MILITÆRLIV - Hovedbiblioteket.info

hovedbiblioteket.info

MILITÆRLIV - Hovedbiblioteket.info

MILITÆRLIVVEL er Hovedstaden Landets vigtigste Militærby. Vel er den deneneste Fæstning af nogenlunde Betydning; vel huser den alleVaabenarter, deriblandt næsten hele Artilleriet, hele Ingeniørstyrken,Livgarden, Husarregimentet og tre af Landets ti Fodfolkregimenter.Men Militærlivet sætter alligevel kun i underordnet Grad sit Prægpaa Byens Liv. Det er en Farvestribe mellem mange andre, menden sideordner sig det civile Liv i dets forskellige Forgreninger, gørhverken Fordring paa at være udenfor eller ovenover.Det er da ogsaa egentlig kun paa de store Manøvrers Aarstid,henad Efteraaret, at man mærker noget synderligt til Militæret. Dagaar det jo stundom med flyvende Faner og klingende Spil gennemGaderne. Men naar Kongerevuen har afsluttet den korte militæreFlyvetid med det sædvanlige folkelige Skuespil, gaar Militæret iVinterhi. Den største Del af Mandskabet hjemsendes, og det er kunsparsomme brogede Skønhedspletter, Uniformerne i Vinterens Løbsætter paa det graa Civilliv.


206 PAA SESSIONImidlertid kommer jo i det mindste en Gang i sit Liv enhvervoksen Københavner af Mandkøn i Berøring med Militæret. Det er,naar han fremstiller sig for Sessionen.Allerede er han saa smaat bleven forberedt dertil ved de Besøg,han har aflagt paa Udskrivningsvæsenets Kontor for at melde sigtil Rullen og senere for at melde Flytning. Han har af den Maade,han tiltales paa, faaet et behageligt Indtryk af den Klarhed og Kortfattethed,hvoraf Militæret helst betjener sig. Og Indtrykket forstær-De værnepligtiges Ankomst paa Hovedbanegaarden.kes, den Dag han møder i Prins Vilhelms "Palæ for at faa sinekrigerske Kvalifikationer sagkyndig bedømt.Dagen forud har han været optaget af Forberedelserne. Han harværet hos sin Læge for om muligt at faa nogle Tips med Hensyntil Udfaldet af den næste Dags Prøve. Derefter har han taget sig etgrundigt Bad. Ren paa Sjæl og Legeme, udstyret med dadelløstLinned og iført sit Søndagstøj vandrer han ind ad Porten til Lokaleti Prins Wilhelms Palæ paa St. Annæ Plads, hvor hans Skæbne skalafgøres.Han modtages af en Underofficer, der uden Formaliteter afnogen Art'byder ham at begive sig ind i Afklædningslokalet. Dér erder indrettet en Række Baase, der minder om Afklædningsrummenepaa en Svømmeflaade. Og lidt efter fremstiller han sig, kun iførtSkjorte, for at føres frem for sine Dommere.Sjældent føler vel den unge Mand sin Selvfølelse synke som i


UDSKRIVNINGEN 207dette Øjeblik. Han kan være mødt med de stolteligste Forsætter omat hævde sig i sin menneskelige Værdighed: naar han fremstillersig, latterlig at se til i den bare Skjorte, for at faa sine fysiske Egenskabervejede og muligvis vragede, undgaar han ikke at føle sigsom et upersonligt Stykke Materiale. Han synes allerede, han halvvejser forvandlet fra et Fornuftindivid med Navn og Stilling i detborgerlige Samfund til et Numer Dit eller Dat i Geleddet.De værnepligtige møder.Og alligevel: han kan komme endnu længere ned. Det sker idet Øjeblik, som følger et Par Minutter efter, da han inde i Sessionslokalethører Underofficerens korte Kommando: „Skjorten af!" ogderpaa lader dette sidste Værn mod de ransagende Blikke forsvinde.Et Øjeblik efter er hans Skæbne afgjort. Lægen har underkastetham en hastig Undersøgelse; der har været en kort Konferencemellem ham og Officererne, og Genstanden derfor er bleven kasseretsom udygtig til al Krigstjeneste eller er bleven udskrevet medVedtegning af to mystiske Bogstaver, der betegner hans fremtidigeVaabenart.I sidste Fald har Sessionsdagen kun været som en første Præsentation,hvorved han har gjort Militærets Bekendtskab. Indledningenaf et nøjere Forhold er forbeholdt et senere Tidspunkt. Detnemlig, naar den unge Mand i Henhold til Indkaldelse møder vedKaserneporten.


