Mit haveliv

Claus Dalby
Mit haveliv

Indhold
Et privilegeret liv 4
Søgen efter skønhed 6
Mit professionelle liv 8
Havens historie 10
At rejse er at leve 30
Bed & Breakfast for Garden Lovers 48
Endnu et haveland 56
Havehjælp 64
Narcisser 69
Tulipaner 76
Hyacinter 108
Løg til pryd 110
Primulaer 124
Showaurikler 128
Slentreture 132
Drivhus, væksthus eller orangeri? 136
Småt og blåt 150
Mere af det gule 162
De skønne roser 172
Villige valmuer 240
Dyr i haven 246
In the countryside 256
Queen of English Gardens 270
Hidcote Manor Garden 282
Svævende og vævende 294
At drømme i farver 306
Sensommerflor 310
Dejlige dahlier 318
Blomstrende buske 324
Klokker på ranker 328
Sommerens sidste farvel 330
Kravlende og klatrende 336
Efterskrift 344
Register 348

Et privilegeret liv
“Skal du til at skrive dine erindringer?” har flere spurgt efter
at have hørt titlen på denne bog – Mit haveliv. Nej, dertil er jeg
for ung. Bogen kommer først og fremmest til at handle om de
seneste femten år af min tilværelse, de mest privilegerede, siden
jeg i 1995 havde et skæbnesvangert møde med Anne Just
fra Hune, der – som de fleste ved – gik bort i det tidlige forår
2009. Det var nemlig via hende, jeg blev ført ind i havelivets
magiske univers, og hen ad vejen blev min livsbane ledt i
en retning, jeg slet ikke havde drømt om. At man kunne blive
så fascineret og ydmyg over at se et frø spire, et løg udvikle
sig eller en plante gro, vidste jeg ganske enkelt ikke. Men snart
fandt jeg ud af det. At man tilmed kunne ‘male’ med blomsterne
gjorde, at haven og hele det liv, den førte med sig, blev
en lidenskab. Kimen til en passioneret tilværelse var lagt, og
min glæde og fascination bliver større og større dag for dag.
Hvis noget virkelig interesserer mig, er jeg ret lærenem. Helt
fra begyndelsen sugede jeg til mig, når Anne fortalte. Hendes
viden var stor og erfaringerne mange, selv om hun først
var blevet smittet med havebacillen omkring 1993, altså to år
før, vi mødte hinanden. Det herlige var at møde et menneske,
der levede ud fra devisen Just do it! Kendetegnende for mig er
også, at der ikke er langt fra tanke til handling, så det var i den
grad dejligt at finde en ligesindet.
Året før mødet med Anne havde min partner, Jaume, og
jeg købt en stor patriciervilla i Århus, klos op ad Riis Skov. En
egentlig have var der ikke, blot én stor græsplæne med et busket
ind mod skoven. Det skulle der selvfølgelig laves om på
nu. Anne mødte op, og hendes planer og visioner var mange.
“Her op ad alleen vil det være smukt med et par tusind
prydløg, og i skovbunden er det ikke for meget med fem-seks
tusind tulipaner og mindst det dobbelte antal krokus, og så
selvfølgelig en masse narcisser,” konkluderede Anne, mens
hun gestikulerende forklarede, hvor skønt det hele ville komme
til at se ud. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Det kunne blive
fantastisk. Fru Tusindfryd døbte Jaume hende hurtigt, for som
han konstaterede, “Anne kender tilsyneladende ikke til tal under
tusind!”
Jeg tog snart ved lære, og allerede efter nogle få år sagde
Anne til mig: “Jeg fatter simpelthen ikke, hvor du finder plads
til alle de planter.” Men ned kom de, og det skyldes, at jeg hen
ad vejen lærte mig selv at plante i lag.
Hvordan mit liv ville have udformet sig, hvis jeg ikke havde
mødt Anne, er mærkeligt at tænke på. Mon ikke de fleste har
tanker som ‘hvad nu hvis?’. Jeg tror det. Uden at betegne mig
selv som et særligt spirituelt eller troende menneske tror jeg
alligevel, at rigtig mange ting her i livet på en eller anden måde
er forudbestemt.
Ofte har jeg følt, at der er en højere magt – måske en skytsengel
– der holder hånden over mig. Det kan være svært at forstå,
hvorfor heldet tilsmiler nogle af os, mens andre igen og
igen rammes af sygdom, sorg og savn. Jeg har haft så megen
medgang her i livet og føler, at jeg gang på gang bliver ledt de
rette steder hen. Således også til Anne.
Det var en stor sorg for mig, da Anne døde, og der går ikke
en dag, uden at jeg tænker på hende. Men hun er et sted deroppe,
og jeg er sikker på, at hun hele tiden følger med i mit
virke og er stolt over, at jeg nu fører stafetten videre. Jeg sidder
i dag i bestyrelsen for Fonden til bevarelse af Anne Justs Have,
der blev stiftet kort før Annes bortgang. Det var Annes største
og sidste ønske, at haven skulle fortsætte i hendes ånd.
I bestyrelsen er vi nu en lille gruppe mennesker – blandt
andet Annes mand, Claus Bonderup, og deres bedste ven og
nabo, Erik Nielsen – der arbejder for, at haven stadig skal være
det, den var. Gartnerteamet gør en stor indsats, men det er
klart, at haven ikke er det samme uden Annes kyndige overvågning.
“The garden is the gardener,” siger man i England. Det
er vise ord med megen sandhed. Alligevel opfordrer jeg alle til
at tage til Hune for at opleve denne helt unikke haveverden.
Især, hvis man aldrig tidligere har været der.
Da Anne åbnede sin have for publikum, blev hun en meget
stor inspirationskilde for danske haveejere, der ikke tidligere
havde oplevet et så blomstrende univers inden for landets
grænser. Også fra udlandet kom der gæster, fordi rygtet
hurtigt blev spredt: at der i det nordlige Danmark lå en have,
4

som ikke fandtes mage til nogen steder. Det var nemlig det,
det handlede om: at Anne havde sin helt egen havestil; her arbejdede
en kunstner!
Mit håb er også at være en inspirator, og mange venlige og
søde mails, breve og kommentarer på min blog fortæller mig,
at folk er glade for mine bøger og tv-udsendelser. Få gange om
året holder jeg min have åben for publikum, og det er hver
gang så hyggeligt, at jeg ville ønske, jeg havde tid til at gøre det
lidt oftere. Men tiden tillader det desværre ikke, fordi jeg bliver
for bundet. Dels rejser jeg en del for at skrive, fotografere
og finde inspiration, og dels nyder jeg blot at være mig selv i
haven, når jeg er hjemme. Det har aldrig været meningen, at
min have skulle være en turistattraktion, men jeg deler meget
gerne min interesse med andre. Dels gennem bøgerne og
tv-udsendelserne og dels gennem bloggen www.clausdalby.dk,
hvor jeg skriver nyt hver dag.
Claus Dalby
Den skønne rose ‘Constance Spry’, som jeg kommer tilbage til
længere fremme i bogen.
5

Søgen efter skønhed
Det lyder måske lidt patetisk, når jeg undertiden omtaler mig
selv som et skønhedssøgende menneske. Men det er i bund og
grund sådan, jeg vil betegne mig selv.
Jeg er født i Valby, og da jeg i en alder af syv-otte år fik
lov til at tage bussen alene ind til København, tog jeg på ture
og fandt snart forskellige yndlingsbutikker. Ikke for at handle,
men blot for at kigge. Et af mine absolutte favoritsteder var
Den Permanente, der lå på Vesterbrogade ved Vesterport. Her
solgte og udstillede de det ypperste inden for dansk kunsthåndværk,
og jeg kunne gå rundt der i timer.
Den Permanente var – fandt jeg senere ud af – en kooperativ
dansk virksomhed, stiftet i 1931 som et fast samlingssted
for udstillere. Her solgtes medlemmernes arbejder efter censurering
af en komité, valgt af medlemmerne selv. Den Permanente
blev i sin daværende form opløst 1981, og dermed var en
æra slut.
Jeg nød at betragte alle de fine ting, og interessen for godt
kunsthåndværk har hængt ved lige siden. Især keramik og glas
optager mig, og ofte bringer jeg nyt hjem. Selv om vores hus er
stort, er der ikke megen ledig plads rundtomkring! Alligevel
vil jeg ikke betegne mig selv som samler.
6

Jeg kender mennesker, der for eksempel har en passion for
Kähler Keramik, Ole Lynggaards glas eller måske Scherfigs littografier,
og jeg forstår til fulde deres opslugthed af en enkelt
genre, men jeg er til det hele. Hvis blot det er smukt. Samspillet
af farver, former og strukturer giver mig en totaloplevelse,
som jeg har svært ved at beskrive.
At jeg ikke selv blev kunsthåndværker skyldes manglende evner,
men som barn holdt jeg alligevel af at skabe med mine
hænder. En af mine favoritbutikker var Panduro Hobby, der
dengang havde en forretning på Nørre Voldgade og én på Strøget.
Her købte jeg træperler til nøgleringe, som jeg knyttede i
store mængder og solgte til brugskunstforretninger over hele
København. Mit købmandsgen blev tidligt vakt.
Når jeg alligevel var på Strøget, lagde jeg også altid vejen ind
omkring Illums Bolighus. Her kunne jeg slentre rundt i timevis
og beundre alle de klassiske møbler. Hvor interessen kom
fra, ved jeg ikke. I mit barndomshjem var det funktionaliteten
mere end æstetikken, der var i højsædet. Lidt i spøg, men også
en smule i alvor spekulerede jeg som barn af og til på, om jeg
mon var blevet forbyttet ved fødslen.
7

Mit professionelle liv
Da jeg blev en halv snes år, fik jeg en altopslugende interesse
for trylleri. Når det ganske kort skal nævnes her, er det, fordi
den interesse indirekte har været en medvirkende årsag til mit
nuværende job som forlægger. Efter ni år forlod jeg folkeskolen
og levede i omkring ti år af at optræde med trylleri og hunde.
Da jeg var atten år, spurgte et forlag mig, om jeg ville skrive en
tryllebog for børn. Selvfølgelig ville jeg det! Og senere blev den
efterfulgt af flere trylle- og legebøger.
Midt i firserne mødte jeg Jaume, der er fra Mallorca, og
han flyttede herop. Det var ikke nemt sådan lige at finde et arbejde,
og derfor fik jeg den idé, at vi kunne starte et lille forlag,
som skulle udgive de bøger, jeg skrev.
Man kan selvfølgelig ikke have et forlag uden et navn, så jeg
gik og funderede. Det varede ikke lang tid, førend jeg fandt på
navnet Klematis. Det er meget, meget underligt, at jeg netop
kom på det navn. For dengang var jeg slet ikke planteinteresseret.
Jeg husker blot, at min nu afdøde far, der mest var havemenneske
af pligt, plantede en klematis i vores lille rækkehushave,
og at han stolt viste mig den flotte blomst, den fik. Min
far var en mand af få ord, og han pralede ikke af sine bedrifter.
Så jeg tror, at den oplevelse – præsentationen af den smukke
blomst – lagrede sig i mit hjerte og så senere dukkede frem.
Hvor navnet Klematis kom fra, dengang vores forlag skulle
navngives, ved jeg ikke. Men det viste sig at være meget velvalgt,
fordi det er en plante, de fleste mennesker kender.
8

Forlaget Klematis
Det gik fint med at udgive mine bøger. Når det kan lade sig
gøre, sagde købmanden i mig, kan vi da lige så godt også begynde
at udgive andres bøger. Med min kunsthåndværkerinteresse
in mente fik jeg den idé, at det ville være nærliggende
at udgive hobbybøger.
Folk, der starter eget firma, bruger ofte megen energi på at
finde den berømte niche. Vi gjorde ikke de store krumspring.
Her var det min kærlighed til smukke ting, der gjorde udslaget,
og det viste sig snart, at fundamentet for en god og sund
forretning var lagt. Ret hurtigt kom børnebøgerne til, og i løbet
af få år var vi oppe på samme udgivelsesfrekvens som i
dag, nemlig omkring hundrede nye titler årligt. Om et par år
har vi femogtyveårs jubilæum, og vi har den store glæde, at
flere af vore medarbejdere har været med næsten fra begyndelsen.
Uden dem var vi intet.
Især én, Mette, som også er min redaktør og sparringspartner,
når jeg skriver – og i det hele taget – har været med næsten
fra dag ét. Som uddannet børnebibliotekar har hun ansvaret
for vore børnebøger, og hun har en meget stor del af æren for,
at Klematis har positioneret sig, som tilfældet er. Privatejede
forlag af vores størrelse bliver der færre og færre af, og vi nyder
nu godt af det sunde økonomiske fundament, som blev grundlagt
for en lille snes år siden.
Det er denne økonomiske ballast, der gør, at vi kan leve et
meget privilegeret liv. Og at jeg kan skeje ud i haven. Excentrisk
vil nogen sikkert mene. Dem om det; jeg kan ikke lade
være. Jeg drages af den skønhed, haven frembringer, og jeg
forsøger bestandigt at perfektionere billedet og gøre det endnu
mere enestående. At jeg så kan dele det med andre gennem
mine bøger, tv og internettet, gør kun fornøjelsen endnu større.
Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig noget mere givende
her i livet end en have med alt det, den bringer med sig af
farver, dufte, dyreliv og en masse udendørsarbejde, der er så
godt for både krop og sjæl.
Havebøgerne
Til trods for Klematis-navnet var det først i 2002, jeg udgav
min første havebog, Krukker i haven. Og selv om jeg dengang
ikke var kendt i havesammenhæng, solgte den rigtig godt. Når
jeg kigger tilbage, kan jeg se, at min force altid har været at
spotte forskellige trends, når de er på vej. Sådan var det også,
da jeg for nogle år siden udgav Drivhusdrømme, der i høj grad
skubbede til et tog, der så småt var begyndt at rulle. Jeg er ikke
trendsetter, nærmere trendspotter.
Tidligere redigerede jeg mange af vore udgivelser, men i
dag udfylder jeg stort set kun rollen som forlægger. Det betyder
kontakt med forfattere, illustratorer, fotografer og andre
af de bidragydere, der skal til for at føre en bog ud i livet. Et
både spændende og meningsfyldt arbejde. Det er også mig, der
i samråd med vore medarbejdere bestemmer, hvad vi skal udgive.
Jaume står for den administrative del, og vi er eneejere
af forlaget. Mit haveliv deltager han ikke så meget i. Og det er
sikkert godt nok, for når det kommer til det, er jeg ret egenrådig!
9

Havens historie
Første gang, jeg skrev en bog om min have, var i 2004, og bogen
fik titlen Den levende have. Når jeg nu gør det igen, skyldes
det, at haven gennem de sidste seks år har undergået store forandringer,
at jeg er blevet mere erfaren, at jeg efterhånden har
taget så mange billeder, som jeg gerne vil vise, og endelig at
Den levende have efter flere genoptryk nu er udsolgt.
I 1994 købte vi den smukke gamle patriciervilla fra 1908 i
skovbrynet. Blomster var der næsten ingen af, men det gjorde
mig ikke noget. Dengang var jeg nemlig slet ikke haveinteresseret.
Men interessen lå åbenbart og ulmede, for da jeg som
sagt mødte Anne, brød den ud i lys lue.
Den smukke gamle villa bidrager i høj grad til havens stil og
stemning. Jeg fornemmede hurtigt, at det ikke ville være helt tosset
at anlægge en engelskinspireret have her. Heldigvis er jorden
både god og næringsrig, så det lykkedes mig snart at skabe en
blomstrende frodighed af udanske dimensioner.
10

11

Med hjælp fra Anne
Anne hjalp mig med det første store staudebed foran huset, og
derefter fortsatte jeg på egen hånd. Stykker af græsplænen blev
inddraget bid for bid, så der blev plads til flere og flere blomster,
og jeg gik til projektet med stor ildhu. Nu skulle jeg bare
ud i haven, hver gang den mindste ledige stund bød sig.
Når jeg ser tilbage, tror jeg, at det var en fordel, at jeg intet
vidste, for det kunne godt have virket begrænsende. Et gammelt
ord siger jo, at lykken står den kække bi, og jeg kløede
bare på. Samtidig læste jeg alle de havebøger, jeg kom i nærheden
af. Processen – dels med planterne og dels med læsningen
– gjorde, at jeg blev klogere undervejs. Og det, jeg lærte mest
af, var mine fejltagelser.
Der findes vist ikke mange haver i Danmark, hvor planterne
er blevet flyttet så meget rundt som hos mig. Ved at konsultere
bøger kan man læse sig til, om en plante skal have tør eller
fugtig jord, lys eller skygge. Så det var ikke trivselsmæssige
årsager, der var grunden til flytteriet. Helt fra begyndelsen har
legen med havens farver været en af mine passioner, og den
har været medvirkende til de mange rokeringer. For hvis der
er noget, som er svært at se på et billede, er det farver. Der er
så mange forskellige toner og nuancer, og grænsen mellem det,
jeg finder rigtigt og forkert, er hårfin. Man bliver aldrig færdig
i haven, uanset om man er begynder eller erfaren.
En plan
En ting, jeg ikke spekulerede så meget på i begyndelsen, var
selve indretningen af haven. Bedenes former blev bestemt ud
fra en udlagt haveslange, der bugtede sig, for sådan havde jeg
læst i en havebog, at man gjorde. Det viste sig senere at virke
lidt for organisk.
Efter tre-fire år gik det op for mig, at haven mest af alt
mindede om et hus med for mange tilbygninger. Derfor søgte
jeg råd hos landskabsarkitekt Jane Schul, der tegnede den plan,
som jeg burde have haft fra starten.
Når man anlægger en have, gælder det selvfølgelig om at få
den til at passe til omgivelserne. Et af mine problemer var, at
jeg havde svært ved at bestemme mig for, hvad der skulle spille
op til skoven, og hvad der skulle holde sig til huset. Jane foreslog,
at jeg plantede en bøgehæk parallelt med skovbrynet og
en tilsvarende langs alleen på den modsatte side. Samtidig blev
mange af bedene ‘rettet af’, så der blev nogle stramme linjer at
boltre sig indenfor.
Hvor jeg før havde haft en alt for stor åben plads uden inddelinger,
fik jeg nu et par lange rygge i bedene, der var gode
at forholde sig til. Bag ved bøgehækken mod skoven anlagde
jeg en skovhave – en woodland garden, som englænderne kalder
det. Her er mest sol om foråret, indtil skovens træer lukker
lyset ude, og derfor er det først og fremmest de tidligtblomstrende
forårsvækster, der har fået plads her. Senere efterfulgt
af alle de skyggetålende vækster.
Flere planer
Men det stoppede ikke med Janes første besøg. I sommeren
2002 fandt jeg ud af, at jeg ikke havde noget at bruge den resterende
plæne til; det ville være meget sjovere med planter.
Tanken blev hurtigt gjort til handling, og inden længe var alt
græsset gravet op. Jeg ønskede mig flere hække, for kun på den
måde var det muligt at få hele stykket delt op i mindre enheder
eller rum. Jane foreslog, at de nye hække skulle være taks,
og tegnede dertil et system af stier.
Mange troede nok, at jeg var blevet tosset, da plænen røg
sig en tur. Men ikke ét eneste øjeblik har jeg fortrudt og kan
kun opfordre til, at mange flere gør det samme. Medmindre
da at man har børn, der bruger græsset til boldspil, eller helst
nyder haven fra en liggestol.
Da plænen var væk, blev det klart, hvor farvemæssigt dominerende
græs er. Som haven ser ud nu, kommer blomsterne
langt bedre til deres ret, fordi de ikke længere skal konkurrere
med den saftiggrønne græsflade.
Når jeg kigger på den tegnede plan på næste side, bliver jeg helt
stolt. Selv om haven er opstået ved knopskydning, synes jeg alligevel,
at planen virker heltstøbt.
Bag villaen ligger Flammebedet – et langt bed i overvejende
orange farver garneret med mørkerød og purpur. Dette bed er ikke
omtalt i bogen, fordi det netop er blevet omlagt. Bygningen til venstre
er den tidligere stald og garage. Den anvendes til redskaber,
potter og lignende. Til højre for den ligger det victorianske drivhus,
som danner den ene væg i udekøkkenet med mure omkring.
På venstre side af villaen ses havestuen, hvor jeg har siddet og
skrevet denne bog. Derfra er der udsigt til et nyt haveafsnit – den
nedsænkede have eller the sunken garden med opstammede avnbøgetræer
omkring. Denne del af haven er helt ny og derfor ikke med i
bogen. Til venstre for den, ind mod skoven, er der et stort hvidt bed
med en rosenbuegang. For enden af den står en urne på en krukke
som point de vue.
12

Mellem havestuen
og væksthuset, der ligger
vinkelret på villaen
lidt længere nede i haven,
er der en stor morgenterrasse.
Til højre for væksthuset
og foran villaen ligger det
største staudebed med solelskende
planter i rosa, pink og
purpur toner. På den anden side af
væksthuset ind mod skoven er der et
bed med planter, som holder af vandrende
skygge – blandt andet hortensia i blålige
kulører. Bemærk også dueslaget.
For enden af dette rum ligger den ene af
havens tre tværstier, som begynder ved skoven
og fortsætter ud til alleen, der består af småbladede
lindetræer.
Går man langs med skoven, kommer man forbi det
lille lysthus med et rundt bassin foran. Dette bassin nåede
ikke at komme med i bogen, da det først nu er ved at blive
anlagt. Fra denne vandhave kan man i retning mod alleen gå
ind i et stort rum omkranset af taks med planter i blålige toner.
Længere ude langs med alleen er der et langt blåt bed, hvis ryg er
en bøgehæk, som følger lindetræerne.
Den lange tværsti midt i haven virker som hovedindgang fra alleen.
Når man har passeret rosenbuerne, kommer der to flade spejlbassiner
på højre hånd. Til venstre ligger den lange skovhave gennemskåret
af den sidste tværsti. Går man ad denne tværsti tilbage
ud mod alleen, kommer man først gennem en bøgehæk til et langt
hvidt bed, dernæst gennem en takshæk til et gult og hvidt bed og til
sidst til et gult bed lige op ad alleen.
Nederst i haven ud mod vejen ligger et stort bed i blå, pink og
lilla toner. I midten er der en lille plads med et bassin ud for to store
avnbøgesøjler.
13

Drivhusbyggerier
I haven er det ikke blot hækkene, der skaber rum, men også
mine to drivhuse. Det første fik jeg for en lille halv snes år siden.
Et rigtigt victoriansk et fra det hæderkronede britiske
drivhusfirma Hartley Botanic. Et par år efter kom det store
vinteropvarmede væksthus til. På side 140-141 og 146-149 fortæller
jeg mere om drivhusene, der ikke alene har givet haven
et stort løft rent indretningsmæssigt, men også virker som ‘fødeklinikker’
for de tusindvis af sommerblomster, krukkevækster
og udplantningsplanter, vi hvert år fremavler. Uden disse
huse ville haven slet ikke kunne præsentere den blomsterrigdom,
den gør sommeren igennem.
Nye planer
“Man kan godt gå og blive lidt hjemmeblind,” sagde Anne
ofte, “og så er det godt, at der en gang imellem er en eller flere,
der ser på haven med helt friske øjne.” Det var og er kloge ord.
Anne og jeg var hinandens sparringspartnere. Den uafbrudte
dialog var så livgivende og gjorde vores venskab stærkt. Jeg beundrede
Anne for hendes grafiske blik. Hendes evne til at slå
streger og se de store linjer besidder jeg slet ikke. Jo, hvis andre
fører pennen, kan jeg ret nemt se, om proportionerne er gennemtænkte.
Men først da.
Det er så givende at have én at ‘spille bold med’. Derfor savner
jeg Anne, for det kunne jeg med hende. Hun havde evnen
til at se ting, vi andre ikke så.
Heldigvis har jeg fået en anden god haveven, Kjeld Slot, som
jeg nu kan vende tingene med. Han er egentlig keramiker, men
arbejder i dag som landskabsarkitekt.
I de sidste år, hvor Anne ikke var helt på toppen, brugte
hun Kjeld som kunstnerisk vejleder, og det er bevis på hans
store dygtighed.
I dag er jeg så heldig, at Kjeld træder til, når jeg skal have
tegnet nyt, og det er en stor glæde at samarbejde med et menneske,
der fuldt og helt forstår ens ønsker og behov.
Billedet er taget fra min balkon ud for soveværelset. At stå her en
sommermorgen og nyde hele havemaleriet er simpelthen skønt. Det
er ret tydeligt, hvilken ro hækkene skaber. De inderste er taks og de
yderste bøg.
14

15

Flere rum
Siden 2008 har vi arbejdet på en større omlægning af haven,
og det er absolut Kjelds fortjeneste, at der nu er ved at komme
yderligere orden i kaos. Nye stier er kommet til, og mindre
pladser og rum er blevet tilføjet.
Inden for havearkitektur taler man om vigtigheden af at skabe
rum, så man ikke kan overskue hele haven fra et enkelt sted.
Med Jane Schuls hækinddelinger blev der skabt mange mindre
rum, inden for hvilke jeg har fået afløb for mine kreative udfoldelser
rent plantemæssigt. For når det gælder kompositionen
af havens bede kan jeg godt selv!
Når der er gæster i haven, indleder jeg ofte med at sige, at
det er en god idé at opleve rummene ét for ét, altså som mange
små haver i haven. Alt efter, hvor meget man regner med, er
der op mod tyve forskellige rum. Flere på blot omkring hundrede
kvadratmeter, enkelte tre-fire gange så store, og en del er
derimellem. Her er der inspiration at hente, hvad enten man
har en lille eller en stor have.
Et af de nye haverum er en plads med form som en halvcirkel
omkranset af en lav bøgehæk. Ideen til dette rum kom fra
Kjeld. Når jeg ikke havde tænkt på at etablere det noget før, var
det nok, fordi jeg var blevet hjemmeblind.
Da vi engang efter at have beset væksthuset skulle gå ud i
haven, sagde Kjeld nærmest henkastet: “Det har altid undret
mig, at udgangen til haven virker som en bagudgang, fordi
man blot kommer ud til en smal gang. Burde der ikke i stedet
være en plads her?” Det havde jeg aldrig selv tænkt på, men
det var åbenlyst, at Kjeld havde ret.
Selvfølgelig skulle der da være en plads her, og formen var
vi hurtigt enige om. Den skulle være en pendant dels til den
halvcirkelformede plads i væksthusets modsatte ende og dels
til vinduerne over indgangspartierne.
Når man sammenligner de to billeder, kan det være svært at forstå,
at man efter bare et halvt år kan opnå en sådan frodighed. Det
skyldes selvfølgelig, at jeg altid sørger for, at der er nok, når jeg
lægger løg.
16

17

18

En bygning mere
Længe havde jeg haft planer om at gøre noget ved skovhaven,
men en egentlig plan havde jeg ikke. Det havde ikke taget lang
tid at beslutte sig for, at pladsen for enden af væksthuset var
en god idé, og så var det helt naturligt at fortsætte i forlængelse
heraf. For at man ikke skulle gå direkte ind i skovhaven fra
væksthuset, foreslog Kjeld, at der blev lavet et kvadratisk haverum,
indrammet af bøgehække.
I midten af dette ville det være godt med en plads, var vi
enige om, og da jeg så, hvor stor den kunne blive, fødtes ideen
om endnu en bygning. Flere ting var oppe at vende – blandt
andet et fint lille trælysthus, jeg havde set i en hollandsk have.
Men hver gang jeg fik en ny idé, fejede Kjeld den venligt, men
bestemt af bordet. Og det til trods for, eller måske netop fordi,
han ikke var kommet overens med sig selv om, hvordan sådan
en bygning skulle se ud. Han syntes dog, den skulle pege tilbage
i tiden, og at den efterhånden helst skulle komme til at ligne
noget, der havde stået i haven for omkring hundrede år siden,
da villaen blev bygget. Det satte tanker i gang.
I flere engelske haver havde jeg set små tempellignende bygninger
i klassicistisk stil – en slags lysthuse. Hver gang tænkte
jeg, at sådan ét ville jeg også gerne have, men slog det hen, fordi
jeg ikke vidste, hvor jeg skulle placere det. Nu var det måske
inden for rækkevidde. Jeg forelagde Kjeld min idé, og denne
gang var han med på det.
I det tidlige forår 2009 stod lysthuset færdigt.
Byggeriet af lysthuset blev påbegyndt i oktober 2008, og meget af
arbejdet gik ud på at nivellere terrænet og lave et solidt fundament.
I maj 2009 så der ud som på billedet herunder.
19

20

21

Forskellige niveauer
Haven skråner noget, så det kvadratiske rum skulle nivelleres.
Dette havde mindst to fordele. Dels kunne man placere lysthuset
uden at skulle grave det ind i terrænet, og dels gav det skovhaven
en ekstra dimension, fordi man så kom til at kigge ned i
den, når man stod i lysthushaven.
En lille trappe kom til at føre ned til skovhaven, og på hver
side blev der placeret et spejlbassin på 100 x 100 cm og med en
dybde på 10 cm. De er lavet hos en smed af 10 mm-jern, og jeg
skal hilse og sige, at de er tunge! Inspirationen til bassinerne
har jeg fået hos Ole Heide på Heides Planteskole i Thisted. Ideen
er rigtig god, hvis man ønsker vand i haven uden risiko for,
at folk kommer noget til, hvis de falder i.
Vand i haven må man have. Det er godt for både mennesker og dyr.
På grund af bassinernes lave højde på blot 10 cm passer de perfekt
som fuglebad for blandt andet duerne, der elsker en ‘dukkert’.
22

23

24

De lange kig
Selv om en have hellere end gerne må bestå af rum for at skabe
intimitet, er det også godt med nogle lange kig for at undgå, at
det hele kommer til at virke klemt. I min have har jeg imidlertid
aldrig haft mulighed for at etablere sådanne kig (troede
jeg), fordi villaen ligger forskudt på grunden. Havde den ikke
gjort det, ville det have været oplagt at skabe et langt vue fra
bunden af haven op til husets midte.
Jeg affandt mig med, at dette ikke kunne løses, og måtte
se i øjnene, at de kig, som jeg har beundret så meget i mange
udenlandske haver, ikke kunne skabes hos mig. Igen var det
det med hjemmeblindheden!
Kjeld kom nemlig med den helt oplagte idé at åbne op og
lave kig på tværs af haven ind mod skoven. Det havde jeg aldrig
selv tænkt på, fordi jeg altid har ‘opfattet’ haven på den
lange led. Kjeld foreslog, at der blev etableret tre tværgående
stier hele vejen fra alleen og ind til skovbrynet. Den midterste
skulle være ekstra bred – to meter – for at signalere, at dette
var hovedindgangen. De øvrige blev ligesom de fleste af havens
øvrige stier en meter.
Jeg kviede mig noget ved den brede midtersti. Halvanden
meter kunne vel gøre det, forsøgte jeg. Men nej; Kjeld holdt
på sit, og i dag er jeg så lykkelig for, at jeg lyttede til ham. Ikke
blot proportionsmæssigt og æstetisk, men også hvad angår havens
infrastruktur, havde han ret. Det er dejligt med en bred
sti, hvor man rent praktisk kan komme ind med maskiner, når
de behøves.
Når jeg havde forbehold over for brede stier, hænger det
sammen med, at de stjæler noget af havens samlede areal. Og
det er jo blomster, jeg vil have! Men i dag kan jeg se, at stier
ikke blot på den ene led, men også på den anden, er vigtige.
De tværgående stier har faktisk betydet, at flere af de ret dybe
bede nu også kan nydes bagfra og fra siden.
Havens hovedindgang – en to meter bred sti med kig til en obelisk
ude ved alleen og modsat – ind mod skoven – en urne på en
gammel søjle, som stod her oprindeligt. Søjlen og urnen ses på
næste side. Bemærk, hvor patineret urnen er. Den har stået her
en halv snes år og er lavet af samme materiale som obelisken. Jeg
glæder mig til, at denne om nogle år kommer til at se lige så ældet
ud.
25

26

Point de vue
For at man virkelig skal bemærke de lange kig, er det vigtigt
med et fikspunkt – et point de vue – som øjet søger imod. I den
ene ende af den brede midtersti står der en stor obelisk ved
alleen. Og i den modsatte ende ved skoven er der placeret en
urne på en gammel søjle. Søjlen stod oprindeligt lidt upraktisk
midt på gårdspladsen bag villaen. Derfor blev den flyttet om i
haven, og til trods for at den er vældig tung, har den haft flere
forskellige pladser. Men nu har den fundet sit blivende sted, og
jeg tør godt garantere for, at den ikke skal flyttes igen.
Ved alleen for enden af de to andre stier er der også placeret
urner på søjler, se for eksempel billedet side 84. Da de blev
fotograferet et par måneder efter opsætningen, var de stadig
alt for pæne og rene. Men nu blot et års tid efter er de begyndt
at få lidt patina.
I den anden ende af stierne ind mod skoven står to såkaldte
københavnerbænke. De er placeret strategisk, for at man skal
sætte sig ned og ‘opdage’ urnerne ude ved alleen. Altså lokkes
blikket i den retning, jeg ønsker.
Siddepladser kan man ikke få for mange af i haven. Københavnerbænken
her er en kendt designklassiker – et ikon, der har stået
rundtom i København siden 1886. Jeg har to styk fremstillet på
Uldalls Jernstøberi i Vejen – se www.velamp.dk.
27

Skovhaven
Skovhaven var et spændende haveprojekt. Meget blev givet på
forhånd, da de tre tværgående stier delte den lange have op.
For at forbinde dem anlagde vi dels en sti langs skoven og dels
én langs bøgehækken ind mod haven. Før var der blot et bugtet
stiforløb, lidt tilfældigt og ikke særlig hensigtsmæssigt placeret.
For eksempel var der ikke nogen sti inde ved skoven, og
det betød, at man stort set ikke så det, der voksede inde bagved,
fordi bedet var så dybt. Som det er nu, kan bedet beskues
og passes fra begge sider.
Når jeg en forårs- eller sommermorgen går tidligt ud i haven,
lytter til fuglene, dufter til blomsterne og sanser det hele, fyldes
jeg ofte af en stor glæde over, at det er muligt at skabe sådan
et paradis. Ikke meget andet i livet kan gøre mig så taknemmelig.
Jeg føler, at jeg har fundet min plet på jord og gør
H.C. Andersens ord til mine:
… dér har jeg rod, derfra min verden går.
Havens beliggenhed, for enden af en blind vej, er helt unik, og
den kulisse, de majestætiske gamle bøgetræer danner, er ubetalelig.
Skoven giver så meget til haven – ikke blot i kraft af sit
varierende udseende, men også i form af læ, et helt særligt klima
og som lydmur. Selv om vi bor i byen, kun et kvarters cykeltur
fra Domkirken, hører vi ikke bilerne på den ellers meget
trafikerede Grenåvej i nærheden. At vi tilmed har et lille
kig ned over Århusbugten langs med skovbrynet, gør kun det
hele endnu mere enestående.
Flere før- og efter-billeder taget med et lille halvt års mellemrum.
Billedet øverst er fra december. Halvanden måned før var det hele
ét stort virvar med maskiner og anlægsgartnere. Det er svært at
forestille sig, når man ser billedet.
28

29

At rejse er at leve
Endnu et H.C. Andersen-citat. Selvfølgelig har den gamle digter
ret, men alligevel kommer jeg hvert forår og sommer i et
stort dilemma. Skal jeg rejse ud eller blive hjemme? Heldigvis
har jeg virkelig god hjælp i haven, så det er ikke det, der er problemet.
Det er mere, fordi jeg allerhelst vil have det hele med
herhjemme. Suge til mig, pusle og regere og være vidne til alle
de små mirakler fra tidligt forår til sent efterår.
Jeg drømmer ikke om at tage på badeferie, storbytur eller
andet eksotisk, mens haven står i flor, men der er noget andet,
som trækker. England …
Det var Anne, der først introducerede mig til engelske haver,
og jeg må sige, at vore ture står så fast mejslet i min erindring,
at jeg aldrig vil glemme dem. I en halv snes år var vi hinandens
bedste rejsekammerater. I lejede biler har vi kørt det meste
af England rundt og besøgt haver og haveshows. Vi legede
Driving Miss Daisy efter den amerikanske filmklassiker, hvor
en chauffør kører rundt med en ældre velhavende dame. Humøret
var altid højt, og når vi sammen istemmede “On The
Road Again”, var vi i vores es på vej til nye oplevelser. Det var
tider …
De sidste år blev Anne svagere og døjede med ryggen, men
beklagede sig aldrig. Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved,
om vi skulle af sted på vores årlige ture. Selvfølgelig skulle vi
det! Anne var ukuelig, også selv om hun til sidst havde svært
ved at undvære sine krykker. De viste sig dog at være praktiske
på mere end én måde. For når vi kom til steder med meget
lange bilkøer, rullede Anne blot vinduet ned, stak den ene
krykke ud og råbte “disabled”. Det var det magiske ord. For
straks blev vi vinket ud af køen og guidet op til hovedindgangen.
Når vi gik ind i haverne, tog vi et tæppe med, som Anne
kunne hvile sig på. På vores sidste ture var det fast kotume, at
Anne tog sig en lur på en plæne, mens jeg sonderede terrænet.
En time kunne Anne nemt sove, og når jeg kom tilbage, slumrede
hun som regel sødt. Forsigtigt vækkede jeg hende, og så
var hun opsat på eventyr. “Hvad har du oplevet? Hvad skal vi
se?” spurgte hun altid forventningsfuldt, og så førte jeg hende
rundt til havens største seværdigheder. Mens vi betragtede de
forskellige bede og beplantninger, talte vi om, hvad vi kunne
lide, og hvad vi måske kunne bringe med hjem. Plantenavne
blev skrevet ned, farver noteret og smukke sammensætninger
observeret. Et par ‘plantenørder’ – det var, hvad vi var.
Fra 2006 havde Anne så store smerter i sin ryg, at det var
slut med englandsturene; hun kunne ganske enkelt ikke klare
at flyve. Året efter var vi på vores sidste udenlandstur sammen,
tre-fire dage til Sverige. Vi nød det i den grad, og set i
bakspejlet tror jeg, at Anne godt var klar over, at det nok var
vores sidste tur. Jeg havde ikke tænkt så langt, men vi kom aldrig
af sted igen.
Den første gang, vi tog til England, var det Anne, der var rejsefører.
Men fra da af arrangerede jeg turene. Når jeg af og til
spurgte hende, hvad hun havde lyst til at se, svarede hun altid:
“Jeg stoler hundrede procent på dig, min skat, og glæder mig
til at se, hvad du finder på. Jeg kan alligevel ikke finde ud af alt
det med hjemmenet og intersider!”
Anne var verdens bedste rejsekammerat.
På egen hånd
I dag rejser jeg gerne alene, og selv om jeg tit ønsker, at Anne
sad på bagsædet, har jeg det rigtig godt i mit eget selskab. Jeg
lærer så meget på disse ture og keder mig aldrig. Senere i bogen
vil jeg fortælle om nogle af de haver, jeg har ladet mig inspirere
af, for uden al den viden, jeg har tilegnet mig i England,
ville min have ikke se ud, som den gør i dag.
Jeg opfordrer alle til at rejse ud med åbent sind og suge haveinspiration
til sig, for vi kan lære meget af andres måde at
lave have på, selv om de klimatiske forhold er anderledes, vore
haver noget mindre, og vi ikke har alle de skønne gamle sandstensmure
og -belægninger.
Planteskolen ved Great Dixter i East Sussex.
30

31

En bibel
Jeg har mange havebøger, virkelig mange, og en del er blevet
bibler, som jeg tyr til igen og igen. En af de senest tilkomne er
The English Garden med inspirerende tekst af Ursula Buchan
og fantastiske billeder af Andrew Lawson, en af Englands ypperste
havefotografer. I 2007 udkom bogen på dansk i Peter
Parkovs oversættelse. Ikke overraskende hedder den Den Engelske
Have. Nyt Nordisk Forlag fortjener stor ros for at have
beriget det danske havefolk med sådan en prægtig bog. Forrige
vinter dyrkede jeg armchair gardening foran pejsen med den
bog i skødet.
Ursula Buchan har skrevet om haver gennem de sidste femogtyve
år. Med en baggrund dels som historiker fra Cambridge
University og dels som gartneruddannet fra Royal Horticultural
Societys haver i Wisley og Kew Gardens forklarer hun på
forbilledlig vis om den engelske haves udvikling gennem århundreder
og får sat de enkelte genrer ind i rammer, der er til
at forstå.
Der er noget umiskendeligt engelsk over et billede som dette.
Hvorfor? Måske er det den perfekte græsplæne og de formklippede
træer i baggrunden. Og så selvfølgelig det bugnende bed.
Motivet er fra Barnsley House, se side 270-277.
32

33

Frodighed
Det, jeg først og fremmest har taget til mig, er den blomstrende
frodighed, englænderne mestrer som ingen andre. Det er
virkelig en stil, der tiltaler mig. Og heldigvis passer den også
til mit hus. Allerede første gang jeg oplevede de engelske haver,
fik jeg lyst til at skabe en engelsk have i Danmark. Og langsomt
er drømmen gået i opfyldelse.
Hvis jeg skal svare på, hvordan jeg selv vil karakterisere
min havestil, vil jeg nok kalde den en ‘styret’ cottage garden.
Englænderne har udtryk for næsten alt – også inden for haveverdenen.
Hvad betegnelsen cottage garden dækker, forstår
man først rigtigt, når man har bevæget sig rundt i de engelske
havers bølgende blomsterhav og fået stemningen helt ind under
huden. Det er havedyrkning ‘på slump’. Man bruger, hvad
man har, og doseret korrekt fås et helt udefinerligt udtryk.
De cottage gardens, vi ser i dag, er i højere grad baseret på
blomsterdyrkning end de tidlige landbohaver, hvor der også
skulle være plads til køkkenurter. Af de stauder, man så i fordums
haver, kan blandt andet nævnes aurikel, akeleje, bellis,
viol, primula, løjtnantshjerte, pæon, lavendel, nellike, iris, lupin,
kongelys, stokrose, ridderspore og valmue. Af toårige
planter, som såede sig selv i rigt mål, var det forglemmigej, judaspenge,
natviol og fingerbøl. Buske var der naturligvis også,
og blandt favoritterne er det værd at bemærke syren og kaprifolie.
Og så selvfølgelig masser af forårsløgvækster, især påskeog
pinseliljer.
Hvad med roser? Dem må der da også have været mange
af dengang? Nej, ikke i udpræget grad. Roser var fine og ædle
planter, som landboerne kun sjældent havde råd til.
I dag er det sikkert de færreste, der kan forestille sig en
have uden roser. De gamle historiske roser (se side 210-213) og
de såkaldte engelske roser (se side 175-179 og 214-227) vil jeg i
hvert fald nødigt undvære.
Læg mærke til de perfekte græs-‘måtter’. Sådan nogle er englænderne
specialister i at skabe. Det er så at sige et af deres kendemærker.
Den blomstrende frodighed er selvfølgelig også karakteristisk.
Bemærk desuden, hvorledes bedene her og ligeledes på det
forrige opslag har rette kanter. Ikke noget med bugtede forløb – dem
sørger planterne for. Flisegangen på det store billede er en detalje,
som ville kunne overføres til vore haver. Det er en genial måde at
afgrænse mod græs på. Og samtidig er det utrolig flot.
Billedet herunder er fra Stone House Cottage i Worcestershire.
Haven til højre – Snowshill Manor Garden, se side 256-263 – ligger
i samme grevskab.
34

35

36

Cottage-stilen
I Den Engelske Have gør Ursula Buchan meget fint rede for
cottage-stilen, og man kan blandt andet læse:
“Stilen stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet og var især
i begyndelsen, men ikke udelukkende, tilpasset ejere af mindre
huse, snarere end de store godser. Overordnet kan man sige, at
det handler om haver, der ikke er ‘designede’. Det var en enkel
– men langt fra ukunstnerisk – haveform, hvor sparsommelighed
og selvforsyning, der var så livsnødvendige under tidligere
tiders depressioner i landbruget, var beundrede dyder. Dette
gav sig udslag i anvendelsen af naturgødning, kompostering
og bladmuld, såvel som brug af enkle og landlige haveelementer
for eksempel pergolaer og rustikke havemøbler.”
Gertrude Jekyll
Når vi ser på England i havehistorisk sammenhæng, i hvert
fald i de sidste hundrede år, er der en række store damer, som
ikke er til at komme udenom. Den mest kendte er Gertrude
Jekyll (1843-1932). Oprindeligt var hun kunstmaler, og med
sine kreative evner som ballast begyndte hun senere at designe
haver og blev særlig kendt for sine farvekompositioner. Ingen
havde tidligere anskuet haven som hun. Gertrude Jekyll malede
bogstaveligt talt med blomster, og hendes kunnen er gået
over i historien. Ikke mindst takket være den række af bøger,
hun skrev – godt og vel femten i alt. Hendes bøger bliver stadig
trykt op, og den bedst kendte og mest populære er nok Colour
Schemes for the Flower Garden, der udkom i 1914. I en anden af
sine populære bøger, Wood and Garden fra 1899, skriver hun
om cottage-haven:
“Jeg har lært meget af de små cottage gardens, der har gjort
de engelske vejsider til de smukkeste i hele den tempererede
verden. Man kan næppe komme ind i selv den mindste cottage
garden uden at lære eller opleve noget nyt.”
Eastgrove Cottage Garden i Worcestershire, hvor billederne her er
taget, var en mageløs og dejlig have med en helt særlig atmosfære.
Når jeg skriver ‘var’, er det, fordi haven lukkede for publikum i
2009. Det sympatiske par Carol and Malcolm Skinner tager på
www.eastgrove.co.uk afsked efter femogtredive år med åben have.
Jeg var der også for at sige farvel, inden de lukkede, men blev
alligevel rigtig rørt over at læse deres ‘Goodbye’.
37

Vita Sackville-West
Vita Sackville-West (1892-1962) har om cottage-haven sagt, at
den var et blomsterhav med snoede gange, sandsynligvis den
dejligste type lille have, som England nogensinde har udviklet.
Hun anlagde selv en lille cottage garden ved Sissinghurst,
en af Englands i dag mest berømte haver. Denne have var – og
er – utrolig blomsterrig, men ikke i de blide pasteltoner, som
var kendetegnende for den romantiske cottage-stil. I stedet
anvendte hun her rødt, gult og orange og kaldte derfor dette
haverum for Solnedgangshaven.
Margery Fish
Hvis man dykker ned i den engelske havelitteratur, er der en
tredje dame, som bestandigt dukker op. Det er Margery Fish
(1888-1969), der fra 1932 og godt tredive år frem boede på East
Lambrook Manor i Somerset, hvor hendes have stadig kan besøges.
Skiftende ejere har gennem årene holdt haven åben for
publikum, og der er også en planteskole på stedet.
Når man ofte støder på Margery Fish, er det, fordi hun var
en utrolig flittig skribent og forfatter. Hun var utrættelig i sit
arbejde med at udvælge og plante de vækster, som engang var
almindelige i haverne på landet, og hun delte ud af sine erfaringer
i artikler og bøger. En af hendes meget populære bøger,
der stadig kan fås, er Cottage Garden Flowers.
Blandt mange af Margery Fishs særkender var hendes ‘ødsle’
stil, og at hun plantede tæt. “Planter er venlige væsner og
nyder hinandens selskab. De tætpakkede planter i cottage-haven
gror godt og ser glade ud,” har hun udtalt. Derfor forstår
man, at hun var en stor fortaler for bunddækkende planter
som for eksempel storkenæb.
I Den Engelske Have er Margery Fish blandt andet citeret
for følgende:
“Der findes ikke noget lignende i hele verden som den engelske
cottage garden. De små haver ligger i hver eneste landsby
i hele landet. De er altid glade, aldrig med skrigende farver
og så tydeligt værdsatte. Men desværre er der ikke så mange
cottages opført i brændte eller ubrændte mursten med deres
stråtage og bittesmå skæve vinduer nu om dage … men blomsterne
bliver tilbage. Blomster, som med tiden er blevet kendt
som cottage-blomster på grund af deres enkle, standhaftige
egenskaber.”
Et af de mageløse staudebede på Kiftsgate Court i Gloucestershire,
se side 291.
38

39

Den formelle have
Når man anlægger og planlægger en have, handler det i meget
høj grad om, hvor og i hvilke omgivelser den skal ligge.
Selv om vi bringer ideer og inspiration hjem fra udlandet, skal
vi skabe vores egen stil. Hos mig ville det være malplaceret
med en rendyrket cottage-have. Derfor valgte jeg som tidligere
nævnt i samråd med Jane Schul og senere Kjeld Slot at få
skabt nogle arkitektoniske rammer, der spillede op til og sammen
med villaens imposante udtryk. Hele tiden har jeg haft in
mente, at det er et stort hus, og at det er vigtigt, at der er skala
over tingene.
Den formelle havestil ser man også overalt i England, og
jeg indrømmer gerne, at jeg er grøn af misundelse over alle de
smukke stedsegrønne hække og formklipninger, man overalt
støder på. Her har mennesker med store og visionære planer,
der ofte rækker ud over deres egen levetid, skabt haverammer,
som er sjældne her til lands.
De store anlæg, man ser dér, passer ikke ind i en almindelig
dansk parcelhushave, men stedsegrønne hække kan indpasses
alle steder og det uanset, om det er en stor eller lille have. De
grønne hække rammer nemlig det hele så fint ind.
Den formelle havestil ses overalt i England. Motivet herover er fra
Kiftsgate Court, se side 291. Til højre og på næste opslag ses den
smukke parterrehave ved Luggers Hall, se side 266-267. Begge
ligger i Worcestershire.
40

41

42

43

44

Taks
Taks er en plante, man ser overalt i England, klippet som hække,
portaler, kegler, kugler og andre geometriske figurer. Taksen
har så mange fordele, at det er svært at forstå, at man ikke
ser den oftere i danske haver. ‘Kirkegårdsplanter’ hører man
af og til det stedsegrønne omtalt i en lidt nedladende tone. Må
jeg i den sammenhæng minde om, at kirkegårdene er nogle af
de smukkeste haver, vi har!
Når nogen er tilbageholdende med at plante taks, skyldes
det nok, at den ikke hører til de hurtigtvoksende vækster.
Hvad angår hække, ønsker man som regel noget, der gror hurtigt
op, men til gengæld ikke skal klippes, når højden er nået.
Nu – seks-syv år efter plantningen – begynder takshækkene at blive
tætte og fine. To år til, så vil de stå som hugget i sten. Det er dejligt
med sådanne faste holdepunkter i haven. Hækkene danner rammer
omkring de farveafstemte tableauer, jeg skaber. Med taksens
mørkegrønne tone som baggrund træder mange farver ekstra flot
frem.
Det er selvfølgelig et paradoks. Når taks først kommer i vækst,
er den ikke så langsom endda.
Jeg er lykkelig for den takshæk, vi plantede for otte-ni år siden.
For et par år siden nåede hækken den ønskede højde. Og
så var det tid til at forme den. Men hvordan skulle den se ud?
Det havde jeg ret svært ved at greje, fordi grunden falder temmelig
meget. Skulle den følge terrænet? Igen kom Kjeld mig
til undsætning. Han foreslog, at hækken skulle være vandret,
men for at undgå, at den endte med en højde på flere meter
nederst i haven, skulle den klippes i et trappeforløb med bueformede
‘trin’. Dette fik vi gjort sidste år, og nu går der et par
sæsoner, før hækken står stram. I løbet af nogle år bliver den
helt afgrænset, nærmest som hugget i sten.
Jeg har altid beundret præcise, skarpe og rette hække, men
har ikke selv den nødvendige tålmodighed, når der skal klippes.
Det har derimod Katja, den ene af mine gartnere, som jeg
fortæller om på side 64-65. Flere dage gik hun rundt med vaterpas
og tommestok og spændte snore ud inden klipningen.
Det var et større udregningsarbejde. For haven skråner ikke
kun nedad, men også sideværts.
45

Bøg
De sidste par år har jeg også vendt blikket mod Holland.
Her formklipper man både taks, bøg og avnbøg. Kombinationen
af den mørkegrønne taks og den friskgrønne bøg er
meget fin. Også om vinteren, når bøgeløvet er gyldent, er det
et samspil til fælles bedste.
Jeg har to formklippede bøgetræer med kugler, nærmest i
‘puddelhundefrisure’, og har desuden i dette forår plantet et
par avnbøgesøjler og -kegler samt træer med paraplyformede
kroner. Dem fik jeg hjem fra en hollandsk planteskole. Paraply-træerne
er plantet omkring et nyt haveparti – en sunken
garden – som ligger ved siden af villaen, hvor der før var en
swimmingpool.
Avnbøg har faktisk ikke noget med bøg at gøre. Det er to
forskellige arter, der blot ligner hinanden. Fordelen ved avnbøg
er, at den kan klippes noget ‘skarpere’ end almindelig bøg.
Nu, hvor det nye er plantet, har jeg ikke rigtig plads til mere
i den stil. Det er virkelig en balance – for lidt og for meget fordærver
alting.
Da jeg skulle vælge de første hække til haven, var jeg ikke et øjeblik
i tvivl om, at det skulle være bøg. Hvad ellers, når man har en
bøgeskov som nabo? De to træer med ‘puddelhundefrisurer’ er
kommet til senere. De er med til at give haven karakter og rygrad.
46

47

Bed & Breakfast for Garden Lovers
Når jeg er i England, kunne jeg ikke drømme om at bo på hotel.
Nej, jeg bor på Bed & Breakfast for Garden Lovers. Det er et fantastisk
koncept ‘opfundet’ af en engelsk dame, Sue Colquhoun,
og lanceret i 1994. Sue Colquhoun rejste egenhændigt rundt i
landet for at inspicere, og ofte kom hun uanmeldt, har jeg fået
fortalt. Så blev ikke alene huset, men også haven gennemgået.
Var alt, som det skulle være? Hvis ikke, fik man en anmærkning,
og hvis tingene ikke blev bragt i orden til næste besøg, risikerede
man i yderste konsekvens at blive udelukket.
Projektet var Sue Colquhouns hjerteblod, og det var vigtigt
for hende, at gæsterne fik en helt særlig oplevelse. For en halv
snes år siden solgte hun dog sin niche til Alastair Sawdays – et
stort professionelt bureau, der nu kører det videre. I dag er der
ikke samme kontrol, men konceptet er stadig fint.
Da jeg første gang hørte om den lille sammenslutning, var
der omkring halvtreds med i ordningen. I dag er der mange
flere. Heldigvis er mange af de ‘gamle’ med endnu, og det er
i høj grad dem, jeg kører efter. Jeg har haft så mange skønne
oplevelser og er flere gange næsten flyttet ind hos landadelen.
Her føler man sig omtrent som medvirkende i en Agatha Christie-film.
Ofte mødes man af et “Would you like a nice cup of tea?”,
og det kunne man da ikke finde på at sige nej til. Slet ikke, da,
hvis teen tilmed serveres i haven i fine, tynde porcelænskopper
med shortbread eller måske scones with jam and double cream.
Så er det næsten som at være i himmerige!
Det helt unikke ved at bo på disse bed and breakfast-steder
er også det sociale aspekt. Fruen i huset går hjemme, mens
manden er på arbejde, og jeg tror, at de fleste åbner deres hjem
for at hilse på ligesindede haveentusiaster, dele deres passion
med dem og selv få inspiration. Et ophold på de bedste steder
koster som regel 70 til 80 pund per person (i skrivende stund
et pundet ret lavt, omkring 8,50 kroner), og det er billigt. Især
når man tænker på, at der skal redes op, plukkes blomster til
vaserne på værelset, serveres full english breakfast (eller continental,
hvis man blot ønsker det) og efterfølgende vaskes sengetøj
og håndklæder og gøres rent. Værterne burde have en
medalje for deres gæstfrihed.
The Cider House
Sarah og Michael Stone, der ejer The Cider House ved Buckland
Abbey i Devon nær Plymouth, har haft Bed and Breakfast
for Garden Lovers i mange år. Her havde jeg aldrig været før,
men sidste år var jeg så heldig. Jeg har boet mange skønne steder,
og dette sted viste sig da også at være helt i særklasse.
Tænk engang: Huset var engang en del af det syv hundrede
år gamle Buckland kloster, der i dag hører under den engelske
organisation The National Trust, der tager vare på en
mængde gamle herregårde, slotte, haver og andre seværdigheder.
De passer stederne, vedligeholder dem og åbner dem for
publikum. Både Sissinghurst, Snowshill Manor og Hidcote
Manor, som jeg senere vil fortælle om, hører under The National
Trust.
Sarah og Michael Stone købte The Cider House for femogtredive
år siden. Med udsøgt sans for omgivelserne har de
skabt en have, som falder perfekt ind i omgivelserne. Græssende
heste, høns og ænder er en del af sceneriet, der fortæller, at
man nu virkelig er in the countryside.
Hvor er det skønt, at der findes mulighed for at bo på sådanne
steder. Jeg føler mig altid så velkommen, når jeg bor på Bed &
Breakfast for Garden Lovers og på B & B i det hele taget. At åbne
sit hjem på denne måde for vidt fremmede mennesker er en smuk
gestus.
Da jeg arriverede til stedet en aftenstund, var Sarah og Michael
Stone på vej i byen. Jeg fik mit værelse anvist og efter at have aftalt,
hvornår jeg ønskede morgenmad, kørte de. Ikke noget med at låse
døren. Hvor er det dejligt, når vi mennesker viser hinanden tillid.
48

