Velkommen til den nye medieverden

oehesselager

Ritzau_Final_enkelt_JJ

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

Velkommen til

den nye medieverden

Af Erik Bjerager

Bestyrelsesformand for Ritzau,

chefredaktør og direktør for

Kristeligt Dagblad

I dag kan alle mennesker blive deres

egen redaktør i helt bogstavelig forstand.

De kan lave deres eget medie

på Facebook . Det kræver kun en ide

og en masse energi. Både unge og

ældre har allerede bevist, at de kan

få tusindvis af læsere og følgere.

De er en del af den medieverden,

som digitaliseringen har vendt op

og ned på. Den har også forandret

de gamle aviser, radio, tv og nyhedsbureauer

kloden rundt. Massemedierne

er blevet til en masse medier.

Nettet giver uanede muligheder

og stiller samtidig medierne over

for store udfordringer, ikke mindst

økonomiske.

Men selv om alt forekommer at

være under forandring, er der én

ting, som aldrig vil forandre sig. Der

vil altid være brug for professionelle

journalister og uafhængig og troværdig

nyhedsinformation.

Den har Danmarks nationale nyhedsbureau

Ritzau leveret i 150 år.

Det runde jubilæum markerer vi

ved at udgive dette magasin med

nedslag om journalistik og medier

og den eksplosive udvikling, de befinder

sig midt i. Den udvikling ændrer

også nyhedsbureauets måde

at arbejde på. Vi har med sikkerhed

ikke fundet den endelige og rigtige

form, og måske er det sandt, når det

siges, at forandringen er det eneste

konstante ved fremtiden.

Magasinet her fortæller en smule

om Ritzau og nyhedsbureauets historie.

Men først og fremmest ønsker

vi at give et godt indblik i nyhedsjournalistikkens

nye vilkår og nogle

af de store forandringer, der former

medieverdenen lige nu.

God læselyst.

SIDE 1


Indholdsfortegnelse

RITZAU 150

Mit Ritzau

SIDE 4-5

Ritzau på Twitter og jagten på synergier

Nyhedsbureauer er ikke længere forbeholdt

nyhedsmedier. Interview med Ritzaus

chefredaktør og direktør Lars Vesterløkke

SIDE 6-8

Verden er stor, ny og spændende

Danske Louise Roug er global redaktør

på netmediet mashable.com. Hun fortryder

ikke et sekund skiftet fra print til web

SIDE 9

Anders Krab-Johansen

“At være på de rigtige nyheder på

det rigtige tidspunkt”

Mit Ritzau

SIDE 10-12

Nye medier rammer unge

– med kvalitetsjournalistik

Medievanerne ændrer sig radikalt

hos de unge

SIDE 13

Mette Holm

“Teamspirit ud over det sædvanlige”

SIDE 14-17

Journalisten som pejlemærke

Lasse Jensen har mødt Sara Maria

Glanowski og Sofie Tholl – to yngre

danske journalister i New York

Mit Ritzau

SIDE 18-24

Poesien i det almindelige menneske

Line Vaaben tegner et portræt af Ulla Terkelsen,

der efter 50 år som journalist stadig synes

hver historie er et mirakel

SIDE 25

Christian Lindhardt

“Da vi blev kaldt verdens hurtigste

nyhedsbureau”

SIDE 26-29

Ikke plads til romantiske drømme om papir

Interview med den tidligere nyhedsbureauchef,

nu mediedirektør for Schibsted i Sverige,

Raoul Grünthal

SIDE 30-31

Nye tider kræver nye nyhedskriterier

Professor Anker Brink Lund, dansk medieforsknings

grand old man, giver sit bud

på de nye kriterier

SIDE 32-37

Tidslinje

Udviklingen i nyhedsjournalistikken og på

Ritzaus Bureau gennem 150 år

SIDE 38-40

Fælles nyheder er folkestyrets fundament

Kulturminister Bertel Haarder er ikke

så liberal, at han vil overlade det hele til

markedskræfterne

SIDE 2


RITZAU 150

Mit Ritzau

SIDE 41

Amalie Kestler

“Måske ikke så sexet, men værd

at stå på mål for”

SIDE 42-45

Journalister omringet

af kommunikationsfolk

Spindoktorer og kommunikationsfolk indtager

en større og større plads – godt eller skidt?

SIDE 46-48

Alle kunder kræver alle produkter

Mød Gery Pruitt, chefredaktør og

direktør for verdens største nyhedsbureau

Associated Press

Mit Ritzau

SIDE 49

Per Nyholm

“Man lærte hurtigt at være hurtigere

end de andre”

SIDE 50-53

Min generation er de sidste avislæsere

43-årige Jimmy Maymann fra Fyn er topchef

i en af verdens største mediekoncerner. Her er

hans syn på journalistikken i dag

SIDE 54-58

“Underholdning er godt,

oplysning er nødvendigt”

Forsker i sociale medier Vincent Hendricks

møder journalist og debattør Pernille

Tranberg

Mit Ritzau

Mit Ritzau

SIDE 59

Ruth von Sperling

“En svingom på natholdet –

et arnested for journalistisk talent”

SIDE 60-62

Vi skal være sandhedens agenter

En journalistpraktikant interviewer tre jævnaldrende

praktikanter om deres drømme og

ambitioner

SIDE 63

Ask Rostrup

“Ritzau er i mit journalistiske dna”

Kolofon

Udgivet af Ritzaus Bureau A/S i anledning af 150 års jubilæet 1. februar 2016.

Ansvarshavende redaktør og projektledelse: Lasse Jensen, Jensen & Kompagni ApS

Redaktion: Line Jakobsen, Kristoffer Gravgaard, Janne Ortskov Ravn

Layout og grafisk tilrettelæggelse: iBureauet

Tryk: GP Tryk

© 2016 Ritzaus Bureau A/S

SIDE 3


RITZAU 150

Ritzau på

Twitter

og jagten

på synergier

Når nyhedsmedier skærer

ned og tilpasser sig den

nye mediesituation, skal

nyhedsbureauer som Ritzaus

Bureau og svenske TT være helt

tæt på kunderne og virkelig

forstå deres behov. Ellers

overlever de ikke. Af Steen Breiner

Klassiske nyhedsbureauer

er en livsnerve i nyhedsmediernes

arbejde, men

tiden kræver voldsomme

forandringer. Det mener

Ritzaus Bureaus chefredaktør og administrerende

direktør, Lars Vesterløkke, og

svenske Raoul Grünthal, der har været

øverste chef for det svenske nyhedsbureau

TT og i dag er chef for mediekoncernen

Schibsted i Sverige.

Det er særligt en øget kundeforståelse,

som skal sikre de klassiske nyhedsbureauers

overlevelse, lyder det fra de to

medieherrer.

– Det er ikke nok blot at sende en

strøm af historier ud. Vil man overleve

i en stadig mere presset medieverden,

så må man forstå kunden på en helt

anden måde end for bare ganske få år

siden. Hvis Henry Ford havde spurgt

sine kunder, hvad de ville have, så havde

de ønsket en hurtigere hest! Man skal

også kunne se de behov, som branchen

endnu ikke selv har fået øje på. Ressourcerne

skal ikke bare bruges til produktion,

siger Grünthal.

Ny verdennye krav

Fra sit kontor i Store Kongensgade i København

kan Ritzaus Lars Vesterløkke se

det samme som Grünthal. Nye kunder

uden for den traditionelle nyhedsverden

og de gamle kunders forandring stiller

hele tiden nye krav. Vejen frem er at

arbejde strategisk, skaffe nye kunder og

være i tæt dialog med de medier, de i

det daglige leverer nyheder til.

Hos Ritzau har man af samme grund

indført kunderedaktører, der jævnligt

afdækker mediernes behov og generelt

forsøger at følge med i de forandringer,

der foregår på medierne.

– Omvæltningen for os er lige så stor

som i medierne generelt. At vi nu igen –

efter Berlingske Nyhedsbureaus lukning

– er det eneste bureau i Danmark, har

givet os lidt længere tid til at omstille

os. Og det er godt, for det går sindssygt

stærkt, siger Lars Vesterløkke, der ikke vil

give et bud på, hvordan medielandskabet

ser ud om bare fem år.

Kunderne skal tjene penge

– Det går enormt stærkt. For ti år siden

havde vi ikke en smartphone. Vi kan

kortlægge tendensen, men hvordan

SIDE 4


RITZAU 150

LARS VESTERLØKKE, ADM. DIREKTØR OG

CHEFREDAKTØR FOR RITZAUS BUREAU:

”IKKE NOK MED EN STRØM AF HISTORIER”

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

den konkret udmøntes, er svært at se.

Men selvfølgelig bliver det mere digitalt

og mindre papir. Det betyder ikke direkte

noget for Ritzau, men udfordringen

bliver, hvordan mange af vores kunder

tjener penge, konkluderer han.

De to mediedirektører er enige om, at

nyhedsbureauets opgave er at levere

den generelle strøm af nyheder, der

ikke er koblet til de enkelte brands.

Derefter er det så op til medierne selv at

bearbejde dem for at gøre historierne

unikke for netop deres brands. De kan

tilføje cases, bibringe nyhederne følelser

og analyser. De kan gøre råmaterialet til

deres.

– Man skal finde så store synergier som

muligt. Bureauerne har altid været mediernes

underleverandører, og det skal

de fortsat være, men helst også et skridt

foran i udviklingen, siger Raoul Grünthal

og bakkes op af Lars Vesterløkke.

– Siden godt 100 dagblade i fællesskab

overtog bureauet i 1947, har målet været

at hjælpe med at skabe den bedste

publikation for færrest mulige ressourcer,

siger han.

Sociale medier og nyhedsstrømmen

I den digitale nutid betyder det også

en overvågning af den endeløse strøm

af mere eller mindre interessante ting,

der bliver postet på sociale medier som

Facebook og Twitter. Og her ligger en

stor udfordring for Ritzau.

– Sociale medier er som sådan ikke

en konkurrent, for nok er de hurtige,

men de er ikke troværdige i sig selv.

Udfordringen er at lære at researche og

overvåge sociale medier lige så godt,

som med alle andre kilder. Sociale

medier er bare en ny kæmpe ressource

af kilder, der kan anvendes i journalistik.

Vores opgave er at vurdere troværdigheden,

siger Lars Vesterløkke, der i 2016

lancerer et større efteruddannelsesprogram

for Ritzaus medarbejdere i forhold

til sociale medier. I slutningen af 2015

begyndte Ritzau at anvende Twitter til

at sende nyheder ud.

Samtidig med at krisen kradser i

medierne, går det faktisk godt i Ritzau.

Bureauet tjener gode penge på at

levere indhold til andre kunder end

de traditionelle. Det kan være kunder,

der eksempelvis vil have finansnyheder

lynhurtigt og dermed kan købe og

sælge aktier baseret på denne information.

En anden god indtægtskilde er

erhvervs-pressemeddelelser, som Ritzau

sender ud til medierne

– Vores ambition er at gøre det endnu

billigere at levere journalistik til medierne.

Det kan vi kun gøre ved at tjene

penge på noget andet. Kan vi hjælpe

mediehusene med at lave højere

kvalitet billigere, skaber vi dermed også

en samfundsmæssig værdi, siger Lars

Vesterløkke.

Læs interviewet med Raoul Grünthal

på side 26

RITZAUS BUREAU 2015

Ejes af Dagbladet Børsen, DR,

Jysk Fynske Medier, Helsingør

Dagblad, Information, JP/Politikens

Hus, Kristeligt Dagblad,

Lolland-Falsters Folketidende,

Mediehusene Midtjylland, Nordjyske

Medier, Sjællandske Medier og

Skive Folkeblad.

SIDE 5


RITZAU 150

Verden er

stor, ny og

spændende

Louise Roug Bokkenheuser

startede sin rejse som

19-årig som frivillig i en

flygtningelejr på Balkan.

Nu er hun global redaktør

på netmediet Mashable i New

York. Hun fortryder ikke et

sekund skiftet fra print

til net. Af Lasse Jensen

Første gang jeg mødte Louise

Roug Bokkenheuser, var hun

klassisk avisreporter. Hun

var med i radioprogrammet

”Mennesker og medier” i

2007. Hun havde netop afsluttet tre

hårrejsende år som korrespondent i Irak

for Los Angeles Times. Som valgkampsreporter

i USA i 2008 opdagede hun,

at internettet spillede en større og

større rolle – ikke kun i Barack Obamas

valgkamp. Noget stort og afgørende var

i gang. Hendes egen avis blev solgt til

en boligspekulant fra Chicago, oplaget

faldt, og fyringer og nedskæringer blev

en del af dagligdagen. De nye medier

lokkede. Hun blev udenrigsredaktør for

The Daily Beast og senere også for det

verdenskendte, men skrantende ugemagasin

Newsweek, som blev en del

af The Daily Beast. Hun blev fuldblods

digitaljournalist.

SIDE 6


RITZAU 150

FOR LOUISE ROUG BOKKENHEUSER

HANDLER DET OM FRIHEDEN TIL AT

VÆLGE, HVAD MAN VIL DÆKKE.

FOTO: PRIVATFOTO


”Dengang skulle jeg koncentrere

mig om at skrive for eksempel 800

ord til en avis, der udkom en gang

i døgnet. Det var spændende, men

jeg opdagede, at det var langt mere

udfordrende og sjovere at udvide

fortælleformen.”


Det er nu og her

Deadline er altid lige nu, og jeg ankom

helt ubelejligt til New York dagen efter

Paris-massakren. Det krævede Louise

Rougs totale koncentration og arbejdsindsats.

”Lasse – der er altså terror i Paris!”.

Det aftalte interview måtte tilpasses

hendes journalistiske maratonindsats

og brydes op i utallige mailudvekslinger,

sms’er, Skype-samtaler og en hurtig sen

middag på stamrestauranten lige over

for hendes hjem i Brooklyn. Da vi skilles

ved midnat, opdager hun, at forhjulet

på hendes cykel er blevet stjålet. ”Det

har jeg ikke tid til at gøre noget ved, jeg

skal nå flyet til London i morgen tidlig”.

Dagbladsjournalistens liv var hektisk,

men den digitale konstante deadline

tillader ikke længere pauser eller god

tid til refleksion. Det er også det eneste,

som Louise Roug savner ved de gamle

dage, der for hendes vedkommende

sluttede for syv år siden:

– Dengang skulle jeg koncentrere mig

om at skrive for eksempel 800 ord til en

avis, der udkom en gang i døgnet. Det

var spændende, men jeg opdagede,

at det var langt mere udfordrende og

sjovere, at jeg pludselig skulle udvide

fortælleformen. Video, lydklip, dialog via

sociale medier som Twitter, Facebook

og Snapchat. Min horisont blev bredere,

fordi jeg også skulle tænke visuelt – og

på platforme. Jeg har ikke et sekund

fortrudt, at jeg tog springet fra print

til digital, men en gang imellem kan

jeg savne tid til refleksion. Det går jo

hurtigere end nogensinde, selv om de

digitale brugere faktisk i stigende grad

også efterspørger længere magasinagtige

historier.

At være ansvarlig både for udenrigs- og

indenrigsdækning på Mashable kræver

sin kvinde. Louise Roug er glad for, at

hun ikke arbejder for et stort bredt medie

som New York Times eller et public

SIDE 7


RITZAU 150

service-medie som BBC, har hun tidligere

sagt. Det giver den luksus, at man

kan vælge frit, hvad man vil dække.

Vær frygtløs

Som 19-årig arbejdede hun i en flygtningelejr

på Balkan. Hendes erfaring som

udenrigskorrespondent er en ballast,

hun nødigt vil undvære. Hun citerer

gerne Mark Twain, for sætningen ”det

at rejse vaccinerer dig mod at være

forudindtaget, snæversynet og hyklerisk”.

Det synes også at være et godt råd

til kolleger, der tager rejsen ind i den

digitale journalistik:

– Jeg er optimist! Det er sjovt! Jeg

deltager ikke i den omsiggribende

pessimisme omkring journalistikken. De

digitale medier har frembragt endnu

mere journalistik. Brugerne vil jo stadig

have oplevelser og indsigt. Og de gamle

principper om faktatjek, troværdighed

og omhu gælder stadig.

Hun er heller ikke i tvivl om, at den store

flygtningehistorie, som har ramt verdens

medier det seneste år, er blevet dækket

bedre, dybere og bredere på grund af

de nye, digitale medier og værktøjer.

– Vi har set en massiv dækning på tværs

af alle medier med deltagelse af flygtningene

selv, professionelle journalister,

borgerjournalister og en masse andre

mennesker, der med mobilkameraer

og tekst på sociale medier har bidraget.

Vi er med på alle niveauer – i lejrene, i

flygtningenes og menneskesmuglernes

gummibåde, på stranden, på landevejene,

i togene, ved grænserne og ved

ankomsten til landene i Europa. Historiefortællingen

er stor og ny.

Hjemkommet til New York taler jeg igen

med Louise Roug. Naturligvis på Skype.

Hun er lige kommet hjem fra London

til New York til nye, store historier.

Plejehjemsmassakren i Californien og

Donald Trumps seneste opsigtsvækkende

udtalelser skal dækkes – selvfølgelig

digitalt.

Hun opfordrer alle til at hoppe om bord

på det digitale tog, som stormer af sted.

Og det korte råd, hun vil give til dem,

der gerne vil arbejde for hende, lyder:

”Vær frygtløs og kreativ!”, som hun sagde

i august i et interview med et britisk

netmedie.