208 DE VÆRNEPLIGTIGE MØDERFor Københavnernes Vedkommende er det — naar de da erudskrevne til Fodfolket — Kastellet, der aabner dem sin Favn. Forde andre sjællandske og lolland-falsterske Værnepligtige af Fodfolketer det SølvgadensKaserneOg endviderestrømmer derjo saa ved IndkaldelsestiderFolk fra heleLandet til Københavnfor attilføre Artilleriet,Ingeniørkorpset,Gardenog HusarregimentetnytBlod.De første, derbyder den værnepligtigeUngdomvelkommentil Hovedstadener somRegel SoldaterhjemmenesRepræsentanter.K.F.U.M.s,,En Rekrut.de statsunderstøttedeog filantropiske Soldaterhjem i Overgade oven Vandet ogKronprinsessegades gamle Ingeniørkaserne, endelig forskellige privateForretninger, der smykker sig med Soldaterhjem-Navnet, kæmperom den unge Soldat med samme Iver som den, hvormed deforskellige Konfessioner ved den hellige Gravs Kirke strides omSjæle.Soldaterhjemmene tilbyder Jens at opbevare hans civile Tøj foren billig Betaling, saa længe han ligger i Tjenesten, desuden\ Op-


Efter Maleri af Erik Henningsen.ENFOLKETALER


ANKOMST TIL BYEN 209holdsrum med Adgang til Læsning og Brædtspil, endelig lejlighedsviseForedrag eller Sang og Oplæsning, ofte af fremragende Kunstnere,der villigt yder deres Offer paa Oplysningens og KulturensAlter. Men naturligvis gælder det om at sikre sig, at den unge Mandkommer i et rigtigt Hjem og ikke indfanges af en driftig Forretningsmand,der søger at udnytte deres Ukendskab med Forholdene.Derfor har de rigtige Soldaterhjem deres Sjælefangere staaende paaBanegaarden. Og paa den anden Side udfolder naturligvis ogsaa demindre rigtigeHjem en betydeligEnergifor at skaffe sigKunder.Men dennemereellermindreuegennyttigeIver misforstaasjævnligaf den ungeMand fra Landet,hvem manpaa det allermestindtræn-Ublid Vækning.gende har advaret mod Bondefangere, og som selvfølgelig i de totreHerrer, der tilbyder at hjælpe ham med at faa sin Bagage anbragt,ser ligesaa mange Medlemmer af det berygtede Lag.Omsider lykkes det dog at faa ham overtydet om de fredeligeog menneskekærlige Hensigter, der har fremkaldt Henvendelsen,og under Anførsel af Hjemmets Repræsentant gaar det da op gennemGaderne.Den larmende By tager næsten Vejret fra de vordende Krigere,af hvilke mange aldrig tilforn gæstede den. De har en Fornemmelseaf, at de høje Huse hvad Øjeblik det skal være kan styrte ned overHovedet paa dem. Og det varer noget, inden de gør sig fortroligemed, at en elektrisk Sporvogn sædvanligvis bevæger sig ad de særligfor dens Skyld anlagte Spor og ikke let finder paa at løbe indpaa Fortovet for at overkøre skikkelige Folk.Der kommer imidlertid større Tryghed i Sindet, efterat man iStor-København. II 14


