Solidaritet #9, august 2016

Uafhængigt socialistisk magasin 

Nr. 9, august 2016 

Ukraine i opløsning 

Hverken de russiske separatister i 

Østukraine eller regeringen i Kiev 

fortjener venstrefløjens støtte. 

Vi skal bekæmpe oprustningen 

på begge sider. 

Analyse side 4-7 

Politisk kaos i Brasilien Tema om boligpolitik Skatteunddragelse

Indhold 

Fukushima 

Side 23 

Gode boliger til alle 

Side 8 

Ukraine 4 

Tema: Boligpolitik 

Den almene boligsektor 8 

Udsatte boligområder 11 

Lejerbevægelsen 14 

Ungdomsboliger 18 

Demokratisk Erhvervsnetværk 20 

5 år efter Fukushima 23 

Faglig organisering i Polen 26 

Brasiliens arbejderparti giver op 28 

Krise og opbrud i Rio de Janeiro 31 

Brasilien træder ind i en ny æra 32 

OL i Brasilien 33 

Regeringens landbrugspakke og miljøet 34 

Det fælles bedste 37 

Kultur 40 

Panama-skandalen 42 

Den spanske borgerkrig 46 

Politisk kaos 

i Brasilien 

Side 28 

Solidaritet – Uafhængigt socialistisk magasin 

Solidaritetshuset • Griffenfeldsgade 41 • 

DK - 2200 København N • www.solidaritet.dk • 

Bankkonto: 1551- 685 0510 • ISSN 1396-6545 

Kontakt redaktion: magasin@solidaritet.dk 

eller tlf. 28 30 40 24 (Jeppe). 

Kontakt annoncer: annoncer@solidaritet.dk 

Oplag: 1000 ex. • Tryk: Solidaritet 

Abonnement: 200 kr. om året (6 nr.) 

2 | Solidaritet 

Bestilles på www.solidaritet.dk 

Redaktion: 

Jeppe Rohde (ansv.), Ebbe Rand Jørgensen, 

Michael Schølardt, Maja Ekebjærg, Lasse 

Rørdam Nielsen, Åge Skovrind, Asger 

Hougaard, Marta Helleskov, Anders Pilmark, 

Jakob Ruggard, Ole Bach og Finn Kjeller 

Layout og foto: Peter Dollerup, Mikkel Ellung 

Larsen og Jesper Legarth Qvist 

Solidaritet laves udelukkende af 

frivillige kræfter. Du kan være med – kontakt 

magasin@solidaritet.dk 

Solidaritet er tilmeldt Pressenævnet.

Leder 

Alle har ret til et fedt køkken 

Boligkampen er fortsat en hjørnesten 

i kampen for bedre levevilkår. 

Venstrefløjen må op på dupperne. 

Af Ebbe Rand og Jeppe Rohde 

Boligpolitik – ikke et emne, der har den største politiske 

bevågenhed. Egentlig lidt underligt når man 

tænker på den betydning, som boligen har for alle 

mennesker. For alle spiller boligen en stor rolle, 

praktisk, økonomisk, trivselsmæssigt og måske 

endda følelsesmæssigt. Hvis man er i tvivl kan man bare 

kaste et blik på TV-programmerne eller avisernes weekend-tillæg. 

Her på Solidaritets redaktion har vi nu ingen ambitioner 

om at tage konkurrencen op med mainstream-mediernes 

farvestrålende tillæg om boligindretning. Vores 

ambition er at give et bidrag til at genrejse diskussionerne 

om boligen set fra et venstrefløjsperspektiv. Boligpolitik 

handler dybest set om klassekamp. Det handler 

f.eks. om den økonomiske udbytning, som følger af 

den private ejendomsret til udlejningsejendomme. 

Det er enorme gevinster, der er skovlet ind på spekulation 

i fast ejendom. Penge, der i sidste ende kommer 

fra lejerne. Det private marked for noget så fundamentalt 

som et sted at bo har skabt en enorm omfordeling 

og ulighed i vores samfund. 

Men der er også historien om modstanden mod uretfærdighederne, 

f.eks. beretningen om 100 års kamp i lejerbevægelsen, 

der trods gentagne splittelser har været 

med til at forbedre vilkårene for hundtusinder af almindelige 

mennesker. Læs artiklen fra side 14. 

Der er også beskrivelsen af hvordan studenterbevægelsen 

er gået i brechen for billige boliger til alle, hvordan 

det er muligt at forbinde kampen for egne krav: 

Gode og billige studieboliger, med de krav, der kan forbinde 

studenterne med bredere bevægelser. Se side 18. 

Kampen for boliger har fulgt to spor: På den ene side 

lejerbevægelser og andre bevægelser, der har taget 

kampen op imod de private ejendomsbesiddere. På den 

anden side den almene boligbevægelse og andre, der 

er gået direkte ind i anskaffelsen og byggeri af boliger 

til folket. Der er store udfordringer i at opbygge en demokratisk, 

non-profit boligsektor. Men vi har i Danmark, 

i modsætning til de fleste lande, en almen boligbevægelse, 

der er værd at kæmpe for at bevare og forbedre. 

De almene boliger er udsat for pres fra mange sider: 

»Vi har i 

Danmark, i 

modsætning 

til de fleste 

lande, en 

almen boligbevægelse, 

der er værd 

at kæmpe for 

at bevare og 

forbedre« 

Økonomisk er den almene sektor presset. Grund- og 

byggepriserne i byerne er så høje, at det er vanskeligt 

at opføre boliger til en pris, almindelige mennesker kan 

betale. Konkurrencen fra ejerboligmarkedet er til at 

mærke: De ulige vilkår gør, at almene boliger ikke er attraktive 

for folk med gode indkomster. Rigtig uheldigt, 

når almene boliger, som navnet siger, netop er for alle 

mennesker. 

De almene boliger løser vigtige samfundsmæssige 

og sociale problemer. Men solidariteten bliver sat under 

pres, når der skal skaffes boliger til de mange flygtninge, 

fattige, arbejdsløse og andre udsatte grupper. Se side 11. 

Almene boliger er ”støttede boliger”. Der er en stærk 

afhængighed af staten, når det handler om økonomi 

og regler for, hvordan de almene boligselskaber løser 

opgaverne. Det går ud over demokratiet og beboernes 

rettigheder, når staten fx lægger sin klamme hånd på 

beboernes opsparede midler i Landsbyggefonden. Læs 

artiklen side 8. 

Der er masser af kampe, der skal kæmpes. Der skal 

rejses krav om flere almene boliger, flere studieboliger 

og boliger folk kan betale. Der skal rejses krav om lighed 

mellem ejere og lejere. Lejere i privat byggeri skal sikres 

demokrati og kontrol med huslejerne. 

Men der skal også rejses nogle mere vidtgående, systemoverskridende 

krav. Krav, der handler om finansiering 

af boliger, om kontrol med banker og kreditforeninger. 

De store entreprenørfirmaer, der skal opføre 

boligerne skal underlægges skarpere kontrol, så byggepriserne 

ikke stiger mere end lønningerne kan følge 

med. Ejendomsforholdene skal ændres så ingen scorer 

urimelige summer på folks boligbehov. 

Det er vores håb at boligkampen kommer højere op 

på venstrefløjens dagsorden, for den er en hjørnesten i 

kampen for bedre levevilkår. Den kan kun vindes gennem 

kollektiv organisering og handling. ■ 

Solidaritet | 3

Ukraine 

En stat slår fejl 

midt i Europa 

Ukraine ligger midt i Europa. 

Landet er ved at udvikle sig til det 

som amerikanske politologer har 

kaldt »en fejlslagen stat«. 

Af Mikael Hertoft 

De kloge politologer overser samtidig bekvemt 

at USA's og EU's egen indblanding i de fejlslagne 

lande, meget ofte har været helt afgørende for at 

disse lande er slået fejl: Somalia, Libyen, Afghanistan, 

Irak er alle »fejlslagne stater« og alle steder 

hvor USA og dets allierede har startet krige og forsøgt 

at indsætte deres egne regeringer. Alle disse 

steder er det lykkedes at få afsat og væltet regimer, der 

ikke passede USA – men det er ikke lykkedes at få indsat 

regeringer, som er stabile. Det er slået helt fejl – og 

landene synker dybere ned i fattigdom, ødelæggelse af 

produktions- og samfundslivet gennem neoliberale reformer, 

militære konflikter, korruption, autoritære regimer 

med krænkelser af menneskerettighederne. 

Ukraine er ved at blive en sådan stat – midt i Europa. 

Siden Maidan oprøret i 2013-14 og krigen i øst er der 

blevet stille i medierne om Ukraine. Krigen fortsætter 

med 173 dræbte i april 2016 ifølge FN, men det er ikke 

længere nyheder. 

Ukraines situation i dag 

Ukraines situation i dag er i få ord: Økonomien ligger i 

ruiner. I 2015 faldt bruttonationalproduktet således 10% 

ifølge Verdensbanken. 5 % af BNP går til at dække militærudgifterne. 

Industrien er i krise. Det store industriområde 

Donetsk er ikke under Ukraines kontrol – og er i 

øvrigt stærkt skadet af krigen. 

Landbruget har fortsat meget lav produktivitet: De 

store kollektivbrug, der tidligere dominerede, er ikke 

blevet distribueret til landbefolkningen, men samlet på 

»De eneste dynamiske 

politiske strømninger i 

Ukraine er stærkt nationalistiske 

– og inkluderer 

regulært fascistiske 

strømninger« 

nogen få hænder i store kapitalistiske landbrug, der dyrker 

monokulturer. 

Det ukrainske folk er dybt forarmet og fattigt. Ifølge 

Ukraines regerings opgørelse er 23,8 % af befolkningen 

under fattigdomsgrænsen.. Der er fortsat høj inflation, 

hvilket udhuler de pensioner, der bliver udbetalt. 

Ukraine er nødt til at låne penge i IMF og disse lån er 

ledsaget af IMF's og EU's sædvanlige krav om »reformer« 

der betyder yderligere fattigdom for befolkningen, prisstigninger 

især på varmeudgifter og privatiseringer. Krigen 

fortsætter og har kostet mindst 

10.000 mennesker livet. Krim er annekteret 

af Rusland. 

Det ukrainske folk står uden nogen 

venstreorienterede partier, der 

kan eller vil forsvare folket, og også 

stort set uden fagforeninger. Kommunistpartiet 

er blevet forbudt – og 

der er ingen venstreorienteret repræsentation 

i det ukrainske parlament. 

De eneste dynamiske politiske 

strømninger i Ukraine er stærkt 

nationalistiske – og inkluderer regulært 

fascistiske strømninger. Magten 

er helt i hænderne på en lille gruppe 

oligarker, som beriger sig så hurtigt de kan og slås indbyrdes. 

Venstrefløjen er slået fejl 

Før vi skælder mere ud på USA og EU eller for den sags 

skyld Rusland, er det nødvendigt at se på udviklingen 

af den ukrainske venstrefløj – og gøre en status over, at 

den er slået helt fejl. For udgangspunktet har været, at 

der var en stor venstreorienteret bevægelse i Ukraine. 

Da Sovjetunionen blev opløst, var der således et flertal 

af kommunister i det første parlament, som blev 

valgt. Tidligere medlemmer af det sovjetiske kommunistparti 

gik hurtigt i gang med at organisere to politiske 

partier: Ukraines Socialistparti og Ukraines Kom- 

4 | Solidaritet

Ukraine 

På Maidan-pladsen i Kiev forsøgte 

venstreorienterede i 2013- 

14 at deltage med progressive 

bannere, men de blev smidt ud af 

højreorienterede og fascistiske 

kræfter. Foto: Wikimedia Commons 


Ukraine 

munistparti. Begge strømninger fik stor tilslutning og 

spillede en vigtig rolle. Desværre betød deres udgangspunkt 

i det tidligere statsbærende og bureaukratiske 

kommunistparti også, at disse partier var mere interesserede 

i magten og de goder, den fører med sig end i at 

forsvare folket. 

Det første offer for sin egen magtbegærlighed blev 

Socialistpartiet. Da de store politiske kampe mellem 

»De blå« (prorussiske, baseret i øst), som støttede den 

korrupte præsident Kutjma og »De orange« (provestlige 

med hovedstyrken i det vestlige Ukraine) brød ud i 2002 

, var socialisterne en aktiv del af den orange revolution. 

De blev belønnet med næsten 6 % af stemmerne ved 

valget i 2006. Alle forventede, at Socialistpartiet ville gå 

ind i en ny orange regering – men forhandlingerne trak 

ud i månedsvis og Socialistpartiet kunne ikke få den eftertragtede 

formandspost for parlamentet. De skiftede 

så hest – og støttede en regering bestående af det blå 

»Regionernes Parti« og Kommunistpartiet. Denne status 

som juniorpartner i regeringen førte lukrative poster 

med sig. 

Den orange præsident Jushenko opløste parlamentet 

– og ved det næste valg i 2007 faldt Socialistpartiets 

stemmeandel ned under spærregrænsen på 3 %. Partiet 

røg ud af parlamentet, for aldrig at vende tilbage. 

Sovjetnostalgi 

Ukraines Kommunistparti er også udsprunget af det 

gamle sovjetiske kommunistparti. Frem til 2004 var de 

det største parti i det ukrainske parlament og de havde 

en stabil vælgerbase. Desværre var deres politiske linje 

snarere baseret på sovjetnostalgi end på noget forsøg 

på at organisere folket til forsvar for dets interesser. 

Dets vælgerskare var også særlig stærk i tilbagestående 

landområder foruden i industrien. 

Partiet har hele tiden været præget af sine statsbærende 

traditioner. Da Janukovitj vandt præsidentvalget 

i 2004 trådte Kommunistpartiet ind som juniorpartner 

til regeringen, og fik lukrative poster. Kommunistpartiets 

korruption var måske nok mindre end så mange andres 

– men den officielle position som talsmand for de 

fattige gjorde dem sårbare og i 2014, da Janukovitj blev 

væltet, blev historien om, hvordan Kommunistpartiets 

formand levede i et stort luksuriøst hus lige udenfor 

Kiev, en stor, velpubliceret historie. 

Kommunistpartiet forsøgte at lægge afstand til Janukovitj, 

men uden større held – og dets forsøg på at 

komme på banen med politiske initativer – bl.a. krav 

om en folkeafstemning om, hvorvidt man skulle lave 

handelsaftaler med EU eller Rusland – fik ingen effekt. 

Kommunistpartiet er i dag forbudt – ligesom alle 

kommunistiske symboler – og har ikke formået at mobilisere 

større dele af befolkningen til sit forsvar. 

Der har været et tredje forsøg på at opbygge et venstreorienteret 

parti – Det Progressive Socialistparti, ledet 

af Natalia Vitrenko. Partiet var stærkt kritisk over 

for EU, NATO og den kapitalistiske samfundsmodel – og 

havde til en start succes. 

Men partiet blev mere og mere prorussisk, bekendte 


»I dag er 

der ingen 

venstreorienterede 

strømninger 

i Ukraine 

med masseopbakning« 

sig til den ortodokse tro og har efterhånden fuldstændigt 

tabt opbakning. Således har disse tre partier accepteret 

at være juniorpartnere for den herskende klasse: 

Socialistpartiet både i forhold til den orange blok og i 

forhold til den blå blok. 

Kommunistpartiet i forhold til Regionernes Parti, det 

blå parti - mens de havde magten og Det Progressive Socialistparti 

i forhold til den russiske herskende klasse. 

Det har ødelagt disse partiers autoritet og opbakning: 

fordi de blev set som junior-oligark-partier: 

Partierne er udsprunget af det gamle sovjetiske Kommunistparti 

og har aldrig kunnet frigøre sig fra den arv. 

Det betyder, at de hele tiden stræber efter at være statsbærende 

og at de ikke har været i stand til at formulere 

en politik, der forsvarer den brede befolkning – eller organisere 

denne. 

Den ukrainske befolkning har i flere store mobiliseringer 

vist, at den er klar til at gå på gaden – men venstrefløjen 

har ikke formået at forbinde sig med disse. 

På Maidanpladsen i 2013-14 var der venstreorienterede, 

der forsøgte at deltage og havde progressive bannere 

med – men de blev smidt ud af højreorienterede og fascistiske 

strømninger. I dag er der ingen venstreorienterede 

strømninger i Ukraine med masseopbakning – kun 

spredte og indbyrdes uenige strømninger, der forsøger 

at opbygge organisationer under umulige vilkår. 

Rusland og Ukraine 

Der er dem på venstrefløjen, som sætter lighedstegn 

mellem en progressiv kamp mod Ukraines regering – og 

så støtte til Rusland og til de russiske separatister i øst. 

Det er helt forkert. 

Lad mig være helt klar på dette spørgsmål: Der er 

ikke noget progressivt i den separatistiske bevægelse 

i Ukraine. Der er ikke noget progressivt i Ruslands anneksion 

af Krim. I de separatistiske områder fik Kommunistpartiet 

heller ikke lov til at stille op til valg – og der 

er ikke noget frit folkeligt politisk liv. Den dominerende 

politiske strømning er reaktionær russisk nationalisme, 

der støtter den russiske zar og bruger hans symboler, 

støtter Stalin og den russiske kirke samt er stærkt antisemitisk 

og homofobisk. Samtidig støtter man den privatkapitalistiske 

økonomi. 

På Krim har den russiske anneksion medført en 

stærk undertrykkelse af de nationale mindretal i området 

– krimtatarerne og ukrainerne. Ruslands fremfærd 

har været med til at styrke de reaktionære, nationalistiske 

strømninger i Ukraine og at sætte det nationale 

spørgsmål i centrum: Nationalismen skyder det sociale 

og økonomiske spørgsmål i baggrunden, mobiliserer 

ukrainerne mod Rusland og forhindrer kamp mod oligarkerne. 

Den russiske nationalisme og den ukrainske nationalisme 

forstærker hinanden – de er hinandens betingelser 

og det vil være en stor fejl, hvis venstrefløjen lader 

sig spænde for en af disse nationalismers vogn. 

Den russiske nationalisme er på sin side et defensivt 

skridt - Rusland føler sig klemt af Vesten, føler at man er 

nødt til at reagere: Da Rusland annekterede Krim, så var

Ukraine 

Ruslands 

fremfærd har 

været med til 

at styrke de 

reaktionære, 

nationalistiske 

strømninger 

i Ukraine. 

Nationalismen 

skyder sociale 

og økonomiske 

spørgsmål i 

baggrunden 

og forhindrer 

kamp mod 

oligarkerne. 

Foto: Wikimedia 

Commons 

det delvist et forsvar af et russisk flertal – men først og 

fremmest af den russiske marines hovedbase i Sortehavet: 

Sevastopol og dermed Ruslands styrke i Sortehavet. 

Som udgangspunkt var der ikke den store opbakning 

til nogen russisk separatisme i Ukraine. De russisk-sprogede 

i Ukraine ønskede at bevare retten til at tale russisk 

og et godt økonomisk samarbejde med Rusland. 

Men der var ikke mange i Ukraine, som ønskede magten 

flyttet fra Kiev til Moskva. Der var tværtimod mange, der 

frygtede de russiske oligarker og var skeptisk over for 

Putins magt. 

Men store dele af Ukraines befolkning var også 

skeptiske overfor en associeringsaftale med EU, som 

ville blokere for det økonomiske samarbejde med 

Rusland, og koste Ukraine mange penge. Der var faktisk 

gode grunde til, at Janukovitj ikke ville underskrive 

aftalen. 

Men den ukrainske nationalisme pustede til modsætningerne, 

og da Janukovitj var blevet væltet, var 

noget af det første, regeringen gjorde at ophæve en 

sproglov, der gjorde russisk til officielt sprog i Ukraine 

og gav russisksprogede ret til at bruge deres sprog i 

forhold til staten osv. Det handler vel at mærke om, at 

cirka halvdelen af ukrainerne taler bedre russisk end 

ukrainsk og at det er hovedsprog i mange regioner – 

deriblandt i byerne Odessa, Kiev, Kharkov, Donetsk, 

Dnierppetrovsk osv. 

