institutionen harb rugt på denne, hvilken værdi denmå formodes at have, forske r e n skonkrete ansættelsesvilkår, forskerens bidrag til opdagelsen eller“ o m s t æ n d i g h e d e rne i øvrigt”,som det hedder i forslaget.Godtgørelsen kan være andel iløbende indtægter eller et engan g s b e l ø b.Der tilstræbes lokale godtgørelse s m o d e l l e r, men der står at Rektorbestemmer, hvordan godtgørelsenudregnes, hvis der er uenighedom godtgørelsenss t ø rrelse. I sidste ende bl iver deten sag for domstolene, hvis forskeren synes, at Rektor er for fedtet.Der er en 4 måneders tidsgrænsefor, hvor lang tid institutionenmå bruge til “en teknisk, juridiskog markedsmæssig vurdering”af opdagelsen. Institutionenspligt til at vurdere patentbarhed ogm a r kedspotentiale giver ikke enpligt til at rettighedsbeskytte detindberettede. Ko n s e k vensen herafer tilsyneladende at retten alenetilhører forske r e n .U n d e rre t n i n g s p l i g tI praksis bl iver det en tjenestepligt“uden ugrundet ophold” straks atu n d e rrette institutionen om en opdagelse,hvis man “ved eller børvide”, at der er patentmuligheder iopdagelsen. At undlade oply s n i n gherom kan få “tjenstlige ko n s e-k ve n s e r ” .Det bl iver således også forbu d tat præsentere forskningsresultaterpå konferencer eller i tidsskrifterinden patentrettighederne er sikret,hvilket nogle måske vil kaldeet brud med forskningsfriheden.Fo rtrolig indsendelse af manusmed henblik på bedømmelse eri m i d l e rtid ikke omfa t t e t .U d nyttelsesretten ove rgår fraden enkelte forsker til institutionen,som dermed også bestemmer,h vem man vil indgå ko m m e r c i e l l ekontrakter med.Når der er flere forskere invo l-veret i forskeren kan et flertal afdisse indgå bindende aftaler medinstitutionen.Private kan købe sig indPa t e n t l oven kommer også til at betyde,at private virksomheder forlodskan erhve rve retten til resulta t e r, hvor virksomheden indgårsom part i et forsknings- eller udviklingsprojekti samarbejde meden unive r s i t e t s f o r s ke r. Det fremgårikke, hvordan denne ret skalgælde, hvis den private part kunm e d - fi n a n s i e r e r.jøForslag til LOV om immate -rielle rettigheder for offent -ligt ansatte forsker e(høringsudkast 25.8).F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 5


A N S Æ T T E L S EA N S VA R S F O R F LYGTIGELSE …H ø r i n g s s v a rene om ny ansættelsespro c e d u re ved universiteterne kritiserer især, atb e d ø m m e l s e s u d v a l get ikke må prioritere mellem ansøge r n e, at det er uklart hvemden “ledelse” er der skal udvælge samt at der bliver mindre åbenhed om bedømmelserneVed at fratage bedømmelsesudvalgetpligten til at prioriteremellem de instilledeansøgere til stillinger på universitetetkan resultatet blive en “fagligansvarsforflygtigelse”, når bedømmelsenoverlades til et åbentfelt mellem dekanen, institutledere,enkelte professorer …Sådan lyder det fra Det huma -nistiske Forskningsråd ihøringssvaret på Forskningsministerietsforslag til ny ansættelsesbekendtgørelse.Rådet anfører, atdekanen kun undtagelsesvist kanvære fagligt kvalificerede til atbedømme, hvem af flereansøgere med stemplet “kvalificeret”,der skal have stillingen.Derfor må bedømmelsesudvalgetargumentere for – prioritere –blandt de bedømte.Humaniora-rådet mener, atforsøget på helt at sidestille universitetermed sektorforskningsinstitutionerer forkert. Der ernemlig store forskelle: Fakulteterpå universiteterne er ofte store ogfagligt særdeles diversiferedesammenlignet med sektorforskningsinstitutionerne.Dekanernehar således sjældent fa g l i gkompetence på de enkelte områ d e r, hvorimod en institutlederpå en sektorforskningsinstitutionmed mere snævre områderhar det.Rådet påpeger, at udkastet synesat have prioriteret et større ledelsesansvarfrem for den højestefaglige kvalitet og kompetence.Med disse bemærkninger indgårrådet klart som en af de mestkritiske parter i høringsrunden.Ledelser vil gerne havem e re magtI de høringssvar som støtterforslaget lyder argumentet, atdet vil sikre “reelt ledelsesansva r ” .Kritikerne taler derimod omansvarsforflygtigelse, fordi der ertale om “en helt lukket procedure”(Videnskabernes Selskab),når åbenheden og klageadgangenindskrænkes, og når ansættelsesfasenoverlades til noget så bredtsom “ledelsen”.Det er kendetegnende, at demest kritiske høringssvar kommerfra enkelt-fakulteter og fraforskningsrådene, som jo ikke eren del af ledelsesmagten på universiteterne.Nogle af universiteternessvar er kritiske på noglepunkter, men der er en påfaldendemangel på interesse i at fåpræciseret, hvem der egentligskal ansætte. Her er man helt tilfredsemed den brede formulering“ledelsen” …Rektor kollegiet bakker forslagetop, ligesom høringssvarenefra DTU og RUC bakker op omhele forslaget, fx at bedømmelsesudvalgetikke skal prioriteremellem ansøgerne og at åbenhedenom bedømmelserne skalindskrænkes.Det ser også ud som om naturvidenskaberneer meget mere positiveend humaniora og samfundsvidenskab.Således bakkerNaturvidenskab ved KU fuldtop om forslaget.Faglig kompetenceVidenskabernes Selskab siger –på linie med Det humanistiskeForskningsråd - meget kontant:“Når man tænker på det spænd,der normalt vil være mellem dendårligste, kun formelt kvalificeredeansøger, og den bedste, erdet meget betænkeligt, at det endeligevalg skal foretages af eninstans, der med overvejendesandsynlighed ikke er videnskabeligtkvalificeret inden for detpågældende område”. Selskabetmener, at det er uklart, hvad dermenes med “ledelsen”: det er antageligenten rektor, dekaner ellerinstitutledere. Men på ingen afdisse niveauer findes reelt denfaglige kompetence til egenhændigtat udvælge den, der skalansættes. Det bør derfor præciseres,at ansættelsen skal ske påbaggrund af den prioriterede indstillingfra et bedømmelsesudvalgeller efter konsultation meddet faktisk involverede fagligemiljø (forskningsgruppe, afdeling),siger Selskabets høringssvar.Prioritering blandtde kvalificere d e ?Der er mange indsigelser modden forenkling, som angiveligtskulle bestå i at bedømmelsesudvalgetkun skal vurdere omansøgerne er kvalificerede udenat prioritere deres dygtighed.Det fremføres i mange høringssvarfra universitetsverdenen, atder skal være mulighed for, at bedømmelsesudvalgetkan pålægges,at det skal prioritere mellemde kvalificerede, så den fagligevurdering og sammenligning bliverklarere formuleret. Mangehenviser direkte til faren for beskyldningerom nepotisme, hvis“ledelsen” skal vælge mellem enlang række fagligt uprioriteredeansøgere.Mest iøjnefaldende er Under -visningsministeriets anbefalingom, at bedømmelsesudvalget –hvis det ønskes – skal oplyse,hvem udvalget anser for bedstkvalificeret – eventuelt angivet iprioriteret rækkefølge. Det erUndervisningsministeriets enestebemærkning til forslaget.På Københavns Uni versite tefterlyser hovedparten af fakulteterne,at et fravær af prioriteringikke nødvendigvis bidrager tilden ønskede forenkling. Hvis ledelsenikke kan støtte sig på enprioritering fra bedømmelsesudvalgeter der en stor risiko for beskyldningerom nepotisme. Påstore og forgrenede ledelsesområdersom KU’s fakulteter vil dekanensjældent uden fagkyndigbistand tage stilling til en ansættelsepå grundlag af en bred indstillingmed et større antal “kvalificerede”.Og risikoen er tilmed,at dekanen med hjælpere skalbruge tid på at gentage noget afbedømmelsesudvalgets arbejde.En prioritering kan være arbejdsbesparendefor dem, som skalansætte.Aarhus Uni versitets svar efterlyseren “sammenligning” afansøgerne. Det samfundsvidenskabeligefakultet argumentererfor en direkte faglig rangordning,fordi ledelsen er interesseret i atvide, hvilke præmisser der stårbag bedømmelsen, og fordi detikke kan være meningen, at “kvalifikationeri tekstanalyse bliveret ko m p e t e n c e k r av til ledelsen” …I Aalborg Uni versitets konsistoriumluftes, at et manglendekrav om prioritering kan resulterei, at bedømmelsesudvalget vælgeren helt særlig strategi: Entenat de skærpere kvalifikationskraveneved en meget restriktiv bedømmelseaf de enkelte ansøgere,således at færre bliver erklæretkvalificeret – underforståetfordi man er tvunget til atpege på de bedste. Eller at bedømmelsesudvalgetbruger ensærlig kodet sprogbrug “for atspore beslutningstagerne i denrigtige retning”. Eller omvendt atbedømmelserne bliver overfladiskeog summariske, fordi de blotskal skelne mellem kvalificeredeog ikke-kvalificerede …Flere høringssvar – heru n d e rOdense Univ e rs i t e t s - foreslår,at prioriteringsspørg s m å l e tløses ved at der sker en kateg o-risering af ansøgerne i ikke - k vali ficeret / kva l i ficeret / særdelesk va l i fi c e r e t .Åbenhed omb e d ø m m e l s e rn e ?Efter forslaget får ansøgere kunindsigt i sin egen bedømmelse,men kan ikke få at vide hvem deri øvrigt har søgt og hvordan disseer bedømt, som det ellers er i dag.Det er “krænkende for retssikkerheden”,ligesom det heller ikke errimeligt, at klageadgangen indskrænkes.Det vækker store protester iuniversitetsverdenen, mens det ierhvervsrelaterede kredse og inogle universitetsledelser sessom en fordel, at “ikke-universitetsrelaterede”ansøgere kan søgestillinger uden risiko for at detbliver kendt.Den begrænsede indsigt i bedømmelsenaf medansøgerne er istrid med et “kompetitivt akademiskmiljø”, hvor resultaterfremlægges, diskuteres og kritiseresi en relevant offentlighed.Denne åbenhed har tilmed ogsåhaft et element af legitimitetssikring,mener AU-samfundsvi -denskab, som konstaterer, at derikke er andre funktionelle argumenterfor at fjerne åbenhedenend at den er tidskrævende. Mendet bliver ikke noget imod dentid, som kommende klager tilOmbudsmanden vil tage, lyderdet sarkastisk.Det samfundsvidenskabelig eForskningsråd nævner – efter athave argumenteret for såvel prio-6 F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998


