Københavnerne og Religionen.pdf - Hovedbiblioteket.info

hovedbiblioteket.info

Københavnerne og Religionen.pdf - Hovedbiblioteket.info

SMAA KIRKER 351den f. Eks. paa Vesterbro rykket ind i den forhenværende Dansesalon„Valkyrien", hvor der prækedes 3 Maaneder efter, at KvarteretsPiger og Hopsadrenge havde svunget sig for sidste Gang.Den er nu Mariæ Bedesal, og foruden den gamle Dansesalon harogsaa et andet Forlystelsesetablissement,nemligdetborgerligtanstændige„Sortedamslund", maattetvige Pladsen for enKirke. Andre Steder harman ladet sig nøje medet primitivt og derformeget billigt Kirkeskur,saaledes Jernkirken iRyesgade, der nu, efterat Kvarteret deromkringhar faaet Fredens Kirke,er bleven flyttet ud paaNørrebro under Navn afSimeonskirken. Senerehar man benyttet Kokolithsom Materiale til deKirkebygninger,der kuner tænkt som midlertidige.Men ved Siden derafhar den private KirkebyggevirksomhedogsaaJernkirken (Simeons Kirken) paa Nørrebro.skaffet Hovedstaden enRække Kirkehuse, der er blevne en arkitektonisk Pryd for Byen,saadanne som Andreaskirken ved Nørrevold, Eliaskirken paa VesterbrosTorv, Markuskirken ved Forchhammersvej, Brorsonskirkenved Rantzausgade m. fl.Spørger man nu, hvor de Penge er komne fra, som er medgaaedetil hele denne Udvikling — man anslaar ialt omkring 3 MillionerKr. — saa er det Svar, Fondets Ledere giver, at den allerstørsteDel deraf er kommet fra Hovedstaden selv, og at det i stigendeGrad er Københavnerne, der betaler deres Kirker. Fra Begyndelsenhar det ikke været saaledes. Da var det „Kirkenøden i Hoved-


352 MILDERE STEMNING OVERFOR KIRKENstaden" man søgte at afhjælpe væsentlig ved Bidrag fra det øvrigeLand. Og da vi alle er Mennesker, ogsaa de kirkeivrige, saa har velnok, ved Siden af den oprigtige Iver, nogen Følelse af moralskOverlegenhed gjort sig gældende, naar man lagde sin Skærv til denFond, for hvis Midlerdet ugudelige Københavnskulde bringesunder religiøs Paavirkning.Der har vel nokogsaa hos Københavnerneværet nogen Fornemmelseheraf. I hvertFald kan man nok sige,at populær var Kirkesagenikke i de førsteAar af Virksomheden.Det er til Dels blevetanderledes nu. Udenforde kirkeligt sindedesKreds er man blevenmildere stemt, dels fordide nyere Kirker hartilført Byen et betydeligtPlus i arkitektoniskSkønhed, dels fordi deraf Kirkens Mænd navnligi de senere Aar udføreset meget betydeligtI Forstadskirken : Forberedelse til Barnedaab.humant Arbejde, somenhver uden Hensyntil religiøse Anskuelser maa have den allerstørste Respekt for.Virksomheden forgrener sig over en Mængde Omraader. Derudføres saaledes gennem de kristelige Ungdomsforeninger et stortOplysningsarbejde, og ogsaa paa Børnesagen har de religiøse Foreningerøvet stor Indflydelse. Men i Hovedsagen kan man søge detkristelige Barmhjertighedsarbejdes Hovedtyper dels i Menighedsplejen,dels i den sociale Bevægelse, der er udgaaet fra Vækkelsesmøderneeller staar i Forbindelse dermed.


Efter Maleri af ErikHenningsen.DROSKEKUSKENS MIDDAG


MENIGHEDSPLEJERNE 353Menighedsplejerne er jo ikke nogen ny Institution. Men de har ide senere Aar faaet den faste Organisation og den praktiske Arbejdsmetode,der har gjortdem til et saa vigtigtLed i Byens Velgørenhed.— De samvirkendeMenighedsplejer.somde hedder,og som bestaar af enSammenslutning afialt 43 enkelte Mehedsplejer,raader nuhvert Aar over et Beløbaf gennemsnitlig200,000 Kr. De harialt omtrent 700Medarbejdere,og derafomtrent 70 faguddannede,særlig Diakonerog Diakonisser.Omsorg for de sygeer nemlig en Specialitet,som Menighedsplejernenavnlig hartaget op.For den almindeligeVelgørenhed virkerMenighedsplejernei nært SamarbejdemedKøbenhavnsUnderstøttelsesforeningsaaledes,at man hjælperde trængende efterUndersøgelse afderes Forhold. Til at anbringe Hjælpen paa de rette Steder tjenerbl. a. de saakaldte Menighedskort. Den, der ikke ønsker at „giveved Dørene", men som ogsaa nødig lader en fattig gaa uhjulpenbort, kan købe disse til forskellige Priser, som indgaar i Menigheds-Stor-København. II 23