Denne grove nationalistiske ophævelse af sprogloven 

gjorde østukrainerne til andenrangsborgere og Østukraine 

ville blive et udkantsområde i forhold til EU. Dette 

satte gang i de separatiske bevægelser. 

Ukraine og vesten 

EU og NATO har fra starten spillet en aggressiv rolle i 

Ukraine og skærpet modsætningerne til Rusland. Man 

har præsenteret den liberale kapitalisme og IMFs reformer 

som den eneste vej frem – og det gør man stadigvæk, 

mens samfundet bliver ødelagt mere og mere. EU 

binder deres støtte til Ukraines regering op på implementeringen 

af IMFs lånepakker. 

I hele Europa er fascistiske og ekstremt højreorienterede 

strømninger på fremmarch og den ukrainske højreekstremisme 

er en del af denne voksende europæiske 

bevægelse. 

NATO bruger også konflikten i Ukraine som en undskyldning 

for aggressiv oprustning, som bl.a. fører til 

dansk indkøb af angrebsflyet F35 

Venstrefløjen i det vestlige Europa har to opgaver i 

forhold til Ukraine: For det første må vi kæmpe for freden 

- vi må kræve stop for oprustningen, specielt fra 

NATO's side, og vi må kæmpe for en konfliktnedtrapning 

i det østlige Ukraine. Derfor må vi støtte implementeringen 

af Minsk-aftalen om fred i området – ikke fordi 

aftalen er perfekt, men fordi den i det mindste er et udgangspunkt, 

hvor konfliktens parter er enige. 

For det andet må vi være solidariske med de venstreorienterede 

og fagforeningsfolk, der kæmper videre i 

Ukraine under vanskelige forhold. ■ 



Boliger for 

Almene boliger - en gammel og god måde 

at løse boligproblemet på. Demokratisk, 

solidarisk og uden profit. Men den almene 

boligbevægelse presses fra mange sider, 

både politisk og økonomisk. 

Af Ebbe Rand Jørgensen 

Der er i Danmark cirka 560.000 

almene boliger. Hvem bor i 

disse boliger? I princippet et 

bredt udsnit af befolkningen. 

Boligerne står til rådighed for 

alle slags mennesker: unge som 

gamle, fattige og velstående, lavt 

uddannede og veluddannede. 

Men det er nok lidt utopisk at 

forestille sig at beboerne i almene 

boliger skulle repræsentere et bredt 

gennemsnit af befolkningen. Der er 

i de almene boliger en overvægt af 

folk, der af økonomiske grunde ikke 

har adgang til ejerboliger. 

Demokratisk, ikke markedsstyret 

Hvis der ikke var en almen sektor, 

ville de fleste af disse beboere være 

henvist til private udlejningsboliger 

med de problemer, der følge af 

dette. Lovgivningen er ikke gunstig 

for lejere i det private, selvom der er 

en vis beskyttelse i f.eks. lejeloven. 

Venstrefløjen og Socialdemokratiet 

har traditionelt set sig som lejernes 

beskyttere. For et par år siden 

vedtog Enhedslisten på et årsmøde 

at være »lejernes parti«. 

Almene boliger ses af gode grunde 

som en vigtig løsning på mange af 

problemerne. Man kan pege på, at 

boligproblemet ikke endegyldigt kan 

løses under de nuværende økonomiske 

betingelser. De almene boligselskaber 

står i også i dagens samfund 

overfor rigeligt med problemer. 

Nogle vigtige principper er i spil, 

når det handler om den almene sektor: 

For det første bygger almene boliger 

på et »hvile i sig selv«-princip. 

Huslejen bestemmes (i princippet) 

af, at der skal være penge til kapitaludgifter, 

drift, administration og 

vedligeholdelse. Der skal naturligvis 

også opsamles penge til større vedligeholdelsesopgaver, 

men de almene 

boligselskaber skal ikke skabe 

overskud. 

For det andet er boligerne for alle 

slags mennesker. De er ikke forbeholdt 

særlige grupper, selvom den 

offentlige debat nogle gange giver 

det indtryk, at det kun er fattige og 

kortuddannede mennesker, der bor 

alment. 

For det tredje skal boligerne skal 

også opfylde nogle samfundsmæssige 

og sociale behov. F.eks. er der 

regler om social anvisning, så folk 

med særlige problemer kan få en 

bolig. 

Det hele styres demokratisk af beboerne. 

Der er et udviklet beboerdemokrati, 

der styrer både afdelinger 

og til dels også boligselskaberne. 

Sådan har det ikke altid været. Beboerdemokratiet 

blev først indført i 

1970, efter mange protester mod et 

stærkt centraliseret pampervælde i 

boligselskaberne. 

Borgerliges angreb 

Danmark er et af de få lande, hvor 

der er en relativt stærk almen bo- 



alle? 

Almene boliger skal opfylde 

nogle samfundsmæssige behov. 

Der er et udviklet beboerdemokrati, 

som styrer afdelingerne og til dels 

også boligselskaberne. 

Her Urbanplanen på Vestamager. 

Foto: Jesper Legarth Qvist 

ligsektor. Mange lande har haft lignende 

almene sektorer. Men de er 

helt eller delvist afviklet på grund af 

enten økonomiske problemer eller 

angreb fra borgerlige regeringer. 

Her i landet har de seneste borgerlige 

regeringer forsøgt sig med 

angreb. VK-regeringen ville i 2005 

privatisere ved at udstykke boliger 

og sælge dem som ejerligheder 

til beboerne. Karen Jespersens såkaldte 

»forsøgslov« blev et flop. Kun 

få boliger blev udstykket. Der er senere 

lavet permanente ordninger, 

men der er indtil 2015 kun solgt 62 

boliger. 

Senere introducerede Lars Løkke 

som statsminister begrebet »ghettolisten« 

og var med til at skabe negativ 

omtale, der ramte hele den almene 

sektor (se artikel side 11). 

Den nye Løkke-regering lavede i 

2016 en reform af bla. grundskylden. 

Den skal fastfryses, men kun for boligejere. 

Uligheden mellem ejere og 

lejere øges. Der er blevet indført et 

nyt princip i loven, der siger at lejere 

(og andelsbolighavere) skal betale 

mere i skat af deres bolig end ejere 

af en tilsvarende bolig. 

Boligmangel og nybyggeri 

Det seneste angreb er forslaget 

om at tilbagerulle den ændring af 

planloven, som den tidligere regering 

gennemførte i 2014, og som 

gjorde det muligt for kommunerne 

at kræve 25 procent af arealerne 

for nye byggegrunde udlagt til al- 



ment boligbyggeri. 

Det er den lov, som har gjort det 

muligt at sætte gang i byggeri af almene 

boligbyggere i de større byer, 

hvor der er stor mangel på boliger, 

især til folk med små og mellemstore 

indkomster. 

Det gælder ikke mindst i Københavns 

Kommune, som i foråret 2015 

besluttede at bruge 552 

millioner kroner til at 

bygge 650 familieboliger 

og 450 ungdomsboliger. 

De nye regler i planloven 

er et af de værktøjer, der 

har muliggjort dette. 

Den revision af planloven, 

som blev forhandlet 

i juni 2016, fastholdt heldigvis 

princippet om muligheden 

for at kræve 25 

procent almene boliger. Et 

angreb blev afværget. 

De meget ulige vilkår 

på boligmarkedet giver nogle paradoksale 

problemer. Mens de store 

byer er præget af mangel på billige 

boliger, ser situationen meget anderledes 

ud ude i landet. Hvor priserne 

på ejerboliger i nogle byer 

presses i vejret, falder de i andre 

dele af landet. Samtidigt er der ikke 

den store forskel på huslejerne i de 

almene boliger i forskellige byer. 

I nogle landsdele med lave boligpriser 

kan ellers gode boliger ikke 

udlejes. På Lolland, hvor man relativt 

billigt kan skaffe sig en ejerbolig, 

må boligselskaberne rive boliger 

ned. 

Økonomi og byggeskader 

I årene efter 2. verdenskrig boomede 

det almene byggeri. Staten 

ønskede at sætte gang i byggeriet af 

små, gode billige boliger. Der blev 

givet statslån til både små parcelhuse 

og til almene boliger. Staten 

gjorde det nemt at starte nye boligselskaber, 

købe grunde og gå i gang 

med byggeri. 

Der blev bygget en del boliger – 

små, men gode lejligheder. Selvom 

disse boliger også i dag opfylder et 

stort behov, lever de ikke helt op 

til tidens standard. Og de er ved 

at være nedslidte. Der er brug for 

større renoveringsarbejder og opdatering 

af den tekniske standard. 

»Man kan pege på, at 

boligproblemet ikke 

endegyldigt kan løses 

under de nuværende 

økonomiske betingelser« 

Byggerier fra 70'erne og frem 

trænger også til renovering. Det 

skyldes bl.a. nogle store byggetekniske 

problemer. Der var dengang et 

ønske om at bygge bedre og større 

boliger. Der skulle bygges familieboliger, 

der kunne konkurrere med 

de mange parcelshuse, der skød op 

(og som var støttet massivt af staten). 

Men økonomien var 

ikke nær så gunstig som i 

de foregående årtier. Der 

var to svar på dette. 

For det første industrialisering 

og rationalisering: 

Mursten blev erstattet af 

betonelementer. For det 

andet økonomiske stramninger 

- det såkaldte »kakkelovnscirkulære«, 

hvor 

prisen på bygningerne 

skulle holde sig inden for 

et maksimalt rammebeløb. 

Resultatet blev, at 

nogle af de store prestigefyldte boligprojekter 

efter få år var præget af 

byggeskader. Da huslejerne samtidigt 

steg langt over det forventede, 

iværksatte beboerne i 70'erne store 

boligaktioner med huslejeboykot. 

Landsbyggefonden 

I disse år bliver der investeret i en 

række meget store byggeprojekter. 

Boligerne, både de lidt ældre 

og de nyere fra 70'erne gennemgår 

omfattende renoveringer. Beboerne, 

som er dem, der i sidste 

ende skal beslutte om projekterne 

skal igangsættes, står over for et dilemma: 

Siger de nej, skal de leve i 

stærkt forringede boliger med højt 

energiforbrug og skader som skimmelsvamp. 

Siger de ja (som sagkundskaben 

anbefaler), får de – ofte 

meget store – huslejestigninger. 

En konsekvens af 

det sidste vil være 

at der kommer til at mangle billige 

boliger og at nogle af de fattigste bliver 

tvunget væk for boligerne. 

De store investeringer skal – på 

den ene eller anden måde – betales 

af beboerne. Her spiller Landsbyggefonden 

en vigtig rolle. Pengene i 

fonden er gennem årene betalt af 

beboerne i de almene boliger. Princippet 

er, at beboerne, efterhånden 

som de oprindelige kreditforeningslån 

betales ud, går over til at betale 

bidrag til Landsbyggefonden. Det 

betyder, at ældre boligafdelinger 

stadig beholder en relativt høj husleje. 

Til gengæld kan de trække på 

Landsbyggefonden og boligselskabernes 

lokale dispositionsfonde, når 

de står overfor større renoveringsarbejder. 

Landsbyggefonden er i den forstand 

en privat fond. Men i praksis 

er det staten, der bestemmer, hvordan 

fondens penge skal bruges. 

Så når man hører, at nu har folketinget 

»bevilget« penge til flere ældreboliger, 

plejehjem, boligsocialt 

arbejde, nedrivninger af almene boliger 

og meget andet, så er der ofte 

tale om penge fra Landsbyggefonden. 

Staten har faktisk i flere år brugt 

flere penge end der er i kassen. Der 

er brugt af de penge, som beboerne 

forventes at indbetale til Landsbyggefonden 

i flere år frem. Det medfører 

at Landsbyggefondens skylder 

statskassen penge. 

Uretfærdigt, tja man kunne godt 

argumentere for at de mange gode 

formål burde være finansieret over 

finansloven, i stedet for at beboerne 

i de almene boliger skal betale 

en særlig »boligskat«. Omvendt, 

når nu beboerne betaler, burde de 

også gennem deres organisationer 

kunne bestemme, hvordan pengene 

skal bruges. Selvforvaltning burde 

være målet. ■ 



Stigmatisering 

eller solidaritet? 

De taler om »ghettoer« og »parallelsamfund«. 

I stedet for at løse sociale problemer, taler 

magthaverne problemerne op. 

Af Svend Vestergaard Jensen og 

Ebbe Rand Jørgensen 

Debatten om almene boliger har 

en tendens til at blive voldsom 

skæv. Det bliver ofte overset, at 

størstedelen af de ca. 560.000 

almene boliger i Danmark ligger 

i relativt velfungerende boligområder. 

Disse boliger opfylder på 

rimelig vis vidt forskellige menneskers 

boligbehov. 

Med dette vigtige forbehold, så 

kan man ikke se bort fra, at der i et 

mindretal af områderne er en alt for 

stor koncentration af sociale og andre 

problemer. Der må gøres noget, 

det er der enighed om på stort set 

hele det politiske spektrum. Men ser 

vi på de løsninger, der foreslås, bliver 

det hele meget konfliktfyldt. 

Løkkes liste 

Det var VK-regeringen, der i 2010 

officielt gav nogle boligområder 

stemplet »ghettoer«. De lavede den 

såkaldte Ghettoliste, hvor de efter 

bestemte kriterier udpegede en 

række almene boligområder. Denne 

liste blev fulgt af række meget radikale 

forslag, der skulle rette op 

på nogle af problemerne i disse bebyggelser. 

Regeringen foreslog fx at 

nedrive 500 boliger. 

Denne linje er ukritisk videreført 

af den socialdemokratisk ledede regering 

2011 til 2015. Venstre-regeringen 

fortsætter linjen. 

Ghettolisten eksisterer fortsat og 

bliver jævnligt revideret. Og i hele 

landet svinger det op og ned, hvor 

disse områder er. Listerne er en selvopfyldende 

profeti. Hvem har lyst til 

at bo i et sådant område, når de får 

at vide, at de bor i en ghetto uanset 

stilling, livssituation med videre? 

Ved sidste revision af listen i 2016 

var resultatet: 25 boligområder på 

ghettolisten. Antallet er faldet fra 31 

boligområder i 2015. 

Det er naturligvis stærkt stigmatiserende 

at få at vide at man bor i en 

»ghetto«. Alene det at kalde et boligområde 

for en ghetto betyder, at 

mange fravælger at bo i et område 

med lav status, fordi det giver dem 

selv en lav social status. Hvis beboeren 

står uden for arbejdsmarkedet, 

betyder det ikke, at boligen er årsag 

til ledighed, kriminalitet, fattigdom, 

m.v. »Ghetto-kriterierne« fremtræder 

som sådan. 

Begrebet er stærkt politisk ladet, 

et eksempel på politisk »nysprog«, 

hvor et kendt begreb bliver vendt 

og drejet, så det får et helt nyt indhold. 

Begrebet ghetto 

opstod oprindeligt i 

forhold til de jødiske 

byområder, der var 

afspærret, og hvor jøderne 

var tvunget til at 

bo. Modsat de såkaldte 

ghettoer i Danmark, 

der består af mange 

nationaliteter - også 

danskere. 

Tegning: 

Svend 

Vestergaard 

Jensen 

Mindre kriminalitet 

Ghettodebatten har 

været brugt til at skabe 

en fortælling, der indgyder 

frygt i befolkningen. Højreorienterede 

spreder om sig med snak 

om »muslimske områder«. Og statsministeren 

taler om »parallelsamfund«. 

Et af kriterierne på regeringernes 

»ghetto-lister« er kriminalitet. Det 

er især relevant at se på ungdomskriminaliteten, 

og den har været 

faldende over de seneste år. I en ny 

rapport fra Justitsministeriets forskningskontor 

(april 2016) undersøges 

udviklingen i børne- og ungdomskriminaliteten 

2006-2015 med separate 

opgørelser for kommuner og 

politikredse. Den siger bl.a.: »Den 

registrerede børne- og ungdomskriminalitet 

er for 9. år i træk mindsket. 

Fra 2006 til 2015 er antallet af mistanker 

eller sigtelser mod 10-17 årige 

mere end halveret - fra 25.125 sager 

vedrørende straffeloven i 2006 til 

11.556 i 2015. Faldet er størst blandt 

de yngste aldersgrupper, idet det er 

på 70 pct. for aldersgrupperne under 

15 år, mens det er på 46 pct. for 

dem over den kriminelle lavalder. 

For de 15-årige er faldet på 52 pct., 

på 48 pct. for de 16-årige og på 39 

pct. for de 17-årige«. 

Dette fald gælder også i de ud- 



»Gellerupparken, Vollsmose 

og Mjølnerparken er de 

tre boligområder med 

den største andel 

af fattige«


satte boligområder, og har forskellige 

forklaringer. Tilsvarende undersøgelser 

fra Sundhedsstyrelsen 

viser, at omfanget af eksperimenterende 

brug af amfetamin, ecstasy og 

kokain blandt 15-16-årige er halveret 

fra 2007 til 2009, ligesom andelen, 

der har prøvet hash inden for den 

seneste måned, er mindsket 

markant. 

Omtalte rapport kommer 

med flere forklaringer 

på ændringer. Det 

kan i nogen grad forklares 

med en ændret livsstil 

hos nogle børn og unge - 

med mindre gadeorienteret 

livsstil og med ændret 

livsstil i forhold til alkohol 

og stoffer. Det skal også 

nævnes, at en bred vifte af 

sociale og pædagogiske tiltag rundt 

omkring - også i de udsatte boligområder 

- har haft positive effekter. 

Mjølnerparken på Nørrebro 

i København har ligget på 

'ghettolisten' i mange år, men står 

nu overfor store investeringer i at 

løfte området. 

Foto: Jesper Legarth Qvist 

»Den nye situation sætter 

beboerbevægelser, 

lejerbevægelser, fagforeninger 

og andre på 

nye opgaver« 

Fattigdom 

Et af Venstre-regeringens første tiltag 

ved dens dannelse i forsommeren 

2015 var afskaffelsen af fattigdomsgrænserne 

i Danmark. 

Fattigdommen vokser eksplosivt i 

»ghettoerne«. Op mod en fjerdedel 

af beboerne i det, der med et pænere 

udtryk hedder »udsatte boligområder«, 

er fattige ifølge OECDs 

kriterier. Det er en fordobling siden 

2002. 

Ifølge OECDs fattigdomsgrænse 

er en enkeltperson fattig, hvis denne 

får udbetalt mindre end 8800 kr. efter 

skat om måneden. For en familie 

på fire personer går grænsen ved 

5000 kr. pr. person om måneden til 

at betale alt fra husleje, regninger, 

medicin, transport, fritid, m.v. Gellerupparken 

i Aarhus, Vollsmose i 

Odense, Mjølnerparken i København 

er de tre boligområder med den højeste 

andel af fattige. Fattige udgør 

her knap en fjerdedel af beboerne. 

Med regeringens nye integrationsydelser 

og det nye loft over kontanthjælpen 

ventes der - også her 

- særlige situationer indenfor de 

nærmeste måneder: Massive udsættelser 

fra lejligheder af beboere, der 

ikke længere kan betale huslejen. 

Mange indvandrere og flygtninge 

skal nu leve af integrationsydelsen. 

Det svarer til satsen for SU. 

Kontanthjælpens nye loft 

får også alvorlige konsekvenser 

for flere tusinder. 

Den nye situation frem 

gennem 2016 og derefter 

med udsættelser eller udsmidninger 

fra lejligheder 

sætter beboerbevægelser, 

lejerbevægelser, fagforeninger 

og andre på nye 

opgaver. I Spanien satte 

en massiv bevægelse på 

dette område gang i aktiviteter, der 

også fik afsmitning på nye politiske 

bevægelser. Antallet af udsættelser 

fra boliger ramte 500.000 mennesker 

i Spanien. 