itering mellem ansøgerne ogåbenhed om bedømmelserne – atder kan være forskellige kravmellem hovedområderne. Der ersåledes næppe tvivl om, at skoledannelserog forskellige paradigmerpå samfundsvidenskabernebetyder, at kravene om åbenhed iansættelsesproceduren og frygtenfor nepotisme er større i samfundsvidenskaberneend på andrehovedområder på grund af samfundsvidenskabernessærlige karakter.Af den grund er der storåbenhed på området, og professorindstillingeri Sverige offentliggøressåledes i relevante fagligetidsskrifter. Rådet anbefalerderfor, at ansættelsesprocedurenbliver så smidig, at denkan tilpasses forskellige fagligetraditioner.A n s æ t t e l s e s u d v a l g ?Det er måske ikke så underligt, atuniversitetsledelserne ikke er kri -tiske over for, at det står relativtåbent, hvem den “ledelse” er, derskal stå for den faktiske ansæt -telse. Spørgsmålet er, om det erdekanen, institutledere, professo -rer eller specielt fagkyndige, somi praksis kommer til at udvælgeen af de “kvalificerede”, som be -dømmelsesudvalget har fundetfrem. Der er ingen tvivl om, at deansatte VIP’ere havde set frem tilat få en vis indflydelse. Det vilnemlig være helt atypisk, at offentligtansatte ikke i et eller andetled får indflydelse på, hvem derbl iver deres fremtidige ko l l eg e r.Det aspekt angriber AC påvegne af universitetslærer-organisationerneved at kræve, at ledelsenaltid skal nedsætte etansættelsesudvalg, som skal beståaf repræsentanter for ledelsenog for VIP’erne på det institut,hvor den ledige stilling er placeret.Og ansættelsesudvalget skalafgive en begrundet indstilling,som skal være åben og tilgængeligfor alle, der er nævnt i indstillingen.KU åbner op for noget lignende,når det slås fast, at dekanenåbent skal kunne “inddrage institut/afdelingsledelse,fagets professorerog evt. andre i vurderingenaf, hvem af de (bedst) kvalificerede,der bør ansættes”.Præcisioni opslagetNogle høringssvar påpeger, at nårselve ansættelsesfasen er såupræcis er det vigtigt med klarhedi opslaget. Når bedømmelsesudvalgetnemlig ikke skal prioritere(jf. forslaget) må udvalgeteksplicit have defineret, hvilkekrav der stilles.AC anbefaler, at det kræves, atinstitutionerne i opslaget opregneralle de krav der skal indgå ibedømmelsesudvalgets vurdering.Herved vil mange senereklager kunne undgås, såfremt institutionerneer præcise i deresopslag.Samfundsvidenskab i Aar -hus påpeger, at der lægges op til“bredere og flere typer af kvalifikationskrav”,hvilket ikke bareinkluderer den relevante opgaveforskningsledelse, men også“forskningsformidling, samarbejds-og kontaktevner mv.”. Fakultetetmener, at det er betænkeligt,at parametre af så skønsmæssigkarakter skal være afgørendefor at besætte en permanentstilling på et universitet.KU’s humaniorafakultet pegerpå undervisnings-kvalifikationernesom et af de nye kriterier,der mere eller mindre klart skalindgå. Undervisningen kan ikkedokumenteres som forskningspublicering,og bliver dermed ensekundær kvalifikation, der afhandlespå få linier.Det kan en ansættelsessamtaleog prøveundervisning(forelæsning) afhjælpe.P r ø v e f o relæsningog -samtaleKU o.a. foreslår, at der åbnes opfor, at bedømmelsesudvalget børhave mulighed for at fremsætteindstilling om både prøveforelæsningog –samtale. Ligeledesskal ledelsen på eget initiativkunne kræve prøveforelæsningog – samtale før ansættelsen.K l a g e a d g a n gAC kræver, at ansøgeren skalhave ret til at klage over et bedømmelsesudvalgsfaglige sammensætning,således at bedømmerenhar de rette faglige kvalifikationeri forhold til ansøgeren.Ansøgeren skal ligeledes haveret til inden for en given frist atklage over fejl og mangler i bedømmelsen.K ø b e s t i l l i n g e rI forslaget nævnes proceduren itilfælde af ansættelser på eksternebevillingsgiveres penge.Det ses som en mulighed for ateksterne bevillingsgivere kan bestemme,hvem (af de kvalificerede)der skal ansættes.Nogle høringsparterhar ligefremlæst detsådan, at det er bevillingsgiveren,derskal foretage en fagkyndigbedømmelse!Det fremgår daogså af arbejdsgiverorganisationenDanskIndustris høringssvar,at det er positivt, at enekstern bevillingsgiver,fx en virksomhed, kanønske en bestemt – i forvejenpositivt fagligt bedømt– person ansat.KU’s samfundsvidenskabeligefakultetet talerligefrem om, at det ikke børvære muligt at købe sig tilstillinger på universiteterne:Der bør stilles samme fagligekrav til ansatte finansieret afeksterne midler som til andreansatte.Fælles for indsigelserne er, atder kræves en uddybning af, hvadder menes med “en positiv fagkyndigbedømmelse”.F o renkling ogt i d s b e s p a re l s e ?Stort set alle høringssvar bakkerop om en af intentionerne: Enforenkling og en tidsbesparelse.Nogle høringssvar sår dog tvivlom det kan lade sig gøre, fordiden mest tidskrævende del af arbejdetfortsat vil være bedømmelsesudvalgetsarbejde, somstort set er uændret.KU’s humaniorafakultetkonstaterer , at det er helt naturligti akademias selvforståelse, atbedømmelsesudvalgets seriøsearbejde sluger den meste tid.KU’s jura-fakultet foreslårderfor, at hvis de almindelige forvaltningsmæssigeregler fortsatskal overholdes, så kunne enløsning være at indsætte nogletidsmæssige rammer for bedømmelsesarbejdet.Fakultetet påpegeri øvrigt at en almindelig forsinkelsesfaktorer vanskelighedermed at finde eksterne bedømmere,bl.a. på grund det “ganskelave honorar”…jøF O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 7


NYT FÆNOMEN:F R I S T Y R E I N S T I T U TNye projekt-institutter konstrueres i relation til univers i t e t e r n e,men uden for Univers i t e t s l ov e nCentrets ledelse ledes af enbestyrelse samt en ansvarligcenterdirektør. Bestyrelsensflertal rekrutteres fra dansk erhvervslivog bestyrelsen udpegercenterdirektøren.Sådan er konstruktionen i etopslag til 75-mio. opslaget“Tværfagligt Center for IndustrielProduktion”. Opslaget underDet teknisk-videnskabeligeforskningsråd ligner opslag forandre store satsninger med denundtagelse, at det oprettes medjuridisk status som fristyreinstitutefter universitetslovens par.12.stk 1.Det betyder, at en eksternt domineretbestyrelse lægger forskningsprofilen,udpeger direktørenog styrer medarbejderprofilen.Også på andre måder vil dervære en betydelig ekstern styringaf forskningen på centret. For atopnå et “overkritisk aktivitetsniveau”forudsættes centret tilligeat søge medfinansiering via centerkontraktordninger,kontraktforskningfor private virksomhedersamt andre eksterne kilder.Der ses også frem til at opretteprivatfinansierede forskningsprofessoraterog stipendier.Forskningsdirektør Ove Poulsenlægger ikke skjul på, at universitetslovensstyrings- og ledelses-reglerer for stive til nogle institutioner.Han forklarer om denaktuelle model for det tværfagligecenter:“Det vigtige ved den konstruk -tion har været at sikre mekanis -mer, hvor man får det optimaleud af flere miljøers samarbejde,og hvor man kan tiltrække krea -tive kræfter. Og det er et område,hvor Dansk Industri og DanskMetal har peget på som nødlid -ende: danske virksomheder flyt -ter produktionen til udlandet.Derfor har man vurderet, at dervar behov for en særlig konstruk -tion med særlig deltagelse og an -svar for aftagere ...”DTU: Hellere påu n i v e r s i t e t e tDTU-rektor H.P.Jensen siger, atDTU hellere havde set, at institutionenblev placeret under universitetslovenfor at sikre sammenhængeni aktiviteterne – herunderundervisningen - på en institution:“Argumentet lyder, at centretskal have en selvstændig ledelsefor at kunne satse og handle.Universiteter kan da udmærketsatse og focusere inden for uni -versitetslovens rammer, så der erikke særlige argumenter for atoprette den type undtagelses-in -stitutioner”. Rektoren konstatererdog samtidig, at ministeriet ogforskningsrådet står fast på fristyremodellen,og at det er betingelsenfor at deltage i projektet:“Og det er halsløs gerning attakke nej til sådanne projekter afprincipielle grunde ...”Det er STVF – med rådsformand,professor Jørgen Staustru ,DTU i spidsen – som vælgerblandt ansøgerne.DI: Uheldigt medeensidig tilknytningDansk Industri er idemager bagdet aktuelle center. Herfra sigerteknologichef Peter Huntley, atfordelene ved par.12 –institutionerer, at når der skal igangsættesnoget nyt er det vigtigt at aftagernekan være med til at påvirkeudviklingen. Institutionen skalfortsat have tæt tilknytning til ogbemandes med folk fra universiteterne,men bare løsrevet fra fakulteterne,så handlefriheden bliverstørre.Huntley peger imidlertid på enuheldig del af konstruktionen,nemlig at centret skal etableressom en geografisk samlet kerneenhedtilknyttet et universitet.“Det er uheldigt, hvis centretetableres i konkurrence mellemforskellige miljøer og et miljø fårtildelt ressourcerne og dermedhægter de andre miljøer af. Detvil være i modstrid med tanke -gangen bag, som er, at det ernødvendigt at alle arbejder sam -men på tværs ...”På forhånd er ingeniørmiljøernepå DTU, OU og AaU udpegetsom nære “samarbejdspartnere”.jøF O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 1 1


