Havedrømme II

Claus Dalby
Havedrømme ii
Klematis

Claus Dalby
Havedrømme ii

Indhold
En maskulin have. .................. 4
En hemmelig have. .................. 18
To kunstneriske sjæle. ............... 24
En klasse for sig. .................... 36
Vild med blomster. .................. 50
Mit bornholmske logi. ............... 54
En lillebitte have .................... 62
Altid plads til én til. ................. 70
En kendt planteskole. ................ 80
Rosenchokket. ...................... 96
Et herskabeligt sommerhus .......... 102
Det gamle træ ..................... 112
Landbohaven. ..................... 116
Langt fra alfarvej. .................. 122
Malerens have ..................... 138
Den helsende have. ................. 150
En løvhave. ....................... 166
Liljer i tusindvis. ................... 178
Fra husmandssted til kæmpe have. .... 184
En grushave. ...................... 190
En have midt i byen. ................ 194
Drømmer jeg, eller ... ............... 204

En maskulin have
Det spændende ved at skrive en bog som denne er at få mulighed for at fortælle
om en lang række meget forskellige haver. Der er så mange måder at lave have på.
Jeg har set en del, men ingen som denne. Den er absolut på min personlige toptiliste.
Med sine stramme linjer, ‘vilde’ beplantning, enkle farvevalg og næsten rå
indretning virker den meget maskulin. Den er skabt af landskabs arkitekt Henrik
Jørgensen.
Selv om jeg elsker den romantiske havestil, er det befriende en gang imellem
at se noget andet. Man siger, at en have først er rigtig vellykket, når den tilsammen
med boligen danner en helhed, og det er virkelig tilfældet her.
Henrik Jørgensen
Stramme linjer skaber ro i den ellers ret
frodige og næsten vilde have.
4

Det smukke hus beliggende op mod Dyrehaven i Kgs. Lyngby er tegnet i 1946 af
professor, kun sthistori ker og arkitekt Vilhelm Wanscher (1875-1961) til ham selv
og hans hustru, billedhugger og maler Hilda Wanscher (1887-1973). Med sine
grønne skodder og smukke, gyldne, berappede sten er huset tydeligt inspireret af
sydens byggestil. ‘Vores otiumbolig’ har parret kaldt huset. Hilda Wanscher flyttede
først herfra i 1972.
Henrik og hans hustru, Louise Ry, købte huset i 2000, og dengang trængte
både hus og have til en kærlig hånd. Sidstnævnte tog Henrik sig af.
Ideen med at bruge brænde som rumdelere
er genial. Det tager nemlig ikke så lang
tid at flytte rundt på dem og derved skabe
nye oplevelser.
5

6

Haverummet
Haven, der har en størrelse på cirka fem hundrede kvadratmeter, var mildest talt
forsømt, men helt fra begyndelsen havde Henrik en klar idé om, hvordan det
skulle gribes an. Der måtte først og fremmest etableres ét stort lukket rum. Omkring
haven blev der derfor bygget et 220 centimeter højt raftehegn, og op ad det
blev der plantet hyld, vedbend, rose, klematis og andre slyngende planter.
En væg af grønmalede brædder blev sat som afskærmning i havens bageste
ende. Over den byggede Henrik en pergola og overdækkede den med glas. Op
ad bagvæggen blev der plantet vin og ved stolperne blåregn, humle og forskellige
klematis, som i løbet af sommeren sørger for, at lyset gennem tagfladen brydes og
giver et hyggeligt flimrende lys.
Louise blander sig ikke meget i det derude, men Henrik lyttede alligevel, da
hun foreslog, at ‘gulvet’ under pergolaen blot skulle være stampet ler, ligesom
man ser det i syden – en løsning, der passer rigtig godt til havens øvrige indretning.
Denne og forrige side: Den glasoverdækkede
pergola er et genialt påfund. Der er
efter sigende blevet holdt mange hyggelige
sammenkomster her.
7

Rum i rum
“Det gælder om at komme helt ud i hjørnerne,” siger Henrik. “Alt for tit ser man,
at folk kun gør brug af et lille areal, ofte en flisebelagt plads tæt på huset. Omkring
den er der så en stor græsplæne, og hele vejen rundt ude ved skellet er der
plantet buske og måske lidt stauder. Det er simpelthen for dårlig udnyttelse af
gode kvadratmeter.
Her har vi bestræbt os på at bruge hele rummet. Da de ydre vægge var etableret,
gik jeg i gang med at skabe flere rum som små selvstændige oaser”.
En terrasse og et stiforløb af smukke, gyldne, hårdtbrændte teglsten blev lagt
rundt om huset og gav nogle rette linjer, som Henrik byggede videre på.
Som gammel skovarbejder er han glad for træ og lavede derfor rumdelere af
brænde.
Endnu en brænde-rumdeler. Bemærk det
lille barkoverdækkede tag, der hjælper til at
holde brændet tørt. Det er nemlig ikke kun
til pynt!
Hæk af lærk
Flere steder i haven er der plantet lærkehæk, som med sine fine nåle virker både
smukke og dekorative. Henrik har en forkærlighed for lærk og fremhæver flere
fordele. En af dem er, at den kan klippes ret smal og virker derved let og elegant.
Om sommeren er hækken tæt og frisk grøn, om efteråret bliver den nærmest
cadmiumgul og passer perfekt til omgivelserne og huset.
Der findes flere former for lærk, men det er vigtigt at plante japansk lærk,
Larix kaempferi, eller hybridlærk. Der findes flere andre arter, som ikke kan anbefales,
fordi de enten let angribes af sygdomme eller simpelthen bliver for kraftige.
Sidst på sommeren smider hækken nålene og står vinteren igennem transparent
med en fin grenbygning. Bemærk, at nålene er ret sure, og medmindre hækken
er plantet i et surbunds bed, bør nålene fjernes.
Den transparente lærkehæk er et smukt
indslag i haven, og i samspil med de fire
halve vintønder med vand udgør den en
hel scenografisk baggrund.
Næste side: Også op ad hegnet mod skellet
står en brændestabel. Den småblomstrende
slyngrose gør sig fint i det selskab.
8

9

Planter
Forrige side
øverst til højre: vedbend, Hedera
nederst midti: fjervalmue, Macleaya cordata
nederst til højre: hvid tidselkugle, Echinops
sphaerocephalus
Denne side
herunder: kvan, Angelica archangelica
midti til højre: kartebolle, Dipsacus
nederst til højre: skvalderkål, Aegopodium
podagraria

Robuste planter
“Jeg anvender kun stærke planter, der overlever uden særlig pleje. Planter, der skal
bindes op eller nurses på anden måde, er slet ikke mig,” fortæller Henrik. Her er
ingen bede med skarpt afstukne kanter. Henrik fjerner blot et stykke græstørv og
placerer planten dér.
Lægebaldrian, Valeriana officinalis
Fingerbøl, Digitalis purpurea
Fjerbusk, Aruncus
Det er ikke så meget blomsten og farven, men mere formen og løvet, Henrik går
efter. Alligevel er havens farver afstemt med husets, der changerer i rødlige, gullige,
brunlige og grønne nuancer.
En af havens markante planter er den høje fjervalmue, Macleaya cordata, der
når en højde på et par meter og nemt holder sig selv oppe. Blomsterne er ikke noget
særligt; blot nogle små gyldne duske i toppen. Men bladene er fantastiske. I
medlys grønne, men når solen skinner igennem, virker de nærmest kobberfarvede.
Fjervalmuens gule plantesaft gør, at nogle også kalder den for jodplante. Pas
på; saften er fuldstændig umulig at fjerne, hvis den først kommer på tøjet.
Macleaya er en såkaldt ‘invasiv plante’. Via underjordiske rodskud ‘løber’
den rundt i haven, men hvis man hvert efterår graver de yderste skud op, bliver
den aldrig en plage.
En anden god og villig plante, som Henrik frem hæver, er lægebaldrian, Valeriana
officinalis. Den bliver også et par meter og giver med sine smukke hvide til
svagt rosa blomsterskærme haven et dejligt vildt udtryk. Desuden dufter den fantastisk.
Lægebaldri an formeres nemt fra frø. Smid et par visne blomster et sted i
haven, hvor der mangler lidt frodighed, så kommer der med garanti nye planter.
Det samme gælder også for fingerbølblomster, Digitalis, som passer så fint ind i
sammen hængen.
Skvalderkål er der også i haven, og her og der får den lov at være, fordi dens
kniplingeagtige skærme passer så godt ind i sammenhængen. Flere steder vokser
den som små øer i græsplænen, og når blomsterne takker af, kappes planterne
med plæneklipperen. På den måde undgår Henrik, at de kaster frø.
En tredje villig frøsåer er kvan, Angelica archangelica, som under gunstige
forhold bliver et par meter høj og så omfangsrig, at man ikke kan favne omkring
den. Det er en gammel urt, som siges at have mange helbredende egenskaber. I
middelalderen blev den blandt andet brugt som middel mod pest. Dens grønne
blomsterstande og diskrete ydre passer ind overalt – både i vilde og i mere kultiverede
haver.
Fjerbusk, Aruncus, er en rigtig kraftkarl. Som det danske navn antyder, kunne
man godt tro, at det var en busk. Det er dog en staude, for planten visner ned
hver vinter og dukker troligt op år efter år med flotte, hvide, fjerede, næsten
astilbelignende blomster.
Næste side: fjervalmue, Macleaya cordata
12

13

14

Vand i kar, krukker og kummer
Vand er et af de gennemgående elementer i haven. Foran lærkehækken står fire
halve vintønder med vand. De virker med deres runde form først og fremmest
dekorative og roskabende, men regnvan det, der opsamles, bruges også til vanding.
Midt i et bed omkranset af dagliljer har et stort smedejernskar fra Holbæk
Jernstøberi fået plads. Det er egentlig fremstillet som plantekumme, men Henrik
syntes, det passede så fint her, hvor kinesertræet ovenfor spejler sig i vandet.
Der er noget beroligende ved at høre vand risle, og som gæst bydes man velkommen
af en stille klukken fra en stor krukke for enden af indgangsstien ved siden
af den overdækkede pergola. Vandet løber ud over kanten, ned ad siden og gennem
en rist til en brønd, som krukken står på. Herfra pumpes det igen op i krukken
og løber således i et lukket kredsløb.
Alleen er kantet af endnu en af de gode, nøjsomme og pasningsfrie stauder,
nemlig kærtepileurt, Bistorta amplexicau lis atropurpureum. Løvet viser sig allerede
så småt i marts, og om foråret og sommeren vokser planten til og springer ud
hen i august. Blomsten holder sig til frostens komme.
Lyden af rislende vand virker så beroligende.
Her løber det ned over en krukke
for enden af en gennemgående sti, se billedet
nedenfor. Planterne på hver side er
kærtepi leurt, Bistorta amplexicaulis.
15

16

17

En hemmelig have
Tænk en gang. Buske, træer, blomster og
plæne inde midt i København, hvor der
i gamle dage kun var baghuse og mørke
gårde. Det kan man da kalde et rekreativt
område.
Selv om man bor på stenbroen inde midt i København, kan man godt drømme
om en have. Det er, hvad en række københavnere gjorde for sytten år siden, da
nogle gamle baghuse på hjørnet af Sankt Peders Stræde og Teglgårdsstræde blev
fjernet i forbindelse med et gårdsa nerings projekt.
Tidligere lå her gamle værksteder, og der var fugtigt og mørkt. Men efterhånden
som husene forsvandt, begyndte solen at skinne ned.
Det er sikkert de færreste, der går ned af Pisserenden (som kvarteret i daglig
tale kaldes) mod Teglgårdsstræde, som tænker på, at der inde bag de gamle huse
fra 1700-tallet gemmer sig den mest fantastiske have. Selv om den kun ligger få
minutters gang fra Rådhuspladsen, er der ingen bilstøj, kun fuglefløjt og grinen
fra legende børn.
18

Haven, der er på omkring tolv hundrede kvadratmeter, er omkranset af
elleve ejendomme – en blanding af ejere, lejere og andelshavere. Fra begyndelsen
blev der stiftet et gårdlav med et medlem fra hver ejendom. Alle sluttede op om
ideen om en have.
En landskabsarkitekt udfærdigede en plan for gården, og den blev konstruktivt
diskuteret. Blandt andet enedes man om, at cykelskure og huse til skraldespande,
redskaber og lignende skulle udfærdiges så lidt forstyrrende som muligt.
Derfor kom de til at ligne små espalierbeklædte lysthuse med tegltag, og op ad
dem blev der plantet for skellige slyng planter. Småhusene blev placeret diskret
ude i randområderne.
Ved hver opgang blev man enige om at etablere bolignære haverum, som
først og fremmest kunne bruges af de respektive ejendommes beboere. Her blev
der gjort plads til havemøbler og de fleste steder også en grill. Resten blev et fællesareal
til gavn for alle. Her er der legeredskaber, en græsplæne (til boldspil, solbadning
og større sammen komster), en bålplads, træer og bede. På græsplæ nen
står en flagstang, og når der er fødsels dag, bliver flaget hejst. På en tavle kan man
læse, hvem der flages for.
Til venstre: De små individuelle haver passer
beboerne selv, og derfor har de hver
deres hyggelige præg. Der bor en del børn
i husene, så dem er der også tænkt på.
19

Planter
Denne side
helt til højre: robinie, Robinia pseudoacacia
herunder: vedbend
nederst midti: kærmindesøster, Brunnera
macrophylla
Næste side
øverst til venstre: kaprifolie, Lonicera
brownii ‘Dropmore Scarlet’
øverst midti: robinie, Robinia pseudoacacia
øverst til højre: rose ‘Grace’
midti: klematis, Clematis montana ‘Rubens’

22

Havekonen
Når jeg opdagede denne helt særlige have, var det, fordi jeg kender tegneren og illustratoren
Grete Lis Hansen, der bor oppe under kvisten i et af husene ud mod
Sankt Peders Stræde. Hun passer haven og har gjort det i hen ved sytten år, men
siger, at hun ikke vil kaldes gartner. “Jeg er bare en glad kone, som elsker planter,”
siger hun. “Nej, kald mig bare havekone.”
De små haverum skal beboerne egentlig selv passe, men som Grete Lis siger:
“Jeg kan da ikke stå og se på en plante, der hænger, eller på en rose, der trænger
til at blive bundet op. Så hjælper jeg gerne, men passer på ikke at blande mig for
meget. Jeg er her først og fremmest for at slå græs, beskære lidt og tage det værste
ukrudt. Vi er enige om, at det ikke skal blive for ‘pussenusset’. En have kan også
blive for pæn.”
Når Grete Lis går rundt i haven, glemmer hun helt tid og sted. Men når folk
ud på eftermiddagen begynder at komme hjem fra arbejde og sætter sig ned med
avisen og en kop kaffe eller te, trækker hun sig lige så stille tilbage.
Grete Lis har boet her i kvarteret i cirka femogfyrre år, og hun var med på barrikaderne
for omkring femogtyve år siden, da investorer havde planer om at forvandle
hele det gamle latinerkvarter i Københavns hjerte til ét stort kontormiljø.
Heldigvis skete det ikke, og Københavns Kommune vedtog en gårdsaneringsplan,
der blandt andet skulle trække flere børne familier til. Og den plan lykkedes.
Af og til kan hun godt drømme sig tilbage til ‘de gode gamle dage’, “hvor vi
levede livet ude på gaden,” som hun udtrykker det. “Men det sker da, at vi om
sommeren tager et par stole med uden for porten og drikker en fyraftensbajer.
Det er så hyggeligt, når solen sidst på eftermiddagen skinner ned ad strædet.”
Grete Lis Hansen
Hundrede haveejere
Det siger sig selv, at der er mange interesser at tage hensyn til i så stor en have.
Rundt regnet hundrede haveejere er der. De små haverum råder beboerne som
nævnt selv over. Bliver man enige med de andre beboere i ejendommen, kan man
plante, hvad man vil, og det er da også de små havers forskelligartede præg, der er
med til at gøre denne have så særpræget hyggelig. Ønsker man at plante noget på
fællesarealerne, skal det først godkendes af gårdlavet.
For at få alt til at fungere er der nogle få enkle regler, som skal overholdes:
– Tag hensyn til andre og ryd op efter dig.
– Flytter du en stol, så sæt den på plads, inden du forlader haven.
– Lad være med at spille høj musik og slå dig ikke ned i andres nærhave uden
først at have spurgt om lov.
– Læg sandkassens låg på, når børnene er færdige med at lege, og sørg for, at
porten altid er lukket, så børnene ikke smutter ud.
23

To kunstneriske sjæle
Betty Engholm og Torben Michelsen
Det sted, jeg her vil berette om, er ganske enkelt en perle. Skabt af keramisk formgiver
Betty Engholm og hendes mand, landskabsarkitekt Torben Michelsen. Stedet
hedder Krøjerup Overdrev, et kuperet område på Vestsjælland, nordvest for
Sorøs store skovområder. De købte den gamle gård i 1960, men flyttede først permanent
hertil tyve år senere. Da Betty og Torben købte stedet, var det, hvad de
karakteriserer som landslum, og al fritid blev brugt på at omskabe det.
Torben er uddannet hortonom fra Landbohøjskolen i 1958 og fik Akademiets
Prøve i Havekunst i 1962. Egentlig ville han have været anlægsgartner, men da
han i en ung alder fik polio, blev der sat en stopper for de drømme. I 1962 overtog
han jobbet som akademi gartner ved Sorø Akademi efter en af datidens store
landskabs arkitek ter Georg Georgsen (1893-1976). I en årrække arbejdede han
også på Georgsens tegnestue, som han senere overtog.
24

Den cirka femten hektar store Akademihave ned til Sorø Sø er en af Danmarks
allerældste haver og kan dateres helt tilbage til omkring 1300. Dengang var den
en af Europas største klosterhaver. Omkring 1750 blev haven ændret til fransk
barok med lange alleer og smukt formede parterrebede. Alleerne er bevaret, selvom
haven omkring 1860 igen skiftede stil til engelsk landskabs have.
Frem til 1981 boede Betty og Torben i akademiets gamle gartnerbolig, hvorfra
Torben også drev sin tegnestue.
Stedet og kunsten
Grusvejen snor sig lidt, men efter nogle hundrede meter lægger man mærke til
gården. Allerede ved første øjekast ser man, at dette ikke er et helt almindeligt
sted. Det hele emmer af rustik charme, og alle husene – værkstedet undtaget – er
stråtækte.
Værkstedet er i bund og grund et industridrivhus på halvtreds kvadratmeter.
Den ene halvdel – den, der udgør atelieret – blev ved opførelsen isoleret og overdækket
med træ for at undgå, at der skulle blive for varmt derinde om sommeren
og for koldt om vinteren. Resten er et vanligt drivhus, hvor Torben om sommeren
dyrker tomater og vindruer.
Værkstedet er egentlig et industridrivhus.
I den ene ende, hvor huset er isoleret og
overdækket, har Betty sit atelier.
25

26

Det er så oplagt at have Betty med i denne bog, ikke kun på grund af det helt
unikke sted, men også fordi hendes kunst i mange tilfælde relaterer sig til haverummet.
Fan tasirige stole, bænke og skamler med glaserede stentøjs pu der – kort
sagt siddeskulpturer, der, uanset hvor de placeres, indbyder til dialog mellem
dem og det omgivende rum.
Hele haven er én stor udstilling af Bettys unikaværker, og når de passer så
fantastisk ind hér, er det, fordi Betty i både form og mønstre inspireres af naturen.
“Det kan være små detaljer ved et stakit, striber på vejen eller en nypløjet
mark med optrukne fuger. Striber, streger, prikker og tern har altid fascineret
mig,” siger Betty. “De grafiske mønstre understreger de organiske former. Man
kan sige, at de ophæver og skærper fremstående punkter eller blødgør rundinger.”
Bettys kunst taler for sig selv, og overalt i
den kæmpestore have kan man se hendes
arbejder, der for manges ved kommende
indbyder til, at man sætter sig ned.
27

Uanset om det drejer sig om møbler eller
skulpturer, er formerne organiske og kan
indpasses i de fleste miljøer.
En landbohave
Betty og Torben kalder haven for en landbohave og fortæller, hvordan de har forsøgt
at bevare det kuperede terræn, som er karakteristisk for området. Skovbrynet
rundtom giver en smuk rumfornemmelse, og huset ligger næsten som en ø
frit i landskabet.
Med årene er haven forenklet til grønt i grønt med træer og buske samt planter,
som rådyrene ikke æder. Blomsterflora og bærbuske er for længst fortæret
og trykket ned i takt med, at dyrene er blevet flere og flere. I stedet for blomster
er det Bettys kunstværker, der står rundtomkring, og det er så smukt, at de har
plads omkring sig. Et finere udstillingsområde kan man næsten ikke tænke sig.
28

29

Rådyr
I de sidste ti år er bestanden eksploderet, og hvor et sky rådyr i skovbrynet tidligere
var et særsyn, ser man mange steder dyrene gå fuldstændig uforstyrrede
rundt i sommerhus- og villahaver, hvor de forgriber sig på tulipaner, valmuer,
roser, floks, klematis og meget andet. I køkkenhaven kan man godt opgive rødbeder,
ærter, jordbær, persille og kartofler, hvis man ikke hegner ind, som Torben
og Betty har gjort det.
Grønt i grønt. Nærmest som et tæppe,
hvorfra kuglerne popper op. Den grønne
bund er vinterglans, Pachysandra terminalis,
der er meget villig til at brede sig.
Heldigvis er der en række planter, som rådyrene af en eller anden grund går
udenom. For eksempel rører de aldrig de tidlige løgvækster som vintergækker,
erantis, krokus, scillaer og narcisser. Af stauder kan nævnes lavendler, fingerbøl
og juleroser. Syrener, forsytia eller buksbom kan de heller ikke lide. Sidstnævnte
ses overalt i haven, mange steder som formklippede kugler. Det er med til at skabe
en egen ro.
30

Der findes flere gamle husråd, som skulle hjælpe til at holde rådyr væk fra haven.
Et par af dem går ud på at sprede totter af menneskehår og gamle uvaskede sokker
i køkkenhaven, fordi rådyrene ikke kan lide mennesker. Men i dag er dyrene
imidlertid ikke synderligt bange for os, så dette hjælper ikke.
På planteskolen kan man imidlertid købe nogle ‘gå væk, rådyr’-midler fremstillet
af enten blodmel eller hjortetaksolie. Da ikke alle planter tåler disse midler
lige godt, anbefales det at smøre dem på pinde, der stikkes ned ved de planter,
som man gerne vil bevare i fred.
I en søgning på internettet om dette emne fandt jeg på www.havenyt.dk en
vældig opfindsom idé: Køb en bevægelsesføler af den type, som for eksempel
bruges til at tænde lyset i indkørslen, når man kommer hjem, og kobl den til en
transistorra dio. Når dyrene nærmer sig, tænder radioen og slukker kort tid efter
igen. Det skulle efter sigende holde dyrene væk. Det er da værd at prøve, medmindre
naboerne bliver generet.
To slags ‘frisurer’. Løvet i potterne er fra
skærmliljer, som jeg desværre ikke fik fotograferet
i blomst. Men så fik jeg så meget
andet ...
31