210 VED KASTELLETS PORTSoldaterhjemmet har afleveret sin Vadsæk og derefter i en af desmaa Beværtninger i Kvarteret har faaet sig en Hjertestyrkning. Igamle Dage var det god Tone at tage denne Hjertestyrkning i saastore Maal, at man mødte helt eller halvt fuld paa Kasernen, naarved Ettiden den højtidelige Iklædning med Tegnene paa den militæreVærdighed skulde foregaa. Men moderne unge Mænd drikkersig ikke fulde. Kanske det kan hænde en eller anden fra en fjernKrog af Landet, hvor Udviklingen ikke er naaet hen. Men Københavnerengør det i hvert Fald ikke.Bajonetfægtning ved Garden.Naa, for Københavneren er jo den første Dag af Soldaterlivetheller ikke saa højtidelig som den er det for dem, der kommer udefra Landet eller fra Provinsbyerne. For dem betyder den ikke, atde nu i nogle Maaneder skal leve i helt andre Omgivelser end detilvante. Det er blot Formerne for deres Tilværelse, Arbejdet, Levemaaden,der kommer til at afvige fra det sædvanlige.Man maatte imidlertid kende Københavneren daarligt, om ikkeForvandlingen fra civil Person til Kriger vilde faa Humorens Kildespring,som altid slumrer i hans Sjæl, til at røre sig i fuld Kraft.Det er da ogsaa endelig et taknemmeligt Stof for Københavnerhumøret,denne store militære Forvandling. Ind gennem KastelletsPort vandrer de, elegante højflippede Levemænd, stilkede Kontorister,bebrillede Studenter og Svende fra Fad af alle Professioner,lige fra den pyntelige Haandværker til den frie Fugl fra Fælleden,og der er Urtekræmmerkommisser med et lidt for belevent Væsenog et „Frøken" hængende i Mundvigerne, og Rigmændssønner, derkommer susende i Selvejerautomobil, saa langt en forsigtig Lovgiv-


TIL MUNDERINGSKAMMERET 211ning tillader det. Og nu skal alle disse støbes i den samme militæreForm. De skal sove ved hinandens Side og gennemgaa den sammeSkole. Og kun i Evnen til at skaffe sig forskellige smaa Ekstrabehagelighedervil de sociale Uligheder fremdeles vise sig.Det er i Gymnastikhuset, de samles. Inden de endelig overgivestil Militærlivet, skal de underkastes et Lægeeftersyn. Der er en forvirretTravlhed derinde. Underofficerer løber frem og tilbage, tilsyneladendehensigtsløst, udstødende smaa,opmuntrende Kommando-I „Makketutten".ord. De tilkommende Krigere siger passende Vittigheder om hinandenslegemlige Fortrin.Og saa gaar det til Munderingskammeret, hvor Forvandlingenskal foregaa og brogede militære Sommerfugle udvikle sig af decivile Larvehylstre.Det foregaar i et langt smalt Rum, hvor bag et Bord Vaabenmesterenog nogle Officerer sidder. Foran Bordet opstilles Mandskabetefter Højde. Og til hver enkelt udsøges saa Tøjet fra deHylder, hvor det ligger opbevaret, stærkt naftalinduftende, efter hansHøjde, som opgives i Tommer. Til individuelle Forskellighederindenfor det samme Højdemaal tages der intet Hensyn. Den, derf. Eks. er 60 Tommer, faar Tøj af Numer 60. Skulde han have enMave af et højere Numer, maa han se at blive af med den saa hurtigtsom muligt.Dog kan det naturligvis vise sig, at det tildelte Tøj aldeles ikkelader sig forene med en enkelt Mands personlige Ynder. Og saa14«