FOTO: CHRIS HONDROS

Louise Roug Bokkenheuser

Født 1973. Opvokset i København. Bidrog i 90’erne

bl.a. til undergrundsmagasinet Torpedo. Uddannet i

London og på Columbia University i New York. Startede

som freelancer og blev siden ansat på Los Angeles

Times i 1999. Hun var avisens korrespondent i Irak fra

2004 til 2007. Hendes reportager blev belønnet med den

prestigefyldte Hal Boyle Award fra The Overseas Press

Club i New York i 2006, og de gav hende en finaleplads

til Pulitzer-prisen i 2007. I 2008 dækkede hun den

amerikanske valgkamp for Los Angeles Times. Hun skrev

i 2010 bogen ”Hvad der ikke slår dig ihjel”, i 2012

var hun i Danmark som redaktør og vært for udenrigsprogrammet

”Globus” på Radio24syv, men blev lokket

tilbage til New York som udenrigsredaktør på netmediet

The Daily Beast og Newsweek. Siden 2014 har hun været

Global Editor på netmediet Mashable, hvor hun har

ansvaret for både udenrigs- og indenrigsdækningen.

Hun bor i Brooklyn, New York.

SIDE 8


RITZAU 150

Mit Ritzau

Anders Krab-Johansen

af Anette Westergaard

Ritzaus Bureau ifølge ANDERS Krab-Johansen:

”At være på de

rigtige nyheder

på det rigtige

tidspunkt.”

Dramatiske år under Fogh-regeringen

Jeg var politisk redaktør på

Ritzau fra 2000 til 2002,

afslutningen på Nyrup-æraen.

Anders Fogh Rasmussen

vandt jo som bekendt valget

i november 2001, men inden da var

målet at finde en måde at samarbejde

med Dansk Folkeparti – som jo var

pariaer dengang – om udlændingepolitikken.

Den 19. august skulle Fogh holde

tale for Venstre i Svanninge Bakker på

Sydfyn. Det var en søndag, og jeg overvejede,

om jeg skulle tage til Svanninge

eller ej. Hans pressechef, Michael Kristiansen,

lovede, at Fogh ville sige noget

interessant, så jeg pakkede computeren

og tog af sted. Og det var så ”tiden-er-ikke-længere-til-grøftegraveri”-talen,

hvor

Fogh lagde op til en bred aftale hen

over midten om udlændingepolitikken.

Det blev et telegram, der satte en

anden dagsorden i dansk politik. Der var

virkelig knald på i de år med folkeafstemning

om euroen, som endte med

52,3 procent nejstemmer, folketingsvalget

og EU-topmødet om udvidelsen

mod øst. Det var dramatiske år!

I mine år på Ritzau fik jeg skærpet

evnen til at træde et skridt tilbage fra en

aktuel politisk begivenhed og trække

en kold hård sætning ud, der fanger det

hele. Det var en god tid. Fremadrettet

har Ritzaus Bureau en kæmpe fordel i

at have navnet og historikken som leverandør

af nyheder til så mange danske

medier. Der er et formål og en forretning

i det, men hvordan, vil fremtiden

vise.

Født 1966, uddannet journalist i

1994 og cand.scient.pol. Tiltrådte

1. januar 2011 som adm.

direktør og ansvarshavende chefredaktør

på Børsen, hvor han har

arbejdet ad flere omgange siden

1995. Har i sin karriere desuden

haft ledende poster på TV2 og

Politiken

Side 9


RITZAU 150

Nye medier

rammer unge

– med kvalitetsjournalistik

Journalistikken går ikke ned med de gamle

medieplatforme – der vil altid være brug for god

storytelling, siger mediekonsulent. Webmediet VICE

forsøger at ramme unge med deres eget sprog og egne

interesser. Af Lasse Højsgaard

SIDE 10


RITZAU 150

Plads til nye stemmer

Det sidste handler om et umiddelbart

sprog i brugernes øjenhøjde, forklarer

han. Men ikke nødvendigvis en masse

”pik”, ”kusse” og ”fucking”.

– Nej. Det er en misforståelse, som jeg

også møder blandt nogle af dem, der

gerne vil skrive for os – de tror, at de lige

skal give den 20 procent ekstra i deres

sprog. Vi bestræber os faktisk på at bruge

så få eder som muligt, fortæller han.

Som eksempel på en mere fri tone

nævner Kürstein et dokumentarprogram,

som videoredaktionen på

VICE lavede for DR, der handlede om

ecstasystoffer. Ikke for at fortælle, hvor

farlige stoffer er, men for at fortælle om,

hvordan pillerne virker.

– Vi giver plads til stemmer, der normalt

ikke får plads, uanset om det er folk

med et andet forhold til seksualitet eller

til stoffer. Vi kan sagtens interviewe folk

med stofbrug uden at dømme dem.

YNGRE MEDIEBRUGERE KRÆVER NYE DIGITALE FORTÆLLEFORMER. FOTO: POLFOTO

Det er en gammel nyhed, – er ikke i tvivl. De unge vil gerne læse

at unge i stigende grad journalistik, men den skal ramme dem,

dropper de traditionelle

medier – print, radio om platform, men også om tone, sprog

”hvor de er” – og det handler ikke kun

og flow-tv – til fordel for og tankegang.

digitale platforme. Men spørgsmålet – Jeg tror, at den drivende kraft er, at vi

er, om det er selve journalistikken, som skriver om ting, der interesserer os selv.

de unge vælger fra, eller om det mere Og i og med at vores skribenter selv er

handler om de traditionelle platforme. unge i målgruppen, tror vi, det rammer

Benjamin Kürstein, ledende dansk brugerne, fortæller Kürstein, der mener,

redaktør på VICE – et af tidens interna- at VICE adskiller sig fra andre danske

tionalt set mest succesfulde journalistiske

webmedier rettet mod unge rigt og have en fri

medier ved at være fordomsfrit, nysger-

tone.

Brugerne kan lide at læse langt

VICE startede oprindeligt som et undergrundsmagasin,

trykt i Canada, og

er siden vokset til en stor international

koncern. Den danske udgave af sitet

består af en blanding af magasinartikler

skrevet af danske skribenter eller hentet

fra modermediet – enten på engelsk

eller oversat til dansk, suppleret med

korte eller halvlange dokumentarvideoer.

Emnerne afdækker især de mere

bizarre og ekstreme sider af samfundet,

dets borgere og deres livsstil. Traditionelle

ungdomsemner som popmusik

og kendisstof er stort set fraværende.

– Vi ved om vores brugere, at de er nysgerrige

og godt kan lide at læse langt

– både om den store verden og om

emner, der relaterer sig til deres eget liv

og hverdag. Så vi kan både have artikler

om terror i Paris og nyeste udviklinger

inden for brug af stoffer. Griber vi emnet

rigtigt an, er vores erfaring, at der stort

set ikke er noget, vi ikke kan beskæftige

os med, siger Benjamin Kürstein.

Platformsdiagnostikere

Den gennemgående dækning af temaer

som sex, stoffer og kriminalstof kan

lede tankerne hen på et tabloidmedie

som Ekstra Bladet. Det vil Benjamin

SIDE 11


RITZAU 150


”Du kan sammenligne med, at alle i

dag kan købe en skruemaskine.

Alligevel er der stadig arbejde til

håndværkerne. Jeg tror, håndværket

journalistik fortsat vil være ekstremt

vigtigt. Behovet for storytelling

vil hele tiden være der.”


Kürstein kun delvist skrive under på.

– Du må godt kalde det Ekstra Bladet

på en god dag, men kombineret med

Weekendavisen. Vi bestræber os på

at behandle tingene i dybden og tale

grundigt med vores kilder – også når det

handler om sex, stoffer og kriminalitet.

Benjamin Kürstein overtog ansvaret for

redaktionen i sommeren 2015. På det

tidspunkt rundede VICE 300.000 unikke

brugere om måneden i Danmark.

Størstedelen kommer ind fra mobiltelefonen.

Men også Snapchat og YouTube

er vigtige kanaler.

– Vi kalder os platformsdiagnostikere.

Vi vil være der, hvor brugerne er, siger

Kürstein.

Stadig brug for håndværkerne

Optimismen på journalistikkens vegne

er heller ikke til at slå ned hos mediekonsulent

og tidligere TV2-chef Keld

Reinicke, der selv har haft ansvar for at

holde tv-mediet ajour med det unge

publikum, dels som ungdomsredaktør

på DR, dels som programchef og grundlægger

af TV2 Zulu.

– Hvis jeg var ung journaliststuderende,

ville jeg tænke: Hold kæft, en fed

verden! Før kunne du blive ansat på DR,

TV2 eller en eller andet stiftstidende.

Nu er der 100 andre medier, der laver

journalistik, siger han.

Han slår fast, at vi står midt i en medierevolution.

Men den foregår på platformssiden

og i forhold til, hvem der kan

udgive medier. Her er mediebranchens

monopoler ved at blive hakket godt og

grundigt i stykker.

– Der skal ikke særlig meget til for at

gribe en template, skrive små historier,

tage billeder med en mobiltelefon og

begynde at udkomme. Det kunne vi

ikke gøre for ti år siden, hvor vi var nødt

til at gå til en redaktør. Deri ligger revolutionen,

siger han.

Så mediemagnaterne – især dem, der

skal hive profitten hjem på trykte medier

– kan roligt frygte for fremtiden. Men

det behøver journalistikken ikke at gøre,

heller ikke journalistikken som professionel

branche, mener Keld Reinicke.

– Du kan sammenligne med, at alle i

dag kan købe en skruemaskine. Alligevel

er der stadig arbejde til håndværkerne.

Jeg tror, håndværket journalistik

fortsat vil være ekstremt vigtigt. Behovet

for storytelling vil hele tiden være der.

VOX vil forklare verden

Så rammer man de nye digitale platforme

rigtigt, er der masser af afsætning

på velresearchet og velformidlet

indhold blandt unge. Keld Reinicke

peger netop på VICE og i særdeleshed

selskabet VOX Media som tidens bedste

bud på medier, der laver væsentlig journalistik

i et moderne og ungt format.

– VOX har forstået at skabe en ny måde

at formidle på, og så har de sat sig i

en rigtig fed rolle, nemlig som dem,

der forklarer, hvordan verden hænger

sammen. De forklarer eksempelvis,

hvorfor IS er blevet til IS, men gør det i

en video på tre minutter, for du har ikke

en halv time til at læse den lange artikel

– ikke hvis du er under 50 år, siger Keld

Reinicke.

Men han slår samtidig fast, at en betingelse

for journalistikkens fremtid er,

at man erkender, at den fremover skal

distribueres digitalt.

– Vi har en periode på fem-ti år, hvor vi

som redaktører og journalister skal ramme

vores historier ind på nye platforme.

Nogle formår at gøre det hurtigere end

andre, og der vil også være en masse

fordomme om, at det ikke er godt eller

rigtigt. Men det var der også dengang,

aviserne gik fra tegninger til stillbilleder,

og da billederne fik farver. Enhver

generation og ethvert nyt tiltag oplever

sin modstand, siger Reinicke.

SIDE 12


RITZAU 150

Mit Ritzau

Mette Holm

af Anette Westergaard

Ritzaus Bureau ifølge METTE HOLM:

”Meget stor

fælles vilje til

at udkomme

så godt som

muligt. ”

Teamspirit ud over det sædvanlige

Jeg kan huske mine to første

historier. Den ene var om en

haleløs kat, der kom hjem

efter 15 år, den anden om en

hund, der fik stød, da den

pissede op ad en lygtepæl og døde. De

blev bragt på alle forsiderne, jeg tror

også, den ene kom i tv. Jeg var mindre

heldig på sportsredaktionen, hvor jeg

kom til at indtale et forkert fodboldresultat.

Mine chefer forsvarede mig

med næb og kløer. Nægtede at udlevere

mit navn. Det var godt, for ellers var

jeg blevet lynchet.

– Som nyuddannet blev jeg fastansat

på udlandsredaktionen, hvor vi kæmpede

for at få historierne ud. Ikke noget

hysteri om bylines. Vi leverede sammen,

vi skrev sammen, dækkede over hinanden,

når der var sygdom, og delte vores

kærlighedssorger. Der var teamspirit

ud over det sædvanlige. Der var da et

par store egoer på redaktionen. Men de

leverede også.

Født 1953, uddannet fra Danmarks

Journalisthøjskole i 1987.

I praktik på Ritzau Udland og

derefter ansat. Fra 1988 på DR

Udland, fra 1987 seks år i Kina

for Jyllands-Posten, nu freelancer,

nu i New York med sin mand

Mogens Lykketoft, der er formand

for FN’s generalforsamling.

SIDE 13


RITZAU 150

Journalisten som

pejlemærke

Det er ekspertviden og modet til at være

menneske, som i fremtiden vil udgøre en

god journalist – ikke evnen til at male

med brede penselstrøg. Journalisterne Sara

Maria Glanowski og Sofie Tholl taler om

en mediebranche i forandring, New Yorks

iværksætterånd og om hvad det vil sige at

være journalist i dag. Af Lasse Jensen

Sara Maria Glanowski: Da

jeg flyttede til New York, var

store dele af den danske

mediebranche frosset fuldstændig

fast i en tilstand af

chok over den revolution, der var i gang

i branchen. Der var lidt den der stemning

af at være om bord på et synkende

Titanic, mens orkesteret spillede videre,

som om intet var hændt. Jeg søgte ind

på Columbia, fordi jeg havde brug for ny

inspiration, ny viden, nye perspektiver.

Herovre er der en kolossal begejstring

over al den frihed og alle de nye muligheder,

mediekrisen har bragt med sig.

I New York har krisen virkelig pustet til

iværksætterånden og skabt et inspirerende

miljø af nye medievirksomheder

og start-ups. Allerede i løbet af mit

første år på Columbia var jeg med til at

udvikle konceptet til en digital platform

for brugergenereret indhold til det franske

nyhedsbureau AFP.

Sofie Tholl: Det var utvivlsomt sjovt at

gå på Journalisthøjskolen, men det var

ikke, fordi jeg følte mig vanvittigt veluddannet

bagefter. Jeg kunne smede

artikler sammen, men jeg havde en

fornemmelse af, at hvis jeg skulle noget,

der var mere end middle-of-the-

IFØLGE SARA MARIA GLANOWSKI OG SOFIE THOLL, DER BOR OG ARBEJDER I NEW YORK,

KOMMER MAN IKKE LANGT KUN MED BASISUDDANNELSEN I JOURNALISTIK. FOTO: MALENE LAURITZEN

SIDE 14


RITZAU 150

Sara Maria Glanowski og Sofie Tholl bor begge i

Bedford-Stuyvesant i Brooklyn. Et slumområde på

vej op. En New York-bydel, hvor USA’s “smeltedigel”

er markant. Fortrinsvis afroamerikansk

med et synligt stænk af Caribien, Indien,

Pakistan og Bangladesh. En lille halv time

med undergrundsbanen til Manhattan. Fjernt og

anderledes fra de steder i Danmark, hvor de er

vokset op, har gået i skole og uddannet sig som

journalister. De har valgt New York på grund af

dynamikken, iværksætterånden og et akademisk

niveau, som går i dybden.

SIDE 15


RITZAU 150

road-nyhedsformidling, var jeg nødt til

at specialisere mig. Generelt tror jeg,

at hvis man skal overleve i en presset

mediebranche, er man nødt til at vide,

hvad man taler om, og kunne noget

udover det, man lærer på Journalisthøjskolen.

Eftersom jeg gerne ville læse

migrationsstudier og beskæftige mig

med race- og etnicitetsspørgsmål, var

New York med sin enorme diversitet et

oplagt sted at søge hen. Samtidig var

New York stor og spændende og alt andet

end København med vores meget

lille mediebranche, hvor alle kender alle,

hvilket ærlig talt bliver en smule ufarligt

af og til.

Sara Maria Glanowski (f. 1980)

Født og opvokset på Fyn. Uddannet i film- og medievidenskab

fra Københavns Universitet. Bachelor i

journalistik fra Syddansk Universitet og master i

Journalism, Politics and Global Affairs fra Columbia

University i New York. Hun har været vært på MTV,

tilrettelægger og vært på TV2 og DR og journalist på

Politiken. Hun har vundet en række priser for sin

journalistik fra Kravling-prisen til prisen som bedste

unge europæiske journalist. Siden 2012 har hun boet i

New York, hvor hun skriver til en lang række medier,

herunder VICE, Al Jazeera America, Mic og The Atlantic.

Sara Maria Glanowski: Med al den

information, folk har adgang til, kræver

det mere viden at være journalist i dag.

Hvis man vil hæve sig over den grå

masse, kommer man ikke langt med

en basis-journalistuddannelse. På den

ene side kan man sige, at de danske

journalistuddannelser underviser i nogle

formater, der er under forandring og forbereder

til et mediebillede i opløsning.

den anden side skal man måske

bare se journalistuddannelsen som en

simpel håndværksuddannelse, man selv

skal bygge ovenpå. Selvom Syddansk

Universitet for eksempel bryster sig af

at være en akademisk journalistuddan-

FOTO: MALENE LAURITZEN

nelse, så er man stadig bare generalist,

når man er færdig. I en verden, hvor alle

skal være unikke. Hvis man vil være et

pejlemærke, som folk tror på og gider

læse eller lytte til, og som har en troværdig

stemme, der kan skære igennem,

så skal man kunne noget andet også.

I dag har vi i endnu højere grad brug

for stemmer, som vi stoler på, og som

udvælger for os og sætter tingene i perspektiv.