49

50

Åben for velgørenhed
Haven er ikke egentlig åben for publikum, men som der er
stor tradition for i England, åbner Sarah og Michael gerne haven
for charity – altså velgørenhed. Det vil sige, at grupper kan
komme og se haven mod at erlægge et beløb, der så gives videre
til velgørende formål. Pengene indsamles af National Gardens
Scheme (NGS).
Det er Michael, der viser rundt, og som en del af arrangementet
får gæsterne altid te eller kaffe og flere slags hjemmebag.
Da jeg spørger Sarah, om det ikke er et stort arbejde,
kigger hun forundret på mig og siger: “Jamen, det er jo vores
gæster.” Dette er en del af den engelske havekultur.
Den kæmpestore køkkenhave, hvor der har været dyrket
grøntsager og blomster til husholdningen i mere end hundrede
år, er Saras område. Al mad på stedet laves helt fra bunden.
For eksempel er der altid hjemmebagt brød til morgen og ikke
mindre end fem slags syltetøj i små fine glasskåle. Det er vel
forståeligt, at jeg aldrig i livet ville bytte med de bedste femstjernede
hoteller?
Den Gule Bog
The Yellow Book er et begreb inden for engelsk havekultur. Den
udkommer en gang om året og fortæller om hundredvis af haver,
der i løbet af sæsonen holdes åbne for velgørenhed. Bogen
er så praktisk opdelt, at man både kan slå op under områder
og under datoer for at se, hos hvem og hvor havelågerne åbnes
i en bestemt periode. Mange haver åbner kun en enkelt eller få
gange om året, mens andre kan besøges efter aftale. Det koster
typisk omkring 5 pund, der så gives videre til et godt formål.
I begyndelsen var jeg lidt tilbageholdende med sådan at
kontakte folk og spørge, om jeg måtte komme og se deres have.
Men jeg fandt snart ud af, at det var helt okay, når de står i The
Yellow Book. Passer det dem ikke, siger de blot nej.
Sikke nogle omgivelser! I baggrunden ses det omkring syv
hundrede år gamle kloster Buckland Abbey. Roserne i den tidligere
klosterhave er af nyere dato. Det er nemlig ‘William Shakespeare
2000’.
51

Haveshows
Jeg elsker de engelske haveshows. The Chelsea Flower Show,
der arrangeres af The Royal Horticultural Society – RHS – finder
sted hvert år i maj, og det har det gjort siden 1913. Det er
virkelig en London-begivenhed, hvor man har fornemmelsen
af, at det halve af byen kommer for at se og blive set. Der er en
vældig hip stemning af champagne og pindemadder, hvis man
er en af de særligt indbudte. Den kongelige familie gæster som
regel udstillingen dagen før den officielle åbning, BBC sender
direkte fra stedet, og stjernekokke, modeller og skuespillere
interviewes på ethvert havehjørne.
En af mine bed and breakfast-værtinder spurgte mig en
gang, hvad jeg syntes om The Chelsea Flower Show. Jeg svarede,
at der efter min mening var alt for mange mennesker, og
at det var næsten umuligt at se blomsterne. Hun nikkede anerkendende
og svarede: “Mr. Dalby, I agree. The Chelsea Flower
Show – it’s only for the people.” De har nu en evne til at få tingene
sagt, de englændere!
Stor opfindsomhed bliver lagt for dagen i opbygningen af de mange
showhaver. Der er rigtig meget at kigge på, så jeg sætter altid en hel
dag af.
52

Mit favorithaveshow, som jeg før har agiteret for, er Hampton
Court Palace Flower Show, også arrangeret af RHS. Det løber
af stablen første weekend i juli lidt uden for London ved
Hampton Court Palace.
Hvis man har planer om selv at køre dertil, skal man sætte
god tid af, for der er med garanti alenlange bilkøer mod paladset.
Og det uanset, hvilket verdenshjørne man kommer fra.
Jeg overnatter som regel i London og tager toget derud. En
tur på godt en halv times tid. Udstillingsområdet ligger omkring
tyve minutters gang fra stationen, men er man utålmodig
eller blot lidt forlystelsessyg, kan man sejle til indgangen
på Themsen med en specialbåd, der afgår lige ved siden af banegården.
Det gør jeg som regel. En dejlig start på en garanteret
hyggelig dag!
53

Anne var ikke på samme måde som jeg vild med de store haveshows.
Hun fik kuller og tog kun med, fordi hun vidste, at
jeg elskede dem. Så da vi rejste sammen, var vi der sjældent
mere end nogle timer. Så kunne jeg se, at nu ville Anne gerne
ud på landet.
I dag, hvor jeg rejser alene, har jeg kun mig selv at tage hensyn
til, og så bliver jeg på showet, til det lukker. Der er bare så
meget at se på, og så kan man tilmed købe planter. Heldigvis
er der et sted, hvor man kan få planterne ‘passet’, mens man
handler videre. En slags plantegarderobe. Jeg ved ikke hvorfor,
men det er, som om jeg i løbet af dagen glemmer, hvor meget
jeg allerede har købt. Mine arme bliver så lange, når jeg går
mod udgangen!
The Chelsea Flower Show er først og fremmest kendt for
sine fantastiske udstillingshaver, skabt med økonomisk støtte
fra store firmaer. De er imponerende, men jeg orker altså ikke
at stå i kø i timer for blot at få et glimt af dem. Så er det meget
nemmere at komme til på Hampton Court. Måske er haverne
her ikke helt så spektakulære, men jeg glæder mig alligevel
over dem hvert år. Her er virkelig lagt fantasi for dagen.
RHS arrangerer mange haveshows året rundt. Dels i deres
store udstillingsbygning The Lawrence Hall inde midt i London
og dels ude i landet. På www.rhs.org.uk findes en fortegnelse.
Slutteligt vil jeg lige fortælle om et andet dejligt haveshow, der
også er en rejse værd. Det er Journées des Plantes på slottet
Courson lidt uden for Paris. Dette show, der tiltrækker udstillere
fra hele Frankrig samt fra Holland, Belgien og England,
finder sted hvert år tredje weekend i maj og tredje weekend i
oktober.
Især vil jeg anbefale efterårsshowet. Det har en helt særlig
stemning, for oktober er som regel noget mildere på de breddegrader
end i Danmark!
Courson er et lille privatejet slot, og det er i den omkringliggende
have, udstillerne har plads. Under og imellem store
gamle træer i de smukkeste høstfarver. Det er sådan nogle besøg,
man kan leve længe på, når man kommer hjem til Danmark,
hvor kulde og vinter måske lurer lige om hjørnet.
Forårsshowet er også skønt, men dér har jeg kun været en
enkelt gang.
En del af ideen bag The Hampton Court Palace Flower Show er,
at der bliver solgt planter. Det bliver der for eksempel ikke på The
Chelsea Flower Show.
54

55

Endnu et haveland
At denne bog kommer til at handle en del om England, står
nok de fleste klart, men jeg vil også gerne fortælle om et andet
haveland, som for mig før var et næsten ubeskrevet blad. Holland!
I forsommeren 2010 var jeg på min første længere hollandstur.
Det skyldtes, at min næste bog vil komme til at handle om
bonderoser og pæoner. Jeg havde en drøm om at se marker
fulde af pæoner ligesom de tulipanmarker, jeg så ofte havde
beundret på billeder. For at opleve en sådan frodighed måtte
jeg til Holland. Hvor ellers? Her dyrkes der millionvis af pæoner,
og hvad angår buketblomster, er Holland den største producent
i verden.
For en halv snes år siden var Anne og jeg i Holland på en kort
haverejse, men dengang rejste vi bare rundt sådan lidt på må
og få, og det var ret begrænset, hvilke haver vi nåede at se.
Derfor var det heller ikke med store haveforventninger, jeg
tog af sted igen. Først og fremmest gjaldt det pæonmarker. At
finde bugnende, blomstrende marker med pæoner viste sig
dog at blive noget sværere, end jeg havde forestillet mig. For
det, jeg ikke havde tænkt på, var, at pæonerne plukkes, når de
er i knop. Jeg forhørte mig hos pæonkyndige hollændere, som
fortalte mig, at jeg skulle lede efter gartnere, der dyrkede knolde
til havebrug. Dem fandt jeg heldigvis nogle af i Nordholland
og fik mine billeder.
56

Det er fantastisk at opleve, hvor villige folk er til at hjælpe hinanden,
hvis man interesserer sig for den samme sag – i dette tilfælde
planter. Jeg har fået mange værdifulde havebekendte og
ligefrem knyttet venskaber på tværs af landegrænser. Det er så
berigende.
Det er en af de allerdejligste haver, jeg kender. Stedets ejer,
som også er blevet en af mine gode havevenner, hedder Riet
Brinkhof. Jeg har flere gange skrevet om hende og haven på min
blog. Tuin de Brinkhof (‘tuin’ betyder ‘have’) ligger i Hernen i
det vestlige Holland, ikke så langt fra den tyske grænse.
Også i Holland er der mange haveejere, der driver bed and
breakfast, men en egentlig organisation med B & B for haveelskere
som i England findes ikke. Hvis det havde været tilfældet,
ville stedet – som jeg viser på dette og de næste opslag – været
selvskrevet.
I Riet Brinkhofs have er der virkelig mange roser. På forrige side er
det ‘Louise Odier’. Herunder i øverste venstre hjørne ‘Albertine’, op
ad lysthuset ‘Trier’ og under det ‘Dainty Bess’.
57

58

59

At Anne og jeg ikke havde særlige planer, første gang vi var i
Holland, er nu ikke helt rigtigt. For en god fælles haveven, Marian
Haugaard Steffensen, hvis have jeg har beskrevet i Drivhusdrømme,
havde fortalt os om Riet Brinkhofs helt særlige sted. Så
det skulle vi se.
Da vi kom frem, viste det sig, at haven var lukket. Det var en
stor skuffelse, men vi gav ikke sådan lige op. Heldigvis var Riet
Brinkhof hjemme. Vi skruede charmen på og, jo, vi måtte gerne
se haven. Det var en oplevelse. En fredfyldt oase inde midt i en
lille hollandsk landsby. Nabo til kirken og med to hvide geder
på græsplænen. En rigtig cottage garden var det, og vi var aldeles
betagede.
Riet Brinkhof gik og lugede i haven, men da hun ikke kunne
undgå at høre vores begejstrede gisp og udbrud – “næh” og “ih”
og “åh” – faldt vi snart i snak. Vi havde jo netop det vidunderlige
interessefællesskab, som gør, at afstanden mellem mennesker
uanset sprog ikke er lang.
Det stod os hurtigt klart, at vi alle tre var lige nørdede, hvad
angik planter og blomster. Kaffen kom på bordet, snakken gik,
og det blev nogle uforglemmelige timer. Da vi tog afsked, lovede
vi snart at komme igen, men det gik desværre ikke sådan.
I årene fremover blev det England, Anne og jeg rejste tyndt.
Vi talte flere gange om at tage tilbage for at se Riet Brinkhofs
dejlige have, men vi nåede det ikke.
60

Ganske vist havde jeg jo denne gang et ærinde – pæonerne –
men jeg kunne ikke forestille mig at tage til Holland uden igen
at besøge Riet Brinkhof.
I mellemtiden havde hun åbnet bed and breakfast, så her
skulle jeg selvfølgelig bo. Til gengæld er haven ikke længere
åben for publikum. Gennem mere end en snes år er folk kommet
langvejs fra for at se denne særlige plet. Uge efter uge er der
kommet busser med haveturister fra hele Europa og også fra
USA og andre fjerne lande.
Men nu er det slut med de mange besøgende. “I dag dyrker
jeg haven ene og alene for min egen skyld”, siger Riet. “Og så
selvfølgelig for vore overnattende gæsters.” Vil man opleve stemningen
og stedet, er der altså den enestående mulighed, at man
kan booke værelset (der er kun ét) og på den måde få en ‘fribillet’
til paradis.
Det er trist at måtte sige det, men jeg er sikker på, at der fremover
bliver færre og færre af de små tætpakkede og atmosfærefyldte
åbne haver som Riet Brinkhofs. Der er så meget arbejde forbundet
med denne havestil, at det er de færreste mennesker i vore
dage, der har mulighed for at skabe sådanne steder. Jeg er ikke i
tvivl om, at mange har lyst, men tiden … Den kniber det med.
Selvfølgelig ser vi nye steder dukke op rundtomkring, men
hvis der samtidig er flere, der lukker, kan man godt regne ud,
hvor det bærer hen. I de små femten år, jeg har rejst rundt i
Europa for at se på haver, har der været en helt klar tendens. Der
bliver længere og længere imellem de private blomsterorgier.
Så derfor kan jeg kun sige: Skynd jer at komme af sted! De
store slotte og herregårde med imponerende haveanlæg forsvinder
ikke lige sådan. Men privathaverne, som jeg synes allerbedst
om at besøge, lukker hen ad vejen ned. I bedste fald skifter de
karakter til noget, der er mindre pasningskrævende.
På opslaget side 58-59 ‘Sharifa Asma’ i forgrunden. På forrige
side er det ‘Louise Odier’ og herunder ‘Astrid Lindgren’ i et smukt
partnerskab med den lette sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata.
61

At bo hos Riet har været forbundet med rigtig mange fordele.
Ikke blot er forplejningen, som jeg vil vende tilbage til om lidt,
sublim, men Riet er også blevet en uundværlig døråbner for mig.
Qua hendes omfattende bekendtskaber er mange havelåger blevet
lukket op, så jeg har besøgt haver, som normalt ikke er åbne
for publikum.
Den store fordel ved Holland er, hvis man sammenligner med
England, at afstandene er så korte og vejnettet rigtigt godt. Derfor
er det hurtigt at komme fra det ene sted til det andet. Koncentrationen
af gode haver er faktisk endnu større end i England,
og jeg glæder mig meget til, i årene fremover, at udforske
Holland yderligere.
For et lille års tid siden blev jeg opmærksom på et rigtig dejligt
hollandsk havemagasin – De Tuin Exclusief – og det kan jeg absolut
anbefale til alle, der vil fordybe sig lidt mere i den hollandske
havekultur. Det udkommer fire gange om året, og det første
nummer så dagens lys i 2000. Jeg blev så begejstret for det eksemplar,
jeg modtog, da jeg tegnede abonnement for et års tid
siden, at jeg resolut bestilte samtlige numre, fra det udkom.
Via dette magasin er jeg blevet opmærksom på en mængde
dejlige haver, og jeg håber at gæste en del af dem over de næste
år.
Heldigvis er De Tuin Exclusief rigt illustreret med fine billeder,
for jeg kan ikke hollandsk. Det vil sige, nogle ord er næsten de
samme som på dansk, og sammenholdt med de latinske plantenavne
kan man godt forstå lidt.
Jeg holder mange magasiner for hele tiden at være opdateret
om, hvad der sker inden for planteverdenen. Især vil jeg fremhæve
to engelske magasiner, som jeg nødigt ville undvære. Det
er The English Garden og Gardens Illustrated.
Grønne haver
Hollænderne er utroligt gode til at anvende grønne elementer i
haven. Man kan se, hvordan de i høj grad gør brug af lave buksbom-
og takshække til omkransning af bede. De er i det hele taget
vilde med – og gode til – at formklippe. Ikke på den japanske
måde med asymmetriske træer (som efter min mening er
pænest i Japan), men i stramme former som kugler og kasser.
Noget helt særligt er de formklippede træer, der står side
om side med flade, skærmformede lodrette kroner, der når
sammen. De ses i rigtig mange forhaver, og alle, der har rejst i
Holland, ved, hvad jeg taler om. Også træer med paraplyform
ses mange steder, og det undrer mig faktisk, at disse formklippede
træer endnu ikke har fundet vej til Danmark. De passer
nemlig meget fint til vores nordiske stil. Især er avnbøg en art,
som man ofte ser som formklippet.
62

Et veldækket bord
At Riet har en æstetisk åre ud over det sædvanlige, kan ses i
alt, hvad hun foretager sig. Når man er gæst hos hende, bliver
der virkelig kræset. Et morgenbord som det viste er da fantastisk.
Bemærk, at selv klematisblomsten i vasen er kommet
med på menukortet. Hvis vejret er til det, serveres morgenmaden
i haven, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har
valgt verdens bedste arbejde.
Når jeg er på rejse, er det som regel ved morgenbordet, jeg
skriver dagens første indslag til bloggen. Så fortæller jeg om,
hvad jeg foretager mig, og lægger billeder på af nogle af de
mange spændende steder, jeg gæster.
63

Havehjælp
Når jeg kan ‘tillade’ mig at rejse så meget rundt og se på andre
haver, skrive om dem og fotografere, er det, fordi jeg har dygtig
og megen kompetent hjælp hjemme i min egen have. Før
i tiden klarede jeg det meste selv, men det ville være komplet
uoverkommeligt i dag. Også selv om døgnet havde seksogtredive
timer.
Man kan hurtigt blive offer for ‘de ugjorte tings tyranni’,
hvis man kommer bagud, og med den type have, jeg har valgt,
kan skaderne hurtigt blive næsten uoprettelige: krukkeplanter,
der går til af vandmangel; høje planter (for eksempel riddersporer),
der knækker, fordi de ikke er blevet støttet i god
tid; eller planter, der skranter, fordi de ikke har fået gødning.
I haven her skal der være rimeligt tjek på tingene, men jeg
udøver ikke ordenstyranni. Hvis en plante pludselig dukker
op i en flisefuge, får den ofte lov til at blive stående, og jeg dyrker
gerne planter fra grøftekanten. Det er noget af en balancegang.
Jeg har oplevet flere haver, der har været helt charmeforladte
på grund af alt for megen pillen, nippen og nussen. Der
må ikke gå rengøringsvanvid i det hele; det er trods alt natur,
vi har med at gøre. Og den skal i nogen grad have lov til at udvikle
sig på egne præmisser.
Mine havefeer
Jeg er så heldig, at Ana og Katja, mine to gartnere – eller havefeer,
som jeg også kalder dem – har samme grundholdning til
haven som jeg. At den skal have lov til at være lidt småvild, at
planterne helst skal væve sig ind i hinanden, og at vækster, der
sår sig selv, af og til skal have lov til at blive stående, fordi de
har kæmpet sig frem til overlevelse mellem alle de øvrige planter.
Måske skal der tyndes ud i dem, så de ikke står og trykker
hinanden og ender som nogle små pyslinge.
Ana og Katja har begge kreative baggrunde. Ana er uddannet
keramiker, og Katja er reklametegner. Dette blot for at fortælle,
at ingen af os er gartnere. Den kunnen, vi gør brug af,
har vi tilegnet os. Med andre ord: learning by doing.
Det er et privilegium, og bestemt ikke nogen selvfølge, at
have kreative og dygtige medarbejdere. Ana og Katja følger i
lige så høj grad med i havens udvikling som jeg, og vi bliver
lige euforiske, når en ny plante springer ud. “Kom og kig,” kalder
vi ofte på hinanden. Der er og skal være tid til at vegetere
og nyde.
Den forgangne sæson har vi også haft hjælp af Dave, der er
Katjas kæreste. Han er englænder og har gennem flere år arbejdet
som gartner i England.
Om morgenen går vi ‘stuegang’, som vi kalder det. Stille
og roligt slentrer vi rundt for at se, hvad der er sket i nattens
løb. Og så taler vi om dagens gøremål; hvad der skal laves. Det
kræver overblik og teamwork at passe så stor en have.
Men – det skal lige tilføjes – jeg nøjes nu ikke med som en
anden herremand at se til, at ‘folkene’ arbejder. Mine stjernestunder
har jeg, når jeg selv er i haven og får jord under neglene.
Sommerferierne kan være ren afslapning. Ingen rejser,
64

lot gøremål i haven. Fra tidlig morgen til sen aften. At gå ude,
til det er helt mørkt, er en lise for sjælen. Og når vejret ikke arter
sig, er der altid nok at gøre i drivhusene.
Ingen nemme løsninger
Min have er ikke nem, og det ønsker jeg heller ikke, at den skal
være. Pasningsfrie haver findes ikke, men man kan godt tilrettelægge
sin have, så den ikke kræver konstant overvågning. Så
skal man dog ikke regne med – som det er hos mig – at der er
noget i blomst gennem otte måneder.
Anne sagde: “Min have skal være som et vandorgel, hvor
den ene bølge bestandigt afløser en anden.” Det er et meget
smukt billede på den udvikling, der sæsonen igennem finder
sted i haven. I foråret vokser narcisserne og tulipanerne op,
blomstrer og visner ned. Imens er stauderne på vej i flere tempi,
dernæst sommerblomsterne, liljerne og dahlierne. Tilrettelægger
man det på den rigtige måde, kommer planterne i store
bølger.
Man kan især om foråret kigge ind i min have fra vejen og
skoven, og jeg falder ofte i snak med folk, der lægger vejen forbi.
Mange siger, at det spændende ved min have er, at der hele
tiden er noget nyt at se på. Sådan bør det være i enhver have,
synes jeg.
Fra venstre: Katja, Ana og Dave. Uden flittige, entusiastiske og
vidende mennesker omkring mig ville jeg være fortabt. De er der
altid i kulissen.
65

Uønskede vækster
Da jeg udgav Den levende have, anmeldte Søren Ryge Petersen
den meget flot i Politiken under overskriften “Båret af glæden”.
Det blev jeg både glad for og stolt over. For det er jo det,
det handler om – glæden! Men Søren havde også en anke:
“Jeg ville gerne have haft bare lidt mere ukrudt – sådan for
troværdighedens skyld.”
Faktisk er ukrudt – eller uønskede vækster, som jeg plejer at
kalde dem – ikke det store problem her i haven. Vel skal der luges,
og det synes jeg er et hyggeligt arbejde. Ned med en pude
under knæene og så i gang. Om vinteren er det dejligt at luge
– græstotter, hønsetarm, hyrdetaske, og hvad det ellers hedder.
Det gælder om at få taget planterne, mens de er små, og i hvert
fald inden de kaster frø. Derefter i gang med den lille håndkultivator
og til sidst den større på skaft. I den tidlige vinter, før
løgspirerne titter frem, er den fin. Senere, når de små grønne
spidser viser sig, finder jeg ‘krogen’. Det er oprindeligt en kultivator
med tre tænder, hvor vi har fjernet de to, så der kun er
én krog tilbage. Den er god at manøvrere rundt med og kradse
op i jorden med uden at komme til at skade for meget. Et hakkejern
bruger vi aldrig. Der er ganske enkelt ikke plads.
Vi luger selvfølgelig hele sæsonen, men en vinterlugning og
en mere i det tidlige forår gør, at vi undgår store invasioner senere
på året. Det skyldes også, at vi bor op ad skoven, for herfra
er det sparsomt, hvad der kommer flyvende ind i haven.
Bor man på landet, kan det ikke undgås.
Skvalderkål
Hvis der er noget, som kan få haveejere op af stolen, er det
skvalderkål, som jo er en villig staude med bunddækkende løv
allerede fra det tidlige forår. Og først på sommeren får den de
smukkeste hvide skærmblomster, der er så fine i blandede buketter.
Mange tror, at skvalderkål er en naturlig del af den danske
flora. Men det er ikke tilfældet. Den kommer fra Centralog
Østeuropæiske løvskove og blev omkring 1500-tallet bragt
hertil af munke. De dyrkede den i klosterhaverne på grund af
dens helbredende virkning. Plantens latinske navn er Aegopodium
podagraria, og artsnavnet ‘podagraria’ fortæller, at planten
blandt andet blev anvendt til helbredelse af podagra. Også
mod gigt siges den at have været et virksomt middel.
Jeg var så heldig at overtage en have stort set uden skvalderkål.
Der var enkelte pletter rundtomkring, men dem har vi
næsten udryddet. Ét sted havde vi dem dog, og det var langs
med alleen ind mod naboen, hvorfra den kom krybende under
hækken.
Sidste år blev det for meget for Ana, som derfor gennem
flere dage minutiøst gravede bedet igennem med en greb og
gjorde en stor indsats for at fjerne alle rødderne. Heldigvis er
rødderne nemme at kende – hvide og lange, omtrent som spaghetti.
Alle, der har forsøgt at udrydde skvalderkål, ved, at det
er fuldstændig umuligt at få alle rødder med. Blot en ganske
lille tilbagebleven rodstump i jorden kan skyde, og så skal man
i gang igen.
Heldigvis var jorden nu så løs og gennemarbejdet, at det
var forholdsvis nemt at grave de rødder op, der begyndte at
skyde i foråret. Det er altid spændende at se, hvor mange skud
der kommer. For at undgå, at skvalderkålen igen sniger sig ind
under hækken, har vi gravet en 70 til 80 cm dyb rende, dækket
kanten med et dobbelt lag fiberdug og kastet jord på igen.
Mennesker, der har forstand på den slags, siger, at man
skal et par meter ned for at være sikker på at holde skvalderkålen
stangen. Men så dybt orkede vi altså ikke at grave. Bedet
er nemlig omkring hundrede meter langt, og desuden kunne
vi ikke komme længere ned på grund af den gamle bøgehæks
rødder.
Jeg føler virkelig med dem, der overtager en gammel have invaderet
af skvalderkål. Drejer det sig om flere hundrede kvadratmeter,
er det et næsten uoverkommeligt arbejde at fjerne
det. Her er den eneste udvej at dække stykket med kraftig sort
plastic for at forhindre, at planterne får lys. Med sådan en behandling
giver selv skvalderkål – men også alt andet i bedene
– fortabt. Desværre går der hele to år, før plasticdækket igen
kan fjernes.
Det bedste er at forsøge at fjerne skvalderkålen i etaper,
hvor man absolut ikke kan udholde den. Heldigvis er der nogle
planter, skvalderkålen kan leve i fin samdrægtighed med. Det
gælder for eksempel hosta, pæon og høstanemone, der er meget
stærke planter, når de først får fat. Ved plantningen gælder
det om først at grave et pænt stort hul og fjerne skvalderkålrødderne.
Derefter skal man – indtil planten er kommet godt
i vækst – hele tiden plukke de skud fra skvalderkålen, der helt
sikkert dukker op.
66

67

68

Narcisser
Ser man på billederne i de næste kapitler, vil det være tydeligt,
at haven om foråret er et sandt orgie af forårsløgvækster. En
overflod af noget af det skønneste, man kan berige sin have
med – narcisser, tulipaner, hyacinter, perlehyacinter, vibeæg
og prydløg. Jeg er en rigtig løgfrådser og kan ganske enkelt
ikke få for mange.
Når de første narcisser og de tidlige tulipaner springer ud
som akkompagnement til bøgeskoven, er vinteren for alvor
glemt. Nu kan det kun gå fremad …
Narcisser er noget af det nemmeste, man kan have med at
gøre. Især hvis man har en god muldrig, ikke for sur jord. Så
er man sikret et flor, der kun bliver rigere år for år. Og at der
er så utroligt mange forskellige narcisser at vælge imellem, gør
kun oplevelsen endnu større.
Efterhånden er udbuddet i de almindelige havecentre rimeligt
omfattende, og flere af de sorter, jeg nævner i dette afsnit,
vil kunne fås der. Ellers prøv www.vildmedblomster.dk, der er
min leverandør.
Det er en god idé at spørge efter det, man ikke ser på hjemmesiden.
Haven får en ganske særlig stemning, lige når bøgeskoven grønnes.
Løvets sarte nuance passer perfekt til alle narcisserne, der netop
på dette tidspunkt er på deres højeste. I dagene, hvor dette
naturmirakel finder sted, kan jeg ikke lade være med bestandigt at
nynne “Kom maj du søde milde”.
69

En blomstereng
Grønne plæner med gule påskeliljer er noget af det mest engelske,
der findes. I det hele taget er englænderne gode til at kombinere
græs og løgvækster, og jeg forstår ikke, at man ikke ser
det noget mere herhjemme. Det skyldes måske, at græsset da
først må klippes hen omkring sankthans. Personligt kan jeg
vældig godt lide, når græsset bliver så langt, at det får en engagtig
karakter. Når englænderne lægger løg i deres plæner, friholder
de som regel nogle gange, som de slår, mens resten med
løgene i altså får lov til at gro.
At man ikke bare kan begynde at slå hele plænen, når løgene
er blomstret af, hænger sammen med, at løgvæksternes
blade og stængler skal have lov til at visne ned og på den både
bringe kraft tilbage til løgene. Tager man det grønne for tidligt,
risikerer man, at der ikke kommer blomster næste år. Efter
afblomstring er det dog en god idé at knække frøstandene
af stænglerne. Derved undgår man, at planterne bruger unødige
kræfter på at sætte frø. Dette gælder især for narcisser og
tulipaner.
Jeg har ikke nogen plæne, så jeg lægger løgene i bedene,
hvor stauderne senere kommer op og dækker eller i hvert fald
tager opmærksomheden fra de nedvisnende løgtoppe.
I halvskygge
De fleste af mine narcisser står i halvskygge ind mod skoven,
fordi blomsterne lyser så fint op der. Der er lidt vildt og oprindeligt
over mange af narcisserne, og derfor synes jeg ikke, at
de skal paradere i havens fremmeste og mest solrige bede. Dér
kommer de farverige tulipaner lidt senere.
I den svale skygge holder blomsterne ekstra længe, og hvis
man vælger typer med varierende blomstringstid, kan man få
floret til at strække sig over seks-syv uger. Generelt kan siges,
at de påskeliljeblomstrende narcisser kommer først og pinseliljerne
til sidst.
70

De påskeliljeblomstrende
Når jeg bruger betegnelsen ‘påskeliljeblomstrende’ og ikke blot
påskeliljer, er det med velberåd hu. For her tænkes ikke på den
almindelige gule påskelilje, som simpelthen er for opmærksomhedsvækkende
– nærmest nettogul. Bladrer man i bogen,
vil det være tydeligt, at jeg holder meget af gule nuancer, men
de udvælges med omhu. Den varme gule er ikke lige min kop
te. Derimod anvender jeg med stor glæde de koldt gule blomster,
de måneskinsgule og de cremede. Det hænger sammen
med, at de passer så godt til alt naturens grønne.
Jeg er rigtig glad for ‘Spellbinder’. Af form ligner den fuldstændig
den vanlige påskelilje, og hvis man ikke er meget
skarpsynet, vil man sikkert tro, det er den. Men nej, denne er
en smule mere citrongul, hvor den almindelige går mere mod
appelsin. Forskellen er ikke stor, men den citrongule har lige
‘det’, der gør, at den virker rigtig.
En af de narcisser, jeg også holder utrolig meget af inden
for denne gruppe, er ‘Mount Hood’. I udspring er røret cremegult,
men efterhånden som blomsten ældes, bliver det helt
hvidt. Uanset stadiet har den et meget distinkt udseende. En
anden narcis, der minder om ‘Mount Hood’, men bevarer røret
gult, er ‘Ice Follies’.
Lidt mere ‘farvefræk’ er ‘Hollywood’. Den adskiller sig fra
de øvrige ved, at røret er orange. Det giver den lille afvigelse,
der nogle gange er godt, når man planter så udpræget tone i
tone, som jeg gør. Især synes jeg, at den orange er et flot modspil
til de purpurfarvede tulipaner, jeg har plantet mellem narcisserne
i det store skovbed.
Endelig skal ‘Lemon Beauty’ nævnes. Som enkeltstående
blomst er den lidt speciel, men i den store sammenhæng passer
den perfekt. Det lidt ‘abnorme’ består i den bølgede midte,
men den lysegule, let changerende tone er en fin pendant til de
øvrige narcisser.
Der er så mange pragtfulde narcisser. På forrige side er det fra
venstre ‘Ice Follies’ og dernæst ‘Hollywood’. Herunder ses fra
venstre ‘Spellbinder’, ‘Mount Hood’ og ‘Lemon Beauty’.
71

Mininarcisser
Alle kender de små minipåskeliljer ‘Tete-a-Tete’, som efter min
mening også er for gule. Men der findes et par andre, som er
helt bedårende. Den lille ‘Hawera’ kan godt minde om ‘Tetea-Tete’,
men man kan sagtens se forskel. Den lysegule farve og
det korte rør gør den til det, englænderne kalder for a must
have plant – en må ha’-plante.
En kridhvid narcis med lidt større hoveder end ‘Hawera’ er
‘Thalia’. Den har næsten vandrette kronblade, så det ser ud,
som om den svæver.
En tredje lille narcis, jeg dyrker, er ‘Avalanche’. Den har
omtrent samme højde som ‘Hawera’ og et citrongult kort rør.
De afrundede kronblade minder en del om pinseliljens.
Endelig skal ‘Silver Chimes’ nævnes. Den er hvid med et
svagt gult rør.
Billederne her viser nogle af alle de små diskrete narcisser, der er
så attråværdige: Herover er det ‘Thalia’. På næste side, øverst fra
venstre, ses ‘Hawera’ og ‘Avalanche’ og derunder ‘Thalia’ og ‘Silver
Chimes’.
72

73

74

Tazetnarcisser
Mon ikke de fleste kender juletazetter? Disse fine velduftende
blomster, som man kan nyde til jul. Det er fantastisk at se,
hvor hurtigt løgene udvikler sig inde i varmen. Lægger man
dem i sand og vander jævnt, går der ikke mere end en måneds
tid, før de dobbelte blomster springer ud og spreder velduft
over hele huset.
Juletazetter tåler ikke frost og kan derfor ikke plantes i haven.
Men der findes en sort, ‘Cheerfulness’, som minder meget
om dem. De har også dobbelte blomster og giver en tiltrængt
variation mellem de enkelte narcisser. Det hedder sig, at tazetnarcisserne,
som de hedder, ikke er helt hårdføre, men jeg har
dyrket dem i mange år.
Pinseliljer
I gamle dage så man pinseliljer i stort set alle haver, i hvert fald
på landet, men i dag er det sjældent at støde på dem. Det er
både trist og underligt, for de har så mange fortrin, at jeg slet
ikke kunne forestille mig et forår uden. For det første hører de
med deres lange slanke stængler og smukt runde kronblade og
diskrete, men markante midte til de mest graciøse inden for
narcisserne. Dernæst – og det er bestemt en meget vigtig pointe
– dufter de guddommeligt. Og endelig er det som nævnt de
sidste narcisser, der springer ud, samtidig med at tulipanerne
er ved at begynde. Enkelte tulipaner har dog lige overhalet flere
af narcisserne indenom. Det er de botaniske tulipaner, som
jeg omtaler på side 78-80.
Narcisløg kan ikke lide at stå for klemt. Derfor deler jeg
dem inden lægningen, så jeg kan vente yderligere et år med at
grave dem op. Det er nemlig sådan, at narcisløg har godt af at
blive gravet op, delt og lagt igen mindst hvert femte år. Hvor
man første år lagde et løg, kan der nemt efter fem år være en
femten-tyve løg tæt samlet i en klump. Og hvis de ikke bliver
skilt ad, vil de efterhånden blive så ‘trykkede’, at blomstringen
udebliver.
Af denne grund er det også vigtigt, at løgene ikke lægges for
tæt. En afstand på 15-20 cm er passende. Er man flittig med at
grave op, dele og plante igen, kan man snart få en hel bestand.
Løgene lægges i en dybde svarende til tre gange højden. Det
samme gælder for øvrigt for mange løgvækster: De må ikke
lægges for øverligt.
De lærde siger, at narcisløg helst ikke må lægges senere end
september, fordi de så ikke kan nå at udvikle rodnettet for
blomstring. Jeg må indrømme, at jeg nogle år har lagt narcisløg
i både oktober og november samt en enkelt gang i december,
og det er gået fint alligevel. Men optimalt set skal man nok
ikke strække lægningen meget længere end oktober.
Lægning af løg
Løgvækster formeres i reglen ved, at løgene deler sig. Og narcisser
bliver hurtigt til flere på denne måde. Når man betragter
narcisløg, vil man se, at der ofte er et stort midti og et mindre
på hver side. Sidstnævnte er ‘børnene’. Man kan roligt skille
børnene fra moren ved at brække dem forsigtigt af og lægge
dem i jorden hver for sig. Det er ikke sikkert, at de små løg
blomstrer første år, men sæsonen efter gør de.
Øverst til venstre: De smukke tazetnarcisser har den mest delikate
duft. Det samme kan siges om pinseliljerne. Øverst fra venstre ses
‘Cheerfulness’ og ‘Verger’. Nederst er det ‘Recurvus’.
75

Tulipaner
Tulipaner er noget af det mest luksuriøse, der findes. Alene
bladenes knitren, når man sætter en buket i vand, er uimodståelig.
Her skal det dog indskydes, at jeg aldrig nænner at
plukke af tulipanerne i haven, for så kommer de med garanti
ikke igen året efter. I stedet køber jeg den ene buket efter den
anden.
Faktisk er det noget af et lykketræf, hvis man ser tulipanerne
mere end én sæson. Jeg plejer at sige, at man sjældent
skal regne med mere end én blomstring, men blot blive positivt
overrasket over dem, der viser sig igen. For mange tulipaners
vedkommende må man kalkulere med, at mellem femogtyve
og halvtreds procent forsvinder hvert år. Og så skal der jo
ikke megen hovedregning til for at finde ud af, at de fleste er
væk efter et par år eller tre.
De standhaftige
Det er en kendt sag, at de store gule og røde tulipaner, ‘Gul
Apeldoorn’ og ‘Rød Apeldoorn’, kommer igen og igen år efter
år, så det er disse sorter, man skal satse på, hvis man ønsker
standhaftige tulipaner. Farvemæssigt er det nok ikke dem, de
fleste går og drømmer om, men jeg synes nu mere, det er tulipanernes
størrelse, der er problemet. De bliver så store, og især
hvis de står sammen med andre tulipaner, kan de virke som
kæmper.
Jeg har dog set fine eksempler på anvendelsen af ‘Apeldoorn’-tulipaner.
Blandt andet hos Anne og Carsten Mortensen
på Fyn, som jeg skrev om i Havedrømme. Hos dem vokser
de gule tulipaner i plænen i samspil med græsset, der får lov at
gro op. Sammen med mælkebøtter og forsytia udgjorde de et
helt drømmesyn. Et eksempel til efterfølgelse, hvis man har en
naturgrund.
Vi går ikke sådan og pjatter med det, når vi lægger tulipanløg! Her
er det blot to farver – pink ‘Barcelona’ og purpur ‘Recreado’ – som
er lagt i pletvise grupper med en halv snes stykker i hver.
76

77

Botaniske tulipaner
Heldigvis er der også arter og sorter i mere diskrete farver,
som viser sig flere år i træk. Det gælder blandt andet vildarterne,
som også kan så sig, hvis man er heldig. Når de kommer
igen og igen, skyldes det ganske givet, at de ikke har været
underlagt forædling. En af dem, jeg har haft i mange år, er den
lille fine 10-15 cm høje Tulipa turkestanica, der, som artsnavnet
fortæller, gror vildt i Tyrkiet samt i Iran og Centralasien.
Her findes den i bjergrige egne, og jeg kan nemt forestille mig,
hvordan det ser ud, når den blomstrer. Når solen skinner, åbner
blomsterne sig mod himlen og ligner små gulhvide stjerner.
Så er der sikkert ikke mange, der tænker på den som en
tulipan. Men det er det altså. Endda den første, der springer
ud i min have – som regel i slutningen af marts.
En anden vildart, som også er flink til at komme år efter år,
er Tulipa fosteriana, der stammer fra nogle af de samme områder
som T. turkestanica. T. fosteriana er flittigt blevet brugt i
forædlingsarbejde, og den er da også en af forældrene til førnævnte
‘Apeldoorn’-tulipaner. Kendetegnende for mange af
fosteriana-tulipanerne er, at de bliver ret store, og derfor kalder
man dem også ofte for ‘Emperor’-tulipaner.
Med hensyn til størrelse er T. fosteriana ‘Concerto’ dog en
undtagelse. Den bliver blot omkring 30-40 cm høj. Med sine
flødefarvede blomster passer den perfekt sammen med T. turkestanica.
‘Concerto’ springer som regel ud få dage efter T.
turkestanica, og fordi formerne er så vidt forskellige, komplementerer
de hinanden fint. Også ‘Concerto’ åbner sig og lader
kronbladene bøje ryg, når solen viser sig. Man kan ligefrem se,
hvor meget blomsterne nyder at blive solbadet indvendigt.
T. turkestanica og ‘Concerto’ blomstrer hen ved en måned,
og så lang en blomstringstid er det de færreste tulipaner, der
kan mønstre. Det skyldes, at de blomstrer så tidligt, hvor det
stadig er forholdsvis koldt, og det virker jo forlængende på
blomsternes holdbarhed.
Øverst til venstre ses T. turkestanica. Det er også den, der ses i
forgrunden på billedet til højre. I baggrunden på det højre billede
og på billedet på næste side er det ‘Concerto’.
78

79

Den bedste hvide
Når T. turkestanica og ‘Concerto’ bukker under og smider
kronbladene, er en anden hvid til flødefarvet fosteriana-tulipan
klar til at tage over sidst i april. Blomsten ligner ‘Concerto’
en del, men bliver noget højere. Denne tulipan hedder ‘Purissima’,
men man ser den også af og til omtalt som ‘White
Emperor’. Uanset navn siger mange, at det er den bedste hvide
tulipan. Hvid vil jeg nu ikke kalde den, men cremefarvet. Og
inden for denne tone findes der ingen bedre.
Jeg holder meget af at kombinere tulipaner og narcisser,
fordi de med deres formmæssige forskellighed skaber den variation,
der er så nødvendig. Især hvis man som her planter
inden for en meget snæver toneskala. Den påskeliljeformede,
men helt hvidgule narcis ‘Mount Hood’, som jeg har nævnt
tidligere, springer som regel ud ganske få dage før ‘Purissima’,
og så er der ikke et øje tørt. Dernæst følger en del af de andre
narcisser, og de blomstrer om kap i to-tre uger.
‘Purissima’ herunder går for at være den bedste hvide tulipan
overhovedet. Deri er jeg meget enig. Blot vil jeg nærmere betegne
farven som creme. Men det er en detalje.
80

En af mine yndlinge
Nu er vi ved at være henne i sidste halvdel af april, og selv om
det snart er en måned siden, de første små tulipaner sprang
ud, er der endnu én af de cremehvide, som blot står i knop.
Den glæder jeg mig altid til, for det er absolut min yndling
inden for de lyse. ‘Spring Green’ hedder den, og jeg kan ikke
forestille mig et mere velvalgt navn. Grøn som foråret – det er
lige netop, hvad den er.
‘Spring Green’ er den mest populære og udbredte sort inden
for viridiflora-tulipanerne. Kender man blot en smule til latin,
vil man vide, at viridis betyder grøn, og det kendetegnende ved
disse tulipaner er da også, at de alle har grønstribede kronblade.
De blomstrer ret sent – fra begyndelsen af maj og små tre
uger frem – og er ret robuste. Det betyder, at man oftest har
glæde af dem flere år i træk.
Jeg har et meget svagt punkt, når det gælder grønne blomster,
for de kan indpasses alle steder. Og muligheden for de
smukkeste kombinationer med bladplanter og andre lyse tulipaner
og narcisser ligger lige for. En af de kombinationer, jeg
synes er helt unik, og som jeg i al ubeskedenhed vil nævne,
at jeg selv har fundet på, er ‘Spring Green’ i samspil med Iris
pseudacorus ‘Variegata’. Den sammensætning er på én gang
både diskret og opsigtsvækkende. Men der er mange muligheder
for fine plantekompositioner. Billederne herunder og på
næste opslag viser nogle af dem.
Det er svært at vælge mellem de utrolig mange tulipaner, der
findes. På min egen topti-liste ligger ‘Spring Green’, der ses på
billederne nedenfor, højt på listen. En kombination af ‘Spring
Green’ og den stribede iris herunder er meget fin.
Se også billederne på næste opslag, hvor ‘Spring Green’ er
anvendt i forskellige sammenhænge.
81

82

83

Hvid og gul
Hvis der er to farver, som klæder hinanden, er det hvid og gul.
Og en god gul plante er den gammelkendte forårsvortemæk,
Euphorbia polychroma. Jeg tror, at den på grund af sin farve er
gået lidt af mode. Planter man den i et for blandet selskab, er
den da også en outsider, men sammen med hvid er den utrolig
smuk. Ikke blot fordi de to farver klæder hinanden så godt,
men også fordi forårsvortemælken har en meget harmonisk
halvbueformet vækst, der virker helt skulpturel. Når den er
vokset til, dækker den for tulipanløvet og stænglerne.
Billederne her viser, hvordan jeg bruger den samme plante
gentagne gange – et princip, jeg altid anvender, når jeg komponerer
et bed. I ældre havebøger står der ofte, at man skal plante
store enkeltstående grupper. Men de bøger havde jeg altså
ikke læst, da jeg begyndte at anlægge have!
Tænk på naturen. Dér ser man jo heller ikke én gruppe
med valmuer, én med margueritter og én med kornblomster.
Ude på mark og eng står de blandet, og derfor tilplanter jeg
også mine bede på den måde.
At gøre sig umage
Noget af det, der virkelig driver mig og gør, at jeg aldrig nogensinde
bliver færdig med min have, er, at jeg hele tiden forsøger
at perfektionere billedet og skabe nye plantekombinationer.
Ikke kun farve-, men også formmæssigt. Gennem hele
sæsonen går jeg rundt med en notesbog i min forklædelomme
og noterer, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Også når
jeg rejser, har jeg bogen med. For det er i høj grad i andres haver,
jeg får inspiration. Det kan være nye planter eller smukke
sammensætninger. Jeg kopierer aldrig direkte, men digter videre
på det, jeg ser, og prøver så at finde et udtryk, der passer
til mine omgivelser.
Der er ingen farver, der er grimme. Navnlig ikke, hvis de bliver sat
sammen, så de klæder hinanden. Hvid og gul er et partnerskab,
som får det bedste frem i begge.
84

Planter er kønnest i samspil. Og det, jeg forsøger at skabe,
er i høj grad en totaloplevelse af noget, der ikke før er set. I sig
selv er det ikke svært, for der er ikke to haver, der er ens. Jeg vil
gerne løfte tingene ud over det middelmådige, for ‘godt nok’ er
ikke nok for mig. Når man er i gang, kan man lige så godt gøre
sig umage, for livet er ganske enkelt for kort til ligegyldighed
og sjusk.
Ikke kun forårsvortemælk, Euphorbia polychroma, men alle
vortemælk – og dem er der rigtig mange af – har en helt særlig
gulgrøn farve, som kan indpasses mange steder.
85

86

Yndlingsfarver?
Ikke så sjældent bliver jeg spurgt om, hvilke farver jeg holder
allermest af. Det er et utroligt svært spørgsmål. Når det gælder
farver i haven, afhænger det i høj grad af årstiden. Om foråret
synes jeg vældig godt om hvidt, hvad denne bogs første del
også bærer præg af.
En anden yndlingsfarve er den svagt gule – den måneskinsfarvede,
som jeg ved, at jeg har været med til at åbne folks øjne
for. Mange har en idé om, at de ikke kan lide gult, og som sagt
har jeg det også lidt svært med den varmt gule. Men de svagt
gule toner hører absolut til mine favoritter.
Englænderne kalder denne kulør primrose efter blomsten
primula. Hvis man tænker på den vilde primula, som vi kalder
for kodriver, giver det fint mening, for disse blomster er
nemlig lysegule på en meget elegant måde.
Hvert år pløjer jeg adskillige – især engelske – frø-, løg- og
plantekataloger igennem, og hvis betegnelsen primrose-coloured
dukker op om en plante, jeg ikke i forvejen kender, er jeg
ikke sen til at få den bestilt hjem.
De lysegule er ligesom de grønlige blomster nemme at matche
med andre. Jeg kan slet ikke komme i tanke om en plante,
de ikke passer sammen med. Desværre findes der ikke særlig
mange helt sarte og lysegule tulipaner, men der er dog ‘Cherida’,
som er en smuk enkel tulipan, der ikke gør meget væsen
af sig. ‘Cherida’ er køn sammen med for eksempel ‘Spring
Green’. To andre sorter er den næsten liljeformede ‘Sint Pancras’
og den frynsede ‘Maja’. Det er efterhånden nogle år siden,
jeg havde dem sidst, og der er ikke en eneste tilbage nu.
Det må der rådes bod på.
‘Verona’ er en skøn lysegul til flødefarvet dobbelt tulipan,
der næsten ligner en lille pæon. Den er fin sammen med andre
lysegule løgvækster som for eksempel hyacint ‘City of Haarlem’,
se side 108-109.
Forrige side øverst fra venstre: ‘Verona’ og tazetnarcisser
‘Cheerfulness’. Til højre er det ‘Cherida’ og gul miliegræs. Nederst
ses et perfekt samspil mellem ‘Cherida’ og ‘Spring Green’. På
billedet herunder er det overvejende ‘Cherida’.
87

Mine ‘signatur’-farver
Selv om jeg er en stor ynder af hvide og lysegule forårsløgvækster,
tror jeg, at folk, der kender min have, vil betegne de lilla,
pink og purpur nuancer som mine ‘signatur’-farver. Dem har
jeg nemlig arbejdet meget med, og efterhånden er det lykkedes
at skabe nogle flotte farvesammensætninger, hvad de følgende
sider vil vise eksempler på.
Purpur og pink
Purpur og pink er spændende at sætte sammen, fordi de spiller
så utroligt godt op til hinanden. Billederne på dette opslag
viser to tulipaner inden for denne farveskala, nemlig den purpurfarvede
‘Recreado’ og den pink ‘Barcelona’.
‘Recreado’ vil altid minde mig om Anne, for første gang,
jeg så den, var i hendes have. Farven er suveræn, og det er en
uhyre sund tulipan, der dukker op år efter år. Det er et dejligt
gensyn.
‘Barcelona’ er et nyt bekendtskab, og jeg var spændt på farven,
da jeg havde købt den alene ud fra et billede. For hvis der
er noget, som rent farvemæssigt kan svinge på fotos, er det
pink, men jeg blev så glad, da den sprang ud. Nu har jeg en idé
om at lave en kombination med ‘Barcelona’ og løjtnantshjerte,
for de har nøjagtig den samme pink farve.
Som regel er jeg lidt bange for at blive snydt af en fotografisk
gengivelse. Derfor besøger jeg ofte nogle af de steder, hvor man
lægger mange tulipaner – for eksempel Egeskov Slot og Gavnø
Slot. Især på Gavnø Slot kan man hvert år se tusindvis af løg.
Tivoli er også et fint sted, men der er som regel ikke navne på,
og så er man jo lige vidt. Det er der på både Egeskov Slot og
Gavnø Slot.
Jeg har også planer om at tage en tur til Holland for at se på
tulipaner. Det må virkelig være et mekka; verdens største udvalg.
Jeg vil besøge haver, som er kendt for deres forårsflor.
På forårsturen vil jeg besøge den store og meget berømte
hollandske blomsterpark Keukenhof, hvor der efter sigende
bliver lagt omkring syv millioner løg hvert år. Det er trods alt
flere end i Risskov!
Denne kombination af purpur og pink har været vist før, men jeg
synes, den er værd at gentage. Den purpur ‘Recreado’ og den pink
‘Barcelona’ i skøn forening.
88

89

Mørke tulipaner
Det at plante tone i tone – monokromt – er et af mine kendemærker,
men af og til får jeg også lyst til at bryde lidt med
konventionerne. Sådan var det, da jeg planlagde mit skovbed i
2008. Det var oplagt, at op mod bøgeskoven skulle der lægges
masser af forårsløg – blandt andet narcisser og tulipaner.
Som bekendt fås narcisser kun inden for den hvide og den
gule toneskala, og hvis jeg så lagde tulipaner med samme farvespekter,
ville jeg ende med et bed næsten identisk med det,
jeg viste på side 78-79. Derfor fik jeg den idé i stedet at lægge
helt mørke – purpurfarvede og mørkerøde – tulipaner mellem
narcisserne, se næste opslag.
En af de selvskrevne tulipaner var da den næsten sorte eller
auberginefarvede tulipan ‘Queen of Night’. Den må der meget
gerne være mange af, og heldigvis er den flink til at komme
igen og kan i øvrigt indpasses med alle andre farver. Også med
røde og orange.
Der findes ingen mørkere tulipan end ‘Queen of Night’,
men der er andre med samme tone, som passer flot ind i selskabet.
Her kan jeg blandt andet nævne ‘Jan Reus’ og ‘Ronaldo’.
Det er noget meget distinkt over helt mørke blomster, og de
påkalder sig altid stor opmærksomhed. Den mørkeste tulipan er
‘Queen of Night’, der ses øverst til venstre. Til alt held er det en af
de tulipaner, som flittigt kommer igen år efter år. Øverst til højre
ses ‘Jan Reus’, og på næste side er det ‘Ronaldo’.
90

91

92

93

Et vildt bed og alleen
Nederst i haven ud mod vejen har jeg anlagt et bed i den lidt
vilde stil. Vildt og vildt er måske så meget sagt, for egentlig
ser det meget ‘tæmmet’ ud. Men i min bevidsthed er det dog
‘vildt’, og det skyldes måske den karakter, det havde, da vi flyttede
hertil, for da var det næsten skov. Otte meget store træer
stod der her, og det var kun i foråret inden løvspring, at vi
kunne få noget til at trives dernede – for eksempel vibeæg og
andre løgvækster. Men fra midt i maj, når løvet lukkede lyset
ude, var det sværere at få noget til at gro. Derfor levnede jeg
det ikke den store opmærksomhed, og så kom det til at se lidt
vildt ud.
Anne nævnte flere gange, at hun syntes, at træerne skulle
fældes, men i begyndelsen lyttede jeg ikke rigtigt. Det var vist
sådan en slags ‘forældreoprør’. Hun skulle jo heller ikke bestemme
det hele. Men efter et par år indså jeg, at hun (selvfølgelig)
havde ret.
Da træerne var væk, åbnede der sig helt nye muligheder.
Nu var der ikke kun basis for et flor af forårsløgvækster, men
også mange stauder ville nu kunne trives der. Jeg plantede bedet
til i samme farvetoner som førnævnte tulipaners, nemlig
pink, lilla, violet og purpur. Det er rigtigt spændende og en
sjov udfordring at bevare den samme farveholdning i et bed
hele sæsonen igennem. Helt fra foråret med løgvækster og hen
over sommeren og efteråret med stauder.
Bedet fik lov til at beholde sit lidt vilde præg, idet jeg besluttede
mig for, at det ikke skulle være et sirligt staudebed med
vækster, der skulle bindes op. Nej, hvis stauderne ikke kunne
klare sig selv her uden ekstra pleje, passede de ikke ind. Det
var mit mål at skabe et staudebed uden det store behov for
pasning. Og det er lykkedes.
Op af alleen er der også tulipaner i industrielle mængder. Det
ser temmelig imponerende ud, når de står i blomst. Noget af
en velkomst. Folk stopper da også tit op nede ved vejen og beundrer
floret.
Efter tulipanerne kommer der prydløg, se side 110-115.
Billedet herover viser et lille udsnit af det bed, som vender ud
mod vejen. Her står folk ofte i foråret og presser næsen flad mod
stakittet. Det er de naturligvis hjerteligt velkomne til.
På næste side ses, hvordan alleen tager sig ud i maj med masser
af tulipaner. Det er også ret tydeligt, at mængder af prydløg er på
vej. På billedet er de i knop, så det passer lige med, at de springer
ud, når tulipanerne takker af. Senere igen er det hortensia, som
tager over.
94

95

Lyserød og rosa
I den forholdsvis nye have omkring lysthuset valgte jeg, at bedene
skulle være lyserøde og rosa, og derfor var det tulipaner
i denne farveskala, der blev lagt her. Jeg valgte ‘Dreaming
Maid’, ‘New Design’, ‘Webers Parrot’ og ‘Baronesse’.
De tre førstnævnte sorter blev valgt ud fra, at de alle blomstrer
på omtrent samme tid, og at de i deres karakter er meget
forskellige, men alligevel supplerer hinanden. ‘Dreaming
Maid’ er lidt mørkere end de andre med lys kant og noget højere.
‘New Design’ er helt lys og nem at kende, fordi løvet har
en dekorativ hvid kant. ‘Webers Parrot’ er noget for sig, og
som navnet antyder, er det en af de såkaldte papegøjetulipaner,
der kendes på de dekorativt forvredne kronblade. ‘Webers
Parrot’ har meget store hvidrosa hoveder – så store, at de ikke
altid kan holde sig oprejste, men ofte falder ned.
Det er ikke kun tulipaners former og farver, der varierer,
men også blomstringstidspunktet. Man sondrer mellem tidligt-,
mellem- og sentblomstrende. De botaniske tulipaner,
som blev omtalt på side 78-80, hører til de meget tidlige, mens
de rosa, som jeg lige har nævnt, er mellemblomstrende. I denne
sammenhæng er det så oplagt at fremhæve en lyserød sen
tulipan – ‘Baronesse’. Den er også lagt i bedet ved lysthuset,
og det passer så fint, at når de tre mellemblomstrende sorter
– ‘Dreaming Maid’, ‘New Design’ og ‘Webers Parrot’ – kaster
deres kronblade, er ‘Baronesse’ klar.
Blomstringen kan forskydes yderligere ved at placere nogle
sorter i halvskygge og andre i fuld sol. Det giver nemt et par
ugers variation i blomstringen. Tilrettelægger man det på den
rigtige måde, kan man altså fint have tulipaner i godt og vel et
par måneder. Fra sidst i marts til begyndelsen af juni.
Et tilbagevendende spørgsmål fra gæster er, om tulipanerne ikke
kvæler stauderne, når de står så tæt. Men det har aldrig været
noget problem.
De fire forskellige tulipansorter, der er anvendt til bedet
ovenfor, ses på næste side. Fra venstre: ‘Dreaming Maid’ og ‘New
Design’. Derunder: ‘Webers Parrot’ og ‘Baronesse’.
96

