Solidaritet #9, august 2016

More documents

Recommendations

Info

Ukraine munistparti. Begge strømninger fik stor tilslutning og spillede en vigtig rolle. Desværre betød deres udgangspunkt i det tidligere statsbærende og bureaukratiske kommunistparti også, at disse partier var mere interesserede i magten og de goder, den fører med sig end i at forsvare folket. Det første offer for sin egen magtbegærlighed blev Socialistpartiet. Da de store politiske kampe mellem »De blå« (prorussiske, baseret i øst), som støttede den korrupte præsident Kutjma og »De orange« (provestlige med hovedstyrken i det vestlige Ukraine) brød ud i 2002 , var socialisterne en aktiv del af den orange revolution. De blev belønnet med næsten 6 % af stemmerne ved valget i 2006. Alle forventede, at Socialistpartiet ville gå ind i en ny orange regering – men forhandlingerne trak ud i månedsvis og Socialistpartiet kunne ikke få den eftertragtede formandspost for parlamentet. De skiftede så hest – og støttede en regering bestående af det blå »Regionernes Parti« og Kommunistpartiet. Denne status som juniorpartner i regeringen førte lukrative poster med sig. Den orange præsident Jushenko opløste parlamentet – og ved det næste valg i 2007 faldt Socialistpartiets stemmeandel ned under spærregrænsen på 3 %. Partiet røg ud af parlamentet, for aldrig at vende tilbage. Sovjetnostalgi Ukraines Kommunistparti er også udsprunget af det gamle sovjetiske kommunistparti. Frem til 2004 var de det største parti i det ukrainske parlament og de havde en stabil vælgerbase. Desværre var deres politiske linje snarere baseret på sovjetnostalgi end på noget forsøg på at organisere folket til forsvar for dets interesser. Dets vælgerskare var også særlig stærk i tilbagestående landområder foruden i industrien. Partiet har hele tiden været præget af sine statsbærende traditioner. Da Janukovitj vandt præsidentvalget i 2004 trådte Kommunistpartiet ind som juniorpartner til regeringen, og fik lukrative poster. Kommunistpartiets korruption var måske nok mindre end så mange andres – men den officielle position som talsmand for de fattige gjorde dem sårbare og i 2014, da Janukovitj blev væltet, blev historien om, hvordan Kommunistpartiets formand levede i et stort luksuriøst hus lige udenfor Kiev, en stor, velpubliceret historie. Kommunistpartiet forsøgte at lægge afstand til Janukovitj, men uden større held – og dets forsøg på at komme på banen med politiske initativer – bl.a. krav om en folkeafstemning om, hvorvidt man skulle lave handelsaftaler med EU eller Rusland – fik ingen effekt. Kommunistpartiet er i dag forbudt – ligesom alle kommunistiske symboler – og har ikke formået at mobilisere større dele af befolkningen til sit forsvar. Der har været et tredje forsøg på at opbygge et venstreorienteret parti – Det Progressive Socialistparti, ledet af Natalia Vitrenko. Partiet var stærkt kritisk over for EU, NATO og den kapitalistiske samfundsmodel – og havde til en start succes. Men partiet blev mere og mere prorussisk, bekendte 6 | <strong>Solidaritet</strong> »I dag er der ingen venstreorienterede strømninger i Ukraine med masseopbakning« sig til den ortodokse tro og har efterhånden fuldstændigt tabt opbakning. Således har disse tre partier accepteret at være juniorpartnere for den herskende klasse: Socialistpartiet både i forhold til den orange blok og i forhold til den blå blok. Kommunistpartiet i forhold til Regionernes Parti, det blå parti - mens de havde magten og Det Progressive Socialistparti i forhold til den russiske herskende klasse. Det har ødelagt disse partiers autoritet og opbakning: fordi de blev set som junior-oligark-partier: Partierne er udsprunget af det gamle sovjetiske Kommunistparti og har aldrig kunnet frigøre sig fra den arv. Det betyder, at de hele tiden stræber efter at være statsbærende og at de ikke har været i stand til at formulere en politik, der forsvarer den brede befolkning – eller organisere denne. Den ukrainske befolkning har i flere store mobiliseringer vist, at den er klar til at gå på gaden – men venstrefløjen har ikke formået at forbinde sig med disse. På Maidanpladsen i 2013-14 var der venstreorienterede, der forsøgte at deltage og havde progressive bannere med – men de blev smidt ud af højreorienterede og fascistiske strømninger. I dag er der ingen venstreorienterede strømninger i Ukraine med masseopbakning – kun spredte og indbyrdes uenige strømninger, der forsøger at opbygge organisationer under umulige vilkår. Rusland og Ukraine Der er dem på venstrefløjen, som sætter lighedstegn mellem en progressiv kamp mod Ukraines regering – og så støtte til Rusland og til de russiske separatister i øst. Det er helt forkert. Lad mig være helt klar på dette spørgsmål: Der er ikke noget progressivt i den separatistiske bevægelse i Ukraine. Der er ikke noget progressivt i Ruslands anneksion af Krim. I de separatistiske områder fik Kommunistpartiet heller ikke lov til at stille op til valg – og der er ikke noget frit folkeligt politisk liv. Den dominerende politiske strømning er reaktionær russisk nationalisme, der støtter den russiske zar og bruger hans symboler, støtter Stalin og den russiske kirke samt er