Solidaritet #5, december 2015

Uafhængigt socialistisk magasin 

Nr. 5, december 2015 

Kæmp mod digital overvågning 

Nogle unge har fra deres kontor i Nordvest startet tjenesten 

Firefund. De vil gøre det muligt at støtte bevægelser i hele verden 

anonymt. Firefund er blot en af mange tendenser, der kæmper 

mod overvågning på nettet og i det offentlige rum. 

Tema om overvågning 

Venstrefløjen i Europa Magteliten Arbejderklassen tynges af gæld

Indhold 

Konkurrencestaten 

Side 35 

Når byen holder øje med dig 

Side 16 

Kammerat Corbyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 

EU og klimakvoter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Tema: Overvågning 

Proletarer i alle lande: Kryptér jer . . . . . . . . 10 

Digitalt selvforsvar . . . . . . . . . . . . . . . . . .14 

Når byen holder øje med dig . . . . . . . . . . . .16 

NSA overvågning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 

Firefund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 

Kejsergadesagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 

Privat gæld 

Side 40 

Den europæiske venstrefløj . . . . . . . . . . . . .26 

Hold fast i EU-modstanden . . . . . . . . . . . . .29 

Magteliten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 

Konkurrencestaten . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 

Det glemte massemord i Indonesien . . . . . . . 38 

Privat gæld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 

Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 

Digte med kant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 

Solidaritet – Uafhængigt socialistisk magasin 

Solidaritetshuset • Griffenfeldsgade 41 • DK 

- 2200 København N •www.solidaritet.dk • 

Bankkonto: 1551- 685 0510 • ISSN 1396-6545 

Kontakt redaktion: magasin@solidaritet.dk 

eller tlf. 2830 4024 (Jeppe). 

Kontakt annoncer: annoncer@solidaritet.dk 

Oplag: 1000 ex. • Tryk: Solidaritet 

Abonnement: 200 kr. om året (6 nr.). 

2 | Solidaritet 

Bestilles på www.solidaritet.dk 

Redaktion: Jeppe Rohde (ansvarshavende), 

Stig Hegn, Ebbe Rand Jørgensen, Michael 

Schølardt, Maja Ekebjærg, Lasse Rørdam Nielsen, 

Åge Skovrind, Peter Dollerup, Asger Hougaard, 

Marta Helleskov, Anders Pilmark, Jakob 

Ruggard og Ole Bach. 

Layout og foto: Peter Dollerup, Mikkel Ellung 

Larsen, Thomas Christensen og Jesper Legarth 

Quist. 

Solidaritet laves udelukkende af frivillige kræfter. 

Solidaritet er tilmeldt Pressenævnet.

Leder 

Øjet i det høje 

Både statslig og kommerciel 

overvågning er eksploderet i takt 

med den teknologiske udvikling. 

Venstrefløjen bør kæmpe aktivt 

mod vilkårlig overvågning 

og være med til at udbrede 

kendskabet til digitalt selvforsvar. 

Af Anders Pilmark, 

Marta Helleskov og Michael Schølardt 

Nyhederne er fyldt med historier om terrorangrebene 

i Paris. Verdens statsledere står i kø for at 

give nye beføjelser til efterretningstjenester, politi 

og militær. 

Da USA efter 11. september indledte den globale 

'krig mod terrorisme', fik regeringer overalt i verden 

chancen for at give nye beføjelser, øge overvågning og 

lempe dataindsamlingspolitikken. Informationer er lig 

med magt og kan føre til det, som enhver statsmagt ønsker: 

Kontrol med sin befolkning gennem fuldstændige 

oplysninger om dets borgere. 

Det er også tilfældet i Danmark, hvor staten i stigende 

grad prøver at skjule så meget for borgerne som 

muligt. Det viser sager som den nye offentlighedslov 

og salget af Dong. Samtidig er efterretningstjenesterne 

længere uden for offentlig og politisk kontrol, end de 

har været i årtier. 

Som det fremgår af dette nummer af Solidaritet, er 

det ikke kun den statslige overvågning, der er eksploderet 

i de seneste år. Det gælder i den grad også virksomhedernes 

overvågning af forbrugerne, der forøges i takt 

med digitaliseringen af borgernes informationer. Her 

er det kommercielle interesser, der driver værket. Men 

som i stadig større grad flettes sammen med sikkerhedspolitiske 

og geopolitiske interesser. 

Den digitale udvikling har også en lys side, da adgangen 

til information øges. Det giver mulighed for bedre 

klimaløsninger og solidaritet over grænser. I det hele ta- 

Vi bliver 

overvåget som 

aldrig før. Men 

det er muligt 

at nyde godt 

af teknologien 

uden at gå på 

kompromis 

med privatlivet, 

mener Anders, 

Marta og 

Michael. 

Foto: Jeppe 

Rohde 

get mange fantastiske ting. 

Desværre er mere overvågning en følge af den teknologiske 

udvikling. Frygt bruges som et effektivt middel. 

Vi får at vide, at vi er nødt til at acceptere, at vores data 

gemmes og deles, hvis vi skal fange terrorister og optrævle 

pædofiliringe. Men det er en falsk modsætning. 

For det er muligt at nyde godt af teknologien uden at gå 

på kompromis med privatlivet. 

Det kræver en politisk parathed – hvor man råber op, 

afslører misbrug og er klar til at tænke privatliv ind i den 

teknologiske grundkerne. Og sådan en parathed forudsætter 

en principiel afklaring på området. Derfor er 

det vigtigt, at vi på venstrefløjen tager emnet alvorligt, 

rejser debatten, hvor vi kan, og løbende udvikler vores 

politik og praksis. For den teknologiske udvikling venter 

ikke på os. 

Venstrefløjen skal kunne koble den internationale 

overvågningsdagsorden til, at det faktisk betyder noget, 

hvordan Lejre Kommune vælger at opsamle og gemme 

data om dens borgere. Vi skal fastholde, at mennesker, 

der afslører embedsmisbrug eller firmasvindel, ikke er 

kriminelle – men derimod udfører en ærefuld gerning. 

Vi skal støtte initiativer, som ønsker gøre solidarisk 

praksis på nettet anonymt. Vi skal udbrede kendskab til 

mulighederne for digitalt selvforsvar, så ansvaret ikke 

alene hviler på enkeltpersoner. 

Kort sagt skal vi kunne sammenkæde den ofte uoverskuelige 

digitale dystopi med alle de mange muligheder, 

der er for, at teknologien ikke længere tages som 

gidsel, men i stedet bruges i kampen for en mere fri og 

lige verden. 

Solidaritet | 3

Tema Labour 

Kammerat 

Corbyn 

Fem gange vinder af Årets Skæg i det engelske underhus og nu formand 

for de engelske socialdemokrater i Labour. Historien om Jeremy Corbyn er 

historien om en politiker fra den yderste britiske venstrefløj, der stik mod 

alles forventninger strøg til tops i det parlamentariske system og har sikret 

skægbærere og den udenomsparlamentariske venstrefløj den vægtigste 

repræsentant i årtier. 

Af Peter Nielsen 

Historien er dog endnu ikke færdigskrevet, 

og meget tyder på, 

at spændingskurven langt fra 

har toppet. 

Selv havde Jeremy Corbyn 

ingen andre ambitioner end at 

fremme en bredere politisk debat i 

partiet, da han i juni meldte sig på 

banen til formandsvalget i det britiske 

Labour-parti. At besætte tronen, 

der blev ledig, da Ed Miliband 

tilbage i maj trak sig som partileder 

oven på et overraskende stort valgnederlag 

til landets konservative, 

var ikke en del af overvejelserne. 

Bookmakerne gav Corbyn oddsene 

1 til 100 i kampen mod de tre 

midter- og højrefløjskandidater, da 

han først meldte sig på banen. Det 

blev derfor en af de største sensationer 

i nyere britisk politisk historie, 

da Corbyn pludselig strøg til vejrs i 

Corbyn står 

lige nu meget 

svagt i meningsmålingerne, 

hvilket givetvis 

hænger 

sammen med 

et særdeles 

negativt 

pressefokus. 

Foto: Garry 

Knight, CC 

meningsmålingerne og højst overraskende 

stod som den endelige vinder, 

da resultatet blev udråbt den 12. 

september i år. 

Hadet i partitoppen… 

Heller ikke blandt partikammeraterne 

i Westminister var tiltroen, 

endsige opbakningen, særlig stor 

da Corbyn først meldte sig, og det 

var særdeles svært at skaffe nomineringer 

fra de fornødne 15 procent 

af Labours partigruppe til hans kandidatur. 

Det lykkedes derfor først i 

praktisk talt sidste minut at overtale 

de sidste støtter, der på det tidspunkt 

ingen anelse havde om, hvad 

de var med til at sætte i gang. 

I løbet af valgkampen erklærede 

stadig flere Labour-politikere deres 

modstand mod Corbyn, i takt med 

at han udviklede sig fra en symbolsk 

venstrefløjskandidat til en seriøs 

spiller i kampen om formandsposten. 

De bebudede, at et Labour 

med Corbyn i spidsen ville være 

»uvælgeligt«, og at læren af det 

netop overståede valg var, at de britiske 

vælgere netop ikke ønskede et 

rødere Labour. 

… elsket blandt græsrødderne 

Trods Labour-etablissementets 

frygt, har støtten fra partiets græsrødder 

været overvældende. Blandt 

de opstillede kandidater fik Corbyn 

klart flest anbefalinger fra partiets 

lokalafdelinger og de associerede 

fagforbund, og i sidste ende vandt 

han da også med næsten 60 procent 

af stemmerne formandsvalget 

allerede i første runde. 

Den overbevisende margen 

skyldtes ikke mindst et nyt valgsystem, 

der gjorde det muligt for 

Labour-støtter uden medlemskort 

at købe sig til stemmeret for blot 

3 pund eller godt 30 kroner. Disse 

4 | Solidaritet

Labour 

»Trods Labour-etablissementets 

frygt har støtten fra partiets 

græsrødder været overvældende« 

strømmede til, da Corbyn blev accepteret 

ind i kapløbet, og han fik 

lang størstedelen af deres stemmer. 

Blandt ordinære partimedlemmer 

fik han godt halvdelen af stemmerne 

i første valgrunde, mens han 

trak vel over halvdelen af fagforeningsstemmerne. 

Oprigtig og autentisk 

Populariteten blandt græsrødderne 

skyldes en kombination af flere faktorer. 

En af disse er Corbyns umiddelbare 

oprigtighed og autencitet. 

Han er ikke en del af partietablissementet 

og har tværtimod dedikeret 

en stor del af sin tid, siden han blev 

valgt til Underhuset i 1983, til udenomsparlamentariske 

initiativer som 

Stop the War, Campaign for Nuclear 

Disarmament og Palestine Solidarity 

Campaign. 

Meget symbolsk for Corbyns 

udenomsparlamentariske arbejde 

var det da også, da han, samme dag 

han blev udråbt som ny Labour-leder, 

talte for 100.000 fremmødte 

ved en Refugees Welcome-demonstration 

i London. 

»Syriza-lignende freak« 

En anden væsentlig faktor for Corbyns 

succes er alt andet lige den politiske 

platform, han er gået til valg 

på og som formentlig er den mest 

radikale en partileder har haft siden 

1980erne. 

Corbyns økonomiske program er 

i folkemunde blevet døbt Corbynomics, 

og det indebærer blandt andet 

infrastrukturelle investeringer finansieret 

ved at lade nationalbankens 

seddeltrykkeri køre. Andre mærkesager 

er nationalisering af jernbanerne, 

afskaffelse af gebyrer på universitetsuddannelser, 

afskaffelsen af atomforsvaret 

og udmeldelse af NATO. 

Corbyns politiske program er 

blevet bifaldet af mindre engelske 

venstrefløjspartier såsom Socialist 

Workers Party (SWP) og Left 

Unity. Uden for landets grænser 

har spanske Podemos og græske 

Syriza erklæret Corbyn deres kærlighed. 

Anderledes afmålt var de danske 

socialdemokraters formand, Mette 

Frederiksen, da hun erklærede at 

»det Labour, der tegner sig nu, ligger 

langt fra det danske Socialdemokrati,« 

mens Henrik Sass Larsen 

(S) på Twitter kaldte Corbyn for en 

»Syriza-lignende freak«. 

Alliancer med bevægelserne 

En af de briter, der har ladet sig begejstre 

af Corbyns sejr, er Tom King, 

én af tre formænd for studenterforeningen 

ved London-universitet 

SOAS, som er kendt for sin aktivistiske 

studentermasse. Ifølge King åbner 

valget af Corbyn nye mulig 


Tema 

heder for studenterbevægelsen og 

andre sociale bevægelser: 

- For os giver valget af Corbyn en 

ny talerstol. Vi håber, at Corbyn kan 

hjælpe vores budskaber ud i stuerne 

hos middelklassen, så et bredere 

udsnit af befolkningen kan identificere 

sig med eksempelvis kravet om 

skrotningen af universitetsgebyrer. 

Ifølge King vil man formentlig 

også se, at bevægelserne i højere 

grad end tidligere vil støtte op om 

en Labour-kandidat i kampen om 

premierministerposten. 

- Det vil være oplagt for studenterbevægelsen 

dels at arbejde mere 

aktivt i påvirkelige organer i Labour 

og dels at bakke op om Labours 

krav på gadeplan – og vice-versa. 

Tidligere Labour-ledere har haft berøringsangst 

overfor studenterbevægelsen, 

men der er nu et klart 

potentiale for at etablere nye forbindelser 

og strategiske samarbejder 

for os og sociale bevægelser generelt. 

Kontrarevolution 

Det er dog endnu for tidligt at juble. 

Nick Clark er journalist for the Socialist 

Worker, og han opfatter ligeledes 

Corbyn som en mulighed 

for landets venstrefløj. Han er dog 

nervøs for, hvorvidt Corbyn får lov 

at blive siddende frem til et kommende 

parlamentsvalg. 

- Jeg tror, at den største trussel 

mod Corbyn kommer internt fra 

i Labour, og jeg finder det sandsynligt, 

at der vil være et forsøg på 


Westminster, 

med det 

engelske 

parlamant. 

Foto: Dan 

Forest, CC 

»Andre 

mærkesager 

er nationalisering 

af 

jernbanerne, 

afskaffelse 

af gebyrer på 

universitetsuddannelser, 

afskaffelsen 

af atomforsvaret 

og 

udmeldelse af 

NATO« 

at slippe af med ham fra partiets 

højrefløj. Han har allerede måttet 

indgå en del kompromiser og 

give en række indrømmelser for at 

holde samling på partiet. 

Historier om, at Labours højrefløj 

vil forsøge at vælte Corbyn i 

utide, florerer ikke kun i cirkler til 

venstre for Labour. Allerede inden 

formandsvalget var bragt til ende, 

bragte den engelske presse historier 

om anonyme og navngivne kilder 

i Labour, der advarede om kupplaner. 

Selvom truslerne er aftaget 

efter Corbyns overbevisende sejr, 

skyder flere bettingbureauer på, 

at han ikke får lov at sidde perioden 

ud. 

Kompromisets kunst 

Som Clark nævner, har Corbyn da 

også allerede måttet slække på linen 

for at undgå mytterier. På Labour-kongressen 

den 27-30. september, 

pressede han en afstemning 

igennem om partiets holdning til 

landets atomubåde, som et stort 

flertal af kongressen til den nye formands 

fortrydelse ønskede at bevare. 

Fra Corbyn-lejren lød det, at man 

opfattede afstemningen som en sejr 

for medlemsdemokratiet, som man 

ønsker i højere grad at inddrage i 

partiets politikudvikling. Corbyn har 

dog også måttet dæmpe nationaliseringsretorikken, 

bakke tilbage på 

tidligere krav om at forlade NATO, 

og han går nu også klart ind for at 

forblive i EU. 

Kampens kunst 

Selv hvis Corbyn skulle formå at 

holde de oprørske Labour-politikere 

i ro indtil næste valg, der planmæssigt 

afholdes i 2020, må han kæmpe 

hårdt for også at vinde den britiske 

offentlighed over. Han står lige nu 

meget svagt i meningsmålingerne, 

hvilket givetvis hænger sammen 

med et særdeles negativt pressefokus. 

Det er dog svært at forestille sig, 

at den britiske presse, hvoraf størstedelen 

af dagbladene støttede De 

Konservative ved sidste valg, og en 

stor del er ejet af mediemogulen 

Rupert Murdoch, pludselig skulle 

forbarme sig. Det er tydeligt, at Corbyn 

selv må bygge videre på den 

entusiasme, han har vakt hos dele 

af de britiske vælgere og forsøge at 

inddrage de kræfter og kapaciteter, 

der ligger i bevægelserne, hvis han 

og Labours venstrefløj vil sætte en 

dagsorden i England. 

Nyere tid har vist masser af eksempler 

på at folkeopinioner vender 

sig hurtigt og til trods for en 

fjendtligt stemt presse. Syriza var 

»uvælgelige« indtil de blev valgt, og 

hjemme i Danmark undergik flygtningedebatten 

store forandringer 

på få dage og timer i begyndelsen 

af september. På samme vis kendte 

langt de færreste til Jeremy Corbyn, 

da han i juni meldte sit kandidatur 

til Labours formandspost. Tre måneder 

efter var den hans. Så hvem 

ved, hvad der kan nå at ske på fem 

år? ■

Klima 

EU vil eksportere 

kvotehandelsfiasko 

Op til COP21 forsøger EU at sælge 

sit CO2-kvotesystem til resten af 

verden. Miljøbevægelser kræver 

det skrottet til fordel for effektive 

klimatiltag. 

Af Finn Kjeller 

Ved klimatopmødet i Paris den 30. november til 11. 

december, møder EU's repræsentanter – og dermed 

Danmarks – op med et forslag om at udbrede EU's 

system for CO2-kvotehandel til hele verden. Det gør de, 

selv om kvotehandelssystemet her ti år efter starten er 

en notorisk fiasko, når det gælder om at nedbringe udledningerne 

af de klimaødelæggende gasser. 

EU's Emissions Trading System (EU-ETS) er verdens 

største marked for CO2-kvoter. EU-ETS omfatter 11.000 

fabrikker, kraftværker m.m. For hvert ton CO2, de udleder, 

skal de aflevere en kvote, dvs. en tilladelser til at 

slippe 1 ton CO2 ud i atmosfæren. 

Kvoterne kan købes og sælges på elektroniske markeder. 

Dette markedsbaserede system skulle give virksomheder 

incitament til at forurene mindre – på den 

mest »omkostningseffektive« måde. Men kvotehandelen 

har aldrig sat en kvotepris, som tilskynder forurenerne 

til at reducere udledningerne. 

EU-ETS omfatter 45 % af de samlede drivhusgasud- 


Klima 

ledninger i EU. Dermed er også en stor del af Danmarks 

klimapolitik bundet af EU-ETS. 

Presset på de store forurenere for at sænke deres 

udledninger har været lille eller ikke eksisterende, eftersom 

de har nydt godt af en overflod af gratis kvoter. 

Ikke bare kvoter uddelt af EU, men også billige kreditter 

fra projekter i lande i Syd og Øst. EU har nemlig fra 2008 

knyttet kvotehandelen sammen med Kyotoprotokollens 

»Clean Development Mechanism« og »Joint Implementation«. 

Princippet om, at det skal være ekstra reduktioner, 

som ikke ellers ville have fundet sted, håndhæves ikke, 

og ingen kan garantere, at basisscenariet er korrekt. Det 

er blevet udnyttet i en sådan grad, at flertallet af disse 

kreditter ikke repræsenterer nogen reelle udledningsreduktioner. 

Overflødighedshornet af kvoter er et resultat af »lobbyisme 

sideløbende med regeringernes protektionisme«, 

hvor det styrende har været »hensyn til EUerhvervslivs 

'konkurrenceevne' på de internationale 

markeder frem for miljøhensyn«, forklarer Oscar Reyes 

fra Corporate Europe Observatory i rapporten Life beyond 

emissions trading (januar 2014). 

Kvotepris i bund 

Med kvotehandelssystemet følger også en mængde 

mæglere og spekulanter, som profiterer på systemet 

uden på nogen måde at bidrage til miljømæssige eller 

sociale fremskridt, påpeger Oscar Reyes. Kvoteprisen 

bestemmes nemlig på et værdipapirmarked, hvor kvoterne 

handles af alle mulige, f.eks. hedgefonde. 