Udlejningsregler 

De sociale problemer bliver naturligvis 

ikke mindre af, at de er koncentrerede 

i bestemte boligkvarterer. 

Der har gennem årene været 

peget på og forsøgt forskellige løsningsmuligheder. 

Et af svarene har været »særlige« 

udlejningsregler. Ordninger, som 

f.eks. »fleksibel udlejning« betyder 

at nogle boligsøgende får en særstilling 

og får tilbudt en bolig udenom 

de almindelige ventelister. Kriteriet 

kan f.eks. være at man har fast arbejde, 

stabil indtægt m.m. En ordning 

som mange, selv på venstrefløjen 

og i boligbevægelsen ser positivt 

på. Den kan måske løse nogle problemer, 

men hvor er solidariteten 

henne når taberne i boliglotteriet 

bliver: arbejdsløse, socialt udsatte, 

indvandrere osv. 

Positive tiltag 

Hvad der ofte fremtræder som integrationsproblemer 

i disse udsatte 

områder, handler ikke om kultur, 

religion eller etnicitet, men om et 

socialt problem i større byer i Danmark. 

Et fænomen, der ikke blot eksisterer 

her i landet, men i en stor 

del af Vesteuropa. Det betyder ikke, 

Fakta 

Ghettolisten 

Indeholder boligområder med 

mindst 1000 beboere, der opfylder 

mindst tre af de fem kriterier: 

• Andelen af 18 - 64 årige uden 

arbejde eller uddannelse er over 

40 procent 

• Andelen af indvandrere og 

efterkommere fra ikke-vestlige 

lande er over 50 procent 

• Antal dømte for lovovertrædelser 

pr. 10.000 beboere på 18 år og 

derover overstiger 270 

• Andelen af beboere i alderen 

30-59 år, der alene har en 

grunduddannelse er over 50 

pct. af samtlige beboere i denne 

aldersgruppe 

• Den gennemsnitlige 

bruttoindkomst for beboere 

i alderen 15-64 år (fraregnet 

uddannelsessøgende) er 

mindre end 55 pct. af den 

gennemsnitlige bruttoindkomst 

for samme gruppe i regionen 

at der ikke er brug for en mere langsigtet 

integrationsindsats i disse 

boligområder. Samt overfor alle beboere 

at fortsætte med de mange 

initiativer, der kan løfte områderne. 

Derudover forbedre boligforholdene 

- også de fysiske - sørge for at 

folk med job flytter til via en aktiv 

boligpolitik og skabe jobs og aktiviteter 

til beboerne. Tiltag som etablering 

af kulturhuse, værksteder, cafeer, 

spisesteder er oplagte. Særlige 

indsatser for drenge og unge mænd, 

så skolegang og uddannelse senere 

bliver realistisk. Usolidariske og 

fremmedfjendtlige udlejningsregler 

er ikke løsningen. 

Forudsætningen er, at stigmatiseringen 

stoppes. Når man kalder 

disse boligområder for ghettoer, 

siger man samtidig, at de har et andet 

moralsæt end det resterende 

samfund. Det er det modsatte af alt 

det positive, der skal og kan gøres: 

styrke integrationen, løse sociale 

problemer og gøre områderne til 

attraktive boligbebyggelser for alle 

slags mennesker. ■ 



100 år 

for lejernes kamp 

Den danske lejerbevægelse er aldrig blevet 

en stærk kamporganisation. Den har gennem 

de 100 år, den har eksisteret, været præget af 

gentagne splittelser. 

Af Niels Dyrholm Jensen 

Lejeboligen som boligform blev 

udbredt i forbindelsen med urbaniseringen 

i slutningen af 

1800-tallet. Befolkningsforskydning 

fra land til by ledte hurtigt til 

bolignød i byerne og det til stiftelsen 

af socialfilantropiske boligselskaber 

og andelsboligforeninger. 

Men den første landsorganisation 

for lejere – De samvirkende danske 

Lejerforeninger – blev først stiftet i 

1917 under Første Verdenskrig, og 

i de første år foregik der en enorm 

mobilisering af lejerne. 

Under krigen var der meget begrænset 

adgang til import af kul til 

teglværkerne, og der blev stort set 

ikke bygget under krigen. Samtidigt 

led Danmark under den allierede 

flådeblokade, hvorved priser og forsyningsmuligheder 

gjorde det svært 

for de mindstbemidlede. Lejernes 

krav fik derfor opbakning langt ind i 

borgerlige kredse. 

Oprindeligt var De samvirkende 

danske Lejerforeninger også tværpolitisk 

og havde med hensyn til 

opbygning og virkemåde karakter 

af en moderne interesseorganisation. 

Foreningen skulle dels via 

forhandling med de modstående 

grundejerforeninger opnå rimelige 

lejekontrakter og dels øve politisk 

indflydelse på udformningen 

af lejelovgivningen. Deres arbejde 

resulterede blandt andet i nedsættelsen 

af de første huslejenævn, der 

fik vidtgående beføjelser i forhold til 

huslejefastsættelse og udsættelser 



under krigen. 

Lejerbevægelsens medvind i de 

første år skal betragtes i sammenhæng 

med den store revolutionære 

uro, som verdenskrigen affødte ude 

i Europa. Under krigen søgte politikerne 

at vaccinere danskerne imod 

revolutionslyst ved både villigt og 

modvilligt at føre en politik, der tilgodeså 

arbejderne. 

Lejerforeningernes opblomstring 

kan på denne måde ses som et vellykket 

forsøg på at tøjle den mobiliserede 

lejerbefolkning til et reformistisk 

projekt. Efter krigen forduftede 

de borgerliges opbakning til lejerbevægelsen, 

og i 1920’erne sker der 

en gradvis udhuling af huslejelovgivningen. 

Den danske 

lejerbevægelse 

har været 

præget af 

splittelser 

og står i dag 

relativt svagt. 

Den udvikling 

skal vendes. 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 

Kampen for flere boliger 

Urbaniseringen fortsatte efter krigen, 

og bolignøden var fortsat den 

største udfordring for lejerbevægelsen. 

Manglen på boliger betød 

alt andet lige, at der var et opadgående 

pres på huslejeniveauet, og 

at der kunne eksistere et stort uformelt 

marked for private udlejningsboliger, 

hvor lejernes begrænsede 

rettigheder ikke blev respekteret. I 

den kamp kunne man gøre fælles 

sag med boligbevægelsen – særligt 

andelsboligforeningerne. Imellem 

lejer- og boligbevægelse er der historisk 

både samarbejdsflader og 

modsætninger, men frem til starten 

af 70’erne var interessen for at 

fremme det almene byggeri og få 

bugt med bolignøden i høj grad et 

fælles projekt. Sammen pressede 

man på for, at staten skulle tage et 

ansvar. 

Gennembruddet skete i 1936, 

hvor Socialdemokraterne og Det 

Radikale Venstre opnåede flertal i 

både Folke- og Landsting. Andelsboligforeningerne 

blev herefter rammesat 

lovgivningsmæssigt og sammen 

med nye sociale boligselskaber 

underlagt en statslig regulering. De 

modtager støtte og sætter gang i 

mange boligbyggerier, men da Anden 

Verdenskrig kommer, går der 

tid, før udviklingen helt slår igennem. 

Samtidig bliver det private 

marked stramt reguleret. 

Samarbejdet med boligbe- 



vægelsen gav lejerbevægelsen en 

større politisk vægt. Den blev dog 

samtidig svækket af, at der i 1941 

stiftedes endnu en landsorganisation, 

Danmarks Lejerforbund – muligvis 

fordi De samvirkende danske 

Lejerforeninger var kommet under 

kommunisternes dominans. Den 

nye organisation var i al fald knyttet 

op på den socialdemokratiske 

tradition. 

Tilbagegang afføder enhed 

I 1960’erne var der sat gang i et regulært 

byggeboom i den almene 

sektor, og her blev der skabt billige 

og sikre boliger. 

Uden for den 

almene sektor 

går det imidlertid 

anderledes 

ned af bakke for 

lejerbevægelsen. I 

1963 lykkedes det 

højrefløjen at få 

nedstemt socialdemokraternes 

progressive jordlove 

ved en folkeafstemning. 

Lovene havde til hensigt 

at bremse spekulationsgevinser i 

forbindelse med ejendomsret. 

Efter det nederlag skiftede socialdemokraterne 

politik i retning 

af 

»Lejerbevægelsens medvind i de 

første år skal betragtes i sammenhæng 

med den store revolutionære 

uro, som verdenskrigen 

affødte ude i Europa« 

liberalisering af markedet i stedet. 

De vedtog bl.a. en ny lovgivning, 

som tillod den storstilede udstykning 

af lejeboliger til ejerlejligheder. 

Det skulle skabe et incitament for 

nybyggeri men har i stedet permanent 

ændret boligmassen i landets 

storbyer, så det i dag kan være meget 

svært for en lønmodtagerfamilie 

at finde en egnet lejebolig på det 

private marked i Aarhus eller København. 

Tilbagegangen resulterede dog i 

sammenlægningen af de to landsorganisationer 

i en enhedsorganisation 

under navnet Lejernes LO (LLO) 

i 1966. Denne tætte 

forbrødring mellem 

socialdemokrater 

og DKP’ere 

i lejerbevægelsen, 

må siges at være 

sjælden i venstrefløjens 

historie. 

Tillidsposter og 

landsdele blev fordelt 

mellem de to 

partier. Kommunisterne 

stod stærkt 

i København, mens socialdemokraterne 

dominerede provinsen. Samtidig 

arbejdede de to partier sammen 

om at holde andre politiske grupperinger 

nede og ude af den nye organisation. 

LLO og græsrødderne 

Sammenlægningen var i begyndelsen 

en succes. De tidlige 70’ere 

bliver i dag betragtet som LLO’s 

storhedstid, da organisationen her 

opnåede en anerkendelse og politisk 

gennemslagskraft, som den 

ikke senere 

har kunnet 

efterleve. F.eks. deltog LLO i 

det såkaldte "hvidbogsudvalg", der 

udviklede boligpolitik i LO-regi, og 

man havde derigennem en meget 

direkte indflydelse på socialdemokraternes 

politik. 

Politikken, som de producerede, 

var omvendt præget af de socialdemokratiske 

visioner om økonomisk 

demokrati. På det private 

lejeboligmarked skulle lejernes demokratiske 

medindflydelse igennem 

beboerrepræsentationer og 

omkostningsbestemt leje skabe en 

opblødning i forhold til huslejeudviklingen. 

Samtidigt skulle de statsstøttede 

almene boligforeninger 

gradvist erstatte det private marked, 

og det blev alvorligt diskuteret, 

at afskaffelsen af den private ejendomsret 

til udlejningsboliger var 

inden for rækkevidde. Tankerne og 

initiativerne lå ikke langt fra en tilsvarende 

udvikling i Sverige. 

Men 1970’ernes store mangfoldighed 

i græsrodsbevægelser satte 

også deres præg på lejerbevægelsen. 

Liberaliseringen i 60’erne og 

oliekrisen i 1973 skabte et nyt og 

barskt klima for lejere. Resultatet 

var huslejestigninger og ny boligmangel, 

som denne gang blev mødt 

af aktivisme. Aktionerne blev først 

og fremmest rettet mod ejerlejlighedsudstykninger 

og højrentebyggeri, 

men størstedelen af protesterne 

fandt sine rammer udenfor 

LLO. 

Resterne af 70’ernes aktivisme 

findes stadig i form af diverse beboerhuse. 

I forsøget på at holde andre 

grupper ude opnåede socialdemokraterne 

og DKP’erne, at LLO aldrig 

fik samlet op på disse gode kræfter, 

som også har sin plads i lejerbevægelsens 

historie. 

Fraktionering og splittelse 

En markant undtagelse var LLOafdelingen 

i Randers – nu 

Randers Lejerforening. 

Randrusianerne omfavnede 

de lokale græsrodsbevægelser, 

men i starten af 80'erne var LLO 

præget af fraktionskampe. DKP’erne 

og socialdemokraterne samarbejdede 

om at isolere Randersafdelingen 

og dens sympatisører i Jylland/ 

Fyn. Det fremstår særlig tydeligt ef- 



ter 1981-kongressen i LLO, hvor delegationen 

fra Randers blev frataget 

sin stemmeret. Det skabte spændinger 

i organisationen igennem 

80’erne og var baggrunden for en 

splittelse i 1995. Flere afdelinger forlod 

LLO som foreninger, og nogle 

gik sammen med Randers i en ny 

landsorganisation ved navn Danmarks 

Lejerforeninger. 

Det blev kun den første splittelse. 

I 2000 medførte en konflikt internt 

i Lejernes LO i København at der oprettedes 

endnu en organisation i 

hovedstaden, Bosam. Selvom partitilhørsforhold 

har mistet betydning, 

så lever den usunde foreningskultur 

videre i LLO. 

Den seneste splittelse i LLO skete 

i år. I den sidste tid var spændingerne 

mellem hovedstad og provins 

blevet udtalte. Det skyldes bl.a. meget 

store forskelle i måden at drive 

lejerorganisation. I København 

bruges ansatte jurister til sagsbehandling, 

når de enkelte lejere har 

konflikter med udlejere, mens man 

i provinsen har benyttet sig af frivillige 

i mange år – mest af økonomisk 

nødvendighed, men også grundet 

en idealisme omkring det frivillige 

arbejde. Frivilligmodellen har sine 

klare begrænsninger, og den har 

ledt til det ene katastrofale sammenbrud 

i servicen efter det andet. 

Det søgtes løst ved at samle kræfterne 

til at professionalisere sagsbehandlingen 

i provinsen. Dette for 

både at give en bedre service – og 

for at komme bedre på niveau på 

københavnerne. Man gjorde det ved 

brug af jurister kombineret med frivillige 

jurastuderende. Da det så endeligt 

lykkedes, blev politiske dele 

af organisationen skræmte af succesen. 

I stedet 

for ny 

fælles 

fremgang endte det med masseeksklusionen 

af størstedelen af de erfarne 

tillidsfolk i Jylland/Fyn. Lejerbevægelsen 

fik derved endnu et skud 

på stammen, Danske Lejere, som primært 

har deres styrke i Jylland/Fyn. 

Tiden med enhedsorganisation 

er desværre slut, og man må i fremtiden 

vænne sig til at arbejde – og 

ikke mindst samarbejde – i en lejerbevægelse 

med flere organisationer 

og holdninger. 

Svage til sammenligning 

Når man kigger ud i Europa ser man 

både steder, hvor lejerne er bedre 

organiseret, og eksempler på det 

modsatte. Den svenske lejerbevægelse 

– med en organiseringsgrad 

på omkring 40 % – ses sædvanligvis 

som den bedst organiserede af 

alle. I Holland, Schweiz, Tyskland, 

Østrig og Tjekkiet er lejerne også 

bedre organiseret end i Danmark 

nu om dage. Udover Tjekkiet er lejerne 

meget dårligt organiseret i 

Østeuropa, og spillereglerne for lejerne 

er både i øst og syd liberaliseret 

til stor skade for lejerne. En liberalisering 

der i øvrigt også er sket 

i Norge, hvor særligt Oslo lider under, 

at nordmændene meget modsat 

svenskerne anser lejere for en 

ubetydelig minoritet. 

Hvorfor står man så stærkt i Sverige? 

På samme vis som i Danmark 

udgik der af den socialdemokratiske 

tænkning i 70’erne en opblødning 

af muligheden for en huslejeudvikling. 

I Danmark blev det til 

den omkostningsbestemte leje – i 

Nørrebro 

Beboeraktion 

demonstrerer i 

1973. 

Foto: Rigsarkivet 

4% 

af danske 

lejere er i dag 

organiseret 

i en lejerforening 

Sverige til en forhandlingsbestemt 

leje – med en forhandlingslov, der 

pålægger udlejerne at deltage i 

strukturerede forhandlingsforløb 

med lejerorganisationen. Man kan 

sammenligne det med en lovgivningsbestemt 

ret til overenskomstforhandlinger 

omkring lejeniveauet. 

Det har givet en lav omkostningsudvikling 

og meget trygge forhold for 

de svenske lejere. 

Svenskerne gør en dyd ud af, at 

de både har en professionel del, der 

kan varetage lejernes interesse i de 

afgørende forhandlinger. Samtidigt 

ser de sig selv som en "folk-rørelse", 

der vidtforgrenet er til stede lokalt 

med frivillige tillidsfolk og aktiviteter. 

Den svenske lejerbevægelse 

arbejder heller ikke med kollektiv 

tilslutning af hele byggerier. Er man 

medlem i Sverige, så er man personligt 

medlem. 

I Danmark blev beboerrepræsentationerne 

aldrig tilstrækkeligt udbedte, 

og man kunne ikke forsvare 

omkostningslejen effektivt. I stedet 

plagedes man af indre stridigheder 

– og i dag er kun 4 % af lejerne i 

Danmark organiseret i en lejerforening. 

De sidste 40 år har kostet den 

danske lejerbevægelse dyrt i medlemmer 

og politisk kapital, og vi ser 

andre interessenter som studenterbevægelsen 

og Ældre Sagen løbe 

med lejerdagsordenen. Udviklingen 

skal vendes, for lejernes sag er af afgørende 

betydning for hundredetusindevis 

af almindelige danskere 

og sammenhængskraften i samfundet. 

■ 



Studerendes kamp 

for billige boliger 

Kampen for ungdomsboliger har været en helt central social kamp i årtier. 

Skiftende bevægelser, partier og ungdomsorganisationer har gennem målrettet 

arbejde udvidet ungdommens selvstændighed, mulighed for at flytte hjemmefra 

og have råd til at bo i Danmarks dyre byer. 

Af Jakob Ruggaard 

Strategien, bevægelsen og parolerne 

har skiftet gennem 

årene i takt med at det politiske 

landskab og styrkeforholdene 

i samfundet har været under 

forandring. Her følger en personlig 

beretning om arbejdet for lige byer 

med boliger til alle, som 

den har set ud set fra de 

danske studenterråd og 

de studerendes landsorganisation, 

Danske Studerendes 

Fællesråd. 

Det er nemlig min påstand, 

at studenterbevægelsen 

de sidste ti år har 

været drivende for at genpolitisere 

boligpolitikken, 

og at de år har budt på en 

række konkrete og vigtige 

fremskridt på boligområdet. 

En plan lægges 

For at kunne være både en troværdig 

og progressiv aktør og magtfaktor 

på boligområdet var der flere 

ting, som man skulle have til at gå 

op i studenterbevægelsen. Den interne 

styrke har i mange år kommet 

gennem det man kan kalde »studerende 

for studerende princippet«. 

I kraft af, at studenterbevægelsen, 

studenterrådene og Danske 

Studerendes Fællesråd består af 

studerende, kender de til hverdagen 

og kriseerfaringerne hos de studerende, 

og derfor er man igen en 

»Studenterbevægelsen 

har de sidste ti år 

været drivende for at 

genpolitisere boligpolitikken« 

legitim aktør til at lave kampagnearbejde, 

protester og holdningspåvirkende 

arbejde, som fremmer forholdene 

for studerende. 

Logikken kan være besnærende 

stærk og har i lange perioder været 

et automatisk udgangspunkt for at 

hente legitimitet til studenterbevægelsen 

og anerkendelse for sine 

synspunkter. Problemet 

er, at logikken ikke nødvendigvis 

er hverken solidarisk, 

progressiv eller effektiv 

i alle spørgsmål. For 

at undgå interne kampe 

om de billige boliger med 

grupper af ældre, syge, socialt 

udsatte osv. var det 

nødvendigt for studenterne 

at finde en vej ud 

over deres egne snævre 

interesser – en vej til at 

kunne alliere sig med andre sociale 

bevægelser og gøre en varig forskel 

for boligsituationen i Danmark. 

Svaret blev et konsekvent fokus 

på den almene boligsektor og på at 

give redskaber til, at demokratiet 

kan presse boligpriserne i samfundet 

ned ved at stille krav til byggegrunde 

(også private) om, at de kun 

må rumme alment byggeri for fællesskabet. 