97

98

Lægning af tulipanløg
Tulipanløg lægges grundlæggende på samme måde som narcisløg
– altså i en dybde svarende til tre gange løgets højde,
men gerne mere. Jeg læste på et tidspunkt en artikel i et engelsk
haveblad om en tulipanekspert, der fortalte, at han gravede
løgene omkring 40 cm ned, og at det bevirkede, at de kom
igen år efter år.
Jeg har aldrig haft mod på at afprøve teorien. For tænk, hvis
de slet ikke når at komme op til foråret! Det tør jeg ikke rigtig
risikere. Men måske skulle man alligevel prøve med en håndfuld
til næste år, for det kunne da være spændende og næsten
revolutionerende, hvis det virkede. Det er selvfølgelig ret bøvlet
at skulle grave løgene så langt ned, men lad os nu se …
Tulipanbeplantninger har det tit med at blive for pæne og
regelrette. Ofte ser det ud, som om løgene er lagt ned efter en
lineal. For at få det til at virke så tilfældigt som muligt, plejer
jeg at kaste løgene ud på jorden og grave dem ned, hvor de lander.
Det giver et virkelig fint resultat. Lægger man forskellige
løg, er det også vigtigt, at de bliver lidt blandede. Grupperne
må ikke virke alt for definerede. Det er godt med en ‘afstikker’
en gang imellem. På den måde kommer det hele til at se mest
naturligt ud.
På forrige side ses ‘New Design’, som altid er nem at kende, fordi
de grønne blade har hvide rande. Gartnerdrengen på billedet
herunder kom til at skifte plads nogle gange. Nu står han i et stort
bed ind mod skoven. Og dér bliver han!
99

Tulipaner i godt selskab
Det er trist at være alene. Også hvis man er en blomst. Bede
beplantet udelukkende med tulipaner er der ikke særlig meget
spas ved. Det kommer til at se for ‘kommunalt’ ud. Derfor
lægger jeg altid tulipanløgene imellem stauderne og glæder
mig over det gode selskab. Ikke alene ser det frodigt ud, når
stauderne omslutter tulipanerne, men det har også den fordel,
at blade og stængler skjules, når deres blomster falder.
Dette afsnit handler om nogle af de stauder, jeg ofte bruger
i selskab med tulipaner.
Chaerophyllum hirsutum var. roseum
En helt uimodståelig skærmplante på omkring en halv meter
med lyserøde blomster, som jeg for nogle år siden fandt i England.
Jeg har aldrig set den herhjemme, og den har da heller
ikke noget dansk navn. Den springer ud midt i maj, når tulipanerne
er på deres højeste. Jeg er vild med skærmplanter, fordi de
tilfører haven en særlig uformel grøftekantsstemning. De fleste
er imidlertid hvide, så jeg blev lykkelig, da jeg fandt denne.
Chaerophyllum kan frøformeres, og frøene fås hos www.
chilternseeds.co.uk – et fint engelsk frøfirma. De laver et meget
fyldigt og hyggeligt katalog. Hyggeligt, forstået på den
måde, at det er humoristisk skrevet og med megen lune. Kataloget
kan umiddelbart virke lidt kedeligt, fordi der ikke er nogen
billeder i. Men det gør nu ikke noget, for beskrivelserne er
så malende.
Skærmplanter kan godt være lidt utilregnelige at dyrke fra
frø. Ligesom mange andre stauder har de ofte brug for en kuldeperiode
for at spire. Metoden er følgende: Så frøene i en lille
bakke, dæk let med jord og stil bakken i det fri, under en busk
eller lignende, så fuglene ikke begynder at rode rundt i jorden.
Tab ikke tålmodigheden, men lad bakken stå vinteren over,
hvis kimplanterne ikke viser sig inden. Næste forår er der ganske
givet ‘bid’.
Når det bliver lunere i vejret, kommer de små planter frem
for at sige “godmorgen” og strække sig mod lyset. De blade,
man først ser, er kimbladene. Et stykke tid efter kommer de
blivende blade. Når de er fuldt udviklede, kan man potte planterne
om i små individuelle potter med næringsberiget pottemuld.
Herover ses til venstre Chaerophyllum hirsutum var. roseum, der
er ved at vokse tulipanerne over hovedet. Billedet øverst til højre og
billedet på næste side til venstre viser pyrenæisk baldrian. Til højre
ses storkenæb ‘Hollywood’.
100

Pyrenæisk baldrian
Endnu en skærmplante med lyserøde blomster. Men det er
nok de færreste, der opfatter blomsterne på pyrenæisk baldrian
som en skærm, fordi de sidder helt tæt sammen. Især lige
når de springer ud. Planten bliver cirka en meter høj og titter
lige op over tulipanerne. Hvis denne baldrian plantes sammen
med sentblomstrende tulipaner, kan man være heldig, at
de blomstrer samtidigt. I hvert fald holder baldrianblomster
længst og afleder fint opmærksomheden fra tulipanerne, når
de er på retur.
Anne og jeg faldt for planten ved et fransk haveshow for
en halv snes år siden, men skæbnen ville, at vi begge mistede
plantelabelen, så ingen af os vidste, hvad den hed. Det var
virkelig en skam, for der er en vis tryghed ved at kende sine
planters navne. Heldigvis så jeg den så for et par år siden i en
bog af den hollandske plantemand Piet Oudolf. Her stod, at
det var en Valeriana pyrenaica. På dansk hedder den pyrenæisk
baldrian.
Det er en helt fantastisk plante, og heller ikke den har jeg
nogensinde set hverken i handlen eller i andre haver herhjemme.
I Annes og i min have er der en del af dem nu, for planten
er ret flink til at så sig selv. Men slet ikke så aggressivt som sin
‘fætter’ lægebaldrian, Valeriana officinalis, som man nemt får
over hele haven, hvis man ikke passer på.
Pyrenæisk baldrian er ikke en særlig udbredt haveplante,
og det forstår jeg simpelthen ikke. Den har så mange gode
egenskaber; den blomstrer ret tidligt, i begyndelsen af juni, og
får meget smukke hjerteformede blade og fine lysrosa blomster,
der er så diskrete, at de passer sammen med det meste.
Endelig er planten helt stivstilket. Der er altså næsten kun godt
at sige om den.
Desværre er planten svær at finde. Selv i udlandet. Søgninger
på internettet førte mig til den engelske planteskole Moorland
Cottage Plants and Garden, se www.moorlandcottageplants.co.uk.
Måske kan man få dem til at sende frø.
En favorit-storkenæb
Når vi snakker om planter, der er gode til at dække for løgvæksternes
nedvisnende løv, skal storkenæb selvfølgelig nævnes.
De har så mange gode egenskaber, og som bunddække er
de uforlignelige. Nu vi er i den rosa skala, vil jeg fremhæve en
favorit. Det er Geranium oxonianum ‘Hollywood’, der får næsten
perlemorsfarvede, svagt lyserøde blomster med de fineste
chatteringer. Blomsterne springer for alvor ud midt i juni,
altså et par uger efter, at tulipanerne har afblomstret. Til gengæld
passer det suverænt med, at planterne, der nærmest danner
halvkuplede former, dækker for tulipanløg og -stængler.
‘Hollywood’ er ikke en del af standardsortimentet i de almindelige
havecentre, men den kan fås hos blandt andet www.
staudefeen.dk.
101

102

Almindelig, men elegant
Der findes lige så mange forskellige storkenæb som tulipaner.
Utallige arter og ikke mindst sorter, og der kommer hele tiden
nye sorter til. Især én art er dejlig, nemlig bølgekronet storkenæb,
Geranium phaeum (udtales ‘fæum’), som er ret almindelig
og fås i de fleste havecentre og på planteskoler. Der er flere
navnesorter, men dem går jeg ikke så meget op i, for de er
kønne alle sammen, krydser sig indbyrdes og passer godt til
hinanden. De er så fine sammen med tulipaner i lilla og purpurfarvede
toner, for det er også inden for denne farveskala,
blomsterne bevæger sig.
I min have er bølgekronet storkenæb den første storkenæb,
der springer ud, og dens vækst er anderledes end de fleste andres.
I slutningen af april kommer den godt i vækst, og snart
rejser stænglerne sig lodret op fra jorden. Midt i maj springer
små bølgede blomster ud – deraf navnet.
Det skal også lige siges, at der findes en helt hvid bølgekronet
storkenæb, Geranium phaeum ‘Album’, og den er bestemt
værd at indlemme i samlingen. Faktisk findes der ikke
ret mange helt hvide storkenæb. Denne er en af de mest elegante.
Bølgekronet storkenæb bliver hurtigt til en stor gruppe, og
derfor har jeg plantet den i de mere vilde afdelinger af haven,
hvor den gror om kap med tulipanerne. Står den i et ‘fint’ staudebed,
risikerer man, at den kommer til at skygge for nogle af
de planter, der først viser sig senere, for eksempel purpursolhat
og dobbelt violfrøstjerne, som jeg omtaler senere. De er ret
sarte og ikke til at undvære.
Det er ikke svært at få flere af bølgekronet storkenæb, for
den sår sig nemlig temmelig villigt. De første par år er det kun
dejligt, og i begyndelsen opdager man næsten ikke de små
planter. Men efter nogle år kan det godt blive, måske ikke et
problem, men i hvert fald ret træls. Dels kommer der flere og
flere planter, og dels begynder de, der såede sig de første år, at
fylde en del i omkreds.
Derfor er jeg meget konsekvent og klipper efter blomstringen
planterne helt ned til sokkeholderne. Derved slår jeg to
fluer med et smæk. Dels undgår jeg, at planterne kaster frø,
og dels får planterne helt nyt og frisk løv efter nogle få uger. Af
og til kommer der også en lille efterblomstring. Fidusen er, at
man ikke skal vente for længe med nedklipningen, for så er det
nogle gange svært at få planterne i gang igen.
Tricket med at klippe planterne ned virker for alle storkenæb.
Planterne får en anden ungdom, og visse arter genblomstrer,
om end med et noget mere sparsomt flor.
Her i haven er der mange varianter af bølgekronet storkenæb, som
er opstået fra frø, fordi planterne så villigt krydses. Derfor kan jeg
ikke mere hitte rede i sortsnavnene. Men den hvide hedder ‘Album’,
som jo netop betyder hvid.
Billedet på forrige side viser en netop udsprunget plante i
selskab med tulipanen ‘Blue Amiable’, bronzeblad og hosta ‘Frances
Williams’.
103

Tæpper af blomster
Den tid, hvor man dyrkede bar jord, er ved at være ovre. Tidligere
var det god latin, at der skulle være bart omkring alle
planter, for ellers kunne man ikke komme til at luge. Det minder
mig om den klassiske historie, hvor en turist spørger en
englænder, hvorfor alle vandrørene er placeret uden på husene.
“Jo,” svarer englænderen, “for så er de nemmere at komme
til, hvis de fryser.”
Manglen på logik er den samme her, for hvis man planter
tæt, kommer der ikke ukrudt. Jo, måske i det tidlige forår,
men ikke længere hen på sæsonen. Det er unaturligt med bar
jord. Tænk blot på naturen. Hvis et jordstykke pløjes op og får
lov til at ligge hen, varer det ikke mere end nogle uger, før det
er helt grønt igen.
Tvetand, Lamium maculatum, er en superanvendelig plante,
hvis det drejer sig om at få dækket et jordstykke i en fart.
Den kryber hen over jorden, sender rødder ned og gror videre
uden at blive en plage. Det er jo et paradoks, at vi gerne
vil have planter, der gror hurtigt, men at vi på den anden side
ikke ønsker, at de bliver så invasive, at de er svære at holde i
ave. Det er slet ikke noget problem her.
Tvetand fås i fire-fem farvetoner – spændende fra hvid
over rosa til mørklilla og purpur. Lige nøjagtigt, hvad man har
brug for. Blomstringen falder fra først i maj og følger således
tulipanernes, men fortsætter et par måneder eller mere. Hvis
planterne hen på sommeren bliver lidt for langstilkede at se på,
kan man – ligesom med storkenæbbene – give dem en omgang
med saksen. Så går der kun nogle få uger, før de skyder igen.
Løg i krukker
Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg hvert forår pynter
op med krukker uden for porten til haven. Som årene er gået,
har det grebet så meget om sig, at mange mennesker ofte lægger
vejen forbi, når de skal en tur i skoven.
Hvis man vil dyrke løg i krukker, må man starte tidligt. Allerede
i september eller oktober skal løgene lægges. November
går dog også an, og på det tidspunkt kan man ofte være heldig,
at der er billige løg i havecenteret eller på planteskolen. Så gælder
det om at få dem hurtigt i jorden.
Det er en fordel, hvis beholderne, som løgene lægges i, er
frostsikre. Og det behøver ikke at være lerkrukker. Jeg anvender
også zinkbaljer og trækar og synes, at det er pænt med varierende
materialer og former.
Køb en pottemuld af god kvalitet. Det kan ikke betale sig at
gå på kompromis. Som med de fleste andre ting i livet hænger
pris og kvalitet også sammen her. Det er en fordel, hvis mulden
er tilsat lergranulat, fordi det holder på både næringstoffer
og vand.
104

Det vigtigste af alt er, at der er hul i bunden. Helst nogle
stykker, så vandet uhindret kan løbe ud. Fyld potteskår eller
småsten i bunden af beholderen og cirka 10 cm op. Hæld
derefter pottemuld i, så der stadig er godt og vel to tredjedele
fri op til kanten. Vand nu mulden rigtig godt igennem. Det
er nemmest med et brusehoved på en vandslange. Det tager et
stykke tid, inden mulden er helt gennemfugtig – mærk efter
med hænderne. Der må ikke være nogen tørre lommer. Fyld
endnu en tredjedel muld i og vand igen godt igennem. Tryk så
mulden let sammen uden direkte at presse. Placer løgene på
mulden side ved side. Som bekendt er jeg ikke fedtet, hvad løg
angår, og til en beholder med en størrelse svarende til en gulvspand
vil jeg sige, at tredive løg er passende. Det ser dumt ud,
hvis løgene står og råber til hinanden. Løg koster et par kroner
eller tre stykket, og hvis man sammenligner med, hvad prisen
på en pæn buket er, kan man godt tillade sig at fylde tre-fire
beholdere. Man bliver bare så glad, når det bliver forår.
Fyld til sidst beholderen næsten op med muld, så der er
et par centimeter fri op til kanten, og gennemvand det øverste
lag. Hvis mulden som foreskrevet er vandet helt igennem,
er det nu ikke nødvendigt at vande mere, før det bliver forår,
og løgene er i vækst. Placer beholderne under et halvtag eller
i drivhuset for at undgå, at løgene ‘drukner’. En anden mulighed
er at dække dem med et lag plastic eller lignende. Eller,
hvis det da ikke siler ned hele tiden, blot at lade dem stå utildækket
ude.
På forrige side ses dels til venstre og dels til højre tvetand ‘Roseum’.
I midten er det kongetvetand. Herunder tulipaner i krukker. På
næste opslag stiger kunsten.
105

Folk spørger mig ofte, om løg i krukker tager skade af frost.
Det gør de ikke, hvis der da er tale om de løg, som vi normalt
dyrker i haven. Men frost kan godt skabe problemer alligevel,
i fald det er krukker, der står utildækket i det fri: Hvis mulden
fryser og senere begynder at tø ovenfra, men ikke hele vejen
ned, opstår problemet, når det begynder at regne. Så kan
vandet jo ikke rende ud, fordi bunden stadig er frossen. Bliver
vandet stående gennem længere tid, risikerer man, at løgene
tager skade, fordi de ikke kan ånde. Måske rådner de ligefrem.
Her er det altså vigtigt at dække beholderne og placere dem, så
de ikke oversvømmes.
Nu vi er ved det med problemer, må jeg også lige nævne,
at mus elsker tulipanløg. Narcisløg rører de ikke. Hold derfor
øje med tulipanbeholderne. Hvis der er mistænkelige huller i
jordoverfladen, kan det være tegn på, at musene er gået på rov.
Dette kan afhjælpes ved at dække med en træplade eller lignende.
Dækket fjernes, når løgspirerne begynder at vise sig, og
så kan man bare håbe på, at musene finder føde andetsteds.
Når spirerne er omkring 10 cm høje, plejer jeg at flytte beholderne
ud på blivende sted, for eksempel som her uden for
porten.
Et af de tilbagevendende spørgsmål er, om tulipanløgene kan
genbruges til næste års krukker. Det gør jeg aldrig, fordi en
del tulipanløg har det med at gå til allerede efter første sæson.
Grav eventuelt et stort hul et sted i haven svarende til beholderen
og flyt hele indholdet derover. Forstyr endelig ikke rødderne;
så kommer der ikke blomster næste år.
Narcisløg er ikke så sarte som tulipanløg. Her kan man
godt vriste jorden forsigtigt fra rødderne og lægge dem til tørre,
så toppen får lov at visne ned. Hvis man ikke skal bruge beholderen
til nye planter, kan man også blot lade narcisløgene
blive stående i beholderen, der placeres på en varm og solrig
plads, så toppene visner ned. Der skal ikke vandes i løbet af
sommeren. Vent, til det bliver september. Vand da jorden godt
igennem og drys et lag frisk muld på toppen. Vent så og håb
på, at løgene begynder at spire til foråret. Det gør de som regel,
og når det sker, skal de have en kandefuld gødningsvand eller
to.
Når man ikke gøder første år, er det, fordi pottemulden indeholder
næring, som løgene optager, når det bliver lunt i vejret.
106

107

Hyacinter
Der er en god grund til at plante hyacinter: duften! For ingen
andre blomster dufter så himmelsk, lige når de er sprunget ud
og i dagene efter. Senere bliver det lidt for meget. Om det er,
fordi man på et tidspunkt får nok, eller om det skyldes, at duften
ændres, er jeg aldrig helt blevet klog på. Jeg hælder mest til
det sidste. Det samme gælder i øvrigt for liljer.
Ligesom med tulipaner skal man ikke regne med at have
den store glæde af hyacinterne mere end en enkelt sæson. Ikke
at de forsvinder fra jordens overflade ligesom mange af tulipanerne,
for det er ikke tilfældet. Men når de kommer op året efter,
ligner de nærmest en skygge af sig selv. Hvor de året før var
både tykke og bamsede med mange tætsiddende klokker, har
de nu kun nogle enkelte stykker. Jeg har tit undret mig over,
hvorfor det går så hurtigt. Det er virkelig en hastig ældning.
Hvis man ikke ved, at det er hyacinter, man står og betragter
året efter, kunne man godt tro, at det blot var spæde klokkeblomster.
Egentlig er de søde, men husker man på de basser,
der stod der sidste år, er det med nogen vemod, man kigger på
de pistlinger, der er tilbage.
Jeg vil nødig undvære de velnærede blomster, så vi lægger
nye løg hvert år. Den lysegule ‘City of Haarlem’ er selvskreven,
fordi den passer så godt sammen med alle de lyse narcisser og
tulipaner.
I haven ved lysthuset havde jeg i år tre lyserøde til lavendelfarvede
hyacinter – nemlig ‘Anne Marie’, ‘Anna Liza’ og
‘Splendid Cornelia’. Førstnævnte passede perfekt sammen
med de lyserøde bellis ‘Tasso Strawberry and Cream’, som jeg
havde plantet ud om efteråret samtidigt med, at hyacintløgene
blev lagt. Bellis er nemlig toårige. Det vil sige, at de sås om
foråret eller først på sommeren og plantes ud om efteråret. Så
holder bladrosetterne sig grønne hele vinteren, og næste forår
tager de til i størrelse. Hen i marts begynder knopperne at vise
sig, og så blomstrer de samtidig med hyacinterne omkring månedsskiftet
april/maj.
Blå hyacinter er selvfølgelig heller ikke til at undvære. Her
er det ‘Delft Blue’ og ‘Blue Pearl’, valget falder på hvert år. De
er så fine sammen med hornvioler i samme farvetoner, se side
152-153.
Før i tiden lagde jeg også hyacintløg i krukker og andre beholdere,
men det gør jeg ikke mere. For uvist af hvilken grund
gror hyacinterne sig her så store, at de vælter omkuld. Om det
er, fordi de får for meget vand, ved jeg ikke, men det ser i hvert
fald ikke særlig yndefuldt ud.
Nedenfor ses hyacint ‘Anne Marie’ og bellis ‘Tasso Strawberry and
Cream’. På næste side er det øverst ‘Delft Blue’ og nederst ‘City of
Haarlem’.
108

109

Løg til pryd
Atter en gang bliver jeg nødt til at nævne Anne, for det var
hende, der fik mine og mange andres øjne op for de fantastiske
prydløg, Allium. Der findes rigtig mange forskellige, og Anne
prøvede de fleste. De trivedes godt i den sandede jord i Hune,
og i dag står de dér som et levende vidnesbyrd om havekunst
af stort format.
Allium er det latinske ord for løg. Og det er i bund og grund
det, det er – løg! Har man prøvet at lade spiseløg overvintre en
sæson i køkkenhaven uden at høste dem, vil man se, at de året
efter får de mest dekorative kugleformede blomstertoppe.
Det sker, at jeg har nogle løg i grøntsagsskuffen, som har
kendt bedre dage. I stedet for at ende deres liv i skraldespanden,
kommer de i jorden. Det kan man da kalde ‘have for en
tier’. Senere i dette afsnit vil jeg desuden vise, hvordan jeg bruger
porrer (der også er en Allium) og hvidløg i dekorativ sammenhæng.
‘Purple Sensation’
Det var Annes geniale idé, at hele min allé skulle dækkes af Allium
aflatunense ‘Purple Sensation’. Så her blev der lagt et par
tusind løg, som gennem årene har delt sig flittigt og er blevet
til mange flere. Sidst i maj, når prydløgene blomstrer, er det
det mest fantastiske syn, som får mange til at stoppe op og kaste
et blik gennem porten.
Prydløg har en ulempe, som dog kan modvirkes, hvis man
lægger løgene med omtanke. ‘Problemet’ er, at løvet – allerede
når blomsterne er på vej – begynder at se noget trist ud. Bladspidserne
bliver gule og begynder at visne, og når blomsterne
springer ud, er løvet bestemt ikke noget at råbe hurra for. Dette
kan dog nemt klares ved at lægge Allium-løgene mellem for
eksempel storkenæb, katteurt, høstanemoner eller andet, der
vokser op og dækker det nedvisnende løv. Så er det problem
løst.
110

Jeg anbefaler alle at lægge prydløg, fordi det skue, man kan
skabe med dem, er enestående. De er helt sig selv på grund af
deres kuglerunde hoveder, der i den grad har en god virkning
mellem havens øvrige former. Kugler skaber ro! Heldigvis er
prydløg nogle af de mest stabile løgvækster, hvad angår evnen
og viljen til at komme igen, og som nævnt kommer der kun
flere af dem. Dels deler løgene sig, og dels er de også flittige til
at så sig. Her skal man dog regne med, at der går tre-fire år, før
der kommer blomster. Det første år ligner spirerne mest af alt
græsstrå, men efter et par sæsoner tager de til i størrelse.
For at de nye løg skal få plads til at udvikle sig, er det vigtigt
at plante dem om første eller andet år, og det kan være noget af
et pillearbejde. For som regel står spirerne helt tæt. Grav dem
op med en lille planteskovl og plant dem igen med 5-8 cm’s
afstand. Har man et stykke overskydende jord, for eksempel i
køkkenhaven, er det fint at grave planterne ned der og så lade
dem udvikle sig. Efter tre år er løgene på størrelse med hasseleller
måske valnødder og kan så plantes ud på blivende sted,
efter at det grønne er visnet ned.
Hvis man ikke har tid eller lyst til at vente flere år på blomster,
må man købe løg og lægge en lille bestand fra starten.
Heldigvis er løgene ikke ret dyre – omkring tre kroner stykket
hos www.vildmedblomster.dk.
For få uger siden var det tulipaner, som var hovedattraktionen. Nu
er det prydløg ‘Purple Sensation’. Billedet ovenfor til højre er et par
uger ældre end de øvrige. Her er ‘Purple Sensation’ nemlig ved at gå
i frø. Men hvad er så det i baggrunden? Se side 114.
111

112

113

De største
Inden for Allium-slægten er der flere kæmper, og i mange år
anså man Allium giganteum for at være den største og mest
imponerende. Men i begyndelsen af halvfemserne måtte den
pludselig se sig slået. For da dukkede der pludselig et monsterstort
prydløg, med et hoved på omkring 25 cm i diameter, op
i Royal Botanic Gardens, også kaldet Kew Gardens, lige uden
for London. Det var en frøplante fra Allium giganteum.
Gartnerne i Kew avlede videre på dette nye vidunder, der
snart fik navnet ‘Globemaster’. I slutningen af halvfemserne
kunne man begynde at købe løg, men på grund af en begrænset
beholdning var prisen derefter. Som årene er gået, er løgene
blevet billigere, men er stadig noget pebrede.
I et nyt bed bag ved væksthuset lagde jeg for tre år siden et
halvt hundrede løg, og i dag har jeg omtrent dobbelt så mange.
For sidste år gravede jeg nemlig løgene op efter afblomstring
og nedvisning, delte og lagde dem igen. Alle løgene havde delt
sig – de fleste i to og enkelte i tre. Når jeg delte dem, var det
ikke kun for at få flere, men også for at bevare blomsterstørrelsen.
For hvis løgene står helt tæt, udvikler blomsterne sig ikke
optimalt.
Det har været interessant at erfare, at ‘Globemaster’ ikke
blot blomstrer lidt senere end ‘Purple Sensation’, men også noget
længere. Det fik Ana, min ene gartner, til at foreslå, at vi
supplerede med nogle ‘Globemaster’ i alleen. God idé, viste det
sig. For ikke blot gjorde de store blomster mellem de mindre
skuet endnu skønnere; det holdt også længere.
Jeg taler ofte om at plante i ‘lag’. Ikke sådan helt bogstavelig med, at
noget plantes dybere end andet, men at jeg på samme plads planter
noget, der kommer på skift, så det ene afløser det andet. Billedet på
side 95 viser tulipanerne, forrige opslag prydløg ‘Purple Sensation’,
og her er det prydløg ‘Globemaster’, som har taget over. Senere igen
kommer der hortensier. Det er da smart.
114

115

Hvide prydløg
I begyndelsen vidste jeg slet ikke, at man kunne få hvide prydløg.
Men da jeg opdagede det, blev jeg ret interesseret, for hvide
kugleblomstrende planter findes der ikke mange af.
Den første hvide, jeg lærte at kende, hedder ‘Mount Everest’,
og i statur minder den meget om ‘Purple Sensation’. Den
er vældig fin, og jeg har da også lagt en del af disse løg. Senere
stødte jeg på ‘White Giant’, som jeg er endnu mere begejstret
for. Den har jeg brugt til at tage over efter det hvide narcisog
tulipanflor, der ses på billederne på side 79-80. Kombinationen
er suveræn: Først kommer narcisserne, så tulipanerne
og derefter prydløgene. Samtidig er forskellige hvide stauder –
hvidblomstrende hosta, floks, astilbe og høstanemone – på vej
og dækker undervejs over løgvæksternes nedvisnende løv og
stængler.
Hvide prydløg er ikke så almindelige, men dem vil jeg meget
nødigt undvære. I et af mine hvide bede er de et smukt og grafisk
akkompagnement til de hvide vækster, der kommer senere.
På næste side ses ramsløg, der ligesom prydløg er en Allium.
116

En lille hvid
I haven er der endnu en hvid Allium, og den var her, da vi kom.
Det vil sige, det er mest inde i skoven, den er, og så har den
forvildet sig ind til os. Allium ursinum er dens latinske navn,
og på dansk hedder den ramsløg. Hele Riis Skov er fuldstændig
invaderet, og hvert år i marts begynder de første grønne
blade at titte op. For hver dag, der går, bliver skovbunden mere
og mere grøn for hen i midt i maj at blive helt hvid. Det er et
naturfænomen, som mange kommer for at opleve.
Nogen synes, planten har en ram lugt af hvidløg (måske er
det derfor, den har fået sit danske navn), men vi, der bor her,
har for længst vænnet os til den. Det siges, at det var spanske
soldater, der i begyndelsen af 1800-tallet bragte ramsløgene
hertil, og at de så siden har spredt sig. Om der er belæg for den
historie, ved jeg ikke, for man siger også, at ramsløg har vokset
hos os siden bondestenalderen. Korrekt er det dog, at bestanden
her i Risskov skulle være en af landets største, måske ligefrem
den største.
Flere og flere har fået øjnene op for ramsløgs kulinariske
kvaliteter, og her taler vi om bladene, ikke om selve løget.
Som fint drys på en æggemad i det tidlige forår eller blendet
til pesto. Det smager fantastisk godt og minder os om, at en ny
sæson er begyndt.
De hvide blomster erstattes efter afblomstringen af små
kapsler med frø. Når frøene modner, bliver de helt sorte og
olieholdige, og det gør dem meget efterstræbte af myrer, der
flytter rundt på dem. Af og til mister myrerne et frø, som så
spirer og i løbet af en tre års tid bliver til en blomstrende plante.
117

118

Nogle steder i haven var bestandene blevet så store og tætte, at
de kvalte det meste, blandt andet hosta! Det fortæller lidt om,
hvor livskraftige planterne er. Hele det stykke, hvor nu de store
‘White Giant’ er plantet, var tidligere helt dækket af ramsløg.
For nogle år siden tog vi os sammen i en efterårsuge og begyndte
bid for bid at grave løgene op. Det resulterede i en konstant
duft af hvidløg. Vi fik selvfølgelig ikke alle løg med, men
resten har vi forsøgt at udrydde hen ad vejen.
Nogle enkelte planter rundtomkring er ganske søde i selskab
med andre blomster, men vi passer hele tiden på, at de
ikke når at kaste frø.
Billederne her er taget midt i maj, hvor skovbunden atter er
hvid. En måned før var det anemonerne, der blomstrede. At se
ramsløgene dække hele skoven er et mirakel af de store.
119

Flere af de spiselige
Nu hvor vi er i gang med de spiselige Allium, findes der endnu
to. Den første er en lidt specielt udseende plante, nemlig estisk
slangehvidløg, Allium sativum var. ophioscorodon, hvis ‘snabel’
bugter sig som en slange. Når jeg dyrker den, er det først
og fremmest på grund af det dekorative udseende, men jeg
høster også af dem. Slangehvidløgene står i et af mine hvide
bede, hvor de skaber både opmærksomhed og variation mellem
blomsterne.
Slangeformen viser sig fra omkring midsommer, og kort
tid derefter kan man se, at stænglen begynder at svulme op et
stykke fra spidsen. Det er små nye løg – topløg – der er på vej.
Dem kan man høste og spise af fra hen på eftersommeren. De
er meget lækre og delikat sprøde.
Hvidløgene under jorden, som stænglen skyder fra, kan
også spises. Blot skal man være opmærksom på, at de har en
begrænset holdbarhed. Løgene er ekstra store, indeholder ikke
så mange fed, som dem vi køber hos grønthandleren, og så har
de rødlige og ikke hvide hinder omkring.
Hvis man lader topløgene sidde til efteråret, tørrer de let
ind, og så er de klar til at stikke i jorden for at sikre næste års
høst. Jeg er ofte mere lemfældig og drysser tilfældigt løgene
rundtomkring i bedet. Når det senere kultiveres, bliver de små
løg dækket af jord.
Som tidligere nævnt dyrker jeg også porrer, Allium porrum, til
pryd. I det tidlige forår køber jeg en god portion vinterporrer,
som jeg stikker i jorden i grupper på en fem til seks stykker
med cirka 10 cm’s mellemrum. Snart begynder porrerne
at gro, og i løbet af et par måneder viser blomsterne sig. De
er hvide og endnu mere imponerende end de hvide prydløg.
Ulempen er blot, at de kun blomstrer denne ene gang, så der
skal plantes nye porrer hvert år.
Nogle gange skal man tænke lidt utraditionelt og prøve at lukke
køkkenurterne ind i staudebedene. Her er det for eksempel estisk
slangehvidløg og porre i blomst, der har fået plads i et af de hvide
bede.
120

Middelhavsprydløg
I mange af mine bede ødsler jeg med middelhavsprydløg, Allium
sphaerocephalon. For at de skal syne af noget, er det nemlig
vigtigt at lægge ret mange løg. Løgene er ikke meget større
end en stor ært og lægges da også med en afstand på blot cirka
5 cm. I staudebedet er de med til at give en lidt vild stemning,
om end de er meget diskrete i deres fremtoning.
Jeg har fundet stor inspiration i at lave forskellige plantesammensætninger
med middelhavsprydløg. På billederne
herover ses forskellige eksempler, hvor sammenhængen er
den purpur farve. Der er simpelthen så mange muligheder for
kombinationer, når det handler om middelhavsprydløg. At de
tilmed er forholdsvis billige i anskaffelse, gør kun legen endnu
sjovere.
Middelhavsprydløg er en løgvækst, som passer ind rigtig mange
steder. Billederne her viser nogle kombinationer.
121

Stænglerne er tynde og bladene næsten græslignende, og man
ænser stort set ikke planterne, før knopperne begynder at vokse
frem i juni. Langsomt bliver de større og større, og deres
maksimum har de nået, når de er som vagtelæg.
I begyndelsen, mens alle de små knopper i ‘ægget’ er lukkede,
er det samlede indtryk grønt, men langsomt begynder det
at skifte til purpurfarvet fra toppen og nedefter.
Kugler og spir i skøn forening. Middelhavsprydløg og kongelys,
Verbascum chaixii ‘Album’. Læg mærke til, at kongelysblomsternes
midte passer perfekt til prydløgene.
Her er det tydeligt, at det ikke kun handler om farver, men også
om former, hvis man skal skabe en vellykket komposition.
122

Som små dråber
Allium cernuum, som dette afsnit slutter med, har et noget
særegent dansk navn – alleghenyprydløg. På svensk hedder
Allium cernuum direkte oversat dråbeløg, og det er der da meget
mere logik i. For det ser næsten ud, som løgene drypper.
Denne lille beauty på omkring 15 cm så jeg første gang i Tirups
Örtegaard ved Lund i Skåne. Den måtte jeg havde nogle
potter med hjem af, og i dag har den sået sig rundtomkring i
haven, hvilket den har været meget velkommen til. For sødere
skabning inden for sommerblomstrende småløg findes vist
ikke. Hvert forår går jeg og spejder efter den, og det er et herligt
gensyn, når den dukker op.
Hvis man kommer til Skåne, bør man køre forbi Tirups
Örtegaard, der har en smuk have, som det fremgår af billederne
nedenfor, og også en fin og meget velassorteret planteskole
– dels med krydderurter og andre spiselige planter, dels med
forskellige stauder.
Disse billeder er fra Tirups Örtegaard ved Lund i Skåne. Nedenfor
ses de fine alleghenyprydløg.
123

Primulaer
Ligesom jeg hvert år går og spejder efter de første forårsløgspirer,
er jeg også på udkig efter primulaerne. Det er rigtige forårsbebudere.
Når de begynder at dukke op i marts, er foråret
inden for rækkevidde. Primulaerne kan godt lide at være her,
for de påskønner den humusrige dybtmuldede jord i skovhaven
under de løvfældende træer. Retfærdigvis skal siges, at de
ikke er kræsne med jord, og at de også trives fint i sur jord.
Men det er vigtigt, at de ikke står for tørt. Man ser straks på en
primula, om den mangler vand, for så ligger bladene slapt hen
ad jorden.
Kodrivere
Primulaslægten er stor, og det siges, at der findes over fem
hundrede arter. Jeg kender til en lille halv snes stykker og har
eksperimenteret med dyrkning af lige så mange, men de har
vist sig svære at få til at overleve. Så nu holder jeg mig til de
sikre, som man kan læse om i dette afsnit.
I den danske natur findes fire primulaarter, som alle kaldes
for kodrivere. De tre er meget almindelige. Det gælder hulkravet
kodriver, Primula veris; fladkravet kodriver, Primula elatior;
og storblomstret kodriver, Primula vulgaris. De er alle tre
lysegule til citrongule og passer derfor perfekt sammen med
de mange narcisser i samme farveskala.
Den fjerde primula hedder melet kodriver, Primula farinosa.
Blomsterne – op til tyve på en stilk – er blegt violette og
ligner slet ikke de gule kodrivere. Melet kodriver er ret sjælden,
og jeg har den heller ikke i min have.
Herunder ses fra venstre fladkravet kodriver og hulkravet kodriver.
På næste side er det, igen fra venstre, fladkravet kodriver og
sorten ‘Francisca’.
124

Hvor kodriverne trives, sår de sig i stort tal, men for at undgå,
at de små planter overvokses af andet, er det som regel bedre
selv at høste frø, tørre dem og i løbet af sommeren så dem
tyndt ud i en kasse med så- og priklemuld eller pottemuld.
Frøene skal ikke dækkes, kun presses løst ned i den fugtige
muld. Man siger, at førstnævnte muldtype er bedst, fordi den
ikke er tilført næring. I mangel af andet har jeg nu flere gange
brugt almindeligt pottemuld. Og det fungerer fint.
Når frøene er sået, må man væbne sig med tålmodighed.
De skal nemlig igennem en vinter med skiftende frost og tø.
Når planterne er til at håndtere, pottes de op.
En anden noget hurtigere måde at få flere planter på er
at dele dem lige efter afblomstring. Hvert år bliver planterne
nemlig mere og mere omfangsrige, fordi de består af rosetter,
der gradvist kommer flere og flere af. Nogle arter kan
man dele med fingrene, mens man må være mere hårdhændet
med andre. Her kan det være praktisk med en lille urtekniv
eller lignende til at skære rosetterne fra hinanden med. En lille
‘prop’ af hver er nok. Den kommer hurtigt i gang, når den
stikkes tilbage i jorden.
Hvis de primulaer, man deler, har store blade, er det en fordel
at klippe dem af halvt nede. Det gør, at planterne i stedet
for at bruge kræfter på fordampning anvender energien på at
danne rødder, og det er jo meget mere fornuftigt. Bladene gror
hurtigt ud igen, når rødderne suger næring til sig.
En grøn primula
Der dukker hele tiden nye planter op, og forædlerne prøver
til stadighed på at overgå sig selv og hinanden. Nye former og
nye farver kommer til. De senere år har der været stor fokus
på planter med grønne blomster, og dem har jeg altid haft et
godt øje til. Derfor var jeg absolut liebhaver, da jeg på et engelsk
haveshow blev præsenteret for en helt ny primula med
grønne blomster og gult øje. ‘Francisca’ hedder den. Jeg købte
tre planter og var spændt på, hvordan de ville udvikle dig. Det
er nemlig af og til sådan med forædlede planter, at et godt udseende
fremavles på bekostning af sundhed og hårdførhed.
Men mine nyerhvervelser viste sig at være både sunde og
formeringsvillige, for planterne lod sig fint dele efter et par år.
Nu har jeg en større bestand, som passer flot ind i mit gule
bed.
Det positive ved denne primula er ikke kun, at blomsten
er smuk, men også, at den holder utroligt længe. Og det er jo
en stor kvalitet. Alt i alt er ‘Francisca’ en rigtig god plante, der
qua sin farve hører til de diskrete aktører. Men de er sørme
også vigtige.
125

126

Kugleprimula
Det er planter, som fra naturens hånd er så formfuldendte, at
man slet ikke kan blive træt af at betragte dem. Kugleprimula,
Primula denticulata, hører til denne kategori. I marts begynder
den at vise farve. Små blomster dukker op nede ved jorden
mellem de grønne blade, og hvis man ikke i forvejen kender
planten, er det svært at forestille sig, at den hen i april ender
med at udvikle sig til en kugle.
Kugleprimula findes i tre farver – violet, hvid og pink. Efter
et par år lader de sig nemt dele, og hvor de trives, sår de
også sig selv.
Etageprimula
Som den sidste primula skal nævnes etageprimula, Primula
japonica. Navnet siger, at den kommer fra Japan, men den trives
alligevel fint på vore breddegrader. Især hvis den står rimelig
fugtigt og et sted med vandrende skygge.
Etageprimula fås i flere farver, men den hvide med gult øje
er noget særligt. Den passer så godt sammen med alle de andre
hvide forårsblomster, og af statur er den helt sin egen. Selv om
den ser både spæd og sart ud, er den ret hårdfør og klarer også
fint at blive delt. Faktisk har den ligefrem godt af det, for ellers
kan de mange planter, som vokser tæt, let kvæle hinanden i løbet
af få år.
Etageprimula er også en flittig selvsåer, og hvis man har
forskellige farvevarianter i haven, må man være opmærksom
på, at de gerne krydser sig. Så man kan altså ikke være sikker
på afkommets farve.
De først omtalte kodrivere begynder som sagt deres blomstring
i marts. Kugleprimulaerne er på toppen i april, og etageprimulaerne
kommer i maj. Det er altså muligt at strække
primulafloret over flere måneder.
Kugleprimula er en skøn, skøn forårsblomst. Der findes tre
farver – violet som vist på forrige side, hvid, som ses nederst til
venstre, og pink. De har ikke nogen særlige sortsnavne. Inden for
etageprimula, der ses herunder, findes en del navne. Denne hedder
slet og ret ‘Alba’.
127

Showaurikler
I England går man meget op i at konkurrere om de smukkeste
blomster og de mest formfuldendte frugter eller bær. Det er en
hel kultur, og det er sjovt at se, hvor meget de forskellige plantefolk
er engagerede i deres discipliner. Der findes så mange
planteklubber med hver deres lille niche og folk med specialinteresser,
at man næsten tror, det er lyv.
Hvor mange i Danmark har for eksempel hørt om såkaldte
vintergæksamlere? Det er utroligt, men der findes faktisk
hundredvis af navngivne vintergæksorter, og nogle har næsten
gjort det til en livsopgave at få fat på flest muligt.
Der er vist ikke den planteslægt, der ikke har sin egen specialklub
i England. Klubberne udgiver deres egne blade, mødes,
diskuterer og bliver klogere på den planteslægt, de er interesseret
i. I Danmark er vi ikke helt så dedikerede. Så vidt jeg
ved, findes der ikke en særlig klub for vintergæksamlere. Men
hvis man interesserer sig for primulaer, fuchsier, dahlier eller
roser, kan man melde sig ind i specialklubber med disse særlige
interessefelter.
Det er svært at stå for disse blomster. “Er de kunstige?” spørger
nogle af de folk, der går forbi i skoven og ser de to primulateatre
på lysthusets bagside. Blomsten til venstre hedder ‘Irish Scott’. På
næste side er det fra venstre ‘Adrian’ og ‘Sam Hunter’.
128

En af de planter, jeg godt kan forstå, man kan studere dybt og
intenst, er de såkaldte showaurikler. Dem er der mange englændere
og franskmænd, der samler på, og som arbejder med
videreforædling af nye sorter af.
Kigger man på malerierne af den kendte danske blomstermaler
I.L. Jensen (1800-1856), vil man se, at han ofte havde
gammeldags aurikler i sin motivverden. Auriklen er da også
en blomst, jeg forbinder med ‘de gode gamle dage’.
Da jeg sidste år fik bygget mit lysthus, fik jeg pludselig en
bagvæg, som kunne bruges til et eller andet. Så kom jeg i tanke
om, at man i victoriatidens England havde noget, man kaldte
for ‘primulateatre’. Det var tableaukasser, hvor man udstillede
showaurikler i små potter. Sådan et teater – eller rettere to –
måtte jeg have. De blev bestilt, og så gik jeg på nettet for at lede
efter en leverandør af de små fine aurikler.
Det tog ikke lang tid, før jeg fandt frem til Drointon Auricilas,
der på www.auricila-plants.co.uk – en inspirerende hjemmeside,
reklamerede med en mængde forskellige sorter inddelt
i forskellige kategorier.
129

Jeg bestilte planter, og der gik kun få dage, inden de dukkede
op pakket ned i træuld i en stor papkasse. Det var først i
marts måned. Planterne var flotte; enkelte havde knopper og
alle smukt grønne sukkulentagtige blade. Til formålet havde
jeg anskaffet nogle små lerpotter, og alle sortsnavne blev skrevet
på træ-ispinde og stukket i jorden. Det så godt ud, men viste
sig senere på sommeren at være en dum idé, fordi pindene
rådnede.
Den første måneds tid stod planterne i væksthuset, hvor de
kom lidt til sig selv oven på den strabadserende tur med posten.
Den overvandt de nu hurtigt, da jeg begyndte at vande
dem med flydende gødning. Snart begyndte de at skyde, og
det var utroligt spændende, hvad knopperne ville åbenbare.
Sidst i april blev alle planterne flyttet ud i de to primulateatre,
der var blevet malet sorte. En flot baggrund til de smukke,
planter, der hen ad vejen kom med blomster så fine, at man
selv fik lyst til at blive blomstermaler. Enkelte stængler blev så
lange, at jeg blev nødt til at støtte dem med tynde pinde. Cirka
en gang om ugen blev de vandet, men kun sparsomt, for planterne
skal holdes til den tørre side.
En ny attraktion var skabt. For ligesom med krukkerne
nede ved vejen begyndte folk på tur i skoven at trykke næserne
flade mod hegnet. Kunne det virkelig passe, at disse smukke
planter var helt ægte? Jo, den var god nok.
Undervejs kneb jeg de visne blomster af, så planterne ikke
skulle bruge kræfter på at sætte frø. Auriklerne flyttede senere
ind i væksthuset på en skyggefuld plads, blev nippet, nurset og
passet med lidt vand sommeren igennem. Fra efteråret fik de
lov at tørre helt ud mellem hver vanding, der efterhånden indskrænkede
sig til en gang om måneden. Temperaturen herinde
holdes på to-tre grader, og det bekom planterne vel.
Efter jul pottede jeg dem om, plantede dem lidt dybere (de
vil nemlig gerne ‘kravle’ op af jorden) og begyndte så småt at
give dem lidt gødning. Så begyndte de at skyde igen, og der
kom rigtig mange nye rosetter.
Jeg kunne godt begynde at lave nye planter ved at skære
nogle af rosetterne fra og stikke dem i frisk jord. Her vil de
hurtigt slå rod – det ved jeg, for jeg har haft nogle ikke så forædlede
planter i haven, som jeg formerede på denne måde. De
gik imidlertid til efter et par sæsoner på grund af for megen
fugt.
Snart begyndte de første stængler med knopper at vise sig. I
mellemtiden fik de nye fine skilte af zink. Det er planter, der
beundres meget, og hvis det ikke var, fordi det er lidt svært at
vinteropbevare dem, tror jeg, at også mange danskere ville kaste
sig over auriklerne og måske ligefrem lave et teater til dem.
I stedet for aurikler vil det lille teater også være sødt med
for eksempel hornvioler eller andre små planter i potter.
På næste side er det øverst fra venstre ‘Beatrice’ og ‘Andrew
Hunter’, midti ‘Douglas Barder’ og ‘Roxburgh’ og nederst ‘Ice
Maiden’ og ‘Joy’.
130

131

Slentreture
Det er den 9. februar 2010. Udenfor ligger cirka en halv meter
sne, og det fryser konstant. Jorden har været dækket siden jul,
og de dystre udsigter siger, at vi risikerer, at sneen ikke er væk
før til april. Selv om jeg ikke har tendens til vinterdepression,
og det er meget kønt med snedækket, ender jeg måske alligevel
med at blive ked af det, hvis sneen virkelig bliver liggende
så længe. Eneste trøst er, at sneen isolerer og værner væksterne
mod den megen kulde. Men hvad mon der sker dernede? Er
planterne overhovedet begyndt at røre på sig og gro? Jeg trøster
mig med, at det har været sådan før, men jeg har aldrig
oplevet det i min snart femtenårige havekarriere. De sidste år
med herligt milde vintre har jeg haft det som en fisk i vandet.
Ude hver dag og især efter nytår på udkig efter de små nye
vækster.
For mig er det fine akelejeløv indbegrebet af forår. Der findes
ikke smukkere bladværk. I januar og februar kan man kun
lige akkurat se det, men når varmegraderne begynder at stige
i marts, sker der noget. Fra nu af går det stærkt. Bladene tager
betragteligt til i størrelse, og snart begynder stænglerne at
strække sig mod himlen. Først i maj anes knopperne, og et par
uger efter folder blomsterne sig ud. Så er det virkelig forår.
Jeg elsker akelejeblomsterne, som ligner små ballerinaer.
Der er så mange forskellige arter og sorter, at det kan være
svært at vælge, hvilke man bedst kan lide. Men ikke for mig;
jeg holder at dem alle.
Jeg har hørt, at nogen ligefrem opfatter akelejer, Aquilegia,
som ukrudt. “Hvordan kan jeg udrydde akelejer?” spurgte en
læser i en havebrevkasse og fortsatte: “De har sået sig over det
hele. Hvad skal jeg gøre?”
“Glæd dig over dem. Du ejer en rigdom,” ville mit svar have
været. Ordenstyranni hører ikke hjemme i en have; så mister
den fuldstændig sin sjæl. Det er så svært at definere, hvorfor
én have virker levende, mens en anden måske er helt sjælløs og
uinteressant. Hvis spontaniteten ikke er til stede, bliver resultatet
dødt.
Ballerinaer
Jeg elsker slentreture i haven, hvor jeg ikke kan gøre meget andet
end at vegetere og filosofere – det er godt for sjælen. Blot
vente og glæde sig. Glæde sig til alt det, der snart skal til at ske.
I de forrige års snefattige vintre har jeg ofte gået stille rundt
og kigget ned i jorden for at se, om der måske begyndte at ske
lidt dernede. Var der ikke bare en smule grønt, der kunne minde
én om, at foråret var på vej?
Når jeg flyttede lidt på en bunke blade eller skrabede en
smule i jorden, opdagede jeg tit de fineste små spæde grønne
blade samlet i en lille roset. Hvad var det? Jeg kendte godt svaret.
Det var akelejerne, der endnu en gang viste, at de trods deres
spæde og sarte udseende snart ville trodse kulden og folde
deres grønne bladrosetter ud.
132

Her i haven har jeg ikke ‘problemer’ med, at akelejerne sår
sig, for lige efter blomstringen klipper jeg dem nemlig helt ned
til jorden for at få dem til at skyde igen. Få uger efter dukker
det fineste løv atter frem, og for mig har det en næsten lige så
stor kvalitet som blomsterne.
Jeg klipper også akelejerne ned, fordi selve frøsætningen
tærer så meget på den enkelte plante, at man simpelthen risikerer,
at den dør. Det sker der vel ikke så meget ved, hvis den
sår sig? Jo, for man kan aldrig vide, hvordan afkommet ser ud.
Akelejer krydser sig så meget indbyrdes, at det ikke er til at
forudse, om planterne kommer til at ligne moren eller faren.
Mange af mine akelejer har jeg selv fremavlet fra frø, og her
vidste jeg på forhånd, hvordan udfaldet ville blive. Jeg køber
nemlig altid akelejefrø, der er dyrket under kontrollerede forhold
– såkaldte F1-frø. De kan for eksempel være dyrket i et
drivhus eller under et dække af net for at sikre sig mod fremmedbestøvning.
Det er klart, at det er resursekrævende at dyrke
frø på denne måde, og derfor er de også noget dyrere end de
frø, der kommer ved ‘naturmetoden’.
Nogle frø skal, som tidligere nævnt et par gange, have frost
for at spire, og sådan er det også med akelejer. Så frøene i bakker,
lad dem overvintre ude og prikl så planterne.
Akelejeløv er helt vidunderligt. De spæde blade på forrige side er fra
en gulløvet akeleje. Sorterne herunder er ‘William Guiness’ og ‘Blue
Barlow’.
133

To, der ligner hinanden
Der findes også planter, hvis løv slet ikke visner ned. De tilhører
som regel de toårige planter, der sås og sætter blade det første
år for så at blomstre og dø året efter. Det er to af den slags,
det handler om her, nemlig judaspenge og natviol. De ligner
hinanden ganske meget, men det smarte er, at den ene efterfølger
den anden. Mange vil slet ikke opdage, at der er tale om
to forskellige planter.
Den tidligstblomstrende er judaspenge, Lunnaria annua.
Den blomstrer sidst i april og fortsætter ind i maj som akkompagnement
til tulipanerne. I gamle bondehaver så man ofte judaspenge,
og jeg husker den fra min barndom. Men på et tidspunkt
er den blevet fortrængt, og det er virkelig synd.
Måske er man blevet træt af planten, fordi den er for flink
til at så sig. Den bliver dog aldrig en plage, og kommer der for
mange et sted, er de meget nemme at rykke op. Jeg kan ikke få
for mange af denne herlige vækst med de smukkeste lysviolette
blomster. Desuden fås den i hvid.
Frøene sås om foråret, og i løbet af sommeren kommer der
grønne bladrosetter. De tager til i størrelse i løbet af sæsonen,
men blomsterne får man først at se året efter. Da begynder rosetten
at røre yderligere på sig, lige så snart der kommer den
mindste varme. Og før man ved af det, står stænglerne med
knopper.
Lunaria er en vækst, man har glæde af i lang tid, for blomsterne
efterfølges af de fineste grønne møntlignende frøstande,
og da ses logikken i det danske navn – judaspenge. Senere
bliver frøstandene helt transparente, nærmest som pergament,
og snart efter åbner de sig, så de små flade frø kan bæres af
vinden hen et sted, hvor de ligger trygt og godt vinteren over.
Hvis man vil have gang i et kontinuerligt flor, bliver man
nødt til at så to år i træk. Så kører det hele af sig selv.
Judaspenge, Lunaria annua, herover er en dejlig vækst. Dels får den
de smukkeste blomster og dels de flotteste frøstande. På næste side
til venstre ses en hvid judaspenge, Lunaria annua var. variegata,
som får hvidrandede blade. Til højre er det natviol.
134

Dufte i haven
Med til forårets komme hører alle duftene. Der er også dufte i
haven om vinteren, men i takt med, at det bliver lunere i vejret,
intensiveres de. Jeg er sikker på, at alle har oplevet, hvorledes
lugtesansen påvirker vores følelser og hukommelse og forstærker
oplevelser, vi har haft. Tænk på årets første græsslåning.
Duften af frisk nyslået græs er fantastisk. Hos mig sætter den
gang i mange minder og erindringer.
Det siges, at lugtesansen er den mest oprindelige og stærkeste
sans, vi mennesker har. Derfor er det også uhyre vigtigt
med dufte i haven. Uden ville den blive så underlig gold.
Sidste år besøgte jeg David Austin Rose Gardens i England, se
side 178-179. Her kan man se det hav af engelske roser, de har
fremavlet gennem de seneste fyrre år. Når disse roser er så berømmede,
er det ikke kun, fordi de er smukke, men også fordi
de dufter. Ganske vidunderligt.
Da jeg gik rundt og fotograferede, slog det mig, at næsten
alle besøgende gik foroverbøjede. De duftede til roserne, næsten
mere end de kiggede på dem. Vi vil have duft i haven.
Det ville maleren Claude Monet (1840-1926) også, og efter sigende
var det meste af hans have i de første år dækket af natviol,
Hesperis matronalis; så meget holdt han af den. Og det
forstår man godt, for det er en fantastisk plante. Som nævnt
tidligere ligner natviol og judaspenge hinanden til ukendelighed,
men der er en væsentlig forskel: Judaspenge dufter ikke,
men det gør altså natviol! Som navnet antyder, er det især, når
mørket falder på, man rigtigt fornemmer duften. Da er den
meget intens, men ikke kvalm. En duft så fin, at man aldrig
bliver træt af den.
Ligesom judaspenge er natviol også toårig, så her er det
også vigtigt at så to år i træk. Slutteligt skal lige nævnes, at
natviol ligesom judaspenge også fås i hvid.
135

Drivhus, væksthus eller orangeri?
Kært barn har mange navne, og flere har spurgt mig om, hvad
forskellen er på et drivhus, et væksthus og et orangeri. Det har
jeg svært ved at give et entydigt svar på, men i hvert fald er der
ikke bar jord i et orangeri. Samtidig ligger det også i ordet, at
det er til opbevaring af ‘oranger’ – altså citrusfrugter – og derfor
er det isoleret og vinteropvarmet.
Jeg har skiftet lidt imellem betegnelsen ‘orangeri’ og
‘væksthus’ for det største af mine huse. Efterhånden er det blevet
til ‘væksthus’, for ‘orangeri’ lyder lidt for pompøst. Det andet
hus er helt klart et drivhus, om end et stort et af slagsen.
Lige siden jeg første gang besøgte England, har jeg været helt
syg med de gamle victorianske drivhuse, som jeg både så
rundtom på haveshowene og i mange af de gamle engelske haver.
Før jeg for alvor blev smittet med havebacillen, fulgte jeg
nogle udsendelser i fjernsynet – Den victorianske køkkenhave.
Der blev vist flere gamle drivhuse, som jeg straks blev fascineret
af. Jeg troede dog, at de hørte fortiden til, og forestillede
mig ikke, at de stadig blev fremstillet. Men senere skulle det
vise sig, at jeg tog fejl. I England er der flere drivhusfirmaer,
som fremstiller nostalgisk udseende drivhuse til romantisk
anlagte haveejere, og interessen er i dag større end nogen sinde.
I det hele taget er England stedet, hvor man kan fordybe
sig i det meste. Det drejer sig ikke kun om haveverdenen, men
også om alle mulige andre ‘verdener’. For eksempel gamle biler,
dukkehuse eller fårehold!
The Lost Gardens of Heligan
I nærheden af kystbyen Mevagissey i Cornvall, de britiske øers
sydvestlige spids, ligger Englands nok mest bemærkelsesværdige
have. The Lost Gardens of Heligan. Alene navnet afslører,
at der er noget magisk og fortryllende over stedet. Og det er
der; ikke mindst over historien.
Det hele begyndte i 1603, da den hovedrige adelsfamile
Tremayne påbegyndte opførelsen af et herresæde – Heligan.
Omkring tusind hektar stort var området, og i årene fremover
blev det udbygget til et helt samfund. Gårde, stenbrud, savværker,
møller og sågar et bryggeri kom til. Og rundt om herresædet
anlagde man i 1700-tallet en fantastisk muromkranset
køkkenhave, som var på sit højeste i slutningen af 1800-tallet.
Bede med alskens køkkenurter, drivhuse med eksotiske frugter
– for eksempel ananas og bananer – og grøntsager og mistbænke
til drivning af sjældne vækster dannede tilsammen et
kæmpe herskabsgartneri, som var en kongefamilie værdigt.
Desuden var der store prydhaver, søer og øer, imponerende
haverum med springvand og en hel ‘jungle’ med sjældne træer,
blandt andet rododendron, som var blevet sejlet hertil fra
fjerne egne. Hele denne herlighed var ejet af Tremayne-familen
i næsten fire hundrede år.
Tidligere i bogen nævnte jeg, at jeg ville fortælle om nogle af
de engelske haver, der har inspireret mig til at skabe den have,
jeg har i dag. Det er vi så nået til nu.
Lad os tage af sted. Min beretning begynder på et ganske
særligt sted.
Det er meget fascinerende at gå rundt i de gamle drivhuse i
The Lost Gardens of Heligan. Det var her, ideen om mit eget
victorianske drivhus opstod.
136

