Havedrømme II

haveklub

Claus Dalby

Havedrømme ii

Klematis


Claus Dalby

Havedrømme ii


Indhold

En maskulin have. .................. 4

En hemmelig have. .................. 18

To kunstneriske sjæle. ............... 24

En klasse for sig. .................... 36

Vild med blomster. .................. 50

Mit bornholmske logi. ............... 54

En lillebitte have .................... 62

Altid plads til én til. ................. 70

En kendt planteskole. ................ 80

Rosenchokket. ...................... 96

Et herskabeligt sommerhus .......... 102

Det gamle træ ..................... 112

Landbohaven. ..................... 116

Langt fra alfarvej. .................. 122

Malerens have ..................... 138

Den helsende have. ................. 150

En løvhave. ....................... 166

Liljer i tusindvis. ................... 178

Fra husmandssted til kæmpe have. .... 184

En grushave. ...................... 190

En have midt i byen. ................ 194

Drømmer jeg, eller ... ............... 204


En maskulin have

Det spændende ved at skrive en bog som denne er at få mulighed for at fortælle

om en lang række meget forskellige haver. Der er så mange måder at lave have på.

Jeg har set en del, men ingen som denne. Den er absolut på min personlige toptiliste.

Med sine stramme linjer, ‘vilde’ beplantning, enkle farvevalg og næsten rå

indretning virker den meget maskulin. Den er skabt af landskabs arkitekt Henrik

Jørgensen.

Selv om jeg elsker den romantiske havestil, er det befriende en gang imellem

at se noget andet. Man siger, at en have først er rigtig vellykket, når den tilsammen

med boligen danner en helhed, og det er virkelig tilfældet her.

Henrik Jørgensen

Stramme linjer skaber ro i den ellers ret

frodige og næsten vilde have.

4


Det smukke hus beliggende op mod Dyrehaven i Kgs. Lyngby er tegnet i 1946 af

professor, kun sthistori ker og arkitekt Vilhelm Wanscher (1875-1961) til ham selv

og hans hustru, billedhugger og maler Hilda Wanscher (1887-1973). Med sine

grønne skodder og smukke, gyldne, berappede sten er huset tydeligt inspireret af

sydens byggestil. ‘Vores otiumbolig’ har parret kaldt huset. Hilda Wanscher flyttede

først herfra i 1972.

Henrik og hans hustru, Louise Ry, købte huset i 2000, og dengang trængte

både hus og have til en kærlig hånd. Sidstnævnte tog Henrik sig af.

Ideen med at bruge brænde som rumdelere

er genial. Det tager nemlig ikke så lang

tid at flytte rundt på dem og derved skabe

nye oplevelser.

5


6


Haverummet

Haven, der har en størrelse på cirka fem hundrede kvadratmeter, var mildest talt

forsømt, men helt fra begyndelsen havde Henrik en klar idé om, hvordan det

skulle gribes an. Der måtte først og fremmest etableres ét stort lukket rum. Omkring

haven blev der derfor bygget et 220 centimeter højt raftehegn, og op ad det

blev der plantet hyld, vedbend, rose, klematis og andre slyngende planter.

En væg af grønmalede brædder blev sat som afskærmning i havens bageste

ende. Over den byggede Henrik en pergola og overdækkede den med glas. Op

ad bagvæggen blev der plantet vin og ved stolperne blåregn, humle og forskellige

klematis, som i løbet af sommeren sørger for, at lyset gennem tagfladen brydes og

giver et hyggeligt flimrende lys.

Louise blander sig ikke meget i det derude, men Henrik lyttede alligevel, da

hun foreslog, at ‘gulvet’ under pergolaen blot skulle være stampet ler, ligesom

man ser det i syden – en løsning, der passer rigtig godt til havens øvrige indretning.

Denne og forrige side: Den glasoverdækkede

pergola er et genialt påfund. Der er

efter sigende blevet holdt mange hyggelige

sammenkomster her.

7


Rum i rum

“Det gælder om at komme helt ud i hjørnerne,” siger Henrik. “Alt for tit ser man,

at folk kun gør brug af et lille areal, ofte en flisebelagt plads tæt på huset. Omkring

den er der så en stor græsplæne, og hele vejen rundt ude ved skellet er der

plantet buske og måske lidt stauder. Det er simpelthen for dårlig udnyttelse af

gode kvadratmeter.

Her har vi bestræbt os på at bruge hele rummet. Da de ydre vægge var etableret,

gik jeg i gang med at skabe flere rum som små selvstændige oaser”.

En terrasse og et stiforløb af smukke, gyldne, hårdtbrændte teglsten blev lagt

rundt om huset og gav nogle rette linjer, som Henrik byggede videre på.

Som gammel skovarbejder er han glad for træ og lavede derfor rumdelere af

brænde.

Endnu en brænde-rumdeler. Bemærk det

lille barkoverdækkede tag, der hjælper til at

holde brændet tørt. Det er nemlig ikke kun

til pynt!

Hæk af lærk

Flere steder i haven er der plantet lærkehæk, som med sine fine nåle virker både

smukke og dekorative. Henrik har en forkærlighed for lærk og fremhæver flere

fordele. En af dem er, at den kan klippes ret smal og virker derved let og elegant.

Om sommeren er hækken tæt og frisk grøn, om efteråret bliver den nærmest

cadmiumgul og passer perfekt til omgivelserne og huset.

Der findes flere former for lærk, men det er vigtigt at plante japansk lærk,

Larix kaempferi, eller hybridlærk. Der findes flere andre arter, som ikke kan anbefales,

fordi de enten let angribes af sygdomme eller simpelthen bliver for kraftige.

Sidst på sommeren smider hækken nålene og står vinteren igennem transparent

med en fin grenbygning. Bemærk, at nålene er ret sure, og medmindre hækken

er plantet i et surbunds bed, bør nålene fjernes.

Den transparente lærkehæk er et smukt

indslag i haven, og i samspil med de fire

halve vintønder med vand udgør den en

hel scenografisk baggrund.

Næste side: Også op ad hegnet mod skellet

står en brændestabel. Den småblomstrende

slyngrose gør sig fint i det selskab.

8


9


Planter

Forrige side

øverst til højre: vedbend, Hedera

nederst midti: fjervalmue, Macleaya cordata

nederst til højre: hvid tidselkugle, Echinops

sphaerocephalus

Denne side

herunder: kvan, Angelica archangelica

midti til højre: kartebolle, Dipsacus

nederst til højre: skvalderkål, Aegopodium

podagraria


Robuste planter

“Jeg anvender kun stærke planter, der overlever uden særlig pleje. Planter, der skal

bindes op eller nurses på anden måde, er slet ikke mig,” fortæller Henrik. Her er

ingen bede med skarpt afstukne kanter. Henrik fjerner blot et stykke græstørv og

placerer planten dér.

Lægebaldrian, Valeriana officinalis

Fingerbøl, Digitalis purpurea

Fjerbusk, Aruncus

Det er ikke så meget blomsten og farven, men mere formen og løvet, Henrik går

efter. Alligevel er havens farver afstemt med husets, der changerer i rødlige, gullige,

brunlige og grønne nuancer.

En af havens markante planter er den høje fjervalmue, Macleaya cordata, der

når en højde på et par meter og nemt holder sig selv oppe. Blomsterne er ikke noget

særligt; blot nogle små gyldne duske i toppen. Men bladene er fantastiske. I

medlys grønne, men når solen skinner igennem, virker de nærmest kobberfarvede.

Fjervalmuens gule plantesaft gør, at nogle også kalder den for jodplante. Pas

på; saften er fuldstændig umulig at fjerne, hvis den først kommer på tøjet.

Macleaya er en såkaldt ‘invasiv plante’. Via underjordiske rodskud ‘løber’

den rundt i haven, men hvis man hvert efterår graver de yderste skud op, bliver

den aldrig en plage.

En anden god og villig plante, som Henrik frem hæver, er lægebaldrian, Valeriana

officinalis. Den bliver også et par meter og giver med sine smukke hvide til

svagt rosa blomsterskærme haven et dejligt vildt udtryk. Desuden dufter den fantastisk.

Lægebaldri an formeres nemt fra frø. Smid et par visne blomster et sted i

haven, hvor der mangler lidt frodighed, så kommer der med garanti nye planter.

Det samme gælder også for fingerbølblomster, Digitalis, som passer så fint ind i

sammen hængen.

Skvalderkål er der også i haven, og her og der får den lov at være, fordi dens

kniplingeagtige skærme passer så godt ind i sammenhængen. Flere steder vokser

den som små øer i græsplænen, og når blomsterne takker af, kappes planterne

med plæneklipperen. På den måde undgår Henrik, at de kaster frø.

En tredje villig frøsåer er kvan, Angelica archangelica, som under gunstige

forhold bliver et par meter høj og så omfangsrig, at man ikke kan favne omkring

den. Det er en gammel urt, som siges at have mange helbredende egenskaber. I

middelalderen blev den blandt andet brugt som middel mod pest. Dens grønne

blomsterstande og diskrete ydre passer ind overalt – både i vilde og i mere kultiverede

haver.

Fjerbusk, Aruncus, er en rigtig kraftkarl. Som det danske navn antyder, kunne

man godt tro, at det var en busk. Det er dog en staude, for planten visner ned

hver vinter og dukker troligt op år efter år med flotte, hvide, fjerede, næsten

astilbelignende blomster.

Næste side: fjervalmue, Macleaya cordata

12


13


14


Vand i kar, krukker og kummer

Vand er et af de gennemgående elementer i haven. Foran lærkehækken står fire

halve vintønder med vand. De virker med deres runde form først og fremmest

dekorative og roskabende, men regnvan det, der opsamles, bruges også til vanding.

Midt i et bed omkranset af dagliljer har et stort smedejernskar fra Holbæk

Jernstøberi fået plads. Det er egentlig fremstillet som plantekumme, men Henrik

syntes, det passede så fint her, hvor kinesertræet ovenfor spejler sig i vandet.

Der er noget beroligende ved at høre vand risle, og som gæst bydes man velkommen

af en stille klukken fra en stor krukke for enden af indgangsstien ved siden

af den overdækkede pergola. Vandet løber ud over kanten, ned ad siden og gennem

en rist til en brønd, som krukken står på. Herfra pumpes det igen op i krukken

og løber således i et lukket kredsløb.

Alleen er kantet af endnu en af de gode, nøjsomme og pasningsfrie stauder,

nemlig kærtepileurt, Bistorta amplexicau lis atropurpureum. Løvet viser sig allerede

så småt i marts, og om foråret og sommeren vokser planten til og springer ud

hen i august. Blomsten holder sig til frostens komme.

Lyden af rislende vand virker så beroligende.

Her løber det ned over en krukke

for enden af en gennemgående sti, se billedet

nedenfor. Planterne på hver side er

kærtepi leurt, Bistorta amplexicaulis.

15


16


17


En hemmelig have

Tænk en gang. Buske, træer, blomster og

plæne inde midt i København, hvor der

i gamle dage kun var baghuse og mørke

gårde. Det kan man da kalde et rekreativt

område.

Selv om man bor på stenbroen inde midt i København, kan man godt drømme

om en have. Det er, hvad en række københavnere gjorde for sytten år siden, da

nogle gamle baghuse på hjørnet af Sankt Peders Stræde og Teglgårdsstræde blev

fjernet i forbindelse med et gårdsa nerings projekt.

Tidligere lå her gamle værksteder, og der var fugtigt og mørkt. Men efterhånden

som husene forsvandt, begyndte solen at skinne ned.

Det er sikkert de færreste, der går ned af Pisserenden (som kvarteret i daglig

tale kaldes) mod Teglgårdsstræde, som tænker på, at der inde bag de gamle huse

fra 1700-tallet gemmer sig den mest fantastiske have. Selv om den kun ligger få

minutters gang fra Rådhuspladsen, er der ingen bilstøj, kun fuglefløjt og grinen

fra legende børn.

18


Haven, der er på omkring tolv hundrede kvadratmeter, er omkranset af

elleve ejendomme – en blanding af ejere, lejere og andelshavere. Fra begyndelsen

blev der stiftet et gårdlav med et medlem fra hver ejendom. Alle sluttede op om

ideen om en have.

En landskabsarkitekt udfærdigede en plan for gården, og den blev konstruktivt

diskuteret. Blandt andet enedes man om, at cykelskure og huse til skraldespande,

redskaber og lignende skulle udfærdiges så lidt forstyrrende som muligt.

Derfor kom de til at ligne små espalierbeklædte lysthuse med tegltag, og op ad

dem blev der plantet for skellige slyng planter. Småhusene blev placeret diskret

ude i randområderne.

Ved hver opgang blev man enige om at etablere bolignære haverum, som

først og fremmest kunne bruges af de respektive ejendommes beboere. Her blev

der gjort plads til havemøbler og de fleste steder også en grill. Resten blev et fællesareal

til gavn for alle. Her er der legeredskaber, en græsplæne (til boldspil, solbadning

og større sammen komster), en bålplads, træer og bede. På græsplæ nen

står en flagstang, og når der er fødsels dag, bliver flaget hejst. På en tavle kan man

læse, hvem der flages for.

Til venstre: De små individuelle haver passer

beboerne selv, og derfor har de hver

deres hyggelige præg. Der bor en del børn

i husene, så dem er der også tænkt på.

19


Planter

Denne side

helt til højre: robinie, Robinia pseudoacacia

herunder: vedbend

nederst midti: kærmindesøster, Brunnera

macrophylla

Næste side

øverst til venstre: kaprifolie, Lonicera

brownii ‘Dropmore Scarlet’

øverst midti: robinie, Robinia pseudoacacia

øverst til højre: rose ‘Grace’

midti: klematis, Clematis montana ‘Rubens’


22


Havekonen

Når jeg opdagede denne helt særlige have, var det, fordi jeg kender tegneren og illustratoren

Grete Lis Hansen, der bor oppe under kvisten i et af husene ud mod

Sankt Peders Stræde. Hun passer haven og har gjort det i hen ved sytten år, men

siger, at hun ikke vil kaldes gartner. “Jeg er bare en glad kone, som elsker planter,”

siger hun. “Nej, kald mig bare havekone.”

De små haverum skal beboerne egentlig selv passe, men som Grete Lis siger:

“Jeg kan da ikke stå og se på en plante, der hænger, eller på en rose, der trænger

til at blive bundet op. Så hjælper jeg gerne, men passer på ikke at blande mig for

meget. Jeg er her først og fremmest for at slå græs, beskære lidt og tage det værste

ukrudt. Vi er enige om, at det ikke skal blive for ‘pussenusset’. En have kan også

blive for pæn.”

Når Grete Lis går rundt i haven, glemmer hun helt tid og sted. Men når folk

ud på eftermiddagen begynder at komme hjem fra arbejde og sætter sig ned med

avisen og en kop kaffe eller te, trækker hun sig lige så stille tilbage.

Grete Lis har boet her i kvarteret i cirka femogfyrre år, og hun var med på barrikaderne

for omkring femogtyve år siden, da investorer havde planer om at forvandle

hele det gamle latinerkvarter i Københavns hjerte til ét stort kontormiljø.

Heldigvis skete det ikke, og Københavns Kommune vedtog en gårdsaneringsplan,

der blandt andet skulle trække flere børne familier til. Og den plan lykkedes.

Af og til kan hun godt drømme sig tilbage til ‘de gode gamle dage’, “hvor vi

levede livet ude på gaden,” som hun udtrykker det. “Men det sker da, at vi om

sommeren tager et par stole med uden for porten og drikker en fyraftensbajer.

Det er så hyggeligt, når solen sidst på eftermiddagen skinner ned ad strædet.”

Grete Lis Hansen

Hundrede haveejere

Det siger sig selv, at der er mange interesser at tage hensyn til i så stor en have.

Rundt regnet hundrede haveejere er der. De små haverum råder beboerne som

nævnt selv over. Bliver man enige med de andre beboere i ejendommen, kan man

plante, hvad man vil, og det er da også de små havers forskelligartede præg, der er

med til at gøre denne have så særpræget hyggelig. Ønsker man at plante noget på

fællesarealerne, skal det først godkendes af gårdlavet.

For at få alt til at fungere er der nogle få enkle regler, som skal overholdes:

– Tag hensyn til andre og ryd op efter dig.

– Flytter du en stol, så sæt den på plads, inden du forlader haven.

– Lad være med at spille høj musik og slå dig ikke ned i andres nærhave uden

først at have spurgt om lov.

– Læg sandkassens låg på, når børnene er færdige med at lege, og sørg for, at

porten altid er lukket, så børnene ikke smutter ud.

23


To kunstneriske sjæle

Betty Engholm og Torben Michelsen

Det sted, jeg her vil berette om, er ganske enkelt en perle. Skabt af keramisk formgiver

Betty Engholm og hendes mand, landskabsarkitekt Torben Michelsen. Stedet

hedder Krøjerup Overdrev, et kuperet område på Vestsjælland, nordvest for

Sorøs store skovområder. De købte den gamle gård i 1960, men flyttede først permanent

hertil tyve år senere. Da Betty og Torben købte stedet, var det, hvad de

karakteriserer som landslum, og al fritid blev brugt på at omskabe det.

Torben er uddannet hortonom fra Landbohøjskolen i 1958 og fik Akademiets

Prøve i Havekunst i 1962. Egentlig ville han have været anlægsgartner, men da

han i en ung alder fik polio, blev der sat en stopper for de drømme. I 1962 overtog

han jobbet som akademi gartner ved Sorø Akademi efter en af datidens store

landskabs arkitek ter Georg Georgsen (1893-1976). I en årrække arbejdede han

også på Georgsens tegnestue, som han senere overtog.

24


Den cirka femten hektar store Akademihave ned til Sorø Sø er en af Danmarks

allerældste haver og kan dateres helt tilbage til omkring 1300. Dengang var den

en af Europas største klosterhaver. Omkring 1750 blev haven ændret til fransk

barok med lange alleer og smukt formede parterrebede. Alleerne er bevaret, selvom

haven omkring 1860 igen skiftede stil til engelsk landskabs have.

Frem til 1981 boede Betty og Torben i akademiets gamle gartnerbolig, hvorfra

Torben også drev sin tegnestue.

Stedet og kunsten

Grusvejen snor sig lidt, men efter nogle hundrede meter lægger man mærke til

gården. Allerede ved første øjekast ser man, at dette ikke er et helt almindeligt

sted. Det hele emmer af rustik charme, og alle husene – værkstedet undtaget – er

stråtækte.

Værkstedet er i bund og grund et industridrivhus på halvtreds kvadratmeter.

Den ene halvdel – den, der udgør atelieret – blev ved opførelsen isoleret og overdækket

med træ for at undgå, at der skulle blive for varmt derinde om sommeren

og for koldt om vinteren. Resten er et vanligt drivhus, hvor Torben om sommeren

dyrker tomater og vindruer.

Værkstedet er egentlig et industridrivhus.

I den ene ende, hvor huset er isoleret og

overdækket, har Betty sit atelier.

25


26


Det er så oplagt at have Betty med i denne bog, ikke kun på grund af det helt

unikke sted, men også fordi hendes kunst i mange tilfælde relaterer sig til haverummet.

Fan tasirige stole, bænke og skamler med glaserede stentøjs pu der – kort

sagt siddeskulpturer, der, uanset hvor de placeres, indbyder til dialog mellem

dem og det omgivende rum.

Hele haven er én stor udstilling af Bettys unikaværker, og når de passer så

fantastisk ind hér, er det, fordi Betty i både form og mønstre inspireres af naturen.

“Det kan være små detaljer ved et stakit, striber på vejen eller en nypløjet

mark med optrukne fuger. Striber, streger, prikker og tern har altid fascineret

mig,” siger Betty. “De grafiske mønstre understreger de organiske former. Man

kan sige, at de ophæver og skærper fremstående punkter eller blødgør rundinger.”

Bettys kunst taler for sig selv, og overalt i

den kæmpestore have kan man se hendes

arbejder, der for manges ved kommende

indbyder til, at man sætter sig ned.

27


Uanset om det drejer sig om møbler eller

skulpturer, er formerne organiske og kan

indpasses i de fleste miljøer.

En landbohave

Betty og Torben kalder haven for en landbohave og fortæller, hvordan de har forsøgt

at bevare det kuperede terræn, som er karakteristisk for området. Skovbrynet

rundtom giver en smuk rumfornemmelse, og huset ligger næsten som en ø

frit i landskabet.

Med årene er haven forenklet til grønt i grønt med træer og buske samt planter,

som rådyrene ikke æder. Blomsterflora og bærbuske er for længst fortæret

og trykket ned i takt med, at dyrene er blevet flere og flere. I stedet for blomster

er det Bettys kunstværker, der står rundtomkring, og det er så smukt, at de har

plads omkring sig. Et finere udstillingsområde kan man næsten ikke tænke sig.

28


29


Rådyr

I de sidste ti år er bestanden eksploderet, og hvor et sky rådyr i skovbrynet tidligere

var et særsyn, ser man mange steder dyrene gå fuldstændig uforstyrrede

rundt i sommerhus- og villahaver, hvor de forgriber sig på tulipaner, valmuer,

roser, floks, klematis og meget andet. I køkkenhaven kan man godt opgive rødbeder,

ærter, jordbær, persille og kartofler, hvis man ikke hegner ind, som Torben

og Betty har gjort det.

Grønt i grønt. Nærmest som et tæppe,

hvorfra kuglerne popper op. Den grønne

bund er vinterglans, Pachysandra terminalis,

der er meget villig til at brede sig.

Heldigvis er der en række planter, som rådyrene af en eller anden grund går

udenom. For eksempel rører de aldrig de tidlige løgvækster som vintergækker,

erantis, krokus, scillaer og narcisser. Af stauder kan nævnes lavendler, fingerbøl

og juleroser. Syrener, forsytia eller buksbom kan de heller ikke lide. Sidstnævnte

ses overalt i haven, mange steder som formklippede kugler. Det er med til at skabe

en egen ro.

30


Der findes flere gamle husråd, som skulle hjælpe til at holde rådyr væk fra haven.

Et par af dem går ud på at sprede totter af menneskehår og gamle uvaskede sokker

i køkkenhaven, fordi rådyrene ikke kan lide mennesker. Men i dag er dyrene

imidlertid ikke synderligt bange for os, så dette hjælper ikke.

På planteskolen kan man imidlertid købe nogle ‘gå væk, rådyr’-midler fremstillet

af enten blodmel eller hjortetaksolie. Da ikke alle planter tåler disse midler

lige godt, anbefales det at smøre dem på pinde, der stikkes ned ved de planter,

som man gerne vil bevare i fred.

