Havedrømme 1

Claus Dalby
Havedrømme i
Klematis

Claus Dalby
Havedrømme i

Til Anne

Indhold
Forord. ............................ 4
Haven i Hune. ...................... 6
Farvel Anne. ....................... 14
Min egen drøm. .................... 16
Et eksperimentarium ................ 28
Endnu en inspirator ................. 36
Et valfartssted ...................... 46
Præstegårdshaven. .................. 52
Havearkitektur ..................... 64
Blomsterbinderiet. .................. 72
En rigtig planteskole. ................ 80
En have i harmoni. .................. 96
En fynsk idyl ...................... 106
Som i syden ....................... 116
Staudemarken ..................... 128
Et mønsterlandbrug ................ 136
Opslugt af roser. ................... 160
Helt barokt. ....................... 168
Den gamle skole ................... 174
Det gamle gartneri ................. 184
Showstoppere!. .................... 202
Smukke belægninger. ............... 208
Keramik i haven ................... 216
Op ad stolper og ned ad vægge. ....... 220
Manden med vandkanderne ......... 228

Forord
Forfatteren i aktion! Et motiv som dette er
egentlig sjældent, for det er ikke så tit, jeg
tager blomster ind. Jeg vil meget hellere
nyde dem i haven.
For et par år siden udgav jeg Drivhusdrømme, og jeg er både glad og stolt over de
mange positive tilkendegivelser, jeg siden da har modtaget. Allerede inden bogen
kom på gaden, be sluttede jeg mig for at udgive endnu en ‘drømmebog’, og det er
den, du nu sidder med i hånden – tilmed i to bind. Titlen blev Havedrømme, for
denne gang er det en lang række forskellige haver og deres mennesker, jeg skriver
om.
‘Vis mig din have, og jeg skal sige dig, hvem du er!’ I langt de fleste tilfælde
kan man allerede ved havelågen se, hvilke typer der bor her. Minimalister eller
romantikere? Ordensmen nesker eller personer, der lader naturen få lov til at spille
med? Haver er lige så forskellige som mennesker, og i denne bog optræder en
lang række bud på, hvordan haver kan se ud. Fælles for dem alle er, at de er skabt
med stor kreativi tet og har sjæl.
Jeg bliver glad dybt i hjertet, når jeg oplever gode haver, og i mange tilfælde
inspireres jeg til at tage ideer med hjem. Det er nemlig drivkraften for mig – bestandigt
at lave om og perfek tionere havebilledet. Hele tiden drømmer jeg om
nye projekter. Det kan være en ny siddeplads, et nyt bed, en ny sti – eller måske
flere! Alt dette kan føres ud i livet om vinteren.
Jeg er stort set i haven året rundt. De måneder, som mange kalder triste, fordi
dagene er korte og kolde, holder jeg humøret oppe ved tanken om, at foråret
lurer lige om hjørnet. Forventningens glæde – den er virkelig mit brændstof.
4

Mange af de mennesker, bogen handler om, har det som jeg. Haven er en meget
stor del af deres liv, og det har været fantastisk at se, hvor forskelligt de har indrettet
sig.
Spændende har det også været at støve rundt som en anden sporhund for at
finde haver. Steder af denne kaliber findes ikke på ethvert gadehjørne! Kun et
fåtal af de portræt terede haver er offentlige, og næsten ingen har tidligere været
publiceret.
Hvordan finder jeg så frem til disse steder? Jo, ‘mund til øre’-metoden er mit
vigtigste hjælpemid del. Jeg forlader aldrig en god have uden at spørge, om ejeren
mon kender andre med samme passion. Det giver ofte gevinst.
Qua mit daglige virke som forlægger færdes jeg meget i kreative kredse –
blandt skabende mennesker – og de har i mange tilfælde fantasti ske haver. De
opfatter sig sjældent som havemennesker; er som regel ikke medlem af en haveforening,
samler ikke på sjældne planter og åbner ikke deres haver for publikum. De
glæder sig blot over den lille plet, der er deres. Derfor er jeg særlig stolt over at få
lov til at være guide hos dem. Desuden har jeg besøgt forskellige specialplanteskoler,
der sælger planter, som sjældent findes i de store havecen tre.
Jeg håber, at bogens billeder og tekst vil skabe nye drømme, og at mange får
lyst til at lade dem blive til virkelighed.
Claus Dalby
Risskov, marts 2009
5

Haven i Hune
Sommeren 1995 blev en af mit livs milepæle. Det var nemlig dengang, jeg første
gang besøgte Anne Just, blomstermaleren fra Hune. En fælles bekendt førte os
sammen, og det var ‘kærlighed ved første blik’ – i overført betydning!
Jeg husker det, som var det i går. Denne dejlige og altfavnende kvinde tog
imod i sit nordjyske paradis. Sikke en oplevelse. Mage til have havde jeg aldrig
set. Utallige gange senere har jeg fortalt om, at det var som at komme til Rom og
smage lasagne. Jeg vidste ganske enkelt ikke, at den ret kunne smage så vidunderligt.
Ej heller, at en have kunne se sådan ud.
Året før havde jeg købt et stort gammelt hus i Risskov på en omkring fire tusind
kvadratmeter stor grund op mod skoven. Min haveinteres se var stort set ikkeeksisterende,
og nærmest undskyldende sagde jeg til haveinteresserede venner
og bekendte, at de ikke skulle regne med, at jeg ville gå i gang med det store jordstykke
her. Nej, med sin beliggenhed op mod skoven ville jeg have en naturhave.
Det er det, man kalder det, hvis man blot lader haven ligge hen. Men det skulle
vise sig at gå anderledes.
Mødet med Anne forandrede totalt mit liv. At en have kunne være så frodig,
blomsterrig og kreativt harmonisk havde jeg aldrig drømt om. Jeg så lyset og blev
det, en af mine senere engelske haveven ner har kaldt a newborn gardener!
Næste side: Det er Annes fortjeneste, at
prydløg, Allium, har opnået stor popularitet
i Danmark. Især denne, Allium ‘Globemaster’,
som hun introducerede.
Stuegang
Det, jeg øjeblikkeligt faldt for ved Anne, var, at der ikke blev ‘fedtet’ med tingene.
Når andre talte om trillebørfulde af jord, var det hos Anne vognlæs, og mens de
fleste købte poser af forårsløg, kom de til Hune på paller.
Man kan vist roligt kalde mig for en lærenem elev, for hurtigt blev planter i
industrielle mængder indforskrevet her til Risskov. Jeg var blevet så tændt, at jeg
straks måtte få en have op at stå. Annes hjælp var ubeskrivelig. Hun guidede mig
og fortalte om de fejl, hun selv havde gjort, så jeg ikke gentog dem. Hver gang
hun besøgte mig, gik vi ‘stuegang’; Anne fortalte, og jeg sugede til mig.
I begyndelsen var jeg meget fikseret på, at det hele skulle være korrekt og ordentligt.
Lagde jeg for eksempel tulipanløg, blev det gjort med samme indbyrdes
afstand, og planter på rækker blev nærmest placeret efter en snor. “Så smid da for
pokker det målebånd væk,” udbrød Anne en dag, og disse få ord fik en afgørende
betydning. Ikke blot i haven, men også for mit liv i det hele taget. Anne lærte
mig, at kreativitet ikke kan udregnes ved hjælp af en formel.
6

7

Med en kunstners hånd
Siden Anne åbnede sin have for publikum for små femten år siden, har mennesker
i tusindvis gæstet denne paradisiske plet. Det ville være synd at sige, at Hune
ellers byder på de store attraktioner. En lille turistby, der i høj grad lever af folk
på vej til og fra Blokhus, og hvis det ikke var, fordi Haven i Hune var blevet et begreb,
ville man ganske enkelt tro, at man var kørt forkert.
Løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis
Tulipan ‘Blue Diamond’
Man parkerer lettest ved Lysfabrikken, og derfra fører en smal sti til Anne Just
og hendes mand, arkitekt Claus Bonderup. Inden haven åbner, er der kø uden for
den store sortmalede dobbeltport, der ikke levner indkig.
Jeg spurgte en gang Anne om, hvorfor hun ikke plantede noget uden for porten,
så folk havde lidt pænt at kigge på, mens de ventede. “Nej,” sagde Anne, “oplevelsen
bliver da meget mere intens, når portdørene slås op.”
Mange i køen har været her før, for der er utallige gengangere. Anne husker
de fleste og har blandt andet fortalt mig om en ældre, meget gangbesværet dame,
der flere gange har taget turen fra Bornholm med færge, tog og bus. For dem, der
kommer her første gang, et det en overvældende oplevelse. Haven er den eneste af
sin art i Danmark, ja, ingen andre steder findes noget lignende. Tænk; det, som
engang var en trist og mørk fyrreplantage, er i dag fuldstændig forvandlet. Om
processen fortæller Anne: “Møg, kommunekompost og vort eget sand blev lagt
op i store, dramatiske, stejle bakker, som vi desværre godt vidste i løbet af et par
år ville synke sammen til knap den halve højde.
Efter tre dage med rendegraveren futtende rundt i haven, holdt i ånde af tres
lastbilfulde læs kompost, muld og møg, var der udrettet lige så meget som en
mindre istid med dens af lejringer. Det var forunderligt at være med til, og enhver
tanke om planlægning blev udskudt, til den selvskabte naturkatastrofe var tilendebragt.
Endelig var lærredet spændt op til det store havemaleri ...”
Magnolia liliiflora nigra
Nogle tror, at havens plan skyldes arkitekten Claus Bonderup, men da jeg i begyndelsen
af vort venskab spurgte ham, hvor meget indflydelse han havde haft
på tilblivelsen, smilede han beskedent og sagde: “Intet. Det er Annes have.” Man
mærker, at han er stolt af sin hustru. Han kan så til gengæld tage æren for det helt
unikke hus midt i det hele. ‘Vores lille aftægtsbolig’ kalder parret det.
Efter lukketid er det fast rutine for Anne med et smil på læben at gå rundt
med en pudseklud, fordi så mange mennesker har trykket næserne flade mod ruderne.
Det er fuldt forståeligt, at folk er nysgerrige, for det kreative par har indrettet
sig helt fantastisk. Stuen – stor som en katedral – er en musisk blanding af
antikviteter, Annes malerier og keramik samt lamper og møbler, som Claus har
tegnet.
8

Det mest sublime ved Annes have er indretningen. Små og store rum; man
overraskes konstant og er hele tiden spændt på, hvad der venter omkring det
næste hjørne. Det ‘bakkede landskab’ giver nogle fantastiske oplevelser, og som
Anne siger: “Der er den oplagte fordel ved et skråt stykke jord, at det kan rumme
væsentligt flere planter end et vandret.”
En af Annes store forcer er, at hun aldrig går over åen efter vand. Hun kan
blive helt syg, når hun ser de læssevis af jord, der bliver kørt bort, når et hus skal
bygges. “Læg da jorden op i bakker i stedet og gør haven meget mere op levelsesrig,”
siger hun. Og man forstår hende, når man ser, hvordan det er gjort i Hune.
Om foråret er det meste af Annes have himmelblå.
De tusindvis af forglemmigej, Myosotis
sylvatica, sår sig selv over hele haven.
Indimellem lyser forårsløgvæksterne op.
9

Arkitektur og vand
Bakkerne er et gennemgående element i den seks tusind fem hundrede kvadratmeter
store have. Et andet er alle de smukke og stramt anlagte vandbassiner. Om
dette har Anne skrevet i sin bog Haven i Hune.
“Tit bliver jeg af havens gæster spurgt om gode råd vedrørende deres egne
haver. Folk vil gerne have et lille skub til, i hvilken retning de skal bevæge sig, når
de er blevet inspireret hos os og skal hjem og arbejde med de udendørs rum hos
sig selv. Sådan helt generelt er mit standardsvar: Noget med vand!
Det forholder sig nemlig sådan, at dér, hvor der er vand, er der meget lidt
at passe, og oplevelserne er store, uden at man behøver at foretage sig andet end
anlæggelsen af selve bassinet. Mange drømmer jo om at have en pragtfuld have,
men set med de realistiske briller ved de fleste dog også med sig selv, hvor meget
– eller rettere sagt hvor lidt – tid de har til rådighed til at bruge på haven.
Den helt indlysende fordel ved vand i haven er spejleffek ten. Det vil sige, at
hvis man har et lille stykke smuk have, så bliver det gentaget i vandspejlet, og
man får god hjælp fra ‘foroven’. Himlens farve og skyernes flugt skaber det skønne
og adspredende, og et par baljer, anbragt med siv og åkander eller nøkkeroser i
selve bassinet, er nok til at sørge for vegetationen i vandet.
Der er skrevet mange gode og instruktive bøger om, hvordan man bærer sig
ad med at anlægge forskellige havedamme og -bassiner. Så derfor vil jeg afstå fra
at komme med praktiske anvisninger, men blot anføre, hvad jeg selv anser for
vigtigt, når man skal etablere vand i haven.
For det første sværger jeg til solidt støbte bassiner efter flere gange at have
oplevet de drillende frustrationer, der kan opstå, når bassinfolie bliver utæt. En
anden fordel ved et støbt bassin er, at det kan bygges oven på jorden. Man behøver
altså ikke engang at grave huller, og så får man vandspejlet tættere på – i
øjenhøjde. Det giver en endnu mere intens oplevelse, jo tættere vandet kommer
på øjnene. Ja, der kan endog blive et par gode siddepladser på bassinkanten.”
Næste side: En af de store attraktioner i Annes
have er tilstedeværelen af vand. I den
kæmpestore have er der vand overalt. Det
giver en helt særlig stemning.
Dette er endnu et eksempel på, at Anne ikke gør tingene mere besværlige, end de
behøver at være. Havens bassiner, der er omkring 60 centimeter dybe, er bygget af
fundablokke. Jeg ved, at det er en af de ideer, mange gæster har taget med hjem.
I det hele taget gælder det om at have øjne og ører åbne, når man er ude. Blot
den mindste idé kan være en hel lang tur værd. Anne og jeg har rejst meget i udlandet,
især i England, og vi har begge fået utallige ideer. Måske en plante, vi ikke
før havde set; en kunstfærdigt klippet hæk eller en interessant belægning. Uanset,
om det er de største haver eller de mindste parceller, er der som regel noget at
inspireres af. Min have var aldrig kommet til at se ud, som den gør, hvis jeg ikke
havde set, hvordan andre har gebærdet sig. Det er da også ideen med denne bog,
at den skal virke som øjenåbner og inspirationskilde.
10

11

Længe åbent
Haven i Hune slår som regel porten op påskedag og holder åbent helt til skolernes
efterårsferie midt i oktober. Men tjek for en sikkerheds skyld www.annejust.dk.
Sommer er højsæson i haven, men jeg anbefaler alle også at besøge stedet i
sensommeren og helt ind i efteråret. Det er nemlig på denne årstid, det viser sig,
om en have står sin prøve. Og det gør Annes! Her kan man se nogle af alle de fantastiske
sensommerblom strende planter, der findes.
Dahlia ‘Bantling’
Herunder: Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus
‘Versailles Tetra’
Til højre: Daglilje, Hemerocallis
Næste side: Et malerisk motiv fra Palethaven.
Den græslignende plante hedder Phormium
purpureum.
Først på sæsonen er de fleste haver fine og friske, men efter sankthans begynder
det at gå ned ad bakke for mange. Det skyldes, at forår og forsommer er højsæsonen
for besøg i havecentret, og hvis man kun køber planter, som blomstrer på
det tidspunkt, siger det sig selv, at der kommer til at mangle noget i sidste halvdel
af sæsonen. Tager man tilmed på ferie en tre ugers tid og kommer hjem efter en
længere tørkeperiode, kan haven se så trøstesløs ud, at man helt opgiver. Her er
fidusen så at plante nogle af alle de fantastiske sensommerblomstrende planter,
der findes – dahlia, venusvogn, asters, høstanemone, hjortetrøst, sankt hansurt
og prydgræsser for blot at nævne nogle få. Fordelen ved dem er, at de holder sig
smukt grønne gennem hele forsæsonen og højsom meren og først springer ud hen
i august eller senere. Ingen blomster klarer sig uden vand, men flere af de førnævnte
er ret tørketålende. Tager man væk i længere tid, må det dog anbefales
at alliere sig med gode venner og få dem til at vande og i det hele taget se efter
haven.
Men uanset årstid er Anne Justs have altid et besøg værd.
12

13

Farvel Anne
Foregående afsnit skrev jeg midt i februar 2009. Siden jul havde Anne haft det
rigtig skidt, og vi var klar over, hvor det bar hen; denne gang var der ikke udsigt
til, at Anne som så mange gange før ville sejre over den kræftsygdom, hun i snart
mange år havde kæmpet mod. På det tidspunkt mailede vi sammen omtrent dagligt,
og jeg sendte hende afsnittet den 15. februar. Ikke lang tid efter kom der en
mail: Kors, hvor er det flot. Det er jeg lykkelig for ...
Tirsdag den 10. marts sov Anne stille ind i en alder af blot tres år. Kræften
sejrede.
Dette billede var det sidste, jeg tog af Anne
i sommeren 2008. Det er et dejligt minde at
have. Hun ser så glad og stolt ud.
Det skal lige nævnes, at Haven i Hune
fortsat har åbent. Se åbningstider på
www.annejust.dk.
Jeg mødte Anne første gang i sommeren 1995 – et møde, der blev skæbnesvangert
og total vendte rundt på mit liv. Med sin smittende entusiasme og enorme kreativitet
tog hun mig med storm. Sikke en have og sikke et menneske. Begge næsten
uvirkelige.
Anne og jeg blev hinandens bedste venner – fik nærmest et mor/barn-forhold,
selvom aldersforskellen ikke var så stor. Men som hun af og til sagde, kunne
det faktisk godt have ladet sig gøre. Mors dygtige dreng kaldte hun mig af og til.
Det gjorde mig uhyre stolt.
At have kendt et menneske som Anne er så berigende og ubeskriveligt. Sådan
én som hende ville man aldrig have fundet på at opfinde, hvis man selv kunne
bestemme. Her ville fantasien ganske enkelt ikke slå til.
I 2002 blev jeg kontaktet af DR2, der spurgte, om jeg i mit netværk som havebogsudgiver
kendte én, der ville være inter esseret i at lave en række nye haveudsendelser.
Anne Just! nærmest råbte jeg ind i telefonen og gav dem hendes
telefonnum mer. I mange år var det lige, hvad jeg havde ønsket mig: at Anne skulle
på skærmen.
En halv times tid efter ringede Anne til mig og sagde, at hun havde indvilget,
men kun på den betingelse, at jeg også skulle være med. Det var et krav fra hendes
side, og ingen turde sige hende imod. Således fik jeg en statistrolle i hendes
udsendelser – tre år i træk, tredive udsendelser i alt.
Haven i Hune, som udsendelserne kom til at hedde, blev en ny æra inden
for danske have-tv-programmer. Annes gennemslagskraft var enorm. Mange husker
sikkert en af de første udsendelser, hvor hun iført Marimekko-kjole og store
Gerda Lynggaard-smykker gik i gang med at plante et bassin til. Pjaskvåd blev
14

hun, og jord under neglene anfægtede hende heller ikke. Danmarks store havediva
blev folkeeje!
Da udsendelsesrække to blev optaget i 2003, døjede Anne med ryg og mave,
tabte sig meget og havde det i det hele taget ikke godt. En gammel kræftsygdom
var brudt ud igen. Da programmerne blev vist, var mange seere chokerede
over at se, hvor skrøbelig Anne var blevet. Månederne gik, og senere fik Anne en
rygopera tion, der gav hende gejsten, den sorte humor, gåpåmodet – og alt det, vi
elskede hende for – igen. Sin gamle kampvægt nåede hun dog aldrig. Men hendes
udefinerlige aura strålede alligevel atter omkring hende.
Siden gik det både op og ned med sygdommen, og gennem årene har hundredvis
af mennesker spurgt mig: “Hvordan går det med Anne?” Mit svar har hver
gang været, at det efter omstændig hederne gik rigtig godt. For det var nemlig sådan,
det var. Anne var meget syg, men nægtede at lade sig tyrannisere af det.
Blandt Annes utallige evner og fortrin var, at hun var god til at lede og fordele,
at sætte i gang og arrangere. Da jeg den 5. marts besøgte hende for sidste gang
sammen med nogle venner, var hun mat. Rigtig mat. Men hun formåede alligevel
at smile og sætte i scene.
Når man kom til Hune, var der altid mad og vin på bordet; ingen var dejligere
og bedre værter end Anne og hendes mand, Claus. Nu kunne hun ikke mere.
Men selvfølgelig skulle vi ikke køre sultne derfra, så hun havde bedt sin ven og
nabo, Erik, om at ringe til Blokhus for at bestille bord på en restaurant. Og en lille
formaning fik han som altid med på vejen: “Husk at sige, at det ikke skal være
forkogte kartofler. De skal være pillede og brasede. Og Erik, du kan godt lave lidt
agurkesalat at tage med.” Sådan var Anne. Tænkte på alt og ville kun sine medmennesker
det allerbed ste.
Anne nåede det hele; også at udgive sine erindringer, Anne Just – Mit liv i ord og
billeder ..., der udkom på hendes dødsdag. Heri skriver hun til sidst:
Haven og alt hvad den betyder for Claus og mig er i gode hænder. Vi kan meget bedre
nyde, end vi kan yde i denne fase af vort liv, men lidt fornuftigt arbejde bliver det
da til, især det med hele tiden, uafbrudt, hver dag at drage omsorg for de mange små
detaljer, der er med til at tegne det store billede.
Som gæster på besøg, betragter vi os selv. Måtte det aldrig slutte, men når det
gør, så er det livsbekræftende at tænke på, at andre gør runden både i huset og haven.
15

Min egen drøm
Opiumvalmue, Papaver somniferum, i en
særlig attråværdig farve. Jeg har den over
hele haven ved midsommertid sammen
med roserne. Et overdådigt syn!
Allerede fra mine første teenageår har jeg interesseret mig for arkitektur og design.
Tidligt i livet dannede jeg mig en mening om, hvad der var pænt, og hvad
der var grimt. Dygtige arkitekter og formgivere har jeg altid beundret dybt. Jeg
er et skønhedssøgende menneske og er meget optaget af, hvor lidt der egentlig skal
til for at hæve det middelmådige til det sublime. For mig er der aldrig noget, som
blot er godt nok. Alting kan blive bedre, og det er den kraft, der driver mig.
Her i livet har vi brug for rollemodeller – nogle, der kan vise os, hvor langt
man kan nå, hvis man hele tiden arbejder med perfektioneringen. Anne Justs
have var og er for mig noget helt sublimt, og det er interessant at tænke på, at
jeg måske aldrig havde fået denne fantastiske interesse, hvis jeg ikke havde mødt
Anne og hendes mand, Claus. Med sin arkitekt bag grund spiller han også en stor
rolle i min havemæssige ‘op dragelse’.
Jeg har været så heldig at få lov til at rejse med dem begge i England, og det
gik hurtigt op for mig, at noget af det vigtigste i en have er dens indretning. Ved
at lytte til disse to kreative mennesker og høre deres indbyrdes vurdering af haverne
fik jeg snart en forståelse for ‘rumdelere’ (i form af for eksempel hække
og mure), belægninger, stier og lange kig gennem haverummene. Anne har flere
gange sagt, at de indre hække i haven er rammerne omkring malerierne. De så at
sige opdrog mig, og jeg skal love for, at jeg fik lært noget.
Næste side: Fantastisk! Haven bugner af
roser, her de rosa og pink farver. I forgrunden
ses den histori ske rose ‘Rose de Rescht’
og derefter ‘Gertrude Jekyll’, en rigtig smuk
engelsk rose. Bemærk pokalen på søjlen,
der danner point de vue for enden af stien.
Sissinghurst Castle Garden
Dem, der har besøgt Sissinghurst Castle Garden i det sydlige England, nærmere
betegnet Kent, vil vide, hvad jeg taler om. Denne have, skabt af Vita Sackville-
West (1892-1962) og hendes mand, Harold Nicholson (1886-1968), i 1930’erne og
tredive år frem, er i verdensklasse. Beplantningerne er uovertrufne, men det helt
unikke er den måde, hvorpå haven er indrettet med mindre rum – haver i haven.
Et godt overblik fås fra The Elizabet han Tower, hvorfra man kan overskue
det hele. Udsigten kan også ses på en rigtig fin hjemmeside om blandt andet
Sissinghurst Castle Garden: www.invec tis.co.uk/sissing. Klik for eksempel på
‘Views from the tower’. På denne side er der en mængde billeder fra haven. Det er
næsten som at være der selv, men virkeligheden er trods alt stærkere. Interesserer
man sig for have og indretning, er denne have ikke til at komme udenom.
I dag drives haven af National Trust – en organisation, som varetager driften
af mange store engelske huse og haver.
16

17

Narcis ‘Mount Hood’
Den Hvide Have
Den mest berømte have i haven er The White Garden, der blev anlagt omkring
1950. Også denne have skabte parret i samarbejde. De faste rammer i form af lave
buksbomhække blev tegnet af Harold Nicholsen, og Vita Sackville-West fyldte
rammerne ud med hvide blomster i forskellige former for at skabe variation. I
denne have er det meget tydeligt, hvor vigtigt det er med den faste struktur. Havde
hækforløbene ikke været der, ville oplevelsen slet ikke have været så stærk.
Det var for øvrigt ikke Vita Sackville-West, der døbte haven Den Hvide Have.
Det tilnavn fik den først senere. Vita Sackville-West omtalte den altid som The
Pale Garden. Det skyldtes givetvis, at en ren hvid have er uinteressant. For at få
den hvide have til at stråle, anvendte hun også svagt rosa – nærmest perlemorsfarvede
– blomster og mange planter med gråt løv.
En hvid have virker fuldkommen magisk, når den i aftenskumringen og på
stjerneklare nætter lyser op.
Tulipan ‘White Triumphator’
Jeg har hentet megen inspiration ved at besøge andre haver og blev så betaget af
The White Garden, at jeg besluttede mig for at anlægge noget lignende derhjemme.
Som sagt så gjort. Dog synes jeg, at en hvid have er mest ren og skær i foråret
og for sommeren. Senere, når solen kommer højere på himlen, kan den hvide godt
virke lidt for kold efter min smag. Derfor blev min hvide have anlagt ved hjælp af
hvide løgvækster og forårsblomstrende stauder i samme tone.
En anden farve, som jeg er rigtig glad for i foråret, er den gule – især den kolde
– der passer så fint sammen med alt det spæde grønne. Derfor endte flere af
bedene med at blive hvid-gule, og det er en god kombination.
Folk, der kommer tilbage til min have hen på sommeren efter at have set
den i foråret, udtrykker altid stor forundring over, at det hvide nu kun optræder
rundtomkring i haven som små lyspletter. Nærmest som akvarelmaleren, der hist
og her lader det hvide papir skinne igennem for at skabe liv.
Pinselilje, Narcissus poëticus
Hvide tulipaner – ‘White Triumphator’
og ‘Swan Wings’. Når tulipan bladene og
-stænglerne visner ned, passer det med, at
stauderne omkring dem er blevet så høje,
at de dækker.
18

19

20

21

Det er i England, jeg har lært, at man altid
skal plante slyngro ser og klematis sammen.
Her er det rose ‘Louise Odier’ i selskab med
klematis ‘Hagley Hybrid’.
En åbenbaring
En af Annes og mine englandsture førte os også til andre engelske haver, og da vi
kom til Hadspen Garden i Somerset, blev jeg blæst fuldstæn dig bagover. Her var
et farveafstemt blomsterparadis, som jeg ikke siden har set mage til.
Parret bag haven, Sandra og Nori Pope, kommer oprindeligt fra Canada, og
i deres bog Color by Design fra 1998 fortæller de om, hvorledes de i 1986 tog til
England for at finde et sted, hvor de kunne anlægge en have. Inden da havde de
haft have ved Tsolum River på øen Vancouver i British Columbia, men de fik
lyst til at prøve kræfter i det land, “der er et mekka for det tyvende århundredes
havekunst”, som de udtrykker det. I Englands sydvestlige del fandt de det,
de ledte efter – Hadspen. De fortæller, at haven var en skygge af sig selv efter års
for sømmelse, og hvor der tidligere havde været synlige mure og stier, var alt overgroet
og nærmest udvisket af vedbend og humle. Hadspen var den romantiske
ramme, snarere end et hvidt lærred – med sammenligning til malerkunsten. At
det var dét, de søgte efter, vidste de først, da de kom dertil. De var ikke i tvivl.
Her ville de skabe en have.
Hadspen House er en georgiansk 1700-tals-hovedbygning omgivet af smukke
småhuse, stalde og en kæmpemæssig, muromkranset have perfekt beliggende på
en sydvendt skråning med et skovlandskab i ryggen.
Når turen havde bragt Nori og Sandra til Hadspen, var det, fordi ejeren af
det store hus ikke selv overkom haven og derfor gerne ville leje den ud.
Den krumme og næsten otte hundrede meter lange mur kom til at danne baggrund
for et kæmpemæssigt staudebed, hvis lige man aldrig før havde set.
Den første kolde januardag i 1987 gik de i gang, og inspira tionskilden var
de persiske Shiraz-tæppers komplicerede mønstre , der oprindeligt er inspireret af
haveanlæg. Denne idé ville de give et moderne udtryk. De arbejdede med modsætninger
som lyst/mørkt, lavt/højt og blegt/mættet inden for hver sin farveto ne.
I det lange bed gled farverne over i hinanden som en lang, udstrakt farvecirkel.
Deres arbejde med det monokrome, altså tone i tone, betog mig i den grad
og blev til stor inspiration.
Middelhavsprydløg, Allium sphaerocephalon,
passer med sine purpur kuglehoveder
ind stort set alle steder. Her er de i selskab
med broget salvie, Salvia sclarea, til højre.
Næste side: Et perfekt match. Purpursolhat,
Echinacea, sammen med dobbelt
violfrøstjerne, Thalictrum delavayi ‘Hewitt’s
Double’.
Jeg besøgte Hadspen Garden gentagne gange i årene efter, og i 1999 udgav jeg
Sandras og Noris bog med den danske titel Haven i farver, oversat af Anne Just.
Vi lærte hinanden rigtig godt at kende, så det er virkelig sørgeligt, at Hadspen
Garden ikke er mere. I 2005 lod Sandra og Nori sig pensionere og tog tilbage til
Canada. Haven blev lukket, og selvom det er så trist, så trist, glæder jeg mig over
at have medvirket til fastholdelse af indtrykket ved udgivelsen af deres bog i Danmark.
Den er for længst udsolgt, men kan lånes på biblioteket.
22

