Hemmelige haver

haveklub

Rytme og ro

Når pladsen er sparsom, vil man som en planteglad person

ofte være tilbøjelig til at vælge en mængde forskellige planter

– blot én af hver. Men det bliver tit noget rod. Forestiller man

sig en buket med lutter forskellige blomster, vil man snart se,

at det er for meget af det gode. Begrænser man sig derimod

til nogle færre, men flere af hver fordelt i buketten, bliver det

straks meget roligere.

Jeg har efterhånden besøgt Ninas have en del gange i jagten

på de bedste motiver. Det er nemlig en af mine taktikker, når

jeg skal portrættere en have: at komme flere gange i løbet af en

sæson, for ellers kan det godt blive lidt ensidigt. Hver gang har

det slået mig, at der altid er noget at kigge på. Ikke blot blomster,

men også grønt med varierende vækst og udseende.

I foråret danner mange bladformer et velkomponeret

patchworktæppe. Bregne, lodden løvefod, hasselurt, storkenæb,

kærmindesøster, bispehue, hosta, sankthansurt, stjerneskærm

og høstanemone er blot nogle få af dem, der med deres

varierede løv er med til at skabe en frodig oplevelse. Også havens

runde buksbomkugler, ikke at forglemme; de er bestemt

også med til at give haven karakter.

De frodige bladplanter dækker fuldstændigt jorden, så

ukrudtet har trange kår. Om foråret, før planterne når helt

sammen, luges der i bund. Derefter begrænser lugningen sig

til at rykke det op, som titter frem, fordi det har fundet en lille

sprække mellem væksterne. Men det sker sjældent.

For at holde det grønne tæppe frisk og smukt at se på bliver

flere af bladvæksterne klippet ned efter blomstring. Det

gælder især lodden løvefod og alle storkenæb, men også stjerneskærm.

Helt ned til sokkeholderne med dem. Efter tre-fire

uger er de på fuld højde igen med det smukkeste grønne løv og

af og til også et efterflor af blomster.

Næste side: Hosta, høstanemone og påskeklokke, bregne og lodden

løvefod, kærmindesøster og påskeklokke, sankthansurt, bispehue og

‘Queen of Night’-tulipan, bregne i forgrunden, grønt i grønt med

rosmarin i krukke.

140

More magazines by this user