»Når prisen bestemmes af markedet, mister CO2-prisen 

sin regulerende rolle,« bemærker det franske ATTAC 

i en ny bog (Le climat est notre affaire, Paris, 2015). 

EU's kvotepriser har hele tiden været ustabile og brød 

første gang sammen i april 2006. Den økonomiske krise 

efter 2008 har sænket efterspørgslen og medført faldende 

kvotepriser. Der er ingen udsigt til, at kvotepriserne 

kan komme op fra de nuværende 4-5 euro for en 

kvote til de 30-50 euro, som mange anser for minimum, 

hvis prisen skal tilskynde nogen til at droppe fossile 

energikilder. 

Det betyder, at elselskaber og energitunge virksomheder 

i EU med fordel kan melde sig ud af omstillingen 

indtil videre og købe kvoter af andre i EU eller CO2-kreditter 

uden for EU, hvor det umiddelbart er billigere at 

reducere udledninger. Når det sker, har det alvorlige 

langsigtede konsekvenser. Hvis man f.eks. i dag investerer 

i et nyt kulkraftværk frem for vindkraft, har man låst 

sig til høje CO2-udledninger i årtier frem. 

Blokerer for effektive tiltag 

EU-ETS har ifølge kritikerne ikke bare været ineffektivt. 

Det har også blokeret for en effektiv indsats. 

»Da kvotehandelen giver incitament til at gennemføre 

de billigste reduktioner først, udsætter den de 

sværeste forandringer og fastlåser kulstoftung infrastruktur,« 

forklarer Friends of the Earth Europe, som det 

danske NOAH er en del. 

»Presset på de store 

forurenere for at 

sænke deres udledninger 

har været lille eller 

ikke eksisterende« 

Princippet om »omkostningseffektivitet«, som ligger 

bag kvotehandelssystemet, fører således økonomien i 

retning af ikke-strukturelle tiltag, som giver billige kvoter 

og kreditter, f.eks. træplantning i u-lande frem for 

energibesparelser eller omstilling til decentrale solcelleanlæg. 

»ETS har undermineret eller blokeret for vedtagelse 

af en bred vifte af andre miljøtiltag,« 

skriver Oscar Reyes fra Corporate 

Europe Observatory. Modstandere 

af sådanne tiltag har ligefrem 

brugt EU-ETS som argument, fordi 

en fremgang for vedvarende energi 

og energieffektivisering ville svække 

kvoteprisen. 

ETS-satsningen »er en hindring 

for andre, afprøvede og testede foranstaltninger, 

som ville føre til mere 

sikre resultater. Regulering, beskatning 

og støtteordninger er mere effektive, 

når det gælder om at reducere udledningerne 

i det omfang og den takt, der er nødvendige for at afværge 

katastrofale klimaforandringer,« siger Friends of 

the Earth Europe. 

Flytter dækstolene på synkende skib 

Mens en lang række græsrodsorganisationer har opfordret 

EU til at skrotte EU-ETS, har EU-Kommissionen forsøgt 

at rette op på det synkende flagskib. Der er fremsat 

mange forslag om reform af EU-ETS, men »erfaringerne 

har vist, at ændringer i systemets udformning altid er 

gennemført i overensstemmelse med erhvervslobbyernes 

krav. De har fået godt tag i EU, som både leverer 

kvoterne og lovgiver om dem – ikke overraskende, for 

kvotehandelen flytter den klimapolitiske beslutningsog 

handlekraft fra borgerne og regeringerne til forurenerne 

og forhandlerne,« skrev Carbon Trade Watch i 

2012 i sin rapport Green is the colour of money. 

Daværende klimakommissær Connie Hedegaard forklarede 

i et interview sin modvilje mod at gå andre veje: 

»Hvad angår diskussionen om at fastsætte priser, der 

lægger en bund, og den slags, er det let at se logikken 

bag ved. Hvis man begynder at lege med den idé […], så 

vil man meget hurtigt ikke længere have et markedsdrevet 

system. Og vi mener, at det er vigtigt at have et 

markedsbaseret system.« (Euractiv, 2.2.2012) 

Det lykkedes i 2013 Connie Hedegaard at få opbakning 

i EU-Parlamentet til et forslag om at udskyde salget 

af en mængde kvoter i håbet om at give kvoteprisen et 

nøk opad. Men det har ikke ført til den forventede stigning 

i kvoteprisen. 

»Kort sagt har Kommissionen flyttet rundt på dækstolene, 

men skibet synker stadig,« konkluderer Oscar 

Reyes fra Corporate Europe Observatory. 

I juli 2015 fremlagde EU-Kommissionen et forslag til 

revideret kvotehandelsdirektiv. Det lægger op til at videreføre 

systemet de næste 15 år uden større ændringer. 

Stik imod tidligere løfter betyder Kommissionens 

forslag, at man fortsat vil give gratis kvoter til 50 ener- 


Klima 

gislugende erhvervsgrene i hvert fald indtil 2030. Det 

forventes, at der fortsat vil være gratis kvoter til stål-, 

cement- og kemikalieproduktionen – brancher, der er 

blandt de største forurenere og de største lobbyister 

mod effektive klimatiltag. 

Ifølge WWF vil reformen styre EU-ETS mod »endnu et 

årtis fiasko«. 

Eksport af kuldsejlet model 

Kvotesystemets genvordigheder har ikke afholdt EU 

fra at tilskynde andre lande til at vedtage lignende systemer, 

bl.a. gennem Partnership for Market Readiness 

(PMR) med 16 »mellemindkomstlande«, heriblandt Kina, 

Indien og Brasilien. 

I Bruxelles mødtes EU's miljøministre den 18. september 

2015 og fastlagde EU's linje til COP21. Ministerrådet 

fremhævede blandt andet, at Paris-aftalen bør åbne for 

»international brug af markeder« for at fremme »omkostningseffektiv 

modvirkning af klimaforandringer«. 

Ved miljøministrenes 

møde i 

Bruxelles den 

18. september 

opførte Friends 

of the Earth m.fl. 

en symbolsk 

tovtrækning 

mellem 

forurenende 

fossile 

brændsler og 

vedvarende 

energi. 

Foto: Friends of 

the Earth 

Øget brug af kvotehandel indgår allerede i aftaleforslagene, 

som der forhandles om op til COP21. Det 

samme presser erhvervslobbyister på for gennem International 

Emissions Trading Association, og den 1. juni 

2015 sendte EU's største olie- og gasselskaber et åbent 

brev til FN og regeringerne: Brug COP21 til at »indføre 

CO2-prissætningssystemer«, og »skab en international 

ramme, der på sigt kan forbinde de nationale systemer«, 

lød budskabet. 

At udbrede EU's fejlslagne kvotehandelssystem til 

flere egne af verden vil imidlertid ikke få systemet 

til at fungere bedre – tværtimod, advarede Friends 

of the Earth allerede i 2010 med finanskrisen i frisk 

erindring: En udbredelse af kvotemarkedet vil også 

»udbrede brugen af yderst komplekse finansielle 

instrumenter – med risiko for en CO2-kvote-boble, 

der brister, med langt større økonomiske, politiske 

og miljømæssige konsekvenser end subprimefinanskrakket«. 



Proletarer i alle lande, 

KRYPT3ROPS 

NWUISDJ3RN 

Vi ved alle sammen, at vi bliver overvåget på den ene 

eller anden måde: Af virksomheder, de offentlige myndigheder, 

efterretningstjenester eller af hinanden. Men hvilke former for 

overvågning er mest udbredt i vores samfund? Og hvad kan 

venstrefløjen gøre for at bekæmpe den? 

Af Anders Pilmark 

Hvilken form for overvågning 

af borgerne er mest udbredt 

i Danmark? Det var et af de 

første spørgsmål, som dukkede 

op i mine tanker, da vi 

besluttede, at overvågning 

skulle være temaet i denne 

udgave af Solidaritet. Men jo flere artikler 

jeg læste om emnet, og jo flere 

mennesker jeg spurgte, desto mere 

stod det klart, at ingen – eller i hvert 

fald ganske få – reelt ved det. 

Ifølge IT-politisk rådgiver i PROSA 

(fagforeningen for IT-professionelle), 

Ole Tange, er vores digitale fodaftryk 

et godt bud: Hver gang du klikker på 

et link, hver gang du bruger telefonen 

til at checke dine mails og hver 

gang du bruger dit betalingskort, afsætter 

du digitale fodaftryk. 

»Der registreredes knap 1 million 

digitale fodaftryk for hver dansker i 

2013 og tallet er stigende,« fortæller 

Tange. Registreringerne kan bruges 

til ’profilering’ og benyttes primært 

af marketingsbureauer til at 

forbedre deres markedsføring. Men 

samme type profileringsværktøjer 

vil også kunne bruges af stater til 

kontrol af deres borgere. Information 

om seksuel orientering er måske 

harmløst i Danmark, men kan 

være dødsensfarligt i Nigeria. 

Enhedslistens retsordfører, Pernille 

Skipper, mener ligeledes at den 

massive indsamling af data, både til 

kommerciel og statslig brug, er faretruende: 

»Der er en generel tendens til, at 

der indsamles mere og mere data 

om uskyldige mennesker, som ikke 

er mistænkt for noget kriminelt, og 

at man tror, at man kan forudse kriminalitetsmønstre 

gennem data. 

For eksempel oplysninger om kørsel 

– gennem nummerpladeregistreringer, 

oplysninger om flypassagerer 

og oplysninger om internetaktivitet 

og telefonopkald. Denne indsamling 

af såkaldt »big data« krænker vores 

privatliv, og det er langt fra sikkert, 

at det er så effektivt, som man håber 

på,« advarer Skipper. 

Digitale fodspor 

Website Visitor Tracking er én form 

»Der registre - 

redes knap 1 

million digitale 

fodaftryk for 

hver dansker i 

2013, og tallet 

er stigende« 

for digitale fodspor, som er meget 

udbredt. Det er en analyse af den 

trafik, som er på en bestemt hjemmeside, 

f.eks. Politikens eller Berlingskes 

hjemmeside. Hver gang 

du besøger avisernes hjemmeside, 

er der øjne, der følger med. Private 

virksomheder, som ikke er aviserne 

selv, kan simpelthen følge med i og 

registrerer din adfærd på hjemmesiden, 

hvilke artikler du læser eller 

emner, der særligt optager dig. 

De informationer, som de mange 

web trackers samler ind, gør dem 

hurtigt i stand til at karakterisere – 

og muligvis identificere – de enkelte 

brugere. Isoleret set betyder det 

muligvis ikke det store, at en web 

tracker kan se, at du læser en bestemt 

artikel. Men jo flere artikler, 

der registreres og knytter sig til dig 

via cookies, jo mere tegner sig der 

et billede af dine interesser. Gennem 

en masse forskellige information 

kan dine præferencer meget 

klart karakteriseres og i sidste ende 

kunne kobles til din person. 

Heldigvis er der, ifølge Ole Tange, 

hjælp at hente, hvis man gerne vil 



GFNBFGABZO 

RIEKDASLRX 

undgå denne form for overvågning. 

På nettet ligger der en række programmer, 

som kan gøre os i stand 

til at undgå at private firmaer kigger 

med når du læser avisen på nettet. 

Fx programmet Ghostery, som ikke 

blot gør brugeren i stand til at se 

hvilke web trackers, der opererer på 

en given side, men som også gør én 

i stand til at slå dem fra. 

Prioriter digitalt selvforsvar 

PROSA kalder det for »digitalt selvforsvar«, 

når folk bruger digitale 

værktøjer såsom Ghostery til at 

skærme sig mod overvågning. Og 

ifølge Ole Tange kommer det til at 

udgøre en meget væsentlig strategi 

i kampen mod overvågning i fremtiden. 

Derfor er det også afgørende, 

at venstrefløjen kommer på banen 

og er med til at modvirke højrefløjens 

tendens til at mistænkeliggøre 

modstand mod overvågning, fx ved 

at gøre det til et spørgsmål om terrorbekæmpelse, 

at staten må registrere 

mere og mere om deres borgere. 

Her mener Ole Tange, at et parti 

»En af de ting, 

som man kan 

gøre på Borgen 

– det er 

simpelthen at 

bruge digitalt 

selvforsvar« 

som Enhedslisten kunne gøre en 

stor indsats ved at forsøge at normalisere 

og udbrede kendskabet 

til digitalt selvforsvar. Helt konkret 

foreslår han, at partiet begynder at 

implementere nogle af værktøjerne, 

f.eks. kryptering af telefonsamtaler, 

i det daglige arbejde på Christiansborg. 

For som han nøgternt konstaterer: 

»En af de ting, som man kan 

gøre på Borgen – det er simpelthen 

at bruge digitalt selvforsvar.« 

Pernille Skipper er enig i, at den 

type redskaber er vigtige. »Digitalt 

selvforsvar er helt centralt. Viden 

om kryptering er helt essentielt, 

både for at sikre vores privatliv principielt 

mod overvågning fra stater 

og efterretningstjenester, men også 

for at kunne sikre os bedre mod 

internetkriminalitet og identitetstyveri 

med videre fra kriminelle. 

Derfor har Enhedslisten flere gange 

foreslået, at det skal på skoleskemaet 

og ikke mindst, at der skal forskes 

i kryptering,« konstaterer Skipper. 

Digitalt selvforsvar er dog ikke 

den eneste strategi mod overvågning. 

I lang tid har venstrefløjen, 

heriblandt Enhedslisten, forfulgt en 

strategi om at inddæmme og regulere 

overvågning gennem lovgivning. 

På spørgsmålet om, hvilken af 

de to strategier, som venstrefløjen 

fremover bør prioritere, svarer Ole 

Tange: 

»Digitalt selvforsvar virker internationalt. 

Så hvis vi laver selvforsvar, 

så virker det også selvom du flytter 

til Kina, Syrien eller Rusland. Digitalt 

selvforsvar kan man ikke tage fra 

dig. Det virker over hele verden, og 

det er ligegyldigt hvilken lovgivning, 

der er. Teknologien respekterer ikke 

lovgivning. Lovgivere kan sige nok 

så meget, at du ikke må kryptere, 

men teknologien gør det alligevel. 

Det betyder ikke, at vi skal se stort 

på lovgivning. Men for mig at se er 

det en mindre væsentlig ting, fordi 

lovgivning kan ændres, hvorimod 

en teknisk løsning kan sikre borgeren, 

uanset hvad lovgivningen ændres 

til.« 



Ole Tange, IT-politisk rådgiver for PROSA 

(Forbundet af IT-professionelle). Han sidder desuden 

i Københavns Kommunes Privacy-Panel, som skal 

rådgive om privatlivsproblematikker i forbindelse med 

implementeringen af smart city-projekter (se side 16). 

Foto: Hans Schou 

Pernille Skipper, medlem af Folketinget for 

Enhedslisten. Rets-, social- og ligestillingsordfører. 

Uddannet jurist fra Københavns Universitet. 

Foto: Mogens Engelund, CC 

Overvågning og imperialisme 

Der er ingen tvivl om, at kendskab til 

de digitale selvforsvarsmuligheder 

bør udbredes. Dog er det nødvendigt 

for venstrefløjen og Enhedslisten, 

at angribe overvågningsproblematikken 

fra andre vinkler 

samtidig. Partiet har ingen sammenhængende 

politik på området, hvilket 

ifølge Pernille Skipper hænger 

sammen med at: »Verden forandrer 

sig så hurtigt på det område, at det 

ville være omsonst.« 

Venstrefløjen deler sin sunde 

skepsis over øget overvågning med 

partier fra andre fløje. Men hvor Liberal 

Alliance blot har et ønske om 

minimal statslig indblanding – men 

ingen lyst til at fjerne private virksomheders 

mulighed for at snage i 

dit privatliv – er venstrefløjens mission 

knyttet til både en antikapitalistisk 

og -imperialistisk tradition. Det 

bør den i hvert fald være. 

Derfor vil en samlet overvågningspolitik 

for Enhedslisten nødvendigvis 

være knyttet til, hvordan 

vi skaber eller forsvarer demokrati 

og frihed for den enkelte (verdens) 

borger. 

Ikke desto mindre ligger der en 

»Der ligger en 

enorm opgave 

i at sætte 

spørgsmålet 

på dagsordenen 

– både på 

parlamentsniveau 

og i 

samfundet« 

enorm opgave i at sætte spørgsmålet 

på dagsordenen – både på parlamentsniveau 

og i samfundet. I den 

sammenhæng er PROSAs indsigt og 

viden god for venstrefløjen, da deres 

dagsorden er yderst konkret og 

handlingsorienteret. 

Afskaffelse af retsforbeholdet 

3. december var der folkeafstemning 

om Danmarks EU-retsforbehold. 

Ved redaktionens afslutning 

var resultatet endnu ukendt. Men 

ifølge en række førende jurister kan 

dansk politi ved et ja blive tvunget 

til at overvåge og efterforske visse 

handlinger, selvom de ikke er ulovlige 

i Danmark. 

Pernille Skipper fremhæver desuden, 

at en afskaffelse af retsforbeholdet 

vil betyde øget overvågning 

af flypassagerer: 

»Hvis Danmark afskaffer retsforbeholdet, 

vil det medføre en 

implementering af det såkaldte 

PNR-direktiv, som pålægger medlemslandene 

at indsamle oplysninger 

om alle flypassagerer. Det gælder 

både oplysninger om rejserute, 

medrejsende, bagageoplysninger, 

særlig mad og så videre, og disse 

skal være tilgængelige for alle myndigheder 

– det gælder også oplysninger 

om uskyldige borgere, der 

ikke er mistænkt for noget kriminelt. 

Og hvis vi afskaffer retsforbeholdet, 

kan vi ikke senere udtræde 

af direktivet igen, hvis der skulle ske 

misbrug eller læk – fordi suveræniteten 

er afgivet, og ikke kan tages tilbage,« 

varsler Skipper. 

Ole Tange mener ikke nødvendigvis, 

at afskaffelse af retsforbeholdet 

vil betyde markant øget overvågning, 

bl.a. henviser han til, at Danmark 

sandsynligvis allerede i dag 

udleverer passagerlister til udenlandske 

myndigheder. Selvom der 

er forskellige analysevinkler mellem 

fagforeningen og det politiske parti 

Enhedslisten, er både Tange og Skipper 

optagede af den digitale dagsorden 

og overvågningsproblematikken 

generelt. 

Der ligger en kæmpe opgave i 

at udbrede kendskabet til forskellige 

typer overvågning. Og hvis man 

skal gøre sig nogen forhåbning om 

at tage kampen op imod kapitalinteresser 

og våde drømme om statskontrol, 

så skal der oplyses og angribes 

på rigtig mange fronter. ■ 



PROSAs forslag til områder, som 

politikerne gerne må få øjnene op for 

Privacy-by-design 

PROSA anbefaler, at offentlige myndigheder fremover 

bygger deres digitale systemer efter privacy-by-design, 

hvor brugen af personfølsomme oplysninger enten 

undgås eller holdes på et minimum. 

I dag bygges de fleste af de digitale systemer op efter 

privacy-by-policy, hvor myndigheder indsamler 

følsomme oplysninger om deres borgere og lover at 

holde disse hemmelige. De seneste par år har dog 

vist, at systemer med persondata indimellem bliver udsat 

for datalæk, hvormed sikkerheden kompromitteres. 

Desuden er frygten, at selvom data indsamles med ét 

formål for øje, bliver det måske brugt til alt muligt andet. 

Hvis sikkerheden er tænkt ind fra begyndelsen, 

fjernes denne risiko, da ingen ligger inde med data, 

som kan føres tilbage til den enkelte person. 

Fri software 

PROSA ser gerne, at de offentlige myndigheder fremover 

bygger deres digitale systemer som fri software, 

således at borgerne kan gå ind og se kildekoden og 

tjekke, om alt er, som det skal være, og at lovgivningen 

overholdes. 

Bryd systemerne op i mindre dele 

Dette område er ikke så meget et spørgsmål om overvågning, 

men snarere et spørgsmål om økonomi. De 

offentlige myndigheder har de seneste år udviklet 

store, dyre systemer i millionklassen, som så bagefter 

viser sig at slå fejl. Derfor anbefaler PROSA, at man 

bygger systemerne i mindre dele, der – som en slags 

byggeklodser – kan sættes sammen til et sammenhængende 

system. På den måde undgår man, at hele 

systemer til adskillige millioner kroner skal laves om 

få år senere, hvis man finder fejl i systemerne. I stedet 

kan man nøjes med at udskifte nogle få dele, som er 

fejlbehæftede. 