For et lige Danmark 

Når man laver boligpolitik, er man 

ikke kun med til at arbejde for et 

lille ekstra kollegium til studerende. 

Man er hele tiden også i gang med 

at forme og reorganisere, hvilke boligformer, 

der er tilgængelige for 

mennesker i Danmark og dermed 

hvordan vores sociale, økonomiske 

og kulturelle landkort ser ud. 

For at en progressiv boligpolitik 

skal virkeliggøres må delelementerne 

og de løbende krav kunne relateres 

til en let forståelig og socialt 

retfærdig vision. Det er altså et mandat, 

som på overfladen rækker ud 

over de problemer med billige boliger, 

som studerende oplever i de 

store studiebyer – som i sin kerne er 

systemorienteret og kun kan være 

realistisk, hvis det er systemforandrende 

og solidarisk. 

Helt konkret blev politikken til 

krav om flere almene boliger og en 

ændring af planloven, så kommunerne 

i Danmark kan kræve af en 

byggegrund, at den skal rumme alment 

byggeri. På den måde vil prisen 

falde dramatisk, fordi det kun 

er almene aktører, som kan byde på 

den. Den benhårde konkurrencesituation, 

som præger boligmarkedet 

i de store byer i Danmark, vil midlertidigt 

være sat ud af kraft – behov 

vil erstatte profit. Studenterbevægelsen 

mente ikke, at studerende 

kun kunne bo alment, men at det 

var det almene byggeri, man skulle 

satse på, fordi det netop udvidede 

byggeri, som baserer sig på demokrati 

og behov, og som de fattigere 

og mindre ressourcestærke studerende 

kan bo i. 

Politikken var solidarisk, fordi 



den ville bekæmpe ulighed for studerende 

på boligmarkedet, men 

samtidig fordi den automatisk vil 

komme andre fattige beboergrupper 

til gavn. Alment byggeri sikrer 

generelt en mere lige by med plads 

til forskellige indkomstgrupper. 

En ny horisont 

Siden har kampagne afløst kampagne 

– kulminerende i 2014, hvor 

studenterbevægelsen var med til at 

få indført en regel i planloven om, 

at kommuner kan stille krav om 25 

% almen bebyggelse ved nybyggeri. 

Sejren kom efter en lang koordineret 

lobbyindsats, kampagner i Aarhus 

og København, et stort mediepres på 

politikerne og en fælles demonstration 

med hele elev- og studenterbevægelsen 

i efteråret 2014. 

Boligproblemerne præger stadig 

vores byer, og uligheden trives 

og truer med at fortrænge lavindkomstgrupperne 

til blokke i byernes 

udkant. Men det er lykkedes at 

få afbrudt og korrigeret markedet 

en lille smule på et vigtigt område. I 

skrivende stund blev billig-bolig-tilføjelsen 

til planloven forsvaret mod 

ulighedsglade borgerlige politikeres 

angreb ved revisionen af planloven 

i juni 2016, blandt andet hjulpet på 

vej af et langt pres fra den nye unge 

boligaktivistiske gruppe Elever og 

Studerende i København (ELSK). 

Kampen er ikke slut, men en foreløbig, 

vidtgående sejr er vundet og 

befæstet – de første almene byggerier 

efter loven er så småt i gang. 

SUF-lokalgruppen 

Nordvest 

afholdt i 2015 en 

byggefestival 

i samarbejde 

med faglige og 

elevpolitiske 

unge om, 

hvordan der 

kan skaffes 

ungdomsboliger 

til alle. 

Foto: SUF 

Nordvest 

Imens er der plantet en ny horisont 

og retfærdighedsfølelse igennem de 

hundredevis af aktives kamperfaringer. 

En idé om, at markedet skaber 

ulighed, hjemløshed og menneskelige 

tragedier og at retfærdig, demokratisk 

og behovsorienteret styring 

er nødvendig for at sikre studerende 

og befolkningen rimelige boligvilkår. 

De fleste unge har gode venner 

eller søskende, som har været hjemløse 

og som de vil kæmpe for – det 

har løftet arbejdet et langt stykke 

fremad. 

Midt i den indædthed åbner der 

sig en reel antikapitalistisk erfaring, 

som skal løftes og bæres videre for 

billige, demokratisk styrede boliger, 

lighed og solidaritet i vores byer. ■ 


Demokrati 

Et demokratisk 

styret marked 

Den nystiftede forening Demokratisk 

Erhvervsnetværk (DEN) har et bud på, 

hvordan indflydelse i store mødelokaler kan 

udpege håb og give vigtige erfaringer for 

venstrefløjen. 

Af Jakob Ruggaard 

Danmark er domineret af en 

højrefløjsregering, som agerer 

på et dybt nationalkonservativt 

grundlag og hvor de 

penge, der er til overs efter 

grænsebomme, går til skattelettelser 

– gerne til de rige. 

Her kan man godt blive i tvivl om, 

hvor de progressive strømninger 

og inspirationerne til venstrefløjen, 

gemmer sig. 

Solidaritet har mødt Magnus 

Skovrind Pedersen fra Demokratisk 

Erhvervsnetværk til en snak om 

hvad demokratisk styring med selskaber 

betyder i praksis, hvorfor det 

er vigtigt at gøre sig erfaringer her 

og hvad man rent faktisk kan rykke 

fra et mødelokale. 

»Almindeligvis taler man om en 

demokratisk og en privatkapitalistisk 

sektor. Men der er ikke bare 

én enkelt demokratisk sektor i Danmark, 

den offentlige sektor, som i 

parentes bemærket heller ikke er 

så demokratisk igen, der er to. Der 

findes en lang række gamle forbruger- 

og arbejderkooperationer og 

andelsforeninger i Danmark, men i 

mange af dem er de demokratiske 

stukturer så forsømte og misligholdte, 

at kooperationerne enten 

har glemt deres egen eksistensberettigelse 

og i praksis opererer på 

samme måde som almindelige virksomheder 

eller også er de blevet 

glemt af os – befolkningen og venstrefløjen. 

I begge tilfælde betyder 

det, at de ikke længere bliver brugt 

som lokomotiv for en progressiv 

forandring. Opgaven er at spænde 

dem for den forandring igen,« siger 

Magnus Pedersen som er medstifter 

af DEN. 

Ifølge Magnus Pedersen og Demokratisk 

Erhvervsnetværk er de 

demokratiske strukturer og magten 

i dem ikke bare vigtig fordi den ligger 

der og kan bruges. Den rummer 

snarere et spændende potentiale 

for, at venstrefløjen kan blive lidt 

mere konkret på, hvad det vil sige at 

styre et samfund demokratisk og socialistisk 

uden for markedskræfternes 

diktat: 

»Hvis venstrefløjen vil være et 

alternativ til de på nuværende tidspunkt 

skiftende regeringer i Danmark 

og deres ideologiske linje, så 

skal man ud over ren retorik også 

vise, at vores visioner rent faktisk 

kan lade sig gøre i virkeligheden. 

Her udgør demokratiske selskaber, 

pensionskasser, brugsforeninger og 

forsikringsselskaber muligheden 

for at vise, at det kan de og det allerede 

sker i et eller andet omfang 

hver dag.« 

Kampen på fjernvarmemarkedet 

Realpolitisk er der nok at tage fat 

på. Netop den selvstyrende, demokratiske 

sektor og alle de formuer 

og muligheder, som den gemmer 

på, er for tiden under voldsomme 

angreb. På en række områder kommer 

vi til at se en kamp om, hvorvidt 

forskellige sektorer skal være styret 

demokratisk af medlemmerne 

– og agere efter at gøre en forskel 

og lave gode produkter – frem for at 

skrabe så store formuer til sig som 

muligt. Eller om de sidste områder 

af erhvervslivet, energisektoren, 

detailhandlen osv., som er under 

I en række 

sektorer 

kommer vi til 

at se en kamp 

om, hvorvidt de 

skal være styret 

demokratisk af 

medlemmerne, 

frem for at 

skrabe så store 

formuer til sig 

som muligt, 

mener Magnus 

Skovrind 

Pedersen. 

Foto: Anders 

Mads Kjemtrup 


Demokrati 

demokratisk medlemskontrol skal 

liberaliseres og konkurrenceudsættes. 

»Nu har der været en masse polemik 

omkring DONG-salget, som 

tidligere også var et andelsselskab. 

Men mange andre dele af den danske 

energisektor er faktisk principielt 

set under fællesskabets, kundernes 

og brugernes demokratiske 

styring,« forklarer Magnus Pedersen 

»I dag har vi næsten 100 % demokratisk 

styret fjernvarme. De kører 

non-profit og uden at konkurrere 

med hinanden om markedsandele, 

hvilket er med til at muliggøre at 

man kan udvikle samarbejde, teknologi 

og kere sig om kundernes langsigtede 

interesser på en hel anden 

måde end hvis den danske fjernvarme 

havde eksisteret på klassisk 

privatkapitalistiske vilkår.« 

Netop den demokratiske styring 

muliggør helt nye samarbejdsformer 

virksomhederne imellem, som 

fungerer i praksis og som i sidste 

ende kommer kunderne til gode, 

vurderer Magnus Pedersen: 

»Det betyder, at Danmark i dag 

nyder godt af store, demokratiske 

fjernvarmefirmaer, som har opbygget 

en kæmpe ekspertise, fordi de 

forskellige selskaber har en kolossal 

koordinering og vidensdeling 

på området. Når man ikke kan tiltrække 

ny kapital udefra, så er den 

eneste måde man kan levere billig 

fjernvarme på netop gennem nye og 

»De meget 

højstemte 

taler fra den 

vestlige 

verden skal 

tages med et 

gran salt« 

bæredygtige løsninger man laver i 

fællesskab. Derfor deler man al sin 

viden i sektoren med hinanden og 

man gør det uden bekymring. Der 

er jo ikke nogen der kan tjene på 

det og man er ikke i en konkurrencesituation 

med de andre selskaber 

i Danmark. Det giver os faktisk 

en bredt anerkendt og stærk international 

førerposition på området. 

Den position er skabt ved, at det 

netop ikke har været et konkurrencemarked, 

men et demokratisk 

marked til fordel for kunderne.« 

Men den hellige grav er ifølge 

Magnus Pedersen ikke velforvaret. 

Det kommer til at kræve dygtig politisering 

og aktivering af medlemmerne 

i de respektive demokra- 


Demokrati 

tiske brancher, hvis man skal være 

i stand til at forsvare og udvide det 

demokratiske rum i markederne. 

»De danske fjernvarmeselskaber 

kan hurtigt lide samme skæbne, 

som DONG endte i. Regeringen barsler 

med initiativer på området, 

hvor man vil tillade fjernvarmeleverandører 

at lave overskud. Det 

følger den bevægelse, man lavede 

med de danske energiselskaber, 

hvor man først giver dem lov til at 

tjene penge, så etablerer man en 

konkurrencesituation på området 

med argumenter om faldende priser 

og accelereret udvikling – og så 

giver man selskaberne lov til at ændre 

deres virksomhedsstruktur i retning 

af klassisk virksomhed væk fra 

demokratiet. Det er den vej udviklingen 

trækker.« 

Demokratiets potentiale 

Det er naturligvis ikke kun den danske 

fjernvarme, som har en stærk, 

overlevende demokratisk struktur. 

Der er kæmpe brancher i Danmark, 

som principielt set er demokratisk 

styret, men som både er forsømt 

af deres egen selvforståelse og af 

brugernes, kundernes og medlemmernes 

manglende organisering og 

engagement i bestyrelser, på generalforsamlinger 

og i at skabe en levende 

debat om mål og midler i det 

hele taget. 

»Det demokratisk styrede forbrugerkooperativ 

COOP har en markedsandel 

på 44% af 

dagligvaresalg i 

Danmark, som 

dermed principielt 

set er under 

demokratisk 

kontrol. På pensionsområdet 

har 

de demokratisk 

styrerede organisationer 

over 

50% af markedsandelen. 

Der er 

cirka en million 

danskere, som er 

medlemmer af 

Tryghedsgruppen, som styrer principperne 

og strategien for TRYG,« siger 

Magnus Pedersen. 

Det er altså på mange områder i 

samfundet, at det er muligt at sætte 

Gitte Seeberg 

fra Verdensnaturfonden 

holdt tale til 

til stiftende 

generalforsamling 

i 

Demokratisk 

Erhvervsnetværk. 

Foto: Anders 

Mads Kjemtrup 

»På pensionsområdet 

har de demokratisk 

styrede organisationer 

over 50% af markedsandelen« 

Magnus Skovrind Pedersen, 

Demokratisk Erhvervsnetværk 

store formuer og kæmpe selskaber 

bag progressive krav for udviklingen, 

og ifølge Magnus Pedersen 

er der behov for at venstrefløjen 

får fingrene ned i materien og gør 

sig helt konkrete erfaringer med at 

styre og udvikle forskellige sektorer 

i samfundet. 

En ny klassekamp? 

Men virker det så? Hvordan skal venstrefløjen 

bygge sit engagement op 

omkring de demokratiske selskaber, 

og er de demokratiske strukturer i 

den nuværende danske selskabshorisont 

overhovedet til at redde? 

Ifølge Magnus Pedersen er der 

nogle klare fordele for venstrefløjen 

i arbejdet med demokratiske 

formuer og selskaber, som han mener 

åbner nye fronter i de politiske 

kampe, som vi har foran os. 

»Arbejdet med den demokratiske 

erhvervssektor giver os en ideel 

anledning til at komme med nogle 

konkrete svar og udvikle den sektor 

som ligger forsømt, fyldt med penge 

og magt til at arbejde for forbrugere, 

kunder etc. Interesserne i et bredt 

og grønt og solidarisk perspektiv. 

På den måde øver vi os også i rent 

faktisk at bygge en bedre verden og 

drive strukturer, der virker til fordel 

for menneskerne samtidig med, 

at vi viser dem at en anden ideologisk 

vej faktisk er mulig og har nogle 

klare fordele, som privatkapitalismen 

ikke kan følge med til.« 

»Som venstrefløj skal man kunne 

arbejde ret konkret med hvordan vidensdeling 

uden konkurrence kan 

lade sig gøre og konkret kan understøttes 

og organiseres. Her mangler 

vi helt klart en konkret politik, 

som er troværdig for mennesker og 

vi mangler erfaringerne til at bygge 

den op. 

Men processen er spændende og 

vigtig for venstrefløjen, fordi det viser 

at det er muligt at drive forretning 

og bygge drift og udvikling op 

på helt andre måder og efter andre 

interesser og principper end den 

klassiske kapitalistiske. Det findes 

endda allerede i Danmark – mere 

end mange tror.« 

Fronten er hermed åbnet af Demokratisk 

Erhvervsnetværk. Hvis 

kampen skal lykkes og store formuer 

og selskaber skal arbejde for 

en anden og solidarisk politik i samfundet, 

så kræver det imidlertid at 

venstrefløjen hele tiden vedligeholder 

og udvider radikaliteten og rækkevidden 

af de demokratiske rum, 

som eksisterer på markedet lige nu. 

Det er en vedvarende kamp, som 

kæmpes på fronter, som venstrefløjen 

først akkurat har fået øjnene op 

for igen, men som kan drives langt, 

hvis vi kan forankre den bredt. ■ 


Atomkraft 

Fem år efter 

Fukushima 

Fukushima-katastrofen splintrede 

myten om den sikre atomkraft og 

udløste nye folkebevægelser. 

Af Finn Kjeller 

Atomkraften er uundværlig,« sagde Shinzo Abe, 

Japans konservative statsminister, den 11. marts 

2016. Udtalelsen faldt på femårsdagen for 

Fukushima-katastrofen i 2011, hvor en tsunami 

udløst af et voldsomt jordskælv skyllede ind over 

kysten. Jordskælvet og tsunamien dræbte op 

mod 19.000 mennesker og medførte den største 

atomulykke siden Tjernobyl tyve år tidligere. 

Da vandmasserne slog køleanlæggene ud, nedsmeltede 

tre af de seks reaktorer på Fukushima Daiichi-atomkraftværket 

tilhørende Tokyo Electric 

Power Company (TEPCO). To af reaktorbygningerne 

eksploderede. Store mængder radioaktive 

stoffer slap ud og forurenede hav, jord og skove. 

160.000 mennesker blev evakueret som følge 

af atomulykken, og op mod 100.000 har endnu 

ikke kunnet vende tilbage til deres hjemegn. 

Langvarige følger 

Evakueringen og lukningen af hospitaler kostede 

liv, mens ofrene for den radioaktive forurening 

er svære at gøre op. Forskellige former 

for kræft vil udvikle sig over længere tid. Langt 

flere børn end normalt har allerede fået konstateret 

kræft i skjoldbruskkirtlen. 

På det havarerede atomkraftværk står 

ståltanke med hundreder af tusinder af ton 

forurenet vand. Inden i selve reaktorerne 

ligger der hundreder af ton smeltet brændsel, 

som der ifølge Greenpeace ikke er nogen 

troværdige planer for at håndtere. 

I omegnen fortsætter en ekstremt 

dyr og arbejdskrævende opryd- 


Atomkraft 

ningsindsats, hvor arbejdere skurer bygninger og veje, 

og fjerner overfladejord og brokker. Det lavradioaktive 

affald hober sig op i plasticsække rundt omkring i området. 

Alene i Fukushima-provinsen regner man med 20 

millioner kubikmeter affald. 

Radioaktive stoffer er imidlertid allerede optaget i 

træer, planter og dyr. Dermed indgår de i fødekæderne 

og forbliver en trussel mod levende organismer i mange 

år. 

Atomindustri hånd i hånd med staten 

Det japanske vækst-»mirakel« i 1950'erne og 60'erne 

byggede i betydeligt omfang på adgangen til billig olie, 

og landet blev hårdt ramt af oliekrisen i 1973. Derefter 

startede satsningen på atomkraft, og frem til 2000 blev 

der bygget 53 reaktorer. 

Håndteringen af atomkraftspørgsmålet skal ses i lyset 

af de stærke bånd mellem staten og erhvervslivet. 

Det store statslige bureaukrati har haft en ledende rolle 

»Visse journalister havde advaret 

om sikkerhedsproblemer i årevis, 

men blev ignoreret af regeringerne 

og de toneangivende medier« 

i Japans industrielle udvikling, og der er tradition for, at 

topembedsmænd går tidligt på pension og har deres 

anden karriere i toppen af de private koncerner. 

Inden Fukushima-ulykken dækkede atomkraft 30 % 

af landets elforsyning, og man havde planer om at udbygge 

den til 50 % i 2030. 

Overhørte advarsler 

Visse journalister og NGO'er havde advaret om sikkerhedsproblemer 

i årevis, men blev ignoreret af regeringerne 

og de toneangivende medier. Journalisten Onda 

Katsunobu udstillede i bogen »TEPCO’s Dark Empire« 

fra 2007 TEPCO's lemfældige sikkerhedspraksis, fortielser 

og korruption. Den blev overhørt ligesom en intern 

undersøgelse fra 2008, som advarede om risikoen for 

tsunamibølger på op til 10 meter. 

TEPCO er Japans største elforsyningsselskab og verdens 

fjerdestørste. Året efter Fukushima-ulykken indrømmede 

selskabet for første gang, at det havde undladt 

at øge sikkerheden for ikke at invitere til sagsanlæg 

og protester. Tre tidligere TEPCO-ledere blev i februar 

2016 sigtet for pligtforsømmelse med dødsfald til følge. 

Ifølge Katsunobus opfattelse udgør elselskaberne, 

kraftværksindustrien og regeringen en integreret enhed, 

som han har kaldt »atommafiaen«. Men efter ulykken 

blev også Japans egentlige mafia, Yakuzaen, impliceret: 

Hjemløse blev rekrutteret af mafiagrupper, der 

optrådte som underleverandører af arbejdskraft til oprydningsarbejdet 

i de radioaktivt forurenede zoner. 