23

24

Mere inspiration
Straks efter mit første besøg i Hadspen Garden begyndte jeg på det nærmeste at
grave hele haven op og plante tone i tone-bede. Jeg syntes, det så rigtig godt ud,
indtil jeg stiftede be kendtskab med den hollandske havearkitekt Piet Oudolf –
ikke personligt, men i form af hans bøger. Piet Oudolf er manden bag den plantestil,
der i dag kendes som The Dutch Wave, og han er en af de største fornyere i
vor tid.
Hans ‘principper’ bygger i al sin enkelhed på at anskue de forskellige blomster
ud fra deres former mere end ud fra deres farver. Piet Oudolf udtaler ofte,
at farver ikke har hans store interesse. Til trods for dette er hans bede som regel
altid vældig harmoniske rent farvemæ ssigt. Nogle gange en kende for maskuline
efter min smag, men de formmæs sige sammensætninger er udsøgte.
I sin bog Designing with Plants fra 1999 fortæller han på bedste pædagogiske
vis, hvorledes han deler planter ind i grupper som for eksempel spir, knapper,
kugler, skærme og skyer. Ved at undlade at plante to inden for samme gruppe tæt
på hinanden, skaber han bede, der tager sig godt ud selv på et sort-hvidt billede.
Mødet med Piet Oudolfs principper gjorde, at jeg atter greb spaden og flyttede
rundt endnu en gang. Mine farvesammensæt ninger ville jeg ikke give køb på,
men resultatet blev absolut bedre.
Læs om Piet Oudolf og hans og hustru, Anjas, planteskole på www.oudolf.
com.
Prydløgfrøstande sammen med oprette
fingerbøl, Digitalis.
Forrige side: Oprette spir giver en fantastisk
grafisk variation i bedet. Her er det den
gule lupin ‘Chandelier’, som fås på de fleste
planteskoler. Liljen, der passer perfekt ind
i sammenhængen, hedder ‘Lime Frost’.
Til venstre for lupinen ses en gulblomstret
akeleje, Aquilegia chrysantha ‘Yellow
Queen’. Den lille busk med de gule blade
bagtil er en gul druehyld, og de gule blade
nederst er fra en gul rejnfan, Tanacetum
vulgare ‘Aurea’. Jeg elsker den vilde stil, som
dette bed har.
Kugler skaber ro. Også når det gælder
blomster! Her er det i forgrunden den strågule
løvehale, Phlomis russeliana, der er lige
ved at springe ud. Knopperne er grønne,
derefter bliver de gule og til sidst grønne
igennem. Stænglerne med kuglerne giver
karakter hele vinteren.
Bag løvehale ses de smukt gulbrogede
blade fra Iris pseuda corus variegata. I løbet
af sommeren bliver bladene mere og mere
grønne og til sidst helt ensfarvede. De ender
med en længde på omkring 150 centimeter
og ligner næsten prydgræs. Desuden
ses den cremefar vede fingerbøl, Digitalis
‘Primrose Carousel’.
25

Det var Jane Schul, der foreslog mig at
plante takshække for at skabe mange rum i
haven, så jeg rigtig kunne boltre mig.
Orden i kaos?
Da jeg i 1996 begyndte anlæggelsen af min have, året efter at jeg havde mødt
Anne Just, gjaldt det først et stort staudebed foran huset, som Anne hjalp med.
Flere og flere bede kom til i årene efter, og hver gang gjorde jeg indhug i den store
græsplæ ne.
Omkring 2000 stoppede jeg op og kiggede på det hele. Det var blevet et frodigt
paradis med de skønneste blomster, men jeg savnede den orden og ro, jeg
havde set i de bedste engelske haver. Efterhånden mindede min have om et hus
med lidt for mange tilbygninger. Der måtte gøres noget.
Min redning blev landskabsarkitekt Jane Schul, som jeg havde lært at kende
et par år forinden. Jeg forelagde mine ønsker: at jeg gerne ville have en række små
haverum, som jeg kunne give hver sin stemning og farve, og at hele haven ikke
måtte kunne overskues på én gang.
26

Jane foreslog et hækforløb af taks, stier med brosten og et areal med stampet
stenmel som erstatning for det sidste græsstykke. Efter lidt snakken frem og tilbage
tog planen form på papiret. Jeg var – og er – utrolig glad for resultatet, der
gav de faste rammer, som jeg i høj grad manglede.
I begyndelsen var jeg lidt afvisende over for takshækken, fordi jeg var bange
for, at det ville tage for lang tid, før den voksede op. Men Jane holdt på sit, og det
er jeg hende evigt taknemmelig for i dag. Taks er en af de bedste hækplanter, dels
fordi den er stedsegrøn, og dels fordi den så let lader sig forme. Når man klipper
hækken, bliver den tættere og tættere, og i løbet af nogle år ser den nærmest ud,
som om den er hugget i sten.
Jeg tror, at mange af områdets beboere slog korsets tegn, da de så gravemaskiner
og andet maskinel invadere min have og fjerne det sidste græs. Men jeg
har siden fået mange positive tilkendegivelser på havens indretning.
Her dyrkes ikke bar jord! I de forskellige
haverum står planterne så tæt, at ukrudtet
ikke kan komme til. Den dejlige bladplante,
som fylder godt ud midti, er kastanjebladet
bronzeblad, Rodgersia aesculifo lia. Desuden
ses hosta, bregner og græsser. En gruppe
middel havsprydløg, Allium sphaerocephalon,
har fundet vej op gennem bladmasserne.
27

Et eksperimentarium
Jane Schul
Jane Schul og hendes mand, Jørgen Nordqvist, der førhen var direktør for Bygningskulturelt
Råd, bor i Holte i en tidligere landvilla, op ført i 1893. Perfekt beliggende
med vid udsigt over Søllerød Sø var huset en standsmæssig sommerresidens
til den velhavende familie. Siden dengang er arealet omkring søen blevet
udstykket i mange parceller, men udsigten fra huset er stadig intakt, og haven er
fantastisk.
Selv kalder Jane sin have for et eksperimentarium, for hun kan ikke drømme
om at anvende en plante i en bedplan, hvis hun ikke indgående kender til dens
styrker og svagheder.
Gennem snart mange år har hun tegnet anlæg og sammensat mange staudebede
til offentlige miljøer og parker. En af hendes kæpheste er, at de planter, der
anvendes, skal være ‘driftssik re’. Og så skal det ikke kun handle om blomster,
men også om løv. Variatio nen inden for planters blade er enorm. Selv som helt
små nye planter er det som regel nemt at bestemme, hvilken der er tale om. Nogle
bliver kæm pestore og andre helt små. Også teksturerne varierer – glat, ru, ruflet,
rillet og håret. På samme måde findes der talrige bladfarver. De fleste er selvfølgelig
grønne i mange for skellige toner, men der er også planter med sort, gråt,
gult, brunt og rødt løv. Nogle får de flotteste høstfarver, mens andre beholder
bladene hele vinteren.
Niveauforskelle i en have kan være en
udfordring, som Jane her blandt andet har
løst ved hjælp af stensætninger. Nederst
skimtes en terrasse med havemøbler, og
i den anden ende ligger et lille lysthus, se
billedet på næste side og på side 31.
28

Udsigten giver haven en helt særlig stemning
– her er langt til genboerne. Neden for
hækken mod søen har Jane endnu et haverum,
som hun bruger til at eksperimentere
med nye planter.
Tidligere havde kommunerne faglærte gartnere, men mange af dem er i dag sparet
væk. “Og med vore tiders udlici tering kan det meget vel være rengøringsfirmaer,
som kommer til at stå for vedligeholdelsen af kommuners grønne arealer,
bede og kumme plantninger,” siger Jane. “Det er derfor, de planter, jeg vælger,
stort set skal kunne klare sig selv. Det går ikke, at der skal pilles, nusses, omplantes
og klippes for meget.”
Inden jeg når at spørge, fortæller Jane, at hun især holder af og anvender
planter som storkenæb, lodden løvefod, hosta, daglilje, sølvlys, græsser, sankthansurt,
høstanemone og venusvogn. Sidstnævnte først og fremmest som erstatning
for de langt mere pasningskrævende riddersporer, hvis der er behov for noget
højt og blåt.
“Selvom stads gartnere fyres, og staben af faglærte reduceres, er der heldigvis
stadig unge, som brænder for faget. Det ved jeg, fordi jeg underviser både master-
og bachelorstuderende som intern lektor på Landbohøj skolen, i dag KU-Life.
Blandt de unge studerende er der stor interesse for at lære om planter og deres
livsvilkår, men det kræver, at de får job de rigtige steder for at gøre sig gældende.
I dag tales der mere end nogensinde om, hvor vigtige de grønne miljøer er, og så
kan det altså ikke passe, at det er en medarbejder fra ISS, der skal varetage dem!”
siger Jane.
Jane er en ildsjæl. Hun brænder for det, hun gør, og man må sige, at hun får noget
fra hånden. Som formand for Det Kongelige Danske Haveselskab har hun ført
en utrættelig kamp for havesagen, og takket være hende og en motiveret gartnerstab
er Havesel skabets Have på Frederiksberg i dag smukkere end nogensin de.
Det er en perle, som alle haveinteresserede burde besøge, når de kommer til København.
Selv kikker jeg ofte forbi.
29

Haveglad familie
Sin haveglæde har Jane fra sin familie. Både hendes mor og morfar var havetossede,
som hun kalder det. Morforældrene havde ikke mindre end to kolonihaver,
og morfarens store passion var at krydse stedmoderblomster, og han frembragte
mange flotte farvekombi nationer.
Både Jane og hendes søster blev ramt af bacillen, og siden ligeså hendes to
voksne sønner. Den ældste, Jonas, blev landskabs arkitekt, og den yngste, Adam,
gik gart nervejen.
Sammen med Jonas driver Jane i dag tegnestuen Schul Landskabsarkitekter.
Gennem tiden har hun tegnet en del privathaver, men de senere år har tegnestuen
løst en lang række større offentlige opgaver og lavet beplantningsplaner for
blandt andet Trädgårdsforeningens Park i Gøteborg, Triennalen i Apeldoorn, Tivoli,
Hellerup Strandpark og Billedhuggerhaven på Charlotten borg.
En skrånende grund
Jane og Jørgen købte det klassicistiske hus i 1978, og det krævede nogen planlægning
at anlægge en have på grunden, der skrånede ret stejlt ned mod søen.
I dag er jorden terrasseret, og det har skabt spændende niveauspring. Plænen
foran huset holdes på plads af en stensætning, og mellem stenene vokser der
blandt andet stenurt, lærkespore og lodden løvefod. Flere har sået sig selv og finder
sig rigtig godt tilpas i de tørre sprækker.
Stensætningen mod søen danner ryg for et langt staude bed, anlagt en lille
meter over en smal stribe græs, der i den ene ende afsluttes af en terrasse og i den
modsatte ende af et fint gammelt lysthus – ‘Løvely’, der er bygget samtidig med
hovedhuset og restaureret i 1980.
På terrassen for enden af det dobbelte
staudebed kan man rigtig ‘putte’ sig. Huset
på bakken ligger ret vindomsust, men hernede
er der læ.
30

Parallelt med det hævede staudebed er der endnu et bed i samme længde og
bredde med en høj hæk mod søen. Selvom det kun er det ene bed, der er hævet,
føler man næsten, at man går i en blomsterdal. Det fine lange kig mellem terrassen
og havehuset er en gennemtænkt detalje.
Jane pointerer, at haven er anlagt, så den kræver mindst mulig pasning. “Vi
luger stort set aldrig, og det skyldes, at stauderne står så tæt, at bladene skygger så
meget, at det kun er de færreste frø, der får lys nok til at spire. Desuden kunne jeg
ikke drømme om at plante noget, der skal bindes op eller kræver særlig pasning.
Det er også en af grundene til, at vi stort set ikke har roser i haven.”
I den modsatte ende af terrassen ligger et
fint lille havehus. Her om efteråret bliver
det næsten skjult bag store stauder. I forgunden
til venstre er det fjervalmue, Macleaya
cordata, også kaldet hvid jodplante.
31

Vinterhaven og huset danner tilsammen en
fin helhed. Bemærk den murede sokkel, der
gør drivhuset ekstra gedigent.
Vinterhaven
Man kan ikke både blæse og have mel i munden! Slår man sig ned højt oppe for
at få den optimale udsigt, må man regne med, at det blæser omkring hushjørnerne.
Sådan var det også her i Holte, hvor terrassen oppe ved huset af samme grund
i mange år lå ubenyttet hen – hvis det ikke lige var en af de meget få dage, hvor
ikke en vind rørte sig, eller det var så varmt, at kun en forfriskende brise gjorde
det udholdeligt at være ude.
Gennem flere år havde Jane og Jørgen snakket om at anskaffe sig et drivhus,
men det var aldrig kommet længere end til brochurerne. “Vores grund skråner så
meget, at det er svært at placere selv en spinkel bygning uden større udgravningsarbejde
og efterfølgende sokkelstøbning,” fortæller Jane. Men da hun en dag blev
spurgt, om hun var interesseret i kraftigt, gammelt drivhusglas, kunne hun ikke
sige nej.
Så skulle der bygges, men hvor? Heldigvis faldt tiøren hurtigt. To problemer
kunne løses i ét hug ved at overdække den vindomsu ste terrasse. Med ét ville der
blive læ, og drivhuset ville med sin placering helt op ad boligen med garanti blive
benyttet meget mere.
32

Både Jane og Jørgen er vant til at tegne, men valgte alligevel at tage en arkitekt
med på råd. Det blev Jørn Hovind fra Tegnestuen Vandkunsten. Begge fortæller,
at de sjældent har været så glade for en beslutning, fordi der kom orden
både på de rent æstetiske muligheder og de rent funktionelle. “Vi fik et pragtfuldt
drivhus, der på grund af placeringen endte med at blive en vinterhave i stedet
for. Et af arkitektens mange gode råd var, at glasset ikke skulle gå helt ned til
jorden. I stedet blev husets sokkel ‘forlænget’ og ført med rundt omkring havestuen.
Det giver glashuset tyngde, og samtidig virker bygningen som en integreret
del af huset. Soklen har også den fordel, at man udefra slipper for at se på for
eksempel fodtøj, papkasser og vandkander.
Drivhusets fire meter høje bærende skelet blev fremstillet af hvidmalede
jernrør på 12 x 6 centimeter, som blev boltet ind i muren. Selve kon struktionen
byggede man op af professionelle aluminiumsprofiler til erhvervsdrivhuse.
Man kan godt forstå, at vinterhaven er
blevet et af parrets foretrukne opholdsrum.
Især i ydersæsonerne.
33

Fra huset kan man gå direkte ned i vinterhaven,
og det er en væsentlig grund til, at
rummet bruges så meget. Havde den været
bygget separat, ville brugsværdien ikke
være så stor.
For at give adgang til vinterhaven fra boligen blev et af de eksisterende vinduer
erstattet af en glasdør. Herfra fører en trætrappe ned til det teglstensbelagte
gulv.
Huset er på atten kvadratmeter, og for at få plads til så mange planter som
muligt er der hele vejen rundt en hylde fastgjort til soklen ved hjælp af hyldeknægte.
Herpå står cirka 5 centimeter høje, specialfremstillede zinkbakker, hvori
forskellige potteplanter er placeret. En praktisk foranstaltning, når der skal vandes.
Det sker ganske enkelt ved at hælde vand i bakken. Ud over at give mere
plads har hylden den fordel, at planterne omtrent kommer op i øjenhøjde, når
man sidder ned.
Om vinteren holdes havestuen frostfri ved hjælp af varmen fra husmurene
og de tilstødende vinduer – om nødvendigt med lidt elektrisk assistance. På denne
årstid er det altså ikke et sted for mennesker, men når solen sidst i februar eller
først i marts står så højt på himlen, at de magiske tyve grader nås, fejrer Jane og
Jørgen det med en sydlandsk frokost. Skinke, ost og rødvin kommer på bordet.
Så er det forår!
34

Bøgerne
Gennem årene har Jane Schul skrevet en række bøger. Den kendteste er nok
Hvilken plante hvor – en fantastisk bog, der burde findes på enhver haveejers boghylde.
“Alt for ofte har jeg set planter stå og skrante, fordi man ikke har givet dem
de optimale forhold. En solelskende plante, der stod for skygget, en fugtighedskrævende
plante, der stod for tørt, eller måske en surbundsplante, der stod i kalkrig
jord. Det er uvidenhed, og derfor besluttede jeg mig for at skrive en praktisk
håndbog,” fortæller Jane.
Bogen giver svar på stort set alt. Ikke blot på, hvordan man giver en plante
de optimale forhold; den fortæller også om, hvilke planter der dufter, hvilke der
fås inden for en bestemt farve, og hvilke der får smukke høstfarver. Samt meget,
meget andet.
Desuden har Jane skrevet en række andre bøger, der alle er gode at blive klogere
af: Farver i haven, Politikens bog om sommerblomster, Politikens planteleksikon,
Politikens staudebog, Politikens store havebog (i samarbejde med Laila Sølager) og
Politikens bog om havens træer og buske (i samarbejde med Lisbet Edinger Plum).
Husets høje sokkel gør, at vinterhaven
fremstår meget gedigen, og samtidig virker
soklen som vindueskarm.
35

Endnu en inspirator
De haver, der har inspireret mig mest, er dem, der er skabt med en kreativ tanke
bag, for eksempel af kunstnere. De anser sjældent sig selv for at være haveentusiaster,
men mere som skabende menne sker. For dem er det helt naturligt at give alt,
hvad de beskæftiger sig med, deres eget aftryk – som regel med et spændende og
ofte meget personligt resultat til følge.
I Hyllested, en lille by ikke så langt fra Ebeltoft, har keramiker og have- og
landskabsarkitekt Kjeld Slot anlagt en sådan bemærkelses værdig have. Ellipsehaverne
hedder stedet. Hvorfor vil jeg senere vende tilbage til.
Kjeld Slot
Jeg lærte Kjeld Slot at kende i 2004, hvor jeg blev inviteret ud for at se hans dengang
lille og meget fine have i Galten. Jeg husker tydeligt, hvor overrasket jeg
blev, da jeg kom ind bag havelågen. Det var indlysende, at her regerede en mand
med sans for detaljen.
Haven var omkring fire hundrede og halvtreds kvadratmeter stor med små,
intense haverum mesterligt og diskret møbleret med planter – alt nøje afstemt,
hvad angik former og farver. En kunst ners have ...
Kjeld fremhæver havekunstneren C.Th. Sørensen (se side 64) som sin største
‘helt’ og inspirator, hvad angår måden at arbejde med begrebet have på.
C.Th. Sørensen har sagt disse vise ord: “Lad mig gentage atter og atter, at havekunst
er et virkeligt begreb. Og den er mere beslægtet med bildende kunst end
med arkitektur. I sit inderste væsen fri som litteratur, maleri, skulptur og musik.
De haver, vi rejser efter, som giver os oplevelser, der lever i vort sind, er skabt af
kunstnere.”
Mit bekendtskab med Kjeld har haft stor indflydelse på mig, især i forbindelse
med de overordnede linjer i min nye skovhave.
Egentlig havde jeg forestillet mig, at det var noget, jeg selv kunne finde ud af,
og da Kjeld på et tidspunkt var på besøg, fortalte jeg om, hvad jeg havde tænkt.
“Man kunne jo også,” sagde Kjeld og afbrød sig selv: “Nej, nu skal jeg nok lade
være.” Jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre, hvad man ‘også kunne’ og opfordrede
ham til at spytte ud.
Jeg plejer at sige, at jeg har dyb respekt for folk, der er klogere end jeg selv, men
at det er sjældent, jeg møder dem! Det passer selvfølgelig ikke, og når jeg står
36

over for en kapacitet inden for et eller andet felt, suger jeg bare til mig. Således
også her. Kjeld kom med så mange fine forslag til placering af gange og hække, at
det nærmest ikke kunne være anderledes. Jeg bliver helt svedt, når jeg tænker på,
hvor galt det kunne være gået, hvis jeg først selv var gået i gang.
Hemmeligheden bag godt design – blandt andet landskabs arkitektur – er, at
det skal virke selvfølgeligt, enkelt og ikke mindst funktionelt.
By- og landskabsplaner
Kjeld tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi som billed kunstner i 1983 og underviser
i dag samme sted på den keramiske afdeling. Som have- og landskabsarkitekt
tegner han både private haver og by- og landskabsplaner for offentlige og
private virksomheder.
Om sin måde at arbejde på siger Kjeld selv: “Uanset størrelse er mine haver
anlagt på planternes betingel ser, ofte som naturlige beplantninger i et arkitektonisk
stærkt design og formsprog. Fordi de bliver skabt som naturlige forlængelser
af bygningerne og de mennesker, de er udtænkt til, skal de fungere som brugbare
miljøer og refugier i dagligdagen – også for et rigt dyreliv.
Udgangspunktet er altid ‘stedets ånd’, der bliver defineret ved de eksisterende
planter eller den atmosfære, som allerede findes i geografien. Jordens beskaffenhed,
historien, arkitekturen, eksisterende beplantninger og flere andre specifikke
særkender, der karakteriserer stedet, er afsæt til at få udfærdiget den bedste
plan.
Dernæst består mit arbejde i at forstærke ‘stedets ånd’ ved hjælp af planter og
hårde materialer (belægninger etc.) og hermed vække en stemning til live. Samtidig
er det mit ønske at kunne sætte så blidt et mærke i landskabet som muligt –
til glæde for de mennesker, der skal bruge det.”
Nye udfordringer
Kjeld og hans hustru, Vivian Slot, havde boet i Galten i tolv år. Det havde været
en stor udfor dring at restaurere det gamle hus og skabe den harmoniske have,
men nu søgte de nye udfordringer. Derfor var de på udkig efter et sted på landet.
Flere ting skulle gå op i en højere enhed, blandt andet skulle de bygnings mæssige
rammer være i orden – originale uden at være ødelagte. Og så skulle der være
plads til en stor have. Det kan også blive for varmt ...
37

En ny have
Parret søgte med lys og lygte gennem et års tid. Endelig havde de heldet med sig. I
Hyllested fandt de en gammel gård fra 1886.
15. maj 2005 flyttede de ind. Foran huset var en lille have, og Kjeld brugte
sommeren til at iagttage, hvad der dukkede op. Hvad kunne bruges i den nye
have? Det er for øvrigt et rigtig godt tip, hvis man flytter til et hus med en gammel
have: Vent en hel sæson og se, hvad der vokser frem, før I eventuelt begynder
at omlægge.
Uhøjtidelige møbler på gårdspladsen. I haven
gælder det om at omgive sig med ting,
der ikke ‘støjer’ for meget.
Til huset hørte en grund på cirka toogtyve tusind kvadratmeter, så der var nok at
gå i gang med. Mange streger blev slået på papiret; der blev visket ud og tegnet,
igen og igen og igen ...
Én ting er at tegne haver for andre. En anden er at tegne sin egen! Til sidst
var han dog parat til at føre ideerne ud i livet.
Grunden, hvorpå haven skulle anlægges, var en flad mark på små fire tusind
kvadratmeter, som lå frit foran huset. Det skulle der gøres noget ved, for det er jo
en kendt regel, at en have ikke må kunne overskues på én gang. Nøjagtigt som i et
hus gælder det om at skabe rum i logisk forbindelse med hinanden.
I mange gamle haver er der træer, siddepladser, hække og stier, som man kan
lade indgå i designet og bygge videre på. Men sådan var det ikke her.
Tænk en gang at få et helt jomfrueligt stykke jord stillet til sin rådighed!
38

Mellem bygningerne er der en smal passage,
som landskabsarkitekten har udnyttet
til at skabe et langt kig ...
Godt i gang
Markstykket blev i løbet af sommeren 2005 harvet fem gange af en lokal landmand
og derefter grubbet. Denne behandling gjorde det af med senegræs set og
meget andet ukrudt. Derefter blev der sået græs i en lang buet bane, som skulle
danne en bred midter gang.
Den plan, Kjeld vinteren igennem havde fået ned på papir, rummede de overordnede
linjer – havens ‘mure’. Fra begyndelsen lå det klart, at de skulle udgøres
af hække. Valget faldt på bøg – dels fordi den vokser forholdsvis hurtigt, dels fordi
den er smuk frisk grøn, og dels fordi den beholder de visne blade om vinteren.
En bøgehæk kommer aldrig til at se nøgen ud.
To tusind fem hundrede cirka 60 centimeter høje hækplanter blev plantet
med omkring 25 centimeters mellemrum. Seks hundrede og halvtreds meter
hæk blev det i alt. Havens hovedakse er en cirka hundrede meter lang gang skabt
af hæk kene, og gangen ender i en klippet lysport – et point de vue – i et eksisterende
læhegn for enden af haven.
... der ender i en klippet lysport i læhegnet
for enden af haven. En fin, fin effekt skabt
ved hjælp af allerede eksisterende faktorer.
Plant ningen fandt sted i november 2006 – noget af et arbejde. Men det var alligevel
gjort på et par weekender, fordi Kjeld havde indkøbt et læs spader og inviteret
venner og familie til hæk plantedag. Til gengæld kom de ikke til at mangle mad
og drikke.
Grøfter blev gravet langs et sindrigt snoresystem, som Kjeld havde etableret
i forvejen. Derefter blev hækkene pla ceret og grøfterne dækket til igen.
Ideen med at invitere omgangs kredsen, når der skal etableres have, er hermed givet
videre.
39

1
2
3
4
5
6
7
Ellipsehaverne
Forud for mit besøg havde Kjeld sendt mig sin tegnede haveplan, og den så meget
gennemtænkt, men også ambitiøs ud.
Som keramiker har Kjeld arbejdet meget med ellipseformen i fade, skåle,
kummer og lågkrukker – en form, som han er meget betaget af. Derfor var det
helt naturligt også at anvende ellipsen i havens design. Af den grund blev den
brugt som grundform i bede, rum, hække, klippede former, gange og stier.
Den lange gang – hovedaksen – deler haven op, og i hækkene er der åbninger
ud til siderne. Til venstre ligger en halvfjerds meter lang staudehave 1 med robuste
stauder og prydgræsser i to langstrakte bede, adskilt af den snoede plænebane.
På den modsatte side af gangen findes flere ellipseformede særhaver: ‘Det grå
guld’ 2 – en hvid og grå have; ‘Det sorte hul’ 3 – med mørkløvede og purpurfarvede
vækster; ‘Det gyldne snit’ 4 – en gul have; ‘Det tomme rum’ 5 – en have kun
med græs; ‘Økonomi haven’ 6 – en køkkenhave; og endelig ‘Dobbeltellip sen’ 7 –
med jordbær og kartofler.
Et kig ovenfra viser den geniale haveplan.
Det, der før var en bar mark, er på
få år forvandlet til en stram, men alligevel
meget oplevelsesrig have.
Det er gået hurtigt med at etablere de
store bede. Et af ‘trickene’ er brugen af
enårige sommerblomster som denne
imponerende topamarant, Amaranthus
caudatus, der går igen mange steder i
haven. Den sår sig selv, og når foråret
kommer, luges overskydende planter
væk. Foran står den flotte grå kardon,
Cynara cardunculus.
Næste side: Et udsnit af det imponerende
staudebed. Plantenavne ses på
næste opslag.
40

41

42

Fra venstre: topamarant, Amaranthus caudatus; foran den med de
høje aks: rørhvene, Calamagrostis brachytrica. Den flotte grønne
græstue i forgrunden: Hakonech loa macra. Midti: purpursolhat,
Echinacea. Den orange gruppe bag ved purpursolhat: solbrud,
Helenium ‘Chelsey’.
43

Et skønt skue
Som nævnt er der mange små og store rum i haven, men jeg vil koncentrere mig
om det suverænt største – staudehaven. Her er det tydeligt, at Kjeld er en erfaren
gartner, som kun planter det, han med rimelig sandsynlighed kan forvente vil
trives. Først og fremmest er stauderne valgt ud fra, at de skal kunne gro på stedets
rimeligt tørre sandjord; at de ikke skal bindes op; og at de visner med ynde.
Samtidig er det for mange af stauderne et krav, at de også skal kunne nydes om
vinteren, og her er for eksempel græsserne med deres flotte frøstande suveræne.
Indianergræs, Sorghastrum nutans
Det var med velberåd hu, at jeg først besøgte haven i sensom meren, fordi jeg vidste,
at Kjelds hjerte særligt banker for prydgræsserne og for de robuste sentblomstrende
stauder. Det viste sig da også at blive en af de store haveoplevelser. To meget
lange bede med en rytme og poesi, som man kun meget sjældent ser. Bede af
den kaliber skal man normalt til England, Tyskland eller Holland for at opleve.
Det er en genial idé at anlægge et bed med sentblomstrende stauder, fordi de
gennem den første del af sæsonen blot er på vej og ser friske og grønne ud for så
at springe ud i august og september. I foråret kan man have løgvækster i bedet.
Staudetoppene vil senere komme op og dække for løg væk sternes nedvisnende
løv.
Blåtop, Molinia arundinacea ‘Karl Foerster’
Gentagne grupper
Et af de meget enkle, men forholdsvis sjældent sete grundprincipper, som Kjeld
betjener sig af i sine bede, er gentagelsen. I rigtig mange havebøger står der, at
et staudebed anlægges ved at plante store, enkeltstående grupper med de samme
planter. Intet er mere forkert ... i hvert fald, hvis man ønsker at skabe et harmonisk
indtryk. Det gælder nemlig tværtimod om at plante flere mindre grupper.
Sådan står planterne jo i naturen, og det er det, vi i bund og grund prøver at eftergøre.
Kjeld forklarer, at han inden for rimelig afstand altid planter fem grupper af
én plante – en stor, en lille og tre mellemstore. Omtrent sådan ser det nemlig ofte
ud i naturen.
Åben have
Kjeld Slots have er åben for publikum sommeren igennem, fra maj til september.
Læs mere på www.kjeldslot.dk. Læs også hans meget velskrevne bog Havespor fra
2006.
Sandrørhvene, Calamagrostis x acutiflora
‘Karl Foerster’
Et overvældende syn. Kæmpeverbena, Verbena
bonarien sis, i massevis.
44

45

Et valfartssted
Marianne Rostén
Rundtomkring i landet findes specialplanteskoler, der har specialiseret sig i en
særlig form for planter, og én af dem er Gartneriet Spiren på Stigsnæs ved Skælskør,
ejet og drevet af Marianne Rostén.
Her produceres Helleborus. Den kendteste inden for denne slægt er julerosen,
den smukke hvide, Helleborus niger, som man i milde vintre kan opleve i blomst i
haven i december – deraf navnet. I Mariannes væksthuse, der i alt dækker et areal
på fire tusind kvadratmeter, kan man se juleroser fra begyndelsen af december.
Men den store attraktion er slet ikke juleroserne. Det er påskeklokkerne, Helleborus
x hybridus, som mange fejlagtigt også kalder for juleroser. Imidlertid er der
meget mere logik i navnet påskeklokke, fordi de blomstrer senere end de ‘rigtige’
juleroser.
De første knopper springer som regel ud i januar, men det store og fulde flor
oplever man sjældent før marts. Her rager de op og er et perfekt akkompagnement
til de tidlige for årsløg vækster som krokus, skillaer og vibeæg.
Kun få blomster holder så længe som påskeklokker. En måneds tid er ikke
noget særsyn, og det skyldes, at det endnu er koldt. Nogle få frostgrader anfægter
dem ikke; så nikker de blot og lader blomsterne hvile på jorden for at skåne dem.
Varsles der om vedblivende og lave minusgrader, er det en god idé at dække med
lidt gran.
Efter fire-fem uger falder støvtrådene, og derefter begynder frøstandene at
vokse sig store og ‘gravi de’. Samtidig bliver kronbladene gradvist nærmest papiragtige
og mister en del af farven. Smukke er de stadig, selv et par måneder efter,
at de er sprunget ud.
Først på sommeren åbner frøstandene sig, og så drysser frøene ud. De bliver
liggende på jorden rundt om planten, men der skal først gå en hel lang vinter, før
de begynder at spire.
Lang sæson
I Mariannes væksthuse kan man opleve det helt store påskeklokke flor fra slutningen
af december til slutningen af april. Det er da også i denne periode, at planteelskere
fra nær og fjern valfarter hertil. Da jeg første gang besøgte Marianne sidste
år i marts, og her blev jeg blæst fuldstændig omkuld. Ikke mindre end tredive
tusind påskeklokker stod i blomst. Aldrig havde jeg set noget lignende.
Med til historien hører, at jeg altid har været forlibt i påskeklokker, og gen-
46

nem årene har jeg bragt adskillige flotte planter med hjem fra England. Derovre
findes nemlig flere planteskoler med Helleborus som speciale. Det var før, flyselskaberne
blev så strikse med vægten på håndbagagen. I danske havecentre er udvalget
ret begrænset. Glad var jeg derfor, da jeg blev opmærksom på Marianne og
hendes gartneri.
Farvemangfoldigheden inden for påskeklokker er så uendelig stor. Mange er
purpurfarvede, lyserøde eller hvide, men der findes også svagt gule og grønne og
næsten sorte. Nogle blomster er ensfarvede og andre mere eller mindre prikkede.
Desuden støder man også på dobbelte påskeklokker. De er ret sjældne, men Marianne
har et større udvalg.
Billederne på disse sider viser, hvor forskellige på skeklokkerne kan se ud, og
for at være helt sikker på udseendet er det bedst først at købe, når påskeklokkerne
er i blomst. Blomsterne krydser sig nemlig så villigt indbyrdes, at man normalt
ikke kan være sikker på, hvilken farve afkommet får. Det er ligesom med os
mennesker; ingen ved, om børnene bliver lys- eller mørkhårede.
Dette billede er taget en dag midt i marts.
Er det ikke utroligt med så mange smukke
blomster så tidligt?
47

Det ville have været rigtig fint, hvis jeg
her kunne skrive sortsnavne på alle de
flotte blomster. Men det kan jeg ikke.
Påskeklokker krydser sig nemlig så meget
indbyrdes, at Gart neriet Spiren, hvor
disse billeder er taget, ikke navngiver
dem. Tag selv en tur derned og gå på
jagt. De viste er blot et udvalg.

