Sorgteorier kan ikke altid stå alene - Børn, Unge & Sorg

Opgavemodellen(Worden, 1991)Erkende realiteten af tabetOpleve sorgens smerteTilpasse sig til livet uden den dødeFølelsesmæssigt omforme forholdet til dendøde og gå videre i livetI modsætning til de tidligere opfattelser afsorgarbejde opererer de nye sorgteorier med, atbåndene til den døde ikke nødvendigvis skalbrydes, men at de skal omformes. I Ungegruppenindgår det som en del af sorgbearbejdningenat afklare, hvordan den unge kan have forælderenmed sig videre i livet. Fx som en, hvisværdier man kan tage med sig, som man kan’føre dialoger med’ og ’konsultere’, samt iform af gode minder. Mange af de unge skriveri slutningen af gruppeforløbet et afskedsbrev tilden forælder, de har mistet. Indholdet af et afskedsbrevbestår både i at tage afsked med det,den unge aldrig får mere af (det tabsorienteredespor), og en beskrivelse af, hvordan den ungetager den døde forælder videre med i livet (detgenopbygningsorienterede spor).”Jeg kommer aldrig mere til at se dig igen, ogdet var næsten noget af det værste at tænke på.Jeg kommer aldrig mere til at gå lange turesammen med dig, eller se dine glade øjne og ditbegejstrede smil, når vi mødtes. Aldrig merekommer vi til at sidde og hyggesnakke ellercykle sammen. Alle de gode ting vi havde sammen,vil aldrig ske igen. Jeg savner dig tit far.Du var min nærmeste og den jeg så op til (dettabsorienterede spor).Men selvom du ikke er her, har jeg dig dogstadig meget med i mange af de ting, jeg gør.Når jeg står i nogle situationer, hvor jeg harTo-sporsmodellen(Stroebe & Schut, 1999)Erkende realiteten af tabet- og acceptere realiteten af, at verden er ændretOpleve sorgens smerte- og tage pauser fra sorgenTilpasse sig til livet uden den døde- og mestre den (subjektivt) forandrede omverdenFølelsesmæssigt omforme forholdet til den dødeog gå videre i livet- og udvikle nye roller, identiteter, relationersvært ved at beslutte mig, tænker jeg ofte på,hvad mon du ville have rådet mig til. Du varikke bare min far, som var god til mange praktisketing. Du var også min vejleder og rådgiver– også i faglige sammenhænge. Det betyderikke, at jeg altid følger dine råd, men det ermeget trygt at vide, hvad du ville have sagt.Noget af det mest betydningsfulde, jeg har lærtaf dig, og som jeg tager videre med i mit liv erat være en fighter og ikke give op trods modgang.Jeg tænker tit på dig og fortæller andreom dig. Når jeg gør det, får jeg både lyst til atgrine og græde på samme tid. Det er rart atkunne grine over et minde om dig.” (det genopbygningsorienteredespor).Citater fra 21-årige Steffens afskedsbrevefter et forløb på 11 måneder i UngegruppenBehov for en model med et tredje spor:Bearbejdelse af traumerTo-sporsmodellen er et værdifuldt udgangspunktfor arbejdet med unge, der har mistet enforælder. Men for de unge, der har levet længemed en syg forælder og været meget involvereti sygdomsforløbet, er det ikke tilstrækkeligt atarbejde med opgaverne i de to spor. Ofte er detheller ikke muligt, uden at der forinden ellersideløbende arbejdes med traumerne fra opvækstenmed en alvorligt syg forælder. Livagtigebilleder og pinagtige sanseindtryk fra sygdomsforløbetkan desuden betyde, at den ungePsykoterapeuten nr. 3, oktober 200841

ikke har tilgang til gode minder om og med dendøde forælder.I forhold til disse temaer arbejdes med brevskrivningom de traumatiske oplevelser ogdetaljerede beskrivelser af svære situationer, deunge har stået i, og som de ikke var modne noktil at takle. Som en del af traumebearbejdningener det centralt at give den unge plads til atmærke, hvordan det var at leve i et evigt alarmberedskabi forhold til, om sygdommen udvikledesig i negativ retning, og med angsten for atforælderen kunne dø. Det er endvidere vigtigt,at den unge får beskrevet de situationer, hvorbarnet/den unge blev involveret i forhold omkringforælderens sygdom, som den unge ikkeudviklingsmæssigt var parat til.Under sygdomsforløbet har mange af de ungesom tidligere beskrevet knyttet sig meget tæt tilden syge forælder og har haft mere fokus pådennes situation og behov end på, hvordan detvar at være den unge og se forælderen forfaldebåde fysisk og psykisk. På grund af den stærkeidentifikation med forælderens lidelser viserdet sig ofte for svært at skrive om disse ting tilden døde