hanna lassen

vide verden
hanna lassen
I næsten 45 år har jeg fulgt grækerne fra snærende
diktatur til medrivende frihedsrus og gryende håb om
social retfærdighed og velfærd – og videre til i dag med
bundløs gæld og fortærende uvished om fremtiden.
Jeg mødte, da jeg første gang kom hertil i 1967, et stolt,
gæstfrit, nøjsomt, tålmodigt folkefærd og har fulgt
dets stræben efter social tryghed, bedre uddannelsesmuligheder,
politisk frihed og mangfoldighed. Jeg lærte
at holde af Athen og – fra første øjeblik og derefter
da jeg bosatte mig fast i byen i 1974 – at undgå de mest
larmende og kaotiske steder for kun at opdage, når
jeg tilfældigt kom forbi de samme steder år senere, at
store forbedringer var blevet foretaget i mellemtiden.
Gader ensrettet eller lavet om til gågader. Træer og
buske plantet. Restaurerede huse, der engang stod som
ruiner. Det har været en gennemgribende proces at gå
fra sin danskhed til så megen græskhed som overhovedet
muligt, men altid har jeg på en eller anden måde
følt mig hjemme, og hver gang jeg er drejet om et
hjørne og har set Akropolis for enden af en gade eller
fra toppen af vores terrasse, når jeg hænger vasketøj
op, eller de blå bjerge der omkranser byen, har jeg følt
mig privilegeret.

intro
vejen til athen
Jeg skulle ikke være i Athen længere end et år. Det
havde jeg sparet sammen til, og det skulle være nok til
at få greb om det græske sprogs korrekte udtale, mentaliteten,
skik og brug … mente jeg. En bifagseksamen
i nygræsk var målet. Derefter hjem til fædrelandet
og vælge hovedfag. Og jeg skulle i hvert fald ikke for
tæt på de græske mænd. Erfaringer fra rejser i Italien
havde sat mig i selvforsvarsposition. I øvrigt kom jeg
til landet i selskab med min danske kæreste, som efter
kort tid skulle videre østpå.
Vi havde bla�et ned gennem Europa. Det var i efteråret
1967. Fra Bari i Syditalien tog vi båden til Grækenland.
Dæksplads naturligvis, med gitter mellem 3. og 2.
klasse og mellem 2. og 1. klasse. Siden hen er gitteret
forsvundet, og dækspladspassagerer har nu både brusere,
rene toiletter og bar til deres rådighed. Turistbranchen
fandt hurtigt ud af, at dagens rygsækturister
er morgendagens professorer og bankdirektører, som
der engang stod i et arrigt læserbrev i et stort athensk
dagblad.
Ved synet af Epirus’ bjerge i det �erne blev jeg nærmest
andægtig. Det var september, og det var varmt,
men de høje blå bjerge med de golde bjergrygge og de
svimlende kløfter gjorde et kæmpe indtryk på mig. Vi
ankom med båden til Igoumenítsa. I Grækenland havde
juntaen hersket siden foråret samme år, og Nordens
turister boykottede landet. Godt nok var jeg usikker
ved situationen – var det nu også det rigtige at rejse
hertil? Burde man ikke holde sig væk? Men jeg skulle
studere, og jeg var jo ikke turist, og juntaen var kommet
i vejen for mine planer … og nu skulle det være.
Desuden havde jeg arbejdet et helt år for at få råd til
rejsen, og jeg skulle kun være der i ét år … troede jeg.
5