En ‘gravid’ påskeklokke. Om en lille måneds
tid er frøene modne.
Kontrolleret bestøvning
For mange planter gælder det, at man kan få navngivne farvesor ter, men sådan er
det sjældent inden for påskeklokker. Marianne foretager dog det, men kalder en
kontrolleret bestøvning: Planterne sorteres efter farver og dækkes med et meget
fintmasket net. I dette indelukke sørger bier for bestøvningen, og fordi de kun
kan flyve rundt til planter med samme farve, kommer de ikke til at afsætte pollen
fra en ukendt blomst.
Dette gør, at Marianne altid ved, hvilken farve blomsterne får, og derfor kan
sælge dem med farveangivelser året rundt. Små variationer kan alligevel forekomme,
og hvis man er lidt nørdet som jeg, er det de små afvigelser, der lige præcis
gør for skellen.
Når man ser den flotte variation af blomster, er det fristende at klippe en
buket ind til stuen. Det kan også lade sig gøre, hvis man blot ridser stilkene hele
vejen igennem fra blomst til stilkende, så de nemmere kan opsuge vand. Undlader
man dette, bliver stilkene helt bløde. For en sikkerheds skyld anbefales det at
arrangere påskeklokkerne sammen med andre forårsvækster som støtte. Et andet
forslag er at klippe blomsterhoveder af og lægge dem i en skål med vand. Her kan
blomsterne flyde rundt som små åkander.
Frøsåning
Tilbage til frøene i haven: Som nævnt drysser de ud om sommeren, men for at
spire skal de have skiftende vejrlig med frost, tø, frost, tø og frost for at spire. De
er nemlig det, man kalder for kuldekimere, og det betyder, at de skal have kulde
for at spire. Det gælder i øvrigt for mange stauder, men det særlige ved påskeklokkerne
er, at de kun spirer første vinter. Gemmer man frøene og sår dem et år efter,
er det småt med spirevillig heden. Andre frø kan gemmes i adskillige år, uden
at det skader dem. Faktisk har man i pyramiderne fundet flere tusind år gamle
frø, der var i stand til at spire. Men sådan er det altså ikke med påskeklokker.
Når kimplanterne dukker frem af jorden, er det svært at genkende dem, og
derfor skal man være varsom, når der luges omkring moderplanten. Første år ser
man ingen blomster, som regel heller ikke året efter. I de fleste tilfælde går der tre
år, før de første påskeklokker viser sig. Spændende er det nu, hvilken farve blomsterne
får. I haven er det nemlig svært at kontrollere bestøvningen.
De små planter kan flyttes til andre steder i haven, hvis de vokser for tæt.
Store planter har bedst af at stå i fred på voksestedet. I hvert fald kan det godt
gå ud over blomstringen, hvis man flytter dem uden at tage en stor klump jord
med.
Det bedste voksested er en letskygget, ikke for tør plads, for eksempel sammen
med andre skyggetålende planter som hosta, bronzeblad og stenbræk. Påskeklokkers
største attraktion er blomsterne, men løvet skal man nu ikke kimse af.
50

Når blomstringen er ovre, tager de store, lappede blade over. Med deres karakteristiske
form er de særligt smukke sammen med de førnævnte løvplanter.
På skeklokkeblade ne holder sig flotte vinteren igennem, men når knopperne først
på året begynder at titte frem, er det en god idé at klippe de gamle blade af. I løbet
af vinteren bliver de nemlig ofte angrebet af rust. Ved at man fjerner bladene,
giver de ikke smitten videre til det nye og friske løv.
Forelsket
Jeg er blevet totalt forelsket i denne smukke plante, og jeg synes, den fortjener sin
egen bog. Derfor er jeg nu i gang med at samle materiale og fotografere. Titlen
bliver Helleborus – juleroser og påskeklokker, og bogen udkommer efteråret 2009.
Det kan være problematisk med påskeklokker
i buketter, fordi stilkene hurtigt bliver
bløde. Men hvis man som her stikker påskeklokkerne
ned mellem andre blomster,
der kan støtte, er det ikke noget problem.
Buketten, der er bundet af Hanne Ploug, er
fra vores fælles bog, Blomster fra haven.
51

Præstegårdshaven
Rundtomkring i landet findes et utal af store og flotte præstegårdshaver, og mange
af dem er anlagt for et par hundrede år siden eller mere. Derfor er det også ofte
her, man kan se store, gamle og – efter datidens forhold – sjældne træer. Præster
var belæste og velinformerede folk og fulgte tidligt med i havesti lens ændring fra
fransk barok til engelsk landskabsstil.
Præstegårdshaven var dels en embedshave, hvor der for eksempel kunne holdes
møder og sammenkomster, og dels en privathave. Nogle steder var præstegårdshaven
et udflugtsmål, og omkringboende bønder og husmænd kunne her
inspireres til deres egne små jordlodder. Man kan ligefrem tale om, at præstegårdshaven
havde en ‘opdragende’ betydning, der senere mange steder blev overtaget
af skolelærerhaver.
Et kæmpe arbejde er det at passe så store haver, som præstegårds haverne i de fleste
tilfælde er. Det mest nødvendige som græsslåning og hækklipning får præsten
som regel hjælp til, men det meste andet påhviler præsten og hans eller hendes
familie.
I bogen Præstegårdshaver i Danmark citerer forfatteren Kirsten Frandsen en
ældre præst: “Det er mig en gåde, at en præst også skal have evner som gartner!”
Men han havde fundet en god balance, fortæller forfatteren og citerer videre:
“Den ene tredjedel passer jeg, den anden tredjedel nusser jeg lidt med, den
sidste overlader jeg ganske til Vorherre!”
Haveinteresse eller ikke? Præstegårdshaverne er et interessant kapitel i havekunstens
historie.
Mange præstegårdshaver kan med deres
store og gamle træer være hyggelige oaser
for folk i sognet. I takt med, at byerne fortættes
med bygninger, bliver de rekreative
områder færre. Men præstegårdshaverne
består forhåbentlig.
52

53

Vejlø præstegårdshave
En af Danmarks seværdige præstegårdshaver ligger ualmindeligt naturskønt
i Vejlø syd for Næstved tæt ved Susåens gab. Her er Helle Poulsen præst og
hendes husbond, Niels Jørgen Poulsen, havemand. Ikke sådan på fuld tid,
for til daglig er Niels Jørgen Poulsen museumsinspektør på Nationalmuseet
og redaktør på bogværket Danmarks Kirker. Det blev sat i gang i 1933 og forventes
afsluttet i 2067. Værket bliver en komplet fortegnelse over alle vore
kirker og fortæller om blandt andet kalkmalerier, inventar og gravminder.
Læs mere på www.dan markskirker.dk.
Niels Jørgen Poulsen
En historisk have
Når Niels Jørgen ikke rejser rundt i landet i fagligt øjemed, er han ofte at finde
i haven, og det er spændende at høre ham berette om stedets historie. Da parret
kom til stedet i 1998, fandt de hurtigt ud af, at haven var ret unik, så Niels Jørgen
begyndte at studere historien.
Omkring to hundrede år af havens historie lykkedes det Niels Jørgen at kortlægge,
og i den periode har haven skiftet ansigt mange gange. I en artikel, “Den
romantiske landskabshave ved Vejlø Præstegård”, skriver Niels Jørgen blandt andet:
“Fra 1822 blev der skabt et stort anlæg med kanaler, kunstige øer og broer. I
alt elleve øer blev det til med hver deres formål.”
Historien fortæller, at alle kanaler og hele havesceneriet blev skabt af frivillige
sognebørn, og at pastor Niels Fr. Sørensen fra prædi kestolen en søndag skulle
have sagt: “Næste søndag bliver der, om Gud vil, ingen gudstjeneste, men jeg indbyder
sognets mænd til at grave kanaler i min have, og om aftenen giver jeg dans
og brændevin på kroen.”
Sørensen døde i 1846, og på det tidspunkt var noget af stedets overdådighed
forsvundet, men det siges, at haven stadig var meget bemærkelsesværdig. Skiftende
præster og deres ægtefæller arbejdede videre med haven, og det, der i dag gør,
at haven er helt uden sidestykke, er det sceneri, der udspiller sig i forårsmånederne.
54

De to buksbomkugler har Niels Jørgen selv
formet med saksen. Det har taget en del år,
men nu er de kuglerunde.
Da de to låger blev til overs under en renovering,
flyttede Niels Jørgen dem om i
haven, hvor de virker indbydende og helt
rigtige.
55

En have til låns
Meget er sket, siden Sørensen anlagde sin overdådige have. Enkelte af kanalerne
findes stadig, men i blot den halve snes år, Niels Jørgen har været her, har stedet
undergået store foran dringer.
“Det skyldes,” siger Niels Jørgen, “1) at store dele af vesthegnet er forsvundet
på grund af elmesygen; 2) at orkanen 3. december 1999 langtfra gik sporløst hen
over haven; og 3) at stedet har fået ny havemand!”
Vi slentrer rundt i haven. I samtalens løb kommer vi ind på det at lægge så
meget energi i en have, som i bund og grund ikke er ens egen. “Det skænker jeg
slet ikke en tanke,” siger Niels Jørgen. “Haven her har vi kun til låns, og jeg siger
ligesom Martin Luther, at selvom jeg vidste, jeg skulle dø i morgen, ville jeg alligevel
plante et frugttræ.”
Dorotealilje, Leucojum vernum, vokser i små
tuer, som nemt kan deles ud.
Det er et helt mirakel med så mange blomster
på ét sted, når man tager i betragtning,
at foråret først lige er begyndt.
56

Hvid som sne
Når man erhverver en ny have, bør man altid vente mindst én sæson, før man begynder
på nyanlæg. Det er vigtigt først at se, hvad der gemmer sig dernede under
jorden. Heldigvis havde både Niels Jørgen og Helle den portion tålmodighed, der
skulle til.
Det første forår var simpelthen fortryllende. Der spirede så meget frem, at
man ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig det. Erantis, som gennem årene
havde sået sig i græsplænen, blomstrede overalt, og så kom der vinter gækker.
Det var ikke specielt bemærkelsesværdigt, for både erantis og vintergæk ker findes
i de fleste gamle haver. Men noget spændende var på vej. Det vidnede utallige
løgspirer om. Cirka fjorten dage efter vintergækkerne begyndte de at springe ud
– dorotealil jerne. I så store mængder, at Niels Jørgen aldrig nogen side havde set
noget lignende.
Dorotealiljerne spreder sig ved frø, og det
er tydeligt at se, hvor de trives. Stedet må
ikke være for tørt.
57

En opgravet tue kan indeholde mindst
halvtreds løg. De kan plantes ud enkeltvist
med cirka 10 centimeters afstand. Efter
nogle få år vil hvert løg have delt sig og
være blevet til flere. Og så kan man jo dele
igen.
“Fra skovbunden er de trængt ind på plænens lavereliggende arealer, hvor de
danner store tæpper i en hvid ‘monokul tur’, som ikke lader det moderne landbrug
noget tilbage,” siger Jørgen.
Når dorotealiljerne elsker at gro på dette ste d, skyldes det den lette, muldrige
og fugtige jordbund, forklarer han. Det fantastiske flor, der flere steder ser ud
som snedriver, kan opleves i marts-april. Dette er nok Danmarks største bestand
af dorotealiljer. Lad mig vide, om nogen kan trumfe den.
Formering af dorotealiljer
Dorotealiljen ligner en dobbelt vintergæk, men den er noget større og springer
som nævnt ud to-tre uger senere. Det er en af den slags blomster, man må have i
forårshaven. I efteråret kan man købe løg i havecentre og andre steder, men ofte
58

har de ligget så længe, at løgene er blevet tørre, og det er fatalt både for vintergækker
og dorotealiljer. Så vil de nemlig ikke spire.
Er der én i familien, bekendtskabskredsen eller nabolaget, der har dem i haven,
er det meget bedre at tigge sig til et spadestik dér. I en enkelt klump kan der
snildt være op til halvtreds løg eller flere, og de er nemme at skille ad. Dette kan
fint gøres, mens løgene er i blomst; ellers, lige efter afblomstring.
Lav huller i bedet med 10-15 centimeters afstand, placer et løg i hvert hul og
klem forsigtigt jorden fast omkring det.
I løbet af et år eller to begynder løgene at dele sig, og snart bliver de enkelte
løg til små klynger.
Det er tydeligt for enhver, at dorotealiljerne trives i Vejlø Præstegårdshave, og når
der er så mange, skyldes det, at de sår sig selv. Meget mere end for eksempel vintergækkerne.
Forårsblomster i plænen
Hele foråret kan man glæde sig over de blomstrende ‘øer’ i den store plæne. Græsslåningen
er blevet lidt mere selektiv, efter at hans Niels Jørgen kom til, for det er
vigtigt, at så meget som muligt når at kaste frø, inden der tages et høslæt først i
juni. Så kan det lige nås, at plænerne er smukt grønne og klippede til den store
sankthansaftenfest, som sognets beboere fejrer i præstegårdshaven.
Niels Jørgen kører selv den første tur med plæneklipperen og afstikker på
den måde de områder, der skal have lov til at stå som blomstereng.
Den ‘rigtige’ blå anemone, Hepatica nobilis,
vokser også i præstegårdshaven.
Når de blomstrende arealer først klippes i begyndelsen af juni, er det ikke kun af
hensyn til frøspredning, men også fordi løgvæksternes toppe skal have lov til at
visne helt ned, før man fjerner dem. Det bringer nemlig kraft tilbage til løgene.
Efter erantis, vintergæk og dorotealilje dukker der mange andre vilde og kultiverede
planter op. Mens sidstnævnte dorotealilje er på sit højeste, springer den
blå anemone, Hepatica nobilis, ud. Og som Kaj Munk skriver om den i “Den lille
anemone”, trives den i “sit skovkvarter, den lune luft, sit fede ler”. Her er den altså
i sit rette habitat.
Dernæst kommer andre anemoner, og i løbet af marts-april kommer ‘de blå
uger’ med snepryd og scillaer i kaskader i præstegårdshaven og i byen omkring.
Lidt senere kommer en gul bølge af guldstjerne, vorterod og fladkravet kodriver.
Hulrodet lærkespore, nikkende fuglemælk og vild tulipan trives også på stedet.
59

Sikke en duft! Når så mange pinseliljer
blomstrer, og det tilmed er lunt i vejret,
bliver næseborene virkelig stimuleret. Det
var ubeskriveligt.
Pinseliljerne
Når dorotealiljerne har smidt de sidste hvide kronblade og står med store grønne
og kuglerunde frøstande, afløses de af et nyt berusende hvidt flor – endnu et mirakel!
Først i maj springer tusinder og atter tusinder pinseliljer ud i den lyse skovbund
mod vest. Det gælder om at være på pletten, når de blomstrer, for efter få
dage dækkes de af den røde hestehov, der også findes overalt.
Som tidligere nævnt er der kun få tilbage af de kanaler, der blev gravet for
snart to hundrede år siden. De omkranser en firkantet ø, kaldet Pinseliljeøen.
60

61

Hvornår pinseliljerne er indført i haven, vides ikke, men det kan meget vel være
samtidigt med anlæggelsen af kanalerne. Ligesom dorotealiljerne har pinseliljerne
sået sig, og det har jeg aldrig før set, hverken i min egen eller andres haver.
Endnu en gang handler det om de rette forhold. Der går tre-fem år, før frøplanterne
kommer i blomst, og derefter bliver de enkelte blomster til klynger, fordi
løgene deler sig.
De skønne pinseliljer har så mange fortrin: deres spinkle statur, deres forholdsvis
sene blomstring (den sidste af narcisserne) og sidst, men ikke mindst duften. Min
Bregner er fantastiske og især på denne
årstid. Når de er fuldt udrullede, passer det
med, at pinseliljerne er på deres højeste.
62

pinseliljetur til Vejlø er en af de stjernestunder, jeg samler på, og det skyldes ikke
mindst den lette brise af vellugt, der bølgede gennem haven.
Man kan undre sig over, at pinseliljer ses så sjældent i dag, men en af grundene
kan være, at de sjældent er en del af løgsortimentet ude i havecentrene. Jeg
kunne unde alle den oplevelse, det er at se pinseliljerne springe ud sammen med
bøgen. Pinseliljeløg kan fås hos www.vildmed blom ster.dk.
Niels Jørgen Poulsen afholder havevandring hvert år i begyndelsen af maj, hvor
der er mulighed for at opleve de fantastiske pinseliljer. Se på www.haven.dk under
‘Åbne haver’.
Den sarte og fine pinselilje er min absolutte
yndlingsnarcis, og at den dufter himmelsk,
er et ekstra plus.
63

Havearkitektur
Charlotte Skovgaard
Spørger man folk, om de kan nævne en arkitekt, varer det sjældent lang tid, før de
har et svar parat. Og hvad med en møbelarkitekt? Det klarer de fleste også. Værre
er det pludselig, hvis man spørger dem om en landskabsarkitekt. Så må mange
give fortabt. Det er måske ikke så mærkeligt, for de har levet mere i det stille,
men ikke desto mindre er der flere danske land skabs arkitekter, som har opnået
verdensberømmelse. En af de kendteste er C.Th. Sørensen (1893-1979), der ud
over at være sin tids førende danske landskabsarkitekt i dag også regnes for en af
verdens mest fremtrædende. Også som lærer fik C.Th. Sørensen stor betydning.
Han var den første danske professor i have- og landskabsarkitektur på Kunstakademiets
arki tektskole i København.
C.Th. Sørensen var en fornyer af dansk havekunst, og han er ofte blevet rost
for, at han mere end nogen anden rettede sit fags opmærksomhed mod den sociale
virkelighed. Ud over mange store anlæg tegnede han også ‘ydmyge’ villahaver
og kolonihaver. Han huskes i dag også som opfinderen af skrammellegepladsen.
Filosofien bag den er så indlysende rigtig og anvendelig i børneuniverset. Ligesom
kolonihaverne aktiverer også skrammellegepladsen den menneskelig psykes
bedste sider. Da den første legeplads blev åbnet i 1940 i Emdrup lidt uden for
København, skete det under stor mediebevågenhed, og over hele verden blev der
fortalt om den fantastiske idé.
Da jeg så de slidte støvler stå her lige uden
for hoveddøren, var jeg sikker i min sag.
Her bor en have- eller i hvert fald naturinteresseret
person. Og det holdt stik ...
64

Vibedehus
En af de privathaver, som C.Th. Sørensen stod bag, var haven ved Vibedehus ved
Fakse – et smukt landsted, tegnet af arkitekt Tyge Hvass (1885-1963) og opført
i nittenhundredeogtrediverne. Hvass var en af den tids betydelige arkitekter og
tegnede blandt andet Det Danske Hus i Paris og Den Danske Kirke samme sted.
Vibedehus blev i 2005 købt af Charlotte Skovgaard og hendes mand, Michael
Nørgaard Jensen. Efter en årrække i udlandet flyttede de i 2001 tilbage til Danmark.
Da de havde boet nogle år i København, ønskede de at finde et sted med
have. Ved et tilfælde hørte de om dette helt unikke landsted og var, som Charlotte
udtrykker det, “helt solgt”, da de så det.
Noget af det, der gjorde, at især Charlotte blev så betaget af stedet, var haven
og dens fantastiske historie. Det var tydeligt, at der her var tænkt mange tanker i
den store skala, og med sin enestående beliggenhed op ad Vemmetofte Skov til to
sider var der virkelig tale om landskabsarkitektur af den helt særlige slags. Charlotte
er vokset op på Fyn og holder rigtig meget af landskabshaver. Hun plejer at
sige, at en have ikke skal være pæn; den skal være smuk!
Jeg tror, de fleste vil give mig ret i, at former
som disse er flotte og skaber ro.
65

Taksfigurerne
Det første, man ser, når man drejer ind på gårdspladsen, er en gruppe enorme og
helt utrolige taksfigurer, som er tegnet og formklip pet efter anvisning af en anden
kendt landskabsarkitekt, I.P. Junggren Have (1915-2008).
I Landskab. Tidsskrift for planlægning af have og landskab skrev han i 1983 en
artikel om deres tilblivelse. Her fortæller han, at C.Th. Sørensen mange år forinden
havde spurgt ham, om ikke han ville forsøge at klippe og forme nogle taks
ved Vibedehus.
De omkring fyrre-halvtreds taks stod indeklemt i et krat af tjørn, hæg og
andet og havde det ikke særlig godt. De var nærmest lange, tynde pinde med en
dusk oppe i toppen og spinkle grene ud til siderne.
“Tjørn, bøg eller næsten hvad som helst andet havde været lettere og hurtigere
at arbejde med. Men nu var det altså taks, så der var ikke andet at gøre end
at vente og se og nappe lidt i dem hist og her,” skriver Junggren Have.
Første år gav han dem en ordentlig gang kogødning, og så skete miraklet:
Stammerne begyndte at blive lodne og nålene smukt mørkegrønne. Det var tydeligt
for enhver, at dette projekt ville komme til at tage endog mange år, men Junggren
Have var en tålmodig mand. Skitser af forskellige fugle, en kat og organiske
former kom ned på papir.
Han havde ikke den store erfaring i formklipning, og i begyndelsen forsøgte
han at forme dele af figurerne ved at binde grene sammen for at få fylde bestemte
steder eller ved at lede skud ud ad svær ståltråd. Men det gav ikke den fasthed og
krop, som skulle til.
“Det var bare at vente, indtil der kom et lille skud, som jeg kunne klippe lidt
af. Året efter var det blevet til to eller tre skud,” forklarer han og fortæller videre,
at der i skrivende stund var gået omkring tredive år med klipning. Sommetider
én gang om året, sommetider to. “Færdigt bliver sådan noget aldrig,” siger han,
“men de første to hundrede år kan de sagtens leve, hvis de ellers får lov til det.”
På billedet er det svært at vurdere, hvor
høje figurerne er. Men de højeste er fem
meter.
66

67

De nye ejere
Da Charlotte og Michael kom til Vibedehus, kunne havens linjer stadig anes –
omend udviskede. Hvis stedet skulle bevare sin herlighedsværdi som en unik
landskabshave, måtte noget gøres. Charlotte kontaktede landskabs arkitekt Sonja
Poll, datter af C.Th. Sørensen. “Uden hendes ildhu var vi aldrig nået dertil, hvor
vi er i dag. Hun har været til uvurderlig stor hjælp.”
68

Charlotte og Sonja Poll har hele tiden været enige om, at haven ikke skal stå
som en mindesten over C.Th. Sørensen. Men renoveringen er foregået med respekt
for hans ideer og tanker.
Sonja Poll har bidraget med gamle tegninger, breve, prioriteringsforslag,
beplantningsplan og meget andet, og til alt held fandtes Junggren Haves skitser
også.
69

De formklippede figurer danner et helt
eventyrunivers. Det er forunderligt at tænke
på, at de begyndte som nogle kviste.
Den gamle gartner
Når Charlotte fortæller om projektet, siger hun, at der foruden Sonja Poll er en
anden mindst lige så vigtig person, nemlig Kjeld Andersen, pensioneret gartner
fra Vemmetofte Kloster. Kjeld går til hånde året rundt, og “han altid taler om
vores have i stedet for jeres,” fortæller Charlotte. Det er således ham, der ved gentagne
klipninger igen har fået skik på taksfigurerne, så de i dag står flottere end
nogensinde.
“Jeg er sikker på, at det ville have glædet Junggren at se,” har Sonja Poll udtalt.
70

Fredningen
Når man går rundt i parken, glædes man over den stolthed, hvormed Charlotte
viser stedet frem, og undervejs kommer hun med de vise ord:
“Man kan ikke diskutere smag. Men jeg har min.” Det er tydeligt, at hun er
ved at være i mål. Haven oplever igen sin storhed, og taksfigurerne er blevet fredet.
Men tro nu ikke, at Charlotte og hendes stab hviler på laurbærrene. Sådan et
sted kræver til stadighed stor omhu og megen kærlighed.
“Vi har kun stedet til låns. Når jeg ser på det over otte hundrede år gamle
egetræ, som danner point de vue i adgangs vejen, føler jeg mig som en meget lille
brik i et stort pusle spil, som jeg gerne vil give videre.”
Hver gang man flytter sig bare lidt, får man
en helt anden oplevelse af figurerne.
71

Blomsterbinderiet
Gennem tiden har flere af mine sydsjællandske havevenner i begejstrede vendinger
fortalt om Inge Hansen og hendes sted – Blomsterbinderiet. En egentlig forretning
er det ikke, snarere et arbejdende værksted ude på landet et par hundrede
meter fra Gisselfeld Kloster ved Haslev. Her holder Inge åbent seks gange om året
for inviterede gæster, og ellers er hun at finde hver onsdag og lørdag på Axeltorv i
Næstved; det er hendes primære ‘butik’. Både her og derhjemme har hun en fast
skare af kunder, og flere kommer langvejs fra.
Inge Hansen
Et fantastisk udvalg
Udvalget hos Inge er helt enestående, hvad enten det drejer sig om ud plantningsplanter,
krukkevækster, buketter eller dekorationer. Man går aldrig forgæves efter
noget spændende og anderledes.
Jeg besøgte Inge først i maj, og her var det for årsvæk sterne, der dominerede.
Det bugnede med udplantningsplanter. Ikke sært, at det er et sted, blomsterelskere
taler om.
“Det gælder bare om at stå tidligt op,” siger Inge, da jeg spørger til hendes
flotte og varierede udvalg. “Jeg er gerne inde på Grønttorvet klokken fire om
morgenen. Hvis jeg kommer senere, er de gode ting væk. Ellers handler jeg hos
forskellige små gartnere, blandt andet i Sverige, hvor jeg finder de mest fantastiske
pelargonier.”
Inge er vokset op på Møn, og efter næsten femogtyve år som blomsterbinder for
de førende hoteller og restauranter i hovedstaden besluttede hun sig for at flytte
på landet igen. Gisselfeld Kloster manglede en person til at passe planterne i Paradehuset,
og det job fik Inge. Godsforvalteren skaffede hende desuden en bolig,
hvor Blomsterbinderiet nu har til huse. I dag nyder planterne i Paradehuset godt
af andres grønne fingre, for Inge fik hurtigt succes med binderiet og valgte helt
og holdent at hellige sig det.
72

Blomstrende rosmarin, en martsviol, perlehyacinter,
Muscari botryoides, og hornviol,
Viola cornuta ‘Forerunner Blue with Violet
Wing’ i smuk sammenhæng.
Husløg og hornviol, Viola cornuta ‘Tiger’.
73

Planter
Forrige side
øverst til venstre: stedmoder ‘Pink Shades’
øverst midti: vedbend
øverst til højre: forglemmigej, Myosotis
palustris ‘Rosylva’
midti til venstre: pelargonie ‘PAC Tomcat’
midti i midten: tusindfryd, Bellis perennis
‘Tasso Strawberrys and Cream’
midti til højre: roset, Echeveria
nederst til venstre: Rhodohypoxis
nederst midti: hyacint ‘Woodstock’
nederst til højre: ranunkel, Ranunculus
Denne side
midti til venstre: pelargonie ‘L’Élégante’
midti i midten: rosenslynger, Rhodochiton
atrosanguineum
midti til højre: kaktus
nederst til venstre: pletter i luften,
Meuhlenbeckia
nederst midti: ranunkel, Ranunculus
nederst til højre: pelargonie ‘Pretty Polly’

76

Hjemmedyrkede stedmoder
Udbuddet af stedmoderfrø er efterhånden stort. Man kan købe frø til blomster
i de mest fantastiske farver, men de er ret dyre! Det skyldes, at stedmoder krydser
sig meget villigt med artsfæller, så derfor ved man aldrig, hvordan afkommet
kommer til at se ud, hvis man selv tager frø fra en plante. Selvom den for eksempel
er violet, kan man meget vel risikere, at ‘børnene’ rent farvemæssigt bliver
noget afvigende. Menneskebørn ligner jo heller ikke altid forældrene!
Vil man være sikker på at få uniforme planter, altså planter med et helt identisk
udseende, skal man købe frø, der er dyrket under kontrollerede forhold. Det
vil sige på steder, hvor der kun findes én slags, for eksempel i et drivhus. Ved at
isolere planterne opnår man, at der ikke går ‘kludder’ i bestøvningen, fordi en eller
flere bier har besøgt planter med en anden farve i nærheden. Når planterne
holdes inden for drivhusets fire vægge, har man styr på dem. Det er klart, at sådan
noget er ret bekosteligt, og en snes frø kan nemt koste lige så mange kroner
eller mere.
Derfor er det vigtigt at behandle frøene korrekt for at få dem til at spire. Omkring
1. juli sår jeg i små bakker og placerer dem et skyggefuldt sted, under en
busk eller lignende. Jeg stiller dem ikke i drivhuset, for stedmoderfrø spirer bedst
ved omkring tyve grader. Hvis det bliver varmere, risikerer man, at der slet ikke
sker noget.
Når kimplanterne viser sig, kan man godt flytte bakkerne ind i drivhuset,
hvor de passes med vand. I begyndelsen er det kun kimbladene, man ser, men efter
et par uger eller tre kommer de første blivende blade. Så prikles planterne over
i individuelle små potter. Her skal de vokse til.
I september kan man plante dem ud i haven på blivende sted eller lade dem
stå i drivhuset til næste forår. De tager ikke skade af frost. Hen i april springer
blomsterne ud, og hvis man hele tiden sørger for at fjerne visne blomster, vil
planterne være fine og blomsterrige et par måneder eller tre. Ikke mange andre
planter kan præstere det.
En lille måneds tid efter, at stedmoderfrøene
er spiret, har planterne nået denne
størrelse og er klar til at blive priklet om.
Derefter tager de hurtigt til i omfang. Her
er der gået yderli gere omkring en måned.
Øverst til venstre – ‘Lavender Pink’. Øverst
til højre – ‘Endurio Blue Yellow with Purple
Wing’. Nederst til venstre – ‘Blue Heaven’.
Nederst til højre – ‘Coconut Swirl’.
77