Det er Betty, der står for køkkenhaven, og
den sås og plantes til med stor nøjagtighed.
Køkkenhaven
Betty vil have sine urter i fred, så køkkenhaven er hegnet ind for at undgå rådyrene.
I begyndelsen var køkkenhaven inddelt i felter med buksbom omkring, men
for nogle år siden ændrede Betty og Torben det til en stor oval, fordi den form
passer så fint i det kvadratiske rum, og også fordi det så var nemmere at slå græsset
med plæneklipperen.
De små buksbomplanter har Betty selv lavet ved stiklingeformering. Det gøres
grundlæggende på samme måde, som når man laver lavendelstiklinger (se
side 68), men i dette tilfælde går der flere måneder, inden stiklingerne slår rod.
Det bedste tidspunkt at stikke dem i jorden på er omkring september, og så har
de som regel slået rod foråret efter.
Første gang, jeg besøgte Betty og Torben, var først i maj. Betty havde lige
gjort jorden helt ren, og den lå der og lignede en nyredt seng. Nu skulle der sås.
“Min køkkenhave kan jeg ikke undvære,” siger Betty, “men da vores tre døtre boede
hjemme, var den noget større. Nu har vi indskrænket den noget, men jeg er
alligevel forbavset over, hvor meget man kan dyrke på sådan en lille plet jord.”
32

33

En klasse for sig
Nogen gange kan man godt få den tanke, at landskabsarkitekter ikke kan lide
blomster. Men sådan forholder det sig ikke med Andreas Bruun, der sammen
med sin hustru, Solveig Stenholm Bruun, driver tegnestuen Andreas Bruun
Landskabsarkitekter i Køge, hvor parret også bor.
Gennem årene har jeg flere gange set deres have i internationale havemagasiner.
Den er absolut i en klasse for sig. En have, der brænder sig fast på nethinden.
Ikke mindst på grund af deres imponerende guldregn, som jeg senere vil komme
tilbage til.
Solveig Stenholm Bruun og Andreas Bruun
Når Andreas holder af blomster og tilmed har en indgående viden om dem, skyldes
det især, at han, som han selv siger, først og fremmest er gartner og havearkitektuddannet
fra Landbohøjskolen i 1959. Derefter studerede han i Versailles
på havearkitektskolen École Nationale d’Horti culture og på Kunstakademiets
Landskabsaf deling i København. Derefter åbnede han i 1961 sin egen tegnestu e.
Solveig blev i 1976 uddannet på Landbohøjskolen, linjen for have og landskab.
Villahaven
Andreas har altid interesseret sig meget for villahaven (det, der senere blev til
parcelhushaven), dens historie og indretning. Gennem årene har han skrevet flere
artikler om emnet og desuden udgivet en rigtig fin bog, Danske haver i dag fra
1971. Det er virkelig lærerig læsning, og hvor ville jeg ønske, at vore dages anlægsgartnere
og selvbestaltede havedesignere af og til kiggede i bøger som denne.
Her gøres rede for den rygrad, som Kjeld Slot (se bind I side 36) i sin bog Havespor
fra 2006 i den grad beklager stort set ikke mere findes i den danske privathave.
Nej, det står sløjt til, og Andreas Bruun nævner da også, at den danske villahaves
guldalder var fra 1935 til 1955. Siden er det stort set kun gået ned ad bakke.
Sørgeligt!
Den syvende have
Andreas fortæller, at haven i Køge er hans syvende have, og at han kan blive helt
svedt ved tanken om alle de kræfter, der er lagt i hver og én af dem.
Solveig og Andreas overtog huset i 1987, og da var haven i dybt forfald. Det
hele var ét stort vildnis og desværre uden forfaldets ynde, som Andreas udtryk-
36

ker det. Det var helt udelukket at begynde at restaurere haven, for der var ikke
meget at bygge på – stort set kun en gammel havetrappe. Derfor gik havearkitekten
Andreas og landskabs arkitekten Solveig i gang.
Det er Andreas, der med et drillende glimt i øjet sondrer på denne måde,
fordi Solveig, som han siger, “er fra en ge neration, som ikke fandt det passende at
tegne haver!”
“Vi var enige om, at haveplanen skulle være enkel, formel og tidløs. Det skulle
ikke være en ‘hyggehave’ med vandbassin, overdækket terrasse og grillplads.
Det ville vi slet ikke kunne magte eller nyde at passe,” siger Andreas.
Bærmispel, Amelanchier laevis, er plantet
flere steder i haven. Når den blomstrer omkring
1. maj, gælder det om at nyde synet,
for det varer kun få dage.
37

Enkelhed og harmoni. Læg mærke til, hvilken
fin effekt det giver, at plantestenene er
trukket ud som trappe.
Forhaven
Når jeg kører rundt i landet, har det gang på gang slået mig, hvor galt det står til
med vore forhaver. Det er simpelthen så trist med alle de anlægsgartnere, der har
været for godt i gang! Det meste er så grimt og goldt, at de skyldige burde have
en holdningsforbedrende samtale, som en af mine medarbejdere så fint udtrykker
det. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Hvis det ikke var, fordi jeg én gang
for alle har besluttet, at jeg ikke vil være ‘pædagogisk’ ved at vise, hvordan haver
ikke bør se ud, skulle det ikke tage mig lang tid at fotografere nogle eksempler.
Meget hellere vil jeg gøre brug af eksemplets magt og præsentere, hvor smukt
det kan gøres. Her er Solveigs og Andreas’ forhave noget af det mest harmoniske,
jeg endnu har set. Klassisk smukt med en symmetrisk enkelhed.
Huset ligger hævet over gadeniveau, og i hele dets længde er der anlagt et
bed holdt på plads af fire skifter gammeldags betonplante sten. Ved hoveddøren
er de trukket ud som trappe sten. Mellem støttemuren og fortovet er der grus.
38

Denne beplantning kan betegnes som det,
man i dag kalder en win-win situation. For
det første er den stringente taksbeplantning
utrolig smuk under træet, og for det
andet kommer der aldrig ukrudt her. Pasningen
begrænser sig altså til en klipning
en gang om året.
Gule klinker på kant er lagt foran garagen som en lille plads, for enden af huset i
den modsatte ende og som to diagonale stier, der forbinder fortovet og trappen.
Samme belægning er anvendt på reposen ved hoveddøren, lagt i samme mønster
som dørens pro fileringer.
I gruset foran huset ønskede parret at plante mindre træer, men have- og
landskabsarkitekten kunne ikke blive enige om, hvad der skulle plantes. Andreas
ville have birketræer, fordi de i forvejen findes på vejen. Det ville Solveig slet ikke
høre tale om. Det skulle være robinie, mente hun. Et kompromis blev indgået, så
begge typer træer blev plantet. Snart kom de dog til at fylde for meget, så flere
blev fældet. En af robinierne står stadig foran trappen og giver forhaven en hel
særlig stemning med sit lette løv.
En enkel beplantning bestående af formklippede buksbom og taks i halvkuglefacon
understreger det klassiske præg. De to forskellige grønne ‘frisurer’ passer
så smukt til hinanden og giver på samme tid både ro og modspil til hverandre.
39

Det er utroligt, hvor hurtigt alting gror i foråret.
Dette billede er taget den 2. maj. De
slanke træer midt i billedet er guldregn, Laburnum,
som er ved at grønnes. Billederne
på de næste sider, hvor de gule blomster
hænger i klaser, er taget præcis atten dage
efter. Altså den 20. maj. Man tror næsten
ikke, at det kan passe. Men sandt er det
altså.
Den store have
Året efter at forhaven var anlagt, kom turen til den store, egentlige have bag huset.
Haven er opdelt i tre afsnit: en hævet terrasse oppe ved huset; en stor, skålformet
græsplæne med bed omkring; og en lang smal ‘græsløber’ med staude- og
urtebede på hver side. Den smalle græsgang, der er fireogtyve meter lang og en
meter bred, løber i hele grundens længde og har i hver ende udgang til de to veje,
haven ligger imellem.
Bedet omkring den store, skålformede plæne er tilrettelagt således, at det
ikke kræver den helt store pasning. Om foråret er her løgvækster og akelejer,
mens jorden resten af sommeren dækkes af forskellige grønne, bunddækkende
planter. Med behørig afstand er der plantet mindre buske og træer, blandt andet
gentagne bærmispel, Amelanchier laevis, østamerikansk hemlock, Tsuga canadensis,
og forskellige rododendron.
40

Den skålformede plæne foran huset. Nedenfor
ses den lange, smalle græsgang
med bede på hver side. De samme bede
ses på side 46-47 et par måneder senere.
41

Jeg sov i bilen, stod op klokken fire og fik
taget billederne på det helt rigtige tidspunkt.
Bare et par dage senere ville blomsterne
være begyndt at drysse. Det var
virkelig tilfredsstillende at få den absolut
optimale blomstring.
Næste side: Det er meget nemmere at
holde buksbom eller taks i den rigtige
form, hvis de klippes halvbuede. Desuden
er det efter Solveigs mening også pænere
end kugler. Jeg giver hende ret.
42

Terrassehaven
Terrassehaven er hævet cirka en meter over havens øvrige terræn, og også her er
der brugt betonplantesten til at holde jorden på plads. Fra hver sin side løber murene
op på to forbjerge, som flankerer en tragtformet trappe fra den gamle have.
Selve terrassen er belagt med 50 x 50 centimeter-betonfliser. Op mod huset står
der på hver side af terrassedøren fire rundklippede buksbom. Solveig fremhæver
deres halvbueformede facon – de er meget nemmere at klippe i form end kugler.
‘Bjergene’, der topper cirka en halv meter op over niveau foran terrassen, er
beplantet med enebær, som virker helt bunddæk ken de, og ind mod trappen er
der timian. Mellem enebærrene står der på hver side af trappen fire guldregn. De
er helt fantastiske og giver terrassen et behageligt flimrende lys. Her er en parasol
helt unødvendig.
Hvert andet eller tredje år må Andreas i gang med beskærersaksen for at
guldregnene ikke bliver for høje eller tætte. Det er netop den lette karakter, som
giver dette helt unikke udtryk.
43

44

45

Modsat havelågen, altså tættest på huset,
har Solveig og Andreas en lille urtehave.
Derefter kommer stauderne, se næste side.
Rationelle bede til stauder og urter
Andreas kalder sine staude- og urtebede for rationelle og nemme at holde, fordi
de er delt ind i felter. Bedene på hver side af den en meter brede græsløber er små
to meter dybe. De er inddelt i halvanden meter brede felter svarende til fagene i
det åbne hegn ind mod naboerne. Således er der cirka tre kvadratmeter til rådighed
til hver plante. Som en tommelfingerregel nævner Andreas, at der plantes
46

omkring tyve i hvert felt – fire rækker med fem planter i hver. Arterne varieres,
så farver, højder og blomstringsperioder kommer til at give et harmonisk og helstøbt
udtryk.
Fordelen ved bede som disse er, at det er overskueligt med én slags planter
i hvert felt, og samtidig får bedet en nostalgisk karakter af klassisk skærehave,
hvorfra man kan forsyne vaserne inde, hvad parret da også flittigt gør.
Gammelkendte stauder som solbrud, asters,
sankthansurt, høstane mone og solhat.
47

Fra venstre: solhat, Rudbeckia fulgida
‘Goldsturm’; lammeøre, Stachys byzantina;
og hvid solhat, Echinacea purpurea alba.
Næste side: Havelågen viser selve havens
plan. For eksempel udgør den øverste
spids trappen foran hoveddøren (se side
38), og de to buer er ‘bjergene’ omtalt på
side 43.
Havelågen
Havelågen ud mod vejen modsat forhaven har en helt særlig symbolik, og her til
sidst giver jeg ordet til Andreas, der er den nærmeste til at forklare, hvorfor den
ser ud, som den gør. For det er hans idé.
“Det har altid været god latin, at detaljen skal bære helheden i sig. Det gælder
musik, gastronomi og havekunst. Min første oplevelse af et sådant kunstværk
var Ota-havregrynspakken med et billede af en lille dreng, der løb med en Otahavregrynspakke.
Vores havelåge udspringer af dette ‘credo’ på en helt bogstavelig måde. Det er
en let smedejernslåge mellem to bastante murpiller. Den giver indkik og adgang
til den smalle græsgang, der fører op gennem havens staude- og urtebede. Den
skulle både være der for at hegne for hunden – og ikke være der for ikke at lukke
haven ude for omverdenen. Derfor blev den så transparent. En låge af glas kunne
have gjort det, men i stedet blev det en stiliseret udgave af haveplanen. Tanken
om at komme ind i haven gennem havens plan brød gennem og blev realiseret.”
48

49

Vild med blomster
Heldigvis er der mange, der ligesom mig er vild med blomster. En af dem er Jane
Kirstine Benson, der er så hooked, at hun ligefrem har en hjemmeside, der hedder
www.vildmedblomster.dk.
Janes forbindelser er mange, og det er ikke mærkeligt, for hun er tredje generation
i et plantedynasti. Hendes morfar, Aage Pedersen, huskes stadig af mange
gamle gartnere, for Aage Pedersens Frøhandel var en blandet landhandel med
engrossalg af det meste inden for gartneri- og binderiartikler. I 1957 lavede han
en tulipanudstilling i gartneriet, og året efter flyttede udstillingen til Gavnø Slot,
som folk siden da er valfartet til hvert forår for at se de tusindvis af tulipaner.
Først i halvfemserne tog Janes mor, Eva, over, og sortimentet blev udvidet til
også at omfatte udplantningsplanter til kommuner og lignende. Og i 2005 overtog
Jane, der er hortonom, firmaet, der nu kom til at hedde ep engros.
Jane Kirstine Benson er min faste leverandør
af løg, knolde og frø, og når jeg om vinteren
sidder og bladrer i udenlandske bøger
og kataloger, sker det ikke så sjældent, at
jeg falder over noget, som jeg ikke kan
undvære. En ønskeliste går af sted til Jane,
der så begynder at søge ude i den store
verden. Heldigvis er der ofte gevinst.
Et flot udvalg
I havecentre går man ofte forgæves efter særlige sorter af tulipaner eller dahlier.
Det skyldes, at udvalget er ret snævert. Jeg bliver derfor ofte spurgt om, hvor jeg
køber løg og knolde. Så er det dejligt at kunne henvise til www.vildmedblomster.dk.
Her tilbyder Jane et spændende sortiment til private kunder, der ønsker
at handle “stort, anderledes eller bare spændende,” som hun selv udtrykker det.
Findes det ikke dér, så prøv at spørge. Måske kan det skaffes. Det er en fantastisk
mulighed!
Janes egen have
Med tre sønner, mand og eget firma bliver der ikke tid til de helt store haveudfoldelser.
Og dog! På pladsen mellem den gamle gårds længer er der rigtig mange
krukker med spændende udplantningsplanter. Jane sælger nemlig en mængde
sommerblomster til mange af landets kommuner, og når der er nyheder, skal de
selvfølgelig afprøves.
På hver side af gården er der et par store bede, og da jeg besøgte Jane i sensommeren,
bugnede det med georginer i alle regnbuens farver. Planter så store, at
man knapt kunne favne omkring dem og med blomster i hundredvis. “Jeg plukker
og plukker,” siger Jane, “og jo flere blomster kommer der. Hvert år kommer
der nye og spændende sorter til. Jeg er særlig betaget af de kuglerunde pomponog
ball-dahlier,” siger hun.
50

Dahlier
øverst til venstre: ‘Requiem’
herover: ‘Stoltze von Berlin’
midti til venstre: ‘Famosa’
helt til venstre: ‘Babette’
til venstre: ‘Lilac Time’

52

Sommerblomster til kommunerne
Hvert forår bliver der sendt tusinder af sommerblomster af sted til kommunerne
rundtomkring i landet. Jane og hendes medarbejdere laver ikke planterne selv,
men de samarbejder med forskellige gartnerier, som står for produktionen.
Før i tiden havde alle kommuner med respekt for sig selv eget gartneri, hvor
de producerede sommerplanter, som beboerne kunne nyde i byerne. Efterhånden
er det kun de helt store byer, der er selvproducerende, og en af dem er Københavns
Kommune, der køber frø fra ep engros.
I København holder man traditionerne i hævd og dyrker en lang række sommerblomster,
som kan ses forskellige steder i hovedstaden. En del går til Den
Sommerblomstrende Have i Valbyparken, hvor man hvert år kan opleve et overdådigt
skue af ikke mindre end cirka tolv tusind sommerblomster, sammenplantet
til de mest fantastiske bede skabt af Jane Schul, se bind I side 28.
I Valbyparken er der også en meget stor rosenhave, en staudehave, en køkkenhave
og en dahliahave samt mange andre. Den mest seværdige er indiskutabelt
Den Sommerblomstrende Have, som plejer at være på sit højeste omkring 1.
august. Den er absolut et besøg værd.
Disse to billeder er fra Jane Schuls Sommerblomstrende
Have i Valbyparken. Jeg var der
omkring 1. august, og på det tidspunkt var
haven virkelig på sit højeste. Tænk, at man
kan skabe så frodig en have blot fra frø.
53

Mit bornholmske logi
Terrassen fungerer som en forlængelse af
huset, og Stella har da også møbleret den
rigtig hyggeligt. Det fremgår af billederne
på næste opslag.
Da jeg planlagde at skrive denne bog, besluttede jeg mig for at søge efter haver
over hele landet, og derfor skulle Bornholm selvfølgelig også med. Jeg var så heldig
at komme i kontakt med Stella Jensen, der arbejder for Gudhjem Glasrøgeri,
og hun blev min bornholmske guide. Stella forstod nemlig straks, hvad det var,
jeg søgte, og gav mig nogle adresser.
Stella og hendes mand, Ove, har et lille feriehus ved siden af deres eget, som
de lejer ud til turister, og her indlogerede jeg mig. Det var halvsent og mørkt den
aften, jeg ankom, og Stella ventede med kaffe og hjemmebagt rabarberkage i sit
lille havehus. Ud fra indretningen var det nemt at se, at Stella har et kreativt gen.
Derfor var jeg også rigtig spændt på at se haven.
54

Næste morgen stod jeg op ved firetiden. Ikke fordi jeg er A-menneske, slet
ikke, men når det gælder om at få gode billeder i kassen, kommer jeg nemt ud af
fjerene. Om sommeren, når solen står højt på himlen, er det nemlig uhyre svært
at fotografere. Der kommer for mange hårde skygger, og blomsternes farver bliver
ukendelige. Men i morgen- og aftensol får man det helt rigtige bløde lys.
Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var selvfølgelig at kigge ud af vinduet
for at tage haven i nærmere øjesyn. Jeg havde nok haft det på fornemmelsen om
aftenen, at dette ikke var en helt almindelig have. Og det viste sig at holde stik.
Stella havde blot været for beskeden til at nævne sin egen have, men det kunne
hun nu roligt have gjort.
Stella Jensen
Rundt om er der små siddepladser, nok
mest til pynt! De omtrent sorte tulipaner
‘Queen of Night’ matcher de blå iris perfekt.
55

Stellas bevidste brug af kurvemøbler og
-beholdere giver en helt særlig stemning
på terrassen. Et lille ‘husalter’ er der også
blevet plads til, se næste side.
En personlig stil
Af og til bliver jeg spurgt om, hvad det er, der gør, at jeg bliver fascineret af en
have. Det har jeg selv reflekteret over, og der er selvfølgelig mange aspekter, som
gør sig gældende. Haver er lige så forskellige som mennesker, hvilket denne bog
med al tydelighed viser.
Det, der i høj grad betager mig, er, når en have er indrettet med personlighed.
Og det handler bestemt ikke kun om planterne, men nok så meget om, hvorvidt
det er en have, hvor man kan se, livet leves. Det vidner indretning af terrasser
og sid depladser meget om, og det gælder ikke om at have det nyeste udekøkken,
de flotteste havemøbler eller den ‘hippeste’ havegrill. Jeg faldt pladask for Stellas
terrasse foran huset. Smukke kurvestole, der stod side om side og ikke over for
hinanden som vanligt med havemøbler. Det var en god, lille detalje, for hvorfor
skal den ene sidde med ryggen til haven, når begge kan nyde udsigten?
Belægningen var udført med store betonfliser på 50 x 50 centimeter. De gav
en enkel, uprætentiøs og lidt rå stemning i samspil med krukker og plantebeholdere,
holdt i naturlige farver. Ler, jern og flet i smukt samspil.
Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at sort er ‘fruens’ foretrukne farve. Både
inde og ude er der små stille ben, og her går den sorte igen, blandt andet på terrassen,
hvor et gammelt udtjent havebord er malet sort og nu bliver brugt til en kreativ
opstilling. I sirlig orden ligger havehåndredskaber sammen med andet pynteligt.
Her er intet overladt til til fældighederne.
56

57

En nedsænket terrasse. Det er hyggeligt
med forskellige niveauer i haven, og i stedet
for blot at lade grunden skråne er det
effektfuldt at udjævne jorden og lave trapper,
eventuelt blot nogle enkelte trin.
Havehuset
Noget af det, jeg holder meget af, er små huse i haven. Gerne med gode siddepladser
omkring. Det lille havehus er bygget af Ove og Stellas far. Egentlig er det
en gammel hønsegård, som har undergået en fantastisk forvandling. Ideen opstod,
da familiens ældste søn, Rune, lavede sit sven destykke som tømrer. Det var
nemlig en halvvalmet gavl, som var for smuk til blot at gemme væk. Derfor gik
Ove og hans svigerfar i gang, og Stella var glad. Taget blev beklædt med tagpap,
og vinduerne – dels et par gamle staldvin duer og dels nogle fine småsprossede –
blev som et perfekt match til taget malet gråsorte. Ved siden af huset er der et par
trin nede anlagt en lille fin træterrasse.
58

