Hemmelige haver

Hemmelige
HAVER

CLAUS DALBY
Hemmelige
HAVER

Indhold
6 Forord
8 En oase
36 En blomsterelskers paradis
60 Huset ved fjorden
72 En ung kolonihave
94 En have på trods
108 Holger i skoven
120 Tante Grøns have
136 Godt gemt
156 En lille gårdhave
168 Et rosenorgie
182 En romantisk sjæl
196 Et liv med blomster
210 Fra by til land
220 Et kunstnerhjem
238 Register

Forord
Sjældent har jeg mærket så stor interesse for en bog, før den
var udgivet. Det skyldes helt sikkert titlen – Hemmelige haver.
Den er åbenbart lige så pirrende, som jeg havde håbet.
Efterhånden har jeg skrevet en del bøger – flere om min
egen have, men også om andres, for eksempel Drivhusdrømme
og Havedrømme I og II. Med dem har jeg været med til at afsløre
mange havehemmeligheder, for det er kendetegnende for
flere af de paradisiske pletter, jeg skriver om, at de hidtil har
været helt ukendte. Haverne finder jeg frem til vom Hörensagen.
Ved at spørge mig frem hos kreative mennesker, som jeg
møder på min vej.
Man kunne måske tro, at jeg minutiøst søgte i publikationen
Åbne haver, som udgives af Det Danske Haveselskab, men
det er ikke en af mine kilder. Det er nemlig meget ofte plantesamlerhaver
med så mange forskellige og sjældne vækster som
muligt. Og det er slet ikke det, der interesserer mig.
For mig handler det om at få en totaloplevelse og komme
i en helt særlig stemning, når jeg træder ind i en have. Kreativitet
og formsans er noget, som optager mig meget. Perfekte
græsplæner, fint afstukne kanter, renskurede belægninger – ja,
for megen sirlighed – kommer der sjældent sublime haver ud
af. Der skal være plads til det umiddelbare – en selvsået plante,
en vild vækst, en patineret potte eller en gammel vandkande.
jeg fortæller om på side 108. Flere haver ligger for enden af en
blind vej, hvor stort set kun ejeren, posten og andre med direkte
forbindelse til huset kommer. Og andre igen er måske
gemt bag en høj hæk inde midt i en by.
Det har været særligt spændende at skrive denne bog, fordi
der gik sport i at finde og opsøge disse ukendte steder. Som det
vil fremgå, har jeg en forholdsvis bred smag, og haverne i bogen
er da også ret forskellige, men alligevel med mindst ét fællestræk:
blomsterne! Jeg er en romantisk sjæl, som ikke kan få
blomster nok, og det er især passionen for det frodige, jeg gerne
vil formidle.
Jeg er glad for og stolt over, at bogens hovedpersoner har
åbnet havelågen for mig, og jeg glæder mig virkelig til at være
guide.
Rigtig god fornøjelse
Claus Dalby
De haver og deres ejere, som jeg beretter om i denne bog, går
normalt stille med dørene, hvad deres private domæne angår,
men jeg er så heldig, at det ikke har krævet de store overtalelsesevner
at få lov til at komme på besøg. For i bund og grund
vil alle os, der er glade for vore haver, jo gerne vise dem frem
for ligesindede. Men det er de færreste af os, der ønsker, at de
skal blive en turistattraktion. Derfor var der også flere af haveejerne,
som betingede sig, at jeg ikke skrev, præcist hvor de
boede. Selvfølgelig, for ellers var bogens titel jo også hurtigt
uaktuel!
En hemmelig have. Hvad er det? Det kan være rigtig mange
ting. Nogle haver kan være så hemmelige og ligge så langt
væk, at GPS’en i bilen falder helt ud et stykke tid, før man når
frem. Det oplevede jeg for eksempel med Holger i skoven, som
Et stemningsbillede fra Søren og Nicos have, som jeg fortæller om i
næste afsnit.
6

7

En oase
Første gang jeg skulle besøge denne have, var jeg lige ved at opgive
at finde den. Jeg havde fået et vejnavn, men ikke et nummer,
og kørte frem og tilbage på den lille vestsjællandske vej.
Ikke meget tydede på, at den helt særlige have, som jeg havde
fået et tip om, skulle ligge her. Det var blomsterkunstneren
Erik Buch, der havde fortalt mig om to af sine venner, Søren
og Nico, og med malende beskrivelser berettet om dette helt
unikke sted.
Jeg har mange forskellige ‘kilder’, og når en mand som Erik
Buch kontakter mig, må jeg sige, at jeg er mere end lydhør. For
Erik er ikke en hr. hvem som helst.
Til dronning Ingrids begravelse var det Erik og hans team,
der pyntede Roskilde Domkirke. Men klarest i erindringen
står nok hans helt overdådige pyntning af Vor Frue Kirke i København,
da kronprinsparret i 2004 blev gift. Et fuldstændig
enestående blomsterhav af tusind- og atter tusindvis af nelliker,
roser og pæoner, ærteblomster, jasmin, løjtnantshjerte,
rododendron, klokkeblomst, efeu og australsk eukalyptus.
Over vejende i røde og pink farver. Omkring tredive mennesker
var indforskrevet til at hjælpe. Og det kan nok være, at
der var travlt, for også Københavns Rådhus og Det Kongelige
Teater skulle blomsterpyntes, så ingen var i tvivl om, at dette
var en begivenhed, der ville gå over i historien.
Dette lille sidespring, fordi Nico, som jeg nu var på vej til,
gennem flere år har været en del af den faste kreds, som har
hjulpet Erik med at pynte til store kongelige begivenheder.
Men tilbage til landevejen: Endelig opdagede jeg en lang
grusvej med frodig bevoksning på begge sider. Et eller andet
sagde mig, at det måske var her, jeg skulle ned. Derfor drejede
jeg af. Grusvejen var temmelig lang, og det var ikke til at
se, hvor den førte hen. Men for enden slog den et slag, og da
jeg kom rundt i det, var jeg ikke mere i tvivl. Jeg ankom til en
eventyrlig gård. Det kunne kun være her.
8

9

Søren og Nico
Jeg steg ud af bilen, Søren og Nico kom mig i møde, og straks
var jeg klar over, at her var to mennesker, som jeg havde lyst til
at lære nærmere at kende. Jeg havde forinden talt med Nico i
telefonen, og efter at jeg havde lovet ham, at stedet ville blive
ved med at være hemmeligt – ikke noget med at nævne adressen,
så folk pludselig dukkede op på søndagsudflugt – fik jeg
at vide, at jeg var velkommen.
At parret ikke kun var have-, men også fugle-‘tossede’, tog
det mig ikke lang tid at finde ud af. For på gårdspladsen foran
huset var der bygget tre meget store og flotte sortmalede volierer
med 45 grader taghældning. Her boede forskellige kakaduer
og andre papegøjer, som jeg senere vil vende tilbage til.
10

A plantsman
Søren førte an, for det er i virkeligheden ham, der er the plantsman
– et af de engelske udtryk, som er svært præcist at oversætte
til dansk. Det betegner en mand (eller en kvinde), som
konstant har fingrene i jorden for at plante, så, prikle og stikke.
Hvis man i en engelsk haveguide støder på betegnelsen ‘a
real plantsman’s garden’, skal man vide, at plantsman er en hædersbetegnelse
for en person, der nemt kan vente to-tre år på,
at et frø spirer. Og det er netop sådan én, Søren er. Nico holder
bestemt også af haven og ikke blot på det nydende plan, for
han slår græs og laver en mængde forefaldende arbejde. Men
det er Søren, der vinteren igennem studerer plante-, frø- og
løgkataloger og er i korrespondance med ligesindede over hele
verden.
Mens vi går rundt i haven, fortæller parret, at de har boet
her siden 1976, og at det stort set var en ruin, de overtog. Et
gammelt og mere end almindelig faldefærdigt husmandssted
med hullet stråtag, lerklinede vægge og et svampeangrebet
gulv. Der gik da også nogle år, før de for alvor turde kalde stedet
for et hjem.
Når Søren og Nico købte stedet uden længere betænkningstid,
hang det sammen med, at de øjnede muligheder, for
de er begge to kreative og skabende. Livet igennem har de arbejdet
i filmbranchen – Nico som rekvisitør og kostumier og
Søren som scenograf – og ofte blev de booket sammen til store
opgaver i ind- og udland.
At de med deres baggrund kunne se, at huset var muligt at
gøre beboeligt, kan jeg til nød forstå. Men hvordan med haven?
Den var blot en stor misligholdt græsplæne, fortalte de.
Hvor kom den interesse fra? Søren fortæller, at han er opvokset
på en gård i Sønderjylland, og at hans forældre havde det,
man dengang kaldte en ‘pæn have’.
“Men min tidligste haveerindring har jeg fra min onkel
Mikkel,” fortæller Søren. “Det var faktisk min fars onkel,
og han boede ikke langt fra mine forældre. Der elskede jeg at
komme, for onkel Mikkel – der var en fin mand, som altid gik
med handsker og stråhat, når han var ude – havde den sirligste
have og det smukkeste hus. Jeg glemmer aldrig lysthuset og
de skarpt formede hække. Jo, det er i høj grad ham, jeg skylder
meget af min haveglæde.”
Det med interessen er en af de ting, jeg ofte spørger folk om,
når jeg skal fotografere og skrive om deres have. Ofte er det
noget med barndommen – minder, der har ligget latent og
ventet på at bryde ud i lys lue. I de unge år er der så meget andet,
som er vigtigere, men når vi bliver lidt ældre, dukker interessen
pludselig frem af glemslen. Søren mener, at sådan var
det nok også for ham, men som landmandssøn er det alligevel
noget, man hele tiden har med sig. Han kunne lide det frie liv
på landet, at se kornet gro og omgås dyrene. Men landmand,
det skulle han i hvert fald ikke være.
11

Et fælles projekt
Nico fortæller om, hvordan havens indretning hele tiden har
været et fælles projekt. Godt nok var det Søren, der i sin tid gik
i gang med at støbe og lave gange, men der er blevet snakket
meget om det designmæssige.
En del af havens interiør og planter stammer fra den lange
karriere i filmverdenen. Blandt andet har flere af træerne været
‘statister’. Da de havde udtjent deres rolle, overtog Søren og
Nico dem til en symbolsk pris.
som er hjembragt fra udlandet. Det er det, der er med til at
gøre denne have til et rent eventyrsted.
Når man betragter haven inde fra huset, opleves den næsten
som et stykke scenografi, hvor blomster, buske og træer
danner henholdsvis forgrund, mellemgrund og baggrund. På
én og samme tid virker det naturskabt og så alligevel meget
gennemtænkt.
“Her har Meryl Streep og Jeremy Irons siddet,” siger Nico lidt
henkastet, da vi går forbi en af havens bænke. Jeg ‘plumper’
straks i og tænker, at det var vel nok nogle fine havegæster,
men snart efter kommer forklaringen. Nico fortæller, at bænken
var med i optagelsen af filmen Åndernes hus.
Søren og Nico har rejst meget, både hver for sig og sammen,
og rundtomkring i haven ses mange pudseløjerlige ting,
12

13

Støbte bassiner og stier
Store vandhuller bidrager til havens særlige stemning, og det
skyldes, at der oprindeligt var naturlige vandhuller i haven,
fortæller Søren. Derfor begyndte han så småt at bygge haven
op omkring dem. Men så skete der desværre det, at naboen,
der er landmand, gav sig til at dræne, og så var det slut med
vand i haven.
Noget måtte gøres, for Søren og Nico var enige om, at det
miljø, som vandet skabte, kunne de ikke undvære. Søren er
ikke og har aldrig været bange for at tage fat, så han besluttede
sig for at støbe bassiner. Bassinfolie var slet ikke i hans tanker,
fordi folien – som han siger – stort set er umulig at dølge langs
kanterne. Nej, sku’ det være, sku’ det laves rigtigt. Derfor investerede
han i en cementblander.
Der gik lidt tid med at finde frem til det rigtige blandingsforhold,
men efterhånden har han fundet frem til et, som han
gerne afslører: én del cement, tre dele støbegrus og fem dele
ærtesten.
Stjernemagnoliaen, der ses til højre i billedet, er et næsten
uundværligt træ. Også til den lille have.
14

15

16

Snart blev Søren så vild med at støbe, at han også gik i gang
med et sindrigt system af stier, trapper, plateauer og pladser –
alt udført med stor akkuratesse, men også med en veludviklet
sans for former, forløb og niveauspring. Marksten, brosten og
bordursten blandt mange andre i virtuose sammensætninger.
Kun én gang tidligere har jeg oplevet en lignende forståelse for
og anvendelse af sten. Det er i Ivy Høghs have, som jeg skrev
om i bogen Jeg ved, hvor der findes en have.
Ellers bliver jeg nødt til at sige, at jeg har det svært med
sten i haven. Rigtig tit oplever man sten ved sten omkransende
et bed, og når jeg ser det, giver det mig ofte mindelser om en
undermund. Heldigvis er det ikke de associationer, jeg får her.
For at skabe et udtryk som dette er det vigtigt at udvælge stenene
med stor omhu; at vende og dreje dem igen og igen, til de
ligger rigtigt.
Det, der er med til at give et helt særligt udtryk, er Sørens
brug af chaussesten, fordi de virkelig er med til at understrege
det menneskeskabte.
Fordelen ved stier i haven er, at man ledes ud på nogle forudbestemte
gåture, og at de er et smukt modspil til havens
planterigdom.
17

Livsnydere
Mange steder i haven er der sidde- og liggestole, og de er i høj
grad medvirkende til, at man føler sig velkommen og får lyst
til at slå sig ned. De parvise stole, som står på strategiske steder,
vidner om, at det et par livsnydere, der bor her. Selvfølgelig
skal der arbejdes, men det er også vigtigt at dyrke det gode
liv i pagt med dyr og natur.
Både Søren og Nico er gået på pension, men de ligger ikke
på den lade side. Og man føler altid deres store gæstfrihed. Er
jeg i området, kører jeg som regel lige forbi, og før man ved af
det, er der mad på bordet. Mens Søren og jeg går en tur i haven
for at se, hvad der er sket siden mit sidste besøg, har Nico
umærkeligt trukket sig tilbage til køkkenregionerne. I godt
vejr sidder vi selvfølgelig ude, og så går snakken, mens papegøjerne
snakker med.
Det er klart, at der tales om planter og blomster, men også
om så mange andre ting. Blandt andet kunst og kultur. Der er
jo – trods alt – andet end haver, der dur!
18

19

20

21

Et skatkammer
Denne have er enhver plantesamlers paradis, for Søren har så
mange særlige planter, som kun meget sjældent ses i en dansk
have.
Der er lige så mange måder at lave have på, som der er
mennesker, men alligevel kan man groft set dele haveentusiaster
op i to grupper. Den ene går op i at dyrke så mange og så
ualmindelige blomster, som overhovedet muligt. De lader sig
ikke afskrække af, at planterne kan være vanskellige. Tværtimod.
Nogle gange har man indtryk af, at jo sværere, jo bedre.
Lidt ligesom storvildtsjægeren, der går efter at nedlægge det
største og mest sjældne dyr. Den drift har jeg aldrig haft.
Modsat er der så den gruppe, hvor havens udformning og
indretning er af langt større betydning. Blomster er naturligvis
af stor vigtighed, men her handler det ikke så meget om at
samle på særlige planter – mere om at få blomstrende frodighed.
Jeg hører som bekendt til de sidste.
Det er sjældent, at de to haveformer forenes, men når de
gør, er der noget for både øje og sind. Og det kan man roligt
sige, at der er her i Søren og Nicos have – den er et rent
skatkammer. Det er virkelig a plantsman’s paradise, som englænderne
ville udtrykke det. Især om foråret er der så mange
spændende vækster, at det kan tage timer at gå en havetur, fordi
der hele tiden er planter, man må høre nærmere om.
Noget af det, som har haft min store interesse, er løgvækster,
og hos Søren har jeg set arter og sorter, som jeg slet ikke
kendte. Hvis jeg skal nævne Sørens absolutte hovedinteresser,
tror jeg godt, at jeg kan skære det ned til fire. Selvfølgelig er
der mange andre, men disse fire er de primære: vintergækker,
Fritillaria, Helleborus og pæoner – især træpæoner og pæonvildarter.
Vintergækkerne er et helt kapitel for sig:
Årets første flor
Vintergækker er ganske vist meget almindelige, men alligevel
er jeg ret sikker på, at det er en af havens allermest ventede
blomster. Det er selvfølgelig, fordi den sammen med erantis og
cyklamen, iris, krokus, juleroser og påskeklokker hører til de
tidligste i havesæsonen. Mon ikke mange ligesom jeg plukker
årets første buket og sætter den i en lille vase på bordet? Endelig
er foråret inden for overskuelig rækkevidde. Og dog. Selv
om vintergækkerne har åbnet deres klokker, er det mere reglen
end undtagelsen, at der igen kommer sne. Så står de nede ved
jorden under det hvide dække og venter på, at sneen skal smelte.
Dernæst blomstrer de lystigt videre.
Lige før skrev jeg, at vintergækken er almindelig, og i gamle
haver ser man den som regel også overalt. Men i nyere parcelhusområder
er det mere sparsomt med den lille vinterblomst.
Og det er der faktisk en helt naturlig forklaring på.
Hvis man vil have vintergækker i haven, får man det sjældent
ved at købe løg i et havecenter. Der er nemlig det problem,
at løgene hurtigt tørrer ind og mister evnen til at spire. Meget
bedre er det at bede om et spadestik hos en bekendt eller
slægtning, der i forvejen har vintergækker i haven. I en enkelt
klump kan der meget nemt være halvtreds løg eller flere. Det
bedste tidspunkt at grave løgene op på er, når de er afblomstret,
men stadig grønne. Det gælder om at grave dybt, for med
årene kryber vintergækkerne længere og længere ned i jorden.
Inden man lægger løgene igen, skal de skilles ad og plantes
ét for ét med 10-15 cm’s afstand. Den store afstand skyldes, at
løgene i løbet af nogle få år bliver til mange flere, idet de deler
sig. Efter blot nogle få år er det ikke noget særsyn, at hvert enkelt
løg er blevet til tolv-femten stykker. Er man en tålmodig
sjæl, kan man så igen grave op, dele ud og vente på et endnu
rigere flor.
22

I England findes steder – skove og parker – med vintergækker
i titusindvis, og hvert år i februar holdes der snowdrop festivals
overalt i landet. Jeg har endnu ikke oplevet det, kun set
det på billeder, men det er et af mine store ønsker at komme
over og se dette fantastiske skue. At det udspiller sig så mange
steder, må skyldes, at England har præcis det habitat, der skal
til, for at vintergækker vil så sig. Det er den eneste måde, man
kan få så store bestande på. Her har der trods alt ikke gået nogen
rundt med en spade for at gravene løgene op og plante
dem igen.
I gamle haver ser man også, hvordan løgene med tiden
dukker op på steder, hvor man kan sige sig selv, at ingen har
plantet dem. Det kan for eksempel være helt inde ved en husmur.
Det skyldes sandsynligvis, at frøene er flyttet derhen af
myrer. Der kommer dog ikke blomster de første par år. Først
tredje eller fjerde sæson kan man regne med at se dem.
Så vidt jeg ved, har vi ikke i Danmark så vidtstrakte bestande
som i Storbritannien, men i mit tobindsværk Havedrømme
I og II har jeg skrevet om Vejlø Præstegård ved Næstved.
Her er der hundredtusindvis af dorotealiljer. Et betagende
syn, når de folder sig ud.
For at få det på det rene må jeg lige nævne, at dorotealiljer
og vintergækker ikke tilhører samme slægt. Således er det latinske
slægtsnavn for dorotealilje Leucojum, mens vintergæk
hedder Galanthus. Familiære bånd er der dog alligevel, idet de
to slægter begge hører til Amaryllis-familien, der også tæller
medlemmer som narcisser og – ja, selvfølgelig – Amaryllis!
Galanthofil?
Hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt tro, at ordet
dækker over noget pikant. Men er det langtfra! Det er nemlig
noget så harmløst, som betegnelsen for vintergæksamlere!
Med det latinske navn for vintergæk, Galanthus, i erindring
forstår man jo sammenhængen.
Lad mig lige ganske kort repetere det latinske navnesystem:
Alle planter tilhører en familie, som er overhoved for en række
slægter. Og ligesom i det virkelige liv er der stor forskel på,
hvor store de forskellige familier er. Amaryllis-familien – på
latin: Amaryllidaceae – omfatter omkring tres slægter, blandt
andet Galanthus.
En tand længere nede i hierarkiet kommer artsnavnet. For
eksempel nivalis. Det er ikke tilfældigt, at jeg netop bruger
dette som eksempel, for den almindelige vintergæk, som vi har
i vore haver, hedder Galanthus nivalis. I mange tilfælde kan
artsnavnet give viden om oprindelsesstedet. Også her, hvor det
beslægtede latinske ord nivis betyder ‘vokser ved sne’. Planten
stammer oprindeligt fra Midt- og Vesteuropa.
For at fuldende den lille latinlektion må nævnes, at de forskellige
arter også kan inddeles i sorter, som antyder forskellige
særkender. De er ofte opstået ved menneskelig indblanding,
fordi en forædler ved hjælp af en pensel og andre hjælpemidler
leger bi og krydser blomster med forskellige karakteristika.
Varianter kan også opstå i naturen ved tilfældig krydsning.
Det gælder for eksempel sorten ‘Flore Pleno’, der betyder ‘dobbeltblomstrende’.
Således er Galanthus nivalis ‘Flore Pleno’ det
latinske navn for den ret almindelige dobbelte vintergæk, som
23

altså også findes i naturen. Sortsnavne gives ofte af forædlere,
som har fremavlet en særlig variant. Tænk blot på roser. For
eksempel har det kendte danske forædlingsfirma Poulsen Roser
givet deres roser sortsnavne efter kongehusets medlemmer,
slotte og danske kulturpersonligheder.
Det latinske navnesystem for både flora og fauna blev opfundet
af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-1778).
Som det fremgår, er det ret genialt. Når man først får systemet
ind under huden, er det nemt. Jeg har en lille huskeregel,
der gør det nemmere: SAS – slægt, art og sort. Og skal man
‘tale’ sammen over landegrænser, er plantelatin ganske enkelt
uundværligt.
Det kan Søren tale med om, for han er en af dem, der hele vinteren
sidder og nærlæser løg- og frøkataloger fra særlige leverandører.
Masser af tekst og næsten ingen billeder. Side op og
side ned om spændende løg og frø, som plantejægere på ekspeditioner
har fundet i fjerne egne.
Gennem flere hundrede år har modige mænd og ganske
få kvinder rejst ud i verden for at bringe sjældenheder hjem,
og i begyndelsen var sådanne ekspeditioner ofte finansieret af
konger, kejsere og andre rigmænd. På den måde fik de mulighed
for at fremvise noget i deres haver, som ingen andre havde.
Det var jo også et tegn på magt. Dengang var det ofte et farefuldt
job, og plantejægerne var som regel væk i mange måneder.
Derfor var det tit løg, knolde og frø og altså ikke ‘levende’
planter, de hjembragte. Disse blev så opformeret og brugt som
avls- og krydsningsmateriale.
Man plejer at sige, at der intet nyt er under solen, men når
det gælder plantefund, er det ikke rigtigt. I dag findes der kun
sjældent nye arter, men ofte støder man på varieteter, som
spontant er opstået i naturen. Det kan være en plante med en
varierende farvetone, én med særligt løv eller én med en anden
vækst. I mange tilfælde skal man virkelig være kender for at
se divergensen, og derfor når disse planter som regel ikke ud i
den brede handel. De finder vej til feinschmecker-katalogerne,
og målgruppen er folk som Søren.
Søren fortæller, at der findes omkring 20 arter, hvoraf altså
Galanthus nivalis er den mest almindelige i danske haver.
Galanthus elwesii, som er større og kraftigere og blomstrer lidt
tidligere, støder man også af og til på. Den er opkaldt efter den
engelske plantejæger Henry John Elwes (1846-1922), der i 1874
fandt den vildtvoksende i Tyrkiet og bragte den til England.
Der findes i dag hundredvis af navngivne sorter, og Søren
har små tre hundrede i haven. Nogle af dem er virkelig sjældenheder,
og han har da også af og til betalt flere hundrede
kroner for et enkelt løg. På en guidet tur bliver jeg præsenteret
for nogle af kostbarhederne. De er vældig fine, men nogle gange
skal man være endog meget skarpsynet for at se forskel. Jeg
må selvfølgelig have billeder af nogle af de mest karakteristiske
blomster, men selv om jeg lægger mig helt ned på maven,
er det svært at fotografere dem, så man kan se deres karakteristika.
Derfor spørger jeg Søren, om han vil plukke nogle
blomster til mig. Det går han – en smule modvilligt – med til.
Modviljen skyldes ikke uvenlighed; jeg forstår ham godt, når
jeg ser, hvor små nogle af kolonierne trods alt er. Men hvad gør
man ikke for et godt billede!
I en lille bog noterer Søren år for år, hvor mange blomster
der har været på de forskellige sorter, og derved har han et helt
klart overblik over, hvor hurtigt de forskellige vintergækker
formerer sig. Desværre sker der også det, at nogle af en eller
anden grund forsvinder. Men hvor der handles, der spildes!
Sådan er det.
Der er ingen tvivl om, at interessen for vintergækker er ved at
vinde indpas i Danmark. For eksempel er Marianne Rostén fra
Gartneriet Spiren ved Skælskør, som er kendt for sine fantastiske
juleroser og påskeklokker, nu også begyndt at sælge forskellige
vintergækker i potter sammen med andre løgvækster.
Det er Søren, der har hjulpet Marianne med udvælgelsen. I øvrigt
hjælper Søren og Nico også af og til med at ekspedere på
Gartneriet Spiren i de tidligste forårsweekender, hvor der virkelig
er tryk på.
Jeg havde før hørt tale om, at der i England er mennesker, som
er fuldstændig skudt i vintergækker, men i Danmark har jeg
aldrig mødt en rigtig galanthofil. Troede faktisk slet ikke, at
der fandtes nogen. Men jeg blev klogere. Det viste sig nemlig,
at Søren er vintergæksamler om en hals og har været det i omkring
tredive år. Han er bare gået stille med dørene.
Næste side: ‘James Backhouse’, ‘S. Arnott’, ‘Viridi-apice’,
‘Wendy’s Gold’, ‘Oreanda’, ‘Jaquenetta’,
‘Walrus’, ‘Blewbury Tart’ og ‘Byzantinus Augustus’.
24

25

Fritillaria imperialis Fritillaria persica Fritillaria raddeana
Fritillaria
Fritillaria-slægten har ikke noget overordnet dansk navn, men
når jeg nævner et par af de kendteste, vil de fleste være med.
Det største medlem er kejserkrone, Fritillaria imperialis – (bemærk,
hvor fint artsnavnet stemmer overens med det danske
navn). Det andet medlem, som de fleste givetvis også er stødt
på, er vibeæg, Fritillaria meleagris. Der er sikkert flere, som
ikke har tænkt på slægtsskabet mellem de to planter. Det er
også derfor, at det latinske navnesystem er både interessant og
lærerigt.
Søren har rigtig mange forskellige arter af Fritillaria i haven.
Lad os begynde med kejserkronen, som man tidligere især så
i landbohaver. Den imponerende plante findes vildtvoksende i
den sydlige del af Tyrkiet, i Iran og Afghanistan.
Vita Sackville-West (1892-1962), der sammen med sin
mand, Harold Nicholson (1886-1968), skabte den verdenskendte
have Sissinghurst Castle Garden, har ofte fortalt om
det majestætiske indtryk, som kejserkronen gjorde på hende,
da hun uventet stødte på en større vildtvoksende bestand under
en rejse i det tidligere Persien. Dette er sikkert grunden til,
at man i foråret ser den mange steder på Sissinghurst.
Man hører ofte folk sige, at de ikke kunne drømme om at
have kejserkrone i haven, fordi den har en lidt særegen ræveagtig
duft. Men der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke
er godt for noget. Det siges nemlig, at den stramme duft holder
mosegrise, muldvarpe og mus væk. Derfor skulle det være
godt at lægge kejserkroneløg mellem tulipanløg, som gnavere
elsker. På den måde kan man holde skadedyrene væk. Jeg ved
ikke, om det virker, men det er da værd at prøve.
Kejserkrone kan være en lille smule drilagtig, og af og til
kommer man ud for, at den ikke vil blomstre. Allerede i marts
titter det første grønne op af jorden, og dag for dag skyder
stænglen hurtigt i vejret. Desværre sker det, at knopperne og
dermed også blomsterne mangler. Det er sjældent en løsning
at begynde at flytte på løget, for kejserkrone er ikke glad for at
blive forstyrret. Derfor er det vigtigt, at man planter helt korrekt
fra starten. Grav et 25-30 cm dybt hul og kom sand eller
småsten i bunden for at undgå, at løget kommer til at stå for
fugtigt. Det er der ingen løg, der bryder sig om, men for Fritillaria
kan det betyde den visse død. Jeg har på et tidspunkt læst
en anbefaling om at placere kejserkronens løg, så toppen peger
skråt ud til siden nede i jorden. Det skyldes, at løget – når
stænglen visner ned – får en hulning, hvor stænglen skød fra.
Og i dette hul kommer der nemt til at stå vand, hvis jorden er
for fugtig.
26