Næste side: Dette specielle møblement er
lavet af blomster kunstneren Erik Buch.
Haven
Omkring boligen er der en dejlig have, hvor Inge plukker meget af det grønne til
sine buketter og dekorationer. Også på grøftekanten og i skoven finder hun inspiration
og materialer. Det er det, der gør hendes stil så unik.
I haven er der to smukke Classica-glaspavilloner, der året igennem bruges til
udstilling af planter, blomster, krukker, potter og andet spændende tilbehør.
“Jeg prøver at finde ting, som folk ikke støder på alle andre steder. Jeg er så
heldigt stillet, at jeg kan nøjes med at sælge ting, som jeg selv kan lide. Ellers er
det ikke sjovt.”
Den smukke Classica-pavillon passer perfekt
ind i haven og rummer sommeren
igennem en mængde pelargonier.
Som havemenneske er det altid spændende at iagttage, hvad blomsterbin dere kan
bruge. De ser ofte en have på en helt anden måde. Man kan jo godt gå og blive
lidt ‘hjemmeblind’, som Anne Just så fint har udtrykt det.
Læs om Inges pavilloner på www.classicahouse.com.
78

79

En rigtig planteskole
Man hører ofte folk sige, at de skal en tur på planteskolen. Men er det nu også
det, de mener? Sjældent! Der er nemlig kun meget få tilbage af de rigtige planteskoler
– steder, hvor de selv dyrker planter til salg. I dag handler man i det, vi
har døbt ‘havecentre’; store supermarkeds lignende indkøbssteder, hvor der aldrig
har været stoppet så meget som et enkelt lille frø i jorden for at få en plante til
at vokse op. De planter, man sælger her, kommer typisk fra store gartnerier, der
har speciali seret sig inden for et ganske smalt felt. Det er der jo ikke noget ondt i,
men specielt atmos færefyldt er der nu ikke disse steder, hvor man knapt nok kan
lugte jord.
Ole Heide
Heldigvis findes der stadig nogle få planteskoler ude i landet. Men man skal vide,
hvor de ligger. Der er langt imellem dem, men de er som regel en køretur værd.
En sådan planteskole af den gode gammeldags slags, hvor man stadig producerer
planter på omkringliggende marker, er Heides Planteskole i Thisted. Siden 1936
har den ligget her, og dag er det anden generation – Ole Heide og hans hustru,
Grethe – der er ejere.
Heides planteskole er et sted helt for sig. En kreativ arbejdsplads, som Ole
Heide har sat sit meget personlige præg på. Lave hække, buksbomkugler, bøgeportaler
og formklippede træer udgør Buksbomhaven – en have i haven.
Ole har skabt disse skønne omgivelser for
sine kunder, fordi han mest af alt opfatter
stedet som sin egen have.
80

81

82

83

Flade vandbassiner i symmetrisk harmoni.
Mere skal der ikke til, hvis man ønsker vand
i haven. Her behøver man ikke være bange
for at falde i.
En æstetisk nydelse
Der er meget at kigge på på planteskolen, og vand i haven er der selv følgelig også.
Store flotte spejlbassiner, blot 5 centimeter dybe. Her behøver man ikke at være
bange for at falde i. De fine kvadrati ske bassiner på 360 x 360 centimeter med
150 centimeter brede stier imellem bringer i bogstaveligste forstand himlen ned
på jorden. “Flydende gulve,” siger Ole om bassinerne af jern og eternit.
At kunst betyder meget for både Ole og Grethe ses tydeligt. Rundtom i haven
står flere kunstværker af Oles fætter billedhuggeren Erik Heide fra Mors.
84

Oles fætter, billedhuggeren Erik Heide fra
Mors, har lavet denne fine fugl, som planteskolens
gæster kan glæde sig over.
Nye projekter bliver hele tiden føjet til, og når planteskolen åbner for forårssæsonen
2010, vil et stort trædrivhus beliggende i en nyanlagt victoriansk
køkkenhave være en af attraktio nerne. Huset er bygget i samme stil som stedets
smukke glaspergo laer, der sørger for, at man tørskoet kan bevæge sig rundt over
det hele.
“Planteskolen er nu ikke kun for øjet. Den er også sund fornuft,” siger Ole.
“Sådan var det især, da jeg var dreng. I min læretid drejede det sig om de praktiske
gøremål. Jeg lærte om buske og træer, stauder og roser og om, hvilke der var
finest. Om roser, pæoner, syrener og liljer, klematis og tulipantræer.” Ole faldt for
syrenerne ...
85

86

Syrener, syrener, syrener
Det var den 24. maj, jeg besøgte Heides Planteskole, og den dag var nøje udvalgt.
Et par uger i forvejen havde vi flittigt mailet og ringet sammen, Ole og jeg. Vi
skulle nemlig aftale dagen for mit besøg. Og det var der en helt særlig grund til.
Ole er, som det fremgår, nemlig syrenelsker og har en af Europas største
samlinger med over fire hundrede arter og sorter. Dem ville jeg selv følgelig gerne
fotografere, og her var timingen vigtig. For som de fleste ved, er syrensæsonen
hurtigt ovre, og den tid, hvor de er fotogene, er faktisk kun nogle meget få dage.
Ikke så snart er de sidste blomster i klasens spids sprunget ud, før de nederste begynder
at visne.
Jeg var der nærmest på minuttet, denne herlige solskinsdag, hvor blomsterne
viste sig fra deres allersmukkeste side. Og duften! Den var ubeskrivelig.
På mit spørgsmål om, hvorfor det lige blev syrener, Ole kastede sig over og begyndte
at samle på, svarer han: “Klipper du en stor buket syrener en tidlig morgen,
mens duggen stadig hænger i løv og blomster, har du svaret. Det er en betagende
farveharmoni, der hensætter én i eftertænksom undren. Ubevidst tager
man sig selv i at ville plante syrener i mange forskellige farver. Mang foldigheden,
skønheden og historien. Ja, og så er der duften, der fortæller, at forår er blevet til
sommer. Syrenerne har det hele.”
På denne herlige forårsdag blomstrede de
mest fantastiske syrener overalt. Skønnere
blomstrende buske findes næppe.
87

Syrener til buketter
De fleste har sikkert oplevet, at syrengrene i løbet af ganske kort tid kommer til
at hænge slapt ned, hvis de bliver plukket ind til buketter. Det kan undgås ved
nogle enkle foranstaltninger:
Denne smukke buket viser, hvor fint alle
syrenfarver passer sammen. Inden for den
planteslægt er der ingen, som stikker ud.
Tag en spand vand med, når du går ud for at klippe. Klip grenene af og stik dem
straks ned i spanden. Lad dem stå og trække vand en times tid. Fjern derefter
bladene fra grenene og stik dem igen ned i spanden. Hæld varmt vand i en vase.
Det skal være så varmt, at du akkurat ikke kan holde hånden nede i det. Pas dog
omvendt på, at det ikke bliver for varmt. Bank syrengrenenes ender flade med en
hammer og stik syrenerne ned i vasen, så hovederne hviler på kanten, og grenene
er helt dækket af vand. Lad blomsterne stå og trække, til vandet er blevet koldt.
Nu kan blomsterne arrangeres i en buket uden at nikke.
88

På Heides planteskole er man sikker på en
god og kyndig vejledning både af en mand,
der har levet et helt liv med planter, og af
hans engagerede medarbejdere. Ikke noget,
man oplever ofte nu til dags.
Rejsen til Rusland
Efter at have podet syrener i mange år erkendte Ole en dag, at han vidste for lidt
om dem. Det var jo bare nogle smukke buske, som han godt kunne lide og ellers
ikke havde noget forhold til. Men det fik han. På en rejse til Kiev i Ukraine gik
det virkelig op for ham, hvorfor så mange holder af syrener. Dér så han verdens
smukkeste syrenhave, som han udtrykker det. An ledningen var en invitation fra
byens botaniske have, som senere skulle vise sig at blive til stor hjælp. Her blev
kimen lagt til et langt bekendtskab. Dette har blandt andet resulteret i, at Ole i
dag både taler og forstår russisk.
Ole bragte planter med til Danmark. “Det gik kun langsomt op for mig, at
jeg var blevet samler, med alt hvad det fører med sig. En slags upraktisk besættelse,
der egentlig ikke har et videre fornuftigt formål, men som dog beriger en, når
man møder en ligesindet,” siger Ole.
I de østeuropæiske lande har man gennem mange år arbejdet med syrenforædling,
og havde det ikke været for folk som Ole, er det ikke sikkert, at vi nogensinde
havde fået de sorter at se.
Frem til midten af 1900-tallet havde syrener stor bevågenhed rundtom i
Europa. Derefter var det, som om interessen blev mindre. Det resulterede i, at
mange samlinger i botaniske haver langsomt forsvandt.
Heldigvis er interessen nu for opadgående, og så er det jo herligt, at man ikke
skal længere end til Thy for at finde en genbank.
89

Lidt om syrener
Det var en stor oplevelse at gå rundt mellem de talrige buske i det store syrenarboret
og bare skyde løs med mit fotografiapparat. De blomster er så ualmindelig
fotogene!
At mangfoldigheden var så stor inden for farver og former, havde jeg ikke
i min vildeste fantasi drømt om. Ligesom de fleste andre har jeg beundret de
blomsterrige syrenhegn langs vejene, især på Fyn, og jeg troede kun, at der fandtes
en hvid og et par blålige varianter. Men jeg skulle altså blive klogere.
Syrenen er en af havens nøjsomme buske, som skal plantes på en solrig plads. Det
er også vigtigt at plante i stort set den samme højde som i potten. Klumpen må
højst dækkes med et par centimeter jord. I tørre perioder er det vigtigt at vande,
i hvert fald i de første par år, indtil rødderne får godt fat. Der gødes let i foråret,
for eksempel i marts, og lidt kraftigere i juli. Det er med til at sikre en rig blomstring.
Man må regne med, at en syren bliver en ret stor busk, som kun kan beskæres
i en ganske kort periode midt på sommeren. Det skyldes, at syrener blomstrer
på de skud, der blev afsat året før. Og hvis man begynder at klippe i dem, fjerner
man jo også blomsteranlæggene. Skal der klippes, er det bedste tidspunkt i juni
lige efter blomstringen. Så når busken nemlig at sætte nye skud i eftersommeren.
De vil så blomstre sæsonen efter.
Mange vægrer sig ved at plante syrener, fordi de er kendt for at sende rodskud
gennem jorden med det resultat, at for eksempel et hegn med tiden kan blive
meget bredt. Det var dog mest et problem før i tiden. I dag poder man de forædlede
syrener på typer, der bliver, hvor de er. Kommer der alligevel et enkelt
eller to skud, gælder det bare om at hakke dem væk med hakkejernet.
Et nærbillede af buketten på side 88. Man
kan næsten dufte blomsterne.
90

91

Planter
Forrige side
øverst til venstre: ‘Sensation’
øverst midti: ‘Primrose’
øverst til højre: ‘Andenken an Ludwig Späth’
midti til venstre: ‘Beauty of Moscow’
midti i midten: ‘Ami Schott’
midti til højre: ‘Serebristyj Landysh’
nederst til venstre: ‘Jules Simon’
nederst midti: ‘Ruhm von Horstenstein’
nederst til højre: ‘Jessie Gardner’
Denne side
øverst til venstre: ‘President Loubet’
midti til venstre: ‘Alphonse Lavallee’

På dette opslag ses nogle af Anatoly Spekas
smukke malerier, som kan beses og
erhverves i Det Russiske Atelier i Heides
Plantesko le. Måske ikke lige disse, men så
nogle andre syrenbilleder.
Det Russiske Atelier
Da Ole besøgte syrensamlingen i den botaniske have i Kiev for omkring femten
år siden, mødte han den russiske malerkunst. Den var ny for ham og blev nogle
år senere grundlaget for planteskolens russiske atelier. Med en gammel kunstinteresse
var tanken om sin egen maler i planteskolen og muligheden for at støtte
og formidle kunst i en naturlig sammenhæng nærliggende. Ole bad derfor en
russisk kunsthistoriker om hjælp.
En forårsdag stod der en maler, Anatoly Speka, i planteskolen og spurgte,
om det var det rigtige sted, han var kommet. De sidste otte år har han nu malet i
94

planteskolen i tre måneder hvert sommer. “Jeg betragter ham som en moderne og
bredtfavnende impressionist. I blomstringstiden spiller syrenerne en vigtig rolle i
Anatoly Spekas motivverden, men det er også blevet til mange landskabsbilleder
og portrætter fra egnen. Den første undervisning fik Anatoly som fjortenårig,
og hans uddannelse afsluttedes på det russiske kunstakademi Repina i Skt. Petersburg.
Således gik det til, at syrenerne næsten tilfældigt fandt deres plads i vor
kunstners verden,” fortæller Ole.
Jeg drog hjem med hele bilen fuld af de skønneste syrener, som Ole Heide forærede
mig. En stor skat – måske en ny samling? Det tror jeg nu ikke. Jo, hvis jeg en
dag kunne få noget mere plads, så ... Indtil da vil jeg plante dem i krukker og se,
hvordan det går. Nogle af dem skal ind i væksthuset for at få et lille forspring, og
fordi duften her mangedobles. Jeg kan næsten ikke vente.
Anatoly Spekas foretrukne motiv er syrenen,
men han maler dog også meget
andet.
95

En have i harmoni
Som det nysgerrige menneske jeg er, er jeg hele tiden på udkig efter interessante
haver. Ikke kun for at skrive om dem, men også for at se og opleve, hvor forskelligt
vi indretter os. Når jeg møder folk, kommer snakken naturligvis ofte ind på
haver. Er det kreative mennesker, spørger jeg til deres egen have, eller om de kender
nogle spændende. Også mange af de forfattere, jeg har udgivet, har fået dette
spørgs mål, og en gang imellem er der bid!
Gennem årene har jeg udgivet en del bøger om pile- og kurveflet ning. En af
forlagets største succeser er Pil i det fri af Marianne Mortensen. Da jeg spurgte
til hendes have, sagde hun, at den var stort set ikkeeksi sterende – hun havde for
travlt med at flette. Men ville jeg se en enkel og harmonisk have, skulle jeg besøge
hendes forældre, Anne og Karsten Morten sen, ved Falsled på Fyn. Ud fra Mariannes
be skrivelse lød det virkelig til at være noget. Og det var det!
Anne og Karsten Mortensen
Næste side: Jeg besøgte Anne og Karstens
have flere gange i løbet af en sæson. Dette
billede er fra oktober.
Runde rum
Anne og Karsten kom til stedet i 1992. De stammer begge fra Fyn, men boede
mange år i Nordsjælland. Da Karsten så gik på pension som pilot, blev de enige
om at flytte ‘hjem’ igen. Valget faldt på et charmerende gammelt skipperhus
fra 1877. Dengang var Falsled en stor skipper- og søfartsby ligesom for eksempel
Marstal. Beliggenheden ud til vandet tiltalte parret, der sejlede meget. En anden
fælles fritidsinteresse var haven.
Fra begyndelsen var Anne og Karsten enige om, at det skulle være en forholdsvis
nem have. Ikke noget med store bede og masser af blomster. De ville
anlægge den sådan, at den var overkommelig at passe, når de blev ældre. Med
skoven i ryggen og udsigten over Det Sydfynske Øhav fik naturen lov til at spille
med.
C.Th. Sørensen
Anne har en baggrund som væver, og hun har ligesom Karsten altid inter esseret
sig for formgivning og kunst. Hendes far var ingeniør, og i den forbindelse lærte
han C.Th. Sørensen, sin tids førende landskabs arkitekt (se side 64), at kende.
C.Th. Sørensens havekunst kom til at præge Anne, og dermed også Karsten.
Af mange projekter er de særligt begejstrede for De Runde Haver i Nærum (Nærumvænge
kolonihaver) fra 1952 tæt ved Mølleåen og Dyrehaven. Inspira tionen
hertil fik han fra undersøgelser om, hvordan mennesker i tidernes morgen be-
96

97

gyndte at indhegne træer og bærbuske for at beskytte dem mod dyr.
Ved at omkranse hvert hus med egen hæk af bøg, tjørn, mirabel, avnbøg og
liguster i varierende højder, skabtes harmoni og friarealer mellem haverummene,
som kunne bruges af legende børn og som mødested for de voksne. Fælleshække
er ofte med til at skabe nabostridigheder. Men altså ikke her!
De ellipseformede haver ligger på et kuperet terræn som små øer. Stedet blev
fredet i 1991.
98

Anne og Karsten fremhæver også C.Th. Sørensens Geometriske Haver i Birk ved
Herning. De er styret af et ganske simpelt geometrisk regel sæt. Et grundmodul
på elleve meter går igen, og for hvert nyt rum, man træder ind i, tilføjes rummet
en ny side. Trekan ten bliver til en firkant, firkanten til en femkant, etc. etc.
De Geometriske Haver, der ligesom haverne i Nærum er ‘bygget op’ af bøgehække,
regnes for et af havekunstens absolutte mestervær ker.
99

En uge ind i maj så haven sådan ud. Grønt i
grønt med de fineste, spæde bøgeblade.
Betaget af bøg
Anne og Karsten har altid været betaget af bøg, og der, hvor de boede før, havde
de også bøgehække. “Jeg synes ikke, at der findes noget kønnere,” siger Anne,
“end den smukke, saftiggrønne farve i begyndelsen af maj, den mørkere grønne
hen på sommeren og de fine, gyldne høstfarver i september. Og så er det en yderligere
gevinst, at de visne blade bliver siddende hele vinteren. Kan man ønske sig
mere?”
I Falsled var der masser af plads at udfolde sig på – omkring fem tusind fem
hundrede kvadratmeter. Én kæmpe græsplæne med et stort ægte kastanjetræ og
en lind. Det var bare at gå i gang, og så var det, at ideen om de runde rum fødtes.
En egentlig tegning blev der ikke lavet. Centrum blev fundet, en pind stukket i
jorden, og ved hjælp af en snor markeredes et cirkelslag. Tre rum med to åbninger,
så man kan gå igennem, blev det til.
100

Midt i april begynder bregnerne at rulle sig
ud som hyrdestave. Det syn elsker jeg at
følge dag for dag. Når bøgen står grøn, plejer
bregnerne at være fuldt udfoldede.
I det ene blev der anlagt køkkenhave og i det andet plantet birketræer. Det
tredje og sidste rum gav sig selv. Her blev den store kastanje et naturligt centrum.
Den lidt urolige, men smukke grenbygning blev et perfekt modspil til den stramme
hæk. Af billedet på forrige side fremgår det, at det faktisk slet ikke er ét, men
hele tre træer, der er plantet med omkring en halv meters mellemrum. Det giver
en ekstra flot rund krone, men kræver de første år, at de grene, der vokser indad,
fjernes.
101

Nogle steder kan de gule Apeldoorn-tulipaner
godt virke lidt pågående, men her ved
foden af træet i det lange græs er de uforlignelige.
Anne fortæller, at de troligt kommer
igen år efter år, og at de har vokset på
stedet, siden de flyttede hertil.
Farven gul
Jeg hører ofte folk sige, at de ikke kan lide gul, men jeg synes, at alle farver er
kønne, hvis de bruges på den rigtige måde. Gul kan ganske rigtigt virke noget
pågående i selskab med mange andre kulører. Så stikker den noget ud. Men sammen
med hvid er den gule faktisk elegant, og som akkompagne ment til grøn virker
den helt optimistisk.
Som nævnt er Anne og Karstens have ikke en prydhave, men det betyder
ikke, at der slet ikke er blomster. De, der er, har blot en lidt mere vild eller naturlig
karakter. Første gang, jeg besøgte haven, var sidst i april, og da blev jeg blandt
andet budt velkommen af den herligste buket gule tulipaner under et gammelt
æbletræ. Anne fortæller, at tulipanerne troligt dukker op hvert år og har stået på
stedet, siden de overtog huset. Det skyldes, at det er en af de gammelkendte sorter
– ‘Gul Apeldo orn’, som er utrolig modstandsdygtig over for de sygdomme, der
får de fleste forædlede tulipaner til at bukke under efter en sæson eller to.
Når tulipanerne virker så naturlige her, er det, fordi de vokser i det lange
græs for foden af træet. Først når tulipaner nes blade og stængler er visnet ned en
god måneds tid efter, bliver græsset slået helt ind til stammen. Det er nemlig tulipanernes
blade og stængler, som bringer kraft tilbage til løgene, så de blomstrer
igen næste år. Hvis man vil gøre det ekstra godt for tulipanerne, brækkes frøstandene
af lige efter blomstring. Dette gøres for at undgå, at planterne bruger unødige
kræfter på at sætte frø.
102

I skellet ind mod skoven vokser flere forsytiaer. Det er en af de planter, man ser
i stort set alle haver, og når de blomstrer overalt først i maj, må jeg erkende, at
det godt kan blive for meget. De gule klatter er simpelthen for anmassende. Men
ikke her, hvor de virker helt oplagte op mod det grønne.
På det gamle stengærde, der markerer overgangen mellem skov og have, vokser
der blandt andet bregner, der netop på denne årstid er ved at rulle deres blade
ud som bispestave. Det er et fascinerende syn. Den forglemmigej-lignende kærmindesøster
trives også her, og andre blå islæt kommer fra akelejer og den fine
blå knopurt.
Blå er ligeledes en af de farver, som den gule går godt i spænd med, men jeg
tror ikke, at hverken Anne eller Karsten bevidst har skabt dette match. Det har
naturen selv fundet ud af! Mellem det blå er der gule klatter af anemoner og selvfølgelig
også mælkebøtter.
Fandens mælkebøtte
Hvem har mon fundet på dette frygtelige navn til så dejlig en blomst? Nuvel, jeg
medgiver, at det er upraktisk med for mange i haven, men hvis man kigger på
den blot som blomst betragtet, er den da smuk. En stor, gulplettet, grøn mark
med mælkebøtter er noget af det mest optimistiske, man kan se i foråret.
Da jeg kørte mod Fyn for at besøge Anne og Karsten, var der en udsendelse
på P1, hvor en naturvejleder fortalte levende og engageret om mælkebøtten eller
løvetand, som den også hedder på dansk.
Der findes flere hundrede arter rundtomkring i den nordlige halvkugles
tempererede egne samt i det sydlige Sydamerika og på New Zealand, men i Danmark
findes ‘kun’ tretten. De har alle danske navne, og vores nationale flora byder
således både på en rød frugtet sandmælkebøtte, en plettet mælkebøtte, en
ishavsmælke bøtte og altså ti mere.
Mon ikke mange har det som jeg, at det er spændende at lære noget nyt om
det, man er interesseret i?
Hvis det ikke var, fordi de var så villige, de
‘fandens mælkebøt ter’, ville vi måske dyrke
dem som prydplanter. For kønne er de jo!
En frøstand som denne kan give nogle
haveejere nervøse trækninger. Tænk, hvad
den kan blive til.
103

Planter
Forrige side
øverst: forsytia, Forsythia
nederst til venstre: forglemmigej,
Myosotis sylvatica
nederst midti: gul anemone,
Anemone ranunculoides
nederst til højre: akeleje, Aquilegia
Denne side
øverst til venstre: påskelilje,
Narcissus pseudonarcissus
øverst midti: skovmærke, Galium odoratum
øverst til højre: forsytia, Forsythia
herover: tusindfryd, Bellis perennis
til højre: gule Apeldoorn-tulipaner

En fynsk idyl
Det var synet af dette fine lysthus, som
fik mig til at stoppe op og se nærmere på
haven.
Haven, som jeg vil berette om her, vidste jeg slet ikke ek sisterede, før jeg holdt
uden for havelågen. Efter et besøg hos Anne og Karsten Mortensen i Falsled, havde
jeg god tid og kørte en tur i området. Specielt hvis jeg er i et afsides hjørne af
landet, søger jeg ofte helt ud i periferien for at se, om der er noget, jeg bør kende.
På Fyn er der så mange dejlige steder, og som ynder af gammel dansk bygningskultur
nyder jeg at tage små afstikkere i landskabet. Således endte jeg i Dyreborg
ud til Dyreborg Vig syd for Fåborg. Et lille hyggeligt fiskerleje med smukke, gamle
huse og en lille havn.
Min opmærksomhed blev i den grad skærpet af et smukt og meget velholdt
gammelt bindingsværkshus. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at ikke kun huset
var unikt. Haven havde vist også noget at byde på. Halvt skjult bag store rosenbuske
lå det fineste lille lysthus. Det varslede godt. Hvad mon der gemte sig bag
huset? Jeg måtte have min nysgerrighed stillet. Derfor bed jeg hovedet af al skam
og gik om i haven. Her fandt jeg ‘fruen i huset’ i gang med at luge. Jeg skulle lige
til at forklare mit forehavende, men yderligere forklaring var ikke nødvendig. Jeg
var genkendt ... Vivi Basby, som havens ejer hed, og jeg faldt straks i snak.
Sikke en have. Det er rigtig sjældent at støde på sådan én, helt tilfældigt. Der
er langt mellem gode haver, men en gang imellem kan man være heldig. Og det
var jeg virkelig her.
Næste side: Det imponerende syn, der
mødte mig, da jeg dukkede op for at fotografere
roserne. Ud mod vejen blomstrede
de to engelske roser ‘The Pilgrim’ og ‘Golden
Celebration’, og oppe ved huset var
‘Great Western’ på sit højeste.
Skynd dig!
Første gang, jeg mødte Vivi, var midt i maj, hvor haven var skøn, men et blik på
de enorme rosenbuske fortalte mig, at højdepunktet måtte være i første halvdel af
juni, når roserne sprang ud. Derfor aftalte vi, at jeg skulle komme tilbage.
Det nervepirrende ved at fotografere haver er, at man helst skal møde op på
dagen. Især når det gælder roser, må man hverken komme for tidligt eller for sent.
Alle rosenelskere ved, at roserne kun er på toppen i ganske få dage. Derefter må
man i gang med saksen for at soignere buskene.
En uge ind i juni ringede Vivi: “Du må skynde dig at komme. Roserne er
så flotte, men jeg står nærmest og holder på dem. For de lover storm om et par
dage.”
Dagen efter satte jeg mig i bilen og kørte sydpå. Det syn, der mødte mig, var
imponerende og helt fortryllende. Ud mod vejen blomstrede de skønneste engelske
roser – to af mine yndlinge, ‘Golden Celebration’ og ‘The Pilgrim’. Vivi og jeg
106

er enige om, at de er helt uundværlige. Begge har de perfekt skabte blomster, den
dejligste duft og et smukt løv.
For nogle vil det synes unødvendigt at forklare begrebet en gelske roser, men
jeg vil nu gøre det alligevel.
Det var den engelske rosenfor ædler David C.H. Austin, der for omkring fyrre
år siden fik den idé at krydse de smukt formede og lifligt duftende historiske
roser med moderne roser. Et minus ved de historiske roser er, at de kun blomstrer
én gang på en sæson. De moderne roser derimod blomstrer sommeren igennem,
men til gengæld dufter de sjældent, og de har kun i få tilfælde de historiske
rosers romanti ske former.
Austin ville tage det bedste fra begge verdener, og det lykkedes. De nye roser
døbte han The English Roses, og de kom til at revolutionere planteverdenen. De
første engelske roser kom frem i 1970’erne, og siden da er der hvert år sendt nye
sorter på markedet. Den ene skønnere end den anden ...
Vivi Basby
107

Så er det sommer! Hvem kan stå for sådan
et syn? Jeg kan ikke ...
Historiske roser
Vivi og hendes mand, Ole, købte det gamle hus i 1988, men flyttede først permanent
til Dyrebog i 1994. I de mellemliggende år weekendpendlede de mellem deres
hjem i Kirke Såby på Sjælland og det sydfynske.
Huset, der kan dateres helt tilbage til 1647, hørte oprindeligt til Hvedholm
Slot, der ligger ikke så langt derfra, og g ennem mange år blev det beboet af skiftende
fæstebønder.
Nabohuset har samme historie, og det var Vivis fars barndomshjem. Mange
af sine sommerferier har hun holdt i Dyreborg, så hun kendte virkelig området.
Derfor var det helt naturligt at søge her, da hun og Ole så sig om efter en bolig på
Fyn.
Både huset og haven har undergået kæmpe forandringer, men ude er der stadig
levn fra den gamle have; blandt andet har to historiske roser vokset foran huset,
så længe Vivi kan huske.
108

I mange år anede hun ikke, hvad roserne hed, men en tysk rosenkyndig turist
kunne fortælle, at den karmin- til purpurrøde rose hed ‘Great Western’. Den
lyserøde ved siden af kunne han ikke identificere med sikkerhed.
‘Great Western’ er opkaldt efter et dampskib, der i konkurrence med Sirius
krydsede Atlanten i 1838. Den er fransk og kan dateres tilbage til 1840. Vivi fortæller,
at rosen bogstaveligt talt vokser som ukrudt og breder sig med rodskud. Så
hvert år trækker hun mange skud op mellem stenene. Ellers vil den helt tage over.
Rodskuddene har hun glædet mange venner og bekendte med, og roserne vokser
lystigt videre, hvor de bliver plantet.
Den historiske rose blomstrer kun én gang, men til gengæld helt overdådigt
fra første halvdel af juni og en måned frem. Blomsterne erstattes af fine hyben.
Også i dag er ‘Great Western’ i handelen, og her får man ikke problemer med,
at den breder sig. Nu om dage bliver roser nemlig podet på en grundstamme, der
ikke sætter rodskud. Det er sjældent, at man sælger roser på ‘egen rod’.
Til venstre er det ‘Great Western’. Rosen til
højre har Vivi ikke navnet på. Den stod her
sammen med ‘Great Western’, da de købte
huset.
109

110

Moderne roser
Det er tydeligt for enhver, at Vivi holder af roser. Hun har rigtig mange, men her
er der kun plads til at nævne nogle få. Vi har været inde på de engelske og de historiske
roser, men blandt de moderne roser findes også mange oplagt gode.
‘Chinatown’ er en klassiker, fremavlet af den kendte danske rosenforædler
N.D. Poulsen i 1963. I dag er den kendt over hele verden og er en af de allerbedste
gule slyngroser. Som den vokser her hos Vivi, op ad den hvide mur med sort
bindingsværk, er den uforlignelig. Nedenfor står ‘The Pilgrim’ og ‘Golden Celebration’,
og de tre passer fint sammen. ‘Chinatown’ blomstrer i ét væk til frostens
komme, og blomsterne changerer i både mørke- og lysegule nuancer. Man kan
kende den på, at de yderste kronblade, efter hånden som blomsten ældes, ofte bliver
rosa.
‘The Pilgrim’ er en fantastisk smuk engelsk
rose, der dufter hen ad citrus. Det passer så
godt til farven.
Forrige og denne side: ‘Chinatown’ er en
klassiker, der – plantet på det rigtige sted –
er både smuk og imponerende.
111

Mange steder står der, at ‘Buff Beauty’ kan
være lidt svær at dyrke. Det er vanskeligt
at tro, når man ser Vivis meget frodige
eksemplar.
112

