Moder Jord

jenniecph

18921

Klimaangst

Bange for

Moder Jord

6 | | nr. 08 | 2016


Klimaangst

I takt med, at klimatruslen rykker nærmere, har

psykologer i både Norge og Sverige taget begrebet

’klimaangst’ til sig. I Danmark er fænomenet næsten

ukendt. Men er det sygt eller sundt at få angst og

depression af bekymring over verdens tilstand?

Af Gerd Kieffer, journalist

2016 | nr. 08 | | 7


Klimaangst

eg kan høre mine børn i bad, deres far

vasker dem og snakker med dem. Jeg

har lyst til at løbe derind og kramme

dem, men jeg er så tæt på at græde lige

nu, så jeg lader være (…) Skyld, frygt,

fortvivlelse. Der er en smule optimisme,

men forsvindende lidt. Jeg er bange, virkelig rædselsslagen.

På en måde ville jeg ønske, at vi alle bare kunne forsvinde fra

Jordens overflade, ikke behøvede at forholde os til det, der

kommer.”

Sådan skrev bloggeren Climate Worrier på sin blog i august

2011. Bag bloggen står den i dag 37-årige dansk-amerikanske

Jennie Kaae Ferrara. Da hun for snart fem år siden skrev indlægget,

sad hun på bunden af et sort hul holdt nede af en panisk

angst udløst af klimaforandringerne:

– Der var perioder, hvor jeg ikke kunne fungere, fordi angsten

var så lammende. Jeg oplevede at blive voldsomt syg og kaste

op; sad bare i et hjørne et par døgn og kunne ikke noget, fortæller

hun.

Efter pres fra en veninde ringede Jennie Kaae Ferrara til en

psykolog for at søge hjælp, men efter at have fortalt om sin tilstand,

følelser og tanker over telefonen, var svaret, at Jennie

Kaa Ferrara lod til at have ’mistet sin distance’.

En reel frygt

Da den norske økopsykolog Per Espen Stoknes hører den historie,

bøjer han hovedet og er stille meget længe, inden han siger:

– Det bliver jeg ked af… Det burde psykologer kunne gøre

meget bedre.

Stoknes har siden begyndelsen af 1990’erne beskæftiget sig

med såkaldt økopsykologi (også kaldet økologisk psykologi,

red.), og før han stoppede sin kliniske praksis i Oslo, behandlede

han i en årrække patienter med klimaangst.

Inden for økopsykologien er projektioner og dualisme bandlyst,

og man ser i stedet psyken og naturen som samtidigt

eksisterende. Derfor læner Stoknes sig også op ad eksistentialisternes

forståelse af angst:

– Jeg mener, at angst altid er eksistentiel – ikke patologisk.

Kierkegaards syn på angst var jo, at den er en mulighed for at

udvide bevidstheden, så klimaangst er en begyndende vilje til

at engagere sig i noget, der er større end dig selv.

Per Espen Stoknes forklarer, at klimaangsten opstår, når der

kommer sprækker i de barrierer, vi har bygget mellem os og den

vedvarende strøm af negative klimabudskaber, vi bliver bombarderet

med. Sprækkerne får os til at indse, at Moder Jord ikke

længere er tryg og stabil. Uanset om indsigten kommer til udtryk

som angst, depression eller vrede, er det vigtigt, at følelserne

får lov at blive udtrykt, siger Stoknes:

– Alle de følelser, der kan opstå, er velkomne og vigtige. De

fortjener at blive hørt og lyttet til – ikke patologiseret eller bortforklaret.

Det, synes jeg, er en reduktiv fortolkning.

Klimaangst er heller ikke noget nyt i Sverige, hvor avisen

Svenska Dagbladet allerede i 2010 præsenterede begrebet som

et ’nyt fænomen i psykiatrien’. Men selvom vores nordiske

naboer altså gennem en årrække har kendt til ’klimaangst’, er

begrebet kun ved at dukke op i Danmark.