354 GAMLES LANDOPHOLDplejens Kasse. Den fattige kan henvende sig til Menighedsplejenmed Kortet; er han ikke ufordelagtig kendt her som en, paa hvemal Hjælp er spildt, faar han en Understøttelse, der svarer til Beløbet.Men bestaar han ikke for Undersøgelsen, eller gør han overhovedetikke noget Forsøg paa at indløse Kortet — ja, saa er Beløbetaltsaa indgaaet i Menighedsplejens Kasse og vil komme andretrængende til gode.Menighedsplejen har imidlertid ogsaa andre Specialiteter. En afdem er „Gamles Landophold", der dels ved at søge gamle fattigeMennesker anbragt for en Dag ad Gangen hos en Familie paa Landetsom en Art Feriebørn, dels ved selv at foranstalte Skovture fordem søger at kaste en Lysstraale, et Glimt af en dansk Sommersoldag,ind i deres glemte og ensomme Tilværelse. Sælsommere Selskaberend dem, som Foreningen paa disse Ture fører ud i dennordsjællandske Natur, ses vel sjældent. Folk, der i en hel eller enhalv Snes Aar ikke har været udenfor Byens Grænser, og som idet allermeste af den Tid har siddet indestængt paa deres fattigeVærelser, fremmede for og færdige med det Liv, der boltrer sig iSollyset udenfor deres Vinduer — de opdager pludselig en Dag, atder endnu er nogen, der interesserer sig for deres Vel, — at derendnu er en Sol, der lyser for dem ogsaa. Maaske er det Følelsenheraf, der gør Skovturen til et Lyspunkt, der for lange Tider kangennemskinne deres Tilværelse — endnu mere end Glæden vedselve Turen, skønt den i og for sig er herlig og foranlediger dem tiltalrige Ytringer af Taknemmelighed — ja, undertiden til saa stærken Trang til at takke alle og enhver, der har bidraget det ringestetil Dagens Vellykkethed, at de efter at have rejst sig fra Bordet udeSkovrestauranten gaar rundt til Opvarterne, stikker dem paa Nævenhver især og siger Tak for Mad!En anden Specialitet, som nu agtes paabegyndt, er Omsorgen forBørnenes Sundhed. København er den af de moderne Storbyer, deropviser størst Dødelighed blandt Smaabørn, og man ræsonnerer nusaaledes, at den eneste Maade at modvirke dette Forhold paa er atlade Børnene blive underkastet et regelmæssigt Lægeeftersyn. Managter derfor at oprette Lægestationer, hvor Mødrene kan møde enGang om Ugen og faa de smaas Sundhedstilstand efterset. Imidlertidtør man ikke gøre Regning paa, at Mødrene for intet skuldehave den Ulejlighed. Man har derfor i Sinde at yde dem en Godt-


VÆKKELSESMØDERNE 355gøreise for det i Form af Mælk. Det er ganske sikkert en udmærketFremgangsmaade, der blot har den Fejl ikke at være saa ganskebillig.Dybere ned i Samfundet søger Kirken at naa gennem Vækkelsesmøderneog den humane Virksomhed, der staar i Forbindelse dermed.Møderne er i sig selv et Udslag — og vel det mest yderliggaaende— af Tendensen henimod en Demokratisering af Kirken.Og ogsaa det humane Arbejde, der er udgaaet fra Lederne deraf,tager Sigte paa dem, der er dybest sunkne: Bøllen og Alfonsen,Skøgen, Drukkenbolten.Men disse Mennesker skal have det paa deres egen Maade.Overfor de Befolkningslag, der ikke blot staar ligegyldige men ogsaafjendtlige overfor Kirke og Religion, nytter det ikke at aabne Adgangtil en venlig Kristendomsforkyndelse i en smuk Kirke, med Orgelmusikog velklædte, dannede Kirkegængere. Her skal krasserePaavirkningsmidler til. Vækkelsesmødernes Mænd har indset, atValget stod paa at bruge disse Midler eller lade disse Folk fremdelessejle deres egen Rendesten.Man valgte — til Forargelse for en og anden højkirkelig Prælat —de krassere Midler.Man stævnede til Møder i Koncertpalæet, i Bethesda og i enenkelt Kirke. Men allerede disse Lokaler var for fine. Med Kirkengik det endda an; dér kunde man dog gaa ind lige fra Gaden, menKoncertpalæet var for aristokratisk for de Folk, der boede omHjørnet i Borger- og Adelgade. Og helst holdt man derfor Møderpaa Steder som „Figaro", „Fønix", „Kæden" o. s. v., hvor intet forstyrredeFølelsen af hjemlig Hygge.Selve Paavirkningsmidlerne søgte man at gøre saa folkelige sommuligt. Man virkede ved Sang, ved folkelige og jævne Taler.Og man havde Fornøjelsen at se et Publikum, der vel for enDel bestod af Folk, der i Forvejen var religiøst sindede, men hvorider dog blandede sig en talrig Repræsentation for dem, man i førsteRække vilde have i Tale. Ikke mindst Damerne fra Smaagaderneog deres Kavallerer.Det følger af sig selv, at disse Folk undertiden var noget besværligeTilhørere, og at Udsmidninger, nødvendiggjorte ved Optøjer,ikke var ualmindelige. Men ofte hændte det ogsaa, at Andagt traadtei Stedet for Oplagtheden til at „lave Fest".23*