137

138

Noget af et vendepunkt
Imidlertid fik det sorgløse herskabsliv med Første Verdenskrigs
udbrud i 1914 en meget brat slutning. Krigen betød nemlig,
at alle mænd blev indkaldt til krigstjeneste og dermed også
godsets ansatte. I haven alene var der toogtyve gartnere, og de
skulle alle af sted til skyttegravene. Familien Tremayne blev
forvist fra deres hjem og bygningerne indrettet til rekonvalescenshjem
for officerer. Da krigen sluttede i 1918, var tidligere
tiders storhed forbi. Seksten af de toogtyve gartnere døde i
krigen, og det samme gjaldt mange af godsets øvrige ansatte.
Derfor valgte familien Tremayne at leje godset ud og forlade
stedet. Herskabsgartneriets bygninger forfaldt, og haven groede
snart fuldstændig til.
Under Anden Verdenskrig blev godset brugt som base for
amerikanerne, og i 1973 indrettede familien Tremayne lejligheder
i herresædet og solgte dem til private. På det tidspunkt
var haven glemt og gemt under brombærkrat, vedbend og væltede
træer. Et vildnis, som ingen var interesseret i at købe.
Redningsmanden
I 1990 skete der imidlertid noget, som blev et totalt vendepunkt.
Arkæologen Tim Smit havde fået nys om den begravede
have og begyndte at efterforske historien. Jo mere han læste
i historiebøgerne, jo mere optændt blev han. Hvis det virkelig
var korrekt, at der her lå en have af de beskrevne dimensioner,
var det lige, hvad han havde gået og ledt efter. Med til historien
hører, at Tim Smit nogle år i forvejen havde foretaget noget
af et karriereskift. Han var blevet komponist og sangskriver og
det med et så stort talent, at han ret hurtigt blev meget, meget
velhavende. Selv efter engelske forhold, hvor der findes ikke så
få ufatteligt rige mennesker. Nu ledte Tim Smit efter et sted,
hvor han kunne investere nogle af sine penge. Han opsøgte familien
Tremayne og sagde, at han var interesseret i at købe deres
jord, men nævnte ikke noget om haveanlægget, der sov den
dybeste tornerosesøvn.
I The Lost Gardens of Heligan er der simpelthen så meget at kigge
på. På forrige side vises blot nogle få motiver.
En ny æra
Tim Smit købte stedet, og nu begyndte et arkæologisk udgravningsarbejde
af hidtil ukendte dimensioner. Det største
haverestaureringsprojekt i Europa. At komme ned til den begravede
have og ikke mindst de gamle drivhuse og øvrige sammenfaldne
bygninger var et ufatteligt langsommeligt, møjsommeligt
og tålmodighedskrævende arbejde. Bid for bid og
stykke for stykke arbejdede maskiner og menneskehænder sig
ned gennem lagene af forvildede planter. Det varede et par år,
før man begyndte at ane linjerne i anlægget.
Det jordstykke, som Tim Smit mest havde anskaffet sig
som en legeplads, skulle vise sig at blive en uhyre god investering.
Forskellige aviser havde hørt om projektet og skrev om
det, men det store folkelige gennembrud og den meget brede
interesse kom, da BBC begyndte at følge udgravningen af den
glemte have i en række tv-programmer.
I 1992 åbnedes portene til projektet, der nu havde fået navnet
The Lost Gardens of Heligan. Folk strømmede til, og Heligan
blev i en årrække det vestlige Englands største turistattraktion
med op mod tre millioner besøgende om året.
Det må have været en helt fortryllende oplevelse at se dette
anlæg komme til ære og værdighed igen. Da jeg besøgte Heligan
sammen med Anne i 2003, stod anlægget igen intakt, og
rundtomkring kunne man se billeder af, hvor fuldstændig forfaldent,
det havde været, da man efter et par år kom ned i lagene.
Det var, da jeg gik rundt i dette genskabte køkkenhavemiljø,
at jeg bestemte mig for, at jeg ikke kunne leve uden et drivhus.
Nu kunne det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme
hjem og få det bestilt.
Tim Smits nye projekt
Når man hører historien om Tim Smit, er det tydeligt, at han
er en entrepenør; en mand, der ikke kan lade være med at sætte
nye skibe i søen. Heligan endte med at blive en ren pengemaskine.
Nogle af pengene – firs millioner pund – investerede
han i et nyt projekt, The Eden Project, der åbnede i 2001 kun
femten kilometer fra Heligan.
Denne moderne Paradisets Have, som det i realiteten er, er
indrettet under et system af kæmpemæssige kupler – tilsammen
verdens største tropiske drivhus – med hele landskabelige
forløb med mark, skov og strand, vandfald og sumpe. The
Eden Project viser, hvordan vi kan leve i balance med naturen
og udnytte dens resurser på bedste måde.
139

Mit eget drivhus
Det var altså nu, jeg skulle have det victorianske drivhus, som
jeg havde drømt om så længe. I de år var det engelske pund
vældig stærkt, så jeg havde blot gået og ventet på, at det skulle
falde. Men det skete ikke. Nu eller aldrig? Jeg kunne simpelthen
ikke vente længere og begyndte igen at bladre i et katalog,
som jeg havde fra det hæderkronede drivhusfirma Hartley Botanic
i Manchester – www.hartley-botanic.co.uk. Jeg var meget
i tvivl om, hvilken model det skulle være, så jeg tog en tur
over til fabrikken for at tage husene i nærmere øjesyn.
Valget faldt på et Victorian Lodge, der er omkring 20 kvadratmeter
stort. Det var den størrelse, jeg kunne afse bag ved
villaen. Havde jeg haft mere plads, ville jeg have valgt et hus,
der var mindst dobbelt så stort, men det ville desværre blive
for klemt.
Huset blev bestilt, og jeg fik tegningerne med hjem, for
inden huset kunne sættes op, skulle der mures. Det er netop
kendetegnende for de victorianske drivhuse, at de har en muret
sokkel. En måneds tid efter var soklen færdig, og så sendte
jeg bud til Hartley Botanic om, at nu måtte de gerne komme.
Opsætningen var nemlig en fast del af prisen, så helt fra
England kom to mand kørende med en lastbil, hvorpå de i
forvejen samlede gavle og tagstykker var lastet. Det tog dem
kun et par dage. Så stod drivhuset der, og det var lige, som det
skulle være. Alene den rumskabende faktor, huset er, og de intime
hjørner og siddepladser, det har givet, er det hele værd.
Som årene er gået, er der blevet avlet utallige planter derinde,
og når de står der på rad og række og venter på at komme
ud, føler jeg mig ganske enkelt så rig. Det er som at have et
godt fyldt forrådskammer!
140

Det er interessant at se, hvor meget der er sket på drivhusfronten,
siden jeg for tre år siden udgav bogen Drivhusdrømme. I
dag er det de færreste, der køber et lille aluminiumsdrivhus
og gemmer det i det bageste hjørne af køkkenhaven. Nej, nu er
drivhuset mere et hus til mennesker end til planter. Planterne
må være der, men vi skal være der. Et par stole og et lille bord
er i dag fast inventar i de fleste drivhuse. Tomater og agurker
er mange steder blevet fordrevet til fordel for krukkevækster,
måske et lille plantebord og et lager af potter.
Jeg indrettede selvfølgelig også mit drivhus med et par siddepladser,
og hurtigt meldte behovet sig for et større hus. Der
er jo ikke plads, tænkte jeg. Men måske kunne der alligevel
findes rum til et omme foran villaen lidt inde mod skoven?
Der var et mindre område med mistbænke, og det kunne jeg
vist godt undvære.
Skal der vær’ fest, så lad der vær’ fest! Mine havebøger solgte
flot, og jeg kunne vist godt tillade mig at investere en del af
overskuddet i et rigtigt væksthus. Sådan et med buede vinduer
og vinteropvarmning. Jeg vidste lige, hvordan det skulle se ud.
Ind og lede efter de billeder, som jeg havde taget i Mapperton
Gardens.
Det var en festdag, den dag det victorianske drivhus stod færdigt.
Og det har været en glæde lige siden. På forrige side ses, hvordan
der ser ud inde i drivhuset om foråret. Det er mange af de vækster,
der senere bliver plantet ud i krukker. Af billedet nedenfor fremgår,
hvad krukkevæksterne har udviklet sig til et par måneder efter.
141

Mapperton Gardens
Når jeg er i England, opsøger jeg gerne mindre privathaver.
I den sammenhæng skal lige nævnes, at derovre er ‘mindre’,
når det gælder haver, sjældent under ti tusind kvadratmeter. I
hvert fald ikke, hvis man bevæger sig rundt ude på landet.
Indimellem holder jeg dog også af at besøge de store steder
for at mærke historiens vingesus og opleve, hvor stort haver
kan være tænkt med formklippede figurer, akser og lange
kig. Her er lange kig virkelig lange, og hvis det fortælles, at de
formklippede taks er gamle, så er de virkelig gamle. Måske to
eller tre hundrede år. Det sætter unægtelig tingene i perspektiv
og får én til at tænke på, hvor lille en brik man er i det spil.
På DR2 har man kunnet følge en række udsendelser om restaurering
af gamle danske herregårdshaver. Ideen var at føre
haverne tilbage til deres oprindelige udseende og at genskabe
de store linjer. Disse projekter, som er meget, meget omkostningskrævende,
støttes af Fonden Realdania. Det er godt,
at der er nogen, som værdsætter den kulturarv, som vore store
herskabshaver er, og det er prisværdigt, at der sættes ind,
før det er alt for sent. I nogle af haverne burde arbejdet måske
være påbegyndt for mange år siden. Men bedre sent end aldrig.
Mapperton Gardens ligger i grevskabet Dorset, nogle få timers
kørsel fra Heligan, hvis man sætter kursen mod London. Som
et af områdets ældste herregårde kan stedet dateres tilbage til
1086, men det nuværende hus blev ‘først’ opført i 1500- og
1600-tallet. Og da huset stod færdigt, begyndte man på haven.
I 1955 blev Mapperton købt af Victor Montagu (1906-
1995), tidligere parlamentsmedlem for Syddorset. På det tidspunkt
var haven i en meget trist forfatning. Mange af de fire
hundrede år gamle arkitektoniske linjer i den naturlige kløft
var udviskede og overgroede, men der var trods alt noget at arbejde
videre på. For eksempel havde de meget gamle taks i adskillige
år stået uklippede, men formerne kunne stadig anes.
Et større restaureringsarbejde forestod.
Den terrasserede have er anlagt i italiensk stil med mure i
brændte sten, formklippede taks, vandbassiner og statuer.
Øverst oppe, for enden af haven, ligger det orangeri, som var
målet for min tur.
Mapperton Gardens er et imponerende sted, men det var orangeriet
på næste side, der virkelig inspirerede mig.
142

143

144

Orangeriet er orienteret med langsiden mod haven, og da jeg
gik rundt og tænkte på, hvordan jeg kunne placere mit, blev
jeg klar over, at jeg måtte undvære døre på langsiden, men i
stedet blot have dem i hver ende. De buede vinduer kunne jeg
ikke være foruden, for det er dem, der er med til at skabe den
rette væksthusstemning.
Orangeriet i Mapperton Gardens er det, man kalder for et
paradehus, for her står alle de eksotiske træer – citrus, laurbær,
oliven, kamelier og andre ikke hårdføre vækster – på række
og geled om vinteren. Om sommeren er de placeret rundtomkring
i haven. I tidligere tider var alle disse ikke hårdføre
vækster statussymboler. Adelen nøjedes ikke blot med at dyrke
æbler og pærer og ‘allemandsblomster’; der var prestige i
at dyrke de vækster, bonden aldrig ser, som der skrevet står i
“Marken er mejet”.
Det er i høj grad vinduerne, der er med til at skabe den rette
orangeri-stemning.
145

Mit eget væksthus
Selv om jeg er både nostalgisk og romantisk anlagt, vidste jeg,
at mit nye væksthus ikke tilnærmelsesvis skulle ligne Mappertons
imposante bygning. Hos mig skulle det nye væksthus indordne
sig under villaen og omgivelserne. Og det måtte gerne
være både klassisk og moderne i sit udtryk. Desuden skulle det
opføres på en måde, så jeg kunne holde det opvarmet om vinteren.
Det er en stor luksus at have et lyst sted med den rette
temperatur, hvor sarte vækster kan opbevares.
Ud fra billeder fra Mapperton og andre engelske haver begyndte
jeg på min egen naive måde at skitsere på papir. Derefter
fik jeg hjælp fra en af mine grafiske medarbejdere, og til
sidst sendte vi tegningerne til det arkitektfirma, jeg altid bruger.
Finpudsningen
Arkitekten kom med flere gode forslag til finpudsning. Et af
dem var, at taget skulle udføres i aluminium og have et pænt
stort udhæng. Jeg ville gerne have opført hele huset i træ, men
det var arkitektens klare overbevisning, at en tagkonstruktion
af træ ikke ville holde på sigt. Jeg lyttede til ham og har været
virkelig taknemmelig for det. Aluminiumskonstruktionen
har nemlig betydet, at vedligeholdelsen af det udvendige træværk
kan ordnes på en dag eller to. Fra starten blev lærketræet,
som huset er bygget af, mættet godt med linolie, og nu stryger
vi det bare let hvert andet år. Udhænget bevirker, at malingen
ikke påvirkes af vejr og vind.
Et af mine krav var, at vinduerne skulle være småsprossede
og med samme dimensioner som villaens. Ikke noget med termoruder,
for så ville sprosserne blive for brede. I stedet blev
der fremstillet gammeldags kittede vinduer og forsatsrammer.
På taget er anvendt termoglas, for her er ingen sprosser. Det er
en god løsning, som har virket perfekt.
Det var vigtigt, at mit orangeri kom til at passe til omgivelserne, og
det synes jeg er lykkedes.
146

Opvarmning
Huset er ret nemt at varme op om vinteren, og det skyldes sikkert,
at det i den ende, der vender op mod villaen, er gravet ind
i terrænet. Jeg har en idé om, at jorden omkring er med til at
holde på varmen. Om vinteren holder jeg huset på et par plusgrader
eller tre. Varmere behøver det ikke at være. For citrusog
oliventræers vedkommende handler det jo om at efterligne
en italiensk vinter. I syden hænder det også, at temperaturen
kommer ned omkring frysepunktet. Det sker der ikke noget
ved, blot det ikke er i længere perioder.
Varmekilden er en elektrisk blæser, som bliver tændt hen
på eftermiddagen og slukket igen om morgenen. På det tidspunkt
er det nemlig fast rutine at lufte ud; dobbeltdørene i
hver ende og tagvinduerne åbnes på vid gab. Også selv om det
fryser udenfor, for det varer trods alt et stykke tid, inden frosten
går i planterne. Når jeg lufter så grundigt ud, er det for at
minimere kondens. I et aluminiumsdrivhus betyder det ikke
noget, men et trædrivhus har bestemt ikke godt af det.
Man kan aldrig helt undgå kondens, hvis huset er fuldstændig
tæt. Derfor lader jeg tagvinduerne stå på klem og linder
lidt på en dør efter udluftningen. Det hjælper en del.
Patinerede potter
Mine potter i væksthuset er fint patinerede. Det vækker begejstring,
for det er smukt med både alger og mos. Men jeg har
ingen opskrift på, hvordan det lykkes. Det er noget, der kommer
af sig selv med tiden.
Det eneste, jeg gør, er at lade potterne stå i zinkbakkerne i
væksthuset vinteren over, for en af ‘hemmelighederne’ er nok,
at der er jord i potterne og måske også, at huset er frostfrit.
Man hører ofte, at det skulle virke algefremmende at smøre
potterne ind i yoghurt eller hvidtøl. Det er da værd at prøve.
Zinkbakker
Overalt er der zinkbakker, fordi det gør det hurtigere at vande.
En kandefuld eller to i bakkerne – så kan planterne selv trække
den væde, de har brug for. Bakkerne er fremstillet hos en
smed, men hvis man ikke er så nøje med, om bakkerne passer
fuldstændigt, kan man ofte købe nogle hos blomsterhandleren.
147

148

Indretning
Selv om huset med sine omkring halvtreds kvadratmeter ikke
hører til de mindste væksthuse, har vi brug for hver en lille
plet. Det gælder specielt om vinteren, hvor rigtig meget er flyttet
herind til opbevaring. Om foråret kan der også blive trangt.
For da har vi gang i alle de små nye planter, der er blevet sået
og priklet i de tidlige måneder. De står overalt.
Da husets indretning skulle planlægges, bestemte jeg mig
for at få en hylde hele vejen rundt lige over vinduerne. Med en
bredde på 60 cm og en samlet længde på godt 22 meter, fik jeg
pludselig 13 kvadratmeter ‘forærende’. Desuden valgte jeg at få
en vindueskarm hele vejen rundt. Den er der nu mest for hyggens
skyld. Her står pelargonier og andre potteplanter i lerpotter
og bidrager til en hjemlig grøn stemning.
Siddepladser
På trods af størrelsen bliver der hurtigt lidt trangt i væksthuset.
Om foråret, når alt står på den anden ende derinde, kan
det være svært at finde plads til bord og stole. Men når planterne
flytter ud i haven og kan klare sig selv, rykker vi mennesker
ind.
“Sikke en dejlig duft,” siger folk, når de kommer herind.
Og det er ikke kun blomsterne, der bidrager til vellugten, men
også jorden og det let fugtige miljø i selskab med den lune luft.
Hvis der så oven i købet serveres hjemmebag og friskbrygget
kaffe, blander duftene sig, og stemningen bliver helt særegen.
Gulv
Når man indretter et væksthus eller orangeri, er gulvet ret væsentligt,
fordi det i høj grad kan være medvirkende til at skabe
et hyggeligt miljø. Det er en god idé at vælge en anden belægning
inde i huset end udenfor. I modsat fald virker det, som
om huset blot er placeret oven på jorden. Det er det jo selvfølgelig
også, men på den anden måde kommer det hele til at virke
lidt mere gennemtænkt.
Til mit væksthus faldt jeg for nogle engelske belægningssten,
Bradstone Gironde, der også forhandles herhjemme. Det
gulv er jeg glad for, og det giver lidt sydlandsk stemning. Læs
mere på www.aggregate.com.
149

Småt og blåt
Blå blomster kan man ikke få for mange af. De passer ind alle
steder, og det er selvfølgelig, fordi blå og grøn ligger lige op ad
hinanden i farvecirklen. Det betyder med andre ord, at de blå
blomster nærmest smelter sammen med alt det grønne i naturen.
Violer er blå
Violer er dejlige. Især de små duftende martsvioler. Men en
anden slags violer, som jeg også elsker, er de fine hornvioler,
der findes i så mange farver. De skal sås fra frø og startes forfra
hvert år. Det gør jeg i væksthuset allerede i januar. På det
tidspunkt er der som regel kun to-tre plusgrader herinde, men
i mine to ‘kuvøser’ holder jeg en temperatur på små tyve grader.
Det er passende, når man skal have små nye planter til at
spire og gro. ‘Kuvøserne’ varmes op af varmemåtter, som jeg
har købt i England, se www.norfolklights.com. De er termostatstyrede
og meget nemme at have med at gøre.
Plantebordene i væksthuset er af træ og for at undgå, at
varmen forsvinder nedad, har jeg dækket bordpladerne med
styroporplader. Derover ligger varmemåtterne og over dem
igen zinkbakker, så jeg kan undervande.
For at holde på varmen ovenfra, har jeg fået en smed til at
lave et halvbueformet stativ til hvert bord, så jeg kan dække
med bobleplast, der er meget isolerende. Det er på den måde,
jeg kan holde de nævnte små tyve grader.
Denne forholdsvis høje temperatur går kun an, fordi der
hænger en drivhuslampe med dagslyspærer over bordene. For
hvis man har prøvet at forkultivere sommerblomster i en vindueskarm
i de tidlige forårsmåneder, ved man, hvor stor risiko
der er for, at planterne bliver lange og uharmoniske at se på.
Sådanne planter kan være svære at få noget virkelig godt ud af.
Problemet er, at planterne mangler dagslys, som jo er ret sparsomt
på den årstid. I naturen hænger lys og varme sammen.
Når solen skinner, stiger temperaturen som bekendt. Hvis
planterne kun får ekstra varme, men ikke ekstra lys, kommer
der uorden i tingene. Derfor er drivhuslampen uundværlig.
Den er tændt cirka tolv timer i døgnet. Resten af tiden skal
planterne ‘sove’.
Såning
Når hornviolfrøene skal sås så tidligt som januar, er det for at
nå at få dem i blomst til foråret. Fidusen er, at både hornvioler
og stedmoder er ret hårdføre og derfor gode forårsvækster.
De tager ikke skade af nogle frostgrader. Godt nok klasker de
sammen, men når det igen bliver tø, rejser de sig, som om intet
var hændt.
Almindeligvis anbefaler jeg ikke at så i drivhuset før tidligst
i marts, og man kan også sagtens vente til først i april.
Ofte indhenter planterne det alligevel. Det er ikke en betingelse
at have et drivhus for at kunne dyrke sommerblomster. Men
det kommer meget an på planterne. Hvis de er hårdføre, kræver
de ikke så lang udviklingstid og kan da nemt sås direkte på
voksestedet. Halvhårdføre skal have længere udviklingstid og
har derfor brug for det forspring, som en forkultivering giver.
Frøene sås i små beholdere med almindelig pottemuld. Pres
jorden let sammen og stil bakken i en beholder med vand natten
over, eller til den er helt vandtrukken. Drys så frøene let ud
over jorden og dæk med et løst lag jord. Spray gerne overfladen
med vand tilsat Atamon – en kapselfuld til en liter vand
– for at minimere risikoen for svampeangreb. Svamp trives jo,
hvor der er fugtigt. Placer bakken et sted inde, hvor den ikke
får direkte sollys.
Nu går der fra et par dage til et par uger, før frøene spirer,
forudsat at der er tale om sommerblomster. Stauder er ofte
mere lunefulde, og som jeg før har været inde på, kan de være
flere måneder om at spire, måske fordi de først skal udsættes
for frost ude. Vand kun planterne nedefra ved at lade bakken
suge væde en time eller to. Hæld derefter overskydende vand
bort. Det er meget vigtigt, at planterne ikke står og sopper.
Hvis der bliver for fugtigt omkring dem, risikerer man, at de
får rodhalsråd, så de knækker halsen og dejser om.
150

Prikling
Hvis man lader de små planter blive stående i den beholder, de
er sået i, vil deres vækst snart gå i stå. Dels fordi de nu har brug
for næring, og dels fordi de står og trykker hinanden. Derfor
skal de plantes over i større individuelle beholdere. Det kalder
man for prikling.
Hvad man prikler over i, er ikke så vigtigt, hvis blot der er
hul i beholderens bund, og at den ikke er for stor. Jeg bruger
nogle særlige priklebakker, men små potter, for eksempel af
tørv, æggebakker eller lignende, kan også bruges. Beholderne
fyldes med pottemuld af en god kvalitet, mulden trykkes let
sammen, og beholderne stilles på samme måde som såbakkerne
i et underlag med vand, så de selv kan suge vandet. Det kan
tage op til et døgn. Hvis der går for lang tid, kan man eventuelt
også vande ovenfra med en bruser på kanden. Man skal
være helt sikker på, at jorden er gennemfugtig, før priklingen
begynder.
Løsn nu de små planter fra såbakken, for eksempel ved
hjælp af en kagegaffel eller lignende. Skil planterne forsigtigt
fra hinanden og sørg for at gøre så lidt skade på rødderne som
muligt. Der er bedst kun at tage fat i bladene. Lav et hul i mulden
ved hjælp af en blyant, en priklepind eller lignende og før
rødderne ned i hullet ved hjælp af pinden. Tryk mulden let
sammen omkring planten.
Nu varer det nogle få dage, før planterne har vænnet sig til
de nye omgivelser. Så går det pludselig hurtigt. Den nye friske
muld, hvor der fra fabrikantens side er tilsat næring, gør, at
planterne virkelig skyder i vejret. Efter tre ugers tid er næringen
i mulden brugt op, og så er det en god idé at give flydende
gødning – for eksempel potteplantegødning eller tomatgødning
– når der vandes. Eller, endnu bedre, at potte planterne
over i lidt større beholdere med frisk muld. En ompotning til
gradvist større potter er som før nævnt den hurtigste måde at
få store og stærke planter på. Når faren for nattefrost er ved at
være ovre i sidste halvdel af maj, plantes væksterne ud i haven.
Der er en helt særlig glæde ved at dyrke sine egne planter. Det
kræver en arbejdsindsats, men det at opleve et frø udvikle sig
til en blomstrende plante er på en og samme tid både selvfølgeligt
og næsten uvirkeligt.
151

Hornvioler
Hvis valget stod mellem hornvioler og stedmoder, er jeg ikke i
tvivl om, hvem der ville gå af med sejren. Det ville helt sikkert
blive hornviolerne. De er så forbundet med min forårshave, at
jeg aldrig vil være dem foruden.
Jeg frådser rigtigt i hornvioler og planter dem både i bede
og i krukker. Sørger man for at gøde dem – give dem noget at
leve af – kvitterer de med blomster i så stort et tal, at det er en
hel lyst.
Ved sommerblomster agiterer jeg ofte for, at man fjerner
visne blomster for at få endnu flere blomster, men det er slet
ikke nødvendigt her. Og for øvrigt er det også næsten uoverkommeligt
med alle de blomster, en plante giver.
Det er en god idé at lade planterne stå så længe, at de udvikler
og senere kaster frø, især i bedene, for så dukker der
små planter op rundtomkring sidst på sommeren. Og det er
et herligt gensyn. Man skal ikke regne med, at blomsterne får
helt samme farve som moderplanten. Den kan godt variere en
smule, men børnene bliver kønne alle sammen. Det garanterer
jeg for!
Planter, der på denne måde selv får lov til at etablere sig i
et bed, bliver stærkere end dem, man forkultiverer i potter og
dernæst planter ud.
Søde små hornvioler. På denne side er det ‘Baby Face Lavender’.
På næste side ses øverst fra venstre ‘Purple Duet’ og ‘Baby Face
Lavender’ og nederst ‘Black Delight’ og ‘Blue Heaven’.
152

153

154

Hårdfør eller ej?
For år tilbage var man ofte nødt til at handle i England, hvis
man ønskede at købe spændende frø. Heldigvis har det ændret
sig en del de senere år, men jeg vil alligevel nødig undvære det
store engelske udbud.
Hvis man er ny inden for haveverdenen, er der en række
ord og termer i de engelske kataloger, som er gode at kende.
De er beskrevet nøje i mine tidligere bøger, så her vil jeg derfor
forsøge at forklare det kort og præcist.
Tre ord, som man støder på igen og igen, er annual, biennial og
perennial, som betyder henholdsvis enårig (sommerblomst),
toårig og flerårig (staude).
I frøkatalogerne bruges også betegnelser som HA eller
HHA. HA = hardy annual. På dansk: hårdfør sommerblomst.
Det er enårige vækster, som kommer fra så nordlige himmelstrøg,
at de ikke behøver meget lang tid for at komme i blomst.
Til den gruppe hører for eksempel valmue, morgenfrue og solsikke.
De kan sås direkte på voksestedet i april og vil så blomstre
hen på sommeren.
HHA = half-hardy annual. På dansk: halvhårdfør sommerblomst.
Disse enårige vækster kommer længere sydfra. De
er langsommere om at udvikle sig og skal derfor have et forspring
i drivhuset. Her kan for eksempel nævnes latyrus, tobaksblomst
og løvemund.
På samme måde kan man støde på betegnelserne HP =
hardy perennial og HHP = half-hardy perennial, der altså betyder
henholdsvis hårdfør og halvhårdfør staude. Her er det lidt
mere komplekst med hårdførhedsbegrebet. For hvor det ved
de enårige sommerblomster alene handler om dyrkningsmetoden,
drejer det sig her også om muligheden for overlevelse.
De hårdføre stauder klarer fint en dansk vinter, mens de halvhårdføre
som regel ikke gør det.
Kunne man så ikke bare dyrke de halvhårdføre stauder
som enårige og se stort på, at de ikke overlever? Her er svaret
nej, for det er de færreste stauder, man kan nå at få i blomst på
et år, også selv om man benytter et drivhus.
Da jeg begyndte at interessere mig for have, gik jeg konsekvent
uden om de toårige planter. Jeg havde virkelig ikke tid
til at vente et år på, at der kom blomster. Sådan tror jeg, mange
tænker, men man snyder sig selv for nogle helt særlige planteoplevelser.
For til denne gruppe hører jo judaspenge og natviol,
men også fingerbøl og mange andre spændende planter,
som alle har det til fælles, at deres korte og flygtige liv er med
til at tilføre haven den lidt tilfældige skødesløshed, der er så attraktiv.
Disse fingerbøl er uden sortsnavne. Farvevariationen opstår, når
blomsterne krydser sig, og det gør de villigt.
155

Helt tidlige blå
Lungeurt, Pulmonaria, er en af de blå blomster, der blomstrer
tidligst. I milde vintre kan man opleve den i februar, men
marts er mere almindeligt. Den afbildede sort på næste side er
P. angustifolia ‘Blue Ensign’, der lyser op nede ved jorden og er
et smukt match til krokus, skilla og perlehyacinter, når de viser
sig. Lungeurtbladene er her grønne og let hårede, og med
tiden kan en enkelt plante danne en ret stor koloni – et både
praktisk og smukt bunddække, fordi det hindrer ukrudt i at
spire frem. Det er nemt at dele lungeurt, og en yderligere oplagt
fordel er, at den klarer sig fint i skyggen.
Der findes også arter med særligt smukke blade, for eksempel
P. officinalis ‘Sissinghurst White’, der får grønne blade med
hvide pletter og hvide blomster. Derfor er den selvskreven til
det hvide bed. Desuden findes der sorter med sølvagtige blade,
for eksempel ‘Majesté’ og ‘Silverado’.
Der er som regel en forklaring på, hvorfor planter hedder,
som de gør, selv om de undertiden har nogle pudsige navne.
Det er nemt at slå plantenavne op på nettet for at få en forklaring.
Her står, at lungeurt blev opkaldt efter de arter, der
fik hvide pletter, fordi de kunne minde om lungevæv. Derfor
mente man også, at planten kunne bruges til helbredelse
af lungesygdomme, blandt andet bronkitis. Historien fortæller
ikke, om det virkede, men blot, at lungeurt fandtes i mange
klosterhaver. Så mon ikke?
En hurtigløber
Cardamine quinquefolia er en lille spredningsvillig plante, der
nærmere må kaldes lavendelfarvet end blå. Slægten, Cardamine,
hedder springklap på dansk, men i sammenhæng med arten,
quinquefolia, er der ikke noget egentligt dansk navn. Aldrig
tidligere har jeg skrevet om den, selv om det absolut er en
favorit blandt de tidligste forårsvækster. Jeg har heller ikke set
den på en dansk planteskole. Og det er trist og mærkeligt, for
det er en både hårdfør, smuk og anvendelig plante.
Som nævnt spreder den sig gerne ved hjælp af rodudløbere
under jorden. I løbet af nogle få år danner den tæpper af de
smukkeste savtakkede blade i marts-april, og blomsterne følger
kort tid efter. Først på sommeren visner de ned og forsvinder
fra jordens overflade. Nogle mener, at det er et minus, når
156

planter gør det, men jeg synes blot, at det er en oplagt chance
til at få plantet noget nyt, for eksempel sommerblomster. Heldigvis
kommer Cardamine quinquefolia igen næste forår.
Vårfladbælg
De fleste kender den almindelige ærteblomst, Lathyrus odoratus,
men den, jeg vil nævne her, har ikke samme bevågenhed,
selv om det også er en latyrus – Lathyrus vernus, vårfladbælg.
Slægtsskabet er ikke så åbenlyst, men kigger man på blomsterne,
ser man sammenhængen. Men så hører ligheden også
op, for hvor den almindelige ærteblomst er en enårig plante, er
vårfladbælg flerårig og dermed en staude. Og hvor almindelige
ærteblomster slynger sig og nemt kan blive over to meter, er
vårfladbælg en lille tæt buskagtig plante på 35-40 cm.
Blomsterne er ikke ret store – nogle vil måske kalde dem
undseelige – men netop dem har jeg en forkærlighed for. Et
bed med udelukkende store blomster kommer ofte til at virke
ensidigt. Det er vigtigt også at huske de små, som kan stå i bedets
forkant og dække bunden.
Hvis det skal komme til at se ud af noget, er det vigtigt at
plante en del, og her er det så heldigt, at man selv kan så vårfladbælg.
Men som jeg tidligere har været inde på, er der mange
staudefrø, der skal have frost for at spire, og således er det
også med vårfladbælg.
Men ... for godt og vel tredive år siden præsenterede en tysk
frøavler, Klaus R. Jelitto, en verdensnyhed. Gennem flere år
havde han eksperimenteret med på forhånd at kuldebehandle
frø, således at de spirede ganske kort tid efter, at de blev sået.
På den måde kunne gartnere altså spare lang tid, og da tid som
bekendt er penge, var det et produkt, gartnerne snart tog til
sig. De nye frø kom til at hedde Jelitto Gold Nugget Seeds, og
det navn sælges de stadig under. I dag kan man få næsten fire
hundrede arter og sorter, blandt andet vårfladbælg, Lathyrus
vernus.
Få mere information på www.jelitto.com.
På forrige side ses løvet fra lungeurt ‘Majesté’ og ‘Sissinghurst
White’. Herunder er det fra venstre lungeurt ‘Blue Ensign’,
kugleprimula og vårfladbælg.
157

Blå anemoner
Vi har mange anemoner i haven. Flest af den almindelige hvide
anemone, Anemone nemorosa, som har forvildet sig herind
fra skoven. Det er tydeligt, at den trives, men bøgeskoven er jo
også dens naturlige habitat.
En anden anemone, den blå, Hepatica nobilis, er meget
mere sjælden. Der findes mindre bestande især på Møn, Sydsjælland,
Lolland og Falster. Nordpå kan man også være heldig
at finde den, for eksempel i Rold Skov. De blå anemoner skal
man ikke plukke. De er godt nok ikke fredede, som nogle tror,
men de skal have lov til at blive i naturen, så så mange som
muligt kan glædes over dem.
Det er et helt mirakel, når de titter frem på deres bladløse
stilke. Tydeligt er det, at den blå anemones vækstform er helt
anderledes end den hvides, som formerer sig ved underjordiske
udløbere og i løbet af nogle år danner store partier i skovbunden.
Den evne har den blå anemone ikke; den bliver så at
sige på sin plads.
Herover ses øverst blå anemone. Derunder fra venstre ungarsk
anemone og balkananemone.
158

Hepatica-slægten er ganske lille. Faktisk er det blot to arter.
H. nobilis, som vi netop har hørt om, og så H. transsilvanica.
Sidstnævnte hedder ungarsk anemone på dansk. Den har større
blomster end den blå anemone, og bladene er også noget anderledes.
Den er flink til at sprede sig både ved udløbere og såning.
På solrige steder springer den ud i marts.
Hvis man i foråret falder over blå anemoner i potter i for
eksempel supermarkedet, er der en ret stor sandsynlighed for,
at det er balkananemone, Anemone blanda. Den dyrker man
fra knolde, og hvor balkananemonen trives, kommer den troligt
igen år efter år. Foruden blå fås den også i en hvid og en
rosa variant.
Fra Georg Jensen?
Anne skrev på et tidspunkt, at hun syntes, at de fine perlehyacinter,
Muscari armeniacum, grangiveligt lignede noget, som
kunne være fremstillet af sølvsmeden Georg Jensen (1866-
1935). Når man ser på mange af hans værker, er sammenligningen
forståelig. Talrige små dråber er sirligt placeret langs
en opret stængel, og når de springer ud, bliver man nødt til at
plukke en buket. Så fine er de.
Efterhånden har jeg perlehyacinter over store dele af skovhaven,
og det skyldes, at de er så generøse med frø og flittigt
sår sig selv. De første år ligner de små planter nærmest græsstrå,
året efter er de stadig grønne, men på tredjeåret dukker
blomsterne op. Andet år kan det være en god idé at grave løgene
op og plante dem ud med 5-10 cm’s afstand, efter at det
grønne er visnet ned. På den måde undgår man, at planterne
står og trykker hinanden, og året efter er de så klar til at danne
en stor blomstrende gruppe.
Man skal lede længe efter en blomst, der er så anderledes og yndigt
skabt som perlehyacint.
159

Bluebells
I England omtales bluebells med stor veneration og i et nærmest
kærligt tonefald. Den latinske betegnelse er Hyacinthoides
non-scripta, men planten har aldrig fået et egentligt dansk
navn. Hyacinthoides kan dog oversættes til ‘med udseende som
en hyacint’.
Bluebells er en del af den britiske folkesjæl og lige så elsket
som vores anemone. Den ville vi jo også meget nødigt være
foruden. Imidlertid er der kommet en slange i paradis. H. nonscripta
er ved at blive fortrængt af en anden art inden for samme
slægt, nemlig Hyacinthoides hispanica. Noget, englænderne
virkelig begræder, fordi de i bund og grund helst vil have, at
tingene er, som de altid har været. Problemet er, at H. hispanica
er stærkere og derfor mange steder er begyndt at kvæle de
originale bluebells.
Vårfloks
Når talen falder på floks, tænkes der ofte på høstfloks, Phlox
paniculata, der blomstrer i juli-august. Men der er faktisk andre
arter, blandt andet P. divaricata, vårfloks, som springer ud
i maj. Slægtsskabet mellem de to falder ikke lige i øjnene. Vårfloksen
bliver kun cirka 25 cm høj, mens høstfloksen når omkring
en meter.
En meget dejlig vårfloks-sort er ‘Blue Perfume’, der har den
mest delikate pyjamasblå farve og den skønneste duft. Den
blomstrer et par måneder og hører ligesom de fleste andre i
dette afsnit til havens små statister, der spiller så fint op til primadonnaerne.
Prærieliljer
Løgvækster hører ikke kun foråret til. Der findes flere sommerblomstrende,
som bestemt også er værd at lægge mærke
til. For eksempel prærielilje, Camassia. Det er en smuk og fordringsløs
plante, der på sin egen diskrete måde er med til at
skabe variation i bedet med nydelige stjerneformede blomster
på oprette stilke.
Jeg dyrker to blå arter, og de er fine i selskab med de øvrige
planter i dette afsnit. For eksempel er den blå vårfloks, som jeg
netop har omtalt, helt fortryllende sammen med C. leichtlinii,
fordi deres farver er næsten identiske, og de blomstrer omtrent
samtidigt. Denne art bliver cirka en meter høj, og hvor den trives,
kan den få op til halvtreds blomster på hver stilk.
En mere mørkeblå art er C. quamash, der kun bliver cirka
halvt så høj som C. leichtlinii, altså omkring 50 cm. Blomsterne
her er heller ikke så talrige; sjældent over en halv snes stykker
på hver stængel.
Prærieliljer breder sig kun langsomt, men i løbet af nogle
år vil de danne små grupper.
Fra venstre: ‘falsk’ bluebell, Hyacinthoides hispanica, vårfloks
‘Blue Perfume’ og prærielilje, Camassia leichtlinii. På næste side
ses prærielilje, Camassia quamash, sammen med bølgekronet
storkenæb.
160

161

Mere af det gule
Endnu en anemone
Der findes også gule anemoner. Dels gul anemone, Anemone
ranunculoides, og dels svovlgul anemone, Anemone x lipsiensis.
Den gule anemone er varm gul og findes i det østlige Danmark
ligesom den blå anemone, Hepatica nobilis. Den er ikke
særlig almindelig. Endnu mere sjælden er den svovlgule anemone
med cremegule blomster. Det er en krydsning mellem
den almindelige hvide anomone og den gule. Derfor ser man
den også af og til benævnt som Anemone nemorosa x ranunculoides.
Hængende klokker
Der findes så mange planter, der egner sig til de halvskyggede
forhold, jeg har inde ved skoven, og der – sammen med
de svovlgule anemoner – har jeg plantet grupper af Uvularia
grandiflora ‘Pallida’ – en lille fin cirka 25 cm høj plante med
hængende klokkeformede lysegule blomster. Den rene vildart,
Uvularia grandiflora, har varmt gule blomster, men ‘Pallida’ er
en såkaldt sport, en afviger, med meget lysere blomster. Tonemæssigt
svarer de fuldstændig til den svovlgule anemone, men
man ser dem aldrig sammen, for når Uvularia springer ud i
maj, har anemonerne takket af.
En grafisk plante
Tidligere i bogen under prydløg skrev jeg, at kugler skaber ro,
og det gælder også for denne staude, der har adskillige kugler
op ad stænglen. Navnet er løvehale, Phlomis russeliana, og selv
om planten hører til de diskrete aktører i bedet, er det alligevel
én af dem, jeg ikke vil undvære. Den er nemlig god både i
knop, i blomst og som frøstand. På det store billede på næste
side er kuglerne akkurat begyndt at få farve – lys gul – og på
det lille billede herunder ses, hvordan løvehale ser ud, når den
er fuldt udsprungen først i juli. Kort tid efter smider den de lysegule
kronblade, og resten af sæsonen pynter stænglerne med
de kugleformede frøstande. Med sne på er de ekstra smukke.
Fra venstre: svovlgul anemone, Uvularia grandiflora ‘Pallida’
og løvehale. På næste side ses løvehale foran Iris pseudacorus
‘Variegata’. Bagest til venstre er det fingerbøl.
162

163

Gule påskeklokker
Det ville være unaturligt ikke at komme ind på de skønne gule
varianter af Helleborus orientalis, påskeklokke, men det bliver
kun sporadisk. Man kan læse meget mere i min forrige bog,
Juleroser og påskeklokker, som tilbundsgående dykker ned i
denne fantastiske planteslægt.
Det enestående ved påskeklokker er, at de krydser sig så
meget indbyrdes, at man aldrig ved, hvilke farver frøplanterne
får. De mest almindelige er de støvede purpurfarver, som ofte
har et prikket mønster på kronbladene.
Hidtil har den gule farve været meget svær at fremavle,
men de senere år har man set flere og flere. De rene gule helt
uden aftegninger eller mønstre på kronbladene er specielt fine
og passer så godt ind i mine cremegule bedkreationer.
Gartneriet Spiren ved Skælskør er min ‘hofleverandør’.
I februar-marts, hvor påskeklokkerne er på deres højeste, er
det en udflugt værd at besøge gartneriet for at udvælge egne
favoritter. Man skal sætte god tid af, for det er uhyre svært at
bestemme sig, når man går rundt mellem de mange tusind
planter. Se www.gartnerietspiren.dk.
Ingen kan vel være uenig i, at disse helt sart gule påskeklokker er
smukke. Især dem uden prikker er yndige. Langt de fleste er fra
Gartneriet Spiren. Blomsten nedenfor, som har det, man kalder
‘præstekrave’ rundt om støvdragerne, er en undtagelse. Det samme
gælder eksemplerne på næste side, nederst til venstre. De kommer
fra en specialplanteskole i England.
En ‘præstekrave’ er egentlig en abnormitet – forstørrede
nektarier. Men kønt er det.
164

165

Som roser
I sammensætningen af mine bede kan jeg godt lide at kombinere
det hele – løgvækster, stauder, sommerblomster og buske,
især de blomstrende. De kan nemlig give bedet en statur, som
kan være svær at skabe udelukkende med blomster, der visner
ned om vinteren.
En af de buske, jeg holder meget af, er kvæde, Chaenomeles,
og især en helt uimodståelig sort, ‘O Yashima’. Den får nemlig
de flotteste dobbelte cremehvide rosenlignende blomster i
maj. Og i sensommeren kommer de smukke friskgrønne frugter,
der er helt fantastiske til gelé. En af mine efterårstraditioner
er at plukke et par håndfulde og lægge dem i en skål i den
lune havestue. Så udsender de den mest fortryllende søde duft,
der ligesom krysantemummernes er indbegrebet af efterår. Så
er det snart tid til at hygge sig inden døre med ild i kaminen og
alle de havebøger og -magasiner, man ikke har fået læst i løbet
af sommeren. På den tid af året kan jeg ligefrem glæde mig til
de mørke vinteraftner.
De første år, jeg havde denne kvæde, affandt jeg mig med,
at den ikke fik frugter. Det var sikkert, fordi blomsterne var
dobbelte, tænkte jeg. Men så besøgte jeg en sensommerdag en
god planteven, der havde en stor busk med de flotteste grønne
kvæder. Jeg roste dem, hvortil han svarede: “Ja, det er jo den
sjældne sort med dobbelte hvide blomster.” Pludselig gik der
en prås op for mig. På mine ‘nusseture’ rundt i haven piller jeg
jo alt vissent af, når det begynder at se trist ud. Således også
med kvædeblomsterne. Så tror da pokker, at jeg ikke fik frugter.
Behøver jeg at sige, at jeg nu lader de visne blomster være?
Det er en ret sjælden plante, som jeg for år tilbage købte
på Sønderborg Planteskole, se www.sonderborgplanteskole.dk.
Efter sigende har de den endnu.
Svævende lethed
Her er endnu en af de småblomstrende stauder – denne gang
en, der får de fineste lysegule blomster i maj og juni. Ranunculus
acris ‘Citrinus’ hedder den, og selv om den ikke har noget
egentligt dansk navn, fremgår det af det latinske, at det er en
ranunkel.
Hvis man ligesom jeg holder af de lysegule farver, er denne
plante absolut et must til bedets forkant. Den bliver omkring
60 cm høj, og med sin næsten svævende vækst tilfører den bedet
en lethed og virker helt grøftekantsagtig.
Den kan være lidt svær at finde, men www.staudefeen.dk
har den. Køb blot en enkelt plante eller to. Næste år vil de have
sået sig selv, og så kan de små planter flyttes hen, hvor man
gerne vil have flere.
Til venstre ses en blomst fra den dobbelte kvæde ‘O Yashima’. Til
højre er det Ranunculus acris ‘Citrinus’. På næste side er det gul
miliegræs og tulipanen ‘Cherida’.
166

Gult græs
Da min haveinteresse tog fart, havde jeg ikke rigtigt øje for
de mange forskellige prydgræsser, der findes. Når folk sagde
“prydgræs”, kom jeg hver gang til at tænke på en stor elefantgræs
op ad en halvfjerdservilla, eventuelt i selskab med en
bambus. Det var ikke noget for mig.
Nu er jeg dog blevet klogere og ser i dag de oplagte muligheder,
som prydgræsser, store som små, byder på i haven. Det
er flotte bladplanter, der sammen med havens øvrige løv kan
virke som fantastiske med- og modspillere.
Det, der er så spændende med prydgræsser, er, at de både
varierer i form og farve. Der findes rødlige græsser, blålige,
grålige og gullige. Sidstnævnte passer suverænt sammen med
de øvrige blomster i dette afsnit. Farvet løv giver så mange
muligheder for spændende og uventede sammensætninger,
men når det drejer sig om gult løv, skal man være lidt varsom.
Anvendt på den forkerte måde kan det godt komme til at se
ud, som om planten mangler næring. For at undgå dette er det
godt at plante forskellige gulløvede planter imellem hinanden,
eventuelt sammen med gule blomster eller blå. På den måde
signalerer man, at det er ‘alvor’, og mængden gør, at øjet indstiller
sig på det. Planter man en enkelt gulløvet plante sammen
med en masse grønne, er det forståeligt, at den stikker
ud.
En af de græsser, jeg straks tog til mig, er en gulløvet variant
af almindelig miliegræs, Milium effusum, der er helt almindelig
i Danmark. Bladene danner en løs tue, og de er ret
slappe og graciøst hængende. Blomstrer i juni. Den gule hedder
Milium effusum ‘Aureum’, men i Storbritannien, hvor planten
anvendes meget, er den mere kendt under navnet Bowles’
Golden Grass. Opkaldt efter den mand, der fandt den.
Blandt Englands mange plantepersonligheder har der selvfølgelig
også været markante mænd. En af dem var Edward
Augustus Bowles (1865-1954), som ofte er blevet kaldt en af
det tyvende århundredes mest betydningsfulde gartnere. Han
blev født på Myddelton House i Enfield uden for London. Der
boede han hele sit liv og skabte en fantastisk have, der også er
åben i dag.
167

Bowles underviste kommende gartnere, skrev bøger, forædlede
og fandt planter. Omkring fyrre af dem bærer den dag i dag
hans navn og således altså også Bowles’ Golden Grass.
Altid var han på udkig efter nye planter og vandrede lange
ture i den nærliggende natur. Det var også dér, han fandt den
gule afart af den almindelige miliegræs. Med sin store sans for
anderledes planter tog han den med hjem, høstede frø af den,
såede og ventede. Det viste sig, at han var så heldig, at de små
nye planter kom true from seeds, den engelske betegnelse for, at
afkommet bliver ligesom moren. Det kan man ikke altid være
sikker på. Nogle gange krydser en afart nemlig tilbage, og så
risikerer man, at den blot kommer til at se ud som den rene
vildart.
Bowles forærede frø til gartnervenner, og støt og roligt
dukkede den gule græs op i haver over hele England. I dag er
den kendt overalt i verden. Det er sjovt og interessant at tænke
på, at de alle nedstammer fra en enkelt plante fundet på en eng
uden for London for måske halvfjerds til firs år siden.
Lundgylden
For en halv snes år siden var Anne og jeg på en haverejse til
Normandiet. En dejlig tur, hvor vi som altid så flere nye planter.
Særligt én fæstnede sig i vores erindring. Det var en skøn
gulgrøn plante, der nærmest lyste inde i skyggen i en letløvet
skov. Vi troede begge, at det var forårsvortemælk, men ejeren
af haven kunne fortælle os, at den hed Smyrnium perfoliatum.
Hjemme slog jeg den op, og det viste sig, at planten havde et
dansk navn, nemlig lundgylden. Hvad jeg også kunne læse var,
at den gror vildt i Sydeuropa, men at den klarer sig fint i Danmark.
Nogle steder har den ligefrem forvildet sig.
Den måtte jeg bare have fat i. Så et større eftersøgningsarbejde
blev indledt. Færdige planter fandt jeg ingen steder, men
hos www.jelitto.com solgte man frø. Jeg blev fyr og flamme og
bestilte straks. Men der kom til at gå lang tid, før jeg fik blomster
at se. For det første researchede jeg mig frem til, at frøene
skulle have frost for at spire. Dér røg det første lille års tid! Senere
fandt jeg ud af, at lundgylden som noget ret sjældent skal
gennemgå en treårig cyklus for at komme i blomst. Derefter
dør den.
Når frøet spirer om foråret, viser der sig blot er par blade.
Samtidig dannes en lille lys knold på størrelse med et knappenålshoved
under jorden. Efter en god måneds tid visner bladene
ned, mens knolden går i dvale under jorden. Næste forår
er der lidt mere vigør i planten, og da kommer der en roset af
grønne blade. De visner også ned og efterlader sig ikke noget
spor over jorden. I mellemtiden har knolden vokset sig til en
størrelse svarende til en lille hasselnød.
Endelig. Efter tre år sker der noget! Bladene dukker frem
nede ved jorden, og først i april begynder en kantet og stiv lysegrøn
stængel at gro opad. Det går ret hurtigt, og man kan
nemt se, at der sker noget dag for dag. Sidst i april eller først i
maj springer blomsterne ud i små skærme. Bladene på stænglerne
er meget særegne. Det ser omtrent ud, som om stænglerne
gror lige igennem dem.
Det gik ikke så godt med de frø, jeg såede. De spirede fint om
foråret, men før jeg kom i gang med at prikle, visnede løvet
væk. Jeg blev ærlig talt så frustreret, at jeg smed hele såbakken
med indhold ud. På det tidspunkt kendte jeg ikke noget
til hverken planternes lange udviklingstid eller den lille knold
under jorden. Det var først derefter, jeg begyndte at læse på
lektien.
Så bestilte jeg frø igen, såede og ventede og ventede og ventede.
Endelig spirede frøene, og nu skulle jeg nok vente med
at omplante, til kimbladene visnede ned. Som sagt så gjort.
Derefter plantede jeg de bittesmå knolde ud et sted, hvor de
ikke ville få konkurrence fra andre planter. Året efter kom den
halvstore roset, og året efter igen begyndte de at lægge an til
blomstring.
Da tog jeg en både fremadrettet og drastisk beslutning. Jeg
klippede to tredjedel af stænglerne af for at forhindre dem i at
blomstre. En forklaring på dette kommer om lidt. Den sidste
tredjedel kom med de smukkeste blomster, og jeg glædede mig
virkelig over, at mit forehavende nu var lykkedes. Fem år efter,
at vi første gang så planterne i Frankrig! Hen midt på sommeren
høstede jeg de modne frø fra planterne, tørrede dem i
drivhuset et par uger, blandede dem op med lidt pottemuld og
fordelte muld og frø forskellige steder i skovhaven.
Grunden til, at jeg klippede to tredjedele af planterne ned, var,
at jeg havde læst, at planterne ville dø efter blomstring. Men
jeg vidste jo også, at hvis man forhindrer en plante i at sætte
frø, så kommer den igen. Og det var lige netop, hvad der skete.
De nedklippede planter overlevede, og det bedste ved det hele
var, at bladrosetterne blev ekstra omfangsrige, fordi de nu havde
samlet kræfter. Stænglerne kom året efter, og denne gang
klippede jeg kun en tredjedel ned. De øvrige fik lov at blomstre,
og da de var færdige, høstede jeg frøene og spredte dem.
168

Tredje år kom de sidste nedklippede, og nu var rosetterne efterhånden
blevet så store, at de så ud, som om de kunne sprænges.
Det resulterede i det flotteste og kraftigste flor. Også frøene
fra disse planter blev spredt i haven. Nu var alt på plads ...
Året efter blomstrede planterne fra de første frø, jeg bredsåede,
og på den måde fik jeg gang i en kontinuerlig cyklus.
Nu glæder jeg mig over en flot bestand hvert forår, og antallet
af planter er ved at være tilpas. Derfor er planen, at jeg næste
år vil fjerne en del af planterne, før frøene udvikler sig, og så
for eksempel blot sprede omkring ti procent.
Jeg har nemlig efterfølgende oplevet haver, hvor de gulgrønne
planter er blevet for talrige. Her er det virkelig en balancegang
mellem at dyrke og at ave. Det skal også lige fortælles,
at jeg i mellemtiden har oplevet lundgylden i den vilde
natur et par steder i Danmark. Dels i skoven ved Sorgenfri Slot
og dels i Bølshavn mellem Gudhjem og Svaneke på Bornholm.
Det var utrolig flot at se dem blomstre der.
I det hele taget holder jeg meget af vilde blomster i haven,
fordi de har noget oprindeligt og naturligt over sig. Det bløder
lidt op på ‘pænheden’ i haven. Og hvis man skal tale om
trends, er det da også det, som har været fremherskende inden
for haveverdenen de senere år.
Af samme grund forguder jeg også lupiner. Kan ganske
enkelt ikke forestille mig noget smukkere i haven først i juni,
hvor spirene begynder at åbne sig.
Det er bare ‘helt vildt’!
Lundgylden er en smuk, smuk plante, som jeg har vovet at indføre i
haven, men hvis den får lov til at så sig, kommer den over det hele.
Derfor klipper vi frøstandene af, inden frøene modnes.
169

