Perspektiver på inklusion

Inklusion – som teoretisk begreb og pragmatisk bestræbelse
21
der baserer sig på kategorisering af børn i problemtyper og med dertil hørende
kompensatoriske individorienterede interventionsformer, så begrænser skolens
fortsat materielt opdelte system (i almenundervisning og specialundervisning)
praktikeres muligheder for at tænke og tale om forskellighed, dvs. et ’mangfoldigt
vi’. Skrtic (1995, s. 234) forudså denne problematik allerede i 1995, idet han frygtede,
at ”rather than resolving the special education problems of the late twentieth
century, the inclusion debate will reproduce them in the twenty-first century”.
Studier af internationale inklusionsdiskurser viser da også, at der er forskellige
legitimeringsrationaler i spil (Artiles, Harris-Murri & Rosenberg, 2006; Dunne,
2009; Dyson, 1999). I begyndelsen af inklusionsperioden (1990’erne) handlede
begrundelserne om ’social justice’ for mennesker med funktionsnedsættelse og
deres ret til fuld adgang og deltagelse på lige fod med andre samfundsborgere,
hvilket bl.a. illustreres af internationale hensigtserklæringer (United Nations,
1993; UNESCO, 1994). Det er samtidig en understregning af, at inklusion vedrører
alle skolens elever, idet en inkluderende skole dybest set må ses som en bestræbelse
på at udvikle demokratisk uddannelse (Slee, 2001).
Artiles (2006, s. 261) skelner mellem to hoveddiskurser, som han karakteriserer
som henholdsvis ”The justification of inclusion discourses” og ”The implementation
of inclusion discourses”. Den førstnævnte diskurs (begrundelsesdiskursen),
som er funderet i ”rights” og ”ethics”, har primært fokus på det enkelte
individs rettigheder og kommer i vid udstrækning til at handle om omfordeling
af ressourcer med henblik på at kompensere for det enkelte individs manglende
adgang til de samfundsmæssige goder. Omvendt ser han den anden hoveddiskurs
(implementeringsdiskursen) som mere fællesskabsorienteret, idet den har fokus
på sammenhængskraft og samhørighed – og er baseret på værdier, der deles af
deltagerne i fællesskabet. Bestræbelserne kommer i denne sammenhæng snarere
til at handle om udvikling af en demokratisk (skole)kultur i en skole for alle.
Et forsøg på en indholdsbestemmelse af
inklusionsbegrebet
Der er i tidens løb gjort adskillige forsøg på at definere inklusion; ofte skelnes
der mellem deskriptive og prædeskriptive definitioner, men også en distinktion
mellem snævre og brede begreber foreslås (Ainscow et al., 2006) med henblik på
at understrege begrebets handlingsrettethed (i form af forslag til implementeringsstrategier).
Snævre definitioner refererer til at fremme inklusion af specifikke
grupper af elever (elever med særlige behov, socialt udsatte elever, elever med
dansk som andetsprog, sårbare elever, urolige drenge, elever med særlige forudsætninger
etc.), mens brede definitioner af inklusion ikke fokuserer på specifikke