AK73 30.r Jubil.umsbog Dorthe

ak73.dk

AK73 30.r Jubil.umsbog Dorthe

E N B L O M S T S P R A N G U D


E N B L O M S T S P R A N G U D

3 0 Å R S - J U B I L Æ U M S B O G


2

Atletikklubben af 1973, AK 73, jubilæumsbog 1973-2003

Redaktion: Peter Bistrup, Per Kold Larsen og Morten Lasse Møller.

Foto: Flunkelev Luftfoto, Gabor Klöczl, Hans Killian, Jarl Tuxen Lang, Kenneth Løvholt, Morten Lasse Møller,

Per Kold Larsen, Peter Bistrup og Peter Ellehauge, m.fl.

Redaktionen er afsluttet ultimo februar 2004.

Opsætning og layout af Dorthe Boye, Boye Grafik

Trykt primo maj 2004

ISBN nr 87-9900-92-1-8

Forsidebillede:

En glad Jens Olsen takker AK 73’s 4 x 1500meter holds ankermand Bo Nytofte for indsatsen,

som gav holdet og klubben endnu et mesterskab i 1982. Bag de to fortsætter andenholdets

ankermand Bjarne Pedersen ud på sin sidste omgang og løber en sjetteplads hjem til sit hold.

Bag depechen i Bo’s hånd skimtes Skive AM’s ankermand Niels Kim Hjorth.

Bagsidebilleder:

AK 73 klubdragter anno 1976: Fra venstre: Træneren Benny Jensen, Hans Thomas, Henrik

Kolte, Benny Larsen, Per Hansen, Robert Røhr, Henning Brandt og Michael Knudsen. Forreste

række fra venstre: Dan Madsen, Jan ’Fiber’ Jensen, Bent Povlsen, Allan Lyhne, Peer Obel og

Jan Puurlund.

AK 73 klubdragter anno 2004, DM Cross:

Fra venstre: Vivian Vinter, Kira Baun og Johanne Strabo Thøgersen.


Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .4

Et forord mere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .5

Hvordan så verden ud i 1973? . . . . . . . . . . . . . . . .6

1. AK 73’s start

AK 73... en ny atletikklub ser dagens lys . . . . . . . .12

Det første år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .26

Udvidelse af AK 73’s ungdomsafdeling. . . . . . . . .27

Love, der vakte opmærksomhed. . . . . . . . . . . . . .31

AK 73 i hverdag og fest. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .35

AK 73 som stævnearrangør. . . . . . . . . . . . . . . . . .37

Den store fest: 1900-stafetten . . . . . . . . . . . . . . .52

Sct. Valentin-milen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .56

Kvindeløb 1988-2003 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63

2. Udviklingen i AK 73...

klubbens formænd fortæller

AK 73 og atletikken, dengang og nu (1973-1975) . .75

AK 73 (1976-1980) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .77

Glimt fra min tid som formand for AK 73

(1981-1986) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .78

Historien om A’et, der blev væk…! (1986-1990) .81

En tidligere formands beretning (1990-1991) . . .84

En formand (1992 – 1993) . . . . . . . . . . . . . . . . . .89

AK 73’s 25-årsjubilæum (1994) . . . . . . . . . . . . . .92

Min periode som formand i AK 73 var ikke lang

(1994-1995) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .95

AK 73 – en storfamilie på Østerbro Stadion

(1995-1997) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .97

Formand for AK 73 (1998-2001) . . . . . . . . . . . .101

Formænd for AK 73 (2001-2004) . . . . . . . . . . . .104

3. Liv og løb i AK 73

Da Ejner fik tyndskid i Prag . . . . . . . . . . . . . . . . .105

Hvordan jeg blev medlem af Klubben. . . . . . . . .106

Indholdsfortegnelse

AK 73 forever . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .108

AK 73 – set gennem et nyt medlems øjne . . . . .109

Kagebagningsmester . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .110

Bosnien i AK 73 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .113

Klubaftner i AK 73. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .115

Den hvide Kenyaner på Østerbro . . . . . . . . . . . .116

Danmarksstafetten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .118

Løb for FLYGTNING '99 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .119

Etape Bornholm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .120

Ski- og La Santa-tur med AK 73 . . . . . . . . . . . . .121

Marathon des Sables 2001 – en uge i Helvede . . . .122

Social madklub i AK 73 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .131

Gymnastik … jeg vil da hellere løbe! . . . . . . . . .132

Fælledparkløbet og fremtiden . . . . . . . . . . . . . .133

Flødebolleløb på Østerbro Stadion 2002 . . . . . .134

Tordenskjoldssoldater i AK 73 . . . . . . . . . . . . . . .136

4. Træning og præstationer i AK 73

4x1500 meter stafetløb – en AK 73-specialitet . . . .138

Kersti Jakobsen – en AK 73’er med hud og hår . . . .142

Som gammel løber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .148

Det 21. århundredes motionsgruppe . . . . . . . . .150

5. AK 73’s fremtid

Nyt klubtøj i AK 73 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .151

Fremtiden i AK 73 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .152

6. Hall Of Fame

AK 73-medaljer ved danske mesterskaber . . . . . .153

Klubrekorder og alle tiders rangliste i AK 73 . . . .162

7. Billeder fra en svunden tid i AK 73 . . . . . .175

8. Årets AK 73’ere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .179

3


4

Forord

Af Peter Bistrup

Enhver organisation eller forening med respekt for sig

selv bør ved en passende lejlighed nedfælde sin historie.

En sådan passende lejlighed kan for eksempel være

et jubilæum.

Naturligvis har AK 73 sin egen historie – oven i købet

en ganske særegen historie. Som bekendt vakte stiftelsen

af vores klub landsdækkende opmærksomhed,

og det var ikke i småtingsafdelingen, når der skulle tælles

spaltemillimeter i medierne – og ofte var det de

fede overskrifter, der blev brugt.

Den historie besluttede AK 73’s bestyrelse i 1997,

godt et år inden 25-års fødselsdagen den 29. maj

1998, at føre ud i livet. Der blev nedsat et lille udvalg

blandt andet bestående af Lone Kjær, Kenneth Løvholt,

Peter H. Møller, Hanne Carlsen og Peter Bistrup, som

gik i gang med arbejdet.

Det færdige manuskript forelå i januar 1998 – og dermed

stoppede den udgivelse. AK 73 rundede de 25 år

med en flot jubilæumsfest – men intet jubilæumsskrift.

I de følgende år efterlystes manuskriptet og billedmaterialet

gentagne gange, og til sidst dukkede det da heldigvis

op igen.

Da 30-års jubilæet var i sigte, nøjere beskrevet tre

måneder forude, besluttede generalforsamlingen, at nu

skulle det være!

Et lille eksklusivt udvalg bestående at Per Kold Larsen,

Morten Lasse Møller og Peter Bistrup gik hurtigt i gang

med genoptagelsen af værket, og det blev hurtigt

bestemt, at der skulle meget mere med i bogen om

nutidens AK 73, der jo i mangt og meget adskiller sig

fra den AK 73, som virkede i 70’erne og 80’erne.

Redaktions-trioen levede fra begyndelsen i håbet om,

at udgivelsen af bogen kunne finde sted i 30-års jubilæumsåret

2003, men dette håb blev efterhånden slukket,

dels fordi nogle af de nye artikler (‘s forfattere) lod

vente på sig, og dels fordi redaktionens ambitioner om

at få en helt unik bog på gaden gradvist voksede.

Opgaven voksede faktisk så meget, at redaktionens

mest fremsynede hjerne under årets ottende redaktionsmøde

gjorde opmærksom på, at det ville være

urealistisk at tro, at AK 73’s 25-års jubilæumsskrift, der

nu er omdøbt til AK 73’s 30-års jubilæumsskrift, ville

udkomme i jubilæumsåret 2003.

Men mens disse linjer skrives, arbejdes der hårdt på,

at AK 73’s 31-års fødselsdag lørdag den 29. maj 2004

kan fejres med udgivelse af denne bog.

Redaktionen takker alle, som ved skrift og fotos har

medvirket til bogens tilblivelse.

AK 73 fortjener at have sin historie på tryk. Det sker

hermed.

På vegne af redaktionen

Peter Bistrup

Redaktionen hygger sig gevaldig fra venstre: Per Kold

Larsen, Morten Lasse Møller og Peter Bistrup.


Et forord mere

Af Thomas Thomsen,

nuværende formand for Dansk Atletik Forbund

Jeg har en vinreol, og i den ligger der rødvin. Det ikke

et særsyn i dag at have en vinreol, ej heller at der ligger

vin i den. Lidt mere sjældent er det måske, at der

ligger en flaske Vinadorrødvin fra 1973. Endnu mere

sjældent, at denne flaske har en helt speciel historie.

Hvad har denne indledning med AK 73’s 30-års jubilæum

at gøre? Jo, året 1973 er nævnt, og det var

netop det år, atletikklubben blev etableret. Hvorfor

kommer der så en god flaske rødvin fra dette år til at

ligge i netop min vinreol?

Jeg var – og er stadig – medlem af Københavns

Idræts Forening (KIF). Fra midten af tresserne sad jeg i

bestyrelsen i KIF’s

idrætsmærkeafdeling,

da der

opstod uro i foreningen

omkring

apartheidpolitikken

i Afrika. Som

formand for atletikafdelingen

var

Niels Chr.

Bendixen også

medlem af

hovedbestyrelsen,

og det var netop

Niels, der på

DAF’s årsmøde

1973 bragte problemet

op. Det er

en lang historie,

hvad der så skete,

som fortælles

Thomas Thomsen, formand for

Dansk Atletik Forbund 1996-2004.

senere i bogen,

men da bruddet

var sket og AK 73

var stiftet, blev jeg af formanden for idrætsmærkeafdelingen,

Viggo Larsen, ringet op, om ikke jeg kunne

komme lidt på stadion og tage mig af de få medlemmer,

der var blevet i KIF samt af evt. nye. Det skulle

kun være i en kort periode, indtil man fik valgt en

bestyrelse i atletikafdelingen. I efteråret blev jeg valgt til

formand i KIF, så det var et godt skaktræk af Viggo.

Da jeg fyldte 60 år, fik jeg ovennævnte flaske rødvin

af Peter Bistrup, og i sin tale sagde Peter bl.a., at han

hørte mit navn første gang i 1973 – siden har han hørt

meget til mig, og vi har talt meget sammen.

Derfor ligger der en flaske rødvin fra 1973 i min vinreol.

Jeg tror ikke, at det har været nemt for Peter at

skaffe en vin fra den årgang så mange år efter. Tænk,

at nogen gør så meget ud af en gave til mig.

Et sjov element i denne historie er også, at netop

Niels Chr. Bendixen kom jeg til at arbejde meget sammen

med, først som klubformand omkring nyskabelse

af stævner, da Østerbro Stadion blev belagt med kunststof,

og senere i Dansk Atletik Forbunds bestyrelse.

Ligeledes er det en sjov hændelse, at jeg også kom til

at arbejde tæt sammen med Jette Schmidt, ligeledes i

DAF. Jette stillede op som formandskandidat til KIF’s

hovedbestyrelse for at bevare alle samlet i KIF. Jette

blev ikke valgt, og så splittedes KIF, og AK 73 blev født.

Både Jette og Niels har jeg arbejdet godt sammen

med og opnået resultater med til gavn for dansk atletik.

Uenighed kan føre meget med sig – også gode ting

som venskaber.

Jeg ønsker AK 73 til lykke med den runde dag og

ønsker alt godt i årerne fremover.

Thomas Thomsen.

NB. Flasken skal snart åbnes. Det sker i en ganske

bestemt anledning, og den skal nydes – hver en dråbe.

5


6

Hvordan så verden ud i 1973?

Af Peter Bistrup

For nogle få var stiftelsen af AK 73 nok den altoverskyggende

begivenhed i 1973. Men der foregik naturligvis

et og andet samtidig med ovennævnte skelsættende

begivenhed. I det følgende kan læses ganske lidt

om, hvad der skete hist og her i det herrens år 1973.

Peter Bistrup

(model 1985)

har set på

verdenssituationen

i 1973.

Foto: Preben

Søborg.

Danmark

Danmark havde få år i forvejen rundet de fem millioner

i indbyggertal. Den 1. januar 1973 blev der optalt i alt

5.009.549 indbyggere. Der var blevet givet tilladelse til,

at 2000 gæstearbejdere kunne komme i arbejde, men

Dansk Arbejdsgiverforening erklærede, at dette tal var alt

for lavt. Der var mangel på arbejdskraft.

Ind i EF

Ved årets begyndelse gled Danmark sammen med

Storbritannien og Irland ind i det europæiske fællesskab,

EF. Allerede seks måneder senere, den 1. juli, overtog

det nye medlem, den danske stat, formandskabet for EF.

Christiania

Den 14. august rykkede en flok unge mennesker ind på

området omkring Bådsmandsstrædes Kaserne, der i

1971 var blevet forladt af militæret. Det besatte område

omdøbtes til Fristaden Christiania.

Senere på året enedes tre ministre ved et møde i

Kulturministeriet om, at projektet med bosættelsen på

Christiania skulle have tilladelse til at køre i tre år.

Jesus, Jens Jørgen Thorsen og fri abort

Kunstneren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen bliver

lovet statsstøtte til en film om Jesus, et projekt, han i årevis

har arbejdet på.Det falder ikke i god jord flere steder.

De såkaldte ’Unge kristne’ under anførsel af en Johnny

Noer iværksætter et protesttog med ca. 5000 deltagere.

En anden stor kristen demonstration i København var

vendt mod lovforslaget om tilladelse til fri abort. Samtidig

med denne demonstration demonstrerede en anden

gruppe for lovforslaget.

Vejret i 1973

Vejrsituationen omkring AK 73’s fødsel var sådan: Den

første uge af maj prægedes af regnfuldt og forholdsvis


lunt vejr. Den 8. maj trængte en kraftig vestlig luftstrøm

ind over landet med kølige dagtimer og megen

regn. Senere stabiliseredes klimaet, men ingen dagtemperatur

over 20 grader og flere steder nattemperaturer

omkring frysepunktet. Efterhånden blev nætterne lunere,

og i månedens sidste tre dage (inkl. den 29. maj)

strømmede varm luft fra syd op over landet og temperaturen

nåede op på 24 grader.

En tung forureningsdyne hang ubevægeligt over

København i næsten 14 dage i begyndelsen af juli og

gjorde livet besværligt for mange ældre og folk med tilbøjelighed

til allergiske reaktioner.

Den 14 dage lange hedebølge afsluttedes med så

kraftige regnbyger, at det flere steder i landet forårsagede

store oversvømmelser.

I juli nåede vi op på 31,7 graders varme, mens vi i

november, fire måneder senere, fik det 52 grader koldere,

da der måltes minus 21,3 grader.

Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne

Landsretssagfører Mogens Glistrup havde netop stiftet

sit eget parti, Fremskridtspartiet, og den afhoppede

socialdemokrat Erhard Jacobsen havde stiftet sit parti,

Centrum Demokraterne. Den socialdemokratiske statsminister

Anker Jørgensen havde siddet i knap 14 måneder,

da han blev nødsaget til at udskrive valg.

De to nye partier havde succes ved dette valg, først

og fremmest takket været en hidtil uhørt politikerlede.

Derfor fik de to splinternye partier ved deres allerførste

valg tilsammen 42 mandater i Folketinget,

Fremskridtspartiet med 28 mandater og

Centrumdemokraterne med 14 mandater – det var

aldrig sket før!

’Læserindsamling’

Det kommunistiske dagblad ’Land og Folks’ årlige

læserindsamling til fordel for bladets overlevelse sætter

rekord med en million kroner. (31 år senere afsløres det,

at det ikke var læserne, men Sovjetunionens

Centralkomité, der havde doneret pengene til bladet,

der afgik ved døden, da Sovjetunionen lukkede og slukkede

en halv snes år senere).

Brandkatastrofe

I 1973 oplevede København en af de værste brandkatastrofer

i mange år, da 35 personer (31 udlændinge

og 4 danskere) indebrændte under hotelbranden på

Hotel Hafnia den 1. september.

Hans Scherfig

Forfatteren og kunstmaleren Hans Scherfig (bl.a. ’Det

forsømte forår’, ’Den forsvundne fuldmægtig’ og

’Frydenholm’) modtager Det Danske Akademis pris for

1973.

Tv og sortseere

Danmarks Radio plagedes også i 1973 af sortseere. Der

var 160.000 af slagsen. Det kostede DR 70 millioner i

licensindkomst.

Plattedamer

Plattedamerne på Den kongelige Porcelænsfabrik idømmes

en bod på 70.000 kroner for en ulovlig strejke. Damerne

skaffer en hel del af pengene ved hjælp af salg af paptallerkener,

malet med fabrikkens mest kendte mønster. Disse

paptallerkener er i dag et samleobjekt.

Ulykke ved Østerport Station

Ved en S-togsulykke den 7. september bliver to personer

dræbt, mens 23 bliver kvæstet. Ulykken skyldes

sammenstød mellem to tog.

Oliekrise

Om tilværelsen i Danmark i 1973 kan man i januar læse,

at de gode tider for produktionslivet rullede videre, og at

både beskæftigelsen og indkomsten er den højeste, man

i mange år har oplevet. Yderligere kraftige lønstigninger

og ordretilgange ventede i den nærmeste fremtid. Alt

tegner rosenrødt. Det var i begyndelsen af 1973!

Den 4. november bliver ti olielande enige om en

nedskæring med 25 procent på olieproduktionen,

hvilket udmønter sig i den værste energikrise i Europa

og USA nogensinde. For at spare på energien indføres

bilfrie søndage, og offentlige institutioner beordres til

at spare på varmen.

7


8

De lyse udsigter fra årets begyndelse om fortsat

vækst og øget indkomst fortaber sig i fremtidens tåger.

Det var i slutningen af 1973!

Den første bilfrie sparesøndag, den 25. november, falder

sammen med DM i terrænløb i Odense, hvor der er

ultrastreng frost og dyb sne. Det betød gang til og fra

stationen til omklædningsrum og iskoldt bad efter strabadserne

i terrænet, hvor AK 73 ellers triumferede med

både individuel- og holdsejr på 12 kilometerdistancen.

Krag atter i New York

Tidligere statsminister Jens Otto Krag vender tilbage til

New York som EF-ambassadør. Socialdemokratiet sendte

23 år tidligere den unge Krag til New York som rådgiver

ved den danske ambassade. Inden afrejsen til USA

lader han sig skille fra skuespillerinden Helle Virkner,

som han havde været gift med siden 1959.

Nobels fredspris

En af historiens mest kontroversielle fredsprisuddelinger

finder sted i Oslo, da USA’s udenrigsminister, Henry

Kissinger, deler Alfred Nobéls Fredspris med Nord

Vietnams hovedforhandler ved fredsforhandlingerne, Le

Duc Tho. Sidstnævnte er dog ikke til stede, da man i

Nordvietnam ikke mener, at der er blevet fred.

Watergate

I USA havde den republikanske præsident Richard

Milhouse Nixon problemer med et påstået indbrud i

Demokraternes hovedkvarter i Watergate. Gang på

gang – og gennem hele 1973 – fyldte denne celebre

historie bladenes spalter, og gang på gang tonede

Claus Toksvigs kontrafej frem på skærmen, mens han

kom frem med flere og flere af de enkeltheder, som de

to journalister Carl Bernstein og Bob Woodward sammen

med den mystiske ’Deep Throat’ i første omgang

havde afsløret, og som i sidste instans førte til, at præsident

Richard Milhouse Nixon, som den første præsident

i USA’s historie, måtte forlade sit embede i skam

og skændsel det følgende år.

Og da præsidenten var blevet fyret, havde det jo været

naturligt, om vicepræsident Spireo Agnew overtog embe-

det. Det kunne bare ikke lade sig gøre, fordi han også

havde måttet sige farvel til vicepræsidentværdigheden,

fordi han var blevet afsløret i skattesvindel og korruption.

I stedet overtog andenreserven, minoritetslederen i

Repræsentanternes Hus, Gerald Ford, der først var

udpeget som Spiro Agnews efterfølger som vicepræsident,

det utaknemlige job at skulle rydde op efter

Nixon som USA’s præsident i 1974. Det klarede han

dog nemt og smertefrit ved at benåde ham for alle de

ulovlige handlinger, han måtte have begået.

Aboriginere

I Australien opnår verdensdelens oprindelige beboere,

aboriginerne (aboriginals) endelig stemmeret.

Salvador Allende

I Chile kunne man ophøje den 11. september til national

sørgedag, hele 28 år før man kunne det i USA. Det

var nemlig den dag i 1973, at general Pinochets tropper

overfaldt og fjernede Allendes lovligt valgte regering.

Salvadore Allende selv blev dræbt under kampen

om regeringsbyen Santiago.

Exit Konstantin og exit Papadopoulos

Den græske regering under diktatoren oberst Georgios

Papadopoulos afskaffer monarkiet i Grækenland og

erklærer landet for en republik. Kong Konstantin og

hans danskfødte dronning Anne Marie havde allerede

forladt Grækenland.

Diktator Papadoupoulos bliver senere på året væltet

af en ny militærjunta.

Grækenland rammes også af international terrorisme,

da nogle arabere åbner ild i Athens internationale lufthavn,

hvorved de dræber tre og sårer 55.

Admiral Carrero Blanco

Det var ikke alene østbloklandene og Grækenland, der i

1973 var totalitære stater. Det var de to stater på den Ibiriske

halvø, Spanien og Portugal, også. Portugiserne var godt på

vej til at blive smidt ud af deres afrikanske kolonier, Angola

og Mozambique, og i Spanien var general Franco, der efterhånden

var blevet 80 år, begyndt at kigge efter en afløser.


Det blev den unge admiral Carrero Blanco, der med

sine kun 70 år efter Francos mening havde en stor

fremtid foran sig.

Sådan kom det nu ikke til at gå, for den baskiske

separatistbevægelse ETA anbragte en bombe på den

vej, admiralen skulle køre ad.

Eksplosionen var så voldsom, at hans bil havnede på

en veranda på anden sal, mens han selv blev ekspederet

over i en anden verden i langt fra hel tilstand.

Yom Kippur-krigen

Mens alt ligger stille i Israel på grund af jødernes største

helligdag, Yom Kippur, rykker en egyptisk hær ved hjælp

af pontonbroer over Suezkanalen og ind i Sinai, mens

syriske tropper nordpå samtidig angriber Golan højderne.

Det velkoordinerede angreb kommer helt bag på

israelerne, der i hast indkalder hæren, hvis mandskab

enten fejrer dagen i deres bunkers, hygger sig hjemme

eller beder i landets synagoger. Israels radio, der traditionelt

er lukket på denne helligdag, alarmerer folket,

og mobiliseringen iværksættes på rekordtid.

Golan bliver tilbageerobret i løbet af seks dage, og

egypterne bliver sendt tilbage over Suezkanalen efter et

af de voldsomste panserslag siden 2. verdenskrig.

I løbet af tre uger vinder Israel den fjerde krig mod

naboerne siden statens grundlæggelse i 1948.

Clark Olofsson

Et næsten ’historisk’ bankrøveri finder sted i Stockholm

på Norrmalms Torg, hvor bankrøveren Clark Olofsson

tager flere gidsler, som efter flere dages indespærring i

banken sammen med ham nærmest føler sympati for

ham. Det ender med Olofssons fængsling, og i en

meget stor del af de cirka 31 år, der siden er gået, har

han set på verden gennem tremmer i forskellige cellevinduer

rundt om i Europa. Clark Olofsson opholder sig

for øjeblikket (2004) i et dansk fængsel.

Idi Amin

Ugandas blodtørstige diktator, Idi Amin, med kannibalistiske

tendenser henretter fortsat på livet løs sine politiske

modstandere.

Andrej Sakharov og Aleksandr Solzjenitsyn

Den sovjetrussiske atomfysiker og medlem af det sovjetiske

videnskabsakademi Andrej Sakharov advarer på en

pressekonference Vesten imod en afspænding i den

kolde krig på de betingelser som Sovjetunionen tilbyder.

Sakharov, der tidligere har kritiseret systemet, fortsætter

med kritikken i de følgende år, og da han i 1980 kritiserer

indmarchen i Afghanistan, forvises han til den lukkede

by Gorki, hvorfra han først vender tilbage i 1986.

Forfatteren Alexandr Solzjenitsyn får i Paris udgivet

sin dokumentariske beretning ’GULAG øhavet’, hvor

han beskriver forholdene i Stalins fange- og arbejdslejre.

En beretning, som åbner øjnene på mange tilhængere

af sovjetstaten, som begynder at tvivle på kommunismens

’sandhed’.

Sydney Operahouse

Arkitekt Jørgen Utzon var ikke til stede, da hele Sydney

stod på den anden ende under indvielsen af hans sensationelle

og storslåede bygningsværk Sidney

Operahouse, i dag byens vartegn. Det blev indviet i

september. Utzon, som tilbage i 1957 havde vundet

konkurrencen om det store projekt, havde i protest

mod byens politikere allerede i 1966 trukket sig fra

opgaven, da de ændrede på hans oprindelige planer.

Først i 1998 åbnedes der for muligheden af færdiggørelsen

af den danske arkitekts oprindelige planer. Jørn

Utzon har aldrig siden sat sine ben i Sydney.

Heimaey

Den 13,4 kvadratkilometer store islandske ø med 4802

indbyggere Heimaey med en af Islands vigtigste fiskerihavne

hjemsøges den 23. januar af et vulkanudbrud,

som truer med at udslette al bebyggelse på øen. En

1600 meter lang revne i jorden udspyer lava og aske,

som begraver 30 procent af øens bebyggelser.

Heimaeys beboere evakueres, og en redningsaktion

sættes i værk, hvor store mængder havvand skylles ind

over den udflydende lavamasse, som derved størkner,

inden den når at ødelægge havnen.

Efter ca. et halvt år aftager udbruddet, så beboerne

kan begynde at vende tilbage. Lavaen dækker nu 25

9


10

procent af den tidligere by, mens de i alt 20 millioner

kubikmeter aske, som vulkanen udspyede, for størstedelen

aflejredes i havet.

Kernevåben

Frankrig foretager forsøg og prøvesprængninger ved

Muruora i Stillehavet nordøst for New Zealand

Sydafrika

Premiereminister John Vorster udtaler: ”Vi vil aldrig

ophøre med at betragte sorte i hvide områder som

’udlændinge’.”

Nordirland

Mere end 100 mennesker bliver dræbt i Nordirland i

konflikten mellem IRA og de engelsksindede protestanter

i 1973.

Torskekrigen

På Atlanterhavet hersker den såkaldte torskekrig

mellem Storbritannien og Island, som erklærer en zone

på 50 kilometer fra kysten for værende nationalt farvand

uden fiskeritilladelse for fremmede nationer. Der

løsnes skud og sker påsejlinger under konflikten, som

varer adskillige måneder.

Teater, film og tv

I 1973 var man optaget af Ingemar Bergmanns tvdrama

’Scener fra et ægteskab’ med Liv Ullmann og

Erland Josephsson i hovedrollerne.

I den lettere ende af underholdningen kunne man hver

lørdag aften nyde scenerne fra ’Huset på Christianshavn’

med alle de folkekære skuespillere i rollerne som Meyer,

flyttemand Olsen, Karla, fru Olsen, dyrehandler Clausen,

Tue, Rikke, Emma fra ’Rottehullet’ og mange andre – en

serie, som først sluttede efter 84 afsnit:

Ingemar Bergmann havde også stor succes på det

Kongelige Theater med sin iscenesættelse af Moliéres

’Misantropen’, som blev rost til skyerne af pressen.

Blandt det nye kuld fra Statens Teaterskole kunne

man finde navne som Annika Hoydal, Tommy Kenter,

Kurt Ravn og Peter Schrøder.

Årets ’Bodil’ gik til Lotte Tarp for hendes rolle som

den uheldige Birthe i ’Farlige Kys’.

I biograferne var man nået frem til ’Olsenbandens

store kup’ og ’Olsenbanden går amok’. Filmatiseringen

af bogen ’Mafia’, Francis Ford Coppolas ’Godfather’

med Marlon Brando, Al Pachino, James Caan og Robert

Duvall, trak titusindvis begejstrede i alle aldre (over 12

år) i biograferne. Mindre begejstret blev man over

Marcellos Mastroiannis fantastiske fabel over den vestlige

del af verdens overflodssamfund, den ulækre film

’Det store ædegilde’.

Marlon Brando, der ud over sin store rolle i

Godfather også triumferede i ’Sidste tango i Paris’,

nægter at modtage sin Oscar i protest mod

Hollywoods holdning til indianerne.

Musik

Danmark fik i årets løb besøg af kendte musikere som

José Feliciano, Harry Edison, Benny Carter, Don Cherry,

Lee Konitz, Clark Terry og Chico Hamilton.

Den russiske komponist Dmitriy Sjostakovitj modtog

den 26. maj i København Sonnings musikpris.

1973’s internationale tophit var ’Tie a yellow ribbon’.

Sporten

Ved de nordiske mesterskaber i landevejsløb på cykel

ved Frederikshavn kommer rytterne op at skændes med

færdselspolitiet med det resultat, at løbet afbrydes, så

der ingen mester bliver kåret.

Dansk Idræts-Forbund afviser en klage over generalsekretæren,

Emanuel Roses, fra administrationen.

Blandt andet afvises påstanden i Ekstra Bladet, om at

der sker hemmelig aflytning af personalets samtaler.

Mellemvægtsbokseren Tom Bogs vinder europamesterskabet

ved at besejre franskmanden Bettini i

København.

Speedwaykøreren Ole Olsen vinder VM på 1000

meter sandbane.

De to 470’er jollesejlere Henrik Søderlund og Anders

Børresen vinder både VM og EM, mens Solingsejlerne

Ib Ussing Andersen, Jørgen Lindhardsen og Hans

Winther ’nøjes’ med at vinde VM..


I Wimbledon boykotter alle stjernerne turneringen,

og den lavt rangerede tjekke Jan Kodes vinder den

ellers så eftertragtede titel.

Skakspilleren Bobby Fischer, USA, topper verdensranglisten

foran Sovjetunionens Boris Spasskij og Petrosjan.

Danskeren Bent Larsen indtager en fornem placering som

nummer ni.

Tre danske fodboldspillere fra ungdomslandsholdet

fængsles for værtshus-uorden i Warzawa i forbindelse

med en ungdomslandskamp.

Farvel til kendte

Flere af det 20 århundredes store kulturpersonligheder

tog afsked med tilværelsen i 1973. Således døde to af

Spaniens allerstørste kunstnere, maleren Pablo Picasso og

cellisten Pablo Casals. Herhjemme måtte vi sige farvel til

en af vore allerstørste kunstnere, den 59-årige maler

Asger Jorn. Han betragtes i dag sammen med nordmanden

Edvard Munch som Skandinaviens største maler.

Også den britiske forfatter til ’Ringenes herre’, J.R.R.

Tolkien, forlod denne verden i 1973. Det samme gjorde

den store engelske skuespiller og forfatter, ’Ironiens

mester’ Noel Coward, og den amerikanske forfatterinde

Pearl S Buch.

Fra sportens verden tog man afsked med den hidtil

mest vindende løber ved OL, ’The flying Finn’ Paavo

Nurmi, der i årene 1920 til 1928 vandt ni guld- og tre

sølvmedaljer på distancer fra 1500 til 10.000 meter

samt satte 35 verdensrekorder, og OL-vinderen i maratonløb

1964 og 1968, ethioperen Abebe Bikila.

Også en af jazzens store, tenorsaxofonisten Ben Webster,

døde. Han ligger for øvrigt begravet på Assistens kirkegård

på Nørrebro. Tidens mest omdiskuterede kung-fu-kæmper

og filmskuespiller i actiongenren, den kun 33-årige Bruce

Lee, dør under mystiske omstændigheder.

Dyrehavsbakkens ukronede konge, Professor Tribini,

hørte til en af de kendte danskere, der døde i 1973

I Sverige døde den 91-årige kong Gustav VI Adolf og

blev afløst i embedet af sin sønnesøn, den nuværende

kong Carl XV Adolf.

Tre andre tidligere statsledere, David Ben Gurion,

Israels første premiereminister, som proklamerede den

nye stat Israels skabelse i 1948, USA’s tidligere præsident

Lyndon B Johnson og DDR’s 80-årige ekspræsident

Walter Ulbricht døde også i 1973.

11


12

1. AK 73’s start

AK 73 ... en ny atletikklub ser dagens lys

Af Peter Bistrup

I maj 1973 så en ny atletikklub dagens lys. Atletik Klubben

af 1973, eller som klubben hedder i daglig tale: AK

73, kom ikke til verden uden store fødselsvanskeligheder.

Modsat de fleste andre klubber og foreninger her i landet,

der ser dagens lys, fordi en flok mennesker med

samme interesse for en sag organiserer sig i et fællesskab,

opstod AK 73 på grund af uenighed i en bestående klub.

Jeg skal med det samme gøre opmærksom på, at min

indsats ved klubbens stiftelse var lig med nul. Rent faktisk

blev jeg først medlem af AK 73 to år senere. Men

som en slags katalysator har jeg nu alligevel haft en

finger med i spillet!

Som formand for en skoleatletikklub Atletiklubben

Hans Tavsens Gades Skole (HTS) var jeg til stede ved

Københavns Atletik Forbunds (KAF) repræsentantskabsmøde

i DIF's lokaler i Vester Voldgade i november 1972.

Her stillede jeg et resolutionsforslag til repræsentantskabet

om, at Dansk Atletik Forbund skulle lade være

med at sende et par eliteudøvere til et såkaldt ’multiracialt’

atletikstævne i Pretoria i Sydafrika senere på

måneden.

En af Københavns Atletik Forbunds ledere fik ændret

forslaget, så det fremstod som både tandløst og

virkningsløst - og ikke uventet var det da også det, der

blev vedtaget. Det danske hold drog da også uanfægtet

til Sydafrika og deltog i stævnet.

Ændringsforslaget gik ud på, at den danske accept af

invitationen var betinget af, at stævnet virkeligt var

åbent for folk af alle racer. Og da de sydafrikanske

arrangører ikke var så tåbelige at praktisere apartheid i

et internationalt sportsstævne, som de oven i købet

benævnte som et ’multiracialt’ stævne, og som hele

verdens øjne hvilede på, fandt danskerne selvfølgelig

ingen anledning til at forlade Sydafrika uden at have

deltaget i stævnet.

Sydafrika år 1972

Min interesse for forholdene i Sydafrika stammede fra

chokket over Sharpvillemassakren i marts 1960, hvor de

hvide sydafrikanske politifolk med koldt blod mejede

over 200 mennesker ned med maskinpistolsalver. 56

blev dræbt og 162 blev såret.

Billederne på forsiderne af aviserne af menneskekroppene,

der lå spredt rundt omkring på pladsen foran politistationen

i Sharpville, og den lokale politichefs kyniske ord:

"If they do these things, they must learn their lesson the hard

way!" ætsede sig ind manges sind, blandt andre mit.

