Konge over Danmark al og Norge

Konge over Danmark al og Norge1

Konge over Danmark al og Norge1.0 INTRODUKTION .................................................................................................................. 41.1 ”KONGE OVER DANMARK AL OG NORGE”............................................................................... 41.2 AFGRÆNSNING....................................................................................................................... 42.0 ARKÆOLOGI, HISTORIE & HISTORIEN ........................................................................ 52.1 FAGENE ARKÆOLOGI OG HISTORIE.......................................................................................... 52.2. KILDERNES FOKUS ................................................................................................................ 52.3 VÆGTNING............................................................................................................................ 53.0 SVENSKERKONGERNE ...................................................................................................... 73.1. PERSONERNE......................................................................................................................... 73.1.1 Runestene....................................................................................................................... 73.2. RIGETS UDSTRÆKNING.......................................................................................................... 73.3 ARKÆOLOGIENS UDSAGN....................................................................................................... 83.3.1 Grave ............................................................................................................................. 83.3.2 Keramik.......................................................................................................................... 93.4 EN KONKLUSION & EN HYPOTESE ........................................................................................... 94.0 HARDEGON & HARDEKNUD .......................................................................................... 105.0 GORMSÆTTEN................................................................................................................... 115.1 GORM HARDEKNUDSSØN OG THYRA..................................................................................... 115.1.1. Runestene .................................................................................................................... 115.1.2. Monumentet i Jelling ................................................................................................... 125.1.3. De skriftlige kilder....................................................................................................... 135.1.4. Sammenfatning............................................................................................................ 145.2 HARALD GORMSSØN OG TOVE MISTIVOJSDATTER ................................................................ 145.2.1. Runestene .................................................................................................................... 145.2.2. Monumentet i Jelling ................................................................................................... 145.2.3. De skriftlige kilder....................................................................................................... 165.2.4. Sammenfatning............................................................................................................ 175.3 SVEND HARALDSSØN OG SIGRID MIEZKOSDATTER................................................................ 175.3.1. Runestene og andre arkæologiske levn ........................................................................ 175.3.2. Skriftlige kilder............................................................................................................ 185.3.3. Sammen fatning........................................................................................................... 186.0 JELLINGDYNASTIET OG DETS TID .............................................................................. 196.1. TRELLEBORGENE ................................................................................................................ 196.2. RAVNING ENGE & DANEVIRKE............................................................................................ 216.2.1. Ravning Enge................................................................................................................. 216.2.2. Danevirke.................................................................................................................... 216.3. GRAVE................................................................................................................................ 216.3.1. Ryttergrave.................................................................................................................. 216.3.2. Øksegrave ................................................................................................................... 216.4. WOLIN OG HANDLEN .......................................................................................................... 226.5 DEN POLITISKE SITUATION.................................................................................................... 226.6. SAMMENFATNING ............................................................................................................... 237.0 KONKLUSION..................................................................................................................... 242

Konge over Danmark al og NorgeLITTERATURLISTE ................................................................................................................ 25BILLEDFORTEGNELSE.......................................................................................................... 273

Konge over Danmark al og Norge1.0 Introduktion1.1 ”Konge over Danmark al og Norge”.Ovenstående er en del af teksten på den runesten, som Harald Gormssøn satte, og som vi kendersom den store Jellingsten. Sætningen er også udgangspunktet for denne opgave og dens tilhørendeanalyse af det dynasti, som Harald Gormssøn kom af. I opgaven vil indgå historiske såvel somarkæologiske tolkninger af det tilgængelige materiale. Ligeledes vil der undervejs blive foretaget envægtning af de nævnte fags betydning for tolkningen.1.2 AfgrænsningDenne opgaves mål ikke er at foregive et endegyldig analyse af Jellingdynastiet, idet en sådan villekræve langt mere tid end hvad en BA-opgave levner. Forfatterens mål er udelukkende at lave enopgave om emnet efter en forhåbentlig gyldig metodisk rettesnor. Gennemgangen vil kunneopfattes som overfladisk visse steder, men det skyldes emnets vidt forgrenede natur. I virklighedener det jo ikke kun dynastiets enkelte medlemmer, der undersøges, men samfundet som helhed. Detkan en opgave på dette niveau ikke håbe at analysere grundigt, så det skal der heller ikke læggesskjul ikke er tilfældet.Kronologisk må opgaven nødvendigvis afgrænses af Jellingdynastiet. Hvilket vil sigeen omtrentlig kronologisk afgrænsning til yngre vikingetid, eller ca. 800 e.kr til 1035 e.kr.Forfatteren af denne opgave har valgt at afgrænse de arkæologiske kilder til det nuværende danskeområde, med et overfladisk blik ind i det nuværende nordtyske. Gennemgangen af det arkæologiskemateriale vil først og fremmest være på et overordnet niveau, hvor enkelte genstande ikkediskuteres. Den historiske del af opgaven vil næsten udelukkende basere sig på samtidige,udenlandske kilder. I dette tilfælde vil det være de frankiske Rigsannaler, Adam af Bremen,Widukind af Sachsen, Thietmar af Merseburg og Flodoard. Grunden til dette er først og fremmestmaterialets enorme størrelse. Hertil kunne måske indvendes, at langt de fleste af kildeskrifternefindes i bearbejdet tilstand i mange værker. Ja, må der svares, det gør de! Imidlertid er opgavensmål ikke at bygge videre på andres mere eller mindre forældede udlægninger af kildeskrifter, forditolkningerne skal passe med tidens ideologi eller forældede arkælogiske data.En anden årsag til beskæringen af mængden af kildeskrifterne er selvfølgelig også, at dette ikke eren egentlig historisk opgave, hvor hovedformået l ligger i kildekritikken.Grunden til de seks kilders udenlandske nationalitet er den, at egentlige danske kilder først kendesfra 12. Århundrede (Sawyer 1991: 277). Desuden afspejler disse sene kilder, for eksempel SaxoGrammaticus, mere deres egen opfattelse af fortiden end de faktiske forhold i vikingetiden (Sawyer1991: 278).De eneste nogenlunde samtidige nordiske kilder er skjaldekvadene, som er delvistbevaret i verseform i de senere sagaer (Sawyer 1991: 277). Eftersom disse kræver en del separattolkning, afholder forfatteren sig fra at inddrage de norrøne kilder.4

Konge over Danmark al og Norge2.0 Arkæologi, historie & Historien2.1 Fagene arkæologi og historieArkæologi og historie; To fag, der begge handler om Historien. Den grundlæggende forskel er nok,at hvor arkæologiens rå-data fremkommer af de fysiske, materielle levn, beskæftiger historie sigmed forfatteren af den pågældende kildes gentænkning af den daværende virkelighed (P.Meulengracht Sørensen 1991: 236). Det er umiddelbart synligt, at arkæologiske levn behøvertolkning for at give en for os acceptabel mening, i denne sammenhæng i form af historie (P.Meulengracht Sørensen 1991: 237). Historien, derimod, er mere omstridt på dette punkt. Et stortproblem er, at udgangspunktet for varierende tiders historikere er forskellige. I nutiden skriverhistorikere på et positivistisk, kildekritisk grundlag, hvor middeladerens ditto skrev på et kristent,idealistisk grundlag (P. Meulengracht Sørensen 1991: 236). Det gør det meget svært at gennemskue,hvad der er faktuelle oplysninger om datiden, og hvad der er fortolket eller enddog fordrejet. Isådanne tilfælde kan man enten forsøge at forstå motivationen bag historikeren, eller man kan, somAksel Christiansen, forkaste alle skriftlige kilder, og i stedet inddrage et fysisk levn i form af enrunesten (P. Meulengracht Sørensen 1991: 237). Imidlertid giver en sådan priortering lige så storeproblemer, ikke fordi vi ikke kan stole på kilden, men fordi vi skal fortolke den ud fra voresmoderne synspunkter (P. Meulengracht Sørensen 1991: 236).Det ses altså, at en analyse af arkæologiske og historiske kilder begge kræver entolkning for at kunne bruges. Imidlertid er der inden for arkæologien en langt større forskelpå, hvorstor grad af tolkning, der er nødvendig for at give fundene mening, end der er, hvad angår skriftligekilder. Nogle gange bliver arkæologen nødt at opstille en forklaring, der bygger på hypotetiskebegivenheder eller forhold, mens man andre gange kan opstille en (næsten) urokkelig teori om depågældende forhold. Sidstnævnte katagori udgøres i vores naturvidenskabeligt prægede tider af degenstande, der kan analyses ud fra naturvidenskabelige metoder, for eksempel dendrokronologieller C-14 datering.2.2. Kildernes fokusEn betydelig forskel mellem de historiske kilder og de arkæologiske på netop det af opgavendefinerede tidsrum er, at de historiske kilder næsten udelukkende beskæftiger sig med samfundetstop; konger, stormænd og bisper og deres handlinger (cfr. en hvilken som helst af de i 1.2 nævntetitler). De arkæologiske, derimod, handler mere om det almindelig menneske og dets hverdag (cfr.for eksempel Hvass 1988). Desuden kan arkæologien fortælle om samfundets økonomi og generellehandel, hvad vikingetidens skriftlige kilder er mere eller mindre tavse om (cfr. Randsborg 1980).Til gengæld er arkæologien tavs, hvad angår konkrete politiske handlinger samt de involveredepersoner og deres position. Undtagen mht. runestenene, selvfølgelig.2.3 VægtningAf afsnit 2.1. må det fremgå, at den eneste kilde, der kan siges at have nogen form for absoluthed,må være de naturvidenskablige dateringer, først og fremmest i form af den dendrokronologiske, derer den mest præcise. Kulstof 14 dateringer er absolut værd at medtage, men giver ofte relativt storeudsving i den sandsynlige datering (Hedager & Kristiansen 1985: 47f). Data, fremkommet vedførnævnte metoder, kan godt være fordrejet, såfremt prøven, den er baseret på, ikke stammer fra5