Lad mig fortsætte med en anden af de høje, nemlig Fritillaria
persica med de smukkeste, mørkt purpurfarvede klokker, der
passer eminent til det grågrønne løv.
Da jeg så den hos Søren, blev jeg grøn af misundelse, for
den har jeg nemlig aldrig haft held med. Stænglen kommer
år efter år, men ingen blomster. Og det er jeg simpelthen så
ked af, for jeg kan lige forestille mig, hvor smuk den ville være
mellem alle mine tulipaner i samme farvetone. Der findes
også en sort med cremefarvede til grønne blomster. Navnet
er ‘Ivory Bells’. Den er også helt uimodståelig, men desværre
vil den heller ikke lykkes hos mig. Søren trøster mig med, at
blomstringen også af og til svigter hos ham.
Sidste år prøvede jeg en anden dejlighed, som jeg lærte at kende
hos Søren. Den hedder Fritillaria raddeana. Klokkerne er
gulgrønne, og jeg lagde en mængde løg mellem grupper af
‘Spring Green’-tulipaner i et hvidt og cremefarvet bed. Den
blev uhyre flot. I bøger har jeg læst, at Fritillaria raddeana
skulle være en af de nemmeste, så jeg krydser fingre og satser
på, at de kommer igen i år.
Mange steder i haven står pletvise kolonier af mindre Fritillaria,
der med deres nikkende klokker virker så fine og graciøse
mellem alle de øvrige forårsvækster. I flæng kan nævnes Fritillaria
pallidiflora, Fritillaria michailovskyi og Fritillaria pudica.
Afslutningsvist skal den almindeligste af alle Fritillaria, nemlig
vibeæg, omtales. Det er efter min mening en af de fineste
og smukkeste vækster, forårshaven kan byde på. Det var tillige
en af Anne Justs absolutte yndlingsblomster. Stolerækkerne i
Hune Kirke var da også pyntet med disse spæde yndlinge til
hendes bisættelse.
Der, hvor vibeæg trives, sår de sig, og faktisk går der ikke
mere end et par år, før de første kommer i blomst. I England
ser man ofte steder med naturaliserede vibeæg. Det er som
regel på store enge, og for at sikre at de kommer igen år efter
år, er det vigtigt, at man venter med at slå græsset til hen
omkring sankthans. Først til den tid er planternes stængler og
blade visnet helt ned og har transporteret kraft tilbage til løgene.
Slår man græsset for tidligt, udebliver blomstringen året
efter, idet løgene da ikke har kræfter til at blomstre.
I Storbritannien ser man rigtig mange steder bulbs in the green,
altså løg i græsplænen, og det er mig helt ubegribeligt, at ikke
flere dyrker dette herhjemme. Det er ellers, som om den mere
vilde og naturlige havestil vinder mere og mere indpas. Samtidig
giver mange udtryk for, at de er trætte af at slå græs i tide
og utide. Hvis det var mig, der havde græs i haven, skulle jeg
ikke være sen til at få lavet mig en løgplæne. Fidusen er, at
man nogle steder undlader at lægge løg, for eksempel i et bugtet
stiforløb. Dette areal holder man så slået som vanligt, mens
græsset gror op på den vilde blomstereng. Jeg kan kun opfordre
flere til at gøre dette.
Fritillaria meleagris, den fine vibeæg.
27

Helleborus
Hvor ville det ikke alene have været hyggeligt, men også praktisk,
hvis jeg havde lært Søren og Nico at kende, før jeg omkring
2007 gik i gang med min bog Juleroser og påskeklokker
omhandlende Helleborus-slægten. For Søren har en samling så
stor, at det ville have været skønt at kunne tage fotos hos ham
også. Billedmaterialet kom dog i hus alligevel, og jeg kan i stedet
vise nogle af alle hans skønne påskeklokker her.
Jeg er glad og taknemmelig over, at jeg får lov til at vise
dette havemirakel for en bred kreds af læsere, for hverken Nico
eller Søren har tidligere haft lyst til at vise deres have frem.
Ingen vidste, at den var der, og derfor har de heller ikke fået
henvendelser fra haveforeninger eller lignende, om de måtte
komme på besøg. “Nej, det her er vores sted,” siger de samstemmende.
“Vi har det ene og alene for vores egen skyld og
dyrker haven og omgivelserne, fordi vi simpelthen ikke kan
lade være.”
jo en af de få ulemper, påskeklokkerne har: at hovederne vender
nedad. Derfor må man vende klokkerne om for at se dem
face to face.
Det er ligesom med mennesker: Der er med garanti ikke to
blomster, der er helt ens, og når man går og vender dem, er det
tydeligt, at den ene er kønnere end den anden. Man kan aldrig
vide, hvordan frøplanterne kommer til at se ud, fordi påskeklokker
meget villigt krydser sig med hverandre.
Gennem årene har Søren og Nico fremavlet utallige påskeklokker
til salg, hvor plantefolk mødes. De har altid nydt
at tage til forskellige plantemarkeder rundtomkring på Sjælland,
men de planter, de nok har været mest kendt for, er deres
træpæoner dyrket fra frø.
Sørens interesse for Helleborus er heller ikke ny. Han fik øjnene
op for denne helt unikke planteslægt, længe før nogen
anede, at der var forskel på den ene og den anden. De blev i
flæng blot kaldt juleroser. Lad os derfor lige få på det rene, at
Helleborus niger er den hvide julerose, der blomstrer omkring
årsskiftet. Helleborus orientalis blomstrer noget senere – omkring
april – og derfor bærer den navnet påskeklokke. Helleborus
orientalis er uden sammenligning den mest populære art,
og det skyldes, at variationen, især hvad angår farver og mønstre,
er så stor.
Gennem årene er der kommet rigtig mange frøplanter i
haven. De er dukket op i revner og sprækker mellem stenene
overalt. Her i den halvskyggede have elsker de at være, og bestanden
er nu så stor, at Søren – når blomsterne begynder at
takke af – går rundt og klipper alle stængler af med frøstande
og det hele. Dels har det den fordel, at planterne næste år bliver
kraftigere med en rigere blomstring til følge, og dels kommer
der ikke frøplanter overalt.
Efterhånden er der ikke rigtig plads til flere planter, siger
Søren, men jeg har da ikke så sjældent set ham drage af sted
med nye planter fra Gartneriet Spiren. Der sker jo, at der dukker
en helt særlig variant op, som ikke kan undværes.
Den langt overvejende del af Helleborus-bestanden i haven
tilhører orientalis-gruppen. Altså påskeklokker, der har krydset
sig indbyrdes. Som vi går rundt i haven, løfter Søren blomsterne
op, så jeg kan se de særligt smukke eksemplarer. Det er
Næste side: Forskellige Helleborus-krydsninger. De fleste er
orientalis-hybrider. Da der er tale om spontane krydsninger, har de
ikke sortsnavne.
28

29

Træpæoner
Når man kører ned ad grusvejen til ejendommen, kommer
man lige før svinget forbi en lang række træpæoner, der nærmest
danner en høj hæk. Det er Yunnan-træpæoner, Paeonia
delavayi, der står her side om side, og når man passerer, er der
en stor chance for, at man slet ikke opdager, at det er træpæoner.
Sit danske navn har planten fået, fordi den stammer fra
Yunnan-provinsen i Kina. Der er altså tale om en vildart.
Jeg holder utroligt meget af Yunnan-træpæonens røde
blomster, der kan svinge fra orange og helt over til mørk bourgognerød.
Væksten er lidt stiv og opret, og ofte skjuler blomsterne
sig lidt inde mellem løvet.
Når man ser forædlede træpæoner med helt mørkerøde til
blålilla blomster, er der meget stor sandsynlighed for, at Yunnan-træpæonen
har indgået i forædlingen. Den har nemlig givet
‘blod’ til mange sorter med helt mørke blomster.
Med det lidt simple udtryk, som Yunnan-træpæonen har,
er det ikke en plante, der gør meget væsen af sig. Desuden er
det også en ret nøjsom plante, som klarer sig lige så godt i solskin
som på en halvskygget plads.
Hen på sommeren afløses blomsterne af modne frøstande,
og når frøene begynder at blive tørre, er det tid til at høste dem
og så dem. Man skal have for øje, at det er noget af et tålmodighedsarbejde
at dyrke træpæoner fra frø. Faktisk tager det
to år, før der overhovedet viser sig noget over jorden. Det betyder
dog ikke, at frøet er to år om at spire. I begyndelsen sender
det nemlig rødder ned i jorden, og først året efter sker der
altså noget over jorden. År for år – efterhånden som planten
vokser – pottes den over i gradvist større potter, men der går
mellem fem og seks år, før den første knop viser sig. Når det
varer så lang tid, hænger det sammen med, at Søren og Nico
som nævnt dyrker mange af deres planter i potter. Flytter man
i stedet planten ud i haven, når den er groet lidt til – cirka tre
år efter såning – begynder den som regel at blomstre efter trefire
år.
I haven er der også mange pæonvildarter og træpæoner –
mange dyrket fra frø. Jeg spørger Søren, hvordan han har tålmodighed
til at vente flere år på en plante, men det er aldrig
noget, han som sådan har tænkt over, fordi han hele tiden har
gang i nye såninger. I begyndelsen var der selvfølgelig nogen
ventetid, men i dag er der hele tiden nye forsyninger, og derfor
er tidsfaktoren ikke noget problem.
Søren fortæller også, at han i den grad nyder at så og prikle
og se frøplanter gro, men når han gennem årene har sået så
mange planter selv, hænger det også sammen med den økonomiske
side af sagen. Det har været en billig måde at få mange
planter på.
Mange af de pæoner, der vokser i haven, har Søren ikke det
præcise navn på. Langt størsteparten er nemlig avlet fra frø,
som han enten har fået eller høstet på rejser til fjerne egne.
Også fra Botanisk Have i København har han fået frø, fordi
Inkakakadue Paeonia delavayi Tulipa springeri
30

han gennem tiderne har kendt flere af botanikerne der. Selv
om de er høstet på en plante, som man kender navnet på, kan
man aldrig vide, hvad der kommer ud af det, fordi de forskellige
arter krydser sig indbyrdes. Navne eller ikke! Søren har
fuldstændigt styr på, fra hvilke frø planterne kommer, og hvor
han har frøene fra.
31

32

33

Fuglene
Både Søren og Nico er tossede med fugle – både de vilde og
de mere eksotiske. Overalt i haven og på den omkringliggende
grund er der rigtig mange fuglekasser, og i haven fodrer de
fuglene året rundt.
Allerede i begyndelsen af afsnittet berørte jeg de store volierer
med kakaduer, som kan flyve frit rundt og indimellem
skræpper en del med. Selv om de er vant til noget varmere
himmelstrøg, klarer de fint vore vintre – også de seneste, der
jo har budt på en del kulde. ‘Hemmeligheden’ er, at de ikke
må udsættes for træk, og derfor har de også mulighed for at
krybe i ly inde i stalden, som voliererne er bygget op af. Gennem
et hul i muren kan de rykke indenfor, og herinde har de
blandt andet redekasser, for det sker nemlig ikke så sjældent,
at de yngler. Og det er absolut et tegn på, at de har det godt.
På ejendommen er der også mere almindelige fugle som
duer, høns og ænder. Hønsene og ænderne bor i et meget stort
indhegnet område bag stalden sammen med et par sorte svaner
(se billedet side 20-21), som egentlig har hjemme i Australien,
hvor de er uhyre almindelige. Derimod har man ikke hvide
knopsvaner dér, så derfor findes der fuglefolk down under,
som har indført den hvide svane og holder den som husdyr.
Det er da interessant.
Søren og Nico har desuden fugle fra pampassen i det østlige
Sydamerika. Det er nanduer, der minder meget om den
afrikanske struds og den australske emu. Store, flotte fugle
med grå fjerdragt. De går på en eng ved siden af haven, og
med sit lange græs ligner den næsten pampassen. Det virker
da også, som om fuglene trives der. Hvis de bliver skræmt, kan
de løbe utrolig stærkt, men de kan ikke flyve. Skal de forsvare
sig, gør de det ofte ved hjælp af vingerne, hvorpå der er nogle
store sporer. Så det gælder om at tage sig i agt, hvis nanduerne
føler sig truet og begynder at brede vingerne ud, mens de kigger
vredt på én.
34

Ja, der er noget af en menage, som Søren og Nico har skabt her.
Det er i udpræget grad en livsform at have et sted som dette.
“Vi er stadig raske og rørige, men jo ikke helt unge længere,”
siger Nico og fortæller, at de har ladet ejendomsmæglerne
i området vide, at de vil afhænde stedet, hvis den rigtige køber
viser sin inden for de næste år.
På den ene side gjorde de mig ked af det, da de fortalte det.
Men på den anden side er der et gammelt ord, som siger: “Ting
har sin tid.” Det gælder selvfølgelig også her. Lad os håbe, at
den rette køber dukker op …
Forrige side: Albakakadue og Rosakakadue.
Øverst ses bramgæs, og til venstre er det de strudselignende
nanduer.
35

En blomsterelskers
paradis
På en blind vej ved Hareskoven, lidt nord for København, finder
man denne have, som man ikke en gang kommer til, hvis
man farer vild. For for enden af den blinde vej skal man dreje
til højre ned ad en sti, der er så smal, at man bliver nødt til at
bakke, når man skal ud igen. Her – ret tæt på København og
alligevel godt gemt – bor Jane og hendes mand, Iver, på femtende
år. I et smukt gammelt stenhus fra fyrrerne med kampestensfundament,
småsprossede vinduer, kobberudhæng og
græs og husløg på taget. Her leves det gode liv, og gæstfriheden
er stor. Aldrig får man lov til at tage brødflov af sted. Der
skal være tid til en hyggelig snak og lidt nærvær; det forlanger
værtinden.
Efternavnet er Nørgaard, og nu, hvor det er afsløret, ved
jeg, at mange blomsterelskere er med. Jane Nørgaard havde i
mange år to af hovedstadens kendteste blomsterforretninger.
Dels på Østerbrogade og dels i Bella Center. Herfra havde hun
alle de store leverancer til stat og kongehus og var desuden
storleverandør til samtlige udstillinger i Bella Center. I 1989
lukkede Jane butikkerne, men åbnede så et stykke tid efter
Jane Nørgaards Blomsterskole, der snart blev både eftertragtet
og populær.
36

37

Clematis montana
Når man besøger Jane og Iver i slutningen af maj, mødes man
af det mest overdådige syn, man overhovedet kan tænke sig.
Tre Clematis montana – hver sin sort – vokser hen over udhænget
og carporten som en lang drapering. Der er bare så
smukt. Synd, at det kun er posten, husets beboere samt gæster,
der får glæde af det. Jeg har sjældent set noget så skønt.
Clematis montana er en fantastisk art, hvis man ønsker en
klematis, som hurtigt gror op, ikke skal klippes og i øvrigt er
sund og rigtblomstrende. ‘Rubens’ er den mest almindelige
sort, og her er den plantet sammen med ‘Freda’ og ‘Fragrant
Spring’.
Mange af de spørgsmål, som folk stiller, når snakken falder
på klematis, drejer sig om beskæringen. Men med Clematis
montana er det så nemt: Her skal der slet ikke gøres noget.
Jo, hvis busken bliver for voldsom, kan man evt. udtynde den
ved at klippe nogle af stænglerne bort, men det er en helt anden
sag.
Klematis har af en eller anden grund fået det ry, at de er svære
at få til at gro, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har aldrig selv haft
problemer. Men det er vigtigt at være omhyggelig med plantningen
og især placeringen. Ønsker man, at klematissen for
eksempel skal gro op ad et espalier på en husmur, er det vigtigt,
at den ikke plantes så tæt på muren, at udhæng og tagrende
tager vandet. Vælg en placering et godt stykke ude og led
senere stænglerne hen langs jorden til espalieret.
Grav et hul på størrelse med en gulvspand og arbejd jorden
i bunden godt igennem med en greb eller lignende. Bland
den opgravede jord med tre-fire håndfulde fjer fra en udtjent
pude eller dyne samt evt. en fjerdedel kompost. Fyld så jord i
bunden af hullet, så det passer med, at klematissen, når den
plantes, kommer cirka 10 cm længere ned, end den stod i potten.
Dette er ret væsentligt, fordi planten da vil skyde fra bladknopper
(også kaldet ‘sovende øjne’) på stænglen, så der kommer
flere skud nedefra. Fyld nu hullet næsten helt op og pres
jorden løst sammen omkring planten. Hæld dernæst en kandefuld
vand eller to ned omkring planten og vent, til vandet er
sivet ned. Fyld så hullet helt op, evt. med en lille vold omkring
planten.
Klematis bryder sig ikke om sol omkring stænglerne nede
ved jorden, så derfor er det en god idé at dække med et par
sten. Tager man højde for disse ting, bør det ikke kunne gå
galt.
38

Et unikt orangeri
Står man foran huset og kaster et blik gennem carporten, kan
man skimte et smukt orangeri, som Jane og Iver fik bygget for
nogle år siden. Ja, man drages ligefrem mod haven, når man
først er blevet opmærksom på den smukke bygning, der ligger
hævet over græsset. Den er nemlig ligesom villaen bygget på et
fundament af kampesten. Det giver et vældig gedigent udtryk.
Her bliver der ikke gået på kompromis; Iver er ingeniør, og
selv om det er Jane, der står for blomsterne og huset og havens
indretning, er det Iver, der udtænker løsningerne, når Jane får
endnu en idé. “Drømme og projekter skal man have. Men jeg
må erkende, at begrænsede kræfter og energi efterhånden gør
tålmodighed til en dyd,” siger Jane.
Huset, der er tegnet af en svensk arkitekt og fremstillet i
Litauen, har småsprossede vinduer og kobberinddækninger
– igen for at matche villaen. Lidt utraditionelt er alt træværk
malet sort, men det giver et både distinkt og elegant udtryk.
Huset glider meget nemmere ind i omgivelserne end et hvidt.
Det skyldes, at den sorte farve er tættere på naturens grønne
end den hvide.
Haven og dens bygninger er Janes legeplads. Hun elsker at indrette
og sætte i scene, og fra sit arbejdsliv med blomster, events
og udstillinger har hun en mængde rekvisitter, som bliver arrangeret
rundtomkring. Orangeriet er ikke nogen undtagelse.
Det er en lille eventyrhule – som at træde ind i en anden verden.
Og når man kigger rundt, er det tydeligt, at planterne må
være der, men menneskene skal være der.
“Jeg søger hele tiden æstetikken,” siger Jane, “og jeg går
ofte herned i orangeriet, når jeg har brug for fred, meditation
og eftertænksomhed. Det er i det hele taget den måde, hvorpå
jeg bruger haven og dens rum.”
I den ene ende står en stor himmelseng fra Zanzibar, og her
nyder Jane midt på dagen at tage sig et lille hvil, mens hun ligger
og kigger op på væksterne og lytter til klassisk musik. “Så
føler jeg mig virkelig i pagt med naturen. Bedre kan jeg ikke
have det,” siger hun.
I orangeriets modsatte ende er der et bord med stole omkring.
Der er god plads, og huset virker på en eller anden måde
også større end sine 18 kvadratmeter. Det skyldes givetvis, at
de fleste planter vokser i højden i stedet for at optage gulvplads.
I huset er der blandt andet en gammel vin, som hvert
år bliver skåret ned til ‘stammen’, en fersken og flere passionsblomster
med varierende farver. De stræber opad og skaber
ikke alene frodighed, men filtrerer også sollyset, så solafskærmning
er unødvendig.
39

40

Engletrompeter
Et lille ‘husalter’ med zinkplade er der også blevet plads til, og
her hæfter man sig især ved de smukke engletrompeter, Brugmansia,
som – når der er lunt i huset – udsender den lifligste
duft. Disse særegne og skønne blomster fås i både hvide,
svagtgule, rosa og gyldne farver. De to førstnævnte er absolut
mine favoritter, fordi de virker så rene og fine.
Som de fleste sikkert ved, er engletrompeter ikke hårdføre,
men må opbevares frostfrit om vinteren. Det er optimalt, hvis
man har en havestue eller et lyst rum, hvor der ikke bliver over
femten-seksten grader.
Er man uerfaren med engletrompeter, hvilket jeg var i starten,
skal man være ekstra opmærksom, hvad beskæringen angår.
Sagen er nemlig den, at blomsterne altid kommer i bunden
af en Y-form – altså hvor en gren har delt sig i to. Her vil
planten sommeren igennem sætte nye knopper og blomster.
Hvis man skærer under Y-formen, skal planten bruge kræfter
på at skyde i vejret og danne en ny Y-form, inden den begynder
at sætte knopper. Og det kan meget vel forsinke den et
par måneder. I begyndelsen var jeg helt uvidende om dette og
klippede planten alt for langt tilbage. I dag er jeg heldigvis blevet
klogere og er glad for at kunne give min viden videre.
Vær i øvrigt opmærksom på, at engletrompeter er både
sultne og tørstige planter, der sommeren igennem skal gødes
og vandes godt. I særligt varme perioder er det nogle gange
nødvendigt at vande et par gange om dagen.
Engletrompeter fås i en del forskellige farver. Sortsnavne bruger
Jane ikke energi på at huske.
41

42

Havetanker
Det er altid spændende at høre om en haves historie og tilblivelse:
Hvor stor er den? Hvorfor ser haven ud, som den gør?
Hvilke tanker gør haveejeren sig, og er der nye projekter, som
skal føres ud i livet?
Jane er dejlig konkret, når hun fortæller, og det er tydeligt,
at hun har en helt klar mening om sin omkring 1.000 kvadratmeter
store have og dens indretning. “Selv om jeg kan lide at
arrangere og skabe nye stemninger, er det også vigtigt for mig,
at der er nogle blivende elementer i haven – en rygrad. Og den
har jeg blandt andet skabt ved hjælp af stedsegrønt, for eksempel
buksbomkugler. Jeg elsker de stramme former og alt det
grønne som et modspil til blomsterfloret. Men jeg kan også
godt lide, at der er lidt blink i øjet! Det var derfor, jeg for nogle
år siden begyndte at formklippe en lille hønseflok af små
buksbomplanter. I det hele taget føler jeg mig som en scenograf
i mit eget haveeventyr. Krukkerne, interiøret og planterne
er mine statister, som jeg flytter rundt på. Jeg er på ingen
måde en plantenørd og gemmer derfor ikke på sortsnavne,
som jeg alligevel ikke kan huske. Det, der betyder noget for
mig, er former og farver,” siger Jane.
43

På spørgsmålet om, hvorvidt hun fra starten havde en plan,
svarer hun nej. Alt er kommet til ved knopskydning: rum efter
rum med bede i organiske former, bundet sammen af græsplænen,
som skaber ro og harmoni.
Da jeg beder Jane om at karakterisere sin stil, sammenligner
hun den med de buketter og dekorationer, hun er så kendt
for – styrede, men alligevel lidt vilde. Men hun siger samtidig,
at det er noget vanskeligere med haven. For når hun binder en
buket eller laver en dekoration, kan hun studse en stængel, der
er blevet for lang, eller sammensætte farver i en mængde forskellige
kombinationer. Det er straks lidt sværere i haven, hvor
planterne lever deres eget liv. Et år er der måske meget regn,
og så skyder planterne i vejret; andre år, hvor det er tørt, bliver
højden måske kun den halve. Derfor kan det være svært at
skabe et bed i total harmoni. Og når det gælder farverne, kan
man ikke lege med alverdens kombinationer i haven. Medmindre
da, at man har en utroligt stor grund. For at undgå et
rodet udtryk bliver man derfor nødt til at begrænse sig.
Rod er ikke Janes kop te, men blomster, som kommer helt af
sig selv i sprækker og revner, er mere end kærkomne. “Jeg kan
godt finde på at smide lidt frø hist og her, og når så blomsterne
senere på sæsonen dukker op de mest umage steder, hvor jeg
mindst havde ventet det, bliver jeg bare så glad,” siger Jane og
smiler stort.
Rundtom i haven er der mange grønne pauser. Ikke blot stedsegrønt,
men også bladplanter som hosta, bregner, vedbend,
kærmindesøster, påskeklokker og lodden løvefod. De er uundværlige
partnere til havens blomster.
44

45

46

47

48

Siddepladser og rum
Jane og Iver er som nævnt uhyre gæstfrie, og derfor er der også
rigtig mange siddepladser i haven. Besøg i talrige haver har
lært mig, at det i høj grad er små og store møblerede rastepladser
i haven, der er med til at skabe en hyggelig stemning. Janes
have er indrettet med sammenhængende rum, således at man
kan være mange. Men også sådan, at der – hvis man er få –
kan skabes en hulestemning.
Alle pladser er placeret, så der fra enhver vinkel er noget
interessant at se på. Et særlig skønt sted er en sekskantet terrasse
på pæle lige uden for husets pejsestue. Om sommeren
fungerer den som et ekstra rum, og det er rigtig hyggeligt at
sidde der, fordi man her højt hævet over haven kan overskue
det meste. En særlig stemning opnås ved, at der hen over rækværket
gror roser og blåregn, som er med til at dølge de skarpe
kanter.
49

Går man ned ad trappen, kommer man til endnu en terrasse,
der er anlagt mellem carporten og villaen. Den er overdækket
med en pergola, hvorpå der vokser hvide blåregn. Her er det
ikke alene blomsterne, men også de snoede, lianagtige grene,
der betager Jane. Hun glæder sig utrolig meget til, at det hele
gror sammen og får karakter af en vild grotte, som hun udtrykker
det. Her kan man sidde og kigge over på orangeriet.
Da orangeriet blev bygget, opstod der pludselig to nye rum,
som stadig ligger ubenyttede hen. Selvfølgelig har Jane også
planer for dem. Det ene så hun gerne forvandlet til et udekøkken
af den mere kreative slags med – som hun siger – en ‘vild’
stentrappe op til det andet rum, som er havens højest beliggende.
Her drømmer Jane om en stenmur, et vandspejl og et
vue ud over hele haven. Iver sidder i baggrunden og smiler
stille, mens han lytter til alle fruens planer. For han ved jo, at
uden hans hjælp bliver de nok ikke ført ud i livet. Han er stadig
på arbejdsmarkedet, men det er godt med nogle fremtidsplaner!
50

Lige over for orangeriet, i et hjørne ind mod carporten, har
Jane sit lille værksted, hvor hun kan rode og regere. Kun den
opmærksomme havegæst opdager værkstedet, for det ligger ret
skjult bag opstammede tujaer og opstammede roser. Her gemmer
Jane alle sine remedier – potter, krukker, muld, gødning
og redskaber – og det er ofte her, man finder hende i færd med
at nyde de sidste solskinstimer og en forfriskning.
51