intro
Hvorfor nu studere nygræsk? Venner i Danmark
spurgte mig, hvad jeg dog skulle bruge det til. Har de
overhovedet nogen litteratur? spurgte de. Leo Hjortsø,
som jeg havde i oldgræsk i gymnasiet, var godt inde
i det moderne Grækenland og havde ska�et mig og
interesserede klassekammerater mulighed for at lære
nygræsk en time efter skoletid om fredagen. Jeg blev
dybt fascineret af sproget. Og jeg blev dybt fascineret
af Iríni Pappás, der spillede Elektra i Michális Kakoyiánnis’
film af samme navn. Den så jeg i København.
Det skulle vi, sagde Hjortsø. En græsk tragedie
i moderne regi, indspillet på stedet. Det er et led i
undervisningen, sagde han. Jeg havde også set et fotografi,
der fængslede mig, et billede fra en græsk ø ved
navn Mykonos. Huse i blå og grønne farver med søjler
i træ bygget helt ud i vandet. Mine yndlingsfarver. Jeg
har endnu ikke været på Mykonos!
Vi skulle bo i Athen nogle dage. Derefter skulle jeg
flytte til en græsk familie. Det var ordnet fra Danmark,
for min danske kærestes far og den græske familiefar
havde siddet i koncentrationslejr sammen under
krigen. De var begge ingeniører og var sat til at tegne
broer for tyskerne. Danskeren fik en Røde Kors-pakke
med mad om ugen, og den delte han med sin græske
kollega. Det glemte den græske mand aldrig, og hvert
år udvekslede man julekort og påskebreve. Det hele
kom så også mig til gode.
Sådan kom jeg til Póndou-gaden i Athen. Og dér sad så
den græske mand, jeg absolut ikke skulle i nærheden
af. Ven af sønnen i huset. Alle barrikader faldt. Han var
sød, han var anderledes, han spillede guitar, han talte
flydende engelsk, så jeg kunne få alle mine spørgsmål
besvaret, for mit græske slog kolbøtter, når det skulle
ud af munden. To års græskstudier ved Københavns
Universitet havde nok givet mig et fundament, men
tale havde jeg svært ved.
Jeg indskrev mig på universitetet. Et kursus i græsk
for udenlandske studerende. Der var mange udenlandske
studerende, især fra afrikanske og arabiske lande.
Vi fik jævnligt kontrolbesøg af en juntamand, der
6

skulle sikre, at det var kancellisproget katharévousa, vi
lærte, og ikke dimotikí. Dimotikí, talesproget, det kunne
vi lære på gaden, sagde han. Så universitetsprofessoren
underviste os så i katharévousa … indtil kontrollen
var ude af døren, så slog han over i dimotikí. Der var
ingen dansk-græske ordbøger dengang. Man skulle via
et andet sprog, når man skulle finde et ord på græsk.
Sproget er sit eget, har kun ligheder med oldgræsk, og
enkelte låneord fra andre europæiske sprog. Jeg skulle
have styr på alle dagligdagens ord for at klare mig, for
der var næsten ingen, der kunne engelsk. Kasus-kaos,
genitiver, flytning af trykket i genitiv eller pluralis,
femininum-ord med maskulinum-endelse, uregelmæssige
verber. Og så alle de diminutiv-endelser, man kan
sætte på næsten alle ord, og give samtalen en blød
vending. Det var noget helt nyt.
Hjemme hos den græske familie boede jeg i samme
værelse som datteren. Alle var søde og omsorgsfulde,
men alt var så anderledes. Jeg fik ingen nøgle til hjemmet
og skulle være hjemme halv ti hver aften. Jeg blev
nærmest kvalt i den intensive græske omfavnende
gæstfrihed, hvor man skal sidde igennem alle høflighedsfraser,
selv om man egentlig helst bare vil i seng
eller drikke en kop te og tale hyggeligt om dagens
begivenheder, og om hvordan man skulle gribe diverse
besværligheder an. I stedet fik man en velment syndflod
af færdigfabrikerede faste sætninger, som oversat
går på: Skidt-med-det, Det-går-over, Det-er-bare-engang-styrtregn,
Det-holder-op, Hvad-skal-vi-gøre-ved-det
– og så videre til næste emne.
Man kunne ikke bare tale om tingene eller fortælle,
hvad man havde oplevet. Fortalte jeg f.eks., hvor betaget
jeg var af de utroligt farverige gevandter, som de
afrikanske prinser, der læste på universitetet, havde
på, så fnisede husmor ... Der var altid seksuelle undertoner,
hvis samtalen drejede sig om noget positivt i
forbindelse med mænd.
Måltiderne var en pine. Der var næsten ikke nogen af
de retter, der blev serveret, jeg kunne lide. Jeg havde aldrig
smagt oliven, fetaost, vindolmer eller fyldte tomater.
Og hvad var nu det: Havde de puttet kanel i kødret-
7