Konge over Danmark al og Norgeanlægget, der forsøges dateret. Alligevel skønnes det, at dateringer fremkommet veddendrokronologier og/eller C-14 vil veje tungest i et eventuel konflikt mellem forskellige typerkilder.Egentlige arkælogiske data, det være sig typologisk baserede kronologier el ler andreiagttagelser baseret på fysiske levn, må ligeledes være en katagori af kilde, der indeholder enmængde indiskutable facts om fortiden. Imidlertid bør og vil analysen af et handlingsforløb, derinvolverer ovenstående, diskuteres på et individuelt niveau, idet typologien for den enkelte genstandkan variere meget i præcision.Endeligt er der de skriftlige kilder, der må siges at være noget usikre, hvad angår rådata. Det er højest tvivlsomt, hvor høj værdi vikingetiden og den tidlige middelalders kilder har, setud fra denne opgaves synspunkt. Et godt eksempel er legenden om Thyra Danebod, som manførhen troede overlevede Gorm d. Gamle (Saxo Grammaticus:125ff). Imidlertid viser teksten på denstore Jelling-sten med al tydelighed, at Gorm overlevede Thyra (Moltke 1976: 166). Det erindiskutabelt, at runestenen her må indeholde en større grad af sandhed end Saxo, hvorfor Saxostolkning af historien må anses for opspind.På den anden side ville vi ikke kende rammerne omkring Jellingdynastiet, hvis det ikke var for deskriftlige kilder. Specielt tidens politiske og ikke mindst de udenrigspolitiske ville være henlagt imørke.Den samlede konklusion på spørgsmålet om vægtningen af de forskellige typer kildermå være, at de skriftlige kilder skaber en ramme, som kan og bør efterprøves af arkæologiske data.Eventuelle dendrokronologiske dateringer må være absolutte, og må derfor prioriteres højere endalle andre typer data. Især denne opgave bygger på en ramme skabt af skriftlige kilder, idet fokusher ligger på overklassen, det vil sige kongerne og dronningerne samt i korte glimt, stormændene.Altså en skriftlig historisk vinkel, der dog vil blive efterprøvet såvidet det er muligt ved hjælp afarkæologiske metoder.6

Konge over Danmark al og Norge1994: 6), men Wamers omfortolkede og omdaterede graven i sin artikel i 1994, så den ikke længeretilhører en for denne opgave relevant periode 2 . Den plyndrede Ladby-grav mangler desværre ligsamt den gravlagtes våben, men giver alligevel indtryk af en uhyre rig begravelse, måske enddarigere end bådkammergaven (Andersen 1985(1): 14). Thorvildsen daterede i den oprindeligepublikation graven til et sted mellem 925 og 975 (Thorvildsen 1957: 97), hvad der altså givermulighed for at graven kunne være én af Hedebykongerne. Hvis man altså accepterer, at dissekonger sad på store dele af landet, må denne grav være én af dem. Det er i dén forbindelseinteressant, at Thorvildsen fandt paralleler til Birka, men kun få udenfor den svenske handelplads, iLadby-gravens udstyr (Thorvildsen 1957: 80). Er det et udtryk for den gravlagtes svenskeoprindelse?Såfremt Ladby-graven indeholdt en af Hedebykongerne, må det være Gnupa eller Sigtryg, på grundaf dateringen. Den samme tanke lufter H.H. Andersen i sin artikel i KUML 1985 (Andersen1985(2): 28).3.3.2 KeramikEn proviensundersøgelse af vikingetidens keramik giver ingen løsning på problemet. Ganske vist erkeramikken meget tydeligt delt op i fire regioner, men disse træder endnu tydeligere frem i den senevikingetid og den tidlige middelalder, hvor riget uden tvivl er samlet af en stærk kongemagt(Madsen 1991: 239). Store mængder slavisk keramik tilføres landet i vikingetiden, men eftersomfænomenet synes mere knyttet til Jellingdynastiet, end til Olaphsætten, er denne behandlet i afsnit6.4.3.4 En konklusion & en hypoteseHele denne udredning af et dynasti, der i og for sig intet har at gøre med Jellingdynastiet, kan synesligegyldigt spild af plads. Imidlertid har det været vigtigt at fastlå, at Olaphsætten ikke kun varsmåkonger, men konger over et betragteligt område. Dette støttes af en række indicier, men der an kikke fremskaffes nogen endegyldige beviser. Jellingdynastiet overtog altså ikke ligefrem etuudviklet, primitivt samfund.Sidste ord om svenskervældet skal være en højest hypotetisk sammenkædning afinformationer til et, efter forfatterens mening, sandsynligt dynastisk handlingsforløb.Efter Slaget ved Löwen falder danernes rige fra hinanden, og den herskende dynasti falder framagten. Helge (Heiligo) bliver konge, men efterfølges af svenskeren Olaf (Olaph) og hans sønner(Gyrd & Gnupa). Gnupa gifter sig med den danske stormand Odinkars datter, Asfrid.Dynastiet forsøger at legimitere sit krav på tronen ved at knytte sig selv og overklassen tilOdinkulten.Danernes land består på dette tidspunkt af Jylland, Fyn og dele af Sjælland.I ca. 934 besejrer den tysk-romerske kejser Henrik I Gnupa og tvinger ham til dåben. Hardegonudnytter Hedebykongens svaghed, og benytter lejligheden til at tvinge Hedeby ind under sin magt.Hvor Hardegon passer ind i det samlede billede diskuteres i afsnit 4.0. Sigtryg, Gnupa og Asfridssøn går i landflygtighed som konge uden land og dør i Normandiet i 943.2 Warmers daterer, på baggrund af genstandene og en C-14 datering, graven til midten af 800-tallet.Den tilskrives i øvrigt tronprædentanten Harald Klak (Wamers 1994: 6ff).9

Konge over Danmark al og Norge4.0 Hardegon & HardeknudPersonen kaldet Hardegon repræsenterer et problem hvad angår kontinuiteten. Ikke mindst fordihan, i modsætning til både sine forgængere og efterkommere, ikke har efterladt sig noget som helsthåndgribeligt bevis for sin eksistens. Dermed bliver hans eksistens et rent kildekritisk og filologiskproblem. Selvom det egentligt ligger uden for opgavens rum, skal det lige ridses op her.Adam af Bremen skriver, at en Hardegon Svenssøn kom og smed Sigtryg fra tronen (AdamBremensis: 57). Derefter hører man ikke mere om denne person. Til gengæld hører man et par sidersenere om en dansk konge ved navn Hardeknuth Vurm (Adam Bremensis: 60). Det ville værenærliggende at tro, at disse to var den samme, specielt fordi Adam som det næste benævnerdanernes konge som Worm (Adam Bremensis: 61). Imidlertid har dette i mange år været forkastetpå grundlag af filologen Lis Jacobsens værk fra 1929 (Moltke 1986: 21). Hardegon skulle ivirkligheden have heddet Hardegunni, og være en helt anden person. P. Sawyer går imod dennetolkning, og mener, at Hardegon ER en misforstået form af Hardeknuth (Sawyer 1991: 279).Den sidste opfattelse vil blive brugt i denne opgave. Husk på, at netop denne del af beretningen harAdam af Bremen fået af Sven Estridsen (Adam Bremensis: 57), hvilket vil sige, at han ikke har haftmulighed for at kigge direkte i klosterets annaler.Dermed giver Lis Jacobsens andet resultat, nemlig at Hardeknuth Vurm i virklighedener en skrivefejl for ”Hardeknuth filius Vurm” = Gorm, søn af Hardeknud (Moltke 1985: 21), ogsåbedre mening. Hardeknud bliver altså Gorm den Gamles fader, og er dermed den første del af detdynasti, som vi kalder Jellingdynastiet. Dette støttes af S. Jørgensen, der følger Kroman i at trækkeslægten fra England, men gør Gorm til søn af Hardeknuth i stedet for lade Hardeknuth Vurm væreet dobbeltnavn til samme person (Jørgensen 1987: 49). Dermed kan Jellingdynastiets røddertrækkes tilbage til England, nærmere bestemt til Svend Gudrumssøn, søn af Gudrum I, og bror tilGudrum II af East Anglia (Jørgensen 1987: 49). Desværre kan det jo ikke bekræftes med nogengrad af sikkerhed, og da slet ikke arkæologisk. Derfor må Hardegon/Hardeknuths eksistens regnesfor lige så teoretisk som hans nedstamning.10