212 KØBENHAVNERNE SOM SOLDATERmaa man jo prøve sig frem, til „Kongens Tøj" sidder nogenledessom det skal.Men endelig har da hver faaet sit. Og samme Aften Klokken 10sover de alle for første Gang paa Sovestuerne, indrullerede under1. Regiments Faner.Af hvad Art er nu det Materiale, Hæren derved har erhvervetsig? Spørgsmaalets Besvarelse indeholder maaske et og andet Fingerpegtil Belysning af Københavnernes Karakter. Hvorledes er det:forkyndes det ikke med passende Mellemrum, at Hovedstadens Befolkningmangler den sædelige Alvor, den Pligtfølelse, den moralskeOptugtelse, som findes hos de af den moderne Kultur usmittedeLandboere? Naar dertil kommer, at de brede Lag i Hovedstadenvitterligt ikke netop nærer nogen stor Beundring for det militæreLiv og at det Parti, hvortil Hovedmassen hører, ganske officielt erantimilitært, kunde man formode, at det kun var maadelige Soldater,der groede op af Brostenene.Men saa trist det kan være for visse Doktriner, er Sandhedenen helt anden. Første Regiment hører til Hærens bedste, især iSammenligning med 3. og 4.; disse sidste, Sølvgade-Kasernens, sugerNæring fra den Del af Sjælland, der ligger udenfor København,samt Lolland-Falster. Man er i Hæren enig om, at Bondebefolkningenfra disse Landsdele i Udholdenhed, Raskhed og Pligtopfyldelseikke kan maalesig med Jyderne og Fyenboerne men at Københavnernei hvert Fald staar paa Højde med de flinkeste af de Folk,der kommer fra de sidstnævnte Landsdele.Men naturligvis: lige ud ad Landevejen er Københavnerne ikkeat have at gøre med. De opirres let af en brysk og hensynsløs Optræden.Men man kan faa dem langt med en Blanding af Fasthedog jovial Ligefremhed. Og den Befalingsmand, der har det retteTag paa dem, kan faa dem til at gaa i Ilden.Naa, har maaske Tidsaanden mellem de menige ændret sig iden Retning, at de mindre end før taaler Overgreb, saa har den ogsaaændret den Behandlingsmaade, de underkastes af deres overordnede.Der vises nu paa forskellige Maader Mandskabet en Hensynsfuldhed,som kunde faa en svunden Tids Stokmilitære til atvende sig i deres Grave. Den fantasifulde Underofficersopfindsomhedi Retning af Eder og Skældsord, der tidligere udvikledes til denhøjest mulige Art af Fuldkommenhed, er paa ingen Maade mere i


MODERNE HUMANITET I HÆREN 213Kurs. Nattegnet, denne attraaede Begunstigelse, som tidligere kuni Ny og Næ blev en Menig til Del, den opnaas nu omtrent saa oftedet ønskes, uden videre Begrundelse til Klokken 12 og til et senereTidspunkt, naar særlige Omstændigheder taler derfor. Der er indførtfuldkommen Søndagsfrihed, saaledes at endogsaa den Pudseparade,som tidligere fandt Sted Søndag Morgen, er henlagt tilLørdag Aften, for at Heldagshvilen ikke skal blive beskaaren. OgKompagniets Skomager.der nægtes aldrig en Mand Tilladelse til at rejse bort, naar en elleranden større Familiefest gør hans Nærværelse ønskelig et ellerandet Sted ude i Landet.Endelig er ogsaa Etmarsch blevet forbudt. Etmarschen var Rekruternesførste Øvelse. Den bestod i, at der marscheredes paa Tællingi et saa langsomt Tempo, at man blev staaende et eller to Sekunderpaa hvert Ben ad Gangen. Under Anstrengelsen for at holdeBalancen kom Soldaterne til at ligne store, ikke ganske flyvefærdigeFugleunger, og deres Hjælpeløshed gav Underofficererne Anledningtil mange fortræffelige Vittigheder. Nu anvender man andre Methodertil at lære den unge Mand Marschens første Begyndelsesgrunde.Om maaske samtidig Glansen er gaaet lidt af den militære Vær-