En anden af Vivis roser inden for den gule skala er den nærmest cremegule ‘Buff
Beauty’. Den går for at være rimelig sart, men det ved dette sydfynske eksemplar
tilsyneladende ikke! Jeg har aldrig før set nogen så stor og rigtblomstrende. Flere
hundrede blomster og knopper på én gang.
‘Buff Beauty’ kan både dyrkes som busk og som slyngrose. Vivi har plantet
den op ad et espalier af armeringsnet, og på den måde virker den som rumdeler
mod den bageste del af haven. Når man passerer, kan man ikke undgå at bemærke
den dejlige duft.
Der findes også moderne roser, som kun blomstrer én gang. En af dem hedder
‘Alchymist’, og har man et stykke bar mur eller væg, skal man ikke tøve et øjeblik
med at plante den. Alle falder for ‘Al chymist’, og Vivi har da også plantet to. De
vokser op ad et fint brændehus, som Ole har bygget af genbrugsmaterialer, blandt
andet tegltag fra en gammel skole.
Rosen passer med sine abrikosfarvede til rosa blomster perfekt til taget i
samme farvetone. De kan nydes fra første halvdel af juni og en måned frem. Der
kan være op til ti roser i hver klase, og de dufter vidunderligt.
‘Alchymist’ er en af de roser, som alle falder
for, og som man altid kan kende. Med
blomster, der changerer fra abrikosfarvet til
rosa, er den noget helt særligt.
113

Til lysthuset er der brugt gamle vinduer fra
beboelsen. De smalle sprosser giver det
helt rigtige og smukke præg.
Lysthuset
Det var som nævnt lysthuset, der sagde mig, at dette ikke var en almindelig have.
I gamle dage stod der et ottekantet lysthus som dette i rigtig mange landbohaver,
og lur mig, om vi ikke kommer til at se flere af dem i fremtiden. I hvert fald er
der helt sikkert mange, der drømmer om sådan et lille hus. Nogle fristes af den
nemme løsning og køber en af de færdigfabrikerede modeller, der findes på markedet.
Dem bryder jeg mig nu ikke om. Mange virker for ‘byggemarkedsagtige’
og helt forkerte. Til et hus som dette er det ucharmerende med moderne materialer,
og Ole, der er bygmesteren, fortæller da også, at lysthuset udelukkende er
bygget af genbrugsmaterialer.
Det vigtigste er vinduerne, og selv på lang afstand kan man se, at de er af ældre
dato. Vivi havde altid ønsket sig sådan et lysthus, og da beboelseshusets vinduer
blev skiftet ud, fandt Ole på at genbruge dem her. Døren fandt han på loftet.
Den havde samme proportioner som vinduerne og var nærmest en gave. Vinduerne
blev bestemmende for husets størrelse, og tværmålet er 300 centimeter.
Det lille lysthus er ikke kun til pynt. Når der er sommergæster, sidder de
ofte her, og højt hævet, som lysthuset ligger, er der frit udsyn over Det Sydfynske
Øhav.
Her til sidst må jeg lige fortælle, at da jeg dagen efter ringede for at sige tak for
sidst, var Vivi umådelig glad for, at jeg havde fået taget mine billeder. For nu peb
stormen omkring hushjørnerne, og med en af de tørreste somre i mands minde
efterfølgende kom roserne ikke i denne sæson tilnærmelsesvis til at ligne dem,
jeg havde fået foreviget. Pyha ...
Her sidder man på første parket og kigger
ud over Dyreborg Vig. En mere romantisk
placering kan man næppe tænke sig.
114

115

Som i syden
Tina Mølbak
Når jeg kigger på billederne fra denne dejlige have og tænker tilbage på mine besøg
dér, føler jeg mig hensat til Provence. Og det til trods for, at haven ligger så
nordligt som noget. Nemlig i Skagen!
Af og til gæster jeg dette helt unikke bymiljø med genkendelige skagensgule
huse, som ikke findes mage til nogen steder. Jeg elsker at vandre ad de små stier
og smalle gader og kigge på såvel huse som haver.
Skagen er ikke det nemmeste sted at dyrke have, for jorden er sandet og mange
steder forblæst, men indimellem findes små oaser med person lighed og charme.
Hertil hører absolut Tina Mølbak og Peter Bak Andersens have bag et af de fine
skagenhuse i den gamle bydel, Vesterby. Parret købte det dengang noget forsømte
hus i 1996 og istandsatte det med stor veneration for husets oprindelige stil. Der
var visse restriktioner, for eksempel tagbelægning. Denne ‘styring’ er dog med til
at give byen sit helt særegne og homogene udtryk, som man også kan glæde sig
over i byer som Ebeltoft, Ringkøbing, Ribe, Marstal, Køge, Roskilde og Rønne for
at nævne nogle få. Det er beundringsværdigt, at man i købstæder som disse har
forstået at værne om bygningskulturen, og man kan kun ærgre og undre sig over,
at ikke flere byer for mange år siden forstod at lære af disse strålende eksempler.
Ved overtagelsen af et gammelt hus, der fortjener en kærlig hånd, er det normalt,
at man begynder inde og først senere fortsætter ude. Sådan var det også i Tinas
og Peters tilfælde. Men helt fra begyndelsen var det åbenlyst for Tina, at der kunne
blive en dejlig have. Havedrømme var der nok af.
“Jeg har elsket blomster og planter, siden jeg har helt lille,” fortæller Tina.
“På den vej, hvor jeg voksede op, havde mange af naboerne drivhus, og jeg var syg
af længsel efter sådan et. Et drivhus blev det desværre ikke til; jeg måtte tage til
takke med en mistbænk, men det var nu heller ikke så tosset.”
Et kig ind over rækværket: Man er vist ikke i
tvivl om, at ‘konen i huset’ godt kan lide at
pynte op!
Interessen for planter og ikke mindst blomster holdt ved, og derfor lå det også
lige for at vælge en professionel løbebane inden for det grønne. Tina uddannede
sig til blomsterdekoratør, men egen blomsterhandel fik hun ikke. I 2002 åbnede
hun dog sin egen butik, Mølbak, midt på hovedgaden, Sct. Laurentii Vej i Skagen.
Her finder man brugs kunst, af den gode slags, og andet til indretning, og når
Tina falder over spændende planter, for eksempel på Grønttorvet i København,
får hun sendt en plantecontainer nordpå.
116

117

Det, der tidligere var en egentlig have med
græs og bede, forvandlede Tina og hendes
mand, Peter, til en hyggelig gårdhave med
fast belægning og et romantisk trædrivhus.
Havedrømmen
I 2006 fik Tina sin største havedrøm opfyldt, nemlig det drivhus, som hun i så
mange år havde længtes efter. Fra be gyndelsen stod det klart, at det ikke bare
skulle være en model i aluminium fra det nærliggende byggemarked. For at passe
ind i stilen måtte det være et drivhus af træ. En større eftersøgning gik i gang,
men herhjemme havde Tina ikke heldet med sig.
Internettet viste sig at blive løsningen, for efter utallige søgninger fandt Tina
frem til det svenske firma Sweden Green House – www.swedengreenhouse.com.
Her var lige det, hun søgte: et smukt drivhus fremstillet efter gamle håndværkstradi
tioner og med et muret fundament hele vejen rundt. Nu var der ikke langt
fra tanke til handling. Et drivhus på omkring ti kvadrat meter blev bestilt og en
lokal murer sat til at opføre den lave mur.
Drivhuset, der blev placeret midt i gården for at skabe rum og give nogle
118

gode hjørner, er mest til hygge, og det er helt utroligt, hvad Tina har fået plads
til derinde. Man føler sig bogstavelig talt pakket ind i planter, når man sætter sig
ned. Det er ikke det store blomsterflor, som dominerer hverken i drivhuset eller
haven. Glæden ved det grønne og planternes forskellige løv skinner tydeligt igennem.
Tina har pletter i luften både ude og inde. Af mange opfattes den nok som
en stueplante, men ude klarer planten sig også fint. Ned til fem-seks minusgrader
anfægter den ikke; bliver det koldere, er det dog en god idé at dække den lidt til.
I løbet af vinteren visner rankerne noget, men når de klippes af i det tidlige forår
cirka 10 centimeter fra jordoverfladen, skyder de snart igen.
I begyndelsen var Tina meget ambitiøs med at så og prikle, men efterhånden
er det mest tomater, hun selv sår og forkultiverer. Nogle vokser videre herinde,
mens andre flytter ud. Paradoksalt nok var det sidste år de tomater, der stod ude,
som gav mest.
Uanset hvor man vender sig hen – ude eller
inde – er der små fine tableauer. Værsgo,
der er kaffe på kanden ...
119

120

121

122

Et gammelt træ
Allerede nogle år før, drivhuset ankom, var parret gået i gang med haven. Et af
de første projekter var at anlægge en rund terrasse af gamle teglsten, der var på
stedet, da Tina og Peter købte huset. Haven var der ikke megen spas ved. Den
bestod af en stor græsplæne, lidt bede, buske og enkelte gamle og halvtudgåede
træer. Men ét var ubetaleligt smukt, nemlig et gammel kastanjetræ bag huset.
Det fik lov at blive stående, og tak for det! Mange er ofte alt for hurtigt ude med
motorsaven, når de køber en ny bolig. Man skal virkelig tænke sig om, før træer
lægges ned. Tina fortæller, at kastanjetræet her er omkring halvtreds år gammelt,
og dets vandrende skygge gør det altid muligt at finde en plads enten i sol eller
skygge.
Sans for indretning
Tina har en fantastisk sans for indretning, og både ude og inde emmer det af hygge
og stilsikkerhed. Haven er skabt ved knopskyd ning, og noget af det, der betog
mig, var den kreative brug af belægningssten. Som tiden er gået, er mere og mere
græs blevet sløjfet i takt med, at Tina og Peter fandt forskellige belægningssten.
Runde møllehjul, aflange granitsten, teglsten og kvadratiske bro- og chaussesten
er efterhånden lagt ned med stor kreativitet og ligner i dag et patchworktæppe af
små og store lapper. Den runde teglstensterrasse er der endnu, og for at forstærke
formen yderligere har Tina placeret en række identiske krukker med runde buksbomkugler
langs buen. Den konsekvente brug af mange af samme slags giver ro
og modspil til de forskellige havemøbler, hyggelige indfald og herlige loppe fund.
Forrige side og ovenfor: Det gamle kastanjetræ
danner et naturligt centrum og giver
gården en helt særlig stemning. Tænk, hvis
det var blevet fældet.
Der er mange siddepladser rundtomkring.
Nogle steder til få og andre til flere. Familien
bruger meget tid ude.
123

Modsætninger mødes. Det er rigtig flot
med de to arkitektonisk stramme skure som
en kontrast til Tinas ellers romantiske stil.
To skure
Familien tæller ikke kun Tina og Peter, men også tre børn i alderen fire til tretten
år. Legeredskaber, cykler og lignende voksede efterhånden i antal, og til sidst var
det ikke til at komme ind i garagen. Noget måtte gøres, og derfor foreslog Tina, at
de byggede et skur. Eller rettere et par! Det endte med to kvadrati ske, sort malede
pavillonlignende bygninger med tagpap. Netop det, at de valgte to små skure i
stedet for ét stort, var igen med til at skabe ro, fordi den kvadratiske form er så
harmonisk.
Fordelen ved små huse i haven – som her i form af drivhus og skure – er, at
der bliver nogle rumskabende flader. Op ad det ene skur har Tina en lille planteafdeling
med borde fremstillet hos en lokal smed. De er også kvadratiske, 50 x
50 centimeter, og som top og bundplade er der brugt betonfliser. En praktisk arbejdsplads,
men samtidig endnu et smukt og stilrent indslag i haven.
124

En personlig stil
Tinas have er et rigtig godt eksempel på, hvor spændende man kan indrette sig.
Om sommeren danner hus og have et hele, og ligesom inden døre er der også
utallige siddepladser i haven. Grunden er på omkring fem hundrede kvadratmeter,
og med få meters mellemrum står borde og stole i små individuelle grupper,
gerne sammen med for skellige krukker eller andet, der forstærker det personlige
udtryk. Alt stammer fra rejser, auktioner og loppemarkeder.
For at finde de gode ting til den rigtige pris er det vigtigt at fornemme tendenser
tidligt. Og at spotte tingene, før andre får øje for dem, og de bliver så populære,
at de er næsten ubetalelige. Et godt eksempel på dette er de gamle, formstøbte,
rillede sandstenskrukker og -skåle fra halvtredserne. I dag er de næsten
umulige at finde, men Tina har en god samling.
Haven har en særlig intimitet, fordi den er lukket. Forbipasserende kan ikke
kigge ind, men når man ser forhaven, er det tydeligt, at familien her har indrettet
sig efter egne ideer og med sans for detaljen. På hver side af hoveddøren står der
året rundt små skiftende opstillinger af planter og dekorationer, som får mange
til lige at stoppe op.
Hvorfor kun pynte op inde i huset? Sådanne små opstillinger får husets gæster
til at føle sig ekstra velkomne, og Tina sørger for, at der hele tiden er noget at
kigge på. Efterhånden som sæsonerne skifter, kommer der nyt i krukkerne, og en
gang imellem bliver der flyttet rundt på arrangementerne. Så fint kan det gøres.
Tina er en rigtig ‘tingfinder’, og hun har
skabt en helt personlig stil af nyt og gammelt.
125

Planter
Denne side
til venstre: glaskål, Brassica oleracea
‘Purple Danube’
til højre: fennikel, Foeniculum vulgare
herunder: roset, Echeveria
nederst til venstre: sølvsalvie, Salvia argentea
Næste side
øverst til venstre: figen, Ficus
øverst midti: hortensia: Hydrangea
midti i midten: Dichondra argentea
‘Quick Silver’
nederst til venstre: pletter i luften,
Muehlenbeckia
nederst til højre: purløg i blomst

Staudemarken
Tina Møller
Hvis man besøger Anne Justs have, vil det være en skam ikke også at køre omkring
Staudemarken i Aabybro, blot en halv snes kilometer fra Hune. Tag gerne
en trailer med, for du kan ikke undgå at blive fristet!
Tina Møller startede sin planteskole på en bar mark i 1997, og når planteskolen
kom til at hedde, som den gør, var det, fordi konceptet i begyndelsen gik ud
på, at kunderne vandrede ud i marken og selv gravede planterne op. Men det havde
både fordele og ulemper. Til førstnævnte hørte, at planterne, når de kommer
ud i et bed, udvikler sig hurtigere end i en potte, og derfor var det nogle pragtfulde,
store planter, man fik med hjem. Ulempen var blot, at det især om sommeren
er ret hårdt for en plante at blive gravet op. Derfor var det svært at få dem til
at blomstre videre, når man kom hjem og plantede dem i eget bed. Det rigtigste
ville da være at klippe dem ned til omkring 10 centimeter over jorden og vande
dem godt. Så ville der ingen problemer være med at få dem til at etablere sig, men
ofte kom de ikke i blomst før året efter. Og vi havefolk er jo utålmodige. Derfor
gik Tina over til at sælge de fleste stauder i potter. Man kan stadig hente enkelte
planter i marken, men de bliver færre og færre.
Næste side: Staudemarken er et sandt
eldorado for planteelskere. Jeg finder altid
noget, som jeg ikke kan leve foruden!
Et snævert udvalg
Jeg hører ofte folk beklage sig over staudeudvalget i de store havecentre, og i
mange år har jeg da også selv ‘sunget med på den sang’. Men jeg er efterhånden
begyndt at tage havecentrene i forsvar. Disse steder har man som regel kun
et standardsorti ment af stauder, og det er der ikke noget galt med. Mange af de
planter, man kan få, er udmærkede og robuste, og de fleste vil gøre god fyldest i
enhver have. Hvis ejerne skal drive en rentabel forretning, kan man ikke forlange,
at de fører alle de specielle varer, som kun feinschmeckere går efter.
Men hvis man for eksempel har læst om eller set en uimodståelig plante, kan
man godt komme til kort i et havecenter. Så må man ud til ‘den lille købmand’ –
en af de mange specialplanteskoler, der efterhånden findes. Og det er kun hyggeligt.
Det gør da ikke noget at skulle ulejlige sig lidt, hvis man søger det bedste.
I for bindelse med denne bog har jeg besøgt nogle for at skrive om dem, men
der er mange, mange flere. De er som regel altid et besøg værd.
128

129

Søg, og du skal finde
At kalde Staudemarken for ‘den lille købmand’ er noget af en underdrivelse, for
siden starten for tolv år siden er det blevet et stort sted. Ikke andre steder i kongeriget
er udvalget af stauder så omfattende. Hvis jeg har gæster i haven, og de spørger
efter en bestemt plante, siger jeg som regel: “Prøv oppe hos Tina.”
Hvis man ikke lige kommer forbi det nordjyske, kan man i stedet besøge Tinas
hjemmeside – www.stau demarken.dk. Som noget forholdsvis nyt kan man
nu få planterne sendt med posten til en meget favorabel pris.
Når jeg er på vej til Tina, tænker jeg som regel altid: “I dag skal jeg altså ikke
have noget med hjem,” men jeg bliver ofte klogere. Oftest går det sådan, at jeg
kører derfra med en hel bilfuld. Som regel falder jeg altid over noget, jeg ikke før
har set. Det skyldes, at Tina tit er først med det sidste. Plantenyheder kan hun
ikke stå for, og i det tidlige forår får hun småplanter hjem fra forskellige europæiske
planteskoler.
De små planter bliver pottet op i de store drivhuse, der er kommet til de senere
år. Herinde er der som regel også kaffe på kanden og tid til en god plantesnak.
Tina er altid i godt humør, skønt hun som mor til fire børn i alderen fra ni
til tretten og ‘chef’ for et skiftende antal medarbejdere har nok at se til.
En rummelig arbejdsplads
Staudemarken er et sted med gode vibrationer, og Tina har gennem årene beskæftiget
mange, der havde svært ved at finde sig til rette på andre arbejdspladser.
Folk med andre problemer end ledighed. Alle er velkomne her, og det er dejligt
at se, hvordan medarbejderne vokser med opgaverne. Det hænger givetvis
også sammen med den indvirkning, planter har på både sjæl og krop.
Giv dig tid!
Et godt råd: Sæt tid af til besøget hos Tina, for det kan godt tage et par timer eller
tre at gå sortimentet igennem.
Flere af stauderne er plantet ud i små prøvebede. Her kan man danne sig et
indtryk af, hvor store og omfangsrige planterne bliver. Det kan være svært at se,
når man står med en lille potte i hånden. Bedene er holdt i adskilte farver, og ynder
man at plante inden for én toneskala, er der mange ideer at hente her.
Selvfølgelig kan man også gå forgæves hos Tina, men spørg endelig. Måske
får hun den plante, du søger, hjem til næste sæson. Så er det værd at vente. Ellers
må du selv sætte en eftersøgning i gang.
For år tilbage hed bibelen The Plant Finder. Det var en stor tyk bog, der blev
udgivet af RHS – det engelske haveselskab The Royal Horticultural Society. Her
kunne man slå stort set alle planter op og se, hvilke engelske planteskoler der
130

forhandlede dem. Bogen udgives stadig, men nu hvor internettet er blevet hvermandseje,
er den efterhånden ved at miste sin værdi.
Jeg er ofte på nettet for at lede efter en særlig plante, som jeg har hørt om eller
fået anbefalet. Som regel finder jeg den, og er jeg så heldig, at den pågældende
planteskole har postordre salg, får jeg den tilsendt. Ikke en hel billig løsning
– særligt ikke, når det drejer sig om udlandet – men hvis man nu ikke kan leve
uden, så ...
Mange af stauderne er plantet ud i bede,
så man kan se, hvordan de tager sig ud i
‘fri dressur’. Når de står i potter, er det som
regel meget svært at forestille sig, hvad de
egentlig kan udrette.
131

Planter i kufferten
Når jeg tager til England, er det også ofte for at besøge planteskoler. Jeg tror, at
Anne Just og jeg på vores rejser gennem årene må have opnået den uofficielle
danmarksrekord i, hvor mange planter der kan presses ned i en kuffert. Jeg var en
gang oppe på omkring tre hundrede! Inden vi tog af sted hjemmefra, pakkede vi
gamle aviser og tynde plasticposer ned i kufferten. De skulle bruges som emballage.
Vi boede på Bed and Breakfast for Garden Lovers, og her er det som regel
muligt at låne en vandslange og en trillebør. Aftenen før hjemrejse, spulede vi
forsigtigt det meste af jorden af planterne, pakkede dem ind i avissider og lagde
dem i plasticposer. På den måde hverken vejer eller fylder de ret meget.
Hjemme igen bliver de pottet op i frisk jord, og for at de ikke skal bruge for
megen kraft på fordampning, klippes toppen af 5-10 centimeter over jordoverfla-
132

den. Det varer kun en uges tid, inden de kommer til sig selv igen og begynder at
skyde. På den måde har jeg virkelig fået hjembragt mange rariteter.
For en god ordens skyld skal nævnes, at der ikke er noget til hinder for at
tage planter med hjem fra for eksempel England eller et hvilket som helst andet
EU-medlemsland. Der er nemlig fri bevægelighed over landegrænserne, som det
hedder.
Uanset om man handler på en planteskole herhjemme eller i udlandet, skal man
huske, et der er risiko for at hjembringe utøj som for eksempel ‘dræbersnegle’.
Skulle man være så heldig ikke at have fået besøg af dem endnu, må det på det
kraftigste anbefales at sætte planterne i karantæne, eventuelt på en lille plads med
sneglehegn omkring. Først når man er sikker på, at planterne er ‘sneglefrie’, kan
de plantes ud i haven.
Række op og række ned er der planter. Hvis
man er ude efter noget specielt, skal man
ikke vente til alt for langt hen på sæsonen.
Populære planter bliver hurtigt udsolgt.
133

Planter
Denne side
til venstre: stormhat, Aconitum
til højre: hvid fredløs, Lysimachia clethroides
nedenfor til venstre: lupin, Lupinus ‘Gallery
White’
nedenfor: lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis
nedenfor til højre: lammeøre, Stachys byzantina
nederst til venstre: floks, Phlox ‘Miss Pepper’
nederst midti: kardon, Cynara cardunculus
nederst til højre: røllike, Achillea ‘Lilac Beauty’
Næste side
hjortetrøst, Eupatorium atropurpureum

Et mønsterlandbrug
Helt uden at blinke vil jeg kalde Lene Funch og Michael Holms gård på Midtfyn
for et mønsterlandbrug. Der er godt nok ikke nogen dyr (jo, en kat), men både
køkken- og prydhaven er så vel passede, at man skal køre langt for at se noget lignende
i dag.
Velpassethed i sig selv er nu ingen attraktion. Jeg har set mange ha ver, passet
med stor flid, men møje og ordentlighed alene gør ikke en have god. Faktisk
vil jeg vove at påstå, at nogle haver er så overpassede, at de helt mister deres sjæl.
Hvornår er en have sjælfuld? Det er uhyre svært at give svar på. Men Lene og Michaels
er. Det handler ikke så meget om, at Michael er gartner – for det er han –
men mere om parrets kreativitet og haven som et fælles projekt.
Michael Holm og Lene Funch
“Jeg har altid vidst, at jeg ville være gartner,” fortæller Michael. “Da jeg fyldte
fem år, var mit største ønske en kasse dybt lilla stedmoderblomster, og min moster
opfyldte det. Sammen plantede vi dem ud i haven, men da vi kom ind, begyndte
det at regne. Jeg var utrøstelig, for jeg var sikker på, at blomsterne ville
tage skade.” Det må man da virkelig kalde en blomsterel sker!
Som sekstenårig kom Michael i lære som gartner og blev i 1984 ansat på Fredensborg
Slot, hvor han arbejdede indtil 1998. Her mødte han Lene, der var i
voksenlære som gartner. Egentlig var hun uddannet sygeplejerske, men trængte
til lidt luftforandring. Første del af uddannelsen var i haven ved slottet, men da
Lene efter et skoleophold skulle i praktik igen, kunne det ikke blive på Fredensborg.
I stedet endte hun på en kålmark, som hun udtrykker det. “Otte timer om
dagen, og så var jeg kureret. Derfor valgte jeg at blive sygeplejerske igen.”
Gården
Parret var gennem længere tid på udkig efter et fælles sted, og da Michael fik job
på Egeskov Slot, blev Fyn basen. For enden af en grusvej lidt uden for Kværndrup
fandt de en lille gård. Ud fra deres beskrivelse af stedet forstår man, at det havde
været svært at sælge. Så mange brændenælder, bynke og senegræs var der, at det
nok var de færreste, der troede, at det kunne blive en have. Men Lene og Michael
forelskede sig straks i stedet og ikke mindst i de store gamle træer, der var med til
at give atmosfære.
Heldigvis havde den forrige ejer brugt stor energi på at modernisere huset
indvendigt, og det var sikkert også derfor, at alt udenfor var blevet forsømt. Det
136

etød, at parret fra den første dag kunne gå i gang med haven. Og det gjorde de.
Det er ikke til at sige, hvem af de to der er mest haveinteresseret. De elsker
begge livet derude. Det lyser ud af dem. For udenforstående kan det være svært at
forstå Michaels ildhu. Hele dagen er han i gang på Egeskov Slot, og når han kommer
hjem, arbejder han videre. Han kan simpelthen ikke lade være.
Under arbejdet med bogen har jeg besøgt de samme steder flere gange for at følge
årets gang og fotografere højdepunkterne. Lene og Michael har jeg vel været forbi
seks-syv gange, og hver gang har det slået mig, at der hele tiden var noget nyt at
kigge på. Jeg har ofte drillende sagt til Michael, at det er tydeligt, at han er slotsgartner.
Parterrehave, rosenbuer, skærehave, frugthave og stort staudebed. Ja, der
mangler ikke noget.
På et billede som dette er det tydeligt, at
Lene og Michaels have ikke er en almindelig
landbohave.
137

I sommerens løb bliver der dyrket utrolig
mange afgrøder i mistbænkene. Salat bliver
sået og plantet ad flere omgange.
Mistbænke
Mistbænke eller drivbænke – to ord for det samme. Det første er nok det mest
anvendte. Ordet stammer fra tysk, hvor mist betyder møg. Før i tiden havde man
nemlig møg i bunden af bænkene for at få glæde af den undervarme, det gav, når
gødningen blev omsat.
Indtil for omkring halvtreds år siden så man mistbænke ved de fleste gartnerier
og i mange haver. Men så forsvandt de, og i dag er de sjældne. Men det er,
som om de igen er ved at vinde indpas. Og det forstår man godt, for de er både
hyggelige og praktiske i haven. Er man fiks på fingrene, er mistbænkene tilmed
hurtige at lave.
Lågene er gamle vinduer, som Michael fandt hos en gammel gartner ved
Odense. På nettet er der flere firmaer, som sælger brugte byggematerialer, blandt
andet vinduer. Tjek for eksempel www.genbyg.dk og www.skave-ned brydning.
dk. Desværre er de gamle sprossede vinduer ved at være i høj kurs.
Rammerne har Michael selv lavet af trykimprægneret fyrretræ. Indvendigt
er de malet hvide for at give et godt lystilba gefald, og de skråner mod syd for at
optage så meget lys som muligt. Vinduerne ligger løst på, så de kan flyttes.
138

Det er fast tradition, at der er nye danske kartofler på bordet til Lenes fødselsdag
den 22. maj. Sidst i februar lægger Michael ‘Berber’ – en tidlig sort læggekartofler
– i individuelle urtepot ter og stiller dem til forspiring inde i fem-seks uger.
Først i april plantes kartoflerne ud i en af mistbænkene. Her er jorden allerede
lun, fordi Michael et par uger forinden har dækket låget med et lag isolerende
bob leplast. Det betyder, at den varme, der akkumuleres om dagen, ikke forsvinder
om natten, men gør jorden gradvist lunere og lunere. Omkring halvanden
måned efter udplant ningen kan de første kartofler høstes. Voila!
Der er stort set ingen grænser for, hvad Lene og Michael dyrker i deres mistbænke:
tidlig salat, gulerødder, radiser og persille. Senere er det kål. For at undgå
invasion af larver, dækkes bænkene med fintmasket net, så sommerfuglene ikke
kan komme til. Nettet lægges over bænken under låget, så glasdækket nemt kan
fjernes på varme dage.
Nye danske kartofler i maj. Det kan lade
sig gøre med en tidlig sort – for eksempel
‘Berber’.
139

Køkkenhaven
Det er altid betagende at se en velpasset køkkenhave. Det er et kæmpe arbejde at
holde sådan én, men når man som Lene og Michael sætter pris på god, hjemmelavet
mad, opvejes det af den glæde, det er at kunne gå ud og plukke løs.
Lene er vokset op på landet med en stor køkkenhave, og selvom hun og
Michael er fælles om det meste, er køkkenhaven alligevel hendes domæne.
“Lene er bedst til det med rækker, men jeg får lov at luge,” siger Michael med
et smil.
Denne fine kasse grøntsager fik jeg af Lene
og Michael. Sikke et syn! Den måtte jeg
have et billede af. Michael fortalte, at det
altid var sådan, han pakkede kasser til køkkenet
i sin tid på Fredensborg Slot.
I køkkenhaven er der ikke noget, der står
forkert. Alt vokser på række og geled. Under
nettet på det store billede er der grønkål.
Foranstaltningen holder kålsommerfuglene
væk.
140

Det er naturligt, at mange nye haveejere også ønsker sig et stykke med spiselige
afgrøder. Kartofler bliver lagt, flere slags grøntsager sået og frugtbuske plantet.
Men jeg tror, at de fleste bliver overraskede over, hvilken indsats det kræver. Jeg
taler af erfaring: For omkring tyve år siden købte jeg en gård på landet, og selvfølgelig
skulle jeg da have en køkkenhave. Glad og fro gik jeg i gang. Men førend
jeg var halvt igennem sæsonen, gav jeg op. Der kom orm i gulerødderne og larver
i kålen, og min tålmodighed rakte ikke til at få bærrene plukket. Siden dengang
har jeg haft næsegrus beundring for dem, der kan det der med køkkenhave. Og
det kan Lene og Michael.
Længere hen på sæsonen er det porrerne,
der er blevet store. Lene og Michael er stort
set selvforsynende med vintergrøntsager.
141

142

Buksbom
Et gammelt ord siger: ‘Vis mig din have i januar, og jeg skal fortælle dig, om den
er god i juni.’ Lene og Michaels parterre have med krydderur ter er god hele året.
Lave, stedsegrønne buksbomhække med kegleformede, formklippe de buske
i hjørnerne rammer haven ind, og for at give fylde og struktur – ikke mindst om
vinteren – er der inden for hækken plantet små, aflange bokse. Hækstykker kunne
man også kalde dem.
Alt er ‘hjemmelavet’ fra stiklinger, og mange af planterne har fulgt Michael
som flyttegods de sidste femogtyve år. Det gælder for eksempel de store kegleformede
buske.
Buksbom er ret langsomtvoksende, og der går nemt syv-otte år, før man har
en lille, tæt og lav hæk som her. Til gengæld skal der så ikke klippes så tit.
Groft sagt kan buksbom inddeles i to grupper – storbladet og småbladet –
og til formklipning af lave hække, kugler og lignende er det den småbladede, der
bruges. En god art er Buxus microphylla.
Vil du selv lave stiklinger, skal du have fat i en ‘moderplante’. Kan du få lov
til at høste hos én, der har gode og sunde planter, er det oplagt at sakse her. Ellers
må du på planteskolen. Det bedste tidspunkt at klippe stiklingerne på er sidst
på sommeren, for eksempel i september. Der klippes 10-12 centimeter lange topskud,
og bladene på den nederste tredjedel af stilkene fjernes.
Lav en blanding af cirka en tredjedel havejord, en tredjedel groft sand og en
tredjedel pottemuld og kom det i en kasse, så laget er cirka 10 centimeter tykt.
Drys derefter et cirka 1 centimeter tykt lag sand over.
Stik den bladløse del af stiklingerne ned i jorden med cirka 5 centimeters afstand
og dæk til sidst kassen med hvid plastik eller fiberdug og stil den på et letskygget
sted i haven. Der sker ikke noget ved, at stiklingerne får frost.
Omkring april-maj kan du forsigtigt prøve at trække i en af stiklingerne for
at se, om den har slået rod. Det er der en stor chance for; vent ellers lidt endnu og
sørg for, at jorden ikke tørrer ud.
Når stiklingerne i kassen begynder at skyde, er det tegn på, at de er i vækst,
og så skal de plantes over i hver deres lille potte med god pottemuld. Pas dem nu
med vand og gødning og lad dem stå i potterne til næste forår. Så er det tid til at
plante dem ud på det blivende voksested. Også her skal der vandes og gødes. Til
en lav, tæt hæk skal du regne med cirka otte planter per meter. Nu skal planterne
have tid til at etablere sig, og derfor skal hækken først klippes året efter.
Michael klipper buksbom i begyndelsen af maj og studser igen i august. Der
må ikke klippes senere end august, for så risikerer man, at de små, nye skud, der
bryder frem efter klip ningen, ikke når at modne af og derfor skades af vinterfrost.
I solskin skal man også holde sig fra saksen, fordi planterne da let svides.
De lave buksbomhække giver en helt særlig
stemning i urtehaven.
Noget egentligt formål har buksbommen
ikke. Den pynter blot.
143