Beplantningen omkring huset er værd at lægge mærke til. Ud over løgvækster i
foråret er det hele grønt. Der er store arealer med bunddækkende planter, så bedene
er næsten pasningsfrie.
Bag huset er det vinterglans, som dækker jorden, og herimellem vokser der
bregner og buksbom. Op ad væggen gror en broget vedbend, som giver et smukt
og frodigt præg. Ved gavlen er der et stort bed med hostaer, og her kommer der
med garanti ikke noget ukrudt, for bladene lukker alt lys ude. I foråret er der hvide
tulipaner, og fordelen her er, at hostaerne dæk ker for de nedvisnende tulipanstængler
og -blade. Sådan et bed er i al sin enkelhed utroligt smukt.
Brugen af gamle staldvinduer gør havehusets
bagside rolig og diskret. Sådanne
vinduer kan man nemt finde på internettet
til få hundrede kroner. Men huset må man
selv bygge!
59

De blå Iris germanica er imponerende, hvis
de trives. Og det gør de her hos Stella,
hvor der er meget tørt. Det holder iriserne
virkelig af.
Sommertørke
Stella siger selv, at hendes have er bedst i foråret og forsommeren. Længere hen
på sæsonen kan der blive umådelig tørt, og vanding med slange kommer ikke på
tale. Det er der simpelthen ikke vand nok til.
Jeg må indrømme, at jeg blev helt misundelig, da jeg så hendes flotte blå iris,
Iris germanica. Dem har jeg opgivet i min have. Her er der så mange planter, at
iriserne ikke får sol nok. For at trives skal iris nemlig stå på en solrig og forholdsvis
tør vokseplads. De aflange rodknolde skal kun dækkes halvt af jord, for
hemmelig heden er nemlig, at knoldene helst skal have det bagende varmt. Tænk
på, hvordan de gror i Frankrig.
60

I det store bed midt i græsplænen er der også prydløg, Allium. De vokser ligesom
de hvide tulipaner mellem store hostaer, som skjuler de blade, der allerede
meget tidligt bliver slatne og triste at se på. Ved siden af står en anden rigtig taknemmelig
plante, nemlig kæmpekonval, Polygonatum x hybridum, der gror vildt
i den danske natur. Med sine buede, næsten vandrette stængler og flødefarvede
blomster er den smuk i enhver sammenhæng. Den er også rigtig god i et skyggebed,
hvor den gerne forvilder sig. Det er en god, stærk plante, som fint kan tage
kampen op med skvalderkål. Udrydde den kan den ikke, men den blomstrer fint
samtidig med de hvide skærme. If you can’t beat them, join them! Dette gælder for
øvrigt også for høstanemoner, som heller ikke sådan lader sig slå ud.
Af andre løgvækster kan nævnes den fine blå prærielilje, Camassia, som man
uvist af hvilken grund kun ser meget sjældent i danske haver. Ligesom prydløgene
trives den fint i det tørre sommerbed. Det er de færreste løgvækster, der
kan lide at stå fugtigt om sommeren.
Et eksempel på en meget smuk beplantning,
der ikke blot farvemæssigt er vellykket,
men i høj grad også grafisk. Læg
mærke til de flotte kæmpekonvaller, hvis
næsten vandrette stilke stræber ind mod
bedet. De imponerende prydløg, Allium
aflatunense ‘Purple Sensation’, er på deres
højeste. Løgene er lagt mellem blågrå
hosta ‘Halcyon’, hvis blade dækker for det
visnende løgløv. Bagest ses de blå iris.
61

En lillebitte have
Nils Christensen og Jette Hansen
Når jeg efterspørger haver, hører jeg af og til folk sige, at deres ikke er værd at tale
om, fordi den er så lille. Men jo mindre, jo bedre, plejer jeg at sige. I små haver er
det nemlig meget nemmere at skabe stemning og miljø. Sådan er det jo også i et
lille hus.
En af de bornholmske haver, jeg fik anbefalet, var Nils Christensens og Jette
Hansens have i Svaneke. Det viste sig at være en rigtig lille perle. Og sikke en placering,
for enden af en vej med udsigt over klipperne.
Nils købte det dejlige hus i 1971 og satte det selv i stand. I 1976 flyttede Jette
over fra København.
Der er en helt egen stemning over stedet, og selv om grunden kun er på tohundredeogfireogtres
kvadratmeter, er det lykkedes de to at få virkelig meget til
at gro på den stenede grund. Roserne blomstrer nærmest om kap og nyder godt
af varmen i den halvt muromkransede have.
62

Et lille, sortmalet skur er der også blevet plads til, og netop den sorte farve
gør, at det passer fint til de omgivende gule huse. Tegltaget er næsten fladt med
en svag hældning, og man kan næsten ikke gå oprejst derinde. Her er æstetik vigtigere
end magelighed, og det er da et sympatisk træk.
Svaneke er uden tvivl det mest uspolerede sted på Bornholm, og det skyldes
ikke mindst, at jernbanen i sin tid kom til at gå uden om byen. Herved undgik
man nedrivning og nybyggeri. I 1975 fik Svaneke den europæiske guldmedalje
for bybevaring.
Det er så hyggeligt med små huse i haven,
og man går aldrig fejl af at male dem sorte.
Det er den mest ‘usynlige’ farve, der findes.
63

Som i Syden
Når man runder huset og kommer ind i gården, føler man sig hensat til Grækenland
eller et andet sydligt sted. En vin plantet op ad huset bidrager til stemningen
sammen med en rislende fontæne. Det fine hoved, fra hvis mund vandet risler,
ville Jette gerne have fundet på en rejse til Provence. Hun havde dog ikke heldet
med sig og modellerede det derfor selv.
Det må man vist kalde en charmerende
gårdhave. Fra gården kan man gå op ad
den lille trappe nedenfor ...
64

Et lille, hvidkalket hus, der tidligere rummede kul og koks samt das, bruges
i dag til fyrrum og vaskehus. I den mur, der forbinder de to huse, er der en buet
dør, som fører direkte ud til klipperne, og få hundrede meter herfra ligger den
lille hyggelige Vigehavn.
Det er ikke meget, der kan gro i den stenede og sandede jord, og derfor dyrker
Jette de fleste vækster i krukker.
... og komme op på en lille hævet terrasse,
der er som hugget ind i klipperne. Herfra
er der en fantastisk udsigt. Hvor heldig kan
man være?
65

Planter
Rosen nedenfor hedder
‘Königin von Dänemark’.
Til højre ses lavendler og husløg.

Lavendler
Uden for huset bidrager en bred bræmme af lavendler til den sydlandske stemning.
Sådanne store og flotte eksemplarer, som man godt kunne drømme om at
have, ser man mange steder på øen. Det skyldes, at lavendler godt kan lide den
stenede jord. Det er nemlig nøjsomme planter, som slet ikke trives, hvis jorden er
muldet og for næringsrig. De skal helst ‘pines’ lidt og bages af solen dagen lang.
En anden af hemmelighederne bag en vellykket lavendelbeplantning er, at
man skal huske at klippe planterne. Når blomsterne falder, giver Jette dem en tur
med hæksaksen. Det resul terer i nye, friske skud, som sikrer tætte og buskede
planter. Næste forår i april får de endnu en klipning.
Klip et topskud af og fjern de nederste
blade (nåle).
Stik stiklingerne i en potte med fugtigt pottemuld
blandet med en fjerdedel sand.
Træk en pose over og klip et hjørne af for at
skabe ventilation.
Stiklingeformering af lavendler
Ønsker man sig en hel hæk og har en smule tålmodighed, kan det nemt lade sig
gøre selv at lave lavendler. Selvfølgelig skal man have en plante at tage stiklinger
fra – en ‘moderplante’ – og her kan man enten få lov at klippe hos én, der har en
god og sund busk, eller købe én på planteskolen. Vær opmærksom på, at der i dag
sælges en mængde ikke hårdføre planter. De er beregnet til potter og overlever
ikke vore kolde vintre. Lavandula angustifo lia er det latinske navn, man skal gå
efter. Inden for denne art er der mange forskellige sorter. En god, gammel kending
er ‘Hidcote Blue’, som man aldrig går fejl af.
Et godt tidspunkt at stiklingeformere på er april-maj, hvor planten endnu
ikke er sprunget ud: Klip 8-10 centimeter lange topskud af planten, fjern bladene
på den nederste tredjedel og klip også eventuelle knopper bort. Bland almindelig
pottemuld med en fjerdedel sand, fyld det i en potte og vand jorden godt
igennem. Lav små huller i jorden med et par centime ters mellemrum. Plant stiklingerne
og tryk jorden let sammen omkring dem.
For at bevare en konstant fugtighed omkring stiklingerne, trækkes en plasticpose,
holdt oppe af nogle pinde, ned over potten. Til sidst klippes posens ene
hjørne af for at skabe en smule ventilation.
Stil så potten et lunt sted, men ikke i direkte sol. Efter tre-fire uger slår stiklingerne
rod og skal så plantes over i små individuelle potter med næringsberiget
pottemuld. Når de får fat dér, klippes planten halvt ned for at få den til at forgrene
sig. Efter en lille måneds tid kan man potte over i en lidt større potte.
Sidst på sommeren plantes lavendlerne ud i haven med cirka 30 centimeters
afstand. Den første vinter anbefales det at dække dem med lidt granris, hvis der
kommer hård barfrost. Næste forår klippes de pænt tilbage som forklaret ved den
etablerede hæk, og hvis man giver dem lidt flydende potteplantegødning blandet
i en kandefuld vand nogle gange i løbet af sommeren, vil de snart danne en
sammen hængende hæk. Gødningen doseres som anvist på flasken.
68

69

Altid plads til én til
Det, der slog mig, da jeg besøgte Karen Saxtofts have i Odense, var alle de hyggelige
siddepladser, der var overalt i haven. Rundtomkring på græsplænen stod små
og store borde med stole omkring – to, fire eller seks. Gæstfrihed var det ord, der
faldt mig ind. Siden har jeg været her flere gange for at fotografere, og hver gang
er jeg inviteret til at spise med. Jo, i Karens have er der altid plads til én til!
Karen Saxtoft
70

Med patina og sjæl
“Jeg elsker gammelt skidt med patina og sjæl,” siger Karen.” Og jeg elsker min
have.” Når man ser sig omkring, ville man ikke et øjeblik finde på at betvivle det.
Jo, måske det med skidtet, for med Karens kyndige sans for at sætte i scene, kommer
det hele til at fremstå som noget helt særligt.
For Karen begyndte det med indretningen, og langsomt kom interessen for
planter til. I dag har hun svært ved at køre forbi en planteskole uden lige at skulle
ind og snuse. “For blomster er det mest fantastiske, der findes,” siger Karen glædestrålende.
“Her er rart at være!” Det er det, denne
have signalerer. Et lille, fortættet univers af
hyggelige fund.
71

Et smittende humør
Man kan da heller ikke undgå at blive i godt humør, når man er i selskab med
Karen. Med en entusiasme, store armbevægelser, smittende latter og herligt gåpåmod
fortæller hun om alle sine projekter. Blandt andet et nyt, stort og hyggeligt
drivhus, som desværre ikke når at komme med i denne bog.
Karens mand, Lars, og deres tre børn nyder også haven. Her er altid plads til
venner og kammerater, og da ungerne ønskede sig en trampolin, var Karen med
på ideen. Eneste betingelse var, at den skulle stå i forhaven! Og det kom den til.
Da jeg første gang skulle besøge Karen, troede jeg, at jeg var kørt forkert.
Hvis man ville have sådan et monstrum stående ud til vejen, turde jeg slet ikke
tænke på, hvordan der så ud bagtil. For mange mennesker handler det om at holde
facaden, mens der måske slækkes på stykket bagved. Hos Karen er det lige
omvendt. Forhaven er børnenes, og her er ikke en blomst. Der må de regere, hvis
bare mor får lov til at bestemme over resten. Og det får hun.
Ting, der vidner om, at de har levet et liv,
passer godt ind i de fleste haver. De skal
kunne tåle at blive brugt, og en ekstra
skramme eller bule betyder ingenting.
Små træer
Familien overtog huset i 1996, og dengang var haven et vildnis. Stort set alt blev
ryddet, og pludselig virkede det hele så underligt bart, fortæller Karen. “Jeg må
have plantet nogle træer,” tænkte hun og ønskede sig allermest et kastanjetræ.
Hvis man ved, hvor stort sådan et ad åre kan blive, var det måske ikke det mest
oplagte til en have på kun små fem hundrede kvadratmeter. Men Karen helmede
ikke. Hun havde nemlig en gang læst om én, der havde et podet kastanjetræ. En
eftersøgning blev sat i gang, og på en lokal planteskole fandt Karen, hvad hun
søgte. Et kastanjetræ på en cirka 160 centimeter høj stamme, som ikke bliver højere.
Det blev bragt med hjem og plantet, og da kronen hvert år bliver stynet – det
vil sige bliver klippet helt tilbage til stammen – passer træet perfekt ind i den lille
have.
Rundtomkring i haven er der også plantet ahorn i flotte bladfarver. De bliver
heller ikke så høje. En yderligere fordel er, at bladene sidder så spredt, at der godt
kan komme lys gennem kronen. Her i flimmerlyset er det herligt at sidde, når solen
brager ned.
72

Sådan ser et podet kastanjetræ ud. Kronen
vokser hurtigt til, og nogle gange er Karen
nødt til at studse grenene hen på sommeren
for at undgå, at de bliver alt for voldsomme.
Om vinteren klippes grenene af
inde ved stammen, og når det bliver forår,
skyder de igen.
73

74

‘Bonica’ er en rigtblomstrende og sund
rose, der gør sig rigtig godt som opstammet.
Nogle somre har den haft flere hundrede
blomster. Et så rigt flor er der ikke
mange roser, der kan frembringe.
Rosentræet
“Noget af det, jeg er allermest stolt af, er mit rosentræ. Se, hvor mange blomster
og knopper det har,” siger Karen og peger. Som det står der lige midt i haven
ved siden af den gennemgående gang, danner det et smukt fokuspunkt. Sorten er
‘Bonica’, en af de mest rigtblomstrende roser overhovedet.
Med vore tiders milde vintre er der ikke problemer med hårdførheden, men
ingen kan spå om, hvad der sker i fremtiden. Hvis vi igen begynder et få kolde
vintre med ned til minus ti grader eller koldere, må man tage sine forholdsregler.
De går ud på at beskytte podestedet – fortykningen øverst på stammen, hvorfra
grenene udgår. Dette gøres nemmest ved at binde noget isolerende, for eksempel
grangrene, omkring.
En anden kendt metode består i at fjerne noget af jorden omkring stammen
(så rødderne nærmest kommer til at virke som et hængsel), lægge stammen fladt
hen ad jorden og dække podestedet med jord. Først til april, når faren for den
værste frost er ovre, rejses stammen igen, jorden hyppes op omkring stammen,
og den støttes med en pind.
75

Krukkevækster
Det er tydeligt, at Karen er glad for planter i krukker. Gennem mange år har hun
købt sig fattig i sommerblomster, men så fandt hun på at plante hostaer i nogle af
krukkerne, og det har hun bestemt ikke fortrudt. De kommer igen år efter år og
bliver kun flottere og flottere.
Ideen med at plante hosta i krukker er god, for pasning er der ikke meget
af. Blot lidt vand og gødning i ny og næ. Hostaer er nøjsomme planter, som næsten
passer sig selv. Der er ingen pillen og nussen, for det er først og fremmest for
bladenes skyld, man dyrker dem, og det er fantastisk, så mange flotte bladmønstre
man kan få. Godt nok kommer der blomster i løbet af efteråret. Nogle klipper
dem af, men Karen lader dem sidde. “De ligner jo de fineste liljer,” siger hun.
Deri har hun helt ret.
Først i maj er hostabladene langsomt på vej
op af jorden. De ligner sammenrullede cigarer,
og det er svært at forstå, hvor meget
de udvikler sig de næste uger.
Et par måneder senere tager gruppen af
krukker sig så imponerende ud. Der findes
flere hundrede hosta-sorter, og Karen husker
ikke navnene på sine. Jeg gør heller
ikke, men den duggede gråblå i øverste
venstre hjørne på næste side hedder ‘Halcyon’.
76

77

En kendt planteskole
Siger man Caroline Mathildestiens Staudeplanteskole i Vedbæk, er der rigtig
mange, som så siger storkenæb, Geranium. Det er nemlig den slægt, planteskolens
ejer, Birgit Reimer, har gjort til sit varemærke.
Birgit fortæller, at hun for tyve år siden overtog stedet efter sin far, der drev
engrosplanteskole her. Hun var folkeskolelærer, men trængte til at række en vare
Birgit Reimer
Der er en helt særlig stemning på Caroline
Mathildestiens Staudeplanteskole. Mange
af planterne sælges per postordre. De hentes
i marken, pakkes i kasser og sendes ud
til haveglade mennesker over hele landet.
80

over disken og få penge for den. Derfor valgte hun et liv med stauder og jord under
neglene.
“Jeg har altid elsket storkenæb, så det var helt naturligt, at det var dem, jeg
for alvor kastede mig over,” fortæller Birgit. “På et tidspunkt havde jeg over hundrede
arter og sorter.”
Mange storkenæb har sået sig rundtomkring,
blandt andet engstorkenæb, Geranium
pratense.
81

Da jeg spørger Birgit, hvorfor det lige blev storkenæb, er hun stort set ikke til
at stoppe og opremser nogle af de mange fordele:
– De fleste er meget hårdføre og kommer troligt igen år efter år.
– Blomsternes farver – inden for den blå og rødlige toneskala samt hvid – kan
indpasses alle steder.
– De vælter ikke, så man behøver ikke binde op.
– Man skal ikke nippe visne blomster.
– Storkenæb kan danne et helt tæt bunddække.
– De fleste storkenæb kan deles i det uendelige.
– I selskab med roser er storkenæb fantasti ske, fordi de dækker for rosernes bare
ben.
– Og sidst, men ikke mindst: Når planterne bliver triste at se på, kan man bare
klippe dem helt ned til jorden. Så skyder de igen med frisk løv, og nogle får
endnu en blomstring.
Geranium ‘Patricia’
Den vilde stil
“Jeg er blevet mere vild med årene,” siger Birgit med et blink i øjet. “Stauder, som
giver haven et naturligt udtryk, er jeg rigtig glad for. Pæne, velfriserede haver er
ikke mig.”
Planteskolens sortiment omfatter ikke kun storkenæb, men også en mængde
andre stauder, som Birgit har et forhold til; planter, som hun kender og har afprøvet.
“Dem, der dur, og dem, der ikke er for besværlige,” som hun udtrykker
det. Kort sagt driftssikre planter.
Hvis Birgit holder særlig meget at en plante, gør hun alt for at få den udbredt.
Er kunden lidt tøvende, nævner Birgit blot, at planten kan byttes. Det kan
folk som regel ikke stå for, og Birgit har en sikker sans for kundernes behov.
Det kan for eksempel være en fin storkenæb, som hedder ‘Patricia’. Den ser
ikke ud af meget i potten, men når den først sættes ud i fri dressur, kommer den
snart til at fylde en hel favnfuld. “Den er der aldrig nogen, der skal have byttet,”
siger Birgit med et smil. Det er tydeligt, at Birgit virkelig brænder for sine planter
og for at give dem et godt hjem, hvor de vil trives. Derfor kommer kunderne igen
og igen.
82

Planter med posten
Fra 2009 har Birgit valgt kun at holde planteskolen åben en halv snes søndage i
løbet af sæsonen. På disse åbent hus-dage vil hun fortælle om en særlig plantegruppe,
svare på spørgsmål og selvfølgelig sælge planter.
Resten af tiden er planteskolen lukket for kunder. I stedet helliger hun sig
sin netbutik. Planter, der bestilles via hjemmesiden www.mathildestien.dk, bliver
sendt med posten.
Jeg besøgte planteskolen i forsommeren 2008 og sugede den helt særlige stemning
til mig. Her herskede et malerisk forfald, hvor det var tydeligt, hvilke planter der
virkelig holdt ud, og det er altså dem, Birgit satser på. Det med ‘forfaldet’ gjaldt
naturligvis ikke de salgsklare planter i potterne, men omgivelserne, hvor meget
dukker op næsten af sig selv.
Der var en helt fortryllende stemning af akelejer, forårsvortemælk, pæoner
og selvfølgelig storkenæb. Særligt én storkenæb var overalt – engstorkenæb, Geranium
pratense.
Når den var alle vegne, er det, fordi den meget villigt sår sig selv. Derfor er
det en af de planter, som Birgit anbefaler til den vilde have. Den klarer det meste,
blot ikke for tør jord. Den kommer til at fylde en hel kvadratmeter, og den blomstrer
samtidig med, at den vokser til.
Efter blomstringen ser den lidt trist ud. Er man ked af det, klippes den blot
ned til cirka 5 centimeter over jorden, så skyder den hurtigt igen. Har man den i
en vild plæne, kan man slet og ret køre hen over den med en plæneklipper. Det er
da nemt!
En storkenæb med de samme kvaliteter er bølgekronet storkenæb, Geranium
phaeum. Den er også en af Birgits favoritter.
Engstorkenæb, Geranium pratense
Færdige bede
Hos Birgit kan man også købe ‘færdige’ bede med udgangspunkt i den bog, som
hun har skrevet sammen med landskabsarkitekt Maria Juhl Jakobsen. Bogen
Stauder. 32 opskrifter på de smukkeste bede giver ‘opskrifter’ på toogtredive bede,
for eksempel Apotekerbed, Barbies bed, Bed i Kenzofarver, Miniprærie, Måneskinsbed
og Det helt sikre bed.
I bogen findes også en ‘Staudeskole’, der fortæller om planlægning, indkøb,
plantning og pasning, som bygger på forfatternes store erfaring.
Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum
83

Planter
Denne side
øverst til venstre: sødskærm, Myrrhis odorata
øverst midti og til højre: akeleje, Aquilegia
midti til venstre: sibirisk iris, Iris sibirica
midti i midten: jacobsstige, Polemonium
midti til højre: skovvalmuesøster,
Meconopsis cambrica
til højre: tidsel, Cirsium rivulare ‘Atropurpureum’
helt til højre: aftenstjerne, Hesperis matronalis
Næste side
øverst: træpæon uden navn,
Paeonia suffruticosa
nederst til venstre: knopurt, Centaurea
montana ‘Jordy’
nederst til højre: forårsvortemælk,
Euphorbia epithymoides