Endnu en lille terrasse ligger foran havens redskabshus, der
virkelig har betaget mig som fotograf. Huset er nemlig uhyre
fotogent og viser, at ikke alene havens møbler og siddepladser,
men også bygninger bidrager til havens stemning. Halvgemt,
som huset ligger i havens bageste hjørne, giver det en særlig
hygge og stemning, som end ikke det fineste nybyggede stenhus
ville give. Småsprossede vinduer, vedbend op ad væggen
og græs på taget. Foran er der et bed med påskeklokker, bregner,
storkenæb, akelejer og fingerbøl – for blot at nævne nogle
af væksterne i dette lille halvvilde univers med tørresnor og
selvsåede forglemmigej i flisefugerne.
Også her har Jane plantet buksbomkugler som et modspil
til det småvilde, og for at understrege den romantiske stil
er indgangen flankeret af en rosenbue, hvorpå der vokser en
‘Constance Spry’-rose og en matchende kaprifolie.
Til sidst skal et par siddepladser i den mere kuriøse ende af
skalaen fremhæves. Det drejer sig om nogle specialfremstillede
lave stole med skrå sæder, som er blevet placeret på villaens
græstag. Så kan man – på første parket – udstyret med madkurv
følge flyveopvisninger fra Værløse Flyveplads.
52

53

54

55

Et anderledes bed
Der findes såkaldte alpine planter, som naturligt vokser på steder,
hvor der er meget drænet – altså tørt. Nogle mennesker
har disse planter som passion og går så meget op i dem, at de
med større eller mindre kreativitet bygger små bjerglandskaber
for at dyrke deres rariteter her.
Jane er ikke som sådan optaget af disse planter, men midt
i plænen har hun anlagt et næsten fladt stenbed eller måske
rettere en lille plads med toppede brosten. Her vokser tørkeelskende
planter som for eksempel fløjlsaurikler, timian, klokkeblomster
og husløg. Omkring dem går buksbomhønsene.
Sammen med en gruppe buksbomkugler er de et dejligt indslag
om vinteren, hvor de sammen med det øvrige stedsegrønne
giver haven liv.
56

Mange har givetvis kastet lange blikke efter de flotte iris, Iris
germanica, på ferierejser til sydlige himmelstrøg. Det har jeg
i hvert fald, og jeg har også forsøgt mig med dem i min egen
have. Med svigtende held. Det skyldes ganske enkelt, at min
have efterhånden er så overfyldt, at jeg har svært ved at give
planterne de optimale forhold. De fordrer nemlig, at knoldene
– rhizomerne, som løvet skyder fra – plantes i jordoverfladen
og bades af solen. Hos mig er dette ikke rigtigt muligt, fordi de
omkringstående planter bestandigt vokser ind over dem.
Men Jane kan give de flotte iris præcis de forhold, de elsker.
Her mellem stenene får de netop den varme, de skal have, for
virkelig at yde deres bedste. De er plantet, således at rhizomerne
er næsten frie for jord og peger mod syd, som det anbefales.
Der findes mange andre iris-arter, men det er kun de germanske
typer, der skal behandles på denne måde. For eksempel
er de slanke Iris sibirica noget nemmere. De er, som det
fremgår af artsnavnet, ikke nær så varmeafhængige.
De statelige Iris germanica trives og blomstrer rigt.
57

Blomsterkunst
Det er altid uhyre interessant at se, hvor mange forskellige måder
farver kan sammensættes på. Tydeligt er det, at Jane har
en meget sikker farvesans. For eksempel anvender hun orange
på den mest elegante måde. Det er ellers en farve, som mange
går udenom. Derfor er det så meget desto flottere at se orange,
abrikos, rosa og pink sammen.
Flere af planterne virker som bindeled, fordi de for eksempel
er både rosa og orange. Det gælder blandt andet en meget
smuk kaprifolie – ‘Goldflame’. En anden bemærkelsesværdig
vækst er den orange lilje ‘Mrs. Backhouse’. Den har turbanformede
blomster med små mørke prikker. Jane fortæller, hvordan
hun hele tiden flytter rundt på planterne – kasserer og føjer
til – for at opnå det ønskede motiv.
Men ikke blot farverne har betydning, pointerer Jane. Det
har formerne og strukturerne også. “Det er fuldstændig, som
når jeg binder en buket,” forklarer hun. “Det er vigtigt med
modsætninger: stort og småt, højt og lavt, spir og skærme,
pomponer og ‘skyer’. Hvis stort set alle blomsterne har samme
form og statur, bliver det stillestående og uinteressant.”
Vi haveejere kan faktisk lære meget af at se, hvordan blomsterbindere
bruger deres kreative sans. Jeg har i hvert fald suget
til mig.
Næste side: Lilje ‘Mrs. Backhouse’, rose ‘Heritage’ med røllike
‘Terracotta’, tobaksblomst ‘Marshmallow’, rose ‘Alchymist’,
kaprifolie ‘Goldflame’ og hortensia.
58

59

Huset ved fjorden
Det var Marianne Kolding, en af mine havebekendte, som
en dag nævnte, at hun havde hørt om en helt særlig have ved
Præstø Fjord. En have, hvis ejer efterhånden var noget oppe i
årene, og måske var hun netop flyttet; Marianne var ikke helt
sikker. Heller ikke på, hvor haven præcist lå. “Men jeg skal nok
finde den,” sagde hun. Marianne havde nemlig længe gerne
villet se haven selv, og nu havde hun et ærinde.
Et par dage efter ringede Marianne og sagde, at hun havde
fundet den. Men det var vinter og sne, og derfor var det
svært at se omgivelserne. “Jeg er nu alligevel ret sikker på, at
det er noget for dig,” sagde Marianne, som havde kæmpet sig
vej gennem sneen ude fra vejen. “Huset er bare så fint. Lyserødt
med stråtag. Men der var ikke nogen hjemme. Måske er
hun allerede flyttet.”
En god måneds tid senere – i april – var jeg i nabolaget. Marianne
havde prøvet at forklare mig, hvordan jeg fandt huset.
“Du kører ude på hovedvejen langs fjorden. På et tidspunkt
kommer du til en lille skov på højre hånd. Så skal du sætte
farten ned, for inde mellem træerne kommer der en lav, hvid
låge, som er svær at se fra vejen. Det er her, du skal ind.”
Selv om Marianne var kommet med en ret minutiøs anvisning,
lykkedes det mig alligevel at køre forbi første gang. Men
i andet forsøg gik det bedre. Da så jeg lågen og drejede ned ad
en lille grusvej. For enden lå det yndigste hus, og nu var jeg
spændt på, om jeg traf nogle hjemme.
Nej, der var helt stille. Jeg ringede på døren nogle gange,
men der var ikke tegn på liv. Jeg tænkte, at beboeren/beboerne
måske var i haven. Egentlig troede jeg ikke selv på det, for det
var en rigtig råkold dag, hvor man skulle være mere end almindelig
haveglad, hvis man var ude.
Jeg gik en tur rundt i haven, og selv om der ikke var meget
grønt, fornemmede jeg straks, at dette var et helt særligt sted.
Det pirrede min nysgerrighed, at her var så stille. Måske var
ejeren flyttet, og måske var huset allerede solgt til nogen, der
slet ikke var interesseret i, at jeg skrev om stedet.
Et engelsk ord siger: ‘The garden is the gardener’, og jeg gik da
også rundt og tænkte, at hvis den person, som havde skabt stedet
her, ikke mere var her, ja, så var der ikke nogen historie.
Men nu, hvor jeg havde involveret mig i stedet, måtte jeg
kende sagens rette sammenhæng. Derfor sendte jeg – da jeg
kom hjem – et brev og et par af mine bøger og fortalte om mit
projekt med de hemmelige haver. Et par dage efter modtog jeg
en mail:
Kære Claus Dalby,
Tak for din henvendelse om at tage billeder af vores have, og tak
for de fine bøger. Det er naturligvis meget smigrende, at du har
fået den idé, men også ganske skræmmende, fordi vi jo har en
evig dårlig samvittighed over ikke at passe haven godt nok. Af
og til spøger vi med, at vi dyrker det “romantiske forfald”. Men
du skal være meget velkommen til at tage de billeder, du kan
bruge. Hvis du gerne vil vide noget om haven, synes jeg, du skal
tage kontakt til min mor, Myrth Nørskov-Lauritsen, som har
lagt et stort arbejde i indretningen og pasningen. Hun flyttede
til Vordingborg sidste år, men er trods sine 88 år stadig frisk og
vil med glæde komme forbi og fortælle løs (jeg har nævnt dit
projekt for hende).
Venlig hilsen
Leif Nørskov
Så fik jeg altså det opklaret. Ejeren hed Myrth, og det var hendes
søn, der boede i huset.
Jeg kontaktede Myrth, som gerne ville mødes og fortælle,
næste gang jeg var på Sjælland. Hun fortalte, at hun stadig
passede haven.
Sådan så der ud – lidt gråt – den første gang, jeg besøgte Myrths
have. De visne staudetoppe er sankthansurt.
60

61

På landevejen
Det var en herlig forårsdag i maj, da jeg satte kursen mod øst.
Jeg skulle besøge flere på min tur, men i dag var det først og
fremmest Myrth, det gjaldt. Jeg kan godt lide at køre bil, og
det bliver til en del kilometer hvert år. Her har jeg tid til at sidde
og tænke og glæde mig over alt det spændende, jeg skal ud
at opleve – fotografere og skrive om.
Det var først i 2003, at jeg for alvor begyndte at fotografere,
og når jeg gik i gang, var det tvunget af omstændighederne. I
2002 udgav jeg min første bog, Krukker i haven – den eneste
af mine bøger, som jeg ikke selv har taget billeder til. Her lærte
jeg, hvor vigtigt det er med lyset, når man skal fotografere
have. Det lyder måske paradoksalt, men faktisk er sol fra en
skyfri himmel den værste fjende ved havefotografering, fordi
det stærke lys gør, at der er al for stor kontrast mellem lys og
skygge. En let diset dag er klart at foretrække.
Fotografer er dyre, og derfor er det temmelig omkostningsrigt,
hvis de skal gå og vente på, at lyset/vejret bliver optimalt.
Derfor valgte jeg selv at gå i gang og tog alle billederne til bog
nummer to, Den levende have, som udkom i 2004. Jeg havde
aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg selv skulle
komme til at fotografere, men sådan blev det altså. Og jeg elsker
det!
Jeg er et meget visuelt menneske og tænker i første omgang
langt mere i billeder end i ord. Hvad er det for en historie, jeg
vil fortælle? Er der et specielt farvetema? Er det den vilde del
af haven, jeg vil fokusere på? Eller den mere tæmmede? Mulighederne
er som regel mange.
Pen og papir er også vigtige, men jeg bliver nødt til at indrømme,
at jeg ikke er en specielt god interviewer. Jeg skriver
lidt ned undervejs, men paradokset er, at min skrift er så ulæselig,
at jeg nogle gange selv har svært ved at tyde den. Heldigvis
har jeg en forholdsvis god hukommelse, og billederne hjælper
ofte historien på vej.
Da jeg kørte ind ad indkørslen (denne gang fandt jeg den i første
forsøg!), var det tydeligt, hvor meget haven havde skiftet
karakter, siden sidst jeg var her. Meget tydede på, at vi havde
valgt en god dag, for allerede inden jeg nåede huset, kunne jeg
se, at de violette catawbiense-rododendron var sprunget ud.
62

63

64

65

Jeg glædede mig rigtig meget til at møde Myrth, og jeg var sikker
på, at vi ville have meget at tale om. Allerede i telefonen gik
snakken, og det var næsten, som om vi havde mødt hinanden
flere gange før. Sådan er det, når man har en fælles interesse.
Så er der altid noget at tale om. Hun fortalte om, hvordan hun
nu også havde fået en ny have i Vordingborg, som hun gik meget
op i. Hun var flyttet ind i en stuelejlighed i en gammel villa.
De øvrige beboere i villaen var ikke haveinteresserede, men
det tog ikke modet fra hende. Tænk hvor livsbekræftende at
starte på en ny have, når man er i Myrths alder.
Ikke så snart havde jeg parkeret bilen, før Myrth kom mig i
møde. Lille og væver med signalrød bluse, ternet vest og gummistøvler
med langt skaft. Det var slet ikke til at forstå, at
Myrth var sidst i firserne. Faktisk var det lidt svært at følge at
følge med, for Myrth er rask til bens.
66

67

Som det sig hør og bør, begyndte vi med en havetur, og Myrth
fortalte undervejs. Berettede om, hvordan hun livet igennem
har beskæftiget sig med skovdrift. Hendes far var skovrider i
familiens egen skov, tæt på Vordingborg, hvor også barndomshjemmet
lå. Myrth tog en uddannelse som forstkandidat, og i
slutningen af halvtredserne drog hun og Gunner til Afrika for
at arbejde med skovdrift og træforædling. Efter tre år, i 1962,
meddelte Myrths far, at han ville lade sig pensionere. Parret
kunne overtage skoven, hvis de ville. Derfor tog de tilbage til
Danmark, og Gunner blev skovrider. De boede på stedet indtil
1991, hvor sydmotorvejen gennemskar skoven. De gamle stier
ender i dag ved motorvejen uden passage, og det gjorde dagligdagen
meget besværlig. Derfor besluttede de sig for at sælge
skoven og Myrths barndomshjem.
Myrth og Gunner var enige om at blive i området og gik i gang
med at søge efter et nyt sted. Det fandt de ved Præstø Fjord, og
Myrth fortæller, at det var den fire tønder land store grund og
beliggenheden, de faldt for. Huset var slet ikke det primære.
Parret købte stedet sammen med deres søn og svigerdatter
og satte det i stand, så de to familier fik hver deres bolig. Selv
om Myrth på det tidspunkt var omkring 70, glædede hun sig i
den grad til at skabe en ny have.
Havetosset
“Jeg har altid været havetosset,” siger Myrth. “Det har jeg fra
min mor. Hun kunne stikke en pind i jorden og få den til at
blomstre.” Gunner, der døde i 2006, holdt også af haven og
lagde megen energi udenfor, hvad angik fældning af træer og
lignende.
Gunners søster, Lis, var også meget haveinteresseret. “Vi
talte altid om planter, når vi var sammen, og rejste på haveture
til England. Hun døde i 2009, og hende savner jeg godt
nok,” siger Myrth og ser et øjeblik helt alvorlig ud. I samme
åndedrag nævner hun også sin svigerdatter, som desværre heller
ikke lever mere. Man fornemmer, at der var en samhørighed
mellem de to omkring den store have.
Haven ligger så at sige midt i en lille skov. Den strækker sig
langs hovedvejen og favner haven og huset mod sydvest og
nordøst. Huset ligger altså i en lomme, og her skabte Myrth
den have, som de sidste tyve år har været hendes et og alt. En
del træer er gennem årene blevet fældet for at skabe plads, og
nye er blevet plantet.
68

69

En tredje bolig
I 2008 flyttede Myrth til en lejlighed i Vordingborg. “Jeg har
altid sagt, at jeg ikke ville ligge min familie til last. Og de skulle
i hvert tilfælde ikke til at flytte for mig. Derfor besluttede
jeg mig for, at nu skulle det være. Mens jeg stadig var forholdsvis
frisk,” siger Myrth.
Men siden hun flyttede, har Myrth ofte startet sin lille bil
for at sætte kursen mod Præstø. Hendes søn og hans familie
bruger i dag huset som weekendbolig, og man kan jo ikke forlange,
at de skal passe haven, som hun gjorde det. Heldigvis er
hendes søn flink til at slå græsset, og det glæder Myrth. For
som hun siger: “Så længe græsset er slået, virker haven stadig
passet.”
Man kan alligevel godt mærke på Myrth, at haven ikke
længere helt kan leve op til tidligere tiders standard, og da jeg
nævner, at jeg stadig finder den utrolig smuk, siger Myrth, at
så skulle jeg have set den før i tiden. Skvalderkålen går hende
på, men den har hun for længst opgivet. Heldigvis er den ikke
i stand til at kvæle alle de smukke buske og træer, som vokser i
haven.
Hvis man skal sige noget positivt om skvalderkål, så er det,
at den er god til at dække bunden og får smukke blomster.
Den tætte vækst gør, at den holder alt andet ukrudt nede, men
vi kan godt være enige om, at den er for villig og spreder sig for
meget.
Der findes også andre bunddækkende planter, som er
knapt så invasive og alligevel holder ukrudtet på afstand. Dem
har Myrth plantet i rigt mål, og det er blandt andet takket
være dem, at haven er så smuk og frodig. Bregner, bronzeblad,
stenbræk, hosta, biskophat og forskellige storkenæb gør deres
til, at der ingen steder er bar jord at se. Og det er det, der er
fidusen. Det er naturstridigt med synlig jord. Se blot i naturen.
Her får et jordstykke ikke lov til at ligge bart hen i mange
dage, før forskellige vilde vækster – ofte betegnet som ukrudt
– myldrer frem.
Havens massive grønne tæpper er ikke kommet af sig selv.
Myrth fortæller, hvordan hun år efter år har delt og delt planterne,
så de til sidst nåede sammen.
Myrths hænder er aldrig i ro, og da vi går rundt, er der hele
tiden noget, som skal pilles, nippes og nusses. Jo, hun har stadig
et øje på hver finger. Desværre driller ryggen noget, men
det prøver hun at ignorere, selv om det indimellem kan være
svært. Da jeg på et tidspunkt nævner, at jeg finder det utroligt,
at hun stadig har kræfter til at passe den store have, kigger
hun på mig og siger: “Den dag, jeg ikke mere kan det, dør jeg!”
Hun siger det med en sådan alvor og eftertrykkelighed, at man
tror hende.
Det siges, at havefolk ofte bliver meget gamle, fordi de hele
tiden har noget at se frem til. Lad os håbe og tro på, at Myrth
holder sig frisk mange sæsoner endnu.
Herunder: Broget hosta og hvid skovgeranie.
Næste side: Geranium macrorrhizum og bronzeblad, Geranium
macrorrhizum og skvalderkål, biskophat, kæmpestenbræk, bregner
og vortemælk, vintergrøn og kvalkved.
70

71

En ung kolonihave
Når jeg kommer forbi et kolonihavekvarter, stikker jeg ofte
næsen indenfor og går en tur. Her er der som regel så fortættet
en haveglæde, at man ikke kan undgå at blive helt varm om
hjertet.
Det er en kendt sag, at kolonihaverne i begyndelsen var
forbeholdt arbejderne, der her fik et fristed, hvor de først og
fremmest kunne dyrke grøntsager. Gamle billeder viser, hvorledes
haverne oprindeligt blot var forsynet med små skure. Senere
kom der lidt større huse til, ofte bygget af genbrugsmaterialer.
Langsomt udviklede de sig til små sommerhuse, og
mange flyttede ud i ‘haven’ om sommeren. Der hersker ingen
tvivl om, at her har man haft megen kvalitetstid, længe inden
dette ord overhovedet blev opfundet. Man kan nemt tænke sig
til, hvilken lise for sjælen det må være at komme ud i det fri,
hvis man dag efter dag arbejdede på en fabrik og boede i en
lille lejlighed. Det er klart, at pladsen også var trang i kolonihavehusene,
men så kunne man heldigvis opholde sig i det
grønne.
Gennem mange år var det overvejende ældre mennesker,
der havde kolonihaver, men nu er også de unge og desuden
en del indvandrere blevet ‘kolonister’. Man oplever, at flere og
flere børnefamilier køber en kolonihave, og det handler naturligvis
om, at de fleste kolonihaver ligger meget bynært. Haverne
har mange steder skiftet karakter, og en trend er, at det igen
er blevet populært at dyrke grøntsager, bær og frugt. Det ses
tydeligt, når man går rundt og kigger ind over hækkene.
Næste side: Rabarber i blomst mellem forårsløgvækster.
72

73

Høje hække
Det med hækkene er for øvrigt også noget, der har ændret sig
en del med årene. Tidligere var der nemlig i mange haveforeninger
en regel om, at hække eller rækværk ikke måtte være
højere end 125 cm. Begrundelsen for dette var, at man skulle
have mulighed for at kigge ind til hinanden – at komme hinanden
ved.
I dag ønsker mange en smule privatliv og derfor højere
hække. Af den grund er reglerne mange steder lavet om, og
derfor har en del af kolonihaveforeningerne helt skiftet karakter.
Tidligere kunne man overskue det hele, og ingen kunne
‘gemme sig’. I dag er det mere som at gå rundt i en labyrint, og
hvis man vil have et glimt, må man kigge ind over havelågen.
men der er en regel om, at hækkene skal klippes inden 15. juli.
Lidt justits må der være. Det hører sig ligesom til! Før i tiden
var her også en regel om, at der skulle være en sti hele vejen
rundt om huset. Det skyldtes, at bestyrelsen – når den én gang
om året kom for at bedømme haven – skulle kunne gå tørskoet
rundt. Det er nemlig også en del af kolonihavekulturen: at
man hvert år kårer den mest velpassede have. Denne skik findes
stadig, men kravet om stien rundt om huset har man dog
fraveget.
Der uddeles ikke kun ros, men også ris. Hvis en haveejer er
for sløset med at passe haven, og der er for meget ukrudt, får
man en skriftlig påtale om at gøre noget ved det.
I den københavnske haveforening, som jeg gæster, er der netop
ikke længere krav om lave hække. Her må de være mandshøje,
‘Spring Green’-tulipaner lyser op.
74

75

Fra skrot til slot
Mette Gøtterup-Tang og Thomas Dupont er nogle af de unge
kolonister. De købte deres have i 2002, og den har siden gennemgået
en transformation, der er næsten ufattelig.
Parret havde gennem et stykke tid snakket om, at det ville
være hyggeligt med en kolonihave. De bor meget komfortabelt
midt i hovedstaden, men ønsket om at få jord under neglene
dukkede op. Nu er både Mette og Thomas grundige mennesker.
Derfor kørte de weekend efter weekend rundt på motorcykel
og inspicerede stort set alle haveforeninger omkring
København. De var ret kræsne, men når de en sjælden gang
så et hus med en beliggenhed, som de kunne lide, smed de et
brev med en forespørgsel om et evt. køb ind ad brevsprækken.
Husenes og havernes udseende var ikke af stor vigtighed.
Det handlede langt mere om beliggenheden, verdenshjørnerne
og grunden. De gik især efter en have, hvor huset lå langt tilbagetrukket
på grunden. På den måde følte de, at de fik mest
muligt have, og det har de ganske givet ret i. Hvis huset ligger
midt på grunden, ser man ofte, at stykket bag ved huset ligger
ubenyttet hen.
Endelig en dag var det der – huset og haven, som de kunne
tænke sig. Og heldigvis ville ejeren gerne sælge. Ud fra Mette
og Thomas’ malende beskrivelse og billeder af stedet, som
det så ud, da de spottede det, var der nok ikke mange, der ville
have set mulighederne. Det lignede bogstavelig talt en losseplads
og var da også beboet af en klunser. Der var skrot og
skrammel overalt, og adskillige vognlæs blev kørt væk. Indvendigt
blev huset fuldstændig skrællet, så der til sidst kun
stod væggene tilbage. Da hele den synlige losseplads var væk,
viste det sig, at der også lå bunker af møg under jorden. Mette
og Thomas fik med en effektiv arbejdsindsats grunden ryddet,
og så kunne renoveringen af hus og have begynde.
Jeg har sjældent mødt et par, der arbejder så målbevidst sammen
som Mette og Thomas. De har den samme kompromisløse
og kvalitetsbevidste tilgang til tingene, begge har hænderne
skruet godt på, og de ved, hvad de vil. Just do it er deres valgsprog.
Her er ingen overspringshandlinger.
Et gammelt ord siger, at ‘to mand gør tre mands arbejde’,
og når de to har sat sig noget for, får de virkelig noget fra hånden.
Der bliver ikke pjattet med tingene eller fedtet med planterne.
Både Mette og Thomas er enige om, at det skal se ud af
noget. Hellere plante lidt for tæt i begyndelsen og så give nogle
af planterne væk senere, hvis de begynder at fylde for meget.
Ofte er det i parforhold sådan, at det er manden, som tager
sig af græsset, hækkene samt træer og buske, mens kvinden
koncentrerer sig om alt det blomstrende: krukkevæksterne,
staudebedene og roserne. Men sådan er det ikke hos Mette og
Thomas. I haven udlever de begge deres feminine og maskuline
sider, og da jeg prøver at få ud af dem, hvem der laver hvad,
siger de, at de som regel er fælles om det hele.
De får det til at se så legende let ud, men det er det naturligvis
ikke. Når de på så forholdsvis kort tid har fået skabt denne
herlige have, hænger det i høj grad sammen med, at de hele
tiden har vidst, hvad de ville. Her er ingen hovsa-løsninger, og
de har hele tiden nye planer. Det gælder både beplantning og
havens indretning. De tager en beslutning, og så går de i gang,
og før man ved af det, er et delmål nået. Ikke så meget snak.
76

77

78

En enestående have
Haven er, som den ser ud i dag, virkelig enestående, og da jeg
spørger Mette og Thomas, hvordan de er nået frem til målet,
siger de, at de blot har researchet – kigget på nettet, læst bøger,
ja, i det hele taget søgt inspiration, hvor det var muligt.
Det skal dog nævnes, at Thomas nærmest er vokset op med
blomster. Hans anden mor, Ulla Dupont, er blomsterbinder,
og blomsterverdenen har altid interesseret ham. Mette blev
smittet af Thomas’ entusiasme.
Jeg har besøgt Mette og Thomas rigtig mange gange gennem
et par sæsoner. Ja, faktisk så ofte, at jeg fik min egen nøgle til
lågen, så jeg bare kunne låse mig ind, hvis min vej faldt forbi.
Der er mange sidegevinster ved at rejse rundt for at fotografere
haver, for jeg møder så mange søde og gæstfrie mennesker.
Således er jeg tit blevet inviteret på aftensmad hos Mette
og Thomas, og det har hver gang ikke blot været hyggeligt,
men også en oplevelse, for de er begge lige så gode kokke som
gartnere. Og det siger ikke så lidt!
Det var faktisk Ulla, som fortalte mig om Mette og Thomas’
kolonihave, og da hun ved, hvad hun taler om, var jeg lutter
øren.
79

80

Løg, løg og atter løg
Det er dejligt at møde nogen, som man deler passion med, og
her tænker jeg ikke på have som sådan, men mere en særlig
type planter, nemlig forårsløgvækster. Dem er Mette og Thomas
også helt skudt i, og hvert efterår lægger de flere hundrede
tulipanløg i den omkring 400 kvadratmeter store have.
Mette og Thomas’ have er altså en mindre have – ikke som
kolonihave betragtet, men sådan i al almindelighed. Når jeg
berører dette, er det, fordi jeg gerne vil henlede opmærksomheden
på, at det også i mindre haver skaber ro, hvis man planter
mange af få i stedet for få af mange. Og det gælder ikke kun
løgvækster, men også stauder, sommerblomster, roser og lignende.
Prøv at se på billederne, hvor smukt og stiligt det er, at
man ikke har villet det hele.
Vi har mange yndlingstulipansorter tilfælles. Mette og
Thomas holder sig helt fra de skrappe farver, og også farvevalget
er de enige om. Ofte er det sådan, at kvinder vælger de lyse
pasteller, mens mænd er tilbøjelige til at gå efter nogle kraftigere
farver. Men her er der heller ingen diskussion. Både Mette
og Thomas sætter pris på det lyse og lette.
Vi er enige om, at en af de skønneste tulipaner er ‘Spring
Green’, der med sin hvide til cremefarvede bund og grønne
striber kan indpasses over det hele. Der er ganske enkelt
ikke den farvetone, den ikke kan sættes sammen med. En anden
oplagt fordel er, at den hører til de sunde tulipaner, som
kommer igen flere år i træk. Mange har sikkert opdaget, at det
desværre ikke er en selvfølge. Jo, de store gule og røde ‘Apeldoorn’-tulipaner
er næsten ikke til at tage livet af. Det er da
også derfor, man ser dem rigtig mange steder. I de omkringliggende
kolonihaver er de mere reglen end undtagelsen.
En anden af de allermest skattede tulipansorter er den dobbelte,
lyserøde ‘Angelique’, der i udfoldet stand nemt kan forveksles
med en lille rose eller pæon. Den er et sikkert hit. En
sød detalje ved den er, at den i mange tilfælde sætter små sideknopper,
så fra et enkelt løg kan man altså få op til tre blomster.
Forrige side: Tulipan ‘Spring Green’.
Herover: ‘Angelique’ i industriel mængde.
81