214 DE BLANKE KNAPPER OG DE GRAAJAKKERdighed? Om maaske de blanke Knapper har tabt noget af den Tillokkelse,de uimodsigelig tidligere øvede paa mangen ung Mand oghvorved han følte sig trøstet over de Besværligheder, Soldaterlivetellers medførte? Maaske. I alt Fald i den Overgangsperiode, daman indførte de graa Uniformer, saa Soldaten mere kom til at ligneet Forretningsbud for en mindre Butik ude paa en af Broerneend den imponerende Kriger, han tidligere havde været, var Fortryllelsenbetænkelig i Tilbagegang, og paa Tivolis aabne Estradenoteredes en graa Jens ikke stort højere end en almindelig Civilist.Middagsmaden hentes.Men de graa Uniformer er nu atter opgivne. Naar det forhaandenværendeOplag er slidt op, bliver de gamle livligere Farver paany eneraadende,og Graajakkerne vil for Hæren være som en hæslig Drøm.Men hvad enten nu Rekruten føler sig stolt over at bære Uniformenog høre til dem, til hvem Landet sætter sin Lid i FarensStund, eller han betragter sin Soldatertid som en brutal Løsrivelsefra det fredelige Erhverv, han dyrkede inden han kom i Tjenesten,saa maa han nu leve Kasernebeboernes Fællesliv. Hans Dag erRegelmæssigheden selv; hans Vaner indordnes under den Norm,som anses for den gavnligste til Fremme af Orden og Disciplin.Tidligt begynder hans Dag. Klokken 4-5, eftersom Aarstiden ertil, lyder Reveillen, der kalder ham til dens Virke. Reveillen lyderblidt og klagende — Retraiten om Aftenen derimod munter og frisk— og det er kun med Overvindelse, at Jens river sig ud af Sengevarmen.


REVEILLEN 215Men alligevel er det en vis Vellystfølelse, hvormed han lidt senereinddrikker den ramme, prikkende Morgenluft. Selv om der varlukket op, hvad kunde lukkes op, der inde paa Belægningsstuen,saa var dog Luften tung af Uddunstningerne fra de mange sundt ogtræt svedende unge Mænd. Og af fulde Lunger svælger han nu detindvortes Luftbad, som Kasernegaarden byder ham.Pudsning.Lang er imidlertid ikke det Spand af Tid, der undes ham, til atanstille Betragtninger her over. Naar den visiterende Underofficerhar forvisset sig om, at alle er paa Benene, drikkes der Morgenkaffei Makketutten, og derefter tilbringes nogle andægtige Øjeblikkemed Pudsning. Og alt dette skal være besørget, til Bataillonen Kl. 6eller 67a stiller for at rykke ud.Udrykningen sker i Reglen enten til Fælleden, hvor der holdesallehaande Øvelser i de forberedende militære Discipliner, eller tilSkydning paa Amager, eller endelig til Felttjeneste i Omegnen.Af disse Former for Øvelse er Felttjenesten den friskeste ogfornøjeligste. Den er det ikke mindst i de senere Aar, da man ikkeholder sig strengt til Hovedstadens nærmeste Omegn, men hyppigtforetager Udflugter med Toget til fjernere Egne af Sjælland.


216 PAA FELTTJENESTEMan har hertil fundet paa at benytte de tidlige Landliggertog.Disse løber ellers saa godt som tomme ud fra Byen for at hentederes Stamgæster ind fra de landlige Opholdssteder. Og man laderdem da føre Soldaterne ud til den Egn, hvor Dagens „Slag" skalslaas.Der foregaar saa Krigen. Og mens Befalingsmændene gør deresErfaringer med Hensyn til Benyttelsen af Terrænet, faar BlodetSkydning med Karabin.stærkere Fart i de unge Legemer. En sund Træthed sænker sig lidtefter lidt over Mandskabet, og naar man ved To-Tretiden attervender hjem til Kasernen, er det med en fornøjet Følelse af at væreung og rask — rask nok til at tage en Tørn.Hermed er i det væsentlige Dagens Program udtømt. Der følgerganske vist endnu som Regel en Times Eftermiddagstjeneste. Menden er viet den stille Forskning i Militærtjenestens Teori — medandre Ord det, man kalder Læsning. Om Aftenen er Soldaten somoftest sin egen Mand. Tilbringer han den ikke ude i Byen ellerbyder Soldaterhjemmet ham ikke en eller anden Art af Underholdning,saa staar jo i hvert Fald Samlingsstuen ham aaben.Samlingsstuen er paa Kasernen den fælles Dagligstue. Her harMadskabene deres Plads. Madskabet er Soldatens dyreste Eje, Gen-