Planteglæde
Ib Spang Olsen og Nulle Øigaard
I Drivhusdrømme skrev jeg om billedkunstneren Nulle Øigaard og hendes drivhus.
Dengang fik jeg slet ikke nævnt Nulles mand, tegneren Ib Spang Olsen, men nu,
hvor det gælder haven, skal han også med. For det er deres fælles værk.
Der er noget utroligt fascinerende over gamle haver. Haver, der godt nok bliver
passet, men også lidt får lov at passe sig selv. Sådan er det med Nulle og Ibs have i
Bagsværd.
Ingen planter bliver ladt i stikken, for især Nulle er en stor planteelsker, men på
et tidspunkt skal de også selv have lov til at vise, hvad de dur til, og hvad de gerne
selv vil.
“Jeg kan bedst lide haver, der ikke er alt for tæmmede. Der skal være lidt vildskab.
Jeg elsker alle planter – også ukrudt, når bare det ikke kvæler alt andet. Forestil
dig, at skvalderkål havde været en sjælden og svært dyrkelig plante. Så var det helt
sikkert én, de fleste ville have fat i, for de hvide skærme er da så smukke,” siger Nulle
overbevisende.
Blåregnen er efterhånden gammel, og med
sin lidt vinde og skæve facon bidrager den
fint til havens utæmmede stemning.
86

87

Gartnersøn
Ib er gartnersøn og begyndte tidligt at interessere sig for planter. Som dreng havde
han en skolehave og arbejdede i en kortere periode som gartnermedhjælper. Som attenårig
kom han på Blågårds Seminarium. Senere gik turen til Kunstakademiet og
Den Grafiske Skole.
Ibs far, Ole Olsen, var overgartner ved Københavns Kommune. Han var en
kendt mand, nærmest en “datidens Søren Ryge Peter sen,” siger Ib. Han skrev artikler
og bøger om botanik, så det grønne fyldte meget i barndomshjemmet.
Glæden ved alt, der gror, har holdt ved livet igennem. Ibs værksted ligger da
også midt i haven, i et gammelt træhus, som var det første, der oprindeligt blev bygget
på grunden. ‘Sommerhuset’ kaldte den forrige ejer det.
Overalt i haven er der forskellige udsmykninger. På Ibs værksted hænger der et
meget fint relief udskåret i træ. Det har ligesom alle andre ting i haven en særlig historie:
En af Ibs kendte og elskede billedbøger hedder Kiosken på torvet. Den handler
om en gammel telefonkiosk på Sankt Hans Torv i København. Hver morgen går
Den frodige kaprifolie, der slynger sig
hen over taget, passer perfekt til husenes
svenskrøde farve.
I haven er der mange forskellige pudsigheder,
blandt andet dette smukke trærelief,
som har hængt på en af de køben havnske
telefonkiosker.
88

ørnene ned til damen i kiosken og hører hende fortælle om billederne på kiosken
og om alt muligt andet spændende.
De billeder, der refereres til, er seks fantastiske billed skærerarbejder, som hang
på kiosken lige under taget. Kiosken var fra 1896 og tegnet af den kendte arkitekt
Fritz Anton Peter Koch (1857-1905), som også tegnede Telefonhuset i Nørregade.
De sekskantede, ni meter høje huse, udsmykket i en slags jugendstil havde kobbertag
og øverst en lanterne med ur samt vejrhane. Så kunne folk se, hvad klokken
var, og hvorfra vinden blæste, når de gik forbi.
Den frodige rose, som slynger sig op af
væggen, er den alle stedsnærværende ‘New
Dawn’.
Ib og kioskdamen på torvet var gode venner, og da kiosken i tresserne skulle lukkes,
fordi alle efterhånden havde fået egen telefon, indgik Ib en byttehandel med Sporvognsreklamen,
der ejede kioskerne. De fik et sæt collager med motiver fra Sankt
Hans Torv, fremstillet til en tv-udgave af Kiosken på Torvet. Til gengæld fik Ib et sæt
billedskærerarbejder fra en kiosk på Fredensbro, der blev pillet ned.
Er man interesseret i Ib Spang Olsens illustratio ner, kan jeg anbefale at besøge
hans lille galleri i en af de fine, gamle pavilloner ved Kongens Have, Galleri Ib Spang
Olsen, Kronprinsessegade 23, 1306 København K. Der er åbent fra onsdag til lørdag,
klokken 13-17. Se også www.ibspangolsen.dk.
89

“Jeg dyrker roser, fordi jeg kan lide dem og
synes de er smukke. Ikke for at gå og huske
på deres navne,” siger Nulle. Derfor kan vi
heller ikke få at vide, hvad denne lysorange
skønhed hedder.
Et rent eventyr
Haven er et helt lille eventyrunivers, og man opdager hele tiden nye ting. Det er som
at gå på opdagelse i Nulles impressionistiske billedtæpper. Med deres væld af farver
og strukturer er de skabt af stofstykker – ofte genbrug. Det kan være fra en aflagt
sommer kjole, en blondedug eller en solparasol. Stofferne rives i stykker og lægges
lagvis over hinanden som en collage med et fascinerende og særegent resultat. Læs
mere på www.nulle-oigaard.dk.
Direkte adspurgt svarer Nulle, at det, hun går og venter på hele vinteren og foråret,
er rosernes udspring. “Dem kan jeg simpelthen ikke undvære, og det er da også derfor,
de er alle steder, slyngende sig op ad mure, vægge og hegn. Jeg er ikke så god til
det med navnene, for jeg kan ikke holde ud at se på alle de planteskilte.”
På vores tur rundt i haven stopper Nulle flere gange op ved akelejerne, som her
først i juni er på deres højeste. “Er de ikke fantastiske?” spørger hun. “Blomsterne
ligner små fine balletskør ter. Kan du ikke se det?” Jo, bestemt.
92

Op ad hegnet ud mod vejen vokser der
også roser. Nulle har lagt en lille meter til i
højden af hegnet ved at supplere med hønsenet
over rafterne. Her vokser både roser
og slyng planter.
93

Akelejer er yndige. Og at de tilmed sår sig
selv, er et yderligere plus.
Akelejerne
Nulle husker ikke, hvor akelejerne kommer fra. De har vist været der altid. Holder
man af den vilde stil, er det virkelig en god plante. For den er så enkel at have med at
gøre.
Det nemmeste er at købe fire-fem planter med forskelligt farvede blomster i havecentret
eller på planteskolen. Akelejer krydser sig nemlig villigt indbyrdes, og ved
at købe flere farver er man sikker på et smukt afkom i form af frøplanter. For det er
den måde, hvorpå akelejer formeres.
94

Blomsterne efterfølges af flotte, grønne frøstande, der hen på sommeren modner
og bliver brune. Derefter begynder frøene at drysse ud. Saml eventuelt nogle i
hånden og spred dem rundt om i haven. Frøene skal have frost for at spire, så de små
planter titter først frem året efter. Er man heldig, kommer der blomster samme år,
men i nogle tilfælde først året efter.
Derefter er der gang i en cyklus, og det er vigtigt. Akelejer er nemlig ret kortlivede
planter, der ofte forsvinder efter et par år, men det er ikke noget problem, fordi
de producerer så mange spirevillige frø.
Farverne er enten røde, blå, rosa eller
hvide, og når de krydser sig indbyrdes, er
det ikke kun farverne, der varierer. Det gør
blomsterne også. Nogle bliver dobbelte og
andre enkle; man kender aldrig udfaldet af
en frøsåning.
95

Rosenchokket
Mange ved sikkert, at skuespilleren Ghita Nørby har en pragtfuld have i Holte,
og at hun er en stor rosenkender og -elsker. Jeg har gennem årene set haven omtalt
flere steder og er hver gang blevet fascineret af den kærlig hed, hvormed Ghita
Nørby omtaler sine roser. Så selvfølgelig skulle hun med i denne bog. Hvis hun
ville. Og det ville hun. Heldigvis.
Ghita Nørby
Ghita elsker sine roser. De vokser op i træer
og buske, hen over hegn og i buer, i krukker
og i bede. Der er kort sagt roser alle
steder.
Rosen, der her klatrer rundt i en japansk
ahorn, hedder ‘Francois Juranville’. Med
sine abrikosfarvede blomster passer den
perfekt til træets mørke løv og ligner næsten
et vandfald.
96

Denne smukke carminrøde rose hedder
‘Henri Martin’. Det er en mosrose (se bind I
side 165) og går for at være den mest hårdføre
og anvendelige rose inden for denne
gruppe. Duften er helt for tryllende, og det
er da også en af grundene til, at Ghita har
valgt at placere den på den lille træterrasse
mod søen.
Især når det gælder fotografering af roser, er det med at møde op på dagen.
Og den var jeg så heldig at ramme midt i juni. Smilende og venlig, som vi kender
Ghita, bød hun indenfor i sit paradis, hvor roserne viste sig fra deres allersmukkeste
side. Selv om Ghita og jeg aldrig havde mødt hinanden før, var vi straks på
bølgelængde. Sådan er det med have- og ikke mindst rosenfolk. For vi har jo en
fælles passion og kærlighed.
På mit spørgsmål om, hvordan det hele begyndte, fortalte Ghita: “Jeg har to
store interesser – hunde og roser. I min egenskab af formand for dyreværnsorganisationen
Dyrefondet skulle jeg på et tidspunkt besøge Judy Mürsh på Frederiksberg.
Hun har en fantastisk rosenhave, og dér fik jeg rosenchokket. Jeg var
simpelthen lamslået. Der var roser alle steder – op ad huset, rundt i træer, i bede
og på stativer. Sådan havde jeg aldrig før oplevet roser. Det skønne var, at jeg blev
helt vanvittig.”
97

En ny have
I 1989 flyttede Ghita og hendes mand, kapelmester Sven Skipper, til huset i Holte.
Nu skulle de have roser! Judy Mürsh havde foreslået Ghita at tage en tur ned
til Rosenplante skolen i Løve, ejet af Torben Thim, som Ghita kalder sin læremester.
Når man i dag går rundt i hendes have, er det tydeligt, at hun har været en
lærenem elev.
Det, der først slår én, er den overdådige blomstring af roser, som klatrer og
slynger sig alle steder. Stemningen er vidunderlig. I dag er det Ghitas tur til at
give andre chokket, og det er der givetvis mange, som får.
“For mig er roserne blevet selve livet,” siger Ghita. “Jeg ved ganske enkelt
ikke, hvad jeg skulle gøre uden.”
En fin buste af Ghitas mor, pianistinde
Guldborg Laursen (1903-2002). ”Hun får lov
at komme ud, når det er sol,” siger Ghita.
98

Hunde og roser
Ghita er også en stor hunde- og dyreven. Og det er ikke altid, at hunde og haver
er forenelige størrelser – særligt ikke, hvis det er hunde, som kan lide at grave. Og
det kan Ghitas.
Ghita og Sven har altid haft mynder. Der er noget utroligt fascinerende over
disse langbenede, elegante og åleslanke hunde med en meget stærk og veludviklet
muskulatur. Det er hurtiglø bere, som skal have megen motion, og den får de i
haven.
De lange løbeture slider på græsset, især om vinteren, og ved forårstide tvivler
Ghita altid på, om græsset igen bliver grønt. Men det bliver det alligevel.
“Det med graveriet er selvfølgelig et problem, men nogle gange har jeg sim-
‘Lykkefund’ bliver omtalt flere steder i
bogen. Og med god grund, for den er fantastisk.
Her er den plantet op ad rosenbuer,
der efterhånden har svært ved at klare den
kraftige rose. Man skal passe på med ikke at
købe for klejne stativer.
99

pelthen plantet roser i de huller, som hundene gravede. Heldigvis er det ikke en
have med store, fine staudebede. Det er simpelthen ikke foreneligt med hundene,”
siger Ghita.
En glad og legesyg Fanni!
Parret har tre hunde, blandt andet en helt ung saluki-hvalp, også kaldet persisk
mynde. Den nytilkomne, som lyder navnet Gaia, er en rigtig vildbasse. Ikke nok
med at den graver. “Den ‘beskærer’ også,” fortæller Ghita, som malende uddyber,
hvordan den ofte glad og fro kommer løbende med en tyk rosengren mellem
tænderne. En gren, som den vel at mærke har fået knækket af en plante.
“Af en eller anden grund glemmer man hurtigt, hvor iltre hunde hvalpe er.
Jeg håber, den snart lærer, at roserne, de er altså mine,” siger Ghita med et overbærende
skuldertræk. “De skal også være her.”
100

‘Paul´s Himalayan Musk’, der også ses på
billedet nederst på for rige side, er en fantastisk
grovillig rose. Den sætter nemt flere
meter lange skud, og i løbet af nogle få år
blomstrer den med hundredvis af små rosa
til hvidlige fyldte blomster.
Elsker alle roser
Ghita fortæller, at hun stort set holder af alle roser og navnlig af dem, der er lidt
vilde og giver haven et naturligt præg. Nogle rosenfolk har særinteresser og samler
på histori ske, engelske eller moderne roser. Sådan har Ghita det ikke: Hun elsker
dem alle sammen.
Én af de moderne Poulsen-roser har hun et helt særligt forhold til. Det er
‘Ghita Renaissance’, som hun har lagt navn til og selv døbt.
“Tænk en gang at få en rose opkaldt efter sig. Større hæder kan man da næsten
ikke forestille sig,” siger Ghita. Hun fortæller, at hun blev spurgt, og da hun
så den, var hun slet ikke i tvivl. Svaret var ja.
Det forstår man godt, for det er en umådelig smuk, lyserød rose med en helt
fantastisk duft. Faktisk har den siden lan ceringen i 2003 modtaget ikke mindre
end fire priser for sin duft.
Godmorgen
Hver morgen går Ghita rundt i haven og hilser på alle sine roser. For på den måde
går det hurtigt med at lære navnene.
Når hun indøver nye roller, sker det ofte i haven med en beskærersaks i hånden.
Rollehæftet ligger som regel i trillebøren, og efterhånden kan det godt komme
til at se lidt tilredt ud, fortæller hun med et smil.
Det er tydeligt, at Ghita er ét med sin have, og jeg er taknemmelig over for en
stund at få lov til at være en del af universet.
Da jeg et par dage efter ringer for at sige tak for sidst, siger Ghita, at hun skal
hilse fra sine roser. Det er da rørende. “Hils endelig igen.”
Man forstår godt, Ghita sagde ja til at
lægge navn til denne smukke rose.
101

Et herskabeligt sommerhus
Else-Marie Stilling
Denne bog har ført mig rundt til rigtig mange dejlige lokaliteter og boliger, og
det har været mit mål at få de fleste havetyper med. Derfor var det også vigtigt
for mig at finde en god gammeldags sommerhushave.
Når jeg bruger ordet ‘gammeldags’, er det, fordi begrebet sommerhus med
tiden har skiftet karakter. I dag er det ofte et hus, man lejer i en ferie – eller, hvis
det er et, man ejer, bebos det som regel kun få uger om året. Det gør selvfølgelig,
at det at have en have sådan et sted er ensbetydende med, at den helst skal kunne
passe sig selv. I mange tilfælde planter man slet ikke noget, men glæder sig blot
over den omgivende natur.
I gamle dage var et sommerhus i højere grad et sted, hvor de finere familier
fra byen slog sig ned fra forår til sensommer. Man flyttede på landet, som det
hed dengang. Herren i huset tog om morgenen af sted til byen på arbejde og kom
hjem om aftenen.
Sommerhuset var altså en bolig, som blev benyttet gennem længere tid, og
derfor havde man ofte også en have dér. Var det et stort hus, flyttede hus hjælpen
og barnepigen med, og gartneren kom måske forbi for at hjælpe i haven.
Det gamle fiskerleje
I takt med, at jernbanerne i begyndelsen af 1900-tallet blev udbygget, blev det
nemmere for befolkningen at komme fra by til land, og sommerhusområder i periferien
blev mere almindelige. Mest mondænt var det, hvis sommerhuset lå ved
havet, hvor man kunne dyrke det “helsebringende badeliv”, som det hed.
Tisvildeleje på den sjællandske nordkyst var et af de steder, hvor sommerhusene
begyndte at skyde op. Langsomt skiftede stedet karakter fra fiskerleje til
feriemål. Pensionater, strandhoteller og sommerhuse blev flere, og fra 1929, hvor
banen kom helt til Tisvilde, tog byggeriet rigtig fart. Indtil da var folk blevet fragtet
med drosche fra stationsbyerne Hillerød og Helsinge.
En perle
Et af datidens fine huse er i dag ejet af Else-Marie Stilling, direktør i Studenterrådgivningen,
og hendes mand, arkitekt Jens Rostrup. Huset, der er bygget i 1923,
er opført af den bygherre, højesteretssagfører Frederik Grüner, som også fik bygget
det kendte Helenekilde Badehotel skråt overfor. Badehotellet, der er fra 1905,
ligger netop, hvor hovedgaden løber ud i sandet og bliver til strand.
102

Stedet er godt skjult bag en 320 centimeter høj bøgehæk. Så meget desto større
bliver oplevelsen, når man kommer ind i haven og ser det smukke, gamle, sortmalede
træhus.
Else-Marie er veninde med Nulle Øigaard (se side 86), og det var Nulle, der
introducerede mig. Selv om hun meget malende og med stor entusiasme havde
fortalt mig om stedet, må jeg sige, at jeg blev meget overrasket.
Sådan ser er rigtigt gammelt sommerhus
ud, og man har vovet at bygge et nyt drivhus
på. Men resultatet er yderst vellykket,
se side 110-111.
103

104

Grund læggende er ingen blomster grimme,
men plantet i forkert selskab kan de tage
sig dårligt ud. Her er et eksempel på det
modsatte. Den gule prikbladede fredløs,
Lysimachia punctata, er brandflot op ad det
sorte hus.
Det er en gammelkendt og meget
villig staude, der hurtigt dækker jorden
og holder ukrudtet nede. Hvis man efter
blomstrin gen giver planterne en tur med
hæksaksen, skyder de igen.
Sommerbolig
Else-Marie fortæller, at huset i Tisvildeleje er deres hjem fra først i maj til oktober.
Om vinteren bor de på Christianshavn. Sådan har mange efterhånden indrettet
sig: at de bor i byen om vinteren og på ‘landet’ om sommeren. Altså nøjagtigt
som i gamle dage.
“Allerede kort tid efter jul, når det bliver en smule lysere, og fuglene så småt
giver lyd fra sig, begynder jeg at savne sommerhuset rigtig meget. Det skyldes i
høj grad haven.”
Da Else-Marie og Jens købte huset i 1992, var der ikke nogen egentlige have,
blot en stor plæne. Grunden skråner ret meget, og det gjorde, at Else-Marie havde
rigtig svært ved at finde ud af, hvordan haven skulle anlægges. Jens lavede flere
skitser, men de var enige om, at det ikke rigtig duede.
“Til alt held fik vi kontakt med landskabsarkitekt Sonja Poll (se bind I side
68-69),” siger Else-Marie, “og hun løste problemet.”
105

Inden for de ellipseformede bede er der anlagt
en plan græsplæne. Her mellem alle de
duftende roser er det herligt at sidde.
Ellipseformede bede
Sonja Poll foreslog et antal store, ellipseformede og hvælvede bede, som nærmest
flød ned ad det skrå plan. Terrænet omkring bedene skulle derefter formes, så det
blev vandret og kunne bruges til siddeplads, mens resten af grunden fortsat skrånede.
‘Bedet’ nederst i haven blev til en bålplads, gravet ind i terrænet, så kanten
op mod huset kom til at danne en lav siddekant.
106

Rose de Resht
‘Jacques Cartier’
Ideen med de ellipseformede bede virkede pludselig helt selv følgelig. Nu fik
Else-Marie de rammer, hun virkelig havde savnet. Lige fra de købte huset, havde
hun ønsket sig en rosen have, så bedene blev plantet til med en mængde historiske
roser, hvis karakter passer fantastisk til det fine, gamle hus. Og når man en dejlig
sommerdag sidder midt i rosenfloret, kan man kun have medlidenhed med dem,
der stadig er inde i byen.
107

Det er tydeligt, at drivhuset er lavet af professionelle
profiler. De giver huset et meget
gedigent udseende.
Et moderne drivhus
For at få fuldt udbytte af både for- og eftersæsonen besluttede Else-Marie og Jens
sig for at bygge et drivhus, men i tilknytning til huset, så det også blev en havestue.
Parret gik i gang med at undersøge markedet, og på Fyn hos firmaet Drivadan,
der bygger professionelle drivhuse til erhversgartnerier, fandt de et brugbart
system. Jens tegnede bygningen, der på grund af de professionelle driv husprofiler
fik et meget gedigent udtryk.
Drivhuset fik en høj muret sokkel og blev forbundet til boligen med en lille
mellemgang af glas. Ellers ligger det helt frit. En vældig fin løsning, hvor nyt møder
gammelt.
“Drivhuset, som en nær ven har døbt ‘Himmelrummet’, er nok det bedste, vi
nogensinde har investeret i, og vi kan slet ikke forstå, at vi har kunnet undvære
det, for vi bruger det bare så meget,” siger Else-Marie, mens hun over en kop kaffe
fortæller mig sin havehistorie.
Læs mere på www.drivadan.dk.
110

Fra drivhuset er der både udgang til haven
og til gården bagved. Ud over at være et
pragtfuld opholdsrum har drivhuset også
fået karakter af en stor og rummelig forgang.
111

Det gamle træ
Det gamle træ, o, lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
hvad kan det ikke melde.
Vi det så fuldt med blomster så,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde!
Nu vil jeg da på vandring gå,
men det kan jeg fornemme,
man rejser ud for hjem at nå,
thi bedst er det dog hjemme.
Når træet her har blomster på,
det vil min hjemkomst melde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde!
H.C. Andersen
Smukkere kan det ikke siges. Men det er klart, at træer, der bliver for store, på
et tidspunkt skal fældes. Derom ingen tvivl. Men før man går i gang med saven,
skal man altså tænke sig gevaldigt om. Et bare middelstort træ er ofte femogtyve
til tredive år om at vokse op, og træer i haven er i høj grad det, der er med til at
skabe miljø. Tænk blot på, hvor trist der ser ud i et helt nyt parcel huskvarter.
Dette statelige gamle platantræ – formentlig
landets tredjestør ste – står i Vejlø Præstegårdshave,
se bind I side 52.
112

113

Anne Strangholt
Det var godt, at det gamle æbletræ fik lov
til at blive stående. Anne holdt på sit, og
tømreren blev nødt til at bøje sig.
Annes æbletræ
Denne historie handler om Anne Strangholt fra Randers. Anne og hendes mand,
Uffe, købte deres hus i 1974. Et gedigent gammelt hus med en fin, tilgroet have og
flere frugttræer.
På et tidspunkt fik Anne og Uffe lyst til at få en terrasse ud til haven. En hævet
terrasse, fordi huset har høj kælder. En tømrer blev hidkaldt, og jo, den terrasse
kunne han fint lave, men først skulle et æbletræ, der stod ‘i vejen’, lige fældes.
114