I en søgning på internettet om dette emne fandt jeg på www.havenyt.dk en

vældig opfindsom idé: Køb en bevægelsesføler af den type, som for eksempel

bruges til at tænde lyset i indkørslen, når man kommer hjem, og kobl den til en

transistorra dio. Når dyrene nærmer sig, tænder radioen og slukker kort tid efter

igen. Det skulle efter sigende holde dyrene væk. Det er da værd at prøve, medmindre

naboerne bliver generet.

To slags ‘frisurer’. Løvet i potterne er fra

skærmliljer, som jeg desværre ikke fik fotograferet

i blomst. Men så fik jeg så meget

andet ...

31


Det er Betty, der står for køkkenhaven, og

den sås og plantes til med stor nøjagtighed.

Køkkenhaven

Betty vil have sine urter i fred, så køkkenhaven er hegnet ind for at undgå rådyrene.

I begyndelsen var køkkenhaven inddelt i felter med buksbom omkring, men

for nogle år siden ændrede Betty og Torben det til en stor oval, fordi den form

passer så fint i det kvadratiske rum, og også fordi det så var nemmere at slå græsset

med plæneklipperen.

De små buksbomplanter har Betty selv lavet ved stiklingeformering. Det gøres

grundlæggende på samme måde, som når man laver lavendelstiklinger (se

side 68), men i dette tilfælde går der flere måneder, inden stiklingerne slår rod.

Det bedste tidspunkt at stikke dem i jorden på er omkring september, og så har

de som regel slået rod foråret efter.

Første gang, jeg besøgte Betty og Torben, var først i maj. Betty havde lige

gjort jorden helt ren, og den lå der og lignede en nyredt seng. Nu skulle der sås.

“Min køkkenhave kan jeg ikke undvære,” siger Betty, “men da vores tre døtre boede

hjemme, var den noget større. Nu har vi indskrænket den noget, men jeg er

alligevel forbavset over, hvor meget man kan dyrke på sådan en lille plet jord.”

32


33


En klasse for sig

Nogen gange kan man godt få den tanke, at landskabsarkitekter ikke kan lide

blomster. Men sådan forholder det sig ikke med Andreas Bruun, der sammen

med sin hustru, Solveig Stenholm Bruun, driver tegnestuen Andreas Bruun

Landskabsarkitekter i Køge, hvor parret også bor.

Gennem årene har jeg flere gange set deres have i internationale havemagasiner.

Den er absolut i en klasse for sig. En have, der brænder sig fast på nethinden.

Ikke mindst på grund af deres imponerende guldregn, som jeg senere vil komme

tilbage til.

Solveig Stenholm Bruun og Andreas Bruun

Når Andreas holder af blomster og tilmed har en indgående viden om dem, skyldes

det især, at han, som han selv siger, først og fremmest er gartner og havearkitektuddannet

fra Landbohøjskolen i 1959. Derefter studerede han i Versailles

på havearkitektskolen École Nationale d’Horti culture og på Kunstakademiets

Landskabsaf deling i København. Derefter åbnede han i 1961 sin egen tegnestu e.

Solveig blev i 1976 uddannet på Landbohøjskolen, linjen for have og landskab.

Villahaven

Andreas har altid interesseret sig meget for villahaven (det, der senere blev til

parcelhushaven), dens historie og indretning. Gennem årene har han skrevet flere

artikler om emnet og desuden udgivet en rigtig fin bog, Danske haver i dag fra

1971. Det er virkelig lærerig læsning, og hvor ville jeg ønske, at vore dages anlægsgartnere

og selvbestaltede havedesignere af og til kiggede i bøger som denne.

Her gøres rede for den rygrad, som Kjeld Slot (se bind I side 36) i sin bog Havespor

fra 2006 i den grad beklager stort set ikke mere findes i den danske privathave.

Nej, det står sløjt til, og Andreas Bruun nævner da også, at den danske villahaves

guldalder var fra 1935 til 1955. Siden er det stort set kun gået ned ad bakke.

Sørgeligt!

Den syvende have

Andreas fortæller, at haven i Køge er hans syvende have, og at han kan blive helt

svedt ved tanken om alle de kræfter, der er lagt i hver og én af dem.

Solveig og Andreas overtog huset i 1987, og da var haven i dybt forfald. Det

hele var ét stort vildnis og desværre uden forfaldets ynde, som Andreas udtryk-

36


ker det. Det var helt udelukket at begynde at restaurere haven, for der var ikke

meget at bygge på – stort set kun en gammel havetrappe. Derfor gik havearkitekten

Andreas og landskabs arkitekten Solveig i gang.

Det er Andreas, der med et drillende glimt i øjet sondrer på denne måde,

fordi Solveig, som han siger, “er fra en ge neration, som ikke fandt det passende at

tegne haver!”

“Vi var enige om, at haveplanen skulle være enkel, formel og tidløs. Det skulle

ikke være en ‘hyggehave’ med vandbassin, overdækket terrasse og grillplads.

Det ville vi slet ikke kunne magte eller nyde at passe,” siger Andreas.

Bærmispel, Amelanchier laevis, er plantet

flere steder i haven. Når den blomstrer omkring

1. maj, gælder det om at nyde synet,

for det varer kun få dage.

37


Enkelhed og harmoni. Læg mærke til, hvilken

fin effekt det giver, at plantestenene er

trukket ud som trappe.

Forhaven

Når jeg kører rundt i landet, har det gang på gang slået mig, hvor galt det står til

med vore forhaver. Det er simpelthen så trist med alle de anlægsgartnere, der har

været for godt i gang! Det meste er så grimt og goldt, at de skyldige burde have

en holdningsforbedrende samtale, som en af mine medarbejdere så fint udtrykker

det. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Hvis det ikke var, fordi jeg én gang

for alle har besluttet, at jeg ikke vil være ‘pædagogisk’ ved at vise, hvordan haver

ikke bør se ud, skulle det ikke tage mig lang tid at fotografere nogle eksempler.

Meget hellere vil jeg gøre brug af eksemplets magt og præsentere, hvor smukt

det kan gøres. Her er Solveigs og Andreas’ forhave noget af det mest harmoniske,

jeg endnu har set. Klassisk smukt med en symmetrisk enkelhed.

Huset ligger hævet over gadeniveau, og i hele dets længde er der anlagt et

bed holdt på plads af fire skifter gammeldags betonplante sten. Ved hoveddøren

er de trukket ud som trappe sten. Mellem støttemuren og fortovet er der grus.

38


Denne beplantning kan betegnes som det,

man i dag kalder en win-win situation. For

det første er den stringente taksbeplantning

utrolig smuk under træet, og for det

andet kommer der aldrig ukrudt her. Pasningen

begrænser sig altså til en klipning

en gang om året.

Gule klinker på kant er lagt foran garagen som en lille plads, for enden af huset i

den modsatte ende og som to diagonale stier, der forbinder fortovet og trappen.

Samme belægning er anvendt på reposen ved hoveddøren, lagt i samme mønster

som dørens pro fileringer.

I gruset foran huset ønskede parret at plante mindre træer, men have- og

landskabsarkitekten kunne ikke blive enige om, hvad der skulle plantes. Andreas

ville have birketræer, fordi de i forvejen findes på vejen. Det ville Solveig slet ikke

høre tale om. Det skulle være robinie, mente hun. Et kompromis blev indgået, så

begge typer træer blev plantet. Snart kom de dog til at fylde for meget, så flere

blev fældet. En af robinierne står stadig foran trappen og giver forhaven en hel

særlig stemning med sit lette løv.

En enkel beplantning bestående af formklippede buksbom og taks i halvkuglefacon

understreger det klassiske præg. De to forskellige grønne ‘frisurer’ passer

så smukt til hinanden og giver på samme tid både ro og modspil til hverandre.

39


Det er utroligt, hvor hurtigt alting gror i foråret.

Dette billede er taget den 2. maj. De

slanke træer midt i billedet er guldregn, Laburnum,

som er ved at grønnes. Billederne

på de næste sider, hvor de gule blomster

hænger i klaser, er taget præcis atten dage

efter. Altså den 20. maj. Man tror næsten

ikke, at det kan passe. Men sandt er det

altså.

Den store have

Året efter at forhaven var anlagt, kom turen til den store, egentlige have bag huset.

Haven er opdelt i tre afsnit: en hævet terrasse oppe ved huset; en stor, skålformet

græsplæne med bed omkring; og en lang smal ‘græsløber’ med staude- og

urtebede på hver side. Den smalle græsgang, der er fireogtyve meter lang og en

meter bred, løber i hele grundens længde og har i hver ende udgang til de to veje,

haven ligger imellem.

Bedet omkring den store, skålformede plæne er tilrettelagt således, at det

ikke kræver den helt store pasning. Om foråret er her løgvækster og akelejer,

mens jorden resten af sommeren dækkes af forskellige grønne, bunddækkende

planter. Med behørig afstand er der plantet mindre buske og træer, blandt andet

gentagne bærmispel, Amelanchier laevis, østamerikansk hemlock, Tsuga canadensis,

og forskellige rododendron.

40


Den skålformede plæne foran huset. Nedenfor

ses den lange, smalle græsgang

med bede på hver side. De samme bede

ses på side 46-47 et par måneder senere.

41


Jeg sov i bilen, stod op klokken fire og fik

taget billederne på det helt rigtige tidspunkt.

Bare et par dage senere ville blomsterne

være begyndt at drysse. Det var

virkelig tilfredsstillende at få den absolut

optimale blomstring.

Næste side: Det er meget nemmere at

holde buksbom eller taks i den rigtige

form, hvis de klippes halvbuede. Desuden

er det efter Solveigs mening også pænere

end kugler. Jeg giver hende ret.

42


Terrassehaven

Terrassehaven er hævet cirka en meter over havens øvrige terræn, og også her er

der brugt betonplantesten til at holde jorden på plads. Fra hver sin side løber murene

op på to forbjerge, som flankerer en tragtformet trappe fra den gamle have.

Selve terrassen er belagt med 50 x 50 centimeter-betonfliser. Op mod huset står

der på hver side af terrassedøren fire rundklippede buksbom. Solveig fremhæver

deres halvbueformede facon – de er meget nemmere at klippe i form end kugler.

‘Bjergene’, der topper cirka en halv meter op over niveau foran terrassen, er

beplantet med enebær, som virker helt bunddæk ken de, og ind mod trappen er

der timian. Mellem enebærrene står der på hver side af trappen fire guldregn. De

er helt fantastiske og giver terrassen et behageligt flimrende lys. Her er en parasol

helt unødvendig.

Hvert andet eller tredje år må Andreas i gang med beskærersaksen for at

guldregnene ikke bliver for høje eller tætte. Det er netop den lette karakter, som

giver dette helt unikke udtryk.

43


44


45


Modsat havelågen, altså tættest på huset,

har Solveig og Andreas en lille urtehave.

Derefter kommer stauderne, se næste side.

Rationelle bede til stauder og urter

Andreas kalder sine staude- og urtebede for rationelle og nemme at holde, fordi

de er delt ind i felter. Bedene på hver side af den en meter brede græsløber er små

to meter dybe. De er inddelt i halvanden meter brede felter svarende til fagene i

det åbne hegn ind mod naboerne. Således er der cirka tre kvadratmeter til rådighed

til hver plante. Som en tommelfingerregel nævner Andreas, at der plantes

46


omkring tyve i hvert felt – fire rækker med fem planter i hver. Arterne varieres,

så farver, højder og blomstringsperioder kommer til at give et harmonisk og helstøbt

udtryk.

Fordelen ved bede som disse er, at det er overskueligt med én slags planter

i hvert felt, og samtidig får bedet en nostalgisk karakter af klassisk skærehave,

hvorfra man kan forsyne vaserne inde, hvad parret da også flittigt gør.

Gammelkendte stauder som solbrud, asters,

sankthansurt, høstane mone og solhat.

47


Fra venstre: solhat, Rudbeckia fulgida

‘Goldsturm’; lammeøre, Stachys byzantina;

og hvid solhat, Echinacea purpurea alba.

Næste side: Havelågen viser selve havens

plan. For eksempel udgør den øverste

spids trappen foran hoveddøren (se side

38), og de to buer er ‘bjergene’ omtalt på

side 43.

Havelågen

Havelågen ud mod vejen modsat forhaven har en helt særlig symbolik, og her til

sidst giver jeg ordet til Andreas, der er den nærmeste til at forklare, hvorfor den

ser ud, som den gør. For det er hans idé.

“Det har altid været god latin, at detaljen skal bære helheden i sig. Det gælder

musik, gastronomi og havekunst. Min første oplevelse af et sådant kunstværk

var Ota-havregrynspakken med et billede af en lille dreng, der løb med en Otahavregrynspakke.

Vores havelåge udspringer af dette ‘credo’ på en helt bogstavelig måde. Det er

en let smedejernslåge mellem to bastante murpiller. Den giver indkik og adgang

til den smalle græsgang, der fører op gennem havens staude- og urtebede. Den

skulle både være der for at hegne for hunden – og ikke være der for ikke at lukke

haven ude for omverdenen. Derfor blev den så transparent. En låge af glas kunne

have gjort det, men i stedet blev det en stiliseret udgave af haveplanen. Tanken

om at komme ind i haven gennem havens plan brød gennem og blev realiseret.”

48


49


Vild med blomster

Heldigvis er der mange, der ligesom mig er vild med blomster. En af dem er Jane

Kirstine Benson, der er så hooked, at hun ligefrem har en hjemmeside, der hedder

www.vildmedblomster.dk.

Janes forbindelser er mange, og det er ikke mærkeligt, for hun er tredje generation

i et plantedynasti. Hendes morfar, Aage Pedersen, huskes stadig af mange

gamle gartnere, for Aage Pedersens Frøhandel var en blandet landhandel med

engrossalg af det meste inden for gartneri- og binderiartikler. I 1957 lavede han

en tulipanudstilling i gartneriet, og året efter flyttede udstillingen til Gavnø Slot,

som folk siden da er valfartet til hvert forår for at se de tusindvis af tulipaner.

Først i halvfemserne tog Janes mor, Eva, over, og sortimentet blev udvidet til

også at omfatte udplantningsplanter til kommuner og lignende. Og i 2005 overtog

Jane, der er hortonom, firmaet, der nu kom til at hedde ep engros.

Jane Kirstine Benson er min faste leverandør

af løg, knolde og frø, og når jeg om vinteren

sidder og bladrer i udenlandske bøger

og kataloger, sker det ikke så sjældent, at

jeg falder over noget, som jeg ikke kan

undvære. En ønskeliste går af sted til Jane,

der så begynder at søge ude i den store

verden. Heldigvis er der ofte gevinst.

Et flot udvalg

I havecentre går man ofte forgæves efter særlige sorter af tulipaner eller dahlier.

Det skyldes, at udvalget er ret snævert. Jeg bliver derfor ofte spurgt om, hvor jeg

køber løg og knolde. Så er det dejligt at kunne henvise til www.vildmedblomster.dk.

Her tilbyder Jane et spændende sortiment til private kunder, der ønsker

at handle “stort, anderledes eller bare spændende,” som hun selv udtrykker det.

Findes det ikke dér, så prøv at spørge. Måske kan det skaffes. Det er en fantastisk

mulighed!

Janes egen have

Med tre sønner, mand og eget firma bliver der ikke tid til de helt store haveudfoldelser.

Og dog! På pladsen mellem den gamle gårds længer er der rigtig mange

krukker med spændende udplantningsplanter. Jane sælger nemlig en mængde

sommerblomster til mange af landets kommuner, og når der er nyheder, skal de

selvfølgelig afprøves.

På hver side af gården er der et par store bede, og da jeg besøgte Jane i sensommeren,

bugnede det med georginer i alle regnbuens farver. Planter så store, at

man knapt kunne favne omkring dem og med blomster i hundredvis. “Jeg plukker

og plukker,” siger Jane, “og jo flere blomster kommer der. Hvert år kommer

der nye og spændende sorter til. Jeg er særlig betaget af de kuglerunde pomponog

ball-dahlier,” siger hun.

50


Dahlier

øverst til venstre: ‘Requiem’

herover: ‘Stoltze von Berlin’

midti til venstre: ‘Famosa’

helt til venstre: ‘Babette’

til venstre: ‘Lilac Time’


52


Sommerblomster til kommunerne

Hvert forår bliver der sendt tusinder af sommerblomster af sted til kommunerne

rundtomkring i landet. Jane og hendes medarbejdere laver ikke planterne selv,

men de samarbejder med forskellige gartnerier, som står for produktionen.

Før i tiden havde alle kommuner med respekt for sig selv eget gartneri, hvor

de producerede sommerplanter, som beboerne kunne nyde i byerne. Efterhånden

er det kun de helt store byer, der er selvproducerende, og en af dem er Københavns

Kommune, der køber frø fra ep engros.

I København holder man traditionerne i hævd og dyrker en lang række sommerblomster,

som kan ses forskellige steder i hovedstaden. En del går til Den

Sommerblomstrende Have i Valbyparken, hvor man hvert år kan opleve et overdådigt

skue af ikke mindre end cirka tolv tusind sommerblomster, sammenplantet

til de mest fantastiske bede skabt af Jane Schul, se bind I side 28.

I Valbyparken er der også en meget stor rosenhave, en staudehave, en køkkenhave

og en dahliahave samt mange andre. Den mest seværdige er indiskutabelt

Den Sommerblomstrende Have, som plejer at være på sit højeste omkring 1.

august. Den er absolut et besøg værd.

Disse to billeder er fra Jane Schuls Sommerblomstrende

Have i Valbyparken. Jeg var der

omkring 1. august, og på det tidspunkt var

haven virkelig på sit højeste. Tænk, at man

kan skabe så frodig en have blot fra frø.

53


Mit bornholmske logi

Terrassen fungerer som en forlængelse af

huset, og Stella har da også møbleret den

rigtig hyggeligt. Det fremgår af billederne

på næste opslag.

Da jeg planlagde at skrive denne bog, besluttede jeg mig for at søge efter haver

over hele landet, og derfor skulle Bornholm selvfølgelig også med. Jeg var så heldig

at komme i kontakt med Stella Jensen, der arbejder for Gudhjem Glasrøgeri,

og hun blev min bornholmske guide. Stella forstod nemlig straks, hvad det var,

jeg søgte, og gav mig nogle adresser.

Stella og hendes mand, Ove, har et lille feriehus ved siden af deres eget, som

de lejer ud til turister, og her indlogerede jeg mig. Det var halvsent og mørkt den

aften, jeg ankom, og Stella ventede med kaffe og hjemmebagt rabarberkage i sit

lille havehus. Ud fra indretningen var det nemt at se, at Stella har et kreativt gen.

Derfor var jeg også rigtig spændt på at se haven.

54


Næste morgen stod jeg op ved firetiden. Ikke fordi jeg er A-menneske, slet

ikke, men når det gælder om at få gode billeder i kassen, kommer jeg nemt ud af

fjerene. Om sommeren, når solen står højt på himlen, er det nemlig uhyre svært

at fotografere. Der kommer for mange hårde skygger, og blomsternes farver bliver

ukendelige. Men i morgen- og aftensol får man det helt rigtige bløde lys.

Det første, jeg gjorde, da jeg vågnede, var selvfølgelig at kigge ud af vinduet

for at tage haven i nærmere øjesyn. Jeg havde nok haft det på fornemmelsen om

aftenen, at dette ikke var en helt almindelig have. Og det viste sig at holde stik.

Stella havde blot været for beskeden til at nævne sin egen have, men det kunne

hun nu roligt have gjort.

Stella Jensen

Rundt om er der små siddepladser, nok

mest til pynt! De omtrent sorte tulipaner

‘Queen of Night’ matcher de blå iris perfekt.

55


Stellas bevidste brug af kurvemøbler og

-beholdere giver en helt særlig stemning

på terrassen. Et lille ‘husalter’ er der også

blevet plads til, se næste side.

En personlig stil

Af og til bliver jeg spurgt om, hvad det er, der gør, at jeg bliver fascineret af en

have. Det har jeg selv reflekteret over, og der er selvfølgelig mange aspekter, som

gør sig gældende. Haver er lige så forskellige som mennesker, hvilket denne bog

med al tydelighed viser.

Det, der i høj grad betager mig, er, når en have er indrettet med personlighed.

Og det handler bestemt ikke kun om planterne, men nok så meget om, hvorvidt

det er en have, hvor man kan se, livet leves. Det vidner indretning af terrasser

og sid depladser meget om, og det gælder ikke om at have det nyeste udekøkken,

de flotteste havemøbler eller den ‘hippeste’ havegrill. Jeg faldt pladask for Stellas

terrasse foran huset. Smukke kurvestole, der stod side om side og ikke over for

hinanden som vanligt med havemøbler. Det var en god, lille detalje, for hvorfor

skal den ene sidde med ryggen til haven, når begge kan nyde udsigten?

Belægningen var udført med store betonfliser på 50 x 50 centimeter. De gav

en enkel, uprætentiøs og lidt rå stemning i samspil med krukker og plantebeholdere,

holdt i naturlige farver. Ler, jern og flet i smukt samspil.

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at sort er ‘fruens’ foretrukne farve. Både

inde og ude er der små stille ben, og her går den sorte igen, blandt andet på terrassen,

hvor et gammelt udtjent havebord er malet sort og nu bliver brugt til en kreativ

opstilling. I sirlig orden ligger havehåndredskaber sammen med andet pynteligt.

Her er intet overladt til til fældighederne.

56


57


En nedsænket terrasse. Det er hyggeligt

med forskellige niveauer i haven, og i stedet

for blot at lade grunden skråne er det

effektfuldt at udjævne jorden og lave trapper,

eventuelt blot nogle enkelte trin.

Havehuset

Noget af det, jeg holder meget af, er små huse i haven. Gerne med gode siddepladser

omkring. Det lille havehus er bygget af Ove og Stellas far. Egentlig er det

en gammel hønsegård, som har undergået en fantastisk forvandling. Ideen opstod,

da familiens ældste søn, Rune, lavede sit sven destykke som tømrer. Det var

nemlig en halvvalmet gavl, som var for smuk til blot at gemme væk. Derfor gik

Ove og hans svigerfar i gang, og Stella var glad. Taget blev beklædt med tagpap,

og vinduerne – dels et par gamle staldvin duer og dels nogle fine småsprossede –

blev som et perfekt match til taget malet gråsorte. Ved siden af huset er der et par

trin nede anlagt en lille fin træterrasse.

58


Beplantningen omkring huset er værd at lægge mærke til. Ud over løgvækster i

foråret er det hele grønt. Der er store arealer med bunddækkende planter, så bedene

er næsten pasningsfrie.