Borgerne ejer deres egne data 

Det vil sige, at borgerne i udgangspunktet er nødt 

til at sige »ja«, hver gang de offentlige myndigheder 

vil bruge deres informationer. Ifølge Ole Tange vil 

dette princip, selvom det i øjeblikket vil være svært 

at håndhæve, betyde, at hele debatten bliver vendt 

på hovedet, og dermed udgør en god rettesnor for de 

offentlige myndigheders håndtering af borgernes informationer. 

PNRdirektivet 

pålægger 

flyselskaberne 

at udlevere 

alle passageroplysninger 

til 

myndighederne. 

Også for folk, 

der ikke er 

mistænkt for 

noget. 

Foto: Flightlog, 

CC 



Beskyt dig selv mod 

digital overvågning 

Digitalt selvforsvar er 

redskaber som giver 

dig mulighed for, at 

begrænse eller undgå 

overvågning af dine 

digitale fodspor. 

Strategien om selvforsvar har den fordel, at 

det virker uanset hvor du sidder på kloden 

og hvilken lovgivning du er underlagt. Desværre 

er kendskabet til de konkrete værktøjer 

begrænset, og strategien vil i det store 

hele være op til den enkelte at benytte sig 

af. Dermed bliver det gjort til et individuelt 

problem – og hvis det ikke skal ramme utroligt 

skævt, så må det aldrig stå alene. 

Mail sikkert – uden at andre kigger med 

Det er svært at finde et sikkert mailprogram til 

smartphones, dersamtidigt er brugervenligt. 

Prøv den gratis tyske Tutanota.de. Med den tjeneste 

kan du sende fortrolige mails, som du giver et 

unikt password, der så bare skal fortælles modtageren 

på anden vis – fx via sikker chat eller mundtligt. 

App’en er hurtig og brugervenlig. 

Solidaritet vil her give dig en kort introduktion 

til et par ting, som du selv kan gøre, 

hvis du vil undgå at nysgerrige øjne følger 

din digitale færden. Og samtidig opfordre til, 

at digitale rettigheder ikke kun diskuteres 

blandt fagfolk, men også tages alvorligt af 

en samlet venstrefløj. 

Gå ud i verden 

– og bestem selv, hvem der skal gå med! 

Du sætter spor via din mobil, når du bevæger dig 

rundt. Vil du være fri for det, kandu starte med at: 

■■ 

Slå GPS’en fra, når du ikke selv 

bruger den. 

■■ 

Slå Placering fra: Gå ind i indstillinger og find 

placering 

■■ 

Slå Wifi fra, når du ikke bruger det. 

■■ 

Slå Geolokalisering fra, når du tager billeder, du 

vil uploade til sociale medier. 

■■ 

Installér fx Secure Wireless, så du selv kan 

bestemme, hvornår din telefon søger efter 

netværk og gør data fra din mobil åbne for 

andre. 


»Digitalt selvforsvar løser ingenting 

alene. Det tager kun toppen af isbjerget. 

Til gengæld har det gjort problemet 

nærværende. Det har givet en enorm 

gejst, at man faktisk kan gøre noget 

selv. Derfor kan digitalt selvforsvar 

være med til at bane vejen for mere 

bevidst og kollektiv modstand. Spørgsmålet 

må derfor samtidig være, hvad er 

de næste skridt?« 

Mikkel Nonboe, forbundssekretær i 

PROSA


Chat, sms og tal frit – og bestem selv, hvem 

der må se og lytte! 

Hvad du siger og skriver kan blive noteret, hvis du 

ikke er opmærksom. Vil du gerne være fri for det, 

så start med: 

■■ 

At tjekke, om du har downloadet et tastatur, der 

ikke registrerer, hvad du skriver. 

■■ 

Sikker chat: Brug Wickr – app’en. Du kan indstille 

samtalen til at blive slettet efter en tid. Alternativt 

kan du bruge CryptoCat til iPhone. 

■■ 

Krypteret telefoni og SMS: Brug fx den gratis 

app, Signal, der er baseret på åbne kildekoder 

og anbefales af sikkerhedseksperter og whistleblower 

Edward Snowden. Har modtageren 

også Signal krypteres samtale og tekst automatisk. 

Virker til både iPhone og Andriod. 

»Digitalt selvforsvar er helt centralt. 

Viden om kryptering er helt essentielt, 

både for at sikre vores privatliv mod 

overvågning, men også for at kunne 

sikre os bedre mod internet kriminalitet 

og identitetstyveri med videre fra 

kriminelle. Derfor har Enhedslisten flere 

gange foreslået, at det skal på skoleskemaet 

og ikke mindst, at der skal forskes 

i kryptering.« 

Pernille Skipper, 

MF og retsordfører 

for Enhedslisten 

Vær nysgerrig og bliv klog – uden at bekymre 

dig om, hvem der holder øje! 

De fleste virksomheder og myndigheder bruger cookies 

– og fortæller andre, hvad du har søgt efter. Vil du 

være fri for det, så kan du fx: 

■■ 

Bruge Startpage, når du søger. Startpage kan 

downloades som app. 

■■ 

Blokere for cookies ved at bruge »Private 

Browsing«/«Inkognito« i din mobilbrowser. 

■■ 

Installere app’en Ghostery i din mobilbrowser, så 

du selv kan bestemme, hvem der skal vide, hvilke 

sider du besøger. Ghostery fortæller dig også, 

hvem der bruger cookies fra de forskellige hjemmesider. 

■■ 

Installere Orweb. Orweb er dog lidt sløv, fordi den 

benytter TOR, men TOR anbefales af Snowden. 

Tag magten over dine apps – de skal kun bruges 

til det, du vil bruge dem til! 

Når du downloader en gratis app, betaler du tit ved 

at afgive en masse informationer om dig selv. Det kan 

du ofte undgå ved at benytte fri software. Kildekoden 

til fri software kan kontrolleres af enhver og anses 

derfor for at være den bedste garanti mod hemmelige 

bagdøre. 

Du kan finde fri software ved at installere F-droid, 

som er en app-store, og herefter installere apps via 

F-droid. 

Hvis ikke F-droid har apps, som løser dit problem, kan 

du bruge app’en Clueful. Clueful fortæller dig, hvad en 

ny appskal have adgang til. Skal du fx bruge en lommelygte-app, 

er det næppe i orden, at den skal have 

lov til at læse dine SMS’er. 

Så find en anden app, der løser samme problem. 

Clueful kan også vurdere, hvor høj din privacy-risiko 

er – slet de højrisiko-apps, som du ikke har tillid. 


Tema 

Smart City 

Når byen holder øje med dig 

Privatliv og overvågning er mærkesager for de fleste socialister, 

og ofte drejer bekymringerne sig alene om USA, NSA eller Edward 

Snowden. Men det er i høj grad også et kommunalpolitisk spørgsmål. 

Ny teknologi muliggør mange forbedringer for trafik, miljø og klima – 

men medaljen har en bagside. 

Street art i 

Vilnius, Litauen 

Af Marta Helleskov 


Solidaritet har talt med Enhedslistens Teknik- og 

Miljøborgmester i København, Morten Kabell, 

om de politiske dilemmaer og praktiske prioriteringer 

der sker, når byen får smart teknologi. 

I Københavns Kommune arbejder man målrettet 

med at gøre byen smart til gavn for borgerne. 

Morten Kabell beskriver, hvordan informationer 

af forskellig karakter kan hjælpe med at opnå 

ambitiøse klima- og miljømål: 

»Jo mere vi ved om, hvad københavnerne gerne vil, 

jo bedre er vi i stand til at lave en by, som de rent faktisk 

vil bo i. Jo mere data vi har på energiforbrug, jo bedre 

er vi i stand til at lave energibesparende tilpasninger af 

vores gamle bygninger. På den måde er vi i stand til at 

opnå målet om at komme af med de fossile brændstoffer 

og blive en CO2-neutral by. Jo bedre data vi har for, 

hvordan trafikken flyder, jo bedre er vi i stand til at dirigere 

vores lyskryds, således at busserne og cyklerne kan 

komme hurtigere frem. I virkeligheden på alle områder 

– ikke mindst i Teknik- og Miljøforvaltningen – er data en 

betingelse for at kunne arbejde på denne måde,« indleder 

Kabell. 

Flere projekter er allerede i fuld gang i København. 

Kabell fremhæver et forsøg i Valby, hvor lysreguleringen 

kan genkende busser og cyklister. Systemet kan så 

sørge for grøn bølge, hvis der kommer en stor gruppe 

cyklister, eller hvis bussen er en smule forsinket. Det har 

gjort 4A-bussens rute gennem Valby 40% hurtigere. 

Et eksempel, borgmesteren benytter som illustration, 

er på godstransport på byens indfaldsveje. 

»Vi har et projekt, hvor lastbilerne er blevet udstyret 

med en app, der modtager signaler om, hvilken hastighed, 

de skal køre med for at kunne ramme en fuldstændig 

grøn bølge. For hver gang en stor lastbil skal stoppe 

helt op, bruger den en halv til en hel liter diesel, og det 

betyder udledning af langt flere partikler. Vognmæn- 

»Der vil også 

være nogle 

områder, hvor 

vi tænker 

'Hov, har vi 

også indsamlet 

de data?’«


dene har også en åbenlys interesse i at spare på brændstoffet, 

så forsøgsordningen er meget populær.« 

Dataindsamling er nøglen 

Teknologien betyder klare fordele – både kommercielt, 

men også for fremkomsten af kollektiv trafik og en mere 

grøn dagsorden. Ifølge Kabell er dette netop gode eksempler, 

fordi der ikke gemmes nogle oplysninger om 

den enkelte borger eller trafikant. Det er tænkt ind som 

en del af selve løsningen. 

»I lysreguleringerne i Valby er det en form for ’dum’ 

kamerateknologi. Den kan nemlig kun genkende billeder. 

Altså lagrer kameraet ikke nogle informationer. Det 

behandler selv billedet og tænker: Den der store gule 

ting, der er nok en vis sikkerhed for, at det er en bus. Jeg 

ved faktisk ikke, hvordan den ville agere, hvis der kommer 

en stor gul lastbil. Det er stadig en ubekendt faktor,« 

siger Kabell med et smil. 

»Det giver nogle åbenlyse fordele – og der er ingen 

privacy-issues. For der lagres ingenting. GPS’en sender 

signaler til dig, den modtager ikke signaler. På den 

måde kan informationerne ikke hackes.« 

I København er Copenhagen Solutions Lab (CLS) oprettet 

som en enhed i kommunen, der skal udvikle 

konceptet om den smarte by. Her skal udtænkes og 

planlægges forskellige projekter i samarbejde mellem 

kommunale forvaltninger og private og offentlige aktører. 

Kabell fortæller om processen: 

»De har lavet en masse brainstormarbejde. Alt er kastet 

op i luften. Hvad kan man forestille sig af muligheder? 

Beskeden har været, at de ikke skulle lægge bånd 

på sig selv, for vi vil have alle forslagene frem. Så skal vi 

nok sortere dem fra, vi ikke vil have. Hellere være kreativ 

med et forslag for meget end et for lidt.« 

Ideologi vs. virkelighed 

Kabell er meget opmærksom på, at en del af idéerne vil 

forudsætte en form for dataindsamling, hvor kommunen 

vil få detaljerede oplysninger om hver enkelt borger. 

»Hvis vi går ind og aflæser alle mobiltelefoner, som 

kører forbi vores testområde her omkring Rådhuspladsen, 

så kan vi jo præcist se, hvem der kører hvor. Med 

det vil vi være i stand til at lave en trafikplanlægning, 

der gør, at vi kan undgå at lave cykelstier i x-gade, hvis 

data viser, at der ikke rigtigt er nogen, der kører den 

vej.« 

»Og det ville jo være en fed ting, som ville virke – eller 

som lyder som om, det virker rigtig godt. Problemet er 

jo, at man kan identificere hver eneste mobiltelefon. Og 

én ting er, at vi vedtager, at vi beskytter den slags data - 

men jeg er jo ikke dummere, end at jeg ved, at alle data 

også potentielt kan hackes.« 

København som smart by består af mange forskellige 

delprojekter, og Kabell erkender, at trods ønsket om at 

overvågning og privacy skal tænkes ind fra begyndelsen, 

vil virkeligheden nok være en anden. 

»Det ideelle ville være, hvis alt var Privacy-by-Design. 

Men jeg tror, i virkelighedens verden og med et 

Blå bog 

Morten Kabell 

Teknik- og Miljøborgmester 

i Københavns 

Kommune siden 

2013, valgt for 

Enhedslisten. 

44 år og tidligere 

folkeskolelærer. 

Partisekretær 

for Enhedslisten 

Købehavn 2006- 

2013. 

Fakta 

Copenhagen Solution Lab 

Copenhagen Solution Lab er navnet på den enhed under 

kommunen, som skal arbejde med at gøre hovedstaden 

til en Smart City – til gavn for byens beboere, 

en grønnere dagsorden og ikke mindst som en økonomisk 

gulerod for private virksomheders investeringslyst. 

Indsamling af ’big data’ er et kernefokus i kampen for 

at være forrest i den digitale dagsorden blandt verdens 

byer. 

Læs mere på cphsolutionslab.dk 

ærligt svar, at det bliver en blanding, hvor vi også efterfølgende 

skal ind at beskytte borgernes data. Men 

udgangspunktet og vægten skal altid være på Privacy-by-Design. 

Vi skal tænke det ind fra start. Men der 

vil også være nogle områder, hvor vi tænker ’hov, har 

vi også indsamlet de data?’ – og så skal vi jo håndtere 

dette bagefter. 

Det er det politiske flertal i kommunen, der i sidste 

ende beslutter, hvilke teknologiske løsninger, der skal 

implementeres. Forslagene vil således skulle besluttes 

i de politiske udvalg og i Borgerrepræsentationen, som 

for Københavns vedkommende har et markant flertal 

for, at en klog by aldrig bliver en overvågende by, som 

Kabell formulerer det. 

»Vi har lagt nogle meget klare retningslinjer, som betyder, 

at der er rammer og grænser for forvaltningens 

arbejde – og som kommer til at hæmme dem. Så politisk 

set herinde – dog i varierende grad – er der et klart 

flertal, der siger, at privacy er et grundvilkår for kommunens 

arbejde og ikke en hindring. 

Panelet af privacy-vagthunde 

I forbindelse med kommunens arbejde har overvågning 

og privacy altså været diskuteret gennem lang tid. 

Det har resulteret i, at Kabell i 2015 nedsatte et såkaldt 

Privacy-Panel. 

»Panelet er sammensat af medlemmer, der har en 

teknologisk viden og forskellige holdninger til Smart 

City-ideen. Nogle er stærkt kritiske. Panelet skal være 

med til at lægge nogle principielle linjer og har foreløbigt 

holdt et par møder. De er rygende uenige, og det er 

godt. Det var faktisk også meningen. Mit håb er, at de vil 

kunne udtale sig om alle de initiativer, som Borgerrepræsentationen 

skal vedtage. Formodentlig vil de aldrig 

sige ja eller nej, men de vil nok sige, at så skal vi huske at 

implementere den eller den stopknap. Og det er jo fedt, 

for så kan vi for alvor bruge dem til at kunne udvikle løsningerne,« 

mener Kabell. 

Panelet består af otte personer, hvor størstedelen 



kommer fra det private erhvervsliv, tænketanke og fagbevægelsen, 

mens også repræsentanter fra Forbrugerrådet 

og DTU er udpeget. Disse personer stiller frivilligt 

deres arbejdskraft og viden til rådighed for kommunen. 

Kabell håber, at det vil være en hjælp for kommunen, 

men erkender, at det kan være svært at vide, om panelet 

vil være tilstrækkeligt til at sørge for, at privatlivsbeskyttelse 

tænkes ind som en del af alle løsninger fra 

start. 

»Det tror jeg er noget af det, panelet og panelets kritikere 

– fx PROSA – er bekymrede for. De har en hård kritik, 

men også en stor viden om privacy-området, og dermed 

kan de fortælle os, når vi er gal på den. Jeg er glad 

for, at de sagde ja til at sidde i panelet, men jeg ved ikke, 

om det er nok. Men i og med, at vi er frontløbere i København, 

så skal vi også være det på privacy-området,« 

slår Kabell fast. 

Det er værd at bemærke, at panelet sammensætning 

(se faktaboks) afspejler 

mangeartede interesser 

på privacy-området. Beskyttelse 

af persondata 

med dertilhørende ITløsninger, 

der skal udvikles 

til kommunen, er big 

business, og man kunne 

forsigtigt indvende, at 

flere af paneldeltagerne 

kunne have store økonomiske 

gevinster i at tænke 

Privacy-by-Policy fremfor 

by-Design. 

Venstrefløjen skal op i gear 

Den store forkromede løsning på overvågnings- og privatlivsproblemerne 

for venstrefløjen ligger ikke lige for. 

Morten Kabell er dog ikke i tvivl om, at det er nødvendigt 

at få mere viden og kaste sig ind i kampen. 

»Vi bør geare op på venstrefløjen. Jeg har ikke alle løsningerne, 

men jeg er klar over, at vi skal geare op. Vi skal 

have en sund skepsis uden at være maskinstormere i 

vores retorik. Så bliver vi lukket af fra københavnerne og 

verden. Så det er enormt svært. Men det første, vi skal 

gøre os klart, er, at virksomhederne formodentlig er ti 

skridt længere fremme, end det vi tror, de er,« advarer 

Kabell. 

Myndighedernes overvågning er stigende. Særligt, 

hvis man kigger ud i verden – på tværs af kontinenter. 

Han fremhæver byer og lande, som er meget langt 

fremme i forhold til at registrere alt om alle. Og konklusionen 

er klar for den københavnske borgmester: 

»Det er jo ren kontrol – du kan kontrollere dine borgere. 

Store dele af verden vil gribe de her muligheder 

med kyshånd. Alle semi- eller totalitære styre vil jo elske 

de løsninger, der kommer nu og i fremtiden.« 

Kabell erkender, at det kan synes som om, at slaget er 

tabt på forhånd. Med al den data, der indsamles om verdens 

borgere, ser fremtiden som revolutionær socialist 

noget dyster ud. Alligevel mener Kabell, at vi bør og skal 


»Én ting er, at vi vedtager, at vi beskytter 

den slags data - men jeg 

er jo ikke dummere, end at jeg ved, 

at alle data også potentielt kan 

hackes.« 

tage kampen, hvor vi kan. Særligt der, hvor venstrefløjen 

har en stemme og indflydelse. 

»Vi skal være kreative. Det er vores opgave at løfte det 

op på strukturniveau. Vi skal have både regler og afgørelser 

ind der, hvor det giver mening. Det ændrer naturligvis 

ikke på, hvordan Apple laver deres iPhones. Langt 

størstedelen af de data, vi giver fra os, har vi selv sagt ja 

til. Og vi har jo stadig tænkt os at være på Facebook,« 

konstaterer Kabell. 

Kampen skal kæmpes lokalt 

Derfor er oplysning meget vigtig. På flere niveauer. Kabell 

ser derfor gode muligheder i at arbejde målrettet 

med ’digitalt selvforsvar’, som PROSA er bannerfører for. 

Det er redskaber, der ville fungere for mange af københavnerne. 

Kabell udtrykker samtidig bekymring på vegne af 

sine partikammerater i byrådene rundt omkring i landet. 

For den digitale dagsorden 

kan være svær at 

gennemskue og tackle, 

særligt hvis man sidder 

helt alene med arbejdet. 

»Mange af grundløsningerne 

er det jo os politikere, 

der skal vedtage 

rammerne for. I flere kommuner 

er man vant til at 

løse tingene i det skjulte 

blandt de gamle partier 

– på en måde, så det kan 

være svært at gennemskue, at nu det handler om privacy.« 

I København er det politiske flertal heldigvis markant, 

når det handler om fokus på overvågning og privatlivets 

fred, hvilket passer Morten Kabell ganske udmærket. 