En anden dobbelt tulipan, som jeg fristes til at kalde distinkt,
er så luksuriøs og fin, at man næsten må plukke nogle ind.
Den hedder ‘Blue Parrot’. En lille ulempe er, at stænglerne –
hvis det begynder at regne – kan have svært ved at bære hovederne.
Så lægger de sig lidt ned, men rejser alligevel blomsterhovederne
på en vældig elegant måde.
Mette og Thomas har lagt ‘Blue Parrot’-løgene i et bed,
hvor der i forvejen var blå perlehyacinter, Muscari botryoides,
og det match er uhyre smukt.
Perlehyacinter er en løgvækst, som man ikke kan undvære i
haven. Den ser så fin og faktisk også en smule sart ud. Men det
er den ikke. Tværtimod. Den kommer troligt igen år efter år,
og den sår sig selv meget villigt. Hvis man spreder frøene, når
de modnes i foråret, vil man efter en tre års tid få det smukkeste
flor, hvor frøene blev kastet. Første år ligner planterne blot
tynde græsstrå, året efter fylder de lidt mere, og tredje år dukker
blomsterne op. De mest almindelige perlehyacinter er blå,
men der findes også hvide varianter. For nyligt har man også
introduceret lyserøde perlehyacinter, men de er næsten ikke til
at komme i nærheden af rent prismæssigt.
Da jeg første gang hørte om dem, tænkte jeg, at det er da for
unaturligt. Men nu har jeg også ‘overgivet’ mig og investeret i
en lille posefuld. Så er jeg spændt på, om de bliver lige så lyserøde
som på billedet på pakken.
En anden nem blå løgvækst, som Mette og Thomas tillige
har i store mængder, er klokkeskilla, Hyacinthoides non-scripta,
som også er fin sammen med tulipaner.
Der findes en del forskellige skillaer, og de fleste er rigtig
gode til forvildede hjørner af haven, hvor det kan være svært at
få andet til at gro. De sår villigt sig selv og danner hurtigt store
tæpper.
Herover: ‘Blue Parrot’.
Næste side: ‘Angelique’, ‘Queen of Night’, ‘Black Parrot’ og ‘Spring
Green’.
82

Nogle steder virker Mette og Thomas’ tulipankompositioner
ligefrem luksuriøse, og det skyldes, at de har en forkærlighed
for helt mørke tulipaner. Specielt er den sorte ‘Queen of Night’
en favorit, ikke kun hos Mette og Thomas, men hos tulipanelskere
verden over.
Siden den kendte, franske forfatter Alexandre Dumas
(1802-1870) i 1850 udgav romanen La Tulipe Noire – Den sorte
tulipan – har forædlere over hele verden forsøgt at fremavle en
sådan. Romanen handler om Cornelius van Baerles, hvis største
ønske er at fremelske en helt sort tulipan – ikke mindst,
fordi byen Haarlem har udlovet en pris på 100.000 gylden til
den første, der opnår et sådant resultat.
Der skulle imidlertid gå adskillige år, før det lykkedes. Små
hundrede år efter, at Dumas’ roman udkom, var man klar
til at navngive verdens første (næsten) sorte tulipan. I 1944
fik den navnet ‘Queen of Night’, og det kan nok være, at den
skabte sensation. Den er i dag en af de mest solgte tulipaner,
og til alt held er den flink til at komme igen år efter år.
Sorte blomster har til alle tider været attråede i vore haver,
men når sandheden skal frem, er der endnu ikke er fremavlet
blomster, som er helt sorte. Hvis det var tilfældet, er jeg ikke
sikker på, at de ville blive dyrket for deres skønhed, men mere
som sjældenheder. De såkaldt sorte blomster er alle nærmest
sortlilla. Auberginefarvede kan man også kalde dem.
83

84

85

Prydløg
I kolonihaven har Mette og Thomas også lagt en del prydløg,
Allium aflatunense ‘Purple Sensation’. De forlænger løgfloret,
fordi prydløg tager over lige efter tulipanerne. Et meget fint
farvematch er ‘Blue Amiable’-tulipaner efterfulgt af prydløg,
der har næsten samme farvetone. Det samme gælder den lille,
fine gyldenlak, Erysimum ‘Bowles Mauve’, der desværre ikke
tåler for megen frost. Overlevelse sikres ved at tage stiklinger
og opbevare dem i et frostfrit drivhus.
Der er næsten kun godt at sige om prydløg. Med deres store,
runde blomsterstande giver de bedet et helt særegent udtryk;
ikke blot blomster-, men også frøstandene er smukke. Et
stort plus er også, at prydløgene troligt kommer igen år efter
år.
Hvis jeg skal nævne en enkelt ulempe, er det, at bladene
meget hurtigt begynder at få visne spidser og blive grimme.
Det sker et stykke tid inden, blomsterne springer ud. Derfor
kan det anbefales at lægge prydløgene mellem stauder – for
eksempel storkenæb – der vokser op og dækker for det nedvisnende
løv.
Et andet meget fint partnerskab, som Mette og Thomas
har praktiseret, består af prydløg og høstanemoner, Anemone
japonica. Det passer nemlig således i termin, at høstanemonernes
stængler og løv akkurat vokser op og dækker for prydløgbladene,
når de begynder at se triste ud. Godt nok begynder
høstanemonerne først at blomstre et godt stykke hen på
sommeren, men det smukke løv er inden da med til at skabe
grøn frodighed i haven.
Allium aflatunense ‘Purple Sensation’ er det mest almindelige
prydløg og også et af de billigste. I England har man kendt
dem i generationer, men der er ingen tvivl om, at det var Anne
Just, der åbnede danskernes – også mine – øjne for denne
skønne løgvækst.
Herover: Prydløg ‘Purple Sensation’ i knop og udspring. Bemærk,
hvor fint høstanemonernes blade dækker for prydløgenes
nedvisnende løv på billedet til venstre.
Næste side: Prydløg ‘Purple Sensation’ i et af havens staudebede,
tulipan ‘Blue Amiable’ med knoldet storkenæb, som også er god til
at dække prydløgenes løv. Erysimum ‘Bowles Mauve’.
86

87

Clematis macropetala
I et tidligere kapitel har jeg beskrevet Clematis montana, der
blomstrer i anden halvdel af maj. Men der findes også arter,
som er endnu tidligere på den. En af dem er Clematis macropetala,
som i milde sæsoner kan finde på at åbne sine blomster
allerede i april. Dette gælder også for Clematis alpina, hvis
blomster minder meget om Clematis macropetalas.
Inden for begge arter findes der en del sorter, og Mette og
Thomas har plantet en Clematis macropetala ‘Maidwell Hall’
op ad et gammelt æbletræ. Selv om klematis er en slyngplante,
må den alligevel hjælpes lidt, efterhånden som den vokser
opad. Den slynger nemlig ikke sig selv, men må holdes fast ved
hjælp af sejlgarn eller lignende.
De tidligtblomstrende klematis skal ikke klippes ned. Det
er kun dem, der har deres hovedblomstring efter 1. juli, der
skal det.
Det er synd og skam, at man så sjældent ser de tidlige klematis
i folks haver. Her er det den fine blå Clematis macropetala
‘Maidwell Hall’.
88

89

90

De smukkeste roser
Mette og Thomas er sådan nogle mennesker, der har held med
tingene, hvis de først har sat sig for, at de vil. Og hvis der er
noget, der også lykkes for dem, er det roser. Roser, som får al
den pasning og pleje, der skal til for at få dem til at trives.
Det er jo en kendt sag, at roser virkelig skal nurses. De skal
passes og plejes for at byde på den frodighed, som vi er mange,
der går og drømmer om vinteren og foråret igennem.
Den første forudsætning for et godt resultat er jorden. Den
skal være rimelig leret for at holde på vand og næring, og hvis
man for eksempel har meget sandet jord, er det nok ikke lige
roser, man skal kaste sig over. I hvert tilfælde ikke uden at
forbedre jorden. Det kan man blandt andet gøre ved at blande
jorden med lergranulat, som kan købes flere steder. Søg på
nettet.
En anden foranstaltning, som roser virkelig sætter pris på,
er tilførsel af komposteret kogødning, som kan købes i sække
i mange havecentre. Gennem nogle år har dette produkt været
svært at få fat på, men takket være en stor efterspørgsel fra
kunderne er det nu tilbage på hylderne.
Roserne elsker kokomposten, som har gennemgået en treårig
proces og nu ligner den lækreste muld. Det er den rene
eliksir for roserne, og jeg planter dem direkte i denne ‘muld’.
Grav et hul på størrelse med en stor gulvspand og placer rosen,
så podestedet (det fortykkede sted på ‘stammen’) er cirka
10 cm under jordoverfladen. Fyld op med komposteret kogødning.
Gerne iblandet lergranulat. Med disse forberedelser får
rosen en god start på livet.
Vær opmærksom på, at man ikke kan plante roser samme
sted, som der tidligere har stået roser. Men med kokomposten
inden for rækkevidde er det heller ikke noget problem, hvis
der plantes i den som anvist ovenfor.
Herover: Et frodigt og sundt eksemplar af den engelske rose
‘Gertrude Jekyll’.
Forrige side: Den lyserøde slyngrose er en foræring, og giveren
kendte desværre ikke navnet. Her i frodigt selskab med naboens
hvide jasmin.
91

Når rosen er plantet i den bedst mulige jord, er man nået
langt, men der er alligevel andet at huske på. For eksempel
at roser er sultne planter, som skal have noget at leve af. De
skal have gødning. Her kan man enten vælge konventionel eller
økologisk gødning, og det er en god idé at give den første
næring i slutningen af marts, så gødningen har mulighed for
at blive optaget af roserne i takt med, at de begynder at sætte
knopper. Der gødes et par gange mere i løbet af sæsonen. Følg
beskrivelsen på pakken.
Som det fremgår af billederne, har Mette og Thomas’ roser
det rigtig godt og trives virkelig. Løvet er smukt grønt, og selv
et stykke hen på sæsonen er der ikke en plet at se. Roser i den
kondition får man kun, hvis man sprøjter.
Jeg ved, at det er et meget kildent emne, men jeg må ligesom
Mette og Thomas indrømme, at jeg bruger bekæmpelsesmidler
for at undgå utøj og svampesygdomme. Jeg har skrevet
om emnet flere steder, blandt andet på min blog. Læs evt.
mere på www.clausdalby.dk/2010/05/at-sprjte-eller-ikke.html
Mette og Thomas sværmer især for de engelske roser, og de
er heller ikke bange for at plante roser, løgvækster og stauder
sammen. Rundtomkring i haven har de også plantet roser i
halve vintønder. De køber pottede roser i blomst, når sæsonen
sætter ind, og planter dem i tønderne. Efter en sæson eller to
bliver de flyttet ud i haven.
At parret holder af deres have, er tydeligt, men der er vist
ingen tvivl om, at de snart får pladsproblemer. Bar jord til nye
planter er ved at være en mangelvare!
Herover: Det er tydeligt, at Mette og Thomas’ roser trives. Her er
det ‘Gertrude Jekyll’ og ‘Eglantyne’.
Næste side: Bagest er det ‘William Shakespeare 2000’ og i
forgrunden ‘Eglantyne’.
92

93

En have på trods
Når man ser på billederne af denne have, kan det godt være, at
man undrer sig lidt over overskriften, men faktisk har det været
noget af et projekt at skabe en have på dette sted.
Vi er på Mors, og selv om haven ligger et stykke inde på
øen, er der alligevel en del blæst, men omkring haven kan man
godt sige var. For i dag er der høje læ-beplantninger og raftehegn,
der holder den værste vind ude og gør stedet til en hemmelig
eventyrverden fuld af kreative påfund. Men sådan har
det altså ikke altid været. Det kan haveejerne Gitte og Michael
Røntved skrive under på.
Parret overtog huset – en forfalden tidligere landejendom
– i foråret 1994. Hidtil boede de i et mindre hus inde i Nykøbing,
men havde gennem længere tid talt om at flytte på landet.
Stedet var billigt, og det var mest det, der lokkede. Kærlighed
ved første blik kunne man ikke ligefrem tale om, hvad
huset angik. Det handlede mere om, at grunden var rimelig
stor, og at parret kunne lide beliggenheden.
Gitte og Michael fortæller, at de flere gange undervejs var
lige ved at opgive ævred, og at det kun gik, fordi de begge er
så stædige. Det skulle nemlig vise sig at blive en overordentligt
stor opgave at skabe en have her.
Heldigvis nåede de at få ryddet godt op, inden vinteren bankede
på, men det var et kæmpe slid.
Gitte og Michael håbede, at vinteren skulle blive kort, for
nu stod de med en så godt som ryddet grund, og forventningerne
til det, der helst skulle ende med at blive en have, var
store.
Vildnis
Rundtom på grunden stod forskellige skure og en gammel ajlebeholder.
Disse ting skulle fjernes, og det var, hvad det var.
Men at undergrunden bød på en masse overraskelser, havde
Gitte og Michael ikke forestillet sig. I hvert tilfælde ikke i
det omfang, som tilfældet var. Utallige steder stødte de under
en massiv grøn vegetation på sokler fra tidligere bygninger.
Desuden en mængde murbrokker og flere generationers
ikke-brændbare materialer, der blot var gravet ned. Overalt på
grunden lå der også gamle glasskår. Sidstnævnte fik de forklaringen
på, da en nabo fortalte, at der en gang havde været et
gartneri med gamle drivhuse, som for mange år siden blæste
omkuld i en hård storm.
Selve vegetationen var skæve seljerøn, et par store bøgetræer
og desuden mandshøje brændenælder, som nærmest måtte
‘fældes’. Desuden tæpper af skvalderkål, vorterod og senegræs.
94

95

96

En plan
Imidlertid skulle vinteren vise sig at blive både lang og kold.
Det var ikke til at holde ud. Så Gitte og Michael gik i gang med
at lave en plan over, hvordan de ønskede sig, at haven skulle
komme til at se ud. Her er det på sin plads at nævne, at de begge
er meget kreative. De er nemlig stenhuggere, men arbejder
også i bronze, keramik og glas. Arbejdsfeltet er bredt, og en af
hovedbeskæftigelserne er at hugge gravsten. Værkstedet har de
hjemme, mens mere kunsthåndværksprægede produkter bliver
solgt fra deres butik i Nykøbing.
Det blev ikke en almindelig plan tegnet på papir. Nej, for at
Gitte og Michael virkelig kunne forestille sig, hvordan det hele
ville komme til at tage sig ud, besluttede de sig for, at planen
skulle være tredimensional. En spånplade i størrelse ét til hundrede
blev savet til, og så gik der en søndag med at ‘lege’ med
papmaché, grene og kviste. Bygninger, vej, parkerings- og lagerplads,
udstillingsområde til gravsten samt læhegn blev tegnet
ind. Niveauforskelle blev bestemt og placering af blivende
træer og buske besluttet med skyldigt hensyn til lys- og ikke
mindst vindforhold. Sidstnævnte skulle dog vise sig at give
nogle problemer.
Hele grunden er på 3.600 kvadratmeter, og haven fik tildelt
cirka halvdelen af pladsen. Resten gik til logistik.
sted, de ville have lige linjer, var omkring terrassen ved husets
sydlige ende.
Da manden med gravemaskinen forlod parcellen sidst på
dagen efter at have ladet sig dirigere rundt af Gitte og Michael,
kunne de se, at det arbejde, som de havde påbegyndt et lille
års tid før, ikke havde været helt forgæves. Selv om det for den
uindviede blot lignede en masse umotiverede bunker jord, så
de for sig den have, som de havde gået og drømt om hver dag,
siden de begyndte.
Det skortede ikke på vittige bemærkninger fra naboerne,
der forgæves gættede på, hvad det mon var, der var på vej for
enden af den blinde grusvej. En motocrossbane, et rideterræn
eller måske en golfbane? Forslagene var mange.
Efterhånden som foråret og varmen kom, begyndte frøukrudt
at pible op overalt. Den jord, der i anlægsfasen så så
ren og jomfruelig ud, blev med lynets hast helt grøn, og den
uønskede vegetation voksede flere centimeter om dagen. Sådan
virkede det i hvert fald.
Før der kunne sås græs og plantes, måtte der atter en gang
luges i bund, og samtidigt skulle en mængde sten, der var dukket
op, da jorden blev vendt, fjernes.
En motocrossbane?
Da den værste frost var ovre og det meste af sneen væk, mødte
en lokal entreprenør op med sin gravemaskine. Han blev mildt
sagt noget forundret, da han blev præsenteret for papmachémodellen.
“Det var tydeligt, at han slet ikke forstod, hvor det
var, vi ville hen,” siger Gitte. Hun fortæller videre, at entreprenøren
prøvede at overtale dem til at anlægge søer, plane plateauer
og lige linjer. Men de holdt stædigt på deres. Det eneste
Forrige side: Løjtnantshjerte.
Denne side: Pinselilje, forårsvortemælk og løjtnantshjerte.
97

Så sku’ der plantes
Man bliver helt forpustet af at høre om det kæmpe arbejde,
Gitte og Michael på det tidspunkt havde lagt i deres have, og
alligevel skulle det vise sig, at der stadig ventede en del ubehageligheder.
Det hele begyndte ellers så godt. Først på sommeren var de
fleste sten og det meste ukrudt væk. Så sku’ der plantes. Det
primære var at skabe læ, og Gitte og Michael plantede frugttræer
mod øst og cypres mod vest. Dernæst plantede de træer
og buske i haven, og selvfølgelig blev der også sået græs. Sidst
på sommeren så det hele så løfterigt og dejligt ud, og de to nye
haveejere var mere end lykkelige. Men desværre skulle glæden
vise sig at blive kort.
Vinteren 95/96 blev nemlig også hård. Så hård, at de sidste
snedriver først forsvandt midt i maj. Hen over vinteren var
dele af haven dækket af op til tre meter høje snedriver iblandet
store mængder fygejord. Da driverne var væk, havde vinden,
sneen og kulden gjort kål på stort set alt, der var over 10 cm
højt. Alle de nye buske og træer var knækket under snedrivernes
tryk.
Et vendepunkt
Vendepunktet blev 1997. Nu begyndte buske og træer at få lidt
statur, og ukrudtets fremmarch var altså noget langsommere
end de forløbne sæsoner. Det var næsten for godt til at være
sandt.
De overordnede rammer var i orden, og først nu turde Gitte
og Michael tænke på at begynde at plante stauder. Allerede
den første sæson havde de plantet en del, men de gik til på
grund af det hårde vejr. Nu, hvor der var skabt læ, forsøgte de
sig igen. De indrømmer, at de undervejs var blevet en del klogere
og havde researchet for at finde ud af, hvilke planter der
kunne klare de luner, stedet bød på.
Og det var ikke kun vejr og vind, der var lunefuldt. Gitte
og Michaels smag faldt i vid udtrækning også sammen med
den iberiske skovsnegls. De tog krigen op; gik ud hver aften
og samlede i hundredvis af snegle. I køkkenhaven kapitulerede
de, og det samme gjorde sig gældende med stauder som for eksempel
ligularia og hosta, som sjældent blev over et par centimeter
høje.
Parret måtte erkende, at en ung læ-beplantning havde meget
svært ved at modstå den stride vestenvind, der var ekstra hård
her, fordi grunden ligger højt hævet over det omgivende landskab.
Løsningen blev et plankeværk, selv om de i bund og grund
er modstandere af indhegning i det åbne land. Kompromiset
blev et raftehegn, der virker mere naturligt end et hegn af
brædder. Rafterne blev slået på med lidt afstand for at bremse
vinden nænsomt. Det gør, at der ikke skabes hvirvler, som
ødelægger planter, og ikke dannes snedriver. Inden for hegnet
blev der plantet buske for at sløre det fra havesiden.
Året 1996 gik også med lugning, men efterhånden som sæsonen
skred frem, blev det tydeligt, at den vedblivende lugning
virkede. Som tiden gik, dukkede der færre og færre uønskede
vækster op.
En gruppe pinseliljer i ensom majestæt.
98

99

100

Havebyggeri
Gitte og Michael har hænderne godt skruet på, og i haven er
der flere små, fine bygninger, som de i fællesskab har bygget.
Det seneste projekt – et sovehus – blev færdigt i foråret 2011.
Huse i haven kan, hvis de er tænkt ordentligt ind i omgivelserne,
bibringe stedet en helt særlig stemning. Det er lidt
det samme som med hække, hvis horisontale og vertikale linjer
kan skabe ro i det ofte lidt kaotiske udtryk, en meget blomsterrig
have kan have.
Michael, der sammen med Gitte var både bygmester og arkitekt
på det nye hus, valgte en grundform på tre gange tre
meter og et pyramideformet tag beklædt med tagpap. Han
valgte den kvadratiske form, fordi huset derved virker ekstra
harmonisk og er nemt at indpasse i haven.
Ideen med huset var at skabe et ekstra rum – et uopvarmet
udendørs soverum – som kunne benyttes fra foråret til hen
på efteråret. Nogle vil måske tænke, at det godt kan blive en
kold fornøjelse, men Gitte og Michael forsikrer, at det blot er
et spørgsmål om at have gode dyner!
101

I begyndelsen af april tog de det første spadestik til huset. En
stor gruppe rododendron skulle væk, og rødderne fra nogle
halvstore træer blev gravet op med en gravemaskine. Så blev
der lagt fliser og gravet stolper ned, dernæst lagt gulv og rejst
et skelet. I påsken, i slutningen af april, holdt de rejsegilde.
Alle weekender og aftener blev der bygget videre. Mod
nord blev huset forsynet med to charmerende glaskarnapper,
som dem man ser i gamle butikker. Et par dobbelte glasdøre
blev sat i på vestsiden, så man kan nyde stjernerne, når man
går til ro. Og det, hvad enten dørene er åbne eller lukkede.
Huset blev indrettet med to senge, som kan tages ind om
vinteren. For da er det havens sarte vækster, der skal bo her.
Nu, hvor parret har benyttet huset i løbet af sommeren, fortæller
de, at det er blevet lige, som de håbede. Gitte udtrykker
det meget poetisk:
“At møde naboens kat og havens pindsvin på vej i seng og
føle luften tyk af høslæt, kobrøl og fjerne hundes glammen. At
liste gennem krattet og ligesom natsommerfuglene blive suget
ind i kaprifoliernes duft og fra kæret høre nattergalen og højt
over vore hoveder de usynlige vibers skrig. At ligge i sin seng
og se dramatikken i en solnedgangs farvespil og i næste nu de
fine nuancers lyrik i morgengryet. At ligge i det lette mørke og
lytte til regnens trommen på taget og føle vindens rusk i træerne.
At vågne tidligt og bare gå direkte ud i paradiset og se
duggen guldkranse løvefodens blade og betragte resultatet af
edderkoppens anstrengelser natten igennem og lytte til fuglenes
territorieerklæringer. Det var sommeren 2011!”
102

103

Et planteværksted
Et andet byggeri af nyere dato fik plads modsat sovehuset i havens
vestlige side. Det er et hyggeligt, sortmalet planteværksted.
Bordet er vinkelformet, og under bordpladen er der interimistiske
skabe.
Placeringen her blev blandt andet valgt, fordi de bagvedstående
cypressers yndefulde grene slører det hele lidt og bidrager
til den maleriske ‘uorden’.
Gitte og Michael fortæller, at de gennem flere år havde ønsket
sig et sted, hvor de kunne så, prikle og potte om. Kort sagt
alt det, der hører sig til, når man er passioneret havemenneske
og gerne vil lave meget selv – også planter! Med dette nye arrangement
er redskaber og materialer lige ved hånden.
Den sorte farve valgte de ikke blot, fordi den er smuk og
neutral, men også, fordi den tiltrækker varmen og giver lidt
lune, når det store udpriklingsarbejde finder sted i det tidlige
forår.
Et arrangement som dette er med til at give en have en personlig
og hyggelig stemning. Samtidig viser det, at her bliver
der arbejdet. En have er jo ikke stillestående, men et sted i
konstant forandring, hvor der hele tiden sker noget.
104

Gravsten
Parrets virkelige passion er udformningen af gravsten. “Det er
så følelsesmæssigt opslugende, at alt det andet, vi laver, i den
sammenhæng kan føles som venstrehåndsarbejde,” siger Gitte
og fortsætter: “At lave gravsten eller mindesten, som vi også
ofte betegner dem, er det, der virkelig betyder noget. Det gør
vi med vores hjerteblod. Vi føler en stor ydmyghed, hver gang
et menneske kommer til os for at købe sten. Det er jo i realiteten
det sidste, man gør for den, man har holdt af.”
Parret lytter virkelig til, hvad det er for en person, der skal
mindes, og hvilke ønsker den efterladte har. De sætter kun
den begrænsning, at stenen aldrig må virke anstødelig, og at
de kan stå inde for håndværket. Endelig er det også vigtigt, at
den sørgende ikke lader sig rive med af en øjeblikkelig sindstilstand
og bestiller noget, vedkommende senere fortryder.
Gitte og Michael arbejder med dekorationer i både granit,
glas og bronze, så de kan tilgodese enhver form for skulpturel
og kunstnerisk udførelse, og de sætter en meget stor ære i præcis
at opfylde folks ønsker med gedigent håndværk.
105

Kunst i haven
Både Gitte og Michael lægger stor vægt på, at de ikke er kunstnere,
men kunsthåndværkere. “Det lyder lidt mere uforpligtende,”
som de siger.
Men når man går rundt i haven, er man ikke et øjeblik i
tvivl om, at ejerne har veludviklede kreative gener. Mange steder
står eller gemmer sig fine skulpturer. Alt er unika hugget i
granit, formet i ler eller støbt i bronze. At tingene hver især har
en særlig historie, er vel unødvendigt at nævne? Det kan for
eksempel være et svendestykke, en eksamensopgave eller slet
og ret en ting, parret er blevet så glade for, at den ikke er til
salg.
Det er ikke kun Gitte og Michaels egne frembringelser,
man ser. Også værker lavet af andre kunstnere, som parret har
en særlig veneration for, og som de har glædet hinanden med
ved livets specielle lejligheder. Især er de meget glade for Erik
Heides værker, som passer perfekt i haven. Erik Heide bor i
nabolaget, og det var ham, der foreslog mig, at jeg skulle besøge
Gitte og Michael.
Denne og næste side: Fuglen på søjlen herunder og på billedet
midterste række til venstre på næste side er af Erik Heide. Alt andet
er lavet af Gitte og Michael.
106