Det farligste oprydningsarbejde efter nedsmeltningen 

blev overladt til daglejere, som ikke var klar over, hvilken 

stråling de blev udsat for. 

Største bevægelse i årtier 

Fukushima-katastrofen splintrede myten om den sikre 

atomkraft og skabte en stærk opinion mod atomkraften. 

Ulykken og myndighedernes håndtering af den udløste 

den største folkelige bevægelse i årtier. 

»For hver uge, der gik, kom der nye afsløringer af skadernes 

omfang og TEPCO's lyssky praksis, og det prægede 

dækningen i Japans store aviser,« fortæller den 

uafhængige journalist Chie Matsumoto. 

Protesterne spredte sig i hele landet og toppede med 

mellem 100.000 og 200.000 demonstranter i sommeren 

2012. I Tokyo startede bevægelsen omkring en sit-in 

foran Ministeriet for Økonomi, Handel og Industri i kombination 

med bevægelsen »Kvinder fra Fukushima«. 

En meningsmåling viste, at 47 % af befolkningen følte 


Atomkraft 

solidaritet med demonstranterne. Det var et betydeligt 

skift. 

»Det plejede at være meget sjældent, at japanere gik 

i aktion,« siger Chie Matsumoto. »Folk plejede at opfatte 

protester og demonstrationer som noget, der vedkom 

nogle få, og ikke som en folkelig ret.« 

Fokushimakatastrofen 

punkterede 

endnu engang 

myten om den 

sikre atomkraft. 

Protesterne 

spredte sig i 

hele landet og 

toppede med 

mellem 100.000 

og 200.000 

demonstranter i 

sommeren 2012. 

Foto: Matthias 

Lambrecht, CC 

Vil presse evakuerede tilbage 

Den daværende regering under Japans Demokratiske 

Parti så sig nødsaget til at beordre alle landets 50 fungerende 

reaktorer midlertidigt lukket. Udfasning af atomkraft 

blev gjort til et mål, og støtte til vedvarende energi 

indført. Men LDP kom tilbage til magten ved valget i december 

2012 og genoptog pro-atomkraft-linjen for fuld 

kraft. Mens Fukushima-anlægget fortsat har lækket radioaktivitet, 

har Shinzo Abe været i både Tyrkiet, Mellemøsten 

og Afrika for at sælge japansk atomkraftteknologi. 

Ifølge meningsmålinger er 60 procent af befolkningen 

stadig imod, at reaktorerne startes op igen, men regeringen 

arbejder på genstart af reaktorerne såvel som 

bygning af nye kulkraftværker. Samtidig lægger regeringen 

an til at presse evakuerede til at flytte tilbage til 

de radioaktivt forurenede områder ved at lukke for genhusningsstøtten 

til de evakuerede i marts 2017. 

Gør klar til OL 

Over for den Internationale Olympiske Komité har 

Shinzo Abe erklæret: »Jeg kan forsikre Dem om, at situationen 

er under kontrol.« 

»Man gør alt, hvad man kan, for at rense jorden såvel 

som sindene før de Olympiske Lege i Tokyo i 2020, for 

der skal sættes fart i glemslen,« skriver Cécile Asanuma- 

Brice, fransk sociolog bosat i Japan. OL-festlighederne vil 

»tjene til at sikre det hukommelsestab, der er nødvendigt 

for at videreføre atomkraften«, mener hun. 

Demonstrationerne er fortsat, men i lavere gear. 

»Siden LDP genvandt sit greb om magten, når vores 

stemmer åbenbart ikke regeringen. Jeg tror, folk lidt opgav 

håbet,« sagde Kanna Mitsuta fra Friends of the Earth 

Japan på femårsdagen. 

»Regeringen er økonomisk fastlåst og kontrolleret af 

atomindustrien. Desuden har atomkraftmodstanderne 

ikke støtte fra fagforeningerne, for de tror stadig på en 

sikker atomenergi,« siger Hajime Matsukubo, talsperson 

i CNIC, en komité for information om atomkraft. 

Debatten om Japans atomkraft fik dog ny næring allerede 

den 14.-16. april, da kraftige jordskælv ramte Kumamoto 

på den sydlige ø Kyushu. Kun 140 km derfra ligger 

Sendai-værkets to reaktorer, som regeringen lod genstarte 

i august 2015. 

Katalysator for nye bevægelser 

Mange af dem, der blev aktive efter Fukushima har ført 

deres aktivisme over i bevægelser mod andre sider 

af den højredrejede regerings politik. Det gælder ikke 

mindst de såkaldte sikkerhedslove, som regeringen fik 

vedtaget i september 2015. De skal gøre det muligt for 

Japan at sætte tropper ind i udlandet for første gang siden 

Anden Verdenskrig. I strid med landets pacifistiske 

forfatning, som LDP da også stræber efter at få ændret. I 

strid med et befolkningsflertal ifølge meningsmålinger. 

LDP udnytter imidlertid, at oppositionen stadig er 

svag. Japans Demokratiske Parti skuffede voldsomt med 

sin ortodokse nyliberale politik, da det var ved magten 

2009-12. Det dominerende parti på venstrefløjen er 

Japans Kommunistiske Parti, som gik frem til 11,4 % af 

stemmerne ved valget i december 2014, mens det Socialdemokratiske 

Parti kun fik 2,5 %. 

Ved valget til Overhuset den 10. juli 2016 gik oppositionspartierne 

sammen om fælles kandidater for at 

stoppe Abes planer – på opfordring af bl.a. ungdomsbevægelsen 

»Student Emergency Action for Liberal Democracy«. 

LDP og deres allierede opnåede imidlertid et 

styrket flertal ved at tie om forfatningsændringer og i 

stedet tale om økonomien, udskyde en momsforhøjelse 

og love jobskabende investeringer. Det Demokratiske 

Parti, der har arbejdet for momsforhøjelsen, fik tilbagegang 

ved valget, mens JCP fik fremgang. ■ 


Fagligt 

Faglig organisering i Østeuropa 

Fagforeningerne i de centralog østeuropæiske lande 

er mildest talt i knæ. Andy Snoddy, der er chef for UNI 

Globals organiseringsarbejde, beskriver her, hvordan det 

kan lade sig gøre at vinde sejre og vende medlemstallet i 

den tidligere østblok – trods hårde odds. 

Af Andy Snoddy 

Krisen i den vesteuropæiske fagbevægelse 

med faldende medlemstal 

og massiv løndumping, 

er snævert forbundet med landene 

i Central- og Østeuropa. 

Det handler ikke alene om import af 

billig arbejdskraft, men også om, at 

arbejdspladser i stigende grad flyttes 

derhen, hvor fagforeningerne 

står svagest. Problemerne er internationale. 

Østens kollaps 

Tæppet blev revet væk under de 

centralog østeuropæiske fagforeninger 

med murens fald. Markedsøkonomi, 

privatisering af statslige 

arbejdspladser og nye multinationale 

virksomheders indtog var en 

del af pakken for de tidligere kommunistisk 

styrede landområder. 

Samtidig valgte flere lande at implementere 

EU-lovgivning, som en del 

af tiltrædelsesprocessen. 

Alt i alt en voldsom ”kur”, som 

havde kæmpe konsekvenser for de 

faglige organisationers styrke. Forskellige 

fagforeninger reagerede 

forskelligt på situationen, men langt 

de fleste blev presset til bristepunktet. 

Omstillingen, som for vesteuropæiske 

fagforeninger foregik over 

en lang årrække, skulle presses 

igennem på ganske få år. 

Uden at skulle redegøre for fagforeningernes 

egen rolle i det massive 

kollaps, kan vi konstatere, at 


medlemstallet i alle centralog østeuropæiske 

fagforeninger er faldet – 

i en meget stejl kurve siden starten 

af 1990’erne. I gennemsnit er 75% af 

medlemmerne forsvundet over de 

sidste 20 år. I nogle lande ligger organiseringsprocenten 

omkring 6%, 

mens den private sektor generelt 

ligger endnu lavere. Eksistensen af 

faglige organisationer vil være tvivlsom 

om 10 år, hvis udviklingen fortsætter. 

Multinationales slaraffenland 

Samtidig begyndte multinationale 

selskaber at flytte hundredetusindvis 

af jobs til Central- og Østeuropa. 

Denne jobmigration har indenfor 

UNI’s områder haft særlig stor betydning 

for finanssektoren, informations- 

og kommunikationsområder 

Organiseringsprocent 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

Organisering af papirindustrien 

Et eksempel er Smurfit Kappa, et 

multinationalt papir- og emballageselskab, 

som har fabrikker over hele 

verden herunder størstedelen indenfor 

Europas grænser. Fem af deres 

fabrikker ligger i Polen. 

Igennem to år er de polske fabrikker 

blevet organiseret fra bunden. 

Vi startede med nul medlemmer 

af ZZP (den polske organisation 

i denne sektor), men gennem et 

hårdt og velplanlagt benarbejde er 

medlemstallet på fabrikkerne nu 

over 50%. 

Men der har været modstand. 

Hvor Smurfit Kappa i dansk regi følger 

den gældende industrioverenskomst, 

har billedet været et ganske 

andet for de polske arbejdere. Fir- 

Medlemstallet 

i alle 

centralog 

østeuropæiske 

fagforeninger 

er faldet i en 

meget stejl 

kurve siden 

starten af 

1990’erne. 

Grafik: UNI 

Global 

Organiseringsgrad i udvalgte lande 

(fx telemarketing) og i trykkeri- og 

pakkeindustrien. 

I de sidste år har UNI haft succes 

med at understøtte fagforeninger i 

branchemålrettede organiseringsindsatser 

fra hovedkvarteret i Nyon 

i Schweitz. Vi har været med til at 

bevise, at fagforeninger kan organisere 

og vokse sig større og stærkere. 

Men det kræver vilje, systematik og 

ressourcer. 

Slovakiet Tjekkiet Estland Polen Ungarn Slovenien 

1995 1999 2006 2013

Fagligt 

Fakta 

UNI Global 

En paraplyorganisation, hvor nationale 

fagforeninger og hovedorganisationer 

er medlemmer. 

UNI indgår globale aftaler med 

multinationale virksomheder, fx 

danske ISS, for at sikre, at grundlæggende 

arbejdsrettigheder 

overholdes, hvor end virksomhederne 

opererer. 

UNI bistår endvidere med at opbygge 

grundlæggende organiseringsfærdigheder 

flere steder i 

verden, hvor de faglige organisationer 

står meget svagt. 

maet lagde hårdt ud, da indsatsen 

gik i gang og medarbejderne begyndte 

at diskutere deres arbejdsforhold 

– som efter danske standarder 

bestemt ikke er attråværdige. 

Alt fagforeningsmateriale og faglige 

møder blev forbudt på fabrikkerne, 

og ledelsen gik endda så langt, at de 

forbød al samtale mellem medarbejdere 

når de opholdt sig i produktionen. 

Trusler om fyring og mistet indtægt 

er for en polsk fabriksarbejder 

ikke en nem situation at skulle 

håndtere og er en reel trussel mod 

spirende fagligt fællesskab. Derfor 

har den tætte kontakt mellem fagforeningen, 

de specielt trænede organisatorer 

og medarbejderne igennem 

lang tid været altafgørende 

for, at håbet om forandring ikke forsvandt. 

Når ledelsen intensivt skærper 

deres retorik og tager nye drastiske 

midler i brug, er det ofte tegn 

på, at noget er ved at ske og deres 

position er udfordret. Og selv den 

rige fabriksdirektør har sine ømme 

punkter. Derfor var det naturligt, at 

der tilfældigvis var planlagt protester 

i forbindelse med en større konference 

i Berlin, hvor ledere fra det 

globale erhvervslivs top deltog. Tony 

Smurfit – ejer af de mange emballagefabrikker 

– var nemlig gæstetaler. 

Noget tyder på, at forhandlingsvilje 

og offentlig ydmygelse går 

hånd i hånd i erhvervslivets øverste 

lag. Der gik i hvert fald ikke længe 

før de vesteuropæiske mediefokus 

på de dårlige forhold fik forhandlingerne 

med den lokale polske ledelse 

til at glide lettere. 

Indenfor få uger kunne de polske 

fabriksarbejdere fejre, at der blev 

nået en aftale, som betød 4-6 % lønstigning 

til alle i produktionen her og 

nu. Men endnu vigtigere – en anerkendelse 

af legitimiteten 

i faglig 

organisering og 

en opstart af reelle 

kollektive 

forhandlinger 

for fabrikkerne. 

En organiseringsbase 

i Øst 

Eksemplet fra 

Smurfit Kappa 

viser, at der kan 

ske store forbedringer ved et solidt 

stykke organiseringsarbejde. Men 

det er slet ikke nok. Hvis de centralog 

østeuropæiske fagforeninger for 

alvor skal ændre noget i den globale 

Fakta 

Smurfit Kappa 

Smurfit Kappa laver papiremballage, 

eksempelvis de mange papkasser, 

som supermarkeder får 

leveret varer i. De har produktionssteder 

i 34 forskellige lande, herunder 

syv enheder i Danmark. Det 

er ikke håndører, det drejer sig om. 

Andy Snoddy 

(i midten) og co. 

aktionerer mod 

Smurfit Kappa. 

Foto: UNI Global 

»Den tætte kontakt mellem fagforeningen, 

de specielt trænede 

organisatorer og medarbejderne 

har været altafgørende for, at håbet 

om forandring ikke forsvandt« 

kamp for arbejderrettigheder, skal 

der bygges videre på de eksisterende 

succesfulde organiseringserfaringer, 

og de faglige organisationer 

skal samarbejde. 

UNI har taget de første skridt til at 

lave et centraleuropæisk organiseringsforum, 

COZZ, som får hjemme 

i netop Polen. Herfra skal målrettet 

organiseringsarbejde 

på 

tværs af Centraleuropa 

planlægges 

og koordineres. 

Målet er, at 

selvom organiseringsaktiviteter 

skal være 

lokalt forankret 

– blandt medarbejderne 

på arbejdspladserne 

– så er opgaven stor og kræver ressourcer, 

der skal kunne sættes ind 

strategisk. 

Det er et nødvendigt træk at målrette 

arbejdet og trin for trin genopbygge 

faglig styrke i de lande, hvorfra 

tusindvis af arbejdere migrerer 

og bliver løndumpere i Vesteuropa. 

Det er afgørende, at fagforeningerne 

får en reel styrke, hvis multinationale 

selskaber ikke skal kunne 

pendle deres produktion hen, hvor 

profitten er størst. Af samme årsager 

må kampen aldrig ses isoleret 

– COZZ er dermed en ny spiller i 

den globale kamp for ordentlige arbejds- 

og levevilkår. ■ 


Brasilien 

Brasiliens Arbejder 

Efter tretten år med succesfuld 

social omfordelingspolitik måtte 

Brasiliens præsident, Dilma 

Rousseff, midt i maj aflevere 

nøglerne til præsidentpaladset 

til centrum-højre partiet 

PMDB. Processen med at 

afsætte præsidenten gennem 

en rigsretssag afspejler 

korruptionens omkostninger for 

Brasiliens arbejderparti. 

Af Mads Damgaard Andersen 

Rigsretssagen mod Brasiliens 

præsident, Dilma Rousseff, er 

gået i gang, og vicepræsidenten 

Michel Temer trådt ind på 

scenen. Han har stået klar i 

kulissen siden Dilma Rousseffs 

genvalg i 2014. Ved det 

valg mistede Rousseffs Arbejderparti 

mange stemmer og dermed 

pladser i Kongressen, mens Temers 

parti PMDB - en blanding af lokale 

landshøvdinge, traditionelle politiske 

dynastier og evangeliske kristne 

- blev det største parti. Selv om de 

dannede regering sammen, ulmede 

tanken allerede få timer efter valget: 

Præsidenten skulle afsættes, og 

PMDB overtage magten. 

En rigsretssag mod en brasiliansk 

præsident skal startes af formanden 

for Underhuset, via Senatets formand 

og kan i sidste ende munde 

ud i, at vicepræsidenten indsættes. 

Begge formandsposter samt vicepræsidentposten 

havnede på PM- 

DB's hænder efter 2014-valget. Par- 

»Vicepræsidenten Michel 

Temer kunne fra da 

af skimte en vej ind i 

præsidentpaladset« 

tiets drømme om at blive storebror 

i koalitionsregeringen manglede 

dermed kun en undskyldning for at 

starte en rigsretssag. 

Undskyldningen blev finansministeriets 

forsinkede udbetalinger til 

de statslige banker. Ved at tilbageholde 

udbetalingerne til brasilianske 

overførselsindkomster et døgn, 

optog staten teknisk set gæld uden 

Kongressens accept, men fik dermed 

regnskabet til at se bedre ud 

ved slutningen af året. Om Dilma 

Rousseff kan holdes ansvarlig for 

den manøvre, mangler Højesteret 

endnu at tage stilling til. Men udbetalingsmanøvren 

var i 2015 det eneste, 

der virkede som en reel anke 

mod Dilma. Selv om hendes Arbejderpartis 

tidligere top såvel som regeringspartneren 

PMDB var hvirvlet 

ind i korruptionsanklager, var det 

svært at finde håndfaste beviser på, 

at præsidentens hold havde trukket 

penge ud af statslige selskaber som 

oliegiganten Petrobras. 

Korruption blev brugt i magtkamp 

Uanset det tynde juridiske grundlag 

var stemningen i Kongressen og 

i meningsmålingerne imod Rousseff. 

Formanden for Underhuset, 

Eduardo Cunha - en konservativ pinsekristen 

fra Rio de Janeiro - satte i 

juni 2015 fingeren 

på aftrækkeren 

ved at 

erklære, at han 

brød politisk 

med regeringen. 

Manøvren var 

ikke kun et ladegreb 

vendt mod 

Arbejderpartiets 

præsident 

og gruppe af parlamentarikere, men 

også et spin – for dagen før han brød 

med Arbejderpartiet, blev et vidne- 

Det startede med munter idyl, da 

Lula overdrog præsidentembedet 

til Dilma Rousseff i 2011. 

Foto: Wikimedia Commons 


Brasilien 

parti giver op 

udsagn i Petrobras-sagen offentliggjort, 

som pegede på Cunha selv. 

Sidenhen er det blevet til otte undersøgelser 

af forskellige forhold i 

Cunhas seneste år som toppolitiker, 

adskillige sigtelser og en tiltale ved 

Højesteret. Cunha har på trods af 

det i knap et år undgået at blive fjernet 

som formand for Underhuset. 

Og som formand kunne han i december 

- selv snublende tæt på en 

disciplinærsag i Kongressen - trykke 

på aftrækkeren og nedsætte en 

kommission til at forberede rigsretssag 

mod Dilma Rousseff. 

Vicepræsidenten Michel Temer 

kunne fra da af skimte en vej ind i 

præsidentpaladset. Efter kommissionens 

anvisning stemte først Underhuset 

i april og Senatet i maj for at 

fjerne Rousseff og lade Temer danne 

ny regering. 

Arven fra Lulas præsidenttid 

Med afsættelsen af Rousseff er 13 

år med Arbejderpartiet som regeringsbærende 

parti forbi i Brasilien. 


Brasilien 

Selv om partiet har ført en til tider 

ganske ortodoks økonomisk politik, 

kunne især den tidligere præsident 

Luiz Inácio Lula da Silva sole sig i 

resultater: Sult blandt de fattigste 

befolkningslag blev elimineret, millioner 

af borgere rykkede op i middelklassen, 

og kredit blev frigivet til 

en forbrugsfest, som landet aldrig 

havde set magen til. 

Men modellen for inklusion var 

måske ikke en holdbar model for 

et socialistisk parti. Middelklassen 

har vendt sig mod Arbejderpartiet - 

på grund af den stigende inflation, 

gældsfælde, arbejdsløshed og måske 

værst af alt: Korruptionsskandalerne. 

Arbejderpartiet i Brasilien kom 

til magten på løfter om at rydde op. 