Bag huset er det vinterglans, som dækker jorden, og herimellem vokser der

bregner og buksbom. Op ad væggen gror en broget vedbend, som giver et smukt

og frodigt præg. Ved gavlen er der et stort bed med hostaer, og her kommer der

med garanti ikke noget ukrudt, for bladene lukker alt lys ude. I foråret er der hvide

tulipaner, og fordelen her er, at hostaerne dæk ker for de nedvisnende tulipanstængler

og -blade. Sådan et bed er i al sin enkelhed utroligt smukt.

Brugen af gamle staldvinduer gør havehusets

bagside rolig og diskret. Sådanne

vinduer kan man nemt finde på internettet

til få hundrede kroner. Men huset må man

selv bygge!

59


De blå Iris germanica er imponerende, hvis

de trives. Og det gør de her hos Stella,

hvor der er meget tørt. Det holder iriserne

virkelig af.

Sommertørke

Stella siger selv, at hendes have er bedst i foråret og forsommeren. Længere hen

på sæsonen kan der blive umådelig tørt, og vanding med slange kommer ikke på

tale. Det er der simpelthen ikke vand nok til.

Jeg må indrømme, at jeg blev helt misundelig, da jeg så hendes flotte blå iris,

Iris germanica. Dem har jeg opgivet i min have. Her er der så mange planter, at

iriserne ikke får sol nok. For at trives skal iris nemlig stå på en solrig og forholdsvis

tør vokseplads. De aflange rodknolde skal kun dækkes halvt af jord, for

hemmelig heden er nemlig, at knoldene helst skal have det bagende varmt. Tænk

på, hvordan de gror i Frankrig.

60


I det store bed midt i græsplænen er der også prydløg, Allium. De vokser ligesom

de hvide tulipaner mellem store hostaer, som skjuler de blade, der allerede

meget tidligt bliver slatne og triste at se på. Ved siden af står en anden rigtig taknemmelig

plante, nemlig kæmpekonval, Polygonatum x hybridum, der gror vildt

i den danske natur. Med sine buede, næsten vandrette stængler og flødefarvede

blomster er den smuk i enhver sammenhæng. Den er også rigtig god i et skyggebed,

hvor den gerne forvilder sig. Det er en god, stærk plante, som fint kan tage

kampen op med skvalderkål. Udrydde den kan den ikke, men den blomstrer fint

samtidig med de hvide skærme. If you can’t beat them, join them! Dette gælder for

øvrigt også for høstanemoner, som heller ikke sådan lader sig slå ud.

Af andre løgvækster kan nævnes den fine blå prærielilje, Camassia, som man

uvist af hvilken grund kun ser meget sjældent i danske haver. Ligesom prydløgene

trives den fint i det tørre sommerbed. Det er de færreste løgvækster, der

kan lide at stå fugtigt om sommeren.

Et eksempel på en meget smuk beplantning,

der ikke blot farvemæssigt er vellykket,

men i høj grad også grafisk. Læg

mærke til de flotte kæmpekonvaller, hvis

næsten vandrette stilke stræber ind mod

bedet. De imponerende prydløg, Allium

aflatunense ‘Purple Sensation’, er på deres

højeste. Løgene er lagt mellem blågrå

hosta ‘Halcyon’, hvis blade dækker for det

visnende løgløv. Bagest ses de blå iris.

61


En lillebitte have

Nils Christensen og Jette Hansen

Når jeg efterspørger haver, hører jeg af og til folk sige, at deres ikke er værd at tale

om, fordi den er så lille. Men jo mindre, jo bedre, plejer jeg at sige. I små haver er

det nemlig meget nemmere at skabe stemning og miljø. Sådan er det jo også i et

lille hus.

En af de bornholmske haver, jeg fik anbefalet, var Nils Christensens og Jette

Hansens have i Svaneke. Det viste sig at være en rigtig lille perle. Og sikke en placering,

for enden af en vej med udsigt over klipperne.

Nils købte det dejlige hus i 1971 og satte det selv i stand. I 1976 flyttede Jette

over fra København.

Der er en helt egen stemning over stedet, og selv om grunden kun er på tohundredeogfireogtres

kvadratmeter, er det lykkedes de to at få virkelig meget til

at gro på den stenede grund. Roserne blomstrer nærmest om kap og nyder godt

af varmen i den halvt muromkransede have.

62


Et lille, sortmalet skur er der også blevet plads til, og netop den sorte farve

gør, at det passer fint til de omgivende gule huse. Tegltaget er næsten fladt med

en svag hældning, og man kan næsten ikke gå oprejst derinde. Her er æstetik vigtigere

end magelighed, og det er da et sympatisk træk.

Svaneke er uden tvivl det mest uspolerede sted på Bornholm, og det skyldes

ikke mindst, at jernbanen i sin tid kom til at gå uden om byen. Herved undgik

man nedrivning og nybyggeri. I 1975 fik Svaneke den europæiske guldmedalje

for bybevaring.

Det er så hyggeligt med små huse i haven,

og man går aldrig fejl af at male dem sorte.

Det er den mest ‘usynlige’ farve, der findes.

63


Som i Syden

Når man runder huset og kommer ind i gården, føler man sig hensat til Grækenland

eller et andet sydligt sted. En vin plantet op ad huset bidrager til stemningen

sammen med en rislende fontæne. Det fine hoved, fra hvis mund vandet risler,

ville Jette gerne have fundet på en rejse til Provence. Hun havde dog ikke heldet

med sig og modellerede det derfor selv.

Det må man vist kalde en charmerende

gårdhave. Fra gården kan man gå op ad

den lille trappe nedenfor ...

64


Et lille, hvidkalket hus, der tidligere rummede kul og koks samt das, bruges

i dag til fyrrum og vaskehus. I den mur, der forbinder de to huse, er der en buet

dør, som fører direkte ud til klipperne, og få hundrede meter herfra ligger den

lille hyggelige Vigehavn.

Det er ikke meget, der kan gro i den stenede og sandede jord, og derfor dyrker

Jette de fleste vækster i krukker.

... og komme op på en lille hævet terrasse,

der er som hugget ind i klipperne. Herfra

er der en fantastisk udsigt. Hvor heldig kan

man være?

65


Planter

Rosen nedenfor hedder

‘Königin von Dänemark’.

Til højre ses lavendler og husløg.


Lavendler

Uden for huset bidrager en bred bræmme af lavendler til den sydlandske stemning.

Sådanne store og flotte eksemplarer, som man godt kunne drømme om at

have, ser man mange steder på øen. Det skyldes, at lavendler godt kan lide den

stenede jord. Det er nemlig nøjsomme planter, som slet ikke trives, hvis jorden er

muldet og for næringsrig. De skal helst ‘pines’ lidt og bages af solen dagen lang.

En anden af hemmelighederne bag en vellykket lavendelbeplantning er, at

man skal huske at klippe planterne. Når blomsterne falder, giver Jette dem en tur

med hæksaksen. Det resul terer i nye, friske skud, som sikrer tætte og buskede

planter. Næste forår i april får de endnu en klipning.

Klip et topskud af og fjern de nederste

blade (nåle).

Stik stiklingerne i en potte med fugtigt pottemuld

blandet med en fjerdedel sand.

Træk en pose over og klip et hjørne af for at

skabe ventilation.

Stiklingeformering af lavendler

Ønsker man sig en hel hæk og har en smule tålmodighed, kan det nemt lade sig

gøre selv at lave lavendler. Selvfølgelig skal man have en plante at tage stiklinger

fra – en ‘moderplante’ – og her kan man enten få lov at klippe hos én, der har en

god og sund busk, eller købe én på planteskolen. Vær opmærksom på, at der i dag

sælges en mængde ikke hårdføre planter. De er beregnet til potter og overlever

ikke vore kolde vintre. Lavandula angustifo lia er det latinske navn, man skal gå

efter. Inden for denne art er der mange forskellige sorter. En god, gammel kending

er ‘Hidcote Blue’, som man aldrig går fejl af.

Et godt tidspunkt at stiklingeformere på er april-maj, hvor planten endnu

ikke er sprunget ud: Klip 8-10 centimeter lange topskud af planten, fjern bladene

på den nederste tredjedel og klip også eventuelle knopper bort. Bland almindelig

pottemuld med en fjerdedel sand, fyld det i en potte og vand jorden godt

igennem. Lav små huller i jorden med et par centime ters mellemrum. Plant stiklingerne

og tryk jorden let sammen omkring dem.

For at bevare en konstant fugtighed omkring stiklingerne, trækkes en plasticpose,

holdt oppe af nogle pinde, ned over potten. Til sidst klippes posens ene

hjørne af for at skabe en smule ventilation.

Stil så potten et lunt sted, men ikke i direkte sol. Efter tre-fire uger slår stiklingerne

rod og skal så plantes over i små individuelle potter med næringsberiget

pottemuld. Når de får fat dér, klippes planten halvt ned for at få den til at forgrene

sig. Efter en lille måneds tid kan man potte over i en lidt større potte.

Sidst på sommeren plantes lavendlerne ud i haven med cirka 30 centimeters

afstand. Den første vinter anbefales det at dække dem med lidt granris, hvis der

kommer hård barfrost. Næste forår klippes de pænt tilbage som forklaret ved den

etablerede hæk, og hvis man giver dem lidt flydende potteplantegødning blandet

i en kandefuld vand nogle gange i løbet af sommeren, vil de snart danne en

sammen hængende hæk. Gødningen doseres som anvist på flasken.

68


69


Altid plads til én til

Det, der slog mig, da jeg besøgte Karen Saxtofts have i Odense, var alle de hyggelige

siddepladser, der var overalt i haven. Rundtomkring på græsplænen stod små

og store borde med stole omkring – to, fire eller seks. Gæstfrihed var det ord, der

faldt mig ind. Siden har jeg været her flere gange for at fotografere, og hver gang

er jeg inviteret til at spise med. Jo, i Karens have er der altid plads til én til!

Karen Saxtoft

70


Med patina og sjæl

“Jeg elsker gammelt skidt med patina og sjæl,” siger Karen.” Og jeg elsker min

have.” Når man ser sig omkring, ville man ikke et øjeblik finde på at betvivle det.

Jo, måske det med skidtet, for med Karens kyndige sans for at sætte i scene, kommer

det hele til at fremstå som noget helt særligt.

For Karen begyndte det med indretningen, og langsomt kom interessen for

planter til. I dag har hun svært ved at køre forbi en planteskole uden lige at skulle

ind og snuse. “For blomster er det mest fantastiske, der findes,” siger Karen glædestrålende.

“Her er rart at være!” Det er det, denne

have signalerer. Et lille, fortættet univers af

hyggelige fund.

71


Et smittende humør

Man kan da heller ikke undgå at blive i godt humør, når man er i selskab med

Karen. Med en entusiasme, store armbevægelser, smittende latter og herligt gåpåmod

fortæller hun om alle sine projekter. Blandt andet et nyt, stort og hyggeligt

drivhus, som desværre ikke når at komme med i denne bog.

Karens mand, Lars, og deres tre børn nyder også haven. Her er altid plads til

venner og kammerater, og da ungerne ønskede sig en trampolin, var Karen med

på ideen. Eneste betingelse var, at den skulle stå i forhaven! Og det kom den til.

Da jeg første gang skulle besøge Karen, troede jeg, at jeg var kørt forkert.

Hvis man ville have sådan et monstrum stående ud til vejen, turde jeg slet ikke

tænke på, hvordan der så ud bagtil. For mange mennesker handler det om at holde

facaden, mens der måske slækkes på stykket bagved. Hos Karen er det lige

omvendt. Forhaven er børnenes, og her er ikke en blomst. Der må de regere, hvis

bare mor får lov til at bestemme over resten. Og det får hun.

Ting, der vidner om, at de har levet et liv,

passer godt ind i de fleste haver. De skal

kunne tåle at blive brugt, og en ekstra

skramme eller bule betyder ingenting.

Små træer

Familien overtog huset i 1996, og dengang var haven et vildnis. Stort set alt blev

ryddet, og pludselig virkede det hele så underligt bart, fortæller Karen. “Jeg må

have plantet nogle træer,” tænkte hun og ønskede sig allermest et kastanjetræ.

Hvis man ved, hvor stort sådan et ad åre kan blive, var det måske ikke det mest

oplagte til en have på kun små fem hundrede kvadratmeter. Men Karen helmede

ikke. Hun havde nemlig en gang læst om én, der havde et podet kastanjetræ. En

eftersøgning blev sat i gang, og på en lokal planteskole fandt Karen, hvad hun

søgte. Et kastanjetræ på en cirka 160 centimeter høj stamme, som ikke bliver højere.

Det blev bragt med hjem og plantet, og da kronen hvert år bliver stynet – det

vil sige bliver klippet helt tilbage til stammen – passer træet perfekt ind i den lille

have.

Rundtomkring i haven er der også plantet ahorn i flotte bladfarver. De bliver

heller ikke så høje. En yderligere fordel er, at bladene sidder så spredt, at der godt

kan komme lys gennem kronen. Her i flimmerlyset er det herligt at sidde, når solen

brager ned.

72


Sådan ser et podet kastanjetræ ud. Kronen

vokser hurtigt til, og nogle gange er Karen

nødt til at studse grenene hen på sommeren

for at undgå, at de bliver alt for voldsomme.

Om vinteren klippes grenene af

inde ved stammen, og når det bliver forår,

skyder de igen.

73


74


‘Bonica’ er en rigtblomstrende og sund

rose, der gør sig rigtig godt som opstammet.

Nogle somre har den haft flere hundrede

blomster. Et så rigt flor er der ikke

mange roser, der kan frembringe.

Rosentræet

“Noget af det, jeg er allermest stolt af, er mit rosentræ. Se, hvor mange blomster

og knopper det har,” siger Karen og peger. Som det står der lige midt i haven

ved siden af den gennemgående gang, danner det et smukt fokuspunkt. Sorten er

‘Bonica’, en af de mest rigtblomstrende roser overhovedet.

Med vore tiders milde vintre er der ikke problemer med hårdførheden, men

ingen kan spå om, hvad der sker i fremtiden. Hvis vi igen begynder et få kolde

vintre med ned til minus ti grader eller koldere, må man tage sine forholdsregler.

De går ud på at beskytte podestedet – fortykningen øverst på stammen, hvorfra

grenene udgår. Dette gøres nemmest ved at binde noget isolerende, for eksempel

grangrene, omkring.

En anden kendt metode består i at fjerne noget af jorden omkring stammen

(så rødderne nærmest kommer til at virke som et hængsel), lægge stammen fladt

hen ad jorden og dække podestedet med jord. Først til april, når faren for den

værste frost er ovre, rejses stammen igen, jorden hyppes op omkring stammen,

og den støttes med en pind.

75


Krukkevækster

Det er tydeligt, at Karen er glad for planter i krukker. Gennem mange år har hun

købt sig fattig i sommerblomster, men så fandt hun på at plante hostaer i nogle af

krukkerne, og det har hun bestemt ikke fortrudt. De kommer igen år efter år og

bliver kun flottere og flottere.

Ideen med at plante hosta i krukker er god, for pasning er der ikke meget

af. Blot lidt vand og gødning i ny og næ. Hostaer er nøjsomme planter, som næsten

passer sig selv. Der er ingen pillen og nussen, for det er først og fremmest for

bladenes skyld, man dyrker dem, og det er fantastisk, så mange flotte bladmønstre

man kan få. Godt nok kommer der blomster i løbet af efteråret. Nogle klipper

dem af, men Karen lader dem sidde. “De ligner jo de fineste liljer,” siger hun.

Deri har hun helt ret.

Først i maj er hostabladene langsomt på vej

op af jorden. De ligner sammenrullede cigarer,

og det er svært at forstå, hvor meget

de udvikler sig de næste uger.

Et par måneder senere tager gruppen af

krukker sig så imponerende ud. Der findes

flere hundrede hosta-sorter, og Karen husker

ikke navnene på sine. Jeg gør heller

ikke, men den duggede gråblå i øverste

venstre hjørne på næste side hedder ‘Halcyon’.

76


77


En kendt planteskole

Siger man Caroline Mathildestiens Staudeplanteskole i Vedbæk, er der rigtig

mange, som så siger storkenæb, Geranium. Det er nemlig den slægt, planteskolens

ejer, Birgit Reimer, har gjort til sit varemærke.

Birgit fortæller, at hun for tyve år siden overtog stedet efter sin far, der drev

engrosplanteskole her. Hun var folkeskolelærer, men trængte til at række en vare

Birgit Reimer

Der er en helt særlig stemning på Caroline

Mathildestiens Staudeplanteskole. Mange

af planterne sælges per postordre. De hentes

i marken, pakkes i kasser og sendes ud

til haveglade mennesker over hele landet.

80


over disken og få penge for den. Derfor valgte hun et liv med stauder og jord under

neglene.

“Jeg har altid elsket storkenæb, så det var helt naturligt, at det var dem, jeg

for alvor kastede mig over,” fortæller Birgit. “På et tidspunkt havde jeg over hundrede

arter og sorter.”

Mange storkenæb har sået sig rundtomkring,

blandt andet engstorkenæb, Geranium

pratense.

81


Da jeg spørger Birgit, hvorfor det lige blev storkenæb, er hun stort set ikke til

at stoppe og opremser nogle af de mange fordele:

– De fleste er meget hårdføre og kommer troligt igen år efter år.

– Blomsternes farver – inden for den blå og rødlige toneskala samt hvid – kan

indpasses alle steder.

– De vælter ikke, så man behøver ikke binde op.

– Man skal ikke nippe visne blomster.

– Storkenæb kan danne et helt tæt bunddække.

– De fleste storkenæb kan deles i det uendelige.

– I selskab med roser er storkenæb fantasti ske, fordi de dækker for rosernes bare

ben.

– Og sidst, men ikke mindst: Når planterne bliver triste at se på, kan man bare

klippe dem helt ned til jorden. Så skyder de igen med frisk løv, og nogle får

endnu en blomstring.

Geranium ‘Patricia’

Den vilde stil

“Jeg er blevet mere vild med årene,” siger Birgit med et blink i øjet. “Stauder, som

giver haven et naturligt udtryk, er jeg rigtig glad for. Pæne, velfriserede haver er

ikke mig.”

Planteskolens sortiment omfatter ikke kun storkenæb, men også en mængde

andre stauder, som Birgit har et forhold til; planter, som hun kender og har afprøvet.

“Dem, der dur, og dem, der ikke er for besværlige,” som hun udtrykker

det. Kort sagt driftssikre planter.

Hvis Birgit holder særlig meget at en plante, gør hun alt for at få den udbredt.

Er kunden lidt tøvende, nævner Birgit blot, at planten kan byttes. Det kan

folk som regel ikke stå for, og Birgit har en sikker sans for kundernes behov.

Det kan for eksempel være en fin storkenæb, som hedder ‘Patricia’. Den ser

ikke ud af meget i potten, men når den først sættes ud i fri dressur, kommer den

snart til at fylde en hel favnfuld. “Den er der aldrig nogen, der skal have byttet,”

siger Birgit med et smil. Det er tydeligt, at Birgit virkelig brænder for sine planter

og for at give dem et godt hjem, hvor de vil trives. Derfor kommer kunderne igen

og igen.

82


Planter med posten

Fra 2009 har Birgit valgt kun at holde planteskolen åben en halv snes søndage i

løbet af sæsonen. På disse åbent hus-dage vil hun fortælle om en særlig plantegruppe,

svare på spørgsmål og selvfølgelig sælge planter.

Resten af tiden er planteskolen lukket for kunder. I stedet helliger hun sig

sin netbutik. Planter, der bestilles via hjemmesiden www.mathildestien.dk, bliver

sendt med posten.

Jeg besøgte planteskolen i forsommeren 2008 og sugede den helt særlige stemning

til mig. Her herskede et malerisk forfald, hvor det var tydeligt, hvilke planter der

virkelig holdt ud, og det er altså dem, Birgit satser på. Det med ‘forfaldet’ gjaldt

naturligvis ikke de salgsklare planter i potterne, men omgivelserne, hvor meget

dukker op næsten af sig selv.

Der var en helt fortryllende stemning af akelejer, forårsvortemælk, pæoner

og selvfølgelig storkenæb. Særligt én storkenæb var overalt – engstorkenæb, Geranium

pratense.

Når den var alle vegne, er det, fordi den meget villigt sår sig selv. Derfor er

det en af de planter, som Birgit anbefaler til den vilde have. Den klarer det meste,

blot ikke for tør jord. Den kommer til at fylde en hel kvadratmeter, og den blomstrer

samtidig med, at den vokser til.

Efter blomstringen ser den lidt trist ud. Er man ked af det, klippes den blot

ned til cirka 5 centimeter over jorden, så skyder den hurtigt igen. Har man den i

en vild plæne, kan man slet og ret køre hen over den med en plæneklipper. Det er

da nemt!

En storkenæb med de samme kvaliteter er bølgekronet storkenæb, Geranium

phaeum. Den er også en af Birgits favoritter.

Engstorkenæb, Geranium pratense

Færdige bede

Hos Birgit kan man også købe ‘færdige’ bede med udgangspunkt i den bog, som

hun har skrevet sammen med landskabsarkitekt Maria Juhl Jakobsen. Bogen

Stauder. 32 opskrifter på de smukkeste bede giver ‘opskrifter’ på toogtredive bede,

for eksempel Apotekerbed, Barbies bed, Bed i Kenzofarver, Miniprærie, Måneskinsbed

og Det helt sikre bed.

I bogen findes også en ‘Staudeskole’, der fortæller om planlægning, indkøb,

plantning og pasning, som bygger på forfatternes store erfaring.

Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum

83


Planter

Denne side

øverst til venstre: sødskærm, Myrrhis odorata

øverst midti og til højre: akeleje, Aquilegia

midti til venstre: sibirisk iris, Iris sibirica

midti i midten: jacobsstige, Polemonium

midti til højre: skovvalmuesøster,

Meconopsis cambrica

til højre: tidsel, Cirsium rivulare ‘Atropurpureum’

helt til højre: aftenstjerne, Hesperis matronalis

Næste side

øverst: træpæon uden navn,

Paeonia suffruticosa

nederst til venstre: knopurt, Centaurea

montana ‘Jordy’

nederst til højre: forårsvortemælk,

Euphorbia epithymoides


Planteglæde

Ib Spang Olsen og Nulle Øigaard

I Drivhusdrømme skrev jeg om billedkunstneren Nulle Øigaard og hendes drivhus.

Dengang fik jeg slet ikke nævnt Nulles mand, tegneren Ib Spang Olsen, men nu,

hvor det gælder haven, skal han også med. For det er deres fælles værk.

Der er noget utroligt fascinerende over gamle haver. Haver, der godt nok bliver

passet, men også lidt får lov at passe sig selv. Sådan er det med Nulle og Ibs have i

Bagsværd.

Ingen planter bliver ladt i stikken, for især Nulle er en stor planteelsker, men på

et tidspunkt skal de også selv have lov til at vise, hvad de dur til, og hvad de gerne

selv vil.