Konge over Danmark al og Norge5.0 GormsættenIfølge de i 4.0 diskuterede emner burde afsnittet vel egentligt hedde ”Hardeknudsætten”, meneftersom omtalte persons eksistsens nu engang hviler på et ret usikkert grundlag, vil der i denneopgave blive brugt den almindeligt brugte og anderkendte betegnelse for Gorm den Gamle og hansefterkommere.5.1 Gorm Hardeknudssøn og Thyra5.1.1. RunesteneGorm, kaldet ”den Gamle”, og hans kone, kaldet ”Danebod” er kendt fra mange kilder 3 , og harværet genstand for megen sagndannelse. Nogle af disse omhandler Gorms død ved nyheden omsønnen Knud Danasts død (Saxo Grammaticus: 127), eller Thyras rolle ved bygningen af Danevirke(Sven Aggesen: 51ff). Yderligere knyttede der sig den myte til monumentet i Jelling, at Thyra ogGorm bar begravet i højene dér (Krogh 1982: 183). Senere tiders myter lod endda til at vide, atThyra lå i nordhøjen, og Gorm i sydhøjen (ibid.: 183). Dette var rene myter, som udgravningerne ihøjene siden viste (se afsnit 5.1.2). Udgangspunktet i en analyse må derfor være den solide kilde,kendt som den lille Jelling-sten. Teksten lyder som følger: ”Gorm konge bød gøre dette dødemindeefter sin kone Thorwi (=Thyra), Danmarks pryd” (Moltke 1976: 165). Vi får altså her at vide, atGorm var konge, at han havde en kone ved navn Thyra, der døde før ham (cfr. afsnit 2.3). De toførstnævnte oplysninger får vi yderligere bekræftet igennem den store Jelling -sten, hvor kongHarald Gormssøn rejser dødemindet for sine forældre, Gorm og Thyra (Moltke 1976: 166).Andre runestene kunne også pege imod Jellingdynastiets første sikre repræsentanter.K. Randsborg har sat Læborg, Bække 1, og Horne (Randsborg 1980: Appendiks III) i forbindelsemed Jellingdynastiet. Imidlertid mener Moltke, at disse tre stene, som Ravnunge-Tue satte, tidligstkan dateres til Harald Blåtands tid (Moltke 1976: 185). Dette gøres delvist på baggrund af ensproglig datering, som undertegnede ikke kan bestride, og delvist på den opfattelse, at Thyra låbegravet i den samme høj som Gorm den Gamle, og at hun derfor ikke har haft nogen separat høj(Moltke 1976: 200). Efter Kroghs udgravninger i Jelling vides det nu med en stor grad af sikkerhed,at der ikke har været mere end én gravlagt i nordhøjen (Krogh 1982: 188). Så den sidste del afMoltkes argumentation er ugyldig. Man kunne også godt argumentere for, at det kræver en personmed meget høj status og/eller rigdom at få rejst tre runesten over sig. Selv Harald Gormssøn fik kunét enkelt kumbl rejst over sig 4 . Så hvis Ravnunge-Tues Thyra ikke er Thyra, Gorms kone, så er det ihvertfald en kvinde fra samfundets højeste lag. Dateringen af stenene kunne pege på en andenperson, nemlig Svend Gormssøns søster, Thore 5 . Thore var gift med Olaf Trygvessøn afNorge.(Adam Bremensis: 99). Det er dog ikke sandsynligt, idet Olaf Trygvesøn som bekendt var iNorge. Hvorfor skulle man så rejse runesten for hende i Jylland? Muligheden skulle dog ligenævnes her, da denne opgaves mål jo er at beskrive Jelling-dynastiet, og hvis Thore var søster tilSvend Tveskæg, er hun jo del af dynastiet.3 For eksempel Saxo Grammaticus, Sven Aggesøn og Adam af Bremen.4 Muligvis henviser endnu en sten fra Sønder Vilstrup til Harald Gormssøn (se afsnit 5.2.)5 Hun kaldes Tyre i den norsk-islandske tradition (Adam Bremensis: 99/note 7)11

Konge over Danmark al og Norge5.1.2. Monumentet i JellingCentralt i beskrivelsen af Jellingdynastiet er det kæmpemonument, som står i den jyske landsbyJelling. I sin helhed består anlægget nu af to synlige høje, deto runestene, samt en kirke (Krogh1982: 189). Udover det synlige består Jelling-anlægget endvidere af en bronzealderhøj undernordhøjen, hvori en tømmerbygget gravkammer var nedgravet (Krogh 1982: 186f). I Sydhøjenfandt man til gengæld ikke noget kammer (Krogh 1982: 188), hvad der ikke passede med de lokalelegender 6 . Derimod var der under samme sydhøj rester af en stensætning, bestående af to rækkerstore sten (Krogh 1982: 186) 7 .E. Dyggve, der i 1943 udgravede Jellinghøjene, tolkede bautastenene som rester efteret v-formet vi (Krogh 1993: 251), men dén teori er nu forkastet. I stedet menes det nu, at dermellem højene var placeret en enorm skibsætning (Krogh 1993: 256). Da der ligeledes er fundetrester af stensætningen under nordhøjen, tolkes det som om at skibssætningen havde sin spids ligeforan bronzealderhøjen (Krogh 1993: 262). Denne, for os lidt besynderlige, konstruktion, med ensenere skibsætning foran en bronzealderhøj, kendes tilsvarende fra Bække og Glavendrup (Krogh1993: 262). I lyset af førnævnte to lokaliteter kan det ikke siges at være utænkeligt, at den lilleJelling-sten skal knyttes til skibssætningen og højen, idet både Bække og Glavendrup har runestenetilknyttet sig (henholdvis Hedeager & Kristiansen 1985: 41f og Hedeager & Kristiansen 1985: 96f).Hvis man fortsætter samme tankerække må man da overveje, om anlægget skal regnes for Thyrasgrav og/eller dødeminde (Krogh 1993: 262). Tanken støttes af en filologisk analyse af skriften påGorms sten. ”Kumbl” står i flertal, hvilket må betyde, at dødemindet bestod af mere end runestenenalene (Moltke 1976: 172ff). En datering af stensætningen er ret usikker, men kan udføres påbaggrund af de rester af lav, som er efterladt på stensætningen under sydhøjen. Lavet kan groftskønnes til at have vokset i 20-30 år, førend det blev dækkes (Krogh 1993: 260). Da sydhøjen eropført efter 970 (cfr. afsnit 5.2.2.), kan stensætningen og dermed muligvis Thyras død,sandsynligvis sættes til mellem 940 og 950.Den næste fase må være byggelsen af nordhøjen , eftersom denne er delvist byggetovenpå skibssætningen. Kammeret i højen dateres dendrokronologisk til vinterhalvåret 958/959(Christiansen & Krogh 1987: 226), hvilket jo så må angive tidspunktet for opførelsen af nordhøjen.Selvsamme kammer har givet anledning til en del diskussion, idet det var tomt bortset fra nogle fågenstande (Krogh 1982: 187). En planke, som udgraverne i 1821 mente havde stået oprejst i midtenaf kammeret, har lige siden været årsagen til at mange arkæologer har tolket gravkammeretsom endobbeltgrav (Krogh 1982: 188), og dermed som Gorm og Thyras grav. Denne tolkning afvisteKrogh ved sin genbearbejdelse i 1982, da der siden er fundet andre grave med en sådan planke ogkun én gravlagt (ibid.). Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at H. Andersen i sin artikelfra 1994 diskuterer rigtigheden af 1821-udgraverens udsagn om planken, men da denstilstedeværelse ingen betydning har for denne opgaves mål, undlades det at kommentere Andersenspåstande her.Grunden til at netop denne grav gennemgås grundigt i opgaven er, at Krogh i 1982fremsatte den teori, at den mandsperson, hvis grav han fandt i forbindelse med udgravningen afJelling Kirke i 1976-1979, er Gorm den Gamle, som er blevet overflyttet fra nordhøjen til kirken(Krogh 1982: 204). Formodentlig af sønnen Harald Gormssøn, da han blev kristen 8 . Kroghargumenterer ud fra to synspunkter, dels at personen under kirken er flyttet fra nordhøjen, dels at6 Cfr. afsnit 5.1.1.7 Cfr. bilag 2 for oversigtskort.8 Cfr. afsnit 5.2.12

Konge over Danmark al og Norgeden gravlagte skal tilknyttes Jelling-dynastiet. Det første synspunkt støttes af ligheden mellemgenstandene i de to grave (Krogh 1982: 204) og af, at skelettet i kirkegraven utvetydigt bærer prægaf at være flyttet fra sit oprindelige hvilested (Krogh 1982: 200f). At den gravlagte skulle væreGorm den Gamle kommer fra følgende tankerække: Graven i kirken er samtidig med opførelsen afden første af de tre trækirker under den nuværende Jelling kirke. Trækirken er af en usædvanligstørrelse i forhold til sin samtid, og det kunne forklares med at bygherren var Harald Blåtand(Krogh 1982: 205). Det var jo også i Jelling, at Harald valgte at opføre den store Jelling-sten tilminde om sine gerninger, hvorfor det må synes rimeligt at antage, at kirken ligeledes opførtessamme sted og nogenlunde samtidigt. Hvilket efter Kroghs opfattelse må være omkring 960 e.kr(Krogh 1982: 205). Eftersom den gravlagte er blevet flyttet, sandsynligvis fra nordhøjen, måvedkommende have være hedensk, og er så blevet flyttet af en kristen efterkommer. Den enesteperson, som dette passer på, er Gorm den Gamle (Krogh 1982: 205). Imidlertid har teorien mødtmodstand fra H. Andersen, der mener at have fundet så mange huller i Kroghs teori, at Gorm denGamle må forkastes (Andersen 1994: 281ff). H. Andersen tager fat i de udgravningsrapporter fra deallerførste gravninger i Jelling i 1820’erne og 1860’erne. Herefter påviser han en hoben modsigelserog fejl i rapporterne, blandt ander argumenterer han stærkt for, at der ikke er de to huller igravkammerets loft, som Krogh nævner i forbindelse med genoptagelsen af den gravlagte inordhøjen (Andersen 1994: 292). Problemet er bare, at Andersen ganske vist finder en masse fejlved Kroghs beskrivelse af gravkammeret, men i og for sig intet finder, der kan modbevise Kroghsteori. Et svagt punkt i Kroghs argumentation finder Andersen dog i det vokslys, som blev fundetoven på gravkammeret, og som Krogh bruger til en C-14 datering af, hvornår graven blev genåbnet(Krogh 1993: 235f) 9 . Andersen bemærker, at vokslyset kendes fra andre vikingetidsgrave, så det erikke nødvendigvis noget specielt til en kristen ceremoni (Andersen 1994: 296). I sin publikation fra1993 ses det dog, at Krogh må have ret. For her fastslår Krogh, at lyset ikke kan have væretforstyrret siden det blev brugt (Krogh 1993: 237). Sammenholdt med C-14 dateringen, ogusandsynligheden af at en eventuel plyndring af graven er sket under Sven Gormssøn eller Knudden Store, må iagttagelsen siges at tage brodden af Andersens modargument.Heraf må vi så slutte, at Gorm den Gamle døde i vinteren 958 e.kr, hvor han var mellem 35 og 50 årgammel (Krogh 1982: 202). Om hans fysisk kan det yderligere berettes, at kongen var ca. 173 cm.høj, og meget muskuløst bygget (Krogh 1982: 201f).Sydhøjen, kirken og den store Jelling-sten vil blive behandlet i afsnit 5.2, da dissetilhører Harald Gormssøns tid.5.1.3. De skriftlige kilderDe skriftlige kilder er ret tavse, hvad angår Gorm den Gamle og Thyra (Moltke 1976: 167). UdoverSaxos og Sven Aggesøns opdigtede historier, så har vi Adam af Bremen, der fortæller om biskopUnnis forsøg på at kristne ”kong Worm” (Adam Bremensis: 61). Han ville ikke kristnes, mensønnen Harald var mere modtagelig (ibid.).Umidddelbart synes der her at opstå et lille problem, for ved et kirkemøde i Ingelheim i 948 e.kr.skulle tre danske bisper have været til stede (Jensen 1991: 57), hvilket jo ikke harmonerer voldsomtgodt med Gorms indstilling til kristendommen. Imidlertid afspejlede disse tres tilstedeværelse ikkeså meget danernes kristendom, som det afspejlede Hamborg-Bremens politiske krumspring for atopretholde nok stifter til at forblive ærkebispesæde (Sawyer 1986: 32). Sandsynligvis har de trebisper aldrig sat deres fod på dansk jord, ligesom de to bisper af Skara, som aldrig forlod Tyskland(Sawyer 1986: 33).9 C-14 dateringen viste en sandsynlig datering mellem 970 og 1015 (Krogh 1993: 236)13

