KULTUR I RUHR

17 Kultur
Flensborg Avis • mandag den 23. juni 2014
Kultur i Ruhr
I Ruhr-området har store
industrianlæg fået lov til
at stå som kulturhistoriske
minder. Rustens store
katedraler har deres egen
mærkværdige charme.
reportage
ESSEN. Havner man i Ruhr-potten, er
det enten fordi man skal skynde sig videre,
eller fordi man er kørt forkert på
en motorvej. Kan man tage en person
alvorligt, når han eller hun fortæller,
at sommerferien går til Duisburg eller
Dortmund?
Det kan man godt. Men de færreste
gør det nok.
En Bundesliga-kamp mellem Schalke
04 og Borussia Dortmund er det mest
fornuftige, man kan tage sig til i denne
kæmpekedel med fem-seks millioner
indbyggere på et område, der er ti
gange mindre end Danmark. Også hvis
man ikke interesserer sig for fodbold.
Ruhr-området har et dårligt ry, og
det hænger ved.
Sig Gelsenkirchen, og man begynder
allerede at hoste af kulstøv. Sig Essen, og
man ser en masse skorstene sende røg
op i luften.
Men ting ændrer sig.
I 2010 kom Essen i selskab med finkulturens
fyrtårn som Weimar, Paris,
Firenze og Amsterdam, da den var
Europæisk Kulturby. Et eller andet må
der jo alligevel være dernede, hvis Europarådet
da ikke har skudt helt i blinde.
Man lod det komme an på en prøve.
Galleri og restaurant
Første stop var Duisburg.
Sporvognen gungrede gennem
gaderne op til det, som min tyske
guide sagde, var et Geheimtip:
Landschaftspark Duisburg-Nord. Jeg
bildte mig ind, at menneskene gik
klædt, som om de havde vasket al tøjet
på kogevask, og ellers glemt at spise deres
vitaminpille. Men i Duisburg-Nord
skulle der være håb forude.
Noget der kunne få turisten til at
trykke løs på kameraet: En ægte rusten
højovn - engang ejet af Thyssen AG. Her
er et gammelt stålværk en af hovedstationerne
på Industrikultur-ruten gennem
Ruhr-området. Værket står som
en gammel rusten industriruin mellem
birketræer, buske og ukrudt, der vokser
uhæmmet. Det virker næsten dekorativt
mellem al denne jern, stål og beton,
hvor der er kunstgalleri og restaurant.
I en gammel gasbeholder er indrettet
et moderne dykkecenter, hvor sportsdykkere
øver vragdykning i 30 meter
dybde og under farverig belysning.
Farverig er også belysningen i weekenderne,
hvor industri-friluftsmuseet får
en omgang laser og lysspot i grøn, blå,
rød og violet. Bjergklatrere øver sig op
ad de næsten lodrette betonvægge, og
fra toppen af højovn nummer fem har
man fra 70 meter en udmærket udsigt
ud over Duisburg. Og den by er faktisk
pænest set ovenfra.
Jo, jo - det var da en start. Gamle, forladte
industrianlæg. Man skulle ikke
tro, det var spændende at se på. Men
det rå og det grimme har en charme.
Videre til Oberhausen. Man lægger
knap nok mærke til, at man er kommet
ud af den ene by, før man er i den
anden.
Syret rumklang
I Oberhausen ligger Europas største gasbeholder.
Da Ruhr-området i 1980erne
skruede ned for blusset, var der ikke
længere brug for at gemme 350.000 kubikmeter
gas i dette monstrum - næsten
lige så høj som domkirken i Köln.
Om aftenens bliver industriens gamle rustne katedraler lyst op i Duisburg, der ligger på Industrikulturruten i Ruhr-distriktet.
RESÜMEE
Ruhr-Kultur
Im Ruhrgebiet sind große Industrieanlagen als kulturhistorische Denkmäler
erhalten geblieben. Der Rost der großen Kathedralen hat einen seltsamen
Charme. Wenn man glaubt, die Kultur sei aus diesem großem Industriegebiet
gewichen, dann sollte man eine Tour entlang der Indutrie-Kultur-Route
vornehmen, wo es unterwegs 19 interessante Stationen gibt - wo
der Besuch dann im international renommierten Kunstmuseum Folkwang
in Essen endet. Spätestens dort dürfte der Besucher dann auch um ein paar
Vorurteile erleichtert worden sein.
Nogle mente, man skulle springe gasbeholderen
i luften, ligesom de allierede
gjorde det under Anden Verdenskrig.
Andre mente, at den fede cylinder med
sin syrede rumklang ville være det perfekte
sted for udstillinger og kunstinstallationer.
De sidste fik ret.
To millioner mennesker besøger
hvert år Gasometer, der er kommet i
Guiness« rekordbog med prædikatet
»Europas største udstillingshal«. I 1988
slap den sidste gas ud fra beholderen,
og i 1994 stod den klar til den første
udstilling. Siden har Christo og Jeanne-
Claude vist »The Wall« i rummet, der
har en lyd, så man tror, man er på vej
ud i rummet. Video-kunstneren Bill Viola
har boltret sig i beholderen, og det
tyske fodboldforbund, DFB, holdt sin
100 års jubilæums-udstilling her. Her
kan man få en bevidsthedsudvidende
oplevelse uden at skulle være på stoffer.