»Jeg har bare den grundholdning – og der bliver jeg 

meget libertær – at stat og kommune ikke skal vide, 

hvem jeg er. Jeg skal nok selv bestemme, hvad der er offentligt 

tilgængeligt. Det rager ikke stat og kommune, 

hvor jeg befinder mig, eller hvad jeg køber i supermarkedet,« 

slutter han. ■ 

Fakta 

Medlemmer af Privacy Panelet 

Ulf Munkedal, direktør i Fort Consult 

Pernille Tranberg, Erhvervs- og Vækstministeriet samt 

Digital Identitet 

Christian D. Jensen, DTU Compute 

Anette Høyrup, Forbrugerrådet 

Ole Tange, Prosa, It-politisk rådgiver 

Jakob Mchangama, direktør i Justitia 

Per Mejer, IT advokat, medlem af Rådet for Digital Sikkerhed 

Arly Carlsson, persondataspecialist, Bech- Bruun


Morten Kabell er kendt 

for at tage cyklen frem for 

borgmesterbilen. 

Dataindsamling om byens 

trafikanter og deres færdsel 

udgør indtil videre ikke 

et privatlivsproblem i 

København ifølge Morten. 

Foto: Københavns Kommune 



Når dit privatliv forsvinder, 

gør demokratiet også 

Efterretningstjenesterne indsamler ufattelige 

mængder information om borgerne, men 

forhindrer ingen terrorangreb. Det mener 

William Binney, der efter mange år som 

teknisk chef i NSA har taget bladet for 

munden og kommer med en nådesløs kritik af 

et inkompetent og korrupt system. 

Af Jeppe Rohde 

NSA – National Security 

Agency - blev for alvor verdenskendte, 

da Edward 

Snowden i 2013 lækkede en 

lang række interne dokumenter, 

der dokumenterede, 

at tjenesten systematisk 

overtrådte deres beføjelser og 

lavede omfattende overvågning af 

bl.a. private telefoner og mails på 

hele kloden. Systemet er både dybt 

krænkende og håbløst ineffektivt, 

lyder den hårde kritik fra Binney, 

som arbejdede for NSA i mere end 

tredive år. 

»NSA burde følge dem, der reelt 

er en trussel, i stedet for at masseovervåge. 

Næsten alle terrorister 

har været kendt af myndighederne, 

men er ikke blevet fulgt, fordi NSA 

har travlt med at følge flere milliarder 

almindelige mennesker«, siger 

Binney i november til et debatmøde 

i København i forbindelse med verdenspremieren 

på den nye dokumentarfilm, 

A Good American, hvor 

han spiller en hovedrolle. 

Den tynde tråd 

William Binney blev ansat hos NSA 

i 1970 og er selvlært ekspert i metadata 

og det, man i dag kalder Big 

data. Den matematisk højtbegavede 

Binney så strukturer og mønstre, 

hvor andre kun så kaos og en 


uoverskuelig mængde data. Han 

forudså bl.a. Sovjets invasioner af 

Tjekkoslovakiet og Afghanistan og 

blev senere teknisk chef for organisationen. 

Binney og hans gruppe udviklede 

i halvfemserne et effektivt computersystem, 

Thin Thread, der kunne 

behandle de enorme mængder 

data, som den digitale revolution 

gjorde til den nye slagmark. 

»Når du arbejder med så store 

mængder af data, er du nødt til at 

lede efter mønstre, ellers er det som 

at finde en nål i en høstak«, fortæller 

Binney. 

Deres system var netop designet 

til at lede efter mistænkelige mønstre, 

uden at overvåge det konkrete 

indhold af kommunikation. Kun i tilfælde 

af begrundet mistanke kunne 

indholdet dekrypteres. 

Økonomisk sammenfald 

Men NSAs ledelse ønskede ikke at 

implementere Thin Thread. De ville 

hellere satse alt på at udvikle et dyrt 

og meget mere omfattende program, 

Trailblazer. Et håbløst forældet 

system, som var fremstillet af 

firmaer, som sjovt nok havde økonomisk 

sammenfaldende interesser 

med topfolkene i NSA, lyder anklagen 

fra Binney. 

Binneys projekt blev lukket endegyldigt 

ned i august 2001, og de 

ansvarlige politikere fik intet at vide 

Fakta 

NSA 

National Securicy 

Agency 

(NSA) har til 

formål at aflytte, 

indsamle 

og analysere 

alle former for 

kommunikation 

med henblik på 

at beskytte den 

amerikanske 

stats 

informationssystemer 

og opfange 

udenlandske, 

elektroniske 

efterretningsoplysninger. 

Tjenesten har 

et årligt budget 

på 75 milliarder 

kroner. 

om dets eksistens. Efter terrorangrebet 

11. september sagde NSA farvel 

til både Binney og enhver tanke om 

beskyttelse af privatlivet. 

Da William Binney og hans hold 

nogle år senere fik en mulighed for 

at analysere den massive mængde 

data, som Trailblazer havde tygget 

sig igennem i månederne op til 11. 

september uden at finde noget, blev 

deres værste mistanker bekræftet. 

For da man så det hele ovenfra gennem 

Thin Thread, stod hele terrorangrebets 

struktur lysende klart. 

Både de angreb, der blev gennemført, 

og dem, der gik i vasken. Det 

hele var lige til at fremkalde. I 2006 

blev Trailblazer skrottet som den 

dyreste dundrende fiasko i NSA’s historie. 

En syg kultur 

De seneste ti år er masseovervågningen 

af borgere over hele verden 

taget til, gennem bl.a. sociale medier 

og Google-søgninger. NSA har 

desuden adgang til alle data på din 

smartphone. 

»NSA har for få år siden bygget 

et gigantisk computeranlæg i 

Utah, men de skal nok snart bygge 

et nyt, fordi serverne bliver fyldte. 

Mængden af data, der indsamles, 

er eksploderet«, fortæller Binney. 

Han mener ikke der er noget fagligt 

grundlag for den masseovervågning, 

der foregår i dag. 

»Når dit privatliv forsvinder, gør 

demokratiet også. En stat har selvfølgelig 

pligt til at beskytte sig selv 

mod terror og organiseret kriminalitet. 

Men den slags foregår næsten 

altid i grupper, og der er ingen 

objektive grunde til at forsøge at 

indsamle al kommunikation i verden. 

Tjenesterne burde være meget 

smartere i deres tilgang, siger Binney. 

I stedet har efterretningsverde-


I den nye 

dokumentarfilm 

»A Good 

American« 

fortæller 

William Binney 

historien om 

en amerikansk 

efterretningstjenese 

præget 

af løgne og 

korruption. 

Foto: Creative 

Commons 

nen i årevis brugt frygt til hele tiden 

at udvide deres programmer, mener 

Binney. En direktør i NSA udtalte 

efter 11. september, at angrebet var 

»en gave til NSA«, for nu kunne de få 

alle de penge, de ønskede. 

»Det er et fint billede på en syg 

kultur i tjenesterne, hvor der aldrig 

bliver rokket grundlæggende ved 

indsamlingsstrategierne, og hvor 

det altid er de dyreste projekter, 

som ender med at blive finansieret« 

Opfordrede til undersøgelse 

I årene efter sin fyring opfordrede 

han og en række tidligere kolleger 

gentagne gange Kongressen og det 

amerikanske forsvarsministerium 

til at iværksætte en gennemgribende 

undersøgelse af NSA, som efter 

deres opfattelse ødslede millioner 

skattekroner bort på ineffektive 

programmer og forbrød sig mod 

borgernes ret til privatliv og retssikkerhed. 

I stedet for at lytte, anklagede 

regeringen dog William Binney og 

hans kolleger for at lække statshemmeligheder 

og for at ligge inde 

med klassificerede dokumenter. 

Deres hjem blev i 2007 ransaget af 

bevæbnede FBI-agenter, og deres 

ejendele konfiskeret, men beskyldningerne 

førte aldrig til domfældelse, 

og da undersøgelsen af NSA 

endelig blev foretaget og offentliggjort, 

var 90 procent af den censureret. 

»Så jeg besluttede til sidst at fortælle 

hele historien til offentligheden«, 

fortæller Binney, der første 

gang stod frem i 2012. Han og folkene 

omkring ham havde forberedt 

sig godt, for de vidste godt, at man 

ikke bare sådan kunne udfordre 

hele det amerikanske efterretningsvæsen. 

»Helt ærligt frygtede jeg for mit 

liv«, fortæller han. 

»Det lyder utroligt, at dette har 

kunnet finde sted i så mange år, 

uden at nogen har skrevet om det, 

men jeg tror de fleste journalister er 

bange. Kun ganske få uafhængige 

medier har prøvet at bore i det. Derfor 

har det også været vigtigt at lave 

denne film«, slutter den tidligere 

NSA-chef. ■ 

Fakta 

NSA-overvågning i Danmark 

Lækkede dokumenter fra Snowden 

peger på, at NSA har aflyttet 

og overvåget de danske fiberkabler, 

sandsynligvis efter aftale med 

danske myndigheder. I et andet 

papir beskriver NSA det danske 

Forsvarets Efterretningstjeneste 

som »en vigtig samarbejdspartner«. 

Og et tredje dokument viser, 

at der var planlagt betydelig overvågning 

under klimatopmødet i København 

i 2009. 

En lang række toppolitikere har afvist 

beskyldningerne med stort set 

enslydende formuleringer. 

I deres seneste årsrapport kritiserer 

Amnesty International, at den 

danske regering har afvist at undersøge, 

om efterretningstjenester 

som NSA har opereret på dansk 

territorium, og at man desuden 

»har afvist at fremlægge et overblik 

over lovgivningen«. 



Med nettet som 

værktøj og 

fjende 

Når man arbejder med økonomisk 

støtte til politiske bevægelser, er 

det nemlig vigtigt at vide, hvem 

der kigger én over skulderen. Det 

ved initiativtagerne bag Firefund 

alt om. 

Af Jakob Ruggaard 

Det internetpolitiske projekt 

Firefund er et nyopstartet 

initiativ, som vil udveksle 

solidaritet gennem crowdfunding 

til direkte politisk 

handling i hele verden. Solidariteten 

skal komme fra 

enkeltindivider og foreninger i hele 

verden og består af penge. Den direkte 

handling kan være alt fra genopbygning 

af udbombede landsbyer 

i Kurdistan til juridisk hjælp til 

indespærrede klimaaktivister. Kort 

sagt: Det drejer sig om at give penge 

til politiske bevægelser i hele verden, 

som mangler dem til progressivt 

arbejde. 


Arbejdet er i fuld gang, og da Solidaritet 

møder Firefund i deres 

kontorkollektiv »Lurendrejeren« i 

Københavns Nordvestkvarter er de 

næste projekter allerede linet op. 

Siden lanceres i løbet af november 

og første mål er at sikre midler til at 

genopbygge Kobane, som kampene 

mod Islamisk Stat har ødelagt. Alt 

arbejdet har dog været invaderet 

af spørgsmålet om overvågning og 

digital beskyttelse og sikkerhed og 

det selvom initiativtagerne Karl Kristiansen 

og Mikkel Thydal med det 

samme understreger at deres projekt 

ikke er en moderne version af 

Fighters and Lovers: 

»Det er vigtigt at understrege at vi 

prøver på at opbygge et pragmatisk 

værktøj, som kan styrke venstrefløjen 

og de levende bevægelser. Vores 

formål er ikke at udfordre lovgivningen 

ved at støtte terrorlistede organisationer, 

eller gøre en spidsfindig 

politisk pointe ud af, hvor tilfældig 

terrorlovgivningen er. Vi vil bygge et 

værktøj op, som udveksler anseelige 

summer mellem forskellige dele af 

verden og bygger kendskab og solidaritet 

op. Det skal altså i sagens natur 

ikke være lyssky, men noget der 

skal mangfoldiggøre, deles og tales 

om,« siger Karl Kristiansen. 

Principielt vigtigt 

Selvom formålet er ikke er at støtte 

ulovlige bevægelser og organisationer 

er spørgsmålet om sikkerhed 

stadig allestedsnærværende: 

»I vores opbygning har det været 

vigtigt for os at give så stor en grad 

af juridisk og digital beskyttelse til 

vores brugere som muligt. Det er 

principielt for os, at det skal være 

svært for andre at spore de pengestrømme, 

som vi flytter rundt i verden. 

Både så brugerne er sikre, det 

kan jo godt være at flere stater ikke 

er så glade for ens støtte til oprørsbevægelser, 

selvom de er lovlige, 

men også så folk føler sig sikre ved 

vores produkt.« 

Det ligger helt inde i DNA’et af Firefund, 

at brugerne let og ubekymret 

skal kunne give deres støtte til 

en sag – men sikkerhed imod overvågning 

er nærmere noget brugeren 

selv skal stå for. Hvis man er ner-

Tema 

Internetprojektet 

Firefund handler 

om at samle 

penge ind 

til politiske 

bevægelser i 

hele verden, 

men samtidig 

sikre giverne 

mod, at deres 

identitet 

afsløres. 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 

vøs for om formålet er lyssky, eller 

hvis man føler sig overbevist om at 

NSA eller ens lokale regering kigger 

én over skulderen og registrerer ens 

aktiviteter, kan det afholde folk fra 

at finde dankortet frem fra pungen 

og foretage den endelige støtte, vurderer 

Mikkel Thydal: 

»Firefund handler ikke kun om 

den økonomiske støtte, men lige så 

meget om at skabe netværk, awareness 

og solidaritet mellem bevægelser, 

som ikke kender hinanden 

i dag. Når folk hiver deres pung op 

af lommen og taster kortnummeret 

ind på siden, så er det ikke kun en 

økonomisk handling, men også en 

solidaritetshandling, som er langt 

mere forpligtende end et enkelt 

like på facebook. Den økonomiske 

støtte skal være med til at opbygge 

relationer. Derfor er det også vigtigt 

at alle brugere ved, at når de støtter 

gennem Firefund, så lægger vi 

så mange forhindringer i vejen for 

overvågning som overhovedet muligt,« 

siger han. 

Desværre har ildsjælene bag Firefund 

måtte indse at den totale beskyttelse 

er en utopi. Internettet har 

sin egen logik og er bestemt ikke 

bygget op med det formål at gøre 

livet let for et projekt som Firefund. 

Det viser sig, at internettet, som det 

ser ud i dag, snarere er truet af overvågning 

på kryds og tværs. 

Næsten alle er usikre på nettet 

»Grundlæggende hænger alt sammen 

på nettet. Folk bruger de browsers 

de nu bruger og accepterer de 

cookies de gør og så videre. Egentlig 

kunne man beskytte sig et langt 

stykke hen ad vejen, hvis alle handlede 

sikkert. Problemet er, at næsten 

alle enkeltindivider handler 

usikkert på nettet. Derfor kan vi aldrig 

garantere den totale sikkerhed, 

men vi kan oplyse folk om, hvordan 

man sikrer sig bedst muligt,« siger 

Karl Kristiansen og uddyber: 

»Hvis nogen virkelig vil finde én 

på internettet, så kan de finde frem 

til det spor, man efterlader sig, men 

det vi kan gøre er at gøre det så 

svært som muligt at finde sporene. 

Vi kan dugge ruden, så det bliver 

mere besværligt at kigge ind og så 

kan vi lære folk, hvordan de dækker 

deres spor.« 

Der er altså to kampe, når det 

kommer til overvågning på internettet 

og Firefund er fast besluttet 

på at tage begge kampe op. Først og 

fremmest kan man skabe så meget 

sikkerhed som muligt med det man 

har og dernæst kan man forsøge at 

skole sine brugere i sikker internetadfærd. 

Firefund har en frivillig tilknyttet, 

som kun har til opgave at angribe 

og undergrave deres egne systemer, 

finde svagheder og trække informationer 

ud. Desuden arbejder 

Firefund på at blive OpenSource 

hurtigst muligt, så alle kan gennemkigge 

deres sikkerhed. På den måde 

kan de hele tiden forbedre sikkerheden 

og tage højde for hvilke parader, 

de skal have klar. Når det 

handler om beskyttelse mod overvågning 

på internettet bliver man 

nemlig aldrig færdig, fordi internettet 

med alle tjenester, programmer 

og praksisser er et work-in-progress 

i evig forandring, så bliver Firefunds 

forsvar mod overvågningen nødt 



til at fungere på samme måde. Det 

tager de den fulde konsekvens af. 

Sikkerheden omkring selve overførslen 

af penge og sporingen af, 

hvor pengene ender, har den højeste 

prioritet for initiativtagerne bag 

Firefund. Men også her er internettet 

en genstridig størrelse. 

»Hver gang man overfører penge 

sker det på andres præmisser. Vi har 

ikke vores egne banker, vores egne 

kreditkort, vores egne systemer til 

internetoverførsler og så videre, 

så hver gang en aktivist vil overføre 

penge til Firefund for at støtte 

et projekt et sted i verden, og hver 

gang vi sender pengene til deres 

mål, så arbejder vi gennem andres 

systemer, med andres sikkerhedsregler 

og med den risiko, det indebærer,« 

siger Karl Kristiansen, som 

forklarer hvordan Firefund arbejder 

med at sløre sammenhængen mellem 

donor og modtager: 

»Konkret samler vi alle donationerne 

i en pulje, som vi så sender til 

modtager. På den måde bliver relationen 

mellem den enkelte overførsel 

til os og det enkelte formål hvor 

pengene ender mere utydelig« 

Firefund har også eksperimenteret 

med crypto-currency som f.eks. 

bitcoins. Det er en betalingsform, 

som gør det meget sværere at identificere 

og spore transaktionerne, 

men ordningen har også sine klare 

begrænsninger. Blandt andet fordi 

modtagerne af Firefunds overførsler 

– f.eks. kurderne i Kobane – ikke 

altid har muligheden for at veksle 

dem til en anden værdiform. 

Fremtiden ser lys ud, mener de to 

initiativtagere bag Firefund – både 

når det handler om projektet, men 

også i forhold til sikkerhed på internettet. 

De lægger vægt på at teknikkerne 

til at beskytte sig bliver mere 

udbredt og at kendskabet til problemet 

med internetovervågning er 

større end nogensinde. 

»Der er en stor gruppe venstreorienterede, 

som går op i internetsikkerhed, 

og den vokser. Læren 

fra Snowden er, at vi er blevet opmærksomme 

på, hvor udvidede 

beføjelser de egentlig har i NSA, og 

den bevidsthed omsætter sig i nye 

og kreative løsninger til at beskytte 

sin trafik på nettet. Nu udvikles der 

Folkene bag 

firefund ser 

internettet 

som en ven 

og en fjende; 

et effektivt 

redskab for 

solidaritet, 

men samtidigt 

et redskab 

for uønsket 

overvågning. 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 

apps hver dag, som kan kryptere 

samtaler og tekstmeddelelser og 

dække vores spor på nettet,« siger 

Karl Kristiansen. 

Firefund er i fuld gang og virker 

som et projekt, som venstrefløjen, 

bevægelserne og Solidaritet kommer 

til at støde på igen. I deres egen 

optik er der ikke noget fundamentalt 

nyt over det de laver, de giver 

det bare en ny form: 

»Det vi gør, er ikke nyt. Der har 

altid fandtes cigarkasser og hatte, 

som er gået rundt til støttefester. 

Vi har ikke opfundet noget helt nyt, 

men givet solidarisk støtte et nyt 

medium, som gør det mere effektivt,« 

siger Karl Kristiansen. 

Internettet er netop det medium 

som er ven og fjende for Firefund. 

Som gør projektet til et potentielt 

ekstremt effektivt politisk værktøj. 

Men internettet er indrettet til at 

overvåge og spore aktivitet. Ikke til 

at beskytte sine brugere. Derfor er 

den bedste sikkerhed kollektiv, solidarisk 

handling: 

»Twitter er jo vildt usikkert, netop 

fordi brugerne af egen fri vilje afslører 

sin indentitet. Alligevel brugte 

man det under Det Arabiske Forår til 

protester, fordi man delte den lille 

risiko kollektivt og solidarisk. Det 

er også det bedste forsvar, når det 

kommer til Firefund. Vi skal være så 

mange og så effektive, at den lille risiko 

bliver irrelevant,« siger Mikkel 

Thydal. 



Da FE flyttede ind på 

Københavns Universitet 

Overvågning er ikke et nyt 

fænomen. I slutningen af 

1960’erne udspillede sig et 

aflytningsdrama i det centrale 

København, som fik konsekvenser 

for flere af de personer, som 

afslørede sagen. 

Af Morten Thing 

I 

Kejsergade 2 lå i 1969 universitetets institutter for asiatiske 

sprog. Flere studerende havde gjort den iagttagelse, 

at der op af kældertrappen kom personer i pæne 

jakkesæt, som brugte gårdens pissoir. Hvad kunne der 

være nede i kælderen? Hvorfor blev disse mænd ved 

med at dukke op uden for arbejdstid? De opdagede, at 

ejendommen var udstyret med en radioantenne og kædede 

de to iagttagelser sammen. 