Det var en af grundene til, at jeg

søgte ind på Columbia. Deres Master of

Arts-uddannelse er en journalistisk ekspertiseuddannelse,

hvor du får en ekspertviden

inden for dit felt. Jeg krummer

tæer, når jeg tænker på nogle af de

ting, jeg lærte på grunduddannelsen i

journalistik derhjemme. Det der med, at

vinkler skal være så skarpe, at man kan

skære sig på dem, og at man skal skære

alt det fra, der ikke bekræfter ens vinkel

… Det er ikke den slags journalistik, der

passer til den verden, vi lever i. Og min

tid på Columbia handlede om præcis

det modsatte.

Selvfølgelig er det dejligt at modtage

priser og blive anerkendt, men det er

ikke det, der driver mig. Jeg har brug for

at være i bevægelse. Hvis jeg står stille,

bliver jeg rastløs, og derfor søger jeg altid

derhen, hvor jeg bliver udfordret og

føler mig på lidt usikker grund. Min største

frygt er at blive magelig, så er man

en elendig journalist, der laver kedelige

historier. New York gør mig sulten og

holder mig til ilden, fordi konkurrencen

er så meget større her, de bedste er så

meget bedre end de bedste derhjemme,

og der er en vildt inspirerende,

begejstret iværksætterånd. Den fik mig

til at sige mit gode, trygge job op og

springe ud uden sikkerhedsnet.

Sofie Tholl: Der sker da også lidt

nytænkning i Danmark, senest har vi

set det med det nye Zetland, Føljeton

og andre nystartede medier. Det kan

hurtigt blive lidt hovskisnovski at sidde

herovre og erklære, at ”det er røvsygt

derhjemme”. Det er klart, at Danmark

ser lille ud, når man sidder i New York,

hvis indbyggertal er langt større end

hele vores lands, og hvor de fremmeste

medier og journalister i verden befinder

sig, og konkurrencen derfor er benhård,

hvad angår fornyelse og kvalitet.

SIDE 16


RITZAU 150

Sara Maria Glanowski: Jeg tror, at man

i langt højere grad skal have en unik

stemme, som folk vil lytte til. Jeg har

selv en håndfuld skribenter, som jeg

læser nærmest religiøst, fordi jeg ved, at

de har styr på deres shit. De kender den

historiske baggrund, er velbevandrede i

de relevante data og har læst den førende

forskning inden for deres felt. Det er

blevet vigtigere at kunne skære igennem,

tage ansvar for fortællingen og

fortælle, hvad der er rigtigt og forkert. I

stedet for at dyrke et forældet objektivitetsideal,

hvor journalisten kan gemme

sig ved bare at fremlægge, at A siger X,

og B siger Y. Det er der ingen, der bliver

klogere af. Og så tror jeg, at man skal

turde være menneske også. Give noget

af sig selv og dyrke sin personlige stemme.

Og skodde det gamle objektivitetsideal,

der hørte den industrielle tidsalder

til. Og i stedet se transparens som

den nye objektivitet.

Sofie Tholl: Det giver selvfølgelig god

mening, hvis man står her i kvarteret og

rapporterer om noget, der er foregået,

at man rent faktisk ved, hvem der bor

i Bed-Stuy. Hvad historien med gentrificeringen

er i Bed-Stuy? Hvor mange

hvide der er i forhold til, hvor mange der

var for bare fire år siden, og hvad der er

blevet af de sorte, der er blevet presset

ud på grund af stigende huslejer? Det er

åbenlyst, at det giver bedre journalistik,

hvis man rent faktisk har autoritet og

indsigt, måske endda akademisk indsigt

i det område, man dækker.

Sara Maria Glanowski: Der er mange

flere muligheder i dag for at bedrive

virkelig god journalistik. Vi har adgang

til flere informationer, mere data, flere

værktøjer, flere platforme, mere teknologi.

Der er ingen grund til at frygte,

at der ikke længere er plads til god

journalistik. Det er bare formen eller

publikationen, der er under forandring.

For ti år siden spurgte man: Hvad er en

journalist egentlig, nu hvor alle pludselig

er journalister? I dag er et af de store

spørgsmål: Hvad er en publikation?

Det er jo ikke længere Politiken og The

New York Times, der er gatekeeperne.

Og den der opfattelse af, at journalistik

er envejskommunikation, som

man broadcaster for nogle læsere eller

seere, er forældet. Noget af det, man er

bedre til herovre, er at se på dem, man

tidligere kaldte læsere eller seere, som

brugere. Og inddrage dem i en dialog.

Journalistik skal være inkluderende, ikke

ekskluderende.

Sofie Tholl (f. 1985)

Opvokset på et nedlagt landbrug med udsigt til marker

og skov i Ølstykke på Sjælland. Uddannet journalist

fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American

University of Beirut. Har arbejdet på Dagbladet

Informations indlandsredaktion, været P1 Orienterings

Beirut-stringer og har desuden freelancet for

P1 Feature, Dagbladet Information, Jyllands-Posten og

Soundvenue. Siden 2013 bosat i New York, hvor hun har

taget en mastergrad i migrations- og racestudier på

City University of New York. Hun arbejder med kommunikation

for den nationale nonprofit-organisation ”Center

for Popular Democracy”.

FOTO: MALENE LAURITZEN

SIDE 17


RITZAU 150

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

SIDE 18


RITZAU 150

Poesien i det

almindelige

menneske

Hun begyndte med at

klippe nyhederne ud af

Ritzau-rullen med en saks

på Demokraten i Aarhus

i 1964, og i mere end

et halvt århundred har

hun oplyst danskerne om

verdens gang. Mød Ulla

Terkelsen: kosmopolit

og anekdotefortæller.

Men først og fremmest

journalist. af Line Vaaben

SIDE 19


RITZAU 150

At journalistik er blevet

mere overfladisk, er

det rene løgn. Det er at

romantisere, hvis man

har en idé om, at nyhederne

engang var mere grundige og

handlede om vigtigere ting. Man bliver

bedre orienteret i dag.

Ordene er Ulla Terkelsens. Hun ved rent

faktisk, hvad hun taler om, for hun har

guidet danskerne gennem nyhedsstrømmen

i over et halvt århundrede.

Siden hun begyndte som journalistelev

i 1964 som 19-årig, har hun rapporteret

fra gadekampe i Belfast, præsidentvalg

i Washington, murens fald i Berlin og

krigen i Afghanistan. Trods sine 71 år gør

hun det stadig.

Ulla Terkelsen har base i Paris, men

byder på te centralt i København. Hun

kommer typisk til Danmark et par gange

om måneden – hendes søn og børnebørnene

på to og fem år bor i byen

– men hun bliver sjældent mere end

nogle få dage. Og alt er med forbehold,

for man ved jo aldrig, hvilke begivenheder

der pludselig kalder.

Moderne tv er mere levende

Der er sket meget i journalistikken,

siden Ulla Terkelsen i 1967 sendte sine

første reportager hjem fra swinging

London og siden konflikten i Nordirland.

Først og fremmest tog alting meget

længere tid:

– Man skulle først ind på hotellet og

modtage telegrammer via faxen. Hvis

jeg var i Belfast, lavede jeg højst et indslag

til TV-Avisen hver anden dag. Det

var mere besværligt at hive hjem, man

havde ikke mobiltelefon, og historien

blev læst op fra et manuskript. Det var

ikke dårligere, bare anderledes stift.

Jeg har netop rapporteret fra flygtningestrømmene

i Ungarn. Og der gik jeg

sammen med dem og fortalte imens.

Moderne tv er mere levende. Mere befinder sig i verden, ved hun, hvor

filmisk.

hun kan finde en kiosk med favoritter

Hun ryster energisk på hovedet, så pandehåret

danser, når man spørger, om Frankfurter Allgemeine. Men hun læser

som International New York Times og

dækningen er blevet mere overfladisk. også mange bøger for at få nye indfaldsvinkler:

– Det er jo ikke kun landevejsrøvere som

mig, der fortæller historien. Når jeg er – Når man lander et helt nyt sted, må

på fra Grækenland om valutakrisen, man trække på sin viden. Det er godt

klipper man videre til en national- at have styr på slaget ved Wien i 1686,

økonom fra CBS i studiet.

når man skal perspektivere forholdet

mellem Østrig og Tyrkiet.

Elstik til hele verden

Og selv i den fjerneste udørk kan Ulla

Vi befinder os i et gult bindingsværkshus

fra 1600-tallet med udsigt til en af ger.

Terkelsen i dag få de nyeste opdaterin-

Københavns kanaler. Her står altid et – Man er jo sjældent helt cut off. Fotograferne

er tekniske genier, så man kan

værelse klar til Ulla Terkelsen. Hendes

eneste bagage er en rejsetaske af brunt næsten altid komme igennem, også

læder med tøj, toilettaske, computeren

og et elstik, som kan konvertere middle of nowhere. Det er jo nærmest

selv om man sidder i Afghanistan in the

strøm overalt i verden. Hun er landet kun i flyvemaskinen, man ikke er på.

ved frokosttid, og i morgen aften rejser

hun igen. Men hun har ikke noget imod Et gran salt

rejsetid og bruger lufthavne og flyve- Før Ulla Terkelsen kan rapportere hjem

maskiner til at sove og læse i.

fra en konflikt, et topmøde eller et flystyrt,

skal hun finde kilder, hun kan stole

– Når jeg ikke er på, læser jeg op på

europæisk og amerikansk politik. Og på. I Tyskland, USA og Polen har hun et

Mellemøsten, naturligvis. Så når de ringer

og siger: ”Ulla, du skal til Tyrkiet”, så – Men lander jeg et sted som Makedoni-

netværk, hun kan trække på.

starter jeg ikke fra scratch. Jeg skal være en, er min omgangskreds begrænset. Så

opdateret, så de kan smide mig ned bruger jeg en såkaldt ’fixer’: en blanding

hvor som helst.

af en vejviser, tolk og lokal vidensperson.

Hun læser nyheder på nettet, ser tyske, Det kan være en taxachauffør, en lokal

franske, amerikanske og danske tv-kanaler,

og frem for alt læser hun internati-

Terkelsen og fortsætter:

journalist eller en diplomat, siger Ulla

onale aviser dagligt. Uanset hvor hun – Man fornemmer hurtigt, om folk er

Ulla Terkelsen, f. 1944, Aarhus

1964-1967: Elev på Demokraten i Aarhus.

1967-1987: Korrespondent fra blandt andet London og Washington for DR

1987-1992: TV2’s første nyhedschef fra 1987 til 1992. Siden korrespondent

for TV2 i Bruxelles, Berlin, Kabul og i dag over hele Europa

med base i Paris. Taler polsk, engelsk, tysk og fransk. Gift to

gange, har en voksen søn og to børnebørn.

SIDE 20


RITZAU 150

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

SIDE 21


RITZAU 150

Ulla Terkelsen som TV2’s første nyhedschef 1988. FOTO: POLFOTO

afbalancerede eller har knald i låget.

Og man tager naturligvis alt, hvad man

hører, med et pinch of salt.

Men det vigtigste for Ulla Terkelsen, og

som hun i årtier har bygget sine reportager

op omkring, er at portrættere de

almindelige mennesker midt i verdensbegivenhedernes

centrum.

– De er jo poesien. Dem, som gør, at seerne

fornemmer, hvor jeg befinder mig:

Det kan være tjeneren, politibetjenten

eller beboeren i villakvarteret, der deler

tøj ud til de flygtninge, der kommer

vandrende forbi hans hoveddør.

I dag er kilderne ikke længere kun

nyhedsbureauer og andre officielle

medier. Indimellem bliver de overhalet

indenom af tweets og andre updates

på sociale medier. Der sidder hele tiden

en kollega på nyhedsredaktionen og

sorterer, så det relevante når frem til

Ulla Terkelsen i felten. At vox populis er

blevet kraftigere, er godt, mener hun.

– Vi står et demokratisk sted, hvor folket

har mere direkte adgang til medier. Og

reporterne er jo stadig de professionelle

formidlere, som skal bearbejde og perspektivere

ud fra gode gamle kriterier

som væsentlighed og interesse.

Håret i perfekt swung

Dagen efter mødes vi til frokost på en

fransk bistro, inden Ulla Terkelsen skal til

reception for TV-Avisens 50-års fødselsdag.

Her var hun redaktionschef i knap

ti år. Hun ankommer direkte fra frisøren

med håret i perfekt swung og behøver

ikke se på kortet for at bestille cremant

og dagens ret – unghanebryst. Hun

SIDE 22


RITZAU 150


”Jeg forsøger at gøre indviklede

problematikker forståelige og håber,

at jeg med nerve og sprog kan gøre det

klart, hvorfor danskerne bør interessere

sig for det, jeg fortæller om verden

udenfor.”


pjatter med tjeneren og roser sovsen,

som hun søber op med brødet. Ulla Terkelsen

befinder sig godt i det offentlige

rum. Hun har venner i de fleste storbyer

og kommer gerne i bestemte kvarterer,

hos netop den damefrisør eller på netop

den restaurant.

Og uanset om det er hovedstæder eller

mindre grænsebyer, er hun optaget af

fortællingen om Europa, som også er

emnet for en bog, hun skriver på. Om

eurokrise, flygtningestrømme og om,

hvordan globale forskydninger præger

vores del af verden som aldrig før.

– Danskerne fik lidt af et chok, da flygtningene

pludselig kom gående til fods

til Padborg. Det der clash of cultures:

mellem de rige og fattige. Mellem

os, der taler om køkkenindretning og

skiferier, og så dem, der ingenting har

og går op i Gud. Det støder jo sammen.

Bang! De globale forskydninger og de

brag, det afstedkommer, optager mig

vanvittigt meget.

Når Ulla Terkelsen taler om at rapportere

om ”dialektikken i verdens slingrevals”,

kan det lyde forførende. Men indimellem

er det også forfærdeligt. Som

da hun i efteråret 2015 fulgte flygtninge,

der krydsede Europas grænser i blandt

andet Makedonien.

– Der bed jeg tænderne sammen, så de

var ved at falde ud. Men man føler også

en tilfredsstillelse ved at rapportere, ved

at vise det, der sker. Det retfærdiggør

ens arbejde. At de her mennesker er

ramt af krig på sjette år, skal ud. Og man

er jo ikke alene. Fotografen ser det også,

og vi taler om det bagefter.

Hun kunne ikke drømme om at græde

på direkte fjernsyn. Men hun bliver

påvirket.

– Krig er, hvad det er. Døde kroppe.

Soldater, der bliver båret væk. Det er

så ekstremt. Men når folk er gode ved

hinanden midt i et jordskælvsområde,

så tuder jeg. Spontan uselviskhed – det

rører mig. Så ved man, at Gud er på

Jorden midt i rædslerne.

I taxaen på vej til receptionen sprøjter

Ulla Terkelsen sig med Chanel no. 5 og

frisker læbestiften op. Allerede inden

hun når svingdøren, har hun givet de

første fem knus, og i foyeren gjalder

begejstrede hilsner gennem luften:

”Heeeej Ulla”. ”Juhu, Gorm”. ”Du ser godt

ud!”. ”Det gør du da også”.

Der er kindkys og selfies, høje hæle og

ditto hår samt en rød løber, der matcher

Ulla Terkelsens flagrende sjal. Hun

kigger ud over mængden og konstaterer:

– Jeg holder mig nu ganske godt.

Og hun har ret.

Ulla – en nyhedsrulle

Siden hun som TV2’s første nyhedschef

fra 1987 var med til at opbygge kanalen,

har hendes loyalitet ligget på den kommercielle

kanal.

– Det var sundt for DR, at der kom kon-

SIDE 23


RITZAU 150


”Jeg har haft det skægt, men jeg vil

ikke romantisere drikkekulturen i gamle

dage. Det er godt, at alle er mere

ædruelige i dag. For teknikken er meget

mere krævende, så man skal kunne ramme

tasterne.”


kurrence. En enkelt statslig kanal – det

har man ikke engang i Hviderusland,

bemærker hun.

– Men 50 år skal da fejres.

Bordene er dækket op med chips og

slikskåle, og Danmarks Radios Big Band

spiller for nuværende og tidligere studieværter.

Her er Steffen, både Gram og

Kretz, Birgit Meister, der byder velkommen

fra scenen, og Lone Kühlmann,

som rækker et postkort frem med

reklame for sin seneste bog.

Ulla Terkelsen finder et hjørne, hvor hun

diskret kan tjekke mail på sin telefon.

Der er kommet 66 i løbet af frokosten.

De fleste er fra de mange nyhedsbureauer,

hun abonnerer på. Da hun

begyndte som elev på Demokraten

i Aarhus i 1963, stod der en kæmpe

maskine og spyttede Ritzau-telegrammer

ud på papir, som landede i en

stor bunke på gulvet. Så klippede den

19-årige Ulla Terkelsen papirrullen op

med en saks og fordelte telegrammerne

på redaktionen.

Ulla Terkelsen minder på mange måder

om den gamle nyhedsrulle: Anekdoter

og analyser tikker ud fra hende i en

uendelig strøm. Og hun virker ikke til at

stoppe foreløbig. Da hun fyldte 70 år i

2014, tegnede hun da også en kontrakt

med TV2 frem til 2017. Hvad hun skal

derefter, aner hun ikke. Måske skrive en

bog mere, lære et nyt sprog eller rejse

med rygsæk.

Gennem årene har Ulla Terkelsen været

med til at lukke mange fester rundt

omkring i verden. Hun kan stadig godt

dele en flaske rødvin med fotografen for

at falde ned efter endt arbejdsdag. Men

hun kan godt mærke, at hun er blevet

ældre.

– Det er vigtigt med mad, vand og søvn,

når jeg er on the road. Og det passer

mig udmærket, at de unge er mere

ædruelige, og journalistlivet ikke længere

er en bohemetilværelse, hvor man

fortsætter fra reportage ud i bylivet.