Op gennem 60’erne, hvor Sydafrikas hvide mindretal

tilsidesatte alt, hvad der hed menneskerettigheder over

for landets oprindelige flertalsbefolkning, øgedes vreden

og væmmelsen over det, der foregik dernede.

Den Internationale Olympiske komités udelukkelse af

Sydafrika fra det olympiske selskab forekom os som en

helt naturlig ting. Det kom derfor bag på os, at ledere -

og visse aktive - i Dansk Atletik Forbund var så blåøjede

at hoppe på den limpind, der hed en invitation til et

’multiracialt atletikstævne’ i landets hovedstad.

Alene dét at påklistre ordet ’multiracialt’ på et sportsstævne

var suspekt!

Et debatindlæg i Politiken

Jeg havde ikke held med resolutionsforslaget ved KAF's

repræsentantskabsmøde, men blev dog valgt som en af

forbundets repræsentanter til DAF's repræsentantskabsmøde

i Århus i januar 1973. Blandt de øvrige, der blev

valgt, var KIF's atletikafdelingsformand, Niels Christian

Bendixen, der i det følgende kom til at spille en meget

stor rolle.

I min frustration over mit forkastede resolutionsforslag

på KAF's repræsentantskabsmøde satte jeg mig til at

skrive det debatindlægget i Politiken.


Udklip fra

Politiken

november 1972.

13


14

Det var det, der begyndte det hele. Politikens legendariske

sportsredaktør, Magnus Simonsen, brugte hele

to af sine berømte ’Simons Søgelys’ på sagen, og inden

1. december 1972 var der fuld gang i debatten rundt

omkring blandt de unge i både atletikklubber og andre

idrætsklubber. Der var kun gået knap tre år siden '68oprøret,

og der skulle ikke ret meget til, før ånden fra

dengang atter var redebon.

Information 9. februar 1973 - Klaus Albrectsens berømte

tegning.

Politiken

november 1972


Og da sportsfolkene ikke dengang havde markeret

sig synderligt, var det måske deres tur nu. Nu var tiden

inde til at vise, at floskelen om, at politik og idræt ikke

måtte blandes, kun var en floskel!

Mødet på Folkvarsvej

Adskillige henvendte sig til mig, når jeg var ude på

Østerbro Stadion med mine løbere fra Hans Tavsens

Gades Skole, og på et tidspunkt midt i december blev

jeg inviteret til et møde hos nogle KIF'ere i en lejlighed

på Folkvarsvej på Frederiksberg. Her var en hel del af

KIF's atletikafdelings bestyrelsesmedlemmer inklusiv formand

Niels Christian Bendixen til stede. Af andre, som

jeg husker var til stede, var også en spartaner, Torben

Pedersen, der senere skulle komme til at spille en stor

rolle i AK 73.

Niels Christian Bendixen var, ligesom jeg, valgt til at

repræsentere KAF på DAF' s repræsentantskabsmøde

tre uger inde i det nye år. Over teen og syltetøjsmadderne

drøftedes situationen, og man var rørende enige

om, at det resolutionsforslag, som KAF ville møde frem

med i Århus, var slapt og vattet, og i løbet af aftenen

sammenfattedes et anderledes skarpt forslag, som skulle

fremsættes af KIF og Hans Tavsens Gades Skole i fællesskab.

I al sin enkelthed lød det således: "Deltagerne i DAF's

repræsentantskabsmøde henstiller til Dansk Atletik Forbunds

bestyrelse, at man indstiller samarbejdet med den

Sydafrikanske Republik, så længe den opretter de nugældende

love om raceadskillelse."

Debatten bredte sig hurtigt fra atletikforbundet og

videre til Dansk Idræts-Forbund, hvis formand, Kurt

Møller, og Niels Christian Bendixen i radioen havde et

usædvanlig skarpe replikskifte.

Så der var lagt op til høj søgang på DAF's repræsentantskabsmøde

den tredje weekend i januar 1973.

Interesse for forslaget

I tiden op til mødet stødte der enkelte sympatisører til,

blandt andre en hel del ’menige’ KAF-repræsentanter

samt højdespringeren Solvejg Langkilde Rasmussen, der

deltog på mødet som repræsentant for de eliteaktive.

Solvejg, der var dansk rekordindehaver, OL-deltager i

München og flerfoldig EM-deltager var højt respekteret

af alle inkl. pressen.

Pressen, der naturligvis havde fået resolutionsforslaget

tilsendt, var mødt talstærkt frem til mødet i Århus, og

den fik, hvad den ønskede! Formodentlig har et repræsentantskabsmøde

i Dansk Atletik Forbund aldrig hverken

før eller senere været så grundigt og omfattende

dækket i danske medier.

En kort sammenfatning af mødets ’hovedbegivenhed’

kunne ses uden for alle landets bladkiosker på

Politikens ’spiseseddel’ i gult og sort den følgende

mandag. Det var den rene dynamit, vi dér havde fået

fat i!

Resolutionsforslagets indhold var naturligvis kendt i

forsamlingen. Jeg husker ikke, hvem der læste forslaget

højt for forsamlingen. I referatet i Berlingske Tidende

dagen efter stod der, at det var mig. Men det var i

hvert fald Niels Christian, der skulle udlægge teksten

for menigheden.

Politikens

’spiseseddel’

mandag den

22. januar

1973.

15


16

Jyllandsposten 22.

januar 1973.


Berlingske Tidende 22. januar 1973.

Den famøse udvandring

Da Niels Christian bad om at komme på talerstolen for

at motivere forslaget, brød et helvede løs. En jysk delegeret

henstillede til dirigent Svend O Hansen, den senere

formand for Dansk Idræts-Forbund, at resolutionen

ikke blev drøftet med den begrundelse, at den slags

ikke burde fremsættes på et idrætsmøde. Andre troppede

op med nogenlunde samme argumenter for at lukke

munden på os. En københavnsk delegeret, Heinrich Sell,

gik på talerstolen og foreslog, at man gik til afstemning

om forslaget, så man kunne komme videre i dagsordenen.

Det var nok det mest fornuftige forslag. Alle - også

os bag forslaget - var da udmærket klar over, at det ville

falde med et øredøvende brag.

Men Niels Christian og flere andre insisterede på at

komme på talerstolen - og så udvandrede pludselig

hovedparten af forsamlingen! Det skal med til historien,

at der inden mødet var fastsat tid til en kaffepause

netop i det øjeblik, udvandringen foregik. Så de udvandrende

havde en nogenlunde gyldig undskyldning.

17


18

Samtlige københavnere, DAF's formand, den højt

respekterede sønderjyde Knud Lyhne Pedersen og

Sjællands Atletik Forbunds legende af en formand,

William Bech, og enkelte andre blev tilbage i salen

sammen med dirigenten.

Havde en af de tilbageværende stillet forslag om

afstemning, var forslaget formodentlig blevet vedtaget

med ca. seks stemmer imod tre. Det undlod vi klogeligt

og gik ud til kaffen. Her tog Lyhne Pedersen fat i

mig og sagde, at han faktisk sympatiserede med os, og

at han selv ville afstå fra stemme.

Det var Lyhne, der havde været leder for de to aktive,

der havde været i Sydafrika. Lyhne kunne fortælle, at

han under sit korte ophold i Pretoria havde set "et og

andet som gav os ret til at komme med det resolutionsforslag".

Efter pausen stemte 33 mod forslaget, mens 8 stemte

for og 10 undlod at stemme. Altså det ventede brag!

Men det var et brag, der satte noget i sving i hele den

danske idrætsverden.

Der kom pludselig fokus på Sydafrika blandt aktive

idrætsfolk, og en meget stor del af pressen var på vores

side. Sydafrikafærden for de to aktive og den ene leder

var jo for længst blevet gennemført, men det var absolut

ikke pæne ord, de tre fik med på vejen!

Det blev vist til et enkelt forsøg året efter - og så

stoppede det.

Klubben, som AK 73 udsprang af

Det at blande sport og politik var dog for hård en kost

for adskillige gamle ultrakonservative idrætsledere -

deriblandt Niels Christians bagland i KIF's hovedafdeling

og adskillige ældre atletikfolk, der for en stor dels

vedkommende ikke havde vist hverken atletik eller KIF

nævneværdig interesse efter den aktive karrieres afslutning

både 10, 20 og 30 år tidligere. Medlemskabet af

KIF var dog for selskabs skyld blevet bevaret.

KIF's atletikafdeling var netop i begyndelsen af

70'erne ved at rejse sig efter flere års nedgang. Under

Niels Christian Bendixen var en stor flok lovende talenter,

både kvinder og mænd, for alvor begyndt at markere

sig i den danske elite.

Efter at KIF stort set siden klubbens start i slutningen af

det forrige århundrede havde domineret dansk atletik

med verdensstjerner som stangspringeren Henry Petersen

og løbene Niels Holst Sørensen, Gunnar Bergsten og

Gunnar Nielsen, var det begyndt at gå galt.

KIF's mænd var efter at have vundet DAF's landsturnering

i 1960 og 1961 dumpet ud af 1. division i

1962. Holdet vendte tilbage til 1. division i 1964, men

fristede nu en tilværelse i divisionens nedre regioner for

til sidst at ryge ud i 1970.

Men nu var billedet for den traditionsrige klub begyndt

at vende. Uden for stadion klarede klubbens unge løbere

sig strålende. I 1970 havde en KIF-trio bestående af

Knud Erik Hede, Gert Kærlin og Knud Erik Boelman

vundet DM i holdløb på den korte crossdistance, og i

de to følgende år vandt kæmpetalentet Gert Kærlin den

individuelle titel på samme distance, ligesom han blev

mester på 5000 meter på banen i de samme år. Også

på kvindesiden var KIF i klar fremmarch med navne som

hækkeløberen og længdespringeren Margit Hansen og

de to løbere Pia Andersen og Loa Olafsson i front.

Dynamoen bag disse resultater var den unge ålborgenser

Niels Christian Bendixen, hvis moderne og sympatiske

lederstil trak mange gode folk til klubben.

Bendixen og hans medarbejderes indtog i KIF's atletikafdeling

betød et generationsskifte, der gjorde det af med

den noget kølige og bureaukratiske tone, som en patriarkalsk

og autoritær ledelse i årtier havde praktiseret. En

anden af klubbens ledere, Jette Schmidt, var lykkedes med

at få genrejst klubbens kvindeafdeling efter et flere års

intensivt arbejde i ungdomsafdelingen.

De følgende begivenheder, der udspilledes i kulisserne

og på generalforsamlingen og den efterfølgende

ekstraordinære generalforsamling, og som havde baggrund

i Sydafrika-debatten, satte en brat stopper for

Danmarks ældste atletikforenings lyse fremtidsudsigter.

...bland aldrig sport og politik!

Vi lader en ældre KIF-leder, Fini Rasmussen, beskrive

begivenhederne, der førte til det endelige brud med

KIF. Det følgende er hentet fra KIF's 100-års jubilæumsskrift

fra 1992:


Politiken 2. maj 1973.

19


20

Citat: "KIF har altid været præget af et godt sammenhold

og kammeratskab, men i 1973 blev sammenholdet

sat på en voldsom prøve…”

På den ordinære forårsgeneralforsamling blev den daværende

formand for atletikafdelingen, Niels Christian Bendixen,

stærkt kritiseret for at have medvirket til et resolutionsforslag

på DAF's delegeretmøde i Århus, der opfordrede til en boykot

af det idrætslige samarbejde med Den Sydafrikanske Republik,

set i lyset af de politiske spændinger, der var omkring Sydafrika.

Niels Christian var ikke rejst til Århus som delegeret for

KIF, men for KAF (Københavns Atletik Forbund, red.).

Alligevel blev forslaget fremsat på vegne af KIF, hvilket han

ikke havde mandat til.

For at sætte debatten helt på ’spidsen’ blev ovennævnte

forslag genfremsat på generalforsamlingen og anbefalet af

næstformand Arne Bech, der sammen med Niels Christian

var de eneste i hovedbestyrelsen, der stemte for dette forslag.


Efter en hidsig debat blev resolutionen vedtaget med et

knebent flertal på 43 ud af de ca. 80 fremmødte.

Den daværende formand for KIF, Ruben Hansen, satte sig

stærkt imod, at man blandede politik ind i sporten, og meddelte,

at det i hvert fald ikke blev med ham som formand.

På grund af den lange debat var det efterhånden blevet

midnat, hvorfor dirigenten Palle Lassen suspenderede

generalforsamlingen til genoptagelse 12 dage senere med

valg til foreningens tillidsposter.

Niels Christian Bendixens opfordring til udmeldelse af KIF og

indkaldelse til stiftende generalforsamling i den nye endnu

unavngivne klub tirsdag den 29. maj 1973 kl. 20.00.

Mødet blev dog ganske kort, idet dirigenten foreslog, at

kun deltagerne fra den første generalforsamling havde

stemmeret. Da der var mødt flere op denne gang, gav det

anledning til en debat, der mundede ud i, at der måtte

indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

Denne blev afholdt 20 dage senere, men i mellemtiden

var sindene rigtig sat i bevægelse, for nu gik debatten

også på det nye formandsemne. Da Knud Basballe blev

valgt med 3 stemmers flertal over modkandidaten, Jette

Schmidt, forlod de fleste aktive generalforsamlingen, der

dog blev gennemført; men bruddet var en kendsgerning.

Mange aktive meldte sig ud af KIF og var med til at danne

den ’nye’ klub AK 73." (citat slut.)

Arbejdet gjort færdigt...farvel og tak!

Som omtalt var KIF's eliteaktive i stor fremgang, og den

sidste weekend i maj 1973 stillede ca. 95 procent af

dem for sidste gang op i klubbens farver i den sidste

omgang af Dansk Atletik Forbunds landsturnerings 2.

division. Og for både kvindernes og mændenes vedkommende

medførte holdkampene, at KIF rykkede op i

de respektive 1. divisioner.

Umiddelbart derefter udmeldte hovedparten af holdenes

deltagere sig af KIF og var nu AK 73'ere. Blandt de

få, der blev tilbage, var de talentfulde ungdomsløbere

Loa Olafsson og Eva Fallesen.

Den hvide KIF-trøje med dannebrogsskjoldet blev udskiftet

med den samme hvide trøje, men nu med den karakteristiske

AK 73-blomst, designet af kapgængeren, langdistance-

og orienteringsløberen Leo Rosschou, der også

stod for trykningen af trøjerne. I den forbindelse skal det da

nævnes, at der også havde været stor uro i KIF's orienteringsløbsafdeling,

hvor hovedparten af de aktive medlemmer

havde udmeldt sig og havde dannet OK 73 - med

samme logo på trøjerne blot med et O i stedet for et A.

21


22

Niels Christian Bendixens brev til

KAF-formand Jørgen Aage Simonsen om

KIF’s seniorafdelings udmeldelse af KIF.


DAF-formand K. Lyhne Pedersens brev 23. juni 1973 med godkendelse af den nye klub AK 73.

23


24

KIF’s hovedformand, Knud Basballes, brev om overførelse af starttilladelser

fra KIF til AK 73.

Prøv at læse dele af korrespondancen

mellem Niels Christian Bendixen og KAF's

daværende formand, Jørgen Aage

Simonsen, den afgående KIF-formand

Ruben Hansens brev til samme, KIF's nye

formand Knud Basballes accept af den nye

klub og den nødvendige tilladelse til start

for de tidligere KIF-aktive i den nye klub.

AK 73 var en realitet - og den nye klub

fik en forrygende start. De farvestrålende

AK 73-blomster kastede glans over de

mange stævner, der dengang blev

afholdt rundt omkring i landet.

På adskillige områder havde klubben

medvind og stor mediebevågenhed, en

bevågenhed, som klubben forstod at

fastholde i langt de fleste af de 30 år,

som nu er gået siden de dramatiske fem

første måneder af 1973.

Ringen sluttet

Når man tænker sig om, var det en utrolig

modig handling, den store flok unge

- og i flere tilfælde særdeles lovende -

idrætsfolk foretog sig, da de sagde farvel

til de trods alt trygge og sikre forhold,

de forlod.

De satte deres idrætskarriere på spil for

at kunne leve op til deres idealer. Ingen

af dem havde nogen anelse om, hvordan

deres ny klub skulle kunne leve op

til de forventninger, som topidrætsfolk

stiller. Ingen andre faciliteter end et

omklædningsrum på stadion, ingen redskaber

og ingen penge i klubkassen.

Men klubbens aktion var berettiget.

Mange andre danske idrætsfolk fik øjnene

op for det, der skete i Sydafrika, og

dansk idræt var med til at grundlægge

den internationale sportsboykot af

Sydafrika, der knuste landets hvide mindretalsregimes

drømme om fortsat delta-


gelse i den globale idrætsbevægelse, blot man arrangerede

nogle ’multiraciale’ sportsstævner, der i den sidste

ende blot havde det formål at foregøgle en omverden,

at alt fungerede fint i apartheidstaten.

Eftertiden har vist, at den manglende internationale

kontakt med verdensidrætten var en af de mest effektive

måder at gøre den tænkende del af Sydafrikas hvide

befolkning opmærksom på, hvad omverdenen mente

om dem og om apartheid.

Naturligvis var det ikke AK 73, der overvandt apartheid

i Sydafrika. Den handling, der mundede ud i klubbens

tilblivelse, var blot en lille brik i det kæmpestore

spil, der en halv snes år senere gjorde en ende på den

lille hvide magtklikes overherredømme over landets

oprindelige flertalsbefolkning.

23 år efter episoden ved DAF's repræsentantskabsmøde

i Århus, der fik den lavine der udløste skabelsen

af AK 73, til at rulle, opholdt jeg mig på Danie Craven

Stadium i Stellenbosch ca. 30 kilometer uden for Cape

Town i Sydafrika.

Den nye sydafrikanske stat havde i 1996 fået overdraget

verdensmesterskaberne i cross country som den første

afrikanske stat syd for Ækvator. Sydafrikas præsident,

den aldrende frihedshelt Nelson Mandela, der under

apartheidregimet havde været holdt i fangenskab i 27

år, holdt VM's åbningstale. På sin stilfærdige facon priste

han i sin tale glæden ved at løbe cross country, en

sport, han selv havde dyrket i sine unge dage.

Der var det svært ikke at lade tankerne gå tilbage til

1973 og til de folk, der - selv om indsatsen på verdensplan

måske kan virke nok så mikroskopisk - så dog var med til at

vise den vej, der i den sidste ende førte til, at denne store

gamle mand kunne stå der som øverste repræsentant for

sit folk og tale til sportsfolk fra hele verden.

Jeg følte det i hvert fald som om, ringen var sluttet,

og jeg ønskede, at mine kammerater fra dengang

kunne have været med der på denne dag.

Den afgående KIF-formand Ruben Hansens brev til

daværende formand Jørgen Aage Simonsen.

25


26

Det første år

Af Peter Bistrup

Den kendsgerning, at 95 procent

af mandskabet på to nyoprykkede

førstedivisionshold nu

forlod disse hold for at ’starte

for sig selv’, voldte en del panderynker.

Naturligvis undersøgtes muligheden

for at få tildelt de pladser,

som deltagerne på holdene selv

havde tilkæmpet sig. Men da de

havde repræsenterede KIF ved

oprykningskampene, tilhørte

pladserne denne klub.

AK 73 måtte starte forfra i

laveste division - vistnok sjette.

At klubben så rådede over et

par hold, som kunne besejre de

fleste andre klubber i landet,

spillede ingen rolle.

Og at KIF overhovedet ikke

var i stand til at samle et par

hold, der blot tilnærmelsesvis

kunne minde om 1. divisionsmandskaber,

generede dem

ikke. Det efterfølgende år mønstrede

den gamle klub et hold,

fortrinsvis bestående af forhenværende

aktive, der atter var

trukket i klubdragten samt af

motionister, hentet ude i

Fælledparken, og de enkelte,

der var blevet i klubben.

Nørrebro Avis nytårsartikel

fredag den 2. januar

1976.


Udvidelse af AK 73’s ungdomsafdeling

Af Peter Bistrup

Der var tale om en ungdomsafdeling

i startfasen af

AK 73. Den var ikke stor,

men nogle få ungdomsatletikfolk

var fulgt med over

fra KIF.

Der blev i hast etableret en

ungdomsafdeling, så vidt jeg

husker med forhindringsløberen

Bent Lahn Sørensen

som leder for drengene og

sprinteren Ulla Østerberg for

pigerne. Interessen rundt

omkring var stor, så det var

ikke alene i seniorafdelingen,

at folk strømmede til - også

ungdomsafdelingen voksede.

Københavns mest vindende

klub ved diverse ungdomsmesterskaber

i årene

omkring 1973 var en skoleklub

fra Nørrebro, Hans

Tavsens Gades Skole. Som

lærer på denne skole havde

jeg stiftet klubben i slutningen

af 60'erne. Problemet for

mig var, at mens antallet af

Foråret 1975 - Aktuelt omtaler

sammenslutningen af atletikklubben

AK 73 og

Hans Tavsens Gades Skoles

Atletikforening.

27


28

Nørrebro Avis 19. juli 1975 -

Omtale af AK 73’s

ungdomsafdeling.

Morgenjogning på en af AK 73’s store træningslejre, her i Småland i sommeren

1982. Man fornemmer næsten de stive ben!

aktive skolebørn i alderen fra 10 til

18 år voksede, forblev lederstaben

på et minimum.

Klubben var i stand til at afholde

egne stævner, og de ældste

medlemmer havde allerede vundet

den laveste division af landsturneringen

og skulle starte i

den næste række med deraf følgende

lange rejser. I 1975 var

det begyndt at vokse mig over

hovedet, og da jeg samtidig

skulle rejse landet rundt som

beskikket censor i turneringsperioden,

blev vi alle sammen

enige om, at vi ville slå os sammen

med AK 73.

HTS'erne medbragte selv en

ganske fortrinlig ungdomstræner,

en knap 20-årige mand

med store pædagogiske evner

og stor viden om atletik, Benny

Jensen. Vi havde regnet med, at

det skulle være ham, der skulle

køre ungdomsafdelingen videre.

Men fra en forstadsklub var en

jævnaldrende til Benny kommet

til klubben, og han var af en

ganske anden natur.

Benny var en uhyre beskeden

og nærmest selvudslettende

mand over for folk, han ikke

kendte nærmere til. Over for børnene

var han utrolig flink, men

alligevel myndig, og han havde

begreb om det, han talte om.

Ham, der kom ind til klubben

fra omegnen, havde meget store

tanker om sig selv, forstod at promovere

sig, og da han var talentfuld

atletikudøver, hvilket gav sig

udtryk i flere topplaceringer ved


mesterskabsstævner, fik han snart overtalt en stor del af

Benny Jensens elever til at skifte over til sig.

Hans metoder var meget langt fra pædagogiske, og vi

oplevede snart et frafald blandt hans elever. Men hvad

værre var, Benny Jensen blev skuffet over den manglende

opbakning fra klubben, han oplevede. Hans natur

gjorde, at kun få lagde mærke til ham, og endnu færre

havde gjort sig det klart, at det var ham, der stod bag

de mange flotte resultater, som ungdoms-afdelingen

præsterede. Efterhånden trak han sig tilbage, og en

ungdomstræner, som klubben kunne have nydt godt af

i adskillige år, og som kunne have skabt den nye gen-

eration teknikere og sprintere, der skulle føre klubben

videre, forsvandt fra AK 73.

Og sammen med Benny forsvandt også flere af de

unge fra Hans Tavsens Gades Skole. Trods alle de fortrin

klubben havde fra begyndelsen, var AK 73 endnu ikke

skruet sammen til at etablere en optimal ungdomsafdeling

- i hvert fald ikke for drengene.

Men ungdomsafdelingen var nu langt fra død.

Henning Brandt, der ud over at være en fortrinlig

mellemdistanceløber, varetog i lang tid arbejdet med

ungdomsafdelingen, og en anden af klubbens eliteaktive,

længdespringeren og hækkeløberen Dorte Ebling,

Nørrebro Avis

2. oktober 1975.

29


30

tog sig i en lang periode af klubbens alleryngste - en

kæmpeflok, der bare voksede og voksede. Men da hun

holdt op, var der ingen til at tage over, og hele flokken

forsvandt. Også de lidt større piger tog Dorte sig af, og

nogle af dem blev da i atletikken, selv om de på et tidspunkt

så sig nødsaget til at skifte til en anden klub.

Op gennem 80’erne har vi oplevet et fantastisk liv i

klubbens ungdomsafdeling, og mange af klubbens

seniorer engagerede sig særdeles stærkt i den. Det gav

sig ikke alene udtryk i gode resultater, men også i

nogle fantastiske ture og træningslejre i en meget lang

årrække. Vi lader billederne fra en af vore træningslejre

tale for sig selv.

Det var ikke bare atletik, det drejede sig om på sommertræningslejren i Småland i 1982. Her spilles udendørs mixeddouble

i bordtennis på græsplænen.


Love, der vakte opmærksomhed

Af Peter Bistrup

Begivenhederne i 1968 havde sat sine spor overalt. De

rettigheder, som studenterne krævede, og i de fleste

tilfælde også opnåede, var ikke blot noget, der foregik

på universiteterne. Indflydelse var nøgleordet. Det var

det, man krævede.

Sådan var det også i idrættens verden. I et par år var

debatten i dansk atletik gået på aktivindflydelse og

aktivrepræsentation.

Nu skulle et sæt love til en nydannet klub skrives.

Med de erfaringer Niels Christian Bendixen, Arne Bech,

Jette Schmidt, Knud Erik Hede, og hvem der ellers var

hjernerne bag atletikafdelingens brud med KIF, havde

fra begivenhederne, skulle den enkelte aktives indflydelse

og ansvar i den nye forening prioriteres højt.

Omverdenen - oven i købet store dele af pressen - ventede

spændt på udspillet, og man må sige, at de nye

love opfyldte forventningerne.

Det var første gang, at man så aktive eliteidrætsfolk,

en hel del af landsholdsklasse, gå sammen og i enighed

danne en forening efter nogle principper, der hidtil

havde været totalt ukendte i sportens verden, der ellers

var kendt som konservativ, autoritativ og bureaukratisk.

Men også det, at den enkelte aktive havde ansvar for,

at klubbens dagligdag fungerede, var helt nyt og

besnærende.

I det følgende kan man læse de væsentligste dele i

den nye forenings love. Det skal dog understreges, at

nedennævnte love er fra en lovrevision i november

1976. Ændringerne vedrører først og fremmest antallet

af medlemmer i primærudvalg samt tilføjelser i rækken

af sekundære udvalg.

Paragrafferne 1, 2 og 3 er uændrede.

§ 1, Navn og formål:

1. Klubbens navn er Atletikklubben af 1973,

København, i daglig tale forkortet AK 73.

2. Klubbens formål er, at medlemmerne giver hinanden

de bedst mulige betingelser for at dyrke atletik.

§ 2 Klubdragten.

1. Klubdragten består af røde bukser og hvid trøje med

blomsteremblem.

§ 3 Medlemmernes rettigheder og pligter.

1. Som medlem kan enhver optages, der ønsker at

støtte klubbens formål.

2. Medlemmerne har ikke alene ret til at dyrke atletik,

men alle over 15 år har også pligt til at deltage i

arbejdet for at få klubben til at fungere.

3. Nye medlemmer skal bekendtgøres med formålsparagraffen

samt modtage et eksemplar af lovene.

De næste paragraffer omhandler kontingent, love om

udmeldelse og eksklusion.

§ 7 Klubbens ledelse.

1. Klubben ledes af en bestyrelse.

2. Bestyrelsen består af klubbens formand samt en

repræsentant for hvert af de primære udvalg.

3. Bestyrelsens arbejde består i at koordinere udvalgenes

arbejde.

4. Bestyrelsen vælges for et år ad gangen. Der indkaldes

til generalforsamling, hvis poster bliver ledige.

5. Bestyrelsen skal indkaldes, når 1 medlem fremsætter

ønske herom, men skal dog samles mindst 1 gang

månedligt.

6. Et bestyrelsesmøde er beslutningsdygtigt, når 5 af

bestyrelsens medlemmer er til stede.

7. Bestyrelsesmøder er åbne for klubbens medlemmer,

medmindre en impliceret i en sag, der skal behandles,

ønsker det modsatte.

8. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpel majoritet

mellem de fremmødte medlemmer af klubben.

9. Der er 8 primære udvalg ( nr. 1 - 8 ) og 5 sekundære

udvalg ( nr.9 - 13 ). Ud for hvert udvalg er angivet

et minimumstal for udvalgets medlemmer.

31


32

1: Blad 2

2: Landsturnering 6

3: Fremskaffelse af dommere 3

4: Tilmeldinger 4

5: Kasserer og budget 3

6: Ungdomsarbejde 8

7: Stævneudvalg 3

8: Instruktion og materialetilsyn 4

9: Statistik

10: 15-kamp

11: Propaganda

12: Fest

13: Kontakt til forældre

Hvis et primært udvalg ikke mener, det

kan få den nødvendige opbakning og

arbejdskraft fra de øvrige medlemmer,

har udvalget og bestyrelsen pligt til at

oprette den pågældende aktivitet.

Ophører et primært udvalg derefter

med at fungere, indkaldes til ekstraordinær

generalforsamling.

§ 8 Generalforsamlingen

1. Generalforsamlingen er klubbens

øverste myndighed. Den er beslutningsdygtig

uanset de fremmødtes

antal, når medlemmerne er underrettede

skriftligt senest 14 dage før

afholdelsen. Generalforsamlingen

afgør ved simpel majoritet de forslag,

der forelægges i overensstemmelse

med dagsordenen. For vedtagelse af

de nye love eller forandringer i de

bestående kræves, at ændringerne er

bekendtgjort senest 14 dage inden

generalforsamlingens afholdelse, og

at halvdelen af de fremmødte medlemmer

er for ændringen.

2. Stemmeret har alle medlemmer, der

ikke er i kontingentrestance, og som

har deltaget aktivt i idræt i det


Niels Christian Bendixens breve til

KAF-formand Jørgen Aage Simonsen

22. maj 1973 før og 31. maj 1973 efter

bruddet med KIF.

pågældende år. Endvidere kan et

medlem opnå stemmeret, hvis det

har fremsat ønske herom for bestyrelsen

mindst 14 dage før den pågældende

generalforsamling.

3. Stemmeafgivning skal ske personligt,

og den skal foregå på den måde dirigenten

finder mest hensigtsmæssig,

men skal dog ske skriftligt, såfremt

1/10 af de tilstedeværende stemmeberettigede

medlemmer forlanger det.

4. Dagsordenen er følgende:

a: valg af dirigent

b: formanden aflægger beretning

c: en repræsentant for hvert af de

primære udvalg aflægger beretning

d: kassereren forelægger det

reviderede regnskab

e: behandling af indkomne forslag

f: valg af bestyrelse og revisorer

g: valg af repræsentanter til KAF's

repræsentantskabsmøde

h: eventuelt

5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen,

må være bestyrelsen i

hænde senest 7 dage forinden.

6. Ekstraordinær generalforsamling kan

indkaldes af bestyrelsen eller mindst

10 medlemmer i klubben, når disse

begærer dette for bestyrelsen med

mindst 21 dages varsel.

Paragraf 9 omhandler regnskabet.

33


34

§ 10 Særstilling.

1 Intet medlem kan opnå særstilling i klubben uden

ved valg til bestyrelsesposter.

§ 11 Opløsning.

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en

særlig generalforsamling, hvor mindst halvdelen af klubbens

stemmeberettigede medlemmer er til stede, og kun

såfremt 3/4 af de afgivne stemmer er for en opløsning.

Det var nok mest § 8 med de åbne bestyrelsesmøder,

hvor ethvert fremmødt foreningsmedlem havde ret til

at stemme, der vakte størst opmærksomhed og fik det

til at løbe koldt ned ad ryggen på adskillige formænd

for idrætsforeninger rundt omkring i landet! Men

samme paragraf tiltrak mange idrætsfolk og medvirkede

formodentlig til adskillige indmeldelser i den nystiftede

klub i dens første leveår.

På den anden side blev AK 73 af mange idrætsledere

lagt for had. ’Den røde atletikklub’ blev AK 73 ofte

omtalt som. De smukke og farverige klubtrøjer med

blomsten i forskellige farver, alt efter enhver af de aktives

smag, faldt heller ikke i god jord blandt de ældre

og konservative ledere, der mente, at trøjerne alle sammen

skulle have den samme farvesammensætning.

Men da klubdragten i § 2 blot var beskrevet som røde

bukser og hvid trøje med blomsteremblem, og da klubbens

love var godkendte, kunne ingen anfægte, at

mens Gert Kærlin løb med en blomst med gule kronblade

og rød blomsterbund, så løb Bo Nytofte iført en

trøje med røde kronblade og en grøn blomsterbund,

og adskillige af kvinderne konkurrerede i bluser med

kronblade i den lilla kulør, som kvinder af uransagelige

årsager åbenbart er så fascinerede af.

Dog kendes til episoder, hvor en starter inden en finale

forsøgte at få en af AK'erne til at skifte sin trøje, så

han bar de samme farver, som klubkammeraten, der

også var kommet i finalen. Uden at det dog lykkedes.

Lovene og de smukke og originale konkurrencedragter

gjorde AK 73 kendt landet over - også i kredse uden

for atletikken og den etablerede sportsverdenen.

AK 73 havde i begyndelsen en af landets

bedste ungdomsafdelinger – hvis det da

ikke var den bedste. I hvert fald havde

klubben hele to hold med i ungdomslandsturneringens

finale. Det er aldrig

sket for nogen anden klub – hverken før

eller senere. At førsteholdet ikke vandt,

skyldtes en mildest talt tvivlsom dom i et

stafetskifte, der betød diskvalifikation og

tab af de nødvendige point. Her er vore

to DM finale-hold fra 1976. Bageste

række fra venstre: Succestræneren Benny

Jensen, Hans Thomas, Henrik Kolte,

Benny Larsen, Per Hansen, Robert Røhr,

Henning Brandt og Michael Knudsen.

Forreste række fra venstre: Dan Madsen,

Jan ’Fiber’ Jensen, Bent Povlsen, Allan

Lyhne, Peer Obel og Jan Puurlund.


AK 73 i hverdag og fest

Af Peter Bistrup

Selskabelighed og sammenhold spillede en meget stor

rolle i de første mange år i AK 73's historie - og gør det

velsagtens endnu.

Langt de fleste bestyrelsesmøder i begyndelsen af

klubbens historie bar på mange måder mere præg af

hyggelige sammenkomster end af konstruktive møder.

Men man skulle ikke tage fejl - i virkeligheden blev

mange vigtige og store beslutninger vedtaget på

sådanne møder.

I de fleste tilfælde afholdtes møderne hjemme hos

bestyrelsesmedlemmerne, og der var ofte ret stor tilslutning

til dem, da bestyrelsesmøderne ifølge klubbens

love var åbne.