Konge over Danmark al og Norge5.1.4. SammenfatningEfter ovenstående historiske og arkæologiske analyse fremkommer følgende data om Gorm denGamle og hans kone Thyra:1. Gorm den Gamle kom til magten omkring 936 e.kr.2. Gorm den Gamle døde i vinterhalvåret 958/959 e.kr.3. Gorm var mellem 35 og 50 år gammel, da han døde.4. Gorm den Gamle var hedning.5. Den lille Jellingsten er ældre end 958 e.kr. , altså må dronning Thyra være død før 958 e.kr.5.2 Harald Gormssøn og Tove Mistivojsdatter5.2.1. RunesteneGanske som i afsnit 5.1.1. er det naturligste sted at starte selve Jelling, nærmere betegnet den storeJelling-sten. På den er indristet følgende: ”Harald konge bød gøre dette dødeminde efter Gorm sinfader og Thyre sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danernekristne” (Moltke 1976: 166). En meget vigtig besked fra den danske oldtid. Ikke alene omhandlerden indførelsen af kristendommmen 10 , det er også første gang, at navnet ”Danmark” optræder(Moltke 1976: 170). Udsagnet om at Harald ”vandt for sig hele Danmark” er meget omdiskuteret,men kan under alle omstændigheder afgive den information, at Danmark var et samlet rige senestved stenens rejsning (Roesdal 1996: 86). Den del, som Harald manglede var sandsynligvis Skåne,samt dele af Sjælland (cfr. afsnit 3). Det er naturligvis spekulation, men Skåne er den mestsandsynlige landsdel, de arkæologiske og skriftlige kilder taget i betragtning. Om det vargenerobering, eller erobering kan vi ikke rigtig sige, selvom sandsynligheden taler for generobering.På kong Godfreds tid, 804-810 e.kr., ser Danmark ud til at have været et samlet, bestående af i hvertfald Jylland, Fyn, Skåne og Norge rige (Albrectsen 1976: 12ff).Ligeså enestående som dens budskab er selve stenen. Dens lige findes ikke i størrelseog prægtighed (Molkte 1976: 166). Den relief-agtige ornamentik, såvel som kompositionen, findesikke på tidligere stene (Moltke 1976: 171). Kort sagt er Jelling 2 et unikum, der repræsenterer enskelsættende begivenhed.En anden vigtig runesten, når man taler om Harald Gormssøn, er Sønder Vissing 1,der bærer teksten ”Tove, Mistivojs datter, Harald den Gode, Gorms søns kone, lod gøre dettedødeminde efter sin moder”(Moltke 1976: 162f). Den Harald den Gode, som Tove nævner, er nokHarald Gormssøn (Moltke 1976: 163), hvorved vi erfarer, at Haralds kone hed Tove og var datter afMistivoj. Denne Mistivoj var konge over de slaviske abodritter (Moltke 1976: 162).En sidste runesten, Sønder Vilstrup-stenen, har muligvis en tilknytning til Harald og/eller Gorm,men den er så ødelagt, at det er næsten umuligt at afgøre (Moltke 1976: 163). Oplysninger kan denslet ikke give ud over selve dens tilstedeværelse.5.2.2. Monumentet i JellingDe første dele af Jelling-monumentet er behandlet i afsnit 5.1.2., hvorfor de ikke vil blive nævnt idette afsnit. Efter gravlæggelsen af personen i nordhøjen, sker der en massiv omarrangering afmonumentet. På et tidspunkt tilføjes sydhøjen, den store runesten samt kirken. Krogh er af denopfattelse, at hele monumentet er udtænkt som en helhed og opført i én omgang (Krogh 1993: 266).Et usikkerhedsmoment var, om Jelling 2-stenen, der på nuværende tidspunkt ligger præcist pålinjen mellem de to højes midterakse, også gjorde det fra dens tilblivelse. Ved en udgravning i 198110 Det vil sige, som indførelse som statsreligion. Der er skriftlige vidnesbyrd om missionering sålangt tilbage som starten af 700-tallet (Jensen 1991: 53)14

Konge over Danmark al og Norgefandt Nationalmuseet ud af, at stenen ganske vist var blevet flyttet, men at det var en ubetydeligtstykke (Krogh 1982: 212). Tidligere har man foreslået, at stenens inskription er blevet til over togange, men da den dendrokronologiske datering af nordhøjens gravkammer til 958 e.kr. har rykketHaralds antagelse af kristendommen tyve år længere frem, end man troede tidligere, står dén teoriikke længere til troende (Krogh 1993: 266). Allerede Moltke sluttede ud fra et stilistisk grundlag, atdet kunne der ikke være tale om(Moltke 1976: 167). Forfatteren vil derfor tilslutte sig denneopfattelse.Kirken er et andet problem. Er den del af samme monument som højene og stenen,eller er den bygget senere? Kammergravstypen og oldsagerne i den tyder ifølge Krogh på endatering af kammergraven, og dermed den første trækirke, til sidst i 900-tallet (Krogh 1993: 243).Ydermere har Krogh konstateret ved stratigrafiske iagttagelser, at runestenen sandsynligvis hvilerpå samme afretningslag som der findes under kirken (Krogh 1993: 244), hvilket peger på ensamtidighed mellem opførelsen af de to. Desværre er denne opfattelse bygget på en sammenligningaf fyldets karakter og ikke en direkte stratigrafisk sammenhæng, så bestemmelsen af samtidighedenmå siges at være behæftet med vis fejlmargin. H. Andersen erda også af en anden opfattelse, idethan mener, at kirken blev opført efter runestenen var opsat,. Årsagen hertil er, at kirken efter H.Andersens mening ikke passer ind i det strengt symmetriske billede, som resten af monumentetudgør (Andersen 1994: 298). Dette forhold har Krogh ligeledes bemærket, idet han går ud fra, atkirkens beliggenhed skyldes hensynstagen til et allerede eksisterende bygningskompleks (Krogh1993: 266) 11 . Der er nemlig konstateret svage spor af en udbygning mod vest, gående ud fravestenden af kirkens skib (bygningskompleks (Krogh 1993: 266). I denne forbindelse er det ogsåværd at bemærke kirkens ekstraordinære størrelse. Den er simpelthen kæmpestor i forhold tilsamtidige kirker og må være bygget af en meget betydningsfuld person (Krogh 1993: 244). Kirkenpasser altså godt ind sammen med resten af monumentet, og intet tyder på, at den ikke skulle væredet.Den tomme sydhøj er helt sikkert del af monumentet, idet det er dens midte, derdefinerer midterlinjen mellem de to høje. I midten af højen er placeret en pæl, som man brugte til atopbygge højen omkring (Krogh 1993: 258). Desværre har man ikke kunnet årringsdatere stolpen,hvad der til gengæld er lykkedes med stumper fra selve højfyldet (Christensen & Krogh 1987: 225).Undersøgelsen af disse stykker medførte, at man konkluderede, at højbyggeriet sandsynligvis blevafsluttet ca. år 970 (Christensen & Krogh 1987: 225). Imidlertid har man ved en nybearbejdning afførnævnte dendrokronologiske prøver fundet frem til, at de kan henførestil højens yngste fase, og athøjbyggeriet startede i 970. Byggeriet af sydhøjen foregået i tre faser med en længerevarende pausemellem fase to og tre. I dette tidsrum voksede et græstæppe henover højen, der af Bent Fredskildbedømmes til have været tre til fem år om at udvikle sig (Krogh 1993: 258). Alt i alt må sydhøjenda først have stået færdig sidst i 970’erne, måske først i 980’erne (Krogh 1993: 259). I øvrigt må detlige bemærkes, at man tilsyneladende fjernede skibsætningen, da man begyndte at opføre denne høj(Krogh 1993: 264).Runestenen kan dårligt være sat før starten på sydhøjen, da midteraksen, hvorpå denligger, jo defineres af højenes midterakse. Den store Jelling-sten må altså være sat ca. 970. Detskaber visse problemer med de skriftlige kilder, der siger at Harald blev døbt omtrent 960 (Moltke1976: 170). Hvilket får blandt andre E. Moltke til at mene, at stenen var sat omkring 960 (Moltke1976: 172). Hertil må man spørge, hvorfor den sten partout skal være sat lige efter Haraldsomvendelse. Intet taler imod, at Harald kan have sat den nogle år efter sin dåb. Kirkens stillingbliver da usikker, idet den i teorien godt kan være opført før runestenen. Det burde den være, rent11 Der, i parentes bemærket, aldrig er fundet. Man har aldrig fundet spor efter bebyggelse i Jelling(Ebbesen 1990: 26).15