Statsanklagerens enhed og føderalpolitiet 

blev givet langt større autonomi 

i Lulas tid, og Dilma Rousseff 

fyrede ministre i en lind strøm i sin 

første præsidentperiode … allerede 

når mistanken faldt på dem. Alligevel 

kunne partiet ikke løbe fra den 

klassiske politiske problemstilling 

i Brasilien: At Kongressen altid vil 

modarbejde præsidenten for at få 

flere poster, puljer og taburetter. 

I Lulas tid begyndte en hård kerne 

i Arbejderpartiet at udbetale månedlige 

ydelser til vrangvillige partier, 

der på papiret var støttepartier, 

men reelt strittede imod af ideologiske 

eller pragmatiske grunde. Korruptionen 

blev afsløret og kostede 

hoveder i partitoppen. Sagen var 

endda lige ved at koste Lula hans 

genvalg som præsident. 

Men selv efter afsløringen forfinedes 

metoden, og Arbejderpartiets 

støtter begyndte at få håndsret over 

de statslige selskaber og kontraktstyringen. 

Således stødte føderalpolitiet 

i 2014 nærmest tilfældigt på 

beviser, der ledte hele vejen op til 

toppen af oliegiganten Petrobras 

- det største selskab i Sydamerika, 

hvis ejer er den brasilianske republik. 

Elite fedtet ind i olie-skandale 

Det har nu vist sig, at både Arbejderpartiet 

og den midlertidige 

præsident Temers parti PMDB har 

udpeget ledere i Petrobras og andre 

statsselskaber, og at lederne 

»Smørelsen fra olie 

selskabet har fedtet 

hele det langsommelige 

brasilianske politiske 

maskineri« 

har overfaktureret systematisk efter 

aftale med leverandørkarteller. 

Kontrakterne på mange hundrede 

millioner er konsekvent blevet distribueret, 

uden frit udbud, og dernæst 

malket for nogle få procent 

- fordelt mellem den udpegede ledelse, 

underverdenens hvidvaskere 

og de udpegende partier. 

Smørelsen fra olieselskabet har 

fedtet hele det langsommelige brasilianske 

politiske maskineri. Men 

politiets og statsanklagerens aktiviteter 

har kastet 

alvorligt grus i 

maskinen. Eftersom 

Arbejderpartiet 

ikke 

ville stoppe undersøgelserne, 

og ikke længere 

kunne trække 

penge ud af 

kontrakterne, 

var konsekvensen 

logisk for 

de store midterpartier: 

Et brat fald i bestikkelsespenge, 

og måske endda fængsel! 

Derfor smuldrede støtten under 

Dilma Rousseff, og derfor måtte hun 

fjernes fra regeringsmagten. 

Fremtiden for Fremtidens Land 

Brasilien er blevet kaldt fremtidens 

land. Senest i 2010, da end ikke 

en global økonomisk krise kunne 

lægge en dæmper på en buldrende 

økonomisk vækst. Men Kinas aftagende 

sult på soya og jern samt olieprisernes 

historiske fald har knækket 

landets positive vækstrater i 10 

kvartaler - den værste recession siden 

militærdiktaturet gav op. 

Midlertidige Michel, en præsident 

uden folkeligt mandat og leder af et 

korrupt parti, får nu indtil september 

til at ændre på den brasilianske 

stat. Petrobras-direktøren er udskiftet. 

Og spørgsmålet er om også 

statsanklageren må stikke piben 

ind. Blandt Temers ministre er syv 

navne knyttet til Petrobras-sagen. 

Heldigvis for Temer er markedet 

lykkelig for en ny præsident, og inflationen 

mindre graverende end 

sidste år. Formanden for Underhuset, 

Temers tidligere rambuk i parlamentet, 

er blevet fjernet af Højesteret, 

og skæmmer ikke længere 

åbenlyst Temers legitimitet. Og med 

et OL om hjørnet i en sportsgal nation, 

og fem gigantiske mediehuse 

med minimalstats-ideologisk orientering, 

har Temer et bedre sæt kort 

på hånden end Dilma. 

Den økonomiske klemme 

Men hvor længe vil de kristne og 

konservative parlamentsgrupper 

holde hånden under en præsident, 

som ikke har folkelig opbakning, 

ikke kan gøre 

noget ved Kinas 

nedbremsning, 

og som 

får svært ved 

at gøre noget 

ved et dundrende 

statsunderskud? 

De spørgsmål 

er afgørende 

for Brasiliens 

økonomi, og 

dermed for politikernes 

velvillighed til at lade Temer 

bo i præsidentpaladset. Den ny 

højreorienterede regeringslinje kan 

vise sig ikke at indfri nok løfter, og 

PMDB er et særdeles udsat parti i undersøgelser 

og ved domstolene. Senest 

blev økonomiministeren nødt 

til at gå af 24. maj, efter at han i en 

hemmeligt optaget samtale forklarede 

grunden til at afsætte Dilma 

Rousseff: »Det er for at stoppe blødningen 

[i partitoppen, forårsaget af 

korruptionsanklager] ... Vi må indsætte 

Michel.« 

I sidste ende kan det blive Dilma 

Rousseff, der trækker tæppet under 

Michel Temer. Bliver det bevist, at 

der var sorte penge fra olieselskabet 

i hendes valgkamp, er Temer - som 

valgt på samme liste - principielt 

også ugyldig som præsident. Efter et 

par uger som præsident ved ingen 

endnu, om Temer kan vise den fornødne 

styrke til at blokere for den 

konklusion i valgdomstolen. 

Men hvis to præsidenter bliver 

afsat med kort tids mellemrum, omdannes 

den brasilianske politiske 

scene til et uforudsigeligt magttomrum, 

hvor alt fra overbeviste evangelikere 

til militærnostalgikere kan 

komme i spil. ■ 


Brasilien 

Krise og opbrud i Rio de Janeiro 

Rio forbereder sig 

til de olympiske 

lege i august. Imens 

står den politiske 

krise i lys lue. Det 

antikapitalistiske parti 

PSOL tager muligvis 

borgmesterposten 

i byen ved 

kommunevalget i 

oktober. 

Af Nicolas Jones 

Brasiliens borgerlige demokrati er 

i krise, og med den nye højrefløjsregering 

er det tydeligt, at landet 

går ind i en ny æra. Ansatserne til 

konfrontation har været der siden 

det sociale oprør i 2013. 

Siden 3. marts har offentligt ansatte 

i Rio de Janeiro strejket. Det 

startede med, at lærerne nedlagde 

arbejdet, men udviklede sig hurtigt 

til at dække mange offentlige sektorer. 

Faggrupper fra fængselsbetjente 

til sundhedspersonale nedlagde arbejdet, 

og sidst i maj blev 70 skoler 

i Rio blevet besat af elever i solidaritet 

med de offentligt ansatte. Strejken 

blev udløst, da delstaten udbetalte 

løn for sent, og et lovforslag 

ville binde en større del af lønnen til 

pension, altså en realløns-nedgang. 

Partiet for socialisme og frihed, 

PSOL, har spillet en væsentlig rolle 

i at opbygge strejken. Partiformanden 

i Rio de Janeiro, Alvaro Neiva 

fortæller, at man har lagt mange 

kræfter i at støtte de offentligt ansatte. 

PSOL valgte at hive delstaten 

Hundredetusinder 

i Rio 

lever i de fattige 

og kriminelle 

favelaer. 

Vinder PSOL 

borgesterposten 

er der altså nok 

at tage fat i. 


Commons 

i retten for ikke at udbetale lønninger. 

Midt i april fik man medhold, da 

retten afgjorde, at delstaten skulle 

udbetale lønningerne. Men sidst i 

maj er det stadig uklart, om den vil 

følge rettens afgørelse. Delstaten 

Rio tjener en del af sine penge på 

olie, og deres argument har været, 

at de faldende oliepriser gør, at Rio 

ikke har råd til at udbetale lønninger. 

»Men det er et spørgsmål om vilje 

og politisk prioritering, om de udbetaler 

lønninger. For delstaten har 

samtidig med strejken valgt at give 

skattelettelser til store virksomheder«, 

siger Alvaro Neiva. 

Kommunalvalg i Rio 

Den 2. oktober skal brasilianerne 

stemme til kommunalvalg og vælge 

borgmestrene rundt om i landet. 

I storbyen Rio er det den nye præsidents 

centrum-højre parti PMDB 

(Partiet for Brasiliens Demokratiske 

Bevægelse), der bestrider posten. 

Ved valget i oktober er det muligt, at 

PSOL løber med borgmesterposten i 

både Rio og nabobyen Niteroi. De to 

kandidater med flest stemmer går 

videre til anden runde, og kan PSOL 

blive næststørst i første runde, skal 

de sandsynligvis op imod PMDB. 

Hvis det ender med valg til PSOL, 

er det kun starten på en stor opgave. 

I Brasilien er byerne ofte skarpt 

opdelt mellem rig og fattig. Den sociale 

ulighed bliver udstillet af de 

hundredtusinder af mennesker, 

som lever under horrible forhold 

i byernes slumkvarterer, favelaerne. 

Den ulighed vil PSOL ændre og 

kæmper for ordentlige levevilkår til 

millioner af mennesker i Rio. 

»Vi vil gå på gaden og kæmpe 

hårdt for at få borgmesterposten - 

men vi er klar over, hvilke udfordringer 

det giver os. Vi kan ikke vende 

alt på hovedet blot ved at få borgmesterposten, 

men vi kan bidrage 

til de blomstrende sociale bevægelser 

og skubbe Brasilien i den rigtige 

retning.« udtaler Alvaro Neiva med 

et smil på læben. ■ 


Brasilien 

Brasilien har mere brug for uddannelse end for OL-medaljer, mener Alvaro Neima fra PSOL. OL-protesterne handler også om, at 

tusinder af boliger er blevet ryddet for at gøre plads til smarte og dyre fodboldstadioner. Foto: Wikimedia Commons 

Brasilien træder 

ind i en ny æra 

Kampene om løn til de offentligt ansatte, 

kampen mod et asocialt OL og for en 

borgmesterpost i Rio er afhængig af, 

hvordan den politiske krise udvikler sig. 


Den ny, midlertidige regering prøver 

at lukke korruptionssagen 

ned, så de ikke selv ender med 

at blive ramt. Regeringen søger at 

fremstå som et værn mod ustabilitet, 

en garant for at tingene ‘normaliseres’. 

Men virkeligheden for langt 

de fleste brasilianere er dog, at deres 

liv bliver forringet af den nuværende 

regering. 

Temer lagde ud med en ultrakonservativ 

politik og valgte kun at udnævne 

hvide, gamle mænd til ministerposterne. 

Han valgte samtidig at 

lukke mange ministerier, herunder 

ministeriet for kultur og ministeriet 

for ligestilling. Det udløste et rama- 


Brasilien 

Den olympiske fakkel til Rio 

I 2014 var der protester under VM i Brasilien, 

og i 2013 var der et mindre socialt oprør under 

Confederation Cup. Vil bevægelsen imod 

store sportsbegivenheder igen bryde ud, når 

OL kommer til Rio? 


Det er tosset, at staten prioriterer 

OL frem for at tage hånd om de 

sociale problemer, landet står 

midt i, mener Alvaro Neiva og PSOL 

(Partiet for Socialisme og Frihed). 

Millioner af mennesker lever i favelaer 

under usle forhold, så der er 

masser at tage fat på: 

»Man burde prioritere sundhed, 

uddannelse, offentlig transport og 

ordentlige steder at bo i stedet for 

pompøse sportsbegivenheder for 

de rige«. 

Samtidigt har man på nogle måder 

allerede gjort det beskidte arbejde 

forud for OL, da man i 2014 

sanerede tusindvis af boliger - for 

at gøre plads til smarte og dyre fod- 

boldstadioner. 

Selv om turistministeren er skiftet 

ud 4 gange i løbet af det seneste år 

- og bugten, hvor OL-sejladsen skal 

foregå stadig er fyldt med lort - så 

fylder den politiske krise langt mere 

i mediebilledet og folks bevidsthed. 

Men det er svært at forudsige, om 

OL vil blive brugt som omdrejningspunkt 

for protester. I 2013 var det 

flere sociale bevægelser, som kulminerede, 

men Alvaro mener, at det 

især var priserne på den offentlige 

transport i Sao Paulo, som udløste 

oprøret. Vil regeringens nye angreb 

mon udløse protester under OL? 

Den politiske krise og PSOL 

Brasiliens centrum-venstre-parti, 

PT, har fået skylden for korruptionsskandalerne 

- skønt samtlige 

indvalgte partier på nær PSOL har 

været involveret i korruptionsskandalerne. 

PSOL er et oppositionsparti 

til venstre for Arbejderpartiet PT. 

PSOL står i opposition til regeringen, 

men stemte imod rigsretssagen 

mod forhenværende præsident 

Dilma Rousseff. Regeringsskiftet kom 

efter en smædekampagne fra højrefløjen, 

hvor de med juridiske spidsfindigheder 

udnyttede situationen 

og lavede et politisk kup (læs mere i 

artiklen »Brasiliens Arbejderparti giver 

op« på side 28). 

»PT har vundet opbakning ved 

at prøve at opretholde den 'sociale 

fred'. Men nu kan kapitalen se en 

fordel i, at der er nye magthavere. 

’Lulaisme’-strategien – der støttede 

iværksættere, agro-industrien og 

finanskapitalen, samtidig med at 

man gav noget hjælp til de fattigste 

lag – kan ikke længere virke som en 

venstredrejning. PTs politik har slået 

fejl og givet højrefløjen sit comeback«, 

mener Alvaro Neiva. 

PSOL vil lægge magten i befolkningens 

hænder og kræver et hurtigt 

valg. ■ 

skrig fra mange kunstnere, musikere 

og aktivister – blandt andet 

blev regeringsbygninger i 12 delstater 

besat. En uge efter aktionerne 

startede, droppede Temer 

lukningen af kulturministeriet. Det 

var en sejr for de folkelige bevægelser 

over præsident Temer. 

Det politiske billede er helt ændret 

på blot et halvt år. Det er stadigt 

uklart, hvordan det vil gå Dilma 

i retssagen. Temers nye regering 

står stadigt ustabilt og kan - som eksemplet 

med kulturministeriet viste 

- måske presses af de sociale bevægelser. 

Alvaro Neiva mener, at Brasilien 

er trådt ind i en ny æra: »Det er ikke 

blot korruptionssagen, der har givet 

»Det politiske billede er 

helt ændret på blot et 

halvt år« 

os en ny, højreorienteret 

præsident, 

det er en 

grundlæggende 

krise i det borgerlige 

demokrati. 

Højrefløjen og 

borgerskabet har 

udnyttet korruptionsskandalen til 

at vippe Dilma og PT af pinden, men 

frustrationerne kunne allerede ses 

under protesterne i 2013«. 

Håb om forandringer 

Arbejderpartiet blev valgt ind med 

håb om sociale forandringer og hjulpet 

til magten af sociale bevægelser. 

Alvaro mener ikke, PT har indfriet 

sine løfter og har i stedet forsøgt at 

opretholde den sociale fred gennem 

lappeløsninger. Det har givet bagslag, 

så nu er højrefløjen på fremmarch. 

Det er på mange måder skræmmende, 

hvordan højrefløjen har 

kuppet sig til magten i Brasilien, 

men samtidig opløftende at se hvordan 

folk rejser sig og kæmper mod 

social uretfærdighed. 

»Det er nogle forfærdelige angreb, 

vi ser mod arbejderklassen, 

men samtidig bliver elitens grusomhed 

udstillet – nu har vi en opgave i 

at vise vores politik. Det er en hård 

tid nu, men den giver også muligheden 

for at præsentere et socialistisk 

alternativ og realisere det«, mener 

Alvaro Neiva og PSOL. ■ 


Miljø 

Landbruget speeder op – 

Regeringens landbrugspakke 

driver landbruget endnu længere 

væk fra økologisk og økonomisk 

bæredygtighed. Prisen betales af 

fattige i det globale syd, naturen, 

klimaet og landmændene selv. 

Af Bente Hessellund Andersen 

hortonom og aktiv i NOAH 


Landbruget har igen fået sin helt egen regering – 

nemlig Venstre. Sidst de sad ved magten, banede de 

blandt andet vejen for, at landbrugsjord kan opkøbes 

af kapitalfonde og aktieselskaber, samtidig med at 

de fjernede grænsen for, hvor store husdyrbesætningerne 

må være. 

I denne omgang er det især fjernelse af randzoner og 

udfasning af kvælstofnormer, der skal give landbruget 

friere tøjler. Også i forskellige kategorier af naturtyper 

tillades der nu ekstra tildeling af kvælstof – for at undgå 

det, regeringen med et forførende udtryk kalder »overimplementering« 

af EU's krav til naturbeskyttelse. 

Det trækker alt sammen den forkerte vej i forhold til 

de målsætninger for biodiversitet, vand og klima, som 

Danmark ellers har vedtaget, men også i forhold til hensigtserklæringen 

om at bidrage med mad til så mange 

som muligt. 

Tager mad fra millioner 

Det konventionelle landbrug har valgt at satse på en 

høj produktion af animalske produkter til eksport og 

en stor og ret ensidig planteproduktion til husdyrfoder, 

der desuden suppleres med importeret proteinfoder, 

primært i form af soja. Det giver ikke »mad til så mange 

som muligt«, for eksporten af animalske produkter understøtter, 

at den voksende globale middelklasse følger 

tendensen i de rige lande med at indtage flere animalske 

proteiner end hvad der er sundt og nødvendigt. Eksporten 

går til disse befolkningsgrupper – og ikke til dem, 

der har mangel på protein. 

I forbindelse med sojaimporten er landbruget decideret 

med til at underminere lokalbefolkningers mulighed 

for at få en ordentlig ernæring og et godt miljø 

i Argentina, Brasilien og Paraguay, hvor sojaen dyrkes. 

Dansk landbrug beslaglægger et areal, der er på størrelse 

med omkring en tredjedel af det danske landbrugsareal, 

til produktion af det foder, vi importerer. 

Det meste at det, der kommer til Danmark, er fra Argentina. 

Konsekvenserne for de oprindelige lokalbefolkninger 

er oftest, at de fordrives fra de områder, som agroindustrien 

har udset sig til sojaproduktion, og migrerer til 

byerne. Men konsekvenserne er også store for dem, der 

bliver tilbage og må leve i små øer omgivet af soja. De 

Landbrugets 

regering fjerner 

randzoner og 

tillader ekstra 

kvælstof for at 

gøre landbruget 

tøjlesløst frit. 

Foto: Wikimedia

Miljø 

i den liberale blindgyde 

må leve med direkte forgiftninger – af både husdyr, afgrøder 

og mennesker – med pesticider, der spredes via 

vandet og luften og umuliggør deres egen produktion 

af mad. Fejlernæring og sult blandt de fattigste – hvad 

enten de rejser til byerne eller bliver – følger i sporene af 

sojaproduktionen. 

Landbrugserhvervet tager ikke højde for alt dette, 

når de hævder, at de leverer mad til mange millioner. 

Og når regeringen og dens støttepartier nu tillader højere 

gødningsniveauer – og altså dermed mulighed for 

at have flere grise i forhold til det areal, deres gylle skal 

spredes på – så vil det med stor sandsynlighed også føre 

til øget import af soja. 

Forarmer naturen og udpiner jorden 

Der er en tæt sammenhæng mellem landbrugets satsning 

på produktion og eksport af animalske produkter 

og erhvervets påvirkning af omgivelserne – både naturen, 

miljøet og klimaet. 

Det danske landbrug optager cirka 62 % af det samlede 

danske areal, og mere end 80 % af landbrugsarealet 

anvendes som foder til husdyrholdet. Langt størsteparten 

af den danske landbrugsjord er udlagt med enårige 

afgrøder – kun omkring 20 % med flerårige græsmarker. 

Det betyder i de fleste tilfælde, at jorden hvert år er udsat 

for kraftig jordbehandling samt gødskning og sprøjtning 

med pesticider. 