Hvorfor det forholder sig sådan, har Lise Maj Jensen ikke

noget bud på. Hun er klinisk psykolog og arbejder med spædbarnspsykiatri

og miljøpsykologi. Hun synes, det vigtigste er,

at vi overhovedet begynder at tale om klimaangst:

– Jeg er sikker på, at vi i de kommende år vil se flere, der viser

symptomer på klimaangst, fordi de reagerer på den kollektive

stresssituation, vi globalt set står i. Så det er godt, hvis vi i meget

højere grad inden for psykiatrien sætter klimaangsten på

dagsordenen.

Lise Maj Jensen mener, at klimaangst som fænomen er

væsentligt. Faktisk er det for hende at se mere usundt ikke at

vise en eller anden grad af klimaangst, fordi klimatruslen er

virkelig; det fænomen, at man kan frygte klimaforandringernes

konsekvenser, er lige så reel en frygt, som at stå over for en tiger:

– Det er et sundhedstegn at vise klimaangst, fordi der er

grund til uro, og der er grund til at turde se alvoren i øjnene, fordi

fremtidsscenarierne bare inden for de næste 20-30 år er vildt

skræmmende.

Men når den sunde klimaangst vokser sig for stor og ude af

trit med den reelle trussel og forstyrrer dagliglivet, ja, så er det

et tegn på, at den sunde klimaangst er blevet usund, vurderer

Lise Maj Jensen.

Foto: Oded BaliltyPolfoto, Franz Pritz/Polfoto &Werner & Kerstin Layer/Polfoto

8 | | nr. 08 | 2016


Klimaangst

Fra topmøde til nedsmeltning

Jennie Kaae Ferraras klimabevidsthed blev vakt i december

2007, mens hun var på barsel med sit andet barn. Der var klimatopmøde

på Bali i december måned, og i ugerne op til åbnede

Jennie Kaae Ferrara hver dag avisen til den ene negative overskrift

efter den anden:

– Omfanget af klimakrisen blev ridset op med noget virkelig

voldsomt grafik, og det var i forbindelse med det, jeg havde en

nedsmeltning.

Nedsmeltningen udviklede sig til en depression med voldsomme

angstanfald og efterfølgende omlægning af hendes

private liv og forbrug. Den mest radikale beslutning var at droppe

at flyve – med halvdelen af sin familie i USA var det noget, der

kunne mærkes:

– Det var så vigtigt for mig at markere, at jeg gjorde noget

så voldsomt. Det var min egen klimamarkør. Hvis jeg ikke tog

en eller anden beslutning, der påvirkede mit liv rimelig drastisk,

så kunne jeg jo bare ligeså godt gøre ingenting, fortæller hun.

Og hun er ikke alene. De seneste år har stadig flere danskere

aktivt taget stilling til deres livsstils bidrag til CO2-udledningen

og handlet på det. Ligesom Jennie Kaae Ferrara dropper folk

fly og tager toget i stedet; delebilisme er blevet populært; der

er øget fokus på madspild; reparationscaféer og byttecentraler

popper op; og i supermarkederne fravælger stadig flere den

røde bøf og putter i stedet klimavenlige alternativer i kurven.

I 2015 steg efterspørgslen på køderstatningsprodukter med

hele 30 procent i Coops butikker – og man forventer ikke, at

stigningen bliver mindre i 2016.

Hvor mange af disse klimabevidste danskere, der risikerer

at udvikle klimarelateret angst eller depression, kan ingen spå

om. Men en svensk undersøgelse fra sidste år, lavet af Verdensnaturfonden

(WWF), viste, at mere end hver tredje svensker har

følt klimaangst – og projektet ’Danske unge og klimaforandringer’

(eln del af bogen Klimaets Sociale Tilstand af bl.a. sociologiprofessor

Peter Gundelach, red.) fra 2010 konstaterede,

at klimaforandringerne bekymrede knap 70 procent af de 18

til 35-årige danskere.

Lise Maj Jensen tror ikke, at det tal er blevet mindre siden:

– Klimaangst er dybest set toppen af isbjerget af en udbredt

frygt og uro i befolkningen, som handler om, at vi som menneskehed

er truet på vores eksistens. Det er en underliggende

bekymring, som vi ikke har ret mange rum til at snakke om i.

