Solidaritet #5, december 2015

solidaritet

Uafhængigt socialistisk magasin

Nr. 5, december 2015

Kæmp mod digital overvågning

Nogle unge har fra deres kontor i Nordvest startet tjenesten

Firefund. De vil gøre det muligt at støtte bevægelser i hele verden

anonymt. Firefund er blot en af mange tendenser, der kæmper

mod overvågning på nettet og i det offentlige rum.

Tema om overvågning

Venstrefløjen i Europa Magteliten Arbejderklassen tynges af gæld


Indhold

Konkurrencestaten

Side 35

Når byen holder øje med dig

Side 16

Kammerat Corbyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

EU og klimakvoter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Tema: Overvågning

Proletarer i alle lande: Kryptér jer . . . . . . . . 10

Digitalt selvforsvar . . . . . . . . . . . . . . . . . .14

Når byen holder øje med dig . . . . . . . . . . . .16

NSA overvågning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Firefund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Kejsergadesagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25

Privat gæld

Side 40

Den europæiske venstrefløj . . . . . . . . . . . . .26

Hold fast i EU-modstanden . . . . . . . . . . . . .29

Magteliten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32

Konkurrencestaten . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

Det glemte massemord i Indonesien . . . . . . . 38

Privat gæld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40

Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

Digte med kant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46

Solidaritet – Uafhængigt socialistisk magasin

Solidaritetshuset • Griffenfeldsgade 41 • DK

- 2200 København N •www.solidaritet.dk •

Bankkonto: 1551- 685 0510 • ISSN 1396-6545

Kontakt redaktion: magasin@solidaritet.dk

eller tlf. 2830 4024 (Jeppe).

Kontakt annoncer: annoncer@solidaritet.dk

Oplag: 1000 ex. • Tryk: Solidaritet

Abonnement: 200 kr. om året (6 nr.).

2 | Solidaritet

Bestilles på www.solidaritet.dk

Redaktion: Jeppe Rohde (ansvarshavende),

Stig Hegn, Ebbe Rand Jørgensen, Michael

Schølardt, Maja Ekebjærg, Lasse Rørdam Nielsen,

Åge Skovrind, Peter Dollerup, Asger Hougaard,

Marta Helleskov, Anders Pilmark, Jakob

Ruggard og Ole Bach.

Layout og foto: Peter Dollerup, Mikkel Ellung

Larsen, Thomas Christensen og Jesper Legarth

Quist.

Solidaritet laves udelukkende af frivillige kræfter.

Solidaritet er tilmeldt Pressenævnet.


Leder

Øjet i det høje

Både statslig og kommerciel

overvågning er eksploderet i takt

med den teknologiske udvikling.

Venstrefløjen bør kæmpe aktivt

mod vilkårlig overvågning

og være med til at udbrede

kendskabet til digitalt selvforsvar.

Af Anders Pilmark,

Marta Helleskov og Michael Schølardt

Nyhederne er fyldt med historier om terrorangrebene

i Paris. Verdens statsledere står i kø for at

give nye beføjelser til efterretningstjenester, politi

og militær.

Da USA efter 11. september indledte den globale

'krig mod terrorisme', fik regeringer overalt i verden

chancen for at give nye beføjelser, øge overvågning og

lempe dataindsamlingspolitikken. Informationer er lig

med magt og kan føre til det, som enhver statsmagt ønsker:

Kontrol med sin befolkning gennem fuldstændige

oplysninger om dets borgere.

Det er også tilfældet i Danmark, hvor staten i stigende

grad prøver at skjule så meget for borgerne som

muligt. Det viser sager som den nye offentlighedslov

og salget af Dong. Samtidig er efterretningstjenesterne

længere uden for offentlig og politisk kontrol, end de

har været i årtier.

Som det fremgår af dette nummer af Solidaritet, er

det ikke kun den statslige overvågning, der er eksploderet

i de seneste år. Det gælder i den grad også virksomhedernes

overvågning af forbrugerne, der forøges i takt

med digitaliseringen af borgernes informationer. Her

er det kommercielle interesser, der driver værket. Men

som i stadig større grad flettes sammen med sikkerhedspolitiske

og geopolitiske interesser.

Den digitale udvikling har også en lys side, da adgangen

til information øges. Det giver mulighed for bedre

klimaløsninger og solidaritet over grænser. I det hele ta-

Vi bliver

overvåget som

aldrig før. Men

det er muligt

at nyde godt

af teknologien

uden at gå på

kompromis

med privatlivet,

mener Anders,

Marta og

Michael.

Foto: Jeppe

Rohde

get mange fantastiske ting.

Desværre er mere overvågning en følge af den teknologiske

udvikling. Frygt bruges som et effektivt middel.

Vi får at vide, at vi er nødt til at acceptere, at vores data

gemmes og deles, hvis vi skal fange terrorister og optrævle

pædofiliringe. Men det er en falsk modsætning.

For det er muligt at nyde godt af teknologien uden at gå

på kompromis med privatlivet.

Det kræver en politisk parathed – hvor man råber op,

afslører misbrug og er klar til at tænke privatliv ind i den

teknologiske grundkerne. Og sådan en parathed forudsætter

en principiel afklaring på området. Derfor er

det vigtigt, at vi på venstrefløjen tager emnet alvorligt,

rejser debatten, hvor vi kan, og løbende udvikler vores

politik og praksis. For den teknologiske udvikling venter

ikke på os.

Venstrefløjen skal kunne koble den internationale

overvågningsdagsorden til, at det faktisk betyder noget,

hvordan Lejre Kommune vælger at opsamle og gemme

data om dens borgere. Vi skal fastholde, at mennesker,

der afslører embedsmisbrug eller firmasvindel, ikke er

kriminelle – men derimod udfører en ærefuld gerning.

Vi skal støtte initiativer, som ønsker gøre solidarisk

praksis på nettet anonymt. Vi skal udbrede kendskab til

mulighederne for digitalt selvforsvar, så ansvaret ikke

alene hviler på enkeltpersoner.

Kort sagt skal vi kunne sammenkæde den ofte uoverskuelige

digitale dystopi med alle de mange muligheder,

der er for, at teknologien ikke længere tages som

gidsel, men i stedet bruges i kampen for en mere fri og

lige verden.

Solidaritet | 3


Tema Labour

Kammerat

Corbyn

Fem gange vinder af Årets Skæg i det engelske underhus og nu formand

for de engelske socialdemokrater i Labour. Historien om Jeremy Corbyn er

historien om en politiker fra den yderste britiske venstrefløj, der stik mod

alles forventninger strøg til tops i det parlamentariske system og har sikret

skægbærere og den udenomsparlamentariske venstrefløj den vægtigste

repræsentant i årtier.

Af Peter Nielsen

Historien er dog endnu ikke færdigskrevet,

og meget tyder på,

at spændingskurven langt fra

har toppet.

Selv havde Jeremy Corbyn

ingen andre ambitioner end at

fremme en bredere politisk debat i

partiet, da han i juni meldte sig på

banen til formandsvalget i det britiske

Labour-parti. At besætte tronen,

der blev ledig, da Ed Miliband

tilbage i maj trak sig som partileder

oven på et overraskende stort valgnederlag

til landets konservative,

var ikke en del af overvejelserne.

Bookmakerne gav Corbyn oddsene

1 til 100 i kampen mod de tre

midter- og højrefløjskandidater, da

han først meldte sig på banen. Det

blev derfor en af de største sensationer

i nyere britisk politisk historie,

da Corbyn pludselig strøg til vejrs i

Corbyn står

lige nu meget

svagt i meningsmålingerne,

hvilket givetvis

hænger

sammen med

et særdeles

negativt

pressefokus.

Foto: Garry

Knight, CC

meningsmålingerne og højst overraskende

stod som den endelige vinder,

da resultatet blev udråbt den 12.

september i år.

Hadet i partitoppen…

Heller ikke blandt partikammeraterne

i Westminister var tiltroen,

endsige opbakningen, særlig stor

da Corbyn først meldte sig, og det

var særdeles svært at skaffe nomineringer

fra de fornødne 15 procent

af Labours partigruppe til hans kandidatur.

Det lykkedes derfor først i

praktisk talt sidste minut at overtale

de sidste støtter, der på det tidspunkt

ingen anelse havde om, hvad

de var med til at sætte i gang.

I løbet af valgkampen erklærede

stadig flere Labour-politikere deres

modstand mod Corbyn, i takt med

at han udviklede sig fra en symbolsk

venstrefløjskandidat til en seriøs

spiller i kampen om formandsposten.

De bebudede, at et Labour

med Corbyn i spidsen ville være

»uvælgeligt«, og at læren af det

netop overståede valg var, at de britiske

vælgere netop ikke ønskede et

rødere Labour.

… elsket blandt græsrødderne

Trods Labour-etablissementets

frygt, har støtten fra partiets græsrødder

været overvældende. Blandt

de opstillede kandidater fik Corbyn

klart flest anbefalinger fra partiets

lokalafdelinger og de associerede

fagforbund, og i sidste ende vandt

han da også med næsten 60 procent

af stemmerne formandsvalget

allerede i første runde.

Den overbevisende margen

skyldtes ikke mindst et nyt valgsystem,

der gjorde det muligt for

Labour-støtter uden medlemskort

at købe sig til stemmeret for blot

3 pund eller godt 30 kroner. Disse

4 | Solidaritet


Labour

»Trods Labour-etablissementets

frygt har støtten fra partiets

græsrødder været overvældende«

strømmede til, da Corbyn blev accepteret

ind i kapløbet, og han fik

lang størstedelen af deres stemmer.

Blandt ordinære partimedlemmer

fik han godt halvdelen af stemmerne

i første valgrunde, mens han

trak vel over halvdelen af fagforeningsstemmerne.

Oprigtig og autentisk

Populariteten blandt græsrødderne

skyldes en kombination af flere faktorer.

En af disse er Corbyns umiddelbare

oprigtighed og autencitet.

Han er ikke en del af partietablissementet

og har tværtimod dedikeret

en stor del af sin tid, siden han blev

valgt til Underhuset i 1983, til udenomsparlamentariske

initiativer som

Stop the War, Campaign for Nuclear

Disarmament og Palestine Solidarity

Campaign.

Meget symbolsk for Corbyns

udenomsparlamentariske arbejde

var det da også, da han, samme dag

han blev udråbt som ny Labour-leder,

talte for 100.000 fremmødte

ved en Refugees Welcome-demonstration

i London.

»Syriza-lignende freak«

En anden væsentlig faktor for Corbyns

succes er alt andet lige den politiske

platform, han er gået til valg

på og som formentlig er den mest

radikale en partileder har haft siden

1980erne.

Corbyns økonomiske program er

i folkemunde blevet døbt Corbynomics,

og det indebærer blandt andet

infrastrukturelle investeringer finansieret

ved at lade nationalbankens

seddeltrykkeri køre. Andre mærkesager

er nationalisering af jernbanerne,

afskaffelse af gebyrer på universitetsuddannelser,

afskaffelsen af atomforsvaret

og udmeldelse af NATO.

Corbyns politiske program er

blevet bifaldet af mindre engelske

venstrefløjspartier såsom Socialist

Workers Party (SWP) og Left

Unity. Uden for landets grænser

har spanske Podemos og græske

Syriza erklæret Corbyn deres kærlighed.

Anderledes afmålt var de danske

socialdemokraters formand, Mette

Frederiksen, da hun erklærede at

»det Labour, der tegner sig nu, ligger

langt fra det danske Socialdemokrati,«

mens Henrik Sass Larsen

(S) på Twitter kaldte Corbyn for en

»Syriza-lignende freak«.

Alliancer med bevægelserne

En af de briter, der har ladet sig begejstre

af Corbyns sejr, er Tom King,

én af tre formænd for studenterforeningen

ved London-universitet

SOAS, som er kendt for sin aktivistiske

studentermasse. Ifølge King åbner

valget af Corbyn nye mulig

Solidaritet | 5


Tema

heder for studenterbevægelsen og

andre sociale bevægelser:

- For os giver valget af Corbyn en

ny talerstol. Vi håber, at Corbyn kan

hjælpe vores budskaber ud i stuerne

hos middelklassen, så et bredere

udsnit af befolkningen kan identificere

sig med eksempelvis kravet om

skrotningen af universitetsgebyrer.

Ifølge King vil man formentlig

også se, at bevægelserne i højere

grad end tidligere vil støtte op om

en Labour-kandidat i kampen om

premierministerposten.

- Det vil være oplagt for studenterbevægelsen

dels at arbejde mere

aktivt i påvirkelige organer i Labour

og dels at bakke op om Labours

krav på gadeplan – og vice-versa.

Tidligere Labour-ledere har haft berøringsangst

overfor studenterbevægelsen,

men der er nu et klart

potentiale for at etablere nye forbindelser

og strategiske samarbejder

for os og sociale bevægelser generelt.

Kontrarevolution

Det er dog endnu for tidligt at juble.

Nick Clark er journalist for the Socialist

Worker, og han opfatter ligeledes

Corbyn som en mulighed

for landets venstrefløj. Han er dog

nervøs for, hvorvidt Corbyn får lov

at blive siddende frem til et kommende

parlamentsvalg.

- Jeg tror, at den største trussel

mod Corbyn kommer internt fra

i Labour, og jeg finder det sandsynligt,

at der vil være et forsøg på

6 | Solidaritet

Westminster,

med det

engelske

parlamant.

Foto: Dan

Forest, CC

»Andre

mærkesager

er nationalisering

af

jernbanerne,

afskaffelse

af gebyrer på

universitetsuddannelser,

afskaffelsen

af atomforsvaret

og

udmeldelse af

NATO«

at slippe af med ham fra partiets

højrefløj. Han har allerede måttet

indgå en del kompromiser og

give en række indrømmelser for at

holde samling på partiet.

Historier om, at Labours højrefløj

vil forsøge at vælte Corbyn i

utide, florerer ikke kun i cirkler til

venstre for Labour. Allerede inden

formandsvalget var bragt til ende,

bragte den engelske presse historier

om anonyme og navngivne kilder

i Labour, der advarede om kupplaner.

Selvom truslerne er aftaget

efter Corbyns overbevisende sejr,

skyder flere bettingbureauer på,

at han ikke får lov at sidde perioden

ud.

Kompromisets kunst

Som Clark nævner, har Corbyn da

også allerede måttet slække på linen

for at undgå mytterier. På Labour-kongressen

den 27-30. september,

pressede han en afstemning

igennem om partiets holdning til

landets atomubåde, som et stort

flertal af kongressen til den nye formands

fortrydelse ønskede at bevare.

Fra Corbyn-lejren lød det, at man

opfattede afstemningen som en sejr

for medlemsdemokratiet, som man

ønsker i højere grad at inddrage i

partiets politikudvikling. Corbyn har

dog også måttet dæmpe nationaliseringsretorikken,

bakke tilbage på

tidligere krav om at forlade NATO,

og han går nu også klart ind for at

forblive i EU.

Kampens kunst

Selv hvis Corbyn skulle formå at

holde de oprørske Labour-politikere

i ro indtil næste valg, der planmæssigt

afholdes i 2020, må han kæmpe

hårdt for også at vinde den britiske

offentlighed over. Han står lige nu

meget svagt i meningsmålingerne,

hvilket givetvis hænger sammen

med et særdeles negativt pressefokus.

Det er dog svært at forestille sig,

at den britiske presse, hvoraf størstedelen

af dagbladene støttede De

Konservative ved sidste valg, og en

stor del er ejet af mediemogulen

Rupert Murdoch, pludselig skulle

forbarme sig. Det er tydeligt, at Corbyn

selv må bygge videre på den

entusiasme, han har vakt hos dele

af de britiske vælgere og forsøge at

inddrage de kræfter og kapaciteter,

der ligger i bevægelserne, hvis han

og Labours venstrefløj vil sætte en

dagsorden i England.

Nyere tid har vist masser af eksempler

på at folkeopinioner vender

sig hurtigt og til trods for en

fjendtligt stemt presse. Syriza var

»uvælgelige« indtil de blev valgt, og

hjemme i Danmark undergik flygtningedebatten

store forandringer

på få dage og timer i begyndelsen

af september. På samme vis kendte

langt de færreste til Jeremy Corbyn,

da han i juni meldte sit kandidatur

til Labours formandspost. Tre måneder

efter var den hans. Så hvem

ved, hvad der kan nå at ske på fem

år? ■


Klima

EU vil eksportere

kvotehandelsfiasko

Op til COP21 forsøger EU at sælge

sit CO2-kvotesystem til resten af

verden. Miljøbevægelser kræver

det skrottet til fordel for effektive

klimatiltag.

Af Finn Kjeller

Ved klimatopmødet i Paris den 30. november til 11.

december, møder EU's repræsentanter – og dermed

Danmarks – op med et forslag om at udbrede EU's

system for CO2-kvotehandel til hele verden. Det gør de,

selv om kvotehandelssystemet her ti år efter starten er

en notorisk fiasko, når det gælder om at nedbringe udledningerne

af de klimaødelæggende gasser.

EU's Emissions Trading System (EU-ETS) er verdens

største marked for CO2-kvoter. EU-ETS omfatter 11.000

fabrikker, kraftværker m.m. For hvert ton CO2, de udleder,

skal de aflevere en kvote, dvs. en tilladelser til at

slippe 1 ton CO2 ud i atmosfæren.

Kvoterne kan købes og sælges på elektroniske markeder.

Dette markedsbaserede system skulle give virksomheder

incitament til at forurene mindre – på den

mest »omkostningseffektive« måde. Men kvotehandelen

har aldrig sat en kvotepris, som tilskynder forurenerne

til at reducere udledningerne.

EU-ETS omfatter 45 % af de samlede drivhusgasud-

Solidaritet | 7


Klima

ledninger i EU. Dermed er også en stor del af Danmarks

klimapolitik bundet af EU-ETS.

Presset på de store forurenere for at sænke deres

udledninger har været lille eller ikke eksisterende, eftersom

de har nydt godt af en overflod af gratis kvoter.

Ikke bare kvoter uddelt af EU, men også billige kreditter

fra projekter i lande i Syd og Øst. EU har nemlig fra 2008

knyttet kvotehandelen sammen med Kyotoprotokollens

»Clean Development Mechanism« og »Joint Implementation«.

Princippet om, at det skal være ekstra reduktioner,

som ikke ellers ville have fundet sted, håndhæves ikke,

og ingen kan garantere, at basisscenariet er korrekt. Det

er blevet udnyttet i en sådan grad, at flertallet af disse

kreditter ikke repræsenterer nogen reelle udledningsreduktioner.

Overflødighedshornet af kvoter er et resultat af »lobbyisme

sideløbende med regeringernes protektionisme«,

hvor det styrende har været »hensyn til EUerhvervslivs

'konkurrenceevne' på de internationale

markeder frem for miljøhensyn«, forklarer Oscar Reyes

fra Corporate Europe Observatory i rapporten Life beyond

emissions trading (januar 2014).

Kvotepris i bund

Med kvotehandelssystemet følger også en mængde

mæglere og spekulanter, som profiterer på systemet

uden på nogen måde at bidrage til miljømæssige eller

sociale fremskridt, påpeger Oscar Reyes. Kvoteprisen

bestemmes nemlig på et værdipapirmarked, hvor kvoterne

handles af alle mulige, f.eks. hedgefonde.