Hvem skulle tro, at dette stykke før var indkørsel?
Drænet gør, at krydderurterne trives
fantastisk på stedet.
Krydderurter
Rigtig mange drømmer om en krydderurtehave, men det er langtfra alle, der lykkes
med projektet. Det skyldes ikke så sjældent, at voksestedet er forkert. Krydderurter
som salvie, timian og rosmarin trives ikke i køkkenhaven sammen med
for eksempel jordbær, kartofler og salat. Årsagen er, at de stammer fra middelhavsområdet
og derfor skal have en tør, godt drænet – ja, gerne ligefrem stenet –
vokseplads i fuld sol.
Inden man planter, er det i det hele taget rigtig godt at sætte sig ind i, hvilke
forhold planterne trives under. En plante, der står forkert, begynder at skrante og
se trist ud og angribes ofte af sygdomme, fordi den mister mod standsdygtigheden.
Man forundres over, hvilken vigør den udviser, hvis den flyttes til rette plads.
Sol/skygge, tørt/fugtigt jord, kalkrigt/surt ... Der findes planter til alle forhold.
Lene og Michael valgte et i forvejen stenet og goldt område til urterne – nemlig
den oprindelige indkørsel – hvor de løsnede ‘jorden’ lidt, inden de plantede.
144

Der er jo grænser for, hvor mange krydderurter man kan sætte til livs, og derfor
er det oplagt også at dyrke urter til pryd. Med en sjælden sans for komposition og
æstetik har Lene og Michael skabt en bemærkelsesværdig have i haven, tilmed på
et sted, hvor mange sikkert vil mene, at intet kan gro.
Centrum udgøres af en møllesten og en granitkugle, og heromkring er der
placeret fire opstammede rosmarin i potter. Inden for hækken er der i hvert hjørne
plantet forskellige urter, blandt andet oregano – den almindelige grønne og
desuden en gulbladet, der lyser op, både i bedet og i salatskå len!
I et andet hjørne står forskellige salvier, og de trives virkelig på stedet. Tit
oplever man, at salvier dør om vinteren, og det skyldes ikke kulde. Grunden er,
at de står for vådt. Dette er for øvrigt problemet for flere sarte planter; de rådner
simpelthen i de fugtige, danske vintre.
Der er også krydderurter, som det stort set ikke er til at tage livet af! Det gælder
for eksempel mynte, som hurtigt kommer til at fylde flere kvadratmeter, hvis
man ikke holder den i ave. Og det gør Lene og Michael ved at plante mynter i plasticpotter,
der er gravet ned i jorden. På den måde forhindrer man planterne i at
sende udløbere ud.
Estragon, timian og løvstikke vokser også i køkkenhaven, hvor de virkelig
trives.
Oregano i flere farver.
Nederst til venstre: Mynte plantet i krukke.
Nedenfor: Flere slags salvie.
145

Som drivhuset ligger her midt i haven,
ligner det næsten en isblok. Det skyldes, at
glasset er kalket hvidt for at undgå, at solen
brænder for meget.
Drivhuset
Over for terrassen ligger et tyve kvadratmeter stort drivhus, der danner en fin afgrænsning
ind mod skærehaven og bagved den igen frugthaven. Det, der gør det
grøn malede hus til noget særligt, er den fine indretning. Cirka halvdelen af gulvet
er dækket af klinker, som Michael fandt på gården under opryd ningen. Resten
er til tomater, persille og en samling af husløg, der står sirligt i én lang række
i fine lerpotter. Desuden dyrker parret forskellige pebre, chilier, agurker, fire slags
vin, abrikos og et par klematis. Utroligt, at der er plads til så meget derinde.
Tomaterne er plantet mellem diagonalt udlagte betonfliser, der har to funktioner.
Dels er mønsteret vældig dekora tivt, og dels undgår man at træde på jorden
omkring planterne. Det bryder nemlig hverken tomater eller andre planter
sig om. Sådanne æstetiske løsninger, der dels er hurtige at arrangere og dels billige,
er nemme at gøre efter.
146

I drivhuset er der også blevet plads til et lille potte bord. Heller ikke det er der
gjort det store ud af, og netop derfor virker det så rigtigt her. Bemærk den aflange
kasse på bordet til venstre. Den er til katten!
For at undgå, at planterne i drivhuset svides, er glasset ‘kalket’, så når solen
skinner igennem, ligner det næsten en iskube. I handelen kan man købe skyggepasta
– et pulver af kalk og lim, som røres ud i vand. Derefter smøres blandingen
på glasset med en kalkkost eller rulles på med en malerrulle. Dette gøres på en
tør dag. I begyndelsen kan man se igennem kalklaget, men når det tørrer, farves
glasset helt hvidt.
En gammel gartner har fortalt mig, at man også kan bruge almindeligt hvedemel
rørt op i vand, så det får konsistens som kærnemælk. Det er da værd at
prøve.
Der hersker en helt særlig orden og æstetik
hos Lene og Michael. Her er motiver alle
vegne.
147

Om vinteren bliver abrikos-, fersken- og
nektarintræerne dækket af gran fastgjort
med plasticstrips. Dels for at skåne mod
kulde og dels for at forhindre, at blomsterne
springer for tidligt ud. Grangrenene
fjernes først på foråret.
Abrikoser, ferskner og nektariner
I takt med, at de danske somre bliver lunere, er det nu muligt at dyrke planter og
afgrøder, som tidligere kun var forbeholdt lande længere sydpå – for eksempel
abrikoser, ferskner og nektariner. Det er en kendt sag, at disse frugter klarer sig
fint i drivhuset, men her gror de ofte så hurtigt, at de snart kommer til at fylde
for meget. Derfor er det fristende at prøve dem på friland.
Har man som Lene og Michael en varm syd- eller vestmur, er der ikke meget
at betænke sig på. Den varme, som akkumuleres i muren, nyder frugterne godt af,
men der er dog en slange i paradiset, for varmen betyder også, at blom sterne springer
tidligt ud, ofte i april, hvor de nemt skades af natte frost. Dette kan dog afhjælpes
ved allerede om efteråret at dække planten med grankviste eller lignende.
Også ude skyder træerne villigt, og for at få det største udbytte kan det være
nødvendigt at tynde ud i grenene, så der kommer sol nok til frugterne. Afsættes
der mange frugter, er det også en fordel af fjerne nogle af dem, så de resterende
udvikler sig optimalt.
Efter høst bortklippes de grene, der har båret frugt, for det er de nye skud,
der blomstrer året efter.
148

Ferskentræet i blomst. Blomsterne springer
ud ret tidligt, især her hvor de vokser op
ad en varm sydmur. Sidst på sommeren er
de modne ferskner et perfekt match til den
jernvitriolmalede væg, se bind II side 145.
149

Mon ikke de fleste kunne tænke sig en
‘hæk’ som denne? Ærteblomster skal have
støtte, og her er de plantet op ad et trådnet.
Billedet på næste side viser, hvordan
man også kan rulle tråden som et rør og
plante op ad det.
Blomster til dekorationer
Det er for det meste Michael, der tager sig af blomsterne, og da han var på Fredensborg,
hjalp han også til med at lave dekorationer til slottet. På Egeskov Slot
dyrkes der ligeledes blomster til dekorationer, så når der skal pyntes op, må Michael
i gang.
Hjemme dyrker Michael også blomster til afskæring, men det bliver nu ikke
til så meget. Han og Lene er i haven det meste af tiden, så de buketter, der bliver
bundet, er mest til at give væk af.
Latyrus, eller ærteblomst, som den også kaldes, har de hvert år, for den er
ikke til at undvære. Nogle finder latyrus vanskelige at dyrke, men tager man nogle
enkle forholds regler, er de slet ikke svære.
Først og fremmest skal man skifte voksested fra år til år. Det er nøjagtigt
som med ærter; dem kan man heller ikke have på samme sted i køkkenhaven
to sæsoner i træk. Først efter fire år er det sikkert at begynde forfra. Det skyldes
jordtræthed, som gør, at visse planter ikke vil gro, hvis man planter dem på samme
sted to år i træk.
En anden forholdsregel er at lægge latyrusfrøene i vand et halvt døgns tid,
før de skal sås, for ellers kan det være svært for spiren at bryde den hårde frøskal.
Frøene sås i små, in dividuelle potter og stilles i mistbænken, drivhuset eller inde i
en lys vindueskarm. Det er vigtigt, at der ikke er for varmt i rummet, for så bliver
planterne ranglede.
150

Der findes utrolig mange forskellige ærteblomstsorter.
Denne, der hedder ‘Matucana’,
er en af de allermest velduftende.
Efter ganske få dage kommer kimbladene, og en god uges tid efter ses det
første hold blivende blade. Inden længe kommer det næste bladpar, og så er det
tid til at nippe toppen af lige over det øverste bladpar for at få planten til at buske
sig. Det er en lidt hårdhændet behandling, og derfor skal den lige have nogle dage
til at komme sig, hvorefter det er tid til at plante ud i haven. Det plejer omtrent at
passe med en god måned efter såning.
En uges tid ind i april er det passende at så latyrus, og det betyder så, at de
kan plantes ud midt i maj. Det er et fint tidspunkt, fordi faren for nattefrost her
er ved at været drevet over.
Latyrus er klatreplanter, og derfor skal de have noget at kravle opad. Det kan være
et hegn, et pilestativ eller, som hos Michael og Lene, et rør lavet af net. Planterne
får små ‘fangarme’, der griber fat, men de er ikke stærke nok til at klare hæftningen
alene. Små stykker sejlgarn, papirbindere eller lignende bruges som hjælp for
at undgå, at de knækker.
Når blomsterne viser sig, skal man blot plukke, plukke og plukke – jo flere
blomster kommer der. For planterne handler det kun om at sikre artens overlevelse
ved at sætte frø, for når det er gjort, behøver de ikke at tænke på mere. Så er
der ingen grund til at blomstre yderligere! Hindres frøsætningen, betyder det, at
planter blomstrer videre som besatte.
‘Chatsworth’ er lidt større end ‘Matucana’,
og med sin blårosa farve passer den ind
overalt i den romantiske have. Prøv for
eksempel at lade den slynge sig op i en
lyserød rose.
151

152

Rosengangen
Et af de virkelig imponerende indslag i haven er den omkring toogtyve meter
lange gang med syv buer af rundjern. De meget fine og smukt pro portionere de
buer er fremstillet af smeden på Egeskov Slot. Så for dem, der selv kan svejse eller
kender én, der kan, er det bare om at komme i gang. Man behøver ikke en lang
gang. En enkelt bue over en bænk er fin.
Meget ofte er de rosenbuer, man kan købe, både for lave og for klejne. Det
dur ikke, hvis de står og svajer i vinden. Her er brugt 25 millimeter tykt rundjern
til buerne og 10 millimeter-rundjern til tværstiverne.
Jeg skrev i begyndelsen, at jeg har besøgt Lene og Michael en del gange i løbet
af havesæsonen, og det er blandt andet rosernes ‘skyld’. Lene har nemlig valgt
sorterne ud fra, at udspringet strækker sig over nogle uger, og for at få det hele
med og fotografere højde punkterne var det vigtigt at vende tilbage.
Roserne blev plantet for fem år siden, og flere er ved at nå toppen. Det er
selvfølgelig klatreroser, og de har forskellige lyserøde toner. Den, der først springer
ud, er klassikeren ‘New Dawn’ – uden tvivl en af de mest udbredte klatreroser,
og rosenkendere tøver da heller ikke med at kalde den for ‘verdens bedste klatrerose’.
Siden den kom på markedet i 1930, er den ikke blevet overgået. Superlativer
som ‘sund’, ‘rigtblomstrende’ og ‘hårdfør’ passer bedre end noget andet på
‘New Dawn’. Væksten er kraftig, og de nye årsskud bliver nemt et par meter. Det
er da også den af Lene og Michaels klatreroser, der hurtigst dækkede buen. Hvert
år bliver de fleste af de nye skud kraftigt beskåret og derefter bundet fast, mens
enkelte bliver fastgjort i hele deres længde.
Når rosen er tre-fire år gammel, er det også en god idé hvert år at bortskære
et af de gamle skud helt nede ved jorden ved hjælp af et ørnenæb. Denne behandling
gør, at rosen får sin ‘anden ungdom’ og nu vil skyde fra bunden og sende et
eller flere helt friske skud i vejret. De bindes fast til buen, efter hånden som de
vokser. Denne beskæringsmetode kan bruges til alle klatreroser. Vokser de op ad
et espalier, behøver man dog ikke at beskære årsskudene kraftigt, før hele espalieret
er dækket.
‘New Dawn’s helt store flor er fra slutningen af juni og en måneds tid frem.
Derefter kommer der enkelte blomster i en lind strøm frem til frost.
Forrige side: En af de kendteste lyserøde
slyngroser er ‘New Dawn’. Og det forstår
man godt, for den er uhyre blomsterrig.
En lyserød til laksefarvet rose, der kan blive næsten lige så høj som ‘New Dawn’,
er ‘Albertine’. Årsskudene bliver dog ikke så lange, så det varer lidt, inden den
når samme højde. Den har sin hovedblomstring på samme tidspunkt som ‘New
Dawn’, nemlig fra slutningen af juni og en måneds tid frem, men så er det også
slut. ‘Albertine’ hører nemlig til de roser, som kun blomstrer én gang på en sæson.
Til gengæld er oplevelsen intens, når busken står i fuldt flor. Det skyldes ikke
mindst den fantastiske duft, som kan fornemmes på flere meters afstand.
‘Albertine’ er også et rigtigt godt bud på
en lyserød til laksefarvet slyngrose. Den
blomstrer fra midt i juni og en lille måned
frem. Derefter er det desværre slut. Men så
gælder det om at glæde sig over det rige
flor, mens det er der.
153

En anden god lyserød slyngrose er ‘Penny Lane’ – oprindelig en frøplante af ‘New
Dawn’. Derfor har ‘Penny Lane’ mange af dens kvaliteter. I England blev den i
1998 kåret som årets rose, blandt andet på grund af sin fine duft, og i 2008 kunne
den smykke sig med titlen ‘Gold Standard Award’.
‘Penny Lane’ blomstrer kontinuerligt gennem hele sæsonen.
Lene og Michael har også plantet ‘Penny
Lane’. Endnu en af de lyserøde slyngroser.
Den blomstrer helt frem til frostens komme.
Der er rigtig mange gode slyngroser, så en enkelt mere skal nævnes. Det er ‘Bournonville’,
der også er utroligt rigtblomstrende og bliver ved hele sommeren.
‘Bournon ville’ er en dansk rose forædlet af Poulsen Roser, der blev grundlagt i
1878 og i dag drives af fjerde generation. Talrige er de roser, Poulsen gennem årene
har sendt på markedet, og navnet kendes ikke alene i Danmark, men over hele
verden.
Det skal nævnes, at ‘Bournonville’ er en smule sart og i kolde vintre godt kan
fryse noget tilbage. Det er da også derfor, den ikke har nået toppen endnu. Men
det skal nok komme.
‘Bournonville’ blomstrer utrolig rigt, men
den har ikke helt nået stativets top endnu.
Det skyldes, at den om vinteren ofte fryser
lidt tilbage.
154

Sikke en masse blomster. Man forstår godt,
at Lene og Michael faldt for ‘Bournonville’.
Den var et herligt nyt bekendtskab for mig.
155

‘Lykkefund’
Et herligt navn til en herlig rose! Og så er det tilmed en dansk forædling, nemlig
en frøplante af den uhyre kendte Rosa helenae, der kan blomstre med flere tusind
blomster på samme tid. Det er én af de kraftigst voksende roser med årsskud på
tre-fire meter, og mange steder ser man den slynge sig op i træer. Det siges, at der
findes op til ti meter høje eksemplarer.
Det var den kendte planteskoleejer Aksel Olsen (1897-1982), der frembragte
‘Lykkefund’, og man kan kun gætte på, at Aksel Olsen gav rosen sit særegne
navn, da han fandt ud af, hvad det var for en pragtfuld rose.
Lene og Michael har plantet ‘Lykkefund’ op ad et rosenstativ, der danner en imponerende
portal til haven. De hvide til cremefarvede blomster med gylden midte
sidder i klaser på de næsten tornløse grene. Rosen blomstrer kun én gang, men
til gengæld strækker det rige flor sig over en måneds tid – fra sidst i juni til sidst
i juli. Det er en ret sund rose. Af andre fortrin kan nævnes, at den dufter pragtfuldt,
og at den klarer sig fint i delvis skygge. Blomsterne efterfølges af de fineste
små orange hyben, der passer perfekt til gårdens gyldne mure.
Beder folk mig om at foreslå en slyngende
rose, der vokser hurtigt og får mange
blomster, nævner jeg ofte ‘Lykkefund’. Hvis
man som her planter den op ad et stativ, er
det vigtigt, at godset har en vis dimension,
ellers holder det ikke til denne livskraftige
rose. Lene og Michael har fået en lokal
smed til at fremstille stativerne.
Blomsterne følges af de fineste små hyben.
De passer perfekt til den gyldne væg
malet med jernvitriol, se bind II side 145.
156

157

Planter
Denne side
til højre: figen
herunder: tulipan ‘Queen of Night’
midti: asparges
nederst til højre: purløg i blomst
Næste side
øverst til venstre: agaver til venstre og
Helichrysum petiolare til højre
øverst til højre: artiskok
midti i midten: fremspirende løg
midti til højre: silkepæon uden navn
nederst til højre: palmekål ‘Nero di Toscana’

Opslugt af roser
“Hvornår er din have allerbedst?” – et oplagt spørgsmål til de forskellige haveejere.
Og i talrige tilfælde er svaret: “I juni, når alle roserne lige er sprunget ud.” For
rigtig mange er det havens højdepunkt, og det forstår man så godt. Problemet er
bare, at det kan gøre en havefotograf lidt stresset, for man kan jo ikke være alle
steder på én gang.
Heldigvis svinger udspringet lidt, alt efter hvor i landet man bor. I maj måned
kørte jeg rundt og tog bestik af situationen. For kommer jeg for tidligt, er der
kun knopper, og er jeg for sent på den, risikerer jeg, at for meget når at visne. Ingen
af delene ser særligt spændende ud på billeder.
Heldigvis ramte jeg plet i Birte Marboes kolonihave i Hørsholm. Det var
ganske enkelt et betagende syn, der mødte mig, da jeg dukkede op den 19. juni.
Alle roser blomstrede, der var en duft så dejlig og en summen af bier og insekter.
Det er sådan en dag, man går og ser frem til hele året.
Birte Marboe
Romantiske roser
Roser får Birtes hjerte til at svulme, som hun selv udtrykker det. Men det skal
være de historiske. “De indeholder mere poesi, dybde og historie end nogen andre
blomster,” siger hun.
Da Birte købte kolonihaven i 1995, var hun lidt famlende, hvad indretningen
angik. Derfor kontaktede hun en havekonsulent, der blandt andet foreslog hende
at plante røde Ingrid Bergman-roser.
“Jeg var i tvivl om, hvad jeg kunne tænke mig, men jeg vidste i hvert fald,
hvad jeg ikke kunne tænke mig. Og intet lå mig fjernere end at plante højrøde roser
på stive stilke.”
Roser kunne Birte faktisk slet ikke lide. I hvert fald ikke dem, hun så i de
store havecentre. Men en dag fik hun nærmest en åbenbaring. Hun faldt over en
gammel artikel om historiske roser. Og da hun så billederne, overgav hun sig! De
roser lignede nemlig de fyldte romantiske, hun kendte fra de gamle blomstermalerier.
Denne artikel blev et vendepunkt. Nu ville hun have roser.
160

Birte kan kun lide historiske roser. Der er
dog én enkelt undtagelse, og det er denne
abrikosrosa beauty. ‘Al chymist’ hedder den.
Det er egentlig en moderne rose, men når
Birte har taget den til sig, er det, fordi den
har de historiske rosers charme, siger hun.
161

162

Valdemar Petersen
Artiklen var skrevet af planteskoleejer og rosenforædler Valdemar Petersen (1901-
1986) fra Løve. Han var uddannet gartner og arbejdede nogle år på store europæiske
planteskoler, især i Frankrig og Tyskland.
I Frankrig blev hans interesse for de historiske roser vakt, og i 1930 åbnede
han egen planteskole i Løve ti kilometer nord for Slagelse. Her samlede, afprøvede
og opformerede Valdemar Petersen de bedste af de gamle roser, og han var en
af de ganske få europæiske rosengartnere i forrige århundrede, som derved bevarede
historiske roser, der ellers ville være gået tabt for eftertiden. Han interesserede
sig især for de roser, der stammede fra tiden før 1800-tallet, hvor et stort
forædlings arbejde begyndte.
Når han var så begejstret for de historiske roser, skyldtes det først og fremmest
deres himmelske duft og deres fyldte, ‘antikke’ former – og desuden at de
blomstrede utrolig rigt på smukt formede buske. Endelig betød historien også
rigtig meget; han havde både respekt og følelser for de værdier, der var skabt i
tidligere kulturperioder.
I 1968 udgav Valdemar Petersen bogen Gamle roser i danske haver, og den
var i høj grad medvirkende til, at de gamle roser fik en renæssance. Men det kom
ikke til at betyde, at man kunne få dem i almindelige havecentre og planteskoler.
Nej, man måtte en tur til Løve.
Rosenplanteskolen i Løve
Gennem næsten halvtreds år fortsatte Valdemar Petersen sit banebrydende arbejde,
men i 1979 solgte han planteskolen til Torben Thim, der siden har videreudviklet
og perfektioneret rosensamlingen.
I 1998 udgav Torben Thim også en bog, Historiske roser, der uden tvivl er den
bedste og mest tilgængelige bog om emnet på dansk. Bogen er en fast del af mit
‘plantebibliotek’, og flere oplysninger i dette afsnit stammer da også derfra.
Disse fine havemøbler har Birtes mor lavet.
Hun var på det tidspunkt femoghalvfjerds
år, og det tog det meste af en sommer.
Bordet havde moren fundet anvisning på i
en bog, mens stolene blev lavet efter nogle
gamle af slagsen. De blev skilt ad og anvendt
som skabeloner.
I dag er de historiske roser blevet langt mere tilgængelige end for blot en god halv
snes år siden. Jeg vil dog nævne tre planteskoler, der har et ekstra stort udvalg:
Rosenplanteskolen i Løve, se www.roses.dk, Ellen og Hugo Lykke’s Rosenplanteskole,
se www.rosenplanteskolen.dk, og Knud Pedersens Planteskole, se
www.rosenposten.dk.
Forrige side: Birte holder så meget af de
historiske roser, fordi de også har den lidt
vilde og oprindelige karakter som for eksempel
mange stauder, hun kan lide. Her er
det ‘Major’ i havens espalier. Foran står den
imponerende kæmpeslør, Crambe cordifoli a.
163

Kolonihavestemning! Roser på rad i forskellige
vaser. Selvom roserne blomstrer
i hundredvis i haven, nænner Birte kun
at tage nogle få ind. Roserne skal nydes
derude.
Historiske, moderne eller engelske
Mange spørger sikkert sig selv, hvorfor man begyndte at forædle de historiske
roser, når de nu havde så mange fortrin. Det handlede slet og ret om, at langt de
fleste af dem kun blomstrer én gang. Drivkraften var at forsøge at fremavle roser,
der blomstre de hele sommeren. Et intensivt avlsarbejde gik i gang, og det lykkedes
da også at skabe remonterende – altså gen blomstrende – roser. Desværre gik
det ud over duften, som hos mange af de moderne roser viste sig at være stort set
ikkeeksisterende. Desuden mistede mange af roserne deres romantiske udseende;
de blev for store i hovederne og stilkene for stive og oprette.
For omkring fyrre år siden fik den engelske rosenforædler David Austin den
idé at krydse de moderne roser med de histori ske, og det resulterede i en verdensomspændende
succes. Han havde nemlig held med at forene det bedste fra de to
verdener – de moderne rosers evne til at blomstre mere end én gang, og de historiske
rosers duft, fylde og charme. I dag er de engelske roser, som de blev døbt,
et begreb, og jeg har totalt overgivet mig til mange af de utroligt smukke og rigtblomstrende
sorter.
164

Birtes favoritter
Der findes rosenfolk, som udelukkende holder af de historiske roser, og Birte er
som sagt en af dem. Jeg har prøvet at overbevise hende om, at de engelske og
nogle af de moderne også kan være fantastiske, men her kan vi ikke blive enige.
Jeg respekterer hendes ‘stædig hed’ og indrømmer gerne, at det er fuldstændig
overdådigt, når de historiske roser blomstrer om kap i hendes have. Jeg må også
erkende, at der er nogle historiske roser, som ingen andre roser tilnærmelsesvis
kommer op på siden af. Det gælder især de mørkt purpur toner. Dem har rosenforædlerne
haft utroligt svært ved at efterligne.
De historiske roser inddeles i forskellige grupper, alt efter hvilken art de tilhører.
En af de grupper, Birte holder særlig meget af, er Rosa centifolia muscosa,
også kaldet mosroserne. Det noget særprægede danske navn har de fået, fordi
bægerbladene, der omgiver knoppen, og stilken nedenunder er besat med små,
grønne hår, som kan ligne mos. En fantastisk rose inden for denne gruppe hedder
‘William Lobb’. Den har den mest attråværdige farve – en lilla, der når blomsten
springer ud, nærmest bliver lavendelgrå til blåviolet. ‘William Lobb’ er en af
de hurtigst voksende mosroser. En anden mosrose, hvis farve ligger ganske tæt
op ad ‘William Lobb’s, er ‘Nuits de Young’. Den hører også til Birtes yndlinge, og
jeg tror, de fleste forstår hvorfor, når de ser den på billedet. Med sin purpur farve
er den noget helt særligt.
‘William Lobb’ til venstre og ‘Nuits de
Young’ til højre.
165

166

Hvis man holder af lyserøde roser – og det gør vist de fleste – er Rosa alba
‘Maiden’s Blush’ svær at undvære. Blom sterne er store, smukke og tætfyldte og
duften helt fortryllende. Den er mest almindelig som buskrose, men den er også
fin som slyngrose. Det er sådan, Birte dyrker den: op ad et espalier.
Rosa centifolia ‘Major’ er også en buskrose, men den udsender hver sommer
nogle meget lange skud, og det har Birte udnyttet ved at binde dem ind til espalieret.
Året efter kommer der blomstrende skud herpå. I det hele taget er det en
fordel at give ‘Major’ støtte, fordi de tunge og fyldte blomsterhoveder tynger grenene
noget ned.
‘Major’ kaldes også for ‘malerro sen’, fordi det er en af de mest portrætterede
roser. Også den kendte danske blom stermaler I.L. Jensen (1800-1856) havde den
som sit foretrukne rosenmotiv.
‘Major’ til venstre og ‘Ispahan’ til højre.
Sidstnævnte er også en af dem, Birte nødigt
ville undvære.
I Birtes have er der en mængde andre roser og planter, men disse her holder hun
allermest af og anbefaler gerne.
Forrige side: ‘Maiden’s Blush’
167

Helt barokt
Peter Abelin
Det er skønt, når en have kan få folk til at stoppe op og måske tilmed trække på
smilebåndet. Og det sker tit, når folk passerer kunstneren Peter Abelins have i
Hellerup. Alene måden, hvorpå vejnummeret er skrevet på havelågen, gør, at man
ikke et sekund er i tvivl om, at her bor et menneske med blink i øjet.
Faktisk kan man godt kalde ham for en sand tryllekunstner “De ser ikke,
hvad de tror, og tror ikke, hvad de ser!” Meget af det, Peter Abelin be skæftiger sig
med, er nemlig det rene bedrag, men det vender vi tilbage til.
Haven er nu ikke nogen illusion. Giv den mand en hæksaks i hånden, og der
sker noget forunderligt!
“Vi købte stedet for femogtredive år siden, hvor huset nærmest var en ruin
og haven et vildnis. Først skulle vi i gang inde, så haven måtte vente. Vi plantede
dog fem små buksbom langs havegangen og fire cypresser foran huset.”
Peter fortæller videre, at han, efterhånden som det indendørs tog form, begyndte
at kigge på haven.
168

Der manglede i oplagt grad linjer og former. Som artdirector var han vant til
at slå streger på papir, så langsomt begyndte haven at tage form – på skitseblokken.
Udenlandske havemagasiner var en af inspirations kilderne. Både Peter og
hans hustru, Anna, er fascineret af baroktiden, og det var da også grunden til, at
haven kom til at se ud, som den gør.
Resultatet i dag er noget anderledes, end den plan, der blev skitseret for omkring
tredive år siden. Men den indeholdt også mere de overordnede linjer som
stier, siddepladser og spejlbassin. Faktisk er der kun et gammelt, kroget æbletræ
tilbage fra dengang. “En ren foræring som modspil til alt det stramme,” siger Peter.
Rundtomkring i haven blev der plantet mere stedsegrønt med det ene formål
at klippe buskene i nøje udtænkte former og figurer. Fra begyndelsen var det
ikke meningen, at buksbombuskene langs stien og cypresserne op ad huset skulle
klippes, men de kom selvfølgelig også under kærlig behandling.
Alt, hvad der kan klippes, bliver klippet i
Peter Abelins have. Man kan godt forstå, at
folk ofte stopper op, når de går forbi.
169

170

Ét stort stilleben
Når man ser, hvordan haven tager sig ud nu, er det tydeligt, at intet er tilfældigt.
De forskellige former spiller kongenialt sammen og danner et eventyrligt hele.
Man fristes til at kalde det ét stort stilleben.
I Peter Abelins have begynder man ikke bare at flytte rundt som i en staudehave.
De grønne skulpturer står, hvor de står, og derfor har planlægning været
vigtigt. Mange ideer og indfald er gennem årene opstået ved knopskydning, men
undervejs har det virkelig krævet, at der blev plantet med den færdige form for
øje. I sin helhed er haven ikke mere end seks hundrede kvadratmeter, og derfor
har Peter måttet tøjle ideerne for at undgå et rodet indtryk. Og det er virkelig lykkedes.
Rundtomkring i haven står smukke sandstensfigurer, søjler, krukker og urner,
men de er med garanti blevet flyttet mere end én gang for at skabe den perfekte
scenografi.
Haven ligner næsten et stykke scenografi,
og man får bestandigt øje på noget nyt. Se
for eksempel foden i bassinet. Et eller andet
sted er der også en træand!
171