Konge over Danmark al og Norgelogisk, for det er nok ikke så sandsynligt, at Harald skulle have undværet en kirke i henved 10 år.Stratigrafisk er problemet jo bare, at kirken og stenen ser ud til at være samtidige. En bebyggelse påstedet ville have afsat tydelige stratigrafiske lag i løbet af de ti år. Forklaringen kunne være, atområdet omkring kirken var indviet jord fra første færd, og at man her ikke udførte de aktiviteter,der forbindes med bebyggelse. Mødings- og latrindannelse på kirkegården er i hvert fald udelukket.Under alle omstændigheder er det næsten naglefast, at Harald Gormssøn er personen, der skalknyttes til Jelling-monumentet. Kunne man da, som H. Andersen (1994) ikke argumentere for, atHarald i virkligheden byggede for sig selv, og at det er ham som, som ligger i kirken? Jo, men derer to årsager til, at det ikke er sandsynligt 12 . Den første er, at kammergraven under kirken liggerplaceret assymmetrisk mod nord. Heraf kunne man få den tanke, at der var gjort plads til en gravved siden af denne, så der ville komme balance i kirkens symmetri (Krogh 1982: 214f). Det kunnemeget vel være dér hvor Harald selv havde planlagt at blive stedt til hvile (Krogh 1982: 215).Desværre kom der jo en borgerkrig med hans søn i vejen. Den anden grund er, at det synes lidetsandsynligt, at Svend Tveskæg efter en borgerkrig og mordet på sin far ville acceptere hansærefulde begravelse in det kæmpemonument, som Jellinghøjene er. H. Andersen mener, at Svendsom sejrherre kunne tillade sig at vise storhed mod den slagne (Andersen 1994: 299). Hvorforskulle han dog det? Stormændene bakkede op omkring Svend, så kongen behøvede ikke at behagenogen, og personlige følelser er vist svært at snakke om, når man indleder en borgerkrig med sin far(cfr. Adam Bremensis: 91). Ifølge traditionen skulle Harald ligge begravet i Roskilde Domkirke ogselvom søjlen, der bærer hans navn, ikke indeholder knogler (Andersen 1994: 298), er der ingengrund til at placere Haralds grav i Jelling.5.2.3. De skriftlige kilderDe skriftlige kilder fortæller os en del om Harald Gormssøn, som i øvrigt først i 1100 -tallet fiktilnavnet ”Blåtand” (Ebbesen 1990: 37). Den mest berømte hændelse er nok kristningen afdanerkongen. Både Adam af Bremen og Widukind af Sachsen bekræfter kristningen af HaraldGormssøn. Widukind fortæller den kendte historie om Poppo, der bar jernbyrd, og dervedoverbeviste danerkongen om Hvidekrists magt (Widukind: 122f). Adam, derimod, beretter, at detvar Otto I., som besejrede Harald og tvang ham til dåben (Adam Bremensis: 68ff). Dettetvangsdåbstema er noget, som beskæftiger de tre hovedkilder 13 meget. Problemet er bare, at de talerom hver sin konge. Generelt kan Adam af Bremens udgave af tvangsdåben tilsyneladende regnesfor usand (Sawyer 1986:31), og tilsyneladende skal også hans beretning om Otto I.’s invasion afDanmark tages med et vist gran salt. Til gengæld er grænsestridighederne med den tysk-romerskekejserrige i sidst halvdel af det 9.århundrede en almindeligt anerkendt fact (Roesdal 1996: 86f).Widukind skriver, at Otto I. ved sin død i 973 e.kr. hyldes for at have undertvunget danskerne(Widukind: 133), og Thietmar melder, at Otto II. i år 974 eroberer Hedeby (H.H. Andersen et al1976: 80). Ligeledes står Harald Gormssøn optegnet som tributpligtig hertug i 973 i tyske annaler(H.H. Andersen et al 1976: 80). P. Sawyers nyere artikel fra 1991 afviser, at danerne og Haraldskulle være egentligt underlagt den tysk-romerske kejser, men bekræfter, at Hedeby da var underkejserens kontrol (Sawyer 1991: 279f). Det får betydning for tolkningen i afsnit 6.1.Med hensyn til vikingetogter ser det ikke ud til, at Harald Gormssøn overhovedetmedvirkede til et eller deltog i noget (Lund 1996: 12). Dog melder Flodoard, at en ”Hagriold afDacien” i 944-45 hjalp normannerne i Bayeaux mod kong Ludvig IV (Flodoard: 66). Albrectsenanfører i en note i dennes oversættelse af samme, at ”Hagriold” sandsynligvis er identisk med12 Udover den i 5.1.2. nævnte årsag, at det nok er Gorm, der ligge i kirken.13 Adam af Bremen, Widukind af Sachsen og Thietmar af Merseburg.16

Konge over Danmark al og NorgeHarald Blåtand (cfr. Flodoard: 66, note 38). Så Harald har altså været på viking i sine unge dageførend han blev konge.Slutteligen skal det nævnes, at Haralds dødsår, 985, er fremkommet udelukkendepåbasis af skriftlige kilder, først og fremmest Adam af Bremen (Krogh 1993: 244). Og Adamspålidelighed er ret tvivlsom (Sawyer 1986: 23), så år 985 er ikke så klippefast end dato, som nogleønsker at tro. Imidlertid har vi ikke andre oplysninger i øjeblikket, så vi må nøjes med atkonkludere, at Harald Gormssøn nok døde engang midt i 980’erne. På det tidspunkt var hanfordrevet til udlandet. Adam af Bremen kalder stedet Iumne (Adam Bremensis: 91), SaxoGrammaticus benævner det Julin (Saxo Grammaticus: 140), i kvadet Magnusdrapa beskrives byensom Jom (Filipowiak 1991: 36), og endeligt kaldes byen Jomsborg hos Sven Aggesen (Flilipowiak1991: 38). Geografisk er Jomsborg bestemt til at være lig med handelspladsen ved Wolin i Polen(Filipowiak 1991: 38).Borgerkrigen, som var skyld i Haralds død, tages tilsyneladende for en historisk fact, så det vilforfatteren også gøre her (Roesdal 1996: 87).5.2.4. SammenfatningVedrørende Jelling-monumentet kan det konkluderes, at byggeriet bestod af tre faser, der inddelessom følger:Thyras DødemindeDatering: Mellem 936 og 950 ekr.Bestanddele: Bronzealderhøjen, runestenen Jelling 1, skibssætningen.Gorms DødemindeDatering: Ca. 958/959 e.kr.Bestanddele: Nordhøjen, gravkammeret i nordhøjen, skibssætningen.Haralds MonumentDatering: Mellem ca. 960 og 980 e.kr. Sydhøjen efter 970 e.kr.Bestanddele: Kirken med tilhørende kammergrav, Sydhøjen, runestenen Jelling 2, Nordhøjen.Om Harald selv kan følgende udledes:1. Harald Gormssøn bliver konge omkring 958 e.kr, og dør i midten af 980’erne i en borgerkrigmer sin søn.2. Først lader Harald nordhøjen bygge til sin far, og siden opfører han i løbet af 970’erne resten afJellingmonumentet.3. Harald var gift med den slaviske Tove Mistivojsdatter.4. Harald Blåtand antog i 960’erne kristendommen og gjorde den til statsreligion.5. Harald Gormssøn tilføjede eller generoberede dele af Danmark, så det fremstod som det rige,der kendes fra tidlige middelalder.5.3 Svend Haraldssøn og Sigrid Miezkosdatter5.3.1. Runestene og andre arkæologiske levnDe arkæologiske levn, som kan tilskrives Svend Haraldssøn er meget få. Ulig Gorm og Harald erSvend Tveskæg tilsyneladende slet ikke indblandet i Jellingmonumentet, hvilket betyder, at viallerede her mister en kilde, der var yderst værdifuld, hvad angår oplysninger om hans forgængere.Tidligere tilskrev man trelleborgene Svend, men siden Fyrkat og Trelleborg er blevet17

Konge over Danmark al og Norgedendrokronologisk dateret til Harald Blåtands tid (cfr. afsnit 6.1), er dén teori nu ikke længereaktuel.To runesten tilskrives almindeligvis Svend Haraldssøn, nemlig Haddeby 1 ogHaddeby 3, der begge handler om hirdmænd, der fandt døden ved Hedeby (Moltke 1976: 157).Selvom N. Lund påpeger, at vi ikke kan vide, hvilken Svend, der er tale om (Lund 1996: 114), erder ingen grund til at betvivle, at ”kong Svend” er Svend Tveskæg. Eftersom runestenen er af enefter-Jelling type (Moltke 1976: 161), passer dateringen ganske glimrende og det er svært at se,hvilken kong Svend, der eller skulle være tale om i denne periode.To andre runesten henviser muligvis ligeledes til Svend Haraldssøn. Det drejer sig omÅrhus 3 og Råda, der begge fortæller om mænd, der døde ”da konger kæmpede” (Moltke1976:178). Begge dateres til omkring år 1000, hvorfor Motlke peger på det såkaldte ”Slaget vedSvold” 14 , hvor Svend Tveskæg og Olaf Skotkonnung af Sverige kæmpede mod Olaf Trygvessøn afNorge (Moltke 1976: 179). Det kan ikke afvises, men heller ikke bekræftes.5.3.2. Skriftlige kilderHvad angår Svend Haraldssøn har de skriftlige kilder noget mere at fortælle end de arkæologiske.Der er imidlertid det problem, at alle skriftlige kilder undtagen én 15 er negativt indstillede overforSvend (Lund 1996: 114). Adam af Bremen er specielt negativ, og beretter ivrigt om Svendskristenforfølgelser (Adam Bremensis: 94ff). Svend var sandsynligvis overhovedet ikke denhedning, som Adam fortæller om. Kongens store forbrydelse i Adams øjne var, at han støttede sigtil angel-saxiske kirke i stedet for Hamborg-Bremens (Sawyer 1986: 34f). Ganske vist er trækirken isåvel Jelling som Hørning nedbrændt (henholdsvis Krogh 1982: 194 og Hedeager & Kristiansen1985: 135), hvad der jo kunne pege på en voldelig handling. Imidlertid må jævnlig omgang medstore mængder vokslys i bygninger hovesdagligt konstrueret af træ også have betydet en ret storbrandfare.Hvad angår Svends kone, kender vi hende kun fra skriftlige kilder. Han blev, ligesomsin far, giftet med en slavisk kvinde. Adam af Bremen gør hende til søster eller datter af den polskekong Bolizlaus (Adam Bremensis: 102), hvor Thietmar af Merseburg opfatter hende som Bolizlaus’søster (Adam Bremensis: 99, note 8 til scholastika 24). Filipowiak mener, at kvinden var datter afMieszko I., og dermed søster til førnævnte Boleslaw (Filipowiak 1991: 36). Det kunne godt forklareforvirringen i kilderne, så forfatteren følger dennes tolkning. Hendes navn var Swietoslawa, ellerSigrid på nordisk.Angel-saxiske kilder angiver, at Svend i 994 angreb England (Adam Bremensis: 98,note 4), og i 1013 indtager han hele England sammen med Olaf den Hellige og hans egen søn, KnudSvendssøn (Adam Bremensis: 115). Tre måneder efter sin sejr døde kongen (Adam Bremensis:115).5.3.3. Sammen fatningFølgende facts kan samles om Svend:1. Svend Haraldssøn blev konge i ca. 985, efter en borgerkrig med sin fader. Han døde i 1014.2. Svend var gift med en slavisk kongedatter, kaldet Sigrid.3. Svend eroberede England og blev konge af samme.14 Adam af Bremen nævner slaget, men henligger det til Øresund (Adam Bremensis: 104). Først ensenere tradition nævner Svold som kampplads (Adam Bremensis: 103, note 3).15 Enconium Emmæ Reginæ18