forælder, fordi det aktiverer en masseskyldfølelser, som komplicerer behandlingsarbejdet.I stedet kan de unge i en periode skrivebreve til en levende person, de er tæt knyttet til,og fortælle om, hvordan det var for den unge ide forskellige belastende situationer. Ogsågestaltterapeutiske metoder inddrages i form afdialoger, fx mellem ’lille Malene’ (den pige,der var vidne til mors lidelser) og ’store Malene’(den unge voksne, som hun er i dag). Undervejsi processen bliver de unge efterhåndenparate til at skrive direkte til den forælder, somde har mistet, hvilket er vigtigt for at få forælderenned i ’øjenhøjde’ og bryde det symbioselignendeforhold, hvor især unge kvinder beskriver,at de blev veninde med deres syge mor.I arbejdet med udviklingsforstyrrelser hjælpervi således den unge til at bryde det symbiotiskeforhold til forælderen. Derudover støtter vi denunge i at opbygge venskaber og fortrolighedmed jævnaldrende unge.Malene på 23 år har mistet begge forældrepga. kræft, far som 13-årig og mor som 19-årig. Moderen var syg i 12 år, og Malene vartæt involveret i mors sygdomsforløb, fulgte medtil undersøgelser og behandling. Malene havdeet meget tæt forhold til sin mor. Angsten bleven vedvarende følgesvend i alle årene, og somvoksen lider Malene af hyppige angstanfald.Oplevelser fra sygdomsforløbet blev hun førstefter en tid i gruppen i stand til at genkalde siggennem brevskrivningen, hvor de efterhåndenkom som perler på en snor. Som fx: ”At væremed på hospitalet, at være barn, datter, voksen,beskytter, stille kvalificerede spørgsmål, at væremeget bange, at være i en situation som jegvar alt for ung til, og som jeg havde været i altfor mange gange før. – Jeg kan huske min førstelægesamtale, jeg var omkring ni år, minmor havde tænkt, at det ku’ være godt, at jeg fiken forklaring på hendes sygdom. Jeg husker lægenssure humør og hans gestikulerende armbevægelser– det var frygteligt. Det eneste jegtænkte på, var at løbe min vej, men blev for atgøre min mor glad. Jeg løj og sagde, at jeghavde fået noget ud af det. Der er så mangeting, jeg har været med til, stråling, blod, scanningog undersøgelser. Det gav mig en indsigt,som jeg var alt for lille til, selvom jeg ved minmor gjorde det af bedste vilje.””Hvor var kræfterne til et teenageopgør, nårman dårligt nok kunne overleve smerterne frakræften? På den ene side ville jeg gøre alt forat bevare vores barne-mor forhold og jeg villeblive hos hende for altid, på den anden side,var der også et meget spændende begyndendevoksenliv med fester, kærester osv.”For Malene var det en vigtig del af processengradvis at kunne erkende, at hendes mor bådevar en god og dejlig mor og rent faktisk havdeinvolveret Malene for meget i sin sygdom, samt42Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008

at nå frem til at kunne formulere dette direktetil sin mor. Derved blev symbiosen til moderenlangsomt brudt, og Malene lærte at brugejævnaldrende som fortrolige.AfslutningÅbenhed over for børnene omkring sygdom erblevet gældende norm. I modsætning til tidligere,hvor sygdom ofte blev nedtonet eller ligefremfortiet ud fra devisen: ’det man ikke ved,har man ikke ondt af’. Samtidig er det interessant,at normen om åbenhed tilsyneladende oftebegrænses til kommunikation om faktuelle forholdved sygdommen (biologi, prognose, behandlingstiltagm.v.), mens der i mindre gradkommunikeres om de følelsesmæssige aspekter.9 Vi er enige i, at det er godt at inddrage familiensbørn og unge meget, og de unge ønskerdet også selv. Men som beskrevet har åbenhedenen bagside, som der er alt for lidt opmærksomhedpå. Sat lidt på spidsen er vi gået fra enyderpol, hvor vi slet ikke involverede børn ogunge i forhold til forælderens sygdom, til denanden yderpol, hvor de nu overinvolveres. Udfordringenbliver at finde en farbar og hjælpsomvej mellem de to poler til gavn for børn ogunge med syge forældre.I dag mangler vi forskningsbaseret viden om,hvornår og under hvilke forudsætninger det ertil gavn for den unge at blive involveret i forælderensalvorlige sygdom, og hvornår det kanvære problematisk eller ligefrem gøre skade. IUnge & Sorgs videncenter har vi derfor netopigangsat et 2-årigt forskningsprojekt, der forhåbentligkan bidrage til at nuancere problematikken,så åbenheden tilpasses børnenes og deunges behov. Mens vi afventer forskningspro-9 Thastum M, Johansen MB, Gubba L, Olesen LB, RomerG: The Inner World of the Coping Child: A QualitativeExplorative Study of Children of Parents with Cancer. I:Children of Somatically Ill Parents (COSIP). InternationalPerspectives on Family-Oriented Mental Health Prevention.2005.Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008jektets resultater, udgiver Unge & Sorg i løbetaf efteråret 2008 to pjecer, der bygger på voreserfaringer. Pjecen Min far/mor er syg henvendersig til unge, som har en alvorlig syg forælder.Den beskriver almindelige måder at reagerepå, og hvad der kan hjælpe den unge.Pjecen Jeg er alvorligt syg – hvordan støtterjeg bedst mine børn? henvender sig til alvorligtsyge forældre til teenagere eller unge i 20’erne.Den giver en række forslag til, hvad man somforælder kan gøre for at støtte den unge bedstmuligt under sygdomsforløbet.Preben Engelbrekt eruddannet socialrådgiver,psykoterapeut MPFog cand.scient.soc. Centerchefog medstifter afRådgivnings- og VidencentretUnge & Sorg.Tidligere ansat i en kommunal børne/-familieafdeling, Kræftens Bekæmpelse og somtimelærer på Den Sociale Højskole.Marianne Bache ercand. psych., specialistog supervisor i organisationspsykologisamtefteruddannet i eksistentielcoaching. Arbejdersom rådgiver og vidensmedarbejderi Rådgivnings-og VidencentretUnge & Sorg. Tidligere ansat bl.a. iScleroseforeningen som ledende psykolog ogrådgivningschef, i Forsvarets Center forLederskab og på socialrådgiveruddannelsen.43

SPUD: Evaluering har udviklet voresuddannelserEVALUERINGBestyrelsen for Sammenslutningen af PsykoterapeutiskeUddannelser i Danmark (SPUD) anbefaler andreuddannelsessteder at gennemgå den evalueringsproces,som konsulentfirmaet Reflektor forestår påbaggrund af kvalitetskriterier fra Socialministeriet (nuVelfærdsministeriet), Undervisningsministeriet samtIndenrigs- & Sundhedsministeriet.Gennemskuelighed, udvikling og høj kvalitet er nogle afde ord, bestyrelsen i SPUD hæfter på den evalueringsproces,som flere psykoterapeutiske uddannelser har væretigennem det seneste års tid.”Det har været en meget inspirerende proces. Udover at fåmulighed for at dokumentere, at vi arbejder med kvalitet,har vi også fået snakket grundigere end normalt om nogleaf de ting, vi går og gør. Det har været meget udviklende,”siger SPUD-formand Susanne Broeng fra KemplerInstituttet om processen, som det private firma Reflektorhar forestået på baggrund af kriterier fra tre ministerier.”Det har på alle måder været en god og sund proces, somhar været præget af dialog, åbenhed og tryghed, uden atkvalitetskriterierne på nogen måde er blevet slækketundervejs,” siger næstformand Bent Hansen fra DanskNLP Institut.44VaredeklarationI SPUD er bestyrelsen tilhængere af evalueringen, blandtandet fordi den kan være med til at højne kvaliteten påalle uddannelserne. ”Vi trænger til en varedeklaration, såpotentielle psykoterapeutstuderende kan se, hvad de betalerfor. De opsøger os jo i god tro, betaler mange pengeog bliver udsat for lidt af hvert. Så skal tingene bare værei orden,” siger Bent Hansen om processen, hvor de studerendepå de forskellige uddannelser også har været inddragetbåde som medlemmer af de lokale evalueringsudvalgog via de stikprøver, Reflektor har foretaget. ”Dethar været spændende at se, om det, vi går og tænker, ogsåer det, som de studerende oplever,” siger Susanne Broengom selvevalueringsprocessen.Bestyrelsen i SPUD er også tilfredse med, at Reflektor ievalueringsprocessen ikke har stillet spørgsmålstegn vedde forskellige uddannelsers ideologier eller teoretiske tilgangetil psykoterapi, så længe de hver især har været istand til at dokumentere, at deres tilgang er grundig, lærerneer veluddannede, og at undervisningen følger en faststruktur. ”De deltagende institutter udgør jo et broget billede,men vi har fået lov til at være forskellige, så længevi holder en standard,” siger Bent Hansen.12 kriterierProcessen har været bygget op om de 12 kriterier, som detdaværende Socialministeriet, nu Velfærdsministeriet, udarbejdedesammen med Undervisningsministeriet og Indenrigs-& Sundhedsministeriet i 2004:FormålOptagelseskriterierUddannelsens struktur og indholdUnderviserneUndervisningsformerEksamen/Prøve/EvalueringEksterne censorerFysiske faciliteterIntern kvalitetssikringRegistrering af de studerendePsykoterapeuten nr. 3, oktober 2008

