Hemmelige haver

haveklub

Huset ved fjorden

Det var Marianne Kolding, en af mine havebekendte, som

en dag nævnte, at hun havde hørt om en helt særlig have ved

Præstø Fjord. En have, hvis ejer efterhånden var noget oppe i

årene, og måske var hun netop flyttet; Marianne var ikke helt

sikker. Heller ikke på, hvor haven præcist lå. “Men jeg skal nok

finde den,” sagde hun. Marianne havde nemlig længe gerne

villet se haven selv, og nu havde hun et ærinde.

Et par dage efter ringede Marianne og sagde, at hun havde

fundet den. Men det var vinter og sne, og derfor var det

svært at se omgivelserne. “Jeg er nu alligevel ret sikker på, at

det er noget for dig,” sagde Marianne, som havde kæmpet sig

vej gennem sneen ude fra vejen. “Huset er bare så fint. Lyserødt

med stråtag. Men der var ikke nogen hjemme. Måske er

hun allerede flyttet.”

En god måneds tid senere – i april – var jeg i nabolaget. Marianne

havde prøvet at forklare mig, hvordan jeg fandt huset.

“Du kører ude på hovedvejen langs fjorden. På et tidspunkt

kommer du til en lille skov på højre hånd. Så skal du sætte

farten ned, for inde mellem træerne kommer der en lav, hvid

låge, som er svær at se fra vejen. Det er her, du skal ind.”

Selv om Marianne var kommet med en ret minutiøs anvisning,

lykkedes det mig alligevel at køre forbi første gang. Men

i andet forsøg gik det bedre. Da så jeg lågen og drejede ned ad

en lille grusvej. For enden lå det yndigste hus, og nu var jeg

spændt på, om jeg traf nogle hjemme.

Nej, der var helt stille. Jeg ringede på døren nogle gange,

men der var ikke tegn på liv. Jeg tænkte, at beboeren/beboerne

måske var i haven. Egentlig troede jeg ikke selv på det, for det

var en rigtig råkold dag, hvor man skulle være mere end almindelig

haveglad, hvis man var ude.

Jeg gik en tur rundt i haven, og selv om der ikke var meget

grønt, fornemmede jeg straks, at dette var et helt særligt sted.

Det pirrede min nysgerrighed, at her var så stille. Måske var

ejeren flyttet, og måske var huset allerede solgt til nogen, der

slet ikke var interesseret i, at jeg skrev om stedet.

Et engelsk ord siger: ‘The garden is the gardener’, og jeg gik da

også rundt og tænkte, at hvis den person, som havde skabt stedet

her, ikke mere var her, ja, så var der ikke nogen historie.

Men nu, hvor jeg havde involveret mig i stedet, måtte jeg

kende sagens rette sammenhæng. Derfor sendte jeg – da jeg

kom hjem – et brev og et par af mine bøger og fortalte om mit

projekt med de hemmelige haver. Et par dage efter modtog jeg

en mail:

Kære Claus Dalby,

Tak for din henvendelse om at tage billeder af vores have, og tak

for de fine bøger. Det er naturligvis meget smigrende, at du har

fået den idé, men også ganske skræmmende, fordi vi jo har en

evig dårlig samvittighed over ikke at passe haven godt nok. Af

og til spøger vi med, at vi dyrker det “romantiske forfald”. Men

du skal være meget velkommen til at tage de billeder, du kan

bruge. Hvis du gerne vil vide noget om haven, synes jeg, du skal

tage kontakt til min mor, Myrth Nørskov-Lauritsen, som har

lagt et stort arbejde i indretningen og pasningen. Hun flyttede

til Vordingborg sidste år, men er trods sine 88 år stadig frisk og

vil med glæde komme forbi og fortælle løs (jeg har nævnt dit

projekt for hende).

Venlig hilsen

Leif Nørskov

Så fik jeg altså det opklaret. Ejeren hed Myrth, og det var hendes

søn, der boede i huset.

Jeg kontaktede Myrth, som gerne ville mødes og fortælle,

næste gang jeg var på Sjælland. Hun fortalte, at hun stadig

passede haven.

Sådan så der ud – lidt gråt – den første gang, jeg besøgte Myrths

have. De visne staudetoppe er sankthansurt.

60

More magazines by this user