107

Holger i skoven
Denne bog kunne jeg ikke have skrevet uden hjælp fra folk,
som har henvendt sig til mig for at fortælle om hemmelige haver
rundtomkring i landet. Via min blog, www.clausdalby.dk,
fik jeg for eksempel en dag denne mail:
Kære Claus!
Som én af dine trofaste blog-læsere har jeg læst, at du er ved at
lave en ny bog om hemmelige haver og pt. tager rundt til dem. I
den forbindelse vil jeg ikke undlade at fortælle dig om en bestemt
have her på Fyn, som måske kunne have din interesse.
I mit job som hjemmehjælper har jeg været udekørende her
i det sydfynske og kom i den forbindelse på besøg hos “Holger
i skoven”. Første gang jeg skulle finde adressen, troede jeg, at
det var løgn. GPS’en gav op undervejs, og jeg måtte have mobil
assistance for at finde ham. “Du skal bare fortsætte langt ind i
skoven” ... Og det gjorde jeg så. Allerbedst som jeg troede, at jeg
var faret vild, åbnede der sig et fantastisk syn. Inde midt i skoven
lå det mest fantastiske eventyrhus og ikke mindst en fuldstændig
bjergtagende HAVE. Der knytter sig en utrolig historie til stedet
både mht. huset og ikke mindst haven.
Haven er langt udover det sædvanlige, og der hviler en
fuldstændig eventyrlig stemning over stedet – hinsides alt, hvad
jeg tidligere er stødt på. Jeg synes, Holgers sted er Fyns svar på,
hvad Rungstedlund er for Karen Blixen, hvilket jeg tit har fortalt
ham.
Hvis du skulle have interesse i at få syn for sagen, er du meget
velkommen til at kontakte mig – så vil jeg lave en aftale med
Holger om et besøg.
Langt inde i skoven
Det var bestemt ikke lyv, hvad Lotte havde skrevet. Holgers
hus lå så afsides inde midt i en skov, at også min GPS måtte
give fortabt. Godt, at Lotte kørte foran.
Mine forventninger var store, for i telefonen havde Lotte
berettet endnu mere om Holger, hans hus og have og den helt
særlige historie, som knytter sig til stedet. Jeg fik også at vide,
at Holger trods sine på det tidspunkt 96 år var helt åndsfrisk.
Kun hørelsen og bentøjet kneb det en smule med.
Der var dækket op til kaffe, og Holger fortalte beredvilligt
om stedet og historien.
Det første, som slog mig, var, at bygningerne bestemt ikke
så danske ud. Måske nærmere engelske. Men det var vanskeligt
at karakterisere stilen. Det forstod jeg bedre, da jeg havde
hørt Holgers beretning.
De bedste hilsner
Lotte Glensnov Ormstrup
www.kvindenderhusker.blogspot.com
Om denne mail gjorde mig nysgerrig? Ja, mon ikke. Jeg var
ikke sen til at maile tilbage til Lotte. Det var da klart, at jeg
gerne ville besøge Holger med Lotte som guide. Vi aftalte at
gæste Holger en forsommerdag.
108

109

Den første ejer
Grunden og den omkringliggende store skov blev i 1928 købt
af Folmer Birkemose, som var morbror til Holgers kone. Han
var agronom og i 1910 flyttet til Malaysia, hvor han arbejdede
med produktion af gummi for Det Østasiatiske Kompagni. I
disse år steg efterspørgslen efter gummi i takt med, at der kom
flere og flere cykler og biler, som jo skulle have dæk.
Nogle år senere flyttede Folmer Birkemose til et engelsk
foretagende og anlagde seks meget store gummiplantager på i
alt omkring 10.000 hektar, som han bestyrede.
Gummiproduktion
Oprindeligt kommer gummitræet fra Brasilien. På latin hedder
det da også Hevea brasiliensis. Træet er ret hurtigvoksende
og kan nå en højde på omkring fyrre meter. Det siges, at brasilianerne
har høstet gummi endda før, europæerne kom til landet
i 1500-tallet.
Produktionen fik dog først større kommerciel betydning,
da en skotsk fabrikant ved navn Charles Macintosh i 1823 fik
patent på en metode til at overtrække tekstiler med gummien.
Dermed var regnfrakken opfundet, og skotten lagde således
også navn til det engelske ord for regnfrakke (med et tilføjet
k), nemlig mackintosh. Senere hen blev metoden også brugt til
fodtøj.
I starten udnyttede man de enkeltstående træer i de brasilianske
regnskove, men i slutningen af 1800-tallet begyndte
man at smugle frø fra gummitræet til Malaysia, hvor briterne
havde planer om at anlægge store gummiplantager. Plantagerne
her udkonkurrerede hurtigt den mere sparsomme gummiproduktion
i Brasilien.
Derved minimeredes brugen af sprøjtegift, og denne måde at
dyrke plantagerne på blev i mange år kaldt for Birkemoses system.
Et nyt hus
Efter godt og vel tyve år i Østen valgte Folmer Birkemose at
rejse hjem til Fyn og ernære sig ved dyrkning af den skov, han
havde købt nogle år før. Her opførte han i 1938 et hus med eget
tårn og smukke udbygninger inspireret af det, han havde set i
Østen. Ikke et typisk malaysisk byggeri, men et byggeri i stil
med det, som de tilflyttede briter havde bygget derude.
Træer blev fældet for at give plads til huset, og Folmer Birkemose
plantede også en del spændende vækster på stedet, for
eksempel en vandgran, som nu er imponerende høj. Men selve
haveanlægget, som det ser ud i dag, må tilskrives Holgers afdøde
hustru, Gerda. Hende skal vi vende tilbage til.
Folmer Birkemose passede med stor dygtighed sin skov,
boede alene i huset og stiftede aldrig familie. I det hele taget
var det en lille slægt. Folmer havde to søstre. Den ene barnløs,
mens den anden blot havde et enkelt barn – Gerda. Hun
besøgte af og til sin morbror på Fyn, og det var da også her, at
hun mødte Holger, som hun snart blev gift med.
Gummisaften tappes fra træets bark, og den første tapning
finder sted, når træet er syv år gammelt. Med en særlig kniv
ridser man i barken, hvorefter den hvide saft, som fremkommer,
ledes ned i et glas. Man kan tappe to-tre gange på en uge,
indtil træet er omkring femogtyve år gammelt. På et år kan et
voksent træ give tres til halvfjerds liter rågummi.
Folmer Birkemose kom til at betyde meget for den malaysiske
gummiproduktion og var tidligt ude med at arbejde på
det, vi i dag ville kalde en mere bæredygtig produktion. Da
han kom til, blev der brugt meget store mængder gift for at
minimere underskovens vegetation, som var en stor konkurrence
for de unge træer. I stedet fandt han på at indføre andre
vækster, som så at sige kunne holde de mere skadelige i skak.
110

111

Fra Sjælland til Fyn
Gerda og Holger fik tre børn. Familien boede først i Vanløse,
senere i Rødovre, og Holger arbejdede som folkeskolelærer på
Frederiksberg. Det var en god og stabil tilværelse, og Holger
fortæller, at det aldrig havde været på tale at flytte væk fra hovedstaden.
Men ... i 1956 blev Gerda pludselig skovejer. Folmer
Birkemose døde uventet og havde testamenteret både hus og
skov til sin søsterdatter.
Det blev noget af en omvæltning for Gerda og Holger. Begge
tog kørekort for nemt og hurtigt at kunne tage til Fyn for at
holde opsyn med hus og skov. For ikke nok med at Gerda blev
skovejer; hun blev også arbejdsgiver, idet der var ansat flere
skovarbejdere. Hver weekend var parret som regel på Fyn, og i
længden var det ikke holdbart.
Holger var rigtig glad for sin lærerstilling, men udgangen
på det hele blev alligevel, at Gerda, Holger og deres børn rykkede
teltpælene op og flyttede til Fyn. Her fik Holger job som
lærer i Svendborg, og Gerda tog et kursus i regnskabsføring for
bedre at kunne klare den administrative del af skovdriften.
112

113

114

115

116

Haven
Jeg har naturligvis talt en del med Holger om haven, og ret
hurtigt stod det mig klart, at det var Gerda, som havde skabt
de parklignende omgivelser og med stor entusiasme og utrættelighed
gennem et halvt århundrede havde regeret derude.
Holger hjalp selvfølgelig til, men det var helt klart Gerdas
have.
Gerda døde i december 2008, og jeg ville naturligvis utrolig
gerne have mødt hende og hørt hendes historie om det paradis,
hun havde skabt her. I stedet har jeg talt med Holger og
flere familiemedlemmer, og der tegner sig et billede af en meget
dygtig og kreativ kvinde. Når jeg nævner det med kreativiteten,
er det, fordi Holger har vist mig flere af Gerdas tegninger
og malerier, og det er meget tydeligt, at de er lavet af en
person med en kunstnerisk åre. Det er ikke blot hyggelige husmorskitser,
men frembringelser, der vidner om, at Gerda godt
kunne have dyrket sit talent. Faktisk havde Gerda en drøm om
at blive arkitekt, men det kunne der ikke være tale om, sagde
hendes forældre.
I stedet brugte hun sine evner til at sætte et personligt præg
på både hus og have. Hun var det, man med beundring kaldte
en dygtig husmor. Gæstfriheden var stor, og mange i nabolaget
kom da også sommeren igennem for at se den flotte have. Især
omkring månedsskiftet maj/juni, hvor de imponerende rododendron
blomstrede. Og stadig gør det.
Ikke så sjældent tog parret til England og så på haver, og
Holger fortæller med et smil på læben, at når de kom hjem,
var der altid nye haveprojekter, som skulle føres ud i livet. Med
sit kreative blik var Gerda åben over for ikke blot planter, men
også arkitektoniske indslag, som kunne praktiseres hjemme
på Fyn.
Denne og forrige side: Flotte rododendron og azaleaer i gyldne
farver. Navnene er gået i glemmebogen.
117

De imponerende rododendron
En af Gerdas store interesser var rododendron, og det var et
godt valg, fordi jorden på stedet var sur og den omkransende
skov en fantastisk kulisse. Kærligheden opstod i første omgang,
da hun så dem i fuldt flor på Brahetrolleborg Slot ved
Faaborg.
En af de første, som for alvor så rododendrons potentiale
i danske haver, var planteskoleejer Aksel Olsen. Han købte i
1917 en lille ejendom sydøst for Kolding, hvor han lagde grunden
til sin senere meget berømte planteskole Brændkjærhøj.
Den var en hyggelig blanding af planteskole, forsøgshave, studiehave,
botanisk have og lærested for talrige unge gartnere
gennem mange årtier. Planteskolens speciale var botaniske arter
hjembragt af plantejægere fra fjerne egne, især Kina og Himalaya.
Aksel Olsen havde en flittig korrespondance med engelske
og skotske planteeksperter og modtog blandt andet frø fra Den
Kongelige Botaniske Have i Edinburgh. Selv meget eksotiske
frø fik han til at spire og passede og plejede de spæde planter
med stor omhu. Efterhånden som de voksede, havde han
et skarpt blik for og en enestående evne til at udvælge særligt
smukke eksemplarer, som var velegnede til dyrkning i danske
haver og havde mulighed for at trives i vores klima.
Når man læser Aksel Olsens plantebeskrivelser i artikler
eller i planteskolens kataloger, er det tydeligt, at han også havde
en flydende pen. Det er glødende kærlighedserklæringer til
planterne suppleret med nøgterne, gartneriske råd. Katalogerne
er så spækkede med oplysninger, at kendere ofte har nævnt,
at de overgår samtlige plantekataloger i den vestlige verden.
Planteskolen var indrettet således, at planter fra samme
hjemegn og med samme krav til klima og jordbund blev placeret
under ensartede forhold. Således opstod Den Geografiske
Have med enklaver til planter fra Vestkina, Himalaya, Nordamerika
og så videre.
I 1963, da Aksel Olsen var midt i halvfjerdserne, overtog
Kolding Kommune planteskolens jorder, og den dag i dag er
Den Geografiske Have i Kolding en offentlig park med karakter
af botanisk have. Denne overdragelse glædede virkelig Aksel
Olsen, der i en alder af 95 år gik bort i 1982.
Holger fortæller, hvordan han de første år ofte tog med Gerda
til Aksel Olsens planteskole i Kolding, og at mange rododendron
blev bragt med derfra. Hjemme igen blev de plantet efter
alle kunstens regler, og for at tilføre ekstra surhed til jorden
blev der hentet grannåle fra skoven.
Før i tiden var der også store staudebede og en kæmpe
frugthave, men de blev nedlagt i takt med, at Gerda og Holger
blev ældre. I dag går vedligeholdelsen af haven mest ud på
at slå græs, og det har Holger naturligvis hjælp til. Heldigvis
kræver de imponerende rododendronbuske ikke nogen særlig
pleje. De står smukt grønne vinteren igennem, og hvert år
først i juni folder de sig ud og åbenbarer de fineste farver. Det
er virkelig flot. Jeg har selv set det, som det fremgår af billederne
her. De er taget første gang, jeg besøgte Holger.
Da jeg kørte derfra, var jeg i ekstra løftet stemning. Holger
og hans sted dybt inde i en fynsk skov var et fund. En virkelig
hemmelig have.
For et par dage siden, midt i oktober 2011, ringede jeg til Holger
for lige at få de sidste oplysninger på plads. Jeg må indrømme,
at jeg var spændt på, hvordan Holger havde det. For
når man er på vej mod de 98, kunne man godt forestille sig,
at det måske begyndte at knibe lidt med hukommelsen. Men,
nej, her var ingen grund til bekymring.
Jeg fik svar på et par sidste spørgsmål, og inden vi ringede
af, sagde Holger: “Claus Dalby. Jeg har læst de havebøger, som
du havde med til mig sidst. Og hvor er de gode.”
Det glædede mig naturligvis meget.
En imponerende flot Rhododendron catawbiense.
118

119

Tante Grøns have
Der var engang en lille by, og i den by var der en lille gade, og i
den gade var der et lille gult hus, og i det hus boede der tre søstre,
tante Grøn, tante Brun og tante Lilla. De hed i virkeligheden noget
andet, men sådan kaldte alle børnene i byen dem, for tante
Grøn havde altid grøn kjole, og tante Brun havde altid brun kjole,
og tante Lilla havde altid lilla kjole på, og det var lige så sikkert,
som at smørblomster er gule og kornblomster blå.
Sådan begynder den elskede klassiker Tante Grøn, tante Brun
og tante Lilla. Det er tante Grøn, som passer haven. Hun har
travlt og er lidt streng. Tante Brun passer køkkenet i det lille
hus, og tante Lilla, som er blid og mild, sidder i stuen og broderer
roser og violer på stramaj.
I det følgende er det Tante Grøn, det handler om. Ikke hende,
som Elsa Beskow skrev om, men der er alligevel mange
sammenfald: Virkelighedens Tante Grøn bor i en lille by, huset
ligger i en lille gade. Og det er Tante Grøn, som passer haven.
Men så hører ligheden til gengæld også op.
Hvad er nu det for noget med al den snak om Tante Grøn?
Forklaringen kommer her.
Som en del vil vide, skriver jeg dagligt om mit haveliv på
bloggen www.clausdalby.dk. Her har jeg hver dag mange besøgende,
og nogle af dem er søde at lægge kommentarer. Helt fra
begyndelsen, i marts 2010, har især én person været utrættelig.
Hun har skrevet så mange guldkorn, som man ikke kan undgå
at blive glad af at læse. Her er et fra maj 2010:
I enhver kvindes taske bør følgende forefindes:
blyant og papir til blomsternotater, lille planteskovl, poser til frø,
evt. læbestift og parfume, hvis der er plads :o)
Både jeg og læserne af bloggen glædede sig over denne Tante
Grøn, der gjorde os alle i så godt humør. Hvem er hun, hende
Tante Grøn? Det var altså lidt mystisk, især fordi hun i begyndelsen
brugte sin mands mailadresse. Det fik nogle til at gisne
om, at hun måske var en mand, ja, måske ligefrem transvestit.
Endelig afsløret
Tiden gik, og jeg spurgte mig lidt for. Det viste sig, at en enkelt
kendte til den mystiske tante og navnet på byen, hvor hun boede.
Men ikke den præcise adresse. Da jeg så bynavnet, tænkte
jeg, at jeg måske havde passeret Tante Grøns have, når jeg besøgte
billedhuggeren Erik Heide og Bente Hjelmars have. Den
ligger på Nordmors lidt uden for den by, hvor Tante Grøn efter
sigende skulle bo. Men ingen i nabolaget kendte noget til en
særlig have ud over Erik Heide og Bente Hjelmars.
Det var der en grund til, skulle det vise sig. For ejerne –
Tante Grøn og hendes mand – gik nemlig stille og roligt og
puslede inde bag den høje hæk. Det var kun venner og bekendte,
der anede noget om den gradvise forvandling af en
stor græsplane til et veritabelt blomstrende paradis.
Endelig en dag var der bonus. En forbipasserende, som jeg
stoppede, viste sig at være bekendt til et par – Jytte og John –
der havde en masse blomster, som hun udtrykte det. Adspurgt,
om hun havde hørt om Tante Grøn, rystede hun bare på hovedet,
men fortalte, at jeg bare lige skulle køre ned ad bakken og
ind til venstre. For dér var den have, hun kendte.
Jeg kørte derned, parkerede i indkørslen og spejdede forgæves
efter en have. Der var ikke meget at se, men da jeg kom
nærmere hoveddøren, var det tydeligt, at her boede mindst én
person med sans for blomster og hygge. En smuk naturkrans
på døren og talrige krukker med løgvækster, forglemmigej og
hornvioler på trappen. Jeg var noget spændt, da jeg ringede på
døren, men forventede ikke, at Elsa Beskows tante Grøn skulle
lukke op.
Der gik et stykke tid (hun er nok i haven, tænkte jeg), før
døren blev åbnet. Der foran mig stod en mildt smilende kvinde
med en planteskovl i hånden. “Hej, Claus. Så fandt du mig,”
sagde hun drilsk, men også lidt genert, og inviterede mig gæstfrit
indenfor. Skovlen blev hurtigt lagt, hænderne vasket og en
kande kaffe sat over. Mens kopperne kom på bordet, spurgte
Tante Grøn mig, hvad jeg ville, for hendes have var bestemt
ikke noget særligt. Jeg var lidt fraværende og kiggede mig omkring
i smug. Rundtom stod de fineste blomsterdekorationer
120

af naturmaterialer og midt på bordet den smukkeste buket
med vårens blomster. Ét var sikkert: Her var lige så hyggeligt
som hos tanterne, som jeg huskede så godt fra min barndom.
Men én ting passede ikke. Denne tante Grøn var ikke streng.
Tværtimod viste Jytte, som hun jo hed, sig at være lattermild
og mindst lige så blomstertosset som jeg selv. Men også et
følsomt gemyt, som fandt en stor glæde ved at gå og pusle om
sine vækster. Mens vi drak kaffe og sludrede, var jeg ved at gå
til af nysgerrighed. Jeg måtte ud og se haven. Fra stuevinduet
så det hele eventyrligt ud. Mildt sagt …
121

122

Havevandring
Endelig var kaffen drukket, og det var tid til en havevandring.
Sikke en have. Det kan nok være, at jeg spærrede øjnene op.
Et veritabelt stisystem fører én rundt på en masse hyggelige
omveje, der sikrer, at man kommer ud i alle hjørner. På samme
måde lokker små siddepladser mange steder i haven én til
at sætte sig ned og opleve et særlig smukt syn eller en detalje,
som man måske ellers var gået forbi. Der står krukker alle vegne,
planter slynger sig op i pergolaer, og i det hele taget er der
en frodighed, som man kun meget sjældent oplever.
Og at det skulle være “ikke noget særligt”, er i sandhed noget
af en underdrivelse! Tænk, at man i ‘Udkantsdanmark’,
som store dele af landet efterhånden kaldes, kan opleve en så
atmosfærefyldt plet. Og det tilmed uden, at de omkringboende
ved, hvad der går for sig bag hækken.
Da jeg denne første gang besøgte haven, var der tulipaner
overalt. At opleve sådan en privathave er virkelig et særsyn.
Det var ganske enkelt både så smukt og så frodigt.
123

Havehistorie
På turen rundt fortæller Jytte, at hun har elsket blomster, så
længe hun kan huske.
“Faktisk tror jeg, at jeg er født med nektar i blodet,” siger
hun smilende. “Jeg er vokset op langt ude på landet nogle kilometer
herfra og var i bogstaveligste forstand et naturbarn. Var
ude stort set hele året. Ikke kun om foråret og sommeren, men
også om vinteren. For eksempel husker jeg en gang, da jeg havde
samlet de fineste grene med rimfrost. Alle kan regne ud,
hvad der skete, da jeg kom ind til min mor i det varme køkken.
Hvor blev jeg ked af det; tårerne fik frit løb.
Om sommeren var jeg som regel altid at finde ude på engen,
hvor jeg især beundrede de lysegule engkabelejer, det fine
hjertegræs og de vilde orkideer. Dengang var der ingen, der
vidste, at orkideerne var fredede – der var jo så mange – så jeg
plukkede talrige flotte buketter.
Grøftekanterne i miles omkreds kendte jeg selvfølgelig også
indgående og vidste næsten på dato, hvornår jeg kunne plukke
engelskgræs til kranse eller lupiner til dekorationer.
Mine forældres have var også et sted, hvor jeg opholdt mig
meget, og jeg blev næsten syg af længsel efter nye blomsteroplevelser,
når jeg i nabohaverne så særlige vækster, jeg ikke
umiddelbart kendte.
Det er altså især det vilde og utæmmede, der optager mig,
og derfor ser haven her i dag ud, som den gør. Det er jo ikke
sådan en pæn have, og derfor har det heller aldrig strejfet mig,
at den skulle vises frem.”
Herover: Løjtnantshjerte i selskab med den lyserøde tulipan ‘Esther’.
Næste side: ‘Esther’, ‘Black Parrot’ og ‘Blue Diamond’, ‘Blue
Diamond’ og i forgrunden ‘Negrita’.
124

125

126

Som vi går rundt dér mellem det overdådige flor, slår det mig,
hvor passioneret et menneske Jytte er. Men som morsingbo tager
hun sig hele tiden i agt for ikke at flyde over med for positive
ord, når det gælder hendes egne gerninger. Når talen falder
på andre, står superlativerne i kø – mere vestjyde er hun
ikke! Jeg får historien om, hvordan hun kom til Hune og blev
inspireret af Anne Just og senere af Claus Dalby! At have inspireret
til denne fantastiske have er jeg helt sikker på, at Anne
ville have været stolt over. Og det samme er jeg. Det behøver
jeg vel ikke at nævne.
Inspiration eller ej. Tante Grøn og hendes mand har skabt
en have så original, at alene billederne her uden tvivl også vil
komme til at inspirere andre.
Forrige side: ‘Esther’ er en dejlig tulipan, der er flink til at komme
igen.
Herunder: Et par selvsåede akelejer.
127

Syrenprinsen
Når man går rundt i haven, er det svært at forstå, hvordan to
mennesker uden ekstra hjælp finder tid til at passe en have
som denne. For Jytte er jo ikke alene. Hun er gift med sin Syrenprins,
som hun kærligt kalder sin husbond, og det navn
hentyder til en af hans store passioner. John, som er hans civile
navn, er nemlig lige så plantetosset som sin hustru og det, selv
om de kommer fra to vidt forskellige miljøer. Jytte elsker det
naturlige og vilde, mens John tidligere havde en rigtig tresserhave
med stedsegrønne planter, snorlige græskanter og nyklippet
plæne. Den store haveglæde kendte han ikke til dengang,
men den skulle vise sig at bryde ud i lys lue, da han blev gift
med Jytte.
John passer ikke kun hækkene og græsset, men bestemt
også mange af blomsterne. Således er han blandt andet vild
med skærmliljer, pæoner, påskeklokker og ikke mindst syrener.
Deraf kælenavnet!
Syreninteressen tog sin begyndelse for en halv snes år siden.
Det var på Heides Planteskole i Thisted, John fik øjnene
op for disse duftende, forsommerblomstrende buske med de
dejligste blomster. Det skete, fordi John var begyndt at arbejde
på stedet.
Ole Heide, som driver planteskolen sammen med sin hustru,
Grethe, har en af Europas betydeligste syrensamlinger
bestående af flere hundrede sorter. Han forstår at smitte folk
med sin entusiasme og gav John nogle buske med hjem. Så var
kimen til Johns syreninteresse lagt.
I dag har John også sin egen lille samling, og når man oplever
syrener i blomst og ikke mindst dufter til dem, forstår man
hans passion.
Syrenerne passer perfekt ind i parrets romantiske have, for
inden for syrenslægten findes kun blomster i sarte pasteller.
Her er ingen stærkt gule, røde eller orange blomster!
Det er sjældent at møde to mennesker, som i så høj grad er fælles
om haven. “Vi kan godt bestemme, at nu vil vi ikke tale
om have. Men det varer sjældent mere end to minutter. Så går
snakken igen. Det er godt, at vi deler denne interesse. Ellers
kunne det være endt med skilsmisse,” siger John med et smil.
Hver morgen, inden John skal på arbejde, går han en tur i
haven. Sætter sig på en bænk og nyder den stille stemning. Det
er ganske enkelt en trang. Og når han kommer hjem, er det
spændende, hvad Jytte har fundet på i løbet af dagen. For hun
har helt sikkert nye projekter.
Næste side: ‘Beauty of Moscow’, ‘Sensation’, ‘Maidens Blush’ og
‘President Lincoln’.
128

129

130

131

132

Projekterne
Det er givet, at folk uden den samme dybfølte interesse har
svært ved at forstå drivkraften hos virkelige havenørder.
Da Jytte og John overtog huset og grunden for godt og vel
en halv snes år siden, var haven ikke-eksisterende. Blot en stor,
‘langhåret’ græsplæne. Det var første gang, Jytte stod med et
jomfrueligt stykke jord. Nu skulle hun lave sin egen have, men
først var det huset, det gjaldt.
“Da vi var ved at nå målet, hvad husets indretning angik,
begyndte jeg at lægge planer for haven. Langsomt satte jeg
John ind i mine tanker, men det var tydeligt, at det var meget
svært for ham at forstå, hvor jeg ville hen. Det var jo heller
ikke en have sådan i gængs forstand, jeg gik og ønskede mig.
Nærmere et forsøg på at skabe et stykke kontrolleret natur, der
skulle ligge meget tæt op ad naturens egen skødesløse måde at
beplante på. Ingen planter sået eller placeret i rækker; ingen
firkanter eller former, som naturen ikke selv havde fundet på.”
Jytte betegner sig selv som en ‘stemningsstylist’. De første
Forrige side: Rose ‘Madame Plantier’.
Herover: Lupin ‘Chandelier’. Græssen, som Jytte har fra sine
bedsteforældres have, kender hun ikke navnet på.
år kløede de bare på. Der var ingen tegninger, men John prøvede
at forstå de mange billeder, som myldrede frem i Jyttes
hoved.
Efterhånden som haveinteressen blev intensiveret, begyndte
Jytte at fordybe sig i den engelske havelitteratur, og det blev
en øjenåbner af de store, da hun opdagede, at ‘hendes’ havestil
faktisk havde et navn. Det, de var i gang med at skabe, var en
rigtig engelsk cottage garden – en havegenre, som først de senere
år har vundet indpas i Danmark.
I bogen Den Engelske Have gør forfatteren Ursula Buchan meget
fint rede for cottage-stilen:
Stilen stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet og var især i begyndelsen,
men ikke udelukkende, tilpasset ejere af mindre
huse, snarere end de store godser. Overordnet kan man sige, at
det handler om haver, der ikke er ‘designede’. Det var en enkel –
men langt fra ukunstnerisk – haveform, hvor sparsommelighed
og selvforsyning, der var så livsnødvendige under tidligere tiders
depressioner i landbruget, var beundrede dyder. Dette gav sig udslag
i anvendelsen af naturgødning, kompostering og bladmuld,
såvel som brug af enkle og landlige haveelementer for eksempel
pergolaer og rustikke havemøbler.
133