356 DET BLAA KORS"En af Vækkelsesmødernes Ledere fortæller saaledes om et Selskabaf Hopsadrenge, der en Aften kom til ham og bad ham holde etMøde med dem. Skønt Opfordringen øjensynlig ikke stammede franogen aandelig Trang, men meget snarere var fremsat i Haabet omat faa „Ramasjang", gik han dog ind paa det og samlede Selskabeti Sakristiet til Garnisons Kirke. Og lidt efter lidt blev Flertalletgrebet. Ja, da der var nogle enkelte, der blev ved at støje op, forlangteKammeraterne, at de skulde forlade Lokalet, og iværksatte,da de var uvillige dertil, en Udsmidning efter alle Kunstens Regler.Hvorpaa Mødet fortsattes — med det Resultat, at flere af Deltagerneherefter hørte til Vækkelsesmødernes stadige Gæster.I nær Forbindelse med Vækkelsesmøderne staar dels den Af holdsbevægelse,der øves af det internationale Selskab „Det blaa Kors", delset Missionsarbejde blandt de under Oktoberloven hørende Kvinder.„Det blaa Kors", blandt hvis ivrigste Agitatorer en tidligereLersøbølle indtager en fremtrædende Plads, tæller nu ikke mindreend 4000 Medlemmer i Hovedstaden. Foreningen virker her vedMøder, der helst holdes i smaa Lokaler i Proletargaderne, og vedOprettelse af smaa Drankerhjem, hvor de, der ønsker at befries fraDrikkesygens Forbandelse, kan opholde sig nogle Maaneder. Deter fra Østerbro, den danske Afdeling af „Det blaa Kors" er udgaaet,men Organisationen spænder forøvrigt nu over hele Landet, hvorden tæller ialt omtrent 20,000 Medlemmer.Arbejdet blandt de faldne Kvinder er af ret ny Datum, idet detegentlig først er begyndt efter Oktoberlovens Ikrafttræden. Det erpaa en Maade en Fortsættelse af Midnatsmissionen, men i en oganden og — det bør siges — mere tiltalende Form. I Stedet forMissionæren, der holdt Vagt i de smaa Gader og opfordrede Herrer,der var paa vildene Veje, til at „komme til Jesus", er traadtKvinder, for en stor Del Damer af Bourgeoisiet, der opsøger ikkede Mænd, der søger Prostitutionen, men de Kvinder, der øver den.Her er ofte de Annoncer, hvori der under en let Tilsløring tilbydesUtugt, og som enkelte Blade optager, en god Vejledning, idet demissionerende Damer gaar efter de opgivne Adresser for at paavirkede averterende Kvinder til at søge en hæderlig Levevis.Endelig er der begyndt en Virksomhed, der øves af unge Piger,oftest under de tyve, og som gaar ud paa at gaa om paa Byensmest berygtede Knejper og synge „Vækkelsessange". Det er en


VÆKKELSESSANGE PAA KNEJPERNE 357Kendsgerning, at de saa godt som aldrig forulempes, selv i Vognmagergadesværste Kipper — ja, paa Steder, hvor Politiet ikkeuden stor Betænkelighed indlader sig paa at vise sig. Tværtimodfinder de for det meste redebonne og taknemmelige Tilhørere, dermaaske først betagesved at høre unge ogfriske PigestemmersVelklang i de Rum,hvor der for det mestekun lyder raa Brændevinsrallen,men somefterhaanden vænnersig til at lytte til Ordeneogsaa. Og mereend en Gang har detvist sig, hvor nær derunder den slammedeOverfladealligevel liggergod og ufordærvetHjertemuld.Alle disse Bestræbelserfra kirkeligSidefor at komme i Forbindelsemed de Befolkningslag,der erBunden nærmest, harimidlertid haft Betydningikke alene forVed Orgelet.disse men ogsaa forKirken selv og dens Mænd. Det er ikke til at tage fejl af, at maner ved at komme bort fra den Dogmekristendom, der ikke formaarat opgive en Tøddel af Bogstaven, selv hvor Aanden nok saa megetsynes at være i fuld Kraft, og at selve Indremissionens mørke ogstrenge Aand er ved at paavirkes af en bredere Menneskelighed og— det maaske ogsaa — af den jævne Københavners sejge Gemytlighed.Det er da ogsaa umiskendeligt, at den gængse københavnskePræstetype er ved at undergaa en Omdannelse. Den salvelsesfulde„Velærværdighed", hvis Tale var idel professionel Sagtmodighed