Konge over Danmark al og Norge6.0 Jellingdynastiet og dets tidDette afsnit handler om perioden fra midten af 900-tallet til slutningen af samme. Emnet er dengenerelle situation i danernes land på Jelllingkongernes tid.6.1. TrelleborgeneTrelleborgene, også kaldet ringborge, er en helt specielt anlægstype, der tæt knytter sig tilJellingdynastiet. Vi har tre, måske fire, af disse borganlæg; Trelleborg på Vestsjælland (Hedeager &Kristiansen 1985: 249), Fyrkat nær Hobro (Olsen & Schmidt 1977: 11), Aggersborg ved Løgstør(Hedager & Kristansen 1985: 9), samt Nonnebakken i Odense (Hedeager og Kristiansen 1985:193). Sidstnævnte var i meget dårlig stand, og det er lidt tvivlsomt, om Nonnebakken skal regnesmed blandt trelleborgene (Randsborg 1980: 72).Alle borgene deler samme geometriske grundplan, der basalt består af en cirkulærvold med bebyggelse indeni (Roesdal 1996: 156). I selve volden havde man lavet fire porte, én ihvert af verdenshjørnerne (Roesdal 1996: 156). To træbrolagte gader forbandt portene, så de mødtespå borgens midte og delte den i fire eller flere lige store dele. Langs voldens inderside løb ligeledesen plankebelagt gade, mens der på ydersiden af den var gravet en voldgrav, der nåede helt ellerdelvist omkring borgen (Roesdal 1996: 156f.). Inden i borgen var bygget fire bygninger for hverafsnit inddelt af førnævnte veje (Roesdal 1996: 157). Husene er af den type, som tilskrivesstormandsmiljøet og samfundets absolutte overklasse (Olsen & Schmidt 1977: 97) 16 .Den nærmere udformning af borgene varierer noget fra borg til borg. Aggersborg er den største, detvil sige med ca. 76% større borgpladsdiameter end den næststørste, Trelleborg (Roesdal 1996: 157).Det medfører, at Aggersborg har tolv huse i hver fjerdedel, imod de andre borges fire. Fyrkat er denmindste af de tre. Bemærk i øvrigt, at de til borgene hørende anlæg, for eksempel husene, varierernoget fra borg til borg (Roesdal 1996: 157). Derudover er der andre forskelle mellem anlæggene,idet Trelleborg har en forborg, hvad der ikke tilfældet med de andre (Roesdal 1996: 159). BådeFyrkat og Trelleborg havde gravplads udenfor volden (Roesdal 1996: 157).Brugstiden af borgene har tilsyneladende været meget kort, for hverken Trelleborgeller Fyrkat bærer præg af reperationer på husene, der har en kort levetid (Roesdal 1996: 157) Tilsidst må det nævnes, at i hvert fald to af borgene, Trelleborg og Fyrkat, harværet helt eller delvistnedbrændt. P. Nørlund, Trelleborgs udgraver mente, at branden kun havde berørt portene ogpalisaden, mens Nielsen i nybearbejdelsen af anlægget konkluderer, at også de indre halbygningerhar været nedbrændt (Nielsen 1993: 124). Fyrkat er tilsyneladende delvist nedbrændt, idet densøstport og nordport bærer tydelige spor af brand (Olsen & Schmidt 1977: 66ff). Ligeså medadskillige af halbygningerne (Olsen & Schmidt 1977: 193).Dateringsmæssigt har trelleborgene været god for en lil le overraskelse til arkæologerog historikere. Tidligere troede man nemlig, at borgene tilhørte Svend Tveskægs tid, og varopsamlingsted for vikingetogterne til England (cfr. La Cour 1972: 46 eller Nørlund 1948: 149). I1982 fremkom en dendrokronologisk datering af Trelleborg, der gav året 980 (Bonde &Christiansen 1982: 130), altså i Harald Blåtands regeringsperiode. Kort efter dateredes Fyrkat til979/981 e.kr. (Hedeager og Kristiansen 1985: 87) og påviste dermed de to borges samtidighed.Aggersborg er ikke blevet dateret ud fra naturvidenskabelige metoder, og da ikke er snævert16 Cfr. bilag 3 for oversigtstegninger over borgene.19

Konge over Danmark al og Norgedatérbare oldsager i anlægget (Roesdal 1986: 82), må dateringen af borgen blive ud frasammenligning med de andre borge.Hvilken funktion borgene tjente har været genstand for en del diskussion. Der er ikkeplads i denne opgave til at fremdrage alle synspunkter, men må nøjes med at fremdragehovedsynspunkterne. Den første, og tilsyneladende mest udbredte teori er, at borgsanlæggene erkongelige tvangsborge, anlagt for at holde øje med de lokale stormænd. Den teori tilslutterChristiansen, Weibull, og Roesdal sig (henholdsis Olsen & Schmidt 1977: 96 og Roesdal1996:160). O. Olsen mente i sin publikation om Fyrkat, at borgene snarere var en slag vinterlejr forvikinger uden land at vende tilbage til (Olsen & Schmidt 1977: 102f) Borgenes økonomiske rolleblev oprindeligt fremført af E. Roesdal (Roesdal 1977: 175f), der siden ændrede standpunkt. Hunfremsætter teorien på baggrund af fundmaterialet på Fyrkat, der har et håndværksmæssigt indslag.Allerede O. Olsen afviste dette ved at henføre til et militært anlægs behov for håndværk (Olsen &Schmidt 1977: 98f). Ligeledes gør Olsen opmærksom på, at eftersom alle husene i trelleborgerne erlige store, er det svært at se dem som kongsgård, idet kongens bolig simpelthen mangler (Olsen &Schmidt 1977: 98f ). Den økonomiske teori går igen i nybearbejningen af Trelleborg. L.C. Nielsensætter ringborgene ind i et handelsmæssigt perspektiv, idet der på Trelleborg er fundet storemængder slavisk keramik (Nielsen 1993:111). Denne keramiks opdukken hænger sammen med etøkonomisk opsving, der i øvrigt indvarslede den første periode i Danmarkshistorien, hvor manhandlede med fødevarer (Nielsen 1993:111). Denne slaviske handel førte igennem Storebælt, forbiTrelleborg, og til Aggersborg som endestation (Nielsen 1993:168). Alligevel er Aggersborg ogTrelleborg ikke egentlige handelspladser, da de udelukkende var store importører af varer (Nielsen1993: 169). Til gengæld producerede de en del, for eksempel skibe (Nielsen 1993:131). Enkonklusion, som Nielsen byggede på fundet af klinknagler. Her bør man nok indskyde, at Næsby Åifølge T. Christiansen var spærret i vikingetiden, så det var umuligt at sejle til borgen (Christiansen1982: 92). En anden vigtig faktor i Nielsens argumentering er den tyske erobering af Hedeby i 974,hvor Otto II. fik egnene omkring Hedeby (Nielsen 1993: 145). Derved skulle kongen finde en mådeat kompensere for de tabte udgifter på, og det skete dels ved at oprette en statslig handelsflåde, delsved at opkræve told af de handlende (Nielsen 1993: 171f). Borgene skal ses i dette lys, dels somproduktionscentre af førnævnte skibe, dels som toldborge (Nielsen 1993: 170). Imidlertide er dervisse problemer med denne tolkning. Udover førnævnte spærring af adgangen til havet fraTrelleborg, er der problemet med statens omfang i vikingetiden. Den ser ikke ud til at være særligstor! Der var ingen skatteindtægter som sådan (Olsen & Schmidt 1977: 101), og ledingsordningenhvilede i høj grad på de individuelles stormænds vilje til at medvirke (Lund 1996: 286). Enegentligt statslig handelsflåde kan man ikke tale om i vikingetiden, men man kan tale om kongenspersonlige flåde, som man kan om en hvilken som helst anden stormand.Undertegnedes mening om borgene falder mellem de nævnte tolkninger og rummer lidt af hvert.Det synes klart, at borgene er bygget af de samme personer ud fra de anvendte mål og geometriskegrundplan. Dateringen placerer dem i forbindelse med grænsestridighederne med det tysk-romerskekejserige og i Harald Blåtands regeringstid. Ud fra borgenes geografiske placering, hvoraf ikke éner placeret i Jelling-området, og ud fra deres deciderede militære tilsnit (Olsen 1977 & Schmidt:99ff) må en rolle som kongemagtens forposter anses for sandsynlig. Samtidig har borgene et antaloldsager, der peger på fjernhandel. Hvis man tænker sig, at borgene har skullet inddrive told ellerlignende, vil de automatisk få en del fremmede genstande mellem hænderne for eksempel sombetaling. Hvorfor netop trelleborgene skal kædes sammen med et begreb som told, skyldes tiden.Med tabet af Hedeby har kongemagten i Jelling mistet rigtigt mange indtægter. Ved at beskattehandlen kunne Harald håbe på at få noget af det tabte igen, uden at skulle ty til egentlig beskatning.At opførelsen er gået stærkt ses på Fyrkat, hvor man ikke har givet sig til tid til at lade udfyldningensætte sig (Olsen & Schmidt 1977: 51). Under alle omstændigheder står borgene ikke i mange år,20