intro
ten?! I Danmark var der dengang næsten ingen etniske
restauranter, og charterrejse til syden var der ikke tale
om. Så alt var så nyt. Her lavede Sofia maden, under
overinspektion af husets frue. Sofia var pige i huset. Jeg
husker, hvor fascineret jeg blev af alle de smukke kvindenavne.
Her kan man hedde: Dyd, Kærlighed, Visdom,
Liv, Håb (Aretí, Agápi, Sofía, Zoí, Elpída).
Af Sofia, men også af husets frue, ja, af alle blev jeg
nødet igen og igen og anede ikke, hvad jeg skulle stille
op. Det hjalp ikke meget at sige nej tak. Retterne blev
lagt på min tallerken, som skik er i Grækenland, og
jeg, velopdragen som jeg var, slugte fetastykkerne
hele, det samme med oliven og alt det andet. Blev
spurgt, om jeg kunne lide den græske mad, og svarede
høfligt ja. Jeg tog syv kilo på på et halvt år. Så flyttede
jeg. Næste sommer skulle jeg hjem til Danmark. Jeg
var nemlig i mellemtiden blevet kæreste med den
mand, jeg så den første dag, jeg opholdt mig i Athen,
så jeg måtte hjem for at arbejde og samle flere penge
sammen for at rejse tilbage til Grækenland. Hvor var
jeg dog trist i toget op gennem hele Jugoslavien, for
dengang kørte man i tog til Danmark. Det tog to nætter
og næsten tre dage. Efter Wien var man i Europa.
Jeg mødte græske gæstearbejdere i toget, der havde
taget vand med fra landsbyen for at koge bønnerne i
Tyskland. Bønnesuppen smagte ikke, som den skulle
med det tyske vand, sagde de. Jeg mente nok, det var
overdrevet, men det er ganske vist: Der er ingen, der
skelner så godt mellem drikkevand fra forskellige
kilder som grækerne. På færgen i Puttgarten var det
første, jeg gjorde, at gå op i restauranten og købe mig
et stort glas kold mælk. Rigtig mælk. Ikke det halvsure
komælkssjask, man kunne få dengang i Grækenland.
Året efter blev det universitetet i Thessaloniki. Jeg blev
indskrevet som akroátria (tilhører), hvilket ville sige, at
jeg ikke skulle til eksamen, bare lytte og lære. I auditoriet
pirkede drengene til mig og grinede. Jeg var venlig
og smilende, men lærte hurtigt ved at se på de græske
piger at skrue det neutrale blik på. Og så skulle jeg bo
sammen med min græske kæreste. Det var avanceret.
8