Senere, da klubben fik sit eget lokale i et rum øverst i

Idrætshuset med udsigt til stadion, blev møderne afholdt

der.

Selv om der godt kunne blive ’talt meget højt’, endte

møderne som oftest i fuld fordragelighed. Te og hjemmeb(r)agt

brød med smør, marmelade og ost hørte

med til møderne.

Mortensaften

November kan ofte forekomme trist, mørk og lang.

Derfor kom Mortensaftenen den 10. november til at

stå som et varmt og hyggeligt fikspunkt i klubbens liv i

adskillige år.

I min barndom og på den kostskole, hvor jeg havde

henslæbt nogle år af mit liv, var Mortensaften en vigtig

festaften, og da jeg i AK 73 foreslog, at vi skulle indføre

den i klubben, blev det modtaget meget positive - men

på den betingelse, at jeg skaffede ænderne, der hører

sig til, samt sørgede for, at de blev stegt.

Andre i klubben sørgede for de brunede kartofler,

rødkålen, rødvinen, opdækningen og alt det, der hører

sig til.

Da klublivet var på sit højeste, var vi omkring 50

forsamlede om bordene oppe i det lille klublokale,

mens en mindre eskadrille velfedede moseænder

forsvandt fra fadene og adskillige liter rødvin forsvandt

samme vej som ænderne.

Den første af mortensaftenerne var præget af

begyndervanskeligheder. Jeg havde holdt mit løfte og

investeret i 6 flotte ænder i mit lokale supermarked,

Bilka i Hundige. Ænderne var blevet parkeret i god tid i

fryseren. Dagen inden den 10. november kom jeg til at

fortælle om planerne for den store aften til en af mine

kolleger, husholdslærerinden på den skole, jeg arbejdede

på. Hun spurgte interesseret, om jeg havde fået tøet

de bundfrosne fugle op i så tilpas god tid, at de kunne

blive forsvarligt stegt. Jeg fortalte det, som det var.

Mine ænder opholdt sig sikkert og bakteriefrit i fryseren!

Hun slog korsets tegn for sig og bedyrede mig, at det

mindst ville vare to døgn, før frosten var gået af fuglene

- og jeg blegnede. En Mortensaften med rødkål,

kartofler og rødvin - men uden ænder var tilsyneladende

forestående!

Så snart jeg kom hjem, blev ænderne lukket ud og

lagt i mit badekar, og det varmeste vand, huset formåede,

blev fyldt i. I løbet af dagen skete der så at sige

ingen forandringer - der var simpelthen permafrost i

moseænderne! Flere gange måtte jeg udskifte vandet i

badekarret, så temperaturen kunne holdes oppe. I

løbet af natten var jeg oppe adskillige gange for at

lukke vandet, der efterhånden antog en lyserød farve af

udsivende andeblod, ud af badekarret for så at åbne

for den varme hane.

Ud på morgenen var ænderne så bløde, at jeg begyndte

at håbe på et mirakel. Bagermester Tony i

Griffenfeldsgade havde lovet at stege ænderne mod at

få alt det tiloversblevne afsmeltede andefedt. Han

fyldte fuglene ud med æbler og svesker, og da

Mortensaften stundede til, var miraklet sket. Jeg vil tro,

at denne tradition holdt sig i mindst en halv snes år,

inden den gik i sig selv.

Hyggeligt var det.

35


36

Julefest

Hver december i mange år afholdtes AK 73's store julehandicapløb

i Fælledparken. Normalt en af de første

søndage i advent. Det var et enkeltstartsløb, hvor hver

enkelt deltagers sluttid udregnedes således, at samtlige

løbere i teorien skulle komme i mål på samme tid. Det

lykkedes faktisk at få nogle meget spændende konkurrencer

ud af det.

Efter løbet samledes man i klublokalet, hvor ikkeløbende

medlemmer havde dækket op med alt, hvad

der hørte til en julefrokost - og der var ikke sparet på

noget. Festen varede som regel, lige til Idrætshusets

personale skulle hjem et godt stykke ud på søndagsaftenen.

I dagene derpå fulgte et hårdt oprydningsarbejde!


AK 73 som stævnearrangør

Af Peter Bistrup

Den famøse T-shirt med de olympiske ringe, som AK 73

udsatte i forårsstævnet 1976 til alle vinderne, fik de “olympiske

guder”, ringenes herrer, op på dupperne. Det var tæt

på en retssag, fordi IOC har eneret på de fem ringe.

Det er spydkasteren Lone Pedersen, FIF, der har T-shirten på.

Ved starten af AK 73 var der stort set kun aktive medlemmer

i klubben. Alene af den grund var klubbens lovparagraf

3 ikke svær at overholde, hvis klubben da fortsat

skulle eksistere. Alle var simpelthen nødt til at give et nap

med for at få det til at fungere.

Det har nok ikke været lige let for dem, som ikke havde

rørt en finger, da de var medlemmer i KIF. Men adskillige

opdagede formodentlig, at de ikke bare var gode til atletik,

men også at de havde talenter som ledere.

Og naturligvis skulle klubben markeres - og hvordan

kan man markere sig bedre end ved at afholde velarrangerede

og vellykkede stævner.

En lagkage til nummer sidst

Op gennem 70'erne stod Østerbro Stadion ofte på

gloende pæle, når AK 73 holdt et stævne med start kl.

18.30 og sidste mand i mål i de afsluttende 5000

meter løb ved 22.30-tiden. Af en eller anden årsag var

det næsten altid perfekt vejr, når AK'erne inviterede til

stævne.

Og for at klubben ikke skulle være konform - man

kan næsten sige, at ordet konformitet var meget tæt

på at være et bandeord i klubben - udsatte vi små

sjove og uventede præmier.

F.eks. udsatte vi en stor flot lagkage til nummer sidst i

et 10.000 meter løb. Naturligvis var det ikke kundgjort

inden løbet. Præmien tilfaldt spartaneren Benny

Demsitz, der nåede frem til målet efter de 25 omgange

på godt 35 minutter. Ved målet stod et par kvindelige

AK'ere med den flotte kage. Benny blev lykkelig - specielt

fordi det viste sig at være hans fødselsdag!

I det hele taget var vi ikke karrige med præmier ved

vore stævner. Da vi holdt 10-års jubilæumsstævne i

1983, havde vi været inde på Gyldendal og havde købt

flotte bogpræmier til alle vinderne i samtlige discipliner.

I 1976 var vi nær kommet alvorligt i karambolage

med Danmarks Olympiske Komité. I anledning af de

olympiske lege, der skulle finde sted senere på sæso-

37


38

nen, havde jeg fået trykt nogle meget flotte T-shirts

med både klubbens logo og de fem olympiske ringe på

brystet. T-shirts som præmier var ikke helt almindelige

dengang, og der blev kæmpet voldsomt om dem. Så

voldsomt, at der faktisk blev sat en dansk rekord ved

stævnet (Dorthe Rasmussen på 3000 meter). Men et

par dage efter blev klubbens formand, Willy Larsen,

kontaktet af et medlem af DOK, der spurgte, om vi

havde indhentet tilladelse til at benytte de fem olympiske

ringe på de famøse T-shirts. Det havde vi naturligvis

ikke. Vi blev lovet bål og brand, men slap heldigvis

med skrækken uden at skulle betale et uhyrligt

gebyr til logoets retmæssige indehaver.

Da AK 73 opfandt ’De Sjællandske

Kunststofstævner’

Da AK 73 blev til, eksisterede der hele seks distriktsforbund

i Danmark. Øst for Storebælt var der forbund på

Bornholm, Lolland-Falster, Sjælland og i København, og

ude vestpå var der forbund på Fyn og i Jylland.

Som hjemmehørende på Østerbro Stadion var AK 73

medlem af Københavns Atletik Forbund, KAF, et

forbund, der havde et ret anspændt forhold til naboforbundet,

Sjællands Atletik Forbund, hvis øverste ledelse

led af de samme mindreværdsfølelser over for

københavnere, som man finder hos nutidens ledere

ude vestpå.

Nogle mindreværdsfølelser, som de overhovedet ikke

havde belæg for at have, da langt de fleste københavnere

jo i bund og grund er jyder og sjællændere.

KAF's ledelse var ret diktatorisk. F.eks. havde forbundet

i en lang årrække haft monopol på at afholde stævner.

Det foregik på Østerbro, Frederiksberg, Sundby,

Genforeningspladsen, Gentofte og en sjælden gang

ude på Tårnby stadion. Bortset fra på Østerbro Stadion,

der fik kunststofbelægning to år efter AK73's tilblivelse,

var det cindersbaner overalt i KAF-området.

Men i slutningen af 70'erne og begyndelsen af

Klubbens største mandlige navn, OL-deltageren og rekordsætteren

Gert Kærlin. Gert er med sine resultater 1.52.9

(800 m), 2.24.4 (1000 m), 3.43.2 (1500 m), 7.52.4

(3000 m), 13.39.4 (5000 m), 29.09.8 (10.000 m) og

2.26.25 (maraton) en af de mest alsidige løbere nogensinde

i Danmark. Her ses Gert i kamp med fynboerne

Allan Zachariasen (th), Steen ’Kamikaze’ Christensen og

AGF’eren Karsten Hald Nielsen.

Gert, der nu (2004) er 53 år gammel, er stadigvæk løber

på højt plan og er bl.a. veteranmester på 10.000 meter. AK

73-blomsten er i dag skiftet ud med Rødovres røde farver.


80'erne gik det pludselig stærkt. Det ene stadion efter

det andet fik kunststofbelægning på. Desværre uden at

der derfor kom mere gang i stævnevirksomheden.

KAF's stævner, der hed ’ABC-stævner’ eller ’kvalifikationsstævner’,

slæbte sig af sted. De var få, og de var

dødkedelige med evindelige pauser mellem løbene og

ofte med umulige stævnedommere og tidtagere, der

kludrede i det.

En aften efter et udvalgsmøde hjemme hos Alex

Præstekjær, stoppede løberen Mads Thomsen (senere

formand i klubben) og undertegnede op, da vi passerede

et hyggeligt værtshus på Falkonerallé. Vi drøftede

den dødssyge stævnesituation, der ventede foran os i

næste sæson. Vi begyndte at tælle op, hvor mange stadionanlæg

med kunststofbelægning, der egentlig

befandt sig i nærheden af København. Det viste sig at

være mange - og pludselig var idéen der!

"Vi indkalder sgu alle de klubber med kunststofbaner

og aftaler stævnedage og koordinere stævneprogrammerne,

så samtlige atletikdiscipliner tilgodeses!"

Naturligvis var det jo noget, som de sløve distriktsforbund

burde have fundet ud af for længst. Men Mads og

jeg fik de andre i klubben med på tanken, fik grønt lys, og

i begyndelsen af året - det var vistnok i 1978 - troppede

Charlotte Beiter, der dengang hed Petersen, var

opvokset med klubben og fortsatte trofast både som

aktiv og leder, lige til baneatletikken i klubben gik ned.

Hun fortsatte sin fine karriere i Sparta og vandt flere

DM og var på landsholdet. Her er Charlotte i sin

oprindelige klubdragt under et DM i mangekamp.

39


40

der klubfolk op fra stort set samtlige klubber med kunststofanlæg

- sågar helt fra Ringsted, Næstved og Nivå! I

løbet af aftenen var sagen klar, og vi havde aftalt et flot

stævneprogram for både elite og bredde.

Selv om det var os københavnere, der havde fostret

idéen, døbte vi storsindet det nye projekt ’De sjællandske

kunststofstævner’. Samtlige arrangører splejsede til

et program, der blev spredt ud over hele landet samt

til Sverige og Norge, fik en helsidesannonce i forbundsbladet

- og så gik den ellers deruda'.

Succesen holdt sig i næsten ti år, så blev vi trætte af

det og overlod til distriktsforbundet, der nu var

Fra starten af klubben var vore piger godt med.

Mellemdistanceløberen Pia Andersen, der stadigvæk har

klubrekorderne på 400 og 800 meter, tog både medaljer

ved DM og kom på landsholdet. Her ses Pia sammen med

Loa Olafsson, KIF, i 800 meter finalen ved DM 1975.

sammensat af de tidligere forbund på Bornholm,

Lolland-Falster, Sjælland og København, at fortsætte. Og

så kan man næsten sige sig selv, hvordan det er endt.

Men den pionerånd, der blev podet ind i arrangørerne,

fik gang i baneatletik på Sjælland. Som på så mange

andre områder havde AK 73 vist vejen. ’De sjællandske

kunststofstævner’ var en virkelig frisk fornyelse.

Synd bare, at de der skulle videreføre idéen ikke var -

og er - i stand til at videreudvikle den.

AK 73 som første vinterturnerings-arrangør

I efteråret 1978 begyndte DAF's vinterturnering for første

gang under organiserede former. Dengang var turneringen

kun for individuelle. Holdturneringen kom

først i 1984. Alligevel var der stor tilmelding. Turneringen,

som også har rod i AK 73-virksomhed, var blevet

mødt med særdeles stor bevågenhed fra mellem- og

langdistanceløbere i hele landet.

I de første seks sæsoner blev der kun gennemført

omgange med crossløb. Landevejsløb og gadeløb var

først noget, man begyndte på, da holdturneringen indførtes

i 1984.

Kersti Jakobsen i front på en 3000 meter foran Aabenraas

Susan Olesen (senere medlem af AK 73).


Sammen med KIF, som vi nu efterhånden var kommet

på helt god fod med, arrangerede vi det første af

disse mange løb i Jægersborg Dyrehave en novembersøndag

i 1978. Da vi jo ikke var en klub med de store

Klubbens tidligere træner for de mange motionister John

Mehr var selv en stor løber, både fysisk og rekordmæssigt.

John Mehr findes flere steder under alle tiders bedste tider

i AK 73. Her ses John Mehr i Naturgascuppen på

Helsingør Golfbane for år tilbage.

økonomiske ressourcer, måtte vi med møje og besvær

fragte alt det grej, som der nu hører sig til, langt ud i

skoven, hvor vi nu engang mente, at et sådant crossløb

hørte hjemme. Det foregik ved hjælp af lånte biler og

håndkraft.

Men løbet blev en stor succes, og der er blevet løbet

langt over 100 vinterturneringsløb siden, og turneringen

er nok den største succes i atletikforbundet og

misundt i mange andre lande, og hvad der måske er

det bedste - turneringen har foreløbig overlevet i 25 år

og lever fortsat i den bedste velgående.

Endnu en gang gik AK 73 i gang med et stort vinterturneringsløb

- denne gang i Ørholmskoven. Foruden

løbet havde vi arrangeret overnatning, forplejning, en

fed, fed fest med revueoptræden efter løbet og træningssamling

den efterfølgende dag med den britiske

succestræner Harry Wilson, mest kendt som træner for

verdensrekordholderen på 1500 meter og en engelsk

mile, Steve Ovett. Det foregik på vandrehjemmet midt

ude i Dyrehaven.

Atter succes. Mere end 70 af landets bedste løbere

deltog! Det var noget af en kraftpræstation at få alt

dette op at stå, men vi kunne!

Vinterturneringen spillede en meget stor rolle i klubbens tilværelse

i 80’erne. Her kæmper Henning Brandt sig gennem

snemasserne under et crossløb i Odense i februar 1980.

41


42

Ruten omkring Slotsholmen hører

til en af AK 73’s succesfulde arrangementer

i DAF’s vinterturnering 7.

december 1985. Idéen til ruten er

stjålet fra cykelrytternes ’Slotsholm

Rundt’.


Nørrebro Avis’ omtale

29. januar 1976 af AK 73’s nye

indendørshjemmebane i Nørrebrohallen.

Rundt om Slotsholmen

I de københavnske gader omkring Christiansborg Slot stod AK 73 to gange for

nogle særdeles vellykkede 10 km gadeløb i vinterturneringen i december 1985 og

oktober 1986.

Det sidste løb var absolut det mest behagelige at afvikle, da der hverken var

hård blæst eller bidende kulde som i decemberløbet 10 måneder før.

Sådanne løb krævede et sandt opbud af hjælpende medlemmer, og da vi

samtidig havde fuldt mandskab i løbene, krævede det faktisk, at hele klubben var i

aktivitet.

Senere kom vores erfaringer med løb rundt omkring Slotsholmen os til gode, da

vi arrangerede et stort løb for en hjælpeorganisation. Herom senere.

Nørrebrohallen

I begyndelsen af 70'erne forsvandt sporvognene fra det københavnske gadebillede. I

1971 kørte den sidste linje 5 fra Bachersvej på Amager via Nørreport Station til endestationen

i Brønshøj. De bedste af sporvognene blev stuvet ombord på fragtskibe og

eksporteret til Alexandria i Egypten, hvor de sandsynligvis kører rundt den dag i dag.

Resten blev skrottet.

Disse sporvogne, der i to-tre menneskealdre havde befolket de københavnske

veje, havde gennem tiderne af bystyret fået etableret nogle store remiser.

Mangelen på idrætsfaciliteter i København var også uhyrlig dengang, og tre af de

store remiser, bl.a. den i Bragesgade på Nørrebro, blev indrettet til sportshaller. I

begyndelsen var det især basketball, håndbold, indefodbold og badminton, hallens

brugere udøvede.

En aften, da et par af os var inde og kigge på forholdene, fik vi den idé, at den store

remisehal let ville kunne benyttes til indendørs atletik, da den var mere end 80 meter

lang og rimelig bred.

Torben Pedersen gik straks i gang med at ansøge Københavns Ungdoms Center

om tilladelse til at benytte hallen og eventuelt få malet inddelte baner på gulvet.

43


44

Nørrebro Avis’ omtale 26. februar

1976 af AK 73’s mesterskaber i

indendørs atletik i Rødovre Hallen.

Det lykkedes minsandten, og AK

73 var den første atletikklub med

egen indendørs træningsbane!

Men her skete det uforklarlige, at

det stort set var umuligt at få vore

sprintere og teknikere til at bruge

de fine forhold. Klubben ansatte en

kendt træner, Birger Fisker, til at

varetage træningen. Det endte

med at klubbens mellem- og langdistanceløbere

i ren loyalitet over

for klubben troppede op og trænede,

hækkeløb og sprang højdespring,

for at hallen i træningstimerne

ikke skulle stå tom, mens

fodboldspillerne stod oppe på tilskuerpladsen

og ikke kunne forstå

et ord af, at de ikke måtte komme

ned og spille bold i den tomme hal.

Det endte naturligvis med, at

KUC lukkede hallen for atletiktræning,

selv om vi i et sidste desperat

forsøg prøvede at lokke andre klubber

til at komme med i træningen.

Det eneste virkelige succesrige, vi

havde med den hal, var et par

brandgode indendørsstævner for

ungdom. Da DAF's ungdomsudvalg

et år (1978) havde glemt at

bestille hal til de danske ungdomsmesterskaber

i inde-atletik, trådte

AK'erne til og tilbød at arrangere

dem i Nørrebro-hallen.


Torben Pedersen har betydet utroligt meget for klubben i

dens første år. Han var altmuligmanden, der med ufattelig

flid og fantasi fik gang i klubben. Af hans mange initiativer

kan nævnes klubbens økonomisk givtige medvirken i

onsdags-banko i Nørrebrohallen og dannelse af indendørs

atletikbane samme sted mm.

Torben var desuden en fremragende løber, som var med til at

vinde DM for hold både i landevejsløb og cross samt i 4x1500

meter stafet. Hans største individuelle præstation var nok sejren

på 1500 meter ved Århus Games i midten af 70’erne.

De øvelser, der ikke kunne afvikles der, blev udført på

DHL's daværende atletikbaner i en ballonhal på Nørre Allé.

Torben Pedersen og bankoperioden

Rent økonomisk kom Nørrebrohallen til at spille en stor

rolle for AK 73 i en årrække. Den altid initiativrige

Torben Pedersen fik opsnuset, at en del af de klubber,

der havde tid i hallen, var i gang med at starte et

gigantisk, ugentligt bankospil op.

Præmiemæssigt var det givetvis det største, man

nogensinde havde set i København. Nogle af folkene bag

spillet havde gode forbindelser inden for kødbranchen og

skaffede attraktive præmier til særdeles fordelagtige priser.

Så spilleglade nørrebroborgere valfartede, så snart det

rygtedes, at der virkelig var noget at hente i vort storstilede

bankospil, ud i Nørrebrohallen hver onsdag aften.

Allerede flere timer inden spillet begyndte, troppede

folk op for at reservere de pladser, som de anså for

’deres’. Af vore medarrangører var bl.a. Rigshospitalets

Idrætsforening, Københavns Håndboldklub og 2-3

andre idrætsklubber. Hver klub skulle stille med to personer

hver gang.

Torben Østerberg (536), den nu desværre afdøde kassere

og altmuligmand i AK 73, som savnes meget i klubben,

ses her i ’fuld fart frem’ for AK 73.

45


46

Carsten Rasmussens plakat/indbydelse

fra ’DM landevej

1984’, AK 73 og miljøorganisationen

Greenpeaces

superarrangement - det bedste

DM landevej arrangement

i dette mesterskabs 30årige

historie (1973-2003).


De skulle så stå for salg at plader og løbe frem og tilbage

mellem de lange borde og kontrollere pladerne,

når der blevet råbt "BANKO!!!"

Klubberne scorede mange penge, men som så ofte før,

kneb det med manges vilje til at ofre et par timer på

klubbens alter onsdag aften, og som sædvanlig var det

endnu en gang Tordenskjolds soldater, der måtte ud og

kæmpe for, at klubben fik penge til de idrætslige aktiviteter

via bankospillet.

Som nævnt var det Torben Pedersen, der stod bag klubbens

medvirken i bankospillet, og samme Torben var hjernen

bag hovedparten af de aktiviteter, der skaffede klubben

enten goodwill, penge eller begge dele på en gang.

Han var - er velsagtens endnu - en gudbenådet diplomat,

der forstod at knytte alle de løse og umage ender, en klub

som AK 73 dengang bestod af, sammen, så det fungerede.

Både når vore divisionshold skulle i felten, når vi skulle

lave stævner, have forslag igennem ved enten KAF's eller

DAF's repræsentantskabsmøder.

Det var et stort tab, da han flyttede teltpælene til

Århus - og velsagtens en af årsagerne til, at klubben

lidt efter lidt ændrede karakter.

Torben var en glimrende løber. Han opnåede at blive

dansk mester både på vort 4x1500 meter hold og som

medlem af både 15 km landevejs- og crossholdet. Hans

bedste sejr var nok, da han vandt 1500 meterløbet ved

Århus Games i midten af 70'erne.

En anden Torben, Torben Østerberg, var klubbens praktiske

mand bag samarbejdet med de andre bankoklubber.

Hver eneste onsdag var han at finde i Nørrebrohallen.

Et AK 73 DM med Greenpeace som sponsor

I begyndelsen af 80’erne blev Mads Thomsen formand.

Også Mads havde en flot fortid som løber.

Inden han kom til klubben, havde han været på

Skovbakkens hold, der slog AK 73 i 4x1500 meter ved

DM. Men Mads havde klasse på samtlige distancer fra

400 meter til og med maratonløb.

Mads var (og er) ansat ved toldvæsenet, og han er

nok det mest troværdige menneske, jeg har mødt. Jeg

er overbevist om, at han må være en af denne verdens

mest ubestikkelige embedsmænd. Han har utroligt høje

Et unikt startnummer med

Greenpeace som sportssponsor til

DM 10 km landevej i Fælledparken

i 1984.

47


48

idealer. Er han gået med på en eller anden idé, varer

det ikke længe, før har gjort idéen endnu bedre, og

han sætter alt på et bræt for at få den gennemført.

I 1983 lagde vi med frygt og bæven billet ind på

afvikling af DM i landevejsløb. De 11 gange, dette

mesterskab havde været afholdt, foregik det i en eller

anden provinsby - nu ville vi have det til København.

Et af de smukkeste DM arrangementer i dansk atletiks

historie stod AK73 for, da klubben arrangerede DM landevejsløb

i 1984 med Greenpeace som hovedsponsor. Vore

piger, Kersti Jakobsen, Helle Bütow Jørgensen og Vibeke

’Søs’ Munck Hansen, sejrede i 10 km holdløbet, mens

Kersti Jakobsen herover vandt sølv i den individuelle

konkurrence. Bemærk hendes tid på displayet!

Der herskede almindelig skepsis overalt - både i og

uden for klubben. På forhånd havde vi lagt planer om,

hvordan løbet skulle arrangeres på veje og gader i og

omkring Fælledparken. Det var mange år, før Sparta

var gået i gang med klubbens store og fornemme

arrangementer. Løbet skulle afholdes den 8. april.

Allerede i januar gik vi i gang med arbejdet. Klubbens

begavede 1500 meterløber og tegner Carsten Rasmussen

arbejdede intenst på en plakat, som vi fik trykt og

udsendt til klubber over hele landet.

Der var rekordtilmelding - det hidtil største DM i

landevejsløb.

På et eller andet tidspunkt fik Mads den geniale idé,

at det skulle være miljøorganisationen Greenpeace,

som han naturligvis selv var medlem af, der skulle være

vores sponsor. Han fik kontakt til dem, og minsandten

om han ikke fik dem overbevist om, at det ville være

det helt rigtige at sponsorere AK 73.

Hvor mange penge, det gav klubben, ved jeg ikke -

det var vist ikke ret meget - men jeg tror, at dét DM

landevej i 1984 er det absolut mest bemærkelsesværdige

af samtlige afholdte af slagsen.

Start og mål var foran Idrætshuset, og midt på pladsen

havde Greenpeace-folkene pustet en enorm blå

plastichval op - på størrelse med et middelstort luftskib!

Og rundt omkring var der stopfyldt med Greenpeaceboder.

I datidens AK 73-ånd blev de kræmmere, der

besudlede Greenpeace-ånden med handel med løbesko,

træningstøj og lignende, forvist til ydmyge pladser

uden for afspærringerne. Det var dengang! Men med

det kæmpemæssige opbud af tilskuere havde disse

kræmmere givetvis ganske gode tider i de godt to

timer, dette fornemme arrangement varede.

Heldigvis forstod vore piger alvoren. To af dem, Kersti

Jakobsen og Helle Bütow Jørgensen, var 14 dage tidligere

vendt hjem fra VM i cross i New York, og den tredje, der

primært var orienteringsløber, Søs Munch Hansen, var i

så god form, at de vandt et holdmesterskab til AK 73.

Personligt husker jeg denne dag som en lun, vindstille

og solrig forårsdag, hvor alt lykkedes, så det nærmede

sig perfektionisme. Vi fik ros overalt for det arrangement,

og jeg tror, at den knowhow, vi her indhentede,


få år senere kom os til gode, da det første af vore store

kvindeløb løb af stabelen.

Løb med politiske formål

Jeg vil gå så langt som at sige, at DM landevejsløb 1984

var et vendepunkt i klubbens historie, og er alt andet

forandret til ukendelighed fra 1984 og frem til nu, så er

den tradition for at lave perfekte løbsarrangementer

grundlagt af løbet, hvor Greenpeace for første og eneste

gang var sponsorer i løb om danske mesterskaber.

Selv om vi allerede fra begyndelsen havde ry for

fremragende store arrangementer, ragede DM landevejsløb

1984 skyhøjt op over, hvad vi før havde

præsteret.

Ud over de nævnte vinterturneringsomgange med

meget omfattende deltagerlister ydede AK 73 nogle

virkelige kraftpræstationer med arrangementer som

AK 73 har arrangeret adskillige store løb med velgørende

formål for øje, f.eks. i forbindelse med rockmusikeren Bob

Geldorfs store projekt Hjælp til Afrika, et 10 km løb rundt

om Slotsholmen, og ’Løb mod apartheid’ – et kæmpearrangement

i 80’erne med start og mål på Rådhuspladsen.

Her reklamerer to af klubbens gode løbere, Helle Bütow

Jørgensen og Kersti Jakobsen, selvfølgelig for det gode formål

– vores klub kom jo netop til verden som et resultat af

kampen mod apartheid i 1973.

f.eks. ’Løb for Afrika’, der var et led i en verdensomspændende

kampagne mod en hungerkatastrofe i

mange afrikanske stater. Her kom erfaringerne med løb

rundt om Slotsholmen os til gode, da organisationen

fandt, at det var en udmærket idé, at der blev løbet

netop der.

En glad Charlotte Beiter (th) siger tak for hjælpen til en lige

så glad træner Dorte Ebling efter sejren i længdespring ved

ungdoms-DM inde i 1983.

49


50

Et andet kæmpearrangement var ’Løb mod apartheid’

med start og mål foran Københavns Rådhus. Her

var AK 73 og klubbens arrangement en stor forsidehistorie

på det nu afdøde dagblad Land og Folk.

Da politiet ville stoppe os

Ikke alle de løb, vi arrangerede, var så store og forkromede,

som de ovennævnte. Også mindre, men absolut

ikke uvæsentlige løb, kunne vi arrangere. En god idé til

et løb blev fremlagt på et af vore åbne bestyrelsesmøder

og blev så enten vedtaget eller forkastet.

En sådan idé dukkede længdespringeren og hækkeløberen

Dorte Ebling op med i begyndelsen af 80'erne: ’Fredsstafetten’.

Stedet for dette stafetløb skulle være Østerbro.

En kendt barsk joke dengang var, at USA og

Sovjetunionen kun var adskilt af en kirkegård - i hvert

fald i Danmark. De to supermagter med det dengang

dybfrosne indbyrdes forhold havde deres ambassader i

Danmark placeret på Østerbro. Sovjetunionens i

Kristianiagade og USA's på Dag Hammerskjölds Allé.

Personalerne kunne kigge til hinanden tværs over

Holmens kirkegård.

Idéen med stafetløbet var, at det skulle foregå på vejene

omkring de to ambassader. I tilgift passeredes

andre landes ambassader. Temaet for løbet var naturligvis

fred mellem de to supermagter.

Godt en snes klubber tilmeldte sig arrangementet,

der faktisk slet ikke var en konkurrence, men blot et

stafetløb, hvor hver klub skulle forsøge at løbe så

mange gange forbi ambassaderne som muligt.

Ambassaderne var naturligvis orienteret, det samme

gjaldt pressen, der stort set reagerede med den sædvanlige

ligegyldighed, når det drejede sig om noget

med atletik. Sportsredaktionen på Danmarks Radios tv

AK 73’s nok mest berømmede

arrangement, ’fredsløbet’, blev

’opfundet’ af længdespringeren

Dorte Ebling. I al sin

enkelthed gik det ud på at

løbe et stafetløb med skiftested

på Dag Hammarskjölds Allé

lidt længere mod nord end

USA’s ambassade. Løberne

skulle løbe en rundtur omkring

USA’s, Sovjetunionens,

Frankrigs og flere andre

ambassader. Ingen præmier,

små startpenge og ikke særligt

mange deltagende hold. Men

det vakte opsigt og kom i TV-

Avisen og bagefter til debat i

Folketinget. Her starter

Henning Brandt på en af de

mange rundture, der blev

løbet i de timer,’ fredsløbet’

varede.


nærmest grinede af os og sagde, at de virkelig ikke

kunne spilde ressourcer på noget så ligegyldigt som et

’fredsstafetløb’ på en søndag, hvor de højhellige divisionskampe

i fodboldturneringen havde både første,

anden, tredje og fjerde prioritet.

Politiet skal naturligvis orienteres, hver gang et løb

skal arrangeres i de københavnske gader – ja, det skal

faktisk give tilladelse. Skal man organisere en politisk

demonstration, kan den også kun gennemføres med

politiets godkendelse. Men ’fredsstafetten’ var ikke en

politisk demonstration - i hvert tilfælde ikke officielt. Så

arrangementet var anmeldt som et løb, og tilladelsen

fra politiet var indhentet.

Den pågældende søndag gik vi i gang med forberedelserne

til stafetløbene, bl.a. med opsætning af de

skilte, der angav afstande. Der var mange af dem. Og

der stod ikke bare tal og meter på dem. Ordet ’fred’

fyldte faktisk det meste af skiltene. I løbet af formiddagen

var der efterhånden samlet så mange mennesker

ca. 100 meter fra US-ambassaden, at et par årvågne

politifolk blev mistænksomme. De henvendte sig til os

og bad os om at fjerne os selv, og i en vis hast tillige

alle de skilte, vi havde opsat.

Vi forklarede, at vi havde tilladelse til at være der,

men de benægtede stædigt - også efter flere opringninger

til politigården. Efterhånden fik vi fisket politiets

tilladelse til løbet frem og foreviste den til de to politifolk,

der efterhånden havde skruet bissen på.

For mig så det ud som om, de i første omgang ikke

troede deres egne øjne. I hvert fald måtte de studere

papiret nøje, tjekke dato, årstal, stempler, underskrift

osv. osv. Så måtte de i gang med telefonen igen - og så

gik det op for dem, hvad vi var i gang med. Det her

var altså en sportsbegivenhed og ikke en demonstration!

Deres barske ansigtsudtryk forandredes til store grin -

der var ikke tvivl om, at de syntes at det her var en virkelig

original facon at lave en demonstration på.

Selve stafetløbet forløb udmærket. Adskillige forbipasserende

på søndagspromenaden ad Dag Hammerskjölds

Allé stoppede op og kiggede interesseret, og

der samledes efterhånden mange mennesker.

På den anden side af Dag Hammerskjölds Allé boede

en nysgerrig journalist, Karen Lis Svarre, ansat på TV-

Avisen. Fra sit vindue kunne hun se den usædvanlige

aktivitet, og hun kiggede ned for at se, hvad det var,

der foregik.

Hun fik fat i Henning Brandt, der stod for det praktiske

i arrangmentet, og han fortalte hvad det drejede

sig om. Ti minutter senere holdt en af TV Avisens

vogne med mandskab og tv-kameraer. Det blev til en

flot historie i TV Avisen, hvor vi formodentlig fik langt

større sendetid og flere seere, end vi ville have fået i TV-

Sporten. Budskabet gik klart ind!

51


52

Den store fest: 1900-stafetten

Af Peter Bistrup

Sporene efter den new zealandske træner Arthur Lydiard,

der i begyndelsen af 70'erne virkede i Danmark, er på

flere områder desværre ved at viskes ud. Hans dengang

revolutionerende metoder er tilsyneladende glemt herhjemme,

hvad der tydeligt ses på danske mellem- og

langdistanceløberes resultater i dag.

Tilbage af hans idéer er vinterturneringen, crossmesterskabernes

placering efter banesæsonen og mesterskaberne

i landevejsløb - sidstnævnte dog i en noget

reduceret form, for Lydiard anbefalede distancerne 30

og 15 kilometer, det er nu reduceret til kun 10 kilometer.

De to sejrende hold efter dobbelttriumfen i 1900-stafetten 14. april 1978 stillede villigt op til pressefotografering. Vi har

fundet frem til det billede, der efterfølgende blev bragt i DAF's forbundsblad Dansk Athletik.

