Hemmelige haver

haveklub

Lad mig fortsætte med en anden af de høje, nemlig Fritillaria

persica med de smukkeste, mørkt purpurfarvede klokker, der

passer eminent til det grågrønne løv.

Da jeg så den hos Søren, blev jeg grøn af misundelse, for

den har jeg nemlig aldrig haft held med. Stænglen kommer

år efter år, men ingen blomster. Og det er jeg simpelthen så

ked af, for jeg kan lige forestille mig, hvor smuk den ville være

mellem alle mine tulipaner i samme farvetone. Der findes

også en sort med cremefarvede til grønne blomster. Navnet

er ‘Ivory Bells’. Den er også helt uimodståelig, men desværre

vil den heller ikke lykkes hos mig. Søren trøster mig med, at

blomstringen også af og til svigter hos ham.

Sidste år prøvede jeg en anden dejlighed, som jeg lærte at kende

hos Søren. Den hedder Fritillaria raddeana. Klokkerne er

gulgrønne, og jeg lagde en mængde løg mellem grupper af

‘Spring Green’-tulipaner i et hvidt og cremefarvet bed. Den

blev uhyre flot. I bøger har jeg læst, at Fritillaria raddeana

skulle være en af de nemmeste, så jeg krydser fingre og satser

på, at de kommer igen i år.

Mange steder i haven står pletvise kolonier af mindre Fritillaria,

der med deres nikkende klokker virker så fine og graciøse

mellem alle de øvrige forårsvækster. I flæng kan nævnes Fritillaria

pallidiflora, Fritillaria michailovskyi og Fritillaria pudica.

Afslutningsvist skal den almindeligste af alle Fritillaria, nemlig

vibeæg, omtales. Det er efter min mening en af de fineste

og smukkeste vækster, forårshaven kan byde på. Det var tillige

en af Anne Justs absolutte yndlingsblomster. Stolerækkerne i

Hune Kirke var da også pyntet med disse spæde yndlinge til

hendes bisættelse.

Der, hvor vibeæg trives, sår de sig, og faktisk går der ikke

mere end et par år, før de første kommer i blomst. I England

ser man ofte steder med naturaliserede vibeæg. Det er som

regel på store enge, og for at sikre at de kommer igen år efter

år, er det vigtigt, at man venter med at slå græsset til hen

omkring sankthans. Først til den tid er planternes stængler og

blade visnet helt ned og har transporteret kraft tilbage til løgene.

Slår man græsset for tidligt, udebliver blomstringen året

efter, idet løgene da ikke har kræfter til at blomstre.

I Storbritannien ser man rigtig mange steder bulbs in the green,

altså løg i græsplænen, og det er mig helt ubegribeligt, at ikke

flere dyrker dette herhjemme. Det er ellers, som om den mere

vilde og naturlige havestil vinder mere og mere indpas. Samtidig

giver mange udtryk for, at de er trætte af at slå græs i tide

og utide. Hvis det var mig, der havde græs i haven, skulle jeg

ikke være sen til at få lavet mig en løgplæne. Fidusen er, at

man nogle steder undlader at lægge løg, for eksempel i et bugtet

stiforløb. Dette areal holder man så slået som vanligt, mens

græsset gror op på den vilde blomstereng. Jeg kan kun opfordre

flere til at gøre dette.

Fritillaria meleagris, den fine vibeæg.

27

More magazines by this user