Kærester boede ikke sammen dengang. Han skulle
læse arkitektur i Thessaloniki. Vi lejede et værelse i en
lejlighed, hvor der kun var mandlige studerende. Jeg
undrede mig meget over, at der var aftryk af skosåler
på toiletsædet. Senere forstod jeg – efter at have gjort
bekendtskab med de tyrkiske toiletter, som de hed.
Altså et hul i gulvet ned til et afløb og i bedste fald en
lille kumme omkring med rillede fodaftryk, så man
stod fast, for ned i knæ skulle man. De fleste af de studerende
kom fra landet, og det var den slags toiletter,
de var vant til. Altså op og sidde på hug på toiletsædet!
Sikkert meget hygiejnisk, men også meget besværligt.
En dag, jeg kom tilbage fra universitetet, spærrede
portneren vejen for mig. Jeg måtte ikke gå op i lejligheden,
hvor vi boede sammen med andre studerende,
for vi var jo ikke gift. Han lod mig ikke engang hente
mine ting. Så flyttede vi.
Når jeg skulle til universitetet, valgte jeg at gå de
små 15 stoppesteder, for der var altid en eller anden,
der gramsede i bussen. Vi fik også besøg af en moster
til min kæreste. Hun skulle se, om vi boede sammen.
Hun sagde, at når jeg nu kom til Athen til jul, skulle
jeg sige, at jeg lige var ankommet fra Danmark. Selvfølgelig
kontrolspurgte hun mig, da vi kom til Athen efter
nogle måneder, og jeg svarede højt og tydeligt: Joh, jeg
var lige ankommet til Grækenland, var det ikke det,
vi aftalte, at jeg skulle sige! Efter det blev der aldrig
talt mere om den sag. Jeg har da fortrudt, at jeg var så
næsvis, men jeg kom jo fra 60’ernes København, og nu
skulle jeg bare vise dem, hvordan verden så ud! Det var
nok mit første møde med de uendeligt mange ikkesandheder
og omskrivninger, man møder her i landet,
hvor man aldrig siger ting direkte.
Jeg vidste ikke en pind om Grækenland. Der var ingen
bøger at få, og selv om der var, havde jeg ikke råd til at
købe dem. Det varede nogle år, inden kundskab om de
historiske og sociale forhold havde lagret sig så meget,
at jeg kunne bruge den til at analysere og forstå forholdene.
Det var en politisk urolig tid. Folk var mistænksomme
over for hinanden, og jeg lærte efterhånden
9

intro
ikke at stille spørgsmål, for man fik ikke noget svar. I
ethvert svar kunne der nemlig gemme sig en attitude
eller en opfattelse, der kunne tolkes som en politisk
meningstilkendegivelse. Folk var bange. De første tre
år var besværlige, og egentlig ville jeg helst af alt hjem
til Danmark. Det tredje år vendte det. Da fik jeg tårer
i øjnene ved synet af de blå- og hvidstribede skildevagtshuse
ved grænsebyen Gevgelija, når toget nåede
grænsen mellem Jugoslavien og Grækenland. Endelig
hjemme.
Jeg var landet i et græsk intellektuelt studentermiljø
mellem meget politisk bevidste unge mennesker,
mest arkitektstuderende. En gang imellem forsvandt
en af dem i nogle dage for derefter at komme tilbage
radbrækket og forslået efter at have været i behandling
hos det græske sikkerhedspoliti. Det var skræmmende.
Men der var ikke tale om organiseret modstand. Alle
var så unge, og der var ikke noget, der hed �umreår.
De fleste, der kom ind på universitetet her ved første
forsøg, var ikke mere end 17-18 år gamle. Mest af alt var
de glade for endelig at være sluppet fri af de snærende
familiebånd og skolernes jerngreb. De gik helt grassat
i frihedsrus og uforpligtethed. Studenterværelset blev
dog muget ud en gang imellem. Vasketøjet blev sendt
hjem til mor med rutebilen og kom tilbage efter nogle
dage, strøget og foldet upåklageligt, sammen med
æsker med tærter, kager og hjemmebagt brød. Udmærkede
måltider blev indtaget på billige madsteder. Med
koldt vand til. Ka�e kunne man lave i lejlighedernes
køkken på et lille bitte elektrisk apparat. Tyrkisk ka�e
hed det dengang. Det var inden den tyrkiske invasion
af Cypern, der fandt sted i 1974. De kvindelige studerende
var altid villige til at lave ka�e og dermed indhøste
taknemmelighed og komplimenter fra de mandlige
studerende. Det var da sødt, men irriterende for mine
ligestillingsfølsomme ører. Der var heller ikke noget,
der hed IKEA, hvor man kunne få sig en billig reol, så
vi gik på opdagelse i byens gader for at finde trækasser,
som grønthandlerne havde smidt ud. De blev til reoler,
borde, stole. Jeg husker også hele nætter, inden en ar-
10