358 DEN MODERNE PRÆSTETYPEog Sødhed, tilhører nu nærmest kun Farcen paa Teatret. Hans Afløserer en Mand, der ikke er saa lidt i Slægt med den politiskeAgitator: altid rede til at staa for Skud, klar, slagfærdig og i Besiddelseaf et personligt Mod, der ikke sjældent sættes paa Prøve, altidtilgængelig for Offentligheden, bestandig følende sig som en Krigeri aaben Mark. Kanske er han ikke i Besiddelse af den alsidige Dannelse,den æstetiske og filosofiske Kultur, der gav Teologer af denMartensenske Skole deres fremskudte Stilling i det toneangivendeKøbenhavn; han er det ikke allerede af den Grund, at en travlt optagetkøbenhavnsk Præst har sine 16—17 Timers Arbejdstid i Døgnetog saaledes kun føje Tid til at uddanne sin Aand. Dette er velnok paa visse Kanter et Tab for Kirken, der af den Grund kanhave Vanskelighed ved at bevare et Forhold til de dannede Klasser,og det kan næppe heller nægtes, at der Haand i Haand med et„idealistisk" Opsving gaar en Trang hos den enkelte til at udviklesig sin Livsanskuelse uafhængigt af Kirken — og det selv om hanovervejende staar paa det samme religiøse Standpunkt som den.Vil man opgøre Udviklingen af Kirkens Stilling i Hovedstadeni de sidste tyve Aar som et Fremskridt — og man vil vanskeligkunne andet — saa kan man umuligt overse den betydningsfuldeRolle, Frelsens Hær har spillet. Meget af det, som nu KirkensMænd har taget op, er først begyndt af Hæren, saaledes baade Arbejdetfor en religiøs Paavirkning af de dybest sunkne og det socialeArbejde i dets forskellige Forgreninger. Hvad der her udrettes af„Soldaterne" i de røde Trøjer og Kvinderne med de kvækeragtigeKysehatte er bekendt nok; fra det „sociale Hovedkontor" i Saxogadeer efterhaanden udgaaet en Række humane Foretagender —som Natteherberger, Arbejdsstuer, Redningshjem for faldne Kvinder,Vuggestuer, Eftersøgelseskontor og meget mere — der fra alle Siderhar skaffet. „Hæren" fortjent Paaskønnelse.Noget andet er det jo saa, hvad man mener om selve Arten ogMaaden, hvorpaa dens religiøse Propaganda øves. Selv blandt dem,der fuldt ud sympatiserer med Maalet, vil der sikkert findes mange,der bestandig vil føle sig dybt og inderlig frastødt af den religiøseHysteri eller Hypnose, som det er denne Gudstjenestes Opgave atfremkalde.Det er i „Hæren"s Forsamlingslokale i Frederiksberg Allé,en Søndag Eftermiddag. Hæren har som saa ofte Besøg af en højt-


I FRELSENS HÆR 359staaende engelsk „Officer", en af dem, der drager fra Land til Landfor at hverve Tropper til General Booths store Armé. Udenfor„Hovedkvarteret" reklameres der for ham paa en Plakat, der minderom dem, hvormed Varietéerne søger at slaa deres Stjerner op.Lokalet er fuldt — af en meget uensartet Mængde. For en storDel bestaar Publikum naturligvis af „Soldater" af begge Køn, derdels opholder sig oppe paa Tribunen, dels har taget Plads nede iVinterfest i „Frelsens Hær H s Tempel i Frederiksberg Allé.Salen. Men de fleste er øjensynlig nysgerrige — Folk, som tilfældigviskom drivende paa deres Søndagstur der ude i FrederiksbergAllé, og som lokkedes indenfor af Plakaten — eller af Sangen ogHornmusiken, der høres, saa snart Indgangsdøren gaar op.Oppe paa Tribunen veksler det med Tale og Sang. Den fremmede„Oberst" har talt; han har holdt et ret banalt religiøst Foredrag,som Sætning for Sætning er blevet oversat af en indfødtOfficer.Saa tager de hjemlige Kræfter fat. De taler alle ganske monotont.Ordene falder saavel fra Kvinde- som fra Mandslæber som etevindeligt Dryp.Heller ikke i Indholdet er der synderlig Afveksling. BestandigW.ri


360 DEN RELIGIØSE HYPNOSEgentages Opfordringen til at lade sig frelse, til at komme til Jesus.Bestandig indskærpes det, at hvor stor en Synder man saa er, saaer det ikke for sent — endnu — men det kan være det i sidsteØjeblik; derfor kom nu — nu ...Nede i Salen sidder der en eller anden, hvis Hjerne er halvsløvetaf Drik eller Last, eller en, der under Tyngen af storeUlykker blot søger den nærmeste Havn for sit Liv. Han — ellerhun — er kommet ind i Salen i en ubestemt Trang til at søge Ly— at være, om saa kun en Times Tid, udenfor det Liv, hvorunderhan dagligt omtumles. Nu sidder han her og hypnotiseres af dissebestandigt gentagne hede Ord om at nytte Øjeblikket — ikke ladeendnu en Time gaa men komme, mens det er Tid. Noget bryderop i ham — en Svulmen af den moralske Selvopholdelsesdrift, somhan saa længe troede død. Og næsten uden at han ved af det, liggerhan i næste Øjeblik paa Knæfaldet og strækker sine Hænder opmod Officerens, der redebonne griber Synderens for at drage hamtil sig. Lidt efter glider han bag et Forhæng ind i Soldaternes Kreds,mens en ny Prædikant tager fat: O, se denne Synder, som tog modFrelsen, Gud afviste ham ikke, Gud tog imod ham, o, kom til Jesus,