Fra venstre Bo Nytofte, Gert Kærlin, hovedet af Bent Povlsen, Pia Andersen, lidt hår og lidt af panden af Mads

Thomsen, hovedet af Jens Olsen, Hanne Jensen, hoved og lidt af overkroppen af Torben V. Pedersen, Kersti Jakobsen,

som bliver rodet i håret af Bent Lahn Sørensen, Karin Darville, hovederne af Henning Brandt og Kjeld ’Shot gun boogie’

Villadsen, Hanne Darville og Bjarne Pedersen. 15 løbere, som indskrev sig i klubbens annaler med ildskrift!


Og så er der 1900-stafetten! Arthur Lydiard berettede

med begejstring om et stort 10x10 kilometer cross-stafetløb

i hjemlandet og anbefalede en pendant til sådan

et arrangement herhjemme.

Århus 1900, der på samme tid, som Lydiard opholdt

sig i Danmark, ekspanderede voldsomt. Efter i årtier at

have spillet fjerdeviolin i det århusianske atletikmiljø

efter Skovbakken, AGF og Århus Fremad rykkede klubben

lynhurtigt og skulle i løbet af få år på alle områder

Gert, Bo, Bent med Pia i forgrunden - hun hader

pressefotografer.

vise sig at være primus motor i den jyske hovedstad,

hvad atletik angik.

Af de mange tiltag, som 1900's ledere satte i gang,

var naturligvis først og fremmest ’Marselisløbet’, der

næst efter Eremitageløbet er Danmarks største løb. Et

andet tiltag var at tage idéen om 10x10 kilometer

crossstafetten op. Løbet fik navnet ’1900-stafetten’.

AK 73 var hurtigt med på noderne

Allerede i 1976 lød det første startskud til 1900-stafetten.

Aalborg AK's løbere vandt mændenes konkurrence,

mens Århus 1900 vandt kvindernes. AK 73'erne fik ikke

samlet et hold dette år, men gjorde i det følgende år. I

Dansk Atletik Forbunds organ, Dansk Atletik, skriver

Niels Nygaard:

"Over 70 hold stillede op (heraf 10 herre-konkurrencehold)

og omtrent alle gennemførte. Hos ’konkurrenceherrerne’

sejrede AK 73 i tiden 5.53.37 (=gennemsnit 35.21.7).

Aalborg AK blev nummer 2 i 5.55.48 og herefter fulgte

1900 (6.04.12), Herlufsholm (6.07.30) og Skive (6.10.43).

Individuelt klarede Jørgen Hein, AAK, sig suverænt bedst

med 31.3,1 mens Karl Aage Søltoft og Karsten Hald fik

noteret hhv. 32.14 og 32.24. Gert Kærlin, Bent K Larsson,

Henning Rasmussen, Bo Nytofte og Carsten Andersen løb

alle mellem 33.00 og 33.25.

Stor kompliment til 1900 for en god idé og et meget

velgennemført arrangement."

Desværre findes navnene på AK'ernes hold ikke i forfatterens

arkiv. Sammen med Kærlin og Nytofte havde

vi en stor flok absolut kompetente folk, som var i stand

til at løbe en ’flad’ 10 kilometer på under 34 minutter.

Klubbens succes i 1977 smittede af på alle løberne, og

da starten den 16. april 1978 kl. 09.00 gik, var der tre

AK 73-hold på startlinjen - to mandehold og et kvindehold.

Kvindernes distance var 5x10 kilometer.

Dobbelttriumf for blomsterløberne

De 25 AK'ere var indkvarteret rundt om i Århus, således

havde maratonløberen Hanne Jensens forældre fornøjelsen

af 11 forsultne og glubske løberes besøg, og de

blev så godt behandlet, at resten af landets løberelite

ikke fik et ben til jorden.

53


54

Kvinderne, som jo kun løb 5x10 kilometer, triumferede

først og kunne allerede lidt over middag koncentrere

sig om at heppe på de to mandeholds deltagere.

Allerede da Kersti Jakobsen (dengang 22 år!) som AK

73-holdets ankerkvinde triumferende passerede mållinjen,

havde de mandlige AK'eres førstehold lagt sig i

spidsen foran Skive med 1.07 minutter og med topløbere

som Gert Kærlin, Bo Nytofte, Jens Olsen, Bent

Lahn Sørensen og Torben V Pedersen til at klare de

sidste 50 kilometer, syntes sagen klar, hvad den også

var.

Den primære AK-konkurence

Men det store åbne spørgsmål drejede sig om andetholdet.

Ville andenholdets næstsidste løber komme i

mål, før førsteholdets ankermand passerede målet?

Andetholdet havde nemlig modigt udfordret førsteholdet,

og der var sat en kasse guldbajere, der skulle

nydes i toget hjem til København, på højkant.

Spændingen var ulidelig, og der blev indgået flere

væddemål, som oven i købet smittede af på løbere af

anden herkomst end AK 73. Selv skibonitter, AGF'ere

og folk fra 1900 begyndte at vædde.

En af andetholdets to nordmænd, Oddvar Kvalsvik,

giver i Meddelelser for AK 73, maj 1978, følgende skildring

af de dramatiske begivenheder:

"Selve konkurrencen var der ikke meget at berette om.

Det gik programmæssigt med en sejr til både eliteholdet

og dameholdet. Alle kvinderne løb op til deres bedste, og

med et solidt løb af Kersti Kagespiser var den skid slået.

Stjerneholdet var efter en forsigtig åbning alligevel fremme

og vise blomsten allerede ved 4. etape, og det blev de

ved med resten af dagen.

Nej, spændingen kom til at stå om en hel anden kamp.

Et forrygende, nervelidende dødsridt mellem blomsterfolkets

første- og andethold. Hvem kommer først? Stjernes

ankermand eller sekundaholdets 9'er?

Oddsene svinger, eftersom bulletinerne kommer ind, og

folk under eller over evne. Ved sidste veksling er differencen

4 minutter og 39 sekunder. Øl og penge begynder at gå

højt på væddebanen. Statistikerne holder på stjernehesten,

nogle letsindige sætter lid til traveren. Spændingen bare

stiger og stiger. Ved halvkørt løb efter bjergbestigningen er

afstanden 2 minutter. Nede ved målpassering, godt en

kilometer senere, er den spist ned til 1 1 /2 minut. Fortvivlet

hovedrystende kigger tilhængerne på deres tunge favorithest,

der kommer daskende forbi.

Et psykologisk udspekuleret trick fra de sidste optimister:

"Ti øl for at holde ham bagi!"

Ordene kommer ind ad det ene øre, men når kun til

smertecentret, inden de forsvinder ud på den anden side.

En lille nedfor-bakke, og der kommer atter blod til hjernen.

Klare tanker vælder frem, og viljen vokser sig stor.

Sejren er vundet ... tror han.

Men den gang ej. En let og hurtig rytme bag ham giver

bud om noget andet. Et kik over skulderen bekræfter den

hårde realitet. Kærlin'en i vild galop over stok og sten.

Farvel guldtuborgs læskende smag. Den gik altså ikke.

43 sekunder er differencen i mål.

Men skide spændende var det, ikke?"

(Sandsynligheden for, at det netop var Oddvar, som

løb næstsidste tur for sekundaholdet, er jo åbenlys!)

Ja vi elsker ...

Forsiden af nævnte AK 73-klubblad var prydet af fem af

’sekundaholdets’ løbere, der omkransede følgende

hyldetsdigt til de anonyme helte, som til ære for

holdets to nordmænd skulle afsynges til melodien på

“Ja vi elsker dette Landet”.

Titlen var “Vandbærernes sang”, og den lød som

følger:

Ja, vi elsker disse fyre

som de stormer frem

furet, vejrbidt, trodser syre

mens de gungrer hjem,

løber, løber mens de stønner:

"Hvilken grufuld sport;

skal vi virk'lig kassen tabe,

skønt vi stred så hårdt?

Skal vi virklig kassen tabe,

skønt vi stred, vi stred så hårdt?"


Hvilede vi for meget på laurbærrene?

I de følgende år havde klubben hvert år pragtfulde ture

til forårsbebuderen i Århus. Adskillige gange stillede

arrangørerne fra 1900 velvilligt deres dejlige klubhus til

rådighed. Det lå ikke særlig langt fra Hørhaven i

Marselisborgskoven, hvor start- og målområdet fandtes.

Klubbens mange suveræne kokke sørgede for, at

ingen sultede, der blev skovlet læssevis af pasta og kødsovs

indenbords, og der blev hygget til langt ud på

natten inden løbet. Måske var det derfor, at den store

triumf fra 1978 ikke blev gentaget, selv om AK 73's

løbere forsøgte og forsøgte i de kommende år.

Det gamle målområde i Aarhus 1900- stafetten fra 1978.

Helt frem til 1985 var AK'erne med i 1900-stafetten,

men bortset fra tredjepladser til mændene i 1979 og

1981 og en tredjeplads til pigerne i 1980 var der ingen

podiepladser til blomsterløberne. En sjetteplads, to

syvendepladser, en elvteplads og en sekstendeplads

var, hvad det blev til hos mændene, mens kvinderne

nøjedes med en femteplads.

AK 73 har senere forsøgt sig i det kæmpestore stafetløb,

men det har vist mest været på motionsplan. Men

også her har løbet sin store berettigelse.

55


56

Sct. Valentin-milen

Af Peter Bistrup

Dyrehaven har altid spillet en meget stor rolle i københavnske

løberes tilværelse. Det første store årligt tilbagevendende

løb i Danmark, Fortunløbet, blev løbet for

første gang i Dyrehaven så tidligt som i 1896 og varede

lige til Dansk Atletik Forbunds landstræner i 1938 kom i

tanke om, at de danske løbere kom for tidligt i form,

hvis de løb for stærkt så tidligt på året. Til historien

hører, at vedkommende landstræner, der i øvrigt var

svensk, tog noget så grueligt og grundigt fejl.

Fortunløbet blev altid løbet den tredje søndag i

marts.

Der blev startet fra Fortunlågen, netop der, hvor

Fortunløbets afløser i popularitetsmæssig henseende,

Eremitageløbet, er blevet startet siden 1969.

Dansk langdistanceløb led et alvorligt tilbageslag

efter nedlæggelsen af Fortunløbet og kom faktisk først

rigtigt ovenpå igen i begyndelsen af 70'erne, bl.a. med

AK 73'eren Gert Kærlin som et af de største navne.

For AK 73's store navne i pionerdagene i 70'erne var

Dyrehaven et særdeles vigtigt træningssted. Navne

som Gert Kærlin, Knud Erik Hede, Bo Nytofte, Torben

Pedersen, Alex Præstekjær m.fl. benyttede f.eks.

Gert Kærlin vandt aldrig

Sct. Valentin milen.


Ulvedalene til den træning, der gav klubben den dominerende

rolle i crossløbene i klubbens første år.

AK 73 blev adopteret af Dyrehaven i 1978, da klubbens

efterhånden traditionsrige Sct. Valentin-milen blev

løbet for første gang. Løbet er enestående i sin art, idet

det er et enkeltstartløb. Af ukendte grunde er enkeltstartdisciplinen

ikke kendt inden for atletikken, således

som i f.eks. cykelsport og skisport, selv om der turde

være indlysende muligheder for spændende konkurren-

cer også for løbere i et enkeltstartløb.

Forfatteren til dette så muligheden i et sådan løb i vinteren

1976-77, da jeg hjalp langdistanceløberen Loa Olafsson

med træningen. Hun benyttede sig af et ugentligt testløb

på tid over forskellige distancer i perioden fra januar til

april. Det var derfor vigtigt med en løjpe, der var opmålt

rigtigt og uden alt for mange forhindringer som lyssignaler,

krydsende veje og trafik. Løjpen fandt jeg i Dyrehaven, og

da Loa skulle løbe på den for første gang, var det tilfældig-

Sct. Valentin-milen blev ’designet’ til KIF’s

fænomenale landdistanceløber Loa Olafsson

i 1978. Hun sagde tak for den pæne tanke,

vandt løbet og satte en løbsrekord (33.20

minutter), som ingen anden kvinde siden har

været i nærheden af. Løbet i 1978 blev i øvrigt

den eneste Sct. Valentin-mil, Loa deltog i.

Samme år toppede hendes karriere med

verdensrekordtider på 5.000 meter og 10.000

meter på bane, deltagelse i VM i cross og EM

på bane. Adskillige skader og problemer har

siden overført løbeambitionerne til den civile

karriere.

57


58

Kjeld Villandsens klassiske Sct.

Valentin–diplom: De tre løbere

på diplomet er fra venstre

Torben Valentin Pedersen, nu

Granhøj (løber med halstørklæde)

og KIF’s Loa Olafsson, og

modsat løbende er Bo Nytofte.

Manden i højre hjørne med

gåsefjer er William

Shakespeare. Diplomet har

været uddelt hvert år siden

1978.


Kjeld Villandsen, langdistanceløberen og spasmageren med Allan Højlev på hjul.

vis den 14. februar, Sct. Valentins dag.

Så jeg ’forærede’ hende træningsløjpen

i Sct. Valentinsgave.

Men løjpen var så fin, at idéen til

et løb fødtes - og vejenes beskaffenhed

indbød til enkeltstartløb.

Sandsynligvis var jeg blevet inspireret

af at sidde og kigge på langrendskonkurrencer

i svensk tv.

Jeg forelagde idéen for AK 73's

bestyrelse på et møde i efteråret

1977 og fik den opbakning, der

skulle til. Navnet Sct. Valentin-milen

blev vedtaget, fordi løbet er nøjagtig

10 kilometer langt. Betegnelsen mil

står for den metriske mil - den nordiske

mil. En betegnelse, man bl.a.

benytter i Sverige for 10 kilometer.

En historie om navnet Valentin verserede

i adskillige år. En af klubbens

mest indflydelsesrige ledere, Torben

Pedersen, hed nemlig Valentin som

mellemnavn. Det var imidlertid ikke

ham, løbet blev opkaldt efter, og jeg

er ikke helt sikker, om han overhovedet

brød sig om navnet Valentin. I

hvert fald har han nu erstattet det

med et andet mellemnavn.

Den 12. februar 1978 - to dage

inden Sct. Valentins dag 1978 -

blev løbet så startet for første gang

i en forrygende snestorm, men alligevel

med et ganske hæderligt

deltagerantal.

Løbet var ikke bare for eliteløbere,

det var mindst lige så meget for

motionsløbere. Det var da også en

af motionsløbenes store forkæmpere,

den tidligere kredslæge Jens

Jensen, en herre et godt stykke

oppe i 70'erne, der var første mand

på startstregen. Jens, der i adskillige

59


60

år havde startnummer 1, var søn

af Danmarks berømte

Nobélpristager, forfatteren

Johannes V Jensen.

Trods det dårlige vejr blev

løbet vundet i gode tider.

Vindertiden i kvindernes løb blev

så god, at den faktisk står som

løbsrekord den dag i dag. Det

var den 20-årige Loa Olafsson,

som året før havde fået løjpen

’foræret’ i Sct. Valentingave, der

vandt, og hendes vindertid lød

på 33,20 minutter. Godt en

måned tidligere havde Loa vundet

et andet løb opkaldt efter en

helgen, i øvrigt i en by opkaldt

efter helgen nummer tre, nemlig

det berømte nytårsløb i São

Paulo i Brasilien, ’São

Sylvesterløbet’, og små to måneder

senere satte hun verdensrekord

på bane på 10.000 meter

med tiden 31,45,4 minutter.

I det hele taget har Sct. Valentinmilen

haft mange kendte navne

som deltagere. Hos kvinderne har

vore fire bedste internationale maratonløbere

deltaget: Kersti Jakobsen,

som har vundet 6 af de i alt 11

gange, hun har deltaget i årene

1978-1998, Dorthe Rasmussen og

Gitte Karlshøj, der har løbet og vundet

Sct. Valentin-milen en enkelt

gang hver, samt Lone Dybdal, der

har løbet en enkelt gang.

Henrik Jørgensen, der vandt det

mest prestigefyldte maratonløb i

verden, London Maraton i 1988,

har vundet Sct. Valentin-milen

fem gange, mens den tidligere

nordiske mester i halvmaratonløb

Startproceduren for Sct. Valentin-milen er speciel, da løberne sendes af sted i intervaller

af 10-15 sekunder – de langsomste først og de hurtigste sidst.


Kåre Sørensen har vundet fire gange. Den dobbelte sejrherre

i Peking maraton Peter Dall har vundet fire gange.

Løbsrekorden for mænd, de utrolige 29,27 minutter,

som var vindertiden i 1997, blev præsteret af fænomenet

Carsten Jørgensen, der senere samme år opnåede

at blive både verdensmester i stafet-orienteringsløb og

individuel europamester i cross.

Men ud over de ’store’ navne, som naturligvis kaster en

særlig glans over AK 73-arrangementet, har over 4.000

løbere af stort set alle ’grader’ fra de omtalte 29,27 til

Danmarks bedste maratonløber i nyere tid, Henrik

Jørgensen, har også været et stort navn i Sct. Valentinmilens

historie. Hele fem gange i 1979, '82, '83, '85 og

'89 har han vundet. Den første sejr i 1979 vandt han

bare få måneder efter, at han var fyldt 17 år, og han er

dermed den yngste, der har vundet det klassiske løb.

Billedet her stammer fra VM i cross i Paris 1980, hvor han

deltog i juniorklassen.

næsten 70 minutter gennemført dette lille og eksklusive

løb. Og løberen med de 70 minutter er, takket været

startproceduren i enkeltstartsløb i mål inden løberne med

de hurtigste tider er hjemme på Dyrehavsbakken, hvor

start og mål befinder sig.

Sct. Valentin-milen, der som mange i klubben nok

ved, ikke kaster den helt store profit af sig i startpenge,

er til gengæld med til at give AK 73 det image, den

har som ’en anderledes atletikklub’.

Største navn på vinderlisten

er utvivlsomt

VM-guld- og

bronzevinderen i

orienteringsløb og

EM-guldvinderen i

crossløb, Carsten

Jørgensen, der indledte

sin store 1997sæson

med en suveræn

sejr i Sct.

Valentin-milen, hvor

han udraderede Henrik Jørgensens ’uopslidelige’ løbsrekord

fra 1982 med 36 sekunder og satte den nugældende rekord

på 29.27 minutter for de 10 kilometers sololøb. Han bevarede

storformen hele året fra Sct. Valentin-milen i februar til

den sensationelle EM-sejr i crossløb i Lissabon i december.

61


62

Vindere af Sct. Valentin-milen 1978–2004

1978: Loa Olafsson, KIF 33,20 Per Hoffmann, Ben Hur 31,42

1979: Kersti Jakobsen, AK 73 38,43 Henrik Jørgensen, Herlev 32,29

1980: Connie Olsen, KIF 40,50 Lars Overskov, KIF 33,25

1981: Susan Olsen, Aabenraa IG 40,03 Per Hoffmann, Ben Hur 30,50

1982: Kersti Jakobsen, AK 73 37,10 Henrik Jørgensen, Herlev 30,03

1983: Mette H. Hansen, Herlev 35,33 Henrik Jørgensen, Herlev 30,18

1984: Helle B. Jørgensen, AK 73 35,23 Bjørn Thygesen, Helsingør IF 30,51

1985: Mette H Hansen, Herlev 37,06 Henrik Jørgensen, Herlev 30,38

1986: Kersti Jakobsen, AK 73 36,04 Peter Dall, Herlev 30,42

1987: Kersti Jakobsen, AK 73 34,44 Peter Dall, Herlev 30,50

1988: Kersti Jakobsen, AK 73 34,43 Bjørn Sivertsen, KIF 30,48

1989: Tove S-Lorentzen, Sparta 35,01 Henrik Jørgensen, KIF 30,09

1990: Tove S-Lorentzen, Sparta 36,14 Peter Dall, Herlev 30,25

1991: Dorthe Rasmussen, GIC 34,54 Niels Bolding, Greve IF 33,06

1992: Susanne Nedergaard, AIF 34,52 Peter Dall, Herlev 31,09

1993: Ulla Pedersen, AK 73 38,34 Kåre Sørensen, SNIK 30,27

1994: Vibeke Hansen, AH 76 39,53 Kåre Sørensen, SNIK 30,09

1995: Bettina R Andersen, PI 35,57 Kåre Sørensen, SNIK 30,27

1996: Bettina R Andersen, PI 35,58 Jesper Kenn Olsen, PI 33,02

1997: Kersti Jakobsen, KIF 37,51 Carsten Jørgensen, Blovstrød 29,27

1998: Pernille Svarre, Sparta 36,27 Kåre Sørensen, SNIK 30,27

1999: Lillian Mikkelsen, Sparta 40,12 Poul-Erik Mikkelsen, Sparta 33,37

2000: Vibeke Hansen, TRI-4 Piger 39,54 Torben Nielsen, AK 73 31,53

2001: Gitte Karlshøj 35,56 Erik Zobel, KIF 33,09

2002: Vibeke Hansen, TRI-4 Girls 39,29 Torben Juul Nielsen, Viking 31,35

2003: Vibeke Hansen, TRI-4 Girls 38,55 Torben Juul Nielsen, Viking 32,06

2004: E. M. Ammentorp, IK Hellas 38,14 Torben Juul Nielsen, Viking 31,57


Kvindeløb 1988-2003

Af Per Kold Larsen

I længere tid havde Kersti Jakobsen leget med ideén

om et stort anlagt kvindeløb med gode præmier til de

hurtigste, samtidig med at det skulle være et meget

attraktivt løb for bredde- og motionsløbere.

Sammen med kollegaen Palle Pilegaard på deres fælles

arbejdsplads, sportsfirmaet NIKE, udkrystalliseredes

ideén yderligere, og det første kvindeløb tog form. Da

en sponsor, ORIFLAME, meldte sig, lagdes grunden til

de kommende års kvindeløbssucces.

1988

Første kvindeløb blev skud i gang den 23. oktober kl.

13.00 og 1.570 kom i mål - flot af et første løb!

Ved at kikke i efterladte papirer fra planlægningsmøderne

op til løbet ser man straks konturerne af alle senere

løb, allerede ved første løb har vi flere gode påfund: klubben

frasagde sig tidligere tiders angst for at indgå i kommercielle

sammenhænge ved at indgå sponsorkontrakt

med Oriflame for at kunne give store præmier til vinderne

og et frottéfodplejesæt til alle gennemførende, aldersgrupperne

var lavet, vi har værdiopbevaring, eftertilmelding

forefindes, og resultatliste og diplom udsendes.

Startnummer fra det første kvindeløb i 1988.

Oriflames 5 km kvindeløb i 1988. Den flotte plakat med

skyggedans er af Marianne Broadberry. Marianne er i

2003 layouter hos vores hovedsponsor IN og har stadig

stor indflydelse på vores design.

63


64

Vi havde Miljøminister Lone Dybkjær som starter, og

vi havde inviteret et par udenlandske løbere.

En lille gruppe trak læsset med at arrangere løbet

bestående af: Kersti Jacobsen, Marianne Broadberry og i

anden række: Torben Østerberg, Sigurd Okkels, Torben

Dan Pedersen og Vinnie Andersen og mange flere i rækkerne

herefter. 80 hjælpere var på pletten på dagen.

Marianne Broadberry (nu layouter hos Månedsbladet

IN) designer simpelthen løbets flotteste logo: ’løbebenene

med skygger’ på indbydelse, trøje og resultatliste.

Anekdoterne dette år er, at vi lige med nød og

næppe nåede at tømme første målbås, inden vi igen

skulle skifte tilbage til denne bås. Ideen i mål var at få

alle snipperne (Manilamærker) på spydene i rigtig rækkefølge,

derfor skift mellem et antal båse i rækkefølge.

Endvidere begyndte traditionen med ikke at kunne

finde klassevinderne på dagen, vi nåede vist de første 5

grupper, men ikke den sidste. Eftertiden viser, at tidtageren

Erling Nørgård og hans veninde kæmpede flot

med indtastningen af alle numrene og tiderne.

Endvidere starter Søren Ortvad ’kvindeløbskarrieren’

med at styre ruten og vejviserne. Trods værdiopbevaringen

mister Oriflames direktør, Stefan Fønss, alle sine

penge, plastickort og nøgler i mødelokalet. Her begynder

forfatterens paranoide holdning til efterladning af

genstande i mødelokalet. Løbet blev præsenteret i TV-

Sporten med interview med Kersti omkring løbets idé.

1989

Generalforsamlingen beslutter at flytte løbet til september,

og allerede dette år passerer vi 2.165 i mål.

Dette år forsætter i samme spor, gruppen ser ud til at

bestå af: Torben Dan Pedersen, Kersti Jacobsen, Anders

L. Andersen, Torben Østerberg, Marianne Broadberry,

Vinnie Andersen, Peter Bistrup, Per Kold Larsen og

Søren Ortvad.

Dette år er vi endnu mere ambitiøse: Start og mål

inde på stadion, børnepasning, og vi udsender folder

med praktiske oplysninger og har et program på

dagen.

Allan Keidser tegner vores flotte rutekort, som dette

år er bag på startnummeret med praktiske oplysninger.

Den geniale idé med diplom på resultatlistens bagside

indføres. Traditionen med en stor lodtrækningspræmie:

et fjernsyn, blandt alle løberne, der holder ud til slut,

indføres. En PR-gruppe ses at være i gang.

Starter var formand for Rådet for Større Færdselssikkerhed

Kirsten Ebbensgaard.

Klubben besluttede at lade Susanne Synnestvedt og Per

Kold Larsen stå for tidtagningen og beregningen af resultatet

og udskrivning af adresse- og diplomlabels. Susanne

lavede databaseprogram, der kunne alle disse ting.

Ambitionen dette år var igen at finde alle gruppevindere,

men nej. Der opstod en lille kø foran målstregen, båsene

var ikke lange eller ikke hurtige nok til snip-aftagning.

Susanne kæmper bragt med at få alle eftertilmeldte

med i databasen. Per og hjælpere kæmper med at ind-

Forsider på resultatlisterne fra de forskellige år.


taste såvel tider som startnumre fra de tre båse. Det viser

sig, at databaseprogrammet bruger cirka 1 sekund pr.

deltager for at beregne resultatet, og med årets antal er

det 36 minutter, så det er umuligt at nå endsige checke.

Så igen kunne kun vinderne findes på dagen.

Blandt anekdoterne dette år kan nævnes, at arrangørgruppen

var en lille smule betænkelige ved opvarmningspigens

kraftfulde resultatlisteforside, men også at

enkelte af indtastningsdrengene havde lidt svært ved at

Kvindeløbet i 1990.

koncentrere sig om opgaven, da året stod i fantomdragternes

tid.

Kvindeløbet trak mange nye piger til klubben, og

generalforsamlingen besluttede, at en motionstræner

måtte findes.

1990

Endnu en tilmeldingssucces. 3.053 passeres på tredje

år! Starter er Susanne Breuning.

65


66

Det ser ud til at arrangørgruppen bestod af: Torben

Dan Pedersen, Anders L. Andersen, Elin Bundgård,

Torben Østerberg og af Susanne Synnestvedt med

database og labelsudskrivning og Per Kold Larsen med

tidtagning og snipindlæsning. Den praktiske gruppe

var: Allan Keidser, Michael Brüel, Jacob Harrekilde, Lone

Smidt og Knud Schultz Vemming.

Ambitionen dette år var igen at finde alle gruppe vindere,

men nej, selv med flere store forbedringer: tider

indlæses direkte til computer og startnumre indskannes.

Per laver det meste af året en otte kanal batteridrevet

tidtager, især henover sommerferien, hvilket hjemmefronten

ikke lige er tilfreds med, også fordi klubben

glemmer at udtrykke tak for sliddet og kærestens

afsavn. Singletilværelsen opnås igen. Her begynder forfatterens

personlige tak-for-hjælpen-hilsen: "Vi takker

hinanden for vores hjælp".

Verifikationen af resultatet viser, at tidtagningen ikke

har været stress-testet nok, hvorfor tiderne er forvansket,

1 minut optræder som 42 sekunder og må omregnes.

Der laves også stregkodesnipper a la Eremitageløbet,

og de indlæses online med laser-stregkode-læsere ved

målstregen, hvilket giver en kø ved målslusen på 2.000

kvinder, da vi har rigtig godt solskinsvejr, og laserstrålen

derfor ikke kan ses, så det er svært at ramme stregkoden.

Endvidere har vi kun lavet fem korte båse trods mere

udstyr. I spidsbelastningen passerer 192 mål pr. minut,

men kun 102 indskannes, selv da indskannerne til slut

er blevet øvede. Per og Susanne sveder med resultatlisteberegninger

i dommerrummet over tribunerne, og

Susanne bliver lidt kæderygende og kalder mig stresset

Jakob (kæresten), vi kæmper til kl. 0100. Alt dette giver

lidt læserbreve i aviserne, og måske fyres sælgeren hos

Der skal mange ledninger

til at holde styr på 5.000

løberes tider i mål.


stregkodelæserfirmaet pga. af dette, han er der i hvert

fald ikke, da firmaet kontaktes året efter.

En kedelig iagttagelse er, at labelsudskrivning tager rigtig

lang tid. Denne tids printere kommer nemt ud af

synkronisme, hvorfor en hel kasse labels kan blive ødelagt,

så hele printningen må overvåges nøje. Ved et

sekund pr label vil 3.600 labels tage en time, ved to sekunder

pr. label to timer og sådan videre - alt for lang tid.

Anekdoterne er, at Toms kastede for meget slik ud til

tilskuerne og ikke havde nok til alle løberne, ligesom der

manglede frugt, 12 kasser var glemt på Grønttorvet.

Ruten blev også mere til et ottetal i forvirringen, da

politiet ikke var behjælpelig ved passagen af Øster Alle.

1991

Dette år løber 3.274 i mål og er skudt af sted af

Pernille Nedergaard.

Erfaringerne fra de tre foregående år bevirker, at vi

nu kun vil finde de ti hurtigste piger på dagen, men

eftersender de seks gruppers tre gruppevindere deres

præmier. Alle årerne har gruppevinderne været de tre

hurtigste i hver gruppe, som ikke allerede har modtaget

1., 2. eller 3. præmie.

Andre nye tiltag dette år var at søge hjælpere blandt

pigernes familier ved at medsende ’nødråb’ med startnummerudsendelsen.

Tidligere år har givet pakkerne grå hår i hovedet med

at forstå, at en konvolut til startnummerudsendelse kan

indeholde piger i forskellige startgrupper, hvorfor et startnummerudsendelsespakkehold

skal have flere bundter

startnumre til rådighed. Et program laves dette år til at

beregne, hvilke startnummerserier der er nødvendige.

Det ser ud til, at Anders L. Andersen, Carsten Drejer,

Torben Østerberg, Elin Bundgaard og Sigurd Okkels var

Stregkoden på startkortet til

kvindeløbet.

67


68

med i arrangørgruppen med Bitten Badenskov og Helle

B Jørgensen som PR-gruppe. Dette år prøvede man også

at lave en deling af de mange arbejdsopgaver for at

kunne uddelegere dem til mere selvstændige grupper.

1992

Dette år skydes løbet i gang af Connie Hansen, og

3.511 kommer i mål. TV 2 interviewer dette år Gitte

Karlshøj. Løbet udråbes til at være vores hidtil bedst

arrangerede af Anders L. Andersen.

Af anekdoter dette år er i nr. 5 1992 angivet en mandesnak

om pigerne, hvor den bedste er Carsten Drejers bemærkning

om, at Lieve næste år regner med at være

gravid, hvor var det hun boede? Men øllene efter løbet var

også ekstra gode dette år på et Østerbrogades listige steder.

På generalforsamlingen efter løbet foreslås af Carsten

Drejer, at hovedarrangøren af kvindeløbet aflønnes, og

efter en længere diskussion vedtages dette.

1993

Igen ny deltager rekord med 4.229 i mål.

Arrangørgruppen ser ud til at bestå af: Kristian Boe

Hansen, Berit Alving, Jan Havshøi, Frank Selsmark og

Kit Philipson.

Allan Keidser tegner det flotteste trøjelogo, vi kunne

have haft - vores blomsterlogo i leopard mønster - men

i efterbehandlingen ødelægges ideen, og vi ender med

en almindelig raster grå blomst - suk.

Kvindeløbet kommer i både BT og Ekstra Bladet med

dobbeltside med masse af tekst og billeder. BT omtaler

Grethe Sønck som fundraiser for Røde Kors og alle hendes

løbende skuespiller- og journalistveninder, hvor

Oriflame sponserer 5.000 kr. pr. løber; i alt 75.000 kr.

Ekstra Bladet beskriver, hvordan journalisten klarer

turen på 59 minutter.

Første år hvor vi ikke kom i tv - som giver ekstra

penge fra Oriflame - øv.

Anekdoten dette år kan hentes fra Tivoli, hvor vores

New Zealanske løber Leslie Norton flere gange måtte

tage de værste og farligste løjer alene, da både piger

og drenge var for pivede. Ok, en anden anekdote fra

dette års ros fra Anders L. Andersen er, at han efterlyser

at få forfatteren afsat - så forfatteren kan indgå i noget

synergieffekt - piger hvad bliver det til?

1994

Dette år løb 3.759 i mål, trods det at græsset ikke

måtte betrædes pga. regn. Dette skabte lidt kaos og

nervøsitet dagen før, men løbet forløb uden problemer,

efter at Susse Wold startede grupperne. Stormen og

regnen om lørdagen var også skyld i, at måltårnet var

væltet søndag morgen, hvorfor vi nu altid fæstner det

godt og grundigt med pløkker og barduner.

Gitte Karlshøj vinder for 5. gang.

Vi var i DR-sporten med 2 minutter og 40 sekunder.

Oriflame overvejer om firmaets deltagelse i løbet er

nok. Tv-fotografen kravlede dette år også op i vores

måltårn og kom til at træde lige ned midt i tidtageren,

som herved blev slukket et stykke tid, hvorfor jeg måtte

regenerere nye tider ud fra kontroltider - med ekstra

natarbejde til følge!

Cheftidtager Kold er dette år ikke glad for at blive vist

i resultatlisten, måtte dette være sidste og eneste gang,

frygter repressalier pga. forkerte tider.

Anekdoten dette år er, at vindruerne lidt for tidligt

blev udråbt til fri afhentning, hvorfor de sidste kvinder i

mål ikke fik nogen.

1995

2.693 løbere kommer i mål efter, at kvindeløbet nu har

skiftet hovedsponsor og hedder ’Plaisir kvindeløb’, hvilket

bevirkede lidt forvirring hos vores tidligere deltagere.

Gruppen så ud til at bestå af: Jan Havshøi, Jytte

Jespersen, Lonnie Monrad og Camilla Rath.

Dette år introduceres gaveposen, som begynder at

tage form med mange gaver til pigerne.

De forgående seks år har tidtageren med lange lister

over samhørende tider og startnumre og kontroltider

prøvet at finde ud af, hvor pigerne enten er sprunget ud

af en kø eller ind i en kø, eller tidtageren har trykket for

lidt tider ind eller for mange – hårdt, upræcist arbejde.