Sig dit navn, og du hører det otte gange
i gigantiske ekkoer oppe under hvælvingen,
hvor små lys ligner en stjernehimmel
over Sahara.
12.000 ton om dagen
Her fik Industrikultur-ruten en pæn
karakter af kulturjournalisten. Men
mon nu Essen - den beskidte by, man
huskede så meget skidt om - ikke ville
trække gennemsnittet ned?
Førstehåndsindtrykket varbeskdent.
På mindre end 20 år har Ruhr-området
mistet 600.000 arbejdspladser. Der er
kommet grønne områder, cykel- og
vandrestier for at tiltrække turister.
Men Ruhrs problemer er ikke løst endnu.
Arbejdsløsheden er stadig på østtysk
niveau, efter at en af Europas største
kulminer, Zeche Zollverein, lukkede
i 1986. I Essens S-tog er mange mænd,
der formentlig er yngre, end de ser ud.
Øjenhulerne er dybe, og rynkerne har
formentlig været depoter for kulstøv
i gamle dage. De eneste to valg, de har
haft i livet, har været valget mellem
dag ud og dag ind at arbejde 600 meter
under jorden eller ikke at arbejde overhovedet.
I Zeche Zollverein arbejdede 7000
mand (for der var ifølge litteraturen ingen
kvinder iblandt) på treholdsskift,
og de sendte hver dag 12.000 ton kul op
til overfladen.
Verdenskulturarv
Nu er den møgbeskidte arbejdsplads en
af Industrikulturrutens største attraktioner.
Hovedbygningen er kubisme i sin
yderste konsekvens tilsat en Bauhausstil
af de to arkitekter Fritz Schupp og
Martin Kremmer. Unesco udnævnte
i 2002 kulminen til at være en del af
verdens kulturarv i selskab med pyramiderne
og Taj Mahal. Og selv om det
blot er kedelhuse, elektricitetsværker,
kølerum, kontorer, kompressorhaller
og værkstedsbygninger, vi taler om
her, så er de dog ikke uden skønhed og
symbolik.
Rustne jernbanespor løber på kryds
og tværs. Gamle tipvognstog er rustet
fast, rør løber i myriader, store svinghjul
er gået i stå ligesom tiden, kæmpe
ventiler og kilometerlange transportbånd
- dette er en industriens katedral.
Det er grimt, men samtidig smukt. Det
kan lade sig gøre at være begge dele på
samme tid.
Landskabet fortæller også sin egen
historie. Historien svarer altid igen, når
bare den får lov til at være fri for mennesket
i nogle få år. Tidsler, mælkebøtter
og småbuskads breder sig ind imellem
de rustrøde farver.
Alt dette kan man skylle ned med en
Diebels Alt ved en campingvogn lige
ved siden af den gamle hovedskakt. Nu
har man da set Essen - troede man.
Men guidebogen med alle de mange
Geheimtips siger, at man ikke skal snyde
sig for et besøg i Villa Hügel i byens
sydlige udkant. Her boede industrifyrsterne
i familien Krupp fra 1873 til 1945.
En »repræsentativ bolig« kalder
guidebogen bygningen. Det er en underdrivelse
af de store. Efter beton, asfalt
og afskallede mure i Essens nordlige
del, får man kontrasten banket ind i
øjnene ved synet af Villa Hügel. Væk er
al trøstesløsheden.
Det er ikke et palæ, men et landslot
af britiske dimensioner og med
en overdimensioneret have så grøn, så
grøn. Man forstår, hvorfor der var grøde
i de røde her i Ruhr. Her omkring Villa
Hügel er sø, bøgeskove, farver og frisk
luft. Nogle var født på solsiden. Andre
ikke.
Karl-Ernst Osthaus (1874-1924) var
født på solsiden - søn af en bankdirektør
og en mor, der var datter af en industrifyrste.
Kulturruten
(Arkivfoto)
• Industrikulturruten er
400 kilometer lang og
tæller 19 stop. Blandt
højdepunkterne er kulminen
Zeche Zollverein,
industriparken Duisburg
Nord, gasbeholderen i
Oberhausen, familien
Krupps privathjem i
Essen og kemiværket
i Marl. De fleste seværdigheder
er lukket om
mandagen.
• På internettet giver
adressen www.routeindustriekultur.de
alle
oplysninger om seværdigheder,
åbningstider
og temaruter.
Osthaus grundlagde det verdensberømte
Museum Folkwang i Essen
med fremragende samlinger inden for
tysk og fransk malerkunst i det 19. århundrede,
den klassiske modernisme
og moderne kunst efter 1945. Museet
har til huse i David Chipperfelds moderne
arkitektur i en bygning, der blev
indviet i forbindelse med kulturhovedstadsåret
i 2010. Her hænger mesterværker
af blandt andre vanGogh,
Cézanne, Gauguin, Braque, Renoir, Monet,
Munch, Turner, Picasso, Warhol,
Pollock, Dali og Baselitz, og her findes
en enestående fotografisk samling med
over 50.000 kunstfotos - de fleste i sorthvid
og mange optaget i 1920ernes og
1930ernes avantgarde.
Lad dette museum ende kulturruten
og gøre kål på fordommene om Ruhr
og kulturen én gang for alle.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de