Jytte fortæller, at efter at have fundet ud af, at hun ikke var
helt gal, men at andre havde haft samme ideer som hende –
tilmed i mere end et århundrede – fik hun endnu mere blod på
tanden. Samtidig kunne hun også vise John, hvad det var, hun
mente, sådan helt bogstaveligt sort på hvidt. Heldigvis var han
allerede helt opslugt af deres fælles projekt.
År for år er haven blevet gradvist større. Bid for bid af den
omkring 1.500 kvadratmeter store grund er blevet inddraget.
Nye ideer vokser frem i en uendelig strøm inde i Jyttes hoved,
og John prøver at følge med, så godt han kan. Men han er også
nødt til at agere bremseklods. For med til historien om Jytte
og hendes stærke igangsættergen hører også, at hun indimellem
hæmmes af svære muskel- og ledsmerter og må ligge brak
i flere dage. Men lige så snart hun er på benene igen, kommer
der nye ideer. Når én havedrøm er gået i opfyldelse, opstår der
straks en ny. Havens stærkt kuperede terræn giver både begrænsninger
og muligheder. Stier og bede er opstået, hvor haven
har budt på naturlige niveauer, og dermed virker det, som
om de altid har været der. Det er ‘havens egen vilje’, at de blev
placeret der.
Siden mit første møde med Jytte og John har jeg besøgt
dem gentagne gange, og jeg er stolt over at kunne tælle dem
blandt mine gode havevenner. Jytte siger og skriver mange
kloge ting, og lad mig slutte af med hendes ord:
“Den allerstørste udfordring ligger i at stoppe og holde igen
med flere udvidelser, da det er en stor, stærk trang, der hele
tiden kribler i mig. Lige nu arbejder vi på nye bede, stier og
haverum, og jeg drømmer om med tiden at skabe steder med
hule- og blomsterjunglestemning. Et fortættet og stemningsmættet
haveunivers.
Men på et tidspunkt bliver vi nødt til at være realistiske
omkring, hvor meget vi selv kan overkomme at passe og vedligeholde,
for vi har ikke råd til hjælp. I det hele taget er haven
her skabt uden kostbare midler, men efter de forhåndenværende
søms princip.
Det at være blevet ‘opdaget’, betyder så utrolig meget. Jeg er
jo aldrig blevet til noget, har jeg så ofte tænkt. Men nu er jeg
pludselig blevet til nogen!”
Herover: Pæon ‘Sarah Bernhardt’.
Næste side: ‘Eden Rose’ med rosenskovmærke i forgrunden.
134

135

Godt gemt
Haver kan være hemmelige på rigtig mange forskellige måder.
Det handler ikke blot om, at de ligger langt fra alfarvej, afsondret
fra den civiliserede verden. Nej, de kan såmænd også ligge
inde midt i en by, hvad denne have faktisk gør. Godt gemt bag
en hæk.
Haven er ikke særlig stor, og det gør den bestemt ikke mindre
charmerende. Når jeg får nys om en have og spørger ind til
den, sker det ofte, at ejeren siger: “Min have er ikke noget særligt.
Den er så lille.” Men jo mindre, jo bedre. Det skyldes, at
det som regel er meget nemmere at skabe intimitet, stemning
og nærvær i en lille have end i en stor. Det er i hvert fald prædikater,
der kan hæftes på dette dejlige sted.
Stedet er Klampenborg, lidt nord for København. Nærmere
betegnet de engelske rækkehuse, som hedder sådan, fordi de
blev opført efter engelsk forbillede i 1903. Det er et meget attraktivt
kvarter. Inspirationen stammer fra de byhuse, man
ser mange steder i England, og der er noget vældig herskabeligt
over bebyggelsen.
Det var de danske arkitekter Rasmus Jensen (1863-1924)
og Arthur Wittmaack (1878-1965), der tegnede husene. Den
oprindelige plan var, at der skulle opføres ni karreer, men det
blev kun til to. De rummer i alt enogtres boliger, der alle sammen
er forskellige. Indgangspartiet og bagdøren ud til den fælles
have er dog ens.
I dag er det den rene luksus at have en bolig her, men da de
blev opført, var det næsten umuligt at finde købere eller blot
lejere til husene. Det forlyder, at lejere ligefrem blev tilbudt at
slippe for huslejen det første år – mod at sætte gardiner op!
Upstairs and Downstairs. Køkkenet er i underetagen, hvor
også de tjenende ånder boede, og herfra er der udgang til en
lille have mod den indre gård. Men det er ikke den have, jeg vil
fortælle om her, men den ud mod gaden.
Haven og husets ejer er Nina Reventlow, som har boet her
med sine sønner siden 2002.
“Da jeg første gang oplevede den samhørighed, der var
mellem hus og have, blev jeg meget betaget af stedet. Jeg vil
ikke betegne mig som et egentligt havemenneske, men mere
som en person, der går op i æstetik, harmoni og sammenhæng.
Og det var netop de tre ting, jeg fandt her. At haven var
en forlængelse af huset – et ekstra rum,” siger Nina.
136

137

Den oprindelige plan
Da familien overtog huset, fulgte tegningen af havens plan i
den nuværende form også med. Den er udført i 1990 af landskabsarkitekt
Kirsten Lund Andersen. Nina fortæller, at hun
rigtig godt kunne lide grundplanen og brugen af diskrete materialer
som chaussesten og 40 x 40 cm-cementfliser. En buet
gang af chaussesten leder én på en lille tur, først forbi trappen
op til hoveddøren og så videre rundt om kældertrappen, som
fører ned til køkkenet. Herfra er der et lige stykke sti med cementfliser
parallelt med huset og så igen et buet stiforløb med
chaussesten.
Stien ender ved en stor terrasse belagt med cementfliser i
hele havens bredde. Terrassen fylder omtrent en tredjedel af
det samlede areal på omkring 150 kvadratmeter.
Flere af beboerne i bebyggelsen har lagt fast belægning på
hele arealet og møbleret det med krukker, men kombinationen
her af de enkle belægninger og de organisk formede bede med
planter går efter min mening op i en højere enhed.
Mange af planterne er skiftet ud hen ad vejen, fordi en have
jo hele tiden er en proces. Noget, der flytter sig. Det, at haven
gradvist er blevet ændret, er selvfølgelig helt naturligt, for det
er nok de færreste, der overtager en have, som ikke på en eller
anden måde ønsker at foretage korrektioner. Det lykkelige ved
denne have var bare, at rammerne var så gode. Derfor var det
forholdsvis overkommeligt at bytte ud og plante nyt.
138

139

Rytme og ro
Når pladsen er sparsom, vil man som en planteglad person
ofte være tilbøjelig til at vælge en mængde forskellige planter
– blot én af hver. Men det bliver tit noget rod. Forestiller man
sig en buket med lutter forskellige blomster, vil man snart se,
at det er for meget af det gode. Begrænser man sig derimod
til nogle færre, men flere af hver fordelt i buketten, bliver det
straks meget roligere.
Jeg har efterhånden besøgt Ninas have en del gange i jagten
på de bedste motiver. Det er nemlig en af mine taktikker, når
jeg skal portrættere en have: at komme flere gange i løbet af en
sæson, for ellers kan det godt blive lidt ensidigt. Hver gang har
det slået mig, at der altid er noget at kigge på. Ikke blot blomster,
men også grønt med varierende vækst og udseende.
I foråret danner mange bladformer et velkomponeret
patchworktæppe. Bregne, lodden løvefod, hasselurt, storkenæb,
kærmindesøster, bispehue, hosta, sankthansurt, stjerneskærm
og høstanemone er blot nogle få af dem, der med deres
varierede løv er med til at skabe en frodig oplevelse. Også havens
runde buksbomkugler, ikke at forglemme; de er bestemt
også med til at give haven karakter.
De frodige bladplanter dækker fuldstændigt jorden, så
ukrudtet har trange kår. Om foråret, før planterne når helt
sammen, luges der i bund. Derefter begrænser lugningen sig
til at rykke det op, som titter frem, fordi det har fundet en lille
sprække mellem væksterne. Men det sker sjældent.
For at holde det grønne tæppe frisk og smukt at se på bliver
flere af bladvæksterne klippet ned efter blomstring. Det
gælder især lodden løvefod og alle storkenæb, men også stjerneskærm.
Helt ned til sokkeholderne med dem. Efter tre-fire
uger er de på fuld højde igen med det smukkeste grønne løv og
af og til også et efterflor af blomster.
Næste side: Hosta, høstanemone og påskeklokke, bregne og lodden
løvefod, kærmindesøster og påskeklokke, sankthansurt, bispehue og
‘Queen of Night’-tulipan, bregne i forgrunden, grønt i grønt med
rosmarin i krukke.
140

141

142

143

En sjældenhed
Der er en række planter, som er så oplagt gode og har så mange
fortrin, at man undres over ikke at se dem oftere.
En af dem er slyngplanten Akebia quinata. Blomsterne er
ikke ret store, men når folk først lægger mærke til dem, bliver
de altid beundret. Hængende og med den skønneste purpurfarvede
tone, der passer perfekt til havens tulipaner. Også løvet,
der er femdelt, er et af denne plantes store fortrin. Akebia
ynder en solrig plads, og hvor den trives, kan de lianlignende
stængler blive op til 10 meter lange.
Når man besøger Ninas have i maj, kan man ikke undgå at
bemærke denne plante. Ikke, fordi den gør et særligt væsen af
sig sådan rent visuelt. Nej, her er det duften, der er bemærkelsesværdig.
Nærmest som vanilje. Og den kommer én i møde
som noget af det første, for planten står lige inden for lågen.
Tulipaner
Nina fortæller, at hun nødigt vil undvære tulipaner i forårsbedet,
fordi de giver nogle gode farveklatter, før stauderne for
alvor folder sig ud. Hvert år bliver der suppleret med nye tulipanløg,
for det er jo desværre sådan, at der sæson for sæson
forsvinder en del. Nina prøver ofte nye sorter, men altid inden
for samme toneskala – purpur, lilla, rosa, blålig og hvid. En
sort, som hun altid har på repertoireret, er den purpurfarvede
– næsten sorte – ‘Queen of Night’, og fordelen ved den er, at
den er flink til at komme igen år efter år.
Påskeliljer og andre ‘højtråbende’ vækster kommer ikke
ind, men gerne den fine og graciøse pinselilje, som dufter så
fint.
Nogle mennesker er lidt trætte af forårsløgvækster, fordi de
ikke orker at se på de nedvisnende blomstertoppe, men det er
ikke noget problem i Ninas have. Her dækker den tætte vegetation
nemlig for de trist udseende blade og stængler.
Til venstre: Nærbillede af Akebia-blomst.
Til højre: I baggrunden, voksende op ad hegnet, ses Akebia.
144

145

Havemøbler
Møbler i haven er vigtige. Ikke blot, fordi man skal have noget
at sidde på, når man holder en pause, men også af den grund,
at haven kommer til at virke meget mere hyggelig og indbydende.
Efterhånden fås der rigtig mange forskellige, men jeg har
det meget svært med mange af de møbler, som man kan købe i
dag. Allerværst er de såkaldte lounge-møbler med alt for voluminøse
hynder. De er et unaturligt fremmedelement, som retteligen
hører til i en dagligstue. Jeg holder mere af det lidt underspillede
og knapt så komfortable, som falder ind i havens
beplantning.
Møblerne i Ninas have er fremstillet hos en snedker, og de
er lavet af sibirisk lærk, som er blevet smukt gråpatineret af
skiftende vejrlig. Den diskrete tone, træet antager, passer ind
alle steder.
Sibirisk lærk, Larix sibirica, stammer fra Uralbjergene på
grænsen mellem Rusland og Sibirien, og når det ofte bruges til
havemøbler, terrassebrædder og udendørs træbeklædning, er
det, fordi det har en holdbarhed ud over det sædvanlige. Det
skyldes, at træet på grund af det kolde klima vokser ret langsomt
og først fældes, når det er 150 til 200 år gammelt. Træet
indeholder store mængder af harpiks og garvesyre, og det giver
sammen med den høje alders tætvoksede struktur en stor
modstandsdygtighed over for råd og naturlig nedbrydning. En
anden fordel er, at træet næsten ikke har nogen knaster, fordi
det ikke får særlig mange sidegrene.
Sibirisk lærk er altså et rigtig godt valg inden for såkaldt
hårdt træ. Betegnelsen hårdt træ bruges normalt kun om løvtræ,
så nogen vil måske indvende, at lærk er et nåletræ. Det er
også korrekt, men det får nye nåle hvert forår.
146

147

148

Sparring
“Selv om jeg ikke er sådan en, der både sår og prikler og læser
havebøger fra morgen til aften, elsker jeg at gå på planteskoler,
og af en eller anden grund forelsker jeg mig ofte i lyserøde
og blå blomster. Ikke noget med skrappe farver til mig,” siger
Nina.
Hun fortæller også, at hun undertiden kan være lidt for impulsiv,
men at hun her har en uovertruffen dialog med Martin
Brixen, der er gartner. Han skal også lige have et par ord med
på vejen her, for han er en god historie.
At Martin skulle gå gartnervejen var svært at forudsige, da
han tog sin første uddannelse som skrædder på Århus Teater.
Det var imidlertid blomsterne, som trak, og i dag kreerer han
smukke bede for især kvindelige kunder, der alle taler henført
om ham. Det er da heller ikke til at stå for en over to meter høj
charmerende fyr med hænderne godt skruet på og det, hvad
enten det drejer sig om det finere havearbejde eller det grove.
Det er altid godt at have én at spille bold med, og Martin er
efter Ninas opfattelse en fantastisk sparringspartner. Ikke blot
har han et kreativt og kunstnerisk øje, men han ved også, hvad
der rent plantemæssigt kan lade sig gøre.
Martin har selv en fantastisk have, men det er aldrig lykkedes
mig at tage billeder dér, fordi han altid er i gang med nye
projekter. Så mange, at haven ofte mest har karakter af en byggeplads.
En blomstrende en af slagsen, skal det retfærdigvis siges.
Det er en utrolig energi, han lægger for dagen. Kører af sted
tidligt om morgenen, måske for at runde Grønttorvet, og videre
til kunderne, der helst ser, at både krukker og bede strutter.
Og når Martin så kommer hjem, fortsætter han med sine egne
projekter. Ingen bliver nogensinde helt færdig med en have,
men jeg håber, at Martin på et tidspunkt bevæger sig mod målet.
Så glæder jeg mig til at ‘rapportere’ derfra.
Selv har jeg kendt Martin i nogle år, og han er en af mine
scouts, som hele tiden holder øje med, om der er haver, som
jeg bør besøge og evt. skrive om. Det var da også Martin, som
fortalte mig om Ninas have og også om den, jeg gæster i næste
afsnit.
149

150

151

Roser og stauder
Der er en ting, som jeg igen og igen slår fast: Det passer ikke,
når nogen siger, at man ikke kan plante roser og stauder sammen.
Glem det vrøvl! Man har gjort det i England i generationer,
og hvorfor skulle man så ikke kunne gøre det herhjemme?
Nina har sikkert aldrig hørt, at man ikke kan. Hun har i hvert
fald gjort det – plantet tre ‘Jack Cartier’-roser i staudebedet, og
som det fremgår af billederne, ser de da ikke ud til at lide nød.
Ønsker man, at roser og stauder skal danne partnere, bliver
man det første år eller to dog nødt til nøje at overvåge, at
de små roser ikke bliver overvokset af stauderne. Efter et par
år, når roserne er skudt i vejret, skal de nok klare sig. Især hvis
man passer og plejer dem med vand og gødning.
Når man vælger stauder, der skal danne selskab med roser,
er det vigtigt, at planterne ikke bliver for høje. Nina anbefaler
stjerneskærm, smalbladet klokke og storkenæb som nogle af
de mest oplagte, og det herlige ved dem er, at de fås i mange
forskellige højder, drøjder og farver.
På muren ind mod huset, for enden af terrassen, er der
plantet et par ‘Gerbe’-roser, som blomstrer overdådigt. Det er
en skøn historisk slyngrose med en duft, der minder om pæoners.
Blomstrer desværre kun én gang per sæson.
Det, at rosen er espalieret under vinduet, giver ikke kun
en rigtig fin indramning af den foranstående bænk, men gør
også, at der kommer endnu flere blomster. Sagen er nemlig
den, at lange rosenskud, som spændes vandret ud, begynder
at skyde med nye blomsterdygtige skud fra alle bladhjørner. Et
skud, der går lodret op, blomstrer kun i toppen.
Har man først oplevet Ninas have, kan man ikke forestille
sig den uden roser. Når de blomstrer, bliver haven ikke skønnere.
Herunder: ‘Jack Cartier’-roser i staudebedet.
Næste side: Et betagende syn. ‘Gerbe’-rose.
152

153

154

155

En lille gårdhave
Når jeg førhen passerede de smukke engelske rækkehuse i
Klampenborg, strejfede det mig af en eller anden grund aldrig,
at der var en gårdkerne inde bag husene. Det er jo ikke et
sted, man sådan lige kommer, medmindre man er beboer eller
gæst. De små gårdhaver, der ligger derinde, er altså i høj grad
også hemmelige.
Går man turen rundt, oplever man en række meget forskellige
haver. Lige så forskellige, som hvis man bevæger sig
ned ad en gade. Her er det blot meget lettere at danne sig et
overblik, fordi haverne ligger som perler på en snor.
Den have, jeg vil fortælle om, er i særklasse, hvilket allerede
ses, før man kommer til den. Det skyldes en meget fin og gennemtænkt
detalje i form af en særlig, grøn afskærmning.
En styltehæk
En styltehæk er ikke et udtryk, man hører hver dag, og det
er da også frit oversat fra engelsk. Her ved de fleste haveejere,
hvad der tales om, når man nævner a stilt hedge. Sådan er
det jo i England – havelandet over alle – at man har så mange
indforståede haveudtryk og sammenlignet med herhjemme et
langt større ordforråd. Tænk blot på ordet gardening, som på
dansk bliver til det noget mindre poetiske havearbejde.
Men her er det altså styltehækken, det handler om. For
omkring femten år siden blev en række lindetræer på cirka en
meter plantet med cirka 120 cm’s afstand. Da de nåede den ønskede
højde, blev de klippet i toppen, samtidigt med at stammerne
blev klippet fri, og derved begyndte de at skyde mere i
siderne. Efter en halv snes år antog de den form, som hækken
har i dag.
156

157

Præcist hvor inspirationen kommer fra, har havens ejer, Vibeke
Kampmann, svært ved at sige, men nævner, at hun altid har
holdt af formklippet lind. Hun er en kvinde, som er vant til at
suge til sig og lade sig inspirere, uanset hvor hun bevæger sig
hen i ind- og udland.
Vibeke er indretningsarkitekt med egen tegnestue – Interieur
– og jeg har ofte brugt hende som sparringspartner, fordi
hun er et af de mest kvalitetsbeviste mennesker, jeg kender.
Hun går aldrig på kompromis, og det sætter jeg stor pris på.
idet rækværket er transparent, er resultatet en fin og harmonisk
overgang fra offentlig sti til privat grund.
Når man kommer ind i gårdhaven, ser man, at Vibeke er
meget selektiv, og det betyder da også, at man i høj grad lægger
mærke til detaljerne. Her er ikke nogen højtråbende effekter.
Hele gården er belagt med smukke teglsten fra Falkenløwe
Teglværk i Sønderborg. Vibeke pointerer, at teglstenene ikke er
hårdtbrændte og dermed frostsikre. Hun kan nemlig godt lide,
at de forvitrer lidt og får en naturlig patina.
Detaljen med den opstammede hæk i samspil med det hvide
plankeværk giver en helt særlig stemning. Den spiller perfekt
op til det herskabelige hus, som på den ene hånd er stort og så
alligevel ikke. Det er derfor, denne ‘lilleput’-afskærmning er
så fin.
Forestiller man sig en hæk, der gik helt ned til jorden, eller
et tilsvarende højt plankeværk, ville det virke meget mere
massivt. Som det er nu, lukker hækken helt af for indkig, men
158

159

160

Et enkelt bed
I den ene ende af gården er der et hævet bed i hele rummets
bredde. Det er beplantet med krydderurter og hornvioler, der
skaber deres egen stille frodighed. En meget væsentlig og luksuriøs
detalje ved bedet er, at det hele vejen rundt er flettet
af rundjern. Inspirationen fik Vibeke på det franske slot Villandry,
der er kendt for sin enorme potager – en ornamentalt
anlagt køkkenhave med både blomster og spiselige afgrøder.
Her så hun nogle hævede bede – eller store kasser – flettet af
kastanjegrene.
Derved opstod ideen til det lille bed. Mange ville sikkert
have flettet det af pil, men som bekendt holder det sjældent
mere end et par sæsoner. Så Per Nikolaj, Vibekes mand, som
hun ‘hyrede’ til projektet, valgte at flette med jern.
De lodrette stager er 8 mm tykke (dog 15 mm i hjørnerne),
mens jernet, der flettes med, har en tykkelse på 6 mm. Stagerne
er banket i jorden med 25 cm’s mellemrum, og derefter
flettes der foran, bagved, foran, bagved og så videre.
Jern er desværre ikke helt billigt, så derfor kan det anbefales,
at man prøver at finde det brugt, for eksempel hos en produkthandler.
161

Slyngrosen over alle
Selv om Vibekes lille gårdhave på ingen måde er ‘overblomstret’,
virker den både frodig og levende qua de grønne hække,
og et måltid uden blomster på bordet er utænkeligt.
Det helt store flor udspiller sig fra først i juni og nogle uger
frem, for da folder en utrolig, rosa slyngrose sine næsten tennisbold-store
blomster ud. De er så imponerende, at man nemt
kunne tro, at hver enkelt blomst var en pæon.
Ikke så sjældent må Vibeke ud med navnet – ‘Constance
Spry’ – når folk ser rosen i fuldt udspring. Det er en helt bemærkelsesværdig
rose, som Vibeke første gang lærte at kende
hos sin svigermor, der havde plantet adskillige på Palstrup ved
Viborg.
Svigermoderen ‘opdagede’ den i England, hvor den så dagens
lys i 1961. Det var den senere så kendte rosenforædler
David Austins første frembringelse. I dag kender de fleste rosenelskere
over hele verden Austin-navnet og ved, at det var
ham, der lancerede begrebet ‘engelske roser’: duftende roser,
der i udtryk minder om de gamle historiske roser, som netop
er kendt for blomsternes runde form.
Langt de fleste historiske roser blomstrer kun én gang,
men det var David Austins mål, at de roser, han frembragte,
skulle være genblomstrende. Dette lykkedes dog ikke med
‘Constance Spry’, men med alle de senere sorter. Os, der elsker
denne skønne rose, lever fint med, at den kun blomstrer
en enkelt gang hver sæson, for den har en helt særlig charme,
form og duft – af myrra, som man ikke finder hos ret mange
andre roser.
162

163

164

165

Forhaven
Forhaven på den anden side af huset er også meget enkel, men
lige så smagfuldt indrettet. Grøn er den overvejende farve, og
stemningen skyldes især nogle få, men udvalgte krukker fra
det engelske firma Haddonstone. Især er to helt lave, firkantede
‘kar’ til krydderurter bemærkelsesværdige. Både de og
krukkerne, som Vibeke forhandler, har et karakteristisk flettet
mønster, som er typisk for victoriatiden.
Op ad væggen vokser Rosa arvensis ‘Splendens’, og på en
varm dag fyldes hele haverummet med den fineste duft. Det
er en rose, som man næsten altid kan kende, fordi knopperne
er omtrent karminrøde, mens blomsterne i udspring skifter til
rosa og senere næsten hvid. Det var netop denne forvandling,
Vibeke faldt for.
166

167

Et rosenorgie
“Du bliver nødt til at komme med det samme. Det er helt
vildt!” Sådan lød en besked på min telefonsvarer, da jeg aflyttede
den en dag i sidste halvdel af juni. Stemmen, som jeg kender
så godt, er normalt rolig og afbalanceret, men denne dag
anede jeg en snert af panik.
Det er da også en alvorlig sag, når man har en hel have fuld
af roser, der skal fotograferes, og gerne vil have, at den tager
sig ud fra sin bedste side. Så er der ikke mange dage at løbe på.
Det ved alle os, der har roser. Man taler ofte om dagen. Den
dag, hvor blomstringen når sit absolutte klimaks, hvor vejret
viser sig fra sin bedste side – ingen vind, et par og tyve grader
– og fuglene synger. Da bliver det ikke skønnere at være haveejer,
især ikke, hvis det passer fotografen at indfinde sig.
Havens ejermand har fortalt mig, hvor lykkelig og helt
igennem eksalteret han kan blive, når for eksempel den enorme
‘Rambling Rector’ i hans gamle æbletræ folder sig ud og
blomstrer med tusindvis af blomster. Så bliver han simpelthen
nødt til at dele det med nogen og går derfor ud på vejen og
spørger nogle af de tilfældigt forbipasserende, om de ikke vil
med ind og se hans rose. Og det er ikke et scoretrick! Folk,
uanset alder og køn, får buddet, og de fleste følger med. Nogle
bliver ligesom ham selv ganske betagede, men han har også
lidt på fornemmelsen, at andre blot går med, fordi de får en
smule ondt af ham. Sådan har han selv udtrykt det.
Og hvem er han så, denne sensitive mand med de mange roser?
Jo, han bor i Kongens Lyngby ved Dyrehaven, og folk, der
går forbi på vejen udenfor, har ikke en minimal chance for
at se, hvilket blomstermæssigt orgie der udspiller sig bag den
høje og tætte hæk. Til daglig har han sin gang på teatret, for
han er nemlig skuespiller. Og selv om han er kendt, beundret
og agtet af de fleste, der holder af skuespil og følger med i nationalscenens
repertoire, er det nok de færreste, der aner, at han
også er rosenelsker.
Herunder: ‘Rambling Rector’ blomstrer med tusindvis af små
blomster.
Næste side: Op ad vinduerne er det ‘Gerbe’-rose, midti ‘Ispahan’ og
bagest oppe i træet ‘Rambling Rector’ i selskab med en hvid jasmin.
168

169

En passion
Havens ejer er kongelig skuespiller Søren Sætter-Lassen. Det
var Ghita Nørby, som fortalte mig, at en af hendes yndlingssamtalepartnere,
når det gjaldt roser, var Søren. “Ham må du
besøge,” sagde hun og arrangerede et møde.
Første gang, jeg gæstede ham, var en dejlig forårsdag, og
som det oftest er, når to mennesker med samme interesse mødes,
faldt vi straks i snak. Jeg var selvfølgelig interesseret i at
høre, hvordan det med haveinteressen var opstået, og hvornår
han var begyndt at have have på dette sted. Vi gik en tur rundt
og så på de talrige roser med mange løfterige knopper. Om en
lille måneds tid, når de åbenbarer deres indre, vil jeg komme
tilbage. I dag skulle vi bare tale sammen.
Søren fortalte, at det charmerende, sortmalede træhus, der i
høj grad bidrager til havens romantiske og også nostalgiske
stemning, altid har været i familiens eje. Det blev bygget i 1919
af hans oldefar, og senere overtog Sørens farfars lillesøster huset.
Hun boede her indtil 1996. Dernæst flyttede Søren ind.
Oprindeligt var grunden noget større, men på et tidspunkt
blev en del af jorden solgt fra. Farfarens søster var også vældig
haveinteresseret, men i hendes tid var der mest køkkenhave.
“Jeg har altid været glad for blomster og husker især min
mormors have,” fortæller Søren. Og det er roserne, som har
prentet sig i hans erindring. Nogle fik hun fra Valdemar Petersen,
der drev sin kendte rosenplanteskole i Løve cirka ti kilometer
nord for Slagelse. Han gjorde et utrætteligt arbejde for
at udbrede kendskabet til de historiske roser, som en lang periode
var ved helt at gå i glemmebogen. Det er da også de historiske
roser, som interesserer Søren mest. Dog pointerer han, at
han er meget åben over for og også vældig godt kan lide mange
af de engelske og nogle af de moderne roser.
“Det sker, at jeg møder rosenfolk, som kun interesserer sig
for de historiske roser. Sådan er jeg ikke. Jeg vil medgive, at
der inden for denne gruppe findes arter og sorter, som vore
dages roser på ingen måde kan komme op på siden af, men
jeg synes, at man snyder sig selv, hvis man ikke tager det hele
med,” siger Søren.
Han nævner det faktum, at langt de fleste af de historiske
roser kun blomstrer én gang. Det lever han fint med, men
når han nu er så passioneret, ville han alligevel nødigt undvære
de genblomstrende roser, som kommer med endnu et flor i
august og september.
Herover: ‘Blush Noisette’.
Næste side: ‘Paul Transon’.
170