KOM TIL JESUS! 361alle I, som trænger til Frelse, gør som denne Synder, Gud forstødteham ikke, ogsaa mod Dig strækker han Haanden ud, men maaskeer det næste Øjeblik for silde, o kom til Jesus, kom til Jesus, Amen,Amen, Amen!Mødet er imidlertid sin Slutning nær. Ingen flere Sjæle møderfrem. Men Soldaterne opgiver ikke Ævred. Nu begynder Paavirkningenaf de enkelte nede i Forsamlingen. Kysehattene og de rødeTrøjer blander sig mellem de tilfældige Tilhørere; der bøjer sig etbekymret Kvindeansigt over et andet, der er graat i Nætters Svir;hist lægger en Arm sig om et Par Mandsskuldre, hvis Ejermand oserBrændevinsdunst ud af Halsen. Kanske er om nogle Dage Gadestrygerskeneller den forfaldne Sjover bleven en ny Soldat forHæren.Naa, helt paalideligt er naturligvis det derved indvundne Menneskematerialeikke. Men hvad enten man nu sympatiserer medHærens Form for religiøs Paavirkning eller ikke, maa man anerkendeden Kendsgerning, at mange, der ellers vilde være gaaet tilBunds, derved er blevet reddede. Og der er mellem Officerernemange, der baade er oprigtigt religiøse og som har et fortræffeligtpraktisk Tag paa at øve human Virksomhed. En stor Styrke forHæren er dens internationale Organisation. Følelsen af at udgøre etstort Søster- og Broderskab, der breder sig over hele den protestantiskeVerden, søges da ogsaa paa enhver Maade understreget.Saaledes holder i alle Lande alle Officerer hver Formiddag et Bønnemødepaa et bestemt Klokkeslet.Mens Hovedparten af de Klokker, der hver Søndag ringer tilGudstjeneste i København — og der holdes hver Søndag gennemsnitliget Par hundrede offentlig bekendtgjorte Gudstjenester, hvortilsaa sikkert kommer en Del i mere eller mindre private Forsamlinger— tilhører Folkekirkens Gudshuse, saa er de dog ikke deeneste. Saagodtsom alle kristne Trossamfund har deres Tilhængereher, og de fleste har baade Kirker og Præster. Siden GrundlovensIndførelse af fri Religionsøvelse overhovedet muliggjorde andreTrosbekendelser end den lutherske at organisere sig og at kæmpefor deres Lærdommes Udbredelse, har da ogsaa flere af dem vundetstærk Fremgang.Dette gælder saaledes ikke mindst om den katholske Kirke. Atsige da den romersk-katholske, thi vel har den græsk-katholske i


362 GRÆSK-KATHOLIKERAlexander-Newski-Kapellet en af de prægtigste Kirker, der findes iHovedstaden, men dens Opførelse skyldes nærmest Kejser Alexanderden tredies nære Tilslutning til det danske Kongehus, og Kirkentjener saa godt som udelukkende dels som Gesandtskabskirke, delssom Kirke for græsk-katholske Udlændinge, der opholder sig herenten som bosatte eller paa Rejse. Anderledes med de romerskeKatholiker. Den Menighed, der samler sig om Pavekirken, bestaarRussisk Kirke i Bredgade.virkelig for en overvejende Del af danske Borgere. Der er jo daogsaa den Forskel, at den romerske Kirke i Modsætning til alleandre ikke-lutherske Trossamfund har historisk Tradition for sigher i Landet. Paa en Maade kan de danske Katholiker betragte sig— og gør det ogsaa — som de, der fortsætter Landets religiøseUdvikling paa dens oprindelige Grundlag.Skønt en stor Del af de katholske Gejstlige og af Medlemmerneaf de to Nonneordener, der er repræsenterede i København, er indvandrede,gør man sig da ogsaa tydeligt nok Umage for at give dendansk-katholske Kirke en national Karakter. Ikke for intet er denførste Kirke, der byggedes i København, opkaldt efter NordensApostel St. Ansgar. Der er middelalderlig Enfold snarere end ro-


ROMERSK-KATHOLIKER 363mansk Sværmeri i de Kirkebygninger, der har rejst sig her; den,der faar Foden indenfor f. Eks. i Nonneseminariet paa Strandvejen,tror sig snarere hensat til en dansk Klosterby paa ValdemarernesTid end til et af de Lande, hvor i vore Dage Katholicismen er denden herskendeReligion. Detskal siges,atogsaade katholskeGejstlige ideres Optrædenviser sig ien vis Forstaaelsemed dennationale Karakter,der meresætter Prispaa en jovialJævnhed endpaa Højstemthed.Katholicismenhar daogsaa gennemgaaeten stærkUdviklingi Løbetaf den sidsteMenneskealder,—Kirke ... ... ... . „ . ,'Alteret i Ansgarskirken i Bredgade.paa Kirke harrejst sig; Hovedstaden har nu, naar Ordrupkirken regnes med, ialt8 katholske Kirker. Og Menighedsmedlemmernes Antal, der, daGrundloven gaves, kunde anslaas til omkring 400, er nu mellem treog fire Tusinde. I stigende Antal er det da ogsaa indfødte, der ansættessom Præster her. Og under de sorte og graa Kutter, derdækker henholdsvis St. Josephs- og St. Elisabethssøstrene — de sidsteknyttede til Hospitalet i Sundby — er der ikke faa Københavnerinder.Imidlertid har det sin Vanskelighed for en ung dansk Mand at


364 HVORLEDES MAN BLIVER KATHOLSK PRÆSTblive katholsk Præst. Paa Ordruphøj findes ganske vist en katholskLatinskole, der forøvrigt ogsaa optager protestantiske Elever, og somselv flere af Folkekirkens Præster skylder deres Skoleuddannelse,men naar Studentereksamen er overstaaet, maa det øvrige Studiumforegaa i Udlandet, sædvanligvis ved et af de tyske katholske Universiteter,men ogsaa jævnlig i Rom eller i Belgien. Saa længe derikke kan studeres katholsk Theologi i København, vil dette ForholdEn Naturhistorietime i Katholsk Skole i Stenosgade.naturligvis lægge de ubemidlede Stene i Vejen, som kunde ønske attræde i Kirkens Tjeneste.Det er en almindelig udbredt Tro, at der tilflyder den danskekatholske Kirke rigelige Pengemidler fra et eller andet Fond i Udlandet,der har til Opgave at støtte Propagandaen i de protestantiskeLande.Det beror imidlertid paa en Fejltagelse. Der eksisterer intetsaadant Fond. De Kirkebygninger, som man i de senere Aar harrejst, er tilvejebragte ved Indsamlinger, hvortil der vel er kommeten Del Bidrag fra Udlandet, men ikke i nogen betydelig Mængde.1 øvrigt er de rejst af Menighederne selv — og paa Kredit. Thi meden kæmpende Kirkes Mod har Katholicismen her hjemme ikke