“Jeg kan bedst lide haver, der ikke er alt for tæmmede. Der skal være lidt vildskab.

Jeg elsker alle planter – også ukrudt, når bare det ikke kvæler alt andet. Forestil

dig, at skvalderkål havde været en sjælden og svært dyrkelig plante. Så var det helt

sikkert én, de fleste ville have fat i, for de hvide skærme er da så smukke,” siger Nulle

overbevisende.

Blåregnen er efterhånden gammel, og med

sin lidt vinde og skæve facon bidrager den

fint til havens utæmmede stemning.

86


87


Gartnersøn

Ib er gartnersøn og begyndte tidligt at interessere sig for planter. Som dreng havde

han en skolehave og arbejdede i en kortere periode som gartnermedhjælper. Som attenårig

kom han på Blågårds Seminarium. Senere gik turen til Kunstakademiet og

Den Grafiske Skole.

Ibs far, Ole Olsen, var overgartner ved Københavns Kommune. Han var en

kendt mand, nærmest en “datidens Søren Ryge Peter sen,” siger Ib. Han skrev artikler

og bøger om botanik, så det grønne fyldte meget i barndomshjemmet.

Glæden ved alt, der gror, har holdt ved livet igennem. Ibs værksted ligger da

også midt i haven, i et gammelt træhus, som var det første, der oprindeligt blev bygget

på grunden. ‘Sommerhuset’ kaldte den forrige ejer det.

Overalt i haven er der forskellige udsmykninger. På Ibs værksted hænger der et

meget fint relief udskåret i træ. Det har ligesom alle andre ting i haven en særlig historie:

En af Ibs kendte og elskede billedbøger hedder Kiosken på torvet. Den handler

om en gammel telefonkiosk på Sankt Hans Torv i København. Hver morgen går

Den frodige kaprifolie, der slynger sig

hen over taget, passer perfekt til husenes

svenskrøde farve.

I haven er der mange forskellige pudsigheder,

blandt andet dette smukke trærelief,

som har hængt på en af de køben havnske

telefonkiosker.

88


ørnene ned til damen i kiosken og hører hende fortælle om billederne på kiosken

og om alt muligt andet spændende.

De billeder, der refereres til, er seks fantastiske billed skærerarbejder, som hang

på kiosken lige under taget. Kiosken var fra 1896 og tegnet af den kendte arkitekt

Fritz Anton Peter Koch (1857-1905), som også tegnede Telefonhuset i Nørregade.

De sekskantede, ni meter høje huse, udsmykket i en slags jugendstil havde kobbertag

og øverst en lanterne med ur samt vejrhane. Så kunne folk se, hvad klokken

var, og hvorfra vinden blæste, når de gik forbi.

Den frodige rose, som slynger sig op af

væggen, er den alle stedsnærværende ‘New

Dawn’.

Ib og kioskdamen på torvet var gode venner, og da kiosken i tresserne skulle lukkes,

fordi alle efterhånden havde fået egen telefon, indgik Ib en byttehandel med Sporvognsreklamen,

der ejede kioskerne. De fik et sæt collager med motiver fra Sankt

Hans Torv, fremstillet til en tv-udgave af Kiosken på Torvet. Til gengæld fik Ib et sæt

billedskærerarbejder fra en kiosk på Fredensbro, der blev pillet ned.

Er man interesseret i Ib Spang Olsens illustratio ner, kan jeg anbefale at besøge

hans lille galleri i en af de fine, gamle pavilloner ved Kongens Have, Galleri Ib Spang

Olsen, Kronprinsessegade 23, 1306 København K. Der er åbent fra onsdag til lørdag,

klokken 13-17. Se også www.ibspangolsen.dk.

89


“Jeg dyrker roser, fordi jeg kan lide dem og

synes de er smukke. Ikke for at gå og huske

på deres navne,” siger Nulle. Derfor kan vi

heller ikke få at vide, hvad denne lysorange

skønhed hedder.

Et rent eventyr

Haven er et helt lille eventyrunivers, og man opdager hele tiden nye ting. Det er som

at gå på opdagelse i Nulles impressionistiske billedtæpper. Med deres væld af farver

og strukturer er de skabt af stofstykker – ofte genbrug. Det kan være fra en aflagt

sommer kjole, en blondedug eller en solparasol. Stofferne rives i stykker og lægges

lagvis over hinanden som en collage med et fascinerende og særegent resultat. Læs

mere på www.nulle-oigaard.dk.

Direkte adspurgt svarer Nulle, at det, hun går og venter på hele vinteren og foråret,

er rosernes udspring. “Dem kan jeg simpelthen ikke undvære, og det er da også derfor,

de er alle steder, slyngende sig op ad mure, vægge og hegn. Jeg er ikke så god til

det med navnene, for jeg kan ikke holde ud at se på alle de planteskilte.”

På vores tur rundt i haven stopper Nulle flere gange op ved akelejerne, som her

først i juni er på deres højeste. “Er de ikke fantastiske?” spørger hun. “Blomsterne

ligner små fine balletskør ter. Kan du ikke se det?” Jo, bestemt.

92


Op ad hegnet ud mod vejen vokser der

også roser. Nulle har lagt en lille meter til i

højden af hegnet ved at supplere med hønsenet

over rafterne. Her vokser både roser

og slyng planter.

93


Akelejer er yndige. Og at de tilmed sår sig

selv, er et yderligere plus.

Akelejerne

Nulle husker ikke, hvor akelejerne kommer fra. De har vist været der altid. Holder

man af den vilde stil, er det virkelig en god plante. For den er så enkel at have med at

gøre.

Det nemmeste er at købe fire-fem planter med forskelligt farvede blomster i havecentret

eller på planteskolen. Akelejer krydser sig nemlig villigt indbyrdes, og ved

at købe flere farver er man sikker på et smukt afkom i form af frøplanter. For det er

den måde, hvorpå akelejer formeres.

94


Blomsterne efterfølges af flotte, grønne frøstande, der hen på sommeren modner

og bliver brune. Derefter begynder frøene at drysse ud. Saml eventuelt nogle i

hånden og spred dem rundt om i haven. Frøene skal have frost for at spire, så de små

planter titter først frem året efter. Er man heldig, kommer der blomster samme år,

men i nogle tilfælde først året efter.

Derefter er der gang i en cyklus, og det er vigtigt. Akelejer er nemlig ret kortlivede

planter, der ofte forsvinder efter et par år, men det er ikke noget problem, fordi

de producerer så mange spirevillige frø.

Farverne er enten røde, blå, rosa eller

hvide, og når de krydser sig indbyrdes, er

det ikke kun farverne, der varierer. Det gør

blomsterne også. Nogle bliver dobbelte og

andre enkle; man kender aldrig udfaldet af

en frøsåning.

95


Rosenchokket

Mange ved sikkert, at skuespilleren Ghita Nørby har en pragtfuld have i Holte,

og at hun er en stor rosenkender og -elsker. Jeg har gennem årene set haven omtalt

flere steder og er hver gang blevet fascineret af den kærlig hed, hvormed Ghita

Nørby omtaler sine roser. Så selvfølgelig skulle hun med i denne bog. Hvis hun

ville. Og det ville hun. Heldigvis.

Ghita Nørby

Ghita elsker sine roser. De vokser op i træer

og buske, hen over hegn og i buer, i krukker

og i bede. Der er kort sagt roser alle

steder.

Rosen, der her klatrer rundt i en japansk

ahorn, hedder ‘Francois Juranville’. Med

sine abrikosfarvede blomster passer den

perfekt til træets mørke løv og ligner næsten

et vandfald.

96


Denne smukke carminrøde rose hedder

‘Henri Martin’. Det er en mosrose (se bind I

side 165) og går for at være den mest hårdføre

og anvendelige rose inden for denne

gruppe. Duften er helt for tryllende, og det

er da også en af grundene til, at Ghita har

valgt at placere den på den lille træterrasse

mod søen.

Især når det gælder fotografering af roser, er det med at møde op på dagen.

Og den var jeg så heldig at ramme midt i juni. Smilende og venlig, som vi kender

Ghita, bød hun indenfor i sit paradis, hvor roserne viste sig fra deres allersmukkeste

side. Selv om Ghita og jeg aldrig havde mødt hinanden før, var vi straks på

bølgelængde. Sådan er det med have- og ikke mindst rosenfolk. For vi har jo en

fælles passion og kærlighed.

På mit spørgsmål om, hvordan det hele begyndte, fortalte Ghita: “Jeg har to

store interesser – hunde og roser. I min egenskab af formand for dyreværnsorganisationen

Dyrefondet skulle jeg på et tidspunkt besøge Judy Mürsh på Frederiksberg.

Hun har en fantastisk rosenhave, og dér fik jeg rosenchokket. Jeg var

simpelthen lamslået. Der var roser alle steder – op ad huset, rundt i træer, i bede

og på stativer. Sådan havde jeg aldrig før oplevet roser. Det skønne var, at jeg blev

helt vanvittig.”

97


En ny have

I 1989 flyttede Ghita og hendes mand, kapelmester Sven Skipper, til huset i Holte.

Nu skulle de have roser! Judy Mürsh havde foreslået Ghita at tage en tur ned

til Rosenplante skolen i Løve, ejet af Torben Thim, som Ghita kalder sin læremester.

Når man i dag går rundt i hendes have, er det tydeligt, at hun har været en

lærenem elev.

Det, der først slår én, er den overdådige blomstring af roser, som klatrer og

slynger sig alle steder. Stemningen er vidunderlig. I dag er det Ghitas tur til at

give andre chokket, og det er der givetvis mange, som får.

“For mig er roserne blevet selve livet,” siger Ghita. “Jeg ved ganske enkelt

ikke, hvad jeg skulle gøre uden.”

En fin buste af Ghitas mor, pianistinde

Guldborg Laursen (1903-2002). ”Hun får lov

at komme ud, når det er sol,” siger Ghita.

98


Hunde og roser

Ghita er også en stor hunde- og dyreven. Og det er ikke altid, at hunde og haver

er forenelige størrelser – særligt ikke, hvis det er hunde, som kan lide at grave. Og

det kan Ghitas.

Ghita og Sven har altid haft mynder. Der er noget utroligt fascinerende over

disse langbenede, elegante og åleslanke hunde med en meget stærk og veludviklet

muskulatur. Det er hurtiglø bere, som skal have megen motion, og den får de i

haven.

De lange løbeture slider på græsset, især om vinteren, og ved forårstide tvivler

Ghita altid på, om græsset igen bliver grønt. Men det bliver det alligevel.

“Det med graveriet er selvfølgelig et problem, men nogle gange har jeg sim-

‘Lykkefund’ bliver omtalt flere steder i

bogen. Og med god grund, for den er fantastisk.

Her er den plantet op ad rosenbuer,

der efterhånden har svært ved at klare den

kraftige rose. Man skal passe på med ikke at

købe for klejne stativer.

99


pelthen plantet roser i de huller, som hundene gravede. Heldigvis er det ikke en

have med store, fine staudebede. Det er simpelthen ikke foreneligt med hundene,”

siger Ghita.

En glad og legesyg Fanni!

Parret har tre hunde, blandt andet en helt ung saluki-hvalp, også kaldet persisk

mynde. Den nytilkomne, som lyder navnet Gaia, er en rigtig vildbasse. Ikke nok

med at den graver. “Den ‘beskærer’ også,” fortæller Ghita, som malende uddyber,

hvordan den ofte glad og fro kommer løbende med en tyk rosengren mellem

tænderne. En gren, som den vel at mærke har fået knækket af en plante.

“Af en eller anden grund glemmer man hurtigt, hvor iltre hunde hvalpe er.

Jeg håber, den snart lærer, at roserne, de er altså mine,” siger Ghita med et overbærende

skuldertræk. “De skal også være her.”

100


‘Paul´s Himalayan Musk’, der også ses på

billedet nederst på for rige side, er en fantastisk

grovillig rose. Den sætter nemt flere

meter lange skud, og i løbet af nogle få år

blomstrer den med hundredvis af små rosa

til hvidlige fyldte blomster.

Elsker alle roser

Ghita fortæller, at hun stort set holder af alle roser og navnlig af dem, der er lidt

vilde og giver haven et naturligt præg. Nogle rosenfolk har særinteresser og samler

på histori ske, engelske eller moderne roser. Sådan har Ghita det ikke: Hun elsker

dem alle sammen.

Én af de moderne Poulsen-roser har hun et helt særligt forhold til. Det er

‘Ghita Renaissance’, som hun har lagt navn til og selv døbt.

“Tænk en gang at få en rose opkaldt efter sig. Større hæder kan man da næsten

ikke forestille sig,” siger Ghita. Hun fortæller, at hun blev spurgt, og da hun

så den, var hun slet ikke i tvivl. Svaret var ja.

Det forstår man godt, for det er en umådelig smuk, lyserød rose med en helt

fantastisk duft. Faktisk har den siden lan ceringen i 2003 modtaget ikke mindre

end fire priser for sin duft.

Godmorgen

Hver morgen går Ghita rundt i haven og hilser på alle sine roser. For på den måde

går det hurtigt med at lære navnene.

Når hun indøver nye roller, sker det ofte i haven med en beskærersaks i hånden.

Rollehæftet ligger som regel i trillebøren, og efterhånden kan det godt komme

til at se lidt tilredt ud, fortæller hun med et smil.

Det er tydeligt, at Ghita er ét med sin have, og jeg er taknemmelig over for en

stund at få lov til at være en del af universet.

Da jeg et par dage efter ringer for at sige tak for sidst, siger Ghita, at hun skal

hilse fra sine roser. Det er da rørende. “Hils endelig igen.”

Man forstår godt, Ghita sagde ja til at

lægge navn til denne smukke rose.

101


Et herskabeligt sommerhus

Else-Marie Stilling

Denne bog har ført mig rundt til rigtig mange dejlige lokaliteter og boliger, og

det har været mit mål at få de fleste havetyper med. Derfor var det også vigtigt

for mig at finde en god gammeldags sommerhushave.

Når jeg bruger ordet ‘gammeldags’, er det, fordi begrebet sommerhus med

tiden har skiftet karakter. I dag er det ofte et hus, man lejer i en ferie – eller, hvis

det er et, man ejer, bebos det som regel kun få uger om året. Det gør selvfølgelig,

at det at have en have sådan et sted er ensbetydende med, at den helst skal kunne

passe sig selv. I mange tilfælde planter man slet ikke noget, men glæder sig blot

over den omgivende natur.

I gamle dage var et sommerhus i højere grad et sted, hvor de finere familier

fra byen slog sig ned fra forår til sensommer. Man flyttede på landet, som det

hed dengang. Herren i huset tog om morgenen af sted til byen på arbejde og kom

hjem om aftenen.

Sommerhuset var altså en bolig, som blev benyttet gennem længere tid, og

derfor havde man ofte også en have dér. Var det et stort hus, flyttede hus hjælpen

og barnepigen med, og gartneren kom måske forbi for at hjælpe i haven.

Det gamle fiskerleje

I takt med, at jernbanerne i begyndelsen af 1900-tallet blev udbygget, blev det

nemmere for befolkningen at komme fra by til land, og sommerhusområder i periferien

blev mere almindelige. Mest mondænt var det, hvis sommerhuset lå ved

havet, hvor man kunne dyrke det “helsebringende badeliv”, som det hed.

Tisvildeleje på den sjællandske nordkyst var et af de steder, hvor sommerhusene

begyndte at skyde op. Langsomt skiftede stedet karakter fra fiskerleje til

feriemål. Pensionater, strandhoteller og sommerhuse blev flere, og fra 1929, hvor

banen kom helt til Tisvilde, tog byggeriet rigtig fart. Indtil da var folk blevet fragtet

med drosche fra stationsbyerne Hillerød og Helsinge.

En perle

Et af datidens fine huse er i dag ejet af Else-Marie Stilling, direktør i Studenterrådgivningen,

og hendes mand, arkitekt Jens Rostrup. Huset, der er bygget i 1923,

er opført af den bygherre, højesteretssagfører Frederik Grüner, som også fik bygget

det kendte Helenekilde Badehotel skråt overfor. Badehotellet, der er fra 1905,

ligger netop, hvor hovedgaden løber ud i sandet og bliver til strand.

102


Stedet er godt skjult bag en 320 centimeter høj bøgehæk. Så meget desto større

bliver oplevelsen, når man kommer ind i haven og ser det smukke, gamle, sortmalede

træhus.

Else-Marie er veninde med Nulle Øigaard (se side 86), og det var Nulle, der

introducerede mig. Selv om hun meget malende og med stor entusiasme havde

fortalt mig om stedet, må jeg sige, at jeg blev meget overrasket.

Sådan ser er rigtigt gammelt sommerhus

ud, og man har vovet at bygge et nyt drivhus

på. Men resultatet er yderst vellykket,

se side 110-111.

103


104


Grund læggende er ingen blomster grimme,

men plantet i forkert selskab kan de tage

sig dårligt ud. Her er et eksempel på det

modsatte. Den gule prikbladede fredløs,

Lysimachia punctata, er brandflot op ad det

sorte hus.

Det er en gammelkendt og meget

villig staude, der hurtigt dækker jorden

og holder ukrudtet nede. Hvis man efter

blomstrin gen giver planterne en tur med

hæksaksen, skyder de igen.

Sommerbolig

Else-Marie fortæller, at huset i Tisvildeleje er deres hjem fra først i maj til oktober.

Om vinteren bor de på Christianshavn. Sådan har mange efterhånden indrettet

sig: at de bor i byen om vinteren og på ‘landet’ om sommeren. Altså nøjagtigt

som i gamle dage.

“Allerede kort tid efter jul, når det bliver en smule lysere, og fuglene så småt

giver lyd fra sig, begynder jeg at savne sommerhuset rigtig meget. Det skyldes i

høj grad haven.”

Da Else-Marie og Jens købte huset i 1992, var der ikke nogen egentlige have,

blot en stor plæne. Grunden skråner ret meget, og det gjorde, at Else-Marie havde

rigtig svært ved at finde ud af, hvordan haven skulle anlægges. Jens lavede flere

skitser, men de var enige om, at det ikke rigtig duede.

“Til alt held fik vi kontakt med landskabsarkitekt Sonja Poll (se bind I side

68-69),” siger Else-Marie, “og hun løste problemet.”

105


Inden for de ellipseformede bede er der anlagt

en plan græsplæne. Her mellem alle de

duftende roser er det herligt at sidde.

Ellipseformede bede

Sonja Poll foreslog et antal store, ellipseformede og hvælvede bede, som nærmest

flød ned ad det skrå plan. Terrænet omkring bedene skulle derefter formes, så det

blev vandret og kunne bruges til siddeplads, mens resten af grunden fortsat skrånede.

‘Bedet’ nederst i haven blev til en bålplads, gravet ind i terrænet, så kanten

op mod huset kom til at danne en lav siddekant.

106


Rose de Resht

‘Jacques Cartier’

Ideen med de ellipseformede bede virkede pludselig helt selv følgelig. Nu fik

Else-Marie de rammer, hun virkelig havde savnet. Lige fra de købte huset, havde

hun ønsket sig en rosen have, så bedene blev plantet til med en mængde historiske

roser, hvis karakter passer fantastisk til det fine, gamle hus. Og når man en dejlig

sommerdag sidder midt i rosenfloret, kan man kun have medlidenhed med dem,

der stadig er inde i byen.

107


Det er tydeligt, at drivhuset er lavet af professionelle

profiler. De giver huset et meget

gedigent udseende.

Et moderne drivhus

For at få fuldt udbytte af både for- og eftersæsonen besluttede Else-Marie og Jens

sig for at bygge et drivhus, men i tilknytning til huset, så det også blev en havestue.

Parret gik i gang med at undersøge markedet, og på Fyn hos firmaet Drivadan,

der bygger professionelle drivhuse til erhversgartnerier, fandt de et brugbart

system. Jens tegnede bygningen, der på grund af de professionelle driv husprofiler

fik et meget gedigent udtryk.

Drivhuset fik en høj muret sokkel og blev forbundet til boligen med en lille

mellemgang af glas. Ellers ligger det helt frit. En vældig fin løsning, hvor nyt møder

gammelt.

“Drivhuset, som en nær ven har døbt ‘Himmelrummet’, er nok det bedste, vi

nogensinde har investeret i, og vi kan slet ikke forstå, at vi har kunnet undvære

det, for vi bruger det bare så meget,” siger Else-Marie, mens hun over en kop kaffe

fortæller mig sin havehistorie.

Læs mere på www.drivadan.dk.

110


Fra drivhuset er der både udgang til haven

og til gården bagved. Ud over at være et

pragtfuld opholdsrum har drivhuset også

fået karakter af en stor og rummelig forgang.

111


Det gamle træ

Det gamle træ, o, lad det stå,

indtil det dør af ælde.

Så mange ting det husker på,

hvad kan det ikke melde.

Vi det så fuldt med blomster så,

de friske grene hælde.

Det gamle træ, o, lad det stå,

det må I ikke fælde!

Nu vil jeg da på vandring gå,

men det kan jeg fornemme,

man rejser ud for hjem at nå,

thi bedst er det dog hjemme.

Når træet her har blomster på,

det vil min hjemkomst melde.

Det gamle træ, o, lad det stå,

det må I ikke fælde!

H.C. Andersen

Smukkere kan det ikke siges. Men det er klart, at træer, der bliver for store, på

et tidspunkt skal fældes. Derom ingen tvivl. Men før man går i gang med saven,

skal man altså tænke sig gevaldigt om. Et bare middelstort træ er ofte femogtyve

til tredive år om at vokse op, og træer i haven er i høj grad det, der er med til at

skabe miljø. Tænk blot på, hvor trist der ser ud i et helt nyt parcel huskvarter.

Dette statelige gamle platantræ – formentlig

landets tredjestør ste – står i Vejlø Præstegårdshave,

se bind I side 52.

112


113


Anne Strangholt

Det var godt, at det gamle æbletræ fik lov

til at blive stående. Anne holdt på sit, og

tømreren blev nødt til at bøje sig.

Annes æbletræ

Denne historie handler om Anne Strangholt fra Randers. Anne og hendes mand,

Uffe, købte deres hus i 1974. Et gedigent gammelt hus med en fin, tilgroet have og

flere frugttræer.

På et tidspunkt fik Anne og Uffe lyst til at få en terrasse ud til haven. En hævet

terrasse, fordi huset har høj kælder. En tømrer blev hidkaldt, og jo, den terrasse

kunne han fint lave, men først skulle et æbletræ, der stod ‘i vejen’, lige fældes.

114


“Nej, det skal ikke fældes. Det træ er jeg så glad for,” sagde Anne. “Du kan da

bare bygge terrassen udenom.”