»Når prisen bestemmes af markedet, mister CO2-prisen

sin regulerende rolle,« bemærker det franske ATTAC

i en ny bog (Le climat est notre affaire, Paris, 2015).

EU's kvotepriser har hele tiden været ustabile og brød

første gang sammen i april 2006. Den økonomiske krise

efter 2008 har sænket efterspørgslen og medført faldende

kvotepriser. Der er ingen udsigt til, at kvotepriserne

kan komme op fra de nuværende 4-5 euro for en

kvote til de 30-50 euro, som mange anser for minimum,

hvis prisen skal tilskynde nogen til at droppe fossile

energikilder.

Det betyder, at elselskaber og energitunge virksomheder

i EU med fordel kan melde sig ud af omstillingen

indtil videre og købe kvoter af andre i EU eller CO2-kreditter

uden for EU, hvor det umiddelbart er billigere at

reducere udledninger. Når det sker, har det alvorlige

langsigtede konsekvenser. Hvis man f.eks. i dag investerer

i et nyt kulkraftværk frem for vindkraft, har man låst

sig til høje CO2-udledninger i årtier frem.

Blokerer for effektive tiltag

EU-ETS har ifølge kritikerne ikke bare været ineffektivt.

Det har også blokeret for en effektiv indsats.

»Da kvotehandelen giver incitament til at gennemføre

de billigste reduktioner først, udsætter den de

sværeste forandringer og fastlåser kulstoftung infrastruktur,«

forklarer Friends of the Earth Europe, som det

danske NOAH er en del.

»Presset på de store

forurenere for at

sænke deres udledninger

har været lille eller

ikke eksisterende«

Princippet om »omkostningseffektivitet«, som ligger

bag kvotehandelssystemet, fører således økonomien i

retning af ikke-strukturelle tiltag, som giver billige kvoter

og kreditter, f.eks. træplantning i u-lande frem for

energibesparelser eller omstilling til decentrale solcelleanlæg.

»ETS har undermineret eller blokeret for vedtagelse

af en bred vifte af andre miljøtiltag,«

skriver Oscar Reyes fra Corporate

Europe Observatory. Modstandere

af sådanne tiltag har ligefrem

brugt EU-ETS som argument, fordi

en fremgang for vedvarende energi

og energieffektivisering ville svække

kvoteprisen.

ETS-satsningen »er en hindring

for andre, afprøvede og testede foranstaltninger,

som ville føre til mere

sikre resultater. Regulering, beskatning

og støtteordninger er mere effektive,

når det gælder om at reducere udledningerne

i det omfang og den takt, der er nødvendige for at afværge

katastrofale klimaforandringer,« siger Friends of

the Earth Europe.

Flytter dækstolene på synkende skib

Mens en lang række græsrodsorganisationer har opfordret

EU til at skrotte EU-ETS, har EU-Kommissionen forsøgt

at rette op på det synkende flagskib. Der er fremsat

mange forslag om reform af EU-ETS, men »erfaringerne

har vist, at ændringer i systemets udformning altid er

gennemført i overensstemmelse med erhvervslobbyernes

krav. De har fået godt tag i EU, som både leverer

kvoterne og lovgiver om dem – ikke overraskende, for

kvotehandelen flytter den klimapolitiske beslutningsog

handlekraft fra borgerne og regeringerne til forurenerne

og forhandlerne,« skrev Carbon Trade Watch i

2012 i sin rapport Green is the colour of money.

Daværende klimakommissær Connie Hedegaard forklarede

i et interview sin modvilje mod at gå andre veje:

»Hvad angår diskussionen om at fastsætte priser, der

lægger en bund, og den slags, er det let at se logikken

bag ved. Hvis man begynder at lege med den idé […], så

vil man meget hurtigt ikke længere have et markedsdrevet

system. Og vi mener, at det er vigtigt at have et

markedsbaseret system.« (Euractiv, 2.2.2012)

Det lykkedes i 2013 Connie Hedegaard at få opbakning

i EU-Parlamentet til et forslag om at udskyde salget

af en mængde kvoter i håbet om at give kvoteprisen et

nøk opad. Men det har ikke ført til den forventede stigning

i kvoteprisen.

»Kort sagt har Kommissionen flyttet rundt på dækstolene,

men skibet synker stadig,« konkluderer Oscar

Reyes fra Corporate Europe Observatory.

I juli 2015 fremlagde EU-Kommissionen et forslag til

revideret kvotehandelsdirektiv. Det lægger op til at videreføre

systemet de næste 15 år uden større ændringer.

Stik imod tidligere løfter betyder Kommissionens

forslag, at man fortsat vil give gratis kvoter til 50 ener-

8 | Solidaritet


Klima

gislugende erhvervsgrene i hvert fald indtil 2030. Det

forventes, at der fortsat vil være gratis kvoter til stål-,

cement- og kemikalieproduktionen – brancher, der er

blandt de største forurenere og de største lobbyister

mod effektive klimatiltag.

Ifølge WWF vil reformen styre EU-ETS mod »endnu et

årtis fiasko«.

Eksport af kuldsejlet model

Kvotesystemets genvordigheder har ikke afholdt EU

fra at tilskynde andre lande til at vedtage lignende systemer,

bl.a. gennem Partnership for Market Readiness

(PMR) med 16 »mellemindkomstlande«, heriblandt Kina,

Indien og Brasilien.

I Bruxelles mødtes EU's miljøministre den 18. september

2015 og fastlagde EU's linje til COP21. Ministerrådet

fremhævede blandt andet, at Paris-aftalen bør åbne for

»international brug af markeder« for at fremme »omkostningseffektiv

modvirkning af klimaforandringer«.

Ved miljøministrenes

møde i

Bruxelles den

18. september

opførte Friends

of the Earth m.fl.

en symbolsk

tovtrækning

mellem

forurenende

fossile

brændsler og

vedvarende

energi.

Foto: Friends of

the Earth

Øget brug af kvotehandel indgår allerede i aftaleforslagene,

som der forhandles om op til COP21. Det

samme presser erhvervslobbyister på for gennem International

Emissions Trading Association, og den 1. juni

2015 sendte EU's største olie- og gasselskaber et åbent

brev til FN og regeringerne: Brug COP21 til at »indføre

CO2-prissætningssystemer«, og »skab en international

ramme, der på sigt kan forbinde de nationale systemer«,

lød budskabet.

At udbrede EU's fejlslagne kvotehandelssystem til

flere egne af verden vil imidlertid ikke få systemet

til at fungere bedre – tværtimod, advarede Friends

of the Earth allerede i 2010 med finanskrisen i frisk

erindring: En udbredelse af kvotemarkedet vil også

»udbrede brugen af yderst komplekse finansielle

instrumenter – med risiko for en CO2-kvote-boble,

der brister, med langt større økonomiske, politiske

og miljømæssige konsekvenser end subprimefinanskrakket«.

Solidaritet | 9


Tema: Overvågning

Proletarer i alle lande,

KRYPT3ROPS

NWUISDJ3RN

Vi ved alle sammen, at vi bliver overvåget på den ene

eller anden måde: Af virksomheder, de offentlige myndigheder,

efterretningstjenester eller af hinanden. Men hvilke former for

overvågning er mest udbredt i vores samfund? Og hvad kan

venstrefløjen gøre for at bekæmpe den?

Af Anders Pilmark

Hvilken form for overvågning

af borgerne er mest udbredt

i Danmark? Det var et af de

første spørgsmål, som dukkede

op i mine tanker, da vi

besluttede, at overvågning

skulle være temaet i denne

udgave af Solidaritet. Men jo flere artikler

jeg læste om emnet, og jo flere

mennesker jeg spurgte, desto mere

stod det klart, at ingen – eller i hvert

fald ganske få – reelt ved det.

Ifølge IT-politisk rådgiver i PROSA

(fagforeningen for IT-professionelle),

Ole Tange, er vores digitale fodaftryk

et godt bud: Hver gang du klikker på

et link, hver gang du bruger telefonen

til at checke dine mails og hver

gang du bruger dit betalingskort, afsætter

du digitale fodaftryk.

»Der registreredes knap 1 million

digitale fodaftryk for hver dansker i

2013 og tallet er stigende,« fortæller

Tange. Registreringerne kan bruges

til ’profilering’ og benyttes primært

af marketingsbureauer til at

forbedre deres markedsføring. Men

samme type profileringsværktøjer

vil også kunne bruges af stater til

kontrol af deres borgere. Information

om seksuel orientering er måske

harmløst i Danmark, men kan

være dødsensfarligt i Nigeria.

Enhedslistens retsordfører, Pernille

Skipper, mener ligeledes at den

massive indsamling af data, både til

kommerciel og statslig brug, er faretruende:

»Der er en generel tendens til, at

der indsamles mere og mere data

om uskyldige mennesker, som ikke

er mistænkt for noget kriminelt, og

at man tror, at man kan forudse kriminalitetsmønstre

gennem data.

For eksempel oplysninger om kørsel

– gennem nummerpladeregistreringer,

oplysninger om flypassagerer

og oplysninger om internetaktivitet

og telefonopkald. Denne indsamling

af såkaldt »big data« krænker vores

privatliv, og det er langt fra sikkert,

at det er så effektivt, som man håber

på,« advarer Skipper.

Digitale fodspor

Website Visitor Tracking er én form

»Der registre -

redes knap 1

million digitale

fodaftryk for

hver dansker i

2013, og tallet

er stigende«

for digitale fodspor, som er meget

udbredt. Det er en analyse af den

trafik, som er på en bestemt hjemmeside,

f.eks. Politikens eller Berlingskes

hjemmeside. Hver gang

du besøger avisernes hjemmeside,

er der øjne, der følger med. Private

virksomheder, som ikke er aviserne

selv, kan simpelthen følge med i og

registrerer din adfærd på hjemmesiden,

hvilke artikler du læser eller

emner, der særligt optager dig.

De informationer, som de mange

web trackers samler ind, gør dem

hurtigt i stand til at karakterisere –

og muligvis identificere – de enkelte

brugere. Isoleret set betyder det

muligvis ikke det store, at en web

tracker kan se, at du læser en bestemt

artikel. Men jo flere artikler,

der registreres og knytter sig til dig

via cookies, jo mere tegner sig der

et billede af dine interesser. Gennem

en masse forskellige information

kan dine præferencer meget

klart karakteriseres og i sidste ende

kunne kobles til din person.

Heldigvis er der, ifølge Ole Tange,

hjælp at hente, hvis man gerne vil

10 | Solidaritet


Tema: Overvågning

GFNBFGABZO

RIEKDASLRX

undgå denne form for overvågning.

På nettet ligger der en række programmer,

som kan gøre os i stand

til at undgå at private firmaer kigger

med når du læser avisen på nettet.

Fx programmet Ghostery, som ikke

blot gør brugeren i stand til at se

hvilke web trackers, der opererer på

en given side, men som også gør én

i stand til at slå dem fra.

Prioriter digitalt selvforsvar

PROSA kalder det for »digitalt selvforsvar«,

når folk bruger digitale

værktøjer såsom Ghostery til at

skærme sig mod overvågning. Og

ifølge Ole Tange kommer det til at

udgøre en meget væsentlig strategi

i kampen mod overvågning i fremtiden.

Derfor er det også afgørende,

at venstrefløjen kommer på banen

og er med til at modvirke højrefløjens

tendens til at mistænkeliggøre

modstand mod overvågning, fx ved

at gøre det til et spørgsmål om terrorbekæmpelse,

at staten må registrere

mere og mere om deres borgere.

Her mener Ole Tange, at et parti

»En af de ting,

som man kan

gøre på Borgen

– det er

simpelthen at

bruge digitalt

selvforsvar«

som Enhedslisten kunne gøre en

stor indsats ved at forsøge at normalisere

og udbrede kendskabet

til digitalt selvforsvar. Helt konkret

foreslår han, at partiet begynder at

implementere nogle af værktøjerne,

f.eks. kryptering af telefonsamtaler,

i det daglige arbejde på Christiansborg.

For som han nøgternt konstaterer:

»En af de ting, som man kan

gøre på Borgen – det er simpelthen

at bruge digitalt selvforsvar.«

Pernille Skipper er enig i, at den

type redskaber er vigtige. »Digitalt

selvforsvar er helt centralt. Viden

om kryptering er helt essentielt,

både for at sikre vores privatliv principielt

mod overvågning fra stater

og efterretningstjenester, men også

for at kunne sikre os bedre mod

internetkriminalitet og identitetstyveri

med videre fra kriminelle.

Derfor har Enhedslisten flere gange

foreslået, at det skal på skoleskemaet

og ikke mindst, at der skal forskes

i kryptering,« konstaterer Skipper.

Digitalt selvforsvar er dog ikke

den eneste strategi mod overvågning.

I lang tid har venstrefløjen,

heriblandt Enhedslisten, forfulgt en

strategi om at inddæmme og regulere

overvågning gennem lovgivning.

På spørgsmålet om, hvilken af

de to strategier, som venstrefløjen

fremover bør prioritere, svarer Ole

Tange:

»Digitalt selvforsvar virker internationalt.

Så hvis vi laver selvforsvar,

så virker det også selvom du flytter

til Kina, Syrien eller Rusland. Digitalt

selvforsvar kan man ikke tage fra

dig. Det virker over hele verden, og

det er ligegyldigt hvilken lovgivning,

der er. Teknologien respekterer ikke

lovgivning. Lovgivere kan sige nok

så meget, at du ikke må kryptere,

men teknologien gør det alligevel.

Det betyder ikke, at vi skal se stort

på lovgivning. Men for mig at se er

det en mindre væsentlig ting, fordi

lovgivning kan ændres, hvorimod

en teknisk løsning kan sikre borgeren,

uanset hvad lovgivningen ændres

til.«

Solidaritet | 11


Tema: Overvågning

Ole Tange, IT-politisk rådgiver for PROSA

(Forbundet af IT-professionelle). Han sidder desuden

i Københavns Kommunes Privacy-Panel, som skal

rådgive om privatlivsproblematikker i forbindelse med

implementeringen af smart city-projekter (se side 16).

Foto: Hans Schou

Pernille Skipper, medlem af Folketinget for

Enhedslisten. Rets-, social- og ligestillingsordfører.

Uddannet jurist fra Københavns Universitet.

Foto: Mogens Engelund, CC

Overvågning og imperialisme

Der er ingen tvivl om, at kendskab til

de digitale selvforsvarsmuligheder

bør udbredes. Dog er det nødvendigt

for venstrefløjen og Enhedslisten,

at angribe overvågningsproblematikken

fra andre vinkler

samtidig. Partiet har ingen sammenhængende

politik på området, hvilket

ifølge Pernille Skipper hænger

sammen med at: »Verden forandrer

sig så hurtigt på det område, at det

ville være omsonst.«

Venstrefløjen deler sin sunde

skepsis over øget overvågning med

partier fra andre fløje. Men hvor Liberal

Alliance blot har et ønske om

minimal statslig indblanding – men

ingen lyst til at fjerne private virksomheders

mulighed for at snage i

dit privatliv – er venstrefløjens mission

knyttet til både en antikapitalistisk

og -imperialistisk tradition. Det

bør den i hvert fald være.

Derfor vil en samlet overvågningspolitik

for Enhedslisten nødvendigvis

være knyttet til, hvordan

vi skaber eller forsvarer demokrati

og frihed for den enkelte (verdens)

borger.

Ikke desto mindre ligger der en

»Der ligger en

enorm opgave

i at sætte

spørgsmålet

på dagsordenen

– både på

parlamentsniveau

og i

samfundet«

enorm opgave i at sætte spørgsmålet

på dagsordenen – både på parlamentsniveau

og i samfundet. I den

sammenhæng er PROSAs indsigt og

viden god for venstrefløjen, da deres

dagsorden er yderst konkret og

handlingsorienteret.

Afskaffelse af retsforbeholdet

3. december var der folkeafstemning

om Danmarks EU-retsforbehold.

Ved redaktionens afslutning

var resultatet endnu ukendt. Men

ifølge en række førende jurister kan

dansk politi ved et ja blive tvunget

til at overvåge og efterforske visse

handlinger, selvom de ikke er ulovlige

i Danmark.

Pernille Skipper fremhæver desuden,

at en afskaffelse af retsforbeholdet

vil betyde øget overvågning

af flypassagerer:

»Hvis Danmark afskaffer retsforbeholdet,

vil det medføre en

implementering af det såkaldte

PNR-direktiv, som pålægger medlemslandene

at indsamle oplysninger

om alle flypassagerer. Det gælder

både oplysninger om rejserute,

medrejsende, bagageoplysninger,

særlig mad og så videre, og disse

skal være tilgængelige for alle myndigheder

– det gælder også oplysninger

om uskyldige borgere, der

ikke er mistænkt for noget kriminelt.

Og hvis vi afskaffer retsforbeholdet,

kan vi ikke senere udtræde

af direktivet igen, hvis der skulle ske

misbrug eller læk – fordi suveræniteten

er afgivet, og ikke kan tages tilbage,«

varsler Skipper.

Ole Tange mener ikke nødvendigvis,

at afskaffelse af retsforbeholdet

vil betyde markant øget overvågning,

bl.a. henviser han til, at Danmark

sandsynligvis allerede i dag

udleverer passagerlister til udenlandske

myndigheder. Selvom der

er forskellige analysevinkler mellem

fagforeningen og det politiske parti

Enhedslisten, er både Tange og Skipper

optagede af den digitale dagsorden

og overvågningsproblematikken

generelt.

Der ligger en kæmpe opgave i

at udbrede kendskabet til forskellige

typer overvågning. Og hvis man

skal gøre sig nogen forhåbning om

at tage kampen op imod kapitalinteresser

og våde drømme om statskontrol,

så skal der oplyses og angribes

på rigtig mange fronter. ■

12 | Solidaritet


Tema: Overvågning

PROSAs forslag til områder, som

politikerne gerne må få øjnene op for

Privacy-by-design

PROSA anbefaler, at offentlige myndigheder fremover

bygger deres digitale systemer efter privacy-by-design,

hvor brugen af personfølsomme oplysninger enten

undgås eller holdes på et minimum.

I dag bygges de fleste af de digitale systemer op efter

privacy-by-policy, hvor myndigheder indsamler

følsomme oplysninger om deres borgere og lover at

holde disse hemmelige. De seneste par år har dog

vist, at systemer med persondata indimellem bliver udsat

for datalæk, hvormed sikkerheden kompromitteres.

Desuden er frygten, at selvom data indsamles med ét

formål for øje, bliver det måske brugt til alt muligt andet.

Hvis sikkerheden er tænkt ind fra begyndelsen,

fjernes denne risiko, da ingen ligger inde med data,

som kan føres tilbage til den enkelte person.

Fri software

PROSA ser gerne, at de offentlige myndigheder fremover

bygger deres digitale systemer som fri software,

således at borgerne kan gå ind og se kildekoden og

tjekke, om alt er, som det skal være, og at lovgivningen

overholdes.

Bryd systemerne op i mindre dele

Dette område er ikke så meget et spørgsmål om overvågning,

men snarere et spørgsmål om økonomi. De

offentlige myndigheder har de seneste år udviklet

store, dyre systemer i millionklassen, som så bagefter

viser sig at slå fejl. Derfor anbefaler PROSA, at man

bygger systemerne i mindre dele, der – som en slags

byggeklodser – kan sættes sammen til et sammenhængende

system. På den måde undgår man, at hele

systemer til adskillige millioner kroner skal laves om

få år senere, hvis man finder fejl i systemerne. I stedet

kan man nøjes med at udskifte nogle få dele, som er

fejlbehæftede.