F O R S K E R -B I O G R A F IFORSKERENS LIVSHISTORIEOG FORSKNINGThomas Söderqvist har lavet en biog ra fi om den danske Nobelpristager i 1984, immunologenNiels Kaj Je r n e. Det er ikke bare en traditionel biog ra fi, men et fo rsøg at udvide biog ra fi ge n ren:at knytte en forbindelse mellem livsværk og privatliv.Nutidens fo rs k e re kan lære af fo rs k e r b i og ra fi e r, mener Söderqvist: Grundliggende må vi se på,h v o rdan vores fo rs k e rliv hænger sammen med resten af vores liv ...“Han ville knap nok være ble -vet lektor i dag, for da han var 45år havde han skrevet mindre endadgangskravene til en adjunkt -stilling! Han begyndte at læsesom 28-årig og blev først færdigsom 35 årig. Han havde brugt sintid på andre videnskaber, læstdigte og filosofi og gået på nat -værtshuse i København udenegentlig at ville gøre karriere. ..”,fortæller Thomas Söder-qvist,der netop har færdiggjort enmammutbiografi om immunologenNiels Kaj Jerne, hvis banebrydendeteorier om immunsystemetgav Nobelprisen i 1984.“Jernes livshistorie siger mig,at vel er det vigtigt med professi -onalisering i dag, men der måvære sprækker, hvor folk medsærlig baggrund eller evner kanfinde ind i forskningsverdenen.Jerne ville ikke overleve i dagensph.d.-system, hvor man skal gørekarriere ad en strømlinet vej og iet system, der ønsker hurtig gen -nemslusning. Der må være pladstil sendrægtige folk – uden at jeghermed siger, at enhver lillekarklud skal have en chance somet vordende geni ...”Söderqist er videnskabshistorikerog forskningsrådsprofessor ividenskabsstudier. Efter 14 årsforskning har han forfattet enkronologisk biografi om et omskifteligtliv. Den er udgivet undertitlen “Hvilken kamp for atundslippe”, og forsvares i begyndelsenaf september som doktordisputatsved RUC.Bogen bygger på et unikt biografiskmateriale, som Söderqvistfaldt over ved et besøg hosJerne. Jerne var en flittig brev- ogdagbogskriver, og han bevaredealt – breve, optegnelser, dagbøger,videnskabelige noter – frahan var teenager. Han var nokogså bedre end de fleste til introspektivtat gå ind i sig selv, atiagttage følelser og tilstande, sigerforfatteren til biografien, dersom biograf har været i denusædvanlige situation, at dernærmest var for meget materiale.Samtidig var genstanden for biografienstadig i live indtil 1994. Ipersonlige interviews – bevaretpå bånd – kunne Söderqvist få etpersonligt indtryk af Jerne.Bohemeliv ved sidenaf fem timers dagligf o r s k n i n gDet var anderledes at være forskerpå den tid, og Jerne flirtededa også med et boheme-liv. Hanville ikke kunne overleve på etsted med forskningsvogtning.Forskning var kun interessant,hvis han fik mulighed for at forfølgeproblemer efter sit eget hovedet.Hvis han ikke kunne det,så ville han hellere være bogholdermed en fritid, hvor han kunnegøre, hvad han havde lyst til.Biografien afslører, at Jernelangt fra lever op til myten omden fattige forsker, som må gå såmeget grueligt igennem og levermed afsavn og havregrød i elfenbenstårnetog tænker på sinforskning i 24 timer i døgnet.Hans forældre var meget velhavende,så han led aldrig nød,hverken før eller under forskerkarrieren.Og nok var hans selvforståelseelitær – du skal kunblive forfatter eller forsker, hvisdu er den bedste – men han klaredeforskerkarrieren ved at koncentreresig fem timer om dagenog gøre det professionelt. Derefterlavede han alt muligt andet.Også videnskabeligt havde hanen formidabel evne til koncentreresig: Han arbejdede kun medet emne – antistofdannelse – oghan valgte et afgørende problem,hvis løsning er af essentiel betydningfor hans videnskabsområde.Han spredte sig ikke ud over immunologiensalmene problematikker,han var ikke “institutionsbygger”,der organiserede skolerog samlede elever omkring sig.Han ville hade dagens forskningsvirkelighed,hvor mange ernødt til at forske i fritiden for atslå igennem. På den ene side villehan hade forskning udført ud fra“9-16 –lønarbejderbevidsthed”,fordi forskning er noget du gør,fordi du ikke kan lade være. Menpå den anden side organiseredehan sit eget forskerliv sådan, at livetkunne bestå af mange andreting: han kunne læse, møde interessantemennesker m.m. som enslags klassisk europæisk intellektuel.Han opfattede sig ikke somansat til at lave et stykke lønarbejde,men som en fri intellektuel,der bruger en del af sin tidpå cafeer, hvor han konverserermed folk, der har noget interessantpå hjerte.Sammenhæng mellemforsknings-erkendelseog livsforløbBiografien går tæt på, bl.a. beskriverden Jernes svigt over forkoner og børn, et stort alkoholforbrugog erotiske eskapader.Den første kone begår selvmordsom følge af Jerne, og der blotlæggessåmænd også sadistisketræk i Jernes sexliv – og selv omdet kun fylder en halv side ud afbiografiens 700, så var det i focusi JyllandsPostens og Ekstra Bladetsanmeldelser.Det videnskabsfilosofisk mestinteressante i Söderqvists biografier imidlertid beskrivelsenaf, hvordan Jernes selektionsteorifor antistof-dannelse kan ses somen metafor for Jernes eget liv. OgJernes turbulente privatliv varpræget af voldsomme omskiftelser,hvis ledetråd var hans dybeuvilje mod at lade sig dominereeller indflyde af andre, at undslippedet konkrete nære, familielivet.Selektionsteorien bliver videnskabsmandensegen selvbekendelse:Han bruger sit eget liv somen kognitiv ressource. Han opfattedesin egen bevidsthed som atselvet er givet indefra og at dethar en række givne mentale tilstandepå lager, som man kanvælge mellem for på den måde atklare forholdet til omverdenen.Det udtrykte han som at han selvfølte sin tankevirksomhed som ensvensknøgle og “at have standpunkterpå lager”, der passer tilalle møtrikker.Han havde en meget stærk integritetsfølelse,ser sig selv somen distanceret observatør af verden,som ikke kan gribe ind ogforstyrre ham.Jerne var derfor også “tiltaltaf” (Jernes egen formulering, dahan formulerede sin teori), at antigenetikke greb ind i cellensmest “intime dele”, men at immunresponsenhavde sin oprindelsei organismen selv, og detvar kernen i Jernes banebrydendeforskning. Jerne valgte på vejhjem over Knippelsbro den tolkningaf nogle forsøgsresultater,der bedst stemte overens medhans eget syn på sig selv i forholdtil omverdenen.Han fik dermed lejlighed til attrykke sin livsfilosofi ned overpetriskålen med antistof A-aktivitet.Hans syn på selvet blev densidste brik i det kognitive puslespil,der førte frem til selektionsteorien.Det får Söderqvist til atmene, at grunden til Jernes valgvar, at han havde “en indre viden”om, at selektionsteorien varsand.Det er Söderqvists fortolkningaf parallellen mellem Jernes livog hans forskning. for Jerne haraldrig selv berørt sammenhængen:“Men det er vel nærlig -gende, for man går jo også udfra, at et kunstværk er udtryk forkunstnerens sjæleliv. Men vi erikke vant til, at opfatte den viden -skabelige teori som noget, deroverhovedet har noget at gøremed ophavsmandens eget liv. Ogfor mig er det indlysende, at Jer -nes teori har en biografisk forkla -ring”.Omkostningerat være forskerJerne flygter hele livet fra et ellerandet. Han tager ikke stilling.Han elsker Hovedbanegården;der passerer folk forbi og manskal ikke tage stilling til noget.Han bliver serviceret af kvinderog laboranter, der tillader ham at1 2 F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998


Niels Kaj Jerne underholder den svenske dronning Sylviaved Nobelpris-festen i 1984.“Vi plejer ikke at tale om forsk -ning som en personlig stræben afden slags og vi plejer heller ikkeat være opmærksom på de per -sonlige konsekvenser, som denstræben har. Men det har om -kostninger at indstille sit liv på atleve i videnskaben, at færdes medkatapult i de videns k ab e l i geh ø j e re lag, som Jerne selv sagde ...”sidde og komtemplere forsøgsresultater.På den måde er han rastløs,han gjorde flere gange opbrudi sit eget liv og rastløshedenvar måske en medvirkende årsagtil, at han tre gange i sin karrierekom med nye teorier, der brød deherskende paradigmer.Biografisk set er Jerne interessant,fordi han var elitær - “hvisman ikke er en genial forfatter, såskal man nøjes med at læsebøger” (Jerne) – og hans personligedrivkraft var at være eneståendepå sit felt.Jerne ville så forfærdelig gerneleve et usædvanligt liv, men hanbetalte med at være en vandringsmand,der hele tiden søgte at undslippeansvaret for sit eget liv ogomsorgen for andres. Det Söderqvistsoverbevisning, at denneforskertype er hyppigere og betydermere for den videnskabeligekultur, end vi normalt er villigetil at indrømme:“Hvis jeg modstræbende skalforfølge denne generalisering, såplejer vi ikke at tale om forskningsom en personlig stræben af denslags og vi plejer heller ikke atvære opmærksom på de person -lige konsekvenser, som denstræben har. Men det har omkost -ninger at indstille sit liv på atleve i videnskaben, at færdes medkatapult i de videnskabeligeh ø j e re lag, som Jerne selv sagde ...”Den eksistensiellef o r s k e r b i o g r a f iSöderqvists dokstordisputats harsom en central tese, at man måforsøge at forstå Jernes videnskabeligeerkendelser og forløb somled i et samlet livsprojekt. Hankalder det en “eksistentiel forskerbiografi”(se ESSAY pånæste side).Den traditionelle forskerbiografihandlede om forskerens ellervidenskabsmandens liv ogværk fra vugge til grav medsærlig vægt på vigtige begivenhederi det videnskabelige, offentligeeller private liv – menuden filosofiske eller sociologiskespidsfindigheder eller ambitioner.De seneste årtier har en videnskabshistorisktilgang søgt atudnytte et historisk kildematerialefor at forstå den videnskabeligeproces, der ligger bag omværket (“science in the making”)for at forstå videnskaben i denskomplekse sociale, institutionelleog kulturelle sammenhæng (“sciencein context”). Den type biografierkan knytte historiske tendensersammen med videnskabenog hensigten har været at belyseen videnskabelig epoke, en idestrømning,en disciplin eller enforskningsinstitution.Andre biografi-tilgange harderimod haft til hensigt at rekonstruereden erkendelsesmæssigeudvikling, som personens videnskabeligeudvikling har gennemløbet.Söderqvists særlige bidrag tilbiografien – og hans diskussionaf genren - er at genindføre dentænkende personlighed i forståelsenaf hvad forskning og videnskaber for noget. Igennem biografienbliver man meget bevidstom, hvor meget videnskabeligforskning, der er et menneskeligt,individuelt livsprojekt.Biografien som afsætfor selvreflektion hosnutidens forskereGennem arbejdet med den eksistensielleforskerbiografi bliverman meget opmærksom på, atforskning ikke bare er et (politisk)system eller en organisationsform,som kan belyses filosofisk,historisk eller sociologiskperspektiv. Den vinkling ser ikkeden flok idiosynkratiske, skævepersonligheder, som forskningenogså er. Det er et perspektiv, somofte mangler i videnskabsstudier,forklarer Söderqvist.Almindelige forskere kan læreaf forskerbiografier, siger Soderqvist:“Man kan stille spørgsmålsom: Hvordan er jeg kommetderhen, hvor jeg er kommet nu?Hvad vil jeg om 20 år? Grund -læggende kan man se på, hvor -dan ens forskerliv hænger sam -men med resten af ens liv. Fra fi -losofien har vi lånt opfattelsen afvidenskab som noget, der har me -get lidt med ens egen livssitua -tion at gøre. Men videnskabelig -hed er ikke noget, som er afson -dret fra det levede liv”.Selvopfattelsemed modsætningerJerne var fuld af modsætninger:Han havde en drøm om et liv somkunstner, hvilket fremstår somdet modsatte af et forskerliv –som modsætningen mellem tankeog følelse. Men hans valg handledeikke om intellekt eller følelser.Spørgsmålet var, hvorvidthan skulle blive tvunget til at begrænsesig til det middelmådige,det dilettantiske og det gængseeller om han fik mulighed for atnærme sig det usædvanlige. Hanhadede Kaalunds “På det jævne,på det jævne ...”, og var i den forstandmeget udansk!Han foragtede dem, som villehave sikkerhed i tilværelsen, mendet første han gjorde var at skaffesig selv sikkerhed. Han var enforkælet overklassedreng, somlevede af familiens penge indenhan selv begyndte at tjene penge ien sen alder. Han var således deneneste i studietiden, der boede iegen lejlighed.Selv om Jerne gerne så sigfremstillet som en nomade, såblev han glad, da han i 1948 fiken fast stilling som heltidsansatvidenskabelig assistent. “Hanville gerne være boheme – hvishan bare havde sikkerhed i livet.Han flirtede med bohemelivet,men han kunne ikke forestille sigat leve som hans kunstnervennervar nødt til. Jerne var på denmåde en hykler, fordi bohemerietvar personligt letkøbt for ham;det var en småborgerlig bevidst -hed”, påpeger forskningsrådsprofessoren.N a t u rvidenskabog humanioraEfter lidt betænkningstid sigerSöderqvist at der nok er forskelpå naturvidenskabsmanden Jerneog så humanister eller samfundsvidenskabsfolk:“Selv om Jerne opførte sig somen kunstner i naturvidenskaben,så var han godt klar over, at derfandtes en begrænsning: en em -pirisk virkelighed, som han i sid -ste instans ikke kunne sætte sigud over og som var større endham selv. Forsøgsresultater satteham hele tiden på plads, og detfungerede som et korrektiv, somhan var nødt til at indordne sigunder.Der skiller hans videnskabe -lige virkelighed sig fra megen hu -maniora: Humaniora er jo ihøjere grad noget, hvor man ikkefinder den ydmyghed. Vel er litte -rater bundet af teksten, men dehar jo meget større fortolknings -muligheder. Derfor kunne det davære interessant at se hvor denydmyghed, som humaniora ernødt til at udvise, kommer fra. Mendet er en helt anden historie ...”F o r s k e res drivkræfterJerne ville være enestående på sitfelt. Det var hans drivkraft somforsker. Som 83-årig og døendeudviser Jerne stadigvæk en storforfængelighed; han ønskede atblive husket af eftertiden: “Gen -nem hele sit liv søgte han det sub -lime, han ville være enestående.Og som 83-årig har man vel styrpå sine egne gerninger og hvilkenrolle man har spillet. Man kansynes, at han derfor burde værekommet over følelsen af at væreenestående og ind i en fase, hvordet er lige meget. Men sådan vardet ikke med Jerne . Hans sidstestore bekymring var at bliveglemt af eftertiden...”Men hvad driver så dygtigeforskere i dag:“Skal jeg være tro mod minbiografiske tese, så må du spørgehver enkelt forsker! Jeg vil ikkeudtale mig sociologisk ...”jøSe ESSAY næste sideF O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 1 3


E S S AY:F O R S K E R -B I O G R A F IForskeren er naturligvis alene forsker,når han tænker sine videnskabeligetanker eller udfører sine eksperimenter.Resten af tiden er hanadministrator, familiefar, skakspillereller læser af skønlitteratur.Papirsposerne på loftet (i Jer -nes privatbolig, red.) vistesig at være meget righoldige pådokumenter, der kunne fortælleom, hvilke overvejelser Jernegjorde sig på vej ind i og i løbet afsit videnskabelige liv. I de personligeoptegnelser fra ungdomsåreneåbenbarer sig en Jerne, derfølte sig som en fremmed i kulturen,som læste Nietzsche og hollandskeromantiske digtere – enJerne, der længtes efter det sublime.I de dokumenter, der stammerfra årene i København, tegnersig et billede af en mand, derlænge tøvede med hensyn til,hvorvidt han skulle vælge videnskabensom livsbane. I breve tilsine fåtallige venner redegjordehan for sine handlinger og bevæggrunde,fortalte om sine vurderingerog om sin usikkerhedvedrørende valg af karriere.Også i samtalerne kom vi i stigendegrad ind på hans opfattelseaf sig selv og hans vurderinger aflivet i og uden for videnskaben.Jeg blev derfor mere og mere fascineretaf spørgsmålet om, hvordanhan havde udviklet sin identitetog selvforståelse – mere optagetaf hans vej ind i immunologienend af den efterfølgendesucceshistorie, der kulmineredemed Nobelprisen. Der er ingengrund til at tro, at et ungt menneske“folder sig ud” som forsker istudieårene. Et liv som videnskabsmander et resultat af mereeller mindre bevidste valg og aftilfældigheder. At vælge at vie enstor del af sit liv til videnskabeligtarbejde indebærer, at manvælger andre dele af livet fra. Etsådant valg er dog på ingen mådeselvindlysende. På samme mådesom videnskabs-historiografienhar gjort op med en teleologiskopfattelse af den videnskabeligeudvikling, således må også forskerbiografiengøre op med forestillingenom et videnskabeligtliv forstået som en indfrielse afDEN EKSISTENTIELLEF O R S K E R B I O G R A F IH v o rdan fortæller man en fo rs k e rs biog ra fi. Her arg u m e n t e rer Thomas Söderqvist fo r, enudvidelse af ge n ren så der til den traditionelle videnskab s h i s t o r i s k e, fi l o s o fiske og sociolog i s k eføjes en ny dimension. Med afsæt i den danske immunolog og Nobelprismodtager Niels Kaj Je r n es i ger han, at fo rs k e rens videnskab e l i ge meritter må fo rstås i et samlet livsprojekt.Her citeres fra indledningen til Söderqvist biog ra fi :en personlig forudbestemthed tilat blive forsker. I analogi medden videnskabssociologiskeEdinburgh-skoles diktum, at succesrigevidenskabelige teorierkræver at blive forklaret på ligefod med fejlslagne teorier, bør enforskerbiografi behandle et menneskesvalg af liv i og uden for videnskabensymmetrisk.Jeg begyndte derfor at stillespørgsmål som eksempelvis:Hvilke valg foretog Jerne i sit liv,og hvilke konsekvenser havdedisse valg for ham selv og for andre?Hvilke livssituationer fristedeham, og hvilke forsøgte hanat undgå eller flygte fra? Hvadfik ham til at vælge et videnskabeligtliv frem for et kunstnerisk,religiøst eller politisk liv, eller etliv i omsorg for familie og børn?Hvilke konsekvenser fik hansvalg af et liv i videnskaben forham selv og for andre? Hvilkenmåde levede han sit liv på, så hanoplevede det som værdifuldt, sådet gav ham mening og sammenhæng?Hvilke intellektuelle ogmoralske dyder og laster udvikledehan? Hvordan forenede han,eller hvorledes skelnede han,mellem livet i og uden for videnskaben?Fandtes der nogen sammenhængmellem hans professionellevirksomhed og hans privatetanker og valg af livsstil?Kan hans teorier om immunsystemetsstruktur og funktion sessom udtryk for hans livserfaringog selvforståelse? Fandtes der,for at anvende Alisdair MacIntyresbegreb, en “narrativ enhed” iliv og værk? Indgik også værket idenne narrative enhed – som erselve forudsætningen for atkunne skrive en biografi?Idet jeg stiller disse spørgsmål,går jeg ud fra, at Jernes arbejde ilaboratoriet, i lænestolen ellermed et manuskript på skrivebordet– var en uadskillelig del afhans samlede liv. Værket er ikkeen fra resten af livet adskilt “investigativepathway”, men en integreretdel af “life’s pathway”.Hvis den videnskabelige aktivitet,som Edmund Husserl udtrykkerdet, alene er “en blandt demange praktiske hypoteser ogprojekter, der bygger … livsverdenenop”, da bliver det traditionellebillede af forskerbiografienmed værket i centrum og restenaf livet i periferien misvisende;tanken om, at man kan foretage etanalytisk snit gennem et menneskeog portrættere det i en “videnskabeligbiografi” (“scientificbiography”), bliver absurd.Forskeren er naturligvis aleneforsker, når han tænker sine videnskabeligetanker eller udførersine eksperimenter. Resten af tidener han administrator, familiefar,skakspiller eller læser afskønlitteratur. Miroslav Holubsord om kunstneren gælder naturligvisogså for forskeren: “Enperson er alene kunstner, når haner i gang med at skabe sit lilleværk, som lille kunstneriske fore -stilling. Resten af tiden lader hansom regel bare, som om han erkunstner, eller han udviser enhertil hørende karakteristisk ad -færd”.“Med livet frem for handlingerneog bedrifterne er vitrådt ind på et nyt biografisk ter -ritorium, som stort set endnu eruudforsket”, hævder Skidelsky.J eg benævner dette territorium e k-sistentiel bio g ra fi. Strengt tageter naturligvis al biografi, som tilfredsstillerkravet om at give endækkende fremstilling af et menneske,“eksistentiel” og termenkan derfor synes overflødig. Meni en tid, hvor så mange beretningerreduceres til “sociale” eller“intellektuelle” biografier, kanmodifikationen ’eksistentiel’tjene som en påmindelse om, atbiografien er en genre, som bogstaveligtalt sigter på at skrive(grafo) et liv (bios).Den eksistentielle forskerbiografiforsøger at forstå den enkelteog hans eller hendes videnskabsom et samlet livsprojekt.Det indebærer ikke en fornægtelseaf den sociale sammenhængsbetydning, men er snarereen påpegning af, at studier af forskermilieuerne,af den sociale ogden kulturelle kontekst eller afden teoretiske og eksperimentelletradition ikke i sig selv kan giveet tilfredsstillende og udtømmendebillede af videnskaben.Der findes også en personligkontekst for det videnskabeligearbejde.Hvis man ensidigt betoner desociale og kulturelle sammenhænge,overser man let en andenside af tilværelsen, den omstændighednemlig, at det er muligtfor os at overskride vore socialeog kulturelle betingelser. Hvisman retter opmærksomheden påmulighederne for at bryde medde normative strukturer eller den“moralske økonomi”, giver mantillige den enkelte forsker en privilegeretrolle i den videnskabshistoriskefortælling, som gørham til et frit handlende, etisk ansvarligtindivid.Opmærksomheden på det eksistentielleindebærer ikke nogenundervurdering af det videnskabeligearbejde. Som Jerome Brunerhar bemærket, så kan manikke begribe en skakmesters “stil[og] dristighed, hvis ikke manved noget om selve spillet … El -lers kan man ikke vide, hvilketslags menneske han i virkelighe -den er”. På tilsvarende vis er etindgående kendskab til Jernes vi -denskabelige arbejde en nødven -dig forudsætning for at forståhans livsprojektJo bedre vi forstår detaljerne i forholdetmellem hans eksperimentellearbejde og hans teoretiske overvejelser,desto bedre forudsætninger harvi for at forstå hans liv.I(biografiens) Mellemspilbliver forskerbiografiens Janus-rollemellem videnskabshistorieog personskildring allermesttydelig. På den ene side kananalysen af de livshistoriske forudsætningerfor selektionsteoriensfremvækst nemlig ses indenforrammerne af en traditionelfor-ståelse af forskerbiografiensom en videnskabshistoriskgenre: livserfaringen og livsforståelsenbidrager til forståelsen afteoriens opståen og dermed tilforståelsen af en vigtig fase i immunologiensnutidshistorie. Menpå den anden side er det ogsåsådan, at de tekniske aspekter afhans videnskabelige arbejde idette tilfælde kan fordybe voresforståelse af Jernes livsprojekt ilige så høj grad som hans privatebreve og dagbogsoptegnelser. Jobedre vi forstår detaljerne i forholdetmellem hans eksperimentellearbejde og hans teoretiske ove rveje l s e r, desto bedre foru d s æ t n i n g e rhar vi for at forstå hans liv.1 4 F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998


