Klatring, Dansk Bjergklub - Hans Bräuner-Osborne

KlatringDansk BjergklubNr. 4, oktober 2003Kalymnosprioriterer klatreturisterKorsica-en gammel drømWalker SpurKhan TegriHot Flashes8b “Træt dans” af Flemming RasmussenI skyggen af SaddamKlatring i Iran1

Det er Kr. Himmelfarts ferie, og egentlig har CarstenJensen og undertegnede meldt os til træffet iNissedalen. Vi sidder dog på færgen til Puttgarten– vejrudsigten for Chamonix er simpelthen for god,og vi elsker begge voresisøkser højere end voresfriktionssko. Målet er atlave mindst én top/rutepå de fire dages ferie,inden vi atter skal påarbejde på mandag.Med blodet fortyndet 1:1med Red Bull ankommervi til Chamonix torsdagmorgen. Vi bliver mindetom franskmændenesantipati for morgenmadog først efter flereforgæves forsøg lykkesdet os at finde et sted,hvor de undtagelsesvisvil lave en pandekagetil os. Efter lidt indkøbgår det videre til guidekontoret. De er somsædvanlig super venligeog informative, men kandog ikke give os denbeta, vi havde håbet på.Det har sneet 70 cm denforegående uge, og folker først nu ved at vendetilbage til bjergene – dehar således ingen meldinger om ruternes tilstandp.t.. Vejrudsigten lyder dog stadigt på klart vejr medcumulus skyer og evt. torden om eftermiddagen,hvilket jo er tæt på perfekt. Dog vil det blive relativtvarmt med 0° C isotermen ved godt 3000 m – knapAll alpine climbers struggle withlearning when to fail. It is one of themost difficult lessons. Every greatclimber turns back too soon on occasion– or wait too long to retreat,goes past the point of no return, andis forced to ”fail upward”. No formuladetermines the correct moment tofail. It can arrive upon shoulderingthe pack, it can arise fifteen pitchesup an eighteen-pitch route, it canbite you after days of toiling upward.Self-knowledge usually solves theproblem: You should fail and retreatbefore loosing control of yourself.Mark F. TwightExtreme alpinismså perfekt, da vi på forhånd har udset os WhymperCouloiren op til Aig. Verte. Selvom det er en af deletteste ruter til toppen, er den berygtet for stenfaldog laviner, da den er sydvendt. Den er således bedstat lave om nattenog i koldt vejr. Vi fårdog anbefalet flereandre ruter i området,som kan laves, hvisWhymper ikke skullese god ud. Destinationenbliver således dengamle Couvercle hytte,der er vinter åben.Den normale tilgangtil Couvercle er at gåop fra Montenverstogstationen, men vivælger i stedet at tageliften op til Aig. deMidi og så køre ned adVallée Blanche på ski.Dårligt valg! Selvomder er faldet en del sne,og der stadig falderlidt, er snekvalitetenikke god – det varmevejr gør sneen tung ogvåd, og det bliver kunværre efterhånden,som vi kommer nedad.Det hjælper hellerikke, at vi er kommetsent af sted: klokken er blevet over 12, inden vifår startet. Der er en del spor, som dog forsvinder,da vi når til spalteområdet.... Jeg har heldigvis kørtruten et par uger i forvejen og husker fint nok, hvorruten går, men man ved jo godt, at spalter der erKunsten at vende omAf Hans Bräuner-OsborneCarsten på vej op ad stien mod Couvercle hytten.38I baggrunden ses Leschaux gletscheren.39