En rigtig vortemælk
Som nævnt troede jeg fejlagtigt, at lundgylden var en vortemælk,
Euphorbia. Måden, hvorpå jeg fandt ud af, at den ikke
var det, var ved at brække en stængel. Da der ikke kom hvid
mælkesaft ud, vidste jeg, at jeg var gal på den. For alle vortemælk
har nemlig hvid saft i stænglerne, og den skal man
omgås med megen omhu. Det er vigtigt at vaske hænder, hvis
man har fået saft på fingrene. Gnider man sig for eksempel i
øjnene med blot lidt saft på fingrene, kan det nok være, at øjnene
begynder at svide. Jeg ved, hvad jeg taler om!
Vortemælk-slægten er meget stor, og her vil jeg begrænse mig
og blot nævne en enkelt art. De forskellige arter har alle det til
fælles, at blomsterne bliver grøngule til limefarvede – en toneskala,
der kan indpasses alle steder, fordi den ligger så tæt på
naturens grønne.
Den vortemælk, det gælder her, er forårsvortemælk, Euphorbia
polychroma, som jeg af flere grunde holder af. Den springer
ud i maj som et smukt akkompagnement til tulipaner og narcisser,
og især synes jeg, den er pragtfuld sammen med hvide
blomster. Vækstformen er meget harmonisk, idet planten på
det nærmeste danner en halvkuppel og rent grafisk skaber en
fin balance i et bed. Navnlig, hvis man gentager planten flere
steder i bedet. Det skaber ro.
Forårsvortemælk er en plante, man kan have glæde af til et
pænt stykke hen på sæsonen. Når blomsterne takker af efter
en god måneds tid, erstattes de af små gule frøstande, der ligner
mimoseblomster. De er også smukke.
Det skal også lige med, at forårsvortemælk hører til ‘standardsortimentet’
på de fleste planteskoler. Så den er ret nem at få
fat på.
Forårsvortemælk er en af forårets virkelig gode planter. Når den
afblomstrer, kommer der små gule frøstande, som minder om
mimoseblomster.
170

171

De skønne roser
Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at have have uden roser.
Når folk spørger mig, hvilken årstid jeg holder allermest
af, bliver jeg nødt til at sige midsommer, omkring sankthans.
Der er selvfølgelig også andre højdepunkter, for eksempel løgvækstblomstringen
i foråret, staudefloret i højsommeren, dahliabraget
i sensommeren og og og …
Men der er ikke noget, som overgår roserne. Det hænger
naturligvis sammen med, at jeg er så betaget af den engelske
havestil, og i det britiske er haver uden roser utænkelige. De er
så fast forbundne med den engelske havekultur.
Det med mig og roser er egentlig noget mærkeligt noget. Faktisk
troede jeg engang, at jeg slet ikke kunne lide roser. Det var,
før jeg blev haveinteresseret, og den episode, jeg vil fortælle om
her, ligger nok omkring tredive år tilbage.
Jeg var på besøg hos et af mine nu afdøde ældre familiemedlemmer,
som havde en meget stor landbohave. Imponerende
var den, men jeg må indrømme, at den ikke rigtigt sagde
mig noget. Det kan meget vel skyldes, at jeg dengang – hvor jeg
knapt var fyldt tyve – ikke var ‘parat’. Dog husker jeg, at jeg
gik rundt i haven; kiggede og betragtede. På et tidspunkt kom
jeg til et stort rosenbed med en mængde roser, måske omkring
tredive. De var alle ens og højrøde. Med den viden, jeg har i
dag, tror jeg, at det har været ‘Ingrid Bergman’. De stod med
en lille halv meters afstand, jorden var pænt kultiveret, og
rundtom var der en fin velklippet og blomstrende lavendelhæk.
Både roser og lavendler viste sig fra deres bedste side og
blomstrede rigt. Der var ikke noget galt med pasningen.
Jeg husker, at jeg stod ret længe og funderede. Mon roser
skal se sådan ud? tænkte jeg. De lange nøgne ben med den
bare jord omkring og den sirlige lavendelhæk som ramme omkring
maleriet; det virkede forkert. Dengang kunne jeg ikke
sætte ord på, hvad der var galt, men det betog mig slet ikke. Så
i årene fremover mente jeg ikke, at jeg kunne lide roser. Og haver
i det hele taget. Der var slet ingen wauw-effekt!
En åbenbaring
Som så ofte før fortalt var det først, da jeg så Anne Justs have,
at jeg blev fyr og flamme. Da blev jeg tændt. Jeg tog hjem og
sugede til mig. Snart var jeg i gang med havebøgerne. Men
dem om roser konsulterede jeg ikke. De var slet ikke i mine
tanker. For jeg kunne jo ikke lide roser. Troede jeg.
Det blev en tur til England, der fuldstændig vendte op og ned
på mine forestillinger. Jeg var taget til det store engelske haveshow
Hampton Court Palace Flower Show. Her følte jeg mig
virkelig som Alice i Eventyrland. Så mange blomster på et sted
var helt overvældende. Nærmest overstadig blev jeg, da jeg
kom ind i et af de store telte kun med roser – ikke sådan nogle
stivstilkede nogen med store åbne hoveder uden duft, men roser
så skønne, at jeg ikke troede mine egne øjne.
Jeg stod foran David Austin Roses’ stand og var tryllebundet.
Hvorfor havde jeg aldrig set sådan nogle skønheder før?
Nu var der ingen tvivl i mit sind. Selvfølgelig kunne jeg da lide
roser, hvis blot de så ud som disse. Og hvis det var mig muligt
at dyrke roser som dem, hjemme i min egen have, ville starten
til en livslang kærlighed være lagt. Det viste sig heldigvis, at
jeg skulle få held med mine roser. Stort held endda, og det vil
jeg fortælle om på de kommende sider.
Når jeg ser på dette billede, bliver jeg rigtig glad. Så kan jeg
nemlig se, at min drøm om at skabe en have i engelsk stil er gået i
opfyldelse.
172

173

174

De engelske roser
De roser, der totalt overvældede mig, hører til den kategori,
som rosenforædleren David Austin har skabt og døbt engelske
roser. Det var en helt igennem revolutionerende ‘opfindelse’,
da det lykkedes ham at krydse de historiske roser med de moderne
genblomstrende tehybridroser.
De historiske roser (som jeg først lærte at kende efter at
have opdaget de engelske) havde flere plusser og kun et enkelt
minus. Lad os tage det positive først: De havde de mest
romantiske former – ofte fyldte med talrige små kronblade,
blomstrede rigt, var meget hårdføre og duftede helt fortryllende.
Men … der var altså en slange i paradiset. Og det var, at
langt de fleste kun blomstrede én gang, nemlig fra anden halvdel
af juni og en lille måneds tid frem.
Det var naturligvis en skam, at så smukke blomster takkede
af efter tre-fire uger, og det gjorde, at flere forædlere begyndte
at fremavle roser, som kom igen med et nyt hold blomster efter
de første. Det var da smart! Ja, måske. Problemet var bare,
at det intensive forædlingsarbejde ofte resulterede i roser uden
duft og i store hoveder, der i knop måske var meget kønne,
men i udspring lod meget tilbage at ønske. Og hvor de historiske
roser ofte dannede smukke buske, var de moderne roser tit
nogle stivstilkede og ofte ret ucharmerende planter.
Jeg er helt klar over, at jeg lyder noget negativ, når det kommer
til de moderne roser, og det skal da også nævnes, at der
findes en del gode roser blandt de moderne. Dem vil jeg senere
vende tilbage til.
Når jeg går rundt i haven midt i juni og oplever et motiv som dette,
glæder jeg mig virkelig over nuet. Men jeg har samtidig nye ideer og
projekter. Så jeg kan tilslutte mig de mange englændere, der siger:
“The garden will be even nicer next year.” Det bliver min have
også!
175

David Austin var meget optaget af tanken om at krydse de
moderne roser med de historiske og derved få de historiske rosers
charme og de moderne rosers evne til at blomstre mere
end én gang.
Den første rose, David Austin sendte på markedet, var
‘Constance Spry’, der blev introduceret i 1961. Det viste sig at
være en fantastisk rose med knytnævestore runde rosa blomster,
der duftede utroligt. En ting manglede dog. Evnen til at
blomstre mere end én gang. ‘Constance Spry’ blev alligevel
modtaget med storm, fordi de smukke blomster helt og holdent
havde de historiske rosers umiskendelige præg, men blot
var meget større. Det er en rose, som jeg nødigt ville undvære,
og på side 232 lovpriser jeg den da også i høje toner.
Det med genblomstringen fik David Austin dog ret hurtigt
styr på, og i årene fremover introducerede han den ene skønne
rose efter den anden. Således er det siden begyndelsen for omkring
halvtreds år siden blevet til et par hundrede forskellige
sorter, og hvert år introduceres en række nye – mellem tre og
seks de senere år. I takt med at der hele tiden kommer nye engelske
roser på markedet, bliver nogle af de gamle trukket ud.
Hvert år er jeg spændt på, hvad der nu kommer, og selv om
pladsen her efterhånden er ved at være noget trang, kan jeg altid
skrue en håndfuld nye roser ned.
Da jeg opdagede de engelske roser i England for tolv-tretten år
siden, var de ikke rigtig kommet her til landet. De var i hvert
fald ikke særlig udbredte, og haveejere, der hørte om dem, var
i tvivl om, hvorvidt de overhovedet var hårdføre. Jeg har aldrig
været så bange af mig, så jeg bestilte allerede på udstillingen
adskillige eksemplarer, og dem har jeg endnu.
I dag er de engelske roser helt almindelige herhjemme, og
mange har taget dem til sig. Nu fås de på stort set alle planteskoler
og hos www.rosenposten.dk.
Jeg vil vove den påstand, at de engelske roser har betydet, at
mange flere yngre, især kvinder, er begyndt at interessere sig
for roser. Jeg bliver ofte bekræftet i, at jeg ikke er den eneste,
der ikke kan se det mageløse i en opret ‘Ingrid Bergman’-rose.
Først og fremmest finder jeg roser rigtig charmerende, når
de ledsages af andre planter. Roser er – ligesom mennesker og
dyr – ikke skabt til at være alene. De trives bedst i godt selskab.
Dette skal jeg vende tilbage til. Men først skal vi en tur til England.
Rosen ‘Charles Rennie Mackintosh’ i en småvild sammenstilling
med spydverbena og Selinum wallichianum. På næste side er det
‘Geoff Hamilton’ og lægebaldrian.
176

177

Et rosenorgie
Siden jeg så de engelske roser første gang, har jeg ønsket at besøge
David Austins rosenplanteskole og den tilhørende have
i Wolverhampton, en lille times kørsel nordvest for Birmingham.
I 2008 fik jeg det endelig til at passe med, at jeg kunne
tage derop først i juli, hvor de engelske roser efter sigende
skulle være på deres højeste.
Det sværeste ved at fotografere haver i almindelighed og
rosenhaver i særdeleshed er, at den ultimative blomstring kun
varer fire-fem dage – derefter begynder de først udsprungne
blomster at fade. Kommer man for tidligt, er det galt, og kommer
man for sent, er det også galt. I hvert fald, hvis man skal
have de optimale billeder.
Foråret 2009 var ret varmt, og det viste sig da også, at jeg
ikke ramte den attråværdige kulmination helt præcist, men
kom cirka ti dage efter. Det gjorde nu ikke så meget, for målet
med min tur var ikke kun at fotografere, men også at se
en komplet samling af alle de fantastiske roser, David Austin
har frembragt. Dette blev til fulde indfriet. Jeg havde en god
og mindeværdig dag i rosernes selskab og fik taget en mængde
billeder – især nærbilleder, så jeg nu har et næsten komplet arkiv.
Før i tiden var Anne min rejsepartner, og jeg kunne slet ikke
forestille mig turene på egen hånd. Men dengang fotograferede
jeg heller ikke. Det gør jeg nu og nyder, at jeg kan tage tingene
i mit eget tempo. Jeg ankom til haven omkring kl. 10.00
og havde tænkt, at jeg nok ville rejse videre midt på eftermiddagen.
Men jeg blev så totalt opslugt af al denne overflod, at
jeg blev til kl. 21.00. Et par timer efter, at haven officielt lukkede
for publikum. Men jeg fik lov til selv at lukke mig ud.
178

I min egen have har jeg ikke plantenavne og -labels, fordi det
så får karakter af en plantesamlerhave, og det er min have
ikke. Men jeg må indrømme, at jeg bliver rigtig glad, når jeg
kommer til haver, hvor der er navneskilte. På den måde lærer
jeg hele tiden nyt og skriver ned for at huske på nye opdagelser,
som kan indpasses hjemme hos mig selv. Det var også det
egentlige ærinde for denne rejse, og jeg endte med en ønskeliste
så lang.
Ét er at se planter på billeder. Et andet er at opleve dem i
virkeligheden og røre ved dem. Det er ikke kun farver, der kan
være svære at aflæse af et foto, men også vækstform og sundhed.
Det er parametre, som er vigtige at tage med i overvejelserne.
Kommer man på de kanter, kan jeg kun anbefale at lægge
vejen forbi.
Jeg skal helt sikkert tilbage.
Motiverne her er begge fra David Austins berusende og fantastiske
rosenhave, hvor jeg gik rundt og duftede, kiggede, skrev ned og tog
billeder. Et drømmedejligt sted.
179

Nye vinde
Under arbejdet med en bog sidder jeg ofte og søger på nettet
efter informationer. Således også i dette tilfælde, hvor det
handler om roser. Da fandt jeg tilfældigt dette på en side, der
fortæller folk om, hvordan man kan indrette sin have:
“De kraftige typer af både tehybrider og remontantroser er
glimrende solitær planter. Under frie forhold vil de danne store
og kraftige buske, der kan ses og beundres fra alle sider. De
kan plantes solitært på græsplænen eller på en bund af bunddækkeplanter.
De storblomstrede roser er ligeledes velegnede i egentlige
rosenbede, helst mange sammen af samme sort. Ønsker man
flere fx røde sorter i samme bed, kan de på en elegant måde
skilles ved mellemplantning af hvide eller lysegule roser. Det
sker tit, at de forskellige røde nuancer absolut ikke klæder hinanden.
De enkelte rosen planter skal have så stor indbyrdes afstand,
at de ikke generer hinanden, men kan udvikles til fuldkommenhed
hver for sig. Den rigtige afstand er forskellig for
de forskellige sorter, varierende fra 50 til 100 cm.”
Nu vil jeg nødig virke som sådan en sur mand. Men jeg er altså
bange for, at yngre haveejere, der præsenteres for et forslag
som dette, får samme følelse som jeg i mine unge dage: “Nej,
have er vist ikke noget for mig/os.”
Om rødt og hvidt passer sammen, kan diskuteres. Jeg holder
mest af sammensætningen i toppen af en flagstang!
I dag blæser der nye vinde, og jeg er rigtig glad for, at jeg
med min stil også appellerer til et yngre publikum. Det mærker
jeg dels på min blog og dels på de mange hilsener, jeg får.
180

Førhen var der i radioen en havemand – en tidligere konsulent
fra Det danske Haveselskab – som lytterne kunne ringe
til og få gode råd fra. En yngre kvinde ringede og spurgte
om nogle plantetips til et staudebed. Hertil svarede den lærde
mand: “Nu skal du få opskriften på en god og klassisk plantesammensætning.”
Man kunne ligefrem høre, at han næsten
smagte på ordene, da han sagde: “Du skal plante en rød brændende
kærlighed, en hvid marguerit og en blå ridderspore. Så
bliver det simpelthen ikke smukkere.” Dyb tavshed i den anden
ende af røret. Det var tydeligt, at det ikke lige var det,
kvinden ønskede sig. Men det ænsede havekonsulenten ikke.
Nu, hvor det handler om roser, vil jeg lige komme med et
andet eksempel fra samme radioprogram, hvor en lytter fortalte,
at hun boede i et rødstenshus og gerne ville have forslag
til nogle roser. Til det svarede havekonsulenten: “Jamen,
så skal de jo være gule.” Endnu en gang blev der tavshed. Jeg
forestillede mig nok, at lytteren ønskede sig nogle roser i samme
farvetoner som stenene, men så langt kom vi ikke, for så
var der radioavis.
Når jeg nævner disse eksempler, er det for at påpege, at havestilen
har ændret sig. En have skal ikke være for pæn og kultiveret.
Den må gerne være lidt vild, men farverne skal passe
sammen, og bedene skal helst fremstå som et symbiotisk hele.
Det er den måde, hvorpå jeg dyrker min have.
Silke og chiffon. Der er noget stofligt over rosen ‘Rhapsody in Blue’.
Her er den fanget i et par heldige øjeblikke.
181

Roser i godt selskab
Som før sagt: Roser kalder på selskab. De skal have nogen at
‘læne’ sig op ad.
Man hører ofte rosenkendere sige, at roser er smukkest
som solitære planter. De skal ikke have nogen konkurrence.
Deri er jeg uenig. Det skyldes naturligvis, at jeg ikke er rosensamler.
Hvis man virkelig interesserer sig for en plantegruppe
– det kan for eksempel være rododendron, roser eller dahlier –
er målet ofte at have så mange forskellige som muligt, og så
er der måske ikke plads til stauder, sommerblomster eller andet
imellem. Samleren er som regel detaljeorienteret, hvor det
for mig er helheden, der er det vigtigste, og ikke så meget, om
planterne blot som enkeltstående eksemplarer er smukke. Nej,
er de smukke sammen? Det er det, der betyder noget.
For at få roserne og stauder til at vokse side om side skal man
tænke sig lidt om. Det går ikke at plante en rose for derefter at
glemme den og derved risikere, at stauder, der står omkring
den, vokser ind over og skygger den ihjel. Roser skal have sol
for at trives.
Ofte er jeg blevet spurgt, om ikke omkringstående stauder
kan tage kraften fra roserne, fordi de optager al næringen. Det
har jeg aldrig set eksempler på, så svaret er derfor “nej”. Det
er klart, at stauderne ikke helt og holdent skal invadere den
plads, som roserne er blevet tildelt. I hvert fald ikke, mens de
er i gang med at etablere sig.
For at få roser til at trives i bedet er det vigtigt, at skuddene
titter op over stauderne. På den måde får de nemlig den sol,
de skal bruge. Det er bedst, hvis roserne er forholdsvis kraftige,
inden de plantes i staudebedet. Derfor plejer jeg første år
at plante dem i pænt store krukker med en førstekvalitets pottemuld
og passe roserne godt med gødning (gerne langtidsvirkende)
samt vand. Blander man komposteret kogødning, der
kan købes hos blandt andet www.rosenposten.dk, i pottemulden
– én del kogødning til fire dele muld – fås en rigtig god og
næringsrig blanding. Passet optimalt på denne måde vil roserne
begynde at skyde og komme i god vækst.
Dette første år kan man så nyde roserne sammen med andre
krukkevækster og, når sommeren går på hæld, plante dem
ud på et blivende sted i bedet. Grav et hul svarende til potteklumpen,
flyt den over i bedet og læg et cirka 10 cm tykt lag
komposteret kogødning omkring rosen. Så skal den nok kvittere
med kraftige skud, som kan modstå konkurrence fra omkringstående
stauder. Næste forår og sommer, indtil man er
helt sikker på, at rosen har fået godt fat, klippes omkringstående
stauder helt ned.
Hvis roserne passes med gødning sommeren igennem som
forklaret på side 204, skal de nok klare sig og indgå i et eminent
partnerskab med de omkringstående planter.
Jeg ved, at rigtig mange finder det svært, det med roser og selskabsplanter.
Ikke kun det dyrkningsmæssige, men også det at
få bedet til at se naturligt ud. Sådan havde jeg det også i begyndelsen.
Men en dag gik der en prås op for mig. I stedet for
at plante stauder i rosenbedet, begyndte jeg at plante roser i
staudebedet. Da var det pludselig meget nemmere.
Flytning af roser
Heldigvis er det sådan, at roser ret nemt kan flyttes, hvis det
gøres i det sene efterår eller i løbet af vinteren. Jeg har med
stort held flyttet både otte og ti år gamle roser, uden at de har
taget skade. Det skyldes nok, at jeg hele tiden forynger mine
roser ved hjælp af et ørnenæb, se side 208. Derved undgår jeg,
at buskene bliver store og grove.
Det er bedst at flytte roser – og planter i det hele taget – i
november, for på det tidspunkt er de gået i dvale; de sover vintersøvn.
Helt frem til sidst i februar går det an at flytte roserne,
hvis da ikke jorden er blevet bundet af frost.
Begynd med at finde ud af, hvor i staudebedet du ønsker,
at rosen skal placeres. Fjern så stauderne i en omkreds af cirka
50 cm og grav et stort hul på størrelse med en gulvspand.
Mindst!
Grav derefter rosen i rosenbedet op med så meget af roden
som muligt og flyt den over i staudebedet. Vi må gå ud fra,
at podestedet allerede fra den oprindelige plantning har været
placeret cirka 10 cm under jorden, som det skal for at undgå
skud fra den vilde rod, som rosen har været podet på.
For en sikkerheds skyld plantes rosen på den nye plads nu
10 cm længere nede, end den stod før, og derefter forkæles den,
ved at der graves kompost (eventuelt komposteret kogødning)
ned omkring den. Afslutningsvis lægges der kompost øverst i
hullet og gerne lidt op ad buskens base som en lille vold.
‘Gertrude Jekyll’ er en rose, man aldrig går fejl af. Her er den i
selskab med kattehale ‘Robert’.
182

183

Opstammede roser
Egentlig har jeg aldrig været vild med buske, der er podet på
stamme. Opstammede roser er ingen undtagelse. Vel kan et
rosentræ i en plæne se ganske imponerende ud. Men også en
smule unaturligt.
Nu har jeg alligevel overgivet mig til rosentræerne, fordi
jeg har fundet ud af, at det er en rigtig god måde at have roser
i et staudebed på, uden at de optager plads. Stammen fylder
jo kun få kvadratcentimeter nede ved jorden, mens kronen
oppe i luften kan bære masser af blomster. Planter man de opstammede
roser mellem forholdsvis høje stauder, er fidusen, at
stammerne ret hurtigt skjules, og når man så betragter bedet
helt overordnet, ses et skønt flor af roser over stauderne.
På flere måder var det rigtig dejligt med den meget lange og ret
kolde vinter, vi oplevede i 2009/2010. Dér skulle mange planter
nemlig stå deres prøve. Var de hårdføre eller ej?
Når jeg nævner det her, er det, fordi opstammede roser siges
at være sarte over for frost omkring podestedet lige under
kronen. Nogle foreslår, at man pakker bobleplast eller lignende
omkring, før frosten indfinder sig. Andre råder til, at man
skal grave et cirka 10 cm tykt lag jord væk omkring stammen,
så træet kan lægges vandret hen ad jorden – rødderne virker
som en form for ‘hængsel’. Når dette er gjort, skal man dække
podestedet med en 25-30 cm stor jordvold. Og så – når det bliver
forår, og faren for hård frost er ovre – fjerne jorden og rejse
træet igen.
Nu var det jo sådan, at sneen og frosten i den nævnte vinter
nærmest kom som en ‘tyv om natten’ midt i december, og derfor
fik vi ikke dækket podestederne. Hverken på den ene eller
den anden måde. Der var pludselig så meget andet at gøre.
Spændt var jeg derfor på, om roserne ville blive skadet af kulden.
Det blev de heldigvis ikke. Ingen af dem.
Da det blev forår, skød alle roserne flittigt. Så glad var jeg.
Skoven yder haven ret meget læ, og i det hele taget er vi i stand
til at dyrke vækster, der normalt har svært ved at klare sig på
vore breddegrader. Måske er det forklaringen på, at roserne
gennemlevede strabadserne. Dette være nævnt, fordi jeg ikke
vil love, at opstammede roser alle steder vil klare sig lige så
godt som her. Det må komme an på en prøve.
Det er ikke så nemt at se det, men faktisk er rosen ‘The Pilgrim’ til
højre stammet op. Illusionen er fuldkommen!
184

185

Selskabsplanter
Storkenæb
Der er grænser for, hvilke planter der klæder roser – og omvendt.
Men hvis jeg især skal fremhæve en oplagt planteslægt,
må det være geranier – storkenæb.
Jeg har allerede været inde på storkenæb tidligere i bogen i
forbindelse med planter, der er gode til at dække forårsløgenes
nedvisnende løv. De arter, jeg nævnte dér, er forholdsvis tidligtblomstrende,
hvorimod dem, jeg omtaler her, kommer lidt
senere.
Blev jeg trængt op i en krog og kun måtte nævne én storkenæb,
ville det blive ‘Rozanne’. En blåviolet skønhed, som stort
set giver alle andre storkenæb baghjul. I hvert fald, når det
gælder blomstringstid – fra juli til den første frost. Blomsterne
– der er noget større end normalt for storkenæb – hæver sig på
fine stængler og svæver nærmest over det grønne løv, der holder
sig smukt og friskt gennem hele sæsonen.
Når ‘Rozanne’ efter et par år får rigtig fat, dækker den en
lille kvadratmeter, og det så grundigt, at fremspirende frøukrudt
holdes nede, fordi det ikke får lys.
Jeg købte min første ‘Rozanne’ i England i 2000, hvor den
blev introduceret på The Chelsea Flower Show af den kendte
engelske planteskole Blooms of Bressingham. Den blev prist i
så høje toner, at jeg måtte have den med hjem. Det var der ingen
tvivl om. Og jeg blev meget begejstret for den. De første år
var ‘Rozanne’ stort set umulig at få fat på herhjemme, men i
dag fås den, især på specialplanteskoler.
Der er en lille sidehistorie, som jeg lige vil fortælle. Få år
efter ‘Rozanne’ kom frem, blev en anden storkenæb med navnet
‘Jolly Bee’ introduceret af en hollandsk planteskolemand,
Marco van Noort. Den måtte jeg også have. Den blev plantet
i nærheden af ‘Rozanne’, og det slog mig, at jeg stort set ikke
kunne se forskel.
Det skal nævnes, at der er store penge på spil, når en ny
plante præsenteres så massivt, som ‘Rozanne’ blev det. Blooms
of Bressingham havde patenteret den, og hvis gartnere verden
over ville opformere den, skulle de betale licens til Blooms of
Bressingham. Det er big business.
Enden på det hele blev, at Blooms of Bressingham lagde
sag an imod Marco van Noort, der mente at have retten på sin
side, fordi det var en plante, der spontant var kommet som en
frøplante i hans planteskole. De to planter blev dna-testet, og
de viste sig at være identiske. Det kom til at koste Marc van
Noort dyrt. Meget dyrt. I begyndelsen af 2010 blev han dømt
til at betale alle omkostninger for retssagen og desuden en bod
til Blooms of Bressingham på i alt 200.000 euro.
I dag kan man ikke mere købe ‘Jolly Bee’. Nu findes kun
‘Rozanne’. Sådan kan det gå!
Geranium ‘Rozanne’ overgås ikke af nogen, hvad blomstervillighed
angår. Udseendet fejler bestemt heller ikke noget. De mørke
chatteringer gør den helt oplagt at plante for foden af en purpurfarvet
rose. For eksempel ‘William Shakespeare 2000’, der ses på
næste side.
186

187

188
Der er mange andre storkenæb, og jeg vil kun fremhæve én ud
over ‘Rozanne’. Det er ‘Patricia’, som man altid kan kende på
dens omtrent pink blomster med mørkt øje.
Mit første eksemplar købte jeg hos Birgit Reimer på Caroline
Mathildestiens Planteskole i Vedbæk. Birgit er den største
kender af storkenæb herhjemme, og på sin planteskole sælger
hun et ‘sikkert’ udvalg. Forstået på den måde, at Birgit tidligere
havde et noget bredere sortiment, men nu har hun indskrænket
til de storkenæb, man efter hendes mening ikke kan

undvære, og som er robuste, og hertil hører både ‘Rozanne’ og
‘Patricia’.
I dag har jeg ‘Patricia’ mange steder i haven, og som selskabsplante
sammen med for eksempel pink, purpur og blålige
roser er den fantastisk. Dog skal man være opmærksom
på, at ‘Patricia’, hvor den trives, kan nå en højde på op til en
meter. Derfor går det kun at plante den sammen med kraftigtvoksende
roser eller opstammede, som jeg fortæller om på side
184.
Geranium ‘Patricia’ bliver temmelig høj, hvor den trives, og en
enkelt plante kan dække en lille kvadratmeter. Den er perfekt i
selskab med roser, der er pink til blålige. Se for eksempel ‘Reine des
Violettes’ på forrige side.
189

Stjerneskærm
Stjerneskærm, Astrantia, er en anden oplagt selskabsplante til
roser. Den minder i sin vækstform en del om storkenæb og fås
med blomster inden for den samme farveskala. Blomsterne
ligner små skærmformede stjerner, og planten tilhører da også
skærmblomstfamilien.
Gennem de senere år er der blevet introduceret rigtig mange
nye sorter, og der kommer hele tiden nye til. Jeg har vel en
otte-ti forskellige og holder det nok ved det, for de nye sorter
ligner mange af de gamle. Men hvem ved – man kan jo blive
fristet!
En af de sorter, jeg sætter allerstørst pris på, er ‘Roma’ med
smukt lyserøde blomster. Er det en hvid, man søger, kan jeg
foreslå ‘White Giant’, og der findes også en rigtig god mørkerød
med navnet ‘Lars’. Det interessante ved den er, at det er
en dansk frembringelse fra den nu lukkede planteskole Lynge
Staudegartneri i Nordsjælland. Her dukkede der på et tidspunkt
en meget mørk frøplante op, som ikke lignede en stjerneskærm,
man tidligere havde set.
Stjerneskærm lader sig ret nemt formere fra frø, men de skal
have frost for at spire. Man skal være opmærksom på, at afkommet
godt kan få en anden farve end den plante, som man
tog frø fra. Især, hvis man har flere forskellige stjerneskærm i
haven. Det er blot det spændende ved det.
Det er så heldigt, at man kan få stjerneskærm til at blomstre
mere end én gang. Når det første flor netop har toppet, tager
jeg fat omkring stænglerne som om en hestehale og klipper
det hele af et par centimeter over jorden. Gøder og vander lidt
og venter. Allerede efter et par uger grønnes planten igen, og
efter yderligere halvanden måneds tid kommer der nye blomster.
Stjerneskærm er som født til at blive plantet sammen med roser.
Herunder ses fra venstre ‘White Giant’ og derefter ‘Roma’. På næste
side er det ‘Lars’, som indgår i et symbiotisk hele med den pink
‘Cardinal de Richelieu’ og den violette ‘William Lobb’.
190

191

Floks
Det er svært at forestille sig en have uden floks. Jeg kan i hvert
fald ikke. Og her tænker jeg især på høstfloks, Phlox paniculata,
der dels er meget smukke og dels dufter så dejligt. De bliver
godt og vel en meter høje.
Der fås også forskellige lave arter, som er rigtig søde, men
det er især høstfloksene, som passer fint sammen med roserne.
Høstfloks springer som regel ud i begyndelsen af juli, små
to uger efter, at de første roser er begyndt. Og det er helt perfekt,
for så følges de ad en fjorten dages tid. Og når roserne
holder pause efter første blomstring, fortsætter floksene to-tre
uger endnu. Under normale forhold blomstrer de altså en god
måneds tid, men man kan ret nemt strække floret, så det varer
til helt ind i september.
Jeg ved godt, at jeg har skrevet om det flere gange før og
også vist det på tv, men det er så dyrebart et tip, at det ikke kan
forklares for ofte: Midt i juni, et par uger før floksene springer
ud, knibes nogle af topskuddene af 5-10 mm over et bladpar.
Ved at gøre dette forhindrer man i første omgang stænglen i
at blomstre, men det vil den ikke finde sig i. Den skal jo ende
med at sætte frø for at sikre artens overlevelse. Det er det, det
hele går ud på. Og når man afskærer en plante fra det, siger
den som regel ‘hov, hov’ og går i gang med at producere nye
knopper: Hele to nye stængler – måske tre – vokser frem fra
bladparrets base inde ved stænglen, og i løbet af en god måneds
tid er de klar til at springe ud. Godt nok med lidt mindre,
men til gengæld mindst dobbelt så mange blomster. Ud
fra lidt hovedregning kan man altså regne ud, at blomstringen
ved denne lille manøvre bliver udsat et par uger.
Det smarte er, at man selv kan bestemme, hvor meget man
vil forsinke floksudspringet. For kniber man topskuddet af
ét bladpar længere nede, udsættes blomstringen yderligere en
uge. To par længere nede betyder to uger etc. etc.
Har man en stor gruppe, kan man udskyde blomstringen
på nogle skud op til et par måneder ved at knibe toppen af
fem-seks bladpar nede. Når disse blomster springer ud, passer
det med, at roserne er i gang med et nyt flor.
Der er så mange forskellige floks, at det kan være svært at vælge.
Ovenfor er det ‘Charlotte’ og på næste side en ukendt sort sammen
med kattehale ‘Robert’ og sommerfuglebusk i baggrunden. Når jeg
ikke kender navnet på floksen på næste side, er det, fordi det er en
foræring. Og giveren havde glemt det.
192

193

Stiklingeformering
Hvis man kniber topskud af en vis længde, det vil sige omkring
en halv snes centimeter, er det meget nemt at lave nye
floksplanter. Det gøres ved stiklingeformering:
Begynd med at blande cirka tre dele pottemuld med en del
groft sand og fyld blandingen ned i mellemrummene mellem
varierende pottestørrelser inden i hinanden som vist på billedet.
Dump potterne mod bordet nogle gange, så jorden pakkes
godt sammen. Der skal ikke presses, for jorden skal samtidig
være porøs og gennemtrængelig.
Når jeg ikke blot kommer jorden i en stor potte, er det, fordi
stiklinger bedst slår rod, hvis de står lidt trangt.
Prik nu huller i jorden med en blyant eller en priklepind med fire-fem
centimeters afstand. Fjern dernæst bladene på den nederste
halvdel af floksskuddene, stik cirka halvdelen af hvert skud
ned i hullerne og fordel forsigtigt jorden omkring ved hjælp af
blyanten eller priklepinden. På den ene side er der vigtigt, at der
ikke er for meget luft omkring skuddene, og på den anden må
jorden heller ikke blive for fast og sammenpresset.
Nu tager det en lille måned, før skuddene slår rod, og for
at få dem til det er det vigtigt med konstant fugtighed. Placer
derfor en klar plasticpose, der er holdt oppe af nogle pinde,
over potterne. Klip til sidst et hul i posens top for at sikre lidt
udluftning.
Vent nu en tre ugers tid og vend da pottearrangementet om
for at se, om der begynder at titte hvide rødder ud af hullerne
i potternes bund. Når der gør det, ved man, at eksperimentet
er lykkedes, men man må væbne sig med yderlige tålmodighed
– endnu en uges tid. Skil så forsigtigt potterne og stiklingerne
ad. Pot dernæst stiklingerne op i hver sin potte, der helst
ikke skal være mere end 5-6 cm i diameter. Vent et par uger, til
rødderne begynder at titte ud af potternes bund, og plant dem
derefter over i en lidt større potte. Gentag eventuelt operationen
efter yderligere et par uger.
På billederne øverst er vist, hvordan man med succes kan lave
floksstiklinger. På næste side ses tvetand ‘Roseum’ sammen med
‘Rose de Resht’.
194

Denne gradvise ompotning gør, at planterne hurtigt tager
til i størrelse. Hvis man begynder med en potte, der er for stor,
risikerer man, at stiklingen rådner, fordi der er for meget jord
til, at rødderne kan etablere sig. De bliver først rigtig ‘trygge’,
når de når ud til pottekanten og begynder at søge nedad, som
det er deres natur.
Denne metode til stiklingeformering kan bruges til en lang
række sommerblomster og stauder. I flæng kan nævnes marguerit,
petunia, verbena, flittiglise, salvie og asters samt mange,
mange flere.
Faktisk kan man også formere roser på denne måde. Især
de historiske. Blot skal man være opmærksom på, at de kan
være svære at styre, når de kommer ud i bedene, fordi de da
ofte sender rodskud op mange steder. Det er derfor, man poder
roser på grundstammer, for så undgår man, at invasive roser,
som for eksempel Rosa rugosa, breder sig uhæmmet.
Andre gode selskabsplanter
I dette afsnit vil jeg komme med nogle flere forslag til selskabsplanter,
men samtidig gøre opmærksom på, at der stort
set ikke er grænser for, hvad man kan plante sammen med roser.
Det er et spørgsmål om at prøve sig frem:
Tvetand, Lamium maculatum, optrådte i forbindelse med
omtalen af løgvækster, se side 104. Det er en fantastisk, men
alligevel ikke særlig anvendt plante. Det må der laves om på,
for den har så mange kvaliteter. En af dem er, at Lamium maculatum
er ret nem at formere. Køber man et par eller tre,
planter dem, vander og gøder og i det hele taget forkæler planterne,
vil de snart kvittere ved at sende udløbere ud, som hurtigt
sætter rødder. Det betyder, at man i løbet af en sæson eller
to kan dele planterne og snart dække et par kvadratmeter.
195

196

Salvieslægten er utrolig stor, og den omfatter da også både
sommerblomster, krydderurter og stauder. Fælles for dem er,
at de alle holder af sol, og derfor er de oplagte at plante sammen
med roser, og det gælder uanset, hvilke salvier det handler
om. Blot skal man huske ikke at plante for tæt på roserne,
fordi disse – efterhånden som de vokser til – godt kan komme
til at skygge.
Her vil jeg nævne tre af de staudesalvier, jeg især holder af.
Men det er svært at vælge den ene for den anden.
Det mest almindelige er, at salvier er blå, og en af dem, jeg
vil fremhæve her, er Salvia nemorosa ‘Dear Anja’ med fine akslignende
blomsterstande. En anden blå salvie er Salvia verticillata
‘Purple Rain’, hvis blomsterspir er mere fyldige. Også den
er jeg rigtig glad for.
Lyserøde til rosa salvier er ikke så almindelige. Men én af
dem, som bestemt er værd at plante, er Salvia pratensis ‘Evelyn’.
Den har jeg i selskab med roser i samme toneskala.
På forrige side ses ‘Evelyn’ sammen med ‘Mary Rose’. Herunder er
det fra venstre ‘Dear Anja’, og til højre og nederst ses ‘Purple Rain’.
197

198

Trekantblomst, Tradescantia, er en staude, som man ikke så
ofte ser omtalt, og det er synd. Der findes nemlig efterhånden
flere gode sorter, som er smukke i staudebedet sammen med
roser. Især vil jeg gerne anbefale Tradescantia ohiensis, der er
blå, og den pink ‘Concord Grape’. Sidstnævnte har jeg for eksempel
plantet sammen med Salvia verticillata ‘Purple Rain’
for foden af ‘Rose de Resht’. De udgør en treenighed, der får
det bedste frem hos hinanden.
Jeg holder også meget af hestemynte, Monarda, fordi det er en
af de sene stauder, der som regel først springer ud i august og
holder til rosernes efterblomstring.
Der er mange skønne sorter, for eksempel ‘Beauty of Cobham’
og ‘Blaustrumpf’. ‘Blaustrumpf’, der er en af de gode
gam le, går man aldrig fejl af. Blomsterne er nærmest violette
og nemme at indpasse de fleste steder.
Jeg vil meget gerne have hestemynte i haven, og når nogen
undgår dem, skyldes det ofte, at de på visse lokaliteter nemt
bliver angrebet af meldug. Det samme gælder for øvrigt også
floks. Det er dog ikke et problem, jeg slås med. Det skyldes
nok, at de begge står ret solrigt, men alligevel let fugtigt.
Hestemynte kan dog være en lille smule tricky. Første år
kommer de som regel fint, og det samme gælder andet år.
Men tredje eller fjerde år kan man risikere, at de pludselig helt
er forsvundet. Det undrede jeg mig meget over, indtil jeg for
nogle år siden læste i en af den kendte hollandske havedesigner
Piet Oudolfs bøger, at det er vigtigt at plante hestemynte om
hvert andet år. Første år skal de lades i fred, fordi de der skal
etablere sig, men andet år skilles gruppen ad, og de øverlige
rødder plantes igen med større afstand. Hvis man er parat til
at yde denne lille ekstra indsats, er det en uforlignelig staude.
Der findes mange sorter og også arter af trekantblomst. På forrige
side ses to, som er særlig fine. Øverst er det ‘Concord Grape’ og
nederst Tradescantia ohiensis. Deres farver passer perfekt til
hestemynte ‘Blaustrumpf ’ og ‘Beauty of Cobham’, der ses nedenfor
i nævnte rækkefølge.
199

Røllike, Achillea, er en favorit, fordi den har noget umiskendeligt
grøftekantslignende over sig. Den er da også en del af den
danske flora, men den har en lidt trist kitfarvet tone. I stedet
holder jeg mig til de mange fine farvesorter. En af mine yndlinge
er den lysegule ‘Credo’, der passer perfekt sammen med
for eksempel den engelske rose ‘Graham Thomas’, der er svagt
kold gul. Sammen med hvid er ‘Credo’ også fin og ikke at forglemme
i selskab med lilla, blå eller purpur, hvis man gerne vil
plante lidt kontrastfyldt. Når jeg skriver ‘lidt’, er det, fordi den
koldt gule ikke er nær så pågående som den varme og derfor
virker mindre anmassende.
Rølliker fås i stort set alle regnbuens farver, og der er mange
sorter at vælge imellem. Skal vi blive i den lyse ende af skalaen,
er ‘Schneetaler’ helt uundværlig i det hvide bed, for eksempel
sammen med den moderne rose ‘Iceberg’.
I havebøger står ofte, at rølliker er kortlivede. Ja, nogen
skriver ligefrem, at man ikke skal regne med at have dem mere
end en enkelt sæson. Jeg har aldrig haft problemer. Her hos
mig kan de tilsyneladende godt lide at være, for de kommer
troligt igen år efter år. Min jord er fed og rimeligt leret, og det
bekommer dem åbenbart vel. Den vilde røllike har det bedst
på mager og sandet jord, siges der.
Måske er en del af forklaringen på, at de overlever, at jeg efter
blomstring klipper røllikerne helt ned, så de ikke skal bruge
kræfter på at sætte frø. Og når vi nu er ved det med saksen,
kommer her et andet lille tip:
Rølliker har en tendens til at vælte, men det kan man undgå
ved hjælp af saksen. Når røllikerne er 15-20 cm høje, klippes
de helt ned til grunden. Det lyder barsk, men her hjælper
ingen kære mor. Nedklipningen betyder, at planten begynder
at sende nye stængler op – for blomstre vil den. Og som ekstra
sidegevinst vil man se, at dér, hvor der før var én stængel,
kommer der nu to eller måske tre. Og ikke nok med det; de
nye stængler bliver en smule kortere, end hvis de ikke var blevet
klippet ned. Normalt bliver stænglerne omkring 80 cm,
men det lille kunstgreb gør, at de holder sig på omkring 60 cm.
Og det er lige netop denne snes centimeter, der gør hele forskellen.
For nu bliver de stående på strunke stængler.
Rølliker er skønne, især sammen med roser. Øverst til venstre ses
den lysegule ‘Credo’, der endnu ikke er sprunget helt ud. Til højre
er det ‘Schneetaler’ sammen med en af de bedste hvide roser, der
findes, nemlig ‘Iceberg’. På næste side ses ‘Credo’ øverst i tæt parløb
med rosen ‘Graham Thomas’. Nederst er det igen ‘Schneetaler’ til
venstre og ‘Credo’ til højre.
200

201

202

Gulerødder
Når jeg om sommeren bevæger mig rundt i landet, sender jeg
lange blikke efter den skønne vilde gulerod, som jeg ser på
mange grøftekanter. De fleste er helt hvide, mens enkelte har
et snert af rosa, hvilket må skyldes jordbunden. Uanset farvetone
er alle skærmblomster et meget smukt akkompagnement
til roser. Tænk for eksempel på en buket med roser og skvalderkålblomster.
Jeg kan næsten ikke forestille mig noget kønnere.
Det handler om det modspil, de vilde skærmblomster giver
de (måske ofte lidt for pæne) roser. En smule anarki må
der til.
Hvis man har oplevet gulerødder, der har overvintret i køkkenhaven,
gå i blomst, ved man, at det også er et eventyrligt
syn af de smukkeste hvide skærmblomster. Stort set lig dem
på grøftekanten. Jeg kom til at tænke på den lille leg, der ofte
praktiseres i børnehaver, hvor man skærer toppen af en rodfrugt
med en smule grønt og planter den i en potte med jord. I
løbet af ganske kort tid begynder toppen at vokse, og i heldige
tilfælde kommer den også i blomst.
Hvorfor havde jeg aldrig tænkt på det før? At gulerødder
med lidt top måtte kunne plantes i bedet og så komme i vækst.
Af sted til grønthandleren efter adskillige bundter gulerødder
med grønt. Det måtte prøves.
Hjemme igen klippede jeg det meste af toppen, så blot nogle
få centimeter grønt var tilbage. Derefter fattede jeg et plantespyd,
pressede det i bund og plantede en gulerod i hullet, så
det grønne lige akkurat stak op over jorden. Jorden blev skubbet
let sammen omkring guleroden, og derefter blev der vandet.
Ih, hvor var jeg spændt.
Heldigvis er det jo sådan, at ‘heldet følger den tossede’, eller
at ‘lykken står den kække bi’, så mit eksperiment så ud til
at lykkes. Allerede efter få dage begyndte toppen at gro, og en
god måneds tid senere kunne man ane blomsterknopperne.
Yderligere et par uger gik, og så foldede de første skærme sig
ud. Fantastisk! Jeg skrev om det på min blog og viste det på tv.
Det kan nok være, at mange tog ideen til sig.
Har du et rosenbed, og orker du ikke i første omgang enten at
plante stauder omkring roserne eller flytte roserne over i staudebedet,
kan du blot ‘plante’ nogle gulerødder, og så er meget nået.
De hvide skærme passer til alle roser, uanset farve og form.
Det begynder med nogle små grønne toppe, som det fremgår
nedenfor. Når gulerødderne kommer i jorden, begynder de hurtigt
at vokse, og halvanden måneds tid efter ser det ud som på forrige
side.
203

Den rette pleje
Nu tilbage til roserne. Desværre ser jeg temmelig ofte roser,
der mistrives og er syge. En kendt engelsk plantemand har sagt
det ganske hårdt: “En rose er en grim busk med nogle pæne
blomster.” Jeg forstår, hvad han mener. Men det behøver ikke
at være sådan. Hvis man passer sine roser, er det også smukke
planter.
Her vil jeg fortælle, hvordan jeg plejer mine roser, for hvis
jeg må være lidt ubeskeden, så har mine roser det rigtigt godt.
De nærmest strutter af sundhed og kvitterer med et hav af
blomster over et smukt løv.
For at få roser til at trives, skal de have noget at leve af. Som
før nævnt kan man ved plantning med stort udbytte bruge
komposteret kogødning. Men også til almindeligt vedligehold
er det godt. Hvert efterår lægger vi et pænt lag oven på jorden
rundt om hver busk, og efterhånden som vinteren og foråret
går, optager busken selv de næringsstoffer, der siver ned
til rødderne. Komposteret kogødning fås i velassorterede havecentre,
men man kan naturligvis også bruge ‘hjemmelavet’
dyregødning. Her er det blot vigtigt, at det er godt omsat, da
det ellers skader mere, end det gavner.
Jeg har i en tidligere bog givet et tip til, hvordan man kan
kontrollere, om dyregødningen – for eksempel hestepærer –
har ligget længe nok til, at der ikke overdoseres, fordi gødningen
ikke er nok omsat eller ‘afgæret’.
Testen går ud på at så lidt karse i gødningen. Alle frø kan i
praksis bruges, men når jeg foreslår karse, er det, fordi det er
en af de afgrøder, der er hurtigst til at spire. Betragt nu spirerne;
hvis de pludselig dejser omkuld, skyldes det, at gødningen
har været for næringsrig. Og derfor skal det ligge et stykke tid
endnu.
Der er delte meninger om, hvor mange gange i løbet af en
sæson man skal gøde. Jeg gøder to gange, og det gælder både
stauder og roser. De får samme mængde – dels i det tidlige
forår, omkring marts/april, og dels midt i juli. Når jeg nøjes
med to gange, skyldes det, at vi har en utrolig god jord, og at
alt, hvad der ynder neutral til kalkrig jord, trives her. Jeg bruger
NPK-gødning 12-5-14. Denne blanding hedder dels Nitrophoska,
dels Hoescht, dels Blåkorn og det er en rigtig god allround-gødning.
Den mest omfattende dyrkningsvejledning, hvad roser angår,
findes i Ernst Jensens bog Et liv med roser, som jeg selv har
været fødselshjælper på. Jeg havde nemlig gennem flere år læst
Ernsts serie af artikler under overskriften “Så er det tiden” i
Det danske Rosenselskabs blad RosenNyt. En lang række nyttige
råd med helt håndterlige dyrkningsvejledninger, som jeg
syntes, det ville være dejligt at få samlet. Derfor foreslog jeg
Ernst at skrive en bog, og det udmøntede sig i en personlig beretning
om hans og hustruen Birthes fantastiske rosenhave i
Øster Vedsted ved Ribe. I bogen Et liv med roser øser Ernst af
sin store viden.
Ernst kommer blandt andet med en hel præcis opskrift
på, hvordan han gøder: Remonterende roser (altså roser, der
blomstrer mere end én gang) får hver måned fra april frem til
juli 25 g gødning (et fuldt snapseglas) fordelt på en kvadratmeter
omkring busken. Eller endnu bedre: et halvt snapseglas
hver fjortende dag. Roser, der kun blomstrer én gang, skal blot
have et snapseglas gødning i april og maj.
Prøv lige at se ‘Sharifa Asma’-rosen til højre. Den har snesevis af
knopper, dels fordi den er blevet passet efter alle kunstens regler,
og dels fordi jeg nogle måneder forinden spændte skuddene ned til
vandret position som forklaret på næste opslag.
204

205

At sprøjte eller ikke sprøjte?
Ja, det er jo noget af et omtåleligt emne. Vi kan nemt blive enige
om, at det at dyrke have vidner om en glæde ved naturen,
og derfor skal man naturligvis gøre rigtig meget for at skåne
den. Ukrudtsmidler bruger vi ikke; her luges alt ved håndkraft.
Ned på knæ og så i gang.
Men jeg må tilstå, at vi sprøjter roserne. Der er ikke noget
så trist som en skrantende rose, der virker som en magnet for
alverdens sygdomme og skadedyr. Blade, der ruller sig sammen
på grund af bladrullehvepsens hærgen; skud, der bliver
helt invaderet af bladlus; og løv, der skæmmes af meldug og
rust for derefter at kaste bladene. Noget af en negativ opremsning,
og efter min mening er roser i sådan en forfatning ikke
værd at have i haven.
Hvis man ikke vil bruge bekæmpelsesmidler – hvilket jeg
har fuld forståelse for – må man enten afsøge markedet og anskaffe
nogle af de nye roser, der går for at være rimeligt sygdomsresistente,
eller se stort på, at de skranter.
Der findes på markedet et par midler til henholdsvis bekæmpelse
af skadedyr og svampesygdomme. De hedder ‘Calypso’
og ‘Baymat Ultra’. Med begge følger et lille måleglas, og det er
meget vigtigt at dosere helt præcist. Hverken for lidt eller for
meget.
Fyld sprøjten cirka halvt op med vand, hæld de to midler i,
fyld op med resten af vandet og ryst sprøjten meget grundigt.
Første gang, roserne skal sprøjtes, er omkring 10. maj. Jeg er
godt klar over, at mange – når de kigger på deres roser på dette
tidspunkt – tænker, at her er fred og ingen fare. Og det er også
rigtigt, at roserne nu, hvor løvet lige har foldet sig ud, og knopperne
er ved at udvikle sig, ser rigtig sunde ud. Men … hvis
man ikke sætter ind nu, går der kun kort tid, før dårligdommene
viser sig. Derfor må der ikke tøves, for denne forebyggende
sprøjtning er den vigtigste.
Derefter sprøjtes der cirka hver tredje uge frem til slutningen
af august.
Overdådig blomstring
Jeg har efterhånden en del gange forklaret, hvordan jeg opnår
en rosenblomstring af udanske dimensioner. “More English
than in England,” skrev en havejournalist, efter at jeg på tv
havde vist, hvor helt igennem overdådig haven ser ud, når roserne
blomstrer.
Metoden er, at jeg spænder rosenskuddene ned til vandret
position for at få nye skud til at bryde frem fra alle bladhjørnerne.
Det sker automatisk, når man tvinger et skud til liggende
stilling, og kendes blandt andet fra frugtavl.
206

Princippet har jeg set anvendt i England, hvor man praktiserer
det i forbindelse med espaliering af roser. Her planter
man som regel en rose under et vindue og spænder skuddene
ud til hver side. Resultatet er, at rosen skyder opad. Året efter
tvinges disse skud vandret ned, og så kører det.
Da jeg så det, tænkte jeg, at det også måtte kunne gøres
med buskroser. Og som sagt så gjort. Metoden med at tvinge
roserne ned kan naturligvis kun udføres, hvis det er busk- eller
slyngroser, der sætter lange skud. Moderne roser, som klippes
godt ned i foråret, egner sig ikke til dette. Men de blomstrer i
forvejen også ret rigt.
Nedbindingen er et hyggeligt vinterarbejde. Jeg tvinger
skuddene ned til nogle metalstativer, som jeg oprindeligt fik
fremstillet til støtte af stauder, men man kan også bruge pileeller
hasselkæppe i stedet. Sidstnævnte holder bedst. Stik for
eksempel tre kæppe i jorden og spænd de første skud ned til
dem. Fortsæt med nye skud og spænd dem ned til de allerede
fastgjorte og fortsæt, så der dannes et net. Systemet er ikke
vigtigt. Det vigtigste er, at skuddene ligger så vandret som muligt.
Jeg kan kun anbefale alle, der har buskroser, at prøve dette.
Det virker!
Af disse billeder fremgår det, hvordan jeg får mine roser til at
blomstre så overdådigt. Jeg spænder skuddene vandret ned.
207

Evig ungdom
Det er en kendt sag, at roser skal beskæres, og alt efter hvilke
typer det er, skal det gøres på forskellige måder. Her vil jeg
ikke gennemgå de forskellige kategorier, men i stedet henvise
til www.clausdalby.dk, hvor man kan søge efter artiklen
“Dronningens roser” fra 16. april 2010. Her forklares de forskellige
beskæringsmetoder ved hjælp af tekst og tegninger.
Nu skal det handle om, hvordan man kan holde sine buskroser
unge og i vigør. Og det er egentlig ganske enkelt.
Ved hjælp af et ørnenæb eller en kraftig beskærersaks skal
man om vinteren eller i det tidlige forår fjerne en tredjedel af
de ældste skud (de tykkeste og mest træagtige) helt nede ved
jorden. Så vil der ske det fantastiske, at rosen får fornyet kraft
og begynder at sende helt nye og friske skud i vejret fra buskens
basis. Det sker i løbet af sommeren.
Jeg praktiserer også dette med de nedspændte roser, jævnfør
forrige afsnit. Om vinteren ‘trevler’ vi simpelthen hele arrangementet
op, klipper de ældste skud væk som netop forklaret,
fjerner små og pistne grene og spænder alle skuddene ned
igen.
Til venstre herover ses busken, før jeg gik i gang med ørnenæbbet.
Billedet øverst til højre viser den fuldførte mission. På det nederste
billede ses et lille nyt skud, der er på vej. Det vil begynde at skyde,
nu hvor det får fornyet kraft.
Billederne på næste side viser ‘Raubritter Ellen’, der ligesom
havens øvrige roser nyder godt af den hårde beskæring. ‘Ellen’
er en mere dobbelt form af den kendte ‘Raubritter’. Den er
fundet og opformeret af Hugo Lykke fra Ellen og Hugo Lykkes
Rosenplanteskole.
208

209

Mine yndlinge
De historiske roser
Når emnet er historiske roser, må man nævne én person, uden
hvem vi ikke ville have haft det righoldige udvalg, der findes i
dag. Det er planteskoleejer Valdemar Petersen (1901-1986).
Interessen for de gamle roser, der har været dyrket i Mellemøsten
og Europa i årtusinder, fik han, da han i sine unge
år gennem fem-seks år arbejdede på en rosenplanteskole i det
nordøstlige Frankrig ved Verdun. Her plantede han blandt andet
roser på slagmarkerne fra Første Verdenskrig.
Hans begejstring for ‘gammeldags’ roser blev vakt på grund
af deres særprægede og romantiske former og farver, deres
duft og historie. Flere af dem kunne føres op til mere end et
par tusind år tilbage i tiden. Altså er og var det en slags levende
antikviteter, der havde modstået århundreders angreb af
sygdomme, skadedyr og ugunstige vækstforhold. I 1800-tallet
forsvandt imidlertid mange af dem, fordi man begyndte at
fremavle nye sorter. Men netop i Frankrig, hvor Valdemar Petersen
arbejdede, havde man bevaret mange af de gamle roser.
Da Valdemar Petersen kom hjem til Danmark, købte han et
lille stråtækt hus og et stykke jord i Løve, ti kilometer nord for
Slagelse. Det blev i 1930 starten på planteskolen, hvor han lagde
et meget stort arbejde i at udbrede kendskabet til de gamle
roser. Hans samling talte over fem hundrede forskellige rosensorter,
og han afprøvede og opformerede de bedste. Valdemar
Petersen lagde særlig vægt på de typer, som stammer fra tiden,
før den store forædling begyndte omkring 1800.
Han fortsatte sin utrættelige indsats i næsten halvtreds år
og blev banebrydende herhjemme. En af hans store interesser
var som nævnt også rosernes historie. For som han sagde: “For
at værdsætte tidligere tiders roser, må man have respekt og følelse
for de værdier, der er skabt i tidligere kulturperioder.”
Udtrykket ‘historiske roser’ er i dag helt gængs og virker så
selvfølgeligt. Det var dog Torben Thim, der fandt på det som
en afløser for ‘gamle roser’ og ‘gammeldags roser’. En god formulering.
I forbindelse med historiske roser skal Ellen og Hugo Lykkes
Rosenplanteskole i Søby ved Hornslet mellem Århus og Randers
også nævnes. Siden 1977 har de drevet planteskolen, der
har et stort udvalg af historiske roser. I 2007 udgav Hugo Lykke
bogen Gamle Roser.
Jeg har selv en del historiske roser i min have. De er ganske
enkelt uundværlige på grund af deres helt egen charme og historie.
På næste side ses nogle få af de uimodståelige og betagende
blomster. Sorterne er utallige, og vil man se et forholdsvis
righoldigt udvalg, kan jeg anbefale at lægge vejen omkring
Rosenhaven ved Landbohøjskolen på Frederiksberg. Vær opmærksom
på, at de historiske roser blomstrer et par uger før
de moderne. De plejer først at springe ud en uge ind i juni.
Nogle mennesker er så indtaget i historiske roser, at de ikke vil
have andre roser inden for havelågen. Det synes jeg er synd,
for man snyder sig selv for mange af de oplevelser, de engelske
og moderne roser kan give senere på sæsonen, fordi de jo genblomstrer.
Valdemar Petersen udgav i 1968 bogen Gamle roser i nye haver,
hvori han øser af sin meget store viden. Det er ganske enkelt
en fantastisk bog, der vidner om stor fortællelyst.
I 1979 solgte Valdemar Petersen sin planteskole til Torben
Thim, der siden har videreudviklet og forfinet rosensamlingen.
Torben Thim udgav i 1998 bogen Historiske roser. En fortræffelig
bog, som bør findes på enhver rosen elskers boghylde.
Øverst fra venstre ‘Coupe d’Hébé’, ‘Louis van Till’ og ‘The Bishop’.
Midti: ‘Fantin Latour’ og ‘Madame Isaac Periere’. Nederst: ‘Great
Western’ og ‘Jack Cartier’.
210