Dette år blev et program til grafisk visning af disse

problemer udarbejdet, og i gode tilfælde reducerede

det arbejdet til et par timer mod før flere aftener.


Anekdoten dette år er, at Chickendales - vores flotte -

drenge forestår lodtrækningsnummer visningen til UG

– de ser dog lidt frysende ud inden overrækkelsen, men

det store tandpasta- og ’store stygge ulv’-smil er på!

1996

2.337 kom i mål efter at have fået en chokoladeopskrift

af Claus Meier, som var starter dette år.

Gruppen ser ud til at bestå af: Niels Jørgen Pedersen,

John Mehr, Jan Hein, Mogens ? og Lone Kjær Svendsen.

Så går starten med en ny sponsor.

Dette år var uden en hovedsponsor, men Danmarks

Idræts-Forbund var sponsor, da man dette år kunne

fejre 100-års jubilæum, men også mange mindre sponsorer

var med.

Chickendales fik nu også et kvindelig indhold, da

Mette Riise Ludvigsen indgik i løjerne.

Endvidere var ruten 187 meter for kort, da et cirkus

stod i vejen.

Anekdoten dette år var, at vi grundet endnu nogle

sponsorgaveproblemer udsendte en müslipose med resultatlisten,

sikke et arbejde. Og vi nåede lige netop ikke at

komme på postkontoret på Hovedbanegården. Måske

var dette også året, hvor enkelte af resultatlisterne blev

sendt ud med for lidt porto, vi fik vel 20 bøder, konvolutten

viste sig at veje mere end prøvekonvolutten.

Giroindbetalingsfristen var dette år lige for kort, og

mange så heller ikke ud til at overholde den, så ca. 150

løbere havde ikke modtaget noget startnummer om lørdagen,

men de fik selvfølgelig lov til at deltage og løbe.

1997

3.417 i mål, og ikke mange fejl gjorde, at dette års løb

blev udråbt i klubbladet til: ’Stor succes til årets kvindeløb’.

Det var året, hvor vores første medlem kom på

sejrsskamlen - flot! - Susanne Nielsen, som nr. 3 i tiden

17.24 minutter.

”Juhuu… der kommer lillemor løbende, så kan vi snart få

kaffe.”

69


70

Decentraliseringen af opgaverne blev på sidste generalforsamling

vedtaget og en kvindeløbsgruppe bestående

af Hanne Mogensen, Jytte Nielsen, Niels Jørgen

Pedersen og Jan Hein kom godt fra start.

’IN’ kom på banen som hovedsponsor, da deres anden

kvindeløbspartner havde droppet dem, godt for os og

vores nye kvindeløb, ’IN kvindeløb’. Det er også året, hvor

vores gavepose begynder at tage form, og i resultatlisten

tælles 20 sponsorer.

Blandt anekdoterne er, at løbet dette år blev skudt på

video, hvor et af højdepunkterne er, da Henrik og

Carsten ihærdigt prøver at afsætte x-large T-shirts til

piger, der ønsker small - godt forsøgt.

En af de helt store historier fra dette år var, at tidtageren

og forfatteren dette år desværre var på ferie i Australiens

outback. Derfor havde et par modige fyre, Peter Ellehauge

De forskellige kvindeløbstrøjer fra 1988 til 1998.

og Peter H. Møller som hovedkræfter, meldt sig til tjansen.

Per Kold Larsen kæmpede henover sommeren med at få

styr på programmerne og få det hele beskrevet i en

manual - svært at huske, hvordan det hele virker - eller

ikke virker - når udstyret og programmerne og procedurerne

kun bruges en gang om året. Rodet består af 31

små eller store programmer, af ikke den mest indlysende

og brugervenlige karakter. Endvidere er hovedingrediensen

en hjemmelavet batteridrevet otte kanals tidtager,

som kan holde 5.000 tider - selv når apparatet er slukket!

En virkelig feature (læs: uhensigtsmæssighed) er, at nye

tider spontant pga. støj stille og roligt tikker ind, hvis stikkene

og trykknapperne ikke er i.

Disse detaljer var nok ikke lige beskrevet helt eller

ordentligt i manualen, men helt bestemt vist og omtalt

under generalprøven. Alt gik fint under selve løbet,


men man turde ikke slukke tidtageren efter løbet og

pakkede det hele ned - skille det hele ad - uden at slukke.

Dette gav senere på aftenen Peter Ellehauge grå hår

i hovedet eller måske snarere alvorlige rynker i panden,

da det viste sig, at 2.500 nye spontane tider var tikket

ind … så de 5.000 maksimalt holdte tider blev overskredet,

hvorfor apparatet starter forfra med tab af de

hurtigste 800 til følge. Panik. Dog fandtes med

udgangspunkt i video og kontroltider nye tider til disse

800 løbere, dog med lidt aften- og nattekamp.

I den fælles kamp efter løbet ringer tidtageren (forfatteren)

til potentielle gruppevindere og måske til piger

med manglende adresser og des lignende, men dette år

går det galt. En af pigerne tror på baggrund af min

præsentation, at jeg er en telemarketingperson og råber

og sviner mig til, uden at jeg kan få hende ud af vildfarelsen,

og hun ender med at smække røret på - overvejer

at sende en blomst med forklarende kort … øv.

Andre år har det været direkte hyggeligt at ringe til

de potentielle vindere. Et år var der lidt tvivl om pigerne

i gruppen over 60 år, men her fik jeg veteranverdensmesteren

i røret, jo, jo, hun kunne sagtens løbe på

22 minutter, hun cyklede 120 km om ugen og løb vist

40 km oveni … sejt, så vi talte sammen i ti minutter.

Dette år var der i resultatlisten også en løberundersøgelse

om, hvorvidt pigerne var interesserede i mere

præcise tider mod en merpris på 20 kroner. Det var de

ikke. Men billedet bag på dette ’postkort’ er simpelthen

kvindeløbets sejeste billede og tekst. To seje

mandlige tilskuere i Fælledparken i sort og med sorte

briller: RIGTIGE MÆND SER KVINDLØB!’

1998

’IN’ tegner en toårig kontrakt, jubii! med Niels Jørgen

Pedersen og Hanne Mogensen som fødselshjælper.

Gruppen kommer godt op at stå omkring: Hanne

Mogensen, Charlotte Madsen, Hanne Stage og Torben

Bøjstrup. Charlotte Madsen trykker så meget på sportstøjfirmaerne,

at de sørme også tegner toårig kontrakter, og

Hanne Stage trykker på sponsorerne til gaveposen, at man

en overgang overvejer at bede om ekstra stærke poser.

Løbet afholdes i solskin og 3.495 løbere kommer i

mål. I Østerbro Avis udråbes løbet til: ’Landets hyggeligste’,

og Jytte Nielsen udtaler til pressen: "Det er ikke

Danmarks største kvindeløb, men det hyggeligste, alle

kan være med."

Helt fortjent - men måske lidt med egen hjælp - kan

man dette år finde Røde Hanne tre gange i resultatlisten,

gode glade billeder med gang i den - sådan, ja

Hanne Mogensen var simpelthen overalt i denne tid.

1999

Trods regnvejret dagen før og natten på til søndagen

kommer 3.892 i mål.

Arrangørgruppen bestod af gengangere suppleret

med nye kræfter: Hanne Mogensen, Hanne Stage,

Morten V. Nielsen, Bonnie Nøhr og Lars Nissen.

Inspireret af Roskilde Festivalens trøjetrykning i Østen

får vi dette år fremstillet trøjerne der, flot koksgrå.

Hos tilmeldingsstedet Marathon Sport får vi måske

for første gang rigtig styr på den forventede fordelingen

af pigerne, når de opgiver forventet sluttid, hvorfor

de reserverede og leverede startnumre går op med

pigernes ønsker, vi bliver stadig bedre og bedre.

På billederne i resultatlisten ser man, at kvinderne

endnu engang er blevet forkælet af mændene, de heldige

får massage efter mål.

Hektisk salsarytmer på olietønder i Fælledparken under

årets kvindeløb.

71


72

Hjælperne fejres med at holde kvindeløbsfest, som 60

dukker op til.

En af anekdoterne dette år er, at vejrguderne eller måske

Georg Gearløs's regnsky flyverbulldozer må have været i

aktion hen over morgenen og dagen, al regnen faldt i

stænger simpelthen lige uden for stadion og Fælledparken,

men netop efter oprydningen begyndte den også på

Østerbro. En anden historie er, at forhindringer på løbsdagen

tages som en udfordring, en ulovligt parkeret bil lige

uden for Østerbro Stadion løftes simpelthen væk. En

tilbageværende begivenhed er, at der ikke var nok gaveposer,

ok, kun 20 manglede og blev fremstillet i en ruf.

2000

Vejret er helt i top og 3.735 løbere er i aktion.

Jytte Nielsen, Lars Nissen Pedersen, Sus Dreyer, John

Mehr, Charlotte Madsen forestår kvindeløbsgruppen og

med Ole Brudsø som webmaster på kvindeløbshjemmesiden.

Et program til overvågning af tidtageren laves, så tidtagertider

og rigtige urtider meget let kan kontrolleres

og senere korrigeres.

Anekdoter, tjaee, måske forsidebilledet af resultatlisten,

en dejlig glad pige med vores røde trøje og håret

farvet i samme røde farve, som kæmper bragt med at

komme i trøjen, et sjovt, spontant og glad billede.

Ellers er der forbavsende lidt at skrive om året, alt gik

vel bare godt og gnidningsfrit.

2001

Dette flotte løb belønnes med 3.790 piger gennem

målsluserne, gaveposeboderne, drikkeboden og stadionhyggen.

Gruppen består af helt nye kræfter: Mette Kyed, Lotte

Sterup, Bente Samsøe og Kira Baun, men med lidt rådgivning

fra den gamle gruppe klarer de skærene.

Trods det fine solskinsvejr er der lidt skygger over

dagen, 11. september 2001 terrorangrebet i New York

fem dage før mindes med et minuts stilhed før start.

For første gang har vi en rigtig svedtransporterende

trøje og det i en trafiksikker orange, flot syn. Gave- og

frugtuddelingensprocedurerne forbedres med et par

uddelingskolonner inde på græsset, og det ser ud til at

afhjælpe lidt af panikken fra mange af de forgående år.

Antallet af sponsorer slår nye rekorder, indbydelsen

indeholder 30 sponsorlogoer. Også antallet af lodtrækningspræmier

overstiger alt, 267 styk, som forhåndsannonceres

på dagen ved opslag på stadion.

Tidtageren forestår et genialt system med dobbeltlistet

præmiedatabase - det lyder stort - en til opslag og en

til uddelerne - men det virker.

Adresse-, tidtagnings- og labelsmanageren forbedrer

igen i år sit system med helsides labeludskrivning, så

label-på-klister-hjælperne fra start har alle labels, både

til konvolut og til diplom.

En anekdote er, at tidtagerlederen pga. af det orange

iklædte pigehav i sekunderne op til starten lige måtte

ned at sidde, det var overvældende og lidt for spændende

- virker alle systemerne stadig - mikrocomputerchippen

i tidtageren har for længst overskredet sin

levetid, men alt virkede!

2002

Kvindeløbsgruppen har 'tour i den', og vi opnår vores

største antal deltagere: 4.540! - hvilket er lig totalt

udsolgt af startnumre - flot!

Gruppen består for en stor del af gengangere, men

med enkelte nye kræfter: Mette Kyed, Lotte Sterup,

Bente Samsøe, Rikke Petersen og Leif Simonsen.

Dette år rammes som tidligere af små episoder, som

giver stof til anekdoter. Det rekord store antal løbere på

dagen gør, at vi løber tør for gaveposer på dagen, men

vi har pakket rigtig mange, ja, endda så mange, at vi

ikke havde flere blade at putte i poserne.

Efter løbet sender vi 120 poser ud til de piger, som

manglede, og vi krydser finger for, at de bliver glade

igen og vender tilbage i 2003. Roden til miseren er

måske, at tidtageren tidligt og sent har forklaret, at en

ud af hver sjette tilmeldte aldrig møder op og løber,

men åbenbart henter de eller deres veninder gaveposerne

og måske trøjerne, igen er vi blevet lidt

klogere.

En uges brugsret til en Mercedes Smart Car lodtrækkes

der om, dog over mange forsøg; enten vil pigerne


helst være fri, eller også er vi uheldige at ramme piger,

som er gået hjem.

2003

En gruppe bestående af Bente Samsøe fra sidste års

gruppe, Carsten Gemmer, Mette Jørgensen og Johanne

Strabo Thøgersen fik alle aftaler i hus efter hårdt arbejde,

og løbet blev vores hidtil bedste med ny deltagerrekord.

Den rene nostalgi! To deltagere i kvindeløbet anno 2003

troppede op i AK 73’s 15 kamptrøjer. Trøjer, som deres fædrene

ophav havde erhvervet sig i vores for længst hedengangne

15 kampe engang i 80’erne. Hvem var de mon?

Hen over årene

Som gammel løbsarrangørrotte må jeg her til slut råde

alle til at huske, at langt, langt de fleste af løberne

oplever dagen som en flot og rigtig god dag - vi gør

virkelig en forskel.

Mit tidsforbrug har over årerne selvfølgelig været ret

højt! Følgende tabel beskriver minimumstal - enten

nedskrevet eller gættet:

Starten skydes i gang i 2003 for det 16. kvindeløb af

klubbens egen Niels Aagensen.

73


74

Tid dag og aften Tid efter midnat I alt

År Timer Timer Timer

1988 0 0 0

1989 20 2 22

1990 300 20 320

1991 100 20 120

1992 70 9 79

1993 91 17 108

1994 42 4 46

1995 43 6 49

1996 47 8 55

1997 20 5 25

1998 91 22 113

1999 40 8 48

2000 40 10 50

2001 30 10 40

2002 29 15 44

I alt 963 156 1119

Svarende til 139 arbejdsdage a 8 timer ~ 27 mande

uger ~ 0.51 årsværk.


2. Udviklingen i AK 73 ...

klubbens formænd fortæller

AK 73 og atletikken, dengang og nu

Af Niels-Chr. Bendixen (1973-1976)

Ud over at man naturligvis ved sådanne lejligheder (de

30 år) gør sig de sædvanlige tanker ("er det virkelig så

længe siden" osv.), så kan man i 'tilfældet AK 73' ikke

lade være med - igen - at mindes omstændighederne

og turbulensen omkring dannelsen af klubben.

Det store diskussionsemne dengang - ikke mindst i

medierne - var dette med 'sammenblandingen' af sport

og politik. Vores påstand var jo, at det ikke var os, der

blandede tingene sammen, de hang sammen og kunne

ikke skilles ad, hvad enten man ville det eller ej.

Sporten var måske nok et fristed, hvor man kunne

komme og slappe af fra verdens stress og jag, men den

var (og er) en del af samfundet og kunne/kan ikke frigøres

fra den helhed, den indgår i. Derfor var der ikke noget

mærkeligt i, at man havde en mening om den måde,

sporten og dens udøvere blev brugt på. Sagde man ikke

fra, kunne man blive (mis)brugt i en sammenhæng, man

ikke var interesseret i.

Initiativtageren til AK 73 og

klubbens første formand,

Niels Christian Bendixen (th.),

hædres med Dansk Atletik

Forbunds ærestegn af

forbundets daværende

formand, Mogens Finn Jensen,

på årsmødet.

75


76

Det var, hvad vi efter bedste evne - og faktisk uden

de store armbevægelser og uden megen råben og skrigen

- gjorde opmærksom på. Men reaktionen udeblev

ikke: vi skulle ikke komme og ødelægge de fredelige tilstande

med vores venstreorienterede agiteren.

At de fleste af dem, der var kritiske og ganske fordømmende

over for os, helt sikkert også var mod apartheid

i Sydafrika, er en anden sag. Det, vi gjorde galt,

var, at vi var med til at ødelægge idyllen i sporten.

Ikke overraskende er der sket meget på 30 år, også

med hensyn til sportens placering og betydning i samfundet.

Der er kommet mere fokus, først og fremmest

på sporten som underholdningsfaktor. Der er næppe så

mange, der siger fra i dag; hvor meget kigger man

f.eks. nu på, hvilken reklame startnummeret er udstyret

med, og får det nogen konsekvenser, hvis man ikke kan

lide den? Har man råd til de eventuelle konsekvenser,

lyder spørgsmålet snarere.

Måske er vi også i sportslig sammenhæng blevet

mere 'bevidstløse'.

Vores kære atletik har det ikke godt i dagens sportsverden,

sikkert delvist som en konsekvens af, at udviklingen

her går mod det hurtige, det let fordøjelige og det kommercielle

- og muligvis også fordi vi ikke har været gode

nok til at 'sælge varen', som det så yndigt hedder.

Atletikken er stort set på vej ud, forudsagde Politikens

Rasmus Bech dystert for nylig. Medlemstallet i forbundet

har det vist udmærket, men det skyldes de mere modne

(motionerende) årgange. Det står sløjt til hos ungdommen,

hvis regionale, ja selv landsdækkende, mesterskab

har så ringe tilslutning, at der er næsten fri tilmelding,

naturligvis med et meget blandet resultatniveau til følge.

Det kniber med at få engageret de unge i målrettet, seriøs

træning. Den inspirerer ikke ret mange, og vi er ikke

gode nok til at begejstre og motivere.

Og det er ærgerligt, meget ærgerligt.

Så alt i alt - når vi ser på atletikken som helhed, er

der ikke det store at råbe hurra for. De aktuelle problemer

har ændret karakter - som alt det udenom - og vi

står over for en stor udfordring, hvis det ikke skal ende

med, at atletik kun er de flot opsatte (men lumsk kedelige,

efter min mening) internationale stævner og så de

store mesterskaber, naturligvis - og alt sammen på tv,

forstås.

For det bliver jo resultatet, når der bliver færre og

færre unge, der løber, kaster og springer, og de fleste

af landets stadionanlæg affolkes.

Vi må have stoppet den udvikling!


AK 73

Af Willy Larsen (1976-1980)

Der er to datoer, som er printet stærkt ind i min

hukommelse i forbindelse med AK 73. Det er den 29.

maj 1973 og den 22. november 1976.

Den første dato var et goddag til AK 73 og samtidig

et sørgeligt farvel til min gamle klub KIF, som jeg havde

været medlem af siden 1961, hvor jeg vandt et begynderløb

i Fælledparken, og atletikkens verden åbnede sig

for mig. Det var et farvel til mange af de klubkammerater,

som jeg havde haft så mange idrætsoplevelser

med, og specielt var det vemodigt ikke at skulle være i

samme klub som min træningspartner Finn Simonsen,

men træne sammen kunne vi trods alt.

Den anden dato var 22. november 1976, hvor jeg

blev valgt til formand for AK 73 efter at have været kasserer

siden klubbens stiftelse.

I min formandsperiode, der strakte sig over en olympiade

frem til slutningen af 1980, var medlemmerne

og i særdeleshed bestyrelsen meget aktive.

Klubben afholdt inde-DM for ungdom i Nørrebrohallen,

det første valentinløb blev sendt af sted i Dyrehaven,

vi kom med i Sportsringen, som arrangerede

bankospil for mellem 400-700 mennesker i Nørrebrohallen,

og ikke mindst fik AK 73, som den første atletikklub,

et klublokale på Østerbro Stadion efter stor forståelse

fra Københavns Idrætspark.

Det var med stor sindsro, at jeg dengang kunne aflevere

depechen videre til min efterfølger i formandsstolen,

Mads Thomsen. Løb jeg et godt løb? Det blev

op til generalforsamlingen at bedømme.

Her kort før at målsnoren er sprunget, vil jeg minde

jer om indskriften, som står på venstre side lige inden

for glasdøren på Østerbro Stadion:

LEG BLEV TIL IDRÆT, OG IDRÆT BLEV TIL DÅD.

Og som jeg sagde til jubilarfesten for de gamle AK’ere:

TAK FOR LEGEN.

Villy Larsen, klubbens tidligere kasserer og formand, fører

her i et 1500 meter løb for veteraner på klubbens

hjemmebane, Østerbro Stadion.

77


78

Glimt fra min tid som formand for AK 73

Af Mads Thomsen (1980-1986)

Tillykke med de 30 år

Jeg var formand for klubben, da vi fejrede klubbens 10års

fødselsdag i Brumleby Forsamlingshus. Jeg vil

nedenfor i række glimt beskrive tiden, hvor jeg var formand,

fra ca. 1980 til 1986.

Det klubmæssige

AK 73 havde nået at få udbygget sin demokratiske og

vel egentlig ret så velfungerende struktur.

Der blev afholdt månedlige åbne bestyrelsesmøder,

hvortil alle medlemmer havde adgang, og eventuelle

spørgsmål, holdninger mv. blev afklaret med simpelt

stemmeflertal blandt de fremmødte. En sådan struktur var

der, i hvert fald på den tid, stadig ikke så mange klubber,

der havde. Generelt med en flot deltagelse i disse møder.

Klubbens medlemmer lagde et stort arbejde i at

udgive klubbladet. Så vidt jeg kan se, har AK 73 stadig

et af landets bedste klubblade.

Hele bestyrelsen og alle udvalgsmedlemmer var idrætsaktive.

Klubbens struktur var også til debat langt uden for

Mads Thomsen var gennem en årrække en god formand

for AK 73. Som løber dækkede han samtlige distancer fra

400 meter til maraton.

klubben selv. Klubben var altså også kendt for sin struktur.

Det økonomiske var af en anden og mindre karakter

end i dag (formoder jeg), men de nødvendige indtægter

blev, ud over kontingent, primært skaffet ved

bankospil og stævneafholdelse.

Der var en turnusordningen til de ugentlige bankoaftener

i Nørrebrohallen ud over den lille faste skare,

der holdt disse indtægtsgivende aftener i fast gænge.

Specielt Torben Østerberg var et utroligt aktiv for klubben

i samarbejdet med fire øvrige idrætsklubber.

Sportsringen blev bankospillet kaldt af arrangørerne.

Af mere social karakter havde vi blandt andet ungdomstræningslejre

i Sverige, hvor de unge blandt

andet prøvede at løbe to mands o-løb i svensk terræn,

hvilket ikke er helt som i Fælledparken.

Fælles klubture til 10x10 km stafet i Århus. Træningslejre.

Nytårsarrangementer. Mortens And-spisning - det må her

nævnes, at vi fik ænderne stegt hos en bager på Nørrebro,

inden spisningen i klublokalet i Idrætshuset.

Kagemesterskab med kåring af bedste kilometerkage,

den mest kunstneriske kage og den, der smagte

bedst. Julehandicapløb med efterfølgende julefrokost i

vores klublokale, nr. 12 i Idrætshuset. Derudover

afholdt Peter Bistrup juleaften den 23. juni med båndoptagelse

af vinterens trafikkaos og sne gemt i fryseren

fra sidste vinter og risalamande.

Klubben havde, måske endda lidt på trods af sine

mange arrangementer af såvel sportslig som mere social

karakter, et meget fint forhold til daværende stadioninspektør

Willy Westphael, der altid var klar til hjælp,

når vi havde behov for det.

Det arrangementsmæssige

AK 73 afholdt mange kunststofstævner med Peter

Bistrup som en stor bærende kraft i disse velafholdte

og meget besøgte stævner. Den slags stævner er der

desværre længere og længere imellem i dag.

Stævnerne var et led i 'de sjællandske kunststofstæv-


ner', som Peter Bistrup (eller kaldet Bis) og jeg fik idéen

til en aften på komponisten Benny Andersens tidligere

stamværtshus og spillested på Frederiksberg.

Af andre banestævner havde vi den årlige 15 kamp i

oktober. Et stævne, der strakte sig over ugens fem første

aftener med gul førertrøje og afsluttende med fællesspisning,

præmieoverrækkelse og vablebal i

Brumlebys forsamlingshus.

Der deltog aktive fra hele Sjælland, og mange prøvede

for første gang kræfter med hammerkast, stangspring

og 3000 meter forhindringsløb.

AK 73’s hurtigste mand. I klubbens første år var sprinteren

Kaj Pedersen en af landets bedste sprintere med tiden 10,6

sekunder på 100 meter. I årene 1973-75 placerede han sig

på hhv. tredje-, anden- og andenpladsen ved DM. Kaj var

desuden en fremragende trespringer med en tredjeplads

ved DM i klubbens første år. Han er stadigvæk indehaver

af klubrekorderne på 100 meter på 10,6 sekunder og i

trespring og 14,51 meter fra hhv. 1974 og 1973.

Et af de arrangementer, jeg ser tilbage på med megen

glæde, var DM landevej i Fælledparken, hvor vi havde fået

politiet til at afspærre alle indfaldsveje til Fælledparken, og

buslinie 5 var omlagt i dagens anledning.

Det blev et utrolig godt arrangement, hvor vi igen

lidt utraditionelt havde fået miljøorganisationen

Greenpeace som hovedsponsor. Det er stadig de flotteste

kilometerskilte, der har været til et landevejsløb.

En kæmpe oppustet hval prydede målområdet, hvor

opløbet var tæt pakket med tilskuere.

Sct. Valentin-milen var allerede dengang en klassiker.

Dette løb blev også 'opfundet' af Bis.

Vi afholdt også nogle runder i DAF’s vinterturnering,

bl.a. et 10 km løb rundt om Christiansborg.

AK 73 afholdt i 10-års jubilæumsåret en fredsstafet

rundt om ambassadekvarteret på Østerbro med skiftezone

tæt ved den amerikanske ambassade. Vi havde

sendt breve til alle ambassader om arrangementet og

forsøgt at få DR-TV til at komme, men først da politiet

blandede sig i det, de troede var en demonstration for

den amerikanske ambassade, og en TV-Avisjournalist fra

sit private vindue så optrinnet, kom der tv på dette

sportsarrangement med et vist politisk budskab. Ikke i

sportsudsendelsen, men i TV-Avisen. Det gik for øvrigt

helt fint med politiet, da vi naturligvis kunne fremvise

polititilladelse til løbet, der blev dog et par motorcykelbetjente

i området.

Det forlød også, at løbet gav anledning til debat i

Folketinget, hvor daværende kulturminister Mimi

Stilling Jacobsen på spørgsmål fra en partifælle måtte

tage afstand fra denne upassende måde at sammenblande

sport og politik. (AK 73 Nyt, december 1983.)

Generelt udviste klubbens medlemmer en meget flot

opbakning til disse mange stævner.

Det sportslige blandt medlemmerne

AK 73 havde et herrehold i DAF’s landsturnerings 1.

division og et hold i 5. division øst. Kvindeholdet var i

2. division øst.

Jeg kan ikke holde rede på de mange medaljer, klubben

fik ved diverse bane-, landevejs- og cross-mesterskaber.

Det var faktisk ret så mange. Blandt andet sad

79


80

klubben i en årrække på DM i 4x1500 meter, som må

siges at have været en af klubbens absolutte paradediscipliner

med navne som Bo Nytofte, Gert Kærlin, Jens

Olsen, Henning Brandt, Bent Povlsen. Selv var jeg også

med nogle gange.

Henning blev ret så overraskende dansk mester på

1500 meter det ene år foran Niels Kim Hjort. Henning

sov vist ikke ret meget de næste dage. Derudover blev

Hans Chr. Jensen dansk mester på 800 meter et par år.

Stafetholdet fik sølv på 4x400 meter, og Kersti

Jakobsen og Helle Bütow Jørgensen fik sølv og bronze

på 3000 meter.

En vis form for alsidighed havde klubben, idet Dorte

Ebling vandt medalje i længdespring ved DM.

I 10-års jubilæumsåret blev klubbens første formand,

Niels Chr. Bendixen, dansk mester på 400 meter ved

veteranmesterskaberne.

Klubben havde flere aktive på landsholdet, som deltog

ved VM og EM.

Som en lille ekstra ting stillede vi det ene år op til

DM maraton med sekretæren (Christian Krebs-Lange),

kassereren (Søren Holstein) og formanden (undertegnede)

og blev nr. 5 i holdløbet.

Det træningsmæssige ud over løberiet forsøgte vi at

gøre bedre med indendørs tekniktræner, ungdomstrænere,

indendørstræning i DHL-hallen mv. Men det med

ungdommerne blev aldrig helt godt.

Afrunding

Det var en række spændende år at være formand for

AK 73. Blandt klubbens medlemmer var der stor rigdom

på ideer og opbakning til de løbende opgaver.

Som tiden er gået, har jeg sikkert fortrængt de ting,

der ikke lykkedes så godt. AK 73 var trods alt en mindre

klub, der markerede sig på en lang række fronter,

også på det sportslige plan.

Held og lykke med de næste 30 år.

To år i træk, i 1980 og 1981, vandt AK

73’ere det danske mesterskab på 'kongedistancen',

1500 meter, ved Bo

Nytofte og Henning Brandt. Her ses

Henning på sejrspodiet, mens Niels Chr.

Bendixen overrækker medaljen til tonerne

af pigegardens sejrshymne.


Historien om A’et, der blev væk …!

Af Torben Dan Pedersen & Vinnie Andersen (1986-1990)

Vi kan ikke huske, hvornår vi begyndte, og hvornår vi

sluttede, men Torben var først formand alene (1986-

1988) og siden kom Vinnie på.

Vi overtog en klub, hvor der i længere tid havde

været tegn på begyndende krise. Der var ikke så

mange til træning, der var vist dårlig nok trænere på

alle områder, og medlemsmøderne - som på det tidspunkt

var det styrende organ - havde et ujævnt besøg.

Sidstnævnte havde stor betydning for muligheden for

at gennemføre og beslutte ting i et mere langsigtet

perspektiv. Faktisk var det nærmest umuligt at fastholde

beslutninger. Der kunne stort set dukke forskellige

mennesker op på hvert møde, som mente noget forskelligt

i forhold til sidste mødes deltagere.

Forandringernes periode

Så derfor havde vi en masse idéer til forandringer. Først og

fremmest ville vi etablere en bestyrelse. Vi mente, at det

var nødvendigt at sikre kontinuitet omkring beslutning,

styring og ansvar. For at gøre det lidt attraktivt at deltage i

bestyrelsesarbejdet besluttede vi, at det skulle være hyggeligt

at komme, så der skulle være mad og drikke til mødet

(som jo oftest lå lige efter træning). Bestyrelsesmøderne

var åbne for alle interesserede, man skulle bare melde sin

deltagelse inden mødet. For at få træningen til at fungere

for alle – ungdom, teknikere og garvere - var vores næste

opgave dernæst at sikre et økonomisk fundament.

Dette blev klaret ved at udarbejde to koncepter: et

for et kvindeløb (dengang Oriflames kvindeløb) og et

Torben Dan Pedersen, der

her fører an et sted midt i

feltet i et travcrossløb på

Charlottenlund Travbane,

var sammen med Kersti

Jakobsen initiativtagerne

til det kvindeløb, som AK

73 gennem mange år har

haft så stor gavn af.

Torben var formand i klubben

i slutningen af

80’erne.

81


82

mere afslappet Fælledparkløb. Begge blev etableret og

medvirkede til at sikre os en økonomi, der kunne gøre,

at vi fik ansat relevante, kvalificerede trænere til alle

grupper.

Derudover gjorde vi meget ud af det sociale (som jo i

forvejen altid havde været vores styrke), vi indførte en

stor gallafest, som kunne samle alle klubbens forskellige

unge som gamle medlemmer, og derudover lagde vi

stor vægt på at støtte alle aktiviteter, som kunne styrke

det sociale samvær på tværs af discipliner og alder

(f.eks. landsturneringer, hytte- og Kullenturer.) Det var

vigtigt, at vi bevarede vores 'politiske engagement', så

vi deltog, når det kunne lade sig gøre.

Så snerpede det til

Det gik godt i nogle år, der var medlemsfremgang,

god gejst og mange gode resultater både individuelt

og på diverse hold (landsturneringen og vintercup),

men efterhånden begyndte det at snerpe til. Der var en

stor konkurrence på Østerbro Stadion, og vi oplevede,

Også hos pigerne

havde AK 73

lovende ungdom

i starten.

Her to af dem i

et stafetskifte,

sprinteren

Vinnie Andersen

og højdespringeren

Susse

Meulengracht.

Fra DMU på

Lyngby Stadion

fra 1975.

at det var svært at få det hele til at hænge sammen.

Der var dybest set et bedre eller i bedste fald ligeså

godt tilbud til ungdommen i både KIF og Sparta

(flere børn i forskellige aldersklasser og mulighed for at

tilpasse på forskelligt niveau, bredde og elite), og vi

havde svært ved at holde sammen på 20 unger mellem

9-15 år med forskellige køn og evner. Og det gjaldt

dybest set også for vores bedste (og næstbedste) unge

aktive, som var spredt på de forskellige tekniske

discipliner. På garversiden var vi dækket godt ind med

gode trænere og nogenlunde stabile løbegrupper

særligt på kvindesiden. Men vi havde til gengæld

problemer med at matche fx Spartas motionstilbud,

som var meget alsidige i forhold til tilpasningen til

forskelligt niveau. De gode teknikere hos os kunne

både få super gode trænere og nogle at træne med i

respektive klubber.

Og vi indså, at vi aldrig kunne leve op til det – vi

kunne være en hyggelig og rar lille klub med vægt på

særlige værdier og plads til alle uanset evner, men det

er jo ikke nok for folk med mange ambitioner. Bl.a.

derfor mistede vi mange af vores bedste aktive teknikere

til klubberne omkring os. Det betød bl.a., at

landsturneringsholdene begyndte at volde os problemer.

Flere garvere var begyndt at trække sig, og det

blev stadig sværere at stille hold, og det var følgelig

mindre sjovt at være med. Samtidig var det store arbejde

med at være formænd - kombineret med et fuldtidsarbejde

ved siden af - ved at slide, så vi var klar

over, at vi i løbet af de nærmeste år måtte give

depechen videre.

Så kom der gang i klubben

Ben Hur havde vi altid været lidt tættere knyttet til end

til andre klubber. Vi havde mange af de samme værdier,

og der var flere bekendtskaber på tværs af de to

klubber. Så da vi efter et par hyggelige samtaler med

Ben Hur fandt ud af, at de havde de samme problemer

med at få det hele til at hænge sammen som os,

begyndte vi at tale mere forretningsmæssigt sammen.

Ben Hur 'kørte' lidt bedre, særlig på herresiden, hvor de

lå i bedste række. De kunne have gavn af vores træ-


ningsfaciliteter og garvertrænere. Så vi begyndte at

mødes med henblik på etablering af et træningsfællesskab

på alle områder og en sammenlægning af landsturneringsholdene.

Vores intention var at sikre, at man stadigvæk kunne

dyrke atletik i AK 73 med alle de discipliner, der nu

engang hører med til det. På alle niveauer og i alle

aldre. Landsturneringsholdene, mente vi, var vigtige for

at fastholde et socialt samlingspunkt for medlemmer,

selv om de dyrkede forskellige discipliner. Og så kan

det nok være, der kom gang i balladen i klubben.