Organisation og ledelseØkonomiKilde: Reflektor – Evaluering af private psykoterapeutuddannelser– Vejledning – november 2007Da processen begyndte, skulle uddannelserne efter en fællestemadag evaluere sig selv og ud fra en vejledning på32 sider vurdere, om de overhovedet var i nærheden af atopfylde kriterierne. Valgte uddannelsen at deltage, betalteman engangsgebyret på godt 40.000 kroner og modtogkort efter kommentarer fra Reflektor på sine indledendesvar.I løbet af de kommende måneder blev kontakten melleminstitut og Reflektor intensiveret og kravet til detaljeringsgradersat i vejret. Undervejs var der flere møder, hvorReflektor pegede på punkter, hvor uddannelsens kunneforbedre sig. De studerende blev inddraget, Reflektor varpå kontrolbesøg blandt andet for at bese de fysiske rammer,og til sidst fandt den afsluttende evaluering sted.Åben og gennemskuelig proces”Det kan være svært at måle kvalitet, når vi er så forskellige,men fordi Reflektor løbende gik tættere og tætterepå, lykkedes det dem at finde vores eventuelle svagepunkter, som vi så stille og roligt kunne forbedre. De varikke rigide og ude på at dumpe os, men ville hellere udvikleos. Derfor sad vi ikke og passede på, men var åbne,”siger Bent Hansen fra Dansk NLP Institut. ”Fra begyndelsenhar processen været præget af både kvalitet og gennemskuelighed,så vi undervejs selv har været i stand til atvurdere, om vi levede op til kravene eller ej,” siger SusanneBroeng fra Kempler Instituttet. Som et eksempel på, atkriterierne giver plads til de fleste psykoterapeutiske retninger,så længe uddannelsen og institutionens offentligttilgængelige ’varedeklaration’ er grundig nok, kan nævneset af kravene til uddannelsens struktur og indhold:I undervisning i teori skal blandt andet indgå: Pågældendepsykoterapeutiske retnings historie og udvikling i samfundsmæssigsammenhæng. Teori om psykoterapibegrebetshistoriske udvikling. Teori om kommunikation. Teoriom udvikling og personlighedsdannelse. Forståelse afteoriens implikationer for begreber som sundhed og sygdom.Teori om den pågældende retnings psykoterapeutiskebehandlingsforståelse. Endvidere skal der være undervisningi psykopatologi samt metodik og empiri frapsykoterapiforskningen og i evidensbaserede psykoterapimetodermed videre.Kilde: Reflektor – Evaluering af private psykoterapeutuddannelser– Vejledning – november 2007Med til at sikre, at kommende studerende bliver undervistaf veluddannede fagfolk, kan også nævnes det fjerde af de12 kriterier. Det stiller både krav til uddannelsens indholdog længde samt forlanger, at underviserne udvikler sigløbende for eksempel via efteruddannelse, coaching ogsupervision:Undervisere, der underviser i den praktiske del af uddannelsen,skal have en psykoterapeutuddannelse af minimum4 års varighed og praktisk erfaring af minimum 4-5års varighed indenfor det terapiområde, der undervises i.Der kan som supplement tilknyttes undervisere med enanden uddannelsesbaggrund til undervisning i emneområder,der er relevante for de studerende. Disse undervisereskal have en relevant, lang videregående uddannelse.(…)For fastere tilknyttede undervisere skal dervære fastsat retningslinjer for en løbende faglig udvikling.Kilde: Reflektor – Evaluering af private psykoterapeutuddannelser– Vejledning – november 2007Genevaluering om fire år”Vi kan varmt anbefale andre uddannelser at lade sig evaluere.Via faglig selvrefleksion har vi udviklet os, samtidigmed at vi har fået dokumenteret vores niveau,” sigerformanden for SPUD, Susanne Broeng fra Kempler Instituttet,som ifølge reglerne skal evalueres igen om fire år.”Fordi processen har været så sund, glæder jeg mig alleredetil næste gang,” siger Susanne Broeng, som bakkes opaf næstformand Bent Hansen fra Dansk NLP Institut.”Der er ingen tvivl om, at branchen har godt af at lade sigevaluere, og markedet efterspørger det. Samtidig er detmin erfaring, at hvis man er indstillet på at gå ind i det udviklingsarbejde,som processen kræver, så får instituttetogså en højere kvalitet,” siger Bent Hansen.Artiklen er produceret for SPUD af journalist JacobVestergaard. Susanne Broeng og Bent Hansen understreger,at de taler på vegne af hele bestyrelsen iSammenslutningen af Psykoterapeutiske Uddannelser iDanmark (SPUD).Psykoterapeuten nr. 3, oktober 200845