211

Der er dog enkelte af de historiske, som kommer igen. Det gælder
i høj grad den skønne ‘Rose de Resht’. Den blomstrer nemlig
helt frem til frostens komme. Først i juni springer blomsterne
ud som nogle af de første, og gennem en måneds tid kan
man nyde de mørkt karminrøde blomster, der har den mest
guddommelige duft. ‘Rose de Resht’ siges ligefrem at være en
af de mest duftende roser overhovedet, og man bruger den da
også til udvinding af rosenolie i Persien.
Når det første flor er ovre, samler busken kræfter en god
måneds tid, og hen midt i august er den klar til endnu en
blomstring.
Det er en rose, der altid bliver bemærket af havegæsterne.
På et tidspunkt var der en dame, der sagde: “Hvad er det
nu, den hedder, den der rose, der drysser?” Lige straks forstod
jeg ikke, hvad hun mente med ‘drysser’, men snart kom jeg i
tanke om, at når man plukker de visnende roser af, løsner alle
kronbladene sig, og det samme gælder, hvis man ikke i tide får
plukket blomsterne. Så ender alle kronbladene på jorden. Det
er en interessant iagttagelse, for jeg kender ikke andre roser,
der går ‘fra’ hinanden på samme måde.
Rent placeringsmæssigt skal man tænke sig lidt om, før man
planter ‘Rose de Resht’. Dens farve kan nemlig synes vældig
pågående, hvis den kommer i det forkerte selskab. Da kan den
ligefrem påkalde sig for megen opmærksomhed og virke som
en fremmed fugl.
Et fint resultat opnås med planter, der har den samme farveintensitet.
Det kan blandt andet være den store, flotte og imponerende
storkenæb ‘Patricia’, som jeg omtalte på side 188-
189. Den er nærmest født til at danne selskab med ‘Rose de
Resht’. Men plant endelig først ‘Patricia’, når ‘Rose de Resht’
har fået godt fat. Ellers risikerer man, at ‘Patricia’ med sin store
frodighed kvæler rosen.
‘Rose de Resht’s karminrøde farve kan godt være en smule vanskelig
at indpasse med andre blomster. Men en af dem, der passer perfekt,
er storkenæb ‘Patricia’, som jeg har omtalt tidligere. Den ses på
billedet herover.
212

213

De engelske roser
Hvis jeg kun havde plads til én type roser i min have, ville det
blive de engelske. Jeg har tidligere fortalt om mit første møde
med dem på på Hampton Court Palace Flower Show og senere
mit besøg på David Austins skønne planteskole og rosenhave
ved Wolverhampton.
Der er ganske enkelt så mange dejlige sorter at vælge imellem,
men dem, jeg finder helt uimodståelige, er de purpurrøde.
Hen over årene er der kommet en del sorter med de skønneste
blårødlige, fløjsagtige toner. Jeg har de fleste i haven, og
jeg må give David Austin ret, når han siger, at de ikke hører til
de stærkeste. De purpurfarvede roser er ikke specielt livskraftige,
og man får dem kun til at lykkes, hvis man ‘klør dem lidt
bag øret’, som Ana – den ene af mine gartnere – siger, når en
plante kræver særlig omsorg.
I 1999 kom der imidlertid en ny purpurfarvet rose – ‘Falstaff’.
Den viste sig at være gjort af et bestemt stof, for den
skød snart i vejret, og i løbet af en tre års tid dannede den den
skønneste busk med de smukkeste blomster. Faktisk er den så
livskraftig, at jeg også dyrker den som slyngrose op ad en væg.
Der er bare det lille problem med den, at stænglerne bliver ret
lange, hvilket resulterer i nogle lange – ofte bare og derfor lidt
uskønne – ben.
214

Året efter, i 2000, kom så en rose, som David Austin har kaldt
sin bedste purpurfarvede til dato. Den hedder ‘William Shakespeare
2000’. Når årstallet er tilføjet, er det, fordi der på markedet
også er en rose, som blot hedder ‘William Shakespeare’.
Det er ret interessant med ‘William Shakespeare 2000’. Den
ligner nemlig ‘Falstaff’ til forveksling. Men når den alligevel blev
introduceret, skyldtes det, at den ikke bliver så høj, men blot
danner en mindre busk på en lille meter. Dette har jeg nu udnyttet
ved at plante ‘William Shakespeare 2000’ foran ‘Falstaff’.
Det er en perfekt symbiose, fordi ‘William Shakespeare 2000’ så
dækker storebrorens nøgne ben. Man oplever den som den samme
rose, fordi blomsterne altså ligner hinanden så meget.
Hver gang jeg ser eller opdager en rose inden for denne mørke
farveskala, er jeg liebhaver. Den må jeg have fat i. For da
jeg i tidernes morgen begyndte at anlægge havens forskellige
bede, havde jeg også en plan om at lave et bed udelukkende
med mørkt blomstrende og mørkløvede planter. Det ville blive
så flot. Troede jeg …
Når man sammenligner roserne på denne og forrige side, er det ret
tydeligt, at de ligner hinanden. Jeg har da også ret svært ved at se
forskelligheden. Men en væsentlig ting er, at ‘Falstaff ’ på forrige
side bliver ret høj, mens ‘William Shakespeare 2000’ på billedet
herunder har noget kortere ben.
215

Jeg forsøgte, men det viste sig at blive ret uinteressant. Bedet
blev simpelthen for mørkt. Det manglede noget til at lyse op.
Tro nu ikke, at jeg så begyndte at plante hvide blomster. Næh,
jeg gik på jagt efter blomster, som havde noget mørkt i sig. For
eksempel den skønne storkenæb ‘Rozanne’ med mørke årer i
blomsten, som jeg omtalte på side 186. Også floks med mørkt
øje og digitalis med mørke pletter blev flyttet hertil. Så skete
der pludselig noget. Bedet skiftede helt karakter, og de forskellige
blomster hentede og gav farver til hinanden. Denne proces
blev meget lærerig for mig og jeg fandt ud af, at man ikke bare
skal plante vækster med samme farvetone i hele bedet. Det bliver
for trist.
Billedet her illustrerer meget fint, hvor vigtigt det er, at de mørke
roser får kompagniskab af nogle lysere roser. På den måde kommer
de til at virke endnu mørkere. Den mørke rose nederst er ‘The
Prince’.
216

Øverst fra venstre: ‘Darcey Bussell’ og
‘Munstead Wood’. Midti: ‘Prospero’, ‘The
Dark Lady’ og ‘The Squire’. Nederst:
‘Wenlock’ og ‘Tradescant’.
217

Når man betragter de engelske roser over en bred kam, er der
ingen tvivl om, at den farve, som er rigest repræsenteret, er
den rosa. Der er rigtig mange inden for den farveskala, og der
kommer hele tiden nye til. Kan man forestille sig en mere oplagt
farve til en rose end lyserød? Jeg kan ikke!
De første lyserøde engelske roser, jeg anskaffede, var ‘Mary
Rose’ og ‘Charles Rennie Mackintosh’. Sidstnævnte er jeg helt
kulret med, fordi blomsterne har den mest fantastiske næsten
blårosa tone, som man ikke ser hos ret mange andre roser.
Desværre står væksten ikke mål med rosens udseende. Den er
lidt svag, men på grund af den særlige farve har jeg alligevel
adskillige ‘Charles Rennie Mackintosh’ i haven.
På næste opslag ses en række af de lyserøde engelske roser, som
jeg med stor glæde dyrker i haven. Ingen nævnt, ingen glemt.
Det er utroligt, at man hele tiden kan fremavle nye roser, når
man ved, hvor mange der findes i forvejen. Men David Austin
og hans team har en helt særlig evne til hele tiden at præsentere
sorter, som man bare ikke kan modstå.
Efterhånden, som nye Austin-roser kommer på markedet,
bliver nogle af de gamle trukket ud. Sommetider introduceres
en ny rose, som fuldkommen ligner en tidligere, men når den
nye alligevel fortrænger den gamle, kan det for eksempel skyldes,
at den er mere sund og resistent over for sygdomme.
Herover er det ‘Charles Rennie Mackintosh’, mens alle billeder på
næste side viser ‘Mary Rose’.
218

219

Øverst: ‘Harlow Carr’. Midti fra venstre:
‘Hyde Hall’ og ‘Gentle Hermione’. Nederst:
‘Eglantyne’ og ‘Ingenious Mr. Fairchild’.
220

Øverst fra venstre: ‘Geoff Hamilton’ og
‘James Galway’. Midti: ‘Spirit of Freedom’
og ‘Princess Alexandra of Kent’. Nederst:
‘Queen of Sweden’ og ‘The Alnwick Rose’.
221

Pink roser kan jeg heller ikke stå for. Navnlig ikke, fordi de er
så gode sammen med de purpurfarvede.
Den første, jeg vil fremhæve inden for denne farveskala, er
‘Gertrude Jekyll’, som man aldrig går fejl af. Store pink blomster
i rigt tal lyser op i bedene flere steder her i haven. Denne
rose er helt uundværlig, og jeg tror godt, at man kan sige, at
David Austin havde en mere end almindelig heldig hånd, da
han skabte den.
En anden god, men lidt mindre kendt engelsk rose, er ‘Noble
Antony’. Den lever en lidt mere diskret tilværelse, fordi rygterne
siger, at den ikke er så livskraftig. Her i haven klarer den
sig nu fint, men den bliver også virkelig nurset. En rose med
det udseende vil man gerne gøre noget ekstra for. Det samme
gælder for øvrigt ‘Young Lycidas’, som også er skattet hos os.
Det er meget interessant med rosa kontra pink. På en eller anden
måde er de i familie med hinanden, men det er ikke altid
hensigtsmæssigt at plante dem sammen. Den rosa er pæn og
romantisk, mens den pink er mere pågående og fræk.
Det kan være lidt af en udfordring at arbejde med pink
blomster, men spændende er det. Man kan skabe de mest sublime
sammensætninger med for eksempel pink, purpur, lilla
og blå. Sat sammen på den rigtige måde glider de forskellige
farvetoner over i hinanden og danner en luksuriøs helhed.
Nedenfor ses fra venstre ‘Noble Antony’ og ‘Young Lycidas’ og på
næste side ‘Mary Rose’ i forgrunden.
222

223

Inden for den gule skala er der også flere gode at vælge imellem.
Min absolutte favorit er den hvidgule ‘The Pilgrim’, som
ikke ligner nogen anden rose.
Det kan godt være svært at skelne nogle af de engelske roser
fra hinanden, men ‘The Pilgrim’ er helt sig selv. Yderst er
blomsten hvid og resten kold gul. En tone, der gør, at ‘The Pilgrim’
med stort held kan indpasses de fleste steder.
‘Golden Celebration’ er også en rigtig yndling. “Den skal
du have i haven,” sagde Knud Pedersen fra www.rosenposten.
dk til mig, da jeg engang spurgte ham om, hvilke engelske roser
der var uundværlige. Så plantede jeg selvfølgelig nogle af
den. Og hvor har han ret. ‘Golden Celebration’ har den smukkeste
varme nærmest ravgule tone og omtrent kålhovedstore
blomster.
Det er sjældent, at jeg giver mig selv ‘lov’ til at plukke roser
ind til stuernes vaser, for ofte er det jo sådan, at der følger
224

en masse knopper med. Men med ‘Golden Celebration’ er det
anderledes. Tit er der nemlig blot meget få knopper på stænglerne.
Til gengæld er der rigtig mange stængler. Derfor nænner
jeg godt at plukke dem. Der skal ikke mange blomster til for at
fylde hele stuen med den skønneste duft.
Jeg elsker simpelthen de gule engelske roser, selv om mange af
dem ligner hinanden. Det er især de lyse og kolde gule toner,
som har min bevågenhed. Favoritterne er ‘Charlotte’, ‘Molineux’,
‘Teasing Georgia’, ‘Blythe Spirit’ og ‘Graham Thomas’.
Forrige side øverst fra venstre: ‘The Pilgrim’ og ‘Golden Celebration’.
Nederst: ‘Charlotte’ og ‘Molineux’. Denne side øverst fra
venstre: ‘Teasing Georgia’ og ‘Blythe Spirit’. Nederst: ‘Graham
Thomas’.
Var der nogle, der sagde, at gult ikke er pænt?
225

Afslutningsvis skal nogle få hvide roser også nævnes. Listen
bliver ikke så lang, for der findes ganske enkelt ikke så mange
hvide roser – hverken engelske eller i det helt taget. I hvert fald
ikke sammenlignet med den mængde af andre kulører, som
rosenpaletten byder på.
En af dem, jeg er rigtig glad for, er ‘Winchester Cathedral’,
som da også går for at være den bedste hvide af de engelske.
Det er en såkaldt sport af den populære lyserøde ‘Mary Rose’.
Ordet sport kan oversættes til afviger, og det lyder måske negativt,
men forklaringen er, at der på et tidspunkt pludselig viste
sig en stængel med en hvid blomst på den lyserøde ‘Mary
Rose’.
Dette skud blev brugt til okulering (podning), og ad den
vej fik man en produktion af den hvide rose i gang.
‘Glamis Castle’ er også en fin hvid rose, som jeg har stor glæde
af. Den er ikke helt så kraftig som ‘Winchester Cathedral’,
men alligevel rigtig fin og anbefalelsesværdig. Farven går lidt
i retning af creme, dog ikke i så udpræget grad som hos ‘Jude
the Obscure’ og ‘Crocus Rose’, der også passer fint sammen
med helt hvidt.
Den sidste, jeg vil nævne, er en forholdsvis ny engelsk rose,
der blev introduceret i 2007. Den hedder ‘Claire Austin’ og er
opkaldt efter David Austins datter, der har sin egen planteskole
med speciale i iris, pæoner og dagliljer. ‘Claire Austin’ er en
rigtig dejlig rose, som man måske mere vil kalde cremefarvet
end hvid. Dens smukke omtrent kuglerunde form gør, at den
ligner de historiske roser, som man kan se på gamle blomstermalerier.
Firmaet David Austin udgiver et utroligt flot katalog, som
er værd at bestille. Her er stof til timers læsning og længsel.
Austin Roses yder en udstrakt service og sender kataloget portofrit
over hele Europa. Det er virkelig en flot gestus.
Er man ligesom jeg tændt af de engelske roser, findes der
en must have-bog. Den er skrevet af David Austin og udgivet
på dansk af Nyt Nordisk Forlag i 2008 med titlen De engelske
roser.
Øverst fra venstre: ‘Winchester Cathedral’ og ‘Glamis Castle’. Næste
side øverst fra venstre: ‘Crocus Rose’ og ‘Jude the Obsure’. Nederst:
‘Claire Austin’.
226

227

De moderne roser
Jeg tror, at begrebet ‘moderne roser’ har fået en lidt nedladende
klang, efter at der er kommet så megen fokus på de historiske
og de engelske roser. Men de moderne roser skal vi ikke negligere,
for der er så mange fantastiske nyfrembringelser, som er
værd at dyrke i haven, og der kommer hvert år mange til.
I rosensammenhæng har de blålige farvetoner altid været attråværdige,
og gennem mange år har avlere forsøgt at frembringe
smukke og grovillige roser i disse nuancer. Sidstnævnte
– altså det med grokraften – har dog været et problem. Blålige
roser har altid været lidt svære virkelig at få i vigør, i hvert fald
inden for de moderne hybrider. For blandt de historiske findes
der flere med ‘blåt blod i årerne’, som er meget villige. Men
det er ikke dem, det skal handle om nu.
Hvis man er rosenforædler, eller opfinder i det hele taget,
må den store drøm være at frembringe et produkt, som ikke
ligner noget, der tidligere er set, og som har en appeal, som får
forbrugeren til virkelig at stoppe op. Det, må man sige, er lykkedes
med ‘Rhapsody in Blue’.
Det er en helt særlig rose, der så dagens lys i 1999 og blev
introduceret i 2003. Her fik den en helt overvældende modtagelse
og blev da også valgt til Årets Rose i Storbritannien samme
år. ‘Rhapsody in Blue’ er en hurtigvoksende rose, som allerede
første år etablerer sig godt i bedet og sender meterhøje
skud op i luften med knopper i store klaser. Jeg synes, at rosen,
der er let fyldt, er smukkest i knop og i de første dages udspring.
Derefter fader den til en gråblå ikke så intens tone.
Det særlige ved historien er, at ‘Rhapsody in Blue’ er fremavlet
af en amatørforædler, englænderen Frank Cowlishaw. Jeg
ved ikke, hvor mange roser han har på samvittigheden, men
der er i hvert fald endnu én – ‘Odyssey’, som også er ganske
enestående. Den blev introduceret allerede i 2001. Altså et par
år før ‘Rhapsody in Blue’. Alligevel er den sært nok ret svær at
få fat på, men jeg var heldig at finde den på nettet hos www.
styleroses.co.uk, og alle, der ser den her, falder nærmest i svime.
Ligesom ‘Rhapsody in Blue’ er ‘Odyssey’ let fyldt med fint
bølgede kronblade.
En tredje rose, der også passer perfekt ind i dette selskab, er
‘Royal Celebration’. Den er purpurfarvet og smuk både i knop
og som udsprunget. Et par dage før den kaster kronbladene,
åbner den sig helt op og ligner en fransk anemone.
Denne side øverst: Begge er ‘Rhapsody in Blue’. Næste side øverst:
‘Odyssey’. Nederst: Begge er ‘Royal Celebration’.
228

229

Slyngroser
Her vil jeg kun komme ind på et par roser, men de er til gengæld
begge så fantastiske – om end meget forskellige – at man
burde overveje dem, hvis man ikke allerede har dem.
Den første er ‘Alchymist’, som jeg reklamerer for, hver gang jeg
kan komme til det. Det er simpelthen en af de dejligste roser,
jeg kender, og det gode er, at man som regel altid kan finde
plads til den, fordi den gror opad og ikke fylder meget nede
ved jorden. Det er en virkelig ivrig rose, der på en enkelt sommer
kan sende op til tre meter lange skud i vejret.
Blomsterne er et helt kapitel for sig, fordi de changerer i en
farveskala svingende fra rosa over abrikos til gylden, alt efter
om de netop er sprunget ud eller er ved at takke af. Der bliver
altid lagt mærke til denne rose, og de, der ikke kender dens
navn, spørger som regel efter det.
‘Alchymist’ er en af havens første roser i udspring, og det er
blevet en tradition, at jeg flere gange i løbet af sæsonen plukker
en favnfuld og lægger den i et fad med vand. Når man betragter
dem der, kunne man godt tro, at de stammer fra forskellige
buske. Så stor er variationen i farverne. Fadet stiller jeg
som regel ind i havestuen, hvor den mest fortryllende duft breder
dig. Det er virkelig luksus for både syns- og duftsansen.
Det gælder om at nyde blomsterne, mens de er der. En lille
måneds tid varer floret. Ikke længere. For ‘Alchymist’ blomstrer
kun én gang. Jeg må nogle gange tage mig selv i at tænke,
230

at det er trist, der ikke kommer en efterblomstring, men hvis
det skete, tror jeg ikke, at ‘Alchymist’ ville være så eftertragtet.
Det er netop det faktum, at man skal nyde floret i fulde drag,
mens det er der, der gør, at jeg hver dag går rundt og glæder
mig.
Faktisk er det den første rose, jeg hver morgen hilser på, for
den vokser nemlig helt op omkring den balkon, der er lige ud
for mit soveværelse. Her får jeg så mit lille morgen-snif.
Når man ser dette pragteksemplar af ‘Alchymist’, er det ikke svært
at forstå, at det er en rose, der bliver beundret.
231

Den anden slyngrose, som jeg vil give mine bedste ord med på
vejen, er ‘Constance Spry’, der, som tidligere nævnt, var den
første rose, David Austin frembragte i 1961. Heller ikke den
blomstrer mere end én gang.
Jeg så den første gang i Mottisfont Abbey Garden i
Hampshire, som er en af de berømteste rosenhaver i England.
Det er en halv snes år siden, jeg var der, men dengang var jeg
ikke begyndt at fotografere. Det har virkelig ærgret mig mange
gange, for jeg har så mange billeder på nethinden, som jeg gerne
ville have delagtiggjort andre i. Men kommer tid, kommer
råd! Jeg tager snart dertil igen.
Da jeg så ‘Constance Spry’ denne første gang, troede jeg
knapt mine egne øjne. Når man kan få en rose med sådanne
blomster, hvad skal man så med pæoner, tænkte jeg. For det
var nemlig lige nøjagtigt, hvad de lignede: store lyserøde pæoner
med den mest indtagende duft.
Jeg var ikke sen til at bestille en halv snes stykker af ‘Constance
Spry’, da jeg kom hjem. De blev plantet op ad gitteret
nede ved vejen, og når de blomstrer, går jeg ned til dem flere
gange om dagen for lige at kontrollere, at det er virkelighed.
Det er det, og samtidig er det også en drøm. En mere storslået
rose skal man virkelig lede længe efter. Og så med så mange
blomster, på rad og række efter hinanden.
‘Constance Spry’ tolererer modsat de fleste roser en del
skygge. Det har jeg erfaret ved at iagttage de planter, der står
længst inde mod skoven. Her får de ikke ret meget sol, men
blomstrer alligevel lystigt.
Jeg er en både glad og stolt mand, når ‘Constance Spry’ står i fuldt
flor som her. Sammen med den har jeg plantet adskillige klematis,
blandt andet ‘Hagley Hybrid’, der ses på næste side øverst til
venstre.
232

233

234

235

Inspiration
Jeg har det sådan lidt dobbelt med store offentlige rosenhaver.
Rigtig mange er efter min mening direkte uskønne, fordi man
ofte har et ønske om at vise så mange forskellige roser som
muligt. I mange tilfælde bliver det til et sammensurium af farver,
der ikke passer sammen.
Når jeg alligevel tit besøger rosenhaver herhjemme og i udlandet,
er det, fordi jeg er så videbegærlig. Måske finder jeg en
eller flere roser i en bestemt farve, der kan indgå i en bedmæssig
sammenhæng. Udstyret med papir, blyant og fotografiapparat
går jeg minutiøst bedene igennem. Og ofte er der bid.
Mon ikke mange af os har prøvet at købe en plante ud fra
et fotografi for så senere at erfare, at den blomst, vi regnede
med var pink, måske viste sig at blive rød. Jeg har! Og derfor
vil jeg hellere se blomsterne in natura. Til alt held besidder jeg
en evne til at huske farver, og derfor er det ikke svært for mig
at parre de forskellige toner.
Også på de store engelske haveshows holder jeg mig opdateret.
Det er her, nyhederne præsenteres, og det er altid interessant
at følge med i, hvilke nye sorter der kommer på markedet.
David Austin Roses har altid min fulde opmærksomhed,
men der er også mange andre forædlere, hos hvem jeg har fundet
uundværlige frembringelser.
Jeg er så heldig at have et fotografiapparat, der er udstyret
med en båndoptager. Det betyder, at jeg i forbindelse med et
billede kan indtale en lydsekvens. Her fortæller jeg så mig selv,
hvilken sammenhæng rosen kan passes ind i, højde, statur og
lignende. Det er et rigtig godt værktøj.
Roserne nedenfor kan jeg ikke sætte navn på, men sikkert er det, at
skønheden på næste side er ‘Paul Noël’.
236

237

238

Dronning Louises rosenhave
Heldigvis findes der også smukke rosenhaver. Det er ofte dem,
der ikke er så store. En af disse er Dronning Louises rosenhave
ved Bernstorff Slot, der ligger for enden af Ved Slotshaven i
Gentofte. Ikke mange kender den, og det er synd, for her kan
man virkelig finde inspiration. Ikke alene til smukke rosensorter,
men også til indretning af haven. Det, man skal lægge
mærke til, er den konsekvente brug af opstammede roser.
Rosenhaven, som oprindelig blev skabt i slutningen af
1800-tallet af Christian 9.s hustru dronning Louise (1817-
1898), ligger ved et fint gammelt tehus i parkens sydvestlige
del, hvor også flere gamle restaurerede drivhuse har plads.
I 2000 blev rosenhaven genskabt efter planen fra dronning
Louises tid, et foto fra haven i 1880’erne og dagbogsnotater fra
dronningens slotsgartner.
Hvis man skal tage gode billeder i solskin, må man ofte stå tidligt
op eller vente til det bløde aftenlys. Her var jeg på pletten lidt over
fem om morgenen, og jeg husker endnu meget klart, hvilket chok
jeg fik, da sprinkleranlægget pludselig gik i gang.
239

Villige valmuer
En planteslægt, som kan være med til at give haven et dejligt
småvildt præg, er valmuer. Her findes flere forskellige, og for
blot at nævne nogle få kan det være den lille fine kornvalmue
og i den anden ende af skalaen den store staudevalmue, som kan
blive over en meter med næsten lillefingertykke stængler. Men
her skal det handle om opiumvalmuer, Papaver somniferum. Jeg
har en særlig mørklilla sort, som stammer fra en fransk have.
For en halv snes år siden var Anne og jeg på haverejse rundt
i Normandiet. En skøn og dejlig tur med en masse gode oplevelser,
blandt andet denne valmue. Vi var ved at dåne, da vi så
dette vidunder i en have. Jeg tror, det var sidst i maj, og de lette
blomster med næsten pergamentagtige kronblade stod overalt.
Den valmue måtte vi ganske enkelt have frø af. Men hvordan?
Frøstandene var jo slet ikke modne.
Haveejeren var en morlil, som vi var ret sikker på ikke talte
engelsk. Men man skal ikke altid skue hunden på hårene. For
det gjorde hun. Endda ualmindelig godt. Hendes afdøde mand
var englænder, og det var ham, der havde haft frøene til denne
helt særlige valmue med fra sit barndomshjem i det sydlige England.
Vi fik en hyggelig snak, og damen viste os beredvilligt rundt
og fortalte om planterne i sit helt igennem meget frodige og
skønne univers. Her var flere planter, som vi aldrig før havde
set. Blandt andet kongetvetand, Lamium orvala, som jeg viser
på side 104. Da vi viste interesse for den, gravede damen resolut
et stykke op til os hver, og det er afkom af denne plante, jeg stadig
har.
Det er særdeles interessant at iagttage blomsterne. Billederne
nedenfor er taget over et par dage. Bemærk på de to første billeder,
hvordan knoppen i begyndelsen vender nedad. Den begynder først
at folde sig ud, når knoppen vender opad.
Man siger, at valmuer ikke kan plukkes ind til buketter. Det
er ikke korrekt. Plukker man blomsterne i knop, lige før knoppen
begynder at pege opad, går det fint.
240

241

Da vi kørte fra haven, kunne vi ikke få de skønne valmuer ud
af hovedet. Heldigvis skulle vi bo lige i nærheden og besluttede
os for at indlede en charmeoffensiv. Næste morgen kørte vi på
posthuset og købte kuverter og frimærker og hos en lille vinhandler
et par gode flasker rødvin. Vi skrev vores respektive
adresser på kuverterne og frankerede dem. Derefter kørte vi tilbage
til haven, overrakte de to flasker samt kuverterne og spurgte,
om vi mon kunne bytte dem til frø. “Of course – that’s a fair
deal,” sagde den lille dame, og vi tog afsked endnu en gang.
Et par måneder efter fik Anne og jeg hver en buttet kuvert.
Missionen var lykkedes, og da hundredvis af de skønneste
mørklilla valmuer blomstrede sommeren efter, kan ingen vel
være i tvivl om, at vi sendte den franske dame en kærlig tanke.
Det har jeg for øvrigt gjort hver sommer lige siden. Ofte har
jeg tænkt på, om haven og damen stadig findes. Jeg husker, at
det var i nærheden af Bayeux, men ellers ikke yderligere.
stadig, men nogle er gået bort. De får en ekstra kærlig tanke, når
‘deres’ plante viser sig om foråret.
Ud over det rent følelsesmæssige er der også noget praktisk
ved at forære væk. Af den grund er jeg som regel heller ikke karrig,
for vi ved alle, at en plante pludselig kan forsvinde fra jordens
overflade. Den dukker ganske enkelt ikke op, når det bliver
forår. Så er det heldigt, at man kan spørge nogen i vennekredsen,
som har fået en aflægger, om man kan få en igen.
Når det gælder valmuerne, har jeg også gjort mit til, at de skulle
blive spredt. Ikke fordi jeg var bange for selv at miste dem, men
mere fordi jeg synes, de er så skønne, at jeg gerne vil dele. Det
har jeg blandt andet gjort på bloggen, hvor læserne, hvis de anmelder
en af mine bøger, får en pose frø tilsendt.
Efterhånden har jeg rigtig mange planter i haven, som jeg har
tigget mig til – enten et spadestik eller en stikling. Og det forunderlige
er, at jeg kan huske alle giverne. Heldigvis lever de fleste
Denne pudderkvastlignende skønhed har ikke noget sortsnavn.
Desværre! Jeg købte en lille posefuld på Hampton Court Palace
Flower Show for et par år siden.
242

Såning
Valmuer hører til den type sommerblomster, som bliver ekstra
store og kraftige, hvis de sås i efteråret eller ikke for sen vinter.
De kan godt lide at ligge i jorden og blive udsat for det skiftende
vejrlig. Altså på nøjagtigt samme måde, som hvis de naturligt
var faldet til jorden, når valmuekapslerne åbner sig.
Det er vigtigt, at frøene ikke sås så tæt, at planterne kommer
til at stå og trykke hinanden. Det resulterer nemlig i tynde og
pistne planter, og dem er der ikke meget skæg ved.
Den nemmeste og bedste metode er at blande frøene meget
grundigt i en spand med i første omgang en lille håndfuld tør
pottemuld. Mulden skal være tør, så det er nemmere at fordele
frøene, uden at de klumper sig sammen. Nulr jordblandingen
grundigt mellem fingrene et par minutter og tilsæt så endnu en
håndfuld. Gentag som netop forklaret.
Fortsæt, til spanden er halvt fuld af muld, og frøene er godt
fordelt. Spred så mulden med meget løs hånd rundtomkring i
haven, hvor du gerne vil have valmuer året efter. Der skal ikke
dækkes efter.
Høst
Når valmuerne hen i juni smider kronbladene, står de flotte
frøstande tilbage. De er med deres grågrønne farve vældig dekorative,
men desværre begynder løvet hurtigt at blive gult og
træls at se på. På det tidspunkt er der så mange andre attraktioner
i haven, så jeg rykker simpelthen planterne op. Man kan
også fjerne løvet, så man slipper for de gule blade, og i stedet
nyde de runde frøstande.
Under alle omstrændigheder skal planterne op, inden
frøstandene åbner sig og lader alle frøene falde til jorden, for så
er det, at planterne næste år kommer til at stå alt, alt for tæt.
En god måneds tid efter, at kronbladene er faldet, plejer jeg at
plukke en stor buket stængler med frøstande og placere dem
med frøstandene nedad i en skål inden døre. Så går der blot et
par uger eller tre, inden de mørke frø falder ud. Et par uger senere
hælder jeg dem i en papirspose, der opbevares i køleskabet
i en lufttæt beholder. Her ligger de, til de skal sås eller måske
foræres væk!
243

244

245

Dyr i haven
Jeg har altid været glad for dyr, og ofte har tanken om at få
høns, ænder eller måske påfugle i haven strejfet mig. Selvfølgelig
skulle de være fritgående, men fornuften sagde mig, at
det nok ikke var en god idé. Jeg er jo også rigtig glad for mine
blomster, og det er nu en gang to uforenelige størrelser. Men
flot ville det da være med perlehøns, hvide ænder eller hvide
påfugle. Ja, som det fremgår, havde jeg allerede tænkt over,
hvilke særlige fugle det skulle være.
Jeg har ikke set hvide påfugle i virkeligheden, kun på billeder.
Der er noget helt særligt over hvide dyr, og sorte! To af
mine gode venner har sorte svaner. Tænk, hvis jeg havde haft
plads til det.
Victor og Anton
Faktisk har jeg dyr, tilmed sorte. Det er Victor og Anton, vores
to kongepudler på syv og ni år. Flere har spurgt mig, hvordan
det er foreneligt med hunde og have. Graver de ikke? Nej, det
er verdens mest skikkelige hunde. Når de er i haven, holder de
sig stort set på gangene, og det hører ikke til kongepudlers natur
at grave, tror jeg. Vores gør det i hvert fald ikke.
Victor og Anton er to skikkelige hunde, der hverken graver eller
laver ravage. Heldigvis er de rolige og meget lærenemme.
På næste side ses rød kvan, Angelica gigas, invaderet af
mariehøns.
246

Det eneste problem er, at hundene letter ben. Det er hverken
buksbomkugler, takshække eller hække i det hele taget særlig
begejstrede for. Derfor sørger vi som regel for, at hundene
får den værste tissetrang styret, inden de kommer ud i haven.
Lange ture i skoven tager det værste tryk.
Når hundene ikke slider på haven, er det også, fordi de ikke
er synderligt interesserede i at være derude længere tid ad gangen.
De vil hellere være derinde og følge med i, hvad der sker
dér.
Summen og svirren
Det siger sig selv, at der er et rigt dyreliv af insekter og sommerfugle
i haven. Sommeren igennem er der en summen og
svirren omkring ørerne, så det er en lyst. Det er hyggeligt at
betragte alle de dyr, der besøger haven.
Jeg har ikke bevidst plantet efter at tiltrække en bestemt
type insekter, men fordi beplantningen her er så artsrig, er der
noget for enhver smag.
I sensommeren holder jeg især af sommerfuglene, der ses
overalt. På visse tidspunkter er der flere hundrede. Nogle af
de planter, de især holder af, er sommerfuglebusk (selvfølgelig),
purpursolhat, kæmpeverbena, pragtspir, hvid fredløs og
sankthansurt.
Der er sjældent, at jeg sidder ned i haven. Men når jeg gør det,
er det ofte for at betragte alle de flittige smådyr. Bierne bliver
jeg aldrig træt af at kigge på – især ikke humlebierne. Det
er interessant, at de er så trofaste, som tilfældet er. På en tur
rundt i haven, gæster de kun den samme slags blomster. De
holder sig også til én farve. Prøv selv at kigge efter. Den er god
nok!
Flere gange har jeg tænkt på, at jeg burde have et par bistader
i haven. Jeg tror, det ville blive en eventyrlig god honning
med den rige flora, der er her.
247

En motorvej i baghaven
Og så har vi faktisk en motorvej i baghaven. Ikke sådan en rigtig
én til biler, men til egern. De løber nemlig lystigt hen over
hegnet ind mod naboen. Står man og venter, varer det ikke
længe, før et egern kommer farende, enten den ene eller den
anden vej.
Egernerne bor i skoven, og det er fantastisk at betragte disse
luftakrobater, når de springer fra gren til gren. Ofte ser vi hele
egernfamilier – forældre og børn – der tumler rundt i træerne
i skovbrynet.
Fra skoven benytter de mange egern ‘motorvejen’, fordi
en nabo et par huse væk har et stort valnøddetræ, og på vejen
derhen kommer de også forbi et nøddehegn. Derfor har de
tit munden fuld på vej hjem, men ofte stopper de op halvvejs
og styrer direkte mod vores krukker og graver nødderne ned.
Men jeg tror ikke, at de kan huske, hvor de har deres spisekamre,
for ofte ser vi små valnøddetræer spire frem fra krukkerne
om foråret. Det er en herlig påmindelse om, at vi ikke er
alene om haven.
248

249

250

Besøg fra skoven
Vi er så heldige at have mange fugle i skoven, og de er flittige
til at besøge os. Det skyldes helt sikkert, at vi til gengæld er
flittige til at fodre dem. Hele året.
Jeg ville ønske, at jeg var meget bedre til at skelne de forskellige
fugle fra hinanden og genkende deres stemmer. Måske
er det en interesse, der kommer med alderen, for jeg er ikke
vokset op med den. Jeg har lovet mig selv, at jeg i vinter vil øve
mig på det med udseendet og stemmerne. Jeg har nemlig fået
en bog med en cd forærende, så mon ikke jeg lærer det. Det
med planterne er jeg jo kommet efter.
Vi har et utal af spurve og mejser, duer, skader, krager og
råger. De sidste tre kunne jeg nu godt undvære, men duerne
holder jeg meget af. Også spætten ser vi omkring foderbrættet,
og om natten tuder uglen i skoven.
Mine egne duer
Der er noget hyggeligt ved duer. At se dem sidde og pille og
nusse hinanden med næbbet bliver jeg aldrig træt af. Det siges,
at et duepar holder sammen hele livet. Det er da smukt.
I flere engelske haver har jeg set hvide duer flyve rundt og i
den grad bidrage til et helt særligt stemningsfuldt sceneri, men
det var først, da jeg besøgte Snowshill Manor Garden i Gloucestershire
(se næste kapitel), at jeg fik den tanke, at jeg måske
også kunne have duer i haven derhjemme. De ville passe perfekt
til villaen, væksthusene og mit nye lysthus.
Straks, da jeg kom hjem, begyndte jeg at undersøge muligheden
for at få min egen duebestand. Et dueslag som på
Snowshill Manor kunne der ikke blive tale om, for det var muret.
Og sådan et havde jeg ikke plads til.
Et engelsk dueslag
Jeg havde dog på flere af de engelske haveshows set dueslag af
træ. Blandt andet nogle ottekantede på søjler, hævet over jorden,
og med spidst tag. Sådan et ville jeg have. Derfor gik jeg
i gang med at søge på nettet. Tastede dove cotes i søgefeltet og
bad maskinen om at søge i ‘billeder’. Denne metode bruger jeg
tit, når jeg eftersøger et eller andet særligt.
Mange muligheder poppede op på skærmen, og en del af
dem brød jeg mig ikke om. Enten var husene forkert dimensionerede,
eller også var de for pyntede. “Dur ikke,” var konklusionen
igen og igen. Men endelig var heldet med mig. Dér var
et dueslag, jeg kunne lide. Det viste sig at være fra det engelske
firma Kootensaw Dovecotes i Devon.
Af hjemmesiden – www.dovecotes.co.uk – fremgik, at der
var en del modeller at vælge imellem. Jeg faldt for en hvidmalet
‘Gatcombe’ med i alt tolv redehuller. Altså var der plads til
fireogtyve duer.
Denne model blev bestilt, og glad var jeg, da vi fik den leveret
og sat op i foråret 2009.
Indflytning
Når jeg så fritflyvende hvide duer i engelske haver, undrede det
mig ofte, hvordan man fik dem til at flytte ind i dueslaget og
blive der. Det fik jeg svaret på på Kootensaw Dovecotes hjemmeside
under emnet “Homing”.
Hvis det er brevduer, man vælger, er det vigtigt at få fat på
nogle forholdsvis unge fugle, der ikke har været ude at flyve i
det fri tidligere. Ellers risikerer man, at duerne blot flyver hjem
til sælgeren, når de bliver lukket fri.
For at få duerne til at blive gælder det om at vænne dem til
stedet. Sammen med dueslaget fik jeg leveret et stort net, som
blev spændt ud over taget og fastgjort til jorden med pløkker
hele vejen rundt. Altså nærmest som et indianertelt.
Jeg søgte på nettet efter hvide brevduer og var så heldig at finde
en avler, der havde flyvefærdige unger. Fem styk ville han
gerne af med, så dem hentede jeg. De blev lukket ind under
nettet, og når det begyndte at skumre, fløj de op i dueslaget. Så
langt så godt …
Det så lidt interimistisk ud med nettet over dueslaget. Heldigvis
var det kun nogle få uger. Jeg var spændt på, om duerne ville vende
tilbage, når de blev sluppet løs. Det gjorde de heldigvis, og de har
været her lige siden.
251

Der var fem, der var fire …
Det gik rigtig fint den første uges tid. Jeg fodrede duerne og
gav dem rent vand hver morgen, inden for nettet. Men så en
morgen var der sket noget trist: Et eller andet dyr – måske
genboens kat, en mår eller lignende – havde bidt hul i nettet og
tilkæmpet sig en af duerne. Det var ikke gået stille af sig, kunne
man se af alle de fjer, der lå efterladt på jorden. Heldigvis
var der stadig fire duer tilbage. De første dage efter massakren
var de godt nok lidt skræmte, men de blev snart sig selv igen.
Efter fire lange uger var det tid til at fjerne nettet. Englænderen,
der solgte mig dueslaget, havde givet mig strenge instrukser
om, at nettet først måtte fjernes, når der var gået omkring
en måned. Ellers risikerede jeg, at duerne fløj deres vej.
Spændt var jeg, da nettet blev fjernet. Og også lidt nervøs.
Pludselig baskede duerne med vingerne og fløj i samlet flok
mod himlen. ‘Dem ser jeg aldrig mere,’ tænkte jeg, men min
nervøsitet skulle vise sig at blive gjort til skamme. Cirka tyve
minutter efter landede tre af duerne på foderbrættet under
dueslaget, og siden har det været deres faste tilholdssted. Den
fjerde due så jeg ikke mere til. I de følgende timer gik jeg og
spejdede efter den. Og det gør jeg for så vidt endnu. Måske er
den faret vild eller har sluttet sig til en anden dueflok.
Da jeg normalt har en positiv indfaldsvinkel til tingene,
glædede jeg mig over, at jeg stadig havde tre duer. Men glæden
blev kort. For et par uger efter kom en rovfugl – sikkert en
duehøg – forbi og tog en af de tilbageblevne duer. Mine gartnere
så det ske. Nu var der altså kun to! Jeg håbede på, at det
var en hun og en han, for så ville bestanden sikkert snart blive
øget igen.
Det viste sig desværre at være to hanner, så jeg besluttede
mig for at anskaffe lidt flere duer. Men det var ikke nemt. Avleren,
som jeg havde købt den første bestand af, havde ikke
nogen i overskud, så jeg gik i gang med at søge andre steder.
Når hvide brevduer ikke er almindelige, er det, fordi – fik jeg
at vide – duerne er meget synlige og derfor er nemme ofre for
rovfugle.
252

253

Endelig …
Endelig var heldet med mig. Birkegårdens Haver på Sjælland
havde hvide duer, og da jeg i forvejen kendte ejeren, Merry,
spurgte jeg, om de kunne undvære nogen. Det kunne de. Glad
var jeg.
Det viste sig dog, at det ikke var hvide brevduer, men
højstjerter, en meget dekorativ art, der har en påfugleagtig
hale, og som skyder brystet frem. De ville være rigtig søde i
haven sammen med brevduerne.
Da jeg ikke helt havde opgivet håbet om at finde nogle brevduehunner
til mine hanner, skulle de nye højstjerter have deres
eget slag. Derfor bestilte jeg en væghængt sortmalet model
fra Kootensaw Dovecotes kaldet ‘Broadhempston’.
Højstjerterne skulle efter sigende kun gå under net i tre-fire
dage, så efter en uges tid tog jeg mod til mig og fjernede nettet.
Det gik fint. Højstjerterne tog en flyvetur og landede oppe på
villaens tag. Derefter gik der ikke lang tid, før de vendte tilbage
til det nye dueslag på bagsiden af lysthuset.
Snart er der gevinst!
Mine to ‘gamle’ brevduehanner viste sig ualmindeligt interesserede
i de nye duer, og allerede før højstjerterne blev lukket
ud af deres indelukke, kredsede de vældigt interesserede omkring
dem.
Jeg havde ikke forestillet mig, at brevduer og højstjerter
kunne få unger sammen, men det var i hvert fald tydeligt, at
de prøvede! Derfor kontaktede jeg en duekyndig, som fortalte,
at det ikke var noget problem.
Nu er en af de nye flyttet ind hos den ene brevduehan i det
gamle dueslag, og en af højstjerthunnerne ruger i det væghængte.
Så det varer vist ikke længe, inden jeg kan forvente familieforøgelse
her. Det glæder jeg mig til.
Duerne ‘generer’ heldigvis ikke naboerne. Det er godt, for jeg
vil gerne have en rigtig stor dueflok. Indimellem tager duerne
en flyvetur, men de lander altid på parcellen. Enten oppe på
villaens tag, på det store væksthus, på lysthuset eller i et træ i
skoven, der står lige i skel. Det er en herlig måde at have husdyr
på. Det eneste, man skal gøre, er at fodre dem hver morgen
samtidig med havens og skovens øvrige fugle.
Efter at folk har set mine duer og dueslag på bloggen og
på tv, har jeg fået en del spørgsmål fra interesserede. Det har
overrasket mig positivt, for det ville da være hyggeligt, hvis der
kom flere dueslag i de danske haver.
254

255

In the countryside
Når jeg først er landet i en af de store lufthavne uden for London,
kan det ikke gå hurtigt nok med at få hentet den bil, jeg
har lejet hjemmefra. Jeg må ud på landet hurtigst muligt – væk
fra storbyen – og ofte går turen små to hundrede kilometer
nordpå mod The Cotswolds. Det er et af de skønneste steder i
England, omkring tre timers kørsel fra hovedstaden. An Area
of Outstanding Natural Beauty (AONB), som englænderne selv
betegner dette dejlige sted, der har en unik og enestående natur.
Jeg kan varmt anbefale at tage på havetur til The Cotswolds.
Her er der så mange skønne steder, byer og haver. En
af dem er Snowshill Manor Garden – beliggende i Cotswolds
Hills, også kaldet The Heart of England. Det var her, jeg første
gang oplevede fritflyvende hvide duer.
Det særligt spændende ved Snowshill Manor Garden er de mange
forskudte niveauer. Det giver mulighed for trapper og mure.
256

257

258

Snowshill Manor Garden
Dette ærkeengelske sted er bygget på en bjergskråning med
terrasserede siddepladser, bassiner, damme og forskellige bygninger.
Alt dette er sammen med den storslåede udsigt med til
at gøre Snowshill Manor Garden til noget helt særligt. Denne
intime have er, som den ser ud i dag, skabt mellem 1920 og
1923.
Her oplever man virkelig, hvor meget bygninger og omgivelser
bidrager til den helt enestående haveoplevelse. Først og
fremmest har man i England de skønne sandsten, som i århundreder
har været brugt som byggemateriale dels til huse,
dels til mure, trapper og belægninger. Sandsten, som vi også
kender fra syden, gør, at husene glider ind i omgivelserne, og
med den naturlige patina i form af belægninger, mos og lignende
kunne man næsten tro, at det hele bogstaveligt talt er
vokset frem af jorden.
Når jeg ser på gamle huse – ikke kun engelske, men også danske
– slår det mig, med hvilken sans for proportioner de er
bygget. Selv småbygninger er opført med en stolthed, som hører
tidligere tider til.
Vel er de store huse pompøse og flotte, men jeg holder især
af at gå rundt og betragte de mindre bygningsværker. Overalt
er de med til at give haverne stemning.
Om man ligefrem kan sige, at duer er flokdyr, ved jeg ikke, men de
holder altid sammen. Hvis en enkelt due letter, gør de andre det
også. Duerne opfører sig på samme måde i min have.
259

I disse smukke gamle haver ser det ud, som om tiden har stået
stille, og alt – træværk, havemøbler, urner og stentrug – vidner
om en ægthed, som man sjældent oplever andre steder. Læg
dertil de stedsegrønne elementer i form af klippede hække,
søjler og kugler foruden plæner som tykke væg til væg-tæpper
samt det ofte unikke udsyn. Alt dette er med til at skabe
sindbilledet af en engelsk have. Hvis disse ting blev skrællet
bort, var der faktisk ikke så meget tilbage. Det er også derfor,
det kan være svært eller næsten umuligt at skabe en engelsk
have herhjemme. At englænderne tillige er begunstiget med et
mildere og mere regnfuldt klima end vort, gør, at tingene bare
gror bedre i England.
Kigger man på staudebedene og de øvrige beplantninger i
Snowshill Manor Garden og for så vidt i mange andre engelske
haver, er det ikke altid, at man falder bagover. Det er det samlede
indtryk, der gør, at man bliver fuldstændig bjergtaget.
National Trust
Snowshill Manor Garden er ejet og drevet af The National
Trust for Places of Historic Interest or Natural Beauty. I folkemunde
blot kaldet for National Trust. Det er en velgørenhedsorganisation
grundlagt i 1895, som arbejder for bevaring
af smukke eller historisk interessante bygninger, haver, parker,
naturreservater og fortidsminder i England, Wales og Nordirland.
Organisationen opererer ikke i Skotland, da der dér findes
en uafhængig organisation. National Trust ejer over 350
historiske bygninger, 1.151 km kystlinje og 254.000 hektar
land og er blandt de største ejendomsbesiddere i Storbritannien.
De fleste er åbne for publikum.
Med små fire millioner medlemmer er National Trust den
største medlemsorganisation i Storbritannien. Mere end halvtreds
tusind frivillige bidrager årligt med tre millioner timers
ulønnet arbejde, blandt andet i de mange haver.
Det, der blandt andet falder én i øjnene, er den særlige
petroleumsgrønne farve, som bruges til bænke og meget af det
øvrige træværk. Jeg ved ikke, om der ligger nogen historie bag
denne lidt specielle – men dog velvalgte – farve.
260

261

Huset
Ikke kun haven, men også det store hus er et besøg værd. Den
største del af huset er fra 1500-tallet, men det er gennem årene
blevet restaureret en del. Især omkring 1720 gennemgik stedet
en større renovering. I tidens løb har der været rigtig mange
ejere og lejere, men den nutidige storhed skyldes håndværkeren,
arkitekten og digteren Charles Paget Wade (1883-1956).
Han købte stedet i 1919, og på det tidspunkt var det temmelig
faldefærdigt. Fra sin far havde Charles Paget Wade arvet en
betragtelig sum penge, tjent ved sukkerproduktion i Vestindien.
Han istandsatte stedet over en årrække, men det var aldrig
planen, at han selv skulle bo i det store hus.
Charles Paget Wade var nemlig samler, og han havde udset
Snowshill Manor til at kunne huse hans meget omfattende
historiske samling, som han lagde grund til allerede som syvårig.
Samlingen koncentrerer sig om Arts and Crafts-perioden
(1880-1910) og består af håndværk og design – herunder dragter,
musikinstrumenter, ure, legetøj, cykler, værktøj og japanske
rustninger.
Når Charles Paget Wade faldt for stedet, var det, fordi huset
var totalt uspoleret og stort set uberørt gennem et par hundrede
år. Dette ville han gerne bevare. Selv flyttede han ind i den
tilhørende lille cottage med dueslag på taget, hvor han levede
spartansk.
I 1951 skænkede Charles Paget Wade stedet og sine over
tyve tusind rariteter til National Trust, der i dag kalder samlingen
for en af deres mest bemærkelsesværdige.
Hvis man kommer til Snowshill for at besøge haven, må
man ikke undlade at gæste huset også for at se den ganske enestående
samling.
Det er imposante bygningsværker, man støder på i The Cotswolds.
Det er tydeligt, at det er et rigt område.
262

263

Byen omkring
Den lille pittoreske middelalderlandsby Snowshill er fantastisk.
Det, der karakteriserer Snowshill og Cotswold i det hele
taget, er den traditionelle gyldengule Cotswold Stone, som går
for at være en af de smukkeste i England.
Når man går rundt i Snowshill, føler man virkelig, at man
er i en tidslomme. En verden af i går. Kald mig bare nostalgiker;
jeg kan ikke få for meget af sådan et stykke english delight.
Det er en totaloplevelse at se de engelske småbyer, haver
og landskaber og blot suge til sig. Jeg elsker det land!
Fra Snowshill kan man skue ud over de bakkede marker med
får – et typisk Cotswold-sceneri. For i middelalderen var Cotswold-fåret
berømt over hele Europa på grund af sit kraftige
264

skind og sin fine uld. Uld herfra var særligt kostbart, og formuer
blev skabt på uldhandel, som gjorde rige købmænd i
stand til at præge egnen ved opførelse af vidunderlige kirker
og hele byer med fine huse, blandt dem Snowshill.
Når man kører ned ad bakken mod nord kommer man til
Broadway. En ganske særlig by, der fortjener sit helt eget kapitel.
Når man ser et motiv som dette, kunne man tro, at man skulle lede
efter sådanne miljøer blandt nyere byggerier. Men nej, sådan ser
der ud overalt.
265

Broadway
Allerede i Den levende have, som jeg udgav i 2004, nævnte
jeg Broadway, denne dejlige by, og ikke mindst et helt fantastisk
sted med bed and breakfast, som ligger her, nemlig Luggers
Hall. Dér bor jeg stadig, når jeg er i Cotswolds, men kun i
weekenderne. For ejerne, Kay og Red Haslam, har valgt at indskrænke
åbningstiderne. Det forstår jeg til fulde, for det er et
stort arbejde at drive B & B i den standard, som de gør. At Kay
også bruger megen tid på haven, er tydeligt, for den er simpelthen
uforlignelig. Hendes sans for farver er uovertruffen, og det
har været spændende og lærerigt for mig at se, hvor god hun er
til at arbejde med især løv.
Kay og Red Haslam købte stedet for små tyve år siden, og
det har virkelig undergået en forandring. Før parret kom dertil,
havde der i en årrække været plejehjem. Derefter stod huset
tomt og ubeboet nogle år. Alt var fuldstændig overgroet af
brændenælder, skvalderkål, snerler, hyld og brombær, har Kay
fortalt mig. Men hun kløede på med krum hals.
Kay og Red har begge været ansat inden for luftfartsvæsenet.
De trængte til at stå af ræset og fandt dette fantastiske
sted. Tusindvis af timers hårdt arbejde og ubeskrivelige mænger
knofedt samt kærlighed er lagt i stedet. Mens Kay gik i
gang med haven, kløede Red på derinde. Jeg har set billeder af,
hvordan huset og haven så ud, da de overtog stedet. Og man
tror ikke sine egne øjne. Fatter simpelthen ikke, at denne forvandling
har kunnet finde sted. Det er sådan noget, man kun
læser om i ‘bladene’.
Huset og haven blev bygget og anlagt af den i England så berømte
maler, illustrator og havedesigner Alfred William Parsons
(1847-1920) i begyndelsen af 1900-tallet, og han boede
der til sin død i 1920. Siden fristede haven og stedet en omskiftelig
tilværelse. De omkring hundrede år gamle takshække
havde ikke været klippet i mange år, da Kay og Red kom hertil.
En nænsom tilbageklipning af de store hække år for år har
gjort, at de nu står lige så smukke som i fordums dage og danner
en storslået ramme omkring haven. Det samme gælder de
imponerende parterrebede.
Tænk en gang, at man kan bo så stateligt, når man rejser rundt i
England. Og så er det ikke en gang dyrt, den høje standard taget i
betragtning.
266

267

Når jeg går rundt i Broadway, har jeg følelsen af, at Barnaby
eller Inspector Morse til hver en tid kunne runde hjørnet. Og
det er da heller ikke utænkeligt. For mange af scenerne til de
populære serier er netop optaget her. Det samme gælder i øvrigt
Gensyn med Brideshead. En mere engelsk landsby end Broadway
er svær at finde.
Det omkringliggende landskab er som taget ud af et Beatrix
Potter-univers. Indhegnede marker, blidt bølgende bakker,
levende hegn langs smalle veje, ældgamle skove og rislende
vandløb er en del af sceneriet. Overalt mellem markerne ser
man kunstfærdigt opførte stendiger, og inden for disse græsser
fårene.
268

Clapton-on-the-Hill
Kører man en snes kilometer sydpå til Clapton-on-the-Hill,
kommer man til endnu et fantastisk B & B, som jeg bor på de
hverdage, hvor Luggers Hall er lukket. Stedet hedder Clapton
Manor og drives af Karin Bolton, der har danske aner. Hendes
mand, James, der er garden designer, arrangerer haverejser over
hele Europa, og hvad han ikke ved om haver, er ikke værd at
vide.
Clapton Manor er B & B, når det er bedst, og man føler sig
så velkommen. Kommer man ‘hjem’ om eftermiddagen, venter
Karin med hjemmebag, der er ild i pejsen, og man kan inspireres
af hjemmets mange bøger om haver og kultur i det
hele taget.
Forrige side: et stemningsbillede fra Broadway. Herover: endnu et
fantastisk B & B – Clapton Manor.
269