Receptionen fortsætter med flere taler.

Ordet troværdighed går igen. Ulla nikker

og laver et par opkald omkring det

fly til Paris, hun skal nå om tre timer. Det

er tid til at ringe efter en taxa og forlade

festen. Fra scenen lyder det fra DR's

nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup:

”Giv en hånd til alle dem, der har været

chefer for TV-Avisen”.

Ulla hæver glasset og mumler:

– Ja, ja – det er jo mig. Skulle det være

en anden gang.

SIDE 24


RITZAU 150

Mit Ritzau

Christian Lindhardt

af Anette Westergaard

Ritzaus Bureau ifølge CHRISTIAN LINDHARDT:

”Man stoler på

det, man får.

De er garanten

for, at man ikke

overser noget

væsentligt.”

Verdens hurtigste nyhedsbureau

Jeg var på Ritzau før sparerunderne,

før konkurrencen

fra Berlingske Nyhedsbureau

og netaviserne – men efter

at plakaten af Karl Marx

var blevet fjernet af min forgænger,

Anders Krab-Johansen. Jeg husker, at

der var stor usikkerhed over for den nye

digitale dagsorden. Selvopfattelsen var

dengang, at man skrev til regionale og

lokale avisers ind- og udlandssider. På

print, IKKE på nettet.

– Personligt husker jeg især EU-forfatningstopmødet

i Bruxelles i december

2003, som jeg dækkede sammen med

Jens Thomsen, vores Bruxelles-korrespondent.

Vi hørte fra to uafhængige

kilder, at mødet var brudt sammen, og

breakede den på Ritzau med klokker.

Men der var ingen andre medier, der

bragte historien. Vi sad blandt 1.000

journalister, det begyndte at summe,

folk kom hen til os. Minutterne gik.

Hverken AP eller Reuters bragte historien.

Efter en halv time, hvor vi stadig

havde nyheden som de eneste i hele

verden, begyndte Jens og jeg at få det

fysisk dårligt. Efter 32 minutter breakede

den på Reuters. Jeg har aldrig været

så lettet. Dagene efter topmødet blev vi

kaldt verdens hurtigste nyhedsbureau!

Født 1966, uddannet på Danmarks

Journalisthøjskole i 1996. Politisk

redaktør på Ritzau 2003-

2006. Herefter nyhedschef på

Politiken.dk. Siden 2013 digital

chef på DR Nyheder

SIDE 25


RITZAU 150

Ikke plads til

romantiske

drømme om

papir

En bæredygtig

medieforretning kræver

data, algoritmer og

tilpasningsevne, mener

chefen for mediekoncernen

Schibsted i Sverige. Her

vil de ikke være afhængige

af Facebook. Af Steen Breiner

SchiBstedchefen RAOUL GRüNTHAL HAR tidligere VÆRET DIREKTØR FOR TT - DET SVENSKE RITZAU. FOTO: LASSE ALLARD/Aftonbladet

SIDE 26


RITZAU 150

Udsigten over Stockholm

er fænomenal fra Schibsteds

penthouseetage.

Det norske medieselskab

har store interesser i Sverige.

Forretningen er samlet i et moderne

mediehus, og den omfatter ikke kun

de to kendte aviser Svenska Dagbladet

og Aftonbladet, men også en række

digitale annoncesites som Hitta, en pendant

til danske Krak, og Blocket, der er

Sveriges svar på Den Blå Avis.

Mens man ser ud over byen, kan man

jo passende spekulere over, hvordan

medielandskabet kommer til at se ud

om bare få år. Det gør Raoul Grünthal,

der er øverste chef for den svenske del

af koncernen, men han erkender, at det

kan være svært at svare helt skråsikkert.

Udviklingen går simpelthen for hurtigt.

– Tv, avis, net og lyd er ikke længere

forskellige medier. Det hele flyder

sammen, og hele strukturen af medievirksomheder

er i gang med at forandre

sig. Vi ved endnu ikke hvordan, men alt

taler for, at der vil findes nogle større

økosystemer, som er internationale

eller tilmed globale, og at alle andre så

indretter sig efter det, siger han med

henvisning til, at globale virksomheder

som Facebook og Google på ganske

få år har ændret spillereglerne. Senest

har store internationale medier indgået

aftaler med Facebook om at publicere

deres indhold direkte på det sociale

medie.

Svensk økosystem

– De er nu de ledende distributører, og

der vil også komme andre. Det bliver

formentlig nogle europæiske og kinesiske.

De vil slås på det globale marked,

de fleste andre aktører må så forholde

SIDE 27


RITZAU 150

FOTO: LASSE ALLARD/Aftonbladet

sig til det, tilføjer han.

I Schibsted har man valgt at bygge sit

eget økosystem på de positioner, Schibsted

i forvejen har rundt om i Europa.

Det skal være annoncemedieplatforme,

uafhængige af de store amerikanske

virksomheder.

Hovedstrategien er, at man ikke skal

være afhængig af trafik fra andre platforme,

men i stedet selv være så stærke,

at brugerne kommer direkte. Tesen er,

at hvis man er afhængig af trafik fra

andre, er fremtiden usikker.

– Hvis du som medievirksomhed blot

leverer ind til andre platforme, har du

reduceret dig selv til en freelancer. Du

kan producere og levere din tekst, men

du får ingen data om dem, der læser

den. Hvis en medievirksomhed får

samme rolle som en freelancer, hvilken

plads har man så i værdikæden? Ingen,

konstaterer koncernchefen.

Mavefornemmelser er yt

Midlet til at opnå målet er godt indhold,

der er tilpasset situation og platform.

Det kræver journalister, der kan noget

andet end det, der var nødvendigt for

bare få år siden. Derfor er man også i

gang med at se et generationsskifte, og

gamle dogmer som journalistisk mavefornemmelse

giver Raoul Grünthal ikke

meget for.

– At mavefornemmelse i sig selv skulle

være positivt, det er bullshit. I dag er det

bedre at gå efter data, hvis man har det.

Og det har man oftest. Jeg synes, at vi

allerede er kommet langt, vi har gennemgået

en enorm kulturel forandring.

Bare det at definere, hvad en journalist

er, ændrer sig også i disse år, vurderer

koncernchefen.

– Vi må konstatere, at der produceres

meget i dag i digitale miljøer, der ikke

kaldes journalistik, men som forbruges

af folk, der måske ellers ville have

brugt det, vi kalder journalistik. For den

kommende generation er det ikke så

relevant, hvad vi kalder det, siger Raoul

Grünthal.

Af samme grund ser han også helst,

at journalistuddannelsen forandres

hurtigst muligt. Hvis uddannelserne

ikke ændrer sig, bør de lukkes. Man kan

ikke bede folk om at bruge lang tid på

at uddanne sig, hvis uddannelsen ikke

er relevant.

Journalister skal styre tonen

– Det er tydeligt, at man i dag ikke nødvendigvis

lærer det, man har brug for, så

man kan udføre jobbet, når man bliver

ansat på et medie. Selvfølgelig skal

enhver uddannelse være en afvejning

af teori og praksis, og jeg siger ikke, at

hele journalistuddannelsen skal være

praktisk, men det er mit indtryk, at ud-

SIDE 28


RITZAU 150

kontrolleres. Men begynder vi journalistisk

Schibsted Media Group

Mediekoncernen har 6.800 ansatte fordelt på 30 lande.

Koncernen blev grundlagt i 1839 af norske Christian

Schibsted.

I Norge ejer virksomheden medierne VG, Aftenposten,

Bergens Tidende, Fædrelandsvennen og Stavanger

Aftenblad samt annoncesitet Finn. I Sverige ejer man

medierne Aftonbladet og Svenska Dagbladet samt de to

annoncesites Hitta og Blocket. I begge lande ejer man

desuden en række vækstvirksomheder.

Koncernen omsatte i 2014 for 14,9 milliarder norske

kroner og havde et overskud på 382 millioner norske

kroner.

at skrive om det, så tager vi også

ansvar for, at det er rigtigt, eller alternativt

at deklarere, at vi ikke ved, om det er

rigtigt eller ej.

Schibsted har, som alle andre mediehuse,

været igennem en dobbelttransformation

i løbet af få år. Først var det

fra print til web, nu er fokus skiftet til

mobilen. De digitale indtægter stiger

støt i takt med, at oplag og annonceindtægter

fra printmedier forsvinder.

Det får dog ikke koncernen til at vride

hænder. I stedet har man ganske enkelt

dannelsen ikke følger med, ikke engang

teoretisk. Jeg har eksempelvis ikke set

nogen spændende analyser på økosystemer,

siger Raoul Grünthal.

I det hele taget er det ikke afgørende

for Schibsted som koncern, at indholdet

er produceret af journalister. Ifølge

koncernens egen Future Report 2016

er opinionsstoffet noget af det mest

læste, delte og kommenterede på

Aftenposten.no. Debatsiden kæmper

med forsiden om at være mest læst, og

11 af de 15 mest delte historier i 2015 var

debatindlæg. Vel at mærke ikke skrevet

af journalister, men af meningsdannere

og andre med klare holdninger.

Derfor vil den journalistiske rolle også

forandre sig og ikke længere betyde,

at man nødvendigvis selv skriver. Til

gengæld er der behov for redaktører

og redigerende, der kan holde tonen

og styre debatten, så den ikke løber af

sporet.

– Glæden og entusiasmen over, hvor

erne, men ingen tjekkede, om de var

rigtige. Hastighed var og er ofte vigtigst.

Grünthal indrømmer blankt, at sådan er

virkeligheden.

Mobilen er førsteprioritet

– Man må erkende, at de nye medier

både byder på muligheder og problemer.

Rygter har jo altid floreret, men

vi fylder normalt ikke morgenaviserne

med rygter. Når det står i avisen, så er

det et kvalitetsstempel på, at det ikke

længere er et rygte. Sådan skal det også

være digitalt. Der er ikke noget galt i, at

man åbent og transparent siger, at alt

det her er rygter, og at et medie skaber

en platform for rygter, som ikke kan

besluttet, at print ikke længere er en del

af strategien.

– Vi sidder midt i en af de brancher, der

vokser allermest. At sammenligne det

med, hvad der var, er et forkert perspektiv.

Google og Facebook bruger ikke

tiden på at fundere over, hvor pengene

var i gamle dage – de ser på, hvor de er

nu. Og det må vi også gøre, siger Raoul

Grünthal og tilføjer, at man har print, så

længe det bidrager til overskuddet.

– I forhold til abonnementsaviser,

så arbejder vi på at finde en anden

struktur, der kan fungere digitalt, men

på løssalgsaviser er print noget, vi har,

så længe vi tjener penge. Når det ikke

længere er sådan, så har vi ikke print.

Hvornår det er, ved vi ikke, og det er

heller ikke vigtigt for os.

mange der ville debattere på nettet,

har vundet over ordentligheden. Så der

er klart behov for at skabe en opinionsjournalistik,

der kan fungere digitalt, og

som udnytter alle de muligheder, der er

digitalt, siger Raoul Grünthal.

Det samme gælder den uendelige

mængde af nyheder, der flyder på

sociale medier. Senest så man ved

terrorangrebene i Paris, at mennesker,

der angiveligt var gidsler på spillestedet

Bataclan, skrev på Facebook og Twitter.

Raoul Grünthal, f. i 1966

Som 16-årig startede han sin første avis, LISA, mens

han boede i Paris.

I studietiden på Handelshøjskolen i Stockholm havde

han studiejob på avisen Dagens Nyheter og kom derefter

til finansavisen Veckans Affärer. Som 23-årig var han

med til at grundlægge Finanstidningen, som han blev

chefredaktør for. I 2003 blev han administrerende direktør

og chefredaktør for Tidningarnas Telegrambyrå,

TT. I 2006 blev han administrerende direktør for

Svenska Dagbladet og i 2009 koncernchef for Schibsted

Sverige.

Historierne blev viderebragt af medi-

SIDE 29


RITZAU 150

Nye tider kræver

nye nyhedskriterier

Professor Anker Brink Lund - dansk

medieforsknings grand old man – om

nærheder, nåheder, nuheder, særheder.

Af Lasse Jensen

Der var engang, at de

journalistiske nyhedskriterier

kunne sammenfattes

med ordet AVIS. A

stod for aktualitet, V for

væsentlighed, I for identifikation og S

for sensation.

Skal man tro CBS-professor Anker

Brink Lund, der i en menneskealder har

forsket og undervist i medier og journalistik,

kræver de store forandringer i

medieverdenen en revision af de gamle

kriterier, fra dengang en deadline var

en deadline, og hvert medie havde sin

naturlige plads i den gældende orden.

Læsere købte deres avis, og licensen

finansierede de faste radio- og tv-aviser.

I dag er virkeligheden en kontinuerlig,

løbende nyhedsstrøm, hvor der copypastes,

lånes, versioneres og stjæles – fra

gamle og nye mediers massive strøm af

nyheder og fra de sociale medier, hvor

nye nyhedskriterier som "særheder",

"nærheder" eller "nåheder" ifølge Brink

Lund styrer nyhedsstrømmen. Ikke

mindst Facebook, der har flere daglige

brugere end alle traditionelle medier

tilsammen. Anker Brink Lund tager fat

fra en ende af:

Aktualitet?

– Rigtige nyheder er noget, der aktualiseres

gennem menneskelige handlinger.

Noget, vi selv eller andre kan gøre

noget ved. Det er ikke en aktualitet, at

der lige nu står 1.000 mennesker på

motorvejen i Rødby. Det nyhedsværdige

består i, at der er tale om et tegn på

noget, en folkevandring, en systemfejl

eller en udfordring af vore følelser, som

vi som en del af et fællesskab må tage

stilling til, om vi kan og vil gøre noget

ved. Hvis aktualiteten forveksles med en

"nuhed", har journalistikken tabt – ikke

bare til sociale medier, men også til

nyhedsmediernes kerneydelse: relevant

meningsdannelse.

Væsentlighed?

– Hvad er det? Det afhænger af, hvem

man er, og hvem man henvender sig til.

Og det risikerer hurtigt at blive kedelige

”nåheder”, hvilket er en dødssynd,

som publikum prompte straffer med

uopmærksomhed i moderne medier.

Så det væsentlige må gøres relevant

og/eller fascinerende – og det burde jo

være det, professionelle journalister kan

bedre end sociale amatører.

Identifikation?

– Man kan vel i dag bedst oversætte det

til relevans for den enkelte læser, lytter,

seer eller web-bruger. Risikoen i begrebet

er, at historien ofte risikerer at blive

rene ”nærheder” eller ekko-historier, der

blot fortæller os, hvad vi udmærket ved

i forvejen. Her har nyhedsmedierne allerede

tabt til sociale medier, hvor vi selv

vælger det ”community”, vi vil frekventere.

Journalister og redaktører burde

hellere tænke relevans, når de

instinktivt søger nærhed og identifikation,

eksempelvis gennem brug

af journalistiske cases.

Sensation?

– Det er jo som regel bare nuheder,

nærheder og nåheder, der er blevet

journalistisk skarpvinklet, så de fremstår

som en god, saftig solohistorie. Altså

noget med eksklusivitet. Men det varer

kun kort, hastigheden i nyhedsformidlingen

levner kun den sensationelle

solohistorie eksklusivitet et par minutter.

Så er den ude på alle andres sites.

Husk, at sensation faktisk bare betyder,

at vi ikke kender slutningen på historien.

Altså noget med at skabe fascination og

lyst til at fortælle historien videre. Men

SIDE 30


RITZAU 150

ANKER BRINK LUND OMGIVET AF AVISPAPIR, FOTOGRAFERET AF POLITIKENS PER FOLKVER I 2010


”Der er jo nogle, der skal sørge for, at

informationerne er solide og troværdige.”


det er sociale medier meget bedre til

end gammeldags nyhedsformidling.

Hvad er meningen?

– Måske er tiden slet ikke længere til

skematiske nyhedskriterier, siger Anker

Brink Lund. I stedet efterspørger mange

borgere kontekstualiseret journalistik.

Altså det, der giver mening for den

enkelte som aktiv deltager i et fællesskab

af handlende mennesker. Det,

som amerikanerne kalder "conversational

journalism”. Det er også vigtigt, at

journalistiske nyhedsmedier linker mere

selvkritisk tilbage til fortiden og kigger

på gamle dyder. Journalistikken skal

give mening, den skal verificere de mange

rygter, nuheder og nåheder, der florerer

på sociale medier. Der er jo nogle,

der skal sørge for, at informationerne er

solide og troværdige, at vi kan stole på

dem. Det er blandt andet derfor, at der

stadig er brug for nyhedsbureauer.

Hvad er så de moderne

nyhedskriterier?

– VÆSENTLIGHEDEN vil fortsat være

central for samfundsrelevant journalistik,

men den må kombineres med RE-

LEVANS og FASCINATION. Ellers er der

risiko for, at der opstår en kløft mellem

journalisternes og brugernes definition

af nyheder.

– Tag nu bare den grundfæstede journalistiske

opfattelse, at konflikt nærmest

er livsnødvendig for en nyhedshistorie.

I dag er konflikterne langt bedre beskrevet

i fiktionen – i drama, på Netflix, i

reality-tv.

SIDE 31


RITZAU 150

Ritzaus udvikling

Tidslinje 1866-2016

Nyhedernes udvikling

1866: Da krigen mellem

Preussen

og Østrig bryder

ud, aftaler direktør

Ritzau med bureauerne

i Wien, Sankt Petersborg

og Berlin, at de

leverer telegrammer.

Kong Christian IX

tegner abonnement på

Ritzau.

1866: 26-årige Erik

Nicolai Ritzau åbner

1. februar Ritzaus

Bureau. Telegrammerne

bringes i fire københavnske

aviser.

