Hemmelige haver

Jytte fortæller, at efter at have fundet ud af, at hun ikke var
helt gal, men at andre havde haft samme ideer som hende –
tilmed i mere end et århundrede – fik hun endnu mere blod på
tanden. Samtidig kunne hun også vise John, hvad det var, hun
mente, sådan helt bogstaveligt sort på hvidt. Heldigvis var han
allerede helt opslugt af deres fælles projekt.
År for år er haven blevet gradvist større. Bid for bid af den
omkring 1.500 kvadratmeter store grund er blevet inddraget.
Nye ideer vokser frem i en uendelig strøm inde i Jyttes hoved,
og John prøver at følge med, så godt han kan. Men han er også
nødt til at agere bremseklods. For med til historien om Jytte
og hendes stærke igangsættergen hører også, at hun indimellem
hæmmes af svære muskel- og ledsmerter og må ligge brak
i flere dage. Men lige så snart hun er på benene igen, kommer
der nye ideer. Når én havedrøm er gået i opfyldelse, opstår der
straks en ny. Havens stærkt kuperede terræn giver både begrænsninger
og muligheder. Stier og bede er opstået, hvor haven
har budt på naturlige niveauer, og dermed virker det, som
om de altid har været der. Det er ‘havens egen vilje’, at de blev
placeret der.
Siden mit første møde med Jytte og John har jeg besøgt
dem gentagne gange, og jeg er stolt over at kunne tælle dem
blandt mine gode havevenner. Jytte siger og skriver mange
kloge ting, og lad mig slutte af med hendes ord:
“Den allerstørste udfordring ligger i at stoppe og holde igen
med flere udvidelser, da det er en stor, stærk trang, der hele
tiden kribler i mig. Lige nu arbejder vi på nye bede, stier og
haverum, og jeg drømmer om med tiden at skabe steder med
hule- og blomsterjunglestemning. Et fortættet og stemningsmættet
haveunivers.
Men på et tidspunkt bliver vi nødt til at være realistiske
omkring, hvor meget vi selv kan overkomme at passe og vedligeholde,
for vi har ikke råd til hjælp. I det hele taget er haven
her skabt uden kostbare midler, men efter de forhåndenværende
søms princip.
Det at være blevet ‘opdaget’, betyder så utrolig meget. Jeg er
jo aldrig blevet til noget, har jeg så ofte tænkt. Men nu er jeg
pludselig blevet til nogen!”
Herover: Pæon ‘Sarah Bernhardt’.
Næste side: ‘Eden Rose’ med rosenskovmærke i forgrunden.
134