Konge over Danmark al og Norgeførend de forlades. Trelleborg og Fyrkat forsvinder nok i borgerkrigen i 980’erne, hvor beggenedbrændes.6.2. Ravning Enge & Danevirke6.2.1. Ravning EngeRavning Enge er en over 700 meter lang bro over Vejle Ådal (Hedager & Kristiansen 1985: 206).Broen er lavet af egetræ, og har haft en bæreevne på ca. 5 tons (Hedager & Kristiansen 1985: 206).Den er dendrokronologisk dateret til 979/980 e.kr., og via C-14 til ca. 980 (Ramskou 1980: 30).Eftersom eg rådner hurtigt under de omstændigheder, har broen ikke kunnet være i brug i mere enden 50 til 60 år (Ramskou 1980: 32).6.2.2. DanevirkeDanevirke er det mægtige forsvarsværk, som udgår fra Slien og strækker sig tværs over Jyllandsfod. Eller rettere sagt; den række forsvarsværker, for Danevirke er et virvar af gamle og nye volde(Andersen et al 1976: 8ff) 17 . Voldsystemet kan deles op i tre hovedlinjer, hvoraf den ældste,Danevirke I dateres dendrokronologisk til 737 e.kr (Andersen et al 1976: 77). Danevirke II, ogsåkaldet Kovirke, er lidt mere problematisk, idet man ikke har været i stand til at datere voldennærmere (Andersen et al 1976: 26). På baggrund af en C-14 prøve har man forsøgsvis dateretKovirke til 700- eller 800- årene, men den datering er langt fra sikker (Andersen et al 1976: 26).Andersen selv nævnet Svend Tveskæg som mul ig bygherre, idet voldens geometriske forløbantyder en sammenhørighed med trelleborgene (Andersen et al 1976: 80). Imidlertid kunneinitativtageren til projektet lige så godt være Godfred, der i år 808 i de frankiske rigsannalertilskrives opbygningen af et voldsystem (Albrectsen 1976: 16).Danevirke III udgør det længeste forløb, og strækker sig hele vejen fra Hedeby til Rhejde Å(Andersen et al 1976: 9f). En dendrokronologisk datering fra første fase af en af Danevirke III’svoldsystemer har givet en datering på 968 e.kr (Andersen et al 1976: 39). Voldsystemet er senereudbygget, sandsynligvis i 1000- og 1100-tallet, hvoraf sidste fase er er 1200-tallets Valdemarsmur 18(Andersen et al 1976: 77).6.3. GraveNår der i denne opgave vil blive behandlet anlægstypen grave, er det ikke på nogen måde tænktsom en gennemgang af disse. I stedet forsøges det at sætte skarpt på nogle typer af grave, som synesknyttet til tiden og miljøet omkring Jellingdynastiet.6.3.1. RyttergraveSom nævnt i afsnit 3.3.1. er ryttergravene et fænomen, der fortrinsvis hører til tiden førJellingdynastiet. Fra midten af 900-tallet ændres skikken, og den højeste status blandt krigerneudtrykkes nu ved hjælp af sølvindlagte økser (Näsman 1991: 171).6.3.2. Øksegrave17 Cfr. bilag 4 for tegning over Danevirkes forsvarsværker.18 Heri er ikke medtaget 1800-tallets udvidelser21

Konge over Danmark al og NorgeØksen har gennem hele vikingetiden været almindelig i gravene, og i et par af de i afsnit 6.3.1.nævnte ryttergrave findes den sølvindlagte økse som del af gravudstyret (Näsman 1991: 171).Pragtøkserne med sølvindlagt ornamentik er formodentlig tegn på afdødes høje sociale og politiskefunktion, antagelig med status lige under kongen (Näsman 1991: 174). Især i tiden lige efterkristendommens indførelse var nedlæggelse af økse sammen med liget almindeligt (Näsman 1991:174). Den meget rige Mammen-grav med en sølvindlagt pragtøkse er et pragteksempel på denneklasse. Denne grav var en kammergrav, der kunne dateres dendrokronologisk til 970/971(Andersen 1991: 43). Manden, der var gravlagt i Mammen-graven havde et gravgods med, derkarakteriseres som både kristent og hedensk (Iversen & Näsman 1991: 60f). At man ikke entydigtkan placere manden som kristen eller hedning er typisk for tiden efter kristningen (Iversen &Näsman 1991: 61). Blandingen af kristendom og hedenskab bekræftes jo også af kongens, HaraldGormssøns, eget monument i Jelling, der er en hybrid af den gamle og nye tro. Tvetydighedenvedrørende bestemmelse af gravlagtes tro kan også forklare L.C.Nielsens problem med Trelleborgssåkaldte bestyrer, der er gravlagt på pladsen. Nielsen fandt det mærkværdigt , at den kristne HaraldBlåtand skulle have haft en hedning som øverstbefalende (Nielsen 1993: 142). Da bestyreren vargravlagt med en sølvindlagt pragtøkse, kan vi gætte på, at han var del af den klasse, som blevgravlagt med den type økser. Hvad angår hans tilsyneladende hedenske tilhørsforhold er det som førnævnt ret svært entydigt at bestemme visse grave i overgangsperioden mellem hedenskab ogkristendom.6.4. Wolin og HandlenDen danske økonomi var plaget af lavkonjunktur indtil begyndelsen af 9. Århundrede, hvor denlangsomt begynder at stige igen, for at nå sit maksimum i 970-990 e.kr (Nielsen 1993: 132).Slaverne var en vigtig handelspartner (Randsborg 1980: 8), og Østersøen var i det hele taget etvigtigt område (Nielsen 1993: 132). Det ses blandt andet af de store mængde slavisk keramik iNord-og Østjylland, der vel at mærke ikke har forbindelse med opførelsen af ringborgene (Nielsen1993: 164). Ligesom den slaviske keramik er koncentreret i de nord-østlige egne, synes denvesteuropæiske import af samme, hovedsagligt vesteuropæiske kuglekar uden udvendig rille underanden, at optræde især i de sydvestlige egne (Nielsen 1990: 149).Den slaviske by Wolin ved Oder-flodens munding må have spillet en væsentligt rolle ihandlen (Nielsen 1993: 166), og arkæologiske fund har bekræftet de tætte kontakter (Flilipowiak1991: 17). Netop Wolin er interessant, fordi den identificeres med Iumne, som Adam af Bremennævner, og senere med forbilledet til det berømte Jomsborg (Filipowiak 1991: 37f). Da HaraldGormssøn var blevet hårdt såret i krigen mod Svend, flygtede han til Iumne, hvor han døde (AdamBremensis: 91). Om det var fordi han havde en trofast garnison dér, af senere tider kaldet”jomsvikinger”, eller om det var fordi det var del af Wolins politiske spil mod det polske kongehus(cfr. Filipowiak 1991: 35f), kan vi ikke vide. I hvert fald får Wolin ry for at være stedet, hvorpolitiske flygtninge og pirater søger ly, så i 1043 angriber Magnus den Gode byen og brænder denaf (Flilipowiak 1991: 36).6.5 Den politiske situationDen udenrigspolitiske situation er meget vigtig at få med i bedømmelsen af Jellingdynastiet, for dener katalysatoren for nogle af de fænomener, der er blevet analyseret i denne opgave. Denoverordnede danske stilling i forhold til udlandet er et yderst spændt forhold til det hellige tyskromerskekejserrige. Stillingen til netop tyskerne må anses for overordnet andre, fordi der ikke ernogen andre større magter til at true danernes konger i midten af det 10. Årh. I hvert fald ingen, derer indenfor geografisk overkommelig afstand.22

Konge over Danmark al og NorgeTre gange er der større udbrud af krig mellem tyskerne og danskerne. Første gang er i934, da Henrik I. Fuglefænger undertvinger Gnupa. Anden gang er i 974, hvor Hedeby tabes tilkejser Otto II, og sidste gang er i 983, da danerne genvinder Hedeby (Andersen et al 1976: 80).Man kan heraf udlede, at der har været et næsten konstant pres på den danske grænse lige sidenJellingdynastiet kom til tronen.Forholdet til de nordiske naboer var mere roligt på Gorms og Haralds tid. I Haraldsregeringsperiode kom Norge atter under dansk overherredømme (Adam Bremensis: 88), efter athave løsrevet sig i 880’erne under Harald Hårfager (Roesdal 1996; 87). Efter Håkon Jarls død i 995overtog Olaf Trygvessøn magten i Norge, men han faldt år 1000 i kamp mod Svend Tveskæg, derovertog styringen af Norge (Roesdal 1996: 87). Hvad angår Sverige skulle den svenske kongeEmund Erikssøn have været i alliance med Harald Gormssøn (Adam Bremensis: 88), hvilket var entradition, som Svend Gormssøn fulgte, da han allierede sig med Olaf Skotkonnung (AdamBremensis: 103).6.6. SammenfatningSamlet viser der sig nu et udsnit af den mosaik, som Jellingdynastiets tid udgør. I løbet af deres tidopstår et nyt storrige syd for konegdømmet, som allerede fra starten af viser sin farlighed. Som svarbygges der en mægtig vold tværs over Jylland, men forgæves, for i 974 trænger tyskerne igennemog erobrer den sydligste Jylland. Berøvet store indtægter vælger Harald Gormssøn at lade en rækkeborge opføre, der dels skal holde øje med de lokale stormænd, dels skal opkræve told af Østersø -handlen, der synes at være meget vigtig i den sidste del af vikingetiden.Ligeledes bygges en bro ved Ravning Enge, der skal gøre transporten over landnemmere, det være sig handelstrafik eller tropper. Under borgerkrigen mellem far og søn angribesringborgene af oprørerne, og de nedbrændes, for Fyrkats vedkommende for at blive forladt, forTrelleborgs vedkommende for at blive sæde for en stormand. Måske en demonstration fra denvindende sides part.Stridighederne overskygger dog ikke en anden afgørende begivenhed på Jellingdynastietstid: Indførelsen af kristendommen.23