1872: Antallet af

aviser stiger, oplaget

stiger, og aviserne

deler sig efter politiske

anskuelser i en

højre- og en venstrepresse.

1865: Reuters’ korrespondent

indhenter

i en chartret yacht

postbåden til Europa

og kaster en beholder

om bord med nyheden om

mordet på præsident

Abraham Lincoln. Den

bringes i danske aviser

12 dage efter.

1870: Den fransk-tyske

krig bliver et gennembrud

for Ritzau, der

via sine forbindelser

kan udsende et telegram

blot få timer efter

krigserklæringen.

1875: Interessen for

nyheder fremmes af

1800-tallets mange

krige, og de danske

medier udvikler sig

voldsomt.

1880: I perioden

1840-1880 tredobles

antallet af aviser i

provinsen. Der er nu

1881: Københavns telefoncentral

oprettes

med 22 abonnenter.

I telefonkataloget

1. april 1882 findes

Ritzau med nr. C44. To

år senere etableres

en privatledning til

Rigsdagen.

1888: Under den tyske

kejsers besøg på

kongeskibet Dannebrog

lejer bureauet

et dampskib til sin

reporter.

32 provinsbyer med én

avis og 29 provinsbyer

med to eller flere

aviser.

1888: Første danske

avisfotografi, en

illustrationsprøve på

et ugeblad, bringes i

Vendsyssel Tidende.

Fem år efter bragte

samme avis det første

egentlige reportagefotografi

fra verdensudstillingen

i Chicago.

1882: Henrik Cavling

befinder sig tilfældigvis

i nærheden,

da Donse Krudtværk i

Nordsjælland eksploderer

16. maj. Hans

artikel i Dags-Avisen

er den første egentlige

reportage i dansk

journalistik.

SIDE 32


RITZAU 150

1895: Italieneren Gug-

1899: Nyhedsstrømmen

fra udlandet kulminerer

med 415.000 ord på

et år.

1904: Der åbnes statstelefoncentraler

rundt

om i landet, og Ritzau

etablerer sig i provinsen.

1903: Erik Nicolai Ritzau

dør 23. december i

København af tyfus. Han

bliver 64 år.

1904: Ekstra Bladet

starter som et tillæg

til Politiken med de

seneste nyheder fra

den russisk-japanske

krig. Tillægget bliver

så stor en succes, at

det fra januar 1905

udkommer som selvstændigt

blad.

lielmo Marconis opfindelse

af den trådløse

telegraf skaber grundlaget

for meget af det

elektroniske udstyr,

der i dag binder verden

sammen i “den

globale landsby”.

1908: Bureauet betjener

nu 471 abonnenter.

Bornholms Tidende er

1914: Under 1. Verdenskrig

“sattes Bureauets

Ydeevne paa den alvorligste

Prøve, baade

med hensyn til Personalets

Arbejdskraft og

Bureauets økonomiske

Basis”.

det sidste dagblad,

der tegner abonnement.

1916: 50-års jubilæum:

Ritzau beskæftiger i

København 22 mand og

18 bude, og i provinsfilialerne

er der 14

ansatte.

1905: Henrik Cavling,

chefredaktør fra 1905

til 1927, omlægger Politiken

til en moderne

avis, hvor nyheder,

analyser og reportager

prioriteres over det

politiske. Omnibusavisen

tager form.

1918: Udenrigsministeriets

Pressebureau

udtrykker interesse

for at overtage Ritzau,

men direktør

Christian Gamst mener,

at de meddelelser, som

ministeriet vil have

ud “for den allerstørste

dels vedkommende

må betragtes som føde

for papirkurvene”.

1916: B.T. er den første

avis inden for den

etablerede presse, der

bruger illustrationer

i større omfang.

1914: Ved 1. Verdenskrigs

begyndelse når

firebladssystemet sit

højdepunkt med 241

avistitler

over hele landet.

Hverken før eller

siden har der været så

mange aviser i Danmark.

Forsættes på næste side ...

SIDE 33


RITZAU 150

Ritzaus udvikling

Tidslinje 1866-2016

Nyhedernes udvikling

1922: Bureauets første

forsøg

med radio foretages

13. september med en

trådløs telefonforbindelse

mellem København

og Helsingør.

1923: Lauritz Ritzau,

yngste barn af

Erik Nicolai Ritzau,

bliver bureauets enedirektør.

1934: Der oprettes

europæisk fjernskrivernet,

så nyhedsbureauerne

er i forbindelse

med hinanden

døgnet rundt.

1940: Under besættelsesårene

skulle meddelelser

fra bureauet

på forhånd godkendes

af den tyske censur.

1947: Fra 1. januar

overgår Ritzau til

pressens eje efter 80

år i familiens.

1930:

Fjernskriverne

kommer frem og

bliver hurtigt

taget i brug.

1926: Pressens Radioavis

ser dagens

lys, da radioen i

samarbejde med dagbladene

begynder at

sende nyheder én gang

om dagen.

1940: Fire af fem

husstande ejer en

radiomodtager.

1943: Information

grundlægges som nyhedsbureau

for besættelsestidens

illegale

presse og udkommer

som avis fra 1945.

1922: De første danske

radioudsendelser

rettes mod et bredt

publikum. Indholdet er

fortrinsvis musik, men

fra 1923 får lytterne

ugentlige nyhedsprogrammer.

Dagbladet

Politikens Radioavis

er det første.

1925: Statsradiofonien

oprettes 1. april

som forsøgsordning

med ét radioprogram,

der sender tre

timer dagligt. I 1959

ændres navnet til

Danmarks Radio.

1948: Under OL i

London oplever danske

lyttere for første

gang en direkte nyhedsreportage

fra en

sportsbegivenhed.

SIDE 34


RITZAU 150

1951: Tv begynder i

1953: Våbenstilstanden

på grænsen mellem

Nord- og Sydkorea

underskrives

klokken 02.01 dansk

tid. 6 minutter

senere sender Ritzau

meddelelsen ud.

Danmark

2. oktober med en

times udsendelse tre

aftener om ugen. Fra

begyndelsen har næsten

400 danske hjem

anskaffet et fjernsynsapparat.

1959: Antallet

af aviser i både

København og provinsen

er faldet

1958: Gunnar Næsselund

afløser Lauritz

Ritzau som direktør.

med 40 procent,

men de overlevende

aviser går markant

frem.

1964: Pressens Radioavis

overtages af

DR fra pressens orga-

1973: Udviklingen af

datateknologien

aktualiserer

spørgsmålet:

Skal bureauet levere

hurtige, pålidelige

nyheder eller være

centralredaktionelt

serviceorgan med

grydeklart stof som

specialitet? Begge

dele, beslutter ledelsen.

1966: Ritzau fylder

100 år, og udenrigsminister

Per Hækkerup

(S) lufter tanken

om statsstøtte til

bureauet. Det har ingen

interesse, siger

Ritzaus bestyrelsesformand,

chefredaktør

P. Koch Jensen.

1977: For første gang

i Ritzaus 111-årige

historie nedlægger

journalisterne arbejdet

i seks døgn.

Årsag: ansættelsen

af et Djøf-medlem i

udlandsredaktionen.

1979: 88 procent af

befolkningen læser en

hverdagsavis.

nisationer og omdøbes

til Radioavisen.

Året efter oprettes

TV-avisen.

1965: Salgskurven

stiger markant for

de to løssalgsaviser

B.T. og Ekstra Bladet

på bekostning af

hovedstadens abonnementsaviser.

1975: Radioavisen begynder

at sende korte

nyhedsoversigter hver

time.

Forsættes på næste side ...

SIDE 35


RITZAU 150

Ritzaus udvikling

Tidslinje 1866-2016

Nyhedernes udvikling

1983: Året er præget

af overgangen til

elektronisk og papirløs

redaktion. 13.

december kappes den

sidste fjernskriverlinje.

1984: Ritzau Finans

bliver grundlagt. Det

bliver en vigtig del

af bureauets økonomi.

1983: Tekst-tv introduceres

på DR-TV Nu

kan der læses nyheder

og sport hurtigt,

næsten uden at skulle

vente.

1988: Ritzaus Jens

Jørgen Espersen modtager

Cavlingprisen

for en række reportager

om de alvorlige

skadevirkninger ved

brug af kontraststoffet

thorotrast.

1992: Den tekstbaserede

nyhedstjeneste

suppleres af en

tilkøbstjeneste med

nyhedsgrafik.

1988: DR's monopol på

landsdækkende tv brydes,

da det reklameog

licensfinansierede

TV2 med hovedkvarter i

Odense går i luften.

1995: Den traditionelle

parti-

avis med de klare

politiske tilhørsfor-

1995: Ritzau overtager

opgaven i tre år

med at opdatere hele

TV2’s nyhedsflade på

tekst-tv. Det giver

uro i ejerkredsen,

hvoraf nogle mener,

at direkte produktion

til slutbruger ikke

er Ritzaus opgave.

1997: Der etableres

en speciel onlinetjeneste

til brug for

netaviser.

1996: Den første

danske internetavis

lanceres af

Jyllands-Posten.

1998: Internettet

har på fire år nået 50

millioner brugere

på globalt plan. Det

tog telefonen 74

år, radioen 38 år og

tv 13 år at nå samme

antal brugere.

hold er ved at være

en saga blot. Blandt

de 33 tilbageværende

selvstændige blade

angiver kun ti et

tilhørsforhold.

2001: Den første

trafikomdelte gratisavis,

Metroxpress,

kommer på gaden.

2004: Ritzau bliver

multimediebureau.

Udover tekst, nyhedsgrafik

og lyd produceres

der nu også

video.

SIDE 36


RITZAU 150

AF MICHAEL BERGMANN

2006: Ritzaus Telefonavis

– produceret

for teleselskaberne

– lukker efter 47 år.

Telefonavisen udkonkurreres

af tekst-tv.

2008: Lars Vesterløkke

sætter gang

i en omfattende

strategiproces

med stærkt

fokus på kundernes

behov. Produkterne

målrettes de forskellige

medietyper,

og der oprettes en

funktion som kunderedaktør.

2015: Robotjournalistik

introduceres på

finanstjenesten: så

regnskabstal automatisk

sendes ud til

kunderne. Nyheder

leveres nu på 65

millisekunder efter,

at en redaktør har

trykket ”send”.

2007: DR bliver medejer

af Ritzau. Lars Vesterløkke

bliver administrerende

direktør og

chefredaktør.

2011: 30. juni opsiger

Berlingske Media sit

abonnement på Ritzau med

virkning fra årsskiftet.

Berlingske etablerer sit

eget konkurrerende nyhedsbureau,

BNB.

2012: Ritzau omdannes til

et aktieselskab. I august

åbnes den nye natredaktion

i Sydney med fire

medarbejdere.

2014: Bureauet har et

rekordoverskud på 6,3

millioner kroner og har

dermed vendt en truende

situation, siden Berlingske

Media forlod

ejerkredsen i 2012.

2015: I november lukker

Berlingske sit nyhedsbureau,

BNB, og Ritzau

overtager kontrakter og

otte medarbejdere. Berlingske

Media bliver igen

kunde.

2011: Radio24syv, der

er ejet af selskabet

Berlingske People

A/S, er navnet på en

ny licensfinansieret

radiokanal.

2014: Næsten 90 pct.

af danskerne har

adgang til internettet,

og 3,5 millioner

er med i det sociale

medie Facebook.

2006: TV2 News går

i luften 1. december

som Danmarks første

landsdækkende 24-timers

nyhedskanal.

2012: Computeren,

mobiltelefonen og de

sociale medier spiller

en stadig større

rolle i nyhedsformidlingen.

2015: Jysk Fynske

Medier bliver skabt

som en fusion mellem

Jyske Medier, Fynske

Medier og Syddanske

Medier. Det bliver

Danmarks næststørste

avismediehus – efter

JP/Politikens Hus.

Forsættes på næste side ...

SIDE 37


RITZAU 150

Fælles nyheder

er folkestyrets

fundament

Jeg er ikke så liberal, at jeg vil overlade

medieudviklingen til de frie markedskræfter, siger

kulturminister Bertel Haarder. De sociale medier

skaber mindre afstand mellem borgere og politikere,

men vi isolerer os også i vores egen lille sociale

boble. Hvis demokratiet skal fungere, er der brug

for et fælles nyhedsbillede, siger han.

Af Lars Vesterløkke

Danskerne bruger mere

og mere tid på sociale

medier, hvor en uredigeret

blanding af venners opslag

og billeder af nybagt

kage vises ind i mellem opslag med

breaking news. Det er her danskerne i

stigende grad henter deres nyheder. Og

det rummer en stor fare for folkestyret,

hvis det står alene, mener kulturminister

Bertel Haarder (V).

– Derfor er der i den grad brug for klassiske

medier, der med troværdighed kan

skelne mellem skidt og kanel og bringe,

hvad der er hold i. Samfundet har brug

for et højt niveau af troværdighed i

medierne, og at relevante informationer

når ud til alle. Det sikrer man ved, at der

findes gedigne og troværdige bureauer

som Ritzau, og ved at der i det hele

taget er medier, der er troværdige, siger

kulturministeren.

Sociale medier isolerer os

Bertel Haarder har over 20 års erfaring

som minister og har siden juni 2015

været kulturminister og er dermed også

ansvarlig for mediestøtten, der sikrer

danske medier næsten fem milliarder

kroner årligt i direkte støtte.

– Jeg sidder dagligt og ser på pengestrømmene

på medieområdet, og det

er store beløb, som gives i støtte til DR,

TV2-regionerne, 24syv og de private medier.

Man kan i høj grad diskutere, om

de midler fordeles rigtigt, men jeg er

ikke så liberal, at jeg vil overlade medieområdet

til de frie markedskræfter. De

private medier skal have mulighed for at

løfte deres del af public service-opgaven

– og det er også godt, at vi har en institution

som DR, som har en forpligtelse

over for det fælles, siger Bertel Haarder,

som mener, at det er helt afgørende for

folkestyret, at der fortsat findes troværdige

nyhedsmedier, der med journalistiske

metoder afprøver, hvad der er

rigtigt og forkert, og som udvælger og

prioriterer et fælles nyhedsbillede.

– Det dårlige ved medieudviklingen er,

at vi får mindre, der er fælles i medierne,

og at vi bliver mere isolerede og

atomiserede i de sociale medier, som

den enkelte nu har forlovet sig med. Og

det er jo et demokratisk problem, hvis vi

ikke har fælles oplevelser af samfundsudviklingen.

Det, der holder demokratiet

sammen, er en fælles debat, og at vi

via medierne får et fælles grundlag for

at forstå, hvorfor nogle beslutninger er

vigtige og rigtige, siger Bertel Haarder.

Nyheder online er vigtigst

42 procent siger online.

37 procent siger tv.

9 procent siger print.

5 procent siger sociale medier.

Kilde: Reuters Institute Digital

News Report 2015/Denmark

SIDE 38


RITZAU 150

BERTEL HAARDER - KULTURMINISTER OG OPTIMIST. FOTO: JENS JENSEN

SIDE 39


RITZAU 150

Digitaliseringen har skabt nærhed

Digitaliseringen af medierne og sociale

medier rummer på den ene side en

risiko for, at vi ikke længere har et fælles

billede af samfundet. På den anden

side har udviklingen givet politikerne

mulighed for at komme meget tættere

på borgerne.

– Medierne skabte før afstand mellem

borgere og politikere, og den er nu væk.

De digitale medier giver flere kontakter

end tidligere, så vi folkevalgte har et

bedre billede af, hvad folk tænker, fordi

vi hele tiden får reaktioner via sociale

medier og via mails. Så der er blevet

mindre afstand, forklarer ministeren.

Medieudviklingen har altid vakt bekymring,

påpeger Bertel Haarder. Allerede

da bogtrykkerkunsten blev udbredt,

var man bekymret for, hvad folk kunne

finde på at trykke. Da radioen kom, frygtede

nogle, hvordan det ville gå med

aviserne. Da de første tegneserier kom,

var man bekymret for bøgerne, fortæller

han.

Bertel Haarder

Kultur- og kirkeminister siden juni 2015.

Født 1944, kandidat i statskundskab og valgt til Folketinget

for Venstre. Har tidligere bl.a. været undervisningsminister

i 15 år, indenrigs- og sundhedsminister,

forskningsminister og minister for nordisk samarbejde.

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

Vi har brug for dansk

Vi er midt i en medierevolution, men

Bertel Haarder er grundlæggende

optimist også på de klassiske mediers

vegne – ganske enkelt fordi der er brug

for dem. Og det skal være nyheder på

dansk. Det har samfundet nemlig brug

for.

– Dansksprogede nyheder er helt afgørende

for dansk kultur og for dansk politisk

kultur. Sproget er det element, som

kulturen befinder sig i. Hvis vi berøves

det danske sprog i nogle sammenhænge,

vil det også gå ud over kulturen. Det

vil ramme vores selvforståelse og svække

vores selvrespekt. Uden sprog, ingen

kultur – og omvendt. Medierne spiller

derfor en altafgørende rolle, og det er

en af grundene til, at vi skal støtte dem,

siger Bertel Haarder, som håber, at de

danske medier, offentligt ejede medier

som DR og de private medier, kan finde

frem til et godt samliv. At de kan finde

sammen om at bekæmpe den fælles

fjende, nemlig de udenlandske medier,

der stjæler annoncekronerne fra dansk

medieindhold.

– De burde finde sammen, pege på

løsninger og fortælle os politikere, hvad

vi kan gøre, for at annoncekronerne går

til noget danskproduceret, lyder det.