kitekturopgave skulle afleveres, så samledes vennerne
og byggede modeller og tegnede. Indimellem sov de på
en frugtkasse med hovedet lænet op ad et varmeapparat
eller lagde sig på det bare gulv.
En arkitektstuderende, Maria, fik hver uge tilsendt
en stor kasse mandariner fra sin hjemø Chíos – kendt
for sine mandarinplantager. Hendes mor ringede hver
dag for at høre, om hun nu havde drukket sin daglige
mælk. Maria havde i smug været i Athen for at gå op
til adgangsprøven til Polyteknikum, og først da hun
bestod, fortalte hun det til sin far. Han ville nemlig
ikke have, at hun skulle studere. Det satte bare nykker
i hovedet på pigerne, havde han sagt. Men han var så
stolt af hende. Det minder mig dog om, at det gjorde
indtryk på mig, at det ellers for det meste var mødrene,
der var imod, at deres døtre skulle uddannes, ikke
fædrene.
I 1972 tog jeg kørekort til motorcykel. Det foregik på
Israels Plads i København. Uden for pladsen, på Vendersgade,
holdt min græske kæreste med en Triumph
Daytona 500 cc, som vi havde købt i Danmark for
penge, vi havde tjent den sommer. Den skulle jeg køre
til Grækenland. Min kæreste kunne godt køre den,
men havde ikke kørekort. Vi skiftedes dog alligevel til
at køre ned gennem Europa. Han kørte godt, og hvis
ikke han havde vist mig den tillid at turde sidde bagpå,
havde jeg aldrig lært at køre motorcykel. På den måde
er jeg vokset sammen med Athens trafik. Vi følges ad.
Jeg kører på de hvide streger, der skiller kørebanerne.
Det er det sikreste. At tage kørekort til motorcykel er
en af de bedste beslutninger, jeg har taget. Athen er en
fantastisk by at køre i.
Det var dengang. Nu er alt meget anderledes. Og Athen
er anderledes. Dengang blev jeg hevet frem i køen i
banker og posthuse, fordi jeg som udlænding sandelig
ikke skulle vente. Fattigdom og nøjsomhed efterfulgtes
af nemt tjente penge. Den intensive frihedslængsel
manifesteret i musikken, i sangene, i fællesskabet
er nu overtaget af en mere kynisk jagt på penge og
11

intro
forbrugsgoder godt hjulpet på vej af bankernes lokken
med forbrugslån, lån til bil, lån til bolig. Den gamle
generation, der havde oplevet krig, sult og politiske
overgreb, ville skåne sine børn og give dem alt det,
de ikke selv havde fået. Nu kører reality shows over
skærmene i de små hjem. Afstanden mellem generationerne
vokser. Anderledes kan det næppe være med en
ungdomskultur, der tromler hen over gamle værdier
som venskab, sammenhold og respekt.
Her er jeg så nu efter 45 år i Grækenland. I mit andet
ægteskab og med tre voksne børn og to børnebørn.
Folk i Danmark har sommetider spurgt mig, hvordan
det er at være gift med en græker. Hvad vil de vide?
Om man bliver lænket til komfuret? Om man er under
tøflen i det lille hjem, om svigermor blander sig? I
øvrigt er det godt lige at huske, at det er mødre og
bedstemødre, der opdrager børnene, så hvis mændene
ikke deltager i husarbejde, så er det ofte, fordi man
ikke har villet lære dem det. Jeg har ikke haft den slags
problemer.
Min første svigermor var moderne og tolerant, og
min anden har jeg aldrig kendt. Jeg tror dog, jeg ville
være kommet godt ud af det med hende. Hun var en
kvinde forud for sin tid. Hun lod sig skille fra sin mand
i borgerkrigens Grækenland og havde kæmpet for at
holde liv i sig selv og sine tre børn under en meget
vanskelig tid. Det ene døde af lungebetændelse.
Hun var fra Smyrna, det nuværende Izmir. Havde altså
tilhørt den græsksprogede befolkning i Lilleasien. Hun
må have været meget anderledes end de andre jævnaldrende
piger, for min mand har fortalt mig, at hun
hoppede op bag på hestesporvognene og kørte gratis
ligesom drengene. Da katastrofen nærmede sig, og de
paramilitære tyrkiske tropper drog ind i de græske
landsbyer og ikke mindst Smyrna, satte ild til byen
og myrdede den græske befolkning, svømmede hun
ud til et flygtningeskib, der lå i havnen, og blev taget
ombord.
I alle mine år i Grækenland har jeg hørt hjerteskærende
fortællinger om børn, der blev væk fra deres
forældre, familiemedlemmer, der blev væk fra hinan-
12