E VALUERINGSCENTRET TIL EKSAMENBestået, men med anbefaling om klare re udviklingspers p e k t i v. Men Centrets fremtid er uklar, for Undervisningsministeriethar planer for en samling af ev a l u e r i n ger for alle uddannelser ...Hvad tænker disse to mænd mon på, mens de hører på indlæg fra salen til konferencen om Evalueringscentret:Centerchef Thune tænker måske på de relativt pæne karakter, som hans center fik, da de også skulle granskes.Og ministeriets universitetschef Kornbech tænker sikkert på, hvordan Evalueringscentret skal passes ind i entotal-model for evaluering ...Universitetsuddannelserneopleverat være til eksamen,når Evalueringscentret er påbesøg. Men nu har Evalueringscentretselv været til eksamen iform af en “granskning” ved etskandinavisk 3-mands panel.“Og indrømmet: Det var lidt li -gesom at køre på motorvejen, hvorman pludselig opdager en motor -cykelbetjent i bakspejlet. Og selvom man ikke har gjort noget ulov -ligt, så påvirker det da kørslen ...” ,sagde centerchef ChristianThune, hvis center ellers fik godekarakterer for sin professionalisme.Kritikken gik mest på etmanglende “udviklingsperspektiv”i selve evalueringerne.Granskningen var til debat veden konference, hvis indhold imidlertidblev noget hæmmet af, atder i september præsenteres et lov -forslag om en samlet model forevaluering af det danske udd a n-nelsessystem. Det er der afsat43 mio. til. Unive r s i t e t s d i r e k t ø rTorben Ko rnbech Rasmussenville imidlertid ikke fort æ l l e ,om det kommer til at indebære,at Evalueringscentret skal inkorporeres i en sådan model,om den fortsat skal have selvstændigstatus e.l.Ministeriets uklare planer varen blind makker på konferencen,men flere vovede dog at argumenterefor, at Evalueringscentretbevares som en selvstændi ginstitution alene med (underv i s-n i n g s - )opgaver inden for de videregåendeuddannelser.Både repræsentanter for uddannelsesrådeneog forskningsrådenevar på banen med anbefalingeraf rådene i en fremtidig struktur.Og der var anbefalinger af, atder i universitetssystemet blev entættere sammenhæng mellemforskning og undervisning.DTU-rektor – og fmd. for Rektorkollegiet– H.P. Jensenrarådede en totalmodel med eeninstitution, der skulle evalererebredere dele af uddannelsessektoren.Det er vigtigt, at der er taleom en selvstændig enhed medkompetencer inden for u n ive r s i t e tog ikke mindst at eva l u e r i n g s my n-digheden er uafhængig.G r a n s k n i n g s g ruppe: Forlidt udviklingsperspektivGranskningen slår fast, at Evalueringscentretblev etableret fra1992 ud fra en defensiv position,idet skeptiske institutioner fikinitiativet til at fremstå topstyret.Det var derfor naturligt, at Evalueringscentretudviklede en “neutralitetsposition”med et kvalitetsbegreb,der tog udgangspunkti målopfyldelsen hos den enkelteuddannelse. Men omvendt gavden definition ikke anledning tilat forskyde kvalitetsdebatten eller”den eksisterende magtbalancemellem uddannelser, uddannelsesinstituitionereller ministeriet.Neutralitets-positionen smittedeogså af på procedurerne, fx idet traditionelle spændingsforholdmellem kontrol og udvikling.Mens Norge og Sverige betonedeudviklingsaspektet, så togdet danske center styrings- ogkontrolhensyn. Uddannelsernefår således kun undtagelsesvisanledning til at foreslå strygruppemedlemmer,evalueringscentrethar stor indflydelse på udformningenaf evaluerings-rapporterneog en udstrakt rutinisering– ensliggørelse – af procedurer.I dag er de evaluerede ikke såskeptiske over for evalueringerne,grundlæggende fordi evalueringerikke blev knyttet til bevillingssystemet,fordi der ikkebruges “performance indicators”,og fordi der ikke er foregår “ranking”m.m.Problemet i denne tilstand –som måske i en periode har væretnødvendig - er, at evalueringernei for lille grad er blevet udviklingsorienterede,lyder den hårdestekritik af Evalueringscentretsvirksomhed. Granskningsgruppenmener imidlertid, at der erpotentiale til at øge vægten påanalyser og udredninger, og atdette indirekte har et stort ændringspotentiale,når det gælderom at påvirke den højere uddannelser.Ikke mindst bør det på systemniveauvurderes om det errene evalueringsaktiviteter somskal prioriteres eller om det er udviklings-og analysevirksomhedbaseret på uddannelsesinstitutionernesbehov, som skal prioriteres,siger granskningsgruppen.G r a n s k n i n g s g ruppe:B e d re opfølgningOgså afslutningskonferencerskunne virke bedre, hvis de blevmere fremtidsrettede og orienteretmod opfølgning- og udviklingsarbejdei stedet for at bedømmefortiden.Endelig antyder granskningen,at der er for lidt konsekvens i evalueringerne.Opfølgningen påevalueringerne må forbedres:Udbyttet kunne have været endnustørre, hvis styregrupperne ogEvalueringscentret også var tiltænkten rolle i opfølgningsarbejdet.Granskningsgruppen forstår,at opfølgning er de evalueredeseget ansvar, men understreger, atdet ikke hindrer en systematiskdialog mellem de evaluerede, styregrupperneog Evalueringscentret.Betydningen af styregruppernesarbejde kan fx øges, gennemet større honorar eller ved atgive denne mulighed for opfølgning.F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 1 5


S Æ R -F O R S K N I N GFUPPENDE INTU’ELLEF y s i k e ren ALAN SOKAL skabte vild opstandelse, da han i 1996 forfattede en falsum-artikel i enk u l t u r relativistisk og postmoderne jargon. Artiklen bl ev antaget i det ansete tidsskrift Social Te x tog gav især de såkaldte “dekonstruktivister” røde øre r.Nu har Sokal & Bricmont udgivet en bog om aff æ ren, som får en ublid anmeldelse af fi l o s o ffenHonathan Ree: Sokal gør sig sårbar over for modangreb ...Et sikkert middel mod tungsindhos homo academicus er nyhedenom en kollegas ydmygelse.Studerende, der flygter fra undervisningen,eller censorer, der sætterspørgsmålstegn ved karaktergivningen,er rimelig effektive,ligesom afslag fra forlag og bedømmelsesudvalg.Dårlige ellerikke-eksisterende forsknings-ratingser bedre, og dårlige anmeldelserendnu bedre igen. Men derer slet ikke noget, der kan få ennedstemt universitetslærer til atse lyst på tingene, som at opleveen ven, der bliver hånet på tryk,eller som hopper på et fupnummer.Hvem har ikke følt sig opstemtda Hitler-dagb ø g e rne bl evafsløret som falskneri i 1983,h vorefter Hugh Tr evor Roper stodtilbage i en ret så ubehagelig suppedas?Eller da litteraturkritikerne lod sig narre af EmanuelM o rgan og Anne Knish (“theSpectrist school”) i 1916, ErnM a l l ey (“the well-wrought Ern ”)i 1944, eller Araki Yasusada (“theHiroshima poet”) i 1966? Menårhund-redets kup må helt sikke rtvære Alan Sokals art i kel “Tr a n s-gressing the Boundaries: Towa r d sa Tr a n s f o rm a t ive Herm e n e u t i c sof Quantum Gravity”, som udenvidere bl ev antaget af den amerika n s ke tidsskrift for kulturstudierSocial Tex t og publiceret i et særnummerom “Science Wars” i maj1996 .Det er ikke svært at forstå,hvorfor fupartiklen appelleredetil den uheldige redaktionskomité.Den accepterer heltuforbeholdent “social- og kulturkritikkens”betydning for videnskaben,slår et slag for “en demokratisktilgang til det videnskabeligearbejde” i stedet for “de autoritæreog elitære holdninger,der ligger inhærente i den traditionellevidenskab”. Den støtterideen om, at “det tyvende århundredesvidenskab” har undermineretoplysningstidens traditionellemetafysik og erstattet denmed “stærk non-lineæritet, subjektivrum-tid, ubønhørlig flyden,og en vægt på samhørighedenstopologi”. Derudover er den forfattetaf en ægte videnskabsmandog skrevet i den slags distanceretsprog, som ingen redaktionel opmærksomhedkræver, ligesomder findes et overvældende inventaraf noter og referencer, deri bedste forskerstil citerer Sokalsegne værker og desuden i smigrendevendinger nævner StanleyAronowitz og Andrew Ross, somtilfældigvis begge sidder på tidsskriftensredaktionskomité.De fleste redaktører inden forkulturstudier havde været gladefor at modtage en sådan artikel,og kun de færreste var stejlet overde helt forsættelige bommerter,der set i bakspejlet gør fupnummeretså tæer-krummende pinligtfor Social Text og så opstemmendefor stort set alle andre.Der er citater fra Jacques Derrida(en “indsigtsfuld” autoritet omgenerel relativitet) og Luce Irigaray(en “skarp” kritiker af traditioneldifferentiel topologi) oget dristigt udsagn om, at “selveeksistensen” er “problematiseretog relativiseret” af “nyere udviklingerinden for kvantegravitet”.Der er udsagnet om, at “Euklids (og Newtons G, der førhen mentesat være konstante og universelle,nu forstås i deres uundgåelige historicitet”.Og sidst, men ikkemindst, er der en fodnote om “frigørendematematik”, der forbinderlighedsprincippet med sociallighed og valgfrihedsprincippetmed abortrettigheder.Få dage efter, at “Transgressingthe Boundaries” blev publiceret,indrømmede Sokal fupnummeretover for tidsskriftetLingua F ranca , idet han dermedhåbede, at kunne igangsætte endiskussion om “videnskabeligsjusk” inden for kulturstudier.Han havde afsløret ufuldkommenhederi Social Text-redaktionenskritiske evner, og han ønskedeat få vedkommende ud i endebat om deres “videnskabeligekrige” og måske drage sammenligningermed balladen om C.P.Snow’s 1959-forelæsninger om“De to kulturer” og F. R. Leavis’sglimrende svar. Til at begyndemed havde det været interessantat bemærke, at det, der gjorde1990’ernes kulturteoretikeresårbare over for Sokal’s fupnummer,ikke var manglende respektfor naturvidenskaben, men tværtimoden uforholdsmæssig overdrevenærefrygt over for dens autoritet...Men der fandt ingen diskussionsted. I sommeren 1996 moredede britiske aviser (og i efter -året 1996 skete det samme forWeekend-avisens læsere i Dan -mark, red.) sig på bekostning afen stereotype “kulturens venstrefløj”.