Danskerne læser nyheder på skærmen

I 2012 havde 32 procent inden for den seneste uge læst nyheder

på smartphone.I 2015 var tallet vokset til 57 procent.

I 2012 havde 13 procent læst nyheder på tablet inden for den

seneste uge. I 2015 var tallet vokset til 39 procent.

I 2015 havde 47 procent inden for den seneste uge brugt sociale

medier som nyhedskilde. I 2012 var det kun 23 procent. Samtidig

faldt printmedier som nyhedskilde fra 51 procent til 33 procent.

Tv faldt fra 76 procent til 75 procent.

Nyhedsforbruget online steg fra 77 procent til 85 procent.

Kilde: Reuters Institute Digital News Report 2015/Denmark

SIDE 40


RITZAU 150

Mit Ritzau

Amalie Kestler

af Anette Westergaard

Ritzaus Bureau ifølge AMALIE KESTLER:

”Måske ikke så

sexet, men værd

at stå på mål

for.”

Ritzau er den ædru dame

Hvis du forestiller dig

nyhedsproduktionen i

90’erne og 00’erne som

en julefrokost, hvor folk

blev fuldere og fuldere,

startede aviskrige, talte om pansergeneraler

i Viby og lovpriste egne produkter,

så var Ritzau den ædru dame

ovre i hjørnet, som tog bilnøglerne fra

de andre til sidst. Den type er sjældent

festens midtpunkt, råber ikke højest

eller tiltrækker sig mest opmærksomhed.

Men hun er vigtig. Sådan så jeg lidt

Ritzaus rolle. Vi skulle holde tungen lige

i munden og være saglige og straight.

– Det var en af grundene til, at Ritzau var

en ufattelig meningsfuld arbejdsplads

for mig. Det er ikke løgn, når jeg siger, at

jeg tit havde sommerfugle i maven, når

jeg skulle på arbejde, fordi jeg var glad

og stolt over at være en del af det. Jeg

oplevede, at vi alle havde en klar opfattelse

af missionen: at være hurtigst med

de rigtige nyheder og samtidig udgøre

et korrektiv til de andre medier, hvis der

var brug for det.

– Det var da fedt, de gange vi kom først

med store nyheder – eksempelvis da jeg

havde nyheden om, at Dansk Folkeparti

ville fælde Lars Barfoed (K) som minister

efter kødskandalen i 2005-2006. Men

vores rolle som bagstoppere var mindst

lige så vigtig. For eksempel at sidde

i salen og lave et godt gammeldags

folketingsreferat med citatpluk, som de

andre kunne bruge som supplement til

egne solohistorier.

Født i 1976. Uddannet fra Danmarks

Journalisthøjskole i 2003,

Ritzau indtil 2007. Politisk

redaktør. Herefter Berlingske,

pressechef for overborgmesteren i

København, politisk redaktør på

Information og nu lederskribent

på Politiken

SIDE 41


RITZAU 150

Bolværk:

Journalister

er omringet af

kommunikationsfolk

For hver journalist er der i dag

to kommunikationsfolk. Journalisten

må i stigende grad tænke k-folkets

mandsopdækning ind i sit arbejde

– på godt og ondt. Af Lasse Højsgaard

Der er kommet en ekstra

station på vejen fra

spørgsmål til svar. Om

det er politikere, embedsmænd

eller erhvervsledere,

journalisten skal have i tale, går turen

gennem en kommunikationsmedarbejder.

– Det er blevet et vilkår. Man har vænnet

sig til det, og det er måske i virkeligheden

det allerværste, siger Ekstra Bladets

mangeårige politisk reporter Per

Mathiesen.

Hans daglige arbejde på Christiansborg

sker i udpræget grad med politiske

rådgivere i telefonen eller på tomandshånd

i borgens vandregange, alternativt

pressemedarbejdere i ministerierne. De

folk, der sidder med svar på spørgsmålene,

bliver systematisk skærmet af.

– Hvis man ringer og beder om at tale

med en embedsmand, er det stort set

umuligt. Og det kan også være ret svært

at få en ordentlig snak med en politiker,

fortæller han.

Presseetisk dilemma

Derudover mærker mange journalister,

hvordan den professionelle kommunikationsrådgivning

klæder politikerne

til at håndtere og i nogle tilfælde afmontere

kritisk journalistik. Eksempelvis

når man forsøger at tage luft ud af en

historie ved at lække den på mere eller

mindre officiel facon.

– Vi oplever det hele tiden, og det er

selvfølgelig dødirriterende. Jeg oplevede

det med uddannelses- og videnskabsminister

Esben Lunde Larsen (V) i en

sag, hvor jeg konfronterede ham med

SIDE 42


RITZAU 150

POLITIKERE BELEJRES AF JOURNALISTER - MEN BESKYTTES AF SPINDOKTORERNE. FOTO: POLFOTO

SIDE 43


RITZAU 150


”...journalisterne må også

kigge indad. Det er ikke altid,

det er relevant at få

statsministerens svar”


kritiske spørgsmål. Samme dag skrev

han ud på sin Facebook-profil: I morgen

skriver Ekstra Bladet sådan og sådan,

fortæller Per Mathiesen.

Det er enhver politiker i sin gode ret til,

konstaterer han, men det er med til at

skærpe vilkårene for den kritiske, politiske

journalistik.

– Det kan betyde, at man er nødt til at

vente med at konfrontere politikerne,

til man er helt tæt på deadline. Og det

giver så problemer i forhold til presseetikken,

der siger, at kilderne skal have

rimelig tid til at svare på spørgsmålene.

Der er vi i et dilemma, siger han.

Dobbelt så mange k-folk

som journalister

I Dansk Journalistforbund har antallet af

traditionelle journalister blandt medlemmerne

været faldende. Det ligger nu

på omkring 7.500. Sammenlignet har

forbundet i dag omkring 4.000 medlemmer,

der arbejder med kommunikation,

vurderer DJ's udviklingschef,

Per Nielsen, men siger samtidig at

det samlede antal kommunikationsmedarbejdere

i Danmark kan ligge i

nærheden af 15.000, hvis man medregner

medlemmer fra andre forbund og

ikke-organiserede.

I september skrev Fyens Stiftstidende,

at Odense Kommune havde 58

ansatte, der arbejder med kommunikation,

hvilket i øvrigt er landets største

”kommunikationsmedarbejder-rate” i

forhold til indbyggertallet. ”Det er vokset

ekstremt meget”, fortæller journalist på

Fyens Stiftstidende Karsten Hüttel, der

i mange år har dækket det kommunalpolitiske

område for avisen.

Godt og skidt

Den udvikling kan han både sige godt

og skidt om.

– På en af forvaltningerne sidder der en

bestemt kommunikationsmedarbejder.

Når man ringer til ham, går der ingen

tid, så er man på sporet af noget. Han

sørger for at skaffe svar og kilder, og hvis

folk ikke ringer tilbage til mig, er han i

haserne på dem – han er helt fantastisk,

fortæller Karsten Hüttel.

Så vidt solstrålehistorien. De negative

oplevelser er der desværre flere af. Dem,

hvor kommunikationsmedarbejderne

bliver et filter, der forhindrer den direkte

adgang til kilder og oplysninger.

– Jeg vil helst tale med præcis den embedsmand,

der arbejder med området.

Men i stedet får jeg lov at tale med en

kommunikationsmand, der lægger

spørgsmålene op til direktøren. Så skal

man sende dem skriftligt, og så får man

måske svar dagen efter eller i næste uge

– det er en pest, siger Karsten Hüttel.

Dribler uden om systemet

Han har været i journalistik så længe, at

han kan huske de allerførste ansættelser

af kommunale kommunikationsmedarbejdere.

SIDE 44


RITZAU 150

– Dengang arbejdede jeg i Vejle, og der

gik jeg bare over til kommunaldirektøren

og satte mig. I dag skal jeg være

heldig for at få stadsdirektøren i Odense

i tale ugen efter, medmindre det er en

sag, de voldsomt gerne vil tale om, eller

de har akut behov for damage control.

Karsten Hüttel fortæller dog, hvordan

han som erfaren journalist på området

har mange kilder på rådhuset og kan

”drible uden om det etablerede system”,

blandt andet når han bare skal have en

baggrundsnak med en vidende person

om, hvordan tingene hænger sammen.

Men også i det private erhvervsliv er

kommunikationsafdelingen blevet en

fast del af setuppet for en moderne

virksomhed.

Offensiv overvågning af journalistik

Lasse Friis er erhvervsjournalist på

Berlingske og har dækket Mærskkoncernen

i en årrække, og her har han

kunnet konstatere en markant udvikling

i pressehåndteringen.

– Da jeg startede som journalistpraktikant,

var tingene fuldstændig anderledes.

Når man ringede til Mærsk, sagde

de normalt ”ingen kommentarer”, og

så skete der ikke så meget mere. I dag

er de ti gange så mange i kommunikationsafdelingen,

og så er de blevet

ekstremt offensive med at overvåge,

hvad vi laver, fortæller Lasse Friis. Han

har netop oplevet at blive ringet op af

folk fra Mærsks kommunikationsafdeling

angående en note, han skrev om

et oliefelt i Qatar, som Mærsk måske er

på vej til at miste. I noten var angiveligt

en detalje, som Mærsk-folkene mente

kunne misforstås.

– Det er, som om de gerne vil have, at

fortællingen om virksomheden skal

være på en bestemt måde. Hvis jeg så

tilbyder at lave en ny artikel og citere

dem for de ting, de er utilfredse med, er

de aldrig interesserede. De forsøger at

præge os i retning af den forståelse, de

gerne vil have ud, siger Lasse Friis.

Overbetalt telefonpasser

Men hov hov – gør nu ikke spindoktorer

og kommunikationsfolk værre, end de

er. Sådan lyder indvendingen fra Claus

Perregaard, der var rådgiver for daværende

udenrigsminister Villy Søvndal og

i dag er chef for public affairs i Danske

Vognmænd.

– Som Henrik Qvortrup engang sagde:

Der er lidt tendens til at overdramatisere

kommunikationsrådgiveren. Rollen

bliver ofte pustet op som manipulerende

og fordækt, men ofte er der altså

bare tale om en overbetalt telefonpasser,

siger Perregaard, der beskriver sin

egen funktion som et bolværk for ministeren

– både mod pressen, men også

mod ministeriets egne embedsmænd.

– Embedsværket har sine egne dagsordener,

som man justerer i forhold til regeringens

partifarve, men alligevel forsøger

at holde fast i. Og der er det vigtigt,

at det skal være ministeren, der sætter

dagsordenen og ikke bliver tromlet.

”Journalister må kigge indad”

I forhold til pressen handler det ifølge

Perregaard ofte om noget så lavpraktisk

som tid.

– Da jeg startede i politik, var der bare

Ritzau. Så kom TV2 News, og så gik

det ellers hurtigt med webaviser, der

kører døgnet rundt. Det øger presset på

ministeren for at mene noget. Derfor

er det vigtigt med et bolværk, der kan

vurdere, hvad der er vigtigt, og hvornår

nok er nok.

Claus Perregaard anerkender, at ministre

og toppolitikere er blevet mindre

tilgængelige.

– Men journalisterne må også kigge indad.

Det er ikke altid, det er relevant at få

statsministerens svar. Nogle gange går

journalisterne bare derhen med deres

spørgsmål, hvor det giver mest fylde,

og ikke hvor det har mest relevans. Og

fordi konkurrencen om at sætte en

nyhedsdagsorden er skærpet, reagerer

politikere og rådgivere ved at skærme

sig af, bede om lov til at se spørgsmålene

først og så videre.

Per Mathiesen køber dog ikke Perregaards

bolværk-argument ubetinget.

– Det med travlhed og mængden af

henvendelser holder ikke, for man er

selektiv. Det er helt tydeligt, at hvis en

politiker har interesse i at tale med os,

gør de det gerne. Men når det er sagt,

vil jeg også være en hykler, hvis jeg

ikke nævner, at vi også får historier fra

spin-systemet. Der er også et samspil

mellem politiske journalister og rådgiverne.

SIDE 45


RITZAU 150

Verdens største nyhedsbureau:

Alle kunder kræver

alle produkter

De trykte medier er i krise, men

chefen for nyhedsbureauet AP, Gary

Pruitt, er fortrøstningsfuld. På

AP sælger de alle formater, og de

digitale teknologier har givet

journalisterne tid og nye redskaber.

Senest afslørede nyhedsbureauet et

omfattende netværk af menneskehandel

i den thailandske fiskeindustri og

sørgede for, at over 2.100 blev

befriet. Af Lasse Jensen

Gary Pruitt, øverste chef for

Associated Press – verdens

største nyhedsbureau

– tager imod ved elevatoren

i hovedkvarteret

i New York. Bag ham er væggen prydet

med portrætterne af de 40 AP-reportere

og fotografer, der har mistet livet på

jobbet. Den første var Mark Kellogg, der

døde under slaget ved Little Big Horn i

1876 – de seneste fem har mistet livet i

Mellemøsten i 2015. Bag væggen sidder

medarbejderne bag computerskærmene

og sender nyheder, billeder og

videoer ud til tusinder af medier verden

over.

Den 58-årige jurauddannede Gary B.

Pruitt har været direktør, Chief Executive

Officer, for AP siden 2012. Han står

med et ben i en historisk, journalistisk

tradition og et andet i den digitale nutid.

Som tidligere formand for den amerikanske

bladudgiverorganisation er han

om nogen fortrolig med krisen for de

trykte medier. En krise, der også smitter

af på AP. Som Ritzaus Bureau er AP

fællesejet af et stort antal dagblade. Det

giver en række fordele, mener Pruitt:

– Vi har overlevet en amerikansk borgerkrig,

to verdenskrige, den store depression

og andre kriser. Ikke mindst fordi

vores ejere ikke trækker penge ud af AP.

Vi skal drive en forretning, men vi skal

ikke tjene penge til ejerne. En anden

fordel i de nye tider er, at vi sælger alle

formater. Nyheder, sportsresultater, dybdeborende

journalistik, fotografier og

videoer. Nu kræver alle kunder alle produkter,

uanset om de oprindeligt kun

var dagblade, om de er radiostationer,

tv-stationer eller nye, digitale medier.

Nu vil de have det hele. For eksempel

SIDE 46


RITZAU 150

GARY PRUITT SÆLGER FLERE NYHEDER I UDLANDET END I USA. FOTO: MALENE LAURITZEN

er tilbagegangen i salget af tekstnyheder

mere end opvejet af fremgangen i

salget af video.

Gary Pruitt tøver ikke med at fastslå, at

nutiden indeholder ”større udfordringer

end nogensinde før”. Til gengæld er han

ikke i tvivl om, at selv om den traditionelle

journalistik er under pres, er der

større muligheder end nogensinde før

for unge journalister. Hele verden er

åben, du kan blive din egen udgiver på

nettet. Der har aldrig i verdenshistorien

været et større publikum.

Når tidevandet stiger

Men udfordringerne er blevet langt større.

Det er blevet meget sværere at tjene

penge til livets ophold. Både for nyhedsmedier

og for den enkelte journalist.

Usikkerheden er stor. Først og fremmest

fordi der globalt er flyttet milliarder af

annoncedollar fra traditionelle medier

til nye, digitale medier. I dag er der kun

ét dagblad blandt AP's ti største kunder.

– Når et nyt medie opstod i gamle dage

– først radio, så tv – blev de straks kunder

hos os, og de gamle medier bestod

uforandrede. Man kan sige, at når tidevandet

steg, kom alle skibe højere op.

Nu er ebbe og flod fordelt mellem flere

medier. En af AP’s styrker er, at vi udelukkende

beskæftiger os med nyheder,

og vi bestræber os på at være objektive

og have øjnene stift rettet mod kendsgerningerne.

Det gør os attraktive for

masser af medier over hele verden, og

vores omsætning uden for USA er nu 50

procent større end inden for. Og vi har

størst fremgang i Asien, Latinamerika og

Mellemøsten.

Gary Pruitt er i gang med en af de største

omstruktureringer i AP’s historie. Det

SIDE 47


RITZAU 150


”...tilbagegangen i

salget af tekstnyheder

er mere end opvejet af

fremgangen i salget af

video.”


store globale hovedkvarter i bygningen

på West 33rd Street skal gøres meget

mindre og flyttes. En stor del af arbejdet

skal nu foregå i regionale centre,

fordi teknologien ikke kræver et stort

hovedkvarter.

Robotter giver journalisterne tid

De eksperimenterer – med succes –

med datateknologi, der kan erstatte

de journalister eller medarbejdere,

der brugte tid på at stille nyheder op i

tabeller eller blot videreformidlede. Han

kan ikke lide ordet robotter.

– Det er software, der skriver historier

baseret på datasæt. Det har blandt andet

hjulpet os til at overskue strømmen

af årsrapporter fra tusinder af virksomheder.

I stedet for møjsommeligt at skrive

400 regnskabshistorier, kan vi nu lave

4.000. Det gælder også sportsresultater.

Det giver en tættere dækning, og det

frigiver journalisterne, så de kan arbejde

på et højere plan. Rigtig journalistik,

som kun rigtige mennesker kan lave.

Her hjælper den nye teknologi også. Vi

har lige lavet et stykke graverjournalistik,

der afslørede menneskehandel og

brugen af slaver i Thailands fiskeindustri.

Den havde tråde ud til mange lande. Vi

brugte satellitter, GPS-sporing, internettet,

og vi befriede 2.100 mennesker, der

blev holdt som slaver på en fjerntliggende

ø i Indonesien. Det kan kun rigtige

journalister gøre. Sådanne historier skal

vi fortsat lave, og der er – heldigvis – stor

interesse for dem hos vore kunder, siger

chefen for verdens største nyhedsbureau.