Den idé var tømreren ikke rigtigt med på, fordi det ville komme til at se tosset

ud, sagde han. Men Anne stod fast på sit.

I stedet for en parasol

Træet blev stående. Et bord blev bygget rundt om stammen, og tømreren måtte

efterfølgende indrømme, at det slet ikke var så tosset endda.

Det fine ved træet er, at der aldrig er brug for en parasol. Træets grene filtrerer

solens stråler og giver det herligste ‘flimmerlys’. Desuden kan man nyde træets

forskellige udviklingstrin helt tæt på. Helt fantastisk er det, når blom sterne

springer ud midt i maj, og sommeren igennem er det hyggeligt at se æblerne udvikle

sig. Eneste ulempe er, at man risikerer at få dem i hovedet sidst på sommeren.

Men det må man leve med.

Hvis nogen har lyst til at gøre Anne ideen efter, behøver det jo ikke at være

i forbindelse med en hævet terrasse. Et bord kan jo slet og ret bygges omkring et

træ nede ved jorden. Også her opnår man jo fordelen med en ‘levende’ parasol.

Konstruktionen er forholdsvis enkel og let.

Det største arbejde var egentlig ikke terrassen,

men mere etableringen af døren i

huset.

115


Landbohaven

På landet var det at ordne have og interessere

sig for den en del af kulturen. Ikke

noget man satte spørgsmålstegn ved. Først

og fremmest gjaldt det køkkenhaven, men

der skulle jo også være noget til vaserne.

Min fars familie er fra landet, og jeg husker med stor glæde tilbage på sommerferierne

hos mine bedsteforældre i det vestjyske. Jeg vil ikke kalde min bedstemor

for egentlig haveinteresseret; prydhaven bestod mest af store træer og nogle kæmpe

eksemplarer af hostaer. Køkkenhaven derimod gik hun op i, og der manglede

ikke noget – hverken bær eller grøntsager.

Når jeg kom over fra København, var der mange invitationer især fra mine

bedsteforældres søskende, og jeg husker det, som om vi var på visit hver aften.

Når man besøgte hinanden dengang, var en fast del af ‘programmet’, at man

skulle se haverne – se, hvordan køkkenurterne stod, og hvor fint roserne, dahlierne

(eller georginerne, som man kaldte dem dengang) og stauderne tog sig ud.

Som barn syntes jeg, at det var helt fortryllende.

Dengang var det den blomstrende frodighed, det gjaldt. Når planterne blev

beundret, var det én for én. I dag ser vi mere på helheden. Det er ikke nok, at

planterne hver for sig er smukke. De skal spille sammen og udgøre ét stort hele.

Stauder var sjældent noget, man købte. Hvis én udtrykte en særlig begejstring

for en plante, hentede værtinden gerne en spade og skar et stykke af. Latinske

navne gik man ikke op i, og ofte vidste man heller ikke, hvad planten hed

på dansk. I stedet blev den måske kaldt for ‘Faster Anna’ eller ‘Moster Ruth’ efter

den glade giver. Mon ikke mange af os stadig har planter fra en kær gammel

slægtning, nabo eller ven. Ét er sikkert: Når den viser sig, sender vi altid giveren

en kærlig tanke. Sådan har jeg det i hvert tilfælde. Det er utroligt, så langt ens hukommelse

rækker, når det gælder ting, der har en historie.

116


Dahlier er en rigtig ‘bondehave’-blomst,

som igen er kommet til ære og værdighed,

også i byerne. Tænk en gang, at en

tør knold kan blive til en hel busk. Det er

næsten ikke til at fatte. Og man kan bare

plukke og plukke.

117


De fleste steder på landet havde man jord

nok, og hvis man syntes, at haven blev for

lille, inddrog man bare et stykke af marken.

Plads til udfoldelse

Det herlige ved landbohaverne var, at her var der virkelig plads til udfoldelse. En

stor plæne, gerne med flagstang, frugttræer og så de flotte bede med blomster til

afskæring. I byerne var det begrænset, hvor meget jord man havde til rådighed,

men ude i det åbne land kunne man jo blot inddrage et stykke af marken, hvis

haven blev for lille. En landbohave var alt andet end intim, og det var netop det,

der gjorde den ekstra spændende. Især for legende og boldspillende børn!

Et landbrug uden køkkenhave var utænkeligt. Kartofler, gulerødder, salat,

ærter, rødbeder og kål foruden en mængde bær. Man dyrkede faktisk det meste.

Der blev kogt og syltet af de friskeste råvarer. Det var der ikke særlig prestige i

dengang. Man gjorde det bare!

Det samme gjaldt haven. Den blev passet og plejet som en naturlig del af

hverdagen. Måske spøgte nogen med, at de gerne ville have dele af den asfalteret.

Men det var vist kun ment i sjov. At det så i vore dage er gået hen og blevet ramme

alvor – tænk på haver med fiberdug og knust granit eller på indkørsler med

plads til tre biler – det havde ingen vist forestillet sig. Men det var selvfølgelig

også dengang, vi ikke havde så travlt!

118


Der var så dejligt ude på landet

I dag er de små landbrug en saga blot mange steder. Kald mig blot nostalgiker,

men jeg synes charmen er forsvundet. Tiden kræver, at landbrugene i dag er store

fabrikker, og det kan vi ikke laste landmændene for. Så længe vi som forbrugere

kun kigger på prisen og vil have det billigste, får vi kun et industriprodukt.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at man støtter de mange gårdbutikker, der

efterhånden findes rundtom. Se for eksempel www.gårdbutikker.com, www.

gårdbutikker.dk eller land www.landkoeb.dk.

De imponerende tulipaner kommer igen år

efter år. De passer bedst i en landbohave

under naturlige forhold, fordi de er så store.

I en almindelig parcelhushave kan de godt

virke lidt for pågående.

119


Høns i haven giver en hel særlig stemning.

Som jeg husker den

I mine bestræbelser på at gøre denne bog så bred og mangfoldig som muligt satte

jeg mig for at finde en rigtig gammel landbohave med både blomster- og køkkenhave.

Og det lykkedes! Hos Lonny Hoffmann i Råby ved Store Heddinge.

Det var blandt andet drømmen om det gode liv på landet, der i 1974 fik familien

til at rykke teltpælene op og flytte fra Hvidovre til Stevns.

“Tænk dig,” siger Lonny, “min søn var så meget bymenneske, at han var bange

for at gå på en mørk landevej. Det måtte der gøres noget ved, så vi købte et lille

bondehus på landet, i første omgang som fritidshus. Senere flyttede vi permanent

til Stevns – og da vores søn flyttede hjemmefra, byttede vi det lille bondehus

ud med en firlænget gård”.

Have havde Lonny aldrig beskæftiget sig med, men snart var familien næsten

selvforsynende. Dyr kom der heller ikke til at mangle. Kalkuner, høns, hængebugsvin

og tyrekalven Rasmus. “Men da tiden kom, kunne jeg ikke få over mit

‘byhjerte’ at sende Rasmus direkte til slagtehuset”, sukker Lonny. Han kom derfor

på sommerferie på Saltholm, der ligger 5 kilometer øst for Amager og blot cirka

12 kilometer fra Rådhuspladsen. Rasmus blev hentet af en særlig bil, der samlede

kreaturer op og kørte dem til færgen, som fragtede dyrene det sidste stykke.

120


Siden middelalderen har man haft dyr på sommergræsning på Saltholm.

Tidligere kom de omkring 700 kreaturer fra Amager, men efterhånden som græssende

kreaturer blev sjældnere og sjældnere, måtte man køre helt til Jylland for at

finde dyr nok. Og tyrekalven Rasmus? Ja, han endte – efter en dejlig sommer – til

sidst på slagteriet og blev til saftige bøffer.

Lonny Hoffmanns høns er af racen gul

Orpington.

Kun hønsene er tilbage

I dag er kun hønsene tilbage på gården på Stevns. De giver til gengæld stedet den

herlige stemning af landbohave, jeg havde søgt efter. Racen, der hedder gul Orpington,

stammer fra England. Hønsene er store og meget populære, fordi racen

er rolig og nemt bliver håndtam. Derfor er de rigtig gode i haven og fine som ‘begynder’-høns.

I dag er køkkenhaven indskrænket. “Et par rækker kartofler, gulerødder, løg

og lidt krydderurter er, hvad det bliver til. I resten af den jord, der er tilbage, dyrker

jeg blandt andet dahlier,” fortæller Lonny. “Selv om jeg har forenklet haven,

er det stadig en fryd at se resultatet af dagens slid, når jeg går min daglige aftentur

rundt i haven.”

121


Langt fra alfarvej

Ren idyl! Man fornemmer næsten syrenernes

duft.

Det var Stella Jensen (se side 54), som jeg bor hos, når jeg er på Bornholm, der

ledte mig på sporet af dette helt fantastiske sted. Et lille fiskerleje med omkring

femten bevaringsværdige huse og husmands steder ved den bornholmske kyst.

En uberørt idyl ved en klippekyst langt fra alfarvej. De små beskedne huse ligger

uden egentlig orden. Eneste gennem gående træk er, at de orienterer sig langs kysten.

De første huse blev bygget i 1700-tallet, og i 1814 blev lokalite ten beskrevet

som et sted med syv huse på bondejord. Gennem tiderne er den lille enklave blevet

beboet af fiskere, daglejere og småhåndværkere, som for eksempel snedkere og

træskoma gere.

Omkring 1920 blev de første huse solgt som sommerboliger, og i dag er de

fleste sommerhuse.

122


123


Erichsens Gård ligger midt i Rønne, i Laksegade

nr. 7. Hvis der ikke skulle vokse stokroser

sådan et sted, hvor så?

124


De gamle haver

Jeg var så heldig at få kontakt med ejerne af et af husene, nemlig museumsleder

Ann Vibeke Knudsen og arkitekt Niels-Holger Larsen.

Det er Ann Vibeke, der står for haven, og som museumsleder har hun også

ansvaret for museumshaverne ved Erichsens Gård og Landbrugsmuseet Melstedgård

i Melsted ved Gudhjem.

Hvis man prøver at så stokroser, kan man

aldrig vide, hvilken farve de får. Det betyder

nu heller ikke så meget, for de er alle kønne

og passer sammen.

Erichsens Gård er et gammelt Rønne-hus, der ligger i Laksegade 7 midt i Rønne.

Museet viser et karakteristisk borgerligt miljø fra midten af 1800-årene, og haven

er et fint eksempel på en provinshave fra samme tid.

Haven ved Melstedgård ser ud som en have på landet gjorde det omkring år

1900. Her kan man blandt andet se mange gamle frugttræer, deriblandt en del

bornholmske sorter.

I gammel tid på landet havde man hverken overskud til eller tradition for at

dyrke prydhave, fortæller Ann Vibeke. Det begyndte først i 1860’erne. Man havde

nogle gamle, krogede frugttræer og en indhegnet ‘kålhave’ til dyrkning af de

mest nødvendige grøntsager. Tæt på stuehuset dyrkede man måske nogle enkelte

blomster.

Haverne i de bornholmske byer er derimod blevet omtalt gennem tiderne

af forskellige forfattere som noget helt særligt. Mellem de lave huse, gærder og

hegn, klippepartier og forskudte niveauer lå de fineste haver med planter, som

normalt ikke kan gro på vore breddegrader. De små muromkransede jordstykker

var nemlig begunstiget af et særligt mildt klima, fordi de lå så beskyttede. Planterne,

som voksede der, havde sømændene bragt til øen fra fjernere himmelstrøg.

Alt dette og meget mere fortæller Ann Vibeke Knudsen om i sin lille, fine

bog Om havekultur på Bornholm, udgivet af Bornholms museum i 1991.

125


Niels-Holger Larsen og Ann Vibeke Knudsen

Huset

Ann Vibeke og Niels-Holger købte deres hus i 1987, og siden er det blevet passet

og plejet med stor veneration over for de værdier, sådan en bygning indeholder.

For mens Ann Vibeke tager sig af haven, er det naturligt, at Niels-Holger koncentrerer

sig om huset. Han er nemlig bevaringsarkitekt og siger: “Interessen opstår

især, når man kender til historien om sit eget og andres huse. Huset bliver sat i

perspektiv både i ‘tid og rum’. Det vil sige, at det får en betydning i forhold til

omgivelserne og som en del af histori en.”

Desuden fortæller Niels-Holger, at han arbejder ud fra følgende principper:

Bevar god bygningskultur. Brug traditionelle materialer som for eksempel kalk,

linoliemaling og trætjære. Brug godt træ og brug det rigtigt. Brug miljøvenlige

materialer. Gør mindst muligt – og skånsomt. Reparer frem for at udskifte. Hav

respekt for godt håndværk.

Kloge ord, som man bør skrive sig bag øret.

‘Fattigdom bevarer’ siger man indenfor

museumskredse. Og det er virkelig tilfældet

her, hvor beboerne tidligere kun lige havde

til dagen og vejen. Heldigvis har de senere

ejere repareret fremfor at modernisere.

126


127


Et stengærde som dette skal passes og

holdes ved lige. Efter alt at dømme har det

været her i mere end et par hundrede år,

og hvis man passer på det, kan det ligge til

evig tid.

Haven

Da jeg spørger Ann Vibeke, hvordan der mon har set ud i det lille fiskerleje for

et par hundrede år siden, giver hun et meget interessant og malende billede. Hun

siger, at jeg skal forestille mig en afrikansk landsby af i dag. Omtrent sådan var

omgivelser ne. Folk havde lidt svin, høns og gæs, og man dyrkede måske ærter og

kål, fordi det var noget af det eneste, der kunne gro på stedet.

Først omkring 1850 fik man kartofler og begyndte at plante frugttræer, fordi

Landhusholdningsselskabet ydede tilskud, så træerne kunne sælges billigt. Dette

gjorde man for at få folk til at spise mere frugt og derved forbedre sundhedstilstanden.

Desuden var det også på det tidspunkt, man så småt begyndte på at

plante bærbuske. Langsomt derefter fulgte blomstrende buske, som for eksempel

roser, og man begyndte også at plante stauder.

Egentlige prydhaver på stedet kom der nok først for små hundrede år siden,

hvor de første huse blev solgt som sommerboli ger. Det var også på det tidspunkt,

man begyndte at plante buksbomhække ved husene.

128


129


Husets tidligere ejere, ‘sommerbornholmere’, brugte utrolig megen tid på haven,

og Klint, som ejeren hed, tog planter med til øen fra køben havnske planteskoler.

Meget af det var stedsegrønt, og hvert forår blev der plantet to-tre nye træer, så

det endte med at blive ret tæt og helt skovagtigt, som Ann Vibeke udtrykker det.

Da Klint til sidst ikke mere kunne magte hus og have, blev han nødt til at sælge.

Men det var ikke hvem som helst, der kunne få lov til at købe. Dels skulle køberne

være fra øen og dels – hvad der var det allervigtigste – skulle de passe godt på

haven og huset.

Ann Vibeke og Niels-Holger har holdt deres løfte, men da Klint var væk, begyndte

de langsomt at fælde de stedse grønne træer og plante frugttræer og sent-

Allerede på afstand kan man over den

gamle låge se, at her er en hyggelig have.

Klokkeblomster, pæoner og prikbladet fredløs

er alle gamle bondehaveplanter. Den

gule fredløs skal man holde lidt i ave, hvis

man ikke vil have den over det hele.

130


lomstrende stauder. De planter, der blomstrede i den oprindelige have, havde

deres højdepunkt i højsommeren, for det var kun på det tidspunkt, den blev benyttet.

Der var altså slet ikke noget at glæde sig over i august og septem ber, men

det blev der rådet bod på.

I dag ser haven ud, som man kan forestille sig en gammel prydhave. Naturen

får lov at spille med, og rundtomkring står der planter, som har været på stedet i

rigtig mange år. Blandt andet de smukke og statelige fingerbøl, Digitalis, hvis frø

Ann Vibeke går og drysser rundtomkring, så de dukker op på steder, hvor man

mindst venter det.

Fingerbøl, Digitalis, dukker op rundtomkring

i haven, og man undres tit over, hvor

lidt jord et frø skal have for at spire. Nogle

gange blot en smal fuge mellem et par

fliser eller sten.

131


En figentræ fra solskinsøen er en hyggelig

souvenir.

Bornholmske figner

Overalt på Bornholm ser man figentræer, og der har da også været tradition for at

dyrke figner på Bornholm, længe før man begyndte på det i resten af landet. Det

skyldes først og fremmest, at der generelt er for koldt til figendyrkning på vore

breddegrader, men på Bornholm lykkes det – især i de lune, muromkransede haver

i byerne. Men også ude ved kysten, som her i Ann Vibekes have, gror der figner.

I knap så milde egne anbefales det at plante figen, for eksempel espalieret, op

ad en varm sydmur eller et andet beskyttet sted. Bliver vinteren hård, er det yderligere

en fordel at dække med halmmåtter eller lignende.

Rundtom på Bornholm kan man købe aflæggere, ikke blot på planteskoler,

men også ude ved vejen i de små boder, som også sælger frugt og grønt. Om der

er tale om en speciel bornholmsk sort, skal jeg ikke gøre mig klog på, men den

har jo vist, hvad den kan dér og er givetvis mere hårdfør end de træer, der importeres

fra Sydeuropa. Også i planteskoler og havecentre i resten af landet sælges

træer under betegnelsen ‘Bornholmsk figen’.

Figentræer, der trives, kan vokse sig så store og buskede, at beskæring og udtynding

af grene er nødvendig. Især, hvis man ønsker mange modne frugter. I

modsat fald er det kun frugterne yderst på grenene, der får sol nok til at modne.

På www.havenyt.dk – hjemmesiden for Landsforeningen Praktisk Økologi

– er der en fin artikel med overskriften ‘Beskæring af figen’. Her er emnet udførligt

beskrevet af ildsjælen og redaktøren Karna Maj. Det er hendes store fortjeneste,

at denne hjemmeside er så god og anvendelig. Det er utroligt, så megen viden

man kan få der – også om figner!

På et mellemstort træ kommer der adskillige

frugter. De modne frugter kan holde

sig en god uges tid efter plukning, men så

skal de også spises.

134


Det er interessant at iagttage, hvordan

fignerne i løbet af sommeren begynder

at svulme op og antage en brunlig farve.

Frugterne er vældig dekorative, og det

samme gælder de store lappede blade.

135


136


En lise for sjælen

Det var en lise for sjælen at besøge dette helt særlige sted, hvor der i den grad passes

på både huse og haver. Nærmest som at gå rundt i en tidslomme. Meget langt

fra den afrikanske landsby, som Ann Vibeke talte om. Men sjovt er det at forestille

sig, hvordan det hele så ud for to hundrede år siden. Stengærderne, som holdt

dyrene inde, er der endnu, og Niels-Holger mener, at de givetvis ligger på samme

sted, som da de blev bygget i 1700-tallet. Det sætter tiden i perspektiv.

Den opmærksomme læser har sikkert bemærket, at jeg ikke har skrevet stedets

navn. Det var en stiltiende aftale mellem forfatteren og beboerne, der gerne

vil bevare miljøet i fred og ro.

Som det måske vil fremgå af billederne, har

jeg besøgt det gamle fiskerleje flere gange

i løbet af en sæson for at tage billeder. Og

hver gang er jeg blevet betaget af den fantastiske

stemning.

137


Malerens have

Nina Ferlov

Gennem mit arbejde som forlægger kommer jeg i kontakt med mange spændende

mennesker, og det var også ad den vej, jeg mødte kunstneren Nina Ferlov. Jeg

er en meget stor beundrer af hendes akvareller og havde fået den tanke at bringe

hende og Søren Ryge Petersen sammen … Vi fandt hurtigt ud af, at der var basis

for et samarbejde.

Nina Ferlov er uddannet tekstilkunstner med stoftryk som speciale. Hendes

kompositioner, mønstre og malerier er som regel naturinspirerede. En fjer,

lidt mos eller en blomst, der måske dissekeres, omsættes til et studie ved hjælp af

akvarelfarve og papir. Efterfølgende kan en plantes struktur og mange små bestanddele

udmøntes i motiver på stoftrykklodser. Og med dem kan der skabes en

rigdom af mønstre, opstået ved rytmiske gentagelser.

I 1991 indledte Nina Ferlov et samarbejde med Georg Jensen Damask og

tegnede en række mønstre, der netop bygger på plantestudier. Valmue, Tulipan,

Græs, Egeblade, Bregner og Skovbund er blot nogle af dem, der er udgået fra hendes

lille hyggelige værksted.

“Når jeg sidder ved mit arbejdsbord, kan jeg kigge ud i haven. Og selv om

det navnlig er ude i den vilde natur, jeg finder mine motiver, kunne jeg simpelthen

ikke undvære haven. Flere gange om dagen går jeg en lille tur derude. Jeg

opdager hele tiden noget nyt, selv om den ikke er mere end godt og vel hundrede

kvadrat meter. Imens går jeg og piller og nusser lidt,” fortæller Nina.

I Året har 12 måneder har Nina illustreret og

Søren Ryge Petersen skrevet. Bogen Mad

og mønstre har Nina både skrevet og illustreret,

og hun er for tiden i gang med en

kalenderbog.

Næste side: Det gamle das giver en helt

særlig stemning i gården.

138


139


Næste side: Den store oliven, der hvert år

skyder flittigt, tager ikke skade af den fynske

vinter. Det skyldes selvfølgelig, at den

er plantet i den lune og vindafskærmede

gård.

Gårdhaven

Huset, der er fra omkring 1850, ligger midt i byen, og det er nok de færreste, der

forestiller sig, at der er en have inde bagved.

Går man gennem huset, kommer man først ud i en lille gård – en gårdhave.

Mellem fliserne og den øvrige belægning er der mange planter, både selvsåede

og kultiverede. Det gamle das står der endnu, og som en flot kontrast til de gule

vægge er døren malet koboltblå.

På den modsatte side er et smalt halvtag i hele gårdens længde. En vældig

praktisk foranstaltning for brænde, vasketøj og mennesker, hvis det pludselig begynder

at regne.

En blå drue smyger sig hen over køkkenvinduet, og nedenfor er der et lille

bed med krydderurter. Minsandten om der ikke også vokser en oliven. Den har

stået der i snart femten år og klarer sig fint i det lune gårdmiljø. Druerne og den

frodige oliven i samspil med murens smukke gyldenorange farve gør, at man føler

sig hensat til syden.

Under halvtaget, der løber i hele gårdens

længde, opbevares lidt af hvert. Det er også

et praktisk sted at tørre tøj.

Nina og i særlig grad hendes mand, Peter, har utrætteligt arbejdet for den gamle

bydels bevarelse, og hun er kommet med forslag til farvesætning af facaderne. Til

muren i gården har hun valgt jern vitriolkalk, som hun er meget begejstret for.

