Kollektiv trafik Massiv trængsel udfordrer Hovedstadsregionen Stigende trængsel på vejene ind og ud af hovedstadsområdet kan om 10 år betyde, at bilisterne kommer til at holde i kø i 18 millioner timer årligt. Det svarer til, at 10.000 mennesker ikke laver andet end at sidde i kø året rundt. Nu sætter Region Hovedstaden de trafikale udfordringer på dagsordenen. En ny analyse peger på, at især den kollektive trafik skal op i gear Den trafikale udvikling betyder, at flere og flere mennesker skal deles om pladsen i myldretidens tog og busser. Og presset på den kollektive trafik ventes at stige i takt med, at indbyggertallet vokser. Over de næste 15 år forventes det, at der kommer omkring 200.000 flere indbyggere til området. En ny analyse fra Region Hovedstaden tegner et billede af massive udfordringer. Derfor sætter regionen sig nu i spidsen for en indsats, der skal afklare, hvordan kommuner, regioner, trafikselskaber og stat kan gøre den kollektive trafik bedre, hurtigere og mere effektiv. - De trafikale udfordringer kalder på helhedsorienterede løsninger, som går på tværs af selskaber, trafiksystemer og transportformer. Udgangspunktet bør være borgernes behov frem for de enkelte trafikselskabers interesser. Det skal fx være nemt at skifte mellem transportformerne, at komme på tværs af S-togs-linjerne, og at få sin cykel med, uanset om man tager Metro, S-tog, lokalbane eller en kommende letbane, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden. Én samlet plan med Transport for Copenhagen Region Hovedstadens nye analyse understreger blandt andet behovet for en langt bedre sammenhæng og koordinering af den kollektive trafik på tværs af selskaber, kommunegrænser og transportformer. Regionen vil derfor sammen med staten, kommuner, trafikselskaber og andre med interesse på området arbejde for et beslutningsgrundlag for at etablere én samlet politisk ledelse for hele den kollektive trafik i hovedstadsområdet - busser, lokalbaner, metro, S-tog, letbane, kystbane og øvrige regionale tog. Indsatsen kaldes Transport for Copenhagen og er et led i den regionale vækst- og udviklingsstrategi (ReVUS), der blev vedtaget af regionsrådet i efteråret. Regionsrådet har afsat i alt 5,5 millioner kroner til Transport for Copenhagen i 2016 og 2017. Indsatsen omfatter eksempelvis analyser, intensiv dialog med alle interessenter og en infrastrukturkonference. Sammenhængende trafik er en hjørnesten Region Hovedstaden afsætter årligt omkring en halv milliard kroner til kollektiv transport i form af busser og tog og er - næst efter staten - Danmarks største køber af kollektiv transport. - For en metropolregion som Greater Copenhagen er det en hjørnesten at sikre en sammenhængende plan for trafikken i hovedstadsområdet - for tog, busser, biler, cykler og fly. Folk skal kunne komme på arbejde, i skole, til fodbold og på hospitalet. Turisterne skal kunne nå at se mere af regionen end København. Virksomheder skal kunne få deres varer rundt, og det skal være attraktivt at placere produktion og hovedsæde i Danmark. Alt sammen uden at folk spilder timer på at sidde i kø i trafikken, siger Sophie Hæstorp Andersen. <strong>Magasinet</strong> <strong>Bus</strong> 3 - 2016
Kollektiv trafik <strong>Magasinet</strong> <strong>Bus</strong> 3 - 2016