Borgerne ejer deres egne data

Det vil sige, at borgerne i udgangspunktet er nødt

til at sige »ja«, hver gang de offentlige myndigheder

vil bruge deres informationer. Ifølge Ole Tange vil

dette princip, selvom det i øjeblikket vil være svært

at håndhæve, betyde, at hele debatten bliver vendt

på hovedet, og dermed udgør en god rettesnor for de

offentlige myndigheders håndtering af borgernes informationer.

PNRdirektivet

pålægger

flyselskaberne

at udlevere

alle passageroplysninger

til

myndighederne.

Også for folk,

der ikke er

mistænkt for

noget.

Foto: Flightlog,

CC

Solidaritet | 13


Tema: Overvågning

Beskyt dig selv mod

digital overvågning

Digitalt selvforsvar er

redskaber som giver

dig mulighed for, at

begrænse eller undgå

overvågning af dine

digitale fodspor.

Strategien om selvforsvar har den fordel, at

det virker uanset hvor du sidder på kloden

og hvilken lovgivning du er underlagt. Desværre

er kendskabet til de konkrete værktøjer

begrænset, og strategien vil i det store

hele være op til den enkelte at benytte sig

af. Dermed bliver det gjort til et individuelt

problem – og hvis det ikke skal ramme utroligt

skævt, så må det aldrig stå alene.

Mail sikkert – uden at andre kigger med

Det er svært at finde et sikkert mailprogram til

smartphones, dersamtidigt er brugervenligt.

Prøv den gratis tyske Tutanota.de. Med den tjeneste

kan du sende fortrolige mails, som du giver et

unikt password, der så bare skal fortælles modtageren

på anden vis – fx via sikker chat eller mundtligt.

App’en er hurtig og brugervenlig.

Solidaritet vil her give dig en kort introduktion

til et par ting, som du selv kan gøre,

hvis du vil undgå at nysgerrige øjne følger

din digitale færden. Og samtidig opfordre til,

at digitale rettigheder ikke kun diskuteres

blandt fagfolk, men også tages alvorligt af

en samlet venstrefløj.

Gå ud i verden

– og bestem selv, hvem der skal gå med!

Du sætter spor via din mobil, når du bevæger dig

rundt. Vil du være fri for det, kandu starte med at:

■■

Slå GPS’en fra, når du ikke selv

bruger den.

■■

Slå Placering fra: Gå ind i indstillinger og find

placering

■■

Slå Wifi fra, når du ikke bruger det.

■■

Slå Geolokalisering fra, når du tager billeder, du

vil uploade til sociale medier.

■■

Installér fx Secure Wireless, så du selv kan

bestemme, hvornår din telefon søger efter

netværk og gør data fra din mobil åbne for

andre.

14 | Solidaritet

»Digitalt selvforsvar løser ingenting

alene. Det tager kun toppen af isbjerget.

Til gengæld har det gjort problemet

nærværende. Det har givet en enorm

gejst, at man faktisk kan gøre noget

selv. Derfor kan digitalt selvforsvar

være med til at bane vejen for mere

bevidst og kollektiv modstand. Spørgsmålet

må derfor samtidig være, hvad er

de næste skridt?«

Mikkel Nonboe, forbundssekretær i

PROSA


Tema: Overvågning

Chat, sms og tal frit – og bestem selv, hvem

der må se og lytte!

Hvad du siger og skriver kan blive noteret, hvis du

ikke er opmærksom. Vil du gerne være fri for det,

så start med:

■■

At tjekke, om du har downloadet et tastatur, der

ikke registrerer, hvad du skriver.

■■

Sikker chat: Brug Wickr – app’en. Du kan indstille

samtalen til at blive slettet efter en tid. Alternativt

kan du bruge CryptoCat til iPhone.

■■

Krypteret telefoni og SMS: Brug fx den gratis

app, Signal, der er baseret på åbne kildekoder

og anbefales af sikkerhedseksperter og whistleblower

Edward Snowden. Har modtageren

også Signal krypteres samtale og tekst automatisk.

Virker til både iPhone og Andriod.

»Digitalt selvforsvar er helt centralt.

Viden om kryptering er helt essentielt,

både for at sikre vores privatliv mod

overvågning, men også for at kunne

sikre os bedre mod internet kriminalitet

og identitetstyveri med videre fra

kriminelle. Derfor har Enhedslisten flere

gange foreslået, at det skal på skoleskemaet

og ikke mindst, at der skal forskes

i kryptering.«

Pernille Skipper,

MF og retsordfører

for Enhedslisten

Vær nysgerrig og bliv klog – uden at bekymre

dig om, hvem der holder øje!

De fleste virksomheder og myndigheder bruger cookies

– og fortæller andre, hvad du har søgt efter. Vil du

være fri for det, så kan du fx:

■■

Bruge Startpage, når du søger. Startpage kan

downloades som app.

■■

Blokere for cookies ved at bruge »Private

Browsing«/«Inkognito« i din mobilbrowser.

■■

Installere app’en Ghostery i din mobilbrowser, så

du selv kan bestemme, hvem der skal vide, hvilke

sider du besøger. Ghostery fortæller dig også,

hvem der bruger cookies fra de forskellige hjemmesider.

■■

Installere Orweb. Orweb er dog lidt sløv, fordi den

benytter TOR, men TOR anbefales af Snowden.

Tag magten over dine apps – de skal kun bruges

til det, du vil bruge dem til!

Når du downloader en gratis app, betaler du tit ved

at afgive en masse informationer om dig selv. Det kan

du ofte undgå ved at benytte fri software. Kildekoden

til fri software kan kontrolleres af enhver og anses

derfor for at være den bedste garanti mod hemmelige

bagdøre.

Du kan finde fri software ved at installere F-droid,

som er en app-store, og herefter installere apps via

F-droid.

Hvis ikke F-droid har apps, som løser dit problem, kan

du bruge app’en Clueful. Clueful fortæller dig, hvad en

ny appskal have adgang til. Skal du fx bruge en lommelygte-app,

er det næppe i orden, at den skal have

lov til at læse dine SMS’er.

Så find en anden app, der løser samme problem.

Clueful kan også vurdere, hvor høj din privacy-risiko

er – slet de højrisiko-apps, som du ikke har tillid.

Solidaritet | 15


Tema

Smart City

Når byen holder øje med dig

Privatliv og overvågning er mærkesager for de fleste socialister,

og ofte drejer bekymringerne sig alene om USA, NSA eller Edward

Snowden. Men det er i høj grad også et kommunalpolitisk spørgsmål.

Ny teknologi muliggør mange forbedringer for trafik, miljø og klima –

men medaljen har en bagside.

Street art i

Vilnius, Litauen

Af Marta Helleskov

16 | Solidaritet

Solidaritet har talt med Enhedslistens Teknik- og

Miljøborgmester i København, Morten Kabell,

om de politiske dilemmaer og praktiske prioriteringer

der sker, når byen får smart teknologi.

I Københavns Kommune arbejder man målrettet

med at gøre byen smart til gavn for borgerne.

Morten Kabell beskriver, hvordan informationer

af forskellig karakter kan hjælpe med at opnå

ambitiøse klima- og miljømål:

»Jo mere vi ved om, hvad københavnerne gerne vil,

jo bedre er vi i stand til at lave en by, som de rent faktisk

vil bo i. Jo mere data vi har på energiforbrug, jo bedre

er vi i stand til at lave energibesparende tilpasninger af

vores gamle bygninger. På den måde er vi i stand til at

opnå målet om at komme af med de fossile brændstoffer

og blive en CO2-neutral by. Jo bedre data vi har for,

hvordan trafikken flyder, jo bedre er vi i stand til at dirigere

vores lyskryds, således at busserne og cyklerne kan

komme hurtigere frem. I virkeligheden på alle områder

– ikke mindst i Teknik- og Miljøforvaltningen – er data en

betingelse for at kunne arbejde på denne måde,« indleder

Kabell.

Flere projekter er allerede i fuld gang i København.

Kabell fremhæver et forsøg i Valby, hvor lysreguleringen

kan genkende busser og cyklister. Systemet kan så

sørge for grøn bølge, hvis der kommer en stor gruppe

cyklister, eller hvis bussen er en smule forsinket. Det har

gjort 4A-bussens rute gennem Valby 40% hurtigere.

Et eksempel, borgmesteren benytter som illustration,

er på godstransport på byens indfaldsveje.

»Vi har et projekt, hvor lastbilerne er blevet udstyret

med en app, der modtager signaler om, hvilken hastighed,

de skal køre med for at kunne ramme en fuldstændig

grøn bølge. For hver gang en stor lastbil skal stoppe

helt op, bruger den en halv til en hel liter diesel, og det

betyder udledning af langt flere partikler. Vognmæn-

»Der vil også

være nogle

områder, hvor

vi tænker

'Hov, har vi

også indsamlet

de data?’«


Tema: Overvågning

dene har også en åbenlys interesse i at spare på brændstoffet,

så forsøgsordningen er meget populær.«

Dataindsamling er nøglen

Teknologien betyder klare fordele – både kommercielt,

men også for fremkomsten af kollektiv trafik og en mere

grøn dagsorden. Ifølge Kabell er dette netop gode eksempler,

fordi der ikke gemmes nogle oplysninger om

den enkelte borger eller trafikant. Det er tænkt ind som

en del af selve løsningen.

»I lysreguleringerne i Valby er det en form for ’dum’

kamerateknologi. Den kan nemlig kun genkende billeder.

Altså lagrer kameraet ikke nogle informationer. Det

behandler selv billedet og tænker: Den der store gule

ting, der er nok en vis sikkerhed for, at det er en bus. Jeg

ved faktisk ikke, hvordan den ville agere, hvis der kommer

en stor gul lastbil. Det er stadig en ubekendt faktor,«

siger Kabell med et smil.

»Det giver nogle åbenlyse fordele – og der er ingen

privacy-issues. For der lagres ingenting. GPS’en sender

signaler til dig, den modtager ikke signaler. På den

måde kan informationerne ikke hackes.«

I København er Copenhagen Solutions Lab (CLS) oprettet

som en enhed i kommunen, der skal udvikle

konceptet om den smarte by. Her skal udtænkes og

planlægges forskellige projekter i samarbejde mellem

kommunale forvaltninger og private og offentlige aktører.

Kabell fortæller om processen:

»De har lavet en masse brainstormarbejde. Alt er kastet

op i luften. Hvad kan man forestille sig af muligheder?

Beskeden har været, at de ikke skulle lægge bånd

på sig selv, for vi vil have alle forslagene frem. Så skal vi

nok sortere dem fra, vi ikke vil have. Hellere være kreativ

med et forslag for meget end et for lidt.«

Ideologi vs. virkelighed

Kabell er meget opmærksom på, at en del af idéerne vil

forudsætte en form for dataindsamling, hvor kommunen

vil få detaljerede oplysninger om hver enkelt borger.

»Hvis vi går ind og aflæser alle mobiltelefoner, som

kører forbi vores testområde her omkring Rådhuspladsen,

så kan vi jo præcist se, hvem der kører hvor. Med

det vil vi være i stand til at lave en trafikplanlægning,

der gør, at vi kan undgå at lave cykelstier i x-gade, hvis

data viser, at der ikke rigtigt er nogen, der kører den

vej.«

»Og det ville jo være en fed ting, som ville virke – eller

som lyder som om, det virker rigtig godt. Problemet er

jo, at man kan identificere hver eneste mobiltelefon. Og

én ting er, at vi vedtager, at vi beskytter den slags data -

men jeg er jo ikke dummere, end at jeg ved, at alle data

også potentielt kan hackes.«

København som smart by består af mange forskellige

delprojekter, og Kabell erkender, at trods ønsket om at

overvågning og privacy skal tænkes ind fra begyndelsen,

vil virkeligheden nok være en anden.

»Det ideelle ville være, hvis alt var Privacy-by-Design.

Men jeg tror, i virkelighedens verden og med et

Blå bog

Morten Kabell

Teknik- og Miljøborgmester

i Københavns

Kommune siden

2013, valgt for

Enhedslisten.

44 år og tidligere

folkeskolelærer.

Partisekretær

for Enhedslisten

Købehavn 2006-

2013.

Fakta

Copenhagen Solution Lab

Copenhagen Solution Lab er navnet på den enhed under

kommunen, som skal arbejde med at gøre hovedstaden

til en Smart City – til gavn for byens beboere,

en grønnere dagsorden og ikke mindst som en økonomisk

gulerod for private virksomheders investeringslyst.

Indsamling af ’big data’ er et kernefokus i kampen for

at være forrest i den digitale dagsorden blandt verdens

byer.

Læs mere på cphsolutionslab.dk

ærligt svar, at det bliver en blanding, hvor vi også efterfølgende

skal ind at beskytte borgernes data. Men

udgangspunktet og vægten skal altid være på Privacy-by-Design.

Vi skal tænke det ind fra start. Men der

vil også være nogle områder, hvor vi tænker ’hov, har

vi også indsamlet de data?’ – og så skal vi jo håndtere

dette bagefter.

Det er det politiske flertal i kommunen, der i sidste

ende beslutter, hvilke teknologiske løsninger, der skal

implementeres. Forslagene vil således skulle besluttes

i de politiske udvalg og i Borgerrepræsentationen, som

for Københavns vedkommende har et markant flertal

for, at en klog by aldrig bliver en overvågende by, som

Kabell formulerer det.

»Vi har lagt nogle meget klare retningslinjer, som betyder,

at der er rammer og grænser for forvaltningens

arbejde – og som kommer til at hæmme dem. Så politisk

set herinde – dog i varierende grad – er der et klart

flertal, der siger, at privacy er et grundvilkår for kommunens

arbejde og ikke en hindring.

Panelet af privacy-vagthunde

I forbindelse med kommunens arbejde har overvågning

og privacy altså været diskuteret gennem lang tid.

Det har resulteret i, at Kabell i 2015 nedsatte et såkaldt

Privacy-Panel.

»Panelet er sammensat af medlemmer, der har en

teknologisk viden og forskellige holdninger til Smart

City-ideen. Nogle er stærkt kritiske. Panelet skal være

med til at lægge nogle principielle linjer og har foreløbigt

holdt et par møder. De er rygende uenige, og det er

godt. Det var faktisk også meningen. Mit håb er, at de vil

kunne udtale sig om alle de initiativer, som Borgerrepræsentationen

skal vedtage. Formodentlig vil de aldrig

sige ja eller nej, men de vil nok sige, at så skal vi huske at

implementere den eller den stopknap. Og det er jo fedt,

for så kan vi for alvor bruge dem til at kunne udvikle løsningerne,«

mener Kabell.

Panelet består af otte personer, hvor størstedelen

Solidaritet | 17


Tema: Overvågning

kommer fra det private erhvervsliv, tænketanke og fagbevægelsen,

mens også repræsentanter fra Forbrugerrådet

og DTU er udpeget. Disse personer stiller frivilligt

deres arbejdskraft og viden til rådighed for kommunen.

Kabell håber, at det vil være en hjælp for kommunen,

men erkender, at det kan være svært at vide, om panelet

vil være tilstrækkeligt til at sørge for, at privatlivsbeskyttelse

tænkes ind som en del af alle løsninger fra

start.

»Det tror jeg er noget af det, panelet og panelets kritikere

– fx PROSA – er bekymrede for. De har en hård kritik,

men også en stor viden om privacy-området, og dermed

kan de fortælle os, når vi er gal på den. Jeg er glad

for, at de sagde ja til at sidde i panelet, men jeg ved ikke,

om det er nok. Men i og med, at vi er frontløbere i København,

så skal vi også være det på privacy-området,«

slår Kabell fast.

Det er værd at bemærke, at panelet sammensætning

(se faktaboks) afspejler

mangeartede interesser

på privacy-området. Beskyttelse

af persondata

med dertilhørende ITløsninger,

der skal udvikles

til kommunen, er big

business, og man kunne

forsigtigt indvende, at

flere af paneldeltagerne

kunne have store økonomiske

gevinster i at tænke

Privacy-by-Policy fremfor

by-Design.

Venstrefløjen skal op i gear

Den store forkromede løsning på overvågnings- og privatlivsproblemerne

for venstrefløjen ligger ikke lige for.

Morten Kabell er dog ikke i tvivl om, at det er nødvendigt

at få mere viden og kaste sig ind i kampen.

»Vi bør geare op på venstrefløjen. Jeg har ikke alle løsningerne,

men jeg er klar over, at vi skal geare op. Vi skal

have en sund skepsis uden at være maskinstormere i

vores retorik. Så bliver vi lukket af fra københavnerne og

verden. Så det er enormt svært. Men det første, vi skal

gøre os klart, er, at virksomhederne formodentlig er ti

skridt længere fremme, end det vi tror, de er,« advarer

Kabell.

Myndighedernes overvågning er stigende. Særligt,

hvis man kigger ud i verden – på tværs af kontinenter.

Han fremhæver byer og lande, som er meget langt

fremme i forhold til at registrere alt om alle. Og konklusionen

er klar for den københavnske borgmester:

»Det er jo ren kontrol – du kan kontrollere dine borgere.

Store dele af verden vil gribe de her muligheder

med kyshånd. Alle semi- eller totalitære styre vil jo elske

de løsninger, der kommer nu og i fremtiden.«

Kabell erkender, at det kan synes som om, at slaget er

tabt på forhånd. Med al den data, der indsamles om verdens

borgere, ser fremtiden som revolutionær socialist

noget dyster ud. Alligevel mener Kabell, at vi bør og skal

18 | Solidaritet

ȃn ting er, at vi vedtager, at vi beskytter

den slags data - men jeg

er jo ikke dummere, end at jeg ved,

at alle data også potentielt kan

hackes.«

tage kampen, hvor vi kan. Særligt der, hvor venstrefløjen

har en stemme og indflydelse.

»Vi skal være kreative. Det er vores opgave at løfte det

op på strukturniveau. Vi skal have både regler og afgørelser

ind der, hvor det giver mening. Det ændrer naturligvis

ikke på, hvordan Apple laver deres iPhones. Langt

størstedelen af de data, vi giver fra os, har vi selv sagt ja

til. Og vi har jo stadig tænkt os at være på Facebook,«

konstaterer Kabell.

Kampen skal kæmpes lokalt

Derfor er oplysning meget vigtig. På flere niveauer. Kabell

ser derfor gode muligheder i at arbejde målrettet

med ’digitalt selvforsvar’, som PROSA er bannerfører for.

Det er redskaber, der ville fungere for mange af københavnerne.

Kabell udtrykker samtidig bekymring på vegne af

sine partikammerater i byrådene rundt omkring i landet.

For den digitale dagsorden

kan være svær at

gennemskue og tackle,

særligt hvis man sidder

helt alene med arbejdet.

»Mange af grundløsningerne

er det jo os politikere,

der skal vedtage

rammerne for. I flere kommuner

er man vant til at

løse tingene i det skjulte

blandt de gamle partier

– på en måde, så det kan

være svært at gennemskue, at nu det handler om privacy.«

I København er det politiske flertal heldigvis markant,

når det handler om fokus på overvågning og privatlivets

fred, hvilket passer Morten Kabell ganske udmærket.