Garverne var sådan set ligeglade med, om der var

teknikere eller landsturnering. Fronterne blev trukket

skarpt op: Teknikere og moderate på den ene side

(som kunne se en fordel i, at man samarbejdede for at

sikre atletikken i klubben), og garverne og nogle af de

ældste medlemmer på den anden side.

Vi forsøgte os i første omgang med træningsfællesskab,

bl.a. af nød, for der var ingen trænere tilbage i

AK 73. Ben Hur havde råd til trænere et par år mere og

ønskede ikke en sammenlægning af holdene endnu.

Og det gjorde rigtig mange af garverne heller ikke.

Faktisk var der stærke kræfter i klubben, som kunne se

en fordel i, at klubben blev en ren løbeklub, for det

dækkede til fulde deres egne behov, de kunne fortsæt-

te, som det passede dem, uden alt besværet med at få

de mange andre discipliner i atletikken i gang.

Og efter en trist generelforsamling og nogle meget

uinteressante diskussioner med flere garvere og passive

medlemmer med nok i sig selv og egne behov måtte vi

se i øjnene, at alsidigheden i atletikken i AK 73 var væk.

Og det var vi definitivt også.

Epilog

Da vi forleden gik en tur og kom forbi Østerbro

Stadion, så vi lige indenfor. Det var godt at se, at klubben

lever i bedste velgående med arrangementer, træning

og alt, hvad der hører til. Det er ikke, som vi

havde håbet – men på den anden side: de, der fører en

klub videre, har jo mulighederne for at påvirke og

skabe retning. Og det har formænd, bestyrelser og

medlemmer gjort siden dengang i begyndelsen af

90’erne. Vi gjorde det før dem. Og før da var der

andre, der var med til at ændre og skabe retning og

udvikling. Hver epoke sine karakteristika.

Tak for gode tider og gode oplevelser. Faktisk 'løb' vi

også ind i hinanden der – og holder stadigvæk sammen

og har to børn. På den måde kan man roligt sige,

at AK 73 fik afgørende betydning for vores liv.

83


84

En tidligere formands beretning

Af Anders L. Andersen (1990-1991)

Det var en køn pige med talent for at løbe, der i midten

af 80'erne gjorde mig interesseret i AK 73. Jeg var nok

forelsket på afstand, betaget af hendes præstationer og

smukke ydre. Jeg fik øje for pigen med den lange hestehale,

da jeg fik mit første abonnement på et løbemagasin

i midten af 80'erne.

Kersti Jacobsen var hendes navn, og også på det tidspunkt

var hun en beundret løbestjerne, der ofte udtalte

sig eller blev portrætteret i løbesammenhæng.

I 1987 flyttede jeg fra Odense til København for at

færdiggøre min uddannelse. Skæbnen ville, at jeg her

blev kollega til og ven med Jørgen Dan Pedersen, som

var bror til den daværende formand i AK 73, Torben

Dan Pedersen. Derfra var der ikke langt til min første

træningstime i AK 73.

Formand Anders L. Andersen og nogle beundrere ude på

Østerbro Stadion.

Desværre var Kersti ikke flittig til at træne i klubben. Det

var i en helt anden sammenhæng, jeg lærte hende at

kende som meget andet end en køn løbepige med benene

skruet rigtigt på.

Ånden i 1987

Allerede en af de første gange til træning blev jeg inviteret

med op i klubbens hule i 13'neren på 3. sal. Lokalet

har en fantastisk udsigt over stadion og emmede af nostalgi

om en driftig klub med traditioner og mange flotte

idrætspræstationer. Midt i lokalet stod et stort bord fyldt

med et sandt sammenrod af gamle klubblade og billeder

af klubbens medlemmer i aktion på cindersbanerne,

gamle T-shirts med farvede AK 73-blomster, atletikredskaber,

slidte pigsko, en dartskive og diverse spil. Rummet

tjente som både bade- og omklædningsrum og

mødelokale. 13'neren osede simpelthen af atmosfære,

og for mig var ét besøg i dette lokale slet ikke nok.

Kort tid efter blev jeg engageret i det første kvindeløb

i AK 73. Kersti var blevet kontaktet af Oriflames

Kosmetikklub, der ønskede at lave et kvindeløb, der

kunne matche Spartas ditto. Og i løbet af få dage var

jeg dybt involveret i en arbejdsgruppe, hvor mit idol

og forbillede sad med ved bordet.

Så vidt jeg husker, afholdt vi generalforsamling i

november 1987 som det sidste møde i 13'neren.

Forsamlingen sluttede med at rydde op i lokalet, som vi

måtte afgive til nogle 'kong-fu'-folk, der havde gjort

deres indtog i Idrætshuset med krav om et sted at klæde

om. Den aften tror jeg, at lidt af den gamle klubånd

døde. Vi kunne ikke længere holde bestyrelsesmøde i

Idrætshuset, og alternativet blev stuebordet hos 'formændene'

Torben og Vinnie. Jeg nåede aldrig at opleve

de åbne bestyrelsesmøder, der tidligere havde været et

sandt tilløbsstykke - og i øvrigt vistnok meget andet end

strukturerede møder i traditionel forstand. Godt nok fortsatte

vi traditionen med at indkalde til bestyrelsesmøder

via opslagstavlen i Idrætshuset, men det var nok møde-


stedet i det private hjem, der satte en stopper for den

aktive deltagelse af klubbens menige medlemmer.

Træningsmiljøet

Det var i den grad bestyrelsesarbejdet, der i begyndelsen

fastholdt mig i AK 73. De første måneder i klubben

var vi sjældent mere end fem til løbetræning.

Træningen begyndte som i dag kl. 17.10. Tirsdag løb vi

1000 meterintervaller i den del af Fælledparken, hvor

Gabor afvikler sit berømte juleløb. Torsdag løb vi lange

ture til Utterslev Mose. Der var ingen løbetræner, så jeg

blev oplært af et par af de garvede løbere.

Teknikerne var på det tidspunkt væsentligt flere til træning.

Men vi var to adskilte verdener, og ind imellem

flød det med godmodige drillerier. Det var som regel i

1'eren, herrernes omklædningsrum, vi 'stødte sammen'.

Jeg husker tydeligt en af de første gange til træning, hvor

en høj og muskuløs tekniker stillede sig op foran mig,

bedst mens jeg var ved at smide underbukserne. Han ville

lige gøre opmærksom på, at jeg havde taget hans plads.

Jeg følte mig i bogstavelig forstand taget med bukserne

nede og flyttede naturligvis skyndsomst mit habengut.

Senere fik jeg et helt andet forhold til teknikerne,

fulgte deres indsats i landsturneringen, tog dommercertifikat,

var med til at arrangere stævner og fandt i

det hele taget ud af, at disciplinerne på stadion var

ganske spændende.

Efterhånden fandt jeg ud af, at der også blandt løberne i

klubben var flere personligheder. De mødte kun sjældent

til træning, men opførte sig som konger, når de endelig

dukkede op. Ligesom min banemand i omklædningsrummet

havde de været med i AK 73 i mange år og var

repræsentanter for den gamle skole, der lige skulle afprøve

nye medlemmer og hævde sig lidt. Senere viste det sig, at

de fleste var alle tiders kammerater, men måske ikke lige

dem, der lagde grundstenene til klubbens fremtid.

Formandstiden

Efter en periode med arbejde som menigt medlem og

sekretær i bestyrelsen accepterede jeg i november

1990 at blive formand. Inden generalforsamlingen

havde jeg besluttet, at jeg godt ville fortsætte som

medlem af bestyrelsen, men ikke som formand. Jeg

havde jo set, hvordan den post havde krævet og taget

hos Torben og Vinnie. Trods kraftigt pres lykkedes det

mig på generalforsamlingen at fastholde min beslutning

- for en uge senere på det første møde i den nye

bestyrelse at lade mig overtale med løfter om

opbakning fra de øvrige i bestyrelsen.

I de efterfølgende uger brugte vi i bestyrelsen en del tid

på at overveje klubbens situation og prioritere vores ressourcer.

I min første leder i klubbladet, januar 1990, var

jeg så letsindig at skrive, at det var nødvendigt at lave en

slagplan - ikke til brug i Golfen, men til anvendelse i kampen

for AK 73's eksistensberettigelse på Østerbro. Hvad

jeg burde have forudset var, at det senere ville blive brugt

imod mig. Saddam Hussein (berygtet og på det tidspunkt

som en meget aktiv diktator i Golfen) var det øgenavn,

som snarrådige tidligere kolleger i bestyrelsen hæftede på

mig. Jeg husker det som et meget hårdt slag og en meget

følelsesladet indledning på min formandsperiode.

Sætningen fra min leder var imidlertid alvorsord om

en klub, der netop havde været igennem den hidtil

dybeste krise. Efteråret havde budt på lange og til tider

heftige og bevægede diskussioner om klubbens fremtid.

I den forgangne sommer havde vi sagt farvel til

ungdomsafdelingen. Der var kun få aktive ungdommere

tilbage, og da Henning Brandt valgte at stoppe som

træner, smuldrede de sidste rester af afdelingen.

Hen på efteråret skulle vi tilmelde holdene til den

kommende sæsons landsturnering i atletik for klubhold,

og der skulle udpeges en holdleder. Både herre- og

dameholdet havde imidlertid skrantet i flere år. En

håndfuld aktive piger fordelte alle øvelserne på dameholdet

imellem sig og klarede udfordringerne efter det

muliges kunst.

Hos herrerne blev der trukket kraftigt på de gamle og

'pensionerede' teknikere, ligesom flere af langgarverne

fik den tvivlsomme ære at løbe 400 meter stafet eller

endog støde kugle eller springe stangspring for at holdet

kunne gennemføre alle discipliner og undgå diskvalifikation.

Læseren fornemmer måske, at det som holdleder ikke

var jordens mest taknemmelige opgave at skulle ringe

85


86

rundt for at overtale maratonløbere til at løbe sprint

eller familiefædre til at finde de gamle pigsko frem fra

gemmerne på loftet for at stille op i konkurrencer med

modstandere, der var øvede teknikere.

I efteråret 1989 havde den tidligere holdleder fået

nok og sagde fra. Det var vel det endelige dødsstød til

klubbens atletikhold i landsturneringen. En afvikling,

der havde stået på igennem en årrække, uden at der i

tide var sat ind for at stoppe nedturen. Og samtidig en

meget trist og svær start for en ny bestyrelse.

Fusionsplanerne

Problemerne med at holde sammen på klubbens hold i

landsturneringen havde også ført til seriøse forhandlinger

med Ben Hur om et fremtidigt samarbejde. Alle

mulige konstruktioner blev undersøgt og analyseret, og

på et tidspunkt var vi langt inde i arbejdet med at lave

regelsættet for en fusion. Ben Hur havde mange gode

teknikere, men manglede de optimale træningsfaciliteter.

AK 73 havde mange gode løbere og havde fine forhold

på Østerbro Stadion.

Ja, på alle væsentlige områder passede klubberne

sammen som fod i hose. At det alligevel ikke blev til

'Benak' eller 'AkBen' skyldtes, at Ben Hurs herrehold

netop det år rykkede op i landsturneringens fornemste

række, elitedivisionen. En fusion med AK 73 ville betyde,

at den nye klub skulle begynde i 2. division. En sådan

sportslig deroute var Ben Hur ikke parat til at acceptere.

I stedet indledte vi et samarbejde med Ben Hur. Teknikerne

fra Emdrupklubben trænede på Østerbro Stadion

mod passivt medlemskab i AK 73. Samtidig fik vore få

tilbageværende aktive teknikere mulighed for at træne

med under kyndig vejledning af Ben Hurs trænere.

Ny klubånd

Mens krisen kradsede blandt teknikerne, havde klubbens

løbeafdeling medvind. Det var lykkedes at engagere

Kersti til at træne løberne, og især på spindesiden

udviklede klubben sig positivt.

I foråret 1990 ansatte vi også en ny motionstræner,

Peter Ainsworth-Zink, der for alvor fik gang i motionsgruppen.

Det var også i denne periode, at fællesmøderne den

første tirsdag i måneden opstod. I begyndelsen var det

primært et forsøg på at samle teknikerne og løberne i

en social dimension. I løbet af året udviklede klubaftenerne

sig til det, vi kender i dag som en blanding af

hygge, træningsvejledning, information fra bestyrelsen,

foredrag m.v.

I bestyrelsen talte vi i det hele taget meget om, hvordan

vi kunne fastholde og på nogle områder højne

aktivitetsniveauet i klubben og engagere medlemmerne.

Løn til trænerne og erkendtligheder til særligt

engagerede medlemmer var emner, der havde været

diskuteret flere gange tidligere på bestyrelsesmøder og

generalforsamlinger.

På det tidspunkt var flere grænser i forhold til den

gamle og oprindelig ånd og kultur i AK 73 allerede overskredet.

Vi havde bl.a. indledt samarbejde med et meget

kommercielt orienteret firma, Oriflames Kosmetikklub,

for at tjene penge på at lave kvindeløb. Desuden havde

vi ansat professionelle trænere. Begge initiativer var

eksempler på nye tider, som nok ikke havde været velset

i begyndelsen af klubbens levetid. Der var da også flere

af de gamle medlemmer, der rynkede på næsen af

denne udvikling. Nu lancerede vi så en bonusordning,

hvor både de hurtigste løbere og de flittigste medlemmer

kunne optjene point, som senere ville udløse løbesko,

vindjakker, billet til fysioterapi osv.

Aktiviteter

1990-1991 blev også formandsperioden, hvor vi forsøgte

os med en ny aktivitet. Vi var kede af, at teknikafdelingen

sygnede hen, men var samtidig klar over, at

skulle vi gøre noget, måtte vi begynde forfra.

Derfor besluttede vi at tilbyde ikke bare børnepasning,

men atletik og leg til de børn, som deltagerne i

Fælledparkløbene kunne medbringe. Det blev en succes

med 15-20 poder i alle aldre.

Senere på året rykkede vi børnene ind på stadion og

arrangerede løjerne samtidig med løbetræningen tirsdag

og torsdag. Der var stor interesse i begyndelsen,

hvor forældre fra Østerbro mødte op med deres børn

og ofte selv deltog i legen.


Desværre ebbede aktiviteten ud, fordi vi ikke kunne

skaffe de kvalificerede trænere, der skal til for at holde

liv i og udvikle et sådant tiltag. Desuden var aldersspredningen

på børnene for stor til, at gruppen blev

homogen. Men forsøget viste, at der absolut var

grundlag for at etablere en børneafdeling.

Fælledparkløbet begyndte med 120 deltagere i årets

første serieløb i april. Det var en rekord, vi længere

Alsidige Jens Olsen – 400 meter 50,7, 800 meter 1.51,0,

1500 meter 3.47,5, 110 meter hæk 16,1, 400 meter hæk

54,9, 3000 meter forhindringsløb 9.17,6 og over 50

meter i spydkast – guld værd på et turneringshold. Flere

gange dansk mester i stafet- og holdløb.

havde sukket efter. I de efterfølgende løb dalede interessen,

men 1991 står stadig som det deltagermæssigt

bedste år i Fælledparkløbets historie. (Siden har juniløbet

i 2001 haft 139 deltagere, hvilket er rekorden i

dag).

I min tid som medlem i AK 73 har jeg arrangeret

mange fællesture til maraton i Berlin. 1991 blev året,

hvor rejsen gik til Hamburg maraton. Kersti og jeg

At have løbet 5.000 meter på under 14 minutter og så alligevel

ikke have klubrekorden, er ikke enhver beskåret. Men det

lykkedes altså for Bo Nytofte, der her fører et 5000 meterløb

foran århusianeren Kjeld Johnsen og indehaveren af AK 73’s

klubrekord på 5.000 meter med tiden 13.39,4, Gert Kærlin.

87


88

havde otte håbefulde løbere med på en uforglemmelig

oplevelse.

Fagre nye verden

Også i klubbladet mærkede vi en ny aura. Pc'erne holdt

deres indtog overalt, og efterhånden fik flere og flere

medlemmer adgang til tekstbehandling. AK 73 Nyt

ændrede format fra hånd- eller maskinskrevne historier

til flot opsatte artikler i spalteformat. Jeg tror, at pc'erne

også var med til at skabe større interesse for at skrive,

og klubbladet kom således ind i en meget positiv

udvikling, som er fortsat lige siden.

Sportslige præstationer

Kersti formåede at skabe seriøs interesse om løbetræningen,

og det honorerede pigerne ved i foråret 1991

for første gang i klubbens historie at slutte som nr. tre i

DAF's vinterturnering, Naturgas Cup. Samme forår

vandt pigerne bronzemedaljer ved DM for hold på 15

km og blev danske mestre for hold på halvmaraton.

Ved sidstnævnte mesterskab sikrede Helle B. Jørgensen

sig også en individuel medalje i bronze.

Mændene klarede sig knap så godt. Dog viste vore

veteraner flaget, idet Jens Olsen vandt DM på 800 og

1500 meter, mens Cock Edelenbos blev nr. tre på den

længste af de to mellemdistancer. De to herrer vandt

ved samme mesterskabsstævne guld på 4x1500 meter

stafet sammen med Gert Kærlin og Bo Nytofte.

Bo Nytofte viste også, at danske veteraner fra AK 73

kunne gøre sig gældende på nordisk plan, idet han

vandt det nordiske mesterskab på 1500 meter og blev

nr. to på 800 meter.

Klubbens fremtid

Generalforsamlingen i november 1991 blev i modsætning

til året før en stille aften. Der var kommet ro over

klubarbejdet, og det mest ophidsende på dagsordenen

var en mindre forhøjelse af kontingentet.

Samme aften besluttede vi at oprette to nye medlemsformer

for familier og passive. Førstnævnte for at

give medlemmer med børn et favorabelt tilbud og øge

chancerne for at få indlemmet de små i klubbens medlemsskare.

Det passive medlemskab blev indført i et forsøg

på at fastholde de mange medlemmer, som ikke

var så aktive i klublivet på grund af skader, små børn,

udlandsrejser osv.

Traditionen tro diskuterede vi også klubbens formål

og aktiviteter. Lige så længe jeg har været med i klubben,

har to positive forhold været fremhævet i debatten

hver gang: AK 73's image som en klub med holdninger,

der bl.a. kommer til udtryk i de aktiviteter, vi

beskæftiger os med, og at AK 73 er en lille klub med

en meget stor social dimension - alle kender alle, og

der er plads til alle.

Det skal være mit ønske for AK 73, at klubben vil

være i stand til at bevare dette image og disse egenskaber.

AK 73 er nødt til at udvikle sig med tiden. Men

udvikling bør altid ske med udgangspunkt i nutiden og

det bevaringsværdige, og ikke mindst med respekt for

fortiden.


En formand

Af Carsten Drejer (1991-1993)

Indledning

AK 73 blev funderet på det nødvendige i at bryde holdninger

– at stå ved og at være idealistisk. Og AK 73’s

berettigelse på danske motions- og atletikkort var og er

netop kombinationen af den sportslige identitet og det

menneskelige fællesskab på tværs af forskelligheder.

Som ny formand – og i det hele taget ny i AK 73 –

oplevede jeg en klub under forandring. Der var et dejligt

samvær, socialt og sportsligt, men de store holdningsmæssige

initiativer prægede ikke dagsorden. Der

var løbet mange medlemmer igennem kassererens

regnskab, der var kommet til langt senere end 1973 og

var prægede af et mere uensartet samfund i slutningen

af 80’erne. Singletten med den forvaskede AK 73

blomst var under forandring.

Jeg kom ikke med en ambition om at sætte en holdningsmæssig

dagsorden - tværtimod. Men i formandsperioden

kom jeg alligevel i berøring med ting, der initierede

flammende engagement og delte holdninger i

enten eller.

Kvindeløbet

For mig var og er AK 73’s kvindeløb noget særligt. Det

har gennem årene været klubbens bidrag til at udvikle

og markere breddeidræt. Det er fascinerende at opleve

5000 kvinders glæde ved løbet igennem Fælledparken

Carsten Dreyer

(0664) deltager

i Aarhus 1900stafetten.

89


90

og den efterfølgende hygge inde på stadion, uanset om

fællesskabet omkring tæpperne er firmaet, veninderne

eller naboerne på vejen.

Men det er også breddeidræt ud fra en anden vinkel:

En oplevelse af flere end 100 frivillige hjælpere i forberedelsen

og afviklingen af løbet.

Kvindeløbet var klubbens mulighed for have kvalificeret

trænerkompetence tilknyttet med det formål at

støtte og udvikle løbere på motions- eller eliteniveau.

Kersti Jakobsen havde stor betydning for trænerarbejdet,

for kulturen i klubben og endelig for mig selv

personligt.

Et af de første steder, hvor jeg kom til at bryde de

bestående holdninger, var kvindeløbet. Det var min

opfattelse, at samarbejdet med den pågældende sponsor

skulle udmønte sig i det størst mulige økonomiske

overskud til klubben. Og at et af de nødvendige midler

til at opnå dette mål var en relativ stram ledelse og

styring af opgaven. Holdningerne blev brudt blandt

medlemmer, men også internt i bestyrelsen.

Men arbejdet i perioden gav resultat, og sammen

udviklede medlemmer og bestyrelse et kvindeløb, der

blev en afgørende social og økonomisk faktor. Et

resultat, som vi er stolte af alle sammen.

Tak til jer alle for gode diskussioner og godt samarbejde,

særligt jer, der afsatte mange aftener hen over

året i indsatsen for at nå målet.

De sportslige resultater

AK 73 fødtes i 1973 med flere af de allerbedste løbere,

både blandt mænd og kvinder. I perioden, som jeg

kom til at opleve, nåede vi ikke disse højder. Klubben

lagde stor vægt på motionisterne, og det var svært at

tiltrække topløbere med Sparta og KIF på 'samme

adresse'.

Alligevel lykkedes det at skabe flotte resultater med

nogle af de juveler, som prægede spindesiden, når det

gjaldt langdistanceløb: Dorthe, Helle, Susanne, Jytte,

Kersti mfl. Her markerede klubben sig i Naturgas

Cuppen, landevejs- og baneløb. Det skete naturligvis

Carsten Dreyer, klubbens

sjette formand, uddeler

takkegaver til Frank

Selsmark. I forgrunden

ses Sigurd Okkels, klubbens

rekordindehaver i

maraton på 2.23.17.


mest individuelt, men som hold var pigerne på et tidspunkt

Danmarks bedste.

KIF

Det var svært at tiltrække og udvikle løbere med potentiale

til det absolutte topniveau. Vi måtte erkende, at de

omkringliggende topklubber kunne tilbyde faciliteter og

træningspartnere, som vi ikke kunne diske op med. De

stærke kulturelle værdier i AK 73 havde stor betydning

for bredden, men eliten efterspurgte andre elementer.

Derfor fødtes ideen om at indlede et samarbejde

mellem AK 73 og KIF. Inspirationen kom bl.a. fra samarbejdet

med bærende kræfter i Copenhagen Games,

og nye ideer og tanker opstod. Det indledende lobbyarbejde

i de respektive klubber sendte også positive signaler.

Onde tunger ville måske påstå, at det ville være at

udfordre historien. Men ambitionen var netop at udnytte

AK 73’s selvstændige kultur, herunder forståelsen for

bredden, og tilknytte KIF’s eliteerfaring og -underlag.

Set i bagklogskabens ulidelige klare lys indeholdt initiativet

mere markedsføring og luftkasteller end kraft og

realiteter.

Men vi fik en engageret debat, der netop formede en

ny og selvstændig identitet for AK 73, hvor helt nye

kræfter kom til. Jeg vil gerne tilføje, at denne markering

af selvstændig klubkultur ikke kun gjaldt AK, men også

KIF, hvor medlemmerne ikke accepterede et lederskifte

'hen over en nat'.

Afslutning.

Når jeg i dag orienterer mig på AK’s hjemmeside, oplever

jeg en klub, hvor mange ting ændrer sig, men hvor

klubånden er præget af engagement og dynamik.

Jeg er meget taknemmelig for perioden, hvor jeg

lærte meget. Det er en stor udfordring at få en frivillig

organisation af medlemmer til at fungere og skabe

resultater socialt, sportsligt og økonomisk.

Tak til alle i AK 73, som jeg mødte i formandsperioden

og stadig møder rundt omkring til motionsløb.

Og så vil jeg ønske for klubben, at det fortsat bliver

muligt at have en selvstændig profil og under denne

platform udvikle motions- og eliteløbere.

91


92

AK 73’s 25-årsjubilæum

Af Berit Alving Svendsen (1993-1994)

Dette bliver efter hukommelsen, for alle mine AK papirer

ligger stadig i flyttekasser, men så vidt jeg husker, var jeg

sekretær for AK fra foråret 1991 til 1993 (ca. to år) og formand

fra sommeren 1993 til foråret 1994 (ca. et halvt år).

Jeg blev valgt til sekretær på en generalforsamling og

blev udnævnt som formand på en ikke helt almindelig

ekstraordinær generalforsamling. Jeg valgte at trække

mig ud af bestyrelsen ved generalforsamlingen i 1994

og flyttede dette år til Holstebro.

Årene 1992-1993 var meget turbulente og med et

kedeligt formandsskifte, der nok overskygger denne

periode. Men det vender jeg tilbage til.

Det sociale liv

I den tid jeg sad i bestyrelsen, fik vi mere styr på vores

klubaftner, og de blev bedre organiseret. Af samme

grund kom der da også mange flere med. Vi holdt dem i

'Stafetten', for så kunne man jo købe sandwich eller frit-

Klubbens syvende formand, Berit Alving Svendsen, præsenterer

menuen til en AK 73-fødselsdagsfest.

ter og cola, mens man hørte på bestyrelsens nye planer.

Klubfesterne var bare gode, der var mange med. De

blev holdt på nogle anderledes steder, gerne med

levende musik. Så var der de legendariske kage-bagemesterskaber,

hvor man først havde trænet og så

bagefter rå-åd i kager. Vi havde træningsweekender,

hvor vi lærte hinanden godt at kende, og klubbladet fik

en renæssance. Så socialt fungerede klubben rigtig

godt med mange aktiviteter.

Trænerne

Vi fik ny træner, en motionstræner. Indtil da havde det

kørt fint med Kersti Jakobsen og hendes elitegruppe, men

der var en stor forsømt gruppe af motionister, der ikke

rigtig kunne følge med her (inklusive undertegnede!). Så

da motionisterne blev mange nok og råbte op om en

træner, blev en annonce sat i, og Peter Ainsworth-zink fik

jobbet. Han gik til den med ildhu, og det endte med at vi

ikke bare var motionister, men næsten lige så ambitiøse

som den anden gruppe. Klubben blev delt i to, således at

der var en gruppe under Kersti, der trænede til Naturgas

Cup, Copenhagen Maraton og Casino halvmaraton, hvor

de fik fine resultater.

Og så var der Peters gruppe, hvor vi både hyggede

os gevaldigt, men også trænede med bakketræning og

intervaltræning og stillede op til kvindeløb og alverdens

motionsløb, han nu kunne lokke os med på.

I samme periode begyndte Gabor Klötzl også at blive

tilknyttet klubben. Han havde en del at gøre med triatleterne

fra KTK og hjalp her med træningen. De havde

en svømmetræner og en cykeltræner, men en løbetræner

manglede de.

Så de begyndte at træne hos AK 73. Efterhånden var

det lidt besværligt med dobbelt medlemskaber, så AK

og KTK lavede nogle aftaler klubberne imellem om at

dele svømme- og løbetræningen og så nedsætte klubkontingentet

for KTK'erne og AK'erne, som gerne ville

træne begge steder.


Egne løbsarrangementer

Vi havde en masse løb, vi selv arrangerede. Fælledparkløbet,

hvor det altid var svært at få nok hjælpere, og

Sct. Valentin milen i februar med det samme problem.

Og så var der det store løb: Kvindeløbet, der hurtigt

voksede til et gigantløb for den lille klub med store

sponsorkontrakter og aftaler hist og pist. Det var et

stort arbejde, men det var efterhånden nødvendigt at

have et løb som dette. Det gav indtægter ud over kontingenterne,

og pengene gik bl.a. til trænere, som jo

gerne ville have noget for deres store arbejde.

Vi havde også andre mindre løb, et løb for Nephentes

og regnskoven, ja, vi har jo altid gerne villet være politisk

korrekte i AK.

Formandsskiftet

Når der kommer penge i klubberne, så vil formanden

også aflønnes. Det må have været til generalforsamlingen

i 1992, at vores daværende formand, Carsten, ville

aflønnes. Det gav en del knurren i krogene, for hvem

burde så også aflønnes? Han fik dog sine krav igennem,

da ingen ville udfordre ham på formandsposten.

Det skal til hans retfærdighed siges, at han havde

gjort et stort arbejde med hovedsponsoren for kvindeløbet,

Oriflame. Men det huede ikke de gamle AK'ere,

som var mere socialt indstillede, og holdningen var fortsat,

at frivilligt arbejde er ulønnet bortset fra trænerne.

I 1992 og 1993 begyndte det at ulme i AK 73. Der

var snak om fusioner. Klubben var måske for lille til at

klare tre trænere, og kvindeløbet var måske mere, end

vi kunne magte alene. Der blev forhandlet med andre

små klubber og med KIF. Sparta gik vi udenom.

I bestyrelsen talte og talte man, ingen havde lyst til at

gå ind i reelle forhandlinger. Stemningen var mere til at

drosle ned på aktiviteterne og så lade klubben bestå. Men

vores formand ville det anderledes. Han havde store ambitioner

på egne og klubbens vegne og havde forhandlet

sig til en aftale med KIF. Dette i samarbejde med Kersti.

Gabor Klötzl løb tidligere rigtig stærkt

og er med på mange af alle tiders

ranglister i AK 73. Gabor løber her i

DAF’s vinterturnering 'Naturgascuppens'

løb omkring Christiansborg

fra tidligere tider.

Desuden ses Klaus Hermansen (533)

og Leo Madsen (531).

93


94

Kontrakterne blev set igennem, men det var for

meget for bestyrelsen, at der blev forhandlet uden om

den. Så til sidst samlede bestyrelsesmedlemmerne

resten af klubben til et ikke helt almindeligt møde, en

art ekstraordinær generalforsamling. På mødet blev

man enige om, at i AK er man stolte af de demokratiske

traditioner, og derfor enedes man om at afsætte og

ekskludere formanden samt træner Kersti. Og så blev

jeg, som klubbens sekretær og uofficielle næstformand,

udpeget som konstitueret formand.

Det var så min opgave sammen med den øvrige

bestyrelse at få ro i klubben og udføre dette mødes

beslutninger. Det var ikke rart at skulle hen og hente

Berit Svendsen til Århus-1900-stafetten.

klubbens pc og papirer hos formanden, men vi følte på

det tidspunkt, at det var nødvendigt.

Gabor blev tilknyttet som ny elitetræner, og Peter

havde vi jo stadig til motionisterne. Vi mistede mange

gode løbere, som ville blive hos Kersti. Og i flere

måneder var der ikke så hyggeligt i klubben, mange

var bange for, at den nu blev opløst. Men 'tiden læger

alle sår', og der kom ro i klubben igen, og der kom jo

andre løbere til, som aldrig havde hørt om alt dette

kaos.

Jeg var kun konstitueret formand i ca. et halvt år og

førte i den tid klubben videre i samme ånd som før og

med næsten samme aktivitetsniveau.


Min periode som formand i AK 73 var ikke lang

Af Jan Havshøi (1994-1995)

Min periode som formand var ikke lang, men efter en

hektisk periode med forsøg på sammenlægning med

KIF og udskiftning af træner og formand, syntes min

periode som formand at være indledningen på en ny

energisk og engageret perioden i AK 73.

Endnu en gang formåede medlemmerne at stable nye

projekter og aktiviteter på benene. Bl.a. blev der iværksat

et projekt med flygtningeintegration og senere et

idrætsprojekt for unge bosniere. Begge projekter blev

sat i gang af Kit Phillipson. Og selvfølgelig skulle AK 73 i

den forbindelse have et holdningsløb, ’Løb for flygtninge

- Bosnienløbet’. Og der var masser af engagement,

også selvom det skulle vise sig, at løbet i sig selv

gav et lille underskud, men det var jo også holdningen,

det drejede sig om, ikke økonomien. Projekterne for

flygtninge var virkelig spændende og med en god

Jan Havshøi, (med kasket og megafon) klubbens ottende formand, er her i gang med præmieuddelingen til et Sct. Valentinløb.

95


96

intention om at deltage i integrationen af de mange

flygtninge, der kom hertil fra Bosnien. Der var flot

eksponering i både aviser og tv.

Mens der var masser af penge til de enkelte projekter,

var klubbens økonomi virkelig i bund, og vi var hårdt

presset. Men heldigvis skulle det vise sig, at vi igen

begyndte at lave penge på kvindeløbet.

Nye folk var kommet til på kvindeløbet og igen med

et ufatteligt engagement. 1994 var det sidste med

Oriflame som sponsor. Og efter et velgennemført kvindeløb

blev vi enige om, at vi ville køre videre og selv

klare alle opgaverne omkring løbet, hvilket vi aldrig

havde gjort før. Vi fik engageret Jytte Jespersen i gruppen

omkring kvindeløbet, og efterfølgende blev der

tegnet en ny aftale med MATAS, og kvindeløbet skiftede

i 1995 navn til 'PLAISIR-Kvindeløb'. Der blev også

indgået adskillige andre sponseraftaler. Og herefter

kender vi historien om, hvilken vej det er gået for kvindeløbet.

Økonomien fik også et tilskud i form at en, i AK 73

målestok, stor medlemstilgang. Fra marts til juni 1994

steg vi fra 130 til 204 medlemmer, og kontingentet

blev dette år sat op med 400 kroner om året til det

nuværende niveau på 600 kroner. Bestyrelsens intention

var ikke, at vi skulle være mange flere, omkring de

200 var fint. Det var vigtigt, at vi kunne lave en god

modtagelse af de nye, der kom til klubben, og beholde

dem længe som medlemmer.

Fælledparkløbet, Danmarksstafetten, juleløbet og Sct.

Valentin-milen og Sportsmasterløbet blev gennemført,

og man fristes næsten til at skrive, som de plejer.

Pigerne deltog i danmarksturneringen i atletik og

kæmpede en brav kamp for at blive i 3. division. Det

lykkedes ikke, men der blev virkelig kæmpet.

Masser af sociale arrangementer blev atter stablet på

benene. Træningsweekender, klubfester – her huskes

specielt klubfesten den 27. august, hvor Gabor viser

sine talenter som balletdanser og fremfører 'Svanens

død' med blandt andre Per Kold Larsen og Peter H.

Møller. Kagebagemesterskabet blev også gennemført

dette år. Klubbladet udkom også flere gange.

Min datter Nanna bliver så født i oktober, og i den

efterfølgende tid kommer der flere småbørn til i AK 73.

Gabor giver i sin beretning udtryk for, at han da er

glad for tilgangen af de nye piger, for alle de ’gamle’

hurtige er gravide.