I den forbindelse understreger hun, at også danske psykologer

har et ansvar for at bringe deres faglige viden i spil i

forbindelse med at løse denne krise.

– Den ydre omstilling, der er brug for, skal også hænge

sammen med en indre omstilling. Det drejer sig om, at vi skal

udvikle resiliens, så vi psykisk kan håndtere den udfordring,

klimaforandringerne udgør, uden at blive psykisk syge – og

uden at drukne i bekymring, siger hun.

I Sverige har Klimatpsykologiskt nätverk siden 2008 arbejdet

med at inddrage psykologers kompetencer til fordel for den

generelle omstillingsproces, samfundet skal igennem for at

blive mere klimavenligt, og i Oslo har Per Espen Stoknes droppet

sin praksis og arbejder nu med at rådgive politikere, myndigheder

og virksomheder i at kommunikere om klimaet på en bedre

måde, der ikke fastholder en dualistisk menneske-natur relation.

Fællesskaber er en del af løsningen

Måske er det netop økopsykologiens holistiske tilgang, der er

skyld i, at Per Espen Stoknes ikke bryder sig om betegnelserne

’rask’ og ’syg’, når det kommer til behandling af klimaangst.

– Det har meget at gøre med, hvordan man bliver mødt, både

af andre og af ens terapeut; at man ikke bliver opfattet som weird,

men i stedet bliver mødt med en anerkendelse af, at der er flere,

der søger efter en fælles reaktion på klimaforandringerne. Det er

nødvendigt at give de her overvældende følelser en social form

og lade dem finde udtryk gennem et fællesskab, forklarer han.

Udtrykket kan være i form af kunst, et ritual, en bog, en

demonstration, debatindlæg eller breve til politikerne – så længe

det er en aktiv og kollektiv reaktion på følelserne.

Privat er Lise Maj Jensen aktiv i Omstilling Ry, som er en del

af det globale netværk Transition Towns, der arbejder for bæredygtig

omstilling i lokalsamfund, og også hun ser fællesskaber

som vejen frem. For eksempel kan andres positive erfaringer og

tiltag have en smittende effekt og samtidig formidle, hvad hun

kalder ’aktivt håb’ – udveje i forhold til dommedagsprofetierne,

der kan påvirke vores klimamæssige holdning og adfærd:

– Jo mere vi kollektivt kan turde at se alvoren i øjnene og dele

den i fællesskaber, jo mere kan vi også få adgang til en empati

over for klimaet, jorden og andre levende væsner på planeten

og lave klimavenlig adfærd i praksis.

Uden professionel hjælp måtte Jennie Kaae Ferrara finde sin

egen vej ud af klimaangsten. I første omgang gennem bloggen

Climate Worrier, hvor hun kunne give udtryk for sine følelser og

blive spejlet i ligesindede, der reagerede på det, hun skrev. Siden

blev hun aktiv i diverse klimainitiativer og -organisationener og

bedriver, hvad hun selv kalder, ’hverdagsaktivisme’: På sin højre

arm har Jennie Kaae tre tatoveringer, der viser ppm-tallene (parts

per million, i klimasammenhæng formidles udviklingen af CO2 i

atmosfæren oftest som ppm-tal – altså antallet af CO2-molekyler

for hver million luftmolekyler, red.) for hendes fødeår (1978) samt

hendes to børns (2005 og 2007): 335; 379; 383, står der under

hinanden. På den anden arm bærer hun hver dag et sort elastikbind

påsyet tallet 400 – det er det nuværende ppm-tal.

– Jeg skal egentlig have skiftet det, for vi er for længst nået

de 410, siger hun og retter på bindet.

– Det præindustrielle tal var 280, men vi kommer jo ikke ned

under 400 i vores levetid.

Jennie Kaae Ferrara er stadig bekymret, men al den viden,

hun har akkumuleret gennem årene har gjort hende immun over

for de voldsomme angstanfald:

– Jeg har fulgt klimanyhederne så intenst gennem mange

år og er så mættet af det, at der ikke er noget, der kan chokere

mig længere.

2016 | nr. 08 | | 9

Similar magazines