ST. JOSEPHSSØSTRENE 365været bange for at indlade sig paa Foretagender, hvortil de fornødnePenge først skulde skaffes.Dette gælder især om det Foretagende, som er det fortjenstfuldesteaf alt, hvad Katholicismen har sat i Verden her hjemme:St. Josephshospitalet i Griffenfeldtsgade. Da Josephssøstrene komind i Landet — den ældste Stamme fra Frankrig, mens Tilgangensenere mest er foregaaet fra Tyskland — havde de intet andet endderes Energi og deres to Hænder. Ejendommen, hvori HospitaletForedragssal i Seminariet paa Strandvejen.indrettedes, blev købt paa Prioriteter, og Renter og Afdrag indkommerved, at Hospitalet, der nu har over 400 Senge eller næstenHalvdelen af, hvad Kommunehospitalet har — sparer Løn til Sygeplejersker.Nonnerne har Ophold paa Hospitalet og faar hvert Aaren Dragt, men Lønnen, der ellers for en Sygeplejerske kan regnestil 4—500 Kr. om Aaret, og som for de omtrent 100 Nonnervilde udgøre op imod et halvt Hundredtusind Kroner, den sparerman.Nu i den senere Tid er endnu en Nonneorden bleven repræsenterether i Danmark. Det er de graa Elisabethssøstre, der har oprettetet Hospital med omtrent 50 Senge paa Amager. Saaledes erher i Landet den ydmyge, opofrende Nonne mere end den myndige


366 NONNERNEPrælat Katholicismens mest fremtrædende Skikkelse. Det katholskePræsteskab er vel efterhaanden blevet ret talrigt, og København ernu atter — hvad Byen ikke har været siden Reformationen — Sædefor en katholsk Biskop, der imidlertid ikke bærer Titlen Biskop afKøbenhavn men Biskop af Anastasiopolis — en lilleasiatisk By —og apostolisk Vikar for Danmark og Island. Men i de Sind, der følersig frastødt af Røgelseduften og Billedsmykningen i Kirken, af denI Biskoppens Arbejdsværelse.latinske Messe og det hemmelige Skrifte, og som vanskelig vindesaf en Præst, der trods hæderlige Bestræbelser dog taler LandetsSprog med en udpræget Accent — i dem lister Nonnen sig ind —den slægtløse Søster, der kun kendes ved sit Fornavn, og hvis Alderregnes fra den Dag, hun blev Kristi Brud. Hun kan maaske synesden, der kun kender hende fra Gaden, hvor hendes Person helt erforsvundet under Nonnedragten, som et underligt Neutrum, et Eksemplaraf Menneskeracen, der frivilligt har opgivet det, et Menneskemest burde hævde: sin Personlighed. Men den, der har følt hendesvarsomme Hænder stryge over sin feberhede Pande, vil vide, athun af kvindelige Drifter har bevaret den ædleste: Moderfølelsen,og at der i den stille Kvinde, der slet intet forlanger for sig selv,


I SEKTKIRKEN 367kan bo den største Energi og den uslideligste Udholdenhed, naardet gælder hendes Arbejde i Barmhjertighedens Tjeneste.Er det i dybere Forstand sandt, at enhver bliver salig ved sinTro, saa maa det indrømmes, at enhver efter europæiske Begreberfarbar Vej til Himlen har et Sidespor, der fører til København.Fremmede Statskirker som den reformerte eller den anglikanskehar deres Kirker og Menigheder her, om de vel i det væsentligekun bestaar af fremmede og deres Efterkommere. En større RolleI St. Joseph Søstrenes Seminariegaard paa Strandvejen.spiller imidlertid de Trossamfund, der er fremkomne som Oppositionmod de officielle Kirker, enten fordi de paa et eller andet Punktangreb deres Dogmer, eller de ønskede at samle sig om et andetGudstjeneste-Ritual. Disse Menigheder styrkes af Fornemmelsen afat være et kæmpende Samfund. De er ikke i Pagt med de sejrendeDele af Samfundet; de dyrker deres Gud paa Trods af dem. Det erda ikke den mindst oprigtige — og heller ikke den mindst fanatiske —Religiøsitet, der skal søges i Sekterne. Naar Søndagsklokkerne kalderMedlemmerne af Folkekirken til de store, officielle Gudshuse, hvorde lytter til en dekoreret Præsts embedsmæssige Forkyndelse, dagaar den kristne, der er Medlem af en Sekt, hen i den beskedneKirke eller Bedesal, hvis Opførelse maaske ogsaa hans Skærv har