»Jeg har bare den grundholdning – og der bliver jeg

meget libertær – at stat og kommune ikke skal vide,

hvem jeg er. Jeg skal nok selv bestemme, hvad der er offentligt

tilgængeligt. Det rager ikke stat og kommune,

hvor jeg befinder mig, eller hvad jeg køber i supermarkedet,«

slutter han. ■

Fakta

Medlemmer af Privacy Panelet

Ulf Munkedal, direktør i Fort Consult

Pernille Tranberg, Erhvervs- og Vækstministeriet samt

Digital Identitet

Christian D. Jensen, DTU Compute

Anette Høyrup, Forbrugerrådet

Ole Tange, Prosa, It-politisk rådgiver

Jakob Mchangama, direktør i Justitia

Per Mejer, IT advokat, medlem af Rådet for Digital Sikkerhed

Arly Carlsson, persondataspecialist, Bech- Bruun


Tema: Overvågning

Morten Kabell er kendt

for at tage cyklen frem for

borgmesterbilen.

Dataindsamling om byens

trafikanter og deres færdsel

udgør indtil videre ikke

et privatlivsproblem i

København ifølge Morten.

Foto: Københavns Kommune

Solidaritet | 19


Tema: Overvågning

Når dit privatliv forsvinder,

gør demokratiet også

Efterretningstjenesterne indsamler ufattelige

mængder information om borgerne, men

forhindrer ingen terrorangreb. Det mener

William Binney, der efter mange år som

teknisk chef i NSA har taget bladet for

munden og kommer med en nådesløs kritik af

et inkompetent og korrupt system.

Af Jeppe Rohde

NSA – National Security

Agency - blev for alvor verdenskendte,

da Edward

Snowden i 2013 lækkede en

lang række interne dokumenter,

der dokumenterede,

at tjenesten systematisk

overtrådte deres beføjelser og

lavede omfattende overvågning af

bl.a. private telefoner og mails på

hele kloden. Systemet er både dybt

krænkende og håbløst ineffektivt,

lyder den hårde kritik fra Binney,

som arbejdede for NSA i mere end

tredive år.

»NSA burde følge dem, der reelt

er en trussel, i stedet for at masseovervåge.

Næsten alle terrorister

har været kendt af myndighederne,

men er ikke blevet fulgt, fordi NSA

har travlt med at følge flere milliarder

almindelige mennesker«, siger

Binney i november til et debatmøde

i København i forbindelse med verdenspremieren

på den nye dokumentarfilm,

A Good American, hvor

han spiller en hovedrolle.

Den tynde tråd

William Binney blev ansat hos NSA

i 1970 og er selvlært ekspert i metadata

og det, man i dag kalder Big

data. Den matematisk højtbegavede

Binney så strukturer og mønstre,

hvor andre kun så kaos og en

20 | Solidaritet

uoverskuelig mængde data. Han

forudså bl.a. Sovjets invasioner af

Tjekkoslovakiet og Afghanistan og

blev senere teknisk chef for organisationen.

Binney og hans gruppe udviklede

i halvfemserne et effektivt computersystem,

Thin Thread, der kunne

behandle de enorme mængder

data, som den digitale revolution

gjorde til den nye slagmark.

»Når du arbejder med så store

mængder af data, er du nødt til at

lede efter mønstre, ellers er det som

at finde en nål i en høstak«, fortæller

Binney.

Deres system var netop designet

til at lede efter mistænkelige mønstre,

uden at overvåge det konkrete

indhold af kommunikation. Kun i tilfælde

af begrundet mistanke kunne

indholdet dekrypteres.

Økonomisk sammenfald

Men NSAs ledelse ønskede ikke at

implementere Thin Thread. De ville

hellere satse alt på at udvikle et dyrt

og meget mere omfattende program,

Trailblazer. Et håbløst forældet

system, som var fremstillet af

firmaer, som sjovt nok havde økonomisk

sammenfaldende interesser

med topfolkene i NSA, lyder anklagen

fra Binney.

Binneys projekt blev lukket endegyldigt

ned i august 2001, og de

ansvarlige politikere fik intet at vide

Fakta

NSA

National Securicy

Agency

(NSA) har til

formål at aflytte,

indsamle

og analysere

alle former for

kommunikation

med henblik på

at beskytte den

amerikanske

stats

informationssystemer

og opfange

udenlandske,

elektroniske

efterretningsoplysninger.

Tjenesten har

et årligt budget

på 75 milliarder

kroner.

om dets eksistens. Efter terrorangrebet

11. september sagde NSA farvel

til både Binney og enhver tanke om

beskyttelse af privatlivet.

Da William Binney og hans hold

nogle år senere fik en mulighed for

at analysere den massive mængde

data, som Trailblazer havde tygget

sig igennem i månederne op til 11.

september uden at finde noget, blev

deres værste mistanker bekræftet.

For da man så det hele ovenfra gennem

Thin Thread, stod hele terrorangrebets

struktur lysende klart.

Både de angreb, der blev gennemført,

og dem, der gik i vasken. Det

hele var lige til at fremkalde. I 2006

blev Trailblazer skrottet som den

dyreste dundrende fiasko i NSA’s historie.

En syg kultur

De seneste ti år er masseovervågningen

af borgere over hele verden

taget til, gennem bl.a. sociale medier

og Google-søgninger. NSA har

desuden adgang til alle data på din

smartphone.

»NSA har for få år siden bygget

et gigantisk computeranlæg i

Utah, men de skal nok snart bygge

et nyt, fordi serverne bliver fyldte.

Mængden af data, der indsamles,

er eksploderet«, fortæller Binney.

Han mener ikke der er noget fagligt

grundlag for den masseovervågning,

der foregår i dag.

»Når dit privatliv forsvinder, gør

demokratiet også. En stat har selvfølgelig

pligt til at beskytte sig selv

mod terror og organiseret kriminalitet.

Men den slags foregår næsten

altid i grupper, og der er ingen

objektive grunde til at forsøge at

indsamle al kommunikation i verden.

Tjenesterne burde være meget

smartere i deres tilgang, siger Binney.

I stedet har efterretningsverde-


Tema: Overvågning

I den nye

dokumentarfilm

»A Good

American«

fortæller

William Binney

historien om

en amerikansk

efterretningstjenese

præget

af løgne og

korruption.

Foto: Creative

Commons

nen i årevis brugt frygt til hele tiden

at udvide deres programmer, mener

Binney. En direktør i NSA udtalte

efter 11. september, at angrebet var

»en gave til NSA«, for nu kunne de få

alle de penge, de ønskede.

»Det er et fint billede på en syg

kultur i tjenesterne, hvor der aldrig

bliver rokket grundlæggende ved

indsamlingsstrategierne, og hvor

det altid er de dyreste projekter,

som ender med at blive finansieret«

Opfordrede til undersøgelse

I årene efter sin fyring opfordrede

han og en række tidligere kolleger

gentagne gange Kongressen og det

amerikanske forsvarsministerium

til at iværksætte en gennemgribende

undersøgelse af NSA, som efter

deres opfattelse ødslede millioner

skattekroner bort på ineffektive

programmer og forbrød sig mod

borgernes ret til privatliv og retssikkerhed.

I stedet for at lytte, anklagede

regeringen dog William Binney og

hans kolleger for at lække statshemmeligheder

og for at ligge inde

med klassificerede dokumenter.

Deres hjem blev i 2007 ransaget af

bevæbnede FBI-agenter, og deres

ejendele konfiskeret, men beskyldningerne

førte aldrig til domfældelse,

og da undersøgelsen af NSA

endelig blev foretaget og offentliggjort,

var 90 procent af den censureret.

»Så jeg besluttede til sidst at fortælle

hele historien til offentligheden«,

fortæller Binney, der første

gang stod frem i 2012. Han og folkene

omkring ham havde forberedt

sig godt, for de vidste godt, at man

ikke bare sådan kunne udfordre

hele det amerikanske efterretningsvæsen.

»Helt ærligt frygtede jeg for mit

liv«, fortæller han.

»Det lyder utroligt, at dette har

kunnet finde sted i så mange år,

uden at nogen har skrevet om det,

men jeg tror de fleste journalister er

bange. Kun ganske få uafhængige

medier har prøvet at bore i det. Derfor

har det også været vigtigt at lave

denne film«, slutter den tidligere

NSA-chef. ■

Fakta

NSA-overvågning i Danmark

Lækkede dokumenter fra Snowden

peger på, at NSA har aflyttet

og overvåget de danske fiberkabler,

sandsynligvis efter aftale med

danske myndigheder. I et andet

papir beskriver NSA det danske

Forsvarets Efterretningstjeneste

som »en vigtig samarbejdspartner«.

Og et tredje dokument viser,

at der var planlagt betydelig overvågning

under klimatopmødet i København

i 2009.

En lang række toppolitikere har afvist

beskyldningerne med stort set

enslydende formuleringer.

I deres seneste årsrapport kritiserer

Amnesty International, at den

danske regering har afvist at undersøge,

om efterretningstjenester

som NSA har opereret på dansk

territorium, og at man desuden

»har afvist at fremlægge et overblik

over lovgivningen«.

Solidaritet | 21


Tema: Overvågning

Med nettet som

værktøj og

fjende

Når man arbejder med økonomisk

støtte til politiske bevægelser, er

det nemlig vigtigt at vide, hvem

der kigger én over skulderen. Det

ved initiativtagerne bag Firefund

alt om.

Af Jakob Ruggaard

Det internetpolitiske projekt

Firefund er et nyopstartet

initiativ, som vil udveksle

solidaritet gennem crowdfunding

til direkte politisk

handling i hele verden. Solidariteten

skal komme fra

enkeltindivider og foreninger i hele

verden og består af penge. Den direkte

handling kan være alt fra genopbygning

af udbombede landsbyer

i Kurdistan til juridisk hjælp til

indespærrede klimaaktivister. Kort

sagt: Det drejer sig om at give penge

til politiske bevægelser i hele verden,

som mangler dem til progressivt

arbejde.

22 | Solidaritet

Arbejdet er i fuld gang, og da Solidaritet

møder Firefund i deres

kontorkollektiv »Lurendrejeren« i

Københavns Nordvestkvarter er de

næste projekter allerede linet op.

Siden lanceres i løbet af november

og første mål er at sikre midler til at

genopbygge Kobane, som kampene

mod Islamisk Stat har ødelagt. Alt

arbejdet har dog været invaderet

af spørgsmålet om overvågning og

digital beskyttelse og sikkerhed og

det selvom initiativtagerne Karl Kristiansen

og Mikkel Thydal med det

samme understreger at deres projekt

ikke er en moderne version af

Fighters and Lovers:

»Det er vigtigt at understrege at vi

prøver på at opbygge et pragmatisk

værktøj, som kan styrke venstrefløjen

og de levende bevægelser. Vores

formål er ikke at udfordre lovgivningen

ved at støtte terrorlistede organisationer,

eller gøre en spidsfindig

politisk pointe ud af, hvor tilfældig

terrorlovgivningen er. Vi vil bygge et

værktøj op, som udveksler anseelige

summer mellem forskellige dele af

verden og bygger kendskab og solidaritet

op. Det skal altså i sagens natur

ikke være lyssky, men noget der

skal mangfoldiggøre, deles og tales

om,« siger Karl Kristiansen.

Principielt vigtigt

Selvom formålet er ikke er at støtte

ulovlige bevægelser og organisationer

er spørgsmålet om sikkerhed

stadig allestedsnærværende:

»I vores opbygning har det været

vigtigt for os at give så stor en grad

af juridisk og digital beskyttelse til

vores brugere som muligt. Det er

principielt for os, at det skal være

svært for andre at spore de pengestrømme,

som vi flytter rundt i verden.

Både så brugerne er sikre, det

kan jo godt være at flere stater ikke

er så glade for ens støtte til oprørsbevægelser,

selvom de er lovlige,

men også så folk føler sig sikre ved

vores produkt.«

Det ligger helt inde i DNA’et af Firefund,

at brugerne let og ubekymret

skal kunne give deres støtte til

en sag – men sikkerhed imod overvågning

er nærmere noget brugeren

selv skal stå for. Hvis man er ner-


Tema

Internetprojektet

Firefund handler

om at samle

penge ind

til politiske

bevægelser i

hele verden,

men samtidig

sikre giverne

mod, at deres

identitet

afsløres.

Foto: Jesper

Legarth Qvist

vøs for om formålet er lyssky, eller

hvis man føler sig overbevist om at

NSA eller ens lokale regering kigger

én over skulderen og registrerer ens

aktiviteter, kan det afholde folk fra

at finde dankortet frem fra pungen

og foretage den endelige støtte, vurderer

Mikkel Thydal:

»Firefund handler ikke kun om

den økonomiske støtte, men lige så

meget om at skabe netværk, awareness

og solidaritet mellem bevægelser,

som ikke kender hinanden

i dag. Når folk hiver deres pung op

af lommen og taster kortnummeret

ind på siden, så er det ikke kun en

økonomisk handling, men også en

solidaritetshandling, som er langt

mere forpligtende end et enkelt

like på facebook. Den økonomiske

støtte skal være med til at opbygge

relationer. Derfor er det også vigtigt

at alle brugere ved, at når de støtter

gennem Firefund, så lægger vi

så mange forhindringer i vejen for

overvågning som overhovedet muligt,«

siger han.

Desværre har ildsjælene bag Firefund

måtte indse at den totale beskyttelse

er en utopi. Internettet har

sin egen logik og er bestemt ikke

bygget op med det formål at gøre

livet let for et projekt som Firefund.

Det viser sig, at internettet, som det

ser ud i dag, snarere er truet af overvågning

på kryds og tværs.

Næsten alle er usikre på nettet

»Grundlæggende hænger alt sammen

på nettet. Folk bruger de browsers

de nu bruger og accepterer de

cookies de gør og så videre. Egentlig

kunne man beskytte sig et langt

stykke hen ad vejen, hvis alle handlede

sikkert. Problemet er, at næsten

alle enkeltindivider handler

usikkert på nettet. Derfor kan vi aldrig

garantere den totale sikkerhed,

men vi kan oplyse folk om, hvordan

man sikrer sig bedst muligt,« siger

Karl Kristiansen og uddyber:

»Hvis nogen virkelig vil finde én

på internettet, så kan de finde frem

til det spor, man efterlader sig, men

det vi kan gøre er at gøre det så

svært som muligt at finde sporene.

Vi kan dugge ruden, så det bliver

mere besværligt at kigge ind og så

kan vi lære folk, hvordan de dækker

deres spor.«

Der er altså to kampe, når det

kommer til overvågning på internettet

og Firefund er fast besluttet

på at tage begge kampe op. Først og

fremmest kan man skabe så meget

sikkerhed som muligt med det man

har og dernæst kan man forsøge at

skole sine brugere i sikker internetadfærd.

Firefund har en frivillig tilknyttet,

som kun har til opgave at angribe

og undergrave deres egne systemer,

finde svagheder og trække informationer

ud. Desuden arbejder

Firefund på at blive OpenSource

hurtigst muligt, så alle kan gennemkigge

deres sikkerhed. På den måde

kan de hele tiden forbedre sikkerheden

og tage højde for hvilke parader,

de skal have klar. Når det

handler om beskyttelse mod overvågning

på internettet bliver man

nemlig aldrig færdig, fordi internettet

med alle tjenester, programmer

og praksisser er et work-in-progress

i evig forandring, så bliver Firefunds

forsvar mod overvågningen nødt

Solidaritet | 23


Tema: Overvågning

til at fungere på samme måde. Det

tager de den fulde konsekvens af.

Sikkerheden omkring selve overførslen

af penge og sporingen af,

hvor pengene ender, har den højeste

prioritet for initiativtagerne bag

Firefund. Men også her er internettet

en genstridig størrelse.

»Hver gang man overfører penge

sker det på andres præmisser. Vi har

ikke vores egne banker, vores egne

kreditkort, vores egne systemer til

internetoverførsler og så videre,

så hver gang en aktivist vil overføre

penge til Firefund for at støtte

et projekt et sted i verden, og hver

gang vi sender pengene til deres

mål, så arbejder vi gennem andres

systemer, med andres sikkerhedsregler

og med den risiko, det indebærer,«

siger Karl Kristiansen, som

forklarer hvordan Firefund arbejder

med at sløre sammenhængen mellem

donor og modtager:

»Konkret samler vi alle donationerne

i en pulje, som vi så sender til

modtager. På den måde bliver relationen

mellem den enkelte overførsel

til os og det enkelte formål hvor

pengene ender mere utydelig«

Firefund har også eksperimenteret

med crypto-currency som f.eks.

bitcoins. Det er en betalingsform,

som gør det meget sværere at identificere

og spore transaktionerne,

men ordningen har også sine klare

begrænsninger. Blandt andet fordi

modtagerne af Firefunds overførsler

– f.eks. kurderne i Kobane – ikke

altid har muligheden for at veksle

dem til en anden værdiform.

Fremtiden ser lys ud, mener de to

initiativtagere bag Firefund – både

når det handler om projektet, men

også i forhold til sikkerhed på internettet.

De lægger vægt på at teknikkerne

til at beskytte sig bliver mere

udbredt og at kendskabet til problemet

med internetovervågning er

større end nogensinde.

»Der er en stor gruppe venstreorienterede,

som går op i internetsikkerhed,

og den vokser. Læren

fra Snowden er, at vi er blevet opmærksomme

på, hvor udvidede

beføjelser de egentlig har i NSA, og

den bevidsthed omsætter sig i nye

og kreative løsninger til at beskytte

sin trafik på nettet. Nu udvikles der

Folkene bag

firefund ser

internettet

som en ven

og en fjende;

et effektivt

redskab for

solidaritet,

men samtidigt

et redskab

for uønsket

overvågning.

Foto: Jesper

Legarth Qvist

apps hver dag, som kan kryptere

samtaler og tekstmeddelelser og

dække vores spor på nettet,« siger

Karl Kristiansen.

Firefund er i fuld gang og virker

som et projekt, som venstrefløjen,

bevægelserne og Solidaritet kommer

til at støde på igen. I deres egen

optik er der ikke noget fundamentalt

nyt over det de laver, de giver

det bare en ny form:

»Det vi gør, er ikke nyt. Der har

altid fandtes cigarkasser og hatte,

som er gået rundt til støttefester.

Vi har ikke opfundet noget helt nyt,

men givet solidarisk støtte et nyt

medium, som gør det mere effektivt,«

siger Karl Kristiansen.

Internettet er netop det medium

som er ven og fjende for Firefund.

Som gør projektet til et potentielt

ekstremt effektivt politisk værktøj.

Men internettet er indrettet til at

overvåge og spore aktivitet. Ikke til

at beskytte sine brugere. Derfor er

den bedste sikkerhed kollektiv, solidarisk

handling:

»Twitter er jo vildt usikkert, netop

fordi brugerne af egen fri vilje afslører

sin indentitet. Alligevel brugte

man det under Det Arabiske Forår til

protester, fordi man delte den lille

risiko kollektivt og solidarisk. Det

er også det bedste forsvar, når det

kommer til Firefund. Vi skal være så

mange og så effektive, at den lille risiko

bliver irrelevant,« siger Mikkel

Thydal.

24 | Solidaritet


Tema: Overvågning

Da FE flyttede ind på

Københavns Universitet

Overvågning er ikke et nyt

fænomen. I slutningen af

1960’erne udspillede sig et

aflytningsdrama i det centrale

København, som fik konsekvenser

for flere af de personer, som

afslørede sagen.