“Nej, det skal ikke fældes. Det træ er jeg så glad for,” sagde Anne. “Du kan da
bare bygge terrassen udenom.”
Den idé var tømreren ikke rigtigt med på, fordi det ville komme til at se tosset
ud, sagde han. Men Anne stod fast på sit.
I stedet for en parasol
Træet blev stående. Et bord blev bygget rundt om stammen, og tømreren måtte
efterfølgende indrømme, at det slet ikke var så tosset endda.
Det fine ved træet er, at der aldrig er brug for en parasol. Træets grene filtrerer
solens stråler og giver det herligste ‘flimmerlys’. Desuden kan man nyde træets
forskellige udviklingstrin helt tæt på. Helt fantastisk er det, når blom sterne
springer ud midt i maj, og sommeren igennem er det hyggeligt at se æblerne udvikle
sig. Eneste ulempe er, at man risikerer at få dem i hovedet sidst på sommeren.
Men det må man leve med.
Hvis nogen har lyst til at gøre Anne ideen efter, behøver det jo ikke at være
i forbindelse med en hævet terrasse. Et bord kan jo slet og ret bygges omkring et
træ nede ved jorden. Også her opnår man jo fordelen med en ‘levende’ parasol.
Konstruktionen er forholdsvis enkel og let.
Det største arbejde var egentlig ikke terrassen,
men mere etableringen af døren i
huset.
115

Landbohaven
På landet var det at ordne have og interessere
sig for den en del af kulturen. Ikke
noget man satte spørgsmålstegn ved. Først
og fremmest gjaldt det køkkenhaven, men
der skulle jo også være noget til vaserne.
Min fars familie er fra landet, og jeg husker med stor glæde tilbage på sommerferierne
hos mine bedsteforældre i det vestjyske. Jeg vil ikke kalde min bedstemor
for egentlig haveinteresseret; prydhaven bestod mest af store træer og nogle kæmpe
eksemplarer af hostaer. Køkkenhaven derimod gik hun op i, og der manglede
ikke noget – hverken bær eller grøntsager.
Når jeg kom over fra København, var der mange invitationer især fra mine
bedsteforældres søskende, og jeg husker det, som om vi var på visit hver aften.
Når man besøgte hinanden dengang, var en fast del af ‘programmet’, at man
skulle se haverne – se, hvordan køkkenurterne stod, og hvor fint roserne, dahlierne
(eller georginerne, som man kaldte dem dengang) og stauderne tog sig ud.
Som barn syntes jeg, at det var helt fortryllende.
Dengang var det den blomstrende frodighed, det gjaldt. Når planterne blev
beundret, var det én for én. I dag ser vi mere på helheden. Det er ikke nok, at
planterne hver for sig er smukke. De skal spille sammen og udgøre ét stort hele.
Stauder var sjældent noget, man købte. Hvis én udtrykte en særlig begejstring
for en plante, hentede værtinden gerne en spade og skar et stykke af. Latinske
navne gik man ikke op i, og ofte vidste man heller ikke, hvad planten hed
på dansk. I stedet blev den måske kaldt for ‘Faster Anna’ eller ‘Moster Ruth’ efter
den glade giver. Mon ikke mange af os stadig har planter fra en kær gammel
slægtning, nabo eller ven. Ét er sikkert: Når den viser sig, sender vi altid giveren
en kærlig tanke. Sådan har jeg det i hvert tilfælde. Det er utroligt, så langt ens hukommelse
rækker, når det gælder ting, der har en historie.
116

Dahlier er en rigtig ‘bondehave’-blomst,
som igen er kommet til ære og værdighed,
også i byerne. Tænk en gang, at en
tør knold kan blive til en hel busk. Det er
næsten ikke til at fatte. Og man kan bare
plukke og plukke.
117

De fleste steder på landet havde man jord
nok, og hvis man syntes, at haven blev for
lille, inddrog man bare et stykke af marken.
Plads til udfoldelse
Det herlige ved landbohaverne var, at her var der virkelig plads til udfoldelse. En
stor plæne, gerne med flagstang, frugttræer og så de flotte bede med blomster til
afskæring. I byerne var det begrænset, hvor meget jord man havde til rådighed,
men ude i det åbne land kunne man jo blot inddrage et stykke af marken, hvis
haven blev for lille. En landbohave var alt andet end intim, og det var netop det,
der gjorde den ekstra spændende. Især for legende og boldspillende børn!
Et landbrug uden køkkenhave var utænkeligt. Kartofler, gulerødder, salat,
ærter, rødbeder og kål foruden en mængde bær. Man dyrkede faktisk det meste.
Der blev kogt og syltet af de friskeste råvarer. Det var der ikke særlig prestige i
dengang. Man gjorde det bare!
Det samme gjaldt haven. Den blev passet og plejet som en naturlig del af
hverdagen. Måske spøgte nogen med, at de gerne ville have dele af den asfalteret.
Men det var vist kun ment i sjov. At det så i vore dage er gået hen og blevet ramme
alvor – tænk på haver med fiberdug og knust granit eller på indkørsler med
plads til tre biler – det havde ingen vist forestillet sig. Men det var selvfølgelig
også dengang, vi ikke havde så travlt!
118

Der var så dejligt ude på landet
I dag er de små landbrug en saga blot mange steder. Kald mig blot nostalgiker,
men jeg synes charmen er forsvundet. Tiden kræver, at landbrugene i dag er store
fabrikker, og det kan vi ikke laste landmændene for. Så længe vi som forbrugere
kun kigger på prisen og vil have det billigste, får vi kun et industriprodukt.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man støtter de mange gårdbutikker, der
efterhånden findes rundtom. Se for eksempel www.gårdbutikker.com, www.
gårdbutikker.dk eller land www.landkoeb.dk.
De imponerende tulipaner kommer igen år
efter år. De passer bedst i en landbohave
under naturlige forhold, fordi de er så store.
I en almindelig parcelhushave kan de godt
virke lidt for pågående.
119

Høns i haven giver en hel særlig stemning.
Som jeg husker den
I mine bestræbelser på at gøre denne bog så bred og mangfoldig som muligt satte
jeg mig for at finde en rigtig gammel landbohave med både blomster- og køkkenhave.
Og det lykkedes! Hos Lonny Hoffmann i Råby ved Store Heddinge.
Det var blandt andet drømmen om det gode liv på landet, der i 1974 fik familien
til at rykke teltpælene op og flytte fra Hvidovre til Stevns.
“Tænk dig,” siger Lonny, “min søn var så meget bymenneske, at han var bange
for at gå på en mørk landevej. Det måtte der gøres noget ved, så vi købte et lille
bondehus på landet, i første omgang som fritidshus. Senere flyttede vi permanent
til Stevns – og da vores søn flyttede hjemmefra, byttede vi det lille bondehus
ud med en firlænget gård”.
Have havde Lonny aldrig beskæftiget sig med, men snart var familien næsten
selvforsynende. Dyr kom der heller ikke til at mangle. Kalkuner, høns, hængebugsvin
og tyrekalven Rasmus. “Men da tiden kom, kunne jeg ikke få over mit
‘byhjerte’ at sende Rasmus direkte til slagtehuset”, sukker Lonny. Han kom derfor
på sommerferie på Saltholm, der ligger 5 kilometer øst for Amager og blot cirka
12 kilometer fra Rådhuspladsen. Rasmus blev hentet af en særlig bil, der samlede
kreaturer op og kørte dem til færgen, som fragtede dyrene det sidste stykke.
120

Siden middelalderen har man haft dyr på sommergræsning på Saltholm.
Tidligere kom de omkring 700 kreaturer fra Amager, men efterhånden som græssende
kreaturer blev sjældnere og sjældnere, måtte man køre helt til Jylland for at
finde dyr nok. Og tyrekalven Rasmus? Ja, han endte – efter en dejlig sommer – til
sidst på slagteriet og blev til saftige bøffer.
Lonny Hoffmanns høns er af racen gul
Orpington.
Kun hønsene er tilbage
I dag er kun hønsene tilbage på gården på Stevns. De giver til gengæld stedet den
herlige stemning af landbohave, jeg havde søgt efter. Racen, der hedder gul Orpington,
stammer fra England. Hønsene er store og meget populære, fordi racen
er rolig og nemt bliver håndtam. Derfor er de rigtig gode i haven og fine som ‘begynder’-høns.
I dag er køkkenhaven indskrænket. “Et par rækker kartofler, gulerødder, løg
og lidt krydderurter er, hvad det bliver til. I resten af den jord, der er tilbage, dyrker
jeg blandt andet dahlier,” fortæller Lonny. “Selv om jeg har forenklet haven,
er det stadig en fryd at se resultatet af dagens slid, når jeg går min daglige aftentur
rundt i haven.”
121

Langt fra alfarvej
Ren idyl! Man fornemmer næsten syrenernes
duft.
Det var Stella Jensen (se side 54), som jeg bor hos, når jeg er på Bornholm, der
ledte mig på sporet af dette helt fantastiske sted. Et lille fiskerleje med omkring
femten bevaringsværdige huse og husmands steder ved den bornholmske kyst.
En uberørt idyl ved en klippekyst langt fra alfarvej. De små beskedne huse ligger
uden egentlig orden. Eneste gennem gående træk er, at de orienterer sig langs kysten.
De første huse blev bygget i 1700-tallet, og i 1814 blev lokalite ten beskrevet
som et sted med syv huse på bondejord. Gennem tiderne er den lille enklave blevet
beboet af fiskere, daglejere og småhåndværkere, som for eksempel snedkere og
træskoma gere.
Omkring 1920 blev de første huse solgt som sommerboliger, og i dag er de
fleste sommerhuse.
122

123

Erichsens Gård ligger midt i Rønne, i Laksegade
nr. 7. Hvis der ikke skulle vokse stokroser
sådan et sted, hvor så?
124

De gamle haver
Jeg var så heldig at få kontakt med ejerne af et af husene, nemlig museumsleder
Ann Vibeke Knudsen og arkitekt Niels-Holger Larsen.
Det er Ann Vibeke, der står for haven, og som museumsleder har hun også
ansvaret for museumshaverne ved Erichsens Gård og Landbrugsmuseet Melstedgård
i Melsted ved Gudhjem.
Hvis man prøver at så stokroser, kan man
aldrig vide, hvilken farve de får. Det betyder
nu heller ikke så meget, for de er alle kønne
og passer sammen.
Erichsens Gård er et gammelt Rønne-hus, der ligger i Laksegade 7 midt i Rønne.
Museet viser et karakteristisk borgerligt miljø fra midten af 1800-årene, og haven
er et fint eksempel på en provinshave fra samme tid.
Haven ved Melstedgård ser ud som en have på landet gjorde det omkring år
1900. Her kan man blandt andet se mange gamle frugttræer, deriblandt en del
bornholmske sorter.
I gammel tid på landet havde man hverken overskud til eller tradition for at
dyrke prydhave, fortæller Ann Vibeke. Det begyndte først i 1860’erne. Man havde
nogle gamle, krogede frugttræer og en indhegnet ‘kålhave’ til dyrkning af de
mest nødvendige grøntsager. Tæt på stuehuset dyrkede man måske nogle enkelte
blomster.
Haverne i de bornholmske byer er derimod blevet omtalt gennem tiderne
af forskellige forfattere som noget helt særligt. Mellem de lave huse, gærder og
hegn, klippepartier og forskudte niveauer lå de fineste haver med planter, som
normalt ikke kan gro på vore breddegrader. De små muromkransede jordstykker
var nemlig begunstiget af et særligt mildt klima, fordi de lå så beskyttede. Planterne,
som voksede der, havde sømændene bragt til øen fra fjernere himmelstrøg.
Alt dette og meget mere fortæller Ann Vibeke Knudsen om i sin lille, fine
bog Om havekultur på Bornholm, udgivet af Bornholms museum i 1991.
125

Niels-Holger Larsen og Ann Vibeke Knudsen
Huset
Ann Vibeke og Niels-Holger købte deres hus i 1987, og siden er det blevet passet
og plejet med stor veneration over for de værdier, sådan en bygning indeholder.
For mens Ann Vibeke tager sig af haven, er det naturligt, at Niels-Holger koncentrerer
sig om huset. Han er nemlig bevaringsarkitekt og siger: “Interessen opstår
især, når man kender til historien om sit eget og andres huse. Huset bliver sat i
perspektiv både i ‘tid og rum’. Det vil sige, at det får en betydning i forhold til
omgivelserne og som en del af histori en.”
Desuden fortæller Niels-Holger, at han arbejder ud fra følgende principper:
Bevar god bygningskultur. Brug traditionelle materialer som for eksempel kalk,
linoliemaling og trætjære. Brug godt træ og brug det rigtigt. Brug miljøvenlige
materialer. Gør mindst muligt – og skånsomt. Reparer frem for at udskifte. Hav
respekt for godt håndværk.
Kloge ord, som man bør skrive sig bag øret.
‘Fattigdom bevarer’ siger man indenfor
museumskredse. Og det er virkelig tilfældet
her, hvor beboerne tidligere kun lige havde
til dagen og vejen. Heldigvis har de senere
ejere repareret fremfor at modernisere.
126

127

Et stengærde som dette skal passes og
holdes ved lige. Efter alt at dømme har det
været her i mere end et par hundrede år,
og hvis man passer på det, kan det ligge til
evig tid.
Haven
Da jeg spørger Ann Vibeke, hvordan der mon har set ud i det lille fiskerleje for
et par hundrede år siden, giver hun et meget interessant og malende billede. Hun
siger, at jeg skal forestille mig en afrikansk landsby af i dag. Omtrent sådan var
omgivelser ne. Folk havde lidt svin, høns og gæs, og man dyrkede måske ærter og
kål, fordi det var noget af det eneste, der kunne gro på stedet.
Først omkring 1850 fik man kartofler og begyndte at plante frugttræer, fordi
Landhusholdningsselskabet ydede tilskud, så træerne kunne sælges billigt. Dette
gjorde man for at få folk til at spise mere frugt og derved forbedre sundhedstilstanden.
Desuden var det også på det tidspunkt, man så småt begyndte på at
plante bærbuske. Langsomt derefter fulgte blomstrende buske, som for eksempel
roser, og man begyndte også at plante stauder.
Egentlige prydhaver på stedet kom der nok først for små hundrede år siden,
hvor de første huse blev solgt som sommerboli ger. Det var også på det tidspunkt,
man begyndte at plante buksbomhække ved husene.
128

129

Husets tidligere ejere, ‘sommerbornholmere’, brugte utrolig megen tid på haven,
og Klint, som ejeren hed, tog planter med til øen fra køben havnske planteskoler.
Meget af det var stedsegrønt, og hvert forår blev der plantet to-tre nye træer, så
det endte med at blive ret tæt og helt skovagtigt, som Ann Vibeke udtrykker det.
Da Klint til sidst ikke mere kunne magte hus og have, blev han nødt til at sælge.
Men det var ikke hvem som helst, der kunne få lov til at købe. Dels skulle køberne
være fra øen og dels – hvad der var det allervigtigste – skulle de passe godt på
haven og huset.
Ann Vibeke og Niels-Holger har holdt deres løfte, men da Klint var væk, begyndte
de langsomt at fælde de stedse grønne træer og plante frugttræer og sent-
Allerede på afstand kan man over den
gamle låge se, at her er en hyggelig have.
Klokkeblomster, pæoner og prikbladet fredløs
er alle gamle bondehaveplanter. Den
gule fredløs skal man holde lidt i ave, hvis
man ikke vil have den over det hele.
130

lomstrende stauder. De planter, der blomstrede i den oprindelige have, havde
deres højdepunkt i højsommeren, for det var kun på det tidspunkt, den blev benyttet.
Der var altså slet ikke noget at glæde sig over i august og septem ber, men
det blev der rådet bod på.
I dag ser haven ud, som man kan forestille sig en gammel prydhave. Naturen
får lov at spille med, og rundtomkring står der planter, som har været på stedet i
rigtig mange år. Blandt andet de smukke og statelige fingerbøl, Digitalis, hvis frø
Ann Vibeke går og drysser rundtomkring, så de dukker op på steder, hvor man
mindst venter det.
Fingerbøl, Digitalis, dukker op rundtomkring
i haven, og man undres tit over, hvor
lidt jord et frø skal have for at spire. Nogle
gange blot en smal fuge mellem et par
fliser eller sten.
131

En figentræ fra solskinsøen er en hyggelig
souvenir.
Bornholmske figner
Overalt på Bornholm ser man figentræer, og der har da også været tradition for at
dyrke figner på Bornholm, længe før man begyndte på det i resten af landet. Det
skyldes først og fremmest, at der generelt er for koldt til figendyrkning på vore
breddegrader, men på Bornholm lykkes det – især i de lune, muromkransede haver
i byerne. Men også ude ved kysten, som her i Ann Vibekes have, gror der figner.
I knap så milde egne anbefales det at plante figen, for eksempel espalieret, op
ad en varm sydmur eller et andet beskyttet sted. Bliver vinteren hård, er det yderligere
en fordel at dække med halmmåtter eller lignende.
Rundtom på Bornholm kan man købe aflæggere, ikke blot på planteskoler,
men også ude ved vejen i de små boder, som også sælger frugt og grønt. Om der
er tale om en speciel bornholmsk sort, skal jeg ikke gøre mig klog på, men den
har jo vist, hvad den kan dér og er givetvis mere hårdfør end de træer, der importeres
fra Sydeuropa. Også i planteskoler og havecentre i resten af landet sælges
træer under betegnelsen ‘Bornholmsk figen’.
Figentræer, der trives, kan vokse sig så store og buskede, at beskæring og udtynding
af grene er nødvendig. Især, hvis man ønsker mange modne frugter. I
modsat fald er det kun frugterne yderst på grenene, der får sol nok til at modne.
På www.havenyt.dk – hjemmesiden for Landsforeningen Praktisk Økologi
– er der en fin artikel med overskriften ‘Beskæring af figen’. Her er emnet udførligt
beskrevet af ildsjælen og redaktøren Karna Maj. Det er hendes store fortjeneste,
at denne hjemmeside er så god og anvendelig. Det er utroligt, så megen viden
man kan få der – også om figner!
På et mellemstort træ kommer der adskillige
frugter. De modne frugter kan holde
sig en god uges tid efter plukning, men så
skal de også spises.
134

Det er interessant at iagttage, hvordan
fignerne i løbet af sommeren begynder
at svulme op og antage en brunlig farve.
Frugterne er vældig dekorative, og det
samme gælder de store lappede blade.
135

136

En lise for sjælen
Det var en lise for sjælen at besøge dette helt særlige sted, hvor der i den grad passes
på både huse og haver. Nærmest som at gå rundt i en tidslomme. Meget langt
fra den afrikanske landsby, som Ann Vibeke talte om. Men sjovt er det at forestille
sig, hvordan det hele så ud for to hundrede år siden. Stengærderne, som holdt
dyrene inde, er der endnu, og Niels-Holger mener, at de givetvis ligger på samme
sted, som da de blev bygget i 1700-tallet. Det sætter tiden i perspektiv.
Den opmærksomme læser har sikkert bemærket, at jeg ikke har skrevet stedets
navn. Det var en stiltiende aftale mellem forfatteren og beboerne, der gerne
vil bevare miljøet i fred og ro.
Som det måske vil fremgå af billederne, har
jeg besøgt det gamle fiskerleje flere gange
i løbet af en sæson for at tage billeder. Og
hver gang er jeg blevet betaget af den fantastiske
stemning.
137

Malerens have
Nina Ferlov
Gennem mit arbejde som forlægger kommer jeg i kontakt med mange spændende
mennesker, og det var også ad den vej, jeg mødte kunstneren Nina Ferlov. Jeg
er en meget stor beundrer af hendes akvareller og havde fået den tanke at bringe
hende og Søren Ryge Petersen sammen … Vi fandt hurtigt ud af, at der var basis
for et samarbejde.
Nina Ferlov er uddannet tekstilkunstner med stoftryk som speciale. Hendes
kompositioner, mønstre og malerier er som regel naturinspirerede. En fjer,
lidt mos eller en blomst, der måske dissekeres, omsættes til et studie ved hjælp af
akvarelfarve og papir. Efterfølgende kan en plantes struktur og mange små bestanddele
udmøntes i motiver på stoftrykklodser. Og med dem kan der skabes en
rigdom af mønstre, opstået ved rytmiske gentagelser.
I 1991 indledte Nina Ferlov et samarbejde med Georg Jensen Damask og
tegnede en række mønstre, der netop bygger på plantestudier. Valmue, Tulipan,
Græs, Egeblade, Bregner og Skovbund er blot nogle af dem, der er udgået fra hendes
lille hyggelige værksted.
“Når jeg sidder ved mit arbejdsbord, kan jeg kigge ud i haven. Og selv om
det navnlig er ude i den vilde natur, jeg finder mine motiver, kunne jeg simpelthen
ikke undvære haven. Flere gange om dagen går jeg en lille tur derude. Jeg
opdager hele tiden noget nyt, selv om den ikke er mere end godt og vel hundrede
kvadrat meter. Imens går jeg og piller og nusser lidt,” fortæller Nina.
I Året har 12 måneder har Nina illustreret og
Søren Ryge Petersen skrevet. Bogen Mad
og mønstre har Nina både skrevet og illustreret,
og hun er for tiden i gang med en
kalenderbog.
Næste side: Det gamle das giver en helt
særlig stemning i gården.
138

139

Næste side: Den store oliven, der hvert år
skyder flittigt, tager ikke skade af den fynske
vinter. Det skyldes selvfølgelig, at den
er plantet i den lune og vindafskærmede
gård.
Gårdhaven
Huset, der er fra omkring 1850, ligger midt i byen, og det er nok de færreste, der
forestiller sig, at der er en have inde bagved.
Går man gennem huset, kommer man først ud i en lille gård – en gårdhave.
Mellem fliserne og den øvrige belægning er der mange planter, både selvsåede
og kultiverede. Det gamle das står der endnu, og som en flot kontrast til de gule
vægge er døren malet koboltblå.
På den modsatte side er et smalt halvtag i hele gårdens længde. En vældig
praktisk foranstaltning for brænde, vasketøj og mennesker, hvis det pludselig begynder
at regne.
En blå drue smyger sig hen over køkkenvinduet, og nedenfor er der et lille
bed med krydderurter. Minsandten om der ikke også vokser en oliven. Den har
stået der i snart femten år og klarer sig fint i det lune gårdmiljø. Druerne og den
frodige oliven i samspil med murens smukke gyldenorange farve gør, at man føler
sig hensat til syden.
Under halvtaget, der løber i hele gårdens
længde, opbevares lidt af hvert. Det er også
et praktisk sted at tørre tøj.
Nina og i særlig grad hendes mand, Peter, har utrætteligt arbejdet for den gamle
bydels bevarelse, og hun er kommet med forslag til farvesætning af facaderne. Til
muren i gården har hun valgt jern vitriolkalk, som hun er meget begejstret for.
140