368 SEKTERERNES GUDSTJENESTEbidraget til at muliggøre. Det er paa en af Broerne, eller maaskedet er paa en Bagsal i den gamle By. Rummet, hvor Gudstjenestenholdes, er prunkløst og ligner en Gymnastiksal, paa nær det, at derfor Enden af Salen er en Talerstol og over den en Altertavle, etreligiøst Billede, der er omgivet af Skriftsprog, navnlig de, hvorpaaden vedkommende Sekt støtter sine Hovedlærdomme.Paa Talerstolen staar en mager, bleg Mand, klædt i sort Frakkeog hvidt Slips. Skægget pjusker om et Ansigt, hvis Udtryk paa enGang er ydmygt og selvbevidst. Ydmygt som dens, der har vænnetsig til aldrig at stole paa sig selv alene, men altid at søge Hjælpovenfra. Selvbevidst, fordi denne Mand for Menigheden er den gennemAarene fastslaaede Autoritet.Han begynder at tale. Med et Tonefald, der røber hans provinsielleAfstamning, eller som maaske har faaet en let angliseret elleramerikaniseret Klang fra et Ophold i det ene eller det andet fremmedeLand, udlægger han Skriften. Det er især om de sidste Ting,hans Tale drejer sig; om Tilstanden efter Døden, om hvorvidt dergives evige Straffe, hvorvidt vi faar et nyt Legeme i Opstandelseno. s. v. Ofte raadspørges Johannes' Aabenbaring, hvis profetiskeOrakelsprog tydes i Overensstemmelse med Sektens almindeligeLære.Ind imellem synges der saa aandelige Sange af Samfundets Sangbog,— Sange, der til iørefaldende Melodier priser Jesus som den,til hvem al Forlængsel staar, ofte med en sværmerisk Dødslængsel,der sikkert er ægte, spiret af en overmægtig Trang efter at kommepaa den anden Side af den store Livsgaades Løsning. Og hvorledessynges der ikke? Disse Mennesker, der mere end Medlemmerne afen folkekirkelig Menighed føler sig som knyttede sammen ved etBroderskabets Baand, fordi de religiøst har sat sig udenfor det officielleSamfund, de er ved Søndag efter Søndag at mødes i den lilleKirke eller Forsamlingssal blevet saa sammensungne, som om devar Medlemmer af et Sangkor. Og der bølger en hed Strøm af Samfølelsefra Sjæl til Sjæl, naar de bøjede over Salmebogen giver deresEvighedslængsel Tonevinger.Dette er det almindelige Billede af Sektmenigheden. Der er josaa forøvrigt mellem dem indbyrdes de store eller mindre storeForskelligheder, som udspringer af Lærens eller CeremoniernesUdformning. Og der er ogsaa de Trossamfund, hvis Kirkeliv falder


DE SMAA RELIGIONSSAMFUND 369helt udenfor denne Skildring. Nogle af de Menigheder, der hardannet sig udenfor Folkekirken, staar denne meget nær og adskillersig egentlig kun fra den i Opfattelsen af den fælles Lære. Men Samfundsom Methodisterne, Baptisterne, Herrnhuterne, Irvingianerne,Adventisterne o. s. v., der alle har Kirker i København — nogle fler— og alle tæller deres Tilhængere i Hundreder eller Tusinder,danner hver sit Kirkesamfund. Det samme gælder Swedenborgianerne,der dog næppe har bevaret deres store Mesters Mysticisme,hvorimod Teosofisk Samfund, der hveranden Søndag holder offentligtMøde i Amaliegade, ikke kan siges at repræsentere en egenReligion, men en religiøs Verdensanskuelse. Men foruden disseofficielle Trossamfund, der har deres egne Kirkebygninger, trivesder hist og her, mest i Baggaarde men ofte opretholdt af Mennesker,hvis Samfundsstilling synes at maatte anvise dem helt andreVeje, smaa Sammenslutninger, der med et enkelt Bibelord somGrundlag har dannet sig deres egen Opfattelse af de sidste Ting.Det er saaledes ikke længe siden, at der ude paa Nørrebro bestodet Samfund af unge Mænd, der søgte at leve aldeles som Jesu førsteDisciple, og som gjorde det i den faste Overbevisning, at det vildeblive dem beskaaret at se Frelseren komme tilbage til Jorden ogleve i deres Midte. Med en rørende Offervillighed delte de alt, levedesammen i deres fattige Kamre paa den nøjsomst mulige Maadeog afviste ethvert Forsøg, der fra velhavende Slægtninges Side blevgjort paa at faa dem til at nyde de Goder, som Livet nu en Ganghavde beskaaret dem.Men skønt Mængden af Sekter synes at maatte bevirke, at saaat sige enhver Opfattelse af Kristendommens Lære, kan finde Pladsi et eller andet Trossamfund, viser det sig dog, at Menneskeaandensuafbrudte Syslen med oversanselige Spørgsmaal stadig frembringernye Formationer af religiøs Tro. I vore Dages København gaar dei to Hovedretninger: til Højre og til Venstre for Kristendommen,saaledes som den finder sit Udtryk i den herskende lutherske Kirke.Til Venstre finder vi en Bestræbelse for at forsone Kristendommenmed den moderne Videnskabs Resultater. Selve "Folkekirken ernæppe upaavirket deraf; der spores en tiltagende Tendens til atløse de dogmatiske Baand, og der opstaar Foreteelser, som detBirkedalske „Frie Kirkesamfund", der holder sine Gudstjenesterpaa Borchs Kollegium. Paa den anden Side er man ikke tilfredsStor-Kobenhavn. II 24