Af Morten Thing

I

Kejsergade 2 lå i 1969 universitetets institutter for asiatiske

sprog. Flere studerende havde gjort den iagttagelse,

at der op af kældertrappen kom personer i pæne

jakkesæt, som brugte gårdens pissoir. Hvad kunne der

være nede i kælderen? Hvorfor blev disse mænd ved

med at dukke op uden for arbejdstid? De opdagede, at

ejendommen var udstyret med en radioantenne og kædede

de to iagttagelser sammen.

Den 22. oktober 1969 udsendte de studerende en løbeseddel,

som rejste spørgsmålet: Har forsvarets efterretningstjeneste

en aflytningscentral på Købehavns Universitet

i kælderen Kejsergade 2? Samme dag blev der

lavet en demonstration ved universitetsbygningen. Men

de studerende blev holdt på afstand af en større politistyrke.

Anonymt påklædte personer var i gang med at

fjerne materialer fra kælderen, og en bil kørte ud i Skindergade,

påkørte en betjent, bragte et par demonstranter

i livsfare og forsvandt imod kørselsretningen i den

ensrettede Skindergade.

Universitetets rektor, Mogens Fog, vidste intet om sagen.

Det viste sig, at aftalen var lavet seks år forinden

med universitetsledelsen om at stille et kælderrum til

rådighed som telegrafisk kommunikationsknudepunkt.

Den var, havde Fog fået at vide, ikke underlagt Forsvarets

Efterretningstjeneste, FE. Hvilket var en vildledning

fra forsvarets side.

Kejsergadecentralen indgik i Forsvarets Central Ra-

Mogens Fog,

daværende

rektor for

Københavns

Universitet

vidste intet om

den hemmelige

spioncentral

som studerende

ved instituttet

for asiatiske

sprog havde

afsløret i

kælderen i

Kejsergade.

Foto: Wikimedia

Commons

dios overvågning af Danmark. Centralen skulle ligge

så tæt som muligt på Hovedpostkontoret i Købmagergade,

for at kunne overvåge ambassadernes telex- og

telegram-kommunikation. Det blev afsløret i artikler i

bladene Vietnam-Solidaritet og politisk revy (nr. 7 og nr.

135). Begge blade blev beslaglagt i november, men Information

offentliggjorde de kriminelle artikler.

Den 24.11 skrev Ekstra Bladet: »Efter hvad Ekstra Bladet

nu har fået oplyst, var militærets spioncentral i Kejsergade

alene oprettet med den opgave at tappe de

udenlandske ambassaders telexkommunikation, et

materiale, der via forsvarets efterretningstjeneste gik

videre, først og fremmest til udenrigsministeriet.« Oprettet

i 1963 af statsminister Jens Otto Krag, udenrigsminister

Per Hækkerup, justitsminister Hans Hækkerup og

forsvarsminister Victor Gram. Hvad de dog benægtede

dagen efter Ekstra Bladets artikel, bortset fra Gram, som

var død inden sagen rullede.

Et lille år senere blev der rejst tiltale efter den milde

spionageparagraf mod Otto Sand fra Vietnam-Solidaritet,

Bente Hansen, Niels Frølich og Morten Thing fra

politisk revy og Bjarne Hansen, Torben Krogh og Børge

Outze fra Information.

Frølich og Thing blev også anklaget for at have tilskyndet

til forbrydelse gennem en leder, som intet

havde med Kejsergade at gøre. I marts 1971 faldt der

dom: Sand og Bente Hansen fik hver 25 dagbøder på 20

kr. Niels Frølich fik 40 dages hæfte og Thing 20 dages

hæfte. Information blev frikendt.

Solidaritet | 25


Europa

Interview:

Europæisk venstrefløj

må konfrontere EU

Hvad er den vigtigste

lære af Syrizas

erfaringer som

regering? Hvor

stiller dette den

europæiske radikale

venstrefløj? Det var

udgangspunktet

for dette interview

med den canadiske

professor og økonom

Leo Panitch.

Af Inger V. Johansen

og Gitte Pedersen

Leo Panitch

har været

redaktør af det

årlige Socialist

Register siden

1985. Foto:

Schuster Gindin

Panitch har et indgående

kendskab til Syriza og den

græske venstrefløj via mange

ophold i Grækenland og gode

kontakter. Som redaktør af

Socialist Register følger han

nøje udviklingen på både den

amerikanske og den europæiske

venstrefløj.

Vi traf Leo Panitch på sommeruniversitet

med venstrefløjssamarbejdet

European Left i Tjekkiet i juli i år,

midt i debatten om Grækenlands

og Syrizas fremtid efter folkeafstemningen

den 5. juli og aftalte her et

interview med ham. Det betød også,

at både Syriza og den europæiske

venstrefløj blev centrale temaer i interviewet.

»Hele denne historie om, hvad

man kan lære af Syrizas erfaringer,

er naturligvis endnu ikke slut,« siger

Leo Panitch. Han bebrejder ikke Syriza

at man bøjede sig for overmagtens

EU. »Vi, der befinder os uden

for Grækenland, bør være lidt mere

beskedne,« siger han. »Det var trods

alt helt enestående, at det lykkedes

26 | Solidaritet


Europa

»Syriza viste den europæiske

venstrefløj, at det var muligt at

integrere partipolitik med

den praktiske politik på gaden«

et venstreparti med radikale ambitioner

at få del i statsmagten. Det er

kun lykkedes få andre venstrepartier

at komme så langt. Ydermere at

søge at opnå store forandringer i et

EU under så vanskelige vilkår.«

Men han bebrejder Syrizas ledelse,

hvad den gjorde med partiet

for at opnå genvalg. »Dette er meget

problematisk: Da det viste sig efter

at man bøjede sig for EU’s diktat den

12. juli, at der stadig var en overvældende

folkelig opbakning til Alexis

Tsipras, synes dette at have steget

ham til hovedet: Han valgte – på

tværs af partiapparatet og Syrizas

Centralkomite – at udskrive nyvalg

inden man som lovet havde afholdt

en partikongres, der kunne diskutere

uenighederne i partiet.

Hvis der var et øjeblik, hvor man

kan tale om forræderi i hele dette

forløb, var det her,« siger Panitch.

»Dette fik mange til at forlade partiet.«

For naive i deres syn på EU

Leo Panitch ser Syrizas og store dele

af den europæiske radikale venstrefløjs

opfattelse af EU som et hovedproblem

i forbindelse med hele

forløbet:

»Både Syriza og den dominerende

fløj i European Left er naive,

når de stiller krav om et socialt kapitel

i EU,« siger han: »Hvad vi har brug

for er et politisk Europa, et socialt

Europa sammen med den Økonomiske

og Monetære Union, »var European

Left's krav i forbindelse med

EU-parlamentsvalget i 2014. Dette

betyder konkret et meget mere centraliseret

EU – et EU der giver endnu

mindre manøvrerum for de politiske

kræfter i de enkelte lande, hvis

de skal kunne ændre styrkeforholdene.

En sådan opfattelse af EU er

således ikke kun et problem, hvad

angår Syriza. Det er et problem for

hovedparten af de europæiske radikale

venstrepartier, først og fremmest

Die Linke i Tyskland.«

Emotionel EU-tilknytning

»For Syrizas vedkommende gjorde

det særlige problem sig imidlertid

gældende, at de føler en næsten

emotionel tilknytning til EU – og

det samme gør sig gældende for

størsteparten af den græske befolkning.

Denne psykologiske forbundethed

med EU blev også en forhindring

i deres bestræbelser på at

gennemføre radikale forandringer

i deres politiske program mod nedskæringspolitikken.

De var naive, hvad angår mulighederne

for at skabe ændringer i EU.

Selv om de var klar over, at der ikke

var sket en ændring af styrkeforholdene

i de andre europæiske lande,

havde de forventninger til, at den

europæiske venstrefløj og den europæiske

fagbevægelse, især den tyske,

kunne ændre styrkeforholdene,

og at dette kunne bidrage til at give

dem større manøvrerum. Men der

skete intet.«

Ændre produktionsformer

Men Leo Panitch mener også, at

der var et andet væsentligt spørgsmål,

som Syriza underprioriterede

og som går igen hos de europæiske

venstrepartier. Mens han har den

opfattelse, at en Euro-exit burde

have været udarbejdet som et alternativ

for Syriza i perioden op til den

12. juli i år, ja længe før de fik regeringsmagten,

ser han ikke dette som

hovedårsagen til Syrizas problemer.

»Under alle omstændigheder ville

en Euro-exit også have skabt store

problemer – alene hvad angår at

overbevise befolkningen om dette,«

siger han.

»Men der var et dybere problem,

som Syriza slet ikke formåede at

løse,« fortsætter han. »Det var at

motivere befolkningen, at udvikle

befolkningens evner lokalt til at

fremme alternative produktionsformer

og forbrugsmønstre. Hvad vi så

efter parlamentsvalget i januar 2015

var, at solidaritetsnetværkerne og

protestbevægelserne sad og ventede

på, hvad regeringen ville gøre.

Sådanne solidaritetsnetværk kunne

have bakket op om den græske regering

og givet den en følelse af, at

det var muligt at bryde med EU’s

politikker og udvikle alternative forbrugs-

og produktionsstrategier.«

Leo Panitch understreger, at det

var hele Syriza, der viste disse svagheder

– også den fløj – Venstreplatformen

– der splittede sig fra Syriza

og blev til Folkelig Enhed. Samhø-

»Under alle

omstændigheder

ville en

Euro-exit også

have skabt

store problemer

– alene

hvad angår

at overbevise

befolkningen

om dette«

Solidaritet | 27


Europa

righeden med de sociale bevægelser

blev ikke udviklet nok – selv så

tidligt som i 2012 var den for ringe.

»Og dette er ikke kun et problem i

Syriza, men på hele den europæiske

radikale venstrefløj, med få undtagelser,«

siger Panitch.

Men han nævner også, at en del

af de bedste folk, der har forladt Syriza

og ikke gik med i Folkelig Enhed,

faktisk havde ambitioner om

en anden politikudvikling – mere

basisorienteret og økosocialistisk –

men de blev klemt ud af dem, der

var for parlamentariske eller for fokuserede

på valgresultaterne.

»Både Syriza

og den dominerende

fløj i

European Left

er naive, når

de stiller krav

om et socialt

kapitel i EU«

Syriza gav den europæiske

venstrefløj et løft

Han mener dog, at en af Syrizas vigtigste

fortjenester i forhold til den

europæiske venstrefløj var at »give

dem en indsprøjtning – at vise dem

mulighederne, og at det var muligt

at blive folkelig og populær. Syriza

viste den europæiske venstrefløj, at

det var muligt at integrere partipolitik

med den praktiske politik på

gaden, ved den måde man støttede

solidaritetsnetværkerne.«

Men hvad kan den radikale venstrefløj

gøre i den nuværende situation?

Leo Panitch håber, at et parti

som Enhedslisten kan være med til

at påvirke debatten på den øvrige

europæiske venstrefløj. »Den europæiske

venstrefløj er ikke parat til at

konfrontere et EU, der har nyliberalismen

i sin DNA,« siger han.

»At kræve en politisk union er det

mest forkerte, man kan gøre,« understreger

han: »Men det vigtigste

I kan gøre er ikke at foregive, at det

er let at bryde ud af EU, men at argumentere

for at få mere manøvrerum

såvel for venstrepartierne som

for de sociale bevægelser. Ikke kun

hvad angår pengepolitikken, men

i forhold til finans- og socialpolitikken,

samt hvad angår import- og kapitalkontrol.

For at kunne opbygge

en større grad af økonomisk selvforsyning

og øko-socialistisk strategi i

et europæisk land. Det er naturligvis

spørgsmålet om dette kan lade sig

gøre uden et opbrud i EU – men i det

mindste er det vigtigt at have venstrepartier,

der er solidariske med

hinanden for at udvikle en sådan

strategi. Dette er at foretrække frem

for mere centralisering i Bruxelles –

ja, det vil sige i Berlin.«

Panitch mener, at der er en mulighed

for, at der kan udvikles et

mere kritisk syn på EU og Eurozonen:

»Dette er et vigtigt politisk

øjeblik – der maner til eftertanke

og strategisk nytænkning. I den

forstand har hele dette forløb haft

gode konsekvenser.« ■

Fakta

Leo Panitch

har været redaktør af det årlige

Socialist Register siden 1985. Han

er forskningsprofessor i politisk

økonomi og statskundskab ved

York University i Toronto. Hans seneste

bog (skrevet sammen med

Sam Gindin) har titlen: The Making

of Global Capitalism: The Political

Economy of American Empire.

Den er blevet tildelt Deutscher’s

mindepris i Storbritannien og Davidson

bogprisen i Canada. Blandt

hans mange andre bøger er: Renewing

Socialism: Transforming

Demo cracy, Strategy and Imagination;

The End of Parliamentary

Socialism: From New Left to New

Labour.

Nyt i Solidaritets web-shop

T-shirt

Krus

Pris: 100 kr. + forsendelse (24 kr.)

Føres i størrelser S-XXL

Pris 40 kr. + forsendelse (33 kr.)

Køb online på solidaritet.dk eller direkte fra Solidaritet, Griffenfeldsgade 41, 2200 Kbh. N

28 | Solidaritet


Europa

Hold fast i modstanden

Historien har tydeligt demonstreret,

at EU er kapitalens

projekt. Og den viser sin logik

med al tydelighed, f.eks. i sine

handlinger i Sydeuropa og sit

krav om yderligere integration af

retspolitikken i Danmark.

Af Niels Dyrholm Jensen og Jakob Ruggaard

»EU-østudvidelsen

Servicedirektivet har

skabt et ræs mod

bunden i forhold til løn

og arbejdsvilkår«

Vi står midt i en tiltagende kritik af EU. Årsagen er, at

integrationen i EU har accelereret kraftigt de sidste

10-20 år, og EU har fået en langt større indflydelse

samfundsmæssigt. EU-østudvidelsen og Servicedirektivet

har skabt et ræs mod bunden i forhold til

løn og arbejdsvilkår, hvor det sejrende land (Tyskland)

er det land, der kan holde lønningerne

længst nede. Effekterne af

og

konvergenskravene og den budgetdisciplin,

der fulgte med ØMU’en,

har betydet privatiseringer og nedskæringer

på velfærd i de svageste

EU-lande. Herudover har finanssektorens

krise og Vestens militære

eventyr i Afrika og Mellemøsten

også skabt et akut behov for øget internationalt

samarbejde, hvor mere

EU for mange mennesker ligner den

eneste løsning.

Socialdemokraternes analyse synes at være, at den

eneste måde at redde EU-projektet og bremse højrefløjens

fremmarch er ved at aflægge musketered med de

konservative i EU-Parlamentet.

Solidaritet | 29


Europa

Her står socialdemokrater og konservative last og

brast, og bakker nærmest ukritisk op om kommissionen.

Det er en kynisk politisk strategi, der blot er med til

at tydeliggøre den indspiste politiske kultur i Bruxelles.

Man er først og fremmest solidarisk med sig og sine.

Paradoksalt nok er det midt i dette klima, at SF og

kræfter i Enhedslisten ryster på hånden. For de mennesker

handler holdningsskreddet om, at man føler sig

hægtet af den politiske proces. Man vil til at »sidde med

ved bordet« både i Bruxelles og i nationale regeringer.

EU er og bliver storkapitalens redskab

Historien har tydeligt demonstreret, at EU er kapitalens

projekt. Det åbenlyse eksempel er Lissabontraktaten,

som nærmest forbyder keynesiansk finanspolitik

og forpligter medlemslandene til at opruste militært

(mod hvem?) Men det er alligevel EU’s opførsel under finanskrisen,

der tydeligst viser, hvordan organisationens

logik fungerer.

Grækenland er drevet ud i økonomisk ruin af hensyn

til store franske og tyske banker, men lektien er endnu

tydeligere, hvis man ser på behandlingen af Cypern. Cyperns

klarede sig relativt godt igennem krisens første år.

Banksektoren og turistindustrien blev selvfølgelig ramt,

men det gik først rigtig skidt for landet efter, at EU forsøgte

at redde Grækenland i 2011.

Cyprioterne havde ud af solidaritet med deres græske

broderfolk (og på EU’s anbefaling) opkøbt store

mængder af græske statsobligationer for at hjælpe landet

ud dets krisesituation. Da værdien af grækernes

gæld blev nedskrevet som del af en aftale i 2011, mistede

de cypriotiske banker enorme summer, og den cypriotiske

stat reagerede med bankpakker for at redde sektoren.

Så langt, så godt. Det var prisen for at nedskrive Grækenlands

gæld. Men Cypern var ikke »too big to fail«

ligesom Grækenland, så da cyprioterne var bragt til

tiggerstaven, så var kasserne i EU lukkede. Nu var det

almindelige bankkunder i Cypern, der skulle finansiere

landets bankpakker.

»I sin

behandling

af Sydeuropa

viser EU sit

sande ansigt«

Indefrøs opsparinger

For at undgå et bankrun, kunne man jo bare indefryse

alle cyprioternes opsparinger. Pengene blev reserveret

som en slags garanti eller alternativt skattegrundlag, så

store banker uden bekymring kunne sælge cyprioterne

lån til ågerpriser. Ikke bare kaster man alle principper

om én valuta og kapitalens fri bevægelighed ud af vinduet,

men nu skal kunderne i butikken betale for ejernes

uansvarlighed.

Resultatet er, at de næste generationer af cyprioter

er blevet gældsslaver, mens tyske banker blev endnu

rigere. I sidste ende gik cyprioterne endda til russiske

gangstere for at låne penge på rimeligere vilkår. I sin

behandling af Sydeuropa viser EU sit sande ansigt. Det

er et system, der først og sidst varetager storkapitalens

interesser.

Samme ansigt viser sig også, når kommissærer blander

sig i demokratiske valg med trusler og falske løfter.

30 | Solidaritet


Europa

Når befolkningerne alligevel vælger de forkerte ledere,

saboteres de økonomisk af EU. Vi har set det tidligere

i Italien og Grækenland. Senest er det sket i Portugal,

hvor der var valg her i oktober. Venstrefløjsblokken,

der er anført af socialistpartiet og bl.a. består af det

gamle EU-kritiske kommunistparti, vandt et flertal, men

landets præsident, Anibal Cavaco Silva, nægtede at udpege

en statsminister, der er støttet af EU-kritikere. Han

henviste eksplicit til krav fra EU og til, at han har »pligt

ikke at sende falske signaler til institutioner, investorer

og markeder«.

Det er vist med al tydelighed flere

gange, at man i EU er villig til at ofre

demokratiet og mennesker af hensyn

til de største banker i Europa.

Det understreges af den islandske

liberale statsminister, Sigmundur

Gunnlaugsson, med hans bemærkning

til politico.eu i år, at hvis

Island var blevet en del af EU, som

landets højrefløj i panik forsøgte at

få arrangeret i 2009, ja så havde Island

været statsbankerot i dag.

Også på asylområdet opfører EU sig modbydeligt.

EU’s flygtningepolitik handler kun om at holde mennesker

ude med krigsskibe, hegn og skumle aftaler med

tyranner som Erdogan, der får milliarder af euro for at

bremse flygtningestrømmen med vold – præcis ligesom

man gjorde det med Gadaffi, dengang han var EU’s ven

i Afrika. Her skal man medregne, at EU-Domstolen har

blokeret for, at EU underskriver den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK), fordi domstolen vil

have eneret til at tolke konventionen.