Den 22. oktober 1969 udsendte de studerende en løbeseddel, 

som rejste spørgsmålet: Har forsvarets efterretningstjeneste 

en aflytningscentral på Købehavns Universitet 

i kælderen Kejsergade 2? Samme dag blev der 

lavet en demonstration ved universitetsbygningen. Men 

de studerende blev holdt på afstand af en større politistyrke. 

Anonymt påklædte personer var i gang med at 

fjerne materialer fra kælderen, og en bil kørte ud i Skindergade, 

påkørte en betjent, bragte et par demonstranter 

i livsfare og forsvandt imod kørselsretningen i den 

ensrettede Skindergade. 

Universitetets rektor, Mogens Fog, vidste intet om sagen. 

Det viste sig, at aftalen var lavet seks år forinden 

med universitetsledelsen om at stille et kælderrum til 

rådighed som telegrafisk kommunikationsknudepunkt. 

Den var, havde Fog fået at vide, ikke underlagt Forsvarets 

Efterretningstjeneste, FE. Hvilket var en vildledning 

fra forsvarets side. 

Kejsergadecentralen indgik i Forsvarets Central Ra- 

Mogens Fog, 

daværende 

rektor for 

Københavns 

Universitet 

vidste intet om 

den hemmelige 

spioncentral 

som studerende 

ved instituttet 

for asiatiske 

sprog havde 

afsløret i 

kælderen i 

Kejsergade. 

Foto: Wikimedia 

Commons 

dios overvågning af Danmark. Centralen skulle ligge 

så tæt som muligt på Hovedpostkontoret i Købmagergade, 

for at kunne overvåge ambassadernes telex- og 

telegram-kommunikation. Det blev afsløret i artikler i 

bladene Vietnam-Solidaritet og politisk revy (nr. 7 og nr. 

135). Begge blade blev beslaglagt i november, men Information 

offentliggjorde de kriminelle artikler. 

Den 24.11 skrev Ekstra Bladet: »Efter hvad Ekstra Bladet 

nu har fået oplyst, var militærets spioncentral i Kejsergade 

alene oprettet med den opgave at tappe de 

udenlandske ambassaders telexkommunikation, et 

materiale, der via forsvarets efterretningstjeneste gik 

videre, først og fremmest til udenrigsministeriet.« Oprettet 

i 1963 af statsminister Jens Otto Krag, udenrigsminister 

Per Hækkerup, justitsminister Hans Hækkerup og 

forsvarsminister Victor Gram. Hvad de dog benægtede 

dagen efter Ekstra Bladets artikel, bortset fra Gram, som 

var død inden sagen rullede. 

Et lille år senere blev der rejst tiltale efter den milde 

spionageparagraf mod Otto Sand fra Vietnam-Solidaritet, 

Bente Hansen, Niels Frølich og Morten Thing fra 

politisk revy og Bjarne Hansen, Torben Krogh og Børge 

Outze fra Information. 

Frølich og Thing blev også anklaget for at have tilskyndet 

til forbrydelse gennem en leder, som intet 

havde med Kejsergade at gøre. I marts 1971 faldt der 

dom: Sand og Bente Hansen fik hver 25 dagbøder på 20 

kr. Niels Frølich fik 40 dages hæfte og Thing 20 dages 

hæfte. Information blev frikendt. 


Europa 

Interview: 

Europæisk venstrefløj 

må konfrontere EU 

Hvad er den vigtigste 

lære af Syrizas 

erfaringer som 

regering? Hvor 

stiller dette den 

europæiske radikale 

venstrefløj? Det var 

udgangspunktet 

for dette interview 

med den canadiske 

professor og økonom 

Leo Panitch. 

Af Inger V. Johansen 

og Gitte Pedersen 

Leo Panitch 

har været 

redaktør af det 

årlige Socialist 

Register siden 

1985. Foto: 

Schuster Gindin 

Panitch har et indgående 

kendskab til Syriza og den 

græske venstrefløj via mange 

ophold i Grækenland og gode 

kontakter. Som redaktør af 

Socialist Register følger han 

nøje udviklingen på både den 

amerikanske og den europæiske 

venstrefløj. 

Vi traf Leo Panitch på sommeruniversitet 

med venstrefløjssamarbejdet 

European Left i Tjekkiet i juli i år, 

midt i debatten om Grækenlands 

og Syrizas fremtid efter folkeafstemningen 

den 5. juli og aftalte her et 

interview med ham. Det betød også, 

at både Syriza og den europæiske 

venstrefløj blev centrale temaer i interviewet. 

»Hele denne historie om, hvad 

man kan lære af Syrizas erfaringer, 

er naturligvis endnu ikke slut,« siger 

Leo Panitch. Han bebrejder ikke Syriza 

at man bøjede sig for overmagtens 

EU. »Vi, der befinder os uden 

for Grækenland, bør være lidt mere 

beskedne,« siger han. »Det var trods 

alt helt enestående, at det lykkedes 


Europa 

»Syriza viste den europæiske 

venstrefløj, at det var muligt at 

integrere partipolitik med 

den praktiske politik på gaden« 

et venstreparti med radikale ambitioner 

at få del i statsmagten. Det er 

kun lykkedes få andre venstrepartier 

at komme så langt. Ydermere at 

søge at opnå store forandringer i et 

EU under så vanskelige vilkår.« 

Men han bebrejder Syrizas ledelse, 

hvad den gjorde med partiet 

for at opnå genvalg. »Dette er meget 

problematisk: Da det viste sig efter 

at man bøjede sig for EU’s diktat den 

12. juli, at der stadig var en overvældende 

folkelig opbakning til Alexis 

Tsipras, synes dette at have steget 

ham til hovedet: Han valgte – på 

tværs af partiapparatet og Syrizas 

Centralkomite – at udskrive nyvalg 

inden man som lovet havde afholdt 

en partikongres, der kunne diskutere 

uenighederne i partiet. 

Hvis der var et øjeblik, hvor man 

kan tale om forræderi i hele dette 

forløb, var det her,« siger Panitch. 

»Dette fik mange til at forlade partiet.« 

For naive i deres syn på EU 

Leo Panitch ser Syrizas og store dele 

af den europæiske radikale venstrefløjs 

opfattelse af EU som et hovedproblem 

i forbindelse med hele 

forløbet: 

»Både Syriza og den dominerende 

fløj i European Left er naive, 

når de stiller krav om et socialt kapitel 

i EU,« siger han: »Hvad vi har brug 

for er et politisk Europa, et socialt 

Europa sammen med den Økonomiske 

og Monetære Union, »var European 

Left's krav i forbindelse med 

EU-parlamentsvalget i 2014. Dette 

betyder konkret et meget mere centraliseret 

EU – et EU der giver endnu 

mindre manøvrerum for de politiske 

kræfter i de enkelte lande, hvis 

de skal kunne ændre styrkeforholdene. 

En sådan opfattelse af EU er 

således ikke kun et problem, hvad 

angår Syriza. Det er et problem for 

hovedparten af de europæiske radikale 

venstrepartier, først og fremmest 

Die Linke i Tyskland.« 

Emotionel EU-tilknytning 

»For Syrizas vedkommende gjorde 

det særlige problem sig imidlertid 

gældende, at de føler en næsten 

emotionel tilknytning til EU – og 

det samme gør sig gældende for 

størsteparten af den græske befolkning. 

Denne psykologiske forbundethed 

med EU blev også en forhindring 

i deres bestræbelser på at 

gennemføre radikale forandringer 

i deres politiske program mod nedskæringspolitikken. 

De var naive, hvad angår mulighederne 

for at skabe ændringer i EU. 

Selv om de var klar over, at der ikke 

var sket en ændring af styrkeforholdene 

i de andre europæiske lande, 

havde de forventninger til, at den 

europæiske venstrefløj og den europæiske 

fagbevægelse, især den tyske, 

kunne ændre styrkeforholdene, 

og at dette kunne bidrage til at give 

dem større manøvrerum. Men der 

skete intet.« 

Ændre produktionsformer 

Men Leo Panitch mener også, at 

der var et andet væsentligt spørgsmål, 

som Syriza underprioriterede 

og som går igen hos de europæiske 

venstrepartier. Mens han har den 

opfattelse, at en Euro-exit burde 

have været udarbejdet som et alternativ 

for Syriza i perioden op til den 

12. juli i år, ja længe før de fik regeringsmagten, 

ser han ikke dette som 

hovedårsagen til Syrizas problemer. 

»Under alle omstændigheder ville 

en Euro-exit også have skabt store 

problemer – alene hvad angår at 

overbevise befolkningen om dette,« 

siger han. 

»Men der var et dybere problem, 

som Syriza slet ikke formåede at 

løse,« fortsætter han. »Det var at 

motivere befolkningen, at udvikle 

befolkningens evner lokalt til at 

fremme alternative produktionsformer 

og forbrugsmønstre. Hvad vi så 

efter parlamentsvalget i januar 2015 

var, at solidaritetsnetværkerne og 

protestbevægelserne sad og ventede 

på, hvad regeringen ville gøre. 

Sådanne solidaritetsnetværk kunne 

have bakket op om den græske regering 

og givet den en følelse af, at 

det var muligt at bryde med EU’s 

politikker og udvikle alternative forbrugs- 

og produktionsstrategier.« 

Leo Panitch understreger, at det 

var hele Syriza, der viste disse svagheder 

– også den fløj – Venstreplatformen 

– der splittede sig fra Syriza 

og blev til Folkelig Enhed. Samhø- 

»Under alle 

omstændigheder 

ville en 

Euro-exit også 

have skabt 

store problemer 

– alene 

hvad angår 

at overbevise 

befolkningen 

om dette« 


Europa 

righeden med de sociale bevægelser 

blev ikke udviklet nok – selv så 

tidligt som i 2012 var den for ringe. 

»Og dette er ikke kun et problem i 

Syriza, men på hele den europæiske 

radikale venstrefløj, med få undtagelser,« 

siger Panitch. 

Men han nævner også, at en del 

af de bedste folk, der har forladt Syriza 

og ikke gik med i Folkelig Enhed, 

faktisk havde ambitioner om 

en anden politikudvikling – mere 

basisorienteret og økosocialistisk – 

men de blev klemt ud af dem, der 

var for parlamentariske eller for fokuserede 

på valgresultaterne. 

»Både Syriza 

og den dominerende 

fløj i 

European Left 

er naive, når 

de stiller krav 

om et socialt 

kapitel i EU« 

Syriza gav den europæiske 

venstrefløj et løft 

Han mener dog, at en af Syrizas vigtigste 

fortjenester i forhold til den 

europæiske venstrefløj var at »give 

dem en indsprøjtning – at vise dem 

mulighederne, og at det var muligt 

at blive folkelig og populær. Syriza 

viste den europæiske venstrefløj, at 

det var muligt at integrere partipolitik 

med den praktiske politik på 

gaden, ved den måde man støttede 

solidaritetsnetværkerne.« 

Men hvad kan den radikale venstrefløj 

gøre i den nuværende situation? 

Leo Panitch håber, at et parti 

som Enhedslisten kan være med til 

at påvirke debatten på den øvrige 

europæiske venstrefløj. »Den europæiske 

venstrefløj er ikke parat til at 

konfrontere et EU, der har nyliberalismen 

i sin DNA,« siger han. 

»At kræve en politisk union er det 

mest forkerte, man kan gøre,« understreger 

han: »Men det vigtigste 

I kan gøre er ikke at foregive, at det 

er let at bryde ud af EU, men at argumentere 

for at få mere manøvrerum 

såvel for venstrepartierne som 

for de sociale bevægelser. Ikke kun 

hvad angår pengepolitikken, men 

i forhold til finans- og socialpolitikken, 

samt hvad angår import- og kapitalkontrol. 

For at kunne opbygge 

en større grad af økonomisk selvforsyning 

og øko-socialistisk strategi i 

et europæisk land. Det er naturligvis 

spørgsmålet om dette kan lade sig 

gøre uden et opbrud i EU – men i det 

mindste er det vigtigt at have venstrepartier, 

der er solidariske med 

hinanden for at udvikle en sådan 

strategi. Dette er at foretrække frem 

for mere centralisering i Bruxelles – 

ja, det vil sige i Berlin.« 

Panitch mener, at der er en mulighed 

for, at der kan udvikles et 

mere kritisk syn på EU og Eurozonen: 

»Dette er et vigtigt politisk 

øjeblik – der maner til eftertanke 

og strategisk nytænkning. I den 

forstand har hele dette forløb haft 

gode konsekvenser.« ■ 

Fakta 

Leo Panitch 

har været redaktør af det årlige 

Socialist Register siden 1985. Han 

er forskningsprofessor i politisk 

økonomi og statskundskab ved 

York University i Toronto. Hans seneste 

bog (skrevet sammen med 

Sam Gindin) har titlen: The Making 

of Global Capitalism: The Political 

Economy of American Empire. 

Den er blevet tildelt Deutscher’s 

mindepris i Storbritannien og Davidson 

bogprisen i Canada. Blandt 

hans mange andre bøger er: Renewing 

Socialism: Transforming 

Demo cracy, Strategy and Imagination; 

The End of Parliamentary 

Socialism: From New Left to New 

Labour. 

Nyt i Solidaritets web-shop 

T-shirt 

Krus 

Pris: 100 kr. + forsendelse (24 kr.) 

Føres i størrelser S-XXL 

Pris 40 kr. + forsendelse (33 kr.) 

Køb online på solidaritet.dk eller direkte fra Solidaritet, Griffenfeldsgade 41, 2200 Kbh. N 


Europa 

Hold fast i modstanden 

Historien har tydeligt demonstreret, 

at EU er kapitalens 

projekt. Og den viser sin logik 

med al tydelighed, f.eks. i sine 

handlinger i Sydeuropa og sit 

krav om yderligere integration af 

retspolitikken i Danmark. 

Af Niels Dyrholm Jensen og Jakob Ruggaard 

»EU-østudvidelsen 

Servicedirektivet har 

skabt et ræs mod 

bunden i forhold til løn 

og arbejdsvilkår« 

Vi står midt i en tiltagende kritik af EU. Årsagen er, at 

integrationen i EU har accelereret kraftigt de sidste 

10-20 år, og EU har fået en langt større indflydelse 

samfundsmæssigt. EU-østudvidelsen og Servicedirektivet 

har skabt et ræs mod bunden i forhold til 

løn og arbejdsvilkår, hvor det sejrende land (Tyskland) 

er det land, der kan holde lønningerne 

længst nede. Effekterne af 

og 

konvergenskravene og den budgetdisciplin, 

der fulgte med ØMU’en, 

har betydet privatiseringer og nedskæringer 

på velfærd i de svageste 

EU-lande. Herudover har finanssektorens 

krise og Vestens militære 

eventyr i Afrika og Mellemøsten 

også skabt et akut behov for øget internationalt 

samarbejde, hvor mere 

EU for mange mennesker ligner den 

eneste løsning. 

Socialdemokraternes analyse synes at være, at den 

eneste måde at redde EU-projektet og bremse højrefløjens 

fremmarch er ved at aflægge musketered med de 

konservative i EU-Parlamentet. 


Europa 

Her står socialdemokrater og konservative last og 

brast, og bakker nærmest ukritisk op om kommissionen. 

Det er en kynisk politisk strategi, der blot er med til 

at tydeliggøre den indspiste politiske kultur i Bruxelles. 

Man er først og fremmest solidarisk med sig og sine. 

Paradoksalt nok er det midt i dette klima, at SF og 

kræfter i Enhedslisten ryster på hånden. For de mennesker 

handler holdningsskreddet om, at man føler sig 

hægtet af den politiske proces. Man vil til at »sidde med 

ved bordet« både i Bruxelles og i nationale regeringer. 

EU er og bliver storkapitalens redskab 

Historien har tydeligt demonstreret, at EU er kapitalens 

projekt. Det åbenlyse eksempel er Lissabontraktaten, 

som nærmest forbyder keynesiansk finanspolitik 

og forpligter medlemslandene til at opruste militært 

(mod hvem?) Men det er alligevel EU’s opførsel under finanskrisen, 

der tydeligst viser, hvordan organisationens 

logik fungerer. 

Grækenland er drevet ud i økonomisk ruin af hensyn 

til store franske og tyske banker, men lektien er endnu 

tydeligere, hvis man ser på behandlingen af Cypern. Cyperns 

klarede sig relativt godt igennem krisens første år. 

Banksektoren og turistindustrien blev selvfølgelig ramt, 

men det gik først rigtig skidt for landet efter, at EU forsøgte 

at redde Grækenland i 2011. 

Cyprioterne havde ud af solidaritet med deres græske 

broderfolk (og på EU’s anbefaling) opkøbt store 

mængder af græske statsobligationer for at hjælpe landet 

ud dets krisesituation. Da værdien af grækernes 

gæld blev nedskrevet som del af en aftale i 2011, mistede 

de cypriotiske banker enorme summer, og den cypriotiske 

stat reagerede med bankpakker for at redde sektoren. 

Så langt, så godt. Det var prisen for at nedskrive Grækenlands 

gæld. Men Cypern var ikke »too big to fail« 

ligesom Grækenland, så da cyprioterne var bragt til 

tiggerstaven, så var kasserne i EU lukkede. Nu var det 

almindelige bankkunder i Cypern, der skulle finansiere 

landets bankpakker. 

»I sin 

behandling 

af Sydeuropa 

viser EU sit 

sande ansigt« 

Indefrøs opsparinger 

For at undgå et bankrun, kunne man jo bare indefryse 

alle cyprioternes opsparinger. Pengene blev reserveret 

som en slags garanti eller alternativt skattegrundlag, så 

store banker uden bekymring kunne sælge cyprioterne 

lån til ågerpriser. Ikke bare kaster man alle principper 

om én valuta og kapitalens fri bevægelighed ud af vinduet, 

men nu skal kunderne i butikken betale for ejernes 

uansvarlighed. 

Resultatet er, at de næste generationer af cyprioter 

er blevet gældsslaver, mens tyske banker blev endnu 

rigere. I sidste ende gik cyprioterne endda til russiske 

gangstere for at låne penge på rimeligere vilkår. I sin 

behandling af Sydeuropa viser EU sit sande ansigt. Det 

er et system, der først og sidst varetager storkapitalens 

interesser. 

Samme ansigt viser sig også, når kommissærer blander 

sig i demokratiske valg med trusler og falske løfter. 


Europa 

Når befolkningerne alligevel vælger de forkerte ledere, 

saboteres de økonomisk af EU. Vi har set det tidligere 

i Italien og Grækenland. Senest er det sket i Portugal, 

hvor der var valg her i oktober. Venstrefløjsblokken, 

der er anført af socialistpartiet og bl.a. består af det 

gamle EU-kritiske kommunistparti, vandt et flertal, men 

landets præsident, Anibal Cavaco Silva, nægtede at udpege 

en statsminister, der er støttet af EU-kritikere. Han 

henviste eksplicit til krav fra EU og til, at han har »pligt 

ikke at sende falske signaler til institutioner, investorer 

og markeder«. 

Det er vist med al tydelighed flere 

gange, at man i EU er villig til at ofre 

demokratiet og mennesker af hensyn 

til de største banker i Europa. 

Det understreges af den islandske 

liberale statsminister, Sigmundur 

Gunnlaugsson, med hans bemærkning 

til politico.eu i år, at hvis 

Island var blevet en del af EU, som 

landets højrefløj i panik forsøgte at 

få arrangeret i 2009, ja så havde Island 

været statsbankerot i dag. 

Også på asylområdet opfører EU sig modbydeligt. 

EU’s flygtningepolitik handler kun om at holde mennesker 

ude med krigsskibe, hegn og skumle aftaler med 

tyranner som Erdogan, der får milliarder af euro for at 

bremse flygtningestrømmen med vold – præcis ligesom 

man gjorde det med Gadaffi, dengang han var EU’s ven 

i Afrika. Her skal man medregne, at EU-Domstolen har 

blokeret for, at EU underskriver den Europæiske Menneskerettighedskonvention 

(EMRK), fordi domstolen vil 

have eneret til at tolke konventionen. 

EU er ikke en drivkraft for fred, men er tværtimod i 

gang med at undergrave Europarådet og EMRK. 

Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. 

Mens regeringsledere som David Cameron holder igen 

af hensyn til vælgerne, så tager Bruxelles' teknokrater 

ingen forbehold. Deres budskab er klart: Hvis medicinen 

ikke virker, er det fordi, dosen er for lille. 