Store arealer med monokulturer giver ikke levesteder 

for vilde planter, insekter, fugle og pattedyr – især ikke 

»Store arealer 

med monokulturer 

giver ikke 

levesteder for 

vilde planter, 

insekter, fugle 

og pattedyr« 

når de er enårige – og anvendelsen af sprøjtegifte trækker 

yderligere i den forkerte retning. Højt skattede arter 

af humlebier og sommerfugle lider under det intensive 

landbrugs hærgen sammen med agerhøns, viber, 

lærker, harer og en hel masse andre levende væsner. 

Spredningen af næringsstoffer til omgivelserne er med 

til at ændre betingelserne for plantelivet og påvirker 

dermed hele økosystemer. 

Følgerne af den hyppige og kraftige jordbehandling 

er bl.a. en nedgang i indholdet af organisk materiale, 

der igen påvirker jordens frugtbarhed negativt på både 

kort og langt sigt – herunder jordens evne til at holde på 

vand og næringsstoffer og den biodiversitet, der er knyttet 

til jorden. Alt det positive, der er knyttet til muldjorden, 

er under angreb. For landbrugsjordens indhold af 

organisk materiale falder år for år, og arealet med jorder 

med et højt humusindhold bliver mindre år for år. 

Det resulterer også i fortsatte CO2-emissioner fra den 

dyrkede jord, for det er CO2, der udledes, når humussen 

iltes og nedbrydes. 

Truer klimaet 

Det danske jordbrugs drivhusgas-emissioner er i det 

hele taget tæt knyttet til husdyrholdet – både i form 

af emissioner af lattergas og metan fra håndteringen 

af gødning og drøvtyggeres fordøjelse, og i form af de 

emissioner, der er knyttet til de store arealer med foderproduktion. 

Et øget kvælstofforbrug giver både større 

spredning af næringsstoffer til omgivelserne og øget 


Miljø 

udledning af lattergas. 

Omvendt vil et nedsat kvælstofniveau påvirke både 

biodiversitet og klima i positiv retning. NOAH har beregnet, 

at landbrugets indenlandske emissioner af klimagasser 

svarer til cirka 28 % af Danmarks samlede emissioner, 

hvilket er ca. 10 % højere end det officielle tal. 

Men indirekte foranlediger landbruget også meget store 

emissioner i udlandet som følge produktionen af kunstgødning 

og foder til dansk landbrug. 

»Landbrugspakken driver udviklingen 

længere ud i den blindgyde, 

landbruget allerede befinder sig i« 

Dansk landbrug ynder ellers at beskrive sig selv som 

meget klimavenligt. Det hører vi, hver eneste gang, der 

er tale om at stramme lovgivningen for at mindske landbrugets 

påvirkning af miljø og natur. Men i realiteten 

har landbruget samlet set ikke nedbragt emissionerne 

helt så meget som de øvrige samfundssektorer (der for 

øvrigt har nedbragt dem alt for lidt), så der er absolut ingen 

grund til at læne sig selvtilfreds tilbage. 

Mellem 1990 og 2003 var der ganske vist en stabil reduktion 

i udledningen af lattergas fra landbruget (i alt 

over 30 %). Det var en følge af handlingsplaner, hvis primære 

formål var at beskytte vandmiljø og natur. Men 

siden 2003 har udledningen holdt sig på nogenlunde 

samme niveau. Så godt som hele reduktionen i landbrugets 

emissioner stammer fra reduceret udledning af lattergas. 

Med Venstre-regeringens landbrugspakke, der igen 

vil tillade landbruget at svine med næringsstofferne, vil 

Store 

arealer med 

monokulturer 

giver ikke 

levesteder for 

vilde planter, 

insekter, fugle 

og pattedyr. 

en del af de sparede årlige emissioner nu igen blive udledt 

i de kommende år. Det fremgår da også af Miljø- og 

Fødevareministeriets egne beregninger. 

I konkurrenceevnens navn 

En velkendt tendens i dansk jordbrug er, at der bliver 

stadig færre, men stadigt større bedrifter. Inden 

for de seneste 30 år er antallet af bedrifter blevet mere 

end halveret fra lidt over 100.000 bedrifter i 1982 til ca. 

40.600 i 2012, hvoraf kun ca. 30 % er heltidsbedrifter (se 

også Solidaritet nr. 6). 

Denne udvikling er sket sideløbende med ændringer 

i driftsformerne hen imod øget mekanisering og specialisering 

begrundet fra landbrugets side i krav om høj 

produktivitet for at opretholde konkurrenceevnen på et 

globalt marked. 

Det er udtryk for en form for kannibalisering af mindre 

landbrug begrundet i en »nødvendighedens politik«, 

når Venstre, sidst de sad ved magten, bl.a. fjernede 

loftet over antallet af husdyr og samtidig gav mulighed 

for, at (udenlandske) kapitalfonde og aktieselskaber kan 

eje danske landbrug. I virkeligheden er det også en kannibalisering 

af de store landbrug, fordi de nye politikker 

yderligere understøtter fejlinvesteringer i urentable 

produktionsanlæg til husdyr. Altså en politik, der har 

vist sig heller ikke at være holdbar på det økonomiske 

plan, men tværtimod har fastholdt landbruget i en langvarig 

økonomisk krise. 

Når man tænker på, hvor slemt det allerede står til 

med både klimaet, dyrevelfærden, Danmarks natur og 

økonomien i jordbruget, så er det hinsides al sund fornuft, 

at vi har en regering, der sammen med sine støttepartier 

blot forværrer tingenes tilstand. 

Landbrugspakken driver udviklingen længere ud i 

den blindgyde, landbruget allerede befinder sig i, og Naturplanen 

retter ikke op på de skader, som Landbrugspakken 

påfører vores fælles natur og miljø. De langsigtede 

konsekvenser for selve dyrkningsgrundlaget 

– nemlig muldjorden – er meget alvorlige. ■ 


Miljø 

Spirer til et andet samfund 

Kan den nye grønne bevægelse 

udfordre kapitalismen? Indtryk fra 

et grønt folketræf. 

Af Maria Temponeras 

I 

slutningen af april i år mødtes over 1000 mennesker i 

Hvalsø til et grønt folketræf med den altfavnende titel 

»Det fælles bedste«. Det var opfølgeren på et lignende 

træf på Samsø i 2014, hvor 450 var med. Bag træffet 

stod otte grønne foreninger, der på hver sin måde arbejder 

for at fremme omstilling af vores samfund til bæredygtighed 

og resiliens (robusthed). De fleste af dem i 

lokalsamfund med organisering af enten producenter, 

forbrugere eller begge grupper. 

Den grønne 

bevægelse er 

ved at samle og 

udvikle sig med 

stor styrke. 

Foto: Gitte 

Lotinga 

Overvældende mangfoldighed 

De første to dage af folketræffet havde et tæt program 

med over 150 workshops, foredrag og diskussioner. Der 

var også musik på en stor, smuk plæne ved søen, og når 

solen kiggede frem, var der festivalstemning. 

I to store haller var der flere hundrede boder, både 

infoboder fra organisationer og partier, og salgsboder 

med ost, varmepuder, leer med mere, foruden et stort 

gratis byttemarked med tøj. Mange af træffets workshops 

var praktisk erfaringsdeling om bæredygtig produktion 

i mikroskala: Byg en vindmølle af genbrugsmaterialer, 

byg et kuppeldrivhus, plant kastanjer, dyrk din 

have biodynamisk. 

Et andet tema var uddannelse til bæredygtighed og 

demokratiske processer. To skoler havde flyttet alle 

børn og lærere ud på træffet og holdt åben skole i bæredygtighed. 

Mange workshops handlede om konflikt- 


løsning og beslutningsprocesser. Der var mere traditionelle 

politiske møder, med oplæg om fiskeripolitik og 

om landbrugspakken, og der var en paneldebat med 

politikere. 

Der var også workshops, der bød på alternativer til 

vækstsamfundets kultur og natursyn, og så de helt flippede 

som den, der lovede spirituel kontakt til moder 

jord, og den, hvor der i programmet stod »medbring 

en blomst eller tre blade«. Et storslået program, med 

en overvældende mangfoldighed og kvalitet i mulighederne 

for at få ny grøn viden og færdigheder. 


»De fælles 

skaber, der er 

ved at blive 

opbygget i 

den grønne 

bevægelse, 

har potentiale 

til at forandre 

økonomien 

og samfundet 

nedefra.« 

Producenter, forbrugere og lokalsamfund 

Træffets tredje og sidste dag var afsat til at planlægge 

videre handling. Deltagerne delte sig i grupper efter 

emner eller lokalområder, og havde tid til at danne nye 

grupper og netværk og udvikle idéer. Mange var kommet 

alene eller med et par venner og fik mulighed for at 

organisere sig. 

Netop de mange kontakter, der blev skabt imellem 

deltagerne, synes jeg var træffets største bedrift. For vi 

har brug for organiserede producenter, landmænd og 

landkvinder, der i netværk udvikler en fødevareproduktion, 

som ikke driver rovdrift på naturgrundlaget og 

ødelægger det. Producenter af forbrugsvarer, der arbejder 

efter vugge til vugge-principper og producerer ting, 

der holder længe, kan repareres og nemt kan skilles ad, 

så delene kan genbruges. Ting, der kan holde til at blive 

delt og brugt af mange i lang tid. 

Vi har brug for organiserede forbrugere, der ikke vil 

spise giftig mad. Der vil samarbejde direkte med producenterne 

om, hvad der produceres og hvordan. Der ikke 

vil betale for reklamer, men sammen nedsætter forbruget 

af varer ved at deles om alt det, der kan deles, køkkenmaskiner, 

haveredskaber, værktøj, møbler, elektronik 

og legetøj. 

Og endelig har vi brug for organiserede lokalsamfund 

af folk, der ikke vil indånde pesticider eller dieselpartikler. 

Som vil have sikre skoleveje og fælles transport. Som 

vil have skoler, butikker og gode arbejdspladser lokalt. 

Som vil have fri natur med biologisk mangfoldighed af 

arter. Fællesskaber, hvor isolation og ensomhed modvirkes 

af samvær og gensidig hjælp. Som er levende og 

kærlige fællesskaber, hvor konflikter løses med respekt. 

Opbygning af basisdemokrati 

Det haster med at ændre kapitalismens kamikazekurs 

mod klimakatastrofe. Markedskræfterne har vist sig 

ikke bare at medføre global og lokal ulighed, krige og 

hungersnød, men også ødelæggelse af selve vores livsgrundlag. 

Men hvad skal erstatte markedet som styring 

af produktion? 

Der er brug for både global og lokal planlægning af 

produktion og fordeling af ressourcer. Omstilling til et 

bæredygtigt samfund kræver desuden en gennemgribende 

omvendt globalisering: relokalisering. De fleste 

ting skal laves der, hvor de skal bruges. Især fødevarer 

og byggematerialer skal produceres lokalt. Derfor får 

kvaliteten af det lokale demokrati kæmpestor betydning. 

Demokratisk planlægning kan ikke indføres fra den 

ene dag til den anden. Det virker kun, hvis vi har stærke, 

lokale fællesskaber, hvor alle kan deltage. Beslutninger 

om produktion og investeringer må tages i samarbejde 

imellem producenter, forbrugere og resten af lokalsamfundet, 

som bl.a. skitseret af den engelske økonom Pat 

Devine (se hans artikel »Socialt ejerskab og forhandlet 

koordination« i Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ, 

forlaget Solidaritet, 2015). Derfor er opbygning 

af lokale fællesskaber, der kombinerer organiserede

Miljø 

Fakta 

Hvem stod bag Det Fælles Bedste? 

forbrugere med organiserede producenter og miljøforkæmpere 

altafgørende. 

Grøn bevægelse under udvikling 

De fællesskaber, der er ved at blive opbygget i den 

grønne bevægelse, har potentiale til at forandre økonomien 

og samfundet nedefra. Men der er et stykke at gå 

endnu. 

Det, der stod og lyste ved sit fravær i folketræffets ellers 

overvældende program, var et globalt udsyn. Hvor 

var Shalmali Guttal, som vi på årets Transform-konference 

hørte fortælle om kvindefællesskaber og fælledskaber 

(på engelsk: commoning) i Laos og Vietnam? 

Hvor var de filippinske eller sydafrikanske klimaaktivister, 

der kæmper mod ødelæggelse af deres livsgrundlag? 

Det internationale islæt begrænsede sig til England 

og Italien – men de gæster havde til gengæld gode pointer. 

Christiano Bottone fortalte om, hvordan tætheden 

af lokale omstillingsinitiativer i Norditalien er blevet så 

stor, at de begynder at udvikle udveksling imellem de 

lokale initiativer og taler om en omstillingsregion. Et levende 

eksperiment i forhandlet koordination af produktion 

og forbrug. 

Rob Hopkins, grundlæggeren af det engelske Transition 

Network, har hidtil holdt sig til opbygningen af bæredygtige 

lokalsamfund med lokal økonomi indenfor de 

givne ejendomsforhold, men taler nu om nødvendigheden 

af fælles ejerskab til landbrugsjorden. 

Den grønne bevægelse er ved at samle sig, og den 

udvikler sig med stor styrke. Den vedtager ikke manifester 

eller fælles udtalelser, og den kan virke diffus i sin 

mangfoldighed. Men den føder og nærer de lokale fællesskaber 

og de netværk af producenter, som skal være 

grundstenene i fremtidens økosocialistiske utopia. ■ 

Det grønne 

folketræf i 

Hvalsø i april 

skabte mange 

kontakter og 

netværk mellem 

deltagerne. 

Tegning: Det 

Fælles Bedste 

Landsforeningen Praktisk Økologi 

Formidling og netværk om økologisk havebrug, 

småbrug og mikrovirksomheder. Arbejder nationalt og 

i lokale praktiske fællesskaber. 

Landsforeningen for Økosamfund 

Del af et internationalt netværk, der udspringer af 

Permakulturbevægelsen. En sammenslutning af 30 

danske økosamfund og 150 virksomheder. Arbejder 

udover selve økosamfundene med opbygning af 

lokaldemokrati og grønne fællesskaber i lokalsamfund. 

Omstilling Danmark 

Er en del af det internationale Transition Initiatives 

Network, som har rødder i permakulturbevægelsen. 

Vidensdeling og facilitering af lokale 

omstillingsinitiativer, der søger at involvere hele 

lokalsamfund i en social, økologisk og økonomisk 

omstilling til bæredygtighed. 

Permakultur Danmark 

Den danske afdeling af permakulturbevægelsen. 

Et gennemtænkt og radikalt alternativ til de 

landbrugsmetoder, vi kender, og vores brug af 

ressourcer. Udviklet i Australien i 70'erne. 

Omstilling Nu 

Netværk og tænketank for idéudvikling og debat om 

grøn omstilling. Mange af de aktive er studerende, 

især i københavnsområdet. 

Landsforeningen Økologisk Byggeri 

Netværk og vidensdeling om byggeri, der bruger giftfri 

og vedvarende materialer og tænker hele byggeriets 

livscyklus med. 

Københavns Fødevarefællesskab 

Et direkte samarbejde imellem producenter og 

forbrugere af fødevarer, drevet af frivillige. Der findes 

fødevarefællesskaber i mange byer i Danmark. 

Slow Food København/Nordsjælland 

Del af et internationalt netværk, der arbejder for 

bedre, renere og mere retfærdig fødevareproduktion. 


Digte 

Digte med kant 

Magasinet Solidaritet og litteraturprojektet 

HERFRA HVOR VI STÅR sætter fokus på en 

kritisk, vild og samfundsorienteret tendens 

blandt nye forfattere, som er vokset frem 

siden starten af 2010erne. I hvert nummer af 

magasinet præsenterer vi en ny ordsmed. 

Lotus Gregers 

PROLOG 

Man kan tænke sig syg, 

tænke sig så langt ind i følelserne, 

at de ikke længere er virkelige, 

men står som opdigtede fantomer. 

UNDERGANG 

Det at nogen mennesker kan lyse op, som solen lyser dagen op, 

som når sommeren strækker sig udover byen, gør sig til 

Det at kroppen spejler sig i noget andet, noget andet, som ikke er en selv, 

det at den længes efter andet, for en tid 

Tiden er bundet i ændringen, 

det at pakke en krop ud, som et barn pakker en pakke ud, 

ændringen, det samme som kort tid 

Blade der falder som døde øjne, 

som når øjnene, de øjne, ser med rødt, 

som var de kede af det, som var de overtaget af farven rød 

At mennesket ser langt ind i tingene, 

at der er så mange erindringer, som skal gennem ens psyke 

Det at en bevægelse altid har en retning, men ender i sig selv, 

som en evig fødsel, som et foster i moderkage 

Det at årstiderne altid ender i sig selv, 

at de altid vender tilbage i sig selv, 

at det er en gentagelse, 

det at falde i søvn 

Solen som er nedadgående, solen som dukker sig, 

solen som farver byen på vej ned i afgrund 

SORGBAR 

Du græder ud af mine øjne, du græder, græder, 

som et utilgiveligt vandløb, som en sårbar efterårsaften, 

du græder 

Din krop er som et dyr, et dyr der mister sin pragt, 

mistet det lag som gør dig 

Du er som et menneske, 

et menneske med skamferet hjerte, et hjerte der ligger, 

nerver, skamferet, blodødende, 

blottet fra alt 

Din eksistens niver dig, niver dig i kødet, 

den niver til din kødelige eksistens, 

niver der hvor kun få må komme 

Dine lunger er som fyldte affaldsposer, 

sorte, tunge som sten, de hyler, 

hyler, som en kvinde uden afløb, 

hyler 

Dine øjne er som skåle uden pupiller, de øjne uden hulrum, 

hvileløse uden hjemme 

Du er et eksistensløst rum, 

som et vandfald der skyller sig selv ud , 

går til grunde og 

skaber sig selv på ny 

Lotus 

Gregers (f. 1984) 

debuterede 

i 2015 med 

digtsamlingen 

Vrangvendt. Hun 

har arbejdet i 

modeverdenen 

i mange år, og 

læser i dag 

psykologi og 

kommunikation 

på Roskilde 

Universitet. 

Foto: PR 

Alting udsletter sig selv 


Verden i streg 

Verden i streg: Danmarkshistoriens største våbenhandel 

Illustration af Svend Vestergaard Jensen 

Døgner - ny digtsamling fra Solidaritet 

Forlaget Solidaritet inviterer alle til reception i anledning af Jens Peter Kaj Jensens nye digtsamling »Døgner«. 

Det foregår tirsdag d. 23 august fra kl. 17 i LiteraturHaus i Møllegade 7 på Nørrebro. Der vil være vådt, tørt og 

trykfriske eksemplarer af bogen til 40 kr. Live-toner vil blive fremført af digter og songwriter Victor Ovesen. 

Bagefter inviterer holdet fra Herfra Hvor Jeg Står til oplæsning på den store scene. Her vil man, ud over forfatteren, 

opleve skriverne Peder Frederik Jensen, Mads Mygind og Jonas Reppel. 

»Døgner« vil også kunne købes via solidaritet.dk.

Skattely 

Skatteunddragelse 

– en kæmpesag for 

venstrefløjen 

Det store Panama-læk var en 

kærkommen øjenåbner - skattely 

og skatteunddragelse er et af 

de største globale problemer. 

Hvis ikke der gøres noget, vil det 

underminere velfærdsstaterne og 

muligheden for at omfordele fra 

rig til fattig via beskatning - både i 

Vesten og globalt. 

Af Jonas Kylov Gielfeldt, skatte- og erhvervspolitisk 

rådgiver for Enhedslisten 

Hvad er skatteunddragelse egentlig? Det er vigtigt 

at holde tungen lige i munden, for skatteunddragelse 

er ikke nødvendigvis det samme som aggressiv 

skatteplanlægning. Når fx multinationale 

virksomheder flytter rundt på overskuddet, så 

det lander i et lav-skatteland, er det ikke nødvendigvis 

ulovligt, selv om det er moralsk angribeligt. 