stærkt antisemitisk og homofobisk. Samtidig støtter man den privatkapitalistiske økonomi. På Krim har den russiske anneksion medført en stærk undertrykkelse af de nationale mindretal i området – krimtatarerne og ukrainerne. Ruslands fremfærd har været med til at styrke de reaktionære, nationalistiske strømninger i Ukraine og at sætte det nationale spørgsmål i centrum: Nationalismen skyder det sociale og økonomiske spørgsmål i baggrunden, mobiliserer ukrainerne mod Rusland og forhindrer kamp mod oligarkerne. Den russiske nationalisme og den ukrainske nationalisme forstærker hinanden – de er hinandens betingelser og det vil være en stor fejl, hvis venstrefløjen lader sig spænde for en af disse nationalismers vogn. Den russiske nationalisme er på sin side et defensivt skridt - Rusland føler sig klemt af Vesten, føler at man er nødt til at reagere: Da Rusland annekterede Krim, så var
Ukraine Ruslands fremfærd har været med til at styrke de reaktionære, nationalistiske strømninger i Ukraine. Nationalismen skyder sociale og økonomiske spørgsmål i baggrunden og forhindrer kamp mod oligarkerne. Foto: Wikimedia Commons det delvist et forsvar af et russisk flertal – men først og fremmest af den russiske marines hovedbase i Sortehavet: Sevastopol og dermed Ruslands styrke i Sortehavet. Som udgangspunkt var der ikke den store opbakning til nogen russisk separatisme i Ukraine. De russisk-sprogede i Ukraine ønskede at bevare retten til at tale russisk og et godt økonomisk samarbejde med Rusland. Men der var ikke mange i Ukraine, som ønskede magten flyttet fra Kiev til Moskva. Der var tværtimod mange, der frygtede de russiske oligarker og var skeptisk over for Putins magt. Men store dele af Ukraines befolkning var også skeptiske overfor en associeringsaftale med EU, som ville blokere for det økonomiske samarbejde med Rusland, og koste Ukraine mange penge. Der var faktisk gode grunde til, at Janukovitj ikke ville underskrive aftalen. Men den ukrainske nationalisme pustede til modsætningerne, og da Janukovitj var blevet væltet, var noget af det første, regeringen gjorde at ophæve en sproglov, der gjorde russisk til officielt sprog i Ukraine og gav russisksprogede ret til at bruge deres sprog i forhold til staten osv. Det handler vel at mærke om, at cirka halvdelen af ukrainerne taler bedre russisk end ukrainsk og at det er hovedsprog i mange regioner – deriblandt i byerne Odessa, Kiev, Kharkov, Donetsk, Dnierppetrovsk osv. Denne grove nationalistiske ophævelse af sprogloven gjorde østukrainerne til andenrangsborgere og Østukraine ville blive et udkantsområde i forhold til EU. Dette satte gang i de separatiske bevægelser. Ukraine og vesten EU og NATO har fra starten spillet en aggressiv rolle i Ukraine og skærpet modsætningerne til Rusland. Man har præsenteret den liberale kapitalisme og IMFs reformer som den eneste vej frem – og det gør man stadigvæk, mens samfundet bliver ødelagt mere og mere. EU binder deres støtte til Ukraines regering op på implementeringen af IMFs lånepakker. I hele Europa er fascistiske og ekstremt højreorienterede strømninger på fremmarch og den ukrainske højreekstremisme er en del af denne voksende europæiske bevægelse. NATO bruger også konflikten i Ukraine som en undskyldning for aggressiv oprustning, som bl.a. fører til dansk indkøb af angrebsflyet F35 Venstrefløjen i det vestlige Europa har to opgaver i forhold til Ukraine: For det første må vi kæmpe for freden - vi må kræve stop for oprustningen, specielt fra NATO's side, og vi må kæmpe for en konfliktnedtrapning i det østlige Ukraine. Derfor må vi støtte implementeringen af Minsk-aftalen om fred i området – ikke fordi aftalen er perfekt, men fordi den i det mindste er et udgangspunkt, hvor konfliktens parter er enige. For det andet må vi være solidariske med de venstreorienterede og fagforeningsfolk, der kæmper videre i Ukraine under vanskelige forhold. ■ <strong>Solidaritet</strong> | 7
Page 1 and 2: Uafhængigt socialistisk magasin Nr
Page 3 and 4: Leder Alle har ret til et fedt køk
Page 5: Ukraine På Maidan-pladsen i Kiev f
Page 9 and 10: Tema: Boligpolitik alle? Almene bol
Page 11 and 12: Tema: Boligpolitik Stigmatisering e
Page 13 and 14: Tema: Boligpolitik satte boligområ
Page 15 and 16: Tema: Boligpolitik under krigen. Le
Page 17 and 18: Tema: Boligpolitik ter 1981-kongres
Page 19 and 20: Tema: Boligpolitik den ville bekæm
Page 21 and 22: Demokrati demokratisk medlemskontro
Page 23 and 24: Atomkraft Fem år efter Fukushima F
Page 25 and 26: Atomkraft solidaritet med demonstra
Page 27 and 28: Fagligt Fakta UNI Global En paraply
Page 29 and 30: Brasilien parti giver op udsagn i P
Page 31 and 32: Brasilien Krise og opbrud i Rio de
Page 33 and 34: Brasilien Den olympiske fakkel til
Page 35 and 36: Miljø i den liberale blindgyde må
Page 37 and 38: Miljø Spirer til et andet samfund
Page 39 and 40: Miljø Fakta Hvem stod bag Det Fæl
Page 41 and 42: Verden i streg Verden i streg: Danm
Page 43 and 44: Skattely skatte-ålen ubemærket ov
Page 45 and 46: Skattely De rige placerer deres for
Page 47 and 48: Fremad uden at glemme venstrefløje

Solidaritet #9, august 2016

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?