“Sokal-nummeret” bekræftedeåbenbart, hvad rettænkendemennesker hele tiden havdevidst, nemlig at de eneste sandheder,der er værd at vide, er degængse fra den europæiske intellektuelletradition, der blev sat isystem af vores viktorianske forfædre,samt de videnskabeligeeksperters sidste nye opdagelser.Det medførte den behagelige følgeslutning,at den venstreorienteredesynsvinkel blot er en vildfarelsehos nogle ganske få aldrende68’er-fjolser oppustet afluftige filosofiske kreationer à lamode de Paris.Redaktionen på Social Textkunne have taget ved lære af denydmygede Falstaff efter midnatssnigmordetved Herne’s Oak(“I do begin to perceive that I ammade an ass ... ignorance is a-plummet o’er me; use me as youwill”), men i stedet valgte man atholde på sin krænkede værdighed.Højtideligt erklærede man,at man havde publiceret Sokalsartikel ud fra solidaritet med enforfatter, man mente var “enprogressiv forsker, en fysiker dervar villig til offentligt at være kritiskover for den videnskabeligeortodoksi.” Man brød sig ikkeom, at éns imødekommenhed varblevet misbrugt, og i øvrigt havdeman aldrig brudt sig særlig megetom artiklen.Sokal havde også en indsigelse.Han betragter sig selv somen meget mere hærdet (og yngre)venstreorienteret end kulturstudietssmarte revolutionære, menskulle man tro medierne, var hanfortaler for støvet konservatisme.Hans idoler er Orwell ogChomsky: “Som videnskabs -mand er jeg sådan lidt sat i det,”siger han spøgefuldt:“Det kanvære, jeg bare er naiv, men jegtror at der findes en ekstern ver -den, at der findes objektive sand -heder om den verden, og at mitarbejde går ud på at opdagenogle af dem.” Engang undervistehan i Nicaragua for at støttesandinisterne; alligevel tilføjerhan: “Jeg er en gammel ufortrø -den venstreorienteret, der barealdrig helt har forstået, hvordandekonstruktionismen skullekunne hjælpe arbejderklassen.”Så besluttede Sokal sig for atudpensle detaljerne om sitfupnummer. I samarbejde med enbelgisk fysiker, Jean Bricmont,har han begået en omfattende anklagemod en “misbrug af videnskabeligebegreber” begået afvisse tænkere med det tilfælles,at de har været så uheldige atgøre sig bemærket i Frankriggennem de sidste 40 år. Bogen,der blev resultatet, blev udgivetpå fransk med den selvretfærdigetitel Impostures Intellectuelles,hvilket ikke uventet var tilstrækkeligttil at sætte en hel del i bevægelsei Paris. Nu er bogen udkommetpå engelsk, pyntet medrigtig provokerende klaptekstcitatersåsom: “disinformation”(Julia Kristeva); “le pauvre So -kal” (Jacques Derrida), og“C’est la guerre” (Le Figaro).“Intellectual Impostures “ udgørikke ligefrem nogen tilskyndelsetil anti-fransk hooliganisme;bogen er stort set ikkemere end en scrapbog over virkeligeeller opdigtede parisiske intellektuellegrusomheder. Den,der har læst de forfattere, Sokalog Bricmont anklager, er alleredebekendt med, hvordan de henfaldertil søvndyssende pseudo-videnskabog deres dårligt underrettedehenvisninger til prædikatslogik,kvantemekanik, relativitet,Gödels teorem , og kaosteori.Disse fejl er før blevet fremhævet,men i deres oprindeligesammenhæng er de bare irriterendeog en smule skræmmende.Nu hvor Sokal og Bricmont hartaget dem op og lagt dem fremside om side med hinanden, ervirkningen imidlertid fascinerendeom end trættende. JacquesLacan vidste åbenbart ikke, hvadhan snakkede om, når han causeredeom propositionelle funktionereller topologi, og det gjordeJulia Kristeva heller ikke, da hunhenviste til resultaterne af “modernelogik fra Frege og Peano tilLukasiewicz, Ackermann ellerChurch,” og Luce Irigray hellerikke, da hun sammenlignede at1 6 F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998


over). Det kan tænkes, at noget,der hedder “relativisme” ikke erden eneste udvej; men i så fald errealisme ikke fjendtlig indstilletover for videnskab, men udtrykkkeri stedet omsorg for forholdetmellem de historisk specifikkebegrebsinventarer, teknikker, metrikker,og formalismer anvendtaf videnskabsmænd og den slagssandheder, de var i stand til at afdække.sprænge ego’et med at sprængeatomet. Det ville være rart at tro,at Jean Baudrillard bare spøgte,da han udtalte sig om “vores non-Euklidiske fin de siécle -rum” ogom, hvordan “moderne videnskab”viser, at “tilfældighed er,når alle love flyder,” at GillesDeleuze og Félix Guattari fik siget grin, da de skrev, at “en funktioner en slow-motion”, og at detvar med vilje, at Paul Virilio forveksledeacceleration med hastighed,eller at Régis Debraygjorde grin med sig selv, da hanpåstod, at Gödels teorem var etbevis på, at “generaliserede arbejdermagt”er “politisk tvivlsomt”.Men det var tilsyneladendealt sammen i ramme alvor.Dokumentationen i IntellectualImpostures fremlægges fordet meste i form af særlig opsigtsvækkendecitater. Sokal ogBricmont selv holder sig til kortekommentarer (“Hvad taler hunom egentlig? ... disse afsnit giveringen mening ... men det bliverbedre endnu”), alt imens de nogetundseligt invender, at de ikke udstår“sværttilgængelig sprogbrug”,“intellektuel forvirring”,“teknisk jargon”, “uredelighed”,og “mangel på klarhed”.Ved at gøre skarp parodi tilvedholdende anklage har deimidlertid gjort sig sårbare overfor modangreb. Parrets evner tilat snuse sig frem til vås om naturvidenskabviser sig således ikkeat kunne overføres, og hvad filosofiangår, har de ingen næse for,hvad de ruller sig i. Set fra deressynsvinkel, findes der kun tolejre inden for epistemologien.Der findes relativister - som deogså kalder “postmodernister”,“subjektivister” og “skeptikere” -der sætter deres lid til “argumentationud fra autoritet og henvisningtil ‘hellige’skrifter” og “ekstra-videnskabeligetrosretningersom f.eks. soldyrkelse”. Og så erder de videnskabsmænd, der - ligesomdu og jeg - tror på den“virkelige verden”, bryder sigmere om “kendsgerninger” endom “ord”, afviser “a priori elleråbenbare sandheder”, og knoklerfor at opnå et “objektivt syn påverden”.Men på trods af Sokals og Bricmontsforhåbningsfulde henvisningeri retning af en monolitiskautoritet kaldet “videnskabsfilosofi”,er situationen rent begrebsmæssigtnæppe så enkel, som detror. Uden videre stadfæster de,at “rum-tid” er lige så “objektivt”som stole og borde, alt imens detilsyneladende ikke er opmærksommepå, at møbler eksisterer ispecifikke lokaliteter i specifikketidsperioder, hvilket ikke ertilfældet, hvad rum-tid angår. Étsted i bogen påstår de, at “en teoriskal testes empirisk, før den kanvære videnskabelig”, hvorimodde et andet sted - måske fordi dekommer i tanke om, at matematikudvikler sig ved hjælp af formellogik og ikke gennem en stadigakkumulering af empiriske data -skriver, at den skal være baseretpå “empiriske og rationelle argumenter”.De forbigår aldrig nogenmulighed for at give udtrykfor deres foragt for “subjektivisme”,men ikke desto mindre erdet lige præcis det, de omfav n e r,når de udtaler, at verden kun eren “hypotese”, fordi “vi kun hardirekte adgang til vores sansefo rn e m m e l s e r ” .Sokal og Bricmont kan næppelastes for at rode sig ud i sådannevanskeligheder. Men de vil havefordel af at vide, at ImmanuelKant viede sit liv til deres løsningfor mere end 200 år siden. Kantsløsning var at forene realismenmed idealismen, hvilket er grundentil, at mange af det tyvendeårhundredes filosoffer har afvistikke blot “objektivisme” (hvilketSokal og Bricmont udmærket erklare over), men også “subjektivisme”(hvilket de ikke er klareSokal og Bricmont er så beusedeover deres fantastiskesejr over “den postmodernisti -ske Zeitgeist ”, at de fuldstændigglemmer, hvor vanskeligt det erat leve op til de intellektuellestandarder, de mener, de selv legemliggør.Især undgår de enhverkonfrontation med de stærkesteeksponenter for den franske tradition,de angriber. Men gør desig lystige over den, der forsøgerat kritisere moderne fysik udensamtidig at have forstand påPlanck, Einstein, Heisenberg ellerBohr (og Newton for den sagsskyld), kan vi til gengæld kungræde, når de forbigår Pierre Duhem,Alexandra Koyré, GastonBachelard og Georges Canguilhem- for slet ikke at nævne Kant.Ikke engang Michel Foucaultsudfordring tager de op, og dereseneste kommentar til den størsteaf alle drillepinde er en længselsfuldbeklagelse over, at “der findesingen systematisk misbrug af(eller sågar opmærksomhed overfor) videnskab i Derridas arbejde”- som om han havde satsig på bolden udelukkende for atgenere deres leg.Det mest sigende morsommeved Sokals oprindelige parodi varden forsvindende lille mængdedokumentation i forhold til analyse:“belæg” blev simpelthenkylet ind under den gigantiskebibliografi og i snesvis af noterindeholdende uanalyserede citater,ukritiserede meninger, ogukontrollerede intellektuellestemningsbilleder. Ihvertfaldsyntes jeg dengang, det var morsomt.Men Intellectual Imposturesviser en Sokal, der fortsættermed den samme udtryksløse automatisme,også når han siger,hvad han i virkeligheden mener.Artiklen har fået sin egen særligeplads i fupnumrenes annaler,men bogen over fupnummeretformindsker bare effekten. Denkommer stormen tilbage i detglas vand, hvor den måske heletiden har hørt hjemme.ALAN SOKAL og JEANBRIC-MONT : IntellectualImpostures (Profile , 274 sider).Sokals redegjorde for sinfalsumartikel i UNIVERSTETSlærerennr. 96, august 1996.Jonathan Ree underviser i filosofived Middlesex University,England.Kilde: THES, 10-07-98.Oversættelse: Martin AitkenF O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 1 7