den. De første år, jeg var her, var der stadig Røde Korsudsendelser
i radioen, hvor man kunne høre fædre,
mødre og søskende efterlyse familiemedlemmer, de
ikke havde set siden 20’erne. Jeg husker især sætningen:
”Vi så dig sidst på molen i Smyrna havn …”.
Der er dog ikke mange tilbage af den gamle flygtningegeneration,
men de kalder sig stadig lilleasiater,
mikrasiátes. Mange stammer også fra det græske
mindretal i Egypten, dem Nasser sendte på porten. Så
hedder de éllines tis Eyíptou (grækere fra Egypten). Man
gør gerne opmærksom på sin herkomst. Diasporaens
grækere havde nemlig tit været mere velhavende,
mere veluddannede end moderlandets indbyggere.
Men Athen er også fuld af atheniensere, selv om de
allerfleste af dem er indflyttet fra provinsen, eller fra
Lilleasien i 20’erne. Grækerne siger ikke Tyrkiet. Kun
hvis de skal på turistrejse dertil. Taler de om deres
families fædrene jord, er det altid Lilleasien. Mikrá Asía.
Går man rundt i Athens gader, sender gadenavnene én
billedligt af sted til tidligere græske områder i Tyrkiet
eller til oldtidens og Byzans’ berømte grækere eller
til nutidens græske områder og personligheder. Man
kommer godt rundt i græsk geografi, historie, filosofi
og videnskab. Jeg kigger altid på gadenavnene, når jeg
kører eller går rundt i Athen. Det giver også rig lejlighed
til at træne flytning af trykket, når ordet står i genitiv eller
flertal. Navnet kommer i genitiv, fordi der står Odós
foran, som betyder gade. Vel at mærke den gamle genitivendelse:
odós Archimídous, odós Perikléous, odós
Sokrátous, odós Sofokléous, odós Megálou Alexándrou.
Er man i Kypsélikvarteret nord for Pedíon tou Áreosparken,
er det øerne: odós Náxou, odós Kefaloniás, odós
Mykónou. I kvarteret Nea Smyrni, som selv nu i høj
grad huser efterkommere af flygtninge fra Lilleasien og
datidens Smyrna, hedder gaderne odós Trapezoúntos,
odós Nikomídias eller odós Dardanellíon, og der er nok
af landsbynavne at tage af. Navne og steder, der nu er
tyrkificerede på den ene eller den anden måde.
Vigtigst er dog med jævne mellemrum at rette blikket
nedad, for der er huller og ujævnheder i fortovet og
13