EU er ikke en drivkraft for fred, men er tværtimod i

gang med at undergrave Europarådet og EMRK.

Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Mens regeringsledere som David Cameron holder igen

af hensyn til vælgerne, så tager Bruxelles' teknokrater

ingen forbehold. Deres budskab er klart: Hvis medicinen

ikke virker, er det fordi, dosen er for lille.

EU-projektet er truet, fordi EU ikke har nok kontrol, og

der skal nye integrationsskridt til. Her er bankunionen

og den såkaldte frihandelsaftale TTIP bare de sidste og

mest uhyggelige eksempler, som målrettet styrke store

banker og multinationale virksomheders muskler.

Kommissionsformanden Jean-Claude Juncker var

også ude og lufte tanken om en EU-hær så sent som i

foråret. Den skal konfrontere Rusland og kunne intervenere

i EU’s nabolande. Tanken er uhyggelig i en verden,

hvor krig er blevet et almindeligt redskab i international

politik. En fremtid med våbenkapløb og proxykrige ligger

lige for.

Men det helt store kup vil være, hvis det lykkedes EU

at tilrane sig retten til at inddrive direkte skatter i medlemslandene.

Så er finansieringen af nye store integrationsprojekter

sikret uden at udgifterne skal sammenlignes med

andre poster på medlemslandenes finanslove, og de

»Det er også en

mulighed for venstrefløjen

at vise, at vi står

på demokratiets og

befolkningens side«

nationale demokratier kan tilsidesættes. De næste år vil

vi se EU-toget sætte farten op og endestationen hedder

en de facto føderation (selv om ordet er upopulært for

tiden).

Hvordan bekæmper vi EU?

Historisk set har folkeafstemninger været EU-modstandens

stærkeste våben. Danmarks egen sejr i afstemningen

om Maastricht i 1992 var vigtig for at bringe EUmodstanden

ud til større dele af den befolkningen; men

særligt det franske og hollandske

nej til Forfatningstraktaten i 2005

var afgørende. Siden da har EU ikke

bare været handlingslammet, men

den kritiske holdning over for EU

er vokset og vokset. Derfor skal vi

blandt andet også stemme nej den

3. december.

Folkeafstemningen om retsforholdet

handler om øget integration.

Retskendelser skal anerkendes på

tværs af grænser på trods af forskellige

retstraditioner, fængselsforhold

osv. Det er skridt i retningen af et føderalt domstolssystem

og et føderalt efterretningsvæsen – præcis som

man har det i USA.

Et dansk nej stopper ikke EU i at tilrane sig retspolitikken,

men det vil sende et kraftigt signal til EU. Lad os

bruge eksemplets magt og fortsætte med at vise dem,

at vi godt kan selv.

Vi skal søge alternativer til EU

Det er også en mulighed for venstrefløjen at vise befolkningen,

at vi står på demokratiets og befolkningens

side i et risikosamfund, hvor mennesker føler sig mere

og mere magtesløse. Det er den eneste holdbare måde,

at bremse racismens og nationalismens fremmarch i

Europa. Samtidig er det afgørende at vi lader os inspirere

af bl.a. antiglobaliseringsbevægelsen og bliver ved

med at søge alternativer til EU.

Men hvorfor være helt imod EU? Det kan betragtes

som værende usolidarisk med de mange progressive

kræfter, som kæmper for at reformere EU – f.eks. SF, Syriza

og Podemos. Hvorfor ikke følge deres eksempel?

Helt banalt fordi netop deres eksempel viser, at det er

naivt. Syriza gik ind i forhandlingerne med løftet pande,

men fik et blankt nein fra Bruxelles. I dag er partiet splittet

og stolen ryster under Alexis Tsipras. Det er fordi, den

EU-kritiske analyse er forkert.

Problemet er ikke, at der sidder forkerte mennesker

ved forhandlingsbordet; men at systemet er indrettet til

storkapitalens og de rige landes fordel.

Tyskerne har ingen incitamenter for at ændre EU,

som de tjener enormt på. Kun hvis det bliver tydeligt for

dem, at deres politik vil lede til at andre lande forlader

EU, vil det måske få dem til at tænke igen. Den engelske

folkeafstemning om udmeldelse er i hvert fald et samtaleemne

på kontorerne i Bruxelles og hos EU-modstandere

i Danmark.

Solidaritet | 31


Boganmeldelse

MAGTELITEN

- hvordan 423 danskere styrer landet

Det er klassisk socialistisk tankegods, at den virkelige magt ikke ligger hos dem,

vi har valgt til Folketinget. Når det kommer til stykket, er de kun marionetter i et

skuespil, hvor andre og stærkere kræfter trækker i trådene.

To forskere har forsøgt at kortlægge Danmarks magtelite.

Af Åge Skovrind

Socialister vil særligt knytte

magt til økonomi. Magten ligger

hos dem, der ejer virksomhederne,

forretningerne,

bankerne og medierne. De bestemmer,

hvad der skal produceres,

hvor der skal investeres, og hvem

der kan låne penge.

Deres fremmeste interesse er

ikke, hvad der er godt for samfundet.

Det vigtigste for dem er at tjene

(flere) penge til sig selv. De tøver

ikke med at nedlægge arbejdspladser,

droppe investeringer eller

flytte virksomheder til andre lande,

hvis politiske beslutninger går dem

imod.

Hvordan kan magten tages fra

disse personer? Det er et centralt

spørgsmål i en socialistisk strategi.

Derfor er det yderst nyttigt at få sat

ansigter på: Hvem er magteliten?

»Magteliten – hvordan 423 danskere

styrer landet« synes, ud fra sin

titel, som sendt fra himlen i denne

sammenhæng. Men man bliver skuffet,

hvis man forventer en politisk

analyse eller et program for, hvordan

det kan blive anderledes.

Omfattende kortlægning

Bogen er en populær omskrivning

af to ph.d.-afhandlinger fra sociologerne

Christoph Houman Ellersgaard

og Anton Grau Larsen. Den

tredje forfatter, journalisten Markus

Bernsen, har formidlet »mere end

fem års videnskabelige undersøgelser

af magten i Danmark […], så flest

mulige læsere vil læse med«. Og hatten

af for, at deres forskning nu bliver

formidlet til en bredere kreds.

Samtidig står de to sociologer

i spidsen for Foreningen for Eliteog

Magtstudier, som man kan læse

mere om på hjemmesiden magtelite.dk.

Her vil blandt andet komme

til at ligge en omfattende database,

der består af 5.100 netværk og organisationer

samt 37.800 personer forbundet

gennem 56.500 relationer.

Et åbenlyst problem er dog, at der

hele tiden er brug for en opdatering,

når nye navne træder ind i magteliten,

mens andre går ud.

»Det - vig

tigste for

dem er

at tjene

(flere)

penge til

sig selv. «

Magteliten

Det er blandt de 37.800 personer, at

vi finder dem, som forfatterne kalder

magteliten. Listen står på de sidste

sider, opregnet med navn, titel,

organisation og »rækkevidde« i en

rangorden fra 1 til 423.

På de første ti pladser finder man

ikke overraskende flest forretningsfolk,

men også fire faglige ledere:

Thorkild Jensen (tidl. fmd. Dansk Metal),

Bente Sorgenfrey (FTF), Harald

Børsting (nu tidl. fmd. LO), og Kim Simonsen

(HK).

Magteliten kommer imidlertid

ikke kun fra erhvervslivet og fagbevægelsen,

men også fra staten (politikere

og embedsmænd), uddannelsesinstitutionerne

og (i meget lille

grad) kultur- og medieverdenen.

Hver af disse fem sektorer har fået

et kapitel, som fortæller, hvem der

er de vigtigste personer, og hvad der

kendetegner denne gruppe og dens

adgang til magteliten.

Hvor er de folkevalgte?

Hvad så med de folkevalgte, de politiske

ledere, som vi har valgt til at

32 | Solidaritet


styre landet?

Problemet vil altid

være, at »magt« er en

diffus størrelse, hvor et

utal af faktorer spiller ind. Forfatterne

nævner Pia Kjærsgaard som

eksempel. Havde hun ikke, under

VKO-regeringen, umådelig stor

magt? Det vil mange, jeg selv inklusive,

mene. Alligevel havner hun

helt nede som nummer 2307, langt

uden for netværkseliten.

Kun 35 folkevalgte politikere optræder

blandt de 423, heraf flere

borgmestre, som ofte sidder i lange

perioder. Politikerne udgør ifølge

forfatterne den mest brogede del

af magteliten, selv om vi ser flere

og flere »professionelle« politikere,

hentet fra ungdomsorganisationerne

og polit-studiet, plus alle børnene

fra politikerfamilier (Auken, Ellemann,

Helveg, Hækkerup, Krarup).

Politiske »uromagere« har ikke

adgang til magteliten, og derfor

er folk fra Enhedslisten, Liberal Alliance

og Dansk Folkeparti ikke repræsenterede,

og SF kun, fordi de

på tidspunktet for undersøgelsen

sad i regering.

Vennernes venner

Kan det virkelig være rigtigt, at

fagbosser har mere magt end Pia

Kjærsgaard? Nej, skriver forfatterne

selv. Det er ikke »en rangering af de

mest magtfulde danskere. Det er de

personer, der

er vigtigst for,

at magtelitens

netværk hænger

sammen.«

Det er derfor,

begrebet »rækkevidde«

er helt centralt.

Rækkevidden

viser, hvor mange personer man

mødes med. I bestyrelser hos virksomheder,

fonde og institutioner, i

VL-grupper og statslige kommissioner,

til Dronningens fødselsdag osv.

Rækkevidden bliver større, hvis de,

man mødes med, også mødes med

en masse andre personer i andre

bestyrelser. Når de faglige ledere er

placeret så højt i Danmark, skyldes

det »den danske model« og en tradition

for, at arbejdsmarkedets parter

er repræsenterede i offentlige

kommissioner.

Firkantet sagt har forfatterne

altså valgt at definere »magteliten«

som dem, der har de største netværk.

De understreger, at magteliten

kan undersøges på mange måder,

men at deres kortlægning har

den fordel, at den er videnskabeligt

funderet og dermed ikke styret af

deres egne ideer. Det kan være interessant

nok, men et stort netværk

betyder jo ikke nødvendigvis stor

magt. Nogle bestyrelser træffer

Solidaritet | 33


Anton Grau Larsen, Christoph

Ellersgaard, Markus Bernsen:

»Magteliten - Hvordan 423

danskere styrer landet«

Politikens Forlag. 216 s., 250 kr.

selvsagt langt vigtigere beslutninger

end andre bestyrelser, for eksempel

fordi de råder over en større pengekasse.

vægelsens ledelse blevet en del af

systemet, og de gamle partier – S, R,

V og K – står i praksis for den samme

systembevarende, økonomiske politik.

Hvad kan socialister bruge det til?

Denne bog giver et godt indblik i,

hvilke personer der sidder på nøgleposterne

i samfundet. Men kan vi

bruge det til noget? Er der overhovedet

et problem, og vil det ikke i

ethvert samfund være et lille mindretal,

som sidder på de centrale

poster? Disse spørgsmål bliver stillet

på de sidste tre sider. Man kunne

have ønsket, at forfatterne havde

brugt mere plads på denne diskussion,

men »vi har ikke svarene,« skriver

de.

Hvis målet er

at skabe politisk

forandring i socialistisk

retning,

ser jeg grundlæggende

to tilgange:

Den ene handler

om koncentrationen

af magt

hos meget få personer.

Uanset hvem de er og hvad

de står for, skabes indspisthed, bureaukrati

og apati. Hvis målet er et

samfund, hvor mange flere er med

til at træffe beslutninger, så er opgaven

allerede i dag at formulere konkrete

krav, som peger i den retning:

Rotationsordninger, kvoter, karensperioder,

maksimumgrænse for an-

»Myten om den flittige

iværksætter er

undtagelsen, der

bekræfter reglen«

Det tunge erhvervsliv dominerer

Trods denne indvending er bogen

interessant. Særligt fordi den elite,

som er altdominerende i bogen, er

folk fra de økonomisk tunge virksomheder.

Det er ledere fra de store,

private virksomheder. Derfor, og

fordi de repræsenterer økonomiske

interesser til forskel fra mennesker,

er det dem, vi skal holde øje med.

Bogen dokumenterer, hvordan

erhvervslivets folk har indflydelse

overalt i samfundet. De kontrollerer

ikke kun virksomhederne og bankerne,

de har i stigende grad også

politisk indflydelse gennem poster

i statslige råd og udvalg, i universiteternes

bestyrelser og i fonde, som

uddeler store beløb til forskning og

kultur.

Magtelitens folk ønsker ikke, at

der skal laves radikalt om på tingenes

tilstand. De skændes ikke, for

de er stort set enige om alle de såkaldte

»nødvendige« beslutninger.

Sagt på en anden måde, så er fagbetal

kasketter.

Den anden vinkel handler om

de personer, som sidder ved roret

nu. De vil gøre alt for at bevare det

nuværende system og alt for at bekæmpe

den socialistiske samfundsforandring,

som vi arbejder for. Jo

mere vi kan udstille dem, svække

deres troværdighed og problematisere

deres legitimitet, jo bedre.

Vi skal især fokusere på dem, der

ejer eller leder de store virksomheder.

Deres indkomst er mange,

mange gange højere end, hvad almindelige

lønmodtagere nogensinde

kommer i nærheden af. De

har ikke noget folkeligt mandat og

adskiller sig derfor fra faglige ledere

og politikere, som er valgt i mere eller

mindre demokratiske

processer.

Det betyder

ikke, at et nyt og

bedre samfund

dukker op som

Fugl Fønix, selv

om de konkrete

personer blev

skiftet ud med

nogle andre. I sidste ende er det

ikke personerne, men strukturerne,

der skal ændres. Det skal vi også forklare,

på de rigtige tidspunkter. Men

hvis vores agitation skal lykkes, skal

den være forståelig og folkelig. Vi

har brug for konkrete fjendebilleder,

og her er det godt at sætte ansigter

på, som bogen om magteliten gør. ■

34 | Solidaritet


Ideologi

Konkurrencestaten

er ingen naturlov

Ove Kaj Pedersens

begreb om

»konkurrencestaten«

har dannet skole,

men den udvikling,

han præsenterer som

uundgåelig, kan og skal

udfordres.

Af Søren Kolstrup

Den danske velfærdstat undergår

store forandringer. Offentlige

institutioner »frisættes«

til markedet. Den socialdemokratisk

ledede regering 2011 til

2015 indledte en reformbølge, der

krævede øget effektivitet og fornyelse

i den offentlige sektor ledsaget

af social nedrustning, undertiden direkte

fjernelse af sociale rettigheder.

Som det mest iøjnefaldende og dramatiske

blev førtidspensionen for

personer under 40 år som udgangspunkt

fjernet. Er verden af lave?

Hvorfor disse voldsomme skred?

Den danske samfundsforsker

Ove Kaj Pedersen har en forklaring.

Han har i bogen »Konkurrencestaten«

leveret en stringent analyse

af velfærdsstatens forandringer fra

1990 til i dag. Velfærdsstatens fokus

på lighed, rettigheder og medborgerskab

må vige for konkurrencestatens

omsiggribende ønske om

at skabe arbejdsomme og effektive

borgere, der kan opnå selvforsørgelse

og deltage i nationens globale

konkurrence. Skolens fokus på

dannelse og demokrati erstattes af

færdigheder og konkurrence (læs:

test og rangordning), sociallovgivningens

ønske om retfærdighed og

Legitimerer markedsideologi

Med raketfart har Ove Kaj Pedersens

grundbegreb, konkurrencestaten,

dannet skole. Hans bog hyldes i faglige

miljøer, og læserne har over en

bred kam taget bogen til sig. De fleste

kan identificere sig med forfatterens

eksempler. Her er en forsker,

der med klare definitioner, brede

analyser og knivskarpe konklusioner

kan indramme nutidens do-

»Konkurrencestaten

har

bidt sig fast

som en

dominerende

strømning,

jovist, men

den er ikke

nogen naturlov«

revalidering afløses af krav om udnyttelse

af alle arbejdskraftreserver

og uddannelsestvang – tilført økonomiske

incitamenter, kontrol og

sanktioner.

Solidaritet | 35


Ideologi

Søren

Kolstrup er

velfærdshistoriker,

bl.a. forfatter

til bogen

»Den danske

Velfærdsmodel

1891 til 2011« og

medlem af

Enhedslistens

Politisk-Økonomiske

Udvalg.

Foto: Jens

Pedersen / JP-

Foto

»Læseren

møder en

livløs determinisme

renset

for aktører og

klassestrid«

minerende idealer og menneskesyn.

Denne indsats kan ingen tage fra

forfatteren.

Alligevel må Ove Kaj Pedersens

bog ægge til modsigelse, når talen

falder på forfatterens historiesyn.

Læseren møder en livløs determinisme

renset for aktører og klassestrid,

som kalder på besindelse.

Konkurrencestaten fremstilles som

et omsiggribende vilkår, som ingen

djævel kan ændre på. Jo, nationalstaterne

og deres disciplinerede

borgere kan tilpasse sig de nye og

ændrede omstændigheder og under

denne proces påvirke statens

evne til at indsætte maksimal kampkraft

på det globale marked.

Lad os rekapitulere: Forfatteren

har såre ret i, at betingelserne for

velfærdsstaten er ændret med de

frie kapitalbevægelsers indtog, nedbrydning

af nationale beskyttelsesforanstaltninger

og begrænsninger

i nationalstatens finanspolitiske formåen.

Men der er en verden til forskel

på at tale om nye betingelser,

som forfatteren gør et par steder, og

derefter umærkeligt antage, at der

er tale om samfundsvilkår, hvor staten

og dens borgere underkastes en

indiskutabel udviklingsretning.

Den saglige og knastørre forsker,

der i et klinisk fagsprog fremlægger

sit projekt, afslutter analysen med

forslag til, hvordan konkurrencestaten

kan legitimeres. Analytikeren

Ove Kaj Pedersen forvandler sig her

til ideologimager for den nødvendige

konkurrencestat. Ove Kaj Pedersen

fortæller således, hvordan

den markedsgjorte offentlige sektor

producerer ledere, som må orientere

sig mod konkurrerende hensyn.

Lederen skal tjene markedet, der

skal kapres kunder i den »frisatte«

offentlige institution, men han skal

også lytte til de ansatte og varetage

almenvellets interesser.

Der opstår modsatrettede krav til

ledelsen, fare for sløseri og diffuse

situationer, måske fifleri og inkompetence.

Ledelsesrummet er blevet

komplekst og omfattende. Derfor

indskærper forfatteren en række etiske

fordringer, hvor den ubestikkelige

leder med blik for almenvellet

træder frem som idealet, alt mens

strukturen anses for et vilkår. Den

markedsgjorte konkurrencestat skal

perfektioneres og retfærdiggøres,

ikke forandres. Den britiske premierminister

Margaret Thatchers påberåbelse

af TINA-modellen, There

Is No Alternative, træder frem som

et underliggende budskab hos Ove

Kaj Pedersen.

Effektivitetskrav udfordret

Ove Kaj Pedersens tese om konkurrencestaten

fordrer et modspil.