MADSPØRGSMAAL 217stand ikke alene for hans egen daglige Interesse og Omhu menogsaa jævnlig for Kærestens eller „Vor Mo'er"s varmeste Tanker.Paa Madskabets større eller mindre Forsyning kan man maale, omdets Ejermand er Genstand for en større eller mindre Grad afkvindelig Kærlighed. Den, der kun kan glæde sig ved de ringereStyrkegrader, maa trøstesig med, at „Makketutten"staar i lige Grad til Tjenestefor alle. Og man behøverikke nogen meget velspækketPung for at kunnegøre sig til Gode dér.Kun Spiritus fører„Tutfa'er"som Regel ikke mere.De, der ønsker sig en Opstrammeraf denne Art, maada søge en af de smaa Soldaterbeværtninger,hvorafder navnlig i Kvarteretomkring Garderkasernen iGothersgade findes en Del.Men der er færre ogfærre, der gør det. Snarerevælges en af de smaa Æbleskivesnaskersom Skuepladsfor de Udskejelser,.. n Frokost under Felttjenesten.hvortil der maatte befindesat være Trang og Raad. Hvad dette sidste Hensyn — det pekuniære— angaar, saa er Soldaterne som næsten alle, der arbejder for Staten,nu ikke saa lidt bedre lønnede end for nogle Aar tilbage. Dagpengeneer noget forskellige ved de forskellige Vaaben, men gennemsnitliger de omtrent 1 Krone om Dagen. Og desuden uddelesder saa hver 6. Dag Brød. Hveranden Mand faar et halvt Rugbrød,hveranden et Sigtebrød. Meningen hermed er, at man ved at bytteskal kunne opnaa en behagelig Afveksling.Men skønt Madspørgsmaalet utvivlsomt er et af de vigtigste foren ung Mand i Begyndelsen af Tyverne og med en som oftest særdelesvel udviklet Appetit, saa er det jo dog ikke det eneste. Og der


218 REGIMENTSHUNDENer paa flere af Samlingsstuerne ogsaa tænkt paa at skaffe ham enpassende Adspredelse, især ved Læsning og Dam- og Skakspil. EllerJens underholder sig ved at lege med Regimentshunden.Regimentshunden er, skønt den ikke officielt har nogen militærCharge, ved de fleste Afdelinger en skattet Kombattant. Som oftesthar den af egen fri Vilje valgt at gaa den militære Vej. Ved en afRegimentets Øvelser ude i Landet har den sluttet sig til og leversiden sit Liv som hørende til Afdelingen. Den deltager i alle Felttjenesterog Marschture,og den viser sigtidt i Besiddelse afen vis Forstaaelse afTjenestens Tarv. Deter saaledes Tilfældetmed den populæreGarderhund Jacob,der holder til i Vagtstuenpaa Amalienborg,og som støtterBefalingsmændenesStræben ved at gøhøjt ogmisbilligende,naar en Øvelse gaardaarligt, ja endogsaaEt Brev fra „vor Mo'er".ved at fare en elleranden Synder i Benene. Regimentshunden nyder da ogsaa efter sinDød den Ære at blive udstoppet og opstillet paa Samlingsstuen.Med faa Afvigelser er dette Liv i Grundtrækkene det, der føresrundt paa alle københavnske Kaserner, saavel bag den gamle Sølvgade-eller Gothersgadekasernens graa Mure som bag Husar- ogIngeniørkasernernes mere moderne røde, i Forternes Belægningsrumog paa Feltartilleriets christianshavnske Pauluner. Men naturligviser selve Tjenesten vidt forskellig.For Fodfolkets og Rytteriets Vedkommende er den dagligeØvelsesplads Fælleden, mens Artilleriets Hovedvirksomhed udfoldespaa Amager. Og endelig har Ingeniørerne deres egen Øvelsespladsved Strandvejen. Men selvfølgelig betyder dette kun de Steder, hvorhvert Vaabens elementære og specielle Uddannelse foregaar. I sidste