FOTO: MALENE LAURITZEN

SIDE 48


RITZAU 150

Mit Ritzau

Per Nyholm

af Anette Westergaard

Ritzaus Bureau ifølge PER NYHOLM:

”Man lærte

hurtigt at være

hurtigere end

de andre.”

En toneangivende generation af udenrigsjournalister

Jeg blev fyret fra Informations

udenrigsredaktion i 1967,

fordi jeg bogstaveligt taget

sparkede den daværende

chefredaktør, David Jens

Adler, så kraftigt i røven, at han faldt ud

af mit kontor. Med J.B. Holmgårds anbefaling

i hånden blev jeg ansat på Ritzaus

udenrigsafdeling under Peter Schäffer,

en gammel kommunist og glimrende

journalist.

– Nattevagterne var en pinsel, men

uundgåelige, og de havde også fordele.

Du kunne have to-tre journalister siddende

over for to-tre skrivepiger.

– Bureauets hovedopgave var dengang

som nu at være neutral. Kommentarer

var selvsagt forbudt, men mine svagt

farvede reportager førte til, at man

indførte en egentlig kommentarvirksomhed,

som bl.a. Randers Amts

Avis betjente sig flittigt af. Efter en kort

afstikker til NB! og Politiken vendte jeg

i 1971 tilbage til udenrigsredaktionen,

hvor det blev min opgave at følge NATO

og Norden. Et drømmejob! I mine år på

Ritzau arbejdede jeg i en kreds af meget

dygtige begyndere, som forestået af

Peter Schäffer udviklede sig til at blive

en toneangivende generation af udenrigsjournalister.

Født 1943, uddannet på Kolding

Folkeblad 1960. Derefter bl.a.

Information, Ritzau og Aktuelt.

Udenrigskorrespondent på Jyllands-Posten

i en menneskealder.

Bosat i Wien

SIDE 49


FYNSKE JIMMY MAYMANN, TIDLIGERE ØVERSTE CHEF FOR WEBAVISEN HUFFINGTON POST. FOTO: MALENE LAURITZEN

SIDE 50


RITZAU 150

Min generation

er de sidste

avislæsere

De nuværende betalingsmure duer ikke,

og hvis ikke vi finder den rigtige

model, risikerer vi at ende med

medier, der har alt for mange katte

på skateboards, siger danske Jimmy

Maymann, der er indholdschef i en

nyfusioneret amerikansk milliardmedievirksomhed.

Af Lasse Jensen

Jimmy Maymann er en travl

mand. Den danske topchef i

en af USA's milliardstore

koncerner har afset en halv

time i kalenderen til et

interview. For tre år siden boede han i

London. Den fynske landsbydreng fra

Gislev, den tidligere divisionshåndboldspiller

fra Tarup-Paarup på Fyn og cand.

merc.en fra Syddansk Universitet solgte

i 2011 sin virksomhed GoViral i 2012 til

den amerikanske koncern AOL for et

milliardbeløb. Kort efter spurgte AOL,

om han ville være administrerende

direktør for Huffington Post. Han sagde

ja og sad pludselig i New York med

ansvaret for en af de hurtigst voksende

nyhedsplatforme på internettet. I de

tre år voksede antallet af brugere fra

40 millioner til 200 millioner, og han

oprettede særudgaver af netavisen i

14 lande, herunder Japan, Frankrig og

Tyskland. I august 2015 kom næste store

forandring for Maymann, som en af

hans tidligere partnere, Morten Lund,

ifølge Euroman betegner som "iskold og

benhård rationel på et niveau, man slet

ikke kan forstå”.

Kommunikationskolossen Verizon

overtog mediekæmpen AOL – og dermed

Huffington Post – for 4,4 milliarder

dollars. Verizon er primært et telefonselskab,

Men de sælger ikke bare telefoner,

abonnementer og taletid. I stigende

omfang køber de indhold eller laver

det selv. Fra spil over underholdning til

nyhedsformidling. Med Huffington Post

købte Verizon adgang til en stor nyhedsformidler.

Det næste skridt er at skabe

en stor afdeling, der har ansvaret for alt

indhold. Dens øverste chef er nu Jimmy

Maymann.

Læser stadig aviser

Så der er ikke noget at sige til, at Maymann

har vildt travlt. Men han læser stadig

aviser – også danske. Han erkender

med et smil, at han kun læser aviser i

weekenden, og siger:

– Når vi kigger på det indhold, der bliver

skabt på nettet i dag, så bliver omkring

80 procent af det indhold skabt af

ikke-professionelle brugere. Så det vil

sige, at der er jo en masse mennesker,

SIDE 51


RITZAU 150

JIMMY MAYMANN VIL HAVE EN NY SLAGS JOURNALISTER. FOTO: RASMUS WENG CARLSEN/EUROMAN

der har lyst til at skabe indhold, men jeg

tror ikke, at de kan kalde sig journalister.

De kan så kalde sig ”indholds-skabere”,

ikke? Men det journalistiske begreb skal

stadigvæk stå for et eller andet – journalistik

har da også noget at gøre med

kvaliteten, ikke? Hvad er det for nogle

værdier, journalistikken står for? Kvalitet

er stadigvæk kernen i det journalistiske.

Som journalist skal du have en

forståelse for, hvordan du laver de gode

historier, hvilke narrativer der skal til for

at gøre historien interessant for mange

brugere. Det er jo i virkeligheden den

største udfordring i dag. Der er masser

af mennesker, der gerne vil skabe,

og ikke særligt mange, der forstår at

formidle budskaber på en interessant

måde digitalt.

Kampen for den rigtige model

Jimmy Maymann har svært ved at forstå,

hvad han kalder "manglen på forandringsvilje"

hos mange journalister. Den

rodfæstede rutine om, at avisen jo kun

udkommer en gang i døgnet. Tanken

om, at det skrevne ord er det bærende

i enhver historie. Tastaturet er afløst

af smartphonen, der både kan tage

foto og optage lyd og video. "Avisen"

udkommer hvert eneste sekund, døgnet

rundt. Det er den store ændring. Og den

gør arbejdet vanskeligt for traditionelle

journalister.

– De tænker: Vi skriver en historie, og

så giver vi den til vores redaktør, og så i

morgen, hvis vi er heldige, får vi forsiden,

og ellers kommer vi et eller andet sted i

avisen, og dagen efter er der måske nogen,

der har skrevet et læserbrev, og så

forholder vi os til det. Det er jo ikke den

virkelighed, vi lever i i dag, siger Maymann

og kigger på uret. Tiden er knap.

– Jeg tror stadigvæk på, at kvalitetsjournalistik

er noget, som vi skal værne om,

og som vi skal være glade for ... Jeg er

også – under de rigtige former – tilhænger

af public service. Der er jo nogle, der

er nødt til at stå på mål for kvalitet, for

analysen, for indsigten. Jeg elsker kvalitetsjournalistik,

men jeg tilhører nok

den sidste generation, der læser aviser.

Jimmy Maymann indrømmer, at opgaven

med at finde det rigtige indhold og

lave det rigtige mix på nettet er svær.

"Det er en kamp at finde den rigtige

model", siger han og ser tilbage på sine

tre år som chef for Huffington Post, hvor

han skulle blande professionel journalistik

med "borgerjournalistik", nyheder

fra ikke-journalister og kommentarer og

analyser i form af blogs. Her lærte han

vigtigheden af at finde det rigtige mix.

På tre år ottedoblede Huffington Post

antallet af daglige historier. Fra 200 til

1.600.

– Nyhedscyklussen accelererede simpelthen

så meget på grund af sociale

medier. Så hvis Huffington Post skal

bringe nyhederne, er vi nødt til at accelerere

vores evne til at få nok indhold

derud. Og det er klart, at når det går så

hurtigt, så er det svært at tage et skridt

tilbage og skrive 1.500 eller 5.000 ord.

Nu drejer det sig mere om at skrive

500 ord og være sikker på, at de

kommer ud.

Jimmy Maymann siger ligeud, at

forretningsmodellen ville være brudt

sammen, hvis alle 1.600 historier blev

skrevet af journalister. Over halvdelen af

stoffet – 60 procent – kom fra bloggere,

borgerjournalister, nyhedsbureauer og

andre kilder.

Avisen talte til dig – ikke med dig

Maymann taler sig varm. Han taler om

smartphones som den distributionsform,

der vokser mest. Om Netflix –

mindre end ti år gammel – der ændrer

SIDE 52


RITZAU 150


”Distribution er jo næsten gratis nu.

Se bare på papiraviser – det er jo en

distributionsform, der ikke giver mening.

Det samme med kabel-tv. De sælger tv i

pakker, men brugerne vil jo gerne selv have

lov til at bestemme.”


folks tv-vaner over hele verden, og nu

har bragt ham ind i et topjob, hvor

hans opgave blandt andet er at lave

Verizons modtræk til Netflix. Vi taler om

nyheds-sites, som truer gamle medier,

ja selv New York Times, der med

Maymanns ord "i 150 år har talt til dig og

ikke med dig". Når man spørger ham,

hvordan det er at være med til at lave

alle de ting, der er med til at "ødelægge"

de gamle medier, henviser han til

teknologien, som primært har ændret

tilgængelighed og omkostninger.

– Distribution er jo næsten gratis nu.

Se bare på papiraviser – det er jo en distributionsform,

der ikke giver mening.

Det samme med kabel-tv. De sælger tv

i pakker, men brugerne vil jo gerne selv

have lov til at bestemme. Og teknologien

har jo givet dem den mulighed,

at de rent faktisk selv kan bestemme,

om de vil se alle de 12 afsnit i træk, hvis

de har tid. Der er tale om et massivt

paradigmeskift.

I slutningen af de nøje tildelte 30 minutter

af Jimmy Maymanns tid vender vi

tilbage til journalistikken og de ændrede

krav til nutidens – og ikke mindst

fremtidens – journalister. Han fastslår,

at der er ting, der ikke ændrer sig. Man

skal tale sandt og tjekke sine kilder. Og

han vender tilbage til den nye journalistiske

værktøjskasse.

– Nu skal du lære at headline-teste, så

du finder den mest appellerende rubrik.

Du skal lære, hvordan du tagger dine

artikler, så brugerne og du finder ud af,

hvilket indhold der virker på Facebook

i forhold til på Twitter. Du skal lære at

bruge nye teknologiske værktøjer, så

du fremmer dit indhold og øger dine

og virksomhedens evner til at sprede

budskaberne ud og tjene penge på de

ting, der bliver skabt.

Du skal gøre dig unik

Jimmy Maymann ved om nogen – og

understreger – at hele medieverdenen

er midt i et stort paradigmeskift. Der

skal findes nye modeller for betaling,

fordi der langtfra er annoncekroner nok

til at lave tilstrækkeligt med indhold.

Folk skal betale, ellers hænger det ikke

sammen. Han er stærkt kritisk over for

avisernes måde med bare at bygge en

betalingsmur op omkring alt indhold.

Det duer simpelthen ikke, siger han og

fastslår:

– Du er nødt til at finde ud af, hvor det

er, at du er unik. Flere og flere vil gerne

betale for kvalitetsnyheder. Det viser

Reuters Institutes undersøgelser. Men

folk vil ikke betale for en generel

nyhedsformidling.

Der er altså lidt lys for enden af tunnelen,

lyder det sidste spørgsmål til den

højest placerede dansker i den internationale

medieverden. Ja, præcis, lyder

svaret:

– Ellers ender vi med for mange katte

på skateboards, og det tror jeg ikke,

der er nogle, der er tjent med, siger

Jimmy Maymann. Tiden er gået. Jimmy

Maymann forlader i al hast sit kontor i

kontorbygningen på Broadway i New

York. Forbi lædermøblerne og den lille

skænk med flere flasker årgangswhisky

og champagne, som han understreger

er gaver fra forretningsforbindelser. Ikke

til eget forbrug, han drikker nemlig ikke.

Han har alt for travlt. Nu er han på vej til

næste møde hos AOL over Hudsonfloden

i New Jersey. For ham handler

det ikke om at holde trit med en hurtig

medieudvikling, men om at være

endnu hurtigere og på forkant. Han er

mangemillionær og behøver overhovedet

ikke at arbejde. Men han kan ikke

lade være.

SIDE 53


RITZAU 150

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

“Underholdning

er godt, oplysning

er nødvendigt”

Clicks, likes og shares er gode til

breaking news og historier om “dovne

Robert”. Men de skjuler forudsætninger for

begivenheder og tendenser. Professor Vincent

Hendricks, som forsker i sociale medier, i

samtale med journalist, net-kritiker og

debattør Pernille Tranberg om de sociale

mediers indflydelse på journalistikkens

kvalitetskriterier. af Pernille Tranberg

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

SIDE 54


RITZAU 150

Månedligt forbrug af sociale medier blandt danskere over 12 år (2014):

73%

29%

18% 16%

12%

Facebook LinkedIn Snapchat Instagram Twitter

Pernille: Nyheder er godt

delbart indhold, og nyheder

får ofte et fint viralt liv på

sociale medier. Det er jo

også derfor, sociale medier

som Facebook, Instagram, Snapchat og

YouTube arbejder meget aktivt for at få

medierne til at lægge så meget indhold

som muligt ud på deres platforme.

Hvorfor tror du, nyheder er så delbare?

Vincent: Det indhold, der spredes mest,

er det, der fascinerer og skaber ærefrygt,

angst, vrede og indignation, og det gør

nyheder. Men det er noget bekymrende,

når traditionelle medier begynder at

løbe efter sociale medier, for clicks, likes

og shares er kvantitative mål. Kvantitet

er dårlige mål for kvalitet. Det er udmærket,

at traditionelle medier har fået

konkurrence fra helt almindelige mennesker

på sociale medier, men det duer

ikke, at de traditionelle medier tager

den laveste fællesnævner og måler sig

selv på netop clicks, likes og shares.

Pernille: Ja, der er vist ingen tvivl om,

at de fleste traditionelle medier – med

Weekendavisen som en klar undtagelse

– måler sig på clicks, likes og shares. En

af mine venner på et dagblad har fortalt

mig, at når hun laver en god historie, så

hører hun ikke noget fra chefen. Men en

ligegyldig historie, der hitter på sociale

medier og udstilles på skærme overalt

på husets redaktioner, får hun ros for.

Vincent: Det er til at tude over – og som

min mor ville sige, "så tud!". Likes og

shares er jo omkostningsfrie. Vi ved ikke,

hvor meget likes kan flytte, for man kan

give dem uden at stå til ansvar for noget

nævneværdigt. Og når det gælder likes,

er det interessante jo ikke, hvor mange

likes du får, men hvem der har liket.

Desuden er liket blot et resultat af en

tankeproces, hvor du kun ser konklusionen

– ikke forudsætningerne. Og det

er i sidste ende forudsætningerne eller

præmisserne for at like, som er interessante,

fordi det er gennem dem, at

mennesker bliver oplyst.

Pernille: Journalister har altid haft

aparte succesparametre. Før sociale medier

var man en succes, hvis ens historie

blev citeret i Radioavisen eller af andre

medier. På en måde har sociale medier

skabt en viral effekt for disse gamle

succeskriterier fremfor at have skabt

nye kvalitative succesparametre, såsom

hvorvidt en historie faktisk skaber en

positiv forandring i samfundet.

Vincent: Hvis man skal se det positive i

det, så har Facebook lige haft tiårsjubilæum.

Ti år. Ti sølle år. Tænk på, hvor

længe pressen har levet. Sociale medier

har stadig en masse børnesygdomme.

Rigtig mange mennesker er jo stadig

interesserede i et oplyst grundlag.

Pressen spiller her en meget vigtig rolle,

en slags civilsamfundsrolle mellem

offentligheden og magten.

Det bobler og bobler

Pernille: Jeg kan forstå, at der i jeres

forskningscenter tales om mange forskellige

bobler. Sociale bobler, anerkendelsesbobler,

statusbobler, mobningsbobler,

nyhedsbobler, videnskabsbobler,

meningsbobler, statusbobler, politiske

bobler. Hvad er der med de bobler?

Vincent: Der er tale om en boble, når

noget bliver et overophedet aktiv, som

overstiger dets fundamentale værdi –

det kan være noget monetært eller et

socialt fænomen. Benjamin Lasnier fra

Vejle, som er en Justin Bieber-lookalike,

er et klart eksempel på en social boble.

Det eneste aktiv, han antagelig har, er,

at han ligner en anden. Pludselig er der

et marked for at blive hørt. Hvor lækker

er du? Hvor højt råber du? Her bør journalister

sikre, at vi kan vende tilbage til

SIDE 55


RITZAU 150

Månedligt webforbrug i Danmark (2015):

3,7 mio.

3,1 mio.

2,3 mio.

2,1 mio. 2,08 mio. 2,08 mio.

1,4 mio.

0,584 mio.

Google Facebook Youtube tv2.dk dr.dk eb.dk politiken.dk kristeligtdagblad.dk

de journalistiske dyder.

Pernille: Ja, den gode grundige journalistik

får da også ofte et godt liv på

sociale medier, men sociale medier

er bedst på breaking news. Hurtighed

er med andre ord en del af sociale

mediers dna, så det med altid at tjekke

modparten og ikke kun køre énkilde-historier

er ikke altid lige respekteret,

når det gælder om at komme først. Det

er vel ikke en nyhedsboble?

Vincent: Nyhedsbobler opstår, når enkeltsager

bliver overophedede. Der var

Panorama-gate, dovne Robert, fattige

Karina og frikadeller i børnehaven. Ingen

af disse enkeltsager er repræsentative

for et helt fordelings- og/eller værdipolitisk

kompleks. De er overophedede.