140


141


144


Jernvitriolkalk

Ninas begejstring for jernvitriolkalken skyldes, at den hele tiden ændrer sig, både i

takt med tiden og ved fugtpåvirkninger. Når kalken får fugt, bliver den mørkere og

flammer nærmest på væggen. Nogle steder kan den også danne mørke, varmbrune

skjolder, som ikke lysner, selv om murfladen tørrer op. Jernvitriol giver altså en

smuk og livfuld kalkfarve, men den kan også være temperamentsfuld og utilregnelig

at have med at gøre. Det er disse udfordringer, som tiltaler Nina.

I tidligere tider var jernvitriol almindeligt brugt til kalkning, men i dag er midlet

bedst kendt til forebyggelse af mos i græsplænen. Det er værd at bemærke, at der

findes to typer jernvitriol: én i pulverform og én som krystaller. Det er kun sidstnævnte,

altså jernvitriolkrystallerne, der kan bruges her.

Forrige side: Jernvitriolkalken giver et

spændende og changeren de udtryk. I fugtigt

vejr spiller farven endnu mere end på

billedet.

Blandingen

Jernvitriolkalken blandes af kalkmælk og jernvitriolblanding, se nedenfor.

Kalkmælk

Én del kalkdej (kulekalk eller stampet kalk) røres grundigt ud i fem dele postevand.

Jernvitriolblanding

Én del jernvitriolkrystaller røres grundigt ud i fem dele cirka tres grader varmt

postevand.

Derefter blandes fire dele kalkmælk med én del jernvitriolblanding. Når de to blandinger

røres sammen, bliver kalken let grynet og stærkt grønstribet. Men efter grundig

omrøring skifter farven til jævn lysegrøn. Når farven tørrer på væggen, bliver

den gul.

Før der males med jernvitriolkalken, skal væggen stryges med hvidtekalk. Når den

er helt tør, gøres væggen våd, så der kan arbejdes vådt i vådt. Brug en hvidtekost.

Kilde: www.gamle-huse.dk

145


146


Ninas verden

“Ro og fred og enkelhed betyder enormt meget for mig. Det er mit fundament.

Jeg har det ikke godt, hvis noget er grimt. At en ting er slidt, er kun en kvalitet,

for så kan man se, at den har været brugt,” siger Nina.

Ro og fred er der også i Ninas have. Her hersker en helt egen stemning, og

planterne er der på deres præmisser. Hvis de kan lide at være der, får de lov at

dukke op i fuger og sprækker. Planter, der ikke vil etablere sig ordentligt, får kun

chancen én gang. “Der er da ikke noget ved at dyrke noget, som ikke bryder sig

om forholdene. Så er det da meget bedre, at de bor et andet sted,” siger Nina.

Et fællestræk ved de planter, Nina holder af, er, at de hører til i den vilde ende

af skalaen. De vilde forglemmigej, klokkeblomster, valmuer, kongelys, springbalsamin,

fingerbøl og krydderurter for blot at nævne nogle. Sammen udgør de en

fin symbiose mellem de stier, Nina har lagt af forhåndenværende materialer. Det

kan godt ske, at det ser tilfældigt ud. Men vær vis på: Det er det ikke!

I Ninas have dukker planterne op hist og

her. På denne årstid er det blandt andet sibiriske

iris, akelejer og vibeæg, der er nogle

af højdepunkterne.

147


Høstanemonerne blomstrer en god måneds

tid sidst på sommeren. De er så skønne, at de

burde stå i enhver have.

Høstanemoner

Da jeg spørger Nina, om hun kan nævne mig nogle yndlingsblomster, tøver hun

noget. For der er jo så mange, og det svinger i høj grad efter årstiden. Men én af

dem, siger hun, er høstanemone, Anemone japonica, som hvert år blomstrer i gården

fra først i august til et pænt stykke hen på efteråret. “Den er uundværlig,” siger

Nina.

Når først høstanemone får fat, dukker den troligt op hvert år. Den er tilmed

meget robust og breder sig pænt, men det kan være lidt svært at få den i gang.

Normalt siger man, at det bedste plantetidspunkt for stauder er efteråret,

men høstanemone er en undtagelse. Den skal nemlig helst plantes om foråret. Ellers

får den ikke fat i jorden, og det resulterer ofte i, at den dør. Men altså – når

den først kommer i gang, er den næsten ikke til at slå ihjel.

Høstanemone fås både i lyserød og hvid, og de mest almindelige sorter er

‘Königin Charlotte’ (lyserød) og ‘Honorine Jobert’ (hvid). De er begge smukke

og trives både i sol og halvskygge. For eksempel er den hvide, der springer lidt senere

ud end den lyserøde, god til at lyse op på et halvskygget sted i haven.

148


149


Den helsende have

De senere år er der kommet meget fokus på, i hvor høj grad haven og naturen

indvirker på vore sind, og hvordan den kan virke direkte helbredende. Selv var

jeg for nogle år siden helt nede at vende rent psykisk, og det ville selvfølgelig være

en rigtig god historie at fortælle, at det alene var haven, der fik mig tilbage på

sporet. Det var det langtfra, men jeg er sikker på, at haven var en medvirkende

faktor.

Mine lykkeligste stunder har jeg, når jeg ser det hele spire og gro, og jeg bliver

så utrolig ydmyg over at være en lille del af dette fantastiske sceneri. Tænk, at

man kan opnå al denne skønhed ved at så et frø eller plante et træ.

Lyset, duften af jord, fuglesangen, rislende vand, planterne, blomsterne og

træerne er med til at opbygge psyken, og at grønne miljøer er gode for mennesker,

har man altid vidst. Det var da også derfor, hospitaler og sanatorier indtil

omkring 1930 blev bygget, hvor man kunne få glæde af naturens gode virkning.

Senere har psykofarmaka, antibiotika og vacciner fået en langt større betydning

og til en vis grad tilsidesat naturen.

Næste side: I Ann Perssons have er der

mange små rum, siddepladser og gange,

som man ikke ved, hvor fører hen. Farveholdningen

i denne del af haven er overvejende

grøn, for i den helsende have skal

stærke kulører helst undgås.

Sverige fører an

Sverige er et af de lande, der er længst fremme, hvad forskning i haveterapi angår.

Således anlagde Sveriges Land bruksuniversi tet i Alnarp uden for Malmø i

2003 Rehabiliteringsträd gården eller Terapihaven, som den kaldes på dansk. Stedet

er verdens første viden skabeligt funderede terapihave ledet af professor Patrik

Grahn, der er landskabs arkitekt og biolog med doktorgrad. Her behandler man

mennesker med forskellige former for udbrændthed – det, svenskerne kalder

for utmattnings-depression. I haven er der mulighed for bare at slappe af, dyrke

grøntsa ger, luge, beskære buske eller arbejde i væksthu set. Og det virker. Deltagerne

får også en rehabilitering af høj kvalitet af det kompetente personale, som

er specialuddannet til at tage sig af denne type patienter. Efter at deltagerne har

haft deres daglige gang på stedet i tolv uger, vender næsten firs procent tilbage til

deres job eller uddannelse. Det er mere end dobbelt så mange som dem, der behandles

med samtale terapi og medicin.

150


151


Stole rundt om i haven gør, at man i den

grad føler sig hjemme og velkommen. Hvis

stolen ikke havde stået her, ville oplevelsen

slet ikke have været den samme.

152


Haven

Den tyve tusind kvadratmeter store Rehabiliteringsträd gård er anlagt og skabt

ud fra mange års studier af, hvad det er, hjernen har brug for. Her er det afgørende

med forskellige stimuli, og derfor er der da også mange små haver i haven.

Hvor man befinder sig bedst, og hvad der hjælper én, afhænger af, hvor man er

i behandlingsfor løbet. Afveksling og kontrast er to vigtige kodeord. Der skal være

et skifte mellem aktivitet og hvile, og derfor findes der rum til aktivitet og rum

til hvile og oplevelser. Nogle rum er små, så man kan være alene, mens andre er

større og indbyder til samvær. Der er steder med lange kig og andre, der er lukket

af hække. Endelig er der arealer med vild natur, rod og ukrudt, mens der også er

en meget ordentlig køkkenhave med planter på snorlige rækker og ingen uønskede

vækster. Alt er bygget af genbrugs materialer, for ideen er, at hverken bygningen

eller haven skal være perfekt. Deltagerne skal have følelsen af, at det er afslappende

at være i både huset og haven.

Hvor deltagerne befinder sig bedst, kan svinge under hele forløbet, men også

fra dag til dag. I begyndelsen har han eller hun måske behov for at gå rundt, suge

til sig og slappe af i den vilde have. Senere er det måske lysten til at luge og gøre

pænt, der bevirker, at man går over i køkkenhaven med rækkerne.

Ann Persson

Grøn Livskraft

Da jeg begyndte at dykke ned i dette spændende emne, kom jeg i kontakt med

Ann Persson, der driver virksomheden Grön Livskraft fra Kronotorp Gård i

Glemmingebro i Skåne.

Ann, der er uddannet fysioterapeut, tog i 2007 en magistereksamen i Natur,

Hälse og Trädgård på Sveriges Landbruksuni versi tet i Alnarp og desuden et introduktionskursus

i Trädgård sterapi samme sted.

I dag virker Ann som konsulent og holder foredrag og uddannelseskurser for

firmaer og kommuner om det grønne miljøs positive ind virkning på vores psyke.

Et af de områder, Ann har beskæftiget sig meget med, er udvikling af udemiljøer

ved plejehjem og ældreboliger. Hun fortæller, at ældre bliver gladere og

mere aktive, sover bedre og får skærpet koncentration, hvis de har et grønt udemiljø,

der kan byde på varierende oplevelser.

Demente kan også have stor glæde af haven, især hvis den tilrettelægges med

omtanke. Det vil sige, at den på en eller anden måde vækker minder, som pludselig

dukker frem fra glemslen. Dette kan i høj grad være planter – for eksempel

suppeurter, gamle roser, bærbuske og frugttræer. Et havemiljø giver ro og fredfuldhed,

men også mulighed for aktivitet.

Det er vigtigt, at alle sanser akti veres, og det gælder ikke kun for ældrehaver,

men for terapihaver i det hele taget. Der skal både ses, smages, lugtes, høres og føles.

Sidstnævnte kan for eksempel stimuleres ved at have et par katte eller andre dyr.

153


Vand er noget af det mest basale; det taler

virkelig til vore urinstinkter. En stille rislen

virker yderst beroligen de.

“Alle sanser skal ‘fodres’ med gode indtryk. De gør, at vi åbner os for omverdenen

og for hinanden,” forklarer Ann.

En anden vigtig del er pasningen af haven. At klippe roser, plukke bær eller

luge kan også vække gode minder, give motion og desuden styrke motorikken.

Havearbejde er godt og giver en god træning.

Urhjernen

Når vi vender os mod naturen for at koble af, skyldes det den menneskelige urhjerne.

I et grønt miljø får hjernen signal om, at der er ‘fred og ingen fare’. Pulsen

kommer ned, blodtrykket falder, musklerne slapper af, og stresshormonerne bliver

færre. Alle sanser skærpes. Det er som at være i et refugium.

Noget af det, der virkelig taler til vores urinstinkter, er vand. Vandet er en

kilde til liv og en forudsætning for vores overlevelse. Lyden af rislende vand, vand,

man kan røre ved, eller udsigten til vand – det stimulerer vort sind og mindsker

stress. Hjernen er genetisk ‘kodet’ til at søge mod vand. Derfor er det vigtigt med

vand.

154


Forskellige opmærksomheder

Forskere har fundet frem til, at vores hjerne har to slags opmærksomhed: den

spontane og den målrettede. Førstnævnte kan for eksempel være på en fugl, der

pusler i et bed, en plante med en fin duft eller solens varmende stråler. Kendetegnende

for den spontane opmærksomhed er, at den ikke kræver store anstrengelser.

Derimod kræver den målrettede op mærksomhed meget af os, fordi den

kræver koncentration i forbindelse med en opgave, for eksempel på en travl arbejdsplads.

Her må vi sortere, prioritere og bearbejde al indkommende information.

Derfor bruger hjernen mange kræfter på at frasortere larm for at opnå koncentration.

I kortere perioder går det an, men så skal hjernen også hvile. Hvis den

målrettede opmærksomhed står på for længe, bliver vi trætte og må ‘lades op’

rent mentalt. Derfor er det uhyre vigtigt med den spontane opmærksom hed som

et modspil til den målrettede. Dette sker bedst i naturen eller i haven, hvor vi virkelig

stimuleres af duftene, farverne og lydene. Samtidig slipper vi for at bearbejde

al den indkommende information.

Rosa er sammen med blå og grå en af de

farver, der fint kan indpasses i terapihaven.

Se for eksempel denne rose, ‘Herita ge’;

det gør godt at betragte en skønhed som

denne .

155


Vågen hvile

Ann spørger, om jeg kender begrebet flow? Det gør jeg ikke, så hun forklarer mig,

at det kan sammenlignes med at hvile i vågen tilstand eller simpelthen at glemme

tid og sted.

“Hvis du kigger på uret og tænker: ‘Nej, er klokken virkelig blevet så mange,’

uden at du havde den fjerneste anelse om det, så har du virkelig slappet af i et

selvforglemmende univers, og det er uhyre sundt for hjernen,” siger hun.

Flow kan karakteriseres som en positiv mental tilstand præget af fordybelse,

koncentration og engagement. Opmærksomheden fastholdes og fokuseres på en

bestemt aktivitet, som opleves meningsfuld, men også sjov, for eksempel arbejdet

i haven. Hjernen er i hvile, og det virker i høj grad opbyggende og giver fornyede

kræfter.

Sommetider har man brug for at være

alene, andre gange i mindre eller større

grupper. I terapihaven er der små og store

rum med varierende antal siddepladser.

Næste side: Denne imponerende rose, der

er plantet ved en holdbar portal af træ,

hedder ‘Aglaia’.

156


157


158


Anns have

At Ann ikke kun er teoretiker, ser man, når man besøger hendes have – Kronotorp

Trädgård. Et helt fantastisk sted med en ganske egen stemning og en velsignelse

af roser. Det er ikke en egentlig terapihave, men den er alligevel indrettet

efter mange af grundprincipperne. Sanserne får man i hvert fald stimuleret. Især

duftesansen, hvis man som jeg kommer først i juli, hvor roserne står i fuldt flor.

I haven er der forskellige rum og en mængde små stier, der leder en rundt.

Et grundprincip – såvel for terapiha ver som for haver i det hele taget – er, at man

ikke skal kunne overskue hele haven på én gang. På samme måde gælder det, at

man ikke skal kunne se, hvor stierne fører hen eller stopper. Derved ledes man

hele tiden videre. Mange steder er der sid depladser, som indbyder til, at man slår

sig ned og for en stund fordyber sig.

Flere af havens rum har en egen stille stemning, blot med blade i varierende

grønne nuancer og struk turer i samspil med hvidt. Her er der ikke mange blomster,

og stærke kulører er bevidst udeladt, fordi de er for opmærksomhedskrævende.

I terapihaven anbefaler man masser af grønt i form af blade i for skellige

størrelser. Hvidt er også fint, og skal der være farver, anbefales gråt, blåt og rosa.

Ann pointerer, at dette mest gælder for haver, der skal bruges af mennesker, som

er meget udbrændte. Efterhånden som personens tilstand forbedres, kan han eller

hun naturligvis kapere mere.

“Jeg elsker sten,” siger Ann, “fordi de tilfører mig energi.” Derfor har hun

anvendt mange sten i haven. Store sten til at reflektere over, sten i bede, sten som

udsmykning og sten til havens stier; for skellige natursten i samspil med stringente

fliser, der er lagt i forskellige mønstre og forløb. Også her er variation og modspil

af stor betydning.

Vand er der selvfølgelig også. I et hjørne af haven er der et lille bassin med

et rigt dyreliv omkring – blot en af de ting, der er med til at styrke den spontane

opmærksomhed.

Et par gange i løbet af sommeren holder hun Tyst Trädgårdsvistelse, hvor ideen

blot er at gå rundt i haven, nyde haven, slappe af og være stille.

‘Chinatown’ er et godt bud, hvis man

ønsker sig en gul slyngrose. Den går man

aldrig fejl af.

Forrige side: Som det også fremgår af

næste opslag er der rigtig mange smukke

og meget forskellige stier i Anns have. Til

denne er der brugt natursten og helt runde

‘fliser’, som Ann selv har støbt i beton.

159


‘Sourire d’Antan’

Roserne

Jeg har svært ved at forestille mig en blomst, som taler mere til sjælen end rosen,

og sådan har Ann det også. For år tilbage blev hun selv nødt til at stå af ræset.

“Jeg besluttede simpelthen at lægge mit liv om, efterud danne mig på Alnarp

og skabe en have, som jeg kunne glæde andre og ikke mindst mig selv med. Det

er den bedste beslutning i mit liv,” siger Ann med et smil. Og man forstår hende.

162


Fra venstre ses den pink ‘Elmshorn’, til højre

for midten er det ‘Gros Choux d’Hollande’

og i buen helt til højre ‘New Dawn’.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger: Vil du være lykkelig en dag, så drik dig fuld.

Vil du være lykkelig tre dage, så gift dig. Vil du være lykkelig i otte dage, så slagt

et svin og spis det. Men vil du være lykkelig altid, så bliv gartner.

På www.gronlivskraft.se kan du læse mere om Ann, Grön Livskraft, Kronotorp

Trädgård, åben have, havevandringer, kurser, stedets galleri og gårdbutik.

163


Terapihaver i Danmark

Her i landet har Skov og Landskab – et selvstændigt center for forskning, undervisning,

formidling og rådgivning vedrørende skov, landskab og planlægning ved

Københavns Universitet – med støtte fra Realdania udviklet en konceptmodel for

terapihaver. Denne model, som har fået navnet Terapihaven Nacadia, skal give

inspiration til andre terapihaver og haveterapi i Danmark.

Konceptmodellen spænder over et stort felt og er rettet mod så forskellige

personer som beslutningstagere, landskabsarkitekter, arkitekter, indretningsarkitekter,

læger, psykologer, ergoterapeuter, ildsjæle og lokale projektledere samt en

interesseret almenhed.

Planen er, at den første danske terapihave skal anlægges i den nordamerikanske

del af Arboretet i Hørsholm. Her vil en række eksisterende bygninger –

blandt andet drivhuset og gartnerbyg ningen – blive en del af haven.

En af nøglepersonerne bag projektet er lektor og landskabsarkitekt Ulrika

Stigsdotter, der forsker i grønne arealers betydning for mennesker. Desuden var

hun med til at opbygge Rehabiliteringsträd gården ved Alnarp.

Vi er altså godt på vej i Danmark, og der er stor interesse for emnet. Det bliver

spændende at følge.

Interessen ses også ved, at Signe Wenneberg har skrevet en bog, Haveterapi,

som jeg glæder mig meget til at læse. I skrivende stund er den desværre ikke udkommet,

så jeg må væbne mig med tålmodighed.

Næste side: Det Kongelige Haveselskabs

Have på Frederiksberg er en fantastisk oase

i byen, hvor jeg ofte søger hen, hvis jeg

trænger til et lille hvil, når jeg er i hovedstaden.

Der er ikke noget navn på kunstneren

bag statuen på billedet, men der er tale om

en af fjorten zinkfigurer af klassiske guder,

som blev overført til haven fra Glorup Gods

i forbindelse med havens udvidelse i 1923-

1924. Da der er frugter i kurven, kan man

gå ud fra, at det er Pomona – den romerske

gudinde for frugtavl og haver. Zinkfigurerne

stammer fra 1800-tallet, men man ved

ikke præcist, hvor gamle de er.

En grønnere by

København har en mission. En grøn mission. Den går ud på, at halvfems procent

af københavnerne i 2015 skal kunne gå til en park, en strand, et naturområde eller

et havnebad på under et kvarter.

Et af projekterne bliver at etablere fjorten såkaldte ‘Lommeparker’ – små

offentlige parker på størrelse med et par boligblokke eller en halv fodboldbane.

Parkerne anlægges på byggetom ter og irregulære arealer – på steder, hvor grønne

åndehuller er en mangelvare. Desuden er det planen, at der skal plantes omkring

tre tusind træer fordelt over hele hovedstaden.

Indtil da kan man glæde sig over de mange små oaser, der allerede findes

rundtomkring i byen. Et af de steder, jeg ofte tager hen, når jeg er i København,

er Det Kongelige Havesel skabs Have på Frederiksberg. Det er virkelig en lise at

sidde der med sin madpakke mellem alt det grønne.

164


165


En løvhave

Denne bog viser, hvor forskellige haveudtryk man kan opnå til trods for, at det

ofte er de samme planter, vi anvender. Nogle forstår dog at bruge dem mere originalt

end andre, og her må jeg sige, at keramiker Anne Rolsted er i en klasse for

sig. Aldrig har jeg set en have, der bare lignede hendes.

Det helt særlige ved Annes have er, at her er udgangspunktet blade og løv og

deres farver, strukturer og former. Det er tydeligt, at denne have er en kunstners

værk.

Og selv om det ‘kun’ handler om løv, skifter haven alligevel hele tiden karakter.

Derfor har det været uhyre interessant at komme tilbage flere gange for at

tage billeder til bogen.

Anne Rolsted

Den tueformede plante med de gule

blomster er forårsvortemælk, Euphorbia

epithymoides. Den orange hedder ildvortemælk,

Euphorbia griffithii. De mørke blade

i baggrunden tilhører lægesalvie, Salvia

officina lis purpurea.

Næste side: Navnene på de fleste af planterne

her fremgår af collagen på næste

opslag.

166


167


Planter

Forrige side

midti til venstre: guldlind, Tillia x

europaea ‘Wratislaviensis’

midti i midten: kermesbær, Phytolacca

midti til højre: gulbladet akeleje,

Aquilegia ‘Golden Guiness’

nederst til venstre: parykbusk,

Cotinus coggygria ‘Grace’

nederst midti: gul vandgran, Metasequoia

glyptostroboides ‘Gold Rush’

nederst til højre: hyld, Sambucus nigra

‘Black Beauty’

Denne side

øverst til venstre: parykbusk, Cotinus

coggygria ‘Royal Purple’

øverst midti: virginsk ærenpris,

Veronicastrum virginicum ‘Erica’

øverst til højre: Rubus cockburnianus

‘Golden Vale’

midti i midten: lundvortemælk, Euphorbia

amygdaloides ‘Purpurea’

nederst til venstre: gul eg, Quercus robur

‘Concordia’

nederst midti: blodhassel, Corylus maxima

‘Purpurea’


170


Keramikken

Som keramiker er Anne også en ener. Rakubræn dte krukker og andre beholdere i

samspil med natursten – strandsten, sten fra bjergene, sten med mos og sten med

spændende former og struk turer. Med stenen som inspira tion modellerer Anne

og bruger så stenen som låg.

