Hemmelige haver

haveklub

A plantsman

Søren førte an, for det er i virkeligheden ham, der er the plantsman

– et af de engelske udtryk, som er svært præcist at oversætte

til dansk. Det betegner en mand (eller en kvinde), som

konstant har fingrene i jorden for at plante, så, prikle og stikke.

Hvis man i en engelsk haveguide støder på betegnelsen ‘a

real plantsman’s garden’, skal man vide, at plantsman er en hædersbetegnelse

for en person, der nemt kan vente to-tre år på,

at et frø spirer. Og det er netop sådan én, Søren er. Nico holder

bestemt også af haven og ikke blot på det nydende plan, for

han slår græs og laver en mængde forefaldende arbejde. Men

det er Søren, der vinteren igennem studerer plante-, frø- og

løgkataloger og er i korrespondance med ligesindede over hele

verden.

Mens vi går rundt i haven, fortæller parret, at de har boet

her siden 1976, og at det stort set var en ruin, de overtog. Et

gammelt og mere end almindelig faldefærdigt husmandssted

med hullet stråtag, lerklinede vægge og et svampeangrebet

gulv. Der gik da også nogle år, før de for alvor turde kalde stedet

for et hjem.

Når Søren og Nico købte stedet uden længere betænkningstid,

hang det sammen med, at de øjnede muligheder, for

de er begge to kreative og skabende. Livet igennem har de arbejdet

i filmbranchen – Nico som rekvisitør og kostumier og

Søren som scenograf – og ofte blev de booket sammen til store

opgaver i ind- og udland.

At de med deres baggrund kunne se, at huset var muligt at

gøre beboeligt, kan jeg til nød forstå. Men hvordan med haven?

Den var blot en stor misligholdt græsplæne, fortalte de.

Hvor kom den interesse fra? Søren fortæller, at han er opvokset

på en gård i Sønderjylland, og at hans forældre havde det,

man dengang kaldte en ‘pæn have’.

“Men min tidligste haveerindring har jeg fra min onkel

Mikkel,” fortæller Søren. “Det var faktisk min fars onkel,

og han boede ikke langt fra mine forældre. Der elskede jeg at

komme, for onkel Mikkel – der var en fin mand, som altid gik

med handsker og stråhat, når han var ude – havde den sirligste

have og det smukkeste hus. Jeg glemmer aldrig lysthuset og

de skarpt formede hække. Jo, det er i høj grad ham, jeg skylder

meget af min haveglæde.”

Det med interessen er en af de ting, jeg ofte spørger folk om,

når jeg skal fotografere og skrive om deres have. Ofte er det

noget med barndommen – minder, der har ligget latent og

ventet på at bryde ud i lys lue. I de unge år er der så meget andet,

som er vigtigere, men når vi bliver lidt ældre, dukker interessen

pludselig frem af glemslen. Søren mener, at sådan var

det nok også for ham, men som landmandssøn er det alligevel

noget, man hele tiden har med sig. Han kunne lide det frie liv

på landet, at se kornet gro og omgås dyrene. Men landmand,

det skulle han i hvert fald ikke være.

11

More magazines by this user