Den ’skatteoptimering’ kan gøres ved de berygtede 

transfer-pricing metoder - virksomhedens underselskaber 

handler internt og køber fx varer af hinanden til 

kunstigt høje eller lave priser. 

En anden metode - afsløret ved Luxembourg-lækagen 

- er, at også interne låneaftaler i stor stil bruges til at 

flytte rundt på overskud. Det kaldes for »profit-shifting«. 

»Profit-shifting« kan også foretages ved, at man indregistrerer 

sit varemærke i et lavskatte-land og herefter 

får resten af koncernen til at betale for brug af varemærket. 

Den metode har været meget anvendt med de store 

brands som IKEA, Coca Cola og andre globale varemærker. 

En række af dem blev afsløret ved Luxembourg-lækagen. 

De indregistrerede varemærkerne i Luxembourg 

og udnyttede de lokale skattefordele. 

Metoden er også meget anvendt i vidensøkonomien. 

Det notoriske skattely-selskab Google har placeret sit 

patent i skattelyet Bermuda. Resten af koncernen betaler 

selskabet i Bermuda for patentet, og dermed rykkes 


Skattely 

skatte-ålen ubemærket overføre 

sine værdier til skattelyet 

- uden at de nationale skattemyndigheder 

har en chance for 

at opdage det. 

Disse metoder er klart på kant 

med loven i de fleste lande, og det gør 

det muligt at retsforfølge folk, der benytter 

sig af fx Panama-finten. Desværre 

betyder den manglende registrering i 

skattely-lande, at man kun opdager det, når 

der kommer lækager som i Panama-tilfældet. 

Man skal også huske, at Mossack-Fonseca kun 

er ét blandt mange selskaber, der foretager 

disse lyssky manøvrer. 

al profitten til Bermuda! 

OECD har stort fokus 

på problemet med »profitshifting« 

og skæve former for 

»transfer pricing«. Disse skal på 

sigt gøres ulovlige. 

Stråmand som direktør 

Det, vi har set med det ny Panama-læk 

er en anden form for skatteunddragelse, der 

klarere er på kant med loven. Panama-finten 

bruges typisk af rige borgere og selskaber. Kort 

fortalt beder de et lokalt skattely-selskab, fx Mossack- 

Fonseca i Panama, om at oprette et selskab, hvortil der 

sendes penge. Her indsættes en stråmand som direktør, 

der blot er et navn, man hæfter på selskabets dokumenter. 

Man har set eksempler på personer, der var direktører 

i tusindvis af selskaber, nogle var sågar afdøde. Der 

laves en fuldmagt, som giver den reelle ejer i fx Danmark 

den fulde kontrol over selskabet. Skattely-lande 

har typisk ikke registreret, hvem den reelle ejer er, ligesom 

der heller ikke kræves dokumentation for egentlige 

økonomiske aktiviteter i selskabet. Dermed kan 

Ikke kun eksotiske tropeøer 

Det klassiske billede er, at skattely typisk 

er små øer som De Britiske Jomfruøer, 

Bermuda, Bahamas, Barbados og 

Mauritius. De fylder også godt op på 

den liste over skattely, som den internationale 

ngo Tax Justice Network udarbejder. 

Det gør de britiske kanaløer også - og selvfølgelig 

Schweiz og Luxembourg, der begge har 

været involveret i lækager. Men man får også en 

række artige overraskelser. 

USA er således et af de største skattely globalt. 

Ikke USA som nation, men enkelte delstater som 

Delaware og Nevada har via lav selskabs-beskatning 

og stort set ingen krav om dokumentation tiltrukket 

enorme formuer fra verdens rigeste. Og østens store 

finanscentre Hong Kong, Singapore og Macao fylder meget 

i den globale skattespekulation. Men også Tyskland 

er et skattely - fordi Tyskland har mange selskabstyper 

med meget mangelfulde krav til dokumentation. 

Holland fungerer som et helt afgørende transitland 

for især multinationale selskaber. For den hollandske 

lovgivning pålægger nærmest nul skat for udenlandske 

datterselskaber. 

Selv i Danmark har vi problemer. Stadig flere rige russere 

begyndte at bruge danske kommanditselskaber 

til at transportere penge i skattely. Kommanditselskaberne 

har historisk haft meget ringe dokumentationskrav, 

hvilket har gjort dem ideelle til hvidvaskning af 

penge. Lovgivningen om kommanditselskaber er ved at 

blive strammet i Danmark. Men eksemplerne viser, at 

skattely ikke kun foregår i eksotiske egne af verdenen, 

men også i civiliserede lande i Vesten - og i Danmark. 

Det giver udfordringer, når EU og OECD forsøger at 

håndtere skattely-problemet. For EU-lande som Luxembourg, 

Holland og Tyskland har ’big business’ i at facilitere 

skattely. Derfor bliver de initiativer, som tages 

inden for EU, ofte modarbejdet af EU-lande, der har interesser 

i det globale skatte-cirkus. 

Trussel mod en stabil verden 

Tusinder af milliarder unddrages skat. Økonomen Gabriel 

Zucman er en af de førende eksperter i skattely 


Skattely 

og forfatter til bogen »The Hidden Wealth of Nations«. 

Han har søgt at kaste lys over, hvor stort et problem den 

globale skatteunddragelse er. Det er selvsagt ikke nemt, 

når det er en lyssky del af økonomien. Zucman har dog 

anvendt en ganske enkel metode. Han ser på forholdet 

mellem aktiver og passiver i den globale økonomi. Rent 

regnskabsteknisk skal disse to udligne hinanden - men 

Zucman har opdaget, at aktiverne er mindre end passiverne. 

En del er forsvundet ud af det normale økonomiske 

kredsløb - og er i stedet rykket i skattely. 

Globalt anslås det, at op imod 40.000 milliarder kr. 

er placeret i skattely. For Danmark vurderes, at mellem 

100 -150 milliarder kr. er placeret i skattely. Over de sidste 

10 år er udviklingen taget til. Ingen véd i hvilket omfang, 

der er 

betalt skat af 

»Globalt anslås det, at op 

imod 40.000 mia. kr. er 

placeret i skattely« 

de enorme 

beløb. 

Under alle 

omstændigheder 

går 

Danmark 

som minimum glip af 3-5 milliarder kr. hvert år, fordi der 

ikke svares skat af renteindtægter og kursgevinster. 

Problemet med skattely er endnu større for udviklingslandene, 

hvor der typisk ikke er opbygget en stærk, 

national skattekontrol. Ifølge udviklingsorganisationen 

IBIS mister udviklingslandene hvert år mellem 700 og 

930 milliarder kroner på grund af skatteunddragelse. 

Skatteunddragelse har en række meget problematiske 

følger. Hvis den eksplosive udvikling i den globale 

skattely-formue fortsætter, vil velfærdsstaterne på sigt 

blive mere og mere underfinansieret med nedskæringer 

til følge. For de fattige udviklingslande vil de manglende 

skatteindtægter være med til at fastholde dem i 

fattigdom og fortsat ustabilitet med krig og flygtningestrømme. 

Skattely skærper også uligheden. Som den franske 

økonom Thomas Piketty påpeger, er den stærkt voksende 

ulighed med til at skade væksten. En konklusion 

som OECD og IMF i stigende grad er enige i. Skattesystemet 

er ikke kun en mekanisme til at sikre finansiering 

af velfærdsstaten. Den omfordeler også fra rig til fattig. 

Skatteunddragelse er et frontalt angreb mod denne mekanisme 

og øger derfor uligheden vodsomt. 

Skattelyenes håndlangere 

Særligt Nordea har i Danmark været i søgelyset i forhold 

til Panama-lækket. Nordea har i løbet af de år, hvor de 

samarbejdede med Mossack-Fonseca, oprettet over 400 

selskaber med kreative navne som fx Noskat Enterprise. 

Papirerne fra Panama-lækket viser, at Nordea er nr. 11 

blandt de banker, som har registreret flest selskaber hos 

Mossack-Fonseca. 

Store banker, advokatselskaber og revisionshuse 

er helt afgørende for, at skatteunddragelsen kan finde 

sted. De har ekspertisen, når man skal omgå skattesystemet, 

og skaber kontakten til selskaber som fx Mossack-Fonseca. 

Også Jyske Bank er under mistanke i den 

verserende Panama-sag, ligesom Jyske Bank tidligere 

har været i søgelyset for medvirken til skattely. Internationalt 

er det også storbanker, der medvirker til skattely, 

som schweiziske Credit Suisse og UBS, samt engelske 

HSBC, der alle var storkunder hos Mossack-Fonseca. 

Også de fire store revisionshuse Deloitte, PriceWaterhouseCoopers, 

KPMG og Ernst & Young er dybt involveret 

i skatteunddragelse. 

På opfordring fra Enhedslisten blev der i forlængelse 


Skattely 

De rige placerer deres formuer i skattely som 

Panama og Caymanøerne, og stjæler dermed penge fra 

skat ved at skjule deres indtægt. Foto: CC 

af Panama-lækket afholdt en offentlig høring, hvor bankerne 

skulle stå skoleret for Folketingets Skatteudvalg. 

Her lovede Nordea bod og bedring. Nordea fastslog, at 

samarbejdet med Mossack-Fonseca stoppede, da man 

ændrede politik på området i 2009. Men et svensk dokumentarprogram 

har afdækket, at så sent som i 2014 

havde Nordea i Sverige kontakt til Mossack-Fonseca. Det 

er en helt igennem uacceptabel praksis, der må stoppes. 

Global og national handling nødvendig 

EU-kommissionen har lanceret en række tiltag for at bekæmpe 

skattely. Mest centralt er et forslag om, at visse 

selskaber skal til at lave land-for-land rapportering, der 

vil være et afgørende redskab til at afdække skatteunddragelse, 

idet virksomhederne pålægges at dokumentere 

deres økonomiske aktiviteter i hvert eneste land, 

de opererer i. 

Dermed vil man bedre kunne gennemskue skatteunddragelse. 

Ikke overraskende er de store virksomheder 

og en række lande - der selv tjener fedt på at medvirke 

til skatteunddragelse - modstandere af dette. Så 

kun virksomheder med en omsætning på over 750 mio. 

euro er endt med at skulle foretage land-for-land rapportering. 

Ydermere gælder forslaget ikke alle lande, 

men kun EU-landene og nogle udvalgte skattely-lande. 

Så det kommer næppe til at gælde store skattely-lande 

som USA og Tyskland. 

Et andet centralt internationalt forslag er at oprette 

registre for de reelle ejere af selskaberne. Dermed kan 

man spore, hvem der i virkeligheden har den økonomiske 

interesse i et selskab - og komme problemet med 

kunstigt indsatte »stråmænd« til livs. Danmark har i vinters 

indført et sådant register. Problemet er, at en lang 

række skattely-lande ikke vil oprette et register for reelle 

ejere. 

Ingen tvivl om at de grundlæggende løsninger på 

skatteunddragelse skal findes internationalt. Men processen 

er lang og sej, fordi en række lande har interesse 

i skattely og derfor modarbejder indgreb. 

Man kan dog gøre mange tiltag nationalt. Enhedslisten 

har således foreslået en række initiativer: 

• Straffe til rådgivende banker, advokatfirmaer og revisionshuse, 

når det kan bevises, at de rådgiver om grov 

skatteunddragelse. 

• Der skal kræves dokumentation for selskaber i skattely 

så som den reelle ejer, og en reel økonomisk aktivitet 

i selskabet. Ellers skal det anses for økonomisk 

kriminalitet. 

• Selskaber, der har oprettet skuffeselskaber i skattely 

skal ikke kunne vinde offentlige opgaver. Både Silkeborg, 

Albertslund og Frederiksberg kommuner barsler 

med initiativer, der skal begrænse indkøb hos selskaber, 

som benytter sig af skattely. 

• Enhedslisten vil kulegrave Nordea, Jyske Bank og andre 

bankers brug af skattely - så kriminelle kan blive 

retsforfulgt. 

Kampen mod skattely er en af de mest afgørende 

kampe for venstrefløjen i disse år - hvis vi skal stoppe 

den eksploderende ulighed nationalt såvel som globalt. 

■ 


Fremad uden at glemme 

80 år efter den 

spanske revolution 

Den spanske borgerkrig 1936-1939 kan 

stadigvæk både skræmme og fascinere. I 

dagens Spanien er den aktuel som aldrig før, 

idet en ny generation vil have skeletterne ud 

af skabet. 

Af Bjarke Friborg 

Den 19. juli 1936 startede den 

fascistiske general Franco et 

militært oprør mod den daværende 

centrum-venstreorienterede 

folkefrontsregering. 

Dermed udløste han en arbejderopstand 

og en blodig borgerkrig, 

der varede indtil 1. april 1939 

og efterlod et stærkt splittet og ødelagt 

Spanien. I knap 40 år regerede 

Franco med jernhånd til sin død i 

1975, hvorefter et borgerligt styre 

blev genindført. 

For at sikre denne overgang og 

af frygt for fortiden, indgik datidens 

ledende politikere en pagt om kun 

at se fremad – dvs. hverken noget 

retsopgør eller forsoningskommissioner, 

ligesom der ikke blev pillet 

ved hverken mindetavler eller gadenavne 

opkaldt efter fremtrædende 

fascister og torturbødler. Den dag 

i dag findes der ikke et eneste museum 

i landet med en samlet præsentation 

af borgerkrigen. 

Alt dette er under ændring i dag, 

bl.a. vinder kampagnerne for navneændringer 

frem, mens højrefløjen 

raser over en påstået omskrivning 

af historien “med modsat fortegn” 

og advarer mod at undergrave kulturarven. 

En hel underskov af initiativer 

går imidlertid den modsatte 

retning, med opgravninger af massegrave, 

indsamling af erindringer 

fra de sidste overlevende samt produktion 

af nye kritiske film og bøger. 

Borgerkrig eller revolution 

Gensynet med fortiden er dog heller 

ikke uomstridt på venstrefløjen, 

hvor bølgerne endnu kan gå højt 

omkring årsagerne til nederlaget. 

For de gamle moskvakommunister, 

der stadig står for Stalins og Sovjetunionens 

linje, var der udelukkende 

tale om en forsvarskrig for en borgerlig-kapitalistisk 

enhedsstat imod 

de fascistiske oprørere. For anarkister, 

venstresocialister og trotskister 

er der derimod tale om en af verdens 

mest udfoldede kollektiviseringsbevægelser, 

hvor op mod otte 

millioner mennesker deltog i overtagelsen 

af alt fra godser til fabrikker 

og barbersaloner og konkret opbyggede 

alternative samfundsstrukturer 

baseret på arbejderstyre og demokrati 

frem for direktørvælde og 

præstemagt. Et forsøg på at indføre 

socialisme, der på sit højdepunkt 

omfattede ca. 60 % af Spaniens areal 

og som i dele af landet fortsatte i 

næsten tre år indtil marts 1939, hvor 

fascisterne endegyldigt befæstede 

deres sejr. 

Omfanget og succesen af kollektiviseringerne 

er altid blevet benægtet 

af stalinisterne, mens fascisterne 

direkte har søgt ethvert spor udslettet. 

I takt med Francos fremrykning 

blev op mod 400.000 fagforenings- 

Kvinder 

spillede en 

vigtig rolle i 

revolutionæres 

forsvar mod 

Francofascisterne 

– her ved 

belejringen af 

Alcázar i Toledo 

1936. 


Commons 

folk, demokrater og kvindeaktivister 

likvideret som del af en målrettet 

udrensning af alt venstreorienteret, 

der havde udfordret enten kirkens, 

kronens eller godsejernes magt. I 

opgøret efter borgerkrigen fortsatte 

likvideringerne i årevis, mens op 

mod 90.000 blev sendt i koncentrationslejre 

og siden sat til hårdt fysisk 

arbejde i landets kulminer og bygning 

af kanaler og dæmninger. 

Mens fascisterne skar alt venstreorienteret 

over en kam, forholdt 

det sig altså modsat på den republikanske 

side, der fra starten var 

stærkt opdelt i lejre med vidt forskellige 

syn på alt fra demokrati til 

frihed og den mest effektive måde 

at bekæmpe fascismen. Dog skilte 

navnlig de spanske moskvakommunister 

sig ud ved deres hårdhændethed 

overfor andre socialister, mens 

de ellers så ultimative anarkosyndikalister 

omvendt strakte sig meget 

langt af hensyn til netop enhed mod 

fascismen. 

Interne magtkampe 

På trods af magtkampene internt på 


Fremad uden at glemme 

venstrefløjen, blev der i løbet af borgerkrigen 

udløst en enorm folkelig 

energi, hvor helt almindelige mennesker 

direkte overtog magten på 

deres arbejdspladser og i lokalsamfund. 

En central drivkraft var den anarkosyndikalistiske 

fagforening CNT- 

FAI, der med knap to millioner 

medlemmer var klart størst på venstrefløjen. 

Her var det et grundprincip 

at arbejde for selvorganisering 

og selvforvaltning frem for at vente 

på ordrer og gå i takt. Så da Franco 

indledte sit militæroprør, blev det 

spontant imødegået af en arbejderopstand, 

der selv bemægtigede sig 

våbenlagre, mens landets regering 

omvendt tøvede med at kalde til våben 

mod fascisterne. 

Hermed var gnisten tændt, og fabriks- 

og jordovertagelser spredte 

sig som en steppebrand. Fra starten 

var det et mål for CNT-FAI at skabe 

samvirke, så by og land ikke blev 

modsætninger, men allierede. For 

dem var Sovjetunionen et skræmmebillede, 

senest med Stalins 

tvangskollektivisering af landbruget. 

Hvor CNT-FAIs fokus fra starten således 

var decentralt og lokalt for at 

opmuntre en ny og libertærsocialistisk 

samfundsform, stod de spanske 

stalinister for en stærk regering 

og en enhedshær med klassisk militærdisciplin. 

Alle socialistiske tiltag 

skulle ikke blot udsættes, men 

skrues tilbage og om nødvendigt 

med vold. Idet det gamle og undertrykkende 

Spanien var i færd med at 

smuldre, forvandlede de erklærede 

kommunister sig med andre ord 

til de stærkeste og mest hensynsløse 

forsvarere af den private ejendomsret 

til produktionsmidlerne, af 

politiet og af en stærk militærkommando. 

Angreb 

på Franconationalisternes 

stillinger 

ved Madrid, 

Somosierra, 

1936. 


Commons 

Libertærsocialismen tabte 

Selv om det spanske kommunistparti 

var klart talmæssigt underlegent, 

fik de bl.a. ved hjælp af sovjetiske 

militærrådgivere kontrollen 

over de vigtigste regeringsposter og 

over det hemmelige politi. Til trods 

for protester fra CNT-FAI og det venstresocialistiske 

parti POUM, der 

begge valgte at indtræde i regeringen 

fra september 1936, formåede 

stalinisterne gradvist at underminere 

både de libertærsocialistiske 

militser og de kollektiviserede virksomheder. 

Konkret ved at dirigere 

våben væk fra CNT-FAIs og POUMs 

militser, der til gengæld fik nogle 

af de farligste opdrag ved fronten, 

mens kollektiver blev modarbejdet 

økonomisk. 

Kulminationen kom kort efter 1. 

maj 1937 med voldsomme gadekampe 

efter en politiaktion for at 

opløse CNT-FAIs arbejderråd på Barcelonas 

telefoncentral. Kort tid efter 

blev POUM forbudt, mens regeringskritikere 

begyndte at forsvinde. Den 

tiltagende demoralisering blev kun 

yderligere forstærket af Francos 

fortsatte fremrykning, assisteret af 

Hitler og Mussolini. Den spanske revolution 

forblev til syvende og sidst 

isoleret – men viser i dag stadig, at 

en anden verden er mulig. ■ 


15. 

september 

#15SEP 

Demonstrationer i hele landet 

mod kommunale millionbesparelser 

og massefyringer 

// // Solrød // Odsherred 

// // 

// // 

og mange andre steder...

Solidaritet #9, august 2016

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?