Anvender vi den åbne historieskrivnings

fordring, der kræver

opmærksomhed over for alternative

drivkræfter og udviklingstræk,

viser det historiske forløb sig langt

fra så entydigt. I en sådan undersøgelse

peges på alternativer, som

direkte eller indirekte har sat deres

præg på udviklingen – ja, som måske

under givne omstændigheder

udfordrer det dominerende værdisæt

og manifesterer sig i alternative

udviklingsperspektiver. I en sådan

analyse antydes flere udgange på historiens

forløb.

Kaster vi blikket på perioden 1990

til 2011, hvor Ove Kaj Pedersen ser

konkurrencestaten udfolde sig, møder

vi både på ideernes plan og i

samfundslivets sociale organisering

korrigerende udviklingskræfter. I

midten af 1990'erne blev konkurrencestatens

effektivitetskrav udfordret

af tanken om et solidarisk arbejdsmarked,

og borgerens ret til at søge

livskvalitet som individ og familiemenneske.

Denne forestillingsverden

blev sågar realiseret gennem

en lovgivning, der åbnede for en

deling af den eksisterende mængde

arbejde. Alle medlemmer af en a-

kasse fik adgang til børnepasningsorlov,

uddannelsesorlov og sabbatorlov

op til et år, hvor de kunne

vælge enten en uddannelse eller at

udfolde sig sammen med familien

for en reduceret dagpengeydelse eller

fulde dagpenge ved uddannelsesorlov.

Disse ordninger blev en

tordnende succes. I 1994 var der næsten

syv gange så mange som i 1993,

der benyttede sig af børnepasningsorloven.

Den gamle velfærdsstats tryghedsfilosofi

ved sociale begivenheder

fik tilført forestillingen om et

36 | Solidaritet


Ideologi

»Konkurrencestaten fremstilles

som et omsiggribende vilkår, som

ingen djævel kan ændre på«

langt mere lighedspræget arbejdsmarked.

De aarhusianske skraldemænd

lancerede ideen om, at tre

ansatte skulle dele arbejdet med en

arbejdsløs kollega. Borgerlønstilhængere

argumenterede for en beskeden

basisindkomst, som skulle

tildeles alle borgere uden behovsprøvning

og uden arbejdspligt. Konkurrencestatens

omsiggribende

krav om en skærpet arbejdsetik,

hvor alle kontanthjælps- og dagpengemodtagere

skulle i aktivering,

blev tilført en korrektion.

Alternative udviklingsveje

Allerede i 1996/97 begyndte alamklokkerne

imidlertid at lyde i regeringskontorerne,

hvor man frygtede

mangel på arbejdskraft i brancher

med stærk vækst, flaskehalse og

uregerlige løn- og prisstigninger.

Frygten for inflation og de globaliserede

markeders reaktion herpå

var hele tiden nærværende. Orlovsordningerne

blev rullet tilbage,

børneorloven bestod i amputeret

udgave. Den solidariske arbejdsfordeling

viste for en stund en alternativ

udviklingsvej, som til sidst bukkede

under for konkurrencestatens

arbejdsetik.

Overalt i årene 1990 til 2011 kan

man således observere en spænding

mellem kravet om konkurrencestatens

effektivitet og forestillingen

om en borgerbaseret velfærd,

der peger hen mod det gode liv.

Konkurrencestaten havde førertrøjen,

men

dens fremmarch

stod

ikke uimodsagt.

I 1997 påtog samfundet sig et ansvar

for at skaffe alle med nedsat

arbejdsevne et job på overenskomstmæssige

vilkår og fuld lønkompensation

for manglende arbejdsevne.

Det var ikke den enkelte,

der skulle tilpasse sig arbejdsmarkedets

logik, men arbejdsmarkedet,

der skulle stå til rådighed for

den enkelte. Ordningen rummede

et effektivitetsaspekt, mobilisering

af en arbejdskraftreserve, men også

et perspektiv om et berigende liv

på arbejdsmarkedet med krav om

ligeværd mellem alle ansatte. Ordningen

blev voldsomt ændret under

Thorning-Schmidt-regeringen 2011-

2015, som lod aflønning efter det

rene kompensationsprincip vige til

fordel for udbetaling efter primært

markedsværdi.

Konkurrencestaten har bidt sig

fast som en dominerende strømning,

jovist, men den er ikke nogen

naturlov. Den er blevet udfordret.

Den kan udfordres. Politisk kamp

kan handle om »nødvendige« tilpasninger

til konkurrencestatens logik,

men sandelig også om alternative

udviklingsveje. Og så har vi til gode

at drøfte, hvordan produktionsapparatet

kan underlægges demokratisk

kontrol og deltagerstyre på

tværs af blind konkurrencelogik. ■

Solidaritet | 37


Fremad uden at glemme

De glemte massemord

30. september 1965 udførte lille gruppe

officerer og en håndfuld medlemmer af

kommunistpartiet PKI et kupforsøg mod

ledelsen af det indonesiske militær.

Seks generaler blev dræbt, men kuppet

fejlede og blev knust af hæren i løbet af få

dage. Herefter indledtes et massemord på

hundredtusinder af indonesere.

Af Jeppe Rohde

Den officielle version af massakren

i 1965-66 i Indonesien er,

at drabet på generalerne var

gnisten, der antændte en folkelig

vrede mod et parti, som

i forvejen var hadet for dets vold,

disrespekt for religion og mangel

på patriotisme. Angiveligt havde PKI

planer om en voldelig revolution

og eliminering af enhver, som var

imod dem, men de blev stoppet af

en bølge af spontan folkelig vrede

imod de forræderiske kommunister.

Denne statspropaganda er blevet

gentaget af visse vestlige »eksperter«,

men historisk forskning

viser en noget anden historie. Det

fejlslagne kup var for det første ikke

et initiativ fra PKI som helhed, men

fra et lille antal PKI-ledere, som i

samarbejde med en flok officerer

ønskede at fjerne en række højreorienterede

generaler – ikke at tage

magten over staten.

Den massakre, der fulgte var ikke

spontan, men systematisk, og den

var organiseret af nationalistiske

politikere, religiøse organisationer

og, først og fremmest, den indonesiske

hær. Denne morderiske koalition

modtog politisk og materiel

støtte fra vestlige magter. Allerede

få dage efter kuppet begyndte amerikanske

og engelske embedsmænd

at planlægge, hvordan de kunne

udnytte situationen. De øjnede en

chance for at knuse PKI, et parti,

som de frygtede var farligt tæt på at

kunne tage magten i landet.

I årene op til kuppet havde PKI

etableret sig som landets mest konsekvente

antiimperialistiske parti.

De kæmpede for jordreformer og

for nationalisering af udenlandsk

ejet minebrug, olie- og plantageindustri.

Ved parlamentsvalget i 1955, som

var det sidste frie valg i landet, blev

PKI landets fjerdestørste parti med

16,4 procent af stemmerne. Frem til

1965 steg antallet af medlemmer fra

20.000 til mere end halvanden million,

hvilket gjorde PKI til verdens

største kommunistparti uden for

Sovjetblokken. Millioner var desuden

organiseret i PKI-relaterede

fagforeninger og masseorganisationer

for bønder, kvinder, studenter

og andre grupper.

Sukarno

Sukarno, den historiske leder af den

indonesiske uafhængighedsbevægelse,

var meget populær og regerede

i realiteten pr. dekret. Han var

ikke kommunist, men glødende

Afbrænding af

hammer og segl

som symbol

på kommunisthadet.

Foto: W. Sutarto/

Foto Antara,

via Lontar

Foundation

antikolonialist, der drømte om et

magtfuldt og uafhængigt Indonesien,

som kunne spille en vigtig rolle

globalt.

Sukarno kom i et stadigt større modsætningsforhold

til vestlige kræfter,

særligt Storbritannien og USA, som

han benævnte neokolonialister. I

starten af 1965 trak Indonesien sig

fra FN og smed Verdensbanken og

IMF ud af landet.

Toppen i den indonesiske i hær

var dog langt mere højreorienteret

og arbejdede på at vælte Sukarno.

De blev diskret bakket op af USA og

andre vestlige kræfter. Drabet på generalerne

var en velsignelse for propagandakampagnen

mod PKI, og

indirekte også mod Sukarno, som

38 | Solidaritet


Fremad uden at glemme

nægtede at forbyde kommunistpartiet.

Sukarno blev diskrediteret og

måtte overgive mere og mere magt

til hæren.

Massakrerne

Teorien om, at volden var et pludseligt

udslag af folkelig vrede modbevises

af dens gradvise eskalering.

Efter kupforsøget støttede hæren

anti-PKI-demonstrationer med

transport og beskyttelse. En uge

efter startede »folkelige ransagninger«

af PKI-kontorer, mens sikkerhedsstyrker

så til, og senere fulgte

PKI-medlemmers private hjem. Drabene

på formodede PKI-medlemmer

og -støtter startede først uger

senere: I det centrale Java i oktober,

Øst-java i november, efterfulgt af

Bali i december. Hvert sted startede

massakrerne efter, at sikkerhedsstyrkerne

var rykket ind.

Mange ofre blev først anholdt af

militsgrupper og smidt i improviserede

fængselslejre i afsidesliggende

områder. Tusinder blev dræbt ved

skydning, dolkning eller ved at få deres

kranier knust med sten og køller.

Efter mange års propaganda er det

svært at afgøre præcis hvor mange

ofre der var. De fleste historikere

anslår, at mellem en halv og en hel

million mennesker døde, mens andre

mener det var væsentligt flere.

Vestlig støtte

Vestlige kræfter støttede hæren i

dens kampagne mod PKI. 17. oktober

var CIA bekymrede over, at hæren

ikke ville gå hele vejen, men i stedet

satse på »aktioner mod de, som var

direkte involveret i mordene på generalerne,

hvorved Sukarno ville få

meget af sin magt tilbage«.

For at undgå dette gav CIA lister

med navnene på tusindvis af PKImedlemmer

til generalerne samt et

pengebeløb og

en række lette

»Dagen efter, at hæren

officielt overtog magten

i marts 1966, fik et

amerikansk minefirma

tilladelse til at udvinde

mineraler «

håndvåben.

Også Storbritannien,

Vesttyskland,

Sverige og

Holland støttede

aktivt op om

hæren på forskellig

vis. I de

kommende måneder

spredte

drabene sig, og

hele landsbyer

blev slagtet.

I foråret 1966 kunne det amerikanske

udenrigsministerium konstatere,

at antallet af kommunister

uden for Sovjetblokken var faldet

med 42 procent på et år, og New

York Times skrev en artikel om Indonesien

under overskriften »Glimt af

lys i Asien«.

Den hjælp fra udlandet, som hæren

fik i 1965/66, var et afgørende

politisk signal til Indonesiens ny

de facto regering om, at USA og deres

allierede var villige til at støtte

dem. Opbakningen var vital for det

spirende regime, fordi landets økonomi

var i krise, og Vesten var tøvende

i forhold til at investere i Indonesien

efter Sukarnos overtagelse

af britiske og hollandske selskaber

og skridt mod inddragelse af vestlig

kapital.

Militæret udnyttede den økonomiske

krise til at underminere, hvad

der var tilbage af Sukarnos autoritet

– britiske og amerikanske selskaber

som Caltex, Goodyear og US Rubber

lavede aftaler med hæren om at kanalisere

virksomhederne overskud

over til anonyme bankkonti, hvilket

udsultede den indonesiske stat

for udenlandsk valuta og svækkede

Sukarno yderligere.

Dagen efter, at hæren officielt

overtog magten i marts 1966, fik et

amerikansk minefirma tilladelse til

at udvinde mineraler i landet. En

ny lov, der gav ekstremt favorable

forhold for udenlandske investeringer,

blev lavet i tæt samarbejde med

IMF, og fra 1967 modtog det nye regime

450 millioner dollars årligt fra

organisationen IGGI, som var bakket

op af bl.a. IMF og en lang række vestlige

lande. I løbet af ganske få år var

det nye regime

sikkert etableret

og bundet op

på en pro-vestlig

økonomisk politik.

Den indonesiske

regering

nægter stadig

at indrømme,

at drabene var

systematiske

overtrædelser

af menneskerettighederne,

og i stedet fejres »udryddelsen af

kommunisterne« som en patriotisk

kamp. I april 2015 blev Sarwo Edhie,

en af de øverst ansvarlige for massakrerne,

udråbt til »nationalhelt«

for sine gerninger.

Man må sige, at massakrerne

tjente deres formål. I dag, 50 år efter,

er den indonesiske venstrefløj

endnu ikke kommet sig. ■

Denne artikel er inspireret af artiklen

»The forgotten massacres« af Alex de

Jong, publiceret på www.jacobinmag.

com.

Solidaritet | 39


Økonomi

Gæld: Overforbrug eller

Danske husholdninger har i gennemsnit den

største bruttogæld i forhold til indkomsten

blandt de udviklede økonomier. Gælden er

lidt mere end 2,5 gange større end den årlige

indkomst. Stor gæld er ikke længere noget,

der er forbeholdt de rige, virksomhederne og

spekulanterne.

Af Anders Hadberg

Den moderne finanssektor

– dvs. i den nyliberale kapitalisme

– har ikke kun erhvervsvirksomheder,

men i

stort omfang også arbejderklassen

som kunder.

Denne artikel diskuterer

årsager og konsekvenser af øget

gæld, og argumenterer for, at gælden

har en disciplinerende effekt på

arbejderklassen. Derfor skal årsagerne

til gælden bekæmpes.

Et moralsk samfundsproblem

I kølvandet på den økonomiske nedsmeltning

i 2008/09 opstod en diskussion

om nationalstaternes gæld

som forklaring af krisens gennemslag

og varighed.

Men i Danmark fik også den private

gæld en vis politisk opmærksomhed.

Men det var i form af en

selvmodsigende moralisme, hvor

gælden på en gang blev set som et

onde og på den anden side uundværlig.

Forskellige politikere udtalte

sig om, at danskerne havde »levet

over evne« – et sandt overforbrug

skabt på friværdi – samtidig med at

selv samme politikere opfordrede

danskerne til at svinge dankortet

noget mere.

For eksempel skrev Helle Thorning-Schmidt

i sit nytårsindlæg i Politiken

tilbage i 2009:

»Men lad os være ærlige: Det var

ikke kun i toppen af samfundet, at

man levede over evne. Rundt om i

samtalekøkkenerne diskuterede vi

friværdi som aldrig før. … Fristelsen

var større end fornuften. Alle ville

have en del af kagen. Også selv om

det var for lånte penge. Det siger sig

selv, at det i længden er fuldstændig

uholdbart både for den enkelte familie

og også for samfundet.«

Problemet for de moraliserende

politikere var, at netop forbruget for

lånte penge havde holdt væksten i

gang siden 2003/04. Det var netop

det private indenlandske forbrug,

som Lars Løkke brugte i sin valgkamp

i 2011 som den væsentligste

forklaring på den forsatte stagnation

i økonomien, og som han foreslog,

skulle hjælpes i gang af skattelettelser.

Gældens funktion

Problemet med moralismen er, at

den er ude af trit med det stadigt

mere komplekse (familie)liv under

kapitalismen. Kredit er i de moderne

kapitalistiske samfund en nødvendighed

for at sikre overensstemmelse

mellem udbud og efterspørgsel.

Kreditsystemet hjælper med at

øge profitterne ved at opsamle og

»I Danmark fik også den private

gæld politisk opmærksomhed.

Men det var i form af en

selvmodsigende moralisme«

fordele den ledige kapital, hvorved

den enkelte kapitalists behov for at

spare op bliver mindre. Derfor spiller

gælden en funktionel rolle for kapitalismen

som system.

Under den nyliberale kapitalisme

er kreditsystemet udviklet med henblik

på at låne til almindelige arbejderfamilier.

Dette har også fået

40 | Solidaritet


Økonomi

finansiel udbytning?

Danskernes gæld eksploderer

Danskernes gæld er steget kraftigt de sidste 20 år

i forhold til de øvrige EU-lande.

Husholdningernes gæld i pct. af disponibel indkomst

300

250

200

150

100

Danmark

Eurozonen

50

1995 2000 2005 2010

Fig 1

De stigende

boligpriser har

sammen med

mere lempelige

regler om

belåning frigivet

penge hos en

del boligejere.

Foto: Boliga

navnet »finansialisering«, altså det

forhold, at finanssektoren og dens

mange forskellige kreditprodukter

spiller en rolle i hverdagslivet for

flertallet af lønarbejderne i de udviklede

kapitalistiske lande, og ikke

kun for hvordan produktionsvirksomheder

fungerer.

Øget udbytning

Der er to strukturelle forklaringer

på, hvordan finansialiseringen

kunne finde sted.

For det første blev den øgede efterspørgsel

efter kredit fremmet af

den kraftige opbremsning af lønudviklingen,

som fandt sted i mange

lande efter 1980. Med arbejdsgivernes

og skiftende borgerlige regeringers

offensiv blev lønudviklingen

bremset for at booste profitten. Det

lykkedes, jf. figur 2 og 3 på næste

side.

Imidlertid betød det, at den samlede

efterspørgsel faldt. Derfor var

det nødvendigt at skabe en kunstig

efterspørgsel for at overkomme gabet

mellem den øgede produktion

og en faldende relativ købekraft.

Dermed var der skabt behov for at

kunne finansiere fortsat velstandsudvikling

gennem lån.

Større udbud af kredit

Den anden årsag er, at der blev et

større udbud af kredit, hvilket blev

drevet frem af liberaliseringen af finanssektoren

i en lang række lande

efter 1980.

Fra omkring 1930 til 1980 eksisterede

i de udviklede kapitalistiske

lande en kraftig regulering af den

finansielle sektor, som forhindrede

en dybtgående finansialisering. Fra

omkring 1980 blev det »repressive

regime« erstattet af en nyliberal regulering,

hvor kreditinstitutionernes

mulighed for at udvikle deres finansielle

produkter har været meget

Solidaritet | 41


Økonomi

større.

Det skete især via boligmarkedet.

Boligfinansieringen er gradvist

blevet lempet. Det gælder låneformerne,

hvor rentetilpasningslån,

afdragsfrie lån osv. gradvist blev tilladt.

Disse har i perioden med lave

renter – særligt efter 2004 – midlertidigt

frigjort indkomst pga. lavere

rentebetalinger. Men også reglerne

omkring belåning af ejendom blev

lempet. Særligt afskaffelsen i 1992 af

reglen om, at lån i friværdien skulle

have et boligformål, frigav penge

hos boligejerne, som kun blev større

af de stigende boligpriser i perioden,

jf. figur 4.

Gæld som finansiel udbytning

Gælden spillede på den måde en

dobbeltrolle under den nyliberale

kapitalisme. Gælden var både

en løsning på krisen i den keynesianske

kapitalisme, som satte ind

i 1970'erne, men også en årsag til

at den nuværende krise er så dyb

og langvarig. For med den øgede

gældsætning blev lønmodtagerfamilierne

også mere sårbare overfor

udsving i boligpriser, renten og

indkomstudviklingen. Årsagen til, at

forbruget i Danmark og andre europæiske

lande voksede, er netop det

høje gældsniveau, som blev opbygget

særligt siden 1995.

Selvom liberaliseringen af finanssektoren

midlertidigt reducerede

efterspørgselsproblemet ved at

pumpe mere købekraft ud til almindelige

lønarbejderfamilier, blev det

en bremse på den fortsatte vækst

i produktionen i den efterfølgende

krise.