EU-projektet er truet, fordi EU ikke har nok kontrol, og 

der skal nye integrationsskridt til. Her er bankunionen 

og den såkaldte frihandelsaftale TTIP bare de sidste og 

mest uhyggelige eksempler, som målrettet styrke store 

banker og multinationale virksomheders muskler. 

Kommissionsformanden Jean-Claude Juncker var 

også ude og lufte tanken om en EU-hær så sent som i 

foråret. Den skal konfrontere Rusland og kunne intervenere 

i EU’s nabolande. Tanken er uhyggelig i en verden, 

hvor krig er blevet et almindeligt redskab i international 

politik. En fremtid med våbenkapløb og proxykrige ligger 

lige for. 

Men det helt store kup vil være, hvis det lykkedes EU 

at tilrane sig retten til at inddrive direkte skatter i medlemslandene. 

Så er finansieringen af nye store integrationsprojekter 

sikret uden at udgifterne skal sammenlignes med 

andre poster på medlemslandenes finanslove, og de 

»Det er også en 

mulighed for venstrefløjen 

at vise, at vi står 

på demokratiets og 

befolkningens side« 

nationale demokratier kan tilsidesættes. De næste år vil 

vi se EU-toget sætte farten op og endestationen hedder 

en de facto føderation (selv om ordet er upopulært for 

tiden). 

Hvordan bekæmper vi EU? 

Historisk set har folkeafstemninger været EU-modstandens 

stærkeste våben. Danmarks egen sejr i afstemningen 

om Maastricht i 1992 var vigtig for at bringe EUmodstanden 

ud til større dele af den befolkningen; men 

særligt det franske og hollandske 

nej til Forfatningstraktaten i 2005 

var afgørende. Siden da har EU ikke 

bare været handlingslammet, men 

den kritiske holdning over for EU 

er vokset og vokset. Derfor skal vi 

blandt andet også stemme nej den 

3. december. 

Folkeafstemningen om retsforholdet 

handler om øget integration. 

Retskendelser skal anerkendes på 

tværs af grænser på trods af forskellige 

retstraditioner, fængselsforhold 

osv. Det er skridt i retningen af et føderalt domstolssystem 

og et føderalt efterretningsvæsen – præcis som 

man har det i USA. 

Et dansk nej stopper ikke EU i at tilrane sig retspolitikken, 

men det vil sende et kraftigt signal til EU. Lad os 

bruge eksemplets magt og fortsætte med at vise dem, 

at vi godt kan selv. 

Vi skal søge alternativer til EU 

Det er også en mulighed for venstrefløjen at vise befolkningen, 

at vi står på demokratiets og befolkningens 

side i et risikosamfund, hvor mennesker føler sig mere 

og mere magtesløse. Det er den eneste holdbare måde, 

at bremse racismens og nationalismens fremmarch i 

Europa. Samtidig er det afgørende at vi lader os inspirere 

af bl.a. antiglobaliseringsbevægelsen og bliver ved 

med at søge alternativer til EU. 

Men hvorfor være helt imod EU? Det kan betragtes 

som værende usolidarisk med de mange progressive 

kræfter, som kæmper for at reformere EU – f.eks. SF, Syriza 

og Podemos. Hvorfor ikke følge deres eksempel? 

Helt banalt fordi netop deres eksempel viser, at det er 

naivt. Syriza gik ind i forhandlingerne med løftet pande, 

men fik et blankt nein fra Bruxelles. I dag er partiet splittet 

og stolen ryster under Alexis Tsipras. Det er fordi, den 

EU-kritiske analyse er forkert. 

Problemet er ikke, at der sidder forkerte mennesker 

ved forhandlingsbordet; men at systemet er indrettet til 

storkapitalens og de rige landes fordel. 

Tyskerne har ingen incitamenter for at ændre EU, 

som de tjener enormt på. Kun hvis det bliver tydeligt for 

dem, at deres politik vil lede til at andre lande forlader 

EU, vil det måske få dem til at tænke igen. Den engelske 

folkeafstemning om udmeldelse er i hvert fald et samtaleemne 

på kontorerne i Bruxelles og hos EU-modstandere 

i Danmark. 


Boganmeldelse 

MAGTELITEN 

- hvordan 423 danskere styrer landet 

Det er klassisk socialistisk tankegods, at den virkelige magt ikke ligger hos dem, 

vi har valgt til Folketinget. Når det kommer til stykket, er de kun marionetter i et 

skuespil, hvor andre og stærkere kræfter trækker i trådene. 

To forskere har forsøgt at kortlægge Danmarks magtelite. 

Af Åge Skovrind 

Socialister vil særligt knytte 

magt til økonomi. Magten ligger 

hos dem, der ejer virksomhederne, 

forretningerne, 

bankerne og medierne. De bestemmer, 

hvad der skal produceres, 

hvor der skal investeres, og hvem 

der kan låne penge. 

Deres fremmeste interesse er 

ikke, hvad der er godt for samfundet. 

Det vigtigste for dem er at tjene 

(flere) penge til sig selv. De tøver 

ikke med at nedlægge arbejdspladser, 

droppe investeringer eller 

flytte virksomheder til andre lande, 

hvis politiske beslutninger går dem 

imod. 

Hvordan kan magten tages fra 

disse personer? Det er et centralt 

spørgsmål i en socialistisk strategi. 

Derfor er det yderst nyttigt at få sat 

ansigter på: Hvem er magteliten? 

»Magteliten – hvordan 423 danskere 

styrer landet« synes, ud fra sin 

titel, som sendt fra himlen i denne 

sammenhæng. Men man bliver skuffet, 

hvis man forventer en politisk 

analyse eller et program for, hvordan 

det kan blive anderledes. 

Omfattende kortlægning 

Bogen er en populær omskrivning 

af to ph.d.-afhandlinger fra sociologerne 

Christoph Houman Ellersgaard 

og Anton Grau Larsen. Den 

tredje forfatter, journalisten Markus 

Bernsen, har formidlet »mere end 

fem års videnskabelige undersøgelser 

af magten i Danmark […], så flest 

mulige læsere vil læse med«. Og hatten 

af for, at deres forskning nu bliver 

formidlet til en bredere kreds. 

Samtidig står de to sociologer 

i spidsen for Foreningen for Eliteog 

Magtstudier, som man kan læse 

mere om på hjemmesiden magtelite.dk. 

Her vil blandt andet komme 

til at ligge en omfattende database, 

der består af 5.100 netværk og organisationer 

samt 37.800 personer forbundet 

gennem 56.500 relationer. 

Et åbenlyst problem er dog, at der 

hele tiden er brug for en opdatering, 

når nye navne træder ind i magteliten, 

mens andre går ud. 

»Det - vig 

tigste for 

dem er 

at tjene 

(flere) 

penge til 

sig selv. « 

Magteliten 

Det er blandt de 37.800 personer, at 

vi finder dem, som forfatterne kalder 

magteliten. Listen står på de sidste 

sider, opregnet med navn, titel, 

organisation og »rækkevidde« i en 

rangorden fra 1 til 423. 

På de første ti pladser finder man 

ikke overraskende flest forretningsfolk, 

men også fire faglige ledere: 

Thorkild Jensen (tidl. fmd. Dansk Metal), 

Bente Sorgenfrey (FTF), Harald 

Børsting (nu tidl. fmd. LO), og Kim Simonsen 

(HK). 

Magteliten kommer imidlertid 

ikke kun fra erhvervslivet og fagbevægelsen, 

men også fra staten (politikere 

og embedsmænd), uddannelsesinstitutionerne 

og (i meget lille 

grad) kultur- og medieverdenen. 

Hver af disse fem sektorer har fået 

et kapitel, som fortæller, hvem der 

er de vigtigste personer, og hvad der 

kendetegner denne gruppe og dens 

adgang til magteliten. 

Hvor er de folkevalgte? 

Hvad så med de folkevalgte, de politiske 

ledere, som vi har valgt til at 


styre landet? 

Problemet vil altid 

være, at »magt« er en 

diffus størrelse, hvor et 

utal af faktorer spiller ind. Forfatterne 

nævner Pia Kjærsgaard som 

eksempel. Havde hun ikke, under 

VKO-regeringen, umådelig stor 

magt? Det vil mange, jeg selv inklusive, 

mene. Alligevel havner hun 

helt nede som nummer 2307, langt 

uden for netværkseliten. 

Kun 35 folkevalgte politikere optræder 

blandt de 423, heraf flere 

borgmestre, som ofte sidder i lange 

perioder. Politikerne udgør ifølge 

forfatterne den mest brogede del 

af magteliten, selv om vi ser flere 

og flere »professionelle« politikere, 

hentet fra ungdomsorganisationerne 

og polit-studiet, plus alle børnene 

fra politikerfamilier (Auken, Ellemann, 

Helveg, Hækkerup, Krarup). 

Politiske »uromagere« har ikke 

adgang til magteliten, og derfor 

er folk fra Enhedslisten, Liberal Alliance 

og Dansk Folkeparti ikke repræsenterede, 

og SF kun, fordi de 

på tidspunktet for undersøgelsen 

sad i regering. 

Vennernes venner 

Kan det virkelig være rigtigt, at 

fagbosser har mere magt end Pia 

Kjærsgaard? Nej, skriver forfatterne 

selv. Det er ikke »en rangering af de 

mest magtfulde danskere. Det er de 

personer, der 

er vigtigst for, 

at magtelitens 

netværk hænger 

sammen.« 

Det er derfor, 

begrebet »rækkevidde« 

er helt centralt. 

Rækkevidden 

viser, hvor mange personer man 

mødes med. I bestyrelser hos virksomheder, 

fonde og institutioner, i 

VL-grupper og statslige kommissioner, 

til Dronningens fødselsdag osv. 

Rækkevidden bliver større, hvis de, 

man mødes med, også mødes med 

en masse andre personer i andre 

bestyrelser. Når de faglige ledere er 

placeret så højt i Danmark, skyldes 

det »den danske model« og en tradition 

for, at arbejdsmarkedets parter 

er repræsenterede i offentlige 

kommissioner. 

Firkantet sagt har forfatterne 

altså valgt at definere »magteliten« 

som dem, der har de største netværk. 

De understreger, at magteliten 

kan undersøges på mange måder, 

men at deres kortlægning har 

den fordel, at den er videnskabeligt 

funderet og dermed ikke styret af 

deres egne ideer. Det kan være interessant 

nok, men et stort netværk 

betyder jo ikke nødvendigvis stor 

magt. Nogle bestyrelser træffer 


Anton Grau Larsen, Christoph 

Ellersgaard, Markus Bernsen: 

»Magteliten - Hvordan 423 

danskere styrer landet« 

Politikens Forlag. 216 s., 250 kr. 

selvsagt langt vigtigere beslutninger 

end andre bestyrelser, for eksempel 

fordi de råder over en større pengekasse. 

vægelsens ledelse blevet en del af 

systemet, og de gamle partier – S, R, 

V og K – står i praksis for den samme 

systembevarende, økonomiske politik. 

Hvad kan socialister bruge det til? 

Denne bog giver et godt indblik i, 

hvilke personer der sidder på nøgleposterne 

i samfundet. Men kan vi 

bruge det til noget? Er der overhovedet 

et problem, og vil det ikke i 

ethvert samfund være et lille mindretal, 

som sidder på de centrale 

poster? Disse spørgsmål bliver stillet 

på de sidste tre sider. Man kunne 

have ønsket, at forfatterne havde 

brugt mere plads på denne diskussion, 

men »vi har ikke svarene,« skriver 

de. 

Hvis målet er 

at skabe politisk 

forandring i socialistisk 

retning, 

ser jeg grundlæggende 

to tilgange: 

Den ene handler 

om koncentrationen 

af magt 

hos meget få personer. 

Uanset hvem de er og hvad 

de står for, skabes indspisthed, bureaukrati 

og apati. Hvis målet er et 

samfund, hvor mange flere er med 

til at træffe beslutninger, så er opgaven 

allerede i dag at formulere konkrete 

krav, som peger i den retning: 

Rotationsordninger, kvoter, karensperioder, 

maksimumgrænse for an- 

»Myten om den flittige 

iværksætter er 

undtagelsen, der 

bekræfter reglen« 

Det tunge erhvervsliv dominerer 

Trods denne indvending er bogen 

interessant. Særligt fordi den elite, 

som er altdominerende i bogen, er 

folk fra de økonomisk tunge virksomheder. 

Det er ledere fra de store, 

private virksomheder. Derfor, og 

fordi de repræsenterer økonomiske 

interesser til forskel fra mennesker, 

er det dem, vi skal holde øje med. 

Bogen dokumenterer, hvordan 

erhvervslivets folk har indflydelse 

overalt i samfundet. De kontrollerer 

ikke kun virksomhederne og bankerne, 

de har i stigende grad også 

politisk indflydelse gennem poster 

i statslige råd og udvalg, i universiteternes 

bestyrelser og i fonde, som 

uddeler store beløb til forskning og 

kultur. 

Magtelitens folk ønsker ikke, at 

der skal laves radikalt om på tingenes 

tilstand. De skændes ikke, for 

de er stort set enige om alle de såkaldte 

»nødvendige« beslutninger. 

Sagt på en anden måde, så er fagbetal 

kasketter. 

Den anden vinkel handler om 

de personer, som sidder ved roret 

nu. De vil gøre alt for at bevare det 

nuværende system og alt for at bekæmpe 

den socialistiske samfundsforandring, 

som vi arbejder for. Jo 

mere vi kan udstille dem, svække 

deres troværdighed og problematisere 

deres legitimitet, jo bedre. 

Vi skal især fokusere på dem, der 

ejer eller leder de store virksomheder. 

Deres indkomst er mange, 

mange gange højere end, hvad almindelige 

lønmodtagere nogensinde 

kommer i nærheden af. De 

har ikke noget folkeligt mandat og 

adskiller sig derfor fra faglige ledere 

og politikere, som er valgt i mere eller 

mindre demokratiske 

processer. 

Det betyder 

ikke, at et nyt og 

bedre samfund 

dukker op som 

Fugl Fønix, selv 

om de konkrete 

personer blev 

skiftet ud med 

nogle andre. I sidste ende er det 

ikke personerne, men strukturerne, 

der skal ændres. Det skal vi også forklare, 

på de rigtige tidspunkter. Men 

hvis vores agitation skal lykkes, skal 

den være forståelig og folkelig. Vi 

har brug for konkrete fjendebilleder, 

og her er det godt at sætte ansigter 

på, som bogen om magteliten gør. ■ 


Ideologi 

Konkurrencestaten 

er ingen naturlov 

Ove Kaj Pedersens 

begreb om 

»konkurrencestaten« 

har dannet skole, 

men den udvikling, 

han præsenterer som 

uundgåelig, kan og skal 

udfordres. 

Af Søren Kolstrup 

Den danske velfærdstat undergår 

store forandringer. Offentlige 

institutioner »frisættes« 

til markedet. Den socialdemokratisk 

ledede regering 2011 til 

2015 indledte en reformbølge, der 

krævede øget effektivitet og fornyelse 

i den offentlige sektor ledsaget 

af social nedrustning, undertiden direkte 

fjernelse af sociale rettigheder. 

Som det mest iøjnefaldende og dramatiske 

blev førtidspensionen for 

personer under 40 år som udgangspunkt 

fjernet. Er verden af lave? 

Hvorfor disse voldsomme skred? 

Den danske samfundsforsker 

Ove Kaj Pedersen har en forklaring. 

Han har i bogen »Konkurrencestaten« 

leveret en stringent analyse 

af velfærdsstatens forandringer fra 

1990 til i dag. Velfærdsstatens fokus 

på lighed, rettigheder og medborgerskab 

må vige for konkurrencestatens 

omsiggribende ønske om 

at skabe arbejdsomme og effektive 

borgere, der kan opnå selvforsørgelse 

og deltage i nationens globale 

konkurrence. Skolens fokus på 

dannelse og demokrati erstattes af 

færdigheder og konkurrence (læs: 

test og rangordning), sociallovgivningens 

ønske om retfærdighed og 

Legitimerer markedsideologi 

Med raketfart har Ove Kaj Pedersens 

grundbegreb, konkurrencestaten, 

dannet skole. Hans bog hyldes i faglige 

miljøer, og læserne har over en 

bred kam taget bogen til sig. De fleste 

kan identificere sig med forfatterens 

eksempler. Her er en forsker, 

der med klare definitioner, brede 

analyser og knivskarpe konklusioner 

kan indramme nutidens do- 

»Konkurrencestaten 

har 

bidt sig fast 

som en 

dominerende 

strømning, 

jovist, men 

den er ikke 

nogen naturlov« 

revalidering afløses af krav om udnyttelse 

af alle arbejdskraftreserver 

og uddannelsestvang – tilført økonomiske 

incitamenter, kontrol og 

sanktioner. 


Ideologi 

Søren 

Kolstrup er 

velfærdshistoriker, 

bl.a. forfatter 

til bogen 

»Den danske 

Velfærdsmodel 

1891 til 2011« og 

medlem af 

Enhedslistens 

Politisk-Økonomiske 

Udvalg. 

Foto: Jens 

Pedersen / JP- 

Foto 

»Læseren 

møder en 

livløs determinisme 

renset 

for aktører og 

klassestrid« 

minerende idealer og menneskesyn. 

Denne indsats kan ingen tage fra 

forfatteren. 

Alligevel må Ove Kaj Pedersens 

bog ægge til modsigelse, når talen 

falder på forfatterens historiesyn. 

Læseren møder en livløs determinisme 

renset for aktører og klassestrid, 

som kalder på besindelse. 

Konkurrencestaten fremstilles som 

et omsiggribende vilkår, som ingen 

djævel kan ændre på. Jo, nationalstaterne 

og deres disciplinerede 

borgere kan tilpasse sig de nye og 

ændrede omstændigheder og under 

denne proces påvirke statens 

evne til at indsætte maksimal kampkraft 

på det globale marked. 

Lad os rekapitulere: Forfatteren 

har såre ret i, at betingelserne for 

velfærdsstaten er ændret med de 

frie kapitalbevægelsers indtog, nedbrydning 

af nationale beskyttelsesforanstaltninger 

og begrænsninger 

i nationalstatens finanspolitiske formåen. 

Men der er en verden til forskel 

på at tale om nye betingelser, 

som forfatteren gør et par steder, og 

derefter umærkeligt antage, at der 

er tale om samfundsvilkår, hvor staten 

og dens borgere underkastes en 

indiskutabel udviklingsretning. 

Den saglige og knastørre forsker, 

der i et klinisk fagsprog fremlægger 

sit projekt, afslutter analysen med 

forslag til, hvordan konkurrencestaten 

kan legitimeres. Analytikeren 

Ove Kaj Pedersen forvandler sig her 

til ideologimager for den nødvendige 

konkurrencestat. Ove Kaj Pedersen 

fortæller således, hvordan 

den markedsgjorte offentlige sektor 

producerer ledere, som må orientere 

sig mod konkurrerende hensyn. 

Lederen skal tjene markedet, der 

skal kapres kunder i den »frisatte« 

offentlige institution, men han skal 

også lytte til de ansatte og varetage 

almenvellets interesser. 

Der opstår modsatrettede krav til 

ledelsen, fare for sløseri og diffuse 

situationer, måske fifleri og inkompetence. 

Ledelsesrummet er blevet 

komplekst og omfattende. Derfor 

indskærper forfatteren en række etiske 

fordringer, hvor den ubestikkelige 

leder med blik for almenvellet 

træder frem som idealet, alt mens 

strukturen anses for et vilkår. Den 

markedsgjorte konkurrencestat skal 

perfektioneres og retfærdiggøres, 

ikke forandres. Den britiske premierminister 

Margaret Thatchers påberåbelse 

af TINA-modellen, There 

Is No Alternative, træder frem som 

et underliggende budskab hos Ove 

Kaj Pedersen. 

Effektivitetskrav udfordret 

Ove Kaj Pedersens tese om konkurrencestaten 

fordrer et modspil. 

Anvender vi den åbne historieskrivnings 

fordring, der kræver 

opmærksomhed over for alternative 

drivkræfter og udviklingstræk, 

viser det historiske forløb sig langt 

fra så entydigt. I en sådan undersøgelse 

peges på alternativer, som 

direkte eller indirekte har sat deres 

præg på udviklingen – ja, som måske 

under givne omstændigheder 

udfordrer det dominerende værdisæt 

og manifesterer sig i alternative 

udviklingsperspektiver. I en sådan 

analyse antydes flere udgange på historiens 

forløb. 