141

144

Jernvitriolkalk
Ninas begejstring for jernvitriolkalken skyldes, at den hele tiden ændrer sig, både i
takt med tiden og ved fugtpåvirkninger. Når kalken får fugt, bliver den mørkere og
flammer nærmest på væggen. Nogle steder kan den også danne mørke, varmbrune
skjolder, som ikke lysner, selv om murfladen tørrer op. Jernvitriol giver altså en
smuk og livfuld kalkfarve, men den kan også være temperamentsfuld og utilregnelig
at have med at gøre. Det er disse udfordringer, som tiltaler Nina.
I tidligere tider var jernvitriol almindeligt brugt til kalkning, men i dag er midlet
bedst kendt til forebyggelse af mos i græsplænen. Det er værd at bemærke, at der
findes to typer jernvitriol: én i pulverform og én som krystaller. Det er kun sidstnævnte,
altså jernvitriolkrystallerne, der kan bruges her.
Forrige side: Jernvitriolkalken giver et
spændende og changeren de udtryk. I fugtigt
vejr spiller farven endnu mere end på
billedet.
Blandingen
Jernvitriolkalken blandes af kalkmælk og jernvitriolblanding, se nedenfor.
Kalkmælk
Én del kalkdej (kulekalk eller stampet kalk) røres grundigt ud i fem dele postevand.
Jernvitriolblanding
Én del jernvitriolkrystaller røres grundigt ud i fem dele cirka tres grader varmt
postevand.
Derefter blandes fire dele kalkmælk med én del jernvitriolblanding. Når de to blandinger
røres sammen, bliver kalken let grynet og stærkt grønstribet. Men efter grundig
omrøring skifter farven til jævn lysegrøn. Når farven tørrer på væggen, bliver
den gul.
Før der males med jernvitriolkalken, skal væggen stryges med hvidtekalk. Når den
er helt tør, gøres væggen våd, så der kan arbejdes vådt i vådt. Brug en hvidtekost.
Kilde: www.gamle-huse.dk
145

146

Ninas verden
“Ro og fred og enkelhed betyder enormt meget for mig. Det er mit fundament.
Jeg har det ikke godt, hvis noget er grimt. At en ting er slidt, er kun en kvalitet,
for så kan man se, at den har været brugt,” siger Nina.
Ro og fred er der også i Ninas have. Her hersker en helt egen stemning, og
planterne er der på deres præmisser. Hvis de kan lide at være der, får de lov at
dukke op i fuger og sprækker. Planter, der ikke vil etablere sig ordentligt, får kun
chancen én gang. “Der er da ikke noget ved at dyrke noget, som ikke bryder sig
om forholdene. Så er det da meget bedre, at de bor et andet sted,” siger Nina.
Et fællestræk ved de planter, Nina holder af, er, at de hører til i den vilde ende
af skalaen. De vilde forglemmigej, klokkeblomster, valmuer, kongelys, springbalsamin,
fingerbøl og krydderurter for blot at nævne nogle. Sammen udgør de en
fin symbiose mellem de stier, Nina har lagt af forhåndenværende materialer. Det
kan godt ske, at det ser tilfældigt ud. Men vær vis på: Det er det ikke!
I Ninas have dukker planterne op hist og
her. På denne årstid er det blandt andet sibiriske
iris, akelejer og vibeæg, der er nogle
af højdepunkterne.
147

Høstanemonerne blomstrer en god måneds
tid sidst på sommeren. De er så skønne, at de
burde stå i enhver have.
Høstanemoner
Da jeg spørger Nina, om hun kan nævne mig nogle yndlingsblomster, tøver hun
noget. For der er jo så mange, og det svinger i høj grad efter årstiden. Men én af
dem, siger hun, er høstanemone, Anemone japonica, som hvert år blomstrer i gården
fra først i august til et pænt stykke hen på efteråret. “Den er uundværlig,” siger
Nina.
Når først høstanemone får fat, dukker den troligt op hvert år. Den er tilmed
meget robust og breder sig pænt, men det kan være lidt svært at få den i gang.
Normalt siger man, at det bedste plantetidspunkt for stauder er efteråret,
men høstanemone er en undtagelse. Den skal nemlig helst plantes om foråret. Ellers
får den ikke fat i jorden, og det resulterer ofte i, at den dør. Men altså – når
den først kommer i gang, er den næsten ikke til at slå ihjel.
Høstanemone fås både i lyserød og hvid, og de mest almindelige sorter er
‘Königin Charlotte’ (lyserød) og ‘Honorine Jobert’ (hvid). De er begge smukke
og trives både i sol og halvskygge. For eksempel er den hvide, der springer lidt senere
ud end den lyserøde, god til at lyse op på et halvskygget sted i haven.
148

149

Den helsende have
De senere år er der kommet meget fokus på, i hvor høj grad haven og naturen
indvirker på vore sind, og hvordan den kan virke direkte helbredende. Selv var
jeg for nogle år siden helt nede at vende rent psykisk, og det ville selvfølgelig være
en rigtig god historie at fortælle, at det alene var haven, der fik mig tilbage på
sporet. Det var det langtfra, men jeg er sikker på, at haven var en medvirkende
faktor.
Mine lykkeligste stunder har jeg, når jeg ser det hele spire og gro, og jeg bliver
så utrolig ydmyg over at være en lille del af dette fantastiske sceneri. Tænk, at
man kan opnå al denne skønhed ved at så et frø eller plante et træ.
Lyset, duften af jord, fuglesangen, rislende vand, planterne, blomsterne og
træerne er med til at opbygge psyken, og at grønne miljøer er gode for mennesker,
har man altid vidst. Det var da også derfor, hospitaler og sanatorier indtil
omkring 1930 blev bygget, hvor man kunne få glæde af naturens gode virkning.
Senere har psykofarmaka, antibiotika og vacciner fået en langt større betydning
og til en vis grad tilsidesat naturen.
Næste side: I Ann Perssons have er der
mange små rum, siddepladser og gange,
som man ikke ved, hvor fører hen. Farveholdningen
i denne del af haven er overvejende
grøn, for i den helsende have skal
stærke kulører helst undgås.
Sverige fører an
Sverige er et af de lande, der er længst fremme, hvad forskning i haveterapi angår.
Således anlagde Sveriges Land bruksuniversi tet i Alnarp uden for Malmø i
2003 Rehabiliteringsträd gården eller Terapihaven, som den kaldes på dansk. Stedet
er verdens første viden skabeligt funderede terapihave ledet af professor Patrik
Grahn, der er landskabs arkitekt og biolog med doktorgrad. Her behandler man
mennesker med forskellige former for udbrændthed – det, svenskerne kalder
for utmattnings-depression. I haven er der mulighed for bare at slappe af, dyrke
grøntsa ger, luge, beskære buske eller arbejde i væksthu set. Og det virker. Deltagerne
får også en rehabilitering af høj kvalitet af det kompetente personale, som
er specialuddannet til at tage sig af denne type patienter. Efter at deltagerne har
haft deres daglige gang på stedet i tolv uger, vender næsten firs procent tilbage til
deres job eller uddannelse. Det er mere end dobbelt så mange som dem, der behandles
med samtale terapi og medicin.
150

151

Stole rundt om i haven gør, at man i den
grad føler sig hjemme og velkommen. Hvis
stolen ikke havde stået her, ville oplevelsen
slet ikke have været den samme.
152

Haven
Den tyve tusind kvadratmeter store Rehabiliteringsträd gård er anlagt og skabt
ud fra mange års studier af, hvad det er, hjernen har brug for. Her er det afgørende
med forskellige stimuli, og derfor er der da også mange små haver i haven.
Hvor man befinder sig bedst, og hvad der hjælper én, afhænger af, hvor man er
i behandlingsfor løbet. Afveksling og kontrast er to vigtige kodeord. Der skal være
et skifte mellem aktivitet og hvile, og derfor findes der rum til aktivitet og rum
til hvile og oplevelser. Nogle rum er små, så man kan være alene, mens andre er
større og indbyder til samvær. Der er steder med lange kig og andre, der er lukket
af hække. Endelig er der arealer med vild natur, rod og ukrudt, mens der også er
en meget ordentlig køkkenhave med planter på snorlige rækker og ingen uønskede
vækster. Alt er bygget af genbrugs materialer, for ideen er, at hverken bygningen
eller haven skal være perfekt. Deltagerne skal have følelsen af, at det er afslappende
at være i både huset og haven.
Hvor deltagerne befinder sig bedst, kan svinge under hele forløbet, men også
fra dag til dag. I begyndelsen har han eller hun måske behov for at gå rundt, suge
til sig og slappe af i den vilde have. Senere er det måske lysten til at luge og gøre
pænt, der bevirker, at man går over i køkkenhaven med rækkerne.
Ann Persson
Grøn Livskraft
Da jeg begyndte at dykke ned i dette spændende emne, kom jeg i kontakt med
Ann Persson, der driver virksomheden Grön Livskraft fra Kronotorp Gård i
Glemmingebro i Skåne.
Ann, der er uddannet fysioterapeut, tog i 2007 en magistereksamen i Natur,
Hälse og Trädgård på Sveriges Landbruksuni versi tet i Alnarp og desuden et introduktionskursus
i Trädgård sterapi samme sted.
I dag virker Ann som konsulent og holder foredrag og uddannelseskurser for
firmaer og kommuner om det grønne miljøs positive ind virkning på vores psyke.
Et af de områder, Ann har beskæftiget sig meget med, er udvikling af udemiljøer
ved plejehjem og ældreboliger. Hun fortæller, at ældre bliver gladere og
mere aktive, sover bedre og får skærpet koncentration, hvis de har et grønt udemiljø,
der kan byde på varierende oplevelser.
Demente kan også have stor glæde af haven, især hvis den tilrettelægges med
omtanke. Det vil sige, at den på en eller anden måde vækker minder, som pludselig
dukker frem fra glemslen. Dette kan i høj grad være planter – for eksempel
suppeurter, gamle roser, bærbuske og frugttræer. Et havemiljø giver ro og fredfuldhed,
men også mulighed for aktivitet.
Det er vigtigt, at alle sanser akti veres, og det gælder ikke kun for ældrehaver,
men for terapihaver i det hele taget. Der skal både ses, smages, lugtes, høres og føles.
Sidstnævnte kan for eksempel stimuleres ved at have et par katte eller andre dyr.
153

Vand er noget af det mest basale; det taler
virkelig til vore urinstinkter. En stille rislen
virker yderst beroligen de.
“Alle sanser skal ‘fodres’ med gode indtryk. De gør, at vi åbner os for omverdenen
og for hinanden,” forklarer Ann.
En anden vigtig del er pasningen af haven. At klippe roser, plukke bær eller
luge kan også vække gode minder, give motion og desuden styrke motorikken.
Havearbejde er godt og giver en god træning.
Urhjernen
Når vi vender os mod naturen for at koble af, skyldes det den menneskelige urhjerne.
I et grønt miljø får hjernen signal om, at der er ‘fred og ingen fare’. Pulsen
kommer ned, blodtrykket falder, musklerne slapper af, og stresshormonerne bliver
færre. Alle sanser skærpes. Det er som at være i et refugium.
Noget af det, der virkelig taler til vores urinstinkter, er vand. Vandet er en
kilde til liv og en forudsætning for vores overlevelse. Lyden af rislende vand, vand,
man kan røre ved, eller udsigten til vand – det stimulerer vort sind og mindsker
stress. Hjernen er genetisk ‘kodet’ til at søge mod vand. Derfor er det vigtigt med
vand.
154

Forskellige opmærksomheder
Forskere har fundet frem til, at vores hjerne har to slags opmærksomhed: den
spontane og den målrettede. Førstnævnte kan for eksempel være på en fugl, der
pusler i et bed, en plante med en fin duft eller solens varmende stråler. Kendetegnende
for den spontane opmærksomhed er, at den ikke kræver store anstrengelser.
Derimod kræver den målrettede op mærksomhed meget af os, fordi den
kræver koncentration i forbindelse med en opgave, for eksempel på en travl arbejdsplads.
Her må vi sortere, prioritere og bearbejde al indkommende information.
Derfor bruger hjernen mange kræfter på at frasortere larm for at opnå koncentration.
I kortere perioder går det an, men så skal hjernen også hvile. Hvis den
målrettede opmærksomhed står på for længe, bliver vi trætte og må ‘lades op’
rent mentalt. Derfor er det uhyre vigtigt med den spontane opmærksom hed som
et modspil til den målrettede. Dette sker bedst i naturen eller i haven, hvor vi virkelig
stimuleres af duftene, farverne og lydene. Samtidig slipper vi for at bearbejde
al den indkommende information.
Rosa er sammen med blå og grå en af de
farver, der fint kan indpasses i terapihaven.
Se for eksempel denne rose, ‘Herita ge’;
det gør godt at betragte en skønhed som
denne .
155

Vågen hvile
Ann spørger, om jeg kender begrebet flow? Det gør jeg ikke, så hun forklarer mig,
at det kan sammenlignes med at hvile i vågen tilstand eller simpelthen at glemme
tid og sted.
“Hvis du kigger på uret og tænker: ‘Nej, er klokken virkelig blevet så mange,’
uden at du havde den fjerneste anelse om det, så har du virkelig slappet af i et
selvforglemmende univers, og det er uhyre sundt for hjernen,” siger hun.
Flow kan karakteriseres som en positiv mental tilstand præget af fordybelse,
koncentration og engagement. Opmærksomheden fastholdes og fokuseres på en
bestemt aktivitet, som opleves meningsfuld, men også sjov, for eksempel arbejdet
i haven. Hjernen er i hvile, og det virker i høj grad opbyggende og giver fornyede
kræfter.
Sommetider har man brug for at være
alene, andre gange i mindre eller større
grupper. I terapihaven er der små og store
rum med varierende antal siddepladser.
Næste side: Denne imponerende rose, der
er plantet ved en holdbar portal af træ,
hedder ‘Aglaia’.
156

157

158

Anns have
At Ann ikke kun er teoretiker, ser man, når man besøger hendes have – Kronotorp
Trädgård. Et helt fantastisk sted med en ganske egen stemning og en velsignelse
af roser. Det er ikke en egentlig terapihave, men den er alligevel indrettet
efter mange af grundprincipperne. Sanserne får man i hvert fald stimuleret. Især
duftesansen, hvis man som jeg kommer først i juli, hvor roserne står i fuldt flor.
I haven er der forskellige rum og en mængde små stier, der leder en rundt.
Et grundprincip – såvel for terapiha ver som for haver i det hele taget – er, at man
ikke skal kunne overskue hele haven på én gang. På samme måde gælder det, at
man ikke skal kunne se, hvor stierne fører hen eller stopper. Derved ledes man
hele tiden videre. Mange steder er der sid depladser, som indbyder til, at man slår
sig ned og for en stund fordyber sig.
Flere af havens rum har en egen stille stemning, blot med blade i varierende
grønne nuancer og struk turer i samspil med hvidt. Her er der ikke mange blomster,
og stærke kulører er bevidst udeladt, fordi de er for opmærksomhedskrævende.
I terapihaven anbefaler man masser af grønt i form af blade i for skellige
størrelser. Hvidt er også fint, og skal der være farver, anbefales gråt, blåt og rosa.
Ann pointerer, at dette mest gælder for haver, der skal bruges af mennesker, som
er meget udbrændte. Efterhånden som personens tilstand forbedres, kan han eller
hun naturligvis kapere mere.
“Jeg elsker sten,” siger Ann, “fordi de tilfører mig energi.” Derfor har hun
anvendt mange sten i haven. Store sten til at reflektere over, sten i bede, sten som
udsmykning og sten til havens stier; for skellige natursten i samspil med stringente
fliser, der er lagt i forskellige mønstre og forløb. Også her er variation og modspil
af stor betydning.
Vand er der selvfølgelig også. I et hjørne af haven er der et lille bassin med
et rigt dyreliv omkring – blot en af de ting, der er med til at styrke den spontane
opmærksomhed.
Et par gange i løbet af sommeren holder hun Tyst Trädgårdsvistelse, hvor ideen
blot er at gå rundt i haven, nyde haven, slappe af og være stille.
‘Chinatown’ er et godt bud, hvis man
ønsker sig en gul slyngrose. Den går man
aldrig fejl af.
Forrige side: Som det også fremgår af
næste opslag er der rigtig mange smukke
og meget forskellige stier i Anns have. Til
denne er der brugt natursten og helt runde
‘fliser’, som Ann selv har støbt i beton.
159

‘Sourire d’Antan’
Roserne
Jeg har svært ved at forestille mig en blomst, som taler mere til sjælen end rosen,
og sådan har Ann det også. For år tilbage blev hun selv nødt til at stå af ræset.
“Jeg besluttede simpelthen at lægge mit liv om, efterud danne mig på Alnarp
og skabe en have, som jeg kunne glæde andre og ikke mindst mig selv med. Det
er den bedste beslutning i mit liv,” siger Ann med et smil. Og man forstår hende.
162

Fra venstre ses den pink ‘Elmshorn’, til højre
for midten er det ‘Gros Choux d’Hollande’
og i buen helt til højre ‘New Dawn’.
Et gammelt kinesisk ordsprog siger: Vil du være lykkelig en dag, så drik dig fuld.
Vil du være lykkelig tre dage, så gift dig. Vil du være lykkelig i otte dage, så slagt
et svin og spis det. Men vil du være lykkelig altid, så bliv gartner.
På www.gronlivskraft.se kan du læse mere om Ann, Grön Livskraft, Kronotorp
Trädgård, åben have, havevandringer, kurser, stedets galleri og gårdbutik.
163

Terapihaver i Danmark
Her i landet har Skov og Landskab – et selvstændigt center for forskning, undervisning,
formidling og rådgivning vedrørende skov, landskab og planlægning ved
Københavns Universitet – med støtte fra Realdania udviklet en konceptmodel for
terapihaver. Denne model, som har fået navnet Terapihaven Nacadia, skal give
inspiration til andre terapihaver og haveterapi i Danmark.
Konceptmodellen spænder over et stort felt og er rettet mod så forskellige
personer som beslutningstagere, landskabsarkitekter, arkitekter, indretningsarkitekter,
læger, psykologer, ergoterapeuter, ildsjæle og lokale projektledere samt en
interesseret almenhed.
Planen er, at den første danske terapihave skal anlægges i den nordamerikanske
del af Arboretet i Hørsholm. Her vil en række eksisterende bygninger –
blandt andet drivhuset og gartnerbyg ningen – blive en del af haven.
En af nøglepersonerne bag projektet er lektor og landskabsarkitekt Ulrika
Stigsdotter, der forsker i grønne arealers betydning for mennesker. Desuden var
hun med til at opbygge Rehabiliteringsträd gården ved Alnarp.
Vi er altså godt på vej i Danmark, og der er stor interesse for emnet. Det bliver
spændende at følge.
Interessen ses også ved, at Signe Wenneberg har skrevet en bog, Haveterapi,
som jeg glæder mig meget til at læse. I skrivende stund er den desværre ikke udkommet,
så jeg må væbne mig med tålmodighed.
Næste side: Det Kongelige Haveselskabs
Have på Frederiksberg er en fantastisk oase
i byen, hvor jeg ofte søger hen, hvis jeg
trænger til et lille hvil, når jeg er i hovedstaden.
Der er ikke noget navn på kunstneren
bag statuen på billedet, men der er tale om
en af fjorten zinkfigurer af klassiske guder,
som blev overført til haven fra Glorup Gods
i forbindelse med havens udvidelse i 1923-
1924. Da der er frugter i kurven, kan man
gå ud fra, at det er Pomona – den romerske
gudinde for frugtavl og haver. Zinkfigurerne
stammer fra 1800-tallet, men man ved
ikke præcist, hvor gamle de er.
En grønnere by
København har en mission. En grøn mission. Den går ud på, at halvfems procent
af københavnerne i 2015 skal kunne gå til en park, en strand, et naturområde eller
et havnebad på under et kvarter.
Et af projekterne bliver at etablere fjorten såkaldte ‘Lommeparker’ – små
offentlige parker på størrelse med et par boligblokke eller en halv fodboldbane.
Parkerne anlægges på byggetom ter og irregulære arealer – på steder, hvor grønne
åndehuller er en mangelvare. Desuden er det planen, at der skal plantes omkring
tre tusind træer fordelt over hele hovedstaden.
Indtil da kan man glæde sig over de mange små oaser, der allerede findes
rundtomkring i byen. Et af de steder, jeg ofte tager hen, når jeg er i København,
er Det Kongelige Havesel skabs Have på Frederiksberg. Det er virkelig en lise at
sidde der med sin madpakke mellem alt det grønne.
164

165

En løvhave
Denne bog viser, hvor forskellige haveudtryk man kan opnå til trods for, at det
ofte er de samme planter, vi anvender. Nogle forstår dog at bruge dem mere originalt
end andre, og her må jeg sige, at keramiker Anne Rolsted er i en klasse for
sig. Aldrig har jeg set en have, der bare lignede hendes.
Det helt særlige ved Annes have er, at her er udgangspunktet blade og løv og
deres farver, strukturer og former. Det er tydeligt, at denne have er en kunstners
værk.
Og selv om det ‘kun’ handler om løv, skifter haven alligevel hele tiden karakter.
Derfor har det været uhyre interessant at komme tilbage flere gange for at
tage billeder til bogen.
Anne Rolsted
Den tueformede plante med de gule
blomster er forårsvortemælk, Euphorbia
epithymoides. Den orange hedder ildvortemælk,
Euphorbia griffithii. De mørke blade
i baggrunden tilhører lægesalvie, Salvia
officina lis purpurea.
Næste side: Navnene på de fleste af planterne
her fremgår af collagen på næste
opslag.
166

167

Planter
Forrige side
midti til venstre: guldlind, Tillia x
europaea ‘Wratislaviensis’
midti i midten: kermesbær, Phytolacca
midti til højre: gulbladet akeleje,
Aquilegia ‘Golden Guiness’
nederst til venstre: parykbusk,
Cotinus coggygria ‘Grace’
nederst midti: gul vandgran, Metasequoia
glyptostroboides ‘Gold Rush’
nederst til højre: hyld, Sambucus nigra
‘Black Beauty’
Denne side
øverst til venstre: parykbusk, Cotinus
coggygria ‘Royal Purple’
øverst midti: virginsk ærenpris,
Veronicastrum virginicum ‘Erica’
øverst til højre: Rubus cockburnianus
‘Golden Vale’
midti i midten: lundvortemælk, Euphorbia
amygdaloides ‘Purpurea’
nederst til venstre: gul eg, Quercus robur
‘Concordia’
nederst midti: blodhassel, Corylus maxima
‘Purpurea’