Konge over Danmark al og Norge7.0 KonklusionDynastiet bestod af Hardeknud, Gorm ”den Gamle”, Thyra, Harald Gormssøn, ToveMistivojsdatter, Svend Haraldssøn, Sigrid Miezkosdatter.Hardeknud startede dynastiet ved fordrive Sigtryg, den sidste af Olapsætten. Han overtog etforholdsvist sammenhængende rige, der dog må have været noget rystet efter nederlaget i 934 il ttyskerne.Harald Gormssøn er ham, der er ansvarlig for kristningen af danerne. En gerning, der kunne synesbestemt mere ud fra realpolitiske hensyn, set i lyset af grænsestridighederne med det tysk-romerskekejserrige, end ud af fromhed.I selve Jelling, centeret for dynastiet, byggede Gorm, men især Harald, et mægtigt monument oversin slægt. Som helhed er Jellingmonumentet et blanding af kristen og hedensk skik, der skalmarkere Haralds nye tro, men også forbindelsen og dermed legimiteringen i forhold til traditionerneog det gamle samfund.Det var ikke kun i Jelling, at Harald satte monumentalt byggeri i gang, idet han også er ansvarlig foropførelsen af dele af Danevirke, foruden ringborgene og den mægtige bro i Ravning Enge.Måske var årsagen til oprøret i 980’erne alle disse monumentalbyggerier, der har krævet en enormarbejdskraft. Igennem disse har han måske opført sig for meget som en vesteuropæisk konge end ennordisk konge, hvad stormændene ikke har kunnet tolerere.Det er bemærkelsesværdigt, hvor tæt knyttet det danske kongehus er til det slaviske område påJellingdynastiets tid. Både Harald og Svend var giftet ind i det slaviske aristokrati, og det var iWolin, at Harald søgte tilflugt. Muligvis afspejles dette, eller afspejler dette, i form aftilstedeværelsen af slavisk keramik i det danske område.Svend Haraldssøn bryder på næsten alle måder med sin faders politik. Han bygger ikkemonumentalarkitektur, ja han bygger tilsyneladende intet som helst i sin regeringstid! Ejheller iJelling.Til gengæld går han ofte i viking og dør som vikingekonge i England i 1013.Dermed er Jellingdynastiets tid slut, selvom deres direkte efterkommere en tid endnu sidder på dendanske trone.24

Konge over Danmark al og NorgeLitteraturlisteAdam Bremensis. 1968. De Hamburgske Ærkebispers historie. Rosenkilde og Bagger.København.Aggesen, Sven. 1967. Historiske Skrifter. Oversat af Gertz, M.C.L.. Rosenkilde og Bagger.København.Albrectsen, E. 1976. Vikingerne i Franken. Odense.Andersen, H. 1985. Sydhøjen. Skalk 1985/3. København.Andersen, H. 1991. Dendrokronologisk datering af Mammengraven.. Mammen, kunst og samfundi Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D (eds.). Århus1991 .Andersen, H. 1995. The Graves of the Jelling Dynasty. Acta Archeologica vol. 66 1995.Andersen, H.H. et al. 1976. Danevirke. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter bd. XIII. København.Andersen, H.H (1). 1985. Vandt sig hele Danmark. Skalk 1985/2. København.Andersen, H.H. (2) 1985. Hedenske danske kongegrave og deres hedenske baggrund. KUML1985. Århus.Baun Christensen, L. 1991. Jelling – kronen på værket. Jelling Bogtrykkeris Forlag. Jelling.Christensen, K. & Krogh, K.J. 1987. Jelling-højene dateret. Nationalmuseets Arbejdsmark 1987.Christensen, K. & Bonde, N. 1991. Dateringen af Trelleborg – en kommentar. Aarbøger forNordisk Oldkyndighed og Historie 1991.Christiansen, T.E. 1982. Trelleborgs alder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1982.København.Crabb, P. & Liversage, D. 1991. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk ArkæologiskSelskabs Skrifter XXVIII. Aarhus Universitetsforlag. Århus.Ebbesen, Klaus. 1990. Jelling – Arkæologi og historie. Fremad. København.Filipowiak, W. 1991. Wolin – Jomsborg. En vikingetids-Handelsby i Polen. Roskilde.Flodoard, Annales & Historia ecclesiae Remensis. Ovs. af E. Albrectsen 1987. Odense.Fuglsang, S.H. 1991. The Axehead from Mammen and the Mammen Style. Mammen, kunst ogsamfund i Vikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D.(eds.).Århus 1991.Hedager, L. & Kristansen, K (eds.). 1985. Arkæologisk Leksikon. København.Iversen, M. & Näsman, U. 1991. Mammengravens indhold. Mammen, kunst og samfund iVikingetid. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D. (eds.). Århus1991.Jensen, S. 1991. Ribes vikinger. Ribe.Jørgensen, L. 1987. Family burial practices and inheritage systems. Acta Archaeologica vol. 581987.Jørgensen, Stig. 1987. Danmarks Kongemagt og dens fødsel. Aarhus Universitetsforlag. Århus.Krogh, Knud J..1983. The Royal Viking-Age Monuments at Jelling in the Light of RecentArchaeological Excavations. A Prelimenary Report. Munksgaard. Acta Archaeologica vol. 53/1982.Krogh, Knud J.. 1993. Gåden om Kong Gorms Grav. Paul Kristensens Forlag. København.La Cour, V. 1972. Danske borganlæg I-II. Nationalmuseet. København.Liebgott, N.K. 1989. Dansk Middelalder Arkæologi. København.Lund, N.L. 1996. Lith, Leding og landeværn. Roskilde.Moltke, E. 1976. Runerne i Danmark og deres oprindelse. Forum. København.Moltke, E. 1985. Det svenske Hedebyrige og Danmarks samling. Aarbøger for NordiskOldkyndighed og Historie 1985.25

Konge over Danmark al og NorgeMalmros, R. 1985. Leding og skjaldekvad. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Hsitorie 1985.København.Meulengracht Sørensen, P. 1991. Håkon den Gode og guderne. Nogle bemærkninger om religionog centralmagt id et tiende århundrede – og om religion og kildekritik. Fra Stamme til Stat iDanmark 2. Mortensen, P. & Rasmussen, B. M (eds.). Århus 1991.Nørgaard, Roesdal & Skovmand. 1986. Aggersborg gennem 1000 år. Herning.Nørlund, P. 1948. Trelleborg. Nordiske Fortidsminder IV. Bind. København.Nielsen, L.C. 1990. Trelleborg. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1990. København.Näsman, U. 1991. Grav og økse. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. Jysk ArkæologiskSelskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D. (eds.). Århus 1991.Olsen, O. & Schmidt, H. 1977. Fyrkat. Borgen og Bebyggelsen. Nordiske Fortidsminder bd. 3.København.Ramskou, T. 1980. Broen over Vejle Ådal. Nationalmuseets Arbejdsmark 1980. København.Randsborg, K. 1980. The Viking Age. London.Roesdal, Else. 1977. Fyrkat. Oldsagerne og gravpladsen. Nordiske Fortidsminder bd. 4.København.Roesdal, Else. 1996. Vikingernes Verden. København.Saxo Grammaticus. 1985 Danmarks Riges Krønnike. Peter Asschenfeldt’s Forlag. København.Sawyer, P. The christianisation of Scandinavia. Femte tværfaglige Vikingesymposium. Kisbye, T.& Roesdal, E. (eds.). Århus 1986.Sawyer, P. 1991. Konger og kongemagt. Fra Stamme til Stat i Danmark 2. Mortensen, P. &Rasmussen, B. M (eds.). Århus 1991.Thorvildsen, K. 1957, Ladby-skibet. Nordiske Fortidsminder bd. VI. København.Wamers, E. König im Grenzland. Neue Analyse des Bootkammergrabes von Haithabu. ActaArchaeologica vol. 65/1994.Widukind. Sachserkrøniken. Ovs. af Jacobsen, I. P. København 1910.26

Konge over Danmark al og NorgeBilledfortegnelseBilag 1Fra Näsman, U. 1991, side 167. Grav og økse. Mammen, kunst og samfund i Vikingetid. JyskArkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Crabb, P. & Liversage, D. (eds.). Århus 1991.Bearbejdet af forfatteren til kun at vise ryttergravenes udbredelse.Bilag 2Fra Krogh, Knud J..1983, side 189. The Royal Viking-Age Monuments at Jelling in the Light ofRecent Archaeological Excavations. A Prelimenary Report. Munksgaard. Acta Archaeologica vol.53/1982.Bilag 3Fra Olsen, O. & Schmidt, H. 1977, side 83. Fyrkat. Borgen og Bebyggelsen. NordiskeFortidsminder bd. 3. København.Bilag 4Fra Hedager, L. & Kristansen, K (eds.). 1985, side 52. Arkæologisk Leksikon. København.27