L Æ S E R B R E V EMIDDELALDERENS FORSKNINGSBASERINGEn kommentar til Per Fibæk Laursens essay om “ Fo rs k n i n g s b a s e ret undervisning?”Som forsker og universitetslæreri Danmark er jeg megetglad for den opmærksomhed, emnet“forskningsbaseret undervisning”får i disse dag, bl.a. i ForskerForum nr. 115-116 (juni 1998).Men som middelalderhistorikermed det middelalderlige uddannelsesvæsenog særligt universiteterneshistorie som mit forskningsområde,føler jeg mig tvungettil at svare på de udokumenteredeog forkerte udsagn om middelalderensuniversiteter, som PerFibæk Laursen fremsætter isamme nr. af FORSKERforum, s.8.Per Fibæk Laursen har fuldstændigret i, at universitetet er enmiddelalderlig opfindelse. Faktiskgår universiteternes historie 800 årtilbage: da Københavns Universitetblev grundlagt i 1478-1479, varinstitutionen allerede omkring 300år gammel. I hele den periode udgjordeuniversiteterne en fastramme for det, der stadig er envæsentlig del af universitetsverdenen,nemlig det internationale videnskabs-og forskernetværk.Dette aspekt af det middelalderligeuniversitet ser Per FibækLaursen imidlertid fuldstændigbort fra, når han skriver: “Frem tilmidten af forrige århundrede vardet snarere det lærde end det forskende,der var universitetsidealet”.Han uddyber dette i det følgende:“De middelalderlige universitetervar lærdoms-orienterende,deres opgave var at videregiveden traditionelle viden og dendogmer, og de havde ikke nogenforestilling om produktion af nyviden og altså heller ikke nogetbegreb om forskning.” Jeg tror, atjeg forstår den forskel, Per FibækLaursen refererer til, når han skriverom “lærde” vs. “forskende”(selvom grænsen mellem de toikke er helt let at drage); men hanspåstand om, at det lærde i modsætningtil det forskende var det dominerendeideal på de middelalderligeuniversiteter, passer simpelthenikke.Det er desværre en almindeligopfattelse af den “mørke middelalder”,at der i hele denne periodeikke kom nogen nye tankegangefrem; at alle var godt tilfredse medat gentage deres autoriteter; og atder faktisk ikke var nogen, derturde sige noget nyt. Per FibækLaursens karakteristik af forskningenved middelalderens universitetbærer præg af denne udbredte -men forkerte – opfattelse af middelalderen.Tvært-imod kan manmed rette hævde, at undervisningenved de middelalderlige universitetervar langt mere “forskningsbaseret”,end tilfældet er ivore dage. De fleste overleveredeskriftlige kilder til middelalderenslærdomshistorie er tekster, der oprindeligtud-sprang af forelæsningsrækkerved universitetet,forelæsninger hvori ny viden blevformidlet bl.a. til de studerende,som en del af deres uddannelse.For at tage teologi som eksempel:en teologs uddannelse i middelalderenvar i store træk delt op i tofaser. Den første fase svarer nogenlundetil vores grunduddannelse,hvor den typiske teologistuderendegik til en lang række forelæsningerom forskellige emner.Den anden fase, som svarer til enblanding af vores overbygning ogph.d.-studium, begyndte først, nården studerende – som blev kaldten “bachelor” – var så langtfremme i sine studier, at han selvkunne varetage undervisning.Denne undervisning bestod i deltagelsei debatter og, for de mestavancerede studerende, i forelæsningsrækker,i løbet af hvilkebacheloren skulle “kommentere”forskellige centrale tekster, fremfor alt Bibelen og Peter LombardsSententiae.Især forelæsningerne om LombardsSententiae, der var standardoversigtsværketi teologi igennemhele middelalderen, svarer nogenlundetil vores ph.d.-afhandling.At kommentere en tekst betødimidlertid ikke blot, at bachelorenfortalt de studerende, hvad derstod i teksten. Ligesom vi forventeraf en ph.d.-afhandling, at denskal være en betydeligt bidrag tilfager, så var disse forelæsningervidenskabelige på allerhøjeste niveau.Forelæsningerne om LombardsSententiae strakte sig overflere år, og i løbet af den tid fik tilhørerne– dvs. teologistuderende,der ikke var så langt i studiet somde bachelorer, der holdt forelæsningerne– præsenteret talrideproblemstillinger inden for teologien,de fleste med en redegørelsefor både gamle og nye synsvinklerpå de forskellige problemer, samtforelæsernes egne kommentarertil disse problemer og muligeløsninger på dem. Ligesom i voredage var nogle af forskerne (ogunderviserne) på det middelalderligeuniversitet naturligvis bedreend andre. Der er to væsentligepointer her: de bedste middelalderligeforskere var netop de bedste,fordi de producerede ny viden,som førte den videnskabelige diskussionet betydeligt stykke videre.Og denne nye viden blev tilforan et publikum bestående afstuderende: det var i høj gradforskningsbaseret undervisning.Denne forskningsbaserede undervisningfortsatte også, efter atden studerende havde afsluttet sinuddannelse. På teologi blev manefter sine Sententiae-forelæsningernormalt accepteret i det højereuddannelses-laug (det latinskeord, “universitas”, betød bare“laug”); man blev en “mes-ter”, jf.den danske “magister”-grad ogden engelsk-amerikanske “MasterDegree”. Derefter holdt mesterenforelæsninger om alle mulige emneraf interesse for både ham selvog de studerende. Disse forelæsningervar på én gang både enmesters forskning og hans undervisning.Og de mange værker, derer nedarvet til os fra det middelalderligeuniversitet, er tydelige beviserpå, at middelalderens forskereikke var tilfredse med “at videregiveden traditionelle viden ogdens dog-mer”; de fleste betragtededet som deres pligt at producereny viden og føre de fagligediskussioner et godt stykke videre.Altså: at forske.Vi kan uden tvivl lære noget atden middelalderlige uddannelsesmodelog middelalderens opfattelseaf forskningsbaseret undervisning.Blot for at nævne en enkeltting var undervisningen på detmiddelalderlige universitet megettættere knyttet til forskningen, endden er i vore dage; det kunnemåske være nyttigt at se, hvordanen så tæt forbindelse påvirkedebåde forskning og undervisning.Men for at lære noget af middelalderensuniversitetssystem, måman naturligvis først forstå det.Russell L. Friedman,MA,Ph.D .Redaktør ved DiplomatariumDanicum,Det Danske Spr og- ogLitteraturselskab,og ekstern lektor ved KU’s Insti -tut for Græsk og Latin.ß``PROFESSOR PR. AUTOMAT I K ’(forsiden i nr. 115 - 116).Det er glædeligt – og på højet i d, at Danmark får justeretu n ive r s i t e t e rnes stillingsstru k t u r, såden bl iver af internationalt tilsnit.Derfor kan man kun bifalde HanneS everinsens og Christine A n t o r i n i sideer vedrørende dette probl e m .Det er imidlertid ikke klart, hvo r f o rden nye model skal kaldes en“norsk” model, eftersom det vel iv i r keligheden drejer sig om en (tillempet)amerikansk model, som måanses for at sætte den intern a t i o n a l estandard på området. Såvidt mankan se af artiklen, er den største - ogm å s ke eneste - forskel på den nyemodel og den amerikanske, at deti k ke er meningen, at personer, dermåtte bl ive bedømt ikke - p r o f e s s o r-a ble, skal afskediges. Det ville normaltvære ko n s e k vensen i det ameri k a n s ke system. Fo rrige gang, derbl ev foretaget ændringer i stillingsst rukturen, var omkring 1990, daman indførte de nye docentstillinge r, som dog ret hurtigt bl ev opgivetigen. I realiteten underkas-tedeman dengang ansøgerne en bedømmelse,der i det store hele er som idet amerikanske system, hvor det erpersonens egne kva l i fi k a t i o n e r, derer afgørende for oprykningen. Desvæ rre benyttede man ikke lejlighedentil at udnævne de kva l i fi c e r e d etil professorer, men gav dem altsåden “hjemmestrikke d e ’’ titel docent.Det uheldige og utilfredsstillendei dette forhold bl ev yderligerek l a rt, når docenter måtte se, at perso n e r, der var bl evet kendt ikke -k va l i ficerede til docenttitlen, ga n-s ke ko rt tid efter bl ev udnævnt tilp r o f e s s o r e r. Dette kunne umiddelba rt synes utænkeligt, men forholdetberor på den omstændighed, atved besættelse af en professorstillinghar man efter det gæld-endesystem ofte følt sig tvunget til atvælge den person, hvis faglige profilbedst stemte overens med stillingsop-slaget,medens man ve ddocentbedømmelsen stillede heltanderledes strenge, generelle kva l i-t e t s k r av.En ko n s e k vens af den nye modelvil formentlig være, at bedømmelsenrent faktisk bl iver strengere,h vad angår kva l i fi k a t i o n e r, og mindresnæve r, hvad det faglige områdeangår. Begge elementer vilvære ve l komne, og da der samtidigrettes op på det urimelige i, at derpå unive r s i t e t e rne sidder mangelektorer (og docenter), der er højtk va l i ficede rent fagligt, men somemne- og alders-mæssigt ikke harpasset til en ledig professorstilling,kan man kun se frem til et bedreklima på unive r s i t e t e rn e .Man kan kun håbe på, at mani k ke indfører en ny kategori af profe s s o r e r, og ifald fremga n g s m å d e nved besættelse bl iver som skitseretove n f o r, vil titlen “Professorp r. ~ a u t o m a t i k ’være helt misvise n d e .Prof. ESBEN BYSKOV, ph.d.,d r.techn. Bygningstekniske Beregni n g s m e t o d e r.1 8 F O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998