Kaster vi blikket på perioden 1990 

til 2011, hvor Ove Kaj Pedersen ser 

konkurrencestaten udfolde sig, møder 

vi både på ideernes plan og i 

samfundslivets sociale organisering 

korrigerende udviklingskræfter. I 

midten af 1990'erne blev konkurrencestatens 

effektivitetskrav udfordret 

af tanken om et solidarisk arbejdsmarked, 

og borgerens ret til at søge 

livskvalitet som individ og familiemenneske. 

Denne forestillingsverden 

blev sågar realiseret gennem 

en lovgivning, der åbnede for en 

deling af den eksisterende mængde 

arbejde. Alle medlemmer af en a- 

kasse fik adgang til børnepasningsorlov, 

uddannelsesorlov og sabbatorlov 

op til et år, hvor de kunne 

vælge enten en uddannelse eller at 

udfolde sig sammen med familien 

for en reduceret dagpengeydelse eller 

fulde dagpenge ved uddannelsesorlov. 

Disse ordninger blev en 

tordnende succes. I 1994 var der næsten 

syv gange så mange som i 1993, 

der benyttede sig af børnepasningsorloven. 

Den gamle velfærdsstats tryghedsfilosofi 

ved sociale begivenheder 

fik tilført forestillingen om et 


Ideologi 

»Konkurrencestaten fremstilles 

som et omsiggribende vilkår, som 

ingen djævel kan ændre på« 

langt mere lighedspræget arbejdsmarked. 

De aarhusianske skraldemænd 

lancerede ideen om, at tre 

ansatte skulle dele arbejdet med en 

arbejdsløs kollega. Borgerlønstilhængere 

argumenterede for en beskeden 

basisindkomst, som skulle 

tildeles alle borgere uden behovsprøvning 

og uden arbejdspligt. Konkurrencestatens 

omsiggribende 

krav om en skærpet arbejdsetik, 

hvor alle kontanthjælps- og dagpengemodtagere 

skulle i aktivering, 

blev tilført en korrektion. 

Alternative udviklingsveje 

Allerede i 1996/97 begyndte alamklokkerne 

imidlertid at lyde i regeringskontorerne, 

hvor man frygtede 

mangel på arbejdskraft i brancher 

med stærk vækst, flaskehalse og 

uregerlige løn- og prisstigninger. 

Frygten for inflation og de globaliserede 

markeders reaktion herpå 

var hele tiden nærværende. Orlovsordningerne 

blev rullet tilbage, 

børneorloven bestod i amputeret 

udgave. Den solidariske arbejdsfordeling 

viste for en stund en alternativ 

udviklingsvej, som til sidst bukkede 

under for konkurrencestatens 

arbejdsetik. 

Overalt i årene 1990 til 2011 kan 

man således observere en spænding 

mellem kravet om konkurrencestatens 

effektivitet og forestillingen 

om en borgerbaseret velfærd, 

der peger hen mod det gode liv. 

Konkurrencestaten havde førertrøjen, 

men 

dens fremmarch 

stod 

ikke uimodsagt. 

I 1997 påtog samfundet sig et ansvar 

for at skaffe alle med nedsat 

arbejdsevne et job på overenskomstmæssige 

vilkår og fuld lønkompensation 

for manglende arbejdsevne. 

Det var ikke den enkelte, 

der skulle tilpasse sig arbejdsmarkedets 

logik, men arbejdsmarkedet, 

der skulle stå til rådighed for 

den enkelte. Ordningen rummede 

et effektivitetsaspekt, mobilisering 

af en arbejdskraftreserve, men også 

et perspektiv om et berigende liv 

på arbejdsmarkedet med krav om 

ligeværd mellem alle ansatte. Ordningen 

blev voldsomt ændret under 

Thorning-Schmidt-regeringen 2011- 

2015, som lod aflønning efter det 

rene kompensationsprincip vige til 

fordel for udbetaling efter primært 

markedsværdi. 

Konkurrencestaten har bidt sig 

fast som en dominerende strømning, 

jovist, men den er ikke nogen 

naturlov. Den er blevet udfordret. 

Den kan udfordres. Politisk kamp 

kan handle om »nødvendige« tilpasninger 

til konkurrencestatens logik, 

men sandelig også om alternative 

udviklingsveje. Og så har vi til gode 

at drøfte, hvordan produktionsapparatet 

kan underlægges demokratisk 

kontrol og deltagerstyre på 

tværs af blind konkurrencelogik. ■ 


Fremad uden at glemme 

De glemte massemord 

30. september 1965 udførte lille gruppe 

officerer og en håndfuld medlemmer af 

kommunistpartiet PKI et kupforsøg mod 

ledelsen af det indonesiske militær. 

Seks generaler blev dræbt, men kuppet 

fejlede og blev knust af hæren i løbet af få 

dage. Herefter indledtes et massemord på 

hundredtusinder af indonesere. 

Af Jeppe Rohde 

Den officielle version af massakren 

i 1965-66 i Indonesien er, 

at drabet på generalerne var 

gnisten, der antændte en folkelig 

vrede mod et parti, som 

i forvejen var hadet for dets vold, 

disrespekt for religion og mangel 

på patriotisme. Angiveligt havde PKI 

planer om en voldelig revolution 

og eliminering af enhver, som var 

imod dem, men de blev stoppet af 

en bølge af spontan folkelig vrede 

imod de forræderiske kommunister. 

Denne statspropaganda er blevet 

gentaget af visse vestlige »eksperter«, 

men historisk forskning 

viser en noget anden historie. Det 

fejlslagne kup var for det første ikke 

et initiativ fra PKI som helhed, men 

fra et lille antal PKI-ledere, som i 

samarbejde med en flok officerer 

ønskede at fjerne en række højreorienterede 

generaler – ikke at tage 

magten over staten. 

Den massakre, der fulgte var ikke 

spontan, men systematisk, og den 

var organiseret af nationalistiske 

politikere, religiøse organisationer 

og, først og fremmest, den indonesiske 

hær. Denne morderiske koalition 

modtog politisk og materiel 

støtte fra vestlige magter. Allerede 

få dage efter kuppet begyndte amerikanske 

og engelske embedsmænd 

at planlægge, hvordan de kunne 

udnytte situationen. De øjnede en 

chance for at knuse PKI, et parti, 

som de frygtede var farligt tæt på at 

kunne tage magten i landet. 

I årene op til kuppet havde PKI 

etableret sig som landets mest konsekvente 

antiimperialistiske parti. 

De kæmpede for jordreformer og 

for nationalisering af udenlandsk 

ejet minebrug, olie- og plantageindustri. 

Ved parlamentsvalget i 1955, som 

var det sidste frie valg i landet, blev 

PKI landets fjerdestørste parti med 

16,4 procent af stemmerne. Frem til 

1965 steg antallet af medlemmer fra 

20.000 til mere end halvanden million, 

hvilket gjorde PKI til verdens 

største kommunistparti uden for 

Sovjetblokken. Millioner var desuden 

organiseret i PKI-relaterede 

fagforeninger og masseorganisationer 

for bønder, kvinder, studenter 

og andre grupper. 

Sukarno 

Sukarno, den historiske leder af den 

indonesiske uafhængighedsbevægelse, 

var meget populær og regerede 

i realiteten pr. dekret. Han var 

ikke kommunist, men glødende 

Afbrænding af 

hammer og segl 

som symbol 

på kommunisthadet. 

Foto: W. Sutarto/ 

Foto Antara, 

via Lontar 

Foundation 

antikolonialist, der drømte om et 

magtfuldt og uafhængigt Indonesien, 

som kunne spille en vigtig rolle 

globalt. 

Sukarno kom i et stadigt større modsætningsforhold 

til vestlige kræfter, 

særligt Storbritannien og USA, som 

han benævnte neokolonialister. I 

starten af 1965 trak Indonesien sig 

fra FN og smed Verdensbanken og 

IMF ud af landet. 

Toppen i den indonesiske i hær 

var dog langt mere højreorienteret 

og arbejdede på at vælte Sukarno. 

De blev diskret bakket op af USA og 

andre vestlige kræfter. Drabet på generalerne 

var en velsignelse for propagandakampagnen 

mod PKI, og 

indirekte også mod Sukarno, som 


Fremad uden at glemme 

nægtede at forbyde kommunistpartiet. 

Sukarno blev diskrediteret og 

måtte overgive mere og mere magt 

til hæren. 

Massakrerne 

Teorien om, at volden var et pludseligt 

udslag af folkelig vrede modbevises 

af dens gradvise eskalering. 

Efter kupforsøget støttede hæren 

anti-PKI-demonstrationer med 

transport og beskyttelse. En uge 

efter startede »folkelige ransagninger« 

af PKI-kontorer, mens sikkerhedsstyrker 

så til, og senere fulgte 

PKI-medlemmers private hjem. Drabene 

på formodede PKI-medlemmer 

og -støtter startede først uger 

senere: I det centrale Java i oktober, 

Øst-java i november, efterfulgt af 

Bali i december. Hvert sted startede 

massakrerne efter, at sikkerhedsstyrkerne 

var rykket ind. 

Mange ofre blev først anholdt af 

militsgrupper og smidt i improviserede 

fængselslejre i afsidesliggende 

områder. Tusinder blev dræbt ved 

skydning, dolkning eller ved at få deres 

kranier knust med sten og køller. 

Efter mange års propaganda er det 

svært at afgøre præcis hvor mange 

ofre der var. De fleste historikere 

anslår, at mellem en halv og en hel 

million mennesker døde, mens andre 

mener det var væsentligt flere. 

Vestlig støtte 

Vestlige kræfter støttede hæren i 

dens kampagne mod PKI. 17. oktober 

var CIA bekymrede over, at hæren 

ikke ville gå hele vejen, men i stedet 

satse på »aktioner mod de, som var 

direkte involveret i mordene på generalerne, 

hvorved Sukarno ville få 

meget af sin magt tilbage«. 

For at undgå dette gav CIA lister 

med navnene på tusindvis af PKImedlemmer 

til generalerne samt et 

pengebeløb og 

en række lette 

»Dagen efter, at hæren 

officielt overtog magten 

i marts 1966, fik et 

amerikansk minefirma 

tilladelse til at udvinde 

mineraler « 

håndvåben. 

Også Storbritannien, 

Vesttyskland, 

Sverige og 

Holland støttede 

aktivt op om 

hæren på forskellig 

vis. I de 

kommende måneder 

spredte 

drabene sig, og 

hele landsbyer 

blev slagtet. 

I foråret 1966 kunne det amerikanske 

udenrigsministerium konstatere, 

at antallet af kommunister 

uden for Sovjetblokken var faldet 

med 42 procent på et år, og New 

York Times skrev en artikel om Indonesien 

under overskriften »Glimt af 

lys i Asien«. 

Den hjælp fra udlandet, som hæren 

fik i 1965/66, var et afgørende 

politisk signal til Indonesiens ny 

de facto regering om, at USA og deres 

allierede var villige til at støtte 

dem. Opbakningen var vital for det 

spirende regime, fordi landets økonomi 

var i krise, og Vesten var tøvende 

i forhold til at investere i Indonesien 

efter Sukarnos overtagelse 

af britiske og hollandske selskaber 

og skridt mod inddragelse af vestlig 

kapital. 

Militæret udnyttede den økonomiske 

krise til at underminere, hvad 

der var tilbage af Sukarnos autoritet 

– britiske og amerikanske selskaber 

som Caltex, Goodyear og US Rubber 

lavede aftaler med hæren om at kanalisere 

virksomhederne overskud 

over til anonyme bankkonti, hvilket 

udsultede den indonesiske stat 

for udenlandsk valuta og svækkede 

Sukarno yderligere. 

Dagen efter, at hæren officielt 

overtog magten i marts 1966, fik et 

amerikansk minefirma tilladelse til 

at udvinde mineraler i landet. En 

ny lov, der gav ekstremt favorable 

forhold for udenlandske investeringer, 

blev lavet i tæt samarbejde med 

IMF, og fra 1967 modtog det nye regime 

450 millioner dollars årligt fra 

organisationen IGGI, som var bakket 

op af bl.a. IMF og en lang række vestlige 

lande. I løbet af ganske få år var 

det nye regime 

sikkert etableret 

og bundet op 

på en pro-vestlig 

økonomisk politik. 

Den indonesiske 

regering 

nægter stadig 

at indrømme, 

at drabene var 

systematiske 

overtrædelser 

af menneskerettighederne, 

og i stedet fejres »udryddelsen af 

kommunisterne« som en patriotisk 

kamp. I april 2015 blev Sarwo Edhie, 

en af de øverst ansvarlige for massakrerne, 

udråbt til »nationalhelt« 

for sine gerninger. 

Man må sige, at massakrerne 

tjente deres formål. I dag, 50 år efter, 

er den indonesiske venstrefløj 

endnu ikke kommet sig. ■ 

Denne artikel er inspireret af artiklen 

»The forgotten massacres« af Alex de 

Jong, publiceret på www.jacobinmag. 

com. 


Økonomi 

Gæld: Overforbrug eller 

Danske husholdninger har i gennemsnit den 

største bruttogæld i forhold til indkomsten 

blandt de udviklede økonomier. Gælden er 

lidt mere end 2,5 gange større end den årlige 

indkomst. Stor gæld er ikke længere noget, 

der er forbeholdt de rige, virksomhederne og 

spekulanterne. 

Af Anders Hadberg 

Den moderne finanssektor 

– dvs. i den nyliberale kapitalisme 

– har ikke kun erhvervsvirksomheder, 

men i 

stort omfang også arbejderklassen 

som kunder. 

Denne artikel diskuterer 

årsager og konsekvenser af øget 

gæld, og argumenterer for, at gælden 

har en disciplinerende effekt på 

arbejderklassen. Derfor skal årsagerne 

til gælden bekæmpes. 

Et moralsk samfundsproblem 

I kølvandet på den økonomiske nedsmeltning 

i 2008/09 opstod en diskussion 

om nationalstaternes gæld 

som forklaring af krisens gennemslag 

og varighed. 

Men i Danmark fik også den private 

gæld en vis politisk opmærksomhed. 

Men det var i form af en 

selvmodsigende moralisme, hvor 

gælden på en gang blev set som et 

onde og på den anden side uundværlig. 

Forskellige politikere udtalte 

sig om, at danskerne havde »levet 

over evne« – et sandt overforbrug 

skabt på friværdi – samtidig med at 

selv samme politikere opfordrede 

danskerne til at svinge dankortet 

noget mere. 

For eksempel skrev Helle Thorning-Schmidt 

i sit nytårsindlæg i Politiken 

tilbage i 2009: 

»Men lad os være ærlige: Det var 

ikke kun i toppen af samfundet, at 

man levede over evne. Rundt om i 

samtalekøkkenerne diskuterede vi 

friværdi som aldrig før. … Fristelsen 

var større end fornuften. Alle ville 

have en del af kagen. Også selv om 

det var for lånte penge. Det siger sig 

selv, at det i længden er fuldstændig 

uholdbart både for den enkelte familie 

og også for samfundet.« 

Problemet for de moraliserende 

politikere var, at netop forbruget for 

lånte penge havde holdt væksten i 

gang siden 2003/04. Det var netop 

det private indenlandske forbrug, 

som Lars Løkke brugte i sin valgkamp 

i 2011 som den væsentligste 

forklaring på den forsatte stagnation 

i økonomien, og som han foreslog, 

skulle hjælpes i gang af skattelettelser. 

Gældens funktion 

Problemet med moralismen er, at 

den er ude af trit med det stadigt 

mere komplekse (familie)liv under 

kapitalismen. Kredit er i de moderne 

kapitalistiske samfund en nødvendighed 

for at sikre overensstemmelse 

mellem udbud og efterspørgsel. 

Kreditsystemet hjælper med at 

øge profitterne ved at opsamle og 

»I Danmark fik også den private 

gæld politisk opmærksomhed. 

Men det var i form af en 

selvmodsigende moralisme« 

fordele den ledige kapital, hvorved 

den enkelte kapitalists behov for at 

spare op bliver mindre. Derfor spiller 

gælden en funktionel rolle for kapitalismen 

som system. 

Under den nyliberale kapitalisme 

er kreditsystemet udviklet med henblik 

på at låne til almindelige arbejderfamilier. 

Dette har også fået 


Økonomi 

finansiel udbytning? 

Danskernes gæld eksploderer 

Danskernes gæld er steget kraftigt de sidste 20 år 

i forhold til de øvrige EU-lande. 

Husholdningernes gæld i pct. af disponibel indkomst 

300 

250 

200 

150 

100 

Danmark 

Eurozonen 

50 

1995 2000 2005 2010 

Fig 1 

De stigende 

boligpriser har 

sammen med 

mere lempelige 

regler om 

belåning frigivet 

penge hos en 

del boligejere. 

Foto: Boliga 

navnet »finansialisering«, altså det 

forhold, at finanssektoren og dens 

mange forskellige kreditprodukter 

spiller en rolle i hverdagslivet for 

flertallet af lønarbejderne i de udviklede 

kapitalistiske lande, og ikke 

kun for hvordan produktionsvirksomheder 

fungerer. 

Øget udbytning 

Der er to strukturelle forklaringer 

på, hvordan finansialiseringen 

kunne finde sted. 

For det første blev den øgede efterspørgsel 

efter kredit fremmet af 

den kraftige opbremsning af lønudviklingen, 

som fandt sted i mange 

lande efter 1980. Med arbejdsgivernes 

og skiftende borgerlige regeringers 

offensiv blev lønudviklingen 

bremset for at booste profitten. Det 

lykkedes, jf. figur 2 og 3 på næste 

side. 

Imidlertid betød det, at den samlede 

efterspørgsel faldt. Derfor var 

det nødvendigt at skabe en kunstig 

efterspørgsel for at overkomme gabet 

mellem den øgede produktion 

og en faldende relativ købekraft. 

Dermed var der skabt behov for at 

kunne finansiere fortsat velstandsudvikling 

gennem lån. 

Større udbud af kredit 

Den anden årsag er, at der blev et 

større udbud af kredit, hvilket blev 

drevet frem af liberaliseringen af finanssektoren 

i en lang række lande 

efter 1980. 

Fra omkring 1930 til 1980 eksisterede 

i de udviklede kapitalistiske 

lande en kraftig regulering af den 

finansielle sektor, som forhindrede 

en dybtgående finansialisering. Fra 

omkring 1980 blev det »repressive 

regime« erstattet af en nyliberal regulering, 

hvor kreditinstitutionernes 

mulighed for at udvikle deres finansielle 

produkter har været meget 


Økonomi 

større. 

Det skete især via boligmarkedet. 

Boligfinansieringen er gradvist 

blevet lempet. Det gælder låneformerne, 

hvor rentetilpasningslån, 

afdragsfrie lån osv. gradvist blev tilladt. 

Disse har i perioden med lave 

renter – særligt efter 2004 – midlertidigt 

frigjort indkomst pga. lavere 

rentebetalinger. Men også reglerne 

omkring belåning af ejendom blev 

lempet. Særligt afskaffelsen i 1992 af 

reglen om, at lån i friværdien skulle 

have et boligformål, frigav penge 

hos boligejerne, som kun blev større 

af de stigende boligpriser i perioden, 

jf. figur 4. 

Gæld som finansiel udbytning 

Gælden spillede på den måde en 

dobbeltrolle under den nyliberale 

kapitalisme. Gælden var både 

en løsning på krisen i den keynesianske 

kapitalisme, som satte ind 

i 1970'erne, men også en årsag til 

at den nuværende krise er så dyb 

og langvarig. For med den øgede 

gældsætning blev lønmodtagerfamilierne 

også mere sårbare overfor 

udsving i boligpriser, renten og 

indkomstudviklingen. Årsagen til, at 

forbruget i Danmark og andre europæiske 

lande voksede, er netop det 

høje gældsniveau, som blev opbygget 

særligt siden 1995. 

Selvom liberaliseringen af finanssektoren 

midlertidigt reducerede 

efterspørgselsproblemet ved at 

pumpe mere købekraft ud til almindelige 

lønarbejderfamilier, blev det 

en bremse på den fortsatte vækst 

i produktionen i den efterfølgende 

krise. 