Queen of English Gardens
Da jeg for snart en del år siden var i England på havetur første
gang, gik jeg fuldstændig grassat i den fantastiske boghandel
i Wisley Garden, det engelske haveselskabs – The Royal Horticultural
Society – imponerende hovedsæde med tilhørende
have uden for London. Når jeg flyver til og fra Gatwick Airport,
er det en tradition, at jeg besøger denne have den sidste
dag, fordi lufthavnen kun ligger en halv times kørsel derfra.
En af de store attraktioner ved stedet er boghandelen. Større
udvalg findes ikke nogen steder, og jeg har ikke tal på, hvor
mange bøger jeg har bragt med hjem.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort uden
alle disse skønne bøger, som jeg har lært så utroligt meget af.
Vinter efter vinter har jeg siddet foran pejsen og suget til mig.
For mig er bogen et uforligneligt værktøj, som passer rigtig
godt til mit temperament. Det ville sikkert komme bag på de
fleste, hvis jeg sagde noget andet, eftersom jeg som bekendt er
forlægger.
Det herlige ved Danmark er vore skiftende årstider, for så
er der hele tiden noget at glæde sig til. Det lyder måske paradoksalt,
men i sensommeren kan jeg godt gå og glæde mig til,
at det skal blive rigtigt mørkt, for findes der noget mere hyggeligt
end et par tændte stearinlys og en god (have)bog? Jeg har
svært ved at komme i tanke om noget.
Barnsley House
Nå, men tilbage til boghandelen i Wisley Garden. En af de
forfattere, jeg faldt over på min første tur, var Rosemary Verey
(1919-2001) – havedesigner, -historiker og forfatter. På det
tidspunkt havde jeg ikke tidligere hørt om hende, men jeg
fandt snart ud af, at hun var en af Englands store havepersonligheder.
Queen of English Gardens har Prince Charles, der selv
er meget haveinteresseret, kaldt hende. Rosemary Verey tegnede
ikke kun flere haver til Prince Charles, men også til en lang
række andre kendte og ukendte mennesker.
Det var Rosemary Vereys bog Making of a Garden, som jeg
først blev opmærksom på, og som netop var blevet udgivet i
1995. Bogen betog mig meget, og jeg blev så optaget af den,
fordi den handlede om, hvordan Rosemary Verey havde skabt
sin egen have. Hvilke tanker og ideer hun havde gjort sig, og
hvordan hun førte dem ud i livet. Det var spændende læsning.
Lidt pudsigt er det at tænke på, at nærværende bog er skrevet
ud fra samme koncept. Det slog mig først for alvor, da jeg
gik i gang med dette afsnit. Sammenfaldet havde ikke strejfet
mig før. For at man nu ikke skal tro, at jeg har fået storhedsvanvid,
skal det retfærdigvis siges, at min haveviden kun dækker
en periode på cirka femten år, mens Rosemary Verey havde
arbejdet med haver i hen ved halvtreds år, da hun skrev sin
bog. Så en sammenligning er lidt ligesom ‘sagde musen til elefanten’.
Det er jeg helt klar over.
Omdrejningspunktet for Making of a Garden var det skønne
Barnsley House i Gloucestershire, hvor Rosemary og hendes
mand, David Verey, der var arkitekt, flyttede til i 1951. Forinden
havde huset, som var en gammel præstegård fra 1697, været
ejet af hendes svigerforældre.
Efter Making of a Garden læste jeg stort set alle Rosemary
Vereys bøger, blandt andet Rosemary Verey’s Good Planting
Plans, Good Planting og Rosemary Verey’s English Country Gardens.
Desværre nåede jeg ikke at besøge Barnsley House, mens
Rosemary Verey levede, og det er jeg virkelig ked af. Det ville
have været rigtig hyggeligt at have hilst på hende. Vi havde
fælles bekendte, så et møde havde sikkert kunnet ladet sig arrangere,
men sådan blev det ikke.
Efter Rosemary Vereys død blev Barnsley House solgt og
omdannet til hotel. En del af gartnerteamet fortsatte på stedet,
og haven blev ført videre, dog lidt mindre intensivt end i Rosemary
Vereys tid.
Først nogle år efter hendes død gæstede jeg Barnsley House.
Det var en ualmindelig skøn juliaften, men stemningen var alligevel
lidt vemodig. Her gik jeg rundt i en af Englands mest
berømte haver. En have, som jeg havde læst så meget om og
beundret. Men der manglede i den grad noget – Rosemary Verey.
Hendes ånd var væk, men jeg blev alligevel glad for at se
haven. Buske og træer var stadig intakte, men i de store og imponerende
staudebede var det de stærkeste stauder, som havde
overtaget.
270

271

272

273

Statuer, siddepladser og andre indslag
“Statuer og anden ‘pynt’ skal placeres med lige så stor omtanke
som havens siddepladser. De må flyttes rundt, indtil den rette
plads er fundet”. Disse kloge ord er sagt af Rosemary Verey, og
når man ser stedet, er det tydeligt, at de arkitektoniske indslag
er placeret både harmonisk og strategisk rigtigt. ‘Strategisk’
kan måske synes som et lidt sært ord i denne sammenhæng.
Men ikke, når man ser, hvorledes figurer og lignende danner
fikspunkter for enden af stier og gange rundtomkring i haven.
De bruges ofte til at lede øjet i en bestemt retning.
Flere af de ‘værker’, man ser i Rosemary Vereys have, blandt
andet to meget smukke kvindestatuer, er udført af den kendte
engelske skulptør Simon Verity, som gennem nogle år var
nabo til Barnsley House.
det skyldes givetvis, at Simon Verity føler sig meget inspireret
af Italien. Figurerne er afbildet i Making of a Garden, hvor
jeg indgående har studeret dem. Derfor var det som et rørende
gensyn med et par gamle veninder, da jeg mødte dem i haven.
Jeg må sige, at de ældes med ynde. En naturlig patina gør, at de
glider helt naturligt ind i omgivelserne.
Et lille frø-springvand – The Frog Fountain – der står i den
mest skyggefulde del af haven, er også udført af Simon Verity.
Det er næsten dækket af mos og derfor utroligt diskret. Hvis
det ikke var, fordi de fire frøer – en i hvert hjørne af det lille
bassin – spyttede vand ud af munden, tror jeg næppe, at jeg
ville have opdaget dem.
De to kvindefigurer er efter min mening helt uden sidestykke.
Dem kunne jeg meget nemt finde en plads til her i haven!
De har et umiskendelig italiensk attenhundredetals-look, og
En have handler ikke kun om blomster. Arkitektoniske indslag i
form af kunst og siddepladser giver haven en helt særlig atmosfære.
274

275

Follies
I engelske havebøger støder man af og til på begrebet folly/follies,
som egentlig bare betyder tåbelighed eller vanvid. Det var
Anne Just, der første gang forklarede mig, hvad det i denne
sammenhæng dækker over, men da jeg ikke helt er i stand til
at gengive hendes ord, har jeg andetsteds fundet denne forklaring:
Inden for engelsk arkitektur betegner begrebet folly en
bygning, der ikke tjener til andet end et dekorativt formål. I
1800-tallet var follies populære som pynt i engelske og franske
rigmandshaver, hvor de ofte var udformet som romerske
templer – et symbol på de klassiske dyder.
Der findes mange former for follies, og de blev ofte bygget
efter tidens mode, så som kinesiske pagoder eller egyptiske pyramider.
De findes også herhjemme for eksempel i Frederiksberg
Have, hvor man kan finde en folly bygget som et græsk
tempel. Haven har også en kinesisk bygning, der dog mere er
et lysthus. Forskellen på specialbyggede lysthuse og rene follies
er, at en folly gerne er bygget udelukkende som pynt. Den tjener
altså intet formål.
Ved Barnsley House er der flere follies – blandt andet et tempel.
Det stod før ved godset Fairford Park i omkring to hundrede
år. Helt sunket sammen var det og delvis smuldret, og
da Ernest Cook Trust, der ejer Fairford Park, ikke var interesseret
i at restaurere templet, forærede de resterne til David Verey,
som senere – for cirka halvtreds år siden – fik det genopført
ved Barnsley House.
Rosemary Verey har i Making of a Garden kaldt templet
det vigtigste arkitektoniske indslag i haven – et point de vue.
Her kan man sidde og kigge ned over plænen til den modsatte
ende, hvor det lille frø-springvand er placeret.
Jeg ved ikke, hvad det er ved sådanne bygninger, der i den grad
fascinerer mig. Men draget bliver jeg. Selv havde jeg aldrig forestillet
mig, at det var muligt at indpasse sådan et bygningsværk
i min have. Det ville blive for voldsomt, tænkte jeg. Men …
I begyndelsen af bogen kom jeg ind på, hvordan jeg med
Kjeld Slots hjælp i efteråret 2008 fik strammet dele af haven op
rent indretningsmæssigt og fik lavet nogle forbedringer. Kjelds
forslag var, at der blandt andet skulle etableres et lille haverum
mellem væksthuset og skovhaven for at skabe en blid overgang.
Se side 19.
Da det viste sig oplagt at placere en mindre bygning dér,
blev min drøm om et lille ‘lysthus’ til virkelighed.
Jeg husker endnu stemningen og duftene, da jeg gik rundt i haven
og fotograferede. En lun sommeraften, hvor jeg var den eneste.
Det var en stor oplevelse, nu gemt som et dyrebart minde. Derfor
vender jeg heller ikke tilbage.
276

277

278

For lidt og for meget
Med hensyn til follies, statuer, urner, søjler, bassiner, espalierer,
buegange og lignende i haven gælder det i høj grad, at for lidt
og for meget fordærver alting. Man skal virkelig tage sig i agt
for at placere alt for mange statuer, især hvis man har en parcelhus-
eller en kolonihave. Grænsen mellem kitsch og kunst
er hårfin, især indtil de forskellige installationer har fået patina
og udstråler ælde.
Jeg fandt mit lysthus i England hos Haddonstone, der udelukkende
sælger afstøbninger af originale antikke modeller.
Jeg har mødt firmaet flere gange på forskellige engelske haveshows
og beundret deres produkter, men jeg har også haft rigtig
svært ved at abstrahere fra den ‘nystrøgne’ og lidt for pæne
stil, de helt lyse nyfabrikerede ting udstråler.
Modellerne er støbt af et kalkstensmateriale, som forholdsvis
hurtigt ‘tager imod’. Derfor kommer overfladen snart til at
se gammel og oprindelig ud.
Jeg købte for små ti år siden en helt ny Haddonstone-urne,
som det i dag er meget svær at vurdere alderen på på grund af
tidens tand. I hvert fald for en ikke-kender som mig.
Det er værd at bemærke, at alle Haddonstones produkter
fås i en række forskellige farver. Jeg valgte ‘Portland’, der har
en neutral grå tone. Man kan også få mere gyldne nuancer,
men jeg synes ikke, at de passer ind i omgivelserne her.
I England kan man også købe originale antikke statuer, urner
og lignende. Men de er så dyre, at ingen almindelige mennesker
har råd til dem. Forestil dig den vildeste pris og gang så
med ti. Så er du ved at være deroppead.
Dengang David Verey var så heldig at overtage resterne af
det gamle tempel fra Fairford Park, var den slags ikke i særlig
høj kurs. Men det er det virkelig kommet.
Det er en stor gave at have en skov som kulisse, selv om man bor i
en by. Det var da også denne rolige baggrund, der gav mig ideen til
et lysthus i haven.
Snart er billedet her fortid, for i efteråret 2010 går vi i gang
med et nyt projekt: et rundt bassin, som skal ligge foran lysthuset,
så det kan spejle sig i det. Takshækken i forgrunden bliver stående,
mens bøgehækken bagest fjernes for at lukke op. Af planen side 13
fremgår det, hvordan det kommer til at se ud.
279

280

Når jeg for eksempel ser lysthuset på
forrige opslag, er det, som om det hvide
næsten skærer i øjnene. Heldigvis er det og
de forskellige nye arkitektoniske indslag
i haven begyndt at få lidt patina. Se for
eksempel arrangementet herover, da det
netop var placeret. Prøv så at se det store
billede. Der er mindre end et år mellem de
to fotos. Hvilken forskel!
Helt amok
Da jeg nu var i gang med at bestille lysthuset, må jeg indrømme,
at jeg gik lidt amok og købte flere urner, krukker, søjler
og en enkelt statue af en gartnerdreng med spade. Han er en
reproduktion af en statue, som oprindeligt stod på Burton Agnes
Hall i Yorkshire. Jeg kunne ikke stå for ham, og nu har han
fået plads midt i et af de hvide bede og skuer ud over den nedsænkede
have, som vi blev færdige med i foråret 2010.
Rosemary Vereys ord om, at statuer og andet må flyttes
rundt, indtil den rette plads er fundet, kom også til at gælde
her. Gartnerdrengen blev flyttet en del, og mens det stod på,
var jeg ikke videre populær hos anlægsgartnerne. Selv om han
ikke ser ud af meget, den lille gut, vejer han faktisk 140 kilo.
Søjler, urner, krukker og diverse andet er også blevet flyttet
en del gange, men nu har alt fundet en blivende plads. Patinaen
er så småt begyndt at indfinde sig. Det ses tydeligt på det,
der står i halvskygge og lidt småfugtigt inde ved skoven.
Hvis man vil fremskynde ældningsprocessen, kan man
smøre overfladen med yoghurt, øl, valle eller et andet levende
materiale. Jeg har ikke fået det gjort endnu, men når jeg
har afleveret denne bog til trykkeriet, bliver det en af de første
ting, jeg vil foretage mig. Folk, der har prøvet, siger, at det virker.
Jeg er blevet advaret mod at bruge en pensel, fordi man risikerer
at komme til at se penselstrøgene. Det skulle være meget
bedre at duppe midlet på med en klud.
281

Hidcote Manor Garden
En af de haver, jeg igen og igen vender tilbage til, er Hidcote
Manor Garden, der ligesom de engelske haver, jeg senest har
fortalt om, ligger i Gloucestershire. Det er et bemærkelsesværdigt
sted skabt af Lawrence Johnston (1871-1958), født i Paris
som eneste søn af meget velhavende amerikanske forældre.
Han flyttede senere til England for at studere, blandt andet på
universitetet i Cambridge, og kom derefter til hæren. Det er
derfor, man ofte hører ham omtalt som Major Johnston.
I 1907 købte Lawrence Johnstons mor Hidcote Manor til
sin søn på en auktion. Hun var blevet enke og flyttede over
til ham. Det store hus lå charmerende placeret, omend meget
vindomsust, og derfor var det åbenlyst for Lawrence Johnston,
at det blev nødvendigt at plante noget lægivende: Forskellige
omfangsrige hække, der samtidigt skulle danne rum. Et korps
af arbejdsmænd og gartnere arbejdede støt og roligt på at skabe
den have, der senere skulle vise sig at blive en af de mest bemærkelsesværdige
i Europa.
Lawrence Johnston var selvlært gartner og designer, og når
man besøger Hidcote Manor Garden og oplever dens intense
atmosfære, er det tydeligt, at denne have er skabt af en person
med en kreativ åre langt ud over det sædvanlige. Og at der på
dette sted tidligere var bare marker, er næsten ikke til at fatte.
282

283

I havelitteraturen beskrives Lawrence Johnston som lidt af
en særling. Han blev aldrig gift, men er ofte afbildet sammen
med sine hunde i den have, der fyldte stort set alt i hans liv
gennem de omkring fyrre år, han boede på stedet. Han blev
både kendt og anerkendt i sin samtid, og nogen er gået så langt
som til at sige, at uden Hidcote Manor Garden og Lawrence
Johnston, ville Sissinghurst Castle Garden måske slet ikke
have fandtes i dag. I hvert fald ikke i sin nuværende form.
Sissinghursts ejere, Vita Sackville-West og hendes mand,
Harold Nicolson, besøgte ofte Hidcote Manor Garden, hvor
de fandt inspiration til deres egen have, som de begyndte på i
1930’erne.
Vita Sackville-West, der var en stor beundrer af Law rence
Johnston, har blandt andet udtalt: “Kombinationen af botanisk
viden og æstetisk sans er ikke nødvendigvis en selvfølge,
men Major Johnston besad den i allerhøjeste grad.”
Lawrence Johnston var ligesom Vita Sackville-West passioneret
i arbejdet med farver, og på Hidcote Manor kommer
man til det ene farveafstemte haverum efter det andet. The
Red Border udelukkende med røde og orange planter suppleret
med mørktløvede vækster er ganske enkelt imponerende. Det
samme gælder Mrs Winthrop’s Garden, der er holdt i blå og
gule farver.
Et af ‘problemerne’ ved at fotografere de store åbne haver er
publikum! For jeg vil ikke have mennesker på mine billeder.
Men billedet på forrige side er en undtagelse, for her er det netop
personen, der sætter det lange vue i perspektiv.
Jeg ventede nok hen ved et par timer for at tage billedet til højre.
Men det var ventetiden værd.
284

285

De røde staudebede er især smukke i sensommeren, hvor solen
står lavere på himlen. Så kan man virkelig glædes over det smukke
modlys, som spiller perfekt sammen med de varme farver. Dahlier
og cannaer er vigtige aktører, og især sidstnævntes løv er en
dekorativ faktor.
På næste side ses øverst fra venstre: canna ‘Wyoming’. Den
græslignende plante til højre er en Phormium. Den er ikke hårdfør.
Nederst fra venstre er det Dahlia ‘Arabian Night’ og ‘Bishop of
Llandaff ’ Til højre ses Cersis canadensis ‘Forest Pansy’.
286

287

Mrs Winthrop’s Garden
Lawrence Johnston holdt meget af sin mor, Gertrude
Winthrop, som han jo boede alene sammen med i det store
hus, og for at ære hende skabte han et haverum, som fik hendes
navn – Mrs Winthrop’s Garden.
Det er en lille have i haven – et smukt rum med vækster
udelukkende i blå og gule farver. At træde derind giver én et
helt boost! Jeg ved, at der er lavet mange studier i, hvordan farver
indvirker på vores psyke, og jeg kan kun sige, at disse farver
var som en ren vitaminindsprøjtning for mig.
En plante, som bevidst er brugt i store dele af haven, er den
uundværlige lodden løvefod, Alchemilla mollis. Blomsternes
smukke limegrønne tone passer ind overalt. Ikke kun her. Jeg
har aldrig oplevet lodden løvefod placeret uhensigtsmæssigt.
Det er da også en af de planter, jeg først anbefaler til folk, hvis
de spørger, hvad de bør have i haven.
Når blomsterne begynder at se lidt trætte ud, kan man give
planterne en foryngelseskur med saksen ved at klippe dem helt
ned. Så kommer de med et nyt hold af de smukt rundede blade,
og står planterne i sol, kan man også være heldig at få endnu
en blomstring.
Man må sige, at her spiller farverne virkelig sammen. På næste
side er det foroven fra venstre vortemælk og venusvogn og derefter
gul frøstjerne. Nederst ses iris og daglilje. Desværre har jeg hverken
arts- eller sortsnavne.
288

289

Lawrence Johnstons smukke beplantninger vidner om et stort
kunstnerisk talent, og det var jo også det, Vita Sackville-West
bemærkede. Ikke blot var han en mester i sin komposition
med blomster, men også med former. Han var virkelig på forkant
og skabte sin helt egen stil, som blev til inspiration for
mange. Det mest bemærkelsesværdige er, at han var amerikaner,
fordi den havekultur, han byggede videre på, er så ærkeengelsk
som noget.
Når man går rundt i haven fra rum til rum, er det åbenlyst,
hvor meget en haves indretning – stor som lille – betyder. Men
helt uovertruffet bliver det først, når de forskellige beplantninger
er skabt med kreativitet og sans for farver.
Hvad angår Lawrence Johnstons evne til at sætte farver
sammen, må jeg sige, at han også har inspireret mig. Især hvad
det blå og gule angår. Da jeg kom hjem efter for nogle år siden
at have besøgt haven første gang, gik jeg og funderede over
hans farver. Jeg havde ikke et ledigt stykke jord til en gul og
blå beplantning og fik derfor den idé at prøve med krukker.
Her blev det til en sammensætning af gulløvede planter og blå
blomster i skøn forening. Det blev ret flot. Se billedet side 146.
Her er endnu et motiv fra Mrs Winthrop’s Garden. Det er næsten,
som om de to farver vibrerer op mod hinanden.
290

En inspirator
Som nævnt blev Lawrence Johnston anset for at være lidt sær –
en enspænder – men han var alligevel meget gæstfri og blev en
stor inspirator i sin tid.
Heather Muir fra Kifsgate Court Gardens, kun få kilometer
fra Hidcote Manor Garden, har kaldt Lawrence Johnston for
sin livsven. Heather Muir og hendes mand, Jack, købte Kiftsgate
Court i 1918, og heller ikke her var der nogen nævneværdig
have.
Kort tid efter at parret var flyttet ind, besøgte de Lawrence
Johnston, og Heather Muir blev så betaget af det igangværende
projekt, at hun fik blod på tanden til også at skabe en have.
Her blev Lawrence Johnston en uvurderlig hjælp, ligesom han
blev det for mange andre.
Kifsgate Court Gardens blev tillige en have i særklasse, som
stadig er åben for publikum. I dag er det Anne Chambers, Heather
Muirs barnebarn, der bor på stedet. Ligesom sin bedstemor
og sin mor, Diany Binny, er hun meget haveinteresseret.
Se billederne fra Kifsgate Court Gardens på side 38-39 og 40.
Kifsgate Court Gardens er bestemt også et besøg værd. Jeg
har været der en del gange og har en lille sjov historie derfra:
På Kifsgate Court er der også et lille plantesalg, som ofte betjenes
af Anne Chambers mand, Johnny. Han taler det mest
formfuldendte engelsk, og da jeg havde betalt for et par planter,
smilede han venligt til mig og spurgte: “Would you like a
drink?” Med til historien hører, at det stadig var formiddag, så
jeg blev en smule befippet. “Måske er det noget, man dyrker
i de finere kredse,” nåede jeg at tænke, inden jeg kom i tanke
om den rette sammenhæng. Det gjaldt selvfølgelig planterne!
Lettet var jeg, for hverken de eller jeg var særlig tørstige, så jeg
takkede venligt nej.
En gulgrøn vortemælk og blå venusvogn i skøn forening. Heller ikke
her kan jeg hjælpe med arts- og sortsnavn på vortemælken. Der er
så mange vortemælk, at det er svært at sige, hvilken det er. Jeg er
dog forholdsvis sikker på, at venusvognen er Aconitum napellus.
291

En arvtager
Lawrence Johnston arbejdede utrætteligt med sin have, til han
blev et stykke op i halvfjerdserne. Han elskede stedet, men
som årene gik, stod det ham klart, at han ikke ville dø på Hidcote
Manor. Derfor testamenterede han det hele til sin meget
gode veninde garden designer Norah Lindsay (1873-1948).
Desværre ville skæbnen, at hun blev syg og døde, hvilket
slog Lawrence Johnston så meget ud, at han forærede hele herligheden
til National Trust. Det kom imidlertid som et chok
for Norah Lindsays datter, der havde regnet med at skulle
arve. Som hævn brændte hun derfor alle optegnelser over haven
– tegninger, notater og lignende. Derfor findes der i dag
ikke noget fra Lawrence Johnstons hånd.
Det er svært at forstå, hvorfor Lawrence Johnston valgte at
forlade Hidcote Manor Garden, der var hans livsværk. Penge
manglede han ikke, og med det store hushold – i velmagtsdagene
var der tolv gartnere plus talrige arbejdsfolk – skulle
man mene, at han blot kunne læne sig tilbage og nyde, hvad
han havde skabt.
Da han flyttede fra Hidcote Manor, var han syvoghalvfjerds
år. Han flyttede til Sydfrankrig nær Menton og påbegyndte
der en ny omkring seks hektar stor have – Jardin Serre
de la Madone. Lawrence Johnston døde der i 1958 i en alder af
otteogfirs år.
Lawrence Johnston blev først og fremmest kendt for skabelsen
af Hidcote Manor Garden. Haven er i dag mere seværdig
end nogen sinde, og man arbejder i disse år intensivt på at
gøre den endnu smukkere; at føre den tilbage til storhedstiden
i 1930’erne. Dette er muliggjort af en stor anonym donation på
1,6 millioner pund, som National Trust modtog i 2006. Man
ved kun, at giveren er amerikaner og en fjern slægtning til
Lawrence Johnston.
292

293

Svævende og vævende
Selv om mit valgsprog er, at det ikke kan blive for meget, må
jeg alligevel sige, at jeg især holder af de små og diskrete vækster
i haven. Planter, der svæver over de andre og væver sig
sammen med dem. De er helt uundværlige for at opnå den poesi
og lethed, jeg tragter efter.
Når jeg komponerer mine bede, arbejder jeg i høj grad med
modsætninger. Den vigtigste er de små kontra de store. En anden,
som også spiller en stor rolle, er roligt kontra uroligt. Her
er det ofte de store blomster, der skaber roen, og de små blomster
det urolige. Den tredje er høj kontra lav – og til sidst den
fjerde, som er horisontal (for eksempel skærmblomster) kontra
vertikal (blomster med spir). Tilstedeværelsen af disse forskelligheder
er uhyre vigtig.
Når jeg forklarer om mine principper for opbygningen af
et staudebed, plejer jeg altid at sige til mine havegæster, at de
skal forestille sig, at de går på en grøftekant og plukker en buket.
Her vil de – bevidst eller ubevidst – plukke blomster med
vidt forskellige former, strukturer og størrelser. For eksempel
margueritter, kornblomster, valmuefrøstande, skærmblomster
og græsser. Ser man denne buket for sig, er jeg ret sikker på, at
det billede, der toner frem, er en fin og let buket med elegante
græsfrøstande svævende over de andre blomster. Det er denne
sarte lethed, som giver det, der er så udefinerligt.
Poesi er det første ord, der falder mig ind, når jeg ser på dette
billede af violfrøstjerne ‘Splendide’. Billederne på næste side viser
akelejefrøstjerne.
294

De dejlige frøstjerner
Der er én ting, som Søren Ryge Petersen og jeg har tilfælles.
Det er kærligheden til violfrøstjerner. Søren har fortalt om
dem i flere år, og jeg har heller ikke holdt mig tilbage på tv.
En så herlig planteslægt som Thalictrum kan ikke få for megen
anerkendelse eller omtale.
Selv om jeg ikke er plantesamler, er jeg stolt af at have en
violfrøstjerne, som jeg ikke tror Søren har. Det er den dobbelte,
som jeg kommer ind på senere.
Når jeg er så glad for frøstjernerne, er det, fordi de om nogen
opfylder mit ønske om svævende lethed ved nærmest at danne
en sky eller et slør oppe i luften over de lidt lavere stauder. Men
et stort fortrin er også deres fine og lette løv. Har man en solrig
og ikke for fugtig vokseplads, er det lige stedet for frøstjerner.
Hvis de trives, er planterne både robuste og længelevende.
Den første
De fleste frøstjerner hører højsommeren til og blomstrer fra
juli til et stykke ind i august, men der er en undtagelse. Det
er akelejefrøstjerne, Thalictrum aquilegifolium purpureum, der
med sine duskede skyagtige blomsterstande er smukke sammen
med de sene tulipaner. Allerede fra det tidlige forår kan
man glæde sig over løvet, der minder utroligt meget om akelejens,
og det er selvfølgelig også forklaringen på det danske
navn.
Den almindelige akelejefrøstjerne er blålilla. Men der findes
også en hvid – Thalictrum aquilegifolium album. Det vil
sige, den er mere kitfarvet, men rigtig fin.
For nogle få år siden kom der en ny navnesort – ‘Black
Stockings’ – der er særlig derved, at den har næsten sorte
stængler, som står flot til de blålilla blomster. ‘Black Stockings’
betyder da også ‘sorte strømper’.
295

Den almindelige
Der findes flere forskellige arter af frøstjerne, og den mest almindelige
er nok Thalictrum delavayi. Den bliver cirka 150 cm
høj, blomstrer i juli og en lille måned frem og får de smukkeste
blålilla blomster. Det er den, man ser i mange haver – og også
den, Søren Ryge Petersen har i imponerende rækker i sin køkkenhave.
Jeg kan godt forstå, at han er stolt. Det ville jeg også
være, hvis jeg kunne fremvise sådan et skue. Han har selv sået
dem, priklet dem ud og ventet et par år på, at de skulle vise sig
fra deres mest imponerende side.
Der findes også en mere sjælden form af Thalictrum delavayi,
som er hvid og hedder Thalictrum delavayi ‘Alba’. Den
er ret kostbar, for den kan ikke købes som frø. Når man sår
den almindelige blålilla type, sker det af og til, at der opstår en
hvid sport (en afviger), som man kalder det. Disse planter er
ret lette at kende, allerede inden de blomstrer, for de har nemlig
helt friskgrønt løv, mens den almindelige blålillas er nærmest
grågrønt.
Indtil for få år siden var den almindelige violfrøstjerne og akelejefrøstjerne,
Thalictrum delavayi og Thalictrum aquilegifolium,
de eneste violfrøstjerner, man kunne få herhjemme. Men i
takt med at mindre specialplanteskoler – se fortegnelsen bag i
bogen – begyndte at dukke op rundtom i landet, kom der mere
skred i det. Jeg plejer at sige, at havecentret er at sidestille med
supermarkedet, mens specialstederne er de små købmænd. Og
dem skal vi sørme støtte.
Ovenfor ses den almindelige violfrøstjerne, Thalictrum delavayi.
Det skal siges, at den hvide er noget mere sjælden end den violette.
På næste side er det ‘Splendide’.
296

En nyhed
Indimellem dukker der plantenyheder op, som er bemærkelsesværdige,
og det kan de være på flere måder. For eksempel
arbejder forædlere på at fremelske pæoner med kortere stængler
eller roser, der ikke er så modtagelige for sygdomme.
Det vil sige, at mange af de nye planter, vi kan købe, på en
eller anden måde er en forbedring. Men det forholder sig ikke
altid sådan. Lidt længere fremme i bogen fortæller jeg om purpursolhat
og berører også det faktum, at der i disse år kommer
en mængde sorter. Ikke alle er lige naturlige, hvad udseendet
angår, men det er jo en smagssag. Noget andet er, at flere af
dem er så forædlede, at de kun klarer én sæson. Og det er da
trist.
Men nu tilbage til violfrøstjernerne og en nyhed, som jeg
først blev opmærksom på og plantede sidste år. Den er rigtig
skøn, og derfor er det da heller ikke helt ved siden af, at den
har fået sortsnavnet ‘Splendide’, for den er virkelig splendid.
For det første blomstrer den noget rigere end de almindelige
typer, men det er nu ikke kun derfor, den er usædvanlig. Den
blomstrer nemlig utroligt længe; springer ud midt i juli og bliver
så ved til sidst i september. Ja, selv først i oktober har der
været få blomster tilbage.
‘Splendide’ bliver ret høj, så det kan godt betale sig at give
den støtte i form af en pind, inden den falder om, for det gør
den nemt. Ulykken er nu ikke så stor, for modsat de fleste andre
stauder kan den fint rejses op igen, uden at det bliver at se.
297

Den dobbelte
En violfrøstjerne, som altid påkalder sig meget stor opmærksomhed
her i haven, er den dobbelte Thalictrum delavayi ‘Hewitt’s
Double’ – den, som jeg tror, Søren Ryge Petersen ikke
har. Efter at jeg præsenterede den på tv i en enkelt udsendelse,
forsvandt den fra alle landets planteskoler som dug for solen.
Nu her efter en sæson tror jeg, at markedet igen er fyldt op
med planter, så jeg håber og tror på, at ‘Hewitt’s Double’ atter
bliver tilgængelig. Jeg kan kun sige: Ser I den, så køb den! Det
er en plante uden sidestykke.
298

Jeg har prøvet at undersøge, hvor ‘Hewitt’s Double’ stammer
fra, men det er ikke lykkedes. Er det mon en spontan hybrid
opstået i en have, som det af og til sker? Og kunne det
så have været så heldigt, at en plantekyndig var kommet forbi,
havde gravet den op, taget den med sig og fået den formeret?
Det lyder måske utænkeligt, men faktisk er det ofte på den
måde, at nye planter opstår.
En anden mulighed er, at en planteforædler bevidst har
prøvet at krydse sig frem til en dobbelt violfrøstjerne ved intensivt
avlsarbejde. Hvis det er tilfældet, må det være en del år
siden, for planten er nemlig ikke ‘plantepatenteret’, et begreb,
som jeg har beskrevet tidligere i forbindelse med omtalen af
storkenæbbene ‘Jolly Bee’ og ‘Rozanne’.
‘Hewitt’s Double’ er desværre ikke helt billig, for den lader
sig ikke bare sådan lige formere. Frø får den ikke, stiklingeformering
er ikke muligt, og deles kan den heller ikke. Hvad
gør man så? Jo, de professionelle planteproducenter bruger en
metode, der kaldes for meristemformering: Et meristem er et
vækstpunkt, hvorfra der udtages celler, som kan bringes til
at vokse videre i et særligt vækstsubstrat. Fordelen er, at man
præcis kender plantens egenskaber, og alle planter bliver betragtet
som en og samme klon. På den måde kan mange få adgang
til den samme plante.
Heldigt for os plantenørder er det i hvert fald, at det kan
lade sig gøre.
Ikke sært, at mange er faldet for den dobbelte violfrøstjerne.
Ovenfor til venstre har jeg ‘parret’ den med dahlia ‘Evelyn’, og til
højre er det purpursolhat, som nyder godt af selskabet.
299

Hængende klokker
Der findes en frøstjerne, som man ikke ser så ofte. Det er underligt,
for den er fuldt ud så fin og fornem som den almindelige
frøstjerne. Blot bliver planten lidt højere og får lidt større
blomster, der hænger som små klokker. Men ikke større, end at
de stadig er yndefulde, når de danner overstandere i bedet og
svæver over de andre stauder. Denne frøstjerne hedder klokkefrøstjerne,
Thalictrum rochebrunianum, og er en ren vildart
ligesom Thalictrum delavayi. Derfor er det også muligt at så
den fra frø. Jeg plejer at drysse frøene rundtomkring i bedene,
hvor jeg gerne vil have klokkefrøstjernerne til at dukke op. Det
er langt fra alle frø, der spirer, og det er også fint nok, men hist
og her kommer der hvert år nye planter, som bidrager til det
vilde – men dog også styrede – look, jeg elsker så meget.
I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at alle frøstjerner
har den store fordel, at de stort set ikke fylder noget
nede ved jorden. Først oppe i luften begynder de at brede sig
ud. Derfor kan man få plads til en del selv i en lille have. Det
er rart at vide.
Klokkefrøstjerne har de største blomster af alle frøstjerner, men
billedet her snyder alligevel. For så store er blomsterne altså
heller ikke. De er cirka en halv gang større end blomsterne hos
Thalictrum delavayi.
300

Stor, større, størst
Af det foregående fremgik det, at jeg ikke har kunnet spore
ophavet til den dobbelte frøstjerne. Anderledes forholder det
sig med Thalictrum ‘Elin’, som også er en meget bemærkelsesværdig
frøstjerne. Den er noget helt særligt derved, at den kan
nå en højde på omkring tre meter. Og at den bliver stående på
‘egne ben’ uden at vælte, selv om det både regner og stormer.
Det er der ikke mange så høje stauder, der kan bryste sig af.
Jeg købte ‘Elin’ i Sverige for en halv snes år siden, og på planteskolen
fortalte man mig – ikke uden stolthed – at denne specielle
plante skyldtes en svensker, Rune Bengtsson, der havde
fundet den på en ekspedition til Himalayas bjerge. Den historie
genfortalte jeg i en tv-udsendelse – Haven i Hune – hvor jeg
præsenterede ‘Elin’ som den helt forunderlige plante, den er.
‘Elin’s blomster minder noget om akelejefrøstjernens og så alligevel
ikke. Prøv at sammenligne med billederne på side 295. Se også
billederne på næste side.
301

Året efter blev tv-udsendelserne sendt i Sverige, og en dag –
den 23. maj 2005 – kom der en mail fra Rune Bengtsson:
Hej Claus!
Jag fick din e-mail adress av en gemensam bekant – Jane Schul.
Såg i svensk TV ett program av Haven i Hune. Där står du framför
ett praktfullt exemplar av Thalictrum ‘Elin’. Bakgrunden till
denna planta är inte Himalaja utan Sverige.
Runt 1965 upptäckte jag några fröplantor intill två Thalictrumplantor
jag köpt vid praktik på en staudeplantskole. Det var Thalictrum
rochebrunianum och T. speciosissimum (T. glaucum).
De flesta var typiska för arten speciosissimum men två var avvikande.
En av dem var den som jag senare kom att ge sortnamnet
‘Elin’ efter min mor (en praktfull kvinna, som tyvärr inte längre
är ibland oss) och som är en hybrid mellan de två arter som
nämns ovan. Jag försökte få svenska plantskolor att föröka den
men de ville inte. I stället blev det Coen Jansen i Holland som
gjorde sorten känd. Om man tittar efter Thalictrum ‘Elin’ på internet
får man många träffar.
Tack för trevligt framträdande i TV-programmet. Kanske kan vi
ses vid tillfälle.
Mvh Rune Bengtsson
Rune Bengtsson, projektledare för Träd- och buskuppropet CBM,
Centrum för biologisk mångfald (Swedish Biodiversity Centre)
POM, programmet för odlad mångfald (The programme for diversity
of cultivated plants) Box 66 SE 230 53 Alnarp Sweden
Som det fremgår af mailen fra Rune Bengtsson, havde historien
om Himalayas bjerge ikke noget på sig. Trist, for jeg synes
selv, den lød god. Men det var spændende at høre fra den
mand, som var skyld i, at ‘Elin’ i dag står i haver over hele verden
takket være meristemformering. Den er steril og sætter
altså ikke spiredygtige frø. Dette kommer man ofte ud for, når
to arter krydser sig med hinanden.
‘Elin’ får fine blomster, men det er nu ikke så meget på
grund af dem, jeg elsker den. Det er det blågrønne løv, der er
attraktionen, og så den imponerende højde. Indtil for nogle få
år siden var ‘Elin’ meget svær at få fat på herhjemme, men flere
af de specialplanteskoler, som er nævnt sidst i bogen, har
den nu i sortimentet.
302

Blåhat
Blåhat er navnet på endnu en af de uundværlige planter. Det
danske navn kan man godt undre sig en smule over, for blomsten
er nærmere mørk pink. På latin hedder den Knautia macedonica.
Mange bemærker denne forholdsvis diskrete aktør, og de
fleste tror, at det er en skabiose. Helt forkert er det nu heller
ikke, for den tilhører skabiosefamilien, som er overhoved for
en lang række slægter, blandt andet Knautia. Der findes mange
familier indenfor planteverdenen – deriblandt skærmblomstfamilien,
katostfamilien og valmuefamilien.
For at forklare hele sammenhængen skal det også med, at
slægterne inddeles i arter – for eksempel macedonica, som betyder,
at arten stammer fra Makedonien. Endelig kan arterne
have forskellige sortsnavne. Det får de, hvis der har været en
forædler på spil.
Men tilbage til blåhat: Det er en skøn plante, der – som overskriften
siger – både kan svæve og væve. Op mod en meter bliver
den, og for eksempel i selskab med roser er den fin.
Blåhat er også rigtig god sammen med kvæsurt, Sanguisorba,
som jeg omtaler på næste side. Billedet øverst til højre viser
en art, som både farve- og formmæssigt er rigtig god sammen
med blåhat. Det er læge-kvæsurt, Sanguisorba officinalis.
Det var svenskeren Carl von Linné (1707-1778), som fandt på
dette geniale navnesystem, som bruges den dag i dag og gør,
at vi kan tale sammen over landegrænserne. Jeg kan kun opfordre
alle til at gå om bord i denne spændende verden. Det er
ganske fascinerende.
Ovenfor ses fra venstre blåhat med fine skabioselignende blomster
og lægekvæsurt, som har det samme lette udtryk som blåhat.
303

Kvæsurt
Kvæsurt, Sanguisorba, kan ligesom frøstjernerne danne ‘pletter’
i luften. Især de høje sorter, som kan blive op mod halvanden
meter med forholdsvis små blomsterstande. De spiller
statistrollen i bedet og gør ikke det store væsen af sig, og netop
derfor er de så anvendelige.
Kvæsurt hører til prærieplanterne – en gruppe, som især den
hollandske have- og landskabsarkitekt Piet Oudolf har gjort
populære. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Piet Oudolf
for godt og vel en halv snes år siden, og det var ham, der fik
åbnet mine øjne for, hvor vigtige planternes grafiske former er
– at det ikke kun handler om farver.
Piet Oudolf, der oprindeligt er uddannet bygningsarkitekt,
er en af tidens største fornyere, hvad staudebeplantninger angår.
Af hans favoritstauder kan blandt andet nævnes prydgræs,
hestemynte, purpursolhat, pileurt, hjortetrøst, floks og kvæsurt.
Hvis man med egne øjne vil se Piet Oudolfs sublime stil,
er det oplagt at tage en tur til Enköping, cirka firs kilometer
nordvest for Stockholm. Det er en fantastisk by, der er kendt
over hele Europa på grund af dens store fokus på grønne miljøer
med masser af blomster. Blandt andet har Piet Oudolf i
samarbejde med stadsgartneren og hans stab skabt en række
enestående beplantninger i den såkaldte Drömpark, som er
bare en af mange rundtom i byen. Og den er virkelig en drøm.
På denne side ses fra venstre lægekvæsurt og Sanguisorba
tenuifolia ‘Pink Elephant’. På næste side fra venstre er det
kæmpeverbena og spydverbena.
304

Verbenaer
Det kan godt være, det lyder lidt postulerende, når jeg siger,
at alle, der bare én gang har haft den blålilla kæmpeverbena,
Verbena bonariensis, i haven, ikke kan undvære den. Mage til
dejlig plante, der tjener som overstander i bedet, skal man lede
længe efter.
Det er dog et minus ved kæmpeverbena, og det er, at den
ikke er helt hårdfør her mod nord. Derfor kan man ikke være
sikker på, at den overlever.
Vinteren 2009/2010 kom kæmpeverbena fint igennem her
i haven, og det til trods for, at vi et par gange havde ned mod
femten graders frost. Forklaringen er nu ret enkel, for flere
ikke hårdføre planter klarede den hårde vinter på grund af et
forholdsvist tykt snedække. Sne isolerer nemlig, hvorimod barfrost
– altså frost uden sne – kan være fatal for mange planter.
Derfor er det en fordel med en hvid vinter. At jeg så var ved at
blive vanvittig, fordi jeg ikke kunne komme ud og rode i haven
i næsten tre måneder, er en helt anden historie.
Kæmpeverbena dyrkes fra frø, men man skal så allerede i
marts, hvis planterne skal nå at udvikle sig inden sensommer.
Mange staudeplanteskoler sælger den også. Planten er flittig til
at så sig selv, og hvis det er på en solrig og ikke for fugtig plads,
blomstrer frøplanterne sidst på sommeren. For eksempel er de
meget villige til at komme op mellem flisefuger og andre trange
steder. Det er både interessant og hyggeligt at se, hvad planter
kan finde på helt af sig selv.
Der findes en række forskellige verbena-arter, men kun én er
fuldstændig hårdfør. Det er Verbena hastata, som på dansk
hedder spydverbena. Den fås i hvid, blå og rosa, og det er sidstnævnte,
der ses på billedet ovenfor. Spydverbena er en rigtig
showstopper, som Anne Just meget rammende kaldte de planter,
som havegæster især faldt for. Selv om der i haven er flere
hundrede forskellige planter i blomst på én gang, er det altid
de samme fire-fem vækster, folk spørger på.
Jeg forstår godt, at mange falder for denne særlige plante,
der med sine små blomster spiller en statistrolle, men en bemærkelsesværdig
en af slagsen.
305

At drømme i farver
Allerede i begyndelsen af bogen var jeg inde på, hvor forliebt jeg
er i farver. At sætte dem sammen og se, hvilke stemninger man
kan skabe – ikke kun i haven, men også i indretning og madlavning
– er en passion for mig. Det er også derfor, at min have undergår
store forandringer hvert efterår. I bestræbelsen på at blive
dygtigere og gøre tingene endnu bedre bliver planterne tit og
ofte gravet op, byttet rundt og plantet i nye sammenhænge. De
blomsterhaver, der generelt betager mig mest, er da også dem,
hvor ejeren rent kompositorisk har arbejdet med former og farver,
så de indgår i et koloristisk hele.
Tidligere tænkte man ikke så meget over farverne i havens
bede, men betragtede planterne som enkeltstående individer. I
dag er det ikke nok. Nu skal planterne være pæne sammen. Interessen
for farver i haven er større end nogensinde, og det skyldes
givetvis vores trang til at indrette os personligt og æstetisk.
Først var det boligen, nu er det haven, og den skal helst ikke ligne
naboens.
Jeg fornemmer også en langt større interesse for at finde
frem til helt specifikke planter, der for eksempel har en helt
særlig farve. Her er nettet en uvurderlig hjælp. De senere år
er der jo kommet en række mindre specialplanteskoler med
spændende planter, og mange af dem sælger per postordre.
Sidst i bogen findes en liste over mange af dem.
Harmoni
Der er rigtig mange måder at sætte farver sammen på, og som
det vil være mange bekendt, arbejder jeg for det meste med tone
i tone. Altså monokromt. Og når jeg sammensætter de forskellige
planter i et bed på denne måde, er det for at skabe et roligt
og harmonisk udtryk. Planter man kontrastrigt, bliver det mere
opsigtsvækkende. Gjort med talent kan det også være brandflot.
Det vender jeg tilbage til om lidt.
306

Jeg har altid arbejdet med farver ud fra en indre intuition,
men ofte bliver jeg spurgt, om jeg kort og præcist kan forklare,
hvordan jeg gør.
Jo, i haven foran huset har jeg udeladt de varme gule og
røde farver samt tonerne derimellem – for eksempel orange.
De optræder kun i flammebedet, som jeg kalder det. Det ligger
‘gemt’ bag huset og er slet ikke vist i denne bog.
Studerer man en farvecirkel, er det tydeligt, hvordan alle
toner kan blandes ud fra de tre grundfarver – rød, gul og blå.
Ofte ser man bede, hvor de tre grundfarver er brugt, og det
kan give et vældigt farverigt og – undskyld mig – rodet udtryk.
Ønsker man at skabe farveharmoni, må man kun inddrage
én af de tre grundfarver. Altså kun en tredjedel af farvecirklen.
Tager man udgangspunkt i den røde farve, kan man enten bevæge
sig mod den blå, så tonerne ligger inden for en purpur,
lilla og violet farveskala – altså nøjagtigt som på billederne
her. Går man derimod mod den gule, fås det, man kan kalde
flammefarver.
Der er en hårfin grænse mellem, hvad der ser rigtigt eller
forkert ud. Et eksempel kan være laksefarvet, som af nogle
opfattes som lyserød. Men hvis man sætter den sammen med
rosa toner, der går mod det blå, virker det helt forkert.
Om man kan se dette, afhænger af, hvor udviklede farvereceptorer
man er blevet udstyret med fra naturens hånd. Det
er der nemlig forskel på. I yderste konsekvens kan man være
farveblind. Det er 0,3 % af alle kvinder, mens tallet for mænd
er ikke mindre end 8 %. Lidt ondsindet kunne man godt få
den tanke, at tallet er større hos kommunalt ansatte gartnere.
I hvert fald, når man ser på størsteparten af beplantningerne
rundtom i landets kommuner.
Der er en dejlig ro over disse farver. Floksen, der lyser op i
forgrunden, hedder ‘Amethyst’.
307

Kontrast
Man kan også plante kontrastrigt. Altså kombinere to farver,
der ligger over for hinanden i farvecirklen. Det er ikke et princip,
jeg benytter mig af, men havde min have været større, ville
jeg gerne eksperimentere med dette også. Behændigt anvendt
kan det være meget smukt, og der er ingen tvivl om, at kontraster
i høj grad kalder på opmærksomheden.
Et eksempel på en have med kontrastbeplantning er Mrs
Winthrop’s Garden, som jeg omtaler på side 288-290. Flot er
det, synes jeg, men måske en smule ‘hårdt’. Der er noget med
den gule, som kan være så mange ting. Og jeg hælder som bekendt
mest til den lyse gule og den kolde.
Farvet løv
En vigtig medspiller med hensyn til farver er løv, og anvendt
med omtanke kan det have en helt særlig effekt. Jeg har tidligere
omtalt gule miliegræs, og inden for samme farvetone
findes der en mænge andre bladplanter, som er værd at prøve
kræfter med. Se blot billederne herunder og det på næste side.
Når jeg har havegæster, siger jeg altid: “Kig ned, for der er
så mange små overraskelser nede mellem de blomstrende planter”.
Ikke nok med at de hjælper til at dække jorden; de supplerer
også blomsterne eller giver dem et modspil.
Løv er ikke nødvendigvis kun grønt; det kan have flere forskellige
farver, for eksempel gråt – eller ligefrem sølvfarvet –
samt rødbrunt til purpurfarvet og mange toner derimellem.
En spændende udfordring finder jeg også i at arbejde med tofarvede
blade. En disciplin, som englænderne er mestre i. Nogen
siger, at de ikke kan lide broget løv, og på visse steder kan det da
også virke temmelig forkert. Det kommer an på selskabet.
Når jeg anvender flerfarvet løv, er det ofte for at matche med
en blomst. Billedet på næste side er et eksempel på dette. Det,
der gør denne sammensætning interessant, er den gule stribe i
bladene, der matcher liljeblomsterne perfekt. Havde jeg placeret
græsset sammen med en blomst i en anden farve, ville resultatet
måske i bedste fald virke ligegyldigt, i værste fald direkte kikset.
Uanset hvad, er det vigtigt at økonomisere med det brogede
løv. Som en tommelfingerregel vil jeg sige, at det ikke skal udgøre
meget mere end ti procent af løvmassen i et bed.
Skønne gule blade, fra venstre: gulbladet akeleje, stjerneskærm
‘Sunningdale Variegated’ og gulbladet tvetand. På næste side er det
guldlistegræs i selskab med en lilje uden navn.
308

309

Sensommerflor
Det er så berigende med et stort blomsterflor i sensommeren,
men det kommer ikke af sig selv. Det er nemlig fra sidst i juli,
haven og dermed ‘gartneren’ skal bestå sin prøve. Indtil sankthans
er det, som om det hele kører – om ikke af sig selv, så dog
noget mere gnidningsløst end længere henne på sæsonen.
Det skyldes for det første, at forårets løvspring og løgvæksterne
har noget jomfrueligt over sig. Naturen vågner atter op
til dåd, græsset grønnes, knopperne brister; en ny sæson er i
gang. De fleste haveejere er spændte af forventning, og entusiasmen
er i top.
Det er lige så sikkert som amen i kirken, at når solen stråler
fra en skyfri himmel sidst i marts eller først i april, så valfarter
folk til havecentre og planteskoler. Og lige så sikkert er det,
at medierne fortæller den glade nyhed om, at nu er en ny sæson
begyndt, og forventningsfulde haveejere interviewes med
stopfyldte indkøbsvogne eller -kurve ved deres side. Så skal
der plantes. Det er den tid, alle har ventet på.
Jeg husker det selv. Før jeg for alvor blev haveinteresseret,
var jeg også en af dem, der tog på planteskolen og købte helt
impulsivt ind. Det, jeg først og fremmest faldt for, var de stauder,
der var i blomst på det pågældende tidspunkt. Jeg tog vel
af sted tre-fire gange fra det tidligere forår og frem til midsommer.
Købte det, der var i blomst, og tog hjem og plantede
det i haven. Det hele blev passet efter bogen: vand og gødning
samt pinde til det, der var ved at vælte.
Dengang var der så meget, jeg ikke vidste. En vigtig ting
var blandt andet, at de fleste planter har rigtigt godt af at blive
klippet næsten ned til jorden inden plantning. Dels etablerer
de sig meget bedre, fordi de ikke skal bruge kræfter på blomstringen
i første omgang, og dels kommer de fleste i blomst
igen senere, denne gang med en knap så ranglet vækst, så pinde
sikkert helt kan undværes. Det har jeg lært nu.
Saksen er i det hele taget et uundværligt værktøj, og man
skal ikke være bange for at bruge den. Jeg ved, at det lyder
barskt at klippe blomsterne og knopperne helt væk. Men det
skal være skidt, før det bliver godt, og de afklippede blomster
kan man sætte ind i en vase.
En dag efter denne
Når jeg havde været på planteskole, var det hyggeligt at gå og
plante og nusse, men jeg blev aldrig sådan helt for alvor tændt
af den hellige ild. Efterhånden som varmen – og ofte også tørken
– kom, krævede det en gradvis større indsats at få det hele
til at se smukt og frisk ud.
Det faldt som regel sammen med, at jeg tog på sommerferie,
og når jeg så kom hjem efter en fjorten dages tid, var det
sjældent et særligt opløftende syn, der mødte mig. De planter,
jeg havde købt i blomst nogle uger forinden, så nu triste og
måske ligefrem afbrændte ud. Det eneste, der stadig var grønt,
var ukrudtet, som efterhånden var blevet meterhøjt. Det gjorde,
at jeg – og helt sikkert også mange andre – ikke havde den
store lyst eller overskud til at gøre mere ved haven den sommer.
Og dog. Jeg tog på planteskolen en gang eller to mere efter
ferien, men her havde jeg slet ikke øje for stauderne. Det drejede
sig kun om lidt nyt til de par krukker, jeg havde ved indgangsdøren.
På den måde lignede jeg den almindelige forbruger,
og det mønster har for manges vedkommende ikke ændret
sig nævneværdigt.
I dag kan jeg se, hvor ensporet jeg dengang var. Jeg købte jo
kun det, der blomstrede, og besøgte kun planteskolen – i hvert
fald når det gjaldt køb af stauder – frem til midsommer. Så
tror da pokker, at min have kom til at se trist ud.
Purpursolhat hører sensommeren til. Denne sort er ret ny. ‘Sunrise’
hedder den. Det er en utrolig dejlig farve, den har. Den passer
perfekt sammen med alt det grønne
310

311

Gennem flere år har jeg derfor agiteret for, at alle haveejere
burde tage på planteskolen mindst en gang om måneden,
fra det tidlige forår til det sene efterår. Hvis man tager af sted,
også efter 1. juli, og køber det, der er i blomst på dette tidspunkt,
bliver haven meget mere spændende. Ikke alene får
man den skønneste blomstring i eftersommeren, men en yderligere
sidegevinst er, at de sentblomstrende stauder stort set er
selvkørende i sæsonen. Lige fra det tidlige forår og hen over
sommeren bevæger de sig mod en blomstring, men da den
kommer sent, holder løvet sig smukt og grønt indtil udspring.
Et godt eksempel er asters, som jeg fortæller om sidst i bogen.
De holder sig smukt grønne til helt ind i oktober, ja, måske ligefrem
november.
Går man en søndagstur i sensommeren og kigger ind over
folks havelåger og hække, er det meget sjældent, at man får øje
på ret mange blomster. Det er bare så trist. Til gengæld bliver
jeg ofte spurgt om, hvorfor der er så mange blomster i min
have på det tidspunkt. Svaret kommer i det efterfølgende. Det
er et spørgsmål om at vælge de rigtige planter og vide, hvordan
man forlænger blomstringen.
De dejlige purpursolhat
Nogle planter må man simpelthen have i sin have. Til dem hører
purpursolhat, Echinacea purpurea. En skønnere blomst kan
jeg næsten ikke forestille mig, og jeg anbefaler den til alle, der
har en solrig, tør og luftig plads i haven. Purpursolhat er nemlig
en prærieplante, og derfor klarer den sig fint under lidt golde
forhold.
Der er så mange gode ting at sige om purpursolhat. Den
lyser op i staudebedet, den vælter ikke, den blomstrer i utrolig
lang tid (hvis man tager nogle enkle forholdsregler, som
jeg forklarer om senere), og den er længelevende på det rigtige
sted.
For at få held med purpursolhat er det uhyre vigtigt, at de
får en plads i bedet, hvor de ikke bliver overgroet i det tidlige
forår. Jeg taler af erfaring. I begyndelsen kunne jeg ikke forstå,
Jeg elsker at fotografere purpursolhat, fordi den er så grafisk. Det
er med garanti den blomst, jeg har taget flest billeder af. Det er en
rigtig dejlig plante, som trives, hvis den får en solrig vokseplads.
312

hvorfor mine purpursolhat ikke kom igen Det skyldtes ganske
enkelt, at jeg havde plantet for tæt. Purpursolhat er nemlig en
af de stauder, der senest viser sig over jorden. Men hvis der for
eksempel står en storkenæb eller en lodden løvefod ret tæt på,
er risikoen temmelig stor for, at den med sit løv indtager purpursolhattens
plads. Og så dør purpursolhatten.
For at undgå dette lader jeg altid nogle af stænglerne stå i
bedet vinteren over, til planterne begynder at skyde igen. I løbet
af foråret bliver stænglerne imidlertid ret skøre og knækker
nemt. Sker det, kan de erstattes af en pind eller lignende
for at markere, hvor planten/planterne står. Samme metode er
god ved hostaer, som også først viser sig ret sent over jorden.
De pinde, jeg foretrækker at bruge, er af rustent rundjern med
en diameter på 8 mm. Senere anvendes de til opbinding. Rustent
jern er langt mindre synligt og dermed ikke så forstyrrende
som for eksempel bambuspinde.
Når de små grønne blade viser sig nede ved overfladen, kan
man godt fjerne pindene og glæde sig over, at en af havens dejligste
stauder er på vej. Tager man forholdsreglerne som skitseret
ovenfor, kan man være ret sikker på at få planterne at se år
efter år, hvor de tilmed bliver større og større.
Evig ungdom
Ofte er det sådan, at stauder sjældent blomstrer mere end en
lille måneds tid. Men man kan snyde nogle af dem. Og det
gælder især purpursolhat. Her er hemmeligheden endnu engang
at bruge saksen. Lige så snart kronbladene på en blomst
begynder at se lidt triste ud, klippes både blomst og stængel af.
Det er vigtigt ikke at klippe så langt nede, at de små knopper,
som sidder i bladhjørnerne, tages med. For det er nemlig dem,
man får til at skyde frem, når hovedblomsten fjernes. Undlader
man at klippe, vil planten i stedet bruge kræfter på at sætte
frø, og så udvikler de små knopper sig ikke.
Hvis man er flittig med saksen, kan man have purpursolhat
i haven fra sidste halvdel af juli til ind i oktober. Det tror
jeg næsten er rekord i staudeblomstring.
I dag findes der utallige former for purpursolhat, fordi man de
senere år har forædlet planten ud i ekstremerne. Der er kommet
en lang række nye sorter med mere eller mindre naturlige
blomster – enkelte eller dobbelte. Jeg må indrømme, at det er
de færreste af de dobbelte, jeg bryder mig om. Nogle af dem
ligner efter min mening flødeskumskager, men der må være
kunder til de mange forskellige typer, når planteforædlerne
bliver ved med at komme med nye.
313