levet dækket af den nye varme sne hurtigt villekunne blive nærstuderet nedefra, hvis jeg huskerforkert.... Sneen bliver mere og mere våd, og det går(for) langsomt fremad. Vi er på en flade ovenoverspalterne, hvor det nye snelag nu er blevet så tyndt,at vi kan skimte det gamle spor nedenunder. Mensjeg kører fremad kommer den ufede fornemmelse, afat underlaget forsvinder under mig – der er kun ét atgøre: holde fartenså jeg ikke rygerned sammen meddet begyndendesneskred.... Carstener ikke så heldig,og snart ser jegham på vej nedadfladen ovenpå etsneskred. Han har situationen under kontrol, menbagefter sunder vi os lidt og bliver enige om, at deter urealistisk at nå Couvercle hytten denne dag. Vier nået for langt til at det er fornuftigt at vende om,men heldigvis er der ikke langt til Requin hytten, såvi beslutter os for at tage derhen, selvom vi ikke vedom den har et vinter rum – ellers må den stå på bivipå læsiden af hytten.Heldigvis er hytten åben, og der erflere andre klatrere der, så det bliver enhyggelig aften. Næste morgen er detskyfrit, som vejrudsigten havde lovet,og så er det jo bare med at kommeafsted, inden det bliver for varmt.Nedad Vallée Blanche indtil Leschauxgletscheren møder Mer de Glace. Vigemmer ski og skistøvler, og så er detfremad mod stien og stigerne, der lederop til Couvercle hytten. Det føles somsnyd at bruge stigerne, men omvendthar jeg ikke lyst til friklatre ruten medden tunge rygsæk på ryggen!Et par timer senere er vi ved hytten ogkan nu nærstudere ruterne. Vi er ikkeglade ved synet af Whymper couloiren.I forhold til de billeder vi har set idiverse guidebøger, ser den ret snefattigud, og der er mange klipper i ruten somkunne gøre sneen/isen omkring demusikker på deres varmesugende evne!Skal – skal ikke? Et fransk reblag som vi havde mødti Requin hytten har også Whymper som mål, og desynes heller ikke, at den ser for god ud. Skal – skalikke? Carsten og jeg diskuterer frem og tilbage, ogbeslutter os et par timer senere til at opgive Whymperog vælger i stedet gå efter Les Courtes traversen.Kl. 3 står vi op, hurtig morgenmad, og så er det henover Talefre gletscheren mod Les Courtes. Der erikke en sky på himlenog mælkevejen er såtydelig, som jeg aldrighar set den før. Månener ikke stået op, menstjernerne lyser såmeget op, at vi ikkeengang får brug forpandelamperne. Fantastiskeomgivelser, og det går hurtigt fremad. Eftergodt en time står vi således ved couloiren, der lederop mod les Droits/Tour les Courtes. Jvf. guidebogengår der mange laviner i denne couloir, og det kan vived selvsyn konstatere. Couloiren er bred i startenog vel omkring de 30 – 35° hældning, men pga.lavinerne er underlaget meget ujævnt, og det tagersåledes sin tid at komme fremad.Mens jeg kører fremad kommer den ufedefornemmelse af at underlaget forsvinderunder mig – der er kun ét at gøre: holdefarten så jeg ikke ryger ned sammen meddet begyndende sneskred....Efterhånden som vi nærmer os Tour les Courtesbliver det stejlere (40-45°) og vi får således endeliglejlighed til at finde vores elskede isøkser frem.Solen er begyndt at stå op og maler Mont Blanc bagos i røde farver. Super flot og efterhånden bliver lesDroits og Tour les Courtes også lyst op. Ruten gårhøjre om Tour les Courtes og op til Col de la Tourdes Courtes – det er en fed følelse at gå de sidstemeter op til passet og pludselig få solens strålerdirekte i ansigtet. Hurtigt ned med hovedet igen ogpå med solbrillerne.Da vi når graten møder vi et fransk reblag, som erpå vej ned. De har lavet Les Courtes fra Argentieresiden via North-East slopen og ser ikke for gladeud. Vi undrer os over, at de er bundet ind hér – ogendnu mere over, at de kun har to meter reb imellemsig, men det må de jo om. Vi skal have fart på– solen varmer sneen op, og vi har stadig lang vej.Vi når først en fortop, hvor vi kan se graten modles Courtes. Den ser god, men smal, ud og vi bliversåledes enige om at binde os ind, selvom man altidkan diskutere det fornuftige i det, når man alligevelikke har sikringer imellem sig. Men man kan jo altidlave det berømte hop ned på den anden side afgraten hvis den anden falder....Det bliver heldigvis ikke nødvendigt, og Les Courtes(3856 m) nåes i fin stil og sikke en fantastisk 360°panorama udsigt. Planen er nu at fortsætte ned påden anden side af toppen og klatre udenom gendarmerneAig. Croulante og Aig. qui Remue. Beggetraverser er ifølge guidebogen eksponeret, men kun4. grads klatring, og så er det ellers videre til Col desCristaux, hvorfra man skal følge et snefelt tilbage tilTalefre gletscheren.Vi kan ikke se ruterne på de to gendarmer ellersnefeltet fra Les Courtes, men vælger at fortsættened ad graten mod dem. Graten bliver nu betydeligtsværere: smallere, stejlere, med mindre sne ogmere eksponeret for solen. Vi kommer dog til Aig.de Chenavier, hvor ruten fra North-East slopen 40 41