170

Keramikken
Som keramiker er Anne også en ener. Rakubræn dte krukker og andre beholdere i
samspil med natursten – strandsten, sten fra bjergene, sten med mos og sten med
spændende former og struk turer. Med stenen som inspira tion modellerer Anne
og bruger så stenen som låg.
“Stenene et lige så rå, upåvirkelige og uforgængelige, som jeg er det modsatte.
Jeg får noget af dem, og i tilgift kan det af og til lykkes at tilføre dem lidt lethed.
Jeg har stor fornøjelse af at finde stenene og endnu større, når ler og sten går op
i en højere enhed,” siger Anne. “Jeg elsker at gå på opdagelse i naturen, og derfor
finder jeg også en usigelig glæde ved at arbejde med haven og se, hvad planterne
selv finder på, og hvad der opstår, når de slippes løs. Det overgår ofte min vildeste
fantasi.”
Når hun arbejder med keramikken, oplever Anne ofte både sin egen og materialets
begrænsning, men i haven er det lidt nemmere, synes hun.
Anne har en forkærlighed for lettere invasive arter, som hun gerne planter
side om side, og håber så, at de finder en overenskomst og holder hinanden i
skak. På den måde skaber hun store felter i én farve, der flyder naturligt over i en
anden. Det væsentlige er at få tingene til at snakke sammen, vibrere og være livfulde.
Det er vigtigt for Anne, at der er et naturligt forløb i haven, og at blikket
bliver ført videre.
Anne bruger haven som atelier og udstiller
sine keramiske krukker herude sammen
med alle planterne. Der er en tydelig sammenhæng
mellem planterne og kunsten.
De lysende røde blade er fra parykbusk,
Cotinus coggygria ‘Royal Purple’.
Forrige side: Den fine grønne græstue
er kærlighedsgræs, Eragrostis trichoides.
Bagved ses lægesalvie, Salvia officina lis
purpurea.
171

Dette grå bed har sin helt egen stemning.
Navnene på mange af planterne fremgår af
collagen på næste opslag og på side 176.
Høje træer
Haven ligger på Vestsjælland op mod skovområdet omkring Knapstrup Teglværk
og Torbenfeldt Gods. Mange høje træer er bevaret, så haven omtrent ligger som
en lysning i skoven. Fra de store rødbøges dybe skygger går man ud i lyset, og her
forstærkes virkningen af mange gulløvede planter, der ligefrem stråler. Især fordi
de står sammen med vækster med mørke blade. Det gør virkningen ekstra intens.
“Jeg synes, det, der lyser op i skyggen, og det at komme fra skyggen ud i solen
er helt fantastisk. Det er noget af det, jeg virkelig arbejder med i haven. Jeg holder
så utrolig meget af skygge; faktisk har jeg ligefrem behov for den. Kigget ind i en
skov med lys, der skinner gennem blade, giver mig en helt speciel oplevelse.”
172

Et af havens højdepunkter er, når rødbøgene springer ud med deres delikate,
orange til kobberrøde nuancer. De bliver ekstra forstærket, når solen skinner
igennem og giver en helt særlig intensitet. I mindre målestok kan det sammenlignes
med, når man oplever spæde parykbuskblade i modlys.
I det hele taget er det altid en helt særlig oplevelse at se en have mod lyset.
Prøv selv, næste gang du går en tur! Hvis et blad eller lignende oplyses med solen
som projektør, bliver det fladt og kedeligt. Men se så, hvad der sker, hvis du bevæger
dig om på den anden side og oplever lyset skinne igennem bladet. Så ser du
pludselig alle detaljer – årer, små hår på bladkanten og meget andet.
Anne udstiller sin keramik i haven, og når man går rundt, er det, som om
mange af bladenes mønstre og strukturer går igen i det rakubrændte ler.
Anne holder rigtig meget af prydgræsser,
fordi de bidrager til havens vilde stemning.
Her vokser to eksemplarer lige op
af hinanden. Begge er Miscanthus sinensis.
Den forreste hedder ‘Morninglight’ og den
anden og lidt større ‘Cosmopolitan’. Det lille
træ ved siden af er en broget kornel, Cornus
alternifolia ‘Argentea’.
173

Planter
Denne side
øverst til venstre: havemalurt, Artemisia
absinthium
øverst midti: broget kornel: Cornus
alternifolia ‘Argentea’
øverst til højre: hosta hybrid
midti i midten: prydløg, Allium
‘Mount Everest’
midti til højre: middelhavsvortemælk,
Euphorbia characias subsp. wulfenii
‘Emmer Green’
nederst midti: Hosta undulata
‘Albomarginata’ og kornel, Cornus
controversa ‘Variegata’
nederst til højre: engstorkenæb,
Geranium pratense, og kanarie græs,
Phalaris
Næste side
øverst til venstre: uldpil, Salix lanata
midti til venstre: guldnælde, Lamiastrum
galeobdolon ‘Herman’s Pride’
midti i midten: aralie, Aralia elata
‘Variegata’
midti til højre: violfrøstjerne,
Thalictrum ‘Elin’
nederst til venstre: mynte,
Mentha longifolia
nederst midti: Laserpitium siler
nederst til højre: iris, Iris pallida
‘Variegata’

Til venstre: lundvortemælk, Euphorbia
amygdaloides ‘Purpurea’; sødskærm,
Myrrhis odorata; og blodhassel, Corylus maxima
‘Purpure a’.
Til højre: Salvia glutinosa; høj sødgræs,
Glyceria maxima ‘Variegata’; engstorke næb,
Geranium pratense; nøkketunge, Ligularia
dentata ‘Britt-Marie Crawford’; alunrod,
Heuchera micrantha ‘Palace Purple’; og
pilebla det pære, Pyrus salicifo lius ‘Pendula’.
Helt egen stil
“Når min have ikke ligner andres, hænger det helt sikkert sammen med, at jeg
ikke vidste, hvad det var, jeg begav mig ud i, da jeg begyndte. Jeg tog på planteskolen
og faldt ofte over det lidt specielle eller aparte som for eksempel et egetræ
med gule blade eller en mørkløvet hyld. Jeg elsker at gå over stregen. Min drivkraft
i haven er den samme som i keramikken. Jeg vil gerne finde på noget nyt og
originalt,” siger Anne.
Jeg spørger hende, hvorfor hun har så få blomster, og her svarer hun, at det
skyldes, at de lysende blomsterhoveder tager opmærksomheden og forstyrrer projektet
med at lade haven glide over i omgivelserne og skabe den vilde karakter.
176

Blomsterne fra én planteslægt holder hun dog rigtig meget af, og det er vortemælk
i alle afskygninger. Men især ildvortemælk.
Anne holder meget af store blade og siger, at det er lidt som med stenene; at
de er overbevisende og kraftfulde. Planter, der er svagtvoksende eller kræver omsorg,
er slet ikke noget for hende.
Læs mere på www anne-rolsted.dk, blandt andet om åben have. Prøv også at
klikke ind www.loenbaek.dk – Lønbæk Planteskole ved Holstebro. De er specialister
i planter med farvet og broget løv.
Til venstre: lægesalvie, Salvia officinalis
‘Icterine’; lammeøre, Stachys byzantina
‘Primrose Heron’; fredløs, Lysimachia ciliata
‘Firecracker’; biskophat, Tellima grandiflora;
guld lind, Tillia x europaea ‘Wratislaviensis’;
blodtroldhassel, Corylus avellana ‘Red
Majestic’; og paryk busk, Cotinus coggygria
‘Grace’.
Til højre: engrævehale, Alopecurus pratensis
‘Variegata’; lægesalvi e, Salvia officina lis purpurea;
og ildvortemælk, Euphorbia griffit hii
‘Fireg low’.
177

Liljer i tusindvis
Else Andersen
Det er herligt, at der er nogen, som helt og holdent koncentrerer sig om en bestemt
plantegruppe og dyrker den til ekstremerne. Else Andersen fra Frøstrup i
Thy er en af de ildsjæle, og det, hun har kastet sig over, er liljer. Liljer i tusindvis.
Jeg besøgte hende sidst i juli, hvor liljerne var på deres højeste og udsendte
den mest fantastiske duft. Hendes firma hedder www.liljeshop.dk, og når man
besøger hendes hjemmeside, er det svært ikke at lade sig friste.
Der er rigtig mange, som samler på liljer og planter dem i for eksempel surbundsbedet,
hvor de giver farve, efter at rododendron og azaleaer er blomstret
af. De klarer sig også fint i basisk jord. I det hele taget er liljer nøjsomme og forholdsvis
nemme planter, hvis man blot følger nogle forholdsvis enkle regler, der
vil blive forklaret i det efterfølgende.
Jeg kan godt lide at bruge liljer i mine blandede staudebe de, fordi de med deres
former giver karakter til sammensætningen. Se for eksempel billedet i bind I
på side 24.
Overvældende. En kæmpestor mark med
liljer. Her er det ‘Altari’.
178

Rigtigt eller forkert
Man kan købe mange liljer i flotte emballager i havecentre, og det er da også en
let og hurtig måde at begynde på. Blot er der det lille problem, at der ofte er noget
forkert i poserne. De blomster, der kommer ud af det, har alt for tit en anden
farve og form end den afbildede. Om det er, fordi man nede i Holland (eller hvor
man nu pakker løgene) løber tør for de rigtige billeder, ved jeg ikke. Men det er
rigtig træls, når man forventer en rosa lilje, og der så i stedet dukker en gul op.
Jeg siger ikke, at man skal lade være med at købe løg i farvestrålende poser;
man skal blot vide, at der er ret stor risiko for, at billedet på pakningen og blomsten
ikke stemmer overens. Heldigvis kan løget, selv om det blomstrer, graves op
med en god klump jord og flyttes hen et sted, hvor farven passer.
Hvis man vil være sikker på, at liljerne svarer til dem, man bestiller, er det
mere sikkert at købe løg hos en leverandør, der selv graver dem op, som for eksempel
hos Else Andersen.
179

Mange former
Blomsterformerne er mange, og der findes både trompet‐ og turbanformede
blomster, ligesom blomsterne kan være hængende, oprette eller udadrettede.
Det hedder sig, at det er bedst at få liljeløgene i jorden om efteråret, men her skal
man passe lidt på. Løgene er nemlig ofte gravet op, inden toppen er visnet helt
ned, og det er jo den, løget lever af. Kappes toppen, mens den stadig er grøn, risikerer
man, at løget ikke blomstrer året efter, fordi det ikke har samlet kraft nok.
Modsat skal man være tidligt ude i foråret, for liljeløg bliver hurtigt tørre,
runkne og bløde, og så er der ingen garanti for blomster. Løg af første kvalitet
er spændstige og faste. Især martagonliljeløg tåler ikke den mindste udtørring.
Endvidere skal de lades helt i ro, når de har etableret sig.
Lægning
Hvis løgene opbevares for varmt, begynder de at spire, også selv om de ikke er
plantet endnu. Derfor kan man i de førnævnte færdigpakninger på havecentrenes
stativer ofte støde på løg, der allerede er begyndt at gro. Hvis det kun drejer
sig om en højst 5 centimeter lang stilk, og løget stadig føles fast, behøver det ikke
at betyde noget. Løget skal blot plantes så dybt, at stilken er mindst 10 centimeter
under overfladen.
I det hele taget må liljeløg ikke lægges for øverligt. De skal mindst 15‐20 centimeter
ned og gerne dybere for større løg. Årsagen er, at især orientalske liljer
danner rødder på de nederste 10‐15 centimeter af blomsterstænglen over løget.
Disse rødder bør gives god plads, da de sikrer tilførslen af vand og næring til blade
og blomster gennem hele sommeren. Endvidere forbed res plantens evne til at
holde sig oprejst og bære de mange blomster – også i blæsevejr.
Øverst til venstre – ‘Mount Dragon. Øverst
til højre – ‘First Crown’. Nederst til venstre –
‘Red Alert’. Nederst til højre – Lilium henryi.
180

181

Liljer
Denne side
til venstre: ‘Robina’
til højre: ‘Nymph’
nederst til venstre: Lilium martagon var.
cattaniae
herunder: ‘Landini’
nederst midti: ‘Black Spider’
nederst til højre: ‘Mambo’
Forrige side
øverst: ‘Medusa’
nederst til venstre: ‘La Reve’
nederst midti: ‘Pink Brilliant’
nederst til højre: ‘Elodie’

Fra husmandssted
til kæmpe have
Det begyndte med et lille husmandssted, Birkegården, som Merry og Finn Sørensen
købte i 1970. Stedet blev hurtigt udvidet med jord og bygninger, så parret en
lille halv snes år senere havde omkring hundrede malkekøer og desuden opdræt.
Merry er en romantisk sjæl, og på et tidspunkt ønskede hun sig en sø og en
stor græsplæne. Som sagt så gjort, for når hun sætter sig noget for, bliver det ført
ud i livet. Senere var det en dansk-engelsk have, hun og Finn gik i gang med.
Venner og naboer kom forbi for at se det imponerende skue, og langsomt gik rygtet
om den fine have i Tågerup ved Ruds-Vedby.
Man skal ikke have været sammen med Merry ret længe, før man bliver klar
over, at hun er en målrettet kvinde. Så da folk opfordrede til, at hun begyndte at
åbne haven for publikum, fik hun noget at tænke over. Det var da ikke nogen tosset
idé.
Merry Sørensen
Næste side: Den store gruppe midti til
venstre er hvid purpur solhat, Echinacea purpurea
alba; bagest er det pileurt, Persicaria
polymorpha; nederst til højre lyngasters,
Aster ericoides ‘Schneetanne’. Desuden ses
forskellige frøstande.
Åbningen
I foråret 1996 åbnede Birkegårdens haver for første gang. Folk begyndte at komme
fra nær og fjern, og Merry var ikke sen til at udvide. Ud fra devisen om, at der
hele tiden skal ske noget nyt for at holde gang i en forretning, kom første del af
en japansk have til i 1997, og den blev udvidet med en Meditations- og Sansehave
i 1998. Året efter igen blev kreaturerne solgt, og nu var Merry og Finn professionelle
havefolk på fuld tid.
Jeg har aldrig været tiltrukket af store besøgshaver, men ud fra nogle af de
artikler, jeg havde læst om stedet, har jeg altid beundret den ildhu, Merry lagde
for dagen.
Præriehaven
At jeg alligevel blev nysgerrig efter at besøge Birkegårdens haver, skyldtes et helt
særligt haveafsnit – Præriehaven. Den var beskrevet af Marian Haugaard Steffensen
i Det danske Haveselskabs blad Haven, december 2007.
Ved første øjekast troede jeg slet ikke, at billederne var fra Danmark. Stilen
virkede simpelthen for ‘vild’ – langt fra de staudebede, vi ofte ser herhjemme.
Blandt plantefolk kaldes det ‘Den hollandske stil’, fordi den oprindeligt blev lanceret
af den hollandske plantemand Piet Oudolf, omtalt i bind I på side 25.
184

185

Haven er designet og tilrettelagt af gartner og planteskoleejer Finn Brunn,
der fortælles om på side 190. Han har valgt at kalde denne stil for en præriehave,
fordi han synes, det lyder mere spændende og rustikt end en staudehave.
Og rustikt, det er lige, hvad det er. Her er planterne udvalgt efter, at de skal
være stærke og robuste, at de kan klare sig uden vanding, at de ikke vælter, og at
de visner med ynde – altså får smukke frøstande.
Purpur solhat, Echinacea purpurea
Mit besøg
Det var ved at være sent på havesæsonen – første halvdel af september, da jeg aftalte
et besøg – men mine bange anelser om, at blomstringen nok var toppet, blev
gjort aldeles til skamme.
“Det er bare så flot lige nu,” sagde Merry. “Du kunne ikke have valgt et bedre
tidspunkt.”
Da jeg kører ind på gårdspladsen, står Merry allerede parat – med udstrakte
arme. “Jeg har altid ønsket mig, at du skulle komme og besøge os,” udbryder hun
og giver mig et ordentligt knus. Hjerteligere velkomst kan man vist ikke få.
Purpur solhat, Echinacea purpurea, er en af
de meget anvendte planter i præriehaven.
Her vokser de i et langt bånd.
186

Historien om Præriehaven begyndte i i 2005, da en gammel ven af huset,
Finn, der bor ikke så langt fra Birkegården, sagde til Merry, at han havde udset
sig et stykke af deres mark. Her kunne snildt ligge en have, mente han. Merry var
med på ideen, og Finn fik helt frie hænder. Inden der kunne plantes, forslog Finn,
at der blev lagt jord op i store volde for at få et bakket landskab, der passer godt
til omgivelserne. Derefter gik de i gang med at plante. Det var i efteråret 2006.
“Jeg var slet ikke klar over, at der fandtes så mange planter, der blomstrer til
langt ind i efteråret. Finn er så utrolig dygtig, og han ved meget mere om planter,
end jeg gør,” siger Merry. Præriebedet ligger langt fra den romantiske stil, som
Birkegårdens haver ellers er kendt for, men det anser hun kun som en styrke.
Nu ‘plager’ Finn hende om at få lov til at lave en rigtig skovhave. Stedet har
de. Der skal bare fældes lidt. “Skynd dig at komme i gang,” siger jeg, for med
Finn Bruuns sikre stil kan det kun blive endnu et aktiv for stedet. Og så lover jeg
at komme tilbage!
Læs mere på www.birkegårdens-haver.dk.
Haveverbena, Verbena hastata
187

Planter
Denne side
til venstre: kæmpefjergræs, Stipa gigantea,
og purpur solhat, Echinacea purpurea
herover: sandrørhvene, Calamagrostis
acutiflora ‘Karl Foerster’, og diverse
frøstande. Til venstre ses he stemynte,
Monarda ‘Praerienacht’
midti til højre: Forskellige purpur solhat,
Echinacea purpurea. De lette græsser er
staudehirse, Panicum virgatum
‘Hanse Herms’
nederst til højre: he stemynte, Monarda
‘Praerienacht’
Næste side
øverst til venstre: kærtepileurt, Bistorta
amplexicaulis, og hjortetrøst, Eupatorium
purpurea
øverst midti: lægekvæsurt, Sanguisorba
officinalis ‘Tanna’
øverst til højre: staudehirse, Panicum
virgatum ‘Rehbraun’
midti i midten: hjortetrøst, Eupatorium
purpurea
nederst til venstre: hvid indianermynte,
Agastache rugosa ‘Alabaster’
nederst til højre: purpur solhat,
Echinacea purpurea, indianermyn te,
Agastache foeniculum, og jodplante,
Macleaya cordata ‘Spetchley Ruby’

En grushave
Finn Bruun
Finn Brunn, som er manden bag Præriehaven ved Birkegården på side 184, er uddannet
gartner, og på Midtsjælland mellem Stenlille og Stenmagle har han anlagt
en have, som med garanti ikke findes andre steder.
Man kunne forledes til at tro, at de to byers navne skal tages helt bogstaveligt,
for ‘jorden’ i Finns have består stort set kun af sten og grus. Hvor de fleste
sikkert ville give fortabt og undgå at dyrke have, har Finn taget det som en udfordring.
Når man ser den tre-fire tusind kvadratmeter store naturhave, der er anlagt
på en grusbakke, er det tydeligt, at Finn har et solidt plantekendskab. For her på
den tørre, golde og magre sydvendte skråning har han udelukkende plantet vækster,
som trives godt under sådanne forhold.
“Det kan siges ganske enkelt,” forklarer Finn: “Jeg planter kun stauder, der
kommer fra det samme plantesamfund. I dette tilfælde prærien, hvor der er goldt
og tørt.”
190

Ingen næring
Hvis man kender blot lidt til planter, er det uhyre interessant at besøge Finns
have, for her gror planterne under helt naturlige forhold. De bliver ikke vandet,
ej heller gødet. Det betyder så, at mange af de planter, vi kender som meterhøje i
vores haver, bliver noget lavere her. Nogle har man næsten svært ved at genkende,
for eksempel kæmpeverbena, der normalt bliver godt og vel halvanden meter.
Her er det svært at finde nogen, der er højere end en meter. Det samme gør sig
gældende for flere af kongelysene.
Det gode dræn i jorden gør, at Finn her kan dyrke mange planter, som er
svære at få gennem vinteren i almindelige haver med tung og leret jord. Hvis en
plante dør i vinterens løb, tror mange, at det skyldes kulde og frost, men det er
sjældent tilfældet. Det er som regel, fordi den har stået for vådt.
Finn er et omvandrende leksikon og øser gerne af sin store viden, så jeg suger
virkelig til mig. Det, der er så interessant, er, at han kender de fleste planter så
tilbundsgående, at han ved, hvilke habitater de stammer fra. Derfor kan han hurtigt
fortælle, om en plante skal stå vådt eller tørt, skygget eller solrigt.
Alpeenghavre, Helictotrichon sempervirens,
og lavendel
Forrige side: Kokardeasters, Aster x frikartii
‘Mönch’
191

Til venstre er det elefantgræs, Miscanthus
sinensis var. purpura scens. Til højre ses koreansk
havesandrør, Calamagrostis brachytricha.
Græsserne
Overalt i Finns have er der græsser, både vilde og kultiverede. Sidstnævnte er
plantet i lange bælter og nogle steder også enkeltstående for at skabe variation.
Når man ser græsserne her, forstår man Finns begejstring for denne særlige plantegruppe,
der især i de senere år har vundet indpas i danske haver.
Blandt prydgræssernes mange fordele kan nævnes, at de er helt pasningsfrie:
De skal ikke vandes, bindes op eller soigneres for visne blomster. Tilmed er de
smukke hele vinteren, især med rim på.
Blot skal man huske, at de prydgræsser, der ikke af sig selv dejser om i løbet
af vinteren, skal klippes ned senest i marts. Ventes der længere, risikerer man at
beskadige de nye aks, der er på vej.
192

Sommerens sidste farvel
Jeg besøgte Finn den sidste dag i september på et tidspunkt, hvor de fleste haveejere
var ved at lukke ned for sommersæsonen. Men hos Finn kulminerede endnu
et af sæsonens mange højdepunkter, nemlig de mange asters, der trives så fantastisk
på stedet. Store optimistiske grupper af især blå, men også pink, rosa og
hvide blomster lyste op rundtomkring på skrænten. Man forstår godt, at asters
har fået tilnavnet ‘sommerens sidste farvel’.
Man får lyst til at citere Alex Garffs “Septembers himmel er så blå” fra 1949.
Hver stubbet mark vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i hver have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.
Den nye planteskole
Der er al mulig grund til at glæde sig, for her i begyndelsen af april 2009 har
Finn Bruun åbnet planteskole sammen med sin kæreste Anne Stine. Derfor hedder
planteskolen Anne Stine Stauder, se www.annestinestauder.dk.
Anne Stine og Finn rejser rundt over hele Europa for at finde plantenyheder,
og hos dem har jeg set mange nye staudesorter. Desuden sælger de mange mere
gængse, men gode og driftssikre stauder.
Til venstre hjertebladet asters, Aster cordifolius
‘Little Carlow’. I midten pudeasters,
Aster dumosus, og til højre in dianermynte,
Agastache ‘Black Adder’.
193