intro
huller, riller og bobler i asfalten. Så er der de bilister,
der ikke stopper for rødt eller skal nå over for gult og
speeder op lige inden lyskurven – dem skal man også
lige have tjek på ved at se i bakspejlet, så de ikke kører
op i én. Eller de nyrige med deres firehjulsdrevne jeeps
og den dertil hørende her-kommer-jeg-flyt-jer-attitude.
Og så fylder de så meget i bredden, at jeg på min motorcykel
ikke kan køre på mine hvide streger.
Er det så russisk roulette at køre i Athen? Nej, vel er
det ej, men det er et spørgsmål om hundrede procents
opmærksomhed og gættetaktisk kørsel og koldblodighed.
Og man må aldrig, aldrig glemme at se fremad,
bagud, til højre og til venstre og ikke mindst nedad.
Hele tiden. Kører jeg i for mig nye områder kommer
’nedad’ først, for så kender jeg ikke hullerne og bulerne
og de sommetider komplicerede, halvfærdige
vejforhold. Men majoriteten kører da ordentligt. Det
mindretal, der ikke gør, er imidlertid de farlige. Eller
også er de ikke så farlige for os andre, men mest for
sig selv, for de gør alt andet end køre bil, når de kører
bil. Skændes med konen, vender sig for at se, hvad
ungerne laver på bagsædet, taler i mobiltelefon, ja, tale
i mobiltelefon, det gør alle, konstant. Så ved man de
er i en anden virkelighedssfære. Tro ikke, de har set
dig, for de ser uden at se. Eller de er optaget af økonomiske
bekymringer, familieintriger, elskerinden eller
elskeren, planlægning af strategi i nytte-venskaber,
spekulationer om, hvordan man nu skal sno sig i det
komplicerede bureaukrati, syge gamle, der skal passes
hjemme, syge gamle, der skal passes på hospitalet,
for hele familien er indblandet i rollen som sygeplejere.
Det er ikke et samfund, der kører på skinner. Få
procedurer er de samme fra gang til gang. Hver dag
skal der lægges en strategi. Bureaukraterne har magten
over din tid; det betyder forsinkelser, urimeligheder,
forkerte oplysninger, køer til langt ud på gaden og helt
almindelig stress. Der er mange gener, men man må
finde en måde at tackle dem på, så de ikke fylder for
meget i ens tilværelse. Det er ganske vist: Grækenland
og særligt Athen æder sine børn, ligesom Kronos i den
græske mytologi.
14

Man keder sig med andre ord ikke. Og der er altid
emner at samtale om. Overalt, på gaden, på balkoner
og verandaer, sidder folk og snakker. Der tales meget
og længe og højt om alt, hvad der foregår, også de gode
ting, for lige så tit går tingene glat. Som når statsapparatet
fungerer, og de ansatte er dygtige og kompetente,
hjælpsomme og elskværdige, og der bliver længere
og længere mellem de tilfælde, hvor man skal være
noget eller kende nogen for at få tingene gennemført
og slipper for at løbe spidsrod i de græske korridorer.
Medmenneskeligheden, der var så håndgribelig, da jeg
først kom hertil, er stadig til stede, trods de enorme
folkemængder i den kæmpestore by. På de små cafeer,
de såkaldte kafenía, som under alle tider og forhold har
været det sted, hvor mændene gik hen og fik de sidste
nyheder og tips om arbejde eller ledige boliger, sidder
man og spiller brætspil, távli, og får sig en hyggelig
snak over en kop græsk ka�e. I de rigtige kafenía kommer
der kun mænd. Det er et fristed og et samlingspunkt
for dem, ikke mindst for de mænd, der er alene.
45 år er længe. Inderst inde er jeg dansk, ikke pæredansk,
for jeg er halvt svensk. På en måde var det
nok godt, at jeg så sjældent har kunnet rejse hjem til
Danmark. Jeg blev simpelthen nødt til at tilpasse mig,
kunne ikke bare tage pauser fra udfordringerne. For
øvrigt kommer man efter mange år i udlandet ’hjem’
til noget, der ikke længere er det samme. Selv om
København ikke har ændret sig så meget som Athen,
så er det ikke den samme by, jeg forlod i slutningen af
60’erne, og langtfra de samme mennesker.
Athen er heller ikke den samme by, og athenske
dage er aldrig ens. Jeg har været vidne til en rivende
udvikling, og dog er byen fundamentalt den samme,
eller rettere: byerne, for Athen består af en række
vidt forskellige kvarterer, der hver har deres eget lille
centrum, kvarterer der stadig i meget høj grad hver
især tiltrækker folk fra bestemte dele af landet, med
egne lokalpatriotiske foreninger, folkedansegrupper,
cafeer og ikke mindst traditionelle kafenía. Der sker
15

intro
altid noget, også sjove og uventede ting, og er man lidt
væk fra alfarvej, kommer man nemt i snak med folk,
for grækerne vil intet hellere end at fortælle om deres
liv og deres land. Lyt gerne til dem. De har ofte ganske
anderledes synsvinkler på mange af de ting, der rører
sig i tiden.
16