Her spiller sociale medier en stor rolle,

for alle disse historier har stor "social

transmission". De er nemlig drevet af

vores indignation. Vi er for eller imod. På

den måde har medierne også droppet

repræsentativitetskravet.

skidt fra kanel. Facebook har tyvstjålet

en masse begreber fra journalistikkens

verden. Måske for at låne troværdighed.

Der er ”nyhedsvæggen” og ”nyhedsalgoritmen”.

Og ”nyheder” omfatter alt

– om de kommer fra DR eller en 12-årig

katteelsker.

Vincent: Ja, vi er alle blevet egne journalister.

Det skal vi lære at forvalte. Vi

skal lære at forvalte vores megafon til

offentligheden. Det er blevet et grundvilkår

for at være menneske. Og det må

etablerede journalister være med til at

lære andre. Der er jo nogle fremragende

ansvarlige presseregler, som eksempelvis

findes på American Press Institutes

hjemmeside. Dem burde alle kende.

Pernille: Ja, vi har meget lignende

regler i Danmark. Som regel vil en

journalist eksempelvis have en eller

anden form for aftale med deres kilder

om at offentliggøre en historie om dem.

Men på Facebook tagger de fleste jo

hinanden uden at spørge om lov. Til

gengæld har Facebook jo medført, at

mere information er mere tilgængelig

for alle, ikke?

Vincent: Men mere information gør os

ikke nødvendigvis klogere. Det, der gør

os klogere, er at kunne filtrere information

den rigtige måde. I bund og

grund bør man altid læse en kilde, man

er enig med, en kilde, man er uenig

med, og en kilde, der er neutral som

funktion af de to foregående – og så

triangulere de tre. Så bliver man klogere.

Men de forskellige kilder får man

som regel ikke ud af sit netværk. Har

du læst Infostorms? Fremragende bog

om, hvordan vi først og fremmest lytter

til vores peers, vores netværk. Det er jo

derfor, alle løber efter de sociale medier.

Men det er jo ikke så godt, for hvem er

de fleste i netværk med? Deres venner

med de samme holdninger som deres

egne.

Etik på sociale medier

Pernille: Sociale medier har på mange

måder gjort gode ting for journalistikken,

fordi vi alle kan være vores egne

journalister og komme ud i verden. Men

det er også blevet sværere at skelne

Professor i filosofi Vincent F. Hendricks er leder af

Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns

Universitet. Han modtog i 2015 et millionbeløb fra

Carlsbergfonden for at studere sociale medier.

SIDE 56


RITZAU 150

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO

SIDE 57


RITZAU 150

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO


”Hvis man skal se det positive i det, så har

Facebook lige haft tiårsjubilæum. Ti år. Ti

sølle år. Tænk på, hvor længe pressen har levet.

Sociale medier har stadig en masse børnesygdomme.

Rigtig mange.”


En ny oplysningstid

Vincent: Håbet ligger først og fremmest

Pernille: Desværre behandler de traditionelle

medier – og ikke mindst stats- dre noget, ikke platformene, som vi har

hos brugerne. Det er dem, der kan æn-

ejede medier – Facebook og andre, som i dag. Men det kræver en ny oplysningstid!

Hvis vi vil beholde vores gode public

var de neutrale infrastrukturer og ikke

det, de er; kommercielle virksomheder, service, bør vi virkelig gøre noget. Sætte

der leverer indhold til os, afhængigt af folk sammen og finde ud af, hvad vi

hvor meget de selv kan tjene på det. I et kan gøre. Og lave en god strategi for at

lille land som Danmark kunne man vel bruge sociale medier til dannelse, tillid

godt lave en dansk public service-platform

som alternativ til en udemokratisk, dem som overfladiske, kvantitative suc-

og fordybelse frem for som nu at bruge

kommerciel, global platform som cesparametre. Underholdning er godt,

Facebook?

oplysning er nødvendigt.

Journalist Pernille Tranberg har været ansat på en række

medier: som journalist på Politiken, chefredaktør på forbrugerrådets

magasin TÆNK og redaktionel udviklingschef

på Berlingske. Hun har skrevet fem bøger, senest ”Fake It

– din online identitet er guld værd” (2012), udkommet på

fire sprog. Er stifter af tænkehandletanken DataEthics.eu.

Pernille: Nu er mit speciale jo dataetik

og privacy. Udover at det forretningsmæssigt

måske ikke lige er smart, at

de traditionelle medier giver deres

kundedata til sociale medier via cookies

og plugins, så er der jo mange af deres

kunder, som ikke ved, at alt det, de læser

på de traditionelle mediers hjemmesider,

sendes direkte ind til Facebook?

Vincent: Ja, hvordan ville folk ikke

reagere, hvis deres lokale Irma ringede

og sagde, at de gerne lige ville have

information om deres forbrugsmønstre,

venner, interesser og habitus. Folk ville

jo sige nej.

Pernille: Hvad tænker du, er den største

forskel på Facebooks nyhedsalgoritme

og en traditionel nyhedsredaktion?

Vincent: Det er selvfølgelig redaktionen.

Og det, at etablerede journalister bør

efterleve en række etiske og lovgivningsmæssige

regler.

SIDE 58


RITZAU 150

Mit Ritzau

Ruth von Sperling

af Anette Westergaard

Ruth von Sperling, elev på Ritzau 1968

Ritzaus Bureau ifølge RUTH VON SPERLING:

”Arnested for

journalistisk

talent.”

Svingom på natholdet

Ritzau var et fantastisk sted

at blive uddannet. Vi blev

kastet ud i tingene og kom

rundt i alle hjørner, mens

de gamle tog sig af os,

guidede os og gav os grundig efterkritik.

Men der var også tid til sjov. Det hændte,

at vi fik os en svingom på natholdet,

hvor en af redaktionssekretærerne gav

et nummer på klarinet, og det er da

også hændt, at telefonerne kimede ud

på de små timer. Det var kolleger på

dagbladene, der ville høre, om der da

slet ikke var sket noget i nattens løb. Så

fik vi travlt.

– Det var spændende tider, jeg dækkede

blandt andet Verdensbank-demonstrationen

i 1970, som var ualmindeligt

hård og blodig. Jeg måtte gå i dækning

bag Oehlenschlägers statue foran Det

Kgl. Teater, fordi demonstranterne kastede

kartofler med barberblade imod

gæster fra Verdensbanken. Det var her,

iført sikkerhedshjelm, at jeg erkendte,

at jeg nok ikke var den fødte krigskorrespondent.

Men jeg kunne godt lide

at være en del af spændingen. Flere

episoder står lyslevende for mig endnu.

Eksempelvis da Lasse Jensen i rød sweater

trådte ind i redaktionslokalet efter at

have dækket krigen i Biafra. Der gik et

sus gennem sekretariatet.

Født 1942. Uddannet på Ritzau i

1970 – først skrivedame, derefter

i journalistisk mesterlære.

Fra 1973 hos DR som journalist,

leder af DR’s interne uddannelse,

programchef for DR’s distrikter

og i en årrække redaktør af ”Orientering”

på P1. Nu redaktør på

P1-programmet ”Panorama”

SIDE 59


RITZAU 150

Vi skal være

sandhedens agenter

Et arbejdsliv i medierne ligger

foran dem, men hvad skal karrieren

bringe? Tre praktikanter forsøger at

spå om deres fremtid som samfundets

vagthunde. Af Julie Stine Johansen

Måske sidder jeg over

for en kommende

stjernereporter. En af

fremtidens Cavlingjournalister.

Eller bare

tre eksempler på en uddøende race. De

tre praktikanter i sofaen er på vej mod

en tilværelse som journalister. Ligesom

jeg selv er. Jeg bryder min hjerne med

tanker om min egen fremtid, men er

lettere forvirret. Så jeg kaster bolden videre

til de gryende mediefolk og beder

dem forholde sig til deres forestående

karrierer.

Natalie Yahya Rosendahl er i praktik på

Information, Rasmus Agger er på DR

Nyheder, og Frederik Hagemann-Nielsen

er hos Ritzaus Bureau.

– Hvad vil I opnå som journalister?

Frederik: Det er måske lidt en kliché.

Men dybest set vil jeg oplyse folk om,

hvad der sker ude i verden. Holde vagthaverne

i kort snor og være samfundets

vogter.

Rasmus: Jeg vil gøre andre opmærk-

somme på ting, som de ikke vidste,

de ville vide mere om. Jeg vil skubbe

viden ind i hovedet på dem, så de bliver

klogere.

Natalie: Jeg vil være med til at kvalificere

samtalerne rundt om i landet og

filtrere de mange informationer, der er.

Jeg vil udrette noget, som er en gevinst

for samfundet.

Den farveblinde maler

Så vidt visionerne i grove træk. Men kan

de føres ud i livet? Mediebilledet forandrer

sig, og branchen er mange steder

trængt. Færre og færre vil betale for det,

journalister producerer.

Til gengæld bruger danskerne i stigende

grad gratis informationer i form af

statusopdateringer på Facebook, tweets,

blogs og videooptagelser på sociale

medier.

Er der overhovedet brug for journalister,

spørger jeg, men bliver blæst omkuld af

en overbevisende tro på fagets fremtid.

Rasmus: Der er nærmest mere brug for

os nu, end der har været nogensinde

før. Der er så meget ufiltreret lort derude.

Vi skal være en form for dørmænd,

der kontrollerer, hvilke oplysninger folk

skal have. Og hvad der i hvert fald ikke

skal ud. Opgaven for fremtidens journalister

bliver at være sandhedens agenter.

– Men hvilke former for journalistik har

en fremtid?

Natalie: De hurtige nyheder vil fortsat

være meget efterspurgte. Der er altid

tidspunkter, hvor vi har brug for et hurtigt

overblik. Og den grundige nichejournalistik

klarer sig fint. Men jeg har

en idé om, at det, der ligger mellem de

korte nyheder og de lange, dybdegående

ting, vil dø.

Frederik: Jeg har en forventning om, at

det trykte medie holder længere, end

man lige tror. Men det er nok bare et

spørgsmål om tid, før den fysiske avis

siger farvel, og vi går helt over til elektroniske

formater.

Rasmus: Jeg ser et kæmpe potentiale

i sådan noget som interaktive nyhe-

SIDE 60


RITZAU 150

JOURNALISTPRAKTIKANTER:

OVERBEVIST OM FAGETS FREMTID

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD


”Der er så meget ufiltreret lort derude.

Vi skal være en form for dørmænd.”


der. Hvem ved, om folk vil have deres

nyheder skåret efter nyhedstrekanten?

Hvorfor ikke lave et lækkert layout med

knapper, som man kan trykke på, så

man får sin nyhed i den rækkefølge,

man foretrækker?

Og så griber Rasmus til metaforerne for

at beskrive den brydningstid, mediebranchen

er midt i.

Rasmus: Lige nu ser jeg medierne som

en farveblind maler. Maleren er klar

over, at der skal males i det hus, vi befinder

os i. Men han ved ikke, hvilken farve

væggene skal have. Vi er i en tid, hvor

maleren forsøger forskellige farver for at

finde en, der fungerer. Og han famler.

Tanker om en uforudsigelig karriere

Midt i praktikanternes spådomme og

analyser vil jeg vide, hvad de drømmer

om at lave, når de er blevet fuldvoksne

journalister. Hvordan tror de, at det ser

ud om fem år?

Frederik forestiller sig, at han er hos

Ritzau og laver krimistof. Rasmus og

Natalie vil begge gerne specialisere sig,

og måske har de taget en mastergrad

i udlandet. Rasmus er sandsynligvis

tilbage hos DR.

– Men hvor er I om ti år?

Frederik: Det kan være, at jeg kører

træt i de korte ting i nyhedsorkanen på

Ritzau og vil have mere tid til refleksion.

I så fald er jeg måske retsreporter på DR,

TV2 eller Jyllands-Posten.

Rasmus: Jeg vil være et sted, hvor der

ikke er for mange kokke involveret i

hvert produkt. Jeg vil lave noget, som

jeg føler er virkelig, virkelig godt. Der

behøver ikke være meget af det. Det

kan være nyheder for børn eller et selvstændigt

projekt som for eksempel et

interaktivt rejsemagasin.

Natalie: Jeg vil være rigtig god til et

bestemt emne, og så vil jeg lave noget,

som forener den gode fortælling med

den der vælte-ministre-agtige-journalistik.

SIDE 61


RITZAU 150

Frederik Hagemann-Nielsen, 24 år

Uddannelsesinstitution:

Danmarks Medie- og

Journalisthøjskole

Praktiksted: Ritzaus Bureau

(1. aug. 2014 – 1. feb. 2016)

Natalie Yahya Rosendahl, 24 år

Uddannelsesinstitution:

Roskilde Universitet

Praktiksted: Information

(1. aug. 2015 – 1. august 2016)

Rasmus Agger, 25 år

Uddannelsesinstitution:

Danmarks Medie- og

Journalisthøjskole

Praktiksted: DR Nyheder

(1. aug. 2014 – 1. feb. 2016)

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD

Artiklens forfatter:

Julie Stine Johansen, 24 år

Uddannelsesinstitution:

Danmarks Medie- og

Journalisthøjskole

Praktiksted: Ritzaus Bureau

(1. feb. 2015 – 1. aug. 2016)

– Og hvad så om 20 år, når I er midt i

livet?

Frederik: Jeg håber, at jeg er landet på

en lokal- eller regionalredaktion et sted

i provinsen. Jeg vil møde mine læsere

nede i Brugsen, hvad enten det er borgmesteren

eller hr. Hansen. Senere vil

jeg undervise på en af journalistuddannelserne

for at slutte karrieren,

hvor den begyndte.

Natalie: Jeg laver muligvis mine egne

små projekter. Det ville være fedt at

komme ud af funktionærrollen. Lige

nu vil jeg helst være på et anerkendt

medie og inden for nogle rammer, som

jeg kender og respekterer. Men på det

tidspunkt tror jeg, at jeg får lyst til at

lave mit eget.

Rasmus: Det kan være, at jeg har kastet

mig over en dokumentarfilm eller

kommunikationsarbejde for en nystartet

festival, en ngo eller en skrantende

fodboldklub, der skal hjælpes op mod

toppen. Jeg vil være en del af noget

større, som betyder mere end min egen

selvtilfredsstillelse og byline.

En privilegeret jagt på svar

Det føles, som om vi har gennemgået

en grundig omgang samtaleterapi i de

slidte sofaer på cafeen i indre København.

Således opløftet konkluderer

Natalie, at det er et privilegium at være

journalist.

For i journalistikkens tjeneste er det

fuldstændigt legitimt at kontakte fremmede

mennesker – som andre måske

kun kan drømme om at snakke med –

for at konfrontere dem med alle mulige

spørgsmål.

Og man får tilmed penge for det.

Vi er alle sammen enige. Jeg selv har

fået genopfrisket min motivation for at

blive journalist. Jeg vil fortælle, hvordan

tingene faktisk hænger sammen, for jeg

er evigt træt af myter og skråsikkerhed.

Om jeg så skal være allround-nyhedsjournalist

eller koncentrere mig om

sundhedsstof, fattige børn i Afrika eller

dansk politik.

Fælles for os praktikanter er, at vi er klar

til at skifte genre og medieplatform om

nødvendigt. For vi ved ikke, hvordan

fremtiden i mediebranchen ser ud.

Vi ved bare, at vi vil være sandhedens

agenter.

SIDE 62


RITZAU 150

Mit Ritzau

Ask Rostrup

af Anette Westergaard

Ritzaus Bureau ifølge ASK ROSTRUP:

”Sylespidse,

præcise, fejlfri

nyheder, der

kan skæres fra

bunden.”

Ritzau er i mit journalistiske dna

Jeg takker min gud og skaber

for, at Ritzau blev min første

journalistiske arbejdsplads.

Det gav mig en grundsolid

platform for viden og etik,

som er tatoveret ind i mit journalistiske

dna. Det har dannet grundlaget for alt,

hvad jeg har bedrevet siden, både hvad

angår sproglig præcision, journalistisk

grundighed og de helt banale, etiske

spilleregler: Man hører altid begge sider

af en sag, kender forskellen på sigtet

og tiltalt, staver folks navne korrekt og

følger op på sager, der skal følges op på.

Her lærte jeg på kort tid at overskue et

større nyhedskompleks og skære ind til

det centrale – men aldrig på bekostning

af korrektheden.

– Ritzau var, og er nok stadig, et tørt

og konservativt medie med udpræget

forsmag for faktuel nyhedsformidling:

Jeg var eksempelvis med til at dække

rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen,

og det var da enormt spændende, men

efter min mening ville læserne nok også

gerne underholdes. Vi havde ingen kulturredaktion

dengang. Det forsøgte jeg

at systematisere, så i 1992 fandt jeg mig

selv stående i Malmø med Kenny og

Lotte til Det Europæiske Melodi Grand

Prix. I ’93 og ’95 var jeg med henholdsvis

Tommy Seebach og Aud Wilken i Irland.

Reportagerne blev revet væk. I 2000

droppede Ritzau dækningen af Det

Europæiske Melodi Grand Prix. Det var

nok en fejl, for det år vandt Brødrene

Olsen med ”Smuk som et stjerneskud”.

Født 1966, uddannet fra Danmarks

Journalisthøjskole i 1991. Ritzaus

Bureau 1991-1995. Herefter

Berlingske, derefter chefredaktør

på MetroXpress 2003-2006. DR fra

2006, fra 2011 DR’s politiske

korrespondent.

SIDE 63


Hent magasinet på

www.ritzau.dk/150

Similar magazines