171

172

173

Historisk interesse
Søren Sætter-Lassen er historisk interesseret, og flere af hans
roller har da også været af historisk tilsnit. Mange tv-seere vil
huske ham som Carl Jacobsen i Bryggeren, og lige nu er han i
gang med en film om Marie og P.S. Krøyer, hvori han spiller
den mandlige hovedrolle.
Det er ofte store og krævende roller, Søren påtager sig, og
mange af kræfterne til dem samler han i haven, hvor han godt
kan gå og pusle, mens han finder ind til en person. I nyere tid
har han høstet mange anmelderroser for sin rolle som Richard
III på Det Kongelige Teater. For den fik han Reumert-prisen i
2010.
Han taler gerne længe og henført om sine roser og nævner,
at han af og til har købt en rose, blot fordi den havde et spændende
historisk navn, som han kunne relatere til et eller andet.
Direkte adspurgt kommer Søren med et eksempel på en rose,
som han har anskaffet sig, fordi navnet lokkede:
“Da jeg fandt ud af, at der fandtes en rose, som hed ‘York
and Lancester’, var jeg ikke sen til at bestille den,” fortæller
Søren. Huset York, som Richard III tilhørte, havde en hvid
rose i deres våbenskjold. Det udkæmpede i årene 1455-85 en
række fejder mod huset Lancester, hvis våbenskjold prydedes
af en rød rose. Begge huse gjorde krav på den engelske trone,
og disse kampe blev kaldt Rosekrigene.
Siden middelalderen har man kendt Rosa damascena versicolor,
som er særlig derved, at blomsterne er hvide og røde og
rød/hvide. Dette gjorde, at den efterhånden skiftede navn til
‘York and Lancester’, og det er da også det navn, denne rødhvide
rose er kendt under i dag.
Et herligt rosenmylder. Længst til venstre er det ‘Paul Transon’.
Forrige opslag: ‘Eglantyne’.
174

175

176

Det store Rosenleksikon af svenskeren Lars-Åke Gustavsson,
som omhandler omkring 750 rosensorter, har Søren bogstaveligt
talt pløjet sig igennem. Her fortælles alt om afstamning,
vækstform, størrelse, duft, hyben, blomstringstid, hårdførhed,
sygdomme, voksested og foretrukken jordtype. Desuden har
det digre værk på i alt 544 sider også afsnit om rosernes historie,
morfologi, systematik, stamtavle og forædling. Hvis man
efter at have læst denne bog blot husker en brøkdel, har man
en vis baggrundsviden.
på betegnelsen ‘historiske’ om roser. Tidligere kaldte man de
gamle roser for enten ‘antikke’ eller ‘gammeldags’.
En anden stor rosenpersonlighed, som døde i foråret 2011,
er Hugo Lykke – ejeren af Rosenplanteskolen i Søby ved Hornslet
i Østjylland. Han var ligeledes specialist i de gamle sorter.
Søren har også købt en del af sine roser hos ham. Planteskolen
drives i dag videre af Hugos enke, Ellen.
Ligesom sin mormor køber Søren også roser i Løve, selv om
Valdemar Petersen for længst er borte. I dag drives stedet af
Torben Thim. Også han er forfatter til en meget fin bog –
Historiske Roser. Det er i øvrigt Torben Thim, der har fundet
Forrige side: ‘Eglantyne’.‘
Herunder: ‘Ispahan’.
177

178

179

180

Frodighed
Det var omkring sankthans, Søren ringede helt stakåndet for
at få mig til at komme. Vi aftalte, at jeg allerede dagen efter
skulle dukke op med mit fotoudstyr. Og sådan blev det.
Det kan nok være, at jeg blev glad for, at Søren havde været
så insisterende. Han kunne ikke have valgt en bedre dag.
Søren var ikke hjemme, og skal jeg være helt ærlig, passer det
mig bedst at gå alene rundt, når jeg skal fotografere en have.
Jeg har som regel en saks i lommen og snor til at binde op
med, hvis der skal pyntes en smule på virkeligheden. Men det
er selvfølgelig vigtigt at skildre haven, så ejeren kan kende den
igen, og jeg medbringer ikke nogen fremmede ting for at style,
som man af og til hører, at boligfotografer gør. Jeg flytter
højst lidt rundt på havemøblerne, fordi rette linjer kan være
med til at skabe ro og stemning i et ellers lidt flimrende motiv.
På samme måde har huse en gunstig indvirkning, og det er
derfor, jeg bliver så glad, når boligen er så smuk som her.
‘Frodighed’ er et af de ord, der først falder mig ind, når jeg
skal karakterisere Sørens have. Overalt er jorden dækket, for
der, hvor der ikke er græs, er der planter. Da jeg under mit første
besøg spurgte Søren, hvordan han har det med ukrudt, sagde
han, at det ikke var noget, han brugte meget tid eller energi
på. Han forsøger at holde særligt genstridige vækster som for
eksempel mælkebøtter og skvalderkål nede, men stort set alle
øvrige blomstrende planter er yderst velkomne. Han nævner
en del stauder, som villigt selvsår sig, for eksempel jakobsstige,
storkenæb, valmue, fingerbøl, kærmindesøster og forglemmigej.
Her er ingen skarpt afstukne græskanter, og det ville da
også virke helt forkert. Græsset bliver selvfølgelig slået, og i ny
og næ må Søren ned på knæ med saksen og tage de længste
græstotter ind mod bedene.
Men det, der især er med til at gøre haven levende og lidt
vild på den gode, frodige måde, er de mange roser, som dels
slynger sig op ad væggene og dels kravler helt op i træerne.
Frodighed i flere dimensioner.
Forrige side: Kærmindesøster, fingerbøl, storkenæb ‘Rozanne’
med jakobsstige, rose ‘Wild Eve’, endnu en gang rose ‘Wild Eve’ og
jakobsstige.
Herunder: ‘Ghislaine de Filigonde’.
181

En romantisk sjæl
I Farsø, godt og vel en snes kilometer nordvest for Hobro og
ikke så langt fra Limfjorden, ligger der en gård – Sparregård.
Stedet er kendt af mange med hang til den franske landstil,
som en del har taget til sig – ikke blot i boligen, men også i
haven. Møbler, søjler, urner, krukker, baljer, kurve og kasser
udvalgt på franske loppemarkeder af ‘fruen’ på gården. Flere
gange om året kører hun sydpå i sin store kassevogn og støver
rundt på de franske loppe- og antikmarkeder, og når hun returnerer
til Nordjylland, er mange af stamkunderne spændte
på, hvad hun nu har fundet.
For de fleste er hun slet og ret Hanne. Hendes efternavn
– Lund – er der ikke så mange, der kender. Men siger man:
“Hanne fra Sparregård,” er de fleste med.
Sommeren igennem, hvor Sparregård holder lukket, kan
man møde Hanne på livsstilsmesser rundtom i landet. Her
sælger hun ikke blot franske rariteter, men også svenske fund,
og desuden de skønneste roser, krukkevækster og potteplanter
af den udsøgte slags. Hanne betegner først og fremmest sig
selv som ‘en blomsterpige’ og har da også haft et par blomsterbutikker
i Ringsted – Klokkeblomsten i en halv snes år og derefter
Bonderosen i fire.
Hendes udgangspunkt er dog tøjbranchen, hvor hun blev
udlært. Men ellers har hun været vidt omkring. Fælles for alt,
hvad hun har beskæftiget sig med, er, at det altid har handlet
om kreativitet. Indretning, iscenesættelse og stemningsskaberi!
Næste side: ‘Königin von Dänemark’.
182

183

En anden gård
Mange kører langt for at komme på job, men Hanne tager alligevel
prisen. Hun bor nemlig på Sjælland, ved Ringsted, så
man kan roligt sige, at hun har et stykke på arbejde. Til alt
held er det kun i weekenden, hun skal køre den lange vej.
Når Hanne har fundet på at åbne en forretning så langt fra
sin hjemegn, skyldes det huspriserne, som er noget mere ‘humane’
i det nordjyske. Hanne faldt pladask for Sparregård og
så straks, at den gamle gård kunne blive en smuk ramme om
hendes forretning.
Her er det nu ikke Sparregård, det skal handle om, men om
Hannes privatbolig. Et sted, som hun værner om og gerne vil
bevare som helt privat. Derfor vil jeg blot afsløre, at Hanne bor
i en lille landsby lidt uden for Ringsted, over for gadekæret, og
hvis man ikke er opmærksom, kommer man nemt til at køre
forbi. For ude fra vejen er der ikke noget synligt tegn på denne
dejlige have.
Gården er hendes mands fødehjem, som de overtog for
42 år siden. I hendes svigermors tid var der stor have i gængs
landbohavestil med staudebede og selvfølgelig også en køkkenhave.
Sådan var det før i tiden på landet: en stor køkkenhave
og en prydhave med mindst ét stort bed, så der var noget
at klippe ind af. Det var en helt speciel kultur, som snart er
en saga blot. Landbrugene bliver færre, og det bliver landbohaverne
også.
En ny have
At haven i dag ser helt anderledes ud end dengang, hendes svigerforældre
boede på stedet, er ikke kun, fordi Hanne ikke er
til den almindelige landbohavestil. Nej, faktisk var det en meget
trist begivenhed, som gjorde, at den gamle have blev nedlagt,
og en ny opstod.
Oprindeligt var gården firelænget, men nytårsaften i 1973
brændte den ene længe ned. Formentlig på grund af fyrværkeri,
som antændte det gamle stråtag. Dette gjorde, at familien
i stedet for at genopføre den nedbrændte længe valgte at tænke
i nye baner. Dér, hvor den oprindelige gårdsplads lå, blev der
lavet have.
184

185

186

187

188

Når man i dag besøger Hanne, er det svært at forestille sig, at
haven skulle ligge anderledes, men efterhånden har den også
mange år på bagen. Mange af træerne har Hanne selv plantet,
og i dag er hun lykkelig for, at hun dengang var så forudseende
at få plantet noget for eftertiden.
Det er ellers ikke tålmodighed, som er Hannes styrke. “Alt
det der med såning og prikling og venten på, at planterne
kommer op – det er altså ikke mig.” Hun vil se resultater med
det samme, så foråret kunne vi godt springe over efter hendes
mening. Men, pointerer hun, så skulle sommeren selvfølgelig
være det længere.
En herlig humor
Det slår mig ofte, at Hanne på mange måder minder om Anne
Just. Motiverende og hurtig i replikken. Sådan var Anne, og
sådan er Hanne. Jeg holder utroligt meget af Hannes særlige
humor. Når hun besøger mig, har jeg således efterhånden
vænnet mig til, når hun siger, at mange af mine planter er
grimme. Så grimme, at de burde flytte hjem til hende!
Hannes have bugner af roser. De bogstaveligt vælder frem
fra hegn, mure og træer. Omkring sankthans er haven så overdådig,
at man føler sig hensat til Storbritannien. Det er da også
et land, som Hanne elsker. Når man ser hendes boligstil, er det
tydeligt, at Frankrig fylder meget i hendes hjerte, men England
har altså også en stor plads.
Hanne fortæller, hvordan hun, når hun starter kassevognen
og kører sydpå for at besøge de franske loppe- og antikmarkeder,
af og til tager en afstikker til Sydengland. Her køber
hun også flittigt ind – men mest planter. Et af målene er det
engelske haveshow Hampton Court Palace Flower Show, som
finder sted den første weekend i juli hvert år.
Når talen falder på engelske haveshows, er det ofte Chelsea
Flowers Show, der nævnes. Men vi er mange, som hellere tager
til Hampton Court, der er meget større og noget mindre crowded.
Jeg har ofte agiteret for dette show og er lige så begejstret
for det som Hanne.
Hanne er ikke bange for at plante mange roser sammen. Det skal
være overdådigt!
189

En favorit
Det er ikke nemt at få Hanne til at fortælle, hvilken rose hun
holder mest af, men da jeg presser hende lidt, siger hun, at hvis
det skal være en af sæsonens første roser, så må det være ‘Alchymist’.
Også her er vi helt på bølgelængde, for en skønnere
rose er svær at forestille sig.
Når man kører ind ad indkørslen til gården, passerer man
en bygning på venstre hånd, og op ad gavlen vokser ‘Alchymist’,
som bliver bemærket af alle gæster.
Der er mange roser, som i udseende og vækst ligner hinanden,
og så er der nogle, som skiller sig ud: dem, man altid
kan kende. Hertil hører ‘Alchymist’. Bliver man præsenteret
for den, er man aldrig i tvivl, og det til trods for, at blomsten
fra udspring changerer fra abrikos over gylden til rosa. Dette
farveskift, som også skyldes vejrliget – varme eller kulde – er
et særkende for ‘Alchymist’.
Blomsten er firdelt og svagt skålformet til flad, og med til
dens fortrin hører, at den har den dejligste duft.
Det er en meget grovillig rose, som på en enkelt sæson kan
sende skud på op til tre meter i vejret. Derfor kommer den
bedst til sin ret op ad en væg eller et stort rosenstativ.
‘Alchymist’ er da imponerende. Sikke en blomstring.
190

191

Et helt særligt træ
Det er altid sjovt, interessant og lærerigt at stifte bekendtskab
med nye planter, og hos Hanne så jeg et meget smukt træ, som
jeg aldrig før var stødt på. Hverken herhjemme eller i England,
hvor jeg jo kommer meget.
Hanne kunne fortælle, at det var en rosenrobinie, Robinia
hispida, som hun især holder af, fordi den blomstrer sammen
med roserne og med sine rosa til lyst pink blomster danner et
perfekt match. Hannes rosenrobinie er omkring tre meter høj,
og dens lette løv og smukke grenbygning gør den til en pryd
for haven.
Sol og læ er to vigtige faktorer for at få held med rosenrobinie,
har jeg læst. Er man i stand til at tilbyde træet sådanne
forhold, kan jeg kun opfordre til, at mange flere planter dette
skønne træ.
I det hele taget er træer vigtige til at danne højde og overstandere
i haven. Blot skal man huske grundigt at sætte sig ind i,
hvor høje træerne ender med at blive. Et alt for højt træ på en
lille grund er ikke hensigtsmæssigt, og man skal selvfølgelig
også være opmærksom på, at det på et tidspunkt begynder at
kaste en del skygge.
192

193

Iscenesættelse
Når man går rundt i Hannes have, er det tydeligt, at hun er
vant til at arrangere og sætte i scene: Søjler, urner, opsatser,
bænke og havemøbler giver haven en helt særlig stil og stemning.
Arkitektoniske indslag som disse er virkelig en gave for
en havefotograf, fordi de horisontale og vertikale linjer danner
et smukt modspil til alt det viltre.
I bunden af haven står en fin pavillon, som mange sikkert har
genkendt fra denne bogs forside. Før i tiden var små pavilloner
i haven langtfra et særsyn, men det er kun et fåtal af de gamle
havepavilloner, som i dag er bevaret. Drivhuse har de seneste
år været højeste mode, og jeg ved, at mange nu også ønsker sig
en pavillon.
Som pavillonen står her i den store have, er den virkelig
velplaceret, hvorimod en pavillon sjældent er i sit rette element,
hvis den placeres i en parcelhushave.
Hannes have er som sagt ikke en landbohave i gængs forstand,
men det vil også være forkert at kalde den en moderne
udgave af samme. Nej, Hannes have er helt sig selv og umulig
at sætte i bås.
194

195

Et liv med blomster
Som forlægger modtager jeg mange manuskripter, som bliver
sendt uopfordret. I snit bliver det i hvert fald til en halv snes
stykker om ugen. Og næsten lige så mange bliver returneret.
Skal jeg give et fingerpeg om, hvor mange manuskripter der
kommer gennem nåleøjet og bliver fundet egnet til udgivelse
i løbet af et år, vil jeg sige, at de kan tælles på højst to hænder.
Forlaget Klematis udgiver godt og vel hundrede titler om
året, og et stykke over halvdelen er oversættelser. Resten er bøger,
som rent redaktionelt og layoutmæssigt produceres her i
huset, inden de går videre til et trykkeri. Hvordan hænger det
så sammen med de meget få manuskripter, der bliver antaget?
Jo, rigtig mange af de bøger, vi udgiver, bliver skrevet på
opfordring. Det foregår ved, at jeg får en idé, kontakter en potentiel
forfatter og opfordrer ham eller hende til at skrive en
bog inden for et emne, som de ved noget om.
Det var for eksempel sådan, Anne Just kom til at udgive
sin første bog – Et år i min have. Da jeg mødte hende, tænkte
jeg straks: Hun skal skrive en bog. Annes bog blev den første
i en ny genre herhjemme. Aldrig tidligere havde man set
en fotografisk havebog, hvor en forfatter skrev om sin have og
gav egne erfaringer videre. Tidligere var havebøger mest nogen,
man slog op i. A til Z-bøger, kunne man kalde dem. I dag
er sidstnævnte genre stort set væk, fortrængt af internettet, og
ser man på udbuddet af danske havebøger, er det i de senere år
blevet ret lille. Og det er frygtelig trist. Vi kan da ikke undvære
bøger.
Internettets fremmarch er selvfølgelig noget, som optager
os forlæggere meget, og vi spørger igen og igen os selv, om bogen
vil overleve. Det både håber og tror jeg på. I hvert fald en
snes år endnu. Men hvad der sker efter den tid, er svært at spå
om.
Jeg har den tro, at bøger med et smukt billedmateriale og
en oplysende, causerende tekst stadig vil være salgbare.
Ingen regel uden undtagelser
Heldigvis er der en lille håndfuld uopfordrede manuskripter,
som rager op; manuskripter, som er så gode, at man ikke sådan
lige afviser dem. Sådan ét fik jeg for et par år siden fra
blomsterbinder Margit Engen fra Nordsjælland og ‘hendes’ fotograf,
Peter Bilde Fogh. Først af alt var det de fine billeder og
ikke mindst motiverne, jeg faldt for.
Gennem et år havde Peter Bilde Fogh fulgt Margit Engen
med sit kamera og fotograferet dels hendes have og dels hendes
buketter samt dekorationer og andre kreative frembringelser.
Den bog skulle vi selvfølgelig udgive, og den kom på gaden
i sensommeren 2011. Titlen blev Engen, haven og blomsten.
196

197

Det skønneste drivhus
Jeg har ‘et eller andet’ med drivhuse og er konstant på udkig
efter nye, som jeg kan fotografere og skrive om. Ikke dem,
man kan købe færdige, men unikke bygninger, som man kun
sjældent ser. Sådan et har Margit, så da jeg havde modtaget
materialet fra hende, kontaktede jeg hende straks og spurgte,
om jeg ikke måtte komme og besøge hende. Det drivhus og
den have ville jeg gerne opleve live. Jeg var meget velkommen.
Det skulle vise sig, at stedet ikke var sådan lige at finde,
selv om jeg havde den eksakte adresse. Der må være noget galt,
tænkte jeg, da jeg kørte rundt mellem en bebyggelse af to- treetagers
ejendomme. Et ganske hyggeligt kvarter, men ikke
lige et sted, hvor man forventede at komme til en have som
den, jeg havde set på billederne. Ud af bilen for at spørge, om
vejnavnet var rigtigt. Jo, det var det, fortalte en venlig, ældre
dame, og hun kunne da også fortælle, at jeg skulle køre ned ad
en lille stikvej for at komme til Margits have. Jeg var på rette
spor og fandt snart haven i udkanten af bebyggelsen.
Det viste sig at være en rigtig skøn have og et lige så dejligt
drivhus. Og selv om de billeder, som jeg havde fået tilsendt,
var fine, ydede de slet ikke stedet fuld retfærdighed. Det var
endnu mere charmerende i virkeligheden.
198

199

200

Margit og jeg var straks på bølgelængde. Det er en fantastisk
sidegevinst ved mit job, at jeg besøger så mange søde mennesker
og bliver taget så godt imod.
Mens vi gik en tur rundt i haven, bad jeg Margit om at fortælle
sin havehistorie. Først fik jeg forklaringen på, hvorfor
stedet ligger gemt så godt af vejen. Huset, som Margit og hendes
mand købte i 2000, er er en gammel gartnerbolig fra 1948.
Som årene gik, blev jorden solgt fra og udstykket, og etageejendommene
blev bygget. Boligen og det smukke, 60 kvadratmeter
store trædrivhus blev liggende. Heldigvis!
Gamle trædrivhuse kræver vedligeholdelse, og derfor er
mange gennem årene gået til, fordi de har stået ubenyttede
hen.
måtte tidligt op og køre på Grønttorvet, og ofte blev det sent,
før hun var hjemme.
Da huset stod indflytningsklart i 2002, flyttede Margit sin
forretning hjem i drivhuset og udførte herfra bestillingsopgaver
til både virksomheder og private.
I 2011 har Margit desværre valgt at lukke forretningen.
Jeg er helt sikker på, at drivhuset stadig vil være hjemsted for
blomster og arrangementer, for Margit kan med garanti ikke
lade være med at pynte op og binde en buket i ny og næ. Hun
har trods alt været i branchen i omkring fyrre år!
Da Margit og hendes mand overtog stedet, trængte det hele
bogstaveligt talt til en kærlig hånd. Halvandet år tog det, før
de kunne flytte ind, og i den mellemliggende tid boede parret i
en skurvogn på grunden.
Når det tog så lang tid at blive klar, var det, fordi de begge
havde et arbejde at passe. Margit havde blomsterforretning,
Herunder: Spirende kastanjer i høje glasvaser. I skålen til højre ses
den lille fine blåkryb.
Næste opslag: Rosen ‘William Shakespeare 2000’. Vinstokkene i
baggrunden er fra drivhusets opførelse i 1948.
201

202

203

Ind med modermælken
Margit har fået kærligheden til naturen og blomsterne med sig
fra barndommen. I sin bogs forord skriver hun:
I min barndom var jeg omgivet af kærligheden til naturen og
blomsterne. Af min mor lærte jeg, at alle blomster er lige, og at se
skønheden i den enkelte. Da jeg som barn, sammen med hende,
begav mig ud på ture i skov, over mark og ved strand, blev frøet
sået og blomsterne senere min levevej.
Megen af min inspiration får jeg fra naturens uudtømmelige
kilde. Der kan hele tiden opdages nyt i årstidernes rytme og i
måden, naturen præsenterer sig på. Alene naturens egen farvelære
er værd at iagttage.
Gennem mit professionelle virke som blomsterbinder har det
altid været vigtigt for mig – så vidt det har været muligt – at bruge
blomster efter årstiden og at anvende blomsterne med respekt
for deres oprindelse.
Det er en stor glæde at være den heldige ejer af en have, følge
dens udvikling, flytte rundt på planterne og plante nyt. At kunne
gå ud i haven og skære blomster og blade som supplement til indkøbene
fra grønttorvet til dagens bestillinger og berige buket eller
dekoration med noget ‘særligt’, er en stor tilfredsstillelse.
Netop det, at Margit bruger så mange haveblomster i sine buketter
og dekorationer, gør dem til noget helt specielt, og det
har gennem alle årene været et af hendes særkender. I sit binderi
følger Margit årstiderne og bruger blomster med et levende
og naturligt udtryk. Margit foretrækker at anvende havens
blomster, fordi de ikke er fuldstændig ensrettede. Hun påpeger,
at små skønhedsfejl på haveblomster kan tilføre binderiet
en naturlighed, som mangler, hvis blomsterne ser ud, som om
de var støbt i en plasticform.
Herover: Et flot eksemplar af Rosa alba ‘Maxima’ omkranset af
hosta.
204

205

206

Grønttorvet
Fra midt i halvfjerdserne og seks år frem drev Margit forretning
i Knabrostræde midt i København, men dengang havde
hun ikke selv have. Derfor tog hun ofte ud på engen, grøftekanten
eller i skoven for at finde materialer som supplement til
binderiet. På den tid var det også en særlig oplevelse at handle
på Grønttorvet i København. Og det gjaldt om at komme tidligt,
hvis man ville have del i skattene. Dem fandt man hos de
små stadeholdere, der enten selv dyrkede planterne eller samlede
dem i naturen. De vidste, hvor man kunne finde de første
anemoner, de fineste mospuder eller de smukkeste kogler. Og
de afslørede aldrig findestederne for nogen.
I dag er det slet ikke den samme oplevelse at komme på
‘torvet’. De små gartnerier er forsvundet i takt med, at ejerne
enten ikke lever mere eller har drejet nøglen om. Det var en
livsform at drive et gartneri, som man gjorde det førhen, og
det vil ingen kunne leve af i dag.
Jeg ville rigtig gerne have oplevet fordums stemning og kan
levende forestille mig, hvordan det har været. Men jeg kan nu
også godt lide at komme på Grønttorvet i dag og kører som regel
derud, når jeg er i København. Især om foråret er oplevelsen
særlig intens. Og duften! Ja, den er nærmest berusende.
Det er da også på dette tidspunkt, at man virkelig fornemmer
årstiden på Grønttorvet. I marts bugner det med de skønneste
afskæringsblomster og forårsvækster i potter.
Det er også dejligt at komme på Grønttorvet på andre tider af
året, men her slår det én, at mange blomster er uden sæson. Et
rigtig godt eksempel er pæoner. De kan købes året rundt. Man
kan godt undre sig over, hvor de kommer fra om vinteren, så
det researchede jeg lidt i, da jeg skrev min forrige bog, Bonderoser
og pæoner.
Om vinteren kommer pæonerne fra New Zealand, som jo
har sommer, mens det er koldt hos os. I det tidlige forår er det
sydfranske gartnere, der er leverandører, og senere hollandske.
Før i tiden blev der også avlet pæoner til afskæring i Danmark.
Men det er for længst slut. Det gælder tillige for tulipaner.
Hvor er det trist.
En lille betragtning i den anledning: De senere år er vi blevet
meget mere opmærksomme på at spise efter årstiderne.
Dels er det det sundeste og giver mest velsmag, og dels sikrer
det en større bæredygtighed. Det samme gør sig gældende for
blomster. Hvorfor købe pæoner i oktober, når vi for eksempel
kan få de smukkeste og efterårsduftende asters?
Forrige side: Kvæsurt, rose ‘Honorine de Brabrand’, stenbrækblomst
og perlehyacint, rose ‘Rhapsody in Blue’, opiumvalmue, fingerbøl og
rose ‘Félicité et Perpétue’.
207

Skærehaven
Jeg tror, at rigtig mange har en drøm om en skærehave, hvor
de kan gå ud og forsyne sig til de skønneste buketter. Margit
fortæller da også, at hun i mange år havde ønsket sig en have,
hvor hun bare kunne klippe løs.
Det hyggelige ved Margits have er, at den er ruminddelt, og
i et af haveafsnittene er anlagt en række 120 cm brede bede
omkranset af brædder af sibirisk lærk. Bedenes forholdsvis
smalle bredde gør det nemt at komme til fra begge sider uden
at træde ind i dem. I gangene er der lagt ukrudtsdug og herover
barkflis. På den måde er lugning ikke nødvendig her.
Ifølge Margit skal man ikke være bange for at klippe løs i
haven, for i mange tilfælde betyder det, at der kommer endnu
flere blomster. Det skyldes, at blomsterne bliver forhindret i at
sætte frø og derefter skynder sig at ansætte nye knopper. Især
sommerblomster og dahliaer og også flere stauder har det på
den måde.
Skærehaven er blot 260 kvadratmeter stor. Mere skal der
ikke til, og jeg kan kun anbefale flere at inddrage et stykke af
græsplænen og dermed skabe deres eget lille produktionssted.
Ideen med de indrammede bede gør, at haven rent pasningsmæssigt
er meget nem at gå til.
Til venstre ses roserne ‘Honorine de Brabrand’ og ‘Ghislaine de
Filigonde’.
208