“Stenene et lige så rå, upåvirkelige og uforgængelige, som jeg er det modsatte.

Jeg får noget af dem, og i tilgift kan det af og til lykkes at tilføre dem lidt lethed.

Jeg har stor fornøjelse af at finde stenene og endnu større, når ler og sten går op

i en højere enhed,” siger Anne. “Jeg elsker at gå på opdagelse i naturen, og derfor

finder jeg også en usigelig glæde ved at arbejde med haven og se, hvad planterne

selv finder på, og hvad der opstår, når de slippes løs. Det overgår ofte min vildeste

fantasi.”

Når hun arbejder med keramikken, oplever Anne ofte både sin egen og materialets

begrænsning, men i haven er det lidt nemmere, synes hun.

Anne har en forkærlighed for lettere invasive arter, som hun gerne planter

side om side, og håber så, at de finder en overenskomst og holder hinanden i

skak. På den måde skaber hun store felter i én farve, der flyder naturligt over i en

anden. Det væsentlige er at få tingene til at snakke sammen, vibrere og være livfulde.

Det er vigtigt for Anne, at der er et naturligt forløb i haven, og at blikket

bliver ført videre.

Anne bruger haven som atelier og udstiller

sine keramiske krukker herude sammen

med alle planterne. Der er en tydelig sammenhæng

mellem planterne og kunsten.

De lysende røde blade er fra parykbusk,

Cotinus coggygria ‘Royal Purple’.

Forrige side: Den fine grønne græstue

er kærlighedsgræs, Eragrostis trichoides.

Bagved ses lægesalvie, Salvia officina lis

purpurea.

171


Dette grå bed har sin helt egen stemning.

Navnene på mange af planterne fremgår af

collagen på næste opslag og på side 176.

Høje træer

Haven ligger på Vestsjælland op mod skovområdet omkring Knapstrup Teglværk

og Torbenfeldt Gods. Mange høje træer er bevaret, så haven omtrent ligger som

en lysning i skoven. Fra de store rødbøges dybe skygger går man ud i lyset, og her

forstærkes virkningen af mange gulløvede planter, der ligefrem stråler. Især fordi

de står sammen med vækster med mørke blade. Det gør virkningen ekstra intens.

“Jeg synes, det, der lyser op i skyggen, og det at komme fra skyggen ud i solen

er helt fantastisk. Det er noget af det, jeg virkelig arbejder med i haven. Jeg holder

så utrolig meget af skygge; faktisk har jeg ligefrem behov for den. Kigget ind i en

skov med lys, der skinner gennem blade, giver mig en helt speciel oplevelse.”

172


Et af havens højdepunkter er, når rødbøgene springer ud med deres delikate,

orange til kobberrøde nuancer. De bliver ekstra forstærket, når solen skinner

igennem og giver en helt særlig intensitet. I mindre målestok kan det sammenlignes

med, når man oplever spæde parykbuskblade i modlys.

I det hele taget er det altid en helt særlig oplevelse at se en have mod lyset.

Prøv selv, næste gang du går en tur! Hvis et blad eller lignende oplyses med solen

som projektør, bliver det fladt og kedeligt. Men se så, hvad der sker, hvis du bevæger

dig om på den anden side og oplever lyset skinne igennem bladet. Så ser du

pludselig alle detaljer – årer, små hår på bladkanten og meget andet.

Anne udstiller sin keramik i haven, og når man går rundt, er det, som om

mange af bladenes mønstre og strukturer går igen i det rakubrændte ler.

Anne holder rigtig meget af prydgræsser,

fordi de bidrager til havens vilde stemning.

Her vokser to eksemplarer lige op

af hinanden. Begge er Miscanthus sinensis.

Den forreste hedder ‘Morninglight’ og den

anden og lidt større ‘Cosmopolitan’. Det lille

træ ved siden af er en broget kornel, Cornus

alternifolia ‘Argentea’.

173


Planter

Denne side

øverst til venstre: havemalurt, Artemisia

absinthium

øverst midti: broget kornel: Cornus

alternifolia ‘Argentea’

øverst til højre: hosta hybrid

midti i midten: prydløg, Allium

‘Mount Everest’

midti til højre: middelhavsvortemælk,

Euphorbia characias subsp. wulfenii

‘Emmer Green’

nederst midti: Hosta undulata

‘Albomarginata’ og kornel, Cornus

controversa ‘Variegata’

nederst til højre: engstorkenæb,

Geranium pratense, og kanarie græs,

Phalaris

Næste side

øverst til venstre: uldpil, Salix lanata

midti til venstre: guldnælde, Lamiastrum

galeobdolon ‘Herman’s Pride’

midti i midten: aralie, Aralia elata

‘Variegata’

midti til højre: violfrøstjerne,

Thalictrum ‘Elin’

nederst til venstre: mynte,

Mentha longifolia

nederst midti: Laserpitium siler

nederst til højre: iris, Iris pallida

‘Variegata’


Til venstre: lundvortemælk, Euphorbia

amygdaloides ‘Purpurea’; sødskærm,

Myrrhis odorata; og blodhassel, Corylus maxima

‘Purpure a’.

Til højre: Salvia glutinosa; høj sødgræs,

Glyceria maxima ‘Variegata’; engstorke næb,

Geranium pratense; nøkketunge, Ligularia

dentata ‘Britt-Marie Crawford’; alunrod,

Heuchera micrantha ‘Palace Purple’; og

pilebla det pære, Pyrus salicifo lius ‘Pendula’.

Helt egen stil

“Når min have ikke ligner andres, hænger det helt sikkert sammen med, at jeg

ikke vidste, hvad det var, jeg begav mig ud i, da jeg begyndte. Jeg tog på planteskolen

og faldt ofte over det lidt specielle eller aparte som for eksempel et egetræ

med gule blade eller en mørkløvet hyld. Jeg elsker at gå over stregen. Min drivkraft

i haven er den samme som i keramikken. Jeg vil gerne finde på noget nyt og

originalt,” siger Anne.

Jeg spørger hende, hvorfor hun har så få blomster, og her svarer hun, at det

skyldes, at de lysende blomsterhoveder tager opmærksomheden og forstyrrer projektet

med at lade haven glide over i omgivelserne og skabe den vilde karakter.

176


Blomsterne fra én planteslægt holder hun dog rigtig meget af, og det er vortemælk

i alle afskygninger. Men især ildvortemælk.

Anne holder meget af store blade og siger, at det er lidt som med stenene; at

de er overbevisende og kraftfulde. Planter, der er svagtvoksende eller kræver omsorg,

er slet ikke noget for hende.

Læs mere på www anne-rolsted.dk, blandt andet om åben have. Prøv også at

klikke ind www.loenbaek.dk – Lønbæk Planteskole ved Holstebro. De er specialister

i planter med farvet og broget løv.

Til venstre: lægesalvie, Salvia officinalis

‘Icterine’; lammeøre, Stachys byzantina

‘Primrose Heron’; fredløs, Lysimachia ciliata

‘Firecracker’; biskophat, Tellima grandiflora;

guld lind, Tillia x europaea ‘Wratislaviensis’;

blodtroldhassel, Corylus avellana ‘Red

Majestic’; og paryk busk, Cotinus coggygria

‘Grace’.

Til højre: engrævehale, Alopecurus pratensis

‘Variegata’; lægesalvi e, Salvia officina lis purpurea;

og ildvortemælk, Euphorbia griffit hii

‘Fireg low’.

177


Liljer i tusindvis

Else Andersen

Det er herligt, at der er nogen, som helt og holdent koncentrerer sig om en bestemt

plantegruppe og dyrker den til ekstremerne. Else Andersen fra Frøstrup i

Thy er en af de ildsjæle, og det, hun har kastet sig over, er liljer. Liljer i tusindvis.

Jeg besøgte hende sidst i juli, hvor liljerne var på deres højeste og udsendte

den mest fantastiske duft. Hendes firma hedder www.liljeshop.dk, og når man

besøger hendes hjemmeside, er det svært ikke at lade sig friste.

Der er rigtig mange, som samler på liljer og planter dem i for eksempel surbundsbedet,

hvor de giver farve, efter at rododendron og azaleaer er blomstret

af. De klarer sig også fint i basisk jord. I det hele taget er liljer nøjsomme og forholdsvis

nemme planter, hvis man blot følger nogle forholdsvis enkle regler, der

vil blive forklaret i det efterfølgende.

Jeg kan godt lide at bruge liljer i mine blandede staudebe de, fordi de med deres

former giver karakter til sammensætningen. Se for eksempel billedet i bind I

på side 24.

Overvældende. En kæmpestor mark med

liljer. Her er det ‘Altari’.

178


Rigtigt eller forkert

Man kan købe mange liljer i flotte emballager i havecentre, og det er da også en

let og hurtig måde at begynde på. Blot er der det lille problem, at der ofte er noget

forkert i poserne. De blomster, der kommer ud af det, har alt for tit en anden

farve og form end den afbildede. Om det er, fordi man nede i Holland (eller hvor

man nu pakker løgene) løber tør for de rigtige billeder, ved jeg ikke. Men det er

rigtig træls, når man forventer en rosa lilje, og der så i stedet dukker en gul op.

Jeg siger ikke, at man skal lade være med at købe løg i farvestrålende poser;

man skal blot vide, at der er ret stor risiko for, at billedet på pakningen og blomsten

ikke stemmer overens. Heldigvis kan løget, selv om det blomstrer, graves op

med en god klump jord og flyttes hen et sted, hvor farven passer.

Hvis man vil være sikker på, at liljerne svarer til dem, man bestiller, er det

mere sikkert at købe løg hos en leverandør, der selv graver dem op, som for eksempel

hos Else Andersen.

179


Mange former

Blomsterformerne er mange, og der findes både trompet‐ og turbanformede

blomster, ligesom blomsterne kan være hængende, oprette eller udadrettede.

Det hedder sig, at det er bedst at få liljeløgene i jorden om efteråret, men her skal

man passe lidt på. Løgene er nemlig ofte gravet op, inden toppen er visnet helt

ned, og det er jo den, løget lever af. Kappes toppen, mens den stadig er grøn, risikerer

man, at løget ikke blomstrer året efter, fordi det ikke har samlet kraft nok.

Modsat skal man være tidligt ude i foråret, for liljeløg bliver hurtigt tørre,

runkne og bløde, og så er der ingen garanti for blomster. Løg af første kvalitet

er spændstige og faste. Især martagonliljeløg tåler ikke den mindste udtørring.

Endvidere skal de lades helt i ro, når de har etableret sig.

Lægning

Hvis løgene opbevares for varmt, begynder de at spire, også selv om de ikke er

plantet endnu. Derfor kan man i de førnævnte færdigpakninger på havecentrenes

stativer ofte støde på løg, der allerede er begyndt at gro. Hvis det kun drejer

sig om en højst 5 centimeter lang stilk, og løget stadig føles fast, behøver det ikke

at betyde noget. Løget skal blot plantes så dybt, at stilken er mindst 10 centimeter

under overfladen.

I det hele taget må liljeløg ikke lægges for øverligt. De skal mindst 15‐20 centimeter

ned og gerne dybere for større løg. Årsagen er, at især orientalske liljer

danner rødder på de nederste 10‐15 centimeter af blomsterstænglen over løget.

Disse rødder bør gives god plads, da de sikrer tilførslen af vand og næring til blade

og blomster gennem hele sommeren. Endvidere forbed res plantens evne til at

holde sig oprejst og bære de mange blomster – også i blæsevejr.

Øverst til venstre – ‘Mount Dragon. Øverst

til højre – ‘First Crown’. Nederst til venstre –

‘Red Alert’. Nederst til højre – Lilium henryi.

180


181


Liljer

Denne side

til venstre: ‘Robina’

til højre: ‘Nymph’

nederst til venstre: Lilium martagon var.

cattaniae

herunder: ‘Landini’

nederst midti: ‘Black Spider’

nederst til højre: ‘Mambo’

Forrige side

øverst: ‘Medusa’

nederst til venstre: ‘La Reve’

nederst midti: ‘Pink Brilliant’

nederst til højre: ‘Elodie’


Fra husmandssted

til kæmpe have

Det begyndte med et lille husmandssted, Birkegården, som Merry og Finn Sørensen

købte i 1970. Stedet blev hurtigt udvidet med jord og bygninger, så parret en

lille halv snes år senere havde omkring hundrede malkekøer og desuden opdræt.

Merry er en romantisk sjæl, og på et tidspunkt ønskede hun sig en sø og en

stor græsplæne. Som sagt så gjort, for når hun sætter sig noget for, bliver det ført

ud i livet. Senere var det en dansk-engelsk have, hun og Finn gik i gang med.

Venner og naboer kom forbi for at se det imponerende skue, og langsomt gik rygtet

om den fine have i Tågerup ved Ruds-Vedby.

Man skal ikke have været sammen med Merry ret længe, før man bliver klar

over, at hun er en målrettet kvinde. Så da folk opfordrede til, at hun begyndte at

åbne haven for publikum, fik hun noget at tænke over. Det var da ikke nogen tosset

idé.

Merry Sørensen

Næste side: Den store gruppe midti til

venstre er hvid purpur solhat, Echinacea purpurea

alba; bagest er det pileurt, Persicaria

polymorpha; nederst til højre lyngasters,

Aster ericoides ‘Schneetanne’. Desuden ses

forskellige frøstande.

Åbningen

I foråret 1996 åbnede Birkegårdens haver for første gang. Folk begyndte at komme

fra nær og fjern, og Merry var ikke sen til at udvide. Ud fra devisen om, at der

hele tiden skal ske noget nyt for at holde gang i en forretning, kom første del af

en japansk have til i 1997, og den blev udvidet med en Meditations- og Sansehave

i 1998. Året efter igen blev kreaturerne solgt, og nu var Merry og Finn professionelle

havefolk på fuld tid.

Jeg har aldrig været tiltrukket af store besøgshaver, men ud fra nogle af de

artikler, jeg havde læst om stedet, har jeg altid beundret den ildhu, Merry lagde

for dagen.

Præriehaven

At jeg alligevel blev nysgerrig efter at besøge Birkegårdens haver, skyldtes et helt

særligt haveafsnit – Præriehaven. Den var beskrevet af Marian Haugaard Steffensen

i Det danske Haveselskabs blad Haven, december 2007.

Ved første øjekast troede jeg slet ikke, at billederne var fra Danmark. Stilen

virkede simpelthen for ‘vild’ – langt fra de staudebede, vi ofte ser herhjemme.

Blandt plantefolk kaldes det ‘Den hollandske stil’, fordi den oprindeligt blev lanceret

af den hollandske plantemand Piet Oudolf, omtalt i bind I på side 25.

184


185


Haven er designet og tilrettelagt af gartner og planteskoleejer Finn Brunn,

der fortælles om på side 190. Han har valgt at kalde denne stil for en præriehave,

fordi han synes, det lyder mere spændende og rustikt end en staudehave.

Og rustikt, det er lige, hvad det er. Her er planterne udvalgt efter, at de skal

være stærke og robuste, at de kan klare sig uden vanding, at de ikke vælter, og at

de visner med ynde – altså får smukke frøstande.

Purpur solhat, Echinacea purpurea

Mit besøg

Det var ved at være sent på havesæsonen – første halvdel af september, da jeg aftalte

et besøg – men mine bange anelser om, at blomstringen nok var toppet, blev

gjort aldeles til skamme.

“Det er bare så flot lige nu,” sagde Merry. “Du kunne ikke have valgt et bedre

tidspunkt.”

Da jeg kører ind på gårdspladsen, står Merry allerede parat – med udstrakte

arme. “Jeg har altid ønsket mig, at du skulle komme og besøge os,” udbryder hun

og giver mig et ordentligt knus. Hjerteligere velkomst kan man vist ikke få.

Purpur solhat, Echinacea purpurea, er en af

de meget anvendte planter i præriehaven.

Her vokser de i et langt bånd.

186


Historien om Præriehaven begyndte i i 2005, da en gammel ven af huset,

Finn, der bor ikke så langt fra Birkegården, sagde til Merry, at han havde udset

sig et stykke af deres mark. Her kunne snildt ligge en have, mente han. Merry var

med på ideen, og Finn fik helt frie hænder. Inden der kunne plantes, forslog Finn,

at der blev lagt jord op i store volde for at få et bakket landskab, der passer godt

til omgivelserne. Derefter gik de i gang med at plante. Det var i efteråret 2006.

“Jeg var slet ikke klar over, at der fandtes så mange planter, der blomstrer til

langt ind i efteråret. Finn er så utrolig dygtig, og han ved meget mere om planter,

end jeg gør,” siger Merry. Præriebedet ligger langt fra den romantiske stil, som

Birkegårdens haver ellers er kendt for, men det anser hun kun som en styrke.

Nu ‘plager’ Finn hende om at få lov til at lave en rigtig skovhave. Stedet har

de. Der skal bare fældes lidt. “Skynd dig at komme i gang,” siger jeg, for med

Finn Bruuns sikre stil kan det kun blive endnu et aktiv for stedet. Og så lover jeg

at komme tilbage!

Læs mere på www.birkegårdens-haver.dk.

Haveverbena, Verbena hastata

187


Planter

Denne side

til venstre: kæmpefjergræs, Stipa gigantea,

og purpur solhat, Echinacea purpurea

herover: sandrørhvene, Calamagrostis

acutiflora ‘Karl Foerster’, og diverse

frøstande. Til venstre ses he stemynte,

Monarda ‘Praerienacht’

midti til højre: Forskellige purpur solhat,

Echinacea purpurea. De lette græsser er

staudehirse, Panicum virgatum

‘Hanse Herms’

nederst til højre: he stemynte, Monarda

‘Praerienacht’

Næste side

øverst til venstre: kærtepileurt, Bistorta

amplexicaulis, og hjortetrøst, Eupatorium

purpurea

øverst midti: lægekvæsurt, Sanguisorba

officinalis ‘Tanna’

øverst til højre: staudehirse, Panicum

virgatum ‘Rehbraun’

midti i midten: hjortetrøst, Eupatorium

purpurea

nederst til venstre: hvid indianermynte,

Agastache rugosa ‘Alabaster’

nederst til højre: purpur solhat,

Echinacea purpurea, indianermyn te,

Agastache foeniculum, og jodplante,

Macleaya cordata ‘Spetchley Ruby’


En grushave

Finn Bruun

Finn Brunn, som er manden bag Præriehaven ved Birkegården på side 184, er uddannet

gartner, og på Midtsjælland mellem Stenlille og Stenmagle har han anlagt

en have, som med garanti ikke findes andre steder.

Man kunne forledes til at tro, at de to byers navne skal tages helt bogstaveligt,

for ‘jorden’ i Finns have består stort set kun af sten og grus. Hvor de fleste

sikkert ville give fortabt og undgå at dyrke have, har Finn taget det som en udfordring.

Når man ser den tre-fire tusind kvadratmeter store naturhave, der er anlagt

på en grusbakke, er det tydeligt, at Finn har et solidt plantekendskab. For her på

den tørre, golde og magre sydvendte skråning har han udelukkende plantet vækster,

som trives godt under sådanne forhold.

“Det kan siges ganske enkelt,” forklarer Finn: “Jeg planter kun stauder, der

kommer fra det samme plantesamfund. I dette tilfælde prærien, hvor der er goldt

og tørt.”

190


Ingen næring

Hvis man kender blot lidt til planter, er det uhyre interessant at besøge Finns

have, for her gror planterne under helt naturlige forhold. De bliver ikke vandet,

ej heller gødet. Det betyder så, at mange af de planter, vi kender som meterhøje i

vores haver, bliver noget lavere her. Nogle har man næsten svært ved at genkende,

for eksempel kæmpeverbena, der normalt bliver godt og vel halvanden meter.

Her er det svært at finde nogen, der er højere end en meter. Det samme gør sig

gældende for flere af kongelysene.

Det gode dræn i jorden gør, at Finn her kan dyrke mange planter, som er

svære at få gennem vinteren i almindelige haver med tung og leret jord. Hvis en

plante dør i vinterens løb, tror mange, at det skyldes kulde og frost, men det er

sjældent tilfældet. Det er som regel, fordi den har stået for vådt.

Finn er et omvandrende leksikon og øser gerne af sin store viden, så jeg suger

virkelig til mig. Det, der er så interessant, er, at han kender de fleste planter så

tilbundsgående, at han ved, hvilke habitater de stammer fra. Derfor kan han hurtigt

fortælle, om en plante skal stå vådt eller tørt, skygget eller solrigt.

Alpeenghavre, Helictotrichon sempervirens,

og lavendel

Forrige side: Kokardeasters, Aster x frikartii

‘Mönch’

191


Til venstre er det elefantgræs, Miscanthus

sinensis var. purpura scens. Til højre ses koreansk

havesandrør, Calamagrostis brachytricha.

Græsserne

Overalt i Finns have er der græsser, både vilde og kultiverede. Sidstnævnte er

plantet i lange bælter og nogle steder også enkeltstående for at skabe variation.

Når man ser græsserne her, forstår man Finns begejstring for denne særlige plantegruppe,

der især i de senere år har vundet indpas i danske haver.

Blandt prydgræssernes mange fordele kan nævnes, at de er helt pasningsfrie:

De skal ikke vandes, bindes op eller soigneres for visne blomster. Tilmed er de

smukke hele vinteren, især med rim på.

Blot skal man huske, at de prydgræsser, der ikke af sig selv dejser om i løbet

af vinteren, skal klippes ned senest i marts. Ventes der længere, risikerer man at

beskadige de nye aks, der er på vej.

192


Sommerens sidste farvel

Jeg besøgte Finn den sidste dag i september på et tidspunkt, hvor de fleste haveejere

var ved at lukke ned for sommersæsonen. Men hos Finn kulminerede endnu

et af sæsonens mange højdepunkter, nemlig de mange asters, der trives så fantastisk

på stedet. Store optimistiske grupper af især blå, men også pink, rosa og

hvide blomster lyste op rundtomkring på skrænten. Man forstår godt, at asters

har fået tilnavnet ‘sommerens sidste farvel’.

Man får lyst til at citere Alex Garffs “Septembers himmel er så blå” fra 1949.

Hver stubbet mark vi stirrer på,

står brun og gul og gylden,

og røn står rød og slåen blå,

og purpursort står hylden.

Og georginer spraglet gror

blandt asters i hver have,

så rig er årets sidste flor:

oktobers offergave.

Den nye planteskole

Der er al mulig grund til at glæde sig, for her i begyndelsen af april 2009 har

Finn Bruun åbnet planteskole sammen med sin kæreste Anne Stine. Derfor hedder

planteskolen Anne Stine Stauder, se www.annestinestauder.dk.