En have midt i byen
Det var dette syn, der mødte mig, da jeg
kiggede ind i haven. Det tegnede godt!
Jeg måtte vide, hvordan der så ud inde i
gården.
Når jeg er på Bornholm, bruger jeg en del tid på at køre og spadsere rundt for at
se på de smukke, gamle huse, der findes i specielt Rønne og Svaneke. De gamle
kvarterer her er uhyre velbevarede, og jeg nyder at kigge på de mange detaljer.
Det, der i særlig grad interesserer mig, er, om der i tilknytning til husene
også findes nogle gode haver. Og hvad det angår, kan det være lidt svært at få stillet
sin nysgerrighed på Bornholm. Her er de fleste haver nemlig muromkransede.
Det gør dem til gengæld ekstra attraktive, fordi sådan et sted er ret nemt at skabe
en hyggelig og intim atmosfære.
På grund af de utilgængelige indkig har jeg undertiden overvejet at anskaffe
mig en stige, som jeg kunne have bag i bilen. Men helt ærligt; mon ikke det ville
skabe nogen opsigt, hvis jeg pludselig hev en stige frem, placerede den op ad en
mur, kravlede op og kiggede ind? Jeg tror det og droppede da også ideen. Heldigvis
fik jeg en anden tanke, der skulle vise sig at være lige så brugbar.
Jeg kører i en forholdsvis stor varebil, som jeg kan sove bagi, og mit påfund
gik ud på at bruge bilens bageste kofanger til mit forehavende. Ved at træde op
på den og lade, som om jeg skal ordne noget på taget, får jeg lagt en lille meter til
min højde. Det betyder så, at jeg får frit udsyn over muren.
En åbenbaring i Rønne
Det var ved hjælp af dette lille trick, jeg fandt frem til denne dejlige have midt i
Rønne. Ud til et lille torv lå et smukt gammelt hus, og det, der påkaldte sig min
opmærksom hed, var en lille fin og kunstfærdigt klippet hæk og et par selvsåede
planter i rendestenen, der ellers var nydeligt fejet. Hvis sådan et par planter får
lov til at stå på et ellers velplejet sted, er det et godt tegn. Det var vist værd at kigge
nærmere på. Jeg fik parkeret min bil strategisk, entrerede kofangeren og kiggede
diskret ind over muren. Sikke en have ... Den måtte jeg se nærmere på.
194

195

Inger Marie og Mogens Lorentzen går ofte
tur i haven. Hvad er sprunget ud, hvad
skal eventuelt flyttes, og hvad kan måske
forbedres? Det er nogle af de tanker, inkarnerede
havefolk altid gør sig.
196

Kom indenfor
Det er altid med en vis spænding, jeg ringer på folks dørklokker for at fortælle
om mit forehavende. Men når folk hører, at jeg gerne vil se deres have, bliver jeg
normalt budt indenfor. Et interessefællesskab gør altid, at man straks har noget
at tale om, og det havde vi da også her.
Manden, der åbnede døren, så både venlig og smilende ud. Det viste sig at
være Rønnes tidligere dommer Mogens Lorentzen.
“Kom endelig indenfor. Når der er tale om have, er min hustru Inger Marie
og jeg slet ikke til at stoppe. Det er dig, der sætter begrænsningen,” sagde han til
mig. “Vi kan blive ved.” Isen var brudt.
Det blev til nogle hyggelige timer i selskab med det gæstfrie par. De fortalte, at de
havde boet i Fåborg indtil 1973, da Mogens Lorentzen fik embede som dommer i
Rønne og besad det frem til 1993, hvor han gik på pension.
Stedet faldt de for med det samme. Gården, der er fra 1761, var oprindeligt et
landbrug, derefter karet magerværksted, så sodavandsfabrik og endelig privatbolig.
Terrassen er fint afgrænset af klippede
buksbomhække. Plantet og formet af
Mogens Lorentzen.
197

Formklippede buksbom ses flere steder i
haven, og overalt er formerne med til at
give ro.
Den skønneste have
Jeg har før fortalt om min begejstring for byhaver. Disse små, hemmelige oaser,
som den forbipasserende ude på gaden ikke kan se. Men når man kommer ind
bag murene, åbenbares ofte en helt anden verden.
I sådanne haver ser man ofte vækster, som ikke kan dyrkes i haver, der ligger
mere frit. Murene giver jo et fantastisk læ, og desuden er der den meget store fordel,
at der som regel er et par grader varmere inde i byen end ude i den fri natur.
Det ser man da også af, at Lorentzens kan dyrke kameliaer.
198

At haven var i absolut særklasse, tog det ikke lang tid at se, da jeg kom ind
gennem porten. Smukke, formklippede buksbom, fine, rette hække, staudebede,
plæne og hyggelige siddepladser. Der manglede bestemt ikke noget.
Det fascinerende var, at meget af stedets oprindelige ånd var bevaret. Det
gjaldt blandt andet store dele af den toppede brostensplads. Nogle steder var stenene
dog pillet op til fordel for planter, som for eksempel krydderurter, der voksede
op ad en mur ved siden af den gamle nedgang til kælderen, forskellige træer
og talrige smukke roser.
Krydderurterne er plantet mellem stenene
på gårdspladsen. Denne tørre placering
bekommer dem vel.
199

Den ‘rigtige’ have begynder, hvor gården
stopper. På den anden side af stensætningerne
er der både græs og bede.
Over en kop te med hjemmebagt fortalte parret, at de er lige haveinteresserede,
og at de også har givet interessen videre til deres børn. De bor alle tre på Sjælland,
og når de ringer, skal de altid lige vide, dels hvordan vejret er, og dels hvordan
det står til i haven.
Der går ikke en dag, hvor parret ikke er i haven – såvel sommer som vinter.
“Du ordner altid det hele så pænt,” siger Mogens Lorentzen og smiler kærligt til
sin hustru. “Og hvis jeg får nogle alt for flyvske planer, plejer Inger Marie at sige:
‘Sov nu lige på det. Så taler vi om det i morgen.’” Alt om haven bliver vendt og
drejet.
Vinteren går med at læse, blandt andet mange havebøger. I de hyggelige stuer
ligger bøger i sirlige stakke. Bøger, der er ved at blive læst; bøger, der lige er blevet
købt eller foræret og snart skal læses; og bøger, der er hentet frem, fordi noget
skal slås op. Man ser det straks: Det er et dannet hjem.
200

Endnu en have
Haven er på omkring ni hundrede kvadratmeter – hvilket er ret meget inde i
Rønne, men i en bibemærkning fortæller Inger Marie Lorentzen mig, at de også
har en nytte- og urtehave på tre hundrede kvadratmeter udenfor byen. “Der dyrker
vi grøntsager, frugt og bær, så vi er selvforsynende hele vinteren, og desuden
blomster i massevis. Det kunne vi slet ikke undvære,” siger hun.
Inger Marie Lorentzen, der tidligere var fysioterapeut, kører ud til haven næsten
hver dag om sommeren, mens Mogens Lorentzen ofte tager til tennis.
“Det gælder om at holde sig i gang,” siger de begge nærmest med én mund,
mens vi går rundt i haven. Parret har et tæt forhold til de forskellige planter. De
ved, hvad de hedder, og hvor de kommer fra.
Selv om der ikke er megen beplantning op
ad pergolaen, giver den alligevel en flot
rumvirkning.
201

Sort morbær har mørkegrønne blade, som
er tykkere og mere dunede end bladene på
hvid morbær.
Morbærtræet
En af havens stoltheder er et fint, omkring femogtredive år gammelt morbær træ.
I Danmark findes der to arter – sort morbær, Morus nigra, og hvid morbær, Morus
alba. Navnene skyldes frugternes farve. Arterne stammer begge fra Asien. Lorentzens
træ er en sort morbær.
Når man ofte ser, at stammen ligger hen ad jorden, skyldes det, at morbærtræer
vil gro sådan.
Som det er de fleste bekendt, findes der morbærsilke – en silke af meget fin
kvalitet. Da morbærblade er meget rige på både proteiner, kulhydrater og vitaminer,
er de blevet brugt som foder til silkelarver.
Man har også forsøgt sig med produktion af silke i Danmark. I begyndelsen
af 1600-tallet lod kong Christian den Fjerde (1577-1648) en del morbærtræer
plante i hovedstaden, blandt andet et ved østgavlen af Proviantgården i København
– dér, hvor blandt andet Rigsarkivet nu har til huse. Det står der endnu og
er uden tvivl det ældste morbærtræ i Danmark. Kongens datter Leonora Christina
(1621-1698) fik blade fra træet, fordi hun dyrkede silkelarver under sit fangenskab
i Blåtårn.
Når kongen lod morbærtræerne plante, var det, fordi han mente, der var en
fremtid i produktion af silkeklæde, og han startede derfor i alt fjorten små virksomheder
i den gade, der endnu i dag hedder Silkegade. Den ligger lige ved Illum.
Selv om man flere gange op gennem historien har forsøgt sig med silkefremstilling
– blandt andet stiftede man i 1851 Det danske Silkeselskab – blev det aldrig
den store succes.
I dag findes der morbærtræer over hele landet, men morbærtræerne på Bornholm
er særligt kendte. Det skyldes ifølge historien, at lübeckerne bragte en del
træer med sig til øen i årene 1525 til 1576, hvor den danske konge havde pantsat
Bornholm til dem.
For år tilbage lavede en professor på landbohøjskolen og Bornholms Tidende i
fællesskab en undersøgelse om udbredelsen af morbærtræer ved en efterlysning i
avisen. Det blev til omkring femoghalvfjerds unge og gamle træer.
Inger Marie Lorentzen forvisser mig om, at hun aldrig har forsøgt sig med
silkefremstilling, men at de spiser de delikate frugter.
Det blev nogle herlige timer i Rønne i selskab med disse to inkarnerede havemennesker.
”Kom igen til foråret, for da er haven meget smukkere,” sagde de. Jeg
var nu yderst tilfreds med det, jeg havde set, og glædede mig over endnu et bekendtskab.
202

Men selvfølgelig kommer jeg igen og håber så, at jeg rammer det rigtige tidspunkt.
For havefolk har det jo med at sige: “Du skulle være kommet for et par
uger siden.” Eller: “Om en måneds tid ser det meget bedre ud.” Sådan vil det altid
være, selv om vi bestemt også frydes over nuet.
Man ser ofte morbærtræer ligge ned som
her, men de kan nemt vokse videre.
203

Drømmer jeg, eller ...
Det er ikke mange, der kan prale af sådan
en udsigt! Her kan man nyde den dejligste
solnedgang, for haven vender mod vest.
Grete Keis og Finn Bygballes have er en virkelig havedrøm skabt af to mennesker
med et kreativt overskud langt ud over det sædvan lige.
Beliggenheden, kun et stenkast fra Gerlev Idræts højskole mellem Slagelse
og Skælskør, er uden sidestykke. En to tusind fire hundrede kvadratmeter stor
grund, som parret købte i 1985. Tidligere boede Grete og Finn på Islands Brygge,
men da Finn i 1980 fik job på Gerlev Idræts højskole, var det nærliggende at lede
204

efter en bopæl i området. Der gik nogle år, før de fandt stedet, men da de kom
hertil – en ubebygget græsmark – var hverken Grete eller Finn i tvivl. Her ville de
bygge og bo.
“Det var helt klart udsigten, vi faldt for. Vi så begge nogle fantastiske muligheder,”
siger Grete, der til daglig er psykolog. Og udsigten er fantastisk. Storebælts
broen ude til venstre og Fyn i det fjerne. På gode dage kan man se kranen i
Odense, omkring halvtreds kilometer væk. Solnedgangen nydes bogstaveligt talt
på første parket.
Finn er bevægelseslærer og kursusholder, og livsglæde, humor og overskud er
ord, der ligger lige for, når man skal beskrive ham. Gennem snart tredive år har
han og Grete skabt dette fabulerende sted. Med risiko for at lyde for spirituel vil
jeg sige, at haven emmer af både omsorg og kærlighed.
Finn fortæller, hvordan han af og til på stille sommeraftener inviterer kursisterne
fra højskolen en tur ned i haven. “Vi har været op mod hundrede, der dyrker
slowmotion-tai-chi-lignende bevægelser til naturens stilhed, mens solen går
ned bag horisonten. Så er her en hel særlig stemning.” Man ser det for sig!
Finn Bygballe
Også fra husets stuer og fra træterrassen
foran kan man se solen gå ned. I det hele
taget er det en rigtig ‘nydehave’.
205

206

207

Det, der slog mig første gang, var alle de siddepladser, der fandtes i haven. Måden,
hvorpå stolene parvis var arrangeret, indbød til stille vegeteren: Sæt jer ned,
føl jer hjemme og glem tid og sted! Det er det, man gør hér. Nogle steder står der
også brikse med puder og tæpper og midt i haven sågar en dobbeltseng, som Grete
og Finn sover i på varme sommernætter. Over sengen ‘svæver’ en hvid himmel
– et færdigkøbt sejl – hvilende på tykke grene af troldpil. Dem er både Finn og
Grete storforbruger af til blandt andet espalierer.
Jeg tror aldrig, jeg har været i en have, hvor
der var så mange siddepladser. Ved en fintælling
viste der sig at være over hundrede!
208

Sådan en seng er da en kejser værdig. Efter
at have set dette arrangement har jeg selv
fået ubændig lyst til at sove ude. Men det
kræver jo lidt plads!
209

210

Små overraskelser
Rundtomkring i haven er der så mange ting og tableauer, som gør én glad – små
arrangementer, der virkelig får én til at føle sig velkommen. Lidt som at komme
som gæst til et hjem, hvor stearinlysene allerede er tændt.
De små velkomsthilsener kan for eksempel være en dugfrisk rose i et lille
fad, en blomst i en vase under en glasklokke, en lille skål med bær på armlænet
af en bænk eller smukke og friskplukkede blade i et af havens badekar med vand.
Man fyldes med en indre glæde. Tænk, at de har gjort det for mig. Men selvfølgelig
gør de det også for sig selv, fordi de ikke kan lade være.
Jeg har prøvet af få ud af dem, hvem der gør hvad. Er det Grete, der går og
lægger blomster i fadene, mens Finn sørger for, at græsset bliver slået? “Nej,” siger
Finn. “Vi er lige tossede og elsker begge at omgive os med smukke ting i hverdagen.
Vi er i udpræget grad et par, hvor manden har kontakt med de feminine sider
og kvinden med de maskuline.”
At Grete og Finn er samlere, er man ikke et øjeblik i tvivl om. Indenfor er det fascinationen
af keramik, kunst og smukke ting i det hele taget, der skinner igennem.
Kigger man efter udenfor, er her også en rød tråd. Utallige små og store
figurer af idrætsudøvende mænd ses rundtomkring. Dem er Grete og Finn også
fælles om at samle på.
Overalt i haven er der små, hyggelige installationer
og arrangementer, som man ikke
kan lade være med at smile af og glæde sig
over.
211

Grene spiller en stor rolle i Grete og Finns
have. Og at man ligefrem kan more sig over
dem (her tænker jeg på arrangementet nedenfor),
havde jeg nu aldrig forestillet mig.
Land art
Grete og Finns have er et stykke land art. Den er, som det vil fremgå af billederne,
ikke en have i gængs forstand. Snarere et forgængeligt natursceneri.
Begrebet opstod i USA i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne,
og en søgning på nettet giver utroligt mange resultater. Overordnet kan siges,
at der i land art bruges materialer, som virker naturlige på stedet. De underordner
sig omgivelserne, og ofte skal man lige kigge efter en ekstra gang. Er det
naturen eller et menneske, der har været på spil her?
Mange af havens små pudsigheder og påfund har sjove navne og fantasirige
betegnelser. Med Finn som guide kan man ikke undgå at trække på smilebåndet.
Både han og Grete har ét eller andet med grene, og Finn har ligefrem personificeret
et fældet kirsebærtræ ved at skære stammen over i passende stykker, fjerne
nogle af gren-eta gerne og vende de øverste grene nedad som ben. Det har givet en
flok herlige edderkoppelignende figurer, der nærmest krabber sig hen over græsplænen.
Den mindste kommer halsende til sidst. Hov, vent på mig! har Finn kaldt
dette lille optrin.
På turen rundt fortæller han, hvordan en af de lokale en dag kom forbi, mens
han var i gang med et større grenarrangement. “Hvad er det?” spurgte den lokale.
“Det er et luftkastel,” svarede Finn, og så talte de for øvrigt ikke mere om det.
214

Opstillinger og stilleben giver stedet en
helt særlig stemning.
Et sted står en stige, og motivet, som jeg indfanger med mit kamera, ligner nærmest
et maleri – et stilleben. Et øjebliksbillede? Nej, da jeg kommer tilbage næste
gang og næste gang igen, står stigen der stadig. Den er en del af sceneriet.
“Vi skal altså have nogle flere stiger, Finn,” siger Grete. “De er så smukke.”
Sådan har jeg aldrig tænkt på det, men ved nærmere eftertanke kan jeg kun
give hende ret.
215

Hvide duer i haven er helt fortryllende. Jeg
blev så inspireret, at jeg nu selv har fået et
dueslag med hvide duer.
Fortryllende duer
Den magiske stemning understreges af hvide kropsduer, der flyver rundt i haven.
Med deres kærlige kurren og dansende bevægelser passer de perfekt ind i sceneriet.
Duehuset på gårdspladsen kan man også roligt kalde et kunstværk. Fremstillet
ud fra de forhåndenværende søms princip.
Familiens voksne børn, Mille og Marcus, kommer ofte hjem og giver en
hjælpende hånd med, når forældrene har fundet på noget nyt. Marcus og Finn
har lavet mange af havens småhusbyggerier sammen, og man fornemmer, at hele
dette unikke univers er familiens værk.
Da børnene var mindre, hjalp de (af egen fri vilje, bedyrer Marcus) med
mange af haveprojekterne og havde deres egne små bede. De og deres kammerater
fik et fristed her, og badekarre ne rundtomkring kom da også til, da ungerne
var mindre. Så kunne de bade, hvor i haven de havde lyst. Nu er det mest blomsterne,
der nyder godt af det svalende vand.
216

217

Biblioteket ligger helt ude i skellet til højre,
og også herfra er der den smukkeste udsigt.
Bibliotek i drivhuset
På et tidspunkt ønskede familien sig et drivhus. Finn gik i gang med at bygge af
gamle vinduer og kalmarbrædder. Disse brædder, der er uhøvlede langs siderne,
kan købes på en del savværker (søg på nettet) og giver et smukt, råt og uprætentiøst
præg.
Marcus og Mille lagde gulv af teglsten og gik i det hele taget til hånde. Stor
var stoltheden, da huset var færdigt. Men, men, men ... Ingen havde tænkt på den
fornødne udluftning, så der blev næsten tres grader varmt derinde på lune dage.
Gode råd var om ikke dyre så dog påkrævede. “Vi lægger da bare brædder og tagpap
på taget,” sagde Finn. Det sænkede varmen betragteligt, men lukkede også
en del lys ude. Det lod hverken han eller Grete sig slå ud af. I stedet for planter
indrettede de huset med bøger, og i dag er det deres udendørsbibliotek.
218

219

Grete Kejs
Gretes værksted
Grete binder de skønneste buketter, og jeg får en med hjem, hver gang jeg er på
besøg. Også selv om jeg kun kort kommer forbi til en kop kaffe, så kan jeg være
sikker på, at der står en buket parat, når jeg kører igen. Hvornår Grete binder buketten,
når man næsten ikke at opdage. Hun trækker sig stille og roligt tilbage og
er tilbage et kvarters tid efter.
Til den slags sysler er det rart med et hus, når det er dårligt vejr, så Finn og
Marcus gik i gang igen. Jeg tror ikke, at man fornærmer dem, hvis man siger, at
de nogle gange glemmer at bruge tom mestokken. Det gør ikke noget – tværtimod.
De små skævheder er kun med til at give det hele et herligt pittoresk udtryk.
Da jeg første gang så værkstedet, blev jeg bare så betaget af indretningen. Lys,
lys og atter lys i forskellige stager. En mørk og trist vintermorgen fik jeg Grete til
220

at tænde op. Det havde jeg sådan glædet mig til, og som det fremgår af billederne,
så det helt fantastisk ud.
Jeg beundrer mennesker, som altid gør tingene fuldt ud og for hvem, intet
kan blive for meget.
Hvor er det dejligt, at nogen kan finde på
det!
Mange nye projekter er i gang i den skønne have, og jeg glæder mig til at komme
tilbage igen og igen og se, hvad de så har fundet på.
221

222

223

Havedrømme
Tekst, foto og layout: © Claus Dalby
Forlagsredaktion: Mette Jørgensen
Billedbehandling og dtp: Finn Leth
Trykt i Italien
© 2009 Forlaget Klematis A/S
www.klematis.dk
1. oplag
ISBN 978-87-641-0391-5 (samlede udg.)
ISBN 978-87-641-0490-5 (bd. II)
Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af denne bog må gengives,
lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller med nogen midler:
grafisk, elektronisk, mekanisk, fotografisk, indspillet på plade eller bånd,
overført til databaser eller på anden måde uden forlagets
skriftlige tilladelse. Enhver kopiering fra denne bog
må kun finde sted i overensstemmelse med overenskomst
mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Det er tilladt
at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Claus Dalby er kendt af mange for sine bøger, artikler og fjernsynsudsendelser om blomster, drivhuse
og haver. Han smitter, og med sin entusiasme har han skabt mange drømme. Først Drivhusdrømme
og nu Havedrømme! Tobindsværket med samme navn byder på portrætter og præsentationer af
femogfyrre meget personlige og forskellige danske og enkelte svenske haver. Bøgernes mange billeder
afspejler, hvorledes disse haver er udtænkt og formet af skabende mennesker,
for hvem det er helt naturligt at lægge vægt på æstetik og funktionalitet.
Gennem portrætterne af de nøje udvalgte haver og deres ejere fortæller Claus Dalby indlevende og
medrivende en række spændende havehistorier. Undervejs øser han af sin store plantemæssige viden.
De mange smukke og indholdsrige billeder giver en mængde ideer
og forslag til alle, der ønsker ny inspiration.
En haveklassiker til fordybelse og nydelse – såvel ude som inde!
www.klematis.dk