209

Fra by til land
Det sker ikke så sjældent, at nogen kontakter mig for at fortælle
om en særlig have, og jeg har efterhånden en sjette sans,
hvad angår de anbefalede havers egnethed til publicering eller
ej. Når en have skal foreviges i en bog, er det jo vigtigt, at den
er noget helt særligt.
Det gør selvfølgelig sagen nemmere, hvis jeg i forvejen kender
den person, der henvender sig. Så har jeg en idé om vedkommendes
smag og ved lidt om, hvad jeg kan forvente mig.
En dag fik jeg en mail fra Kirsten Hage, der sammen med sin
mand, Daniel, ejer og driver godset Oremandsgård lidt syd for
Præstø. Vi havde kort tid forinden været sammen til et selskab,
hvor vi kom til at tale have. Det viste sig snart, at vores
syn på havekunsten ikke lå langt fra hinanden. Derfor blev jeg
da også nysgerrig efter at have læst denne hilsen:
Kære Claus,
Jeg skriver til dig, fordi vi har en meget sød nabo, som bor i et
dejligt hus hernede ved vandet – og hvad, der er mere interessant
her, er, at hun har den dejligste lille have, som jeg synes, du skal
se – og som fortjener at ‘komme ud i verden’, så måske du kan
få plads i en af dine bøger. Lene, som vores nabo hedder, har stor
sans for skønhed, og hun har med sin fornemmelse for stedet og
for planter løftet huset op i et særligt niveau – og jeg kan ikke
forestille mig andet end, at der må kunne tages nogle særligt
smukke billeder hos hende. Jeg var derude forleden og blev helt
fortryllet endnu engang.
Mange hilsner fra Kirsten
Jeg henvendte mig til haveejeren, der hedder Lene Steners.
Faktisk hører det hus, hun bor i, under Oremandsgård. I gamle
dage var det jo sådan, at der til godserne var tilknyttet rigtig
mange medarbejderne, der havde tjenestebolig i godsets
ejendomme. Disse huse lå spredt i landskabet omkring godset,
ofte meget naturskønt.
I dag er det meget sparsomt, hvor mange medarbejdere der
er, og derfor bliver husene lejet ud.
Herunder til venstre: Rose ‘Frühlingsduft’.
210

211

Den skønneste beliggenhed
Oremandsgård ligger som nævnt på Sydsjælland, og det er et
af de områder i landet, jeg holder rigtig meget af. Her er både
skove og vand og i det hele taget den skønneste natur.
At kalde Lenes have for hemmelig er bestemt ikke forkert.
Som flere andre af denne bogs haveejere bor også hun for enden
af en blind grusvej. Og helt ned til Jungshoved Nor. Langt
ude i den sydsjællandske natur. Mit job som haveskribent og
-fotograf fører mig rundt til nogle af de herligste steder, man
kan tænke sig.
Lene flyttede hertil i 2004 efter tyve år i København. Midt
inde i den indre by boede hun, men drog bestandigt ud i naturen
– travede parkerne tynde og tog på ski i Dyrehaven. Selv
om hun også havde adgang til en gårdhave, blev hendes søgen
mod naturen dog så stærk, at hun måtte have luft under vingerne.
“Det var simpelthen en længsel.”
Lene var så heldig at kende familien Hage, der havde et ledigt
hus, som hun kunne leje. Da Lene så huset, vidste hun, at
her ville hun gerne bo. Hun fandt da også snart ud af, at huset
ikke var et hvilket som helst hus. Kirsten Hage fortalte, hvordan
familien gennem mange år havde brugt det lille hus som
sommerbolig, når de trængte til at trække sig lidt tilbage fra
de højloftede stuer. Særligt parrets børn havde været glade for
stedet og tilbragt mange sommerdage der. Men nu var børnene
blevet ældre, og efter at huset havde stået ubenyttet hen et
stykke tid, besluttede Kirsten og Daniel Hage sig for at leje det
ud.
212

213

En have genopstår
Når man ser det idylliske sted, kunne man forledes til at tro,
at det altid har set sådan ud. Lene påpeger, at familien Hage er
omhyggelige værter, som passer utroligt godt på deres huse og
sørger for at vedligeholde og passe dem. For eksempel er huset
stråtækt og de gamle vinduer bevaret – to ting, der i høj grad
bidrager til oplevelsen af et smukt, gammelt og velpasset landhus.
Men et hus og især en have, som har været ubeboet et stykke
tid, kommer hurtigt til at virke en smule spøgelsesagtigt,
så Lene kløede på med krum hals. “Egentlig ved jeg ikke, hvor
jeg fik energien fra. Men jeg tror, det hurtigt gik op for mig, at
dette var et sted med muligheder,” siger hun.
Haven har Lene i ordets egentlige forstand gravet frem.
Ikke sådan at forstå, at der var en masse planter, hun kunne
bruge. Nej, det meste var brændenælder, skvalderkål og andre
vilde vækster garneret med en mængde muldvarpeskud. Ud
fra Lenes malende beskrivelser kan man nemt forestille sig,
hvordan det har set ud. Og så alligevel! Det er utroligt, at man
på blot nogle få år kan forvandle et vildnis til sådan en skøn
plet.
Hækkene var der i forvejen, men i en noget miserabel
stand, så det tog nogle år at forme dem med saksen. Men nu
danner de den ramme, der adskiller haven fra det åbne landskab.
De bliver hele tiden holdt nede, så man kan nyde naturens
skiftende billeder, som Lene sætter så stor pris på. “Jeg
kunne ikke have fundet et skønnere sted,” siger hun. “Tænk en
gang at bo så tæt på vand, eng, mark og skov. Jeg har ikke savnet
København et øjeblik. Her bliver jeg!”
214

215

En helhed
Om jeg falder for en have og får lyst til at skrive om den, handler
om flere ting, men en af de vigtigste faktorer er, om huset
og haven danner en helhed. Og det gør de virkelig her.
Det lille, fine hus og den pittoreske udbygning gør, at haven
tilføres en helt egen stemning. Det hænger meget sammen
med husets stilfærdige fremtoning. Her er kun brugt diskrete
og naturlige materialer, og derfor virker det så selvfølgeligt.
Lignende huse er gennem tiderne blevet totalt vandaliserede.
Skal jeg nævne en enkelt ting, der her er gjort på rette måde,
må det være vinduerne. Tænk, hvis de var blevet skiftet ud
med termoruder. Det ville have berøvet huset dets sjæl. I dag
ved man heldigvis, at forsatsvinduer – hvis de bliver lavet på
den rigtige måde – isolerer mindst lige så godt som to lag termoglas.
Så der er al mulig grund til at bevare gamle vinduer i
et hus, hvis de da ikke allerede er blevet kasseret.
Når der virker så fredfyldt og idyllisk, skyldes det naturligvis
også omgivelserne og den helt særlige beliggenhed. Vi
mennesker har til alle tider følt os tiltrukket af vand. De lærde
siger, at det skyldes vores urhjerne. Det er også derfor, at lyden
af rislende vand virker beroligende på os. Helt forståeligt
er det, at Lene, som den naturelsker hun er, er faldet til her.
Sarte pasteller
Der er også en egen afdæmpet stemning over Lenes beplantninger.
Hun holder især af roser og storkenæb samt liljer og
klematis og fortæller, at planterne efterhånden er blevet flyttet
rundt mange gange. Ikke alene for at give dem gode vækstbetingelser,
men også for at skabe de rette sammensætninger –
ikke kun, hvad angår farver, men også former.
Det meste har hun købt på den lokale planteskole, og det er
blevet til mange besøg, for indkøbene indskrænker sig til, hvor
meget en cykelkurv har kunnet rumme. Lene har nemlig ikke
bil.
Der er mange dejlige haver i området, og Lene fortæller, at
hun har fået flere gode bekendte via haveinteressen. En del af
planterne i hendes have er foræringer fra ligesindede, som gerne
vil dele. Det er en dejlig skik dette med at bytte og give væk
af havens overflod. Når planterne springer ud, kan man altid
sende giveren en kærlig tanke. Det er utroligt, hvor godt man
husker, når det gælder planter. En anden fordel ved at dele er,
at man altid kan komme tilbage til modtageren, hvis ens egen
plante af en eller anden grund forsvinder. Så kan man med garanti
få et stykke igen.
Selv om haven ikke er stor, er der meget at tale om, mens vi
går rundt. Undervejs beskriver Lene, hvordan haven er blevet
til ved knopskydning, og at det ene projekt har ført det andet
med sig. Hun havde ikke nogen egentlig plan, da hun begyndte,
men fornemmede straks, at selve prydhaven ikke skulle
være større end det areal, hækken indrammede.
På den anden side af huset, mod vandet, måtte det ikke
blive for ‘pillent’. Nogle få roser blev plantet op ad den gamle
længe og selve huset. Lene kan godt lide den enkelhed, der i
øvrigt hersker dér.
Inden jeg kører, lover jeg Lene at komme tilbage og se, når
vintergækker og senere påske- og pinseliljer blomstrer i skellet
og ind mod skoven. Her vokser de i store kolonier, fordi de
gennem mange år har sået sig og nu dukker op overalt.
Det syn vil jeg glæde mig til.
Næste side: Lyserød ridderspore, kongelilje i knop, røllike
‘Appleblossom’, kongelilje, rose ‘Sprogø’, kongelilje igen og rose ‘Easy
Cover’.
216

217

218

219

Et kunstnerhjem
I Danmark har der gennem tiden været flere kunstnerkolonier,
og de mest kendte er Skagen, Fyn og Bornholm. Men de
skal nu ikke have patent på begrebet, for Odsherred har bestemt
også markeret sig. Mange kunstnere havde øje for det
vestlige Sjællands skønhed, og i 1930’erne bosatte de første
malere sig i området. Rammen for Odsherreds kunstnerkoloni
var lagt. Flere har kaldt Odsherredmalerne for den sidste store
danske kunstnerkoloni.
Det var ikke kun det varierede og bakkede landskab, som
trak kunstnerne til. Området er omgivet af Isefjord mod øst,
Kattegat mod nord og Sejerø Bugt mod vest, og når solens
stråler rammer vandoverfladen, opstår et helt særligt lys, som
kun opleves ganske få steder i landet.
hjemmefra. For hendes far, Aksel Møller (1909-1994), var en
anden af Odsherredmalerne. Han og Karl Bovin var jævnaldrende
og fra Frederikshavn, og det var her, deres venskab begyndte.
Senere skiltes deres veje, men da Aksel Møller i 1943
også flyttede til Odsherred, tog de kontakten op igen.
Mette er naturalist, men arbejder ofte med stærkt forenklede
former. Hun maler fortrinsvis blomstermotiver og landskaber.
Hendes malerier vil jeg vende tilbage til senere.
Jeg elsker den danske natur, og Sjællands Odde, som jeg passerer
til eller fra København, har jeg altid holdt særlig meget
af. Navnlig den strækning, hvor man kan se vandet på begge
sider, er noget helt specielt. Men den have, jeg her vil fortælle
om, ligger lidt længere nede mod sydvest, og der er bestemt
også skønt.
Når jeg har lagt Odden bag mig, fortsætter jeg mod Kalundborg,
passerer Høve Strand og sætter kursen mod Fårevejle
Kirkeby. Herfra kører jeg op i Bjergene – et fredet område
med de mest enestående eksempler på istidslandskaber herhjemme.
Heroppe i den fantastiske natur – for enden af en lille
blind vej – bor Mette Møller Bovin og hendes mand, Simon
Bovin.
Navnet Bovin er tæt knyttet til Odsherred. For Simons
far, Karl Bovin (1907-1985), var en af de første kunstnere, der
slog sig ned her i 1930’erne. Og snart kom flere til. Den høje
himmel, de udstrakte marker, de bølgende bakker og de flade
strandenge, som er karakteristiske for Odsherred, blev kunstnerfællesskabets
yndlingsmotiver.
Simon er ikke gået i sin fars fodspor som maler, men at han
alligevel er kreativ, fornægter sig ikke. Han har blot en mere
håndværksmæssig tilgang.
Derimod er Mette maler, og hun har også talentet med
220

221

222

223

En træmand
Da jeg besøger Mette og Simon første gang, bemærker jeg
straks, at huset og haven på smukkeste vis udgør en helhed.
Både ude og inde emmer stedet af harmoni. En lilleputverden
fuld af finurlige påfund, som Simon er mester for. En ‘træmand’
kan man roligt kalde ham, uden at han bliver fornærmet.
Skulle nogle en dag finde på at filmatisere bøgerne om
den gamle og lidt sære Peddersen og hans talende kat Findus
af svenskeren Sven Nordqvist, sådan med levende mennesker,
skal de bare kontakte Simon. Ikke fordi jeg mener, at han kan
eller skal besætte rollen som Peddersen, men fordi han har
værkstedet. Mage til herligt univers skal man godt nok lede
længe efter.
Her er Simon i sit es, og overalt i haven ses frembringelser
lavet med stor personlighed. Allerede når man kommer til stedet,
lægger man mærke til den lette og fine havelåge med sit
helt eget udtryk. Og det går igen her og der i haven. Tydeligt
er det, at et lille lavstammet tørrestativ til karklude og viskestykker
uden for køkkenet kommer fra det samme værksted.
Rundtomkring ses også flyvende fugle, et pavillonagtigt brændeskur
og andre finurlige hittepåsomheder. Simon fortæller,
at han bruger cyprestræ, som han selv har skovet og fået skåret
op på et savværk. Cypres er hårdt, og det skyldes, at træet er
meget langsomtvoksende. Af den grund er det meget holdbart.
Som en kuriositet kan nævnes, at Noas ark skulle have været
bygget af cypres!
224

225

226

Med vore tiders sprogbrug vil nogle måske kalde Simon for en
rigtig ‘handyman’, men det ville næsten være en fornærmelse.
For mig hænger den betegnelse sammen med byggemarkeder
– trykimprægnerede brædder, sømpistoler og herregårdssten.
Og det er så langt fra dette univers, som noget kan være.
Det fine, gamle hus og de smukke udbygninger bliver også
forbilledligt passet af Simon. En meget fin detalje, som man
ikke kan undgå at bemærke, er, at gavlene er dækket med træspån
eller tagspån, som de også kaldes. Træspån er et velkendt
tagdækningsmateriale i Skandinavien og store dele af Østog
Centraleuropa. Anvendelsen af træspån har været kendt i
Danmark helt tilbage til vikingetiden.
Spånbeklædninger ses ikke så meget mere herhjemme,
men prøv at lægge mærke til de gamle vindmøller. De er som
regel spånbeklædte, fordi teknikken var praktisk, når en møllebygnings
skæve og krumme flader skulle dækkes.
Andre eksempler på spåndækning er de kegleformede tage
på de bornholmske rundkirker, som er dækket med kløvede
egespån. Simon har valgt spåndækningen, fordi han godt kan
lide det naturlige og afdæmpede indtryk, den giver.
227

228

229

I faste rammer
Det er tydeligt, at Mette og Simon er til både den vilde og den
mere kontrollerede havestil. Med hensyn til det kontrollerede
er det hækkene, jeg tænker på. De stramt klippede, men organisk
buede afgrænsninger udgør smukke rammer omkring
havens frodighed. Vilde blomster og villige stauder danner
sammen med buskroser en vellykket samhørighed.
Græsset slås, så uklippede partier danner en smuk pendant
til de buede hækforløb, og samtidig har det den sidegevinst, at
der i det lange græs dukker en del vilde blomster op sammen
med forskellige tulipaner af den længelevende slags. Begge dele
bidrager til havens uformelle stemning.
Hækkene er buksbom, som året igennem står smukt grønne,
men i foråret, hvor de nye grønne skud bryder frem, er de
ekstra smukke. Da udstråler de en helt egen friskhed.
230

231

232

Jeg har tidligere hoveret med, at plantesygdomme ikke er noget,
som interesserer mig; at jeg altid har sprunget afsnit om
dårligdomme og andet træls over, når jeg læste havebøger.
Men ... nu er der imidlertid en trussel, som jeg og alle andre,
der har buksbom i haven, er nødt til at tage meget alvorligt.
Følgende har jeg fundet på Haveselskabets hjemmeside:
Ny sygdom i buksbom
Der er tale om et angreb af svampesygdommen Cylindrocladium
buxicola. Den er ret ny i Danmark, men har været kendt i
Europa de sidste 15 år. Særligt i England er den en plage.
Svampen har endnu ikke fået et dansk navn, men det engelske
navn ‘Box Blight’ vil kunne oversættes til ‘buksbomskimmel’.
Ret hurtigt breder svampen sig og hele bladet farves mørkebrunt.
Stænglerne angribes også og her ses mørke striber. Ved
kraftige angreb falder bladene af.
Køb danske planter
Når du nyplanter buksbom, skal du være opmærksom på, om
planterne ser sunde og grønne ud. Kig også lidt på oprindelsesland.
Da sygdommene endnu ikke er så voldsom en plage i Danmark,
kan man med fordel købe danske planter.
Overvej hvor du planter. Svampen trives bedst under skyggefulde
og fugtige forhold. Vælg derfor et mere solrigt sted i haven
eller steder med god luft. Buksbom plantet som hække bliver under
gode vækstforhold meget tætte, så tætte at der i disse hække
alligevel opstår så høj en fugtighed, at svampen godt kan trives og
udvikle sig.
Ja, det er jo ikke rar læsning, og jeg håber, at vi kan holde sygdommen
i ave herhjemme for eksempel ved at plante de to
nævnte sorter – ‘Faulkner’ og ‘Herrenhausen’ eller i det mindste
sørge for, at de planter, vi køber, er danske. Det kan være
svært at kontrollere, men spørg endelig ind til det på planteskolen.
Selv har jeg måttet kassere rigtig mange buske. Inden jeg
kendte til sygdommen, købte jeg nogle buksbomkugler fra Italien.
Det skulle jeg ikke have gjort. Snart begyndte de at visne,
og desværre bredte sygdommen sig også til nogle eksemplarer,
der havde stået i haven i rigtig mange år.
Dette gør, at jeg ikke tør satse på buksbom mere. For eftertiden
tyer jeg til taks.
Heldigvis er hækkene i Mette og Simons have ikke ramt af
sygdom, og i den forbindelse må de glæde sig over, at de bor
noget fra alfarvej, og at der derfor er langt til eventuelle smittekilder.
For det er slet ikke til at forestille sig denne have uden
de fine grønne rammer.
Svagt modtagelige sorter:
B. microphylla ‘Faulkner’, B. m. ‘Herrenhausen’
233

Gamle træer
Træer er med til at bibringe en have en hel særlig stemning, og
i en gammel bondehave som Mette og Simons skal der selvfølgelig
være frugttræer. Ældede og krogede. Før i tiden var det
sjældent, at man i bondehaverne plantede træer blot til pynt. I
hvert tilfælde i de haver, der først og fremmest blev dyrket for
at bidrage til husholdningen. Så skulle der selvfølgelig mindst
være både et æble- og et pæretræ.
Når et hus og en have får nye ejere, sker det tit, at motorsaven
bliver hentet frem, for nu skal der fældes. Man siger, at man
ikke skal begynde at nyanlægge en have, før man har boet på
stedet mindst et år, og det er selvfølgelig, fordi man gennem en
hel sæson skal iagttage, hvad der dukker frem af jorden – løgvækster,
stauder og lignende. Også når det gælder træerne, er
det klog snak. Solen flytter sig jo på himlen alt efter årstiden.
Derfor er der også forskel på, hvor og hvordan et træ kaster
skygge. For det er jo ofte det, der er humlen. Vi skal blot huske,
at vi ikke kan leve uden skygge. En have, der hele tiden er
badet af sol, er ikke morsom.
Derfor kan jeg kun opfordre til, at man tænker sig om en
ekstra gang, før træfældningen går i gang. Specielt med gamle
frugttræer. Selv om de er vinde og skæve og næsten ikke bærer
frugt mere, vil det ofte være helligbrøde at fælde dem.
Mette og Simon værner meget om deres træer, og for nylig
har de haft en professionel til at beskære træerne for at sikre,
at de klarer sig mange år endnu.
234

235

Mettes malerier
Som tidligere nævnt er Mettes motivverden koncentreret om
landskaber og blomster. Inspiration finder hun ikke kun i det
åbne landskab, men også i haven.
Det er nu ikke sådan, at man oplever hende siddende med
staffeli, lærred og farver i naturen. Her skitser hun, og så foregår
færdigbearbejdningen i atelieret.
Jeg er ikke kunstkender, men jeg synes rigtig godt om Mettes
malerier. For at beskrive, hvad det er, Mette kan og gør, giver
jeg ordet til redaktør af Kunstavisen, Tom Jørgensen:
Det mest karakteristiske ved Mette Møller Bovins malerier er deres
forvandling af et naturalistisk udgangspunkt til en rytmisk og
dynamisk komposition. En pløjemark i Odsherred, en smålandsk
elv, et engdrag, en mose eller et skovparti omskabes til vibrerende
farveflader samtidigt med, at grene, gærder, markskel eller en
bugtende å skaber et rytmisk fletværk af stor dekorativ skønhed
på billedfladen. Mette Møller Bovin opnår bl.a. denne effekt ved
at zoome ind på detaljer, der dermed selvstændiggør sig i forhold
til det overordnede motiv. En snoet gren bugter sig som en tyk
slange, et træs organiske former støder sammen med en husfacades
geometriske forenkling, lodrette siv spiller op til et diagonalt
åforløb, en vandret horisontlinje og cirkelrund sol.
Specielt i sine blomstermalerier har Mette Møller Bovin opdyrket
dette kompositionsprincip til noget nær perfektion. Hun
overfører disse naturens mesterværker til sit lærred, så kongelys,
roser, tidsler, primula, kapfakler, valmuer og liljer breder sig i
elegante slyngninger på lærredet i farvesymfonier af en betagende
skønhed og styrke. I sin personlige tolkning af naturens overdådigt
varierede blomstervæld er hun i sandhed Anna Sybergs værdige
arvtager.
Jeg synes, at Tom Jørgensen virkelig formår at sætte ord på
Mettes teknik og kunstneriske kunnen. Og faktisk kan man
sige, at haven i mangt og meget har det samme udtryk. Stammer,
der ‘tegner’ maleriske forløb; hække, der bugter sig; og
havemøbler samt bygninger, der skaber arkitektonisk modspil
til den omgivende natur.
236

237

Register
Akebia quinata 144
akeleje 52, 127
Allium aflatunense ‘Purple Sensation’ 86, 87
Amaryllis 23
anemone 207
japonica 86, 87
aster 207
Azalea 116, 117
biskophat 70, 71
bispehue 140, 141
blåkryb 201
blåregn 49
hvid 50
bregne 44, 52, 70, 71, 140, 141
bronzeblad 70, 71
Brugmansia 40, 41
buksbom 43, 52, 56, 140, 230, 233
‘Faulkner’ 233
‘Herrenhausen’ 233
Clematis
alpina 88
macropetala 88
‘Maidwell Hall’ 88, 89
montana 38, 88
‘Fragrant Spring’ 38
‘Freda’ 38
‘Rubens’ 38
cyklamen 22
cypres 98, 224
dorotealilje 23
engelskgræs 124
engkabeleje 124
engletrompet 40, 41
erantis 22
Erysimum ‘Bowles Mauve’ 86, 87
fersken 39
fingerbøl 52, 180, 181, 208
fløjlsaurikel 56
forårsvortemælk 97
Frittilaria
imperialis 26
meleagris 26, 27
michailovskyi 27
pallidiflora 27
persica 26, 27
pudica 27
raddeana 26, 27
Galanthus
elwesii 24
nivalis 23, 24
‘Flore Pleno’ 23
Geranium macrorrhizum 71
hasselurt 140
Helleborus orientalis 22, 28, 29
hornviol 120, 161
hortensia 59
hosta 44, 70, 98, 140, 141, 204
husløg 36, 56
Hyacinthoides non-scripta 82
høstanemone 86, 87, 140, 141
Iris 22
germanica 57
sibirica 57
jakobsstige 180, 181
jasmin 90, 169
julerose 22, 24, 28
kaprifolie 52, 102
‘Goldflame’ 58, 59
kejserkrone 26
klokkeblomst 56
klokkeskilla 82
kongelilje 217
krokus 22
kvalkved 71
kæmpestenbræk 71
kærmindesøster 44, 140, 141, 180, 181
Larix sibirica 146
Leucojum 23
lilje
‘Mrs. Backhouse’ 58
lodden løvefod 44, 140, 141
lupin 124
‘Chandelier’ 133
lærk, sibirisk 146
løjtnantshjerte 96, 97, 124
Muscari botryoides 82
opiumvalmue 206
orkidé 124
Paeonia delavayi 30
passionsblomst 39
perlehyacint 82
pinselilje 97, 99, 144, 216
prydløg 86, 87
pæon
‘Sarah Bernhardt’ 134
påskeklokke 22, 24, 28, 44, 52, 128, 141
rabarber 72
ridderspore 217
Robinia hispida 192
rododendron 66, 102, 116, 117, 118
rose
‘Alchymist’ 59, 190, 191
‘Blush Noisette’ 170
‘Constance Spry’ 52, 162, 163
‘Easy Cover’ 217
‘Eden Rose’ 135
‘Eglantyne’ 92, 93, 172-173, 176
‘Félicité et Perpétue’ 206
‘Frühlingsduft’ 210
‘Gerbe’ 152, 153, 169
‘Gertrude Jekyll’ 91, 92
‘Ghislaine de Filigonde’ 181, 208-209
‘Heritage’ 59
‘Honorine de Brabrand’ 206, 208-209
‘Ispahan’ 169, 177
‘Jack Cartier’ 152
‘Königin von Dänemark’ 183
238

‘Madame Plantier’ 132
‘Maxima’ 204
‘Paul Transon’ 171, 174-175
‘Rambling Rector’ 168, 169
‘Rhapsody in Blue’ 206
‘Splendens’ 166
‘Sprogø’ 217
‘Wild Eve’ 180
‘William Shakespeare 2000’ 93, 202-203
rosenrobinie 192
rosenskovmærke 135
røllike
‘Appleblossom’ 217
‘Terracotta’ 59
sankthansurt 61, 140, 141
senegræs 94
sibirisk lærk 146, 208
skilla 82
skovgeranie 70
skvalderkål 70, 71, 94, 181, 214
stjernemagnolia 14-15
stjerneskærm 140, 152
storkenæb 52, 70, 86, 87, 140, 152, 181, 216
‘Rozanne’ 180
syren
‘Beauty of Moscow’ 129
‘Maidens Blush’ 129
‘President Lincoln’ 129
‘Sensation’ 129
‘Queen of Night’ 83, 141, 144
‘Spring Green’ 27, 74, 80, 81, 83
vedbend 44, 52
vibeæg 26, 27
vintergrøn 70
vintergæk 22, 23, 24, 216
‘Blewbury Tart’ 25
‘Byzantinus Augustus’ 25
‘James Backhouse’ 25
‘Jaquenetta’ 25
‘Oreanda’ 25
‘S. Arnott’ 25
‘Viridi-apice’ 25
‘Walrus’ 25
‘Wendy’s Gold’ 25
vortemælk 71, 97
vorterod 94
Yunnan-træpæon 30
taks 233
timian 56
tobaksblomst ‘Marshmallow’ 59
træpæon 22, 28, 30
Tulipa springeri 30
tulipan
‘Angelique’ 81, 83
‘Black Parrot’ 83, 124
‘Blue Amiable’ 86, 87
‘Blue Diamond’ 125
‘Blue Parrot’ 82
‘Esther’ 124, 125, 126
‘Negrita’ 125
239

Andre bøger af Claus Dalby
Krukker i haven, 2002
Den levende have, 2004
Min krukkehave, 2005
Drivhusdrømme, 2007
Børnenes have, 2007
Jeg ved, hvor der findes en have, 2008
Blomster fra haven, 2008
Havedrømme I og II, 2009
Juleroser og påskeklokker, 2009
Et haveår – min dagbog, 2010
Mit haveliv, 2010
Bonderoser og pæoner, 2011
Besøg Claus Dalby på www.clausdalby.dk
En stor tak til Anna Sørensen, som læser mine skriverier
inden udgivelser og er en uvurderlig faglig støtte.
Hemmelige haver
Tekst, foto og layout: © Claus Dalby
Forlagsredaktion: Mette Jørgensen
Tryk: Specialtrykkeriet Viborg A/S
© 2011 Forlaget Klematis A/S
www.klematis.dk
1. oplag
ISBN 978-87-641-0619-0
Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af denne bog må gengives,
lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller med nogen midler:
grafisk, elektronisk, mekanisk, fotografisk, indspillet på plade eller bånd,
overført til databaser eller på anden måde uden forlagets
skriftlige tilladelse. Enhver kopiering fra denne bog
må kun finde sted i overensstemmelse med overenskomst
mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Det er tilladt
at citere med kildeangivelse i anmeldelser.