Med en nyfødt og efter tre år i bestyrelsen i en noget

turbulent tid med et år som formand, hvor jeg også er

med i kvindeløbsgruppen, trapper jeg det efterfølgende

år ned med en suppleantpost i bestyrelsen.


AK 73 – en storfamilie på Østerbro Stadion

Af Niels J. Pedersen (1995-1998)

Niels Riise Pedersen har været medlem af AK 73 siden

1993 og løb aktivt i klubben indtil 2000. Siden er han

flyttet til Rødovre med Mette, som han mødte i klubben,

og dukker nu op ved særlige lejligheder som f. eks juleløbet.

Niels belyser her perioden februar 1995 til februar

1998, hvor han var formand.

Opgaven lød på at tegne et billede af klublivet i

Niels J. Pedersen i et af hans yndlingsløb, juleløbet (her

sommerudgaven 2002!). Altid i klædt nissekostume og i

godt humør.

perioden 1995 til 1998. Mange minder dukker op, og

der er rigtig mange ting, jeg kunne have lyst til at

berette om. Men det tillader pladsen ikke. Efter en vanskelig

sortering er jeg landet på en række overskrifter,

jeg tager udgangspunkt i, når jeg i det følgende forsøger

at tegne et bare nogenlunde akkurat billede af klublivet,

sådan som jeg oplevede det.

Åbenhed og bredde

Jeg tror, at jeg på mange måder var et typisk 90-medlem

af AK 73. Jeg havde i mange år løbet alene rundt i

København og omegns parker og naturområder - mest i

perioden op til den årlige kraftpræstation: Eremitageløbet.

Der var ikke så meget plan i min træning, og ofte overvandt

argumenter a la "nu ser det ud til regn", "jeg skal

også se at få ryddet op" eller "der er vist optræk til halsbetændelse,

jeg må hellere blive inde" løbetrangen.

Af og til deltog jeg dog også i mindre løb, bl.a. "løb

for regnskoven", arrangeret af AK 73, ligesom jeg

deltog i nogle af Spartas gratis lørdagstræningsture.

Jeg kendte ingen af klubberne (havde aldrig haft

berøring med organiseret sport), men begge steder

stødte jeg på et rart miljø og fandt ud af, at det var

hyggeligt at løbe sammen med andre. Jeg var åbenbart

ved at være moden til at prøve livtag med foreningslivet

– noget, jeg som københavner stod temmelig

fremmed over for.

Udslaget kom som følge af en lille annonce i Østerbro

Avis. Det var en indbydelse til en informationsaften i

Idrætshuset, hvor AK 73 ville fortælle om sig selv og om

kvindeløbet. Det sidste havde jeg ikke lige hæftet mig

ved, og jeg blev derfor overrasket over at være den

eneste mandlige gæst!

Gabor Klöczl var også til stede i kraft af sin rolle som

træner. Han fortalte om de forskellige former for træning,

klubben kunne tilbyde, mens andre fortalte om

klubbens sociale liv og ånd. Jeg var solgt på stedet og

ønskede at melde mig ind med det samme.

97


98

Men det kunne man ikke! I stedet blev jeg som alle

andre interesserede inviteret til at komme med til træning

og se klubben lidt an. Det gjorde jeg så, betalte

mit kontingent, og deltog herefter stort set hver tirsdag

og torsdag kl. 17.10 de følgende syv år!

Det viste sig nemlig meget hurtigt, at der var utroligt

mange søde piger og drenge, og på mange måder

blev træningsdagene og samværet med løbevennerne i

AK 73 et tiltrængt fast holdepunkt i nogle ellers turbulente

år med en sikkert velkendt cocktail af studier,

kærestefrustrationer og elendig studenterøkonomi.

Noget af det, jeg faldt for, var bredden. Bredde i den

forstand, at AK 73 rummer mange slags mennesker -

ikke bare mange slags løbere. Her var unge og knapt så

unge, hurtige løbere og knapt så hurtige løbere, 'frie'

studerende og 'satte' arbejdende folk, mænd og

kvinder. Alle blandede sig på tværs, der var ingen faste

grænser - heller ikke mellem de forskellige trænings-

grupper - evnen til at give plads til og indlemme nye

medlemmer i fællesskabet var slående stor.

Denne umådelig store åbenhed og bredde var karakteristisk

for klubben i alle de år, jeg var aktiv, og er det sikkert

endnu. Klubbens integrationsprojekt for bosniske flygtninge

samt løbsarrangementerne løb mod racisme' og 'europride'

var andre symboler på den bredde, der i hvert fald dengang

kendetegnede klubben.

Udvikling og professionalisme

AK 73 begyndte i sin tid som en klub af eliteidrætsfolk.

I kraft af nogle kompetente trænere var der også 20 år

efter begyndelsen plads til individuelt tilpasset træning

og løb på eliteplan. Men der var dog den væsentlige

forskel, at fokus ikke længere - som ved klubbens fødsel

- blev lagt på eliten. Tværtimod fik alle medlemmer –

hurtig og langsom - den samme opmærksomhed og

personlige vejledning.

Fra IN kvindeløb 2002, kort før starten går inde på Østerbro Stadion - et AK 73 varemærke i dag.


Også atletikmæssigt kan man sige, at AK 73 har

befundet sig i en niche blandt de andre klubber på

Østerbro Stadion. Hvor KIF og Sparta dækker mange

atletikdiscipliner og desuden har opbygget ungdomsafdelinger,

har AK specialiseret sig i løb for voksne.

AK 73 fungerede i 90’erne som en professionelt drevet

klub, men vel at mærke, hvor udgangspunktet hele tiden

var medlemmernes ønsker og visioner for fremtiden. Det

professionelle sås vel nok tydeligst i forbindelse med vores

største arrangement: Det årlige kvindeløb i Fælledparken,

som vi i anden halvdel af 90'erne blev eneansvarlige for.

Kvindeløbet har en dobbeltfunktion ud over selve det

at give 5.000 kvinder en festlig løbsoplevelse: Dels tilvejebringer

løbet et overskud, som har stor betydning

for klubbens øvrige aktiviteter og dermed kommer alle

medlemmer til gode. Og dels knytter løbet klubben

sammen, idet forberedelser og afvikling kræver samtlige

aktive medlemmers medvirken.

For at sikre kvaliteten og en stadig udvikling af kvindeløbet

blev det på generalforsamlingen i 1997 - efter

en lang og hed debat - vedtaget at danne en styregruppe

med ret så vide beføjelser. En organisation i

organisationen var opstået og godkendt.

Et andet element i den nye beslutning var, at styregruppen

skulle belønnes økonomisk for sin indsats. Hermed var

et brud med en gammel og for AK 73 meget hellig ko -

frivillighedsprincippet - en kendsgerning. På samme generalforsamling

blev det i øvrigt også vedtaget, at alle, der

påtager sig en praktisk eller koordinerende rolle i forbindelse

med klubbens arrangementer, fx Fælledparkløbet,

bliver belønnet med et gavekort til sportsartikler. De følgende

sæsoner viste, at det var en rigtig beslutning. Faren

var, frygtede skeptikerne, at det frivillige engagement skulle

forsvinde. Det har ingenlunde været tilfældet.

I forbindelse med overskriften 'professionalisme' skal

også nævnes, at AK 73 i den pågældende periode gik

på internettet med et dynamisk og altid aktuelt websted

fuld af oplysninger til såvel medlemmer, løbsdeltagere

som andre interesserede. Selv her kunne man fornemme

den varme og åbne AK 73-ånd.

Engagement og glæde

Både engagement og glæde var noget der - som allerede

antydet - fandtes i rigt mål i AK 73. Det skyldtes,

tror jeg, et sammenfald af mange omstændigheder.

Det allervigtigste fundament var naturligvis klubbens

medlemmer. Til trods for bredde og meget store forskelle

i interesser og ambitioner evnede medlemmerne

på forunderlig vis sammen at skabe den nødvendige

grobund for både engagementet og glæden.

Det er vigtigt og afgørende for en

klubs liv og virke, at klubbens medlemmer

hjælper til og gerne giver

en hånd ekstra, når det kræves

ved de store arrangementer.

99


100

Bestyrelsen forsøgte på sin side at lytte til de strømninger,

der til enhver tid fandtes, og opsamle og støtte

de ideer og tanker, der kunne udvikle klubben i en

gunstig retning.

Endvidere forsøgte bestyrelsen at stimulere holdningsdebatten

i klubben ved at kaste forskellige emner

og spørgsmål op til diskussion blandt medlemmerne,

f.eks. Hvordan skal vi tackle, at nogle få medlemmer

trækker meget hårdt på klubbens ressourcer uden at give

noget særligt tilbage? "Lad være med at tage særligt

notits af det, så længe problemet ikke er større," lød

konklusionen fra medlemmerne. Skal vi holde os for os

selv, eller skal vi samarbejde med andre klubber i forbindelse

med løb og stævner? “Vi skal samarbejde med alle,

der ønsker samarbejde - fx vore søsterklubber på

Østerbro Stadion og KTK86 - men selvfølgelig kun i

den udstrækning, det kommer alle parter til gode,” lød

medlemmernes svar på dette spørgsmål.

Bestyrelsen lagde også mere politisk betonede spørgsmål

ud til diskussion, f.eks.: Skal AK 73 gå forrest i et

integrationsprojekt for bosniske flygtninge? "Ja, naturligvis,"

sagde medlemmerne. Skal AK 73 indgå i et samarbejde

med EuroPride om et løb for bøsser og lesbiske? Og

igen lød medlemmernes svar: “Ja, naturligvis.”

Endelig stillede vi med jævne mellemrum det helt

overordnede spørgsmål: Hvad ønsker du dig af AK 73?

De to svar, jeg selv og bestyrelsen tillagde størst betydning,

var (1), at langt størstedelen af medlemmerne

betragter AK 73 som en løbeklub og altså ikke som tidligere

en atletikklub, og (2), at medlemmerne ønsker at

fastholde det nuværende medlemstal på 150-200:

“Hvis vi bliver for mange, kan vi ikke holde fast i det

gode miljø, vi har i dag.”

I alle sådanne sammenhænge var det medlemmernes

ægte interesse for sagen, der sikrede klubbens stadige

udvikling. At der altid var nogen, der bagte en kage og

tog den med til den månedlige klubaftenen, er en lille

detalje, som helt sikkert også var med til at styrke den

stærke klubånd.

Når talen falder på det sociale liv, synes der ingen

ende at være på de aktiviteter, der fandt sted i og uden

for klubben midt i 90’erne. I flæng kan nævnes det årlige

kagebagemesterskab, det årlige juleløb med efterfølgende

fest, én eller to klubweekender om året (hvor

der blev danset, leget, spist og drukket mere, end der

blev trænet løb), 'singleklub' i weekenden, skiture til

Norge, lørdagskurser i afrikansk dans og fælles deltagelse

i diverse løbsarrangementer i ind- og udland. Den

aktive og levende debat, der fandt sted i klubbladet, er

endnu et konkret eksempel på medlemmernes - om

ikke glæde - så engagement.

Ved nærmere eftertanke er det da egentlig utroligt,

at klubbens medlemmer overhovedet fandt tid til at

løbe!

Rummelighed og tolerance

Min kærlighed til AK 73 er meget stor. Det lyder nok

voldsomt, og nogle vil sikkert mene, at jeg nu kammer

helt over. Men sådan er det nu engang, og ens kærlighed

skal man proklamere. Det har jeg gjort nu. Ah, det

føles godt.

Men mere interessant for alle andre er måske nok,

hvad det så er, der har gjort, at AK 73 kan vække så

stærke følelser i mig. Jeg tror, at det er fordi, AK 73 i

mine øjne repræsenterede – og forhåbentlig stadig gør

det - nogle værdier, jeg selv sætter meget højt: rummelighed,

medmenneskelighed, tolerance og respekt

for hinanden og verden.

Jeg er ret overbevist om, at en sådan ånd ikke er særlig

almindelig i en københavnsk idrætsklub. Og jeg tror,

at ånden var selve forklaringen på, at medlemmerne i et

rart, trygt og særdeles givende fællesskab på tværs af

alder, køn, kultur og løbehastighed var i stand til at løfte

opgaver, der har højnet også omverdens bevidsthed.

Nogle gange tænker jeg endda i mit stille – nogle vil

mene naive – sind, at storfamilien AK 73’s indsats i det

små har bidraget til, at verden (eller i det mindste

Østerbro og omegn) er blevet et bedre sted at være.


Formand for AK 73 (1998-2001)

Kenneth Løvholt (1998-2001)

I februar ’98 overtog jeg formandsposten efter Niels

Riise (tidligere Niels J. Pedersen), som trådte af efter fire

år. Jeg havde da siddet i bestyrelsen i et år og var

endnu i færd med at lære AK at kende og alle de

mange mennesker, som var involveret i AK’s liv på den

ene eller anden måde.

De næste tre år blev en lang række af store og spændende

begivenheder, både på det sportslige og det

sociale plan.

De sportslige triumfer blev indledt allerede i maj ’98,

da AK 73 for første gang i mange år fik DM-medaljer i

maraton. Æren tilfaldt Peter H. Møller, Jesper Bæk og

Peter Ellehauge som fik sølvmedaljer i Maraton for hold.

De tre friske herrer Jesper Bæk, Peter Ellehauge og Peter H. Møller efter

veloverstået maraton i de københavnske gader i 1998.

I ’99 satte Torben Nielsen trumf på ved at vinde en individuel

guldmedalje på maraton, og sammen med Peter

Ellehauge og Morten Lasse Møller at vinde bronze på

holdmesterskabet.

Samme år fik vi også tre verdensmestre i AK 73. Peter

Sandvang og Susanne Nielsen vandt begge individuelle

guldmedaljer i triatlon-VM på lang distance. Samtidig

vandt Peter Sandvang guld i holdmesterskabet sammen

med Allan Månsson.

I 2000 fik vi endnu en gang DM-medaljer, da Torben

Nielsen fik en individuel sølvmedalje og sammen med

Peter Ellehauge og Jesper Bæk fik guld i hold konkurrencen.

Kenneth Løvholt som juleløbsvinder 1999

sammen med klubbens daværende kasserer,

Rikke Hollenby.

101


102

Gennem alle årene var der mange andre AK’ere, der

deltog i løb både i ind- og udland, og som opnåede

flotte resultater, både personligt og i løbene. For mig

selv var den største personlige triumf juleløbsmesterskabet

i 1999, hvor jeg vandt både æren og den berømte

kasse Tuborg juleøl.

Af klubbens egne løb er det værd at nævne både

kvindeløbet, Sct. Valentin-milen og Fælledparkløbet, der

alle tre oplevede en deltagerfremgang i de år.

Kvindeløbet var i 1997 tæt på at blive nedlagt, men

skiftende hold af stærke løbsarrangører fik løbet tilbage

på banen, og efterhånden nåede deltagerskaren op på

4500, samtidig med at løbet begyndte at give et

betragteligt overskud til klubben. I 1999 arrangerede

AK 73 sammen med Flygtningehjælpen et løb til fordel

for Flygtning ’99-indsamlingen, og i 2000 afholdt vi et

løb inde på stadion til fordel for Gunnar Nu Hansen

Fonden.

Den sociale side af AK 73 liv var mangesidigt i disse

år. I efteråret ’98 holdt vi en stor gallafest i anledning af

klubbens 25-års jubilæum, og de følgende år var der en

næsten lige så stor fest hvert efterår for at fejre endnu

et veloverstået kvindeløb. Om foråret holdt vi sædvanligvis

AK-Cup-fest, hvor Gabor med sindige udregninger

kunne annoncere, hvem i klubben der havde forbedret

sig mest i løbet af året. Ud over de egentlige fester

var der også kagebagemesterskaberne, juleløbet og

diverse mere eller mindre spontane fester efter træning

og løb.

En af de sociale begivenheder, jeg oplevede trække

mange medlemmer til huse, var klubweekenderne forår

og efterår. I marts ’98 fik vi gennem et medlem mulighed

for at leje et tidligere badehotel i Dronningmølle.

Hvert forår og efterår drog mellem 30 og 55 medlemmer

derop for at tilbringe en weekend med orienteringsløb,

atletikkonkurrencer, skuespil og ikke mindste

et brag af en fest lørdag aften. Klubweekender var i høj

grad med til at binde klubben sammen på kryds og

tværs.

I ’98 begyndte også en anden tradition, som stadig

er i live, nemlig den årlige AK 73-skitur til Norge. 10 -

15 mennesker drog nordpå en uge for at nyde hinan-

Klubweekenderne i AK

73 har altid været fyldt

med skæg, løb og fest –

her er det fra venstre

Rikke Hollenbo, Erik

Timmermann, Jette

Ellehauge, Merete

Rosenberg, Kenneth

Løvholt, Pia Nielsen,

Birgitte Engelin og Hans

Killian.


den, sneen og den mere eller mindre umulige kunst at

stå på ski. For de, som foretrak at løbe, var attraktionen

den årlige klubtur til Bornholm for at deltage i etape

Bornholm i juli.

Om det var de mange sociale aktiviteter, der trak,

eller om klubbens medlemmer blot blev flittigere, ved

jeg ikke. Men trænerne Gabor Klöczl, John Mehr, John

Munch, Kim Jessing og Signe Hanghøj formåede i

hvertfald at trække stadig flere medlemmer til træning.

Selv på kolde vinterdage stod der gerne 60 AK’ere med

huer og vanter, når klokken nærmede sig 17.10.

I de fire år, jeg sad i bestyrelsen, heraf tre som formand,

oplevede jeg et meget stort engagement i

bestyrelsen, hvor alle påtog sig store opgaver og holdt

en tæt kontakt til klublivet og de medlemmer, som

stod for klubbens løb og øvrige arrangementer.

Samtidig var der i bestyrelsen en rigtig god og hyggelig

stemning, og ofte var det næsten umuligt at få

afsluttet bestyrelsesmøderne i bare nogenlunde

anstændig tid. Blandt klubbens øvrige medlemmer

oplevede jeg et ligeså stort engagement og glæde ved

at være med i AK 73.

Det oplevede jeg ikke mindst i de tre år, jeg var

redaktør for AK 73 Nyt, hvor artikler og billeder fra alle

dele af klublivet og fra medlemmernes rejser over hele

jorden kom gennem mine hænder.

103


104

Formænd for AK 73

Af bogens redaktører

Det har desværre ikke været muligt at få klubbens

tidligere formand, Hans KiIian (2001-2004), til at skrive

en artikel til jubilæumsbogen. Men her er et billede af

formand Hans Kilian.

Klubbens tidligere formand, Hans Kilian, i kvindeløbstrøjen,

til Tordenskjoldsfesten 2003, efter en række heftige

fægtekampe og delt tredjeplads med Bo Bertelsen, Mette

Kyed på andenpladsen og Leif Simonsen på førstepladsen.

Til Generalforsamlingen 2004 afløstes han af klubbens

12. formand Karsten Mosegaard.

Her ses fra højre Carsten Gemmer, Niels-Jacob Lausten og

Karsten Mosegaard til DM i veterancross i Helsingør

2002, hvor AK 73 vandt næsten det hele.


3. Liv og løb i AK 73

Da Ejner fik tyndskid i Prag

Fra AK 73’s klubblad 1978.

Helt tilbage til klubbens allerførste dage har medlemmerne

elsket at rejse. Årlige skiture til Italien, træningsture

til Sverige og Schweiz, konkurrencer for Kersti

Jakobsen i næsten alle verdensdele, universiadedeltagelse

for Dorte Ebling i Mexico osv. osv. Men også

almindelige turistrejser blev det til.

Således drog et større antal AK'ere i august 1978 til

Prag for at overvære europamesterskaberne i atletik.

Det skal ikke skjules, at adskillige af klubbens medlemmer

var ret imponeret af det, man hørte om i socialismens

Paradis i Østeuropa og Sovjetunionen, og mere

end én af klubbens stemmeberettigede havde givetvis

sat et kryds ud for Venstresocialisterne, SF eller måske

endog kommunisterne ved forrige valg.

For nogle af Prag-turisterne blev denne tur lidt af en

lærestreg - det skulle vise sig, at ikke alt i den sovjetiske

form for socialisme var lige rosenrødt.

I “AK 73-meddelelser” fra september 1979 kan man

læse følgende:

Bretschneider lever i bedste velgående

I den tjekkiske forfatter Jaroslav Haseks verdensberømte

bog om den gode soldat Svejks eventyr fra krigsudbruddet

1914 optræder et medlem af det hemmelige politi ved

navn Bretschneider.

Tjekkoslovakiet var også dengang okkuperet - eller rettere,

det var indlemmet i det Østrig-Ungarnske dobbeltmonarki.

Bretschneider arresterede Svejk for majestætsfornærmende

udtalelser i hans stamværtshus 'Ved Bægeret' i Prag.

Nu - 64 år senere - er den Østrig-Ungarnske periode en

saga blot. Andre magthavere har overtaget herredømmet,

men man har stadigvæk Bretschneider gående omkring i

Prags gader, på caféer - og på stadion. Også denne gang

i statens tjeneste.

Det fik adskillige EM-tilskuere at føle, blandt andre

nogle AK 73'ere

Ejnar (Kersti Jakobsens daværende kæreste, red.) blev

forulempet, fordi han på grund af et særdeles stygt maveonde

ikke var i stand til at rejse sig under Sovjetunionens

nationalhymne, og senere, da han af samme årsag i

ekspresfart var på vej mod et frelsende toilet midt under

afspilningen af DDR's 'Genopstanden af ruiner', blev han

råt og brutalt slæbt udenfor af en cottoncoat klædt herre,

der under hele EM holdt AK'erne under skarp observation.

Kersti, der naturligvis ikke bare kunne se på, protesterede

vildt. Så var det hendes tur. Fire politibetjente slæbte

hende til afhøring, og både hendes og Ejnars pas blev

undersøgt på kryds og tværs, inden de blev sluppet løs.

Den cottoncoatklædte Bretschneider anno 1978 mente

sikkert at havde gjort god nytte for sin løn.

Afslutningsdagen fejrede Bretschneider med at konfiskere

formand Willy Larsens farvefilm, fordi han havde mistanke

om, at han var kommet med på et billede.

En dansk kvinde blev skygget det meste af en dag, og

en spanier, der i øjeblikket starter for Holte, fik al sin

bagage rodet igennem og fik alle de adresser, han havde

på sig, skrevet af til det hemmelige politis kartotek.

Disse episoder kunne ikke undgå at kaste et temmelig

dårligt lys over et ellers ganske godt arrangement i en

dejlig by.

Og det var en skærende kontrast til EM 78's slogan:

"Gennem sport - fred mellem alle verdens folkeslag" - et

slogan, der var hængt op over hele byen på mange sprog."

Alle AK 73'ere slap dog helskindet hjem fra Prag belært

om, at der fandtes flere forskellige versioner af begrebet

socialisme.

105


106

Hvordan jeg blev medlem af Klubben

Af Søren Ortvad

Historien om, hvordan jeg blev medlem af klubben, og

den (næsten) sandfærdige historie om, hvordan

kl.17.00 blev til kl. 17.10.

1. historie.

Det var en søndag i slutningen af oktober 1993, lidt

trist vejr, jeg var forkølet og havde ikke løbet i en uge.

Jeg var ellers ved at blive god, havde været medlem af

KIF siden årets begyndelse, men hin eftermiddag kom

jeg slentrende hen ad Dag Hammarskjølds Alle, og ud

foran Plaza de la Reina (det nuværende tjekkede

Amokka!) var der en mindre forsamling, heriblandt

nogle ret så svedige personer. De var i gang med noget,

de kaldte en 'fredsstafet', der skulle løbes rundt om den

engelske, russiske, amerikanske og canadiske ambassade.

Tiden var fire timer, og antallet af løbere pr. hold var

frit - helt i fredens og fordragelighedens ånd.

KIF stillede naturligvis ikke med noget hold. Det gjorde

derimod nogle af mine politiske venner, som kaldte

sig Østerbro Fredskomité, de fleste DKP’ere. De kunne i

sagens natur ikke løbe, nogle havde også lidt tømmermænd

efter lørdagens mødeaktiviteter, og efter halvanden

time var der helt udsolgt hos de fredselskende aktivister.

Jeg lånte så en cykel og hentede mine sko, delte de

sidste to timer mellem mig og gruppen, og ved fælles

hjælp nåede vi i mål. Vi vandt ikke, det gjorde freden

på Østerbro til gengæld, og om aftenen var løbet i tv.

Bagefter havde den arrangerende klub lejet

Brumlebys forsamlingshus, hvor der var sund, primitiv

mad og taler, der roste denne fortrinlige alternative

sportsbegivenhed.

Klubbens navn var AK 73, og jeg var ikke i tvivl. Den

måtte jeg blive medlem af. Jeg begyndte også så småt

at træne der og var til et møde eller to oppe på anden

eller tredje sal i et mørkt og meget alternativt lokale,

hvor 10-15 medlemmer en gang om måneden diskuterede

og oftest skændtes om emner af politisk og sam-

fundsmæssig karakter - og ind imellem også om noget,

der angik idræt. Den 1. januar 1984 meldte jeg mig

ind, så det nærmer sig 15 år.

2. historie.

Dengang havde vi fællestræning hverdage kl. 17.00,

hvor vi løb 12, 15 eller 18 km i mosen, bortset fra

intervaller om tirsdagen i Fælledparken. Om efteråret lå

disse dog også i mosen, så vi blev godt kendt derude.

Som månederne gik, fik vi dannet en lille sub-gruppe af

ikke helt unge talenter, lidt sære for andre måske, men vi

gik til den og deltog i en masse motionsløb. Problemet

var dog, at al træning og mange af disse løb begyndte

på det meget vanskelige tidspunkt kl. et eller andet '00',

og det var for nogle af mine ellers ret så stabile venner en

næsten uoverkommelig opgave. De kunne simpelthen

ikke møde til tiden, men da det jo ville være helt i skoven

at nævne navne her, skal der i stedet anføres nogle fiktive

typer for at anskueliggøre problemstillingen.

Lad os antage, at den ene havde et hårdt arbejde,

f.eks. noget med børn i otte timer om dagen og skulle

over broerne og ud på Østerbro til træning. Det kunne

simpelt hen ikke nås, og den daglige forsinkelse var en

kendsgerning.

Den andens begrundelse var også både logisk og

klokkeklar, selvom årsagen må hentes andetsteds.

Vedkommende var ikke nedslidt af lønarbejdets tyngende

byrde, snarere var arbejdet med at finde et en voldsom

og trættende faktor, og sammenkædet med interesse

for natlig musik på de hjemmebyggede megahøjttalere

var det for den ellers så aktive ungersvend en

fuldstændig umulig opgave at komme i tøjet før kl. 17.

Derfor kom vedkommende normalt kørende i sin rustne

og ikke helt nye kasse fra sin bopæl for enden af

Fælledparken, parkerede lige uden for indgangen til

stadion og sprang ind i hallen - men for sent.

Den tredjes forsinkelse, jeg kommer i tanke om, er

straks sværere at forklare. Vedkommende var interesse-


et, boede ikke så langt herfra, var ikke tynget af alt for

mange borgerlige gøremål, men kom alligevel altid i

sidste øjeblik, anderledes stille end vores ovenfor

beskrevne - men resultatet det samme.

Problemet var stort. Der var et (meget lille) hensyn at

tage til de andre i klubben, men først og fremmest var

der de andre i subgruppen, der havde travlt med diverse

gøremål. Familiens mad, der ventede, biograf- og restaurationsbesøg,

og ikke mindst for undertegnede, der

skulle til politiske møder næsten hver aften kl. 19, hvis

jeg da ikke deltog i fællesspisningen i de enlige mænds

klub på - Rigshospitalet - i personalets kantine. Denne

lukkede imidlertid kl. 19.00, og det kunne jo knibe, hvis

vi skulle hele mosen rundt, strække og bade. Men de

moderne ure var kommet, og der var splittider på alt.

Efter en del irritation, diskussioner og skælden ud

måtte flertallet i demokratiets navn nødvendigvis bøje

sig for trioen. Tiden blev ændret til 17.10, og dette

med '10 over' blev efterhånden et slogan.

Når jeg om lørdagen stod og ventede, kom de slentrende

kl. 14.10 og spurgte, om den ikke snart var "10 over".

I KIF har to verdenskrige ikke flyttet træningen fra kl.

17.00, i Sparta har man altid trænet kl. 17.30, men i

den alternative klub AK 73 har man lyttet til græsrødderne

og på revolutionerende vis i slutningen af 80'erne

flyttet tidspunktet for træningen med få, men meget

betydningsfulde ti minutter. Siden er klubben vokset, så

det har nok været en vigtig beslutning.

Fredsløberen Søren Ortvad kommer her i mål i Københavns store maratonløb umiddelbart efter en svensker med nummer 311.

107


108

AK 73 forever

Af Dorte Ebling

Ny lejlighed på Østerbro, 18 somre gammel, indmeldt

på UNI, håbefuld atletikspire – og klart var det, at jeg

ville i AK 73. Året var 1979. Hvor svært kan det være!

Men hvorfor vælge en klub, hvor der ikke var nogen

tekniktræner? Hvorfor tage et sted hen, hvor der kun var

mellem- og langdistanceløbere? Hvorfor vælge en klub,

hvor der ikke var et 'teknisk' træningsmiljø? Hvorfor?

Det var ikke de rationelle begrundelser, ej heller en realistisk

vurdering af, hvad AK 73 kunne bibringe min idrætskarriere,

som førte mig til AK 73 – det var ønsket om at være

sammen med andre ligesindede, mennesker, der efter min

vurdering havde hjertet på rette sted, som elskede at træne,

og som også var af den opfattelse, at det var vigtigt at have

en tanke eller to om andet end idræt. Hårdt presset, så eksisterede

der trods alt også noget uden for de røde baner.

Jeg havde også en forventning om, at jeg ville kunne

Inden Dorte Ebling kom til AK73 fra SNIK, havde hun som

kun 17-årig vundet et DM i længdespring. For AK 73

vandt hun et juniormesterskab i samme disciplin samt

adskillige medaljer i andre discipliner.

have drevet min idrætskarriere noget længere i AK 73,

end hvad der rent faktisk skete.

Jeg var ikke med, dengang klubben blev dannet, men

jeg kom til, da klubben var på vej over i sit første efterår;

dem der havde skabt klubben var ved at takke af, og der

var som sådan ikke et målrettet igangsat et udviklingsarbejde;

man levede på fordums storhedstid, den slags

var ikke nødvendigt! Hjemmebagt kage, te på den store

- og set i bakspejlet – grimme keramik tekande, beskidte

tekrus, hvor kolde sjatte te fra sidste møde havde trukket

skind, og uendelige lange møder om stort og småt.

Demokrati var et nøglebegreb og med alt, hvad det

indebar: de velformulerede med en dårlig idé fik mere ret

end de mere uartikulerede med en god ide! Sådan var det!

Penge var der nok af – et særsyn i dansk idræt på det

tidspunkt. Bingo-banko i Nørrebrohallen skæppede

godt i klubbens kasse, mens det kneb noget mere med

det basale: at få organiseret den daglige træning inden

for de mere tekniske betonede discipliner.

15-kamp, kageklubmesterskaber, julefester hos Peter

Bistrup til Sankt Hans, jungle jog, fredsløb, kvindeløb,

karnevalstræning, ihærdige diskussioner om stort og

små og en masse gode fester var centrale elementer i

det sociale liv i omkring klubben, og som for mit eget

vedkommende har betydet mange og gode venskaber.

Men som Dan Turell siger: "Jeg holder af hverdagen",

og jeg kan ikke være mere enig med ham! AK 73 magtede

ikke i forhold til mig at give mig 'hverdagen', og

jeg kunne heller ikke selv skabe den.

'Hverdagen' i enhver god idrætsforening er den gode

samtale kombineret med fornuftig træning. I AK 73 var

der på mange måder et godt socialt klima, men den fornuftige

træning var ikke til stede, hvis man ville andet

end at løbe mellem- og langdistanceløb.

Men hverdagen i AK 73 holdt ikke for mit vedkommende!

Resultaterne på de røde baner udeblev, så det

holdt ikke i længden at vælge med hjertet. Men i bakspejlets

klare lys – så vil det altid være AK 73 forever!


AK 73 – set gennem et nyt medlems øjne

Af Birgitte Engelin

I sommeren 1997 skete der noget skæbnesvangert i

mit liv. Jeg var på højskoleophold på Gerlev Idrætshøjskole,

hvor jeg mødte en pige, der hedder Pia. Pia

sagde: "Du ligner en, der godt kan lide at løbe (... hvilket

jeg gav hende ret i...). Hvorfor begynder du ikke at

løbe i den løbeklub, jeg selv løber i? Der er et virkelig

godt socialt liv."

Jamen, er løb ikke noget meget individuelt noget,

hvor man helst selv vil bestemme tidspunkt, tempo,

distance og terræn? Jo, der er nok noget om, at løbere

er et individualistisk folkefærd, men det gode ved AK

73 er netop, at der er plads til alle.

Dette gælder både til selve træningen, hvor det er op

til én selv, om man vil dyrke sporten på elite- eller

motionsplan, og det gælder mht. klubbens opbygning.

Tænker man tilbage i klubbens historie, blev den jo

dannet som et alternativ til etablissementet - et alternativt

sted med politiske holdninger og et sted, hvor

medlemmerne skulle have mere medbestemmelse.

AK 73 bliver ikke drevet af professionelle med en fastsat

bundlinje, men af glade amatører, der danner grobund

for et godt socialt klubliv. Og der er ikke langt fra

bunden til toppen, hvis man er nysgerrig og gerne vil

bidrage med noget, det være sig planlægning af løb,

klubweekender eller fester. Jeg selv blev valgt ind i

bestyrelsen med ingen kluberfaring overhovedet efter

kun at have været medlem af AK 73 i et par måneder –

tænk, at de turde!

Disse to citater af henholdsvis Niels eksformand og

Kenneth (daværende) formand, illustrerer meget godt

det entusiastiske klubliv, der hersker i AK 73:

"... og det har bare været enormt lækkert at opdage,

at AK 73 ikke kun er en klub fuld af løbende kammerater.

Nej, det er en klub fuld af løbende venner af den

dyrebare slags."

"… Engagementet ses tydeligt på alle planer. Sjældent

har der været så mange til træning, [og] på den

sociale side er der næsten ikke plads til flere arrange-

menter i kalenderen, og der er nok ikke mange sportsklubber

på AK 73's størrelse, hvor medlemmerne er så

aktive, når det kommer til at lave sociale begivenheder."

Birgitte Engelin på vej gennem klitterne på 2. etape under

Etape Bornholm 2000.

109


110

Kagebagningsmester

Af Thomas Kragh Christensen.

Løbere og kager hører uløselig sammen - især i AK 73.

Kagebagningsmesterskabet er et barn af dette. Dette

mesterskab er et af de ældste klubmesterskaber i AK

73, og i en krønike som dette skrift skal her berettes

om, hvordan dette - efterhånden sagnomspundne mesterskab

- begyndte.