Den fremtrædende rolle, som 

den private gældsætning spiller i 

nyliberalismen, kan også kaldes finansiel 

udbytning. Denne form for 

udbytning er ikke kapitalistisk i sit 

indhold, men i sin form. Udbytning 

via gæld kendes fra før-kapitalistiske 

samfund, fx ågerrenter. 

Den øgede betydning af finansielle 

relationer har ligeledes været 

sammenfaldende med ændringer i 

erhvervslivet, hvor store erhvervsvirksomheder 

har placeret en stor 

del af deres overskud i netop den finansielle 

sektor, fordi det gav større 

afkast. At investere i boliger eller 


Danskerne tjener mindre 

Den nyliberale offensiv og efterfølgende krise 

har betydet at lønnen er faldet i forhold til den 

samlede samfundsøkonomi 

Lønandelen af samfundsøkonomien i udvalgte økonomier (pct.), 

1960-2014. 

80 

70 

60 

Keynesiansk 

kompromis 

Danmark 

USA 

Nyliberal offensiv 

Tyskland 

Frankrig 

Fig. 2 

Krise 

50 

1960 2014 

Virksomhederne tjener mere 

Virksomhedernes fortjenenester er steget 

sideløbende med at folk optager flere 

og større lån 

Profitraten i udvalgte udviklede økonomier, (2010 = 100), 1960-2014 

150 

120 

90 

60 

Danmark 

USA 

Tyskland 

Frankrig 

Fig. 3 

30 

1960 2014 

Gælden i boligen stikker af 

I takt med at friværdien i de danske boligere 

ekploderede op til 2008 optog danskerne flere 

og større lån 

Udviklingen boliglån, og friværdi i Danmark, 1995-2013 mia. kr. 

2000 

1500 

1000 

500 

Friværdi 

Boliglån 

Fig. 4 

0 

1995 2015 

aktier eller fødevarer har i perioder 

siden 1980 bedre kunnet betale sig 

end at øge produktionen. 

Hvad betyder gælden? 

Udover at finansiel udbytning er 

åbenlyst uretfærdig, så er der en 

række nye problemstillinger, som 

en moderne klasseanalyse må forholde 

sig til af både ideologisk og 

økonomisk karakter. 

For det første er arbejderfamilier 

i ejerboliger mere udsatte i dag 

som følge af det markant højere 

gældsniveau i forhold til indkomsten. 

Mange lån er givet som rentetilpasningslån 

og følger dermed den 

»Når lånet skal 

betales, virker det 

afskrækkende for 

den enkelte lønmodtager 

at sætte 

sit job på spil ved at 

udfordre forholdene på 

arbejdspladsen« 

korte renteudvikling. Samtidig er de 

økonomisk mere følsomme overfor 

prisudsving på boligmarkedet, fordi 

prisfald risikerer at føre til teknisk 

insolvens og dermed tab ved salg. 

Denne fundamentale usikkerhed 

har en disciplinerende virkning. Når 

der skal tjenes penge til at kunne 

betale ydelse på lånet, så virker det 

afskrækkende for den enkelte lønmodtager 

i forhold til at sætte sit 

job på spil – fx ved at udfordre forholdene 

på arbejdspladsen. I en 

situation med faldende dækning 

af dagpengene, tvinger den større 

gældsætning den enkelte til at fokusere 

på at passe sit. 

Afhængigheden af de forskellige 

økonomiske forhold på bolig- og rentemarkederne 

skaber splittelse i arbejderklassen 

i Danmark på grund af 

migration og koncentration af kapital 

i bycentrene. I de egne af landet,

Økonomi 

Almindelige arbejderfamilier 

bliver udsat for en enorm 

gældssætning for at få tag over 

hovedet. 

Foto: Boliga 

Fakta 

SÅDAN AFVIKLER 

VI GÆLDEN 

hvor boligpriserne er underdrejede 

på grund af fraflytning og nedlæggelse 

af arbejdspladser, er gælden og 

risikoen for store tab på salg af bolig 

en afgørende usikkerhedsfaktor. 

Denne fundamentale økonomiske 

usikkerhed bidrager til opdelingen af 

arbejderklassen. 

Gæld er i dag et individuelt 

spørgsmål, som må gøres til et fælles 

samfundsøkonomisk spørgsmål. For 

venstrefløjen er opgaven at formulere 

svar på, hvordan arbejderfamilier 

kan få et godt liv uden at skulle 

optage stor gæld og dermed underlægges 

den usikkerhed, som afhængigheden 

af konjunkturer, boligpriser 

og finansmarkeder giver. 

Almindelige arbejderfamilier bliver 

udsat for finansmarkedernes 

udsving på grund af den enorme 

gæld de skal optage for at få tag 

over hovedet. Det problem kan 

blandt andet løses med følgende 

tiltag: 

Afvikling af det spekulative 

boligmarked: 

■Der ■ skal bygges flere almene familie- 

og ungdomsboliger i de 

større byer, 

■Der ■ skal indføres gevinstbeskatning 

af salg af ejerboliger 

■Udfasning ■ af ejendomsværdiskatte-stoppet 

Regulering af boligfinansieringen: 

■ ■ Afvikling af de mest spekulative 

låneformer, som ikke tjener andre 

formål end at gøre kreditten 

mere tillokkende. 

■Der ■ skal være grænser for genbelåning 

af ejendom uden formål 

■Der ■ skal grænser for belåning 

af ejendom i form af Loan-to-income 

vurdering 

■Der ■ skal oprettes en samfundsbank, 

der kan sikre billig, stabil 

og spekulationsfri finansiering af 

boligkøb. 

Regulering af den 

finansielle sektor: 

■Der ■ skal sættes grænser på gebyrer 

og bidrag i banker og realkredit 

■Der ■ skal sættes loft over rentemarginalen 

i banker og realkredit 

■Forbud ■ mod spekulative forbrugslån 

med ågerrenter, så som 

kviklån, sms-lån mv. 

■Større ■ gennemsigtighed i lånefinansieringen 

af langvarige forbrugsgoder, 

fx biler, indretning 

mv. 


Nyt fra forlaget 

Andre udgivelser fra Solidaritet 

Linn Stalsberg: 

Er jeg fri nu? 

303 s., 100 kr. (2015) 

Ben White: 

Israels apartheid. 

222 sider. Pris 100 kr. (2015) 

Gerry Leech: 

FARC – Det lange oprør 

220 s., 100 kr. 

Kan købes: 

Solidaritetsbutikken 

Griffenfeldsgade 41 • 2200 Kbh. N 

Webbutik: www.solidaritet.dk 

Postordre: forlag@solidaritet.dk 

Aksel V. Carlsen: 

Ruslands sorte oktober 

– Jeltsins kup og lokale borgerkrig 

625 sider, 160 kr. (2015) 

Richard Seymour: 

Deres krise vores løsninger 

265 s., 100 kr. (2015) 

Michael Hunnicke: 

Brug sproget politisk 


Per Clausen: 

Rosa Luxemburg 


Marta Harnecker: 

7 ideer til kampen 


Sarah Irving: 

Leila Khaled – symbolet for Palæstinas 

befrielse 

220 s., 100 kr., (2014) 

Martin Langebach & Andreas Split: 

Europas radikale højrefløj 

263 s., 100 kr., (2014) 

Margit Kjeldgaard: 

Boligpolitikkens storhed og fald 

122 s., 20 kr., (2014) 

Andreas Bülow: 

Midnat i århundredet 

346 s., 100 kr. (2014) 

Historien om verdens 

ældste guerillabevægelse 

Journalisten Gerry Leach har forfattet 

bogen FARC – det lange oprør, 

som udkom på Solidaritets forlag 

i oktober måned. Leach er den udeforstående 

journalist, som har det 

mest indgående kendskab til Colombia 

og FARC. 

Forhandlinger på Cuba 

Den 50 år lange konflikt mellem regering, 

paramilitæret og FARC har 

indtil videre kostet over 300.000 

livet, mens over en ½ million er forsvundet 

og 6 millioner er interne 

flygtninge. Dog ser det efter 3 års officielle 

forhandlinger på Cuba mellem 

regeringen og FARC ud til, at 

der er håb om forandringer. En lang 

række delaftaler i fredsprocessen er 

faldet på plads, og selv om der stadig 

udestår vigtige punkter, melder 

både regeringen og FARC, at en endelig 

fredsaftale kan være på plads 

til marts 2016. 

At forestille sig, at den colombianske 

stat vil tillade en demokratisk 

opposition, kan være svært. 

Drab og undertrykkelse hører stadig 

til dagens orden i Colombia. Og 

de mange sociale konflikter som er 

baggrunden hører ikke op med en 

fredsaftale. 

Alligevel grund til håb 

Når der alligevel er grund til et forsigtigt 

håb skyldes det: 

· at der længe har blæst nye vinde i 

Sydamerika. USA-støttede diktaturer 

er faldet, og en politisk broget samling 

af lande hævder deres selvstændighed 

ifht. USA, og ønsker, at også 

Colombias politiske liv normaliseres. 

· at godsejerne, som hovedsagelig 

står for dødspatruljerne og fordrivelse 

af bønderne, er svækket over 

for de mere traditionelle kapitalister. 

De sidste er mere interesseret 

i fred end de første, bl.a. fordi borgerkrig 

og guerrillakontrol over strategiske 

dele af landet besværliggør 

multinationale selskabers indtog 

i Colombia for at udnytte landets 

værdifulde naturressourcer. 

· at venstrefløjen og de folkelige 

bevægelser de seneste år er vokset 

i styrke og i flere omgange har lammet 

landet med store mobiliseringer, 

strejker og blokader med krav 

om indflydelse, retfærdighed – og 

fred. Dele af Colombias herskende 

klasse opfatter fejlagtigt disse som 

FARC-støtter, idet bevægelserne 

kræver faglige rettigheder, demokrati 

og retfærdighed – ganske ligesom 

FARC. ■ 


Nyt fra forlaget 

VS-historie: Slaget om Byggeren 

Den 1. december udkom Solidaritet med bogen 'Et herligt liv – en ungdom i VS'. 

Her fortæller Stig Hegn om VS i tiden 1975-85. Vi bringer en smagsprøve. 

Det var et år, der var værd at mindes: 

dengang Venstresocialisterne 

dominerede den politiske 

scene. Det var dengang, da 

rensningsanlægget Lynetten 

blev blokeret i protest mod den giftige 

epoxymaling. Med VS-borgmesteren 

Villo Sigurdsson i spidsen. Det 

var dengang, hvor Nørrebro var blokeret 

i protest mod saneringer, hvor 

folketingsmedlemmet fra VS, Thio 

Tyroll, var på sin parlamentariske 

plads: Blandt de, der blokerede nedrivningen 

af legepladsen Byggeren. 

Solidaritet bringer her et lille uddrag 

af bogen: 

Nørrebro i undtagelsestilstand 

Men med Byggeren blev det nu ikke 

til en folkeafstemning. Under de 

parlamentariske tovtrækninger på 

Rådhuset om planen blev et DKPforslag 

vedtaget, det gik ud på om 

at finde en anden grund til en byggelegeplads 

et andet sted på Nørrebro, 

og kommunen fyrede de pædagoger, 

der var ansat på Byggeren. 

Forinden havde Nørrebros Beboeraktion, 

Blågårdsgade, blokeret Byggeren 

for at hindre en nedrivning. 

Det var en blokade, der mere eller 

mindre blev opretholdt i marts 

og april 1980. Den 22. april gik nedrivningen 

løs – under beskyttelse af 

800 politibetjente. I første omgang 

endte det med, at beboerne flyttede 

det tilbage, der er blevet fjernet – efter 

at politiet har trukket sig tilbage. 

Den 29. spærrede politiet så hele 

området af, og bulldozere kørte ind 

i legeredskaber, hvor mange havde 

samlet sig, og folk måtte springe 

for livet. Da private vognmænd på 

kommunens foranledning kørte de 

smadrede legeredskaber væk, dannede 

flere tusinde beboere blokader 

hen over kvarterets gader. Det 

kom til voldsomme sammenstød 

mellem politi og beboere. Mange 

måtte på skadestue med hjernerystelse 

og flækkede øjenbryn efter 

politiets knippelslag. Omkring 70 

mennesker arresteres. Mange sigtes 

for gadeuorden og vold mod embedsmænd 

i funktion. 14 isolationsfængsles 

for en uge som led i politiets 

efterforskning. 

Onsdag den 30. april var der så 

roligt på Byggeren, men flere af 

kvarterets gader var blevet spærret 

af barrikader. Efter forhandling 

mellem Nørrebros Beboeraktion, 

Blågårdsgade og politiet, lovede politiet 

ikke at gribe ind, hvis barrikaderne 

blev fjernet. De lovede også 

ikke at gribe ind på Byggeren, før 

Borgerrepræsentationens møde 5. 

maj. Trods det blev de sidste rester 

af Byggeren fjernet den 3. maj. Ved 

13-tiden rullede 34 tunge lastbiler 

og tre bulldozere ind i området, og 

kvarteret blev spærret af, af de hidtil 

største politiopbud på Nørrebro. 

Man kan forstå, at der var tale om 

drabelige konfrontationer. 

Kvarteret eksploderede i vrede 

over politiets brudte løfter, og hele 

eftermiddagen og aftenen var der 

sammenstød mellem tusinder af 

Folketingsmand 

for VS, 

Thio Tyroll, på 

sin plads som 

parlamentariker 

under blokaden 

mod Byggeren. 

betjente og tusinder af beboere. 

Politistyrkerne drev folk frem og 

tilbage i gaderne ved brug af knipler, 

og motorcykelbetjente kørte i 

fuld fart ind i mængden. For første 

gang optrådte de grønklædte hundepatruljer, 

der med jævne mellemrum 

slap hundene løs blandt 

de flygtende mennesker. Et lovligt 

varslet folkemøde på Skt. Hans Torv 

– knap en kilometer fra Byggeren – 

blev opløst af politiet. Mandag den 

5. maj demonstrerede 10-15.000 

mennesker fra Blågårds Plads til 

Rådhuspladsen mod nedlæggelsen 

af Byggeren. Om tirsdagen opføres 

et plankeværk på grunden – under 

politibeskyttelse og den 7. startede 

udgravningen. 

Som Villo havde forudsagt, blev 

blokaden af Byggeren brudt af et 

større politiopbud. Den borgerlige 

presse brugte ytringsfriheden til det 

yderste: De eneste ansvarlige – er VS. 

Efter flere dages gadekampe i den sorte 

firkant på Nørrebro, vold, hærværk og 

tyveri fremstår de som de direkte gerningsmænd. 

[Leder i BT 3.5.1980] Et 

godt eksempel på, hvordan man 

kunne modsætte sig en hovedløs 

byfornyelse. ■ 


Tema Digte med kant 

ÆBLER 

Sæt en ledning 

til min åreladning 

og lad mig op 

med dig som madding 

fortæl mig 

hvordan du tror du selv smager 

mens dine læber rør ved mine læber 

og vasker os rene med smagen af 

æbler 

og vi leder efter luft 

vi kan dele flere gange 

så dine lunger og ord 

kan få ilt til deres sange 

når dit billede i din krops rammer 

falder ind og ud og sidder fast i 

mine tanker 

går mine fødder stille 

på trægulvets planker 

for hvis du vågner nu 

kan det være du går 

men hvis du bliver hele natten 

kan det være du bliver de næste 

tyve år. 

SKABELSEN 

Jeg er blevet dræbt 

1914 gange 

jeg har set kroppe 

forvandlet til sange 

i lyden fra granaters 

sirene-propeller 

jeg har set naturen bløde 

i et krater 

fra Ural til Flandern 

jeg har set alt det ingen 

fortæller 

når sennepsgule tåger 

oplyser nætterne 

jeg har set støvler 

forvandlet til sko 

skåret op af pigtråd 

rundt om fødderne 

på et barn 

der lige har lært at gå 

Asger 

Magne 

(f. 1989). Dansk 

digter fra 

Nordsjælland. 

Han udkommer 

i 2016 på 

forlaget Solidaritet 

med en 

digtsamling. 

Asgers tekster 

handler 

om mennesket 

i naturen og 

naturen i mennesket. 

Skellet 

mellem følelse 

og fornuft er 

ophævet og 

har måske aldrig 

eksisteret. 

og jeg har set en 

verden begynde, 

når den gamle slår sig 

selv ihjel 

og gaderne i Berlin fyldes 

med malingfortynder 

og forsyninger 

som generalerne må 

bære selv 

med olie og stål 

i et mekanisk fugletræk 

der skubber mennesket 

længere og længere væk 

fra sig selv 

/ 

og nede på gaden 

har vi delt os op 

og derfor er ingen af os 

længere mange nok. 

VEJEN HJEM 

Vejen hjem 

var ikke særlig lang 

den dag jeg mødte dig 

for tredje gang 

idéer skubber dagene 

ind i 

dagene der ligger i fremtiden 

hvor følelser er mere rigtige 

end viden 

udenfor sæsonen 

hvor efteråret drejer rundt 

hvor bladene falder på stierne 

og søen bliver sump 

hvor lyde strømmer fra bådebroen 

og små plask i mosen 

viser tegn på liv og død 

går vi hånd i hånd i mit hoved 

mens vores celler i en flyverdragt 

fodrer ænder med brød 

vejen hjemad mod 

der hvor du går 

mig i møde 

spreder en fremtid ud 

i et efterår der bløder 

og du står op 

brændende som efterårets ild 

i de orange blade 

som vokser og visner vildt 

/ 

dit tørklæde 

en søndag morgen 

skaber flammer af tanker 

som sætter ild til hele skoven 

de usynlige flammer 

brænder mig som skoldhed te 

og mellem flammer og gløder 

går vi pakket ind i blade og træ 

og måske skal jeg gå din vej 

og måske 

går du allerede mod mig 

alternativt vil jeg lægge mig lidt 

i efterårets blodregn. 


Sigurd Buch 

Kri stensen 

(f. 1988.) Uddannet fra Forfatterskolen 

i 2009. 

Har udgivet bogen »De Danskes 

Øer« i 2014 på Forlaget Arena. 

Medstifter af det hedengangne 

Forlaget 28/6. Har tidligere læst 

op til HERFRA HVOR JEG STÅR's 

oplæsninger. 

Digte med Tema kant 

JEG ER DE NÆSTE 10.000 

SÆTNINGERS FALD MOD 

politikerens 

Du ved hvad jeg mener! 

om den krig 

Vi fejrede 

hinanden, for at blive fri 

for hinanden 

Tillykke 

med dine første ord. 

Lad tiltalen tilfalde de nyfødte, thi kun de, kan betræde 

denne verden 

Indlysende 

at der er andre vilkår for den fattige, den tilkomne 

min forkomne, hvis slot 

falder sammen om ørerne på resten af det Nordsjælland 

du regerer. 

Her fejer vi alle de andres dør først! 

I marken 

er der trøst til det formuldede 

For et lynnedslag 

- så frugtbart - 

om jeg er glad? 

Det dadelfrie 

er det sirligste pladder jeg kender 

for de navnløse rige: 

Hvis adkomst 

må være 

en dehumaniseret 

empati, ja 

Hvad så? 

Hænger vi i træerne og hvisker 

Hænger vi i træerne og hvisker 

Fakta 

HERFRA HVOR JEG STÅR 

SENERE SAMLES VI PÅ 

STRANDEN OG SER HAVENE 

SVØMME FORBI 

Til menneskeheden, 

tak 

for mit liv. I denne 

tilstand 

er et litteraturprojekt med forbindelse 

til Solidaritet. Ambitionen 

er at sætte fokus på en kritisk, 

vild og samfundsorienteret tendens 

blandt nye forfattere, som 

er vokset frem siden starten af 

2010'erne. Projektet arrangerer 

en række af oplæsninger/performances, 

og bidrager med digte og 

andre litterære indslag til herværende 

magasin. Der arbejdes desuden 

på en antologi, der præsenterer 

denne nye skrivning. 


Oprindelig bragt i SUFs medlemsblad Blomster og Barrikader 

SOLIDARITET & FÆLLESSKAB 

Venstrefløjen har brug for sine egne medier. Det bidrager vi til ved 

at lave et udog matisk og bredtfavnende papirmagasin. Her vil være 

reportager, analyser og debat i forhold til de aktuelle diskussioner 

og kampe, som føres på den danske og internationale venstrefløj. 

Vi er et lille non-profit græsrodsforetagende uden andet i ryggen 

end vores trang til at afskaffe kapitalismen. 

Tegn abonnement for kun 200 kroner på www.solidaritet.dk

Solidaritet #5, december 2015

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?