314

315

Gamle kendinge
Jeg holder mig til to af de gamle kendinge, nemlig den almindelige
rosapurpur med sortsnavnet ‘Magnus’ og den hvide,
som hedder ‘White Swan’. Det er begge stærke planter.
Problemet med mange af de nye sorter er, at de ikke er så
hårdføre. Nogle kommer igen næste sæson, mens der er andre,
man ikke ser mere end én gang. Jeg har kun erfaring med én
af de nye sorter – nemlig den gule ‘Sunrise’, som ses på billedet
øverst til venstre og på næste side
Både ‘Magnus’ og ‘White Swan’ kan sås fra frø. Og de er rimeligt
nemme at få til at spire. Det tager blot et stykke tid. Det
skyldes, at de som langt de fleste staudefrø skal have frost, før
de rører på sig.
Såning
Hvis man har purpursolhat i haven – ‘Magnus’ eller ‘White
Swan’ – er det nemt at tage frø. Og der er mange af dem. Det
er nemlig den kurvformede blomstermidte, der – når kronbladene
falder – omdannes til en frøstand bestående af aflange
frø. Frøene er modne og kan høstes, når man kan nulre blomstermidten
fra hinanden. Inden frøene sås, plejer jeg at tørre
dem indendøre et par uger på en avis eller lignende. Så er de
klar.
I mangel af planter, som man selv kan høste fra, er det også
muligt at købe frø af de to purpursolhat. Bemærk, at sortsnavnene
‘Magnus’ og ‘White Swan’ ikke altid bruges. Echinacea
purpurea er den rosapurpur purpursolhat, mens Echinacea
purpurea alba er den hvide.
Ved såning fyldes pottemuld eller så- og priklemuld i en lille
styroporkasse eller lignende. Mulden vandes godt igennem,
frøene fordeles over, der dækkes med et tyndt lag muld og vandes
igen til sidst. Har man et drivhus, kan man placere bakken
der. Ellers på et sted i haven under en busk eller lignende, hvor
fugle, mus eller andre ikke så nemt kan komme til at rode op i
bakkens indhold.
Så skal man bare glemme alt om bakken og først kigge til
den i marts-april, hvor det igen bliver lunt i vejret. Hvis man
ikke er for utålmodig og dermed for tidligt ude, er det temmelig
sikkert, at der til den tid er spiret små frøplanter frem.
Er det ikke tilfældet, lades kassen blot i fred et stykke tid endnu.
Det skal nok lykkes. Den behandling, man giver frøene her
med skiftende kulde og varme, svarer til de forhold, de oplever
i naturen, hvis de bare drysser ud på jorden.
Når kimplanterne har fået det første sæt blivende blade,
skal de prikles ud som forklaret på side 151. Hen på sommeren
plantes de ud i bedet. Man skal ikke regne med at se blomster
det første år, men først sæsonen efter.
Den hvide ‘White Swan’ og den gule ‘Sunrise’ passer perfekt
sammen.
316

317

Dejlige dahlier
Hvis der er noget, jeg slet ikke kan undvære i efterårshaven, er
det dahlier. Disse skønne farveklatter, som lyser op over det hele
og spiller sammen med hortensier og asters for blot at nævne
nogle af de andre uundværlige sensommervækster.
Hvis man giver dahliaknoldene et lille forspring – om lidt vil
jeg forklare hvordan – kan man nyde blomsterne fra midt i juli
til den første frost. Dahlier er jo, som det er de fleste bekendt,
meget følsomme over for minusgrader. Når der varsles frost
rundtomkring i landet, går min have som regel fri de første gange,
fordi den ligger ret beskyttet ved skov og vand.
Ofte er det sådan, at når den første frost har hærget, kan der
nemt gå flere uger, før den igen er gal. Og det er frygtelig ærgerligt,
at bare en enkelt nat skal ødelægge det hele. Derfor plejer jeg
at dække nogle af de planter, jeg har i krukker lige uden for indgangsdøren,
med fiberdug. Selv om dugen er tynd og ikke ser ud
af meget, beskytter den mod ned til fem minusgrader. En anden
mulighed – hvis man dyrker dahlier i krukker – er at flytte dem
ind i drivhuset. Her vil glasset yde en del beskyttelse. I bedste
fald kan man så plukke buketter til helt ind i julemåneden.
Et forspring
Er man den heldige ejer af et drivhus, er det indsatsen værd at
give dahliaknoldene et forspring dér fra sidst i marts. Kom dem
i potter, der er så store, at de akkurat kan rumme en knold hver.
Stængelstykket skal vende opad. Sørg for, at der kommer pottemuld
både under, ved siden af og over knolden, men pres ikke
mulden for hårdt. Vand så mulden igennem, stil potterne i drivhuset
og vent.
Alt efter hvor lunt det bliver, begynder knoldene at skyde i
løbet af et par uger eller tre. Knib da topskuddet af for at få planten
til at forgrene sig og vent endnu to-tre uger. Midt i maj kan
knoldene plantes ud i bedene eller i krukker.
Dahlierne på næste side vokser i krukker. I forgrunden er det ‘Blue
Boy’ og bagved ‘Evelyn’.
318

319

Selv om det kan være svært at tro, siger man, at man først kan
være sikker på, at faren for frost er ovre den 5. juni – grundlovsdag.
Så hvis man planter ud midt i maj, må man tage nogle
forholdsregler. Varsles der kulde, dækkes de sarte planter med
fiberdug eller slet og ret en avisside. Det er nok.
Når dahlierne først får fat, tager planterne hurtigt til i størrelse,
og så skal de have støtte. Det kritiske tidspunkt indfinder
sig, når dahlierne bliver op mod en meter. Nu kan en kraftig
regnbyge nemlig resultere i, at stænglerne knækker nede ved
jorden.
Jeg er i den heldige situation at have et helt arsenal af stativer,
som jeg har fået lavet hos en smed. Men mindre kan også
gøre det. I begyndelsen af min havekarriere brugte jeg pegefingertykke,
cirka 160 cm lange, pile-, hassel- eller lignende kæppe.
Kæppene presses i jorden, så de står i en trekant og stikker 130
til 140 cm op. Herefter bindes høstbindegarn, bast eller lignende
ikke for ‘højtråbende’ opbindingsmateriale omkring som støtte.
Jeg ved af erfaring, hvor belønnende det er med sådanne foranstaltninger.
Planter, der én gang er væltet, lader sig ikke sådan
lige rejse og rette op. Resten af sæsonen står de dér og virker alt
for korsetterede.
Det er utroligt, så hurtigt man glemmer. For jeg må indrømme,
at jeg, når jeg går i gang med at binde op, ofte tænker: “Måske
er det slet ikke nødvendigt. De står jo meget godt selv”. Men
når jeg længere hen på sæsonen ser, hvor høje planterne vitterligt
bliver, er jeg glad for, at jeg ydede den rettidige omhu, som
er så vigtig i haven. Tager man sine forholdsregler – ikke kun
med opbinding, men også med mange andre gøremål – bliver
alting meget nemmere.
Dahlier er solelskende planter, og med deres flotte farver kan de lyse
op mange steder. De skal dog placeres med nogen omtanke for at
undgå, at det kommer til at ligne en markedsplads. Ovenfor er det
‘Fascination’, som har mørkt løv. På næste side ses ‘Purple Gem’.
320

Det herlige ved dahlier er, at de fås i en mængde farver og former
samt højder og drøjder. Der er noget for enhver. Men smag
og behag er som bekendt forskellig. I begyndelsen af dette afsnit
skrev jeg, at jeg kniber topskuddet af for at få planten til at forgrene
sig. Det giver en tættere og mere busket plante med flere
stængler og blomster. Blomsterne bliver godt nok lidt mindre,
end hvis man ikke havde gjort det. Men det passer mig rigtig
udmærket. Jeg er nemlig ikke så vild med blomster, der er for
omfangsrige.
For andre er det en sport at få blomsterne så store som muligt.
I stedet for topskuddet kniber de alle sideskud af, så planterne
ikke bruger kræfter på blomstersætning, men sender alt
krudtet op i toppen. Så kan man få blomster så store som pizzatallerkener.
Disse struttende eksemplarer ses ofte på dahliaudstillinger,
hvor blomsterne udstilles på linje med jagttrofæer.
Det er interessant at iagttage, hvor forskelligt vi indretter og dyrker
vore haver. I bund og grund er det jo de samme planter, vi
anvender, men der er lige så mange måder, som der er haveejere.
Som nævnt elsker jeg dahlier, men økonomiserer alligevel med
dem. Jeg har oplevet haver kun med dahlier, og så bliver det for
meget af det gode. Jeg holder allermest af dahlier i selskab med
stauder og krukkevækster, på samme måde som med roser.
Dahlier er helt suveræne til at udfylde huller i staudebedet,
og derfor er det godt at have et lille ‘lager’ stående i potter. Det
har jeg meget stor glæde af, for jorden skal for alt i verden dækkes.
321

322

Former
Der findes som sagt rigtig mange forskellige former og farver.
Når det gælder formerne, holder jeg mest af pompon- og balldahlier.
De er begge kuglerunde. Det er størrelsen, som bestemmer
navnet. Er det en lille fin blomst på størrelse med en pæn
valnød, er det en pompon. Derimod er en ball omtrent som et
pigeonæble.
En både smuk og almindelig ball-dahlia er den rosa ‘Stoltze
von Berlin’, der ses nederst til venstre på forrige side.
Kaktus-dahlier som for eksempel ‘Star’s Lady’ øverst til venstre
lever virkelig op til deres særegne navn. For de ser noget eksotiske
ud. Alligevel kan jeg rigtig godt lide dem, for de skaber
en grafisk variation i bedene som ingen anden blomst.
Der findes også andre former såsom dekorativ, åkande og halskrave.
På nettet er der chance for at se hele det store udvalg, så
man selv kan bedømme, hvilke der virker tiltalende.
Farver
Dahlier spænder over hele farvespektret, og det giver virkelig
smæk for skillingen, hvis man planter på må og få. Især den gule
er svær at indpasse, fordi den er så hvinende citrongul, at det
skærer i øjnene. Denne farve er vanskelig at anvende, fordi den
er kold på en måde som næsten ingen andre blomster. Jeg har
nogle gule pomponer, som i sig selv er rigtig søde. Men hvor er
de svære at sætte sammen med andet. Jeg har dem i krukker og
fandt på at placere dem sammen med nogle sorte havemøbler
og en mængde gule løvplanter – også i krukker. Det var ret flot.
Også sammen med hvidt går de an.
Vinteropbevaring
“Åh, det er sådan et stort arbejde, det der med at dyrke dahlier,”
siger folk ofte. Det er jeg nu ikke enig i. Generelt er der tale om
en rigtig nem plante, som ikke fordrer meget for at kvittere med
en blomstermængde så stor som de færreste andre planter. Når
folk har den opfattelse, skyldes det selvfølgelig vinteropbevaringen.
Sagen er jo den, at det ikke kun er det grønne og blomsterne
over jorden, som ikke tåler frost; også knolden under overfladen
tager skade. Men når den første frost sortfarver løv og blomster,
skal man ikke gå i panik af skræk over, at knolden også er gået
til. For det varer noget, inden frosten når i jorden.
Inden da graves knolden/knoldene op og befris for det meste
jord. Stænglerne klippes af, og dernæst lægges knoldene til tørre,
indtil resten af jorden kan fjernes. Så placeres knoldene i kasser
med helt tør spagnum eller pakkes ind i avissider. Nu skal de
hvile et sted, hvor der ikke kommer frost. Modsat må der heller
ikke være for varmt, højst ti grader. Det er egentlig det, der
er det sværeste ved dahliadyrkning: at finde det rette opbevaringssted.
Har man det ikke selv, er der måske en i vennekredsen,
som kan hjælpe med husrum.
Der findes også flerfarvede dahlier, hvoraf mange efter min mening
ikke er specielt kønne. Det skulle da lige være ‘Pink Pastelle’,
se forrige side nederst til højre. Den er rosa/hvid på en
afdæmpet måde, der for eksempel er fin i selskab med lyserøde
eller hvide dahlier.
Øverst til venstre: ‘Star’s Lady’ og dernæst ‘Blue Boy’ i knop. Midti:
‘Blue Boy’ og en dahliaknold. Nederst: ‘Stoltze von Berlin’ og ‘Pink
Pastelle’.
323

Blomstrende buske
For mange er blomstrende buske ensbetydende med alle de dejlige
forårsblomstrende vækster. Heldigvis findes der også nogle,
som først springer ud i sensommeren og holder helt ind i efteråret
– hortensierne. Ja, selv om vinteren kan vi glæde os over
skærmene, der sæsonen igennem undergår den smukkeste forvandling.
Først er de friske og farverige (bortset fra de hvide),
og dernæst fader kuløren noget og bliver grønlig for til sidst at
skifte til en brunlig nærmest pergamentagtig karakter, der holder
hele vinteren.
Der er ingen tvivl om, at hortensier gennem de senere år har
opnået stor popularitet, og det hænger givetvis sammen med de
mange nye sorter, der er blevet tilgængelige på det danske marked.
Der er dels nyfrembringelser fra forædlernes side, men og så
ældre sorter, der er kommet hertil fra udlandet, fordi gartnerne
efterhånden har fundet ud af, at vi haveejere ikke blot lader os
spise af med det gammelkendte. Nej, vi vil også have noget nyt.
Jeg har efterhånden en del hortensier i haven, og det skyldes, at
den farveskala, de spænder over, passer perfekt sammen med de
fleste af de samtidige, sentblomstrende planter, som jeg har så
mange af.
Det, jeg især godt kan lide ved hortensier, er det farveskift, de
kan byde på, alt efter om jorden er sur eller basisk – altså kalkrig.
I sur jord bliver hortensier blå, i basisk mere rødlige til rosa.
Prøv for eksempel at se på billedet herunder. Til venstre i billedet
står en busk med ret rødlige blomster. Her må der af en eller
anden grund være mere kalkrigt end i det øvrige bed. De andre
buske er mere violetblå. Det skyldes, af jorden her er ret neutral.
324

I handelen fås et kemisk produkt, der hedder “Farv mig blå”.
Hvis man tilfører dette, sænkes pH-værdien, og hortensierne
bliver mere blålige. Noget billigere er det dog at købe aluminiumsulfat
hos en materialist, opløse 25 g i 10 liter vand og vande
buskene med blandingen én gang i efteråret og én gang i foråret.
Efter min mening kan hortensier dog godt være for blå. Bliver
de helt klare i farven – omtrent som en swimmingpool – synes
jeg, at de er svære at matche med andre blomster. Den violetblå
tone som på billedet ovenfor – ikke for rød og ikke for blå,
men en pæn mellemting – virker noget mere naturlig end den
blå, som hortensier ofte har i havecentrene eller på planteskolerne.
Så er det ved at være sensommer i haven. Heldigvis skaber
hortensier farveklatter mange steder. Ovenfor er det ‘Blaumeise’.
Den viste sort hedder ‘Blaumeise’, og den optræder flere steder
i haven. Når jeg især godt kan lide denne sort, er det, fordi
den ikke har fyldte, men randblomstrende skærme. Hortensier,
der blomstrer på denne måde, er så lette og fine. De storhovede
fyldte typer kalder mere på opmærksomheden og kan nogle
gange helt tage glansen fra omkringstående planter. Især hvis
disse planter er sarte og diskrete.
En stor fordel ved hortensier er, at de klarer sig fint i både skygge
og sol, hvis de vel at mærke får vand nok. At være så altfavnende
rent placeringsmæssigt, er der ikke så mange blomstrende
buske, der kan prale af. Den eneste forskel er, at de hortensier,
som står i sol, kommer til at blomstre et par uger før dem i skygge.
Men det gør jo ikke noget. For så kan man nyde blomsterne
længere.
325

326

Manglende blomstring
Det sker, at folk klager over, at de ikke kan få blomster i deres
hortensiabuske, og jeg kan kun gisne om, hvad der er galt.
Jeg har tre forslag: Enten kan det være, fordi den plante, man
har i haven, oprindeligt er dyrket som potteplante til vindueskarmen
og så senere er blevet plantet ud. Den slags planter er
nemlig ikke hårdføre, og hvis man planter dem udenfor, skal
man være mere end heldig for at opleve blomster. Det drilske
er, at planten ikke dør. Den får grønt løv året efter, men altså
ingen blomster. Ud med den! Sådan en plante er ikke værd at
samle på.
En anden grund kan være, at der beskæres forkert. De fleste
hortensier blomstrer på forrige års vækst, og hvis man klipper
for meget af stænglerne, fjernes blomsteranlæggene. Der
skal kun klippes akkurat så langt nede, at det eventuelle frostskadede
af stænglerne fjernes. Dette klippes af 1-2 cm over en
bladknop – altså det lille fortykkede sted på stænglen, hvorfra
bladene senere skyder. Denne beskæring finder bedst sted i
april.
Den tredje årsag til manglende blomstring kan være, at
skuddene fryser helt ned. Det er der dog råd for. For der findes
hortensier, som kan skæres helt ned, fordi de blomstrer på årets
vækst. Det gælder for eksempel den hvide hortensia ‘Annabelle’,
der ses på billedet på forrige side og i forgrunden på billedet nedenfor.
Klippes den helt i bund, skyder den med friske blomstringsdygtige
skud. Det samme gælder for øvrigt for syrenhortensier,
der kendes på, at de har klaseformede blomsterstande.
Endelig har en forholdsvis ny hortensia – ‘Endless Summer’ –
samme fordel: at den blomstrer på årsskuddene.
Når dette kan være en fordel, er det blandt andet, fordi man kan
bo så frostudsat, at almindelige havehortensier fryser så langt
ned, at de ikke blomstrer. Her er det så en fordel at plante en eller
flere af ovenstående hortensier. En anden fordel ved nedklipningen
er, at man starter forfra med friske og spændstige stængler
hvert år.
‘Annabelle’ er en smuk, hvid hortensia. Især inden den springer
helt ud, for da er knopperne grønlige, se billedet på forrige side.
Herunder ses, hvor fint den lyser op. Prøv at sammenligne med
billedet side 45. Farveholdningen er den samme; der er blot små tre
måneder mellem motiverne.
327

Klokker på ranker
Hvis der er noget, gæster ofte sender lange og jaloux blikke efter
i haven, er det mine klokkeranker, Cobaea scandens, der blomstrer
så frodigt, at man knap tror sine egne øjne.
Da Anne udgav sin første bog, Et år i min have (som jeg fik
hende til at skrive), var der et foto med én enkelt forkølet klokke
på de frodige ranker. Anne havde nærmest et traume over
denne plante, som bare ikke ville lykkes for hende, og via bloggen
har jeg også forstået, at mange andre heller ikke har held
med den.
De har aldrig voldt problemer for mig, og jeg ved ikke, hvad
det er, jeg gør rigtigt. Jeg sår de flade, omkring 50-øre-store frø
sidst i marts måned i små individuelle potter i drivhuset. Det
kan også gøres i vindueskarmen i et køligt, men lyst rum. Frøene
kan godt være en fjorten dages tid om at spire, og i mellemtiden
er det meget vigtigt, at mulden ikke tørrer ud. Modsat
må den heller ikke være for våd. Når rødderne efter nogle uger
kan ses gennem hullerne i pottens bund, pottes planten over i
en lidt større potte, og der fortsættes som forklaret på side 194-
195. Rodnettet kan blive ret stort, så det er fint at slutte i en potte,
der cirka svarer til en liter.
Midt i maj plantes klokkerankerne ud på et solrigt sted i haven,
og så er det godt at tilføre langtidsvirkende gødning, som
man kan købe på visse planteskoler. Gødningen har været svær
at finde, men på nettet kommer der en del hits.
En af hemmelighederne er måske, at planterne helt fra begyndelsen
får rigeligt med gødning, for det er utroligt, hvad de
når at præstere i løbet af en sæson. Jeg har oplevet en plante, der
kravlede fem-seks meter op i en tuja.
Hen i juli kan man som regel begynde at ane de små knopper,
der dukker frem fra hjørnerne nede ved bladenes basis. I starten
er de ikke meget større end et knappenålshoved, men de tager
snart til i størrelse. I august springer de første knopper ud, og så
går det ellers slag i slag med blomster indtil frost. Sådan er det i
hvert tilfælde her. Følges denne fremgangsmåde, bør det virke.
328

329

Sommerens sidste farvel
Det er forunderligt, men sandt. Faktisk er der en planteslægt,
som først rigtigt er på sit højeste, når de fleste andre stauder
har takket af. Det er naturligvis asters.
Jeg har et par favoritter, som jeg nok skal vende tilbage til,
men jeg bliver nødt til at indrømme, at asters ikke er min kernekompetence.
Derfor besluttede jeg mig for sidste år i slutningen
af september at besøge en have, hvor blomstringen på
det tidspunkt var på det højeste. Målet var The Picton Garden
i Worcestershire i det skønne bakkede landskab Malvern
Hills.
The Picton Garden, som ejes og drives af Paul Picton og
hans hustru, Meriel, kan smykke sig med betegnelsen Plant
Heritage National Collection of Autumn Flowering Asters. Haven
er altså en af de mange nationale samlinger af planter, der
findes rundtomkring i England.
Det forholder sig nemlig sådan, at har man en særlig viden
om en speciel plantegruppe og en stor samling af disse planter,
kan man blive holder af The National Collection inden for en
bestemt plantegruppe. Det er en stor ære, men også forbundet
med et omfattende arbejde, fordi arternes overlevelse således
beror på den eller de, der forvalter arvesølvet.
Der er stor opbakning til de nationale samlinger, og folk
donerer ofte planter fra deres haver, hvis den specifikke art eller
sort ikke i forvejen er en del af samlingen. Det er altid vældig
interessant at besøge de nationale samlinger, fordi man ser
et udvalg så stort, at det med garanti ikke findes andre steder.
Havens bede ligger som små øer mellem bugtede grusgange,
som passer utroligt godt til stedets stemning. Bedene er anlagt
med stor viden og indsigt, så de forskellige planter præsenterer
sig på den bedst mulige måde. De højeste planter midti, de lave
rundt langs kanten og de mellemhøje imellem.
Alle, der har asters i haven, ved, at de høje typer vælter,
hvis de ikke bliver støttet. Her anvender Paul Picton et princip,
som jeg ofte har set brugt i England. Om vinteren høster
han grene med mange sideskud for i det tidlige forår at stikke
dem ned i jorden – side om side – omkring planterne, så sideskuddene
vender opad. Når planterne vokser op, støttes de på
den mest diskrete måde af de stort set usynlige ‘stativer’.
Alle planterne i haven er udførligt navngivet, og det er
praktisk, at man kan gå rundt og se, hvordan de udvikler sig,
og bagefter gå ind i planteskolen for at finde dem.
I private haver bryder jeg mig ikke om skilte og har det da
stort set heller ikke selv, men i en forevisningshave eller på en
planteskole er det rigtig rart, når man kan læse sig til, hvad
planterne hedder.
I The Picton Garden er der over fire hundrede forskellige
asters, så det skulle nok være muligt at finde et par stykker eller
tre, som falder i ens smag. Det fine ved asters er, at alle farver
klæder hinanden. Der er ikke rigtig nogen, som stikker
ud.
Paul Picton er en umådelig flink mand, og han gav mig en
guidet tur rundt i haven og fortalte om nogle af sine yndlinge.
Blandt andet dem, jeg viser billeder af på de følgende sider.
Han berettede om havens og den tilhørende planteskoles historie,
og når det gjaldt planterne, var det som at åbne et helt
leksikon.
En farve- og blomsterrigdom som denne i slutningen af september
er helt utrolig. Sådan et flor ser man ikke ret mange steder på
denne årstid.
330

331

En stor planteslægt
Astersslægten er meget stor og tæller over seks hundrede arter,
som vokser vildt over hele kloden. Det er jo netop sådan med
arter, at de et eller andet sted i verden er en del af det naturlige
habitat. Derfor bruger man ofte betegnelsen ‘vildarter’.
Gennem flere århundreder er plantejægere draget ud i verden
for at finde nye planter, og der er mange historier om plant
hunters, som har sat liv og lemmer på spil for at bringe særligt
attråværdige planter hjem. På stejle bjergskråninger, i dybe
dale og i sumpede enge har de utrætteligt været på jagt for at
tilfredsstille hungrende haveejeres lyst til nyt, spændende og
sjældent i deres haver. Før i tiden var det ofte konger, kejsere
og herremænd, der bekostede disse ekspeditioner, så de kunne
fremvise planter, som ingen andre havde mage til. Rene koryfæer.
Lawrence Johnston fra Hidcote Manor Garden, som jeg
skrev om på side 282-292 , var netop en sådan excentriker, der
bekostede store rejser. Men det særlige ved ham var, at han ofte
selv tog med ud og førte an.
Det er lidt mærkeligt, at det tit lykkes at flytte en plante fra
den anden side af jorden til vore breddegarder og få den til at
trives. Men det er selvfølgelig afgørende, hvorvidt man har
mulighed for at tilbyde planten de samme vilkår som i naturen.
Er man i stand til det, vil planten som regel falde til.
Før man planter, er det derfor yderst anbefalelsesværdigt at
undersøge, under hvilke forhold planten gror i naturen. Der er
rigtig meget, der gør sig gældende her. Skal jorden være sur eller
basisk, tør eller våd; er voksepladsen solrig eller skyggefuld,
og hvad med temperaturen? Igen er nettet et rigtigt godt redskab
til oplysning.
Det er meget lærerigt og spændende at se, hvor kort der er
fra fiasko til succes, hvad det dyrkningsmæssige angår. “Du
skal lære at tænke som en selleri,” sagde en af mine gamle
plantevenner altid. Med det mente han, at man skal sætte sig
ind i, hvordan planten gerne vil have det.
Der findes utallige arter og sorter inden for den blå skala, som er så
fin og anvendelig.
332

En dansk kapacitet
Inden for asters har vi også en stor kapacitet herhjemme. Det
er Finn Bruun, der sammen med sin kæreste, Anne Stine, driver
Anne Stine Stauder ved Stenlille på Vestsjælland. Hvad den
mand ikke ved om asters og stauder i det hele taget, er ikke
værd at vide.
Jeg har succes med de fleste asters i min have, men der er
også nogle, som har drillet. “Hvor har du plantet den?” spørger
Finn, hvis jeg klager min nød. Når han så får at vide, hvilken
placering planten har, kan han straks fortælle mig, hvad
problemet er. Ene og alene fordi han på rygraden ved, hvordan
den specifikke art vokser i naturen.
Hos Anne Stine Stauder har de et fint udvalg af asters, der
ligesom alle andre planter i deres sortimentet er gode, sunde
og driftssikre.
kan det nemlig være med nogle asters – de breder sig så meget
med rodskud, at de kan være svære at styre.
En anden blå asters med noget større blomster end ‘Little
Carlow’ er Aster x frikartii ‘Mönch’. Den har til gengæld været
noget drilsk her hos mig. Første år jeg plantede den, kom den
fint i vækst, men året efter så jeg den ikke. Da jeg beskrev det
for Finn, fortalte han, at den ikke må stå fugtigt om vinteren.
Det gør den her, hvor jorden er rimeligt leret, så det var problemet.
Derfor tager jeg nu konsekvensen og graver mine planter
op om efteråret, potter dem og sætter dem ind i det uopvarmede
drivhus. Vinteren igennem skal de kun have få dråber
vand. I foråret planter jeg dem atter ud i bedet, hvor de stortrives
hele sommeren. Bøvlet? Lidt måske, men for intet at regne,
når man tænker på de smukke blomster.
En af de asters, som vist alle – både kendere og amatører – er
enige om er uden sidestykke, er Aster cordifolius ‘Little Carlow’.
Den er med sine forholdsvis små blomster og grenede vækst
rigtig sød. Troligt kommer den igen år for år og tager hurtigt
til i vækst, men aldrig så meget, at det bliver et problem. Det
Fra venstre ses ‘Mönch’, og til højre er det ‘Little Carlow’. To blå
skønheder.
333

334

Old Court Nurseries
Vi skal lige tilbage til England og til Paul Pictons planteskole,
der hedder Old Court Nurseries. Det er et meget kendt nursery,
og for fire år siden kunne stedet fejre hundredårsjubilæum.
Planteskolen åbnede nemlig i 1906. Dengang hed ejeren Ernest
Ballard. Et navn, man stadig støder på, fordi han har fremavlet
flere fine asterssorter, der er kendt den dag i dag, og i flere
af navnene indgår ‘Ballard’. Det er for øvrigt det samme med
‘Picton’ – det ser man også tit ved asterssorter.
Pauls far, Percy Picton, blev ansat på Ernest Ballards planteskole
i 1947. Da Ernest Ballard døde i 1952, overtog Percy
Picton driften, og i 1956 købte han Old Court Nurseries af arvingerne.
I 1960’erne begyndte Paul at arbejde på planteskolen,
og efter farens død i 1984 overtog han og hustruen stedet.
Nu er de så småt ved at tænke på at trække sig tilbage, for
det er så heldigt, at en datter i 2009 formelt overtog planteskolen
og kører den videre med uvurderlig hjælp fra forældrene.
Det er godt at vide.
På forrige side øverst fra venstre indgangen til Paul Pictons have.
Derefter ‘Violet Queen’. Midti: ‘Anita Ballard’ og ‘Galaxi’. Nederst:
‘Rosebud’, ‘Marie Ballard’ og ‘Helen Picton’.
Herunder ses en imponerende samling asters. Det er værd at lægge
mærke til, hvor fint farverne passer sammen.
335

Kravlende og klatrende
I begyndelsen af bogen funderede jeg over det pudsige i, at jeg
for små femogtyve år siden fandt på at kalde forlaget for Klematis,
selv om jeg dengang slet ikke var haveinteresseret. Med
min nuværende tilværelse, hvor jeg kendes mere som havemenneske
end som forlægger, har navnet vist sig at passe perfekt.
Hvad der gjorde, at jeg kom på det navn, er umuligt at
svare på. Det må være min skytsengel.
Men klematis er også en helt fantastisk plante. Fylder kun en
lille halv kvadratmeter ved jorden, så den egner sig absolut til
såvel den lille som den store have. Der er altid plads til en klematis
mere.
Her i Danmark er vi så heldige at have en virkelig specialist
på området. Det er Flemming Hansen fra Rønde på Djursland.
Han ved så meget, at han i 1990 vandt hovedpræmien i
DR’s populære quizprogram Kvit eller dobbelt. Mon I kan gætte,
hvad emnet var? Selvfølgelig – klematis!
Flemming Hansen driver i dag firmaet ClematisDanmark,
og jeg fristes til at nævne et kendt reklameslogan: “Findes det,
findes det her!” Udvalget er simpelthen så stort, og jeg kan
varmt anbefale at slå op på www.clematisdanmark.dk. Der er
rigtig meget at kigge på. Bemærk, at Flemming gerne sender
planter med posten, og som den flinke mand han er, kan man
også få ham til at tage forudbestilte planter med til afhentning
på et af de utallige plantemarkeder, som han gæster i løbet af
sommeren.
Herunder ses Clematis alpina ‘Pamela Jackman’. På næste
side er det øverst en frøplante af Clematis macropetala. Midti:
Den rødlige blomst hedder Clematis alpina ‘Ruby’, og den
lavendelfarvedes navn er Clematis macropetala ‘Floral Feast’.
Nederst er det en Clematis alpina uden navn. Disse klematis er alle
tidligtblomstrende.
336

337

Der sker ikke så sjældent, at folk siger, at de har svært ved at få
klematis til at gro. Det er svært at sige, hvad det kan skyldes.
Her i haven trives de rigtig fint, men de bliver da også plantet
efter alle kunstens regler. Kort fortalt på følgende måde:
Sørg først for, at planten er vandet helt igennem – lad den
eventuelt selv suge vand i en spand eller lignende. Grav så et
ret stort hul på størrelse med en gulvspand og løsn jorden i
bunden med en greb. Hvis planten skal vokse op ad en væg, er
det vigtigt, at hullet graves et stykke ude fra væggen, så tagrenden
ikke tager al vandet.
Fyld hullet cirka halvt op med en blanding af en del god,
omsat kompost og en del havejord iblandet et par håndfulde
fjer fra en gammel pude eller dyne. Tidligere brugte jeg benmel,
men det er svært at finde i handelen i dag.
Placer dernæst planten i hullet, så potteklumpens overflade
er 15-20 cm under jordoverfladen, og fyld op med en blanding
af havejord og kompost omkring potteklumpen.
Når der plantes et stykke under jordoverfladen, vil planten
skyde fra stænglernes bladknopper. Det har jeg lært af Flemming
Hansen, og jeg tror, at det er en meget stor del af hemmeligheden
bag en vellykket vækst.
338

Klematis og roser
Klematis og roser er et perfekt partnerskab. I England er det de
færreste haveejere, der planter en slyngrose uden også at plante
en klematis. De plantes i samme hul. Rosen vil også sætte stor
pris på pudefyldet og godt med vand.
Men vil den ene plante så ikke tage næring fra den anden?
Det er der ikke den store fare for, hvis man sørger for at gøde
som forklaret på side 204. Den næring har klematissen også
godt af. Det er altså et partnerskab til fælles bedste.
På forrige side ses tidligtblomstrende Clematis montana
‘Broughton Star’ og herunder den sentblomstrende ‘Hagley Hybrid’
og rose ‘Constance Spry’.
339

Beskæring
Der er et tilbagevendende spørgsmål ved klematis, og det er
beskæring. Faktisk er det slet ikke så svært:
Klematis inddeles i tre grupper: tidligtblomstrende (blomstrer
april/maj), mellemblomstrende (blomstrer maj/juni)
og sentblomstrende (blomstrer efter første juli). De to første
grupper blomstrer på sidste års vækst. Det vil sige, at de små
blomstringsdygtige skud skyder frem fra bladhjørnerne på de
gamle stængler. Derfor er det ret logisk, at de tidligt- og mellemblomstrende
klematis ikke skal skæres tilbage. I hvert fald
hvis man får forklaret den rette sammenhæng.
De sentblomstrende klematis blomstrer som nævnt efter
første juli, og når de er så længe om det, er det, fordi de
blomstrer på dette års vækst. De sender halvanden til to meter
lange skud i luften, før blomsterne dukker op. Det er disse
sentblomstrende klematis, som skal klippes ned. For hvis man
ikke er ude med saksen, vil planten året efter skyde små to meter
igen – i forlængelse af væksten fra året før, som nu ser vissent
og trist ud, fordi de årsgamle stængler ikke får løv.
Undertiden ser man klematis, som blomstrer oven over
noget, der ligner en kæmpestor fuglerede – et vildnis af tørre
stængler. Selv om sådan en klematis ser helt uregerlig ud,
kan man nemt få skik på den. Den beskæres blot som de øvrige
sentblomstrende klematis: sidst på efteråret eller først på
vinteren til cirka 30 cm over jorden.
Herunder fra venstre: ‘Kakio’ og ‘Asao’. Næste side øverst fra
venstre: ‘Snow Queen’ og ‘Omoshiro’. Midti: ‘Pink Fantasy’ og
‘Prinsesse Alexandra’. Nederst: frøstand og ‘Royal Velvet’. Disse
klematis er alle mellemblomstrende.
340

341

342

Det skal også med, at alle klematis i praksis kan skæres ned
for at give dem en ‘anden ungdom’. Det kan for eksempel være
nødvendigt, hvis man overtager en ældre have med nogle
vildtvoksende klematis. Blot skal man så være opmærksom på,
at de tidligt- og mellemblomstrende sorter rent blomstermæssigt
vil springe et år over.
En udtynding af de tidligt- og mellemblomstrende klematis
kan også foretages mere lempeligt: Klip cirka halvdelen af
stænglerne ned til cirka 30 cm og lad de øvrige stængler være.
Næste år vil der i stedet for de beskårne skud komme nye og
friske, men uden at blomstre. Det gør de ældre skud til gengæld.
Året efter skærer man så dem ned. På den måde forynges
planten.
Gode begynderplanter
Hvis man skal investere i sin første klematis, vil jeg foreslå, at
man køber en af de sentblomstrende typer, for så er der ikke
problemer med at huske det med beskæringen. Den skal skæres
ned.
Fordelen med de sentblomstrende klematis er, at de især er
oplagte at plante sammen med slyngroser som tidligere foreslået.
Det passer nemlig rigtig fint, for når slyngrosens første
flor går mod slutningen, er klematissen klar med blomster.
Den blomstrer, imens rosen samler kræfter til et nyt hold
blomster, der som regel viser sig i august. På det tidspunkt
blomstrer klematissen stadig, om end med et lidt mere sparsomt
flor end i starten. Det kan da kaldes timing!
Forrige side øverst fra venstre: ‘Margaret Hunt’ og ‘Mme Grangé’.
Midti: ‘Black Prince’ og Clematis texensis ‘Princess Diana’.
Nederst: ‘Dark Eyes’ og Clematis x triternata ‘Rubromarginata’.
Disse klematis er alle sentblomstrende.
Ovenfor er det Clematis viticella ‘Polish Spirit’.
343

Efterskrift
Blot få dage før denne bog gik i trykken, fik jeg tildelt Havekulturfondens
hæderspris 2010. Det er en pris, som jeg er meget
stolt over at modtage. Overrækkelsen fandt sted i Paradehuset
i Haveselskabets Have søndag den 24. oktober.
Havekulturfondens begrundelse:
Havekulturfondens hæderspris går i år til havemanden Claus
Dalby for hans inspirerende og smittende engagement i haver
Havekulturfondens hæderspris uddeles hvert år til en person, der
i særlig grad har virket for havekulturens fremme. I år går prisen
til forfatter og forlægger Claus Dalby fra Risskov. Han modtager
prisen for sin evne til at få rigtigt mange haveejere op af stolen
og ud til et aktivt liv i haverne. Det gælder uanset, om der er tale
om Claus Dalbys virke som havebogsforfatter, tv-vært på haveprogrammer
eller som haveblogger på internettet.
Hædersprisen består af et kontant beløb, samt af bronzeskulpturen
“De kurtiserende traner”, der er udarbejdet af kunstneren
Helen Schou (1905-2006). Prisen er blevet uddelt hvert år siden
1993.
Havekulturfondens formål er at fremme havekulturen, idet ordet
“have” skal forstås i den videst mulige betydning som beplantning
i forbindelse med bebyggelse.
Jeg håber også, at denne bog kan være med til at fremme havekulturen.
Det har i hvert fald været dejligt at skrive den og
dermed at få en stor del af det, som har fyldt de sidste snart
femten år af min tilværelse, ned på papir. Processen har været
særlig hyggelig denne gang, fordi jeg undervejs i forløbet åbnede
min blog, hvor jeg løbende har fortalt om mit skriveri. Det
kan til tider være lidt ensomt at være forfatter, men sådan har
det ikke været denne gang.
En stor tak skal lyde til alle, der dagligt besøger min blog,
og som har fulgt med undervejs. At vide, at nogen glæder sig
til ens bog, det er da lykken for en forfatter.
Allerede nu, mens det sidste punktum bliver sat i denne bog,
er jeg i gang med nye projekter. Ideerne står i kø, når det drejer
sig om at formidle min store passion – havesagen.
Årets gang og den fortsatte historie om mit haveliv kan følges
på www.clausdalby.dk.
Denne smukke statuette – “De kurtiserende traner”, udarbejdet af
billedhuggeren Helen Schou – har plads i min havestue, hvor jeg
dagligt vil glæde mig over den.
På næste side ses kæmpeverbena.
344

345

346

347

Register
Achillea
‘Credo’ 200, 201
‘Schneetaler’ 200, 201
Aconitum napellus 291
akeleje
‘Blue Barlow’ 133
gulbladet 132, 308
‘William Guiness’ 133
akelejefrøstjerne 295
Alchemilla mollis 288
alleghenyprydløg 123
Allium
aflatunense ‘Purple Sensation’ 110, 111,
112-113, 114, 116
cernuum 123
‘Globemaster’ 114, 115
‘Mount Everest’ 116
porrum 120
sativum var. ophioscorodon 120
sphaerocephalon 122-123
ursinum 117, 118-119
‘White Giant’ 116
Anemone
balkan- 158
blanda 158, 159
blå 158
gul 162
x lipsiensis 162
nemorosa 158
nemorosa x ranunculoides 162
ranunculoides 162
svovlgul 162
ungarsk 158, 159
Angelica gigas 247
Aster
‘Anita Ballard’ 334
cordifolius ‘Little Carlow’ 333
‘Galaxi’ 334
‘Helen Picton’ 334
‘Marie Ballard’ 334
‘Mönch’ 333
‘Rosebud’ 334
‘Violet Queen’ 334
Astrantia
‘Lars’ 191
‘Roma’ 190
‘Sunningdale Variegated’ 308
‘White Giant’ 190
avnbøg 46
baldrian
læge- 101, 177
pyrenæisk 100, 101
bellis ‘Tasso Strawberry and Cream’ 108
blåhat 303
bronzeblad 102
bøg 46
bølgekronet storkenæb 102, 103, 161
Camassia
leichtlinii 160
quamash 160, 161
canna ‘Wyoming’ 287
Cardamine quinquefolia 156, 157
Cercis canadensis ‘Forest Pansy’ 287
Chaenomeles ‘O Yashima’ 166
Chaerophyllum hirsutum var. roseum 100
Clematis
alpina
‘Pamela Jackman’ 336
‘Ruby’ 337
‘Asao’ 340
‘Black Prince’ 342
‘Dark Eyes’ 342
‘Hagley Hybrid’ 233, 339
‘Kakio’ 340
macropetala ‘Floral Feast’ 337
‘Margaret Hunt’ 342
‘Mme Grange’ 342
montana ‘Broughton Star’ 338
‘Omoshiro’ 341
‘Pink Fantasy’ 341
‘Prinsesse Alexandra’ 341
‘Royal Velvet’ 341
‘Snow Queen’ 341
texensis ‘Princess Diana’ 342
x triternata ‘Rubromarginata’ 342
viticella ‘Polish Spirit’ 343
Cobaea scandens 328, 329
daglilje 289
dahlia
‘Arabian Night’ 287
‘Bishop of Llandarff’ 287
‘Blue Boy’ 319, 322
‘Evelyn’ 319
‘Fascination’ 320
‘Pink Pastelle’ 322
‘Purple Gem’ 321
‘Star’s Lady’ 322
‘Stoltze von Berlin’ 322
Digitalis purpurea 155, 163
dobbelt violfrøstjerne ‘Hewitt’s Double’
298, 299
Echinacea purpurea 312, 313, 314-315
alba 316
‘Magnus’ 316
‘Sunrise’ 311, 316, 317
‘White Swan’ 316
estisk slangehvidløg 120
etageprimula 127
Euphorbia polychroma 84, 85, 170, 171
fingerbøl 155, 163
fladkravet kodriver 124
floks
‘Amethyst’ 307
‘Charlotte’ 192
vår- ‘Blue Perfume’ 160
forårsvortemælk 84, 85, 170, 171
Geranium
‘Jolly Bee’ 186
oxonianum ‘Hollywood’ 101
‘Patricia’ 188, 189, 212, 213
phaeum 102, 103, 161
‘Rozanne’ 186
Gillenia trifoliata 61
348

gul anemone 162
gul frøstjerne 289
guldlistegræs 309
gulerod 202, 203
Helleborus orientalis 164, 165
Hepatica
nobilis 158
transsilvanica 158, 159
Hesperis matronalis 135
hestemynte
‘Beauty of Cobham’ 199
‘Blaustrumpf’ 199
hornviol
‘Baby Face Lavender’ 152, 153
‘Black Delight’ 153
‘Blue Heaven’ 153
‘Purple Duet’ 153
hortensia
‘Annabelle’ 326, 327
‘Blaumeise’ 325
hosta ‘Frances Williams’ 102
hulkravet kodriver 124
hvidløg, estisk slange- 120
hyacint
‘Anna Liza’ 108
‘Anne Marie’ 108
‘Blue Pearl’ 108
‘City of Haarlem’ 109
‘Delft Blue’ 109
‘Splendid Cornelia’ 108
Hyacinthoides
hispanica 160
non-scripta 160
Hydrangea
‘Annabelle’ 326, 327
‘Blaumeise’ 325
Iris pseudacorus ‘Variegata’ 81, 163
judaspenge 134, 135
kattehale ‘Robert’ 183, 193
klematis
‘Asao’ 340
‘Black Prince’ 342
‘Broughton Star’ 338
‘Dark Eyes’ 342
‘Floral Feast’ 337
‘Hagley Hybrid’ 233, 339
‘Kakio’ 340
‘Margaret Hunt’ 342
‘Mme Grange’ 342
‘Omoshiro’ 341
‘Pamela Jackman’ 336
‘Pink Fantasy’ 341
‘Polish Spirit’ 343
‘Princess Diana’ 342
‘Prinsesse Alexandra’ 341
‘Royal Velvet’ 341
‘Rubromarginata’ 342
‘Ruby’ 337
‘Snow Queen’ 341
klokkeranke 328, 329
Knautia macedonica 303
kodriver
fladkravet 124, 125
hulkravet 124
melet 124
storblomstret 124
kongelys 122
kongetvetand 104
kugleprimula 126, 127
kvan, rød 247
kvæde ‘O Yashima’ 166
kvæsurt
læge- 303, 304
‘Pink Elephant’ 304
Lamium
maculatum ‘Roseum’ 104, 195
orvala 104
Lathyrus vernus 157
lodden løvefod 288
Lunaria annua 134
var. variegata 135
lundgylden 168, 169
lungeurt
‘Blue Ensign’ 156, 157
‘Majesté’ 156
‘Silverado’ 156
‘Sissinghurst White’ 156
lægebaldrian 101, 177
lægekvæsurt 303, 304
løvehale 162, 163
melet kodriver 124
middelhavsprydløg 120, 121
miliegræs 86, 167
Milium effusum ‘Aureum’ 86, 167
Monarda
‘Beauty of Cobham’ 199
‘Blaustrumpf’ 199
Muscari armeniacum 159
narcis
‘Avalanche’ 73
‘Cheerfulness’ 74, 86
‘Hawera’ 73
‘Hollywood’ 70
‘Ice Follies’ 70
‘Lemon Beauty’ 71
‘Mount Hood’ 71
‘Recurvus’ 74
‘Silver Chimes’ 73
‘Spellbinder’ 71
‘Thalia’ 72, 73
‘Verger’ 74
natviol 135
opiumvalmue 240, 241, 242, 243, 244-245
Papaver somniferum 240, 241, 242, 243,
244-245
perlehyacint 159
Phlomis russeliana 162, 163
Phlox
‘Amethyst’ 307
divaricata ‘Blue Perfume’ 160
‘Charlotte’ 192
Phormium 287
pinselilje 74
porre 120
Primula
denticulata 126, 127
elatior 124, 125
farinosa 124
‘Francisca’ 125
japonica 127
veris 124
vulgaris 124
prydløg
allegheny- 123
‘Globemaster’ 114, 115
‘Mount Everest’ 116
‘Purple Sensation’ 110, 111, 112-113,
114, 116
‘White Giant’ 116
prærielilje 160, 161
349

Pulmonaria
angustifolia ‘Blue Ensign’ 156, 157
‘Majesté’ 156
officinalis ‘Sissinghurst White’ 156
‘Silverado’ 156
purpursolhat 312, 313, 314-315
‘Magnus’ 316
‘Sunrise’ 311, 316, 317
‘White Swan’ 316
pyrenæisk baldrian 100, 101
påskeklokke 164, 165
ramsløg 117, 118-119
Ranunculus acris ‘Citrinus’ 166
rose
‘Albertine’ 57
‘Alchymist’ 230, 231
‘Astrid Lindgren’ 60
‘Blythe Spirit’ 225
‘Cardinal de Richelieu’ 191
‘Charles Rennie Mackintosh’ 176, 218
‘Charlotte’ 224
‘Claire Austin’ 227
‘Constance Spry’ 232, 233, 234-235
‘Coupe d’Hébé’ 211
‘Crocus Rose’ 227
‘Dainty Bess’ 57
‘Darcey Bussell’ 217
‘Eglantyne’ 220
‘Falstaff’ 214
‘Fantin Latour’ 211
‘Gentle Hermione’ 220
‘Geoff Hamilton’ 177, 221
‘Gertrude Jekyll’ 183
‘Glamis Castle’ 226
‘Golden Celebration’ 224
‘Graham Thomas’ 201, 225
‘Great Western’ 211
‘Harlow Carr’ 220
‘Hyde Hall’ 220
‘Iceberg’ 200
‘Ingenious Mr. Fairchild’ 220
‘Ingrid Bergman’ 172
‘Jack Cartier’ 211
‘James Galway’ 221
‘Jude the Obscure’ 227
‘Louis van Till’ 211
‘Louise Odier’ 56, 60
‘Madame Isaac Periere’ 211
‘Mary Rose’ 219, 223
‘Molineux’ 224
‘Munstead Wood’ 217
‘Noble Antony’ 222
‘Odyssey’ 228, 229
‘Paul Noël’ 237
‘Princess Alexandra of Kent’ 221
‘Prospero’ 217
‘Queen of Sweden’ 221
‘Raubritter’ 209
‘Raubritter Ellen’ 209
‘Reine des Violettes’ 188
‘Rhapsody in Blue’ 180, 181, 228
‘Rose de Resht’ 195, 212, 213
‘Royal Celebration’ 228, 229
‘Sharifa Asma’ 59, 205
‘Spirit of Freedom’ 221
‘Teasing Georgia’ 225
‘The Alnwick Rose’ 221
‘The Bishop’ 211
‘The Dark Lady’ 217
‘The Pilgrim’ 185, 224
‘The Prince’ 216
‘The Squire’ 217
‘Tradescant’ 217
‘Trier’ 57
‘Wenlock’ 217
‘William Lobb’ 191
‘William Shakespeare 2000’ 51, 187, 215
‘Winchester Cathedral’ 226
‘Young Lycidas’ 222
rød kvan 247
røllike
‘Credo’ 200, 201
‘Schneetaler’ 200, 201
Salvia
nemorosa ‘Dear Anja’ 197
pratensis ‘Evelyn 196, 197
verticillata ‘Purple Rain’ 197
Sanguisorba
officinalis 303, 304
tenuifolia ‘Pink Elephant’ 304
Selinum wallichianum 176
showaurikel
‘Adrian’ 129
‘Andrew Hunter’ 131
‘Beatrice’ 131
‘Douglas Barder’ 131
‘Ice Maiden’ 131
‘Irish Scott’ 128
‘Joy’ 131
‘Roxburgh’ 131
‘Sam Hunter’ 129
skvalderkål 66, 67
Smyrnium perfoliatum 168-169
sommerfugleblomst 61
spydverbena 176
stjerneskærm
‘Lars’ 191
‘Roma’ 190
‘Sunningdale Variegated’ 308
‘White Giant’ 190
storblomstret kodriver 124
storkenæb
bølgekronet 102, 103, 161
‘Hollywood’ 101
‘Jolly Bee’ 186
‘Patricia’ 188, 189, 212, 213
‘Rozanne’ 186
svovlgul anemone 162
taks 45
tazetnarcis 75
Thalictrum
aquilegifolium 296
album 295
purpureum 295
delavayi 296
‘Alba’ 296
‘Hewitt’s Double’ 298, 299
‘Elin’ 301, 302
rochebrunianum 300
‘Splendide’ 294, 297
Tradescantia
‘Concord Grape’ 198, 199
ohiensis 198, 199
trekantblomst 198, 199
‘Concord Grape’ 198, 199
tulipan
‘Barcelona’ 76-77, 88, 89
‘Baronesse’ 97
‘Blue Amiable’ 102
‘Cherida’ 86, 87, 167
‘Concerto’ 78, 79
‘Dreaming Maid’ 97
‘Jan Reus’ 90
‘New Design’ 97, 98
‘Purissima’ 80
‘Queen of Night’ 90
‘Recreado’ 76-77, 88, 89
350

‘Ronaldo’ 91
‘Spring Green’ 81, 82, 83, 86
turkestanica 78
‘Verona’ 86
‘Webers Parrot’ 97
tvetand 104, 195
gulbladet 308
konge- 104
Uvulara nemorosa x ranunculoides 162
Valeriana
officinalis 101, 177
pyrenaica 100, 101
venusvogn 291
Verbascum chaixii ‘Album’ 122
verbena
bonariensis 305
kæmpe- 305
spyd- 176, 305
violfrøstjerne 296
akeleje- 295
dobbelt ‘Hewitt’s Double’ 298, 299
‘Elin’ 301, 302
klokke- 300
‘Splendide’ 294, 297
vortemælk 84, 85, 122, 10, 171, 289, 291
vårfladbælg 157
vårfloks ‘Blue Perfume’ 160
Nyttige adresser
Her følger en række web-adresser på firmaer
– små og mellemstore – der handler
med planter, frø, løg, tilbehør og andet
til haven. Bemærk, at adresserne kun optræder
én gang. Hvis et firma for eksempel
handler med både løg og frø, har jeg
placeret dem under det emne, hvor de er
mest markante.
Stauder og andre planter
www.annestinestauder.dk
www.blomstenogkrukken.dk
www.bornholm-strabo.dk
www.damholmgaard.dk
www.gartneri-toftegaard.dk
www.gartnerietspiren.dk
www.lundhede.com
www.mathildestien.dk
www.maugstrupstaudemark.dk
www.plantebixen.dk
www.plantestedet.dk
www.plantetorvet.dk
www.prydhaven.dk
www.staudecafeen.dk
www.staudefeen.dk
www.staudemarken.dk
www.staudestedet.dk
www.stoubytropeplanter.dk
www.stovbystauder.dk
www.thyboesmindestauder.dk
www.tidensstauder.dk
www.vindalgaardstauder.dk
Træer og buske
www.loenbaek.dk
www.magtenboelle.dk
www.sitas.dk
www.solhoj-planter.dk
www.westergaards.dk
Frø
www.albinusfro.dk
www.barney.dk
www.freshseed.dk
www.froebutikken.dk
www.froetorvet.dk
www.isabellasmith.com
www.plantefrø.dk
www.trifoliumfro.dk
www.zimtrade.dk
Løg
www.blomsterliv.dk
www.blomsterverden.dk
www.hollanskeblomster.dk
www.vildmedblomster.dk
Dahlier
www.blomstergaardenvedviborg.dk
Græsser
www.overdam.dk
Heuchera
www.theplantexplorer.dk
Hostaer
www.enemaerkets-hostahave.dk
www.plantesamling.dk
Klematis
www.clematisdanmark.dk
Pæoner
www.pæoneksperten.dk
www.skovbodalhaven.dk
Rhododendron
www.grinderslev.dk
www.kalmiopsis.dk
www.rhodobutik.dk
Roser
www.rosenplanteskolen.dk
www.rosenposten.dk
www.rosertilhaven.dk
www.roses.dk
Syrener
www.heidesplanteskole.dk
Havebøger
www.plantarum.dk
351

Andre bøger af Claus Dalby
Krukker i haven, 2002
Den levende have, 2004
Min krukkehave, 2005
Drivhusdrømme, 2007
Børnenes have, 2007
Jeg ved, hvor der findes en have, 2008
Blomster fra haven, 2008
Havedrømme I og II, 2009
Juleroser og påskeklokker, 2009
Et haveår – min dagbog, 2010
Besøg Claus Dalby på www.clausdalby.dk
En stor tak til Anna Sørensen, som læser mine skriverier
inden udgivelser og er en uvurderlig faglig støtte.
Mit haveliv
Tekst, foto og layout: © Claus Dalby
Forlagsredaktion: Mette Jørgensen
Tryk: special-trykkeriet viborg a-s
© 2010 Forlaget Klematis A/S
www.klematis.dk
1. oplag
ISBN 978-87-641-0401-1
Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af denne bog må gengives,
lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller med nogen midler:
grafisk, elektronisk, mekanisk, fotografisk, indspillet på plade eller bånd,
overført til databaser eller på anden måde uden forlagets
skriftlige tilladelse. Enhver kopiering fra denne bog
må kun finde sted i overensstemmelse med overenskomst
mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Det er tilladt
at citere med kildeangivelse i anmeldelser.