BARAKLEJREN PAA AMAGER 219Instans udgør de en Enhed, hvis enkelte Led paa det nøjeste maapasses ind i hverandre. Og hertil benyttes de større, samlede Manøvrer,hvad enten de foregaar et eller andet Sted ude i Landeteller omkring Fæstningen, undertiden i Forbindelse med en Flaademanøvre.For Fæstningsartilleriets Vedkommende er Øvelsespladsen „ Faste-Batteri" paa Amager, i Nærheden af Skydebanerne. Her lægges omSommeren Mandskabet i Baraklejr. Og saa gaar det løs med Gymnastikog Marschøvelser og Kanoneksercits. Lidt efter lidt opstaarnæsten et fortroligtForholdmellem Mændeneog de store,alvorlige Kanoner,de skal betjene.Deter meden egen Følelseaf Ansvar, at Artilleristenomgaasdisse tavse,lydige Væsener,der saa let kanbringes til at taleet Sprog af enPaa Samlingsstuen. Forfatteren læser op.frygtelig Tydelighed. Er Infanteristens Gevær som en lille tæmmetTigerkat, han efter Behag kan slippe løs paa dem, der vil ham ondt,saa er Kanonerne som brølende Løver.Mest Tilknytning til det borgerlige Livs Sysler har vel IngeniørernesØvelser. At overvinde allehaande Terrænvanskeligheder -at slaa Broer og foretage Jordarbejder det er jo noget, man ogsaaudenfor militære Forhold stærkt kan faa Brug for, og mange afIngeniørregimentets menige har i deres civile Liv haft Sysselsættelseved Professioner, der medførte Arbejde af beslægtet Art. Ude i Ryvangenhænger de nu i af bedste Evne med Pontonbroer og Løbebroer,Hængebroer og Flydebroer, der skal bane Vejen gennem etLand, furet af Vandløb, og hvor Fjenden maaske oven i Købet harværet saa lidet forekommende at rydde de Broer bort, som fandtes.Thi vel er der noget, der hedder, at man kan svømme over - og


220 FÆSTNINGENHusarerne øves i Ryvangen i at lade Hestene svømme — men naaret Vandløb er dybere end den saakaldte militære Vanddybde, derer l,8o Meter, formodes det, at man ikke uden en Bro vilde kunneføre en Afdeling over, og Ingeniørerne maa da træde til.sje **Hovedstadens Egenskab som Danmarks eneste Militærby afnogen Betydning træder imidlertid ikke blot frem i Omfanget afdens Garnison. Den viser sig ogsaa i, at den er den eneste Fæstning,med hvilken der overhovedet kan regnes, og at den er Sædetfor alle de centrale militære Institutioner.Ingen, der kommer til Byen eller forlader den, og som mednogenlunde Opmærksomhed betragter det Landskab, Toget ellerDamperen fører ham igennem, kan overse Fæstningen. Kommerman fra Landsiden, strækker den sin brede grønne Ryg paa beggeSider af Banelegemet; fra Søen ser man Søforterne rejse deres graaMurværk op af det vuggende Sund som graadige Dyr, der stikkerHovedet op af Vandet efter Bytte. Det er for saa vidt misvisende,som det danske Militærvæsen er indrettet med alt andet end Rovhensigterfor Øje. Men paa alle Kanter er disse Værker den stadigeMindelse om det Spørgsmaal, der stadig holdes aabent: det omFæstningens endelige Skæbne, Forsvarets endelige Ordning. Hoved-


FREMTIDEN 221stadens yngre Borgere mindes da ogsaa gennem Indkaldelsen til„Væbningen" virksomt om Hovedstadens strategiske Særstilling.At Spørgsmaalet herom skulde være løst en Gang for alle vedAnlæget af de Værker, der findes, det mente man vel heller ikke,da man i Midten af Firserne skred til at rejse disse Fæstningsværkerfor „provisoriske" Penge. Imidlertid var det jo ikke nogen ringeSum, der anvendtes, ialt ca. 19Va Millioner Kroner, hvoraf de 18udrededes af Statskassen, Resten af den „frivillige Selvbeskatning",og heller ikke synes selve Anlægene for en civil Betragtning smaaFeltartilleriet paa Øvelse.eller lidet omfattende. Selve Voldlinien strækker sig i en Længdeaf omtrent to Mil fra Køge Bugt til Utterslev Mose. Og hertil kommersaa de enkelte Forter, ialt 23, der skal forsvare Byen modNord og Nordvest.Men hvad enten nu denne Befæstning bliver udvidet eller nedlagteller bevarer sin nuværende Skikkelse, vil før eller senere detTidspunkt komme, da den ikke længere opretholdes som aktivtVærn. Byen vil vokse sig større og større, og en skønne Dag passerdens nuværende militære Klædedragt ikke længere. Da vil Voldeneog Gravene føje sig ind i det nye Stor-Københavns landskabeligeFysiognomi, og de vil meddele det Træk af en rørende gammeldagsYnde. Thi underligt nok: Fæstningsværker, som oprindelig ikke juster skabt til at fremkalde Idyl, virker, naar de er nedlagt, som gamle,blide Sange, der nynner sig ind i den moderne Bys larmendeSymfoni.