En ellers lidt trist mur blev med Peters kyndige
hånd forvandlet til et herligt sceneri af
krukker og piedestaler i buede nicher.
Ren magi
Magien lever både ude og inde, og når man kommer om bag huset, fortsætter
eventyret. Her ser man, hvad det er, Peter Abelin beskæftiger sig med i det daglige
– trompe l’oeil-maleri. Det er fransk og betyder øjenbedrag, fordi beskueren
tror, at et malet objekt er virkeligt. Ideen er at skabe dybde i motivet ved at lægge
skyggerne rigtigt.
En høj mur ind mod naboen blev underlagt Peters kyndige hånd, og man
spørger sig selv: “Drømmer jeg, eller er jeg vågen?” Nicher, søjler og skulpturer;
man må næsten hen at røre. En salamander har forvildet sig op ad væggen, ligesom
de mest livagtige sommerfugle tager sig et lille hvil på den varme mur.
Rundturen i Peter Abelins fantastiske univers er ved at være slut. Om jeg vil
have en kop kaffe? Jo, tak. Det begynder at regne. Heldigvis. For det betyder, at
jeg bliver budt indenfor og får min nysgerrighed stillet. ‘Vis mig din have, og jeg
skal sige dig, hvem du er!’ Disse ord passer i høj grad her. Et mageløst hjem; en
dør, der alligevel ikke er der; de smukkeste malerier (mange malet af Peter Abelin
selv), samlinger af de herligste ting, tunge gardiner, fine møbler og smukt broderede
puder.
“Vi er lidt puritanske heroppe nordpå. Mit temperament er mere til det frodige,”
siger Peter Abelin, mens han skænker kaffen. Jeg smiler og suger til mig af
indtrykkene. Helt barokt? Nej, snarere finurligt.
172

Går man på opdagelse, er der små overraskelser
rundtomkring. Man skal ret tæt på
for at se, at sommerfuglen og firbenet blot
er malet.
173

Den gamle skole
Den gamle skole i Starreklinte, som den ser
ud i dag, hvor den er Bodil Manz’ værksted.
Det er som bekendt ikke nogen hemmelighed, at jeg holder utroligt meget af godt
kunsthåndværk – i særdeleshed keramik. I Danmark har vi rigtig mange dygtige
keramikere, og flere af dem tilhører den internationale elite. Det gælder blandt
andet Bodil Manz, hvis næsten pergamenttynde unika-cylindre af gennemskinneligt
porcelæn er repræsenteret på vigtige museer og i privatsamlinger verden
over. Dem har jeg altid beundret meget.
174

Da jeg for tre-fire år siden arbejdede på min bog Drivhusdrømme, ledte jeg efter
glashuse overalt. Jeg fandt rigtig mange, fotograferede dem og skrev om dem,
men der blev ved med at dukke nye op. Et af de drivhuse var Bodils. Og selvom
det lød spændende, kunne jeg ikke nå at få det med. Bogen skulle i trykken.
Teglsten på rad og række som det fineste
hegn. At køerne matchede, passede fotografen
fint!
Ved nærmere research viste det sig, at Bodil også var meget interesseret i roser og
havde en fantastisk rosenhave i Starreklinte på Vestsjæl land, hvor hun bor i en
nedlagt skole. Hende måtte jeg simpelthen besøge. Straks efter drivhusbogen gik
jeg i gang med nærværende projekt, og derfor havde jeg en god anledning til at
spørge om lov til at komme forbi.
“Kom endelig,” sagde hun, da jeg ringede og forelagde hende mit ærinde.
175

Når man en aftenstund sætter sig på bænken,
mærker duften fra ‘Ghislaine de Féligonde’
og opsluges af stemningen, kan det
være svært at løsrive sig.
“Vi fik hurtigt ødelagt haven”
Bodil og hendes nu afdøde mand, Richard Manz (1933-1999), købte den gamle
skole i 1967 og indrettede både værksted og bolig der. De fik tre børn, Jacob, Cecilie
og Mathilde, der i dag er henholdsvis arkitekt, designer og grafiker. Det er
fascinerende med kreativitet, som går i arv.
“Da vi kom hertil, var der en rigtig fin have,” siger Bodil, “men den fik vi hurtigt
ødelagt. Ikke sådan ment, at vi gjorde det med vilje, men vi fik den bare ikke passet.
Haven blev børnenes, og de elskede at være derude,” siger Bodil.
Nogle få år senere, efter at børnene voksede til, begyndte det at krible i fingrene.
Bodil gik i gang med en have. Den vender vi tilbage til.
176

Det er altid sjovt at få at vide, hvor folks haveinteresse stammer fra. Kommer den
hjemmefra eller hvad? Til det spørgsmål svarer Bodil, at hendes farfar var rigtig
glad for sin have, og at han var formand for en kolonihaveforening i København.
Men i hendes eget barndomshjem var det mere æstetik end dyrkning, som var i
højsædet.
“Min mor havde en udpræget sans for smukke ting. Den havde hun arvet
efter min mormor, som blandt andet samlede på keramik – Patrick Nordström,
Aksel Salto og Nathalie Krebs. Uanset hvad, så beskæftigede hun sig altid kun
med det bedste. Det var da også min mor og min moster Bodil, der i 1970 introducerede
mig for den gamle Pedersen fra Løve Rosenplanteskole. Dengang var
han en af de eneste, der handlede med historiske roser. Egentlig var min mor
ikke særlig interesseret i have, men historiske roser havde hun en svaghed for.
Når hun endelig plantede, var det altid noget, der blomstrede. Ofte roser,” husker
Bodil.
Denne ovn blev bygget, før udekøkkener
blev moderne! I dag står den nærmest
som en skulptur mellem de formklippede
buksbom. Bemærk drivhuset i forlængelse
af beboelsen.
177

Bodil Manz
Næste side: ‘Zöe’ og ‘Climbing Madame
Caroline Testout’
En rosenhave
Mødet med Pedersen og roserne blev et vendepunkt for Bodil. Hun måtte have
en rosenhave, og det begyndte med ‘Louise Odier’, som Bodil bragte med hjem
fra Løve. Senere blev det til mange, mange flere.
“Roser er en lise; det er ren terapi. Når det er rosentid, går jeg ud hver morgen
for at se, hvad der er sprunget ud, inden jeg går på værkstedet. Det har jeg
gjort i mange år. Hvis folk havde sagt til mig, at jeg blev sådan en, der havde roser,
så ville jeg have sagt, nej, det er sådan noget for gamle damer. Men det er jeg
kommet over,” griner Bodil.
“Det, der i høj grad er det fascinerende ved de historiske roser, er duften,”
fastslår Bodil. “Uden den ville der ikke være den samme aura omkring rosenbuskene.”
I begyndelsen var det stort set kun de historiske, der duede, men senere fik
Bodil også øjnene op for de engelske roser, som for alvor blev kendte og kom til
landet midt i nittenhundredeoghalvfemserne. Når Bodil ‘overgav’ sig til de engelske
roser, var det, fordi mange af dem havde de historiske rosers charmerende
udseende samt noget af duften og ikke mindst evnen til at blomstre hele sommeren.
En ulempe ved de historiske roser er jo, at langt de fleste kun blomstrer én
gang, så allerede i begyndelsen af juni er det slut. De engelske roser, derimod, bliver
ved til frostens komme. Bodil pointerer dog, at skulle hun vælge, ville det helt
klart blive de historiske, som sejrede. “Dem er der intet, der overgår,” siger hun.
‘Ispahan’
‘Madame Isaac Pereire’
178

179

180

Drivhuset
Det var som nævnt drivhuset, der vakte min nysgerrighed, så det skal selvfølgelig
også med her.
Ideen om det, Bodil kalder for en drivhusstue, opstod for mange år siden,
men først i 2006 stod huset færdigt. Smukt og himmelstræbende med egen brændeovn
og tilhørende skorsten.
“Jeg havde altid drømt om sådan et drivhus, hvor man kan overvintre planter,
og som man kan sidde i og se på de drivende skyer gennem taget. Jeg fik kontakt
med arkitekt Steen Agger, der tegnede huset, og det samarbejde har jeg været
rigtig glad for,” fortæller Bodil.
Husets egentlige beboere – planterne – har
selvfølgelig stor prioritet, men der er også
plads til menneskene.
Forrige side: Bodil kan slet ikke lade være
med at plukke små buketter og dufte til
dem, når hun går rundt i haven. Den flotte
højrøde rose i forgrunden er ‘Henri Martin’
fra 1863. Den lyserøde midti hedder ‘Duchesse
de Rohan’, og den er fra før 1848.
Endelig ses til højre den pink og hvide
‘Rosa Mundi’, som første gang beskrives i
1581.
Når de forskellige årstal er med her, er
det fordi, Bodil også går rigtig meget op i
rosernes historie.
181

Et smukt drivhus. Stramt og funktionelt
med sit helt eget udtryk.
“Særlig glad er jeg for skorstenen, som dels giver varme til huset på kolde
dage og dels med sin bredde sørger for at holde nogle af solens stråler ude midt på
dagen i højsommeren.”
Huset, der har muret sokkel, ligger i forlængelse af boligen, ind mod sydgavlen,
og taghældningen er den samme. Bredden på drivhuset er cirka den halve af
beboelsen – 4 x 7 meter. Langs soklen er der bede med åben jord, “som når helt
ned til kineserne,” som Bodil siger.
182

Der er et helt særligt lys i drivhuset. Især
på en højsommeraften som denne, hvor
jeg var på besøg for at fotografere roserne.
Bagefter var der servering.
183

Det gamle gartneri
Én gang gartner, altid gartner! Selvom
gartneriet officielt er lukket, er der alligevel
altid lidt til salg for dem, der kommer forbi.
Da jeg arbejdede på min bog Drivhusdrømme, søgte jeg gennem flere år efter
spændende drivhuse og fandt da også mange. Men noget af det, som viste sig
vanskeligt at støve op, var et rigtigt gammelt gartneri med trædrivhuse. “Det kan
du godt glemme,” sagde branchefolk til mig. “De er revet ned for længst.”
Da bogen var gået i trykken, gik det hverken værre eller bedre, end at jeg
hørte om Gartneri Brændtvad ved Ørum på Djursland. Selvom jeg ikke kunne
nå at få stedet med i drivhusbogen, var min nysgerrighed alligevel vakt. Jo, jeg
måtte gerne komme på besøg, var svaret, da jeg ringede derud.
Allerede inden jeg nåede ind på gårdspladsen, følte jeg mig hensat til tidligere
tider. Sådan så et rigtigt handelsgart neri ud. I telefonen havde Anders Mogensen,
som den ‘gamle’ gartner hedder, sagt, at stedet var lukket, og at de stort set ikke
havde nogen planter tilbage. Det viste sig dog at være noget af en over drivelse.
184

Drivhusene
Det var Anders’ far, Søren Mogensen, der i 1920 startede gartneri her på stedet,
og fra 1924 til 1928 kom drivhusene til – fire i alt. Således havde man syv hundrede
og femoghalvfjerds kvadratmeter under glas. Drivhusene ligger der endnu
som et vidnesbyrd om en svunden tid inden for gartnerfaget. Når de ikke er gået
til, er det, fordi Anders og hans søster, Signe, i den grad har værnet om stedet og
har passet og plejet det. Anders’ kone, Anna, skal heller ikke glemmes, men hende
vender jeg tilbage til.
Da Søren Mogensen for snart hundrede år siden åbnede sit gartneri, var det
blot et af mange i området. Her handlede lokalbefolkningen, og når man kaldte
det for et handelsgartneri, var det, fordi det netop var et gartneri, hvorfra der
også blev handlet. Planterne blev dyrket på stedet og solgt her. Drivhusene bugnede,
og man kørte gerne langt for at besøge gartner Mogensen og hans stab. Her
dyrkede man nemlig mange – efter datidens forhold – eksotiske planter. Blandt
andet kaktus i tusindvis.
Kallaer, pelargonier, hortensier og ikke mindst krysantemum kunne man
blandt meget andet også få. På marken stod frugtbuske, træer og stauder i tusindvis
på rad og række, og om sommeren var gart neriet et helt udflugtsmål. Mange
af de besøgende afgav bestillinger på for eksempel stauder, og når det blev plantetid
om efteråret, kunne folk så afhente deres planter. Dengang var det ikke så
almindeligt at købe stauder i potter.
Signe og Anders Mogensen
Det er ikke mange steder, man stadig kan
opleve de gamle trædrivhuse i brug. Men
på gartneriet Brændtvad står de, som de nu
har gjort i omkring firs år.
185

Den videre historie
Anders valgte gartnerfaget som sin far, og efter endt læretid kom han hjem til
Brændtvad, hvor også Signe arbejdede. Anna, der blev gift med den unge gartner,
var uddannet børneforsorgspædagog, men blev snart en del af gart neriet. Hun
tog et kursus på Beder Gartnerskole og begyndte sammen med Signe at binde
buketter, kranse og dekorationer med blomster og grønt, som blev dyrket på stedet.
Dengang var der kun blomsterhandlere i de store byer, og binderiet var en
naturlig del af gartnerens arbejde.
Der var god gang i gartneriet, og i begyndelsen af tresserne blev far og søn
enige om, at det godt kunne betale sig at investere i et stort moderne drivhus. Det
stod færdigt i 1964 og var ren luksus. Her dyrkede man i stor stil. Først på sæsonen
udplantningsplanter som agurk, tomat, peber og forskellige sommerblomster.
Derefter blev der dyrket tomater i huset, og sidst på sæsonen chrysanthemum
til afskæring.
I 1968 afhændede Søren Mogensen gartneriet til sin søn, men det betød ikke,
at han selv gik på pension. Nej, i en alder af treoghalvfems kravlede han rundt på
en stige og beskar æbletræer! Til sidst svigtede bentøjet, men Søren Mogensen gik
ikke med stok; han gik med spade!
I 1995 døde Søren Mogensen hundrede år gammel. Men de gode gamle
trædrivhuse blev stående og virkede, som de altid havde gjort.
Anders, Anna og Signe blev ved med at drive handelsgartneri til 2004, men så var
det også slut. Olien til opvarmning af driv husene blev for dyr, så de lukkede og
slukkede. Men hvad så med de eksotiske planter, der ikke kan klare vinterkulde,
vil mange sikkert spørge. Jo, dem skænkede de til Randers Regnskov, hvor de nu
lever videre i bedste velgående. Sikke en gave.
Blomsterbinderiet er lukket, og værkstedet
står i dag som et helt lille museum. Talrige
er de buketter, dekorationer og kranse, der
er blevet bundet her.
186

187

Planter
Denne side
helt til venstre: aurikel, Primula auricula
Næste side
øverst til venstre: klokkescilla, Hyacinthoides
non-scripta, med mælkebøtter!
øverst til højre: persille
midti til højre: Magnolia liliiflora ‘Nigra’
nederst til venstre; tulipan ‘Blue Amiable’
og klokkeskilla
nederst midti: syren ‘Jules Simon’
nederst til højre: liljekonval, Convallaria
majalis

Ikke til at stoppe
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forestillet mig. Men jeg troede i hvert fald
ikke, at et lukket gartneri så sådan ud. Godt nok kan folk ikke købe buketter eller
dekorationer mere, ej heller udplantningsplanter i større stil. Men Anders er stadig
momsregistreret, så lidt tomater og andet bliver der solgt. Folk ved, hvor varerne
står, og så lægger de bare pengene.
Måske sover gartneren i dag lidt længere end før, men det hele bliver passet
og plejet som altid. Signe kommer også næsten hver dag, for der er altid noget,
der skal gøres. Og de kan slet ikke lade være.
Anna er mest inde, for helbredet er ikke helt, hvad det har været. Hun dækker
altid et overdådigt kaffebord, når man kommer. Man føler sig så velkommen
hos Anna og Anders og ligeså hos Signe, der bor blot et par kilometer derfra.
Hendes have skulle jeg selvfølgelig også se. Bekendtskabet med Anna, Signe og
Anders er en af de dejlige sidegevinster, man får ved at skrive en bog som denne.
Jeg har besøgt dem flere gange de sidste par år for at fotogra fere nogle af de mange
højdepunkter. Et af dem er pæonerne.
Hverken Signe eller Anders kender navnene
på de pæoner, som dyrkes på Gartneriet
Brændtvad. De kalder dem blot ved deres
farve, for eksempel ‘pink’ eller ‘lyserød’. Det
er et af havens absolutte højdepunkter, når
række efter række står i blomst.
Prægtige pæoner
Hvem elsker ikke pæoner? Jeg har aldrig hørt om nogen, som ikke gør. Derfor
skal de også med i denne bog. På Brændtvad har de stadig række op og række
ned, og når de blomstrer midt i juni, er det et syn for guder. Så bliver der plukket
kæmpe buketter til områdets blomsterhandlere, der er faste aftagere. Det må
man kalde luksus. Jeg kan simpelthen ikke stå for de kuglerunde knopper, der
langsomt svulmer op og åbenbarer de skønneste blomster. Selv har jeg en del pæoner
i haven, men nænner ikke at plukke ind af dem. I stuen holder de nemlig
kun en tre dage – ude en god uge. Det er altså en kortvarig fornøjelse, og det er en
af grundene til, at vi skatter dem så højt.
Hvis man overtager en gammel have, vil man ofte se, at noget af det, der troligt
kommer igen år efter år, er pæoner. Det er nemlig en længelevende plante,
når den først kommer i gang. For at det skal lykkes med pæoner, er det vigtigt at
give dem en solrig plads og plante dem i præcis den højde, de stod i potten. Planter
man dem for dybt, udebliver blomstringen.
De fleste planteskoler har et fint basisudvalg af pæonplanter, men ofte vil mer’
jo ha’ mer’, og så kan jeg anbefale et besøg på Aldershvile Planteskole i Bagsværd
– www.aldershvileplantesko le.dk. I foråret kan man her vælge mellem flere hundrede
pæonarter og -sorter i potter, og om efteråret sælges knolde. Interessen for
pæoner er stigende, og i 2003 blev Dansk Pæon Forening stiftet. I vedtægterne
står blandt andet, at et af formålene er at udbrede glæden ved og styrke interessen
for pæoner og deres mangfoldighed. Læs mere på www.danskpaeonsel skab.dk.
190

191

192

193

Lupiner fås i mange forskellige farver, men
dem, Anders dyrker, ligner de vilde fra naturen.
De har en meget smukkere farve end
dem, man kan købe på planteskolen.
En yndling
Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at Anders ligesom jeg elsker lupiner. Det er
ganske enkelt en af de smukkeste blomster, der findes. Og det hænger blandt andet
sammen med dens oprette spir, der rent grafisk er så god i bedet. Dette gælder
også for fingerbøl og kongelys.
Når nogen negligerer lupinerne, tror jeg, det skyldes, at det er en såre almindelig
plante på vore grøftekanter. Men det gør den da ikke ringere. Nogen synes,
at jo sjældnere og mere vanskelig en plante er, jo mere interessant er den. Det har
jeg aldrig helt forstået. For mig handler det om at anvende det stærke, sunde og
livskraftige.
Når det er sagt, skal det også nævnes, at lupinen ikke er en specielt længelevende
plante. Undertiden forsvinder den efter en sæson eller to. Det kan man
forsøge at modvirke ved sommeren igennem løbende at klippe frøstandene af, så
snart den sidste blomst er faldet. En yderligere sidegevinst er, at man ved at fjerne
frøstande ne kan få lupinerne til at blomstre helt ind i efter året. Og det er jo fantastisk.
Anders’ kærlighed til lupiner har han fra sin far, der i trediverne fik frø hjem
fra England. Det var de såkaldte ‘Russell’-hybrider. De er fremavlet af den engelske
gartner Georg Russell, som fra begyndelsen af 1900-tallet begyndte at forædle
lupiner. Målet var høje og flotte blomster i smukke, rene farver. Han såede,
selekterede og kasserede igen, igen og igen. Han tog frø fra de smukkeste planter
og intensiverede hele tiden dyrkningen. Tredive år af sit liv viede han til lupinen,
og da han døde, fortsatte hans assistent livsværket. Det var frø fra disse planter,
Søren Mogensen købte, og Anders fortæller, at hans far hver morgen tog eleverne
med op til mistbænkene for at se, om der var sprunget nogle særligt smukke
blomster ud i løbet af natten.
Så længe Anders kan huske, har de dyrket lupiner i gartneriet, og han er fortsat
med at samle frø fra de smukkeste og sundeste blomster og så dem. Man kan
dog aldrig være sikker på, hvilke farver afkommet får, for lupiner krydser sig rigtig
meget indbyrdes. Derfor er det spændende at se, hvad der dukker op. Frø fra
de fine ‘Russell’-lupiner fås den dag i dag hos mange frøfirmaer. Søg på nettet.
Før lupinfrøene dækkes med jord, er det en fordel af snitte skallen med en
hobbykniv eller lignende, for frøskallen er meget hård, og derfor kan det være
svært for spiren at bryde igennem. Men med dette lille kunstgreb vil man se, at
der kun går få dage, før de små kimblade titter frem.
Begynd med at så frøene i en lille bakke eller lignende, for eksempel i maj, og
plant derefter de små planter om, når de er et par centimeter høje: Løsn dem forsigtigt
fra jorden med en kagegaffel eller lignende og pot dem over i hver sin lille
potte med frisk pottemuld. Nu vil de hurtigt begynde at vokse, fordi pottemuld
er beriget med gødning nok til cirka tre uger. Når den tid er gået, plantes de over
194

i en lidt større potte med ny, frisk jord. På den måde får de en ‘vitaminindsprøjtning’.
Hvis man har potter nok, kan der fortsættes med endnu et par størrelser.
Hen på sommeren plantes planterne ud på blivende sted i haven.
Princippet med at flytte planterne over i gradvist større potter med frisk jord
betyder, at de hurtigt bliver store. Hvis man lader planterne stå i såbakken, holder
de op med at gro, fordi de trykker hinanden. Det er nærliggende at spørge,
hvorfor man ikke bare kan plante dem fra bakken over i en stor potte med det
samme. Men det er ikke nogen god idé, fordi man så risikerer, at planten rådner.
Det skyldes, at den ikke kan nå at fylde potten ud med rødder.
Tricket med den løbende ompotning kan bruges til alle planter, og særligt i
et drivhus går det stærkt.
Når lupinerne kommer ud i bedet, tager de yderligere til i størrelse. Men bliv nu
ikke skuffet, hvis de ikke blomstrer første år. Ofte vil man se, at blomsterne først
viser sig året efter. Men de er bestemt også værd at vente på!
For at sikre artens overlevelse tager Anders
frø fra de flotteste blomster og sår dem i
bakker. Hvis man vil forlænge lupinfloret,
skal blomsterstandene dog klippes af, inden
de går i frø.
195

Gode gamle stauder
Selvom gartneriet Brændtvad ikke længere sælger stauder, er der stadig nogle tilbage.
Det drejer sig først og fremmest om de mest sejlivede, og de står nu som eksempler
på de planter, man før i tiden så i landbohaverne. Her var et stort staudebed
en selvfølgelighed, så der altid var noget at klippe ind af. Dengang holdt man
af de stærke og optimistiske farver, og man gik ikke så meget op i, om farverne
klædte hinanden. Det vigtigste var, at planterne trivedes og blev store og flotte,
og så glædede man sig over det.
For bare femogtyve år siden var det efter en sammenkomst på landet helt
naturligt, at mændene gik i stalden for at se på dyrene, mens kvinderne gik på
Brændende kærlighed, Lychnis chalcedonica
Raketblomst, Kniphofia uvaria
196

havevandring. Det har jeg selv oplevet hos mine vestjyske bedsteforældre og deres
søskende.
Senere blev de store pasningskrævende staudebede ofte droppet, og i mange
år var stauder nærmest et skældsord. Det hang i høj grad sammen med, at stauder
som regel var noget, man fik et spadestik af hos familie eller venner. Og de
planter, der blev delt flittigst ud af, var dem, der bredte sig. Og det blev de selvfølgelig
ved med, med det resultat, at staudebedet blev svært at styre.
Heldigvis er stauder atter kommet til ære og værdighed. Og det er da fantastisk
med de planter, der dukker op år efter år. Det vil jeg altid være taknemmelig
over.
Ridderspore, Delphinium
Pragtrøllike, Achillea filipendulina
197

198

De nemme
Der findes planter, som er så nemme at dyrke, at de i nogle kredse er uglesete.
Det er navnlig folk, der holder af bar jord og ikke kan klare, at noget sår sig. Det
har de heldigvis ikke noget imod på Brændtvad, og det er det, der gør stedet så
uimodståeligt. Mandstro, kartebolle, fingerbøl, kongelys og natlys er bare nogle
få af de mange dejlige planter, der dukker op de herligste steder mellem drivhusene.
Det er virkelig ‘have for en tier’, som Anne Just så frejdigt har kaldt det.
Planter som disse er værd at satse på, hvis man gerne vil have et blomstrende
paradis i den lidt vilde stil. Og det er der rigtig mange, der gerne vil i disse år.
Jeg indrømmer, at de nævnte planter sår sig meget villigt og ofte i så store
mængder, at det tager overhånd. Men det kan man nemt rode bod på: Når planterne
er afblomstrede, klippes blot 90 procent af planterne ned, så de ikke kaster
frø. Resten får lov at blive stående og sikrer slægtens overlevelse. Overlevelsen er
især vigtigt ved fingerbøl, kongelys og natlys, som er toårige. Det betyder, at de
frø, der falder til jorden i sensommeren, først spirer næste forår. I løbet af sommeren
danner de en grøn bladroset, som overlever til efterfølgende sommer, hvor
planten blomstrer. Derefter dør den. For at få gang i en cyklus er det derfor i begyndelsen
vigtigt at så to år i træk. Derefter kører det hele af sig selv.
Der findes en del arter inden for både fingerbøl, kongelys og natlys, og for en
god ordens skyld skal det lige nævnes, at nogle af dem kommer igen år efter år.
Men det gælder ikke dem på Brændtvad.
Kæmpemandstro, Eryngium giganteum, er
en af de mest sølvfarvede blomster, der
findes. Mandstro ligner kartebolle, Dipsacus
(se det højre billede), en del. De er begge
nemme at dyrke.
199

Fingerbøl
Jeg har tidligere fremhævet, at oprette planter som for eksempel lupiner og også
fingerbøl er rigtig gode i staudebedet, fordi de med deres oprette spir rager op og
skaber variation i mylderet af blomster.
En af mine yndlingsblomster er den helt almindeli ge fingerbøl, Digitalis purpurea.
Når man ser den vokse mod himlen med sine statelige, hængende klokker,
kunne man nemt tro, at det var en sjælden og vanskelig blomst ar dyrke. Men det
er slet ikke tilfældet. Derfor opfordrer jeg alle med blot den mindste plet jord til
at sprede nogle frø. Stor bliver glæden, når blomsterne springer ud sommer nummer
to.
Det er oplevelser som disse, der kan være med til at skabe interesse for blomster
og have; tænk en gang – jeg fik noget til at blomstre! Derfor deler jeg glad og
gerne frø ud til venner og bekendte.
Hvis man først to år i træk har indført fingerbøl,
Digitalis, og ladet dem så sig selv,
behøver man ikke at tænke mere på det. Så
dukker de troligt op år efter år.
Kongelys og natlys
De høje, flotte kongelys, Verbascum, finder sig bedst til rette på en tør og stenet
jord med godt dræn. Her dukker de op på de mest uventede steder, og første år
ser man som nævnt kun en grøn roset af blade. Men året efter! Så går det stærkt.
Pludselig skyder et spir i vejret, og i løbet af blot et par måneder får man de flotteste,
koldtgule blomster, som også lyser op i måneskin. De flotte frøstande pynter
hele vinteren og står dér og vidner om et kort, men intenst liv.
En anden lysende blomst er natlys, Oenothera biennis, der har den samme
gule farve som kongelys. Den er blot kun halv så høj. Nogle vil måske undre sig
over det danske navn, men det er ganske velvalgt, fordi blomsterne først åbner sig
om aftenen, hvor de til gengæld dufter himmelsk.
Natlys, Oenothera biennis, er en anden villig
selvsåer. Det samme gælder for kongelys,
Verbascum, der ses på næste side.
200

201

Showstoppere!
Jørgen Larsen
Det er Anne Just, der har lært mig dette begreb. Det dækker over de blomster,
som alle lægger mærke til og kommenterer i haven. Der er måske flere hundrede
forskellige planter i blomst, men det er altid de samme fem, som bliver bemærket.
Hertil hører skærmlilje, Agapanthus. Den er der en stor interesse for i disse år.
Når jeg har gæster i haven, får jeg rigtig mange spørgsmål om skærmlilje –
blandt andet udeblivende blomstring. Det kan være en tricky plante, og jeg har
da også oplevet, at blomstrin gen nogle år næsten udebliver. Mine svar har altid
været lidt henholdende, for selvom jeg har haft skærmliljer i snart mange år, har
jeg alligevel aldrig helt fundet ud af at greje dem.
Derfor besluttede jeg mig for at besøge Jørgen Larsen i Malling, for han har
dyrket skærmliljer i mange år, og han ved, hvad han taler om.
202

Stramme linjer
Jørgen er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Århus på afdelingen for Landskabs-
og Havekunst og var fra 1984 til 2007 havebrugskonsulent i Havesel skabet.
Derefter blev han selvstændig og tegner i dag en del privathaver. På Jørgens hjemmeside,
www.havearkitekt-maa.dk, kan man se nogle af hans mange havepla ner.
Arkitektbaggrunden fornægter sig ikke.
Poul Henningsen har en gang sagt, at ‘uenighed gør stærk’, og Jørgen og jeg
har da heller ikke helt det samme havesyn. Arkitekten går ind for minimalisme,
og mit motto er, at det stort set ikke kan blive for meget. Da Jørgen første gang
besøgte mig, var han så sært tavs, og jeg aftvang ham et svar på, hvad han syntes
om min have: “Det er noget værre rod,” var hans kommentar.
Selvom jeg vel nærmest kan kaldes for ‘maximalist’, holder jeg også meget
af enkelhed og kan fint nyde en enkel have. Det ville være synd at sige, at Jørgen
Larsens have bugner af mange forskellige blomster, men til gengæld lægger man
så det meget mere mærke til dem, der er.
Der er ikke mange overflødige ting, hverken
i Jørgen Larsens hjem eller have! Det,
der er, er til gengæld udsøgt.
203

En overdådighed af blåt
Det var et fantastisk syn, der mødte mig i begyndelsen af august. En samling
utroligt flotte skærmliljer stod side ved side på terrassen i en bue grænsende op
til den grønne plæne.
Jørgen fortæller, at han begyndte at interessere sig for skærmliljer i midten af
firserne. Dengang var de ikke så udbredte som i dag, og i de almindelige havecentre
så man dem sjældent.
Skærmliljer var i gamle dage forbeholdt kongehuset og adelen, der vinteropbevarede
de imponerende baljeplanter i frostfrie orangerier. Om sommeren kom
de ud i det fri og blev placeret på rad og række sammen med for eksempel citrusog
oliventræer.
Jørgen fik sin første skærmlilje – sendt i et paprør – fra den legendariske planteskoleejer
P.C.O. Nørgaard på Mors. Han døde i 2003, men mange plantefolk husker
ham stadig. Man rejste gerne langt for at besøge Nørgaard og hans planteskole.
Men det var ikke alle, der fik lov at købe noget. Nørgaard skulle lige se folk
an.
Efter nogle år blev planten så stor, at den måtte deles. Den blev savet igennem
med en fukssvans, og det er sjovt at tænke på, at denne ene plante gennem
årene er blevet delt og delt og i dag er ‘mor’ til de omkring tyve kæmpestore planter
i Jørgens have.
Sorten hedder ‘Blue Ribbon’, og en hel del af de planter, Jørgen har i dag,
stammer fra Nørgaards eksemplar. Man skal ikke dele for tit. Dels kan planterne
godt lide at stå lidt trængt i krukken, og dels tager det mindst en sæson, før de
delte planter bliver sig selv igen.
Næse side: ‘Blue Ribbon’ hedder denne
smukke skærmlilje med blomster, der ser
ud, som om de har striber. Det er en god
og holdbar sort, som Jørgen anbefaler.
Skærmlilje kan også formeres fra frø. Men man skal være tålmodig; det varer
nemlig tre-fire år, får man ser den første blomst. Når man først har gang i en løbende
produktion, er ventetiden nu ikke så slem.
Det er altid spændende, når de første blomster viser sig. Har de mon den rette
blå farve? Hvis de er for blege (og det er de ofte), bliver planten kasseret. Barbarisk,
ja. “Men der er jo grænser for, hvor mange planter man kan samle på,”
som Jørgen siger.
Når kronbladene falder, udvikles de lange grønne frøstande. På friland er det
sjældent, at de når at blive modne, så sidst på sommeren sætter Jørgen dem ind
i det opvarmede drivhus, og når frøstanden begynder at brunfarves, er frøene
modne. De sås i individuelle potter og spirer nemt. Efterhånden som de begynder
at vokse ud af beholderen, pottes de om.
204

