Idrætsjura - Juridisk Institut - Aarhus Universitet

sted på forsvarlig måde. Forståelsen (og fortolkningen) af § 6 i dopingkontrolregulativetgav anledning til en principiel stillingtagen fraudvalgets side. Det bestemmes således i § 6: “En aktivitetsudøver, derfindes skyldig i doping, udelukkes fra alle trænings- og konkurrenceaktiviteter...” Denne bestemmelse måtte efter Hirsbros (advokats) opfattelse“efter almindelig juridisk sprogbrug [udelukke] objektivt ansvar.”Det hedder i udvalgets afgørelse:“Hvad endelig angår spørgsmålet om skyld, fortolker udvalget § 6 ... således,at når analysen har vist, at en idrætsudøver har indtaget forbudte stoffer, erdet idrætsudøveren, der skal bevise, at tilstedeværelsen af stoffet ikke kan tilregnesham.”Afgørelsen er principiel alene af den grund, at den er den første, derklart tager stilling til bevisbyrdespørgsmålet. Lidt forenklet synes afgørelsenogså at illustrere den omstændighed, at udvalget - i denne situation- prioriterer hensynet til en effektiv dopingbekæmpelse højereend retssikkerheden. Selvom udvalget anfører, at den “fortolker” § 6,er der ikke tale om en traditionel fortolkning, dvs. udlægning af entekst med flere betydningsmuligheder. Der er snarere tale om, at udvalgetafgør et (bevisbyrde-)spørgsmål på baggrund af traditionellebevisbyrdeovervejelser, således som de forekommer inden for beslægtederetsområder - in casu spirituskørsel.Hvis de to eksempler er udtryk for en tendens hos henholdsvisdomstolene og idrættens appelinstans, kan man (forsigtigt) konkludere,at domstolene ved anvendelse og fortolkning af eksterne reglerinddrager “idrætshensyn”, medens idrættens appelinstans ved anvendelseog fortolkning af interne regler orienterer sig mod de eksterneregler.3.3 ErstatningsrettenInden for erstatningsretten gives enkelte eksempler på, hvilken betydningde interne regler har ved anvendelsen og forståelsen af de eksterneregler. Et eksempel på dette er dommen UfR 1948.181 HD. 3 Underen træningskamp, der blev spillet efter reglerne i “Love for Association-fodbold”,erobrede en angrebsspiller på det ene hold bolden inærheden af sit eget mål, driblede forbi et par modspillere og løb videremed bolden op mod modstandernes banehalvdel. En modspiller, dermed høj hastighed kom løbende skråt bagfra, forsøgte at få bolden fraangrebsspilleren ved at føre sin højre fod foran denne, men i sammeøjeblik sparkede spilleren til bolden. Herved ramte spillerens ben ogmodspillerens fod hinanden med voldsom kraft og med et så kompliceretbenbrud til følge, at spillerens underben senere måtte amputeres.Skadelidte anlagde sag mod skadevolderen, der blev frifundet aflandsretten og senere af Højesteret (7-2).Det hedder i landsrettens afgørelse om forholdet mellem de interneog de eksterne regler (mine fremhævelser):3 Jf. Jørgen Verner i Idræt & Jura, op.cit., s. 60 f.RETTID 2002 6