Anne Stine og Finn rejser rundt over hele Europa for at finde plantenyheder,

og hos dem har jeg set mange nye staudesorter. Desuden sælger de mange mere

gængse, men gode og driftssikre stauder.

Til venstre hjertebladet asters, Aster cordifolius

‘Little Carlow’. I midten pudeasters,

Aster dumosus, og til højre in dianermynte,

Agastache ‘Black Adder’.

193


En have midt i byen

Det var dette syn, der mødte mig, da jeg

kiggede ind i haven. Det tegnede godt!

Jeg måtte vide, hvordan der så ud inde i

gården.

Når jeg er på Bornholm, bruger jeg en del tid på at køre og spadsere rundt for at

se på de smukke, gamle huse, der findes i specielt Rønne og Svaneke. De gamle

kvarterer her er uhyre velbevarede, og jeg nyder at kigge på de mange detaljer.

Det, der i særlig grad interesserer mig, er, om der i tilknytning til husene

også findes nogle gode haver. Og hvad det angår, kan det være lidt svært at få stillet

sin nysgerrighed på Bornholm. Her er de fleste haver nemlig muromkransede.

Det gør dem til gengæld ekstra attraktive, fordi sådan et sted er ret nemt at skabe

en hyggelig og intim atmosfære.

På grund af de utilgængelige indkig har jeg undertiden overvejet at anskaffe

mig en stige, som jeg kunne have bag i bilen. Men helt ærligt; mon ikke det ville

skabe nogen opsigt, hvis jeg pludselig hev en stige frem, placerede den op ad en

mur, kravlede op og kiggede ind? Jeg tror det og droppede da også ideen. Heldigvis

fik jeg en anden tanke, der skulle vise sig at være lige så brugbar.

Jeg kører i en forholdsvis stor varebil, som jeg kan sove bagi, og mit påfund

gik ud på at bruge bilens bageste kofanger til mit forehavende. Ved at træde op

på den og lade, som om jeg skal ordne noget på taget, får jeg lagt en lille meter til

min højde. Det betyder så, at jeg får frit udsyn over muren.

En åbenbaring i Rønne

Det var ved hjælp af dette lille trick, jeg fandt frem til denne dejlige have midt i

Rønne. Ud til et lille torv lå et smukt gammelt hus, og det, der påkaldte sig min

opmærksom hed, var en lille fin og kunstfærdigt klippet hæk og et par selvsåede

planter i rendestenen, der ellers var nydeligt fejet. Hvis sådan et par planter får

lov til at stå på et ellers velplejet sted, er det et godt tegn. Det var vist værd at kigge

nærmere på. Jeg fik parkeret min bil strategisk, entrerede kofangeren og kiggede

diskret ind over muren. Sikke en have ... Den måtte jeg se nærmere på.

194


195


Inger Marie og Mogens Lorentzen går ofte

tur i haven. Hvad er sprunget ud, hvad

skal eventuelt flyttes, og hvad kan måske

forbedres? Det er nogle af de tanker, inkarnerede

havefolk altid gør sig.

196


Kom indenfor

Det er altid med en vis spænding, jeg ringer på folks dørklokker for at fortælle

om mit forehavende. Men når folk hører, at jeg gerne vil se deres have, bliver jeg

normalt budt indenfor. Et interessefællesskab gør altid, at man straks har noget

at tale om, og det havde vi da også her.

Manden, der åbnede døren, så både venlig og smilende ud. Det viste sig at

være Rønnes tidligere dommer Mogens Lorentzen.

“Kom endelig indenfor. Når der er tale om have, er min hustru Inger Marie

og jeg slet ikke til at stoppe. Det er dig, der sætter begrænsningen,” sagde han til

mig. “Vi kan blive ved.” Isen var brudt.

Det blev til nogle hyggelige timer i selskab med det gæstfrie par. De fortalte, at de

havde boet i Fåborg indtil 1973, da Mogens Lorentzen fik embede som dommer i

Rønne og besad det frem til 1993, hvor han gik på pension.

Stedet faldt de for med det samme. Gården, der er fra 1761, var oprindeligt et

landbrug, derefter karet magerværksted, så sodavandsfabrik og endelig privatbolig.

Terrassen er fint afgrænset af klippede

buksbomhække. Plantet og formet af

Mogens Lorentzen.

197


Formklippede buksbom ses flere steder i

haven, og overalt er formerne med til at

give ro.

Den skønneste have

Jeg har før fortalt om min begejstring for byhaver. Disse små, hemmelige oaser,

som den forbipasserende ude på gaden ikke kan se. Men når man kommer ind

bag murene, åbenbares ofte en helt anden verden.

I sådanne haver ser man ofte vækster, som ikke kan dyrkes i haver, der ligger

mere frit. Murene giver jo et fantastisk læ, og desuden er der den meget store fordel,

at der som regel er et par grader varmere inde i byen end ude i den fri natur.

Det ser man da også af, at Lorentzens kan dyrke kameliaer.

198


At haven var i absolut særklasse, tog det ikke lang tid at se, da jeg kom ind

gennem porten. Smukke, formklippede buksbom, fine, rette hække, staudebede,

plæne og hyggelige siddepladser. Der manglede bestemt ikke noget.

Det fascinerende var, at meget af stedets oprindelige ånd var bevaret. Det

gjaldt blandt andet store dele af den toppede brostensplads. Nogle steder var stenene

dog pillet op til fordel for planter, som for eksempel krydderurter, der voksede

op ad en mur ved siden af den gamle nedgang til kælderen, forskellige træer

og talrige smukke roser.

Krydderurterne er plantet mellem stenene

på gårdspladsen. Denne tørre placering

bekommer dem vel.

199


Den ‘rigtige’ have begynder, hvor gården

stopper. På den anden side af stensætningerne

er der både græs og bede.

Over en kop te med hjemmebagt fortalte parret, at de er lige haveinteresserede,

og at de også har givet interessen videre til deres børn. De bor alle tre på Sjælland,

og når de ringer, skal de altid lige vide, dels hvordan vejret er, og dels hvordan

det står til i haven.

Der går ikke en dag, hvor parret ikke er i haven – såvel sommer som vinter.

“Du ordner altid det hele så pænt,” siger Mogens Lorentzen og smiler kærligt til

sin hustru. “Og hvis jeg får nogle alt for flyvske planer, plejer Inger Marie at sige:

‘Sov nu lige på det. Så taler vi om det i morgen.’” Alt om haven bliver vendt og

drejet.

Vinteren går med at læse, blandt andet mange havebøger. I de hyggelige stuer

ligger bøger i sirlige stakke. Bøger, der er ved at blive læst; bøger, der lige er blevet

købt eller foræret og snart skal læses; og bøger, der er hentet frem, fordi noget

skal slås op. Man ser det straks: Det er et dannet hjem.

200


Endnu en have

Haven er på omkring ni hundrede kvadratmeter – hvilket er ret meget inde i

Rønne, men i en bibemærkning fortæller Inger Marie Lorentzen mig, at de også

har en nytte- og urtehave på tre hundrede kvadratmeter udenfor byen. “Der dyrker

vi grøntsager, frugt og bær, så vi er selvforsynende hele vinteren, og desuden

blomster i massevis. Det kunne vi slet ikke undvære,” siger hun.

Inger Marie Lorentzen, der tidligere var fysioterapeut, kører ud til haven næsten

hver dag om sommeren, mens Mogens Lorentzen ofte tager til tennis.

“Det gælder om at holde sig i gang,” siger de begge nærmest med én mund,

mens vi går rundt i haven. Parret har et tæt forhold til de forskellige planter. De

ved, hvad de hedder, og hvor de kommer fra.

Selv om der ikke er megen beplantning op

ad pergolaen, giver den alligevel en flot

rumvirkning.

201


Sort morbær har mørkegrønne blade, som

er tykkere og mere dunede end bladene på

hvid morbær.

Morbærtræet

En af havens stoltheder er et fint, omkring femogtredive år gammelt morbær træ.

I Danmark findes der to arter – sort morbær, Morus nigra, og hvid morbær, Morus

alba. Navnene skyldes frugternes farve. Arterne stammer begge fra Asien. Lorentzens

træ er en sort morbær.

Når man ofte ser, at stammen ligger hen ad jorden, skyldes det, at morbærtræer

vil gro sådan.

Som det er de fleste bekendt, findes der morbærsilke – en silke af meget fin

kvalitet. Da morbærblade er meget rige på både proteiner, kulhydrater og vitaminer,

er de blevet brugt som foder til silkelarver.

Man har også forsøgt sig med produktion af silke i Danmark. I begyndelsen

af 1600-tallet lod kong Christian den Fjerde (1577-1648) en del morbærtræer

plante i hovedstaden, blandt andet et ved østgavlen af Proviantgården i København

– dér, hvor blandt andet Rigsarkivet nu har til huse. Det står der endnu og

er uden tvivl det ældste morbærtræ i Danmark. Kongens datter Leonora Christina

(1621-1698) fik blade fra træet, fordi hun dyrkede silkelarver under sit fangenskab

i Blåtårn.

Når kongen lod morbærtræerne plante, var det, fordi han mente, der var en

fremtid i produktion af silkeklæde, og han startede derfor i alt fjorten små virksomheder

i den gade, der endnu i dag hedder Silkegade. Den ligger lige ved Illum.

Selv om man flere gange op gennem historien har forsøgt sig med silkefremstilling

– blandt andet stiftede man i 1851 Det danske Silkeselskab – blev det aldrig

den store succes.

I dag findes der morbærtræer over hele landet, men morbærtræerne på Bornholm

er særligt kendte. Det skyldes ifølge historien, at lübeckerne bragte en del

træer med sig til øen i årene 1525 til 1576, hvor den danske konge havde pantsat

Bornholm til dem.

For år tilbage lavede en professor på landbohøjskolen og Bornholms Tidende i

fællesskab en undersøgelse om udbredelsen af morbærtræer ved en efterlysning i

avisen. Det blev til omkring femoghalvfjerds unge og gamle træer.

Inger Marie Lorentzen forvisser mig om, at hun aldrig har forsøgt sig med

silkefremstilling, men at de spiser de delikate frugter.

Det blev nogle herlige timer i Rønne i selskab med disse to inkarnerede havemennesker.

”Kom igen til foråret, for da er haven meget smukkere,” sagde de. Jeg

var nu yderst tilfreds med det, jeg havde set, og glædede mig over endnu et bekendtskab.

202


Men selvfølgelig kommer jeg igen og håber så, at jeg rammer det rigtige tidspunkt.

For havefolk har det jo med at sige: “Du skulle være kommet for et par

uger siden.” Eller: “Om en måneds tid ser det meget bedre ud.” Sådan vil det altid

være, selv om vi bestemt også frydes over nuet.

Man ser ofte morbærtræer ligge ned som

her, men de kan nemt vokse videre.

203


Drømmer jeg, eller ...

Det er ikke mange, der kan prale af sådan

en udsigt! Her kan man nyde den dejligste

solnedgang, for haven vender mod vest.

Grete Keis og Finn Bygballes have er en virkelig havedrøm skabt af to mennesker

med et kreativt overskud langt ud over det sædvan lige.

Beliggenheden, kun et stenkast fra Gerlev Idræts højskole mellem Slagelse

og Skælskør, er uden sidestykke. En to tusind fire hundrede kvadratmeter stor

grund, som parret købte i 1985. Tidligere boede Grete og Finn på Islands Brygge,

men da Finn i 1980 fik job på Gerlev Idræts højskole, var det nærliggende at lede

204


efter en bopæl i området. Der gik nogle år, før de fandt stedet, men da de kom

hertil – en ubebygget græsmark – var hverken Grete eller Finn i tvivl. Her ville de

bygge og bo.

“Det var helt klart udsigten, vi faldt for. Vi så begge nogle fantastiske muligheder,”

siger Grete, der til daglig er psykolog. Og udsigten er fantastisk. Storebælts

broen ude til venstre og Fyn i det fjerne. På gode dage kan man se kranen i

Odense, omkring halvtreds kilometer væk. Solnedgangen nydes bogstaveligt talt

på første parket.

Finn er bevægelseslærer og kursusholder, og livsglæde, humor og overskud er

ord, der ligger lige for, når man skal beskrive ham. Gennem snart tredive år har

han og Grete skabt dette fabulerende sted. Med risiko for at lyde for spirituel vil

jeg sige, at haven emmer af både omsorg og kærlighed.

Finn fortæller, hvordan han af og til på stille sommeraftener inviterer kursisterne

fra højskolen en tur ned i haven. “Vi har været op mod hundrede, der dyrker

slowmotion-tai-chi-lignende bevægelser til naturens stilhed, mens solen går

ned bag horisonten. Så er her en hel særlig stemning.” Man ser det for sig!

Finn Bygballe

Også fra husets stuer og fra træterrassen

foran kan man se solen gå ned. I det hele

taget er det en rigtig ‘nydehave’.

205


206


207


Det, der slog mig første gang, var alle de siddepladser, der fandtes i haven. Måden,

hvorpå stolene parvis var arrangeret, indbød til stille vegeteren: Sæt jer ned,

føl jer hjemme og glem tid og sted! Det er det, man gør hér. Nogle steder står der

også brikse med puder og tæpper og midt i haven sågar en dobbeltseng, som Grete

og Finn sover i på varme sommernætter. Over sengen ‘svæver’ en hvid himmel

– et færdigkøbt sejl – hvilende på tykke grene af troldpil. Dem er både Finn og

Grete storforbruger af til blandt andet espalierer.

Jeg tror aldrig, jeg har været i en have, hvor

der var så mange siddepladser. Ved en fintælling

viste der sig at være over hundrede!

208


Sådan en seng er da en kejser værdig. Efter

at have set dette arrangement har jeg selv

fået ubændig lyst til at sove ude. Men det

kræver jo lidt plads!

209


210


Små overraskelser

Rundtomkring i haven er der så mange ting og tableauer, som gør én glad – små

arrangementer, der virkelig får én til at føle sig velkommen. Lidt som at komme

som gæst til et hjem, hvor stearinlysene allerede er tændt.

De små velkomsthilsener kan for eksempel være en dugfrisk rose i et lille

fad, en blomst i en vase under en glasklokke, en lille skål med bær på armlænet

af en bænk eller smukke og friskplukkede blade i et af havens badekar med vand.

Man fyldes med en indre glæde. Tænk, at de har gjort det for mig. Men selvfølgelig

gør de det også for sig selv, fordi de ikke kan lade være.

Jeg har prøvet af få ud af dem, hvem der gør hvad. Er det Grete, der går og

lægger blomster i fadene, mens Finn sørger for, at græsset bliver slået? “Nej,” siger

Finn. “Vi er lige tossede og elsker begge at omgive os med smukke ting i hverdagen.

Vi er i udpræget grad et par, hvor manden har kontakt med de feminine sider

og kvinden med de maskuline.”

At Grete og Finn er samlere, er man ikke et øjeblik i tvivl om. Indenfor er det fascinationen

af keramik, kunst og smukke ting i det hele taget, der skinner igennem.

Kigger man efter udenfor, er her også en rød tråd. Utallige små og store

figurer af idrætsudøvende mænd ses rundtomkring. Dem er Grete og Finn også

fælles om at samle på.

Overalt i haven er der små, hyggelige installationer

og arrangementer, som man ikke

kan lade være med at smile af og glæde sig

over.

211


Grene spiller en stor rolle i Grete og Finns

have. Og at man ligefrem kan more sig over

dem (her tænker jeg på arrangementet nedenfor),

havde jeg nu aldrig forestillet mig.

Land art

Grete og Finns have er et stykke land art. Den er, som det vil fremgå af billederne,

ikke en have i gængs forstand. Snarere et forgængeligt natursceneri.

Begrebet opstod i USA i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne,

og en søgning på nettet giver utroligt mange resultater. Overordnet kan siges,

at der i land art bruges materialer, som virker naturlige på stedet. De underordner

sig omgivelserne, og ofte skal man lige kigge efter en ekstra gang. Er det

naturen eller et menneske, der har været på spil her?

Mange af havens små pudsigheder og påfund har sjove navne og fantasirige

betegnelser. Med Finn som guide kan man ikke undgå at trække på smilebåndet.

Både han og Grete har ét eller andet med grene, og Finn har ligefrem personificeret

et fældet kirsebærtræ ved at skære stammen over i passende stykker, fjerne

nogle af gren-eta gerne og vende de øverste grene nedad som ben. Det har givet en

flok herlige edderkoppelignende figurer, der nærmest krabber sig hen over græsplænen.

Den mindste kommer halsende til sidst. Hov, vent på mig! har Finn kaldt

dette lille optrin.

På turen rundt fortæller han, hvordan en af de lokale en dag kom forbi, mens

han var i gang med et større grenarrangement. “Hvad er det?” spurgte den lokale.

“Det er et luftkastel,” svarede Finn, og så talte de for øvrigt ikke mere om det.

214


Opstillinger og stilleben giver stedet en

helt særlig stemning.

Et sted står en stige, og motivet, som jeg indfanger med mit kamera, ligner nærmest

et maleri – et stilleben. Et øjebliksbillede? Nej, da jeg kommer tilbage næste

gang og næste gang igen, står stigen der stadig. Den er en del af sceneriet.

“Vi skal altså have nogle flere stiger, Finn,” siger Grete. “De er så smukke.”

Sådan har jeg aldrig tænkt på det, men ved nærmere eftertanke kan jeg kun

give hende ret.

215


Hvide duer i haven er helt fortryllende. Jeg

blev så inspireret, at jeg nu selv har fået et

dueslag med hvide duer.

Fortryllende duer

Den magiske stemning understreges af hvide kropsduer, der flyver rundt i haven.

Med deres kærlige kurren og dansende bevægelser passer de perfekt ind i sceneriet.

Duehuset på gårdspladsen kan man også roligt kalde et kunstværk. Fremstillet

ud fra de forhåndenværende søms princip.

Familiens voksne børn, Mille og Marcus, kommer ofte hjem og giver en

hjælpende hånd med, når forældrene har fundet på noget nyt. Marcus og Finn

har lavet mange af havens småhusbyggerier sammen, og man fornemmer, at hele

dette unikke univers er familiens værk.

Da børnene var mindre, hjalp de (af egen fri vilje, bedyrer Marcus) med

mange af haveprojekterne og havde deres egne små bede. De og deres kammerater

fik et fristed her, og badekarre ne rundtomkring kom da også til, da ungerne

var mindre. Så kunne de bade, hvor i haven de havde lyst. Nu er det mest blomsterne,

der nyder godt af det svalende vand.

216


217


Biblioteket ligger helt ude i skellet til højre,

og også herfra er der den smukkeste udsigt.

Bibliotek i drivhuset

På et tidspunkt ønskede familien sig et drivhus. Finn gik i gang med at bygge af

gamle vinduer og kalmarbrædder. Disse brædder, der er uhøvlede langs siderne,

kan købes på en del savværker (søg på nettet) og giver et smukt, råt og uprætentiøst

præg.

Marcus og Mille lagde gulv af teglsten og gik i det hele taget til hånde. Stor

var stoltheden, da huset var færdigt. Men, men, men ... Ingen havde tænkt på den

fornødne udluftning, så der blev næsten tres grader varmt derinde på lune dage.

Gode råd var om ikke dyre så dog påkrævede. “Vi lægger da bare brædder og tagpap

på taget,” sagde Finn. Det sænkede varmen betragteligt, men lukkede også

en del lys ude. Det lod hverken han eller Grete sig slå ud af. I stedet for planter

indrettede de huset med bøger, og i dag er det deres udendørsbibliotek.

218


219


Grete Kejs

Gretes værksted

Grete binder de skønneste buketter, og jeg får en med hjem, hver gang jeg er på

besøg. Også selv om jeg kun kort kommer forbi til en kop kaffe, så kan jeg være

sikker på, at der står en buket parat, når jeg kører igen. Hvornår Grete binder buketten,

når man næsten ikke at opdage. Hun trækker sig stille og roligt tilbage og

er tilbage et kvarters tid efter.

Til den slags sysler er det rart med et hus, når det er dårligt vejr, så Finn og

Marcus gik i gang igen. Jeg tror ikke, at man fornærmer dem, hvis man siger, at

de nogle gange glemmer at bruge tom mestokken. Det gør ikke noget – tværtimod.

De små skævheder er kun med til at give det hele et herligt pittoresk udtryk.

Da jeg første gang så værkstedet, blev jeg bare så betaget af indretningen. Lys,

lys og atter lys i forskellige stager. En mørk og trist vintermorgen fik jeg Grete til

220


at tænde op. Det havde jeg sådan glædet mig til, og som det fremgår af billederne,

så det helt fantastisk ud.

Jeg beundrer mennesker, som altid gør tingene fuldt ud og for hvem, intet

kan blive for meget.

Hvor er det dejligt, at nogen kan finde på

det!

Mange nye projekter er i gang i den skønne have, og jeg glæder mig til at komme

tilbage igen og igen og se, hvad de så har fundet på.

221


222


223


Havedrømme

Tekst, foto og layout: © Claus Dalby

Forlagsredaktion: Mette Jørgensen

Billedbehandling og dtp: Finn Leth

Trykt i Italien

© 2009 Forlaget Klematis A/S

www.klematis.dk

1. oplag

ISBN 978-87-641-0391-5 (samlede udg.)

ISBN 978-87-641-0490-5 (bd. II)

Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af denne bog må gengives,

lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller med nogen midler:

grafisk, elektronisk, mekanisk, fotografisk, indspillet på plade eller bånd,

overført til databaser eller på anden måde uden forlagets

skriftlige tilladelse. Enhver kopiering fra denne bog

må kun finde sted i overensstemmelse med overenskomst

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Det er tilladt

at citere med kildeangivelse i anmeldelser.


Claus Dalby er kendt af mange for sine bøger, artikler og fjernsynsudsendelser om blomster, drivhuse

og haver. Han smitter, og med sin entusiasme har han skabt mange drømme. Først Drivhusdrømme

og nu Havedrømme! Tobindsværket med samme navn byder på portrætter og præsentationer af

femogfyrre meget personlige og forskellige danske og enkelte svenske haver. Bøgernes mange billeder

afspejler, hvorledes disse haver er udtænkt og formet af skabende mennesker,

for hvem det er helt naturligt at lægge vægt på æstetik og funktionalitet.

Gennem portrætterne af de nøje udvalgte haver og deres ejere fortæller Claus Dalby indlevende og

medrivende en række spændende havehistorier. Undervejs øser han af sin store plantemæssige viden.

De mange smukke og indholdsrige billeder giver en mængde ideer

og forslag til alle, der ønsker ny inspiration.

En haveklassiker til fordybelse og nydelse – såvel ude som inde!

www.klematis.dk

More magazines by this user