222 TØJHUSETI det nuværende København er det saaledes Kastellet og Smedelinien,den tilbageværende Del af Christianshavns Vold og de ældsteaf Søforterne, der endnu minder om, at der har været en Tid, daByen var indadvendt og tilstrækkelig ligevægtig til, at man udenSkrupler satte den Bom for sin Dør, som man mente tilstrækkelig,for derpaa at leve og spise og sove ubekymret. Bag Voldenes Hegnfølte man sig saa tryg som den Bonde, der har sat dobbelt Slaa forsin Dør og derpaa giver sig Gud i Vold, uden at tænke altfor megetpaa, at der strejfer alskens løst Pak om ude i Skovene og paa Lande-Københavns Væbning.vejene. Og det var dog urolige Tider den Gang, Oldenborgerrækkenigennem. Men i det mindste for vor Opfattelse staar Datidens Krigesom noget næsten muntert, og naar vi nu ser en af de gamle Kanoner,som den Gang baade glammede og bed saa trofast som nogenLænkehund, naar der kom ubudne fremmede, saa forekommer denos, irret og grøn som den er, næsten som et uskyldigt Stykke Legetøj.Der er da ogsaa over Samlingerne af historiske Vaaben paa vortTøjhus et afgjort fredeligt Præg, endda der ogsaa huses Minder fravore sidste Krige. Naar man gaar ned gennem Rækkerne af degamle, ofte prægtigt sirede „Stykker", har man en Fornemmelse,som om man besaa en Samling af uskadelige Snurrepiberier. Saavenlige forekommer disse Vaaben i Sammenligning med vor Tidskoldblodige Menneske-Mejemaskiner.Og dog har nok Militæret anderledes kroet sig, den Gang dissegamle Vaaben var i Virksomhed. Den Gang var Soldaten en pragt-


MILITÆRE FØR OG NU 223fuldt skinnende Fugl, en Mand, der var gennemtrængt af Tankenom Livets Kortvarighed og derfor af et rasende Begær efter at faaden mest mulige Nydelse ud deraf, saa længe han endnu havde det.Den Gang stod altid Døden bag Krigerens Stol og opfordrede hammed et besk Smil om sine blottede Tandrækker til at tage for sigaf Retterne. Krigen var ikke en fjern Mulighed men en ofte opdukkendeVirkelighed, som alle ældre Soldater havde oplevet, oghvormed de stadig maatte regne.Nu, da den Generation af Officerer, som har været i Krig, erved at uddø, er alt det blevet anderledes. Befalingsmændene blivermere hensynsfulde i det daglige Livs smaa Anliggender, fordi deikke længer bliver saa betydningsløse, som de maa være, saa længeden bratte Overklipning af alle Livets Traade kan ske naarsomhelst.Og den værnepligtige menige er ikke længere en Krigskarl men enfredelig Borger, der med større eller mindre Glæde betaler sinTribut til Samfundet. Han vedbliver at være Borger, og Borger erhan den Dag, han atter vender hjem fra sit korte Militærliv til dencivile Bedrift, kanske styrket og opstrammet ved nogle Maanedersraskt og friskt Liv sammen med jævnaldrende, ofte paa legemligtstrabadserende Ture under aaben Himmel — men stadig den fredelige,jævne og lune danske unge Mand, han var den Dag, hanstillede med sin Vadsæk ved Kaserneporten.

More magazines by this user
Similar magazines