370 MYSTIK OG SPIRITISMEmed den Tilpasning til det praktiske Liv, man mener at finde iKirkelærens Udvikling. Man drager Linierne skarpere, kræverstørre personlig Opofrelse af den enkelte eller søger at iblande etmystisk Element. Det er jo saaledes ikke længe siden, at den religiøseHysteri, som kaldes „Tungetale", saa smaat truede med atblive til en Epidemi i Hovedstaden.Men den moderne Mysticisme fører vel forøvrigt oftest bort fraKristendommen. Dette gælder, hvad enten den slutter Pagt med deVidenskaber, der som oftest benævnes de okkulte, eller den stillersig helt udenfor Sanseverdenen og søger Løsningen af Livets Gaadegennem en Hensynken i en Art sonnambul eller hypnotisk Besættelse,hvorunder Mediet mener at komme i direkte Forbindelse meden hemmelighedsfuld Verden.Flere Københavnere, end man vistnok er tilbøjelig til at antage,vælger den ene eller den anden af disse Veje. Det københavnskespiritistiske Broderskab, hvis Medlemsantal anslaas til et Par Tusinde,har for nogle faa Aar siden kunnet rejse sig sit eget Tempel„Bethsaida", paa Philippavej, og ikke mindst indenfor de Kredse,hvor man tør forudsætte den største aandelige Bevægethed, isærlitterære og kunstneriske, vil man finde Strømninger, der fører iRetning af saadanne østerlandske Religionssystemer som Buddhismen.Der er da ogsaa i denne gudløse Religions Tro paa en Udviklinggennem en Række Tilværelser, med det store Nirvana som detendelige Maal, adskilligt, der meget godt harmonerer med en Tankegang,der er præget af den naturvidenskabelige Udviklingslære.Men naar bortses herfra, er der overordentlig faa af HovedstadensBeboere, der bekender sig til andre positive Religioner endden kristne. Lejlighedsvis kan jo en fremmed Fugl, der har fundetVej til vor Krog af Verden, her indrette sig paa at dyrke sit HjemlandsGuder, saa godt det under de fremmede Forhold lader siggøre, og navnlig Muhammed har vel næsten til Stadighed sine Tilhængerei København, mellem østerlandske Kræmmere og Gøglere,der mere eller mindre midlertidigt har slaaet sig ned her. Mennogenlunde fast Rod har kun én ikke-kristen Religion slaaet: Jødedommen.Det er det danske Samfunds Ære, at vi i hvert Fald kun somsvage Dønninger har mærket noget 'til det Jødehad, der andetstedshar beredt Mosaiterne en Tilværelse som jagede Dyr. Ganske vist


JØDERNE 371har vi som de fleste Lande kendt Forbud mod, at Jøder overhovedetopholdt sig her, men der er tidligere blevet gjort betydningsfuldeUndtagelser, og endnu før Grundlovens Indførelse af almindeligReligionsfrihed var Jøderne her i det væsentlige sidestillede andreBorgere. Siden 1833 har de haft deres faste Synagoge i København,og om den har det mosaiske Trossamfund fæstnet sig som en Menighed,der havde ikke blot sin religiøse men ogsaa sin sociale Betydning.Saaledes var Menigheden i København ofte det sikre Til-Synagogen i Krystalgade.flugtssted for de Trosbrødre, hvem ikke engang de fremmede ByersGhettoer længere ydede noget Ly, og som nu blev hjulpne af detkøbenhavnske Jødesamfunds Medlemmer. Ikke mindst er det sketi de sidste Tider, efter Jødeforfølgelserne i Rusland og Polen.Dette er den sociale Side af Sagen. Religiøst har vel nok denmoderne Jødedom til Tider haft Vanskelighed ved at hævde sig;som Jøder gik forrest, da Troen paa én Gud vandt Herredømmetover den menneskelige Bevidsthed, der hidtil havde været optagetaf Tanken om flere Guder, saaledes er flere af det moderne FritænkerisFørstemænd udgaaede af deres Rækker.Men endnu samler den ejendommelige Gudstjeneste i KrystalgadesSynagoge, de ældgamle Skikke og den skønne Sang Sabbathefter Sabbath sin trofaste Menighed. Stemmen fra Sinai Bjerg blan-24*


372 DEN MODERNE INDIVIDUALISMEder sig endnu myndigt i det store Kor af Anraabelse, der opstigerfra Hovedstaden. Forlængst er den mosaiske Religion udtraadt afde Systemers Række, der søger at kæmpe sig frem i den evigeKamp om Sandhedens Erobring. Men den trues ikke af r )gen Udslettelse,ja har maaske endda faaet en vis Styrkelse ved den nationaleTilsætning, den zionistiske Bevægelse har givet den moderneJødedom. Har ogsaa den maattet løse de dogmatiske Baand, saa delerden Skæbne med alle andre dogmatisk udformede Trossystemer.Thi i højere Grad end noget andet Sted i Landet gør sig i Hovedstadenden Bevægelse gældende: at den enkelte af det, der er hamoverleveret gennem Opdragelse og Overlevering, optager det, dersynes ham at rumme en Næringsværdi, der svarer til hans aandeligeBehov. Det religiøse Liv er ikke blevet mattere, men de enkelteBekendelser staar ikke med den stramme Holdning overfor hinandensom tidligere.

More magazines by this user
Similar magazines