U N I V E R SFORSKERE OG JOURNALISTERNår en ung fo rsker prøver at formidle sine resultater til aviserne, lurer fo rkortelser og fo r v a n s k n i n-ger lige om hjørnet. Og hvem har egentlig ansvare t ?Hver anden gang jeg har forsøgtmig med formidlingaf min forskning i aviser, er jegblevet behandlet anstændigt. Deresterende gange er jeg blevet udsatfor varierende grader af manipulation.Det er for tit, og det rejserspørgsmålet om, hvordan mansom forsker kan undgå vilkårligmanipulation.Det absolut groveste tilfælde,jeg har været udsat for, fandt stedi 1993. Her skrev Hans Martensen artikel i Europa-kommissionenspublikation, EF-avisen (nu“Europa”). Artiklen behandledespørgsmålet om diskriminationinden for offentligt indkøb ogfremhævede uden skyggen af dokumentation,at Danmark overtrådteEF’s udbudsregler. Det varog er netop mit forskningsområde,og jeg var dybt begravet i enPh.D.-afhandling, som pegede pådet stik modsatte resultat. Jeg udarbejdedeet kort svar, hvor jegindledningsvis nævnede, at jeghavde interviewet forskelligeeksperter og 25 offentlige indkøbereog private virksomheder,der leverede til det offentlige.Min forskning viste, at Danmarkfrem for at diskriminere var duksenblandt EU-landene, hvilketkunne give problemer for danskindustri, da de ikke kunne forventeden samme imødekomm e n-hed på deres eksport m a r ke d e r. Ti l-freds sendte jeg et ve l d o k u m e n t e-ret indlæg vedlagt en tabel.I avisen var mit indlæg imidlertidforvandlet til et læserbrev.Såvel henvisningen til min undersøgelsesom tabellen var skåretvæk. Tilbage var min uforgribeligeog ganske udokumenteredemening. Derimod var der plads tilet svar fra Hans Martens. Jegfandt ud af, hvem den ansvarligejournalist bag forkortelsen var ogskrev et brev stilet til ham (og redaktionen)og et svar til avisen.Svaret blev aldrig bragt, og brevetaldrig besvaret.Sagen rejser et par spørgsmål:Hvem redigerer journalisternesindlæg, når de svarer på kritik?Svaret er formentlig: Ingen! Derformå man spørge: Er det rimeligt?Jeg har personligt svært vedat leve med disse beskyttelsesmekanismer,hvor der ikke ergrænser for, hvor meningsfordrejendeforkortelser må være, udenat forskeren (eller andre typer afskribenter) kontaktes? Endeligrejser sagen det principiellespørgsmål: Hvad gør man, nårman som jeg reagerer på et brudpå almindelig presseetik og såbare bliver ignoreret?Andre eksempler er hentet fraBørsen og er langt mindregraverende, men rejser et andetprincipielt spørgsmål om formidlingaf forskningsresultater. Jeghar to gange skrevet til Børsen,fordi dele af min forskning er afrelevans for det danske erhvervsliv.I en artikel skrev jeg “Kommissionensbluff-nummer”, menmodsagde straks dette udsagnmed et par spalter tekst om detnyttige i EU-udbud for virksomhederne.Overskriften blev nogetoverraskende for en forsker, menmåske ikke for en journalist: “Paspå Kommissionens Bluff-nummer”.Formentlig fordi Børsen pådet tidspunkt var lidt på den antibureaukratiskeanti-EU side, ogmit indlæg kunne alt for let tagestil indtægt for det synspunkt.Jeg forsøgte mig året efter medet nyt indlæg, hvor en mindre pointedenne gang røg op i overskriften:“Regeringen handlerstik mod egne analyser” (citeretefter hukommelsen), formentligfordi regeringen var socialdemokratiskledet.Børsens behandling af mineindlæg er i og for sig forståeligtnok. De betragter indlæg som enform for halvfabrikata, hvor deleder efter nyhedsværdien og denfor dem interessante politiskeAf adjunktPOUL THØIS MADSEN,A AUindfaldsvinkel og smider det op ioverskriften. Hvad forskeren vilmed sit indlæg er sagen uvedkommende.Jeg finder, at denne måde atanvende indlæg på er uacceptabel.Misvisende overskrifter kansignalere et helt andet indhold ogfår måske ikke - set fra forskerenssynspunkt - den relevante målgruppetil at læse indlæggene.Det skal dog siges til Børsens forsvar,at mine indlæg var totaltuforkortede, hvilket den første historiepeger på bestemt ikke er enselvfølge.Hvad kan man så lære af dissesmå og store eksempler på manipulation?Det så jeg gerne en debatom, da disse eksempler langtfra er enestående. Adskillige afmine forskerkollegaer har oplevetnoget lignende op til flere gange.Det er en vigtig diskussion, fordidisse problemer kan mindske lystentil at kommunikere med offentlighedeni andet end fagtidsskrifter.Og kan offentligheden -hvem det så er - tillade sig at forvente,at vi formidler vore forskningsresultatertil aviser, når vihar så lidt styr på, hvordan voresindlæg bliver præsenteret?Min eget bud på færre problemermellem forskere og presse erdialog og atter dialog. Journalistervil her ofte henvise til deadlineog manglende tid. Men jegtror, at der ofte er tale om en erhvervsmæssig(u)vane, som journalisterneoverfører på forholdettil forskere, og som ikke er rationeli denne sammenhæng. Det ersåledes ganske sjældent, at forskere,der henvender sig til pressen,har så aktuelt et stof, at derikke er tid til dialog.Men der påhviler også forskerneet ansvar for dialogen. Vikan ikke bare sende noget ind også forvente, at det bliver behandletsom de vises sten.Vi må kaste den naturlige blufærdighedtil side og sætte os ikontakt med de ansvarlige journalister,holde dem fast og dermedminimere risikoen for, atkæden hopper af. Dialogen kanogså betyde markante forbedringeraf vore indlæg, fordi journalisternekan hjælpe os med at formidlevores budskab, hvilket jegselv har prøvet i et par tilfælde. Vikan derfor heller ikke lidt forkæletforvente, at arbejdet er overstået,når indlægget er sendt.Vellykket formidling forudsætter,at vi dygtiggør os. Vi kan ikkenøjes med at forske, men må ogsåsætte os ind i nogle af den journalistiskeverdens mekanismer.Men det er vel og mærke kunævred værd, hvis journalisterneomvendt magter og orker dialogen...Hvad angår spørgsmålet ommystiske overskrifter, somjo normalt bliver sat ind i sidsteøjeblik, kan man jo næppe forventeden store dialog. Men viindsendere må kunne forvente, atoverskriften er dækkende og ikkevildledende, og at den afspejlerforskerens egen overskrift. Selvom denne kan være journalistiskset helt umulig, viser den normalt,hvor forskeren vil hen meda rtiklen. På dette område må av i s -erne og journalistuddannelsenhæve etikken og det faglige håndværken tak. Det er ganske enkeltdårligt arbejde at lave velklingendeog politisk korrekte overskrifter,som ikke afspejler indholdeti artiklerne.BEKLAGELSE: FRAFALD PÅ MAT E M AT I KI en art i kel i aprilnummeret bragte vien art i k kel om evalueringen af dehårde naturvidenskabelige fag iÅrhus og København. I artiklen fremgikdet, at der var et stort frafald påmatematikstudiet i Århus. Vi skrev, atca. 60% af de studerende, der begyndtestudiet i matematik, faldt fraeller dumpede til eksamen på første åri København, og at tallet var nog e n-lunde det samme i Århus. Vi er af studieledereni Århus bl evet mindet omat tallet ikke passer. Tallet er nærm e r e40% i Århus. Vi beklager, at havebragt et forke rt tal.Tallet på 60% var fremkommet ve dat se på statistikken i den selveva l u e-r i n g s r a p p o rt fra Århus, som unive r s i-tetet er bl evet pålagt at udføre medh e n blik på en evaluering af de hården a t u rvidenskabelige fa g .Her fremgår det, at 50% af de studerende,der påbegyndte studiet i matematiki 1995 efter 2. års studier endnui k ke har bestået et årsværk.Dette tal signalerede et stort frafald påstudiet, og fik os til at ræsonnere, atså måtte mindst 50% ikke have beståetmatematikkurset på 1.ste år. Detvar ikke rigtigt. Efter i mange år ath ave haft store frafald og dumpeprocenterpå matematikfaget, er dette fa gnu ifølge tallene bl evet lettere at gennemføre,og de 50%,s frafald efter 2års studier er mere resultat af høje frafaldpå sidefagene, specielt datalog iog fysik.Studielederen erkender overfor FOR-S K E R f o rum, at frafaldet i det eva l u e-rede område er for stort, og at man er igang med en studierevision, der kanøge gennemførselsprocenten.Niels Ingemann, tidl. journalist påF O R S K E R f o ru mF O R S K E Rf o ru m NR.117 – AUGUST 1998 1 9


Til højre står den adressering, hvorunder abonnementeter registreret. Er der fejl eller mangler,eller skal modtageren ikke længere modtageFORSKER FORUM, bedes henvendelse rettet tilbladet på tlf. 39 15 30 45IKKE ET ORD OM FODBOLD...Fodbold er skam ikke bare 22mænd, der render rundt efterHen dumVADsvineblære og enERmassemennesker med maling i ansigtet,der kigger på. Fodbold er seriøsvidenskab, når 40-50 personerMover heleEverdenNbeskæftigerI N GsigE N ?medOfte skal man være kodetyder for at fo r s t å ,h vad der ege n t l i gstår i fo r s ø g s ra p p o rter eller tekniske art i k l e r.Her er nogle eufemismer samlet af C.D.GRAHAM:“Man har længe vidst …”betyder “Jeg har ikke gidet finde det op -rindelige arbejde”.“Skønt det har været umuligt at giveentydige svar på disse spørgsmål …”betyder “Forsøgene er ikke færdige,men jeg kan vel få en artikel ud af det”.“Pb-W-systemet blev valgt som særligtvelegnet til at vise …”betyder “En af mine kolleger havde al -lerede nogle resultater liggende …”“En forsætligt anbragt referencelinie …”betyder “En tilfældig ridse”.S“Tre af prøverne blev udtaget til nærmereundersøgelse”betyder “De andre forsøg gik i fisk”.“… der som følge af uforudsete omstændighederblev udsat for lidt for hårdbelastning under indstøbningsprocessen…”betyder “Tabt på gulvet”.“… behandlet med yderste forsigtighedunder forsøget …”betyder “Ikke tabt på gulvet”.“Til højre vises nogle typiske resultater”betyder ”… de bedste resultater.“På grund af den ufuldstændige reproduktionstekniker det ikke muligt atskelne … men originalbilledet viserklart, at …”betyder “Det er umuligt at sige nogetom det ud fra billedet”.“Sandsynligvis vil forsøg, der strækkersig over en længere tidsperiode vise,at …”betyder “Jeg har ikke ofret længere tidpå det”.“Overensstemmelsen er så god, somdet kan forventes, når man tager de foretagnetilnærmelser i betragtning”betyder “De to ting har ikke en kæft medhinanden at gøre”.“Disse resultater vil blive offentliggjorti en senere publikation”betyder “En skønne dag bliver jeg velnødt til at få noget gjort ved det”.“Alt tyder på, at …”betyder “Jeg tror personlig, at …”“Man mener almindeligvis …”betyder “Jeg kender et par stykker, derer enig med mig om, at …”“Man kunne her indvende, at …”betyder “Jeg har sådan et godt svar pådenne indvending, at jeg selv kommerfrem med den”.“Det er klart, at problemet kræver megetmere arbejde, før en fuldstændig forståelsenås”betyder “Jeg fatter det ærlig talt ikke”.“Uheldigvis er der endnu ikke fremsatnogen kvantitativ teori til forklaring afdenne effekt”betyder “Der er heller ikke andre, derfatter det”.“Forhåbentlig vil denne publikationinspirere til yderligere arbejde på detteinteressante felt”betyder “Jeg ved godt, at denne rapportikke er særlig god, men det er der hellerikke nogen af de andre arbejder inden fordette irriterende felt, der er”.“Tak til NN for hjælp ved forsøgenesudførelse og til XX for mange værdifuldediskussioner” betyder “NN har lavet ar -bejdet og XX har forklaret mig, hvordanresultaterne skulle udlægges”.jø

More magazines by this user
Similar magazines