205

Skærmliljer på rad og række. I baggrunden
ses Jørgens drivhuse. Det højre er opvarmet
om vinteren, og her opbevares planterne.
Pasning
Skærmliljer skal ind om vinteren, for de tåler ikke frost gennem længere tid. Et
par grader en enkelt nat eller to tager de ikke skade af, men dagsfrost bryder de
sig bestemt ikke om.
Før det bliver for koldt, flyttes planterne ind i det ene af Jørgens drivhuse,
der forinden er isoleret hele vejen rundt forneden med flamingoplader, der klemmes
fast mellem profilerne. Varmekilden er et gammel oliefyr, der står gemt i et
hjørne af haven. Om vinteren holdes drivhuset på cirka fem grader, og det er nok
for skærmliljerne.
206

Hvis man ikke skal samle frø, giver det en rigere blomstring året efter at
klippe stængler og blomsterstande af lige efter blomstringen. Dette gøres, fordi
det er hårdt for planterne at udvikle frø. Hen i september ophører Jørgen med at
vande. Nu skal planterne tørre ud, inden de nogle uger efter flyttes ind i drivhuset.
Her står de uden en dråbe hele vinteren. Fugtig jord omkring rødderne i den
forholdsvis kolde vintertid kan betyde den visse død for planterne.
Når solen i marts begynder at få magt i drivhuset, trappes vandingen langsomt
op, og der gødes med NPK-gødning 12-5-14 som ‘salt på en æggemad’. Nu
skal de først gødes igen, når blomstringen er ovre. Hen i maj flyttes de store planter
ud i haven.
I begyndelsen havde Jørgen sine skærmliljer i lerkrukker, men på et tidspunkt
blev de for uhåndterlige. Derfor plantede han dem over i store, sorte murerplasticbaljer,
som ser helt neutrale ud. Men faktisk ser man dem slet ikke, fordi
de lange, brede blade næsten når ned til jorden og dækker beholderen.
Når de sidste kronblade falder, gødes der igen med NPK-gødning. Denne
gang med cirka en halv gang mere gødning end i foråret. Dette er med til at sikre
en rig blomstring året efter.
Hvide skærmliljer er noget sjældnere end
de blå, men dog rimeligt almindelige. Den
viste er noget særligt, fordi Jørgen har
fremavlet den fra frø, der stammer fra den
blå ‘Blue Ribbon’.
Et plantetestamente
Jørgen kom hen ad vejen på meget god fod med Nørgaard. Det skyldtes blandt
andet, at han under et besøg fortalte Nørgaard, at det var lykkedes ham at få en
helt hvid frøplante af frø fra ‘Blue Ribbon’ – altså den sort, som han havde købt
af Nørgaard nogle år forinden.
Nørgaard virkede noget tvivlende, og det var først, da Jørgen tog en plante
med til Mors og forærede den til ham, at han helt overgav sig. Fra da af var Jørgen
en del af inderkredsen.
Nørgaard levede og åndede for sine planter, og lige før sin død skrev han et
plantetestamente, således at de forskellige planteslægter blev testamenteret til
plantefolk, som Nørgaard satte pris på. Det er vel unødvendigt at fortælle, at Jørgen
fik P.C.O. Nørgaards skærmliljer, og dem hæger han virkelig om.
På falderebet skal lige nævnes, at Jørgens skærmliljer heller ikke blomstrer lige
rigt hvert år. Forklaringen må være, at en plante efter en ekstra overdådig blomstring
ét år skal sunde sig lidt det efterfølgende og derfor sparer på krudtet, hvad
blomstring angår.
207

Smukke belægninger
Noget af det, der virkelig kan give en have et løft, er be lægninger. Modsat kan
for mange herregårdssten og knust sort granit trække i den anden retning. Sidstnævnte
har jeg virkelig en aversion mod. Det er ligesom at gå i knækbrød, som
Kjeld Slot (se side 36) så rammende har udtrykt det.
Kreativitet er et ord, der går igen og igen i denne bog, og det var også det, jeg
tænkte på, da jeg første gang besøgte Poul og Yrsa Sørensens have i Ejby på Fyn.
Parret flyttede hertil i 1999. “Du drømmer ikke om, hvordan her så ud,” fortæller
Yrsa. “Det hele var fuldstændig overgroet. Den tidligere ejer var økolog og
utrolig glad for fugle og nænnede ikke at klippe så meget som en gren, så haven
var ganske enkelt ufrem kommelig.”
Den første tid gik med at få ryddet ud i vildnisset. Et kæmpe arbejde. Store,
gamle træer fik naturligvis lov til at blive, og da de først kom til at stå solitært,
var det tydeligt, at rammerne var fantastiske. Alt åndede fred og idyl. Nu skulle
de virkelig i gang med haven. Men ...
Yrsa Sørensen
Decemberstormen
Så kom stormen. Mange husker stadig den 3. december 1999, hvor den værste
storm i mands minde rasede over Danmark. Stormen kaldes da også for ‘århundredets
orkan’. Poul og Yrsa glemmer den aldrig, for både træer og huse væltede
omkring ørerne på dem. Det kunne simpelthen ikke være værre.
Et større oprydningsarbejde gik i gang, og først hen på sommeren 2000 var
haven så ryddet, at man kunne begynde at tænke på selve planlægningen. Imens
formerede Yrsa planter i den store stil. Under gamle træer og buske var der nemlig
dukket en del vækster frem, og det siger sig selv, at de var stærke og værd at
satse på, når de kunne klare de mange års overgroning.
Svellerne
I 2002 faldt Poul tilfældigt over en annonce i et landboblad. Fra et sted, hvor man
kunne købe gamle jernbanesveller. De kunne være fine som bedkanter i haven.
“Hvis du tager et lastbillæs, skal du få dem til en god pris.” Det tilbud var så
godt, at Poul ikke kunne sige nej.
Svellerne var i første omgang tænkt som afgrænsning af nogle store surbundsbede,
men der blev rigtig, rigtig mange til overs. De blev så brugt til trapper,
kanter og i det hele taget indramning af havens mange belægninger og bede.
208

209

Fliser og sten
Gamle fliser kan man ofte få for en slik, fordi folk vil have en anden og mere
‘spændende’ belægning. Nogle gange kan man også finde fliserne gratis på genbrugspladsen.
Yrsa og Poul er altid aftagere til et læs fliser – mange eller få, for med en have
på fem-seks tusind kvadratmeter kan der altid anlægges en ny sti eller en plads et
eller andet sted.
De små piksten har Yrsa og Poul samlet på gårdens marker, og desuden
stammer mange også fra de to gamle vognporte. Kombinationen af dem og fliserne
giver alting et herligt legende og uhøjtideligt præg.
Mon ikke billederne fra denne have kan give gode ideer? Det hele virker næsten
som ét stort kludetæppe, og når man går rundt, får man bestandigt nye oplevelser.
Der sker altid noget, når man lægger
kvadratiske former diago nalt. Her er det
ganske almindelige betonfliser, der er lagt
spids mod spids. Derefter er der gravet
jernskinner ned og fyldt ud med perlesten.
210

Når man bor på landet, kan man finde masser
af piksten. Her er de vendt og drejet
og lagt ned mellem rektangulære fliser,
placeret for skudt for hinanden. Kanterne er
sveller.
211

Næste side: Store og små blade i forskellige
former kan sættes sammen på utallige
måder. Her er det i bunden tykbladet kæmpestenbræk,
Bergenia crassifoli a; herover
bronzeblad, Rodgersia; og bagest hjertetræ,
Cercidiphyllum.
Haveglæde
Yrsa har været glad for have, så længe hun kan huske. Hun er opvokset med interessen.
Hendes farmor, som hun kom meget hos, havde en stor og dejlig have og
vidste en masse. Faktisk har Yrsa flere planter fra sin farmor, blandt andet alperoser
og påskeliljer. Også Yrsas far var ramt af bacillen og ville egentlig have været
gartner.
Alle de fine små formklippede buksbom
har Yrsa selv lavet fra stiklinger. Læg mærke
til de to lette kugleakacietræer, Robinia
p seudoacacia ‘Umbraculifera’.
Det er Yrsa, der står for de overordnede linjer – den kreative indretning af haven.
Blomsterne og de mindre planter er hendes domæne, mens Poul er glad for træer.
Parret har gennem rigtig mange år været medlem af Det danske Haveselskab, og
Yrsa er kasserer for den lokale Odenseafdeling.
Haven er deres fælles projekt. Poul bakser rundt med de store ting, som for
eksempel svellerne, og Yrsa fylder rammerne ud med fliser og piksten. Hun forklarer
mig, at der ikke er noget egentligt system, men at hun blot benytter det
forhåndenværende søms princip. Hvis pikstenene pludselig slipper op, fortsætter
hun med fliser i én størrelse, og lidt senere med nogle i en anden – forskudt, diagonalt
og med sten eller grus imellem. “Det er bare så spændende,” siger hun. Og
det er netop denne variation, der gør haven her til noget helt særligt.
214

215

Keramik i haven
Undertiden kan man godt få indtryk af, at nogen mener, at ‘brugskunst’ ikke er
rigtig kunst. Sådan har jeg det nu ikke. For mig er det et yderligere plus, at kunsten
også kan bruges. Og det kan keramiker Helle Nørbys. Faktisk har hun ikke
noget imod, at man bogstavelig talt træder på den! Hun fremstiller nemlig keramiske
belægningssten til haven på sit værksted i Lundumskov lidt nordvest for
Horsens.
“Det er ikke tilfældigt, at det blev noget med have, jeg kom til at beskæftige
mig med,” fortæller Helle. “Jeg har altid været passioneret haveelsker, også før jeg
nogensinde så meget som tænkte på at blive keramiker. Planter og blomster betyder
så utrolig meget for mig. De gange, jeg er flyttet, har jeg altid fyldt vindueskarme
med potteplanter og plantet krukker til, før jeg fik pakket flyttekasserne
ud.”
Helle Nørby
Belægningsstenene
I begyndelsen af Helles karriere som keramiker lavede hun mest store krukker,
skåle og keramiske billeder til ophængning inden døre. Men en dag fik hun en
bestilling på et keramisk billede til en landskabsarkitekt og blev spurgt, om det
kunne tåle at være en del af en udendørs belægning. Det satte virkelig nogle tanker
i gang.
På det tidspunkt var hun ved at være lidt træt af at være keramiker og ville
meget hellere være i sin have, men det kunne man jo ikke leve af. Da opstod ideen
om at forene den store haveglæde med keramikken. Det skabte ny energi, og
Helle gav sig i kast med at lave belægningssten.
Frost- og ridsesikre
Det viste sig at blive en lang proces at udvikle stenene. Teknologisk Institut blev
ofte konsulteret, men efter et par år var målet nået. Helle var nu i stand til at
lave både frost- og ridsesikre sten. “Faktisk er deres brudstyrke større end betonstens,”
fortæller hun.
Stenene er af massivt ler, og dekorationen ridses ned i leret, før stenene brændes
ved tusind grader. Derefter glaseres de og brændes igen. Denne gang ved tolv
hundrede og halvfjerds grader.
De fleste motiver er hentet fra dyreverdenen – sommerfugle, guldsmede, fisk
og mariehøns – men ind imellem er der også blomster og hjerter.
216

Gå på opdagelse
Der herlige ved Helles belægningssten er, at man ikke opdager dem ved første
øjekast. Ideen er nemlig, at de kun bruges hist og pist til at bryde en ellers monoton
flade. I samspil med fliser og brosten er de lige ‘det’, der får én til at trække
på smilebåndet.
Om sommeren lægger man måske ikke så meget mærke til dem, fordi der er
så meget grønt omkring, men om vinteren, hvor ikke blot blomsterne, men også
lyset er væk, så alt bliver gråt og mørkt, træder stenene pludselig tydeligere frem.
De lyser ganske enkelt op i belægningen.
Personlig stil
Helle får ofte personlige ønsker og prøver så vidt muligt at opfylde dem. Det er
netop det unikke ved hendes produkter: at de ikke bliver spyttet ud af en maskine,
men fremstilles én efter én i hånden. Så hvis nogen for eksempel har et ønske
om et særligt dyr eller en anden dekoration, prøver Helle at imødekomme dette.
Især børn er optaget af Helles flotte sten. Hvem kan finde flest dyr? Hvor er
mariehønsene henne? Eller: Hvilke dyr kan flyve? Der er mange muligheder for
leg. Et af de store hit er et solur med tolv sten og med et til tolv motiver. Siden
Søren Ryge Petersen for et par år siden besøgte Helle og viste soluret i en af sine
udsendelser, har det virkelig været efterspurgt. Særlig til institutioner, men også
private har bestilt det.
Positive kunder
“Næsten alle mine kunder er havemennesker, og de er så positive,” siger Helle.
“Når man har en fælles interesse, er der altid noget at tale om.”
Helles lille have uden for værkstedet har sin egen stille poesi. En af favoritterne
er storkenæb, fordi de stort set passer sig selv og hurtigt kommer til at fylde.
Hun holder rigtig meget af uprætentiøse blomster, de små og undselige. Men
hun kan heller ikke undvære de store som dagliljer, pæoner og roser. “Især de
duftende holder jeg usigeligt meget af,” siger hun.
Læs mere på: www.byhellenoerby.com
Der er flere former og mange motiver at
vælge imellem. Men fælles for alle er, at
farverne er så afdæmpede, at de kan indpasses
overalt.
218

Op ad stolper
og ned ad vægge
Der er en vis logik i, at jeg skriver meget om roser i denne bog, for når roser virkelig
trives og har det godt, er der stort set ikke noget skønnere. Især ikke, når de
lige er sprunget ud.
Der er mange måder at dyrke roser på, og Ulla og Mikael Hårdes hører til
en af de mere overvældende. I deres have i Malmø er der nemlig ikke kun roser
ved jorden. Nej, der er roser alle steder – bogstaveligt talt op ad stolper og ned ad
vægge. At parrets adresse tilmed er Rosenstigen, gør kun oplevelsen endnu mere
hyggelig.
Ulla og Mikael Hårde
Engelsk stil
Allerede ved havelågen ser man, at dette ikke er en helt almindelig have. Et kig
ind afslører en så blomstrende over dådighed, at jeg føler mig hensat til England.
Frodighed af den kaliber findes sjældent på vore breddegrader.
Jeg kender Ulla, fordi hun i sin egenskab af journalist har skrevet om min
have til svenske magasiner, og desuden er vi en slags ‘kollegaer’. Ulla skriver nemlig
også havebøger, blandt andet om engelske haver. Den seneste, en lille fin og
handy bog, hedder Upplev engelska trädgårdar. Den er fra 2009 og udkommet på
Ica Bokförlag.
Ulla og Mikael har boet i England, hvor de arbejdede som udenrigskorrespondenter
for svenske dagblade. Haveinteresserede er de begge, og ferierne går
ofte til England for at se på haver. “Det bliver vi aldrig trætte af,” siger Ulla.
Den smukke og meget frodige rose på
billedet her og på næste side hedder ‘Sander’s
White’.
220

221

‘Ispahan’ er en rose, som både Ulla og Mikael
fremhæver som en af deres yndlingsroser.
Den er både villig og blom sterrig.
Jorden omkring den dækkes af storkenæb.
Forrest er det ‘Patricia’.
222

Engelske rosenhaver
Ulla og Mikael rejser ud med åbent sind og bringer megen inspiration med hjem
til deres egen have. Det er så dejligt at høre, for mit indtryk er, at mange, der besøger
England, slet ikke tror, at noget tilsvarende kan lade sig gøre i Skandinavien.
Men det er Ulla og Mikaels have beviset på!
En af de haver, Ulla nævner som en stor inspirationskilde, er Mottisfont Abbey
i det sydlige England ikke så langt Southamp ton. “Da vi havde oplevet dette
fantastiske sted, tog vi hjem og gravede halvdelen af vores egen have op. Nu skulle
vi have endnu flere roser.”
Mottisfont Abbey er ‘et velorganiseret orgie i dufte, farver og former’, som
Ulla skriver i bogen. Haven, der er skabt af en af englands kendteste rosenspe cialister,
Graham Stuart Thomas (1909-2003), er en stor landskabshave omkring et
kloster, der kan dateres tilbage til 1100-tallet. Inden for klostermurene ligger den
fantastiske rosenhave.
Rosenfolk fra hele verden besøger stedet, når rosensæsonen topper 15.-30.
juni. Det er ganske enkelt et betagende syn, når de flere tusind roser blomstrer i
fuldt flor.
Kendetegnende for stedet og Graham Stuart Thomas’ tanker er, at roser har
det bedst i godt selskab. Altså sammen med andre blomster, for eksempel stauder.
I haven ved Mottisfont Abbey kan man derfor opleve de smukkeste sammensætninger
af roser og stauder i en frodig og fuldstændig ubeskrivelig symbiose.
‘Rosy Cushion’, som denne rose hedder,
har jeg aldrig set før. Men jeg overvejer at
finde en plads til den. For sjældent har jeg
oplevet en rose, der blomstrede så rigt og
tilmed hele sommeren.
Det er, som om den engelske stil med at plante roser og stauder sammen ikke er
nået til Danmark. Ja, nogle påstår tilmed, at det ikke kan lade sig gøre; at roserne
ikke har godt af det. Men en tur over sundet overbeviste mig om, at det i hvert
fald godt kan lade sig gøre i Sverige ...
Atter et billede af ‘Ispahan’. Den kan man
godt tåle at se igen!
223

Til venstre den engelske rose ‘Mary Rose’
sammen med storkenæb, Geranium endressii.
Til højre er det storkenæb ‘Patricia’.
Storkenæb
Det er ikke bar jord, Ulla og Mikael dyrker! Overalt er jorden dækket, og det gør,
at haven er ganske let at passe. For når jorden er fyldt ud, kommer der stort set
ikke noget ukrudt. En grundig forårsrengøring i marts, klipning af roser i april
og blot nogle få timers vedligehold hver uge er den tid, parret bruger på havearbejde.
Det lyder næsten for godt til at være sandt.
Som bunddække sværger Ulla til storkenæb, Geranium, eller näva, som de
kaldes på svensk. Hun er så begejstret for dem, at hun netop, også her i 2009, på
Ica Bokförlag har udgivet en separat bog om storkenæb. Nävor, hedder den slet og
ret.
Ulla nævner, at det også er i England, hun har set, hvor anvendelig denne
plante er og fremhæver, at der findes mange hundrede sorter – høje og lave i en
mængde farver. Farveskala en er stort den samme som hos roserne lige med undtagelse
af gul og orange.
224

Ikke nok med, at storkenæb holder ukrudtet nede. Der er også en anden meget
stor fordel: De dækker for rosernes ‘bare ben’. For de fleste rosers vedkommende
er det jo først oppe i en højde på omkring en halv meter, der for alvor
kommer blade, og endnu længere op skal man, før blomsterne viser sig.
Hvis man planter nye roser, anbefales det at vente et par år med at plante noget
– for eksempel storkenæb – omkring dem. I begyndelsen er roserne jo ikke
ret høje, og hvis de helt bliver dækket af omkringstående planter, dør de. Det er
bedst at vente med at plante selskabsplanterne, til roserne har nået en højde på
70-80 centimeter.
Hvis det er roser, der bliver klippet langt ned om foråret, skal man også passe
på, at omkringstående planter ikke pludselig ‘overhaler’. Det gælder om at være
på vagt og studse selskabs planterne, indtil roserne har skudt godt.
‘Rosa Mundi’ og storkenæbbene Geranium
‘Patricia’ og Geranium endressii.
225

226

Himmelstræbere
I Ulla og Mikaels have gror roserne ikke kun op ad husets mure og i stativer, men
også rundtomkring i havens træer. Et impo nerende eksemplar af Rosa helenae
vokser op ad havestuen. Ulla og Mikael betegner den som en af de nemme, fordringsløse
og meget frodige roser, da jeg beder dem om at komme med nogle få
ek sempler på deres yndlingsroser.
En anden ‘må ha’-rose’ – eller en must have plant, som englænderne udtrykker
det – er ‘Paul’s Himalayan Musk’. Den er ret nøjsom og trives fint i selv temmelig
dårlig jord, den tåler en del skygge og gror meget hurtigt. På en enkelt sommer
kan de nye skud blive op til fire meter, fortæller Ulla. Den får de smukkeste
hvidrosa, dobbelte blomster, og når den blomstrer, er det et fuldstændig fortryllende
syn.
‘Ispahan’ er også en af yndlingsroserne. Den egner sig med sine ret store, først
skålformede og senere flade lyserøde blomster godt til et espalier eller et stativ,
nøjagtig som Ulla og Mikael dyrker den. Duften er stærk og meget behagelig.
Desværre blomstrer de tre nævnte roser kun én gang, nemlig fra midten af
juni og en lille måned frem. Men så gælder det bare om at nyde dem ekstra intenst.
På begge billeder ses ‘Paul’s Himalayan
Musk’. Et af de største eksemplarer, jeg har
oplevet.
Forrige side: Roser alle steder! Er det ikke
herligt? Den overvældende rose, der vokser
op ad huset, er Rosa helenae.
227

Manden med
vandkanderne
Ebbe Andersen
Tidligere har jeg været inde på, hvordan jeg finder frem til de haver, jeg vælger at
skrive om og portrættere. Denne have, en lille kolonihave i Københavnsområdet,
er virkelig et fund, og jeg har lyst til at fortælle om, hvordan jeg kom på sporet af
den.
I min søgen efter sjove og personlige ting til mit hjem og min have kommer
jeg af og til i den herlige butik Fil de Fer i Store Kongensgade i København. Lars
Kristensen, som åbnede butikken i 1995, er, som han selv siger, drevet af en lidenskab
for franske loppefund og en drøm om at beskæftige – og omgive – sig med
ting, han holder af. Det er svært ikke at lade sig friste. Jeg taler af erfaring ...
En dag faldt vi i snak, og jeg spurgte Lars, om han ikke blandt sine kunder
kendte nogle med særlige haver. Han tænkte sig om et øjeblik og sagde: “Jo, måske
én. Jeg har ikke set hans have, men han kommer af og til forbi og spørger efter
gamle vandkander og antikke haveredskaber. Han skulle have en temmelig
stor samling. Så mon ikke også, at han har en have?”
Jeg blev straks fyr og flamme. Tænk en gang. Én, der samler på vandkander.
Det er herligt med mennesker, der har en særlig samlermani. Dette måtte efterforskes.
Banke på
Lars vidste, hvilken haveforening haven lå i, men ikke den præcise placering. Jeg
kørte derud for at forfølge mit mål. Stier op og stier ned gik jeg, men hvad skulle
jeg kigge efter? Vandkanderne stod næppe linet op ude ved hækken!
Det varede dog ikke længe, før jeg var sikker på at have fået gevinst. På en
diskret trædør, som man ikke sådan uden lige kunne kigge ind over, var der en
dørhammer. Udformet som en vandkande. Det måtte være her. Jeg bankede på,
døren blev åbnet, og indenfor åbenbarede en fantastisk have sig. Sikke et sted.
Jeg forklarede mit ærinde og blev venligt budt indenfor i Paradiset af Ebbe
Andersen, som ‘vandkandemanden’ hedder. Min første indskydelse var, at Ebbe
måtte være scenograf eller noget andet kreativt, for haven var ganske eventyrlig
med de fineste stilleben rundtomkring. Nej, Ebbe var ‘bare’ en pensioneret folkeskolelærer,
som han selv udtrykte det, der her fik afløb for sine kreative udfoldelser.
Det var dørhammeren, som ledte mig på
sporet.
228

229

Prøv at se, hvad de tre formklippede buksbom
betyder for hele sceneriet. Hvis kun de
‘selvsåede’ planter havde stået der, var der
ingen orden i kaos. Det er der bestemt nu.
Først haven
Det med vandkanderne vender vi tilbage til. Først gælder det haven. Ebbes fortættede
haveunivers er et skoleeksempel på, hvor fin og intens en lille have kan
være. Tilrettelagt på den rigtige måde kan man her få oplevelser, som er svære at
skabe i en stor have, hvis den da ikke består af mindre rum.
Ebbe har haft haven i tolv år og fortæller, at den er på omkring hundrede og
halvtreds kvadratmeter. “Det er først og fremmest indretningen af haven, der interesserer
mig, og jeg tænker hele tiden i former og farver – i blade, blomster, belægninger,
træværk og møbler. Og så holder jeg af modsætninger – for eksempel
det vilde og det styrede. Det gælder om at bruge begge hjernehalvdele.”
Han forklarer, at det vilde opstår ved, at planterne får lov til at væve sig ind
i hinanden, og flere steder står planter ne, som Gud har plantet dem. Det virker
230

helt naturligt. Men lur mig, om ikke Ebbe har haft en finger med i spillet? Jeg
tror det.
Det styrede er blandt andet klippede buksbomkugler og -spiraler, arrangeret
med stor omhu, både i grupper og enkeltvis. Uden dem ville haven slet ikke have
det stærke kompositoriske udtryk, den har.
Der er utrolig mange fine op levelser. En gennemgående pergola, et lille lysthus
med vedbendtag og smukt udvalgte og placerede havemøbler.
Den helt særlige stemning skyldes også, at der ikke er fliser i haven. Stier og
siddepladsen foran huset er dækket med ærtesten – ikke for fint og ikke for groft.
Der virker helt rigtigt. En detalje, der også er værd at lægge mærke til, er et lille
stengærde, som afgrænser siddepladsen fra plænen.
Et fint lille lysthus. Det fylder ikke ret meget,
men virker alligevel uhyre effektfuldt
her, hvor det bryder staudebe det. Igen:
Læg mærke til buksbomkuglerne!
231

Planter
Forrige side
øverst til venstre: hosta ‘On stage’ og
påskeklokkeblade, Helleborus
nederst til venstre: hosta ‘Frances Williams’
og buksbomkugler
nederst midti: alunrod, Heuchera
‘Plum Pudding’
nederst til højre: hosta ‘Halcyon’ i krukke
Denne side
til højre: gul humle, Humulus lupulus
‘Aureus’
helt til højre: klematis ‘Niobe’

Små arrangementer
Rundtomkring står fine, små arrangementer. Ja, selv haveslangen ser dekorativ
ud her. Det skyldes, at den er sort og ikke skriggrøn (hvorfor er de fleste haveslanger
i øvrigt det?) og rullet op på en fin, gammel slangevogn. Smukke, gamle
lerpotter er stillet op på en stige og ligeså på et havebord.
Sammen med de varierede – men dog rolige – plantesammensæt ninger udgør
haven et samlet hele, der ganske enkelt er unikt.
Når mindre haver undertiden virker urolige, skyldes det tit, at haveejeren har ønsket
at have så mange forskellige planter som muligt. Her er det tydeligt, at Ebbe
har været selektiv. Et godt eksempel er roserne. Der er blot nogle få og udvalgte,
og flere af de samme går igen. Desuden er de alle valgt inden for den rosa og lyse
toneskala i en fin symfoni.
Denne og næste side: Af og til bliver man
som havefotograf nødt til at nippe lidt
visne blade, støtte en plante med en pind
eller måske rykke lidt rundt på havemøblerne,
for at det hele skal tage sig så godt ud
som muligt. Det var ikke nødvendigt hos
Ebbe. Alt stod, hvor det skulle, og det var
bare om at ‘skyde’ løs.
234

235

Herligt og lidt skørt, ikke sandt? Et helt hus
fyldt med haverarite ter. Patchworktæppet
på briksen har Ebbe arvet fra et familiemedlem,
som aldrig smed noget ud, men
kunne genbruge alt. Tæppet er syet af
aflagt tøj.
Læg mærke til det smukke gulv, som
Ebbe selv har malet. Farverne passer perfekt
til interiøret.
Kanderne
På grunden er der naturligvis også et hus, men ikke til overnatning. Det er bygget
af en tømrer ud fra nogle gamle vinduer og døre ene og alene til kanderne og
de øvrige redskaber. At opleve dem og i det hele taget denne have har været et af
denne bogs absolutte højde punkter.
Samlermanien startede med et par gamle kander og nogle haveredskaber fra
Ebbes familie, og siden har den grebet om sig.
“I begyndelsen sagde jeg, at jeg ville have en kande til hver dag i ugen. Så
blev det til hver dag i måneden, men nu er jeg holdt jeg op med at tælle,” fortæller
Ebbe. “Jeg går meget på loppemar ke der i Paris og London, og et af mine favoritsteder
er Portobel lo Road i London. Butikken i nr. 113 skal jeg altid omkring.”
Ebbe har altid en særlig kuffert med på rejser. Den kan som regel rumme tre
kander. Den er tom, når han rejser ud, men sjældent, når han kommer hjem!
“Jeg har faktisk ikke plads til flere kander, så jeg må snart til at stoppe samleriet.”
Mon han kan holde det? Næppe.
236

237

238

239

Havedrømme
Tekst, foto og layout: © Claus Dalby
Forlagsredaktion: Mette Jørgensen
Billedbehandling og dtp: Finn Leth
Trykt i Italien
© 2009 Forlaget Klematis A/S
www.klematis.dk
1. oplag
ISBN 978-87-641-0391-5 (samlede udg.)
ISBN 978-87-641-0489-9 (bd. I)
Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af denne bog må gengives,
lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller med nogen midler:
grafisk, elektronisk, mekanisk, fotografisk, indspillet på plade eller bånd,
overført til databaser eller på anden måde uden forlagets
skriftlige tilladelse. Enhver kopiering fra denne bog
må kun finde sted i overensstemmelse med overenskomst
mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Det er tilladt
at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Claus Dalby er kendt af mange for sine bøger, artikler og fjernsynsudsendelser om blomster, drivhuse
og haver. Han smitter, og med sin entusiasme har han skabt mange drømme. Først Drivhusdrømme
og nu Havedrømme! Tobindsværket med samme navn byder på portrætter og præsentationer af
femogfyrre meget personlige og forskellige danske og enkelte svenske haver. Bøgernes mange billeder
afspejler, hvorledes disse haver er udtænkt og formet af skabende mennesker,
for hvem det er helt naturligt at lægge vægt på æstetik og funktionalitet.
Gennem portrætterne af de nøje udvalgte haver og deres ejere fortæller Claus Dalby indlevende og
medrivende en række spændende havehistorier. Undervejs øser han af sin store plantemæssige viden.
De mange smukke og indholdsrige billeder giver en mængde ideer
og forslag til alle, der ønsker ny inspiration.
En haveklassiker til fordybelse og nydelse – såvel ude som inde!
www.klematis.dk