Den fremtrædende rolle, som

den private gældsætning spiller i

nyliberalismen, kan også kaldes finansiel

udbytning. Denne form for

udbytning er ikke kapitalistisk i sit

indhold, men i sin form. Udbytning

via gæld kendes fra før-kapitalistiske

samfund, fx ågerrenter.

Den øgede betydning af finansielle

relationer har ligeledes været

sammenfaldende med ændringer i

erhvervslivet, hvor store erhvervsvirksomheder

har placeret en stor

del af deres overskud i netop den finansielle

sektor, fordi det gav større

afkast. At investere i boliger eller

42 | Solidaritet

Danskerne tjener mindre

Den nyliberale offensiv og efterfølgende krise

har betydet at lønnen er faldet i forhold til den

samlede samfundsøkonomi

Lønandelen af samfundsøkonomien i udvalgte økonomier (pct.),

1960-2014.

80

70

60

Keynesiansk

kompromis

Danmark

USA

Nyliberal offensiv

Tyskland

Frankrig

Fig. 2

Krise

50

1960 2014

Virksomhederne tjener mere

Virksomhedernes fortjenenester er steget

sideløbende med at folk optager flere

og større lån

Profitraten i udvalgte udviklede økonomier, (2010 = 100), 1960-2014

150

120

90

60

Danmark

USA

Tyskland

Frankrig

Fig. 3

30

1960 2014

Gælden i boligen stikker af

I takt med at friværdien i de danske boligere

ekploderede op til 2008 optog danskerne flere

og større lån

Udviklingen boliglån, og friværdi i Danmark, 1995-2013 mia. kr.

2000

1500

1000

500

Friværdi

Boliglån

Fig. 4

0

1995 2015

aktier eller fødevarer har i perioder

siden 1980 bedre kunnet betale sig

end at øge produktionen.

Hvad betyder gælden?

Udover at finansiel udbytning er

åbenlyst uretfærdig, så er der en

række nye problemstillinger, som

en moderne klasseanalyse må forholde

sig til af både ideologisk og

økonomisk karakter.

For det første er arbejderfamilier

i ejerboliger mere udsatte i dag

som følge af det markant højere

gældsniveau i forhold til indkomsten.

Mange lån er givet som rentetilpasningslån

og følger dermed den

»Når lånet skal

betales, virker det

afskrækkende for

den enkelte lønmodtager

at sætte

sit job på spil ved at

udfordre forholdene på

arbejdspladsen«

korte renteudvikling. Samtidig er de

økonomisk mere følsomme overfor

prisudsving på boligmarkedet, fordi

prisfald risikerer at føre til teknisk

insolvens og dermed tab ved salg.

Denne fundamentale usikkerhed

har en disciplinerende virkning. Når

der skal tjenes penge til at kunne

betale ydelse på lånet, så virker det

afskrækkende for den enkelte lønmodtager

i forhold til at sætte sit

job på spil – fx ved at udfordre forholdene

på arbejdspladsen. I en

situation med faldende dækning

af dagpengene, tvinger den større

gældsætning den enkelte til at fokusere

på at passe sit.

Afhængigheden af de forskellige

økonomiske forhold på bolig- og rentemarkederne

skaber splittelse i arbejderklassen

i Danmark på grund af

migration og koncentration af kapital

i bycentrene. I de egne af landet,


Økonomi

Almindelige arbejderfamilier

bliver udsat for en enorm

gældssætning for at få tag over

hovedet.

Foto: Boliga

Fakta

SÅDAN AFVIKLER

VI GÆLDEN

hvor boligpriserne er underdrejede

på grund af fraflytning og nedlæggelse

af arbejdspladser, er gælden og

risikoen for store tab på salg af bolig

en afgørende usikkerhedsfaktor.

Denne fundamentale økonomiske

usikkerhed bidrager til opdelingen af

arbejderklassen.

Gæld er i dag et individuelt

spørgsmål, som må gøres til et fælles

samfundsøkonomisk spørgsmål. For

venstrefløjen er opgaven at formulere

svar på, hvordan arbejderfamilier

kan få et godt liv uden at skulle

optage stor gæld og dermed underlægges

den usikkerhed, som afhængigheden

af konjunkturer, boligpriser

og finansmarkeder giver.

Almindelige arbejderfamilier bliver

udsat for finansmarkedernes

udsving på grund af den enorme

gæld de skal optage for at få tag

over hovedet. Det problem kan

blandt andet løses med følgende

tiltag:

Afvikling af det spekulative

boligmarked:

■Der ■ skal bygges flere almene familie-

og ungdomsboliger i de

større byer,

■Der ■ skal indføres gevinstbeskatning

af salg af ejerboliger

■Udfasning ■ af ejendomsværdiskatte-stoppet

Regulering af boligfinansieringen:

■ ■ Afvikling af de mest spekulative

låneformer, som ikke tjener andre

formål end at gøre kreditten

mere tillokkende.

■Der ■ skal være grænser for genbelåning

af ejendom uden formål

■Der ■ skal grænser for belåning

af ejendom i form af Loan-to-income

vurdering

■Der ■ skal oprettes en samfundsbank,

der kan sikre billig, stabil

og spekulationsfri finansiering af

boligkøb.

Regulering af den

finansielle sektor:

■Der ■ skal sættes grænser på gebyrer

og bidrag i banker og realkredit

■Der ■ skal sættes loft over rentemarginalen

i banker og realkredit

■Forbud ■ mod spekulative forbrugslån

med ågerrenter, så som

kviklån, sms-lån mv.

■Større ■ gennemsigtighed i lånefinansieringen

af langvarige forbrugsgoder,

fx biler, indretning

mv.

Solidaritet | 43


Nyt fra forlaget

Andre udgivelser fra Solidaritet

Linn Stalsberg:

Er jeg fri nu?

303 s., 100 kr. (2015)

Ben White:

Israels apartheid.

222 sider. Pris 100 kr. (2015)

Gerry Leech:

FARC – Det lange oprør

220 s., 100 kr.

Kan købes:

Solidaritetsbutikken

Griffenfeldsgade 41 • 2200 Kbh. N

Webbutik: www.solidaritet.dk

Postordre: forlag@solidaritet.dk

Aksel V. Carlsen:

Ruslands sorte oktober

– Jeltsins kup og lokale borgerkrig

625 sider, 160 kr. (2015)

Richard Seymour:

Deres krise vores løsninger

265 s., 100 kr. (2015)

Michael Hunnicke:

Brug sproget politisk

96 sider, 20 kr. (2015)

Per Clausen:

Rosa Luxemburg

70 sider, 20 kr. (2015)

Marta Harnecker:

7 ideer til kampen

54 sider, 20 kr. (2015)

Sarah Irving:

Leila Khaled – symbolet for Palæstinas

befrielse

220 s., 100 kr., (2014)

Martin Langebach & Andreas Split:

Europas radikale højrefløj

263 s., 100 kr., (2014)

Margit Kjeldgaard:

Boligpolitikkens storhed og fald

122 s., 20 kr., (2014)

Andreas Bülow:

Midnat i århundredet

346 s., 100 kr. (2014)

Historien om verdens

ældste guerillabevægelse

Journalisten Gerry Leach har forfattet

bogen FARC – det lange oprør,

som udkom på Solidaritets forlag

i oktober måned. Leach er den udeforstående

journalist, som har det

mest indgående kendskab til Colombia

og FARC.

Forhandlinger på Cuba

Den 50 år lange konflikt mellem regering,

paramilitæret og FARC har

indtil videre kostet over 300.000

livet, mens over en ½ million er forsvundet

og 6 millioner er interne

flygtninge. Dog ser det efter 3 års officielle

forhandlinger på Cuba mellem

regeringen og FARC ud til, at

der er håb om forandringer. En lang

række delaftaler i fredsprocessen er

faldet på plads, og selv om der stadig

udestår vigtige punkter, melder

både regeringen og FARC, at en endelig

fredsaftale kan være på plads

til marts 2016.

At forestille sig, at den colombianske

stat vil tillade en demokratisk

opposition, kan være svært.

Drab og undertrykkelse hører stadig

til dagens orden i Colombia. Og

de mange sociale konflikter som er

baggrunden hører ikke op med en

fredsaftale.

Alligevel grund til håb

Når der alligevel er grund til et forsigtigt

håb skyldes det:

· at der længe har blæst nye vinde i

Sydamerika. USA-støttede diktaturer

er faldet, og en politisk broget samling

af lande hævder deres selvstændighed

ifht. USA, og ønsker, at også

Colombias politiske liv normaliseres.

· at godsejerne, som hovedsagelig

står for dødspatruljerne og fordrivelse

af bønderne, er svækket over

for de mere traditionelle kapitalister.

De sidste er mere interesseret

i fred end de første, bl.a. fordi borgerkrig

og guerrillakontrol over strategiske

dele af landet besværliggør

multinationale selskabers indtog

i Colombia for at udnytte landets

værdifulde naturressourcer.

· at venstrefløjen og de folkelige

bevægelser de seneste år er vokset

i styrke og i flere omgange har lammet

landet med store mobiliseringer,

strejker og blokader med krav

om indflydelse, retfærdighed – og

fred. Dele af Colombias herskende

klasse opfatter fejlagtigt disse som

FARC-støtter, idet bevægelserne

kræver faglige rettigheder, demokrati

og retfærdighed – ganske ligesom

FARC. ■

44 | Solidaritet


Nyt fra forlaget

VS-historie: Slaget om Byggeren

Den 1. december udkom Solidaritet med bogen 'Et herligt liv – en ungdom i VS'.

Her fortæller Stig Hegn om VS i tiden 1975-85. Vi bringer en smagsprøve.

Det var et år, der var værd at mindes:

dengang Venstresocialisterne

dominerede den politiske

scene. Det var dengang, da

rensningsanlægget Lynetten

blev blokeret i protest mod den giftige

epoxymaling. Med VS-borgmesteren

Villo Sigurdsson i spidsen. Det

var dengang, hvor Nørrebro var blokeret

i protest mod saneringer, hvor

folketingsmedlemmet fra VS, Thio

Tyroll, var på sin parlamentariske

plads: Blandt de, der blokerede nedrivningen

af legepladsen Byggeren.

Solidaritet bringer her et lille uddrag

af bogen:

Nørrebro i undtagelsestilstand

Men med Byggeren blev det nu ikke

til en folkeafstemning. Under de

parlamentariske tovtrækninger på

Rådhuset om planen blev et DKPforslag

vedtaget, det gik ud på om

at finde en anden grund til en byggelegeplads

et andet sted på Nørrebro,

og kommunen fyrede de pædagoger,

der var ansat på Byggeren.

Forinden havde Nørrebros Beboeraktion,

Blågårdsgade, blokeret Byggeren

for at hindre en nedrivning.

Det var en blokade, der mere eller

mindre blev opretholdt i marts

og april 1980. Den 22. april gik nedrivningen

løs – under beskyttelse af

800 politibetjente. I første omgang

endte det med, at beboerne flyttede

det tilbage, der er blevet fjernet – efter

at politiet har trukket sig tilbage.

Den 29. spærrede politiet så hele

området af, og bulldozere kørte ind

i legeredskaber, hvor mange havde

samlet sig, og folk måtte springe

for livet. Da private vognmænd på

kommunens foranledning kørte de

smadrede legeredskaber væk, dannede

flere tusinde beboere blokader

hen over kvarterets gader. Det

kom til voldsomme sammenstød

mellem politi og beboere. Mange

måtte på skadestue med hjernerystelse

og flækkede øjenbryn efter

politiets knippelslag. Omkring 70

mennesker arresteres. Mange sigtes

for gadeuorden og vold mod embedsmænd

i funktion. 14 isolationsfængsles

for en uge som led i politiets

efterforskning.

Onsdag den 30. april var der så

roligt på Byggeren, men flere af

kvarterets gader var blevet spærret

af barrikader. Efter forhandling

mellem Nørrebros Beboeraktion,

Blågårdsgade og politiet, lovede politiet

ikke at gribe ind, hvis barrikaderne

blev fjernet. De lovede også

ikke at gribe ind på Byggeren, før

Borgerrepræsentationens møde 5.

maj. Trods det blev de sidste rester

af Byggeren fjernet den 3. maj. Ved

13-tiden rullede 34 tunge lastbiler

og tre bulldozere ind i området, og

kvarteret blev spærret af, af de hidtil

største politiopbud på Nørrebro.

Man kan forstå, at der var tale om

drabelige konfrontationer.

Kvarteret eksploderede i vrede

over politiets brudte løfter, og hele

eftermiddagen og aftenen var der

sammenstød mellem tusinder af

Folketingsmand

for VS,

Thio Tyroll, på

sin plads som

parlamentariker

under blokaden

mod Byggeren.

betjente og tusinder af beboere.

Politistyrkerne drev folk frem og

tilbage i gaderne ved brug af knipler,

og motorcykelbetjente kørte i

fuld fart ind i mængden. For første

gang optrådte de grønklædte hundepatruljer,

der med jævne mellemrum

slap hundene løs blandt

de flygtende mennesker. Et lovligt

varslet folkemøde på Skt. Hans Torv

– knap en kilometer fra Byggeren –

blev opløst af politiet. Mandag den

5. maj demonstrerede 10-15.000

mennesker fra Blågårds Plads til

Rådhuspladsen mod nedlæggelsen

af Byggeren. Om tirsdagen opføres

et plankeværk på grunden – under

politibeskyttelse og den 7. startede

udgravningen.

Som Villo havde forudsagt, blev

blokaden af Byggeren brudt af et

større politiopbud. Den borgerlige

presse brugte ytringsfriheden til det

yderste: De eneste ansvarlige – er VS.

Efter flere dages gadekampe i den sorte

firkant på Nørrebro, vold, hærværk og

tyveri fremstår de som de direkte gerningsmænd.

[Leder i BT 3.5.1980] Et

godt eksempel på, hvordan man

kunne modsætte sig en hovedløs

byfornyelse. ■

Solidaritet | 45


Tema Digte med kant

ÆBLER

Sæt en ledning

til min åreladning

og lad mig op

med dig som madding

fortæl mig

hvordan du tror du selv smager

mens dine læber rør ved mine læber

og vasker os rene med smagen af

æbler

og vi leder efter luft

vi kan dele flere gange

så dine lunger og ord

kan få ilt til deres sange

når dit billede i din krops rammer

falder ind og ud og sidder fast i

mine tanker

går mine fødder stille

på trægulvets planker

for hvis du vågner nu

kan det være du går

men hvis du bliver hele natten

kan det være du bliver de næste

tyve år.

SKABELSEN

Jeg er blevet dræbt

1914 gange

jeg har set kroppe

forvandlet til sange

i lyden fra granaters

sirene-propeller

jeg har set naturen bløde

i et krater

fra Ural til Flandern

jeg har set alt det ingen

fortæller

når sennepsgule tåger

oplyser nætterne

jeg har set støvler

forvandlet til sko

skåret op af pigtråd

rundt om fødderne

på et barn

der lige har lært at gå

Asger

Magne

(f. 1989). Dansk

digter fra

Nordsjælland.

Han udkommer

i 2016 på

forlaget Solidaritet

med en

digtsamling.

Asgers tekster

handler

om mennesket

i naturen og

naturen i mennesket.

Skellet

mellem følelse

og fornuft er

ophævet og

har måske aldrig

eksisteret.

og jeg har set en

verden begynde,

når den gamle slår sig

selv ihjel

og gaderne i Berlin fyldes

med malingfortynder

og forsyninger

som generalerne må

bære selv

med olie og stål

i et mekanisk fugletræk

der skubber mennesket

længere og længere væk

fra sig selv

/

og nede på gaden

har vi delt os op

og derfor er ingen af os

længere mange nok.

VEJEN HJEM

Vejen hjem

var ikke særlig lang

den dag jeg mødte dig

for tredje gang

idéer skubber dagene

ind i

dagene der ligger i fremtiden

hvor følelser er mere rigtige

end viden

udenfor sæsonen

hvor efteråret drejer rundt

hvor bladene falder på stierne

og søen bliver sump

hvor lyde strømmer fra bådebroen

og små plask i mosen

viser tegn på liv og død

går vi hånd i hånd i mit hoved

mens vores celler i en flyverdragt

fodrer ænder med brød

vejen hjemad mod

der hvor du går

mig i møde

spreder en fremtid ud

i et efterår der bløder

og du står op

brændende som efterårets ild

i de orange blade

som vokser og visner vildt

/

dit tørklæde

en søndag morgen

skaber flammer af tanker

som sætter ild til hele skoven

de usynlige flammer

brænder mig som skoldhed te

og mellem flammer og gløder

går vi pakket ind i blade og træ

og måske skal jeg gå din vej

og måske

går du allerede mod mig

alternativt vil jeg lægge mig lidt

i efterårets blodregn.

46 | Solidaritet


Sigurd Buch

Kri stensen

(f. 1988.) Uddannet fra Forfatterskolen

i 2009.

Har udgivet bogen »De Danskes

Øer« i 2014 på Forlaget Arena.

Medstifter af det hedengangne

Forlaget 28/6. Har tidligere læst

op til HERFRA HVOR JEG STÅR's

oplæsninger.

Digte med Tema kant

JEG ER DE NÆSTE 10.000

SÆTNINGERS FALD MOD

politikerens

Du ved hvad jeg mener!

om den krig

Vi fejrede

hinanden, for at blive fri

for hinanden

Tillykke

med dine første ord.

Lad tiltalen tilfalde de nyfødte, thi kun de, kan betræde

denne verden

Indlysende

at der er andre vilkår for den fattige, den tilkomne

min forkomne, hvis slot

falder sammen om ørerne på resten af det Nordsjælland

du regerer.

Her fejer vi alle de andres dør først!

I marken

er der trøst til det formuldede

For et lynnedslag

- så frugtbart -

om jeg er glad?

Det dadelfrie

er det sirligste pladder jeg kender

for de navnløse rige:

Hvis adkomst

må være

en dehumaniseret

empati, ja

Hvad så?

Hænger vi i træerne og hvisker

Hænger vi i træerne og hvisker

Fakta

HERFRA HVOR JEG STÅR

SENERE SAMLES VI PÅ

STRANDEN OG SER HAVENE

SVØMME FORBI

Til menneskeheden,

tak

for mit liv. I denne

tilstand

er et litteraturprojekt med forbindelse

til Solidaritet. Ambitionen

er at sætte fokus på en kritisk,

vild og samfundsorienteret tendens

blandt nye forfattere, som

er vokset frem siden starten af

2010'erne. Projektet arrangerer

en række af oplæsninger/performances,

og bidrager med digte og

andre litterære indslag til herværende

magasin. Der arbejdes desuden

på en antologi, der præsenterer

denne nye skrivning.

Solidaritet | 47


Oprindelig bragt i SUFs medlemsblad Blomster og Barrikader

SOLIDARITET & FÆLLESSKAB

Venstrefløjen har brug for sine egne medier. Det bidrager vi til ved

at lave et udog matisk og bredtfavnende papirmagasin. Her vil være

reportager, analyser og debat i forhold til de aktuelle diskussioner

og kampe, som føres på den danske og internationale venstrefløj.

Vi er et lille non-profit græsrodsforetagende uden andet i ryggen

end vores trang til at afskaffe kapitalismen.

Tegn abonnement for kun 200 kroner på www.solidaritet.dk

More magazines by this user
Similar magazines