Dette med kager har altid været en del af AK 73. Der

var kage til møder, til løb og til klubture. I begyndelsen

var det mere tilfældigt, hvem der havde kage med. Der

var sommetider én, der havde bagt en gulerodskage,

ofte en noget fedtet klægt kage, men ned røg den.

Senere kom der mere system i kagebagningen og

kagespisningen.

Når AK 73 var ude til et af DAF's vinterturneringsløb -

den turnering har haft flere forskellige navne bl.a.

NIKEcup, Naturgascup m.v. (i dag Puma Cell Cup) - var

det som regel aftalt på forhånd, hvem der skulle bage

kage. Det var utænkelig at komme med en købe-kage.

Én formastede sig engang til at komme med sandkager,

der havde været på tilbud!! Det hørte han for det

næste år med jævne mellemrum på træningsturene

rundt i Utterslev Mose. Det var dengang, intervaltræningen

bl.a. bestod i, at man i det fjerne fik øje på

nogle KIF'er eller endnu bedre nogle spartanere, og så

var det med at løbe dem op.

Som tiden gik, blev 'publikum' mere og mere kræsent

med hensyn til kager og kunne ikke bare spises af med

en gulerodskage eller en pund til pund-kage, og samtidig

var der mange sultne munde, der skulle mættes. Til

et crossløb var det min tur til at bage. Jeg havde fundet

et opskrift på en formkage, for det var lettere at have

sådan en med på tur (den opmærksomme læser har

allerede bemærket, at konturerne til én af de klassiske

discipliner i kagebagningsmesterskabet her begynder at

tage form!). Kagen var en frugtkage med en masse tørret

frugt i, som skulle skæres og opblødes. Det tog mig

det meste at en eftermiddag og en aften at få fremstillet

tre formkager. Og næste dag var de spist på ca. ét

kvarter. Men vi havde også løbet godt den dag, og det

var klingende frost. Det var lidt om rødderne.

Det egentligt startskud til kagebagningsmesterskabet

lød som afslutning på en fredsmarch (eller også var det

noget med atomkraft) i 1984 fra Vedbæk til Rådhuspladsen.

Der var flere fra AK 73, der deltog i marchen, og

selv om man er i god form, er det langt at gå fra Vedbæk

til Rådhuspladsen, især da det både var blæsende og

koldt. Så på vej gennem Hellerup 'forvildede' nogle

AK'ere sig ind i konditoriet på Strandvejen under påskud

af, at deres blodsukker var ekstremt lavt, og lod resten af

marchen arbejde for freden. 'Afhopperne' indhentede

halen af marchen på Østerbrogade, hvor de mødte nogle

andre AK'ere, som gik med ind til Rådhuspladsen.

Her var der flere - sikkert velmenende – politikere, der

skulle markere sig med lange taler (jeg tror ikke, de alle

havde gået fra Vedbæk til Rådhuspladsen - de var tydeligvis

ret veloplagte), og man var ved at blive godt kold

bag i af at sidde på de kolde fliser.

De fleste AK'ere hørte heller ikke efter, for de, der

havde været inde på konditoriet i Hellerup - på grund af

det lave blodsukker - fortalte om de fantastiske kager, de

havde fået, og ikke mindst om alle de fantastiske kager,

de ikke havde fået smagt. Jo mere de fortalte, jo mere

begyndte kage-fantasierne at køre rundt i hovederne på

folk. Og stille og rolig gled den gode sag i baggrunden,

og i stedet var man vildt optaget af, hvor fedt det ville

være bare at kunne spise alle de kager man kunne -

hjemmebagte kager. Én kunne bage en 'nødedrøm', en

anden ville bage en 'drømmekage fra Brovst', og en

tredje ville hellere have en lagkage med det hele.

Sådan blev det ved, til én sagde: Hvorfor laver vi ikke

en konkurrence, hvor vi hver kommer med den bedste

kage, vi kan bage? Og så kan vi smage os frem til den

bedste? Det var der mange, der var helt med på, og

Søs Munck Hansen og Mette Filskov sagde, at vi kunne

komme op til dem på Frederikssundsvej i deres bofællesskab.

De havde plads nok.


Jeg gik hjem og lavede et opslag - jeg var vist nok

sekretær for AK 73 dengang - så alle kunne melde sig

til. Kammeraterne i AK 73 syntes, det var en lidt halvpjattet,

men alligevel en meget sjov idé. Da tilmeldingsfristen

udløb, var der ca. 15 kager tilmeldt. Så

allerede fra begyndelsen var der god tilslutning. Til

selve mesterskabet, kom der over 20 AK'ere - man kan

jo altid spise en kage.

Som til ethvert mesterskab var forberedelserne op til

den store dag meget seriøse. Gamle opskrifter blev fundet

frem, kikket i 'Karoline', man ringede

til familie og venner, som lavede

gode kager, måske kunne de hjælpe.

Valget var svært, for kagen skulle jo lige

have det, der hævede den over

almindeligt dansk kaffebordsniveau. Selv

valgte jeg at lave AK 73-blomsten i chokoladekage.

Jeg havde kun min mormors

gamle springform til at danne de

fem kronblade og midten - i alt seks

chokoladekager, der tilsammen dannede

en AK 73-blomst på næste en meter i

diameter. Den var svær at transportere

fra Østerbro til ydre Nørrebro i HT-bus. I

hele linie 3 og 8 bredte der sig en skøn

duft af chokolade, vanilje og orange, og

alle passagererne blev så glade og

begyndte at tale sammen om kager.

Man skulle måske lidt oftere, når man

kører med linie 3, tage en varm chokoladekage

med. Det kunne måske være

et lille bidrag til, at man i busserne

begyndte at tale sammen, og bidrage

til, at folk kommer til at forstå hinanden

bedre. Kager har en positiv effekt på

folks humør.

Vel ankommet til Søs' bofællesskab gik

vi i gang med at få stillet alle kagerne

op og give dem numre. Der var én, der

havde fået sin mor til at bage en kage,

så den røg ud. Konkurrencen var kun

for sande amatører (det var hårde tider).

Nu var spørgsmålet, hvordan finder

man frem til den bedste kage, og skulle

der kun være én klasse?

Masser af lækre kager og en grim pokal til vinderen – det er kagebagemesterskaberne i AK 73 i 'en nøddeskal'.

111


112

Søs og Mette havde nogle orienteringsløbspræmier,

de gerne ville af med, fordi de ikke havde plads til dem

alle. Så hurtigt blev det klart at der skulle være flere

kasser. Bl.a. den flotteste kage, turkagen, kaloriebomben

og kagen, der smagte bedst.

'Kagebagningsmesterskabskagen' kom først et par år

senere. Der var kun tre dommere, der som de eneste

havde pligt til at smage alle (!!) kagerne. Det var hårdt,

skulle jeg hilse at sige. Allerede næste år var dette ændret

til, at alle skulle være dommere - og sådan er det

også i dag.

Dommerne lagde hårdt ud med nogle rigtige stykker

kage - ikke kun en lille smagsprøve. Men efter kage

nummer 10 ramte dommerne 'muren', og der var stadig

langt hjem. Her var det, at løberens sande kærlighed til

kager skulle vise sin styrke. Det lykkedes. Alle tre dommere

kom helt igennem. Alle med ondt i maven og en

kraftig tørst. Sådan er det jo ofte efter en hård præstation.

Det med tørsten blev der gjort noget ved senere.

De tre dommere trak sig tilbage for at votere.

Stemmerne blev talt op, og klassevinderne fundet. Dog

var der i en klasse dødt løb. Den flotteste kage. Det

stod mellem en nøddekage, som en pige havde pyntet

med en bukket blomster (hvad har en bukket blomster

med kager at gøre - kan blomster spises??), og så min

AK 73-blomst, chokoladekage. Altså dødt løb. Der blev

i al offentlighed slået plat eller krone (jeg valgte krone),

men det blev plat (så passer tingene sammen, tænkte

jeg som den 'gode' taber), og jeg tabte.

Det første kagebagningsmesterskab sluttede med en

lille fest, da nogle smuttede ned til den lokale døgner

efter nogle poser blandet øl.

Året efter blev mesterskabet også holdt hos Søs og

Mette på Frederikssundsvej. Igen var der mange kager,

men der var måske lidt utilfredshed med præmierne,

for nogle havde glemt at tage deres præmier med

hjem. Det måtte der gøres noget ved.

Så det tredje år havde Søs og Kersti Jacobsen talt

sammen om præmier. De havde begge vundet store

pokaler i det store udland. Kersti havde i Østen

(Malaysia?) vundet en én meter høj teaktræsopsats

med en forgyldt plasticmand på toppen. Den ville hun

gerne af med - fuld forståelig. Søs havde på Kreta i

1983 (?) også vundet en stor pokal. Den ville hun også

gerne af med, for hun havde ganske enkelt ikke plads

til den på sit værelse.

Det blev Søs's pokal der blev Kagebagningsmesterskabspokalen.

Den har siden været det materialiserede

udtryk for det meget ærefulde kagebagningsmesterskab.

Pokalen er altså ikke vundet af Gabor i en halsbrækkende

bjergtriatlon i de fransk Alper, eller hvor rygtet

vil vide, den er vundet. Men derimod af Søs Munck

Hansen fra en varm og støvet maraton på Kreta.

Det er nu blevet en fast regel, at den, der bliver kagebagningsmester,

ud over den store ære og glæde at

have kagebagningsmesterskabspokalen til at kaste

glans over sit hjem, også får det ærefulde hverv at

afholde næste års kagebagningsmesterskab.


Bosnien i AK 73

Af Kit Philipson

Det hele begyndte med, at Tina Hansen flyttede fra

Jylland til København. Hun havde fået en bevilling på

7.500 kroner til et projekt, 'motionsløb for flygtninge'

og fik lov til at overføre pengene til AK 73. På det tidspunkt

(ultimo 1993) var der etableret to flygtningebåde

i Københavns Havn, og Tina, Allan m.fl. tog trofast ned

på bådene for at komme i forbindelse med bosniere,

der havde lyst til at dyrke motionsløb. Vi, der var motionister,

husker tydeligt, da de første forfrosne bosniere

dukkede op og begyndte at løbe med. Gruppen bestod

af 3-5 yngre mænd, og de blev utroligt godt modtaget,

især fordi Tina og Allan tog det kæmpeansvar på sig,

det var at drage omsorg for deres deltagelse.

Men ak Tina og Allan skulle flytte, og Tina spurgte

bestyrelsen, om nogen ville overtage projektet. Det

ville jeg gerne. Der var 3.756 kroner tilbage. De øvrige

penge var brugt til løbesko (to par), et par pigsko, deltagergebyr

til træningslejr og gadeløb, maraton m.m.

Jeg modtog beløbet 17/2 1994. I mellemtiden var

flygtningecentret i Tåsingegade åbent.

Efter rådgivning fra Annie, der var sygeplejerske på et

flygtningecenter, blev målgruppen teenagerne fra

Bosnien. Det var nemlig, som de fleste husker sådan, at

bosnierne var her på en særlov og ikke måtte integreres

i det danske samfund. Konsekvensen var helt umenneskelig.

Her sad en stor gruppe mennesker, som absolut

ikke måtte arbejde, gå på sprogskole eller andet

meningsfyldt. Dette gik særdeles hårdt ud over alle, og

de unge, som pludselig ikke gik i skole, var naturligvis

meget udsatte.

I marts '94 blev det første møde med de unge i

Tåsingegade arrangeret. Peter Rasmussen, der var ansat

som idræts/fritidsmedarbejder i Tåsingegade, blev et

meget vigtigt og altafgørende bindeled under hele

projektet. Gabor og jeg troppede op til 12 teenagere,

og vi blev enige om at begynde14 dage senere.

Thomas Bengtsen og Mette Pedersen blev de to

unge idrætsfolk, der stod for træningen. Det blevet et

bredt idrætsprojekt: løb, atletik, spydkast, kuglestød,

fartleg, cirkeltræning, vægttræning, redskabsgymnastik,

aerobic, fodbold, rundbold, stafet, svømning, judo

m.m. (Thomas skriver d. 19/4 1994: "Drengene skal

styres. Pigerne morer sig. Gode boldfærdigheder").

Undervejs blev flygtningekonsulent Lars Kruse inddraget,

og DIF gav et tilskud på 2.500 kroner til materialeudgifter.

Lars var en aktiv rådgiver under de følgende

to Bosnienprojekter. Projektet løb til juli '94, hvor der

var 28 aktive bosniere i AK 73.

Andet projekt

Introduktion af idrætskulturer til bosniske flygtninge

blev en naturlig følge af den første succes. Først rendte

jeg rundt for at få sponsoreret idrætstøj og løbesko.

Det blev Ironman i Nørregade, der forsynede alle med

sko og tøj.

Dernæst blev Stefan Hari atletiktræner. Mette og Carina

underviste i aerobic, og Thomas var judoinstruktør.

Desuden var der bosniere med i de to løbegrupper. Redio

(bosnier fra Gabors løbegruppe) etablerede sin egen

løbegruppe af bosniere. Det blev finansieret af kulturoplysningens

5 procentpulje med hjælp fra DIF og HK og

foregik fra august 1994 til juli 1995. I juli 1995 var der 65

bosniere fra Tåsingegade, der var medlemmer af AK 73.

Der var i denne periode Bosnienløb fra Rådhuspladsen

til flygtningeskibet på Christianshavn. Søren Ortvad var

initiativtager og løbsleder. Forfatteren Carsten Jensen

talte, og skuespilleren Ghita Nørby læste op. Der var

bosniske kager, bagt på i flygtningecentrene, og selvom

løbsdeltagelsen var skuffende med kun ca. 200 løbere,

var morale og humøret meget højt.

Der var DGI-stævner i lange baner. Henning Nielsen

fra Gullfors og DGI viste sig at blive en meget aktiv og

hjælpsom person for AK 73 - og i april var der DGI-kursus

og aktivitetslejr i Lloret de Mar i Spanien, hvor det

efter et 'forhindringsløb' lykkedes at få sendt Stefan og

atletikgruppen og aerobicgruppen med (til sidst lykkedes

113


114

det med pressen og Jørgen Poulsen (Dansk Røde Kors)

som medhjælpere). Den nye Schengenaftale var netop

trådt i kraft, og computerne skulle spørges, før der blev

udstedt rejsetilladelser - og den ville bare ikke svare.

DM i atletik i Malmø blevet andet problem for os, for

bosnierne kunne ikke få lov til at rejse ind i Sverige, selvom

Nina fra DIF havde stået på hovedet og hænder for

at skaffe visa. Det endte med, at Lone Kjær, Stefan og jeg

selv med TV2-sporten smuglede de unge bosniere med

Malmøbåden, og dermed deltog de og vandt præmier

som illegale deltagere, dog med DIF's fulde opbakning.

Det blev i det hele taget en periode i AK 73, hvor stadion

var præget af et utroligt liv, fordi mange af bosnierne

kom der meget, brugte kondirummene, og hvor

AK 73 havde judo og aerobic på programmet.

Da projektet sluttede, var Bosnienloven udløbet, og

bosnierne fik almindelig flygtningestatus. Nu skulle de

integreres i det danske samfund. Så det sidste projekt

kom naturligvis til at hedde:

Integration af bosniske flygtninge på Østerbro Stadion.

Nu var der ingen problemer med at få de ansøgte

penge, for klubben havde bevist, hvad den kunne.

Projektet fik 165.656 kroner, dels fra Kulturministeriet,

dels fra folkeoplysningens 5 procentpulje.

Det blevet et samarbejde med Sparta, der tog sig af

atletiktræningen, KIF, der tog sig af aerobic og børneatletik,

og AK 73, der tog sig af gymnastik og løbetræningen.

Der skete imidlertid det, at med den nye flygtningestatus,

bosnierne havde fået, begyndte man at tømme

Tåsingegade, og familierne blev flyttet ud, så langsomt

skred grundlaget for projektet. Vi blev ved med at tro

på, at nye flygtninge ville fylde Tåsingegade, men vores

tålmodighed bar ikke frugt og den 24/6 1996 afleverede

vi 111.457 kroner retur til folkeoplysningssekretariatet

og Kulturministeriet.

Jeg tror, at klubben har betydet nogle dejlige timer i

en svær tid for mange bosniere.


Klubaftner i AK 73

Af Morten Lasse Møller

Spændende klubaftner

Klubaften i AK 73 er typisk nogle hyggelige timer efter

træning tirsdag eller torsdag en gang om måned.

Klubben byder på noget at spise og drikke, samtidig

med at der er foredrag eller anden underholdning på

programmet.

Indhold og omfang er alt afhængig af de personer,

der står i spidsen for at afholde aftnerne. Er der

opbakning og gåpåmod, bliver klubafterne typisk

meget spændende og levende.

F.eks. blev der i perioden 1999-2000 afholdt disse

klubaftner i AK 73:

2000:

december Duoen 'Falk & Mathiesen' spillede rock &

rull i næsten to timer

november Claus Bjarnø og Torben Nielsen fortalte om,

hvor forskelligt vi løbere lander på vores

fødder

oktober Professor Michael Kjær fortalte om doping

august Træner Kim Jessing om motionsgruppens

træning, og Henrik Nielsen om Maraton des

Sables i Marokko

juli Grillaften i Fælledparken

maj Chris Norre Madsen fortalte om at løbe

langt, f.eks. 560 km i Atlaska

marts Træner John om 'gennemtræk i motionsgruppen',

og Dion Madsen om rulleskøjtetræning

i AK 73

februar Generalforsamling

1999:

december 'Julen løber, kom og klip et hjerte, fæld et træ

og pust til en gassky' – rå julehygge i AK 73

november Strækøvelser og deres virke med fysioterapeut

Anne Lange og julekøb i Maraton Sport

oktober Træner Gabor om nedtrapningsintervaller

før konkurrence

september En aften med verdensmesteren i roning

Mette Bloch 'Tør du blive en vinder…!'

august Olympisk og VM-guldvinder Dan Frost og

en akupunktur-mester Jesper Larsen

juli En tur ud i det grønne… grillaften i Fælledparken

juni Besøg af Danmarks bedste løber, Carsten

Jørgensen, (læs artiklen)

maj Ditte Thygensen om kostens betydning for

liv og sportspræstationer

april Debat med Carl-Mar Møller om kærlighed

og parforhold

marts Træner Gabor om væske under træning og

konkurrence

februar Generalforsamling

Klubafterne veksler altså mellem, at klubbens trænere

fortæller om træning og underholdning med indbudte

gæster udefra. Klubbens egne løbere kan også fortælle

om træning op til et stort maratonløb eller om løb i

Marokkos ørken.

Så det at arrangere eller være med til klubaften i AK 73 kan

godt være forbundet med store oplevelser og inspiration.

Læs Peters artikel om en klubaften med Carsten

Jørgensen!

115


116

Den hvide Kenyaner på Østerbro

Af Peter H. Møller

Tirsdag den 1. juni 1999 var der klubaften med Carsten

Jørgensen. Jeg var ret spændt på denne aften, for ikke

blot kan det være interessant at få tips fra Danmarks

helt klart bedste langdistanceløber, men det kunne

også være spændende at høre en mærkelig mand (på

billederne ser han fuldstændigt vanvittig ud).

I flere år regnede jeg faktisk med, at han var vanvittig,

men fra flere sider hørte jeg så senere, at han faktisk var

en flink fyr. Da jeg hørte, at han havde gjort uddannelsen

som civilingeniør færdig, var jeg godt klar over,

at han nok ikke kunne optræde helt som på billederne

(vi civilingeniører er normalt ikke særligt vanvittige).

Det var da heller ikke nogen vanvittig, nærmere en

lidt sky mand, der begyndte at fortælle om sit liv som

løber. Han indledte med at fortælle lidt om sig selv og

konkurrencerne. Han har bestået olympiadekravet til

10.000 meter og vil også forsøge at klare kravet til

maraton, så han selv kan vælge, hvilken distance han

stiller op i. Men han har også en succesfuld karriere

som orienteringsløber, så han har vist lidt svært ved at

vælge, hvad han egentlig vil koncentrere sig om.

Fra Carsten Jørgensen fik vi en førstehåndsberetning

om livet i fronten af de store løb, og der går det åbenbart

ret hårdt til. Blandt andet fortalte han om et løb,

vist nok i det varme Sydamerika, hvor løberen foran

ham væltede alle væskekrusene for, at konkurrenterne

ikke skulle få væske. Og det var med slet skjult skadefro,

at han fortalte om, hvordan han overhalede den

formastelige løber, der senere gik helt ned. Han fortalte

også, hvordan han som indbudt (og betalt) løber blev

bedt om at lade være med at stikke af fra førergruppen,

fordi det ville gøre tv-dækningen vanskelig (tidligere

var en kenyaner stukket af allerede efter to km og

havde ødelagt reportagen).

Senere på aftenen kom vi dog til det, der optager

mig mest: Hvordan bliver man så god som Carsten

Jørgensen? Jeg kan ikke lade være med at sammenligne

hans opskrift på at blive god med den forklaring på at

blive en vinder, som vi fik to måneder senere fra roverdensmester

Mette Bloch. Godt nok er Carsten

Jørgensen ikke blevet verdensmester som Mette, men

konkurrencen inden for mændenes løbeverden er nok

så meget hårdere end konkurrencen i kvindernes roverden

(de har f.eks. ingen kenyanere), så Carstens

Carsten Jørgensen (31) i spidsen af feltet ved EM i cross i

Lissabon 1997, hvor han vandt en sensationel sejr.

Sammen med Carsten er foran til venstre franskmanden

Mustapha Essaid, der blev nummer fire, og til højre

svenskeren Claes Nyberg, der blev nummer to. Bag ham

portugiseren Alfredo Braz, der blev nummer fem, og sidst i

førerfeltet Sergey Lebed, Ukraine, der blev treer - og i

øvrigt overtog mesterskabet det følgende år.

Carsten, der ud over sin førsteplads førte det danske hold frem

til en femteplacering, den bedste nogensinde, stod her for en af

de fornemste præstationer, en dansk atletikmand har ydet.


præstationer er nok mindst lige så imponerende som

Mettes.

Mette mente, at det vigtigste var at ville vinde, at 90

procent af årsagen til at vinde lå i hovedet, og kun de

sidste ti procent i kroppen. For Carsten var årsagen til

at vinde simpelthen et spørgsmål om at træne nok og

så selvfølgelig have det medfødte talent for at løbe. For

Mette var det at vinde især et spørgsmål om at få sig

selv til at tro på det. At forhindre, at de andre holder

dig nede, og ikke lade sig imponere af andre. For

Carsten var det især et spørgsmål om at kunne motivere

sig til den hårde træning. Mette fortalte især om

kampen på det mentale plan, f.eks. det sædvanlige

amerikanerpladder med at stille sig foran spejlet og

sige ”Jeg er god”, og Carsten beskrev især de ting, der

giver ham lysten til at løbe.

Men hvilke træningsmetoder har gjort Carsten

Jørgensen så god? Ifølge Carsten var der ingen nemme

genveje, smarte trick eller for den sags skyld intelligente

træningsprogrammer. Hans generelle metode bestod

af en stor træningsmængde (ca. to timer hver dag, dvs.

200-250 km om ugen), og kun meget få fridage om

året, aldrig at have væsentlige skader, og at stort set al

træning er på blødt underlag, især skovstier. Men hans

præcise programmer var der svært at blive klog på,

Han fortalte som den ene yderlighed om lange langsomme

træningsture med 5 min/km (og det er meget

langsomt for én, der kan løbe maraton med ca. 3

min/km) og som den anden yderlighed om syreturene

på den bakkede lysløjpe ved Holte.

Han gjorde en del ud af, at træningen ikke skulle

være mekanisk og glædesløs. Han troede ikke meget

på færdigstrikkede træningsprogrammer, men foretrak

løbende at tilpasse dem efterhånden, som han så,

hvordan de virkede. Med hensyn til mange af de hjælpemetoder,

som mange af os betragter som selvfølgeligheder:

styrketræning, udstrækning, brug af pulsur og

træning af væskeindtagelse, påstod han, at det ikke rig-

tig var noget, han havde prøvet ret meget. Men i den

nærmeste fremtid vil han koncentrere sig om maraton,

og han har så stor respekt for distancen, at han nu vil

udvide sin træning med mange af de ting, som vi har

trænet i årevis. Ved en test på Team Danmarks testcenter

havde man konkluderet, at alle hans led var så stive,

at skridtlængden umuligt kunne være større end ti cm,

så i fremtiden vil han også forsøge med lidt

udstrækning. Som led i den nye strømlinede Carsten

Jørgensen havde træneren allerede udstukket retningslinierne

for den kommende træning.

Det billede, han formidlede af sig selv, var en naturens

søn, der egentlig kun træner på den mest naturlige måde

nemlig ved at løbe meget i den fri natur. Vi manglede

næsten kun at høre, at han på bedste kenyanervis måtte

løbe de ti km til og fra skolen (og hjem i frokostpausen).

Grundlæggende er det jo utroligt befriende, at man

kan nå så langt som Carsten ved den træning, som for

mange af os er indgangsvinklen til sporten, nemlig det

at løbe, og at man ikke nødvendigvis behøver at bruge

timer på endeløse udstrækningsøvelser eller styrketræne

i ulækre kælderlokaler sammen med brovtende

vægtløftere..

Her på det sidste har vi desværre hørt, at Carsten

Jørgensen har fået en af sine sjældne skader (akillessenerne),

og det er nu usikkert, om han stiller op til

Chicago Maraton (1999) som planlagt. Der ville han

forsøge at komme under det danske olympiadetidskrav

på 2.11.30 timer. Vi må håbe, at han snart kommer

over det, og at der ikke kommer flere skader som følge

af træningsomlægningen.

Efterskrift:

Carsten Jørgensen, som jo kom fra orienteringssporten, er

nu vendt fuldt og helt tilbage til denne sportsgren efter

sin succesrige gæstevisit hos løberne uden kort og kompas.

I de seneste år har han været bosat i New Zealand.

117


118

Danmarksstafetten

Af John Helle

Danmarksstafetten blev første gang afviklet i 1994. DKstafettens

reelle ophavsmænd er DFIF (Dansk Firmaidrætsforbund),

som gerne ville igangsætte en motionsbevægelse

på arbejdspladserne.

Til dette brug oprettede de et 'fælles' løb over hele

Danmark kaldet 'DK-stafetten'. Alle deres medlemmer

(de enkelte firmasportsklubber) kunne nu bruge konceptet

og arrangere et stafetløb i de respektive byer

rundt om i kongeriget.

Her i København var det så KFS (Københavns Firma

'Danmarksstafetten' og et godt billede af klubbens Torben

Bille i den daværende klubdragt.

Sport), der skulle arrangere DK-stafetten. Da KFS ikke

havde de store erfaringer med løbsarrangementer, henvendte

man sig til AK 73 for at spørge, om vi ville være

med på ideen.

De første år deltes vi om planlægningen samt afviklingen.

Det viste sig efter de første år, at AK 73 skulle

trække uforholdsmæssigt på sine medlemmer til selve

planlægningen, hvorfor aftalen blev ændret til, at KFS

stod for al planlægningen, og AK 73 skulle afvikle selve

løbet - en fordeling, der har vist sig meget bedre end

de første år.

De to første år blev DK-stafetten afholdt i

Valbyparken som et fint alternativ til DHL-stafetten, der

afholdes i Fælledparken.

Løbet blev afviklet med ca. 60 hold de første år, hvilket

vi var ganske tilfredse med. De viste sig nemlig, at

Københavnerne generelt har mange løbstilbud at

vælge imellem, hvorfor det er uhyggeligt svært at

igangsætte et nyt initiativ, hvis man ikke har Spartas

PR-maskine!

Efter de første år i Valbyparken blev vi grundet byggeri

af Ørestaden samt en omlægning af Valbyparken

tvunget til at flytte løbet til Fælledparken.

At løbet nu foregik i hjertet af København, kunne

desværre ikke tiltrække ret mange ekstra løbere, hvilket

var ærgerligt, da løbet var et arrangement med gode

lodtrækningspræmier og fine muligheder for at lave en

firmaskovtur samtidig.

I dag er AK 73 ikke mere med i løbearrangementet.


Løb for FLYGTNING '99

Af Jytte Nielsen

AK 73 blev i februar 1999 kontaktet af Dansk Flygtningehjælp

(fremover nævnt DF) om at dedikere AK

73’s Fælledparkløb den 25/4 1999 til Flygtning '99. Da

dette ikke umiddelbart kunne lade sig gøre pga. interessekonflikter

med nogle af sponsorerne til Fælledparkløbet,

blev bestyrelsen enig om at undersøge, om der i

stedet var interesse blandt medlemmerne for at arrangere

et løb på dagen, den 6/5 1999. Løbets primære

formål skulle være at henlede opmærksomheden på

DF’s landsindsamling samt evt. skaffe nye indsamlere.

Da jeg syntes, det var på tide, at AK 73 igen var

fremme i forreste række med et holdningsløb, gik jeg

ind på at være med til at arrangere løbet.

Vores lille arrangørgruppe for Flygtning '99-løbet

kom til at bestå af følgende AK’ere:

Charlotte Madsen, John Munch, Hanne Nielsen, Lene

Højbjerg, Torben Bøjstrup samt undertegnede Jytte

Nielsen. Derudover skal nævnes Kenneth Løvholt, som

hjalp til med invitationerne, Per Kold Larsen, der i vanlig

stil stod for tidtagningen, samt alle de AK’ere, der

hjalp til på dagen.

Efter et par hurtige interne AK-møder mødtes vi med

Dansk Flygtningehjælp den 8. marts 1999, hvor vi blev

enige om at lave et løb tirsdag den 4. maj 1999 og fik

fordelt opgaverne AK 73 og DF imellem. AK 73 skulle

stå for alt det praktiske, mens DF primært skulle sørge

for annonceringen samt at tiltrække nogle kendte

sportsatleter.

Da vi jo alle ved, at det er et stort arbejde at arrangere

et løb, og vi havde under to måneder, til løbet skulle

finde sted, havde vi temmelig travlt i disse to måneder.

Der skulle findes sponsorer, laves invitationer, indhentes

tilladelser fra div. offentlige instanser, skaffes løbsnumre,

frugt, præmier etc…

Vi nåede det, og den 4. maj 1999 oprandt løbet, og

det hele klappede – selv vejret var med os.

I anledning af at det også var Danmarks befrielse,

havde vi lys og fakler langs en del af ruten. Cirkus Panik

stillede gratis op i den gode sags tjeneste. De leverede

underholdningen og en fælles opvarmning for de i alt

283 løbere.

Mette Bloch skød løbet af, før hun også selv løb af

sted lige i hælene på Lars Bom, som også deltog.

Løbets hurtigste deltagere blev Dennis Jensen og Anne

Mette Jensen, begge fra Sparta, der løb de præcise fem

km på hhv. 14.13 min. og 17.36 minutter.

Vinderne af 'flygtningeløbet 1999', Dennis Jensen og Anne

Mette Jensen, begge fra vores store naboklub Sparta.

119


120

Etape Bornholm

Af Morten Lasse Møller

Etape Bornholm er godt kendt blandt løberne i

AK 73. I 1998, 1999, 2000 og 2001 arrangerede

nogle af klubbens medlemmer hyggelige

fællesture til Bornholm for at løbe med i det

fem dage lange etapeløb, der strækker sig over

en samlet distance på en maraton, altså 42,195

km.

Det første år lå løberne i telte på Dueodde.

Året efter boede løberne i en fed sommerlejlighed

midt i Rønne og begge de to sidste år i

feriehuse i Allinge-Sandvig.

Kendetegnene for turerne er samværet i de

syv dage, man er på øen, hvor tiden flyver af

sted med løb hver aften, hygge om dagen,

badeture og madlavning. Chancen for at lære

hinanden bedre at kende er klart til stede på en

sådan tur.

Så hvis der en, der tager skeen i hånden og

får folk til at melde sig til, så støtter klubben

økonomisk op bag en sådan tur.

Morten Lasse Møller, AK 73, og Kim Birk, Sparta, i fin duel i sandet på

Dueodde i 2001.


Ski- og La Santa-tur med AK 73

Af bogens forfattere

Der er ingen ord, men billederne fortæller en historie i

sig selv om AK 73’s vellykkede ture de senere år nordpå

og sydpå.

Skitur til Norge

(her i 2002)

med AK 73 er

festlige ture

med masser af

højt humør,

'lette' løjper og

god appetit.

La Santa-tur med AK

73. Inspireret af vores

venner i KTK86 går

tiden med svømning,

cykling og løb i alle

afskygninger.

121


122

Marathon des Sables 2001 – en uge i Helvede

Af Peter Ellehauge

"Skal du med til Marathon des Sables?". Kan man svare

andet end "ja!", når det er den regerende mester på

maraton, der spørger. Torben Møller Nielsen spurgte

mig ganske kort tid efter en noget ubehagelig oplevelse

i X-Danmark, hvor jeg skulle løbe 120 km som en

del af et stafethold på vej tværs over Danmark.

Desværre var jeg nødt til at opgive efter 'kun' 100 km.

Men Torben mente, det kvalificerede mig som tosset

nok til at sige ja. Han har ganske givet ret!

Marathon des Sables? Direkte oversat betyder det sandmaraton,

og det hele foregår i et lille hjørne af Sahara i

Marokko. Det er et etapeløb over syv dage med seks etaper,

hvor man selv skal slæbe alt udstyr (væsentligst mad

til en uge og sovepose) på ryggen. Der har tidligere

været dansk deltagelse, men det er vist nok først gang, at

den regerende danske mester har begivet sig ud på den

slags eventyr. Og jeg havde lige vundet Kilimanjaro maraton,

så vi havde da lidt at skrive på vores tilmeldingsblanket.

Og minsandten om ikke de kære franskmænd kunne

læse vores kragetæer, for pludseligt blev vi nævnt som

"Our friends from the north", og "The two Danes look like

being up to competing with the best." Det sidste havde

vi nu ikke skrevet noget om, men det lunede da gevaldigt,

når vi skulle ud at træne i den danske vinter.

Marathon des Sable

2002 foregår i et

lille hjørne af

Sahara i Marokko.

230 kilometer sand

Med en samlet distance på ca. 230 km og en længste

etape omkring 70 km skulle der altså løbes nogle kilometer.

Efterhånden foregik vores træning, således at vi ’varmede

op’ en time eller mere, inden vi skulle træne i AK

73. Sammen med klubkammeraterne løb vi så yderligere

omkring 90 minutter, det hele selvfølgelig med rygsæk

med op til ti kg for mit vedkommende. Vi havde jo regnet

lidt på, hvor meget vi skulle spise, og det blev til 13

poser frysetørret mad og en sjat Maxim-pulver. Med

sovepose og sikkerhedsudstyr blev den samlede vægt

omkring 8-9 kg. Så med ti kg ville jeg være på den sikre

side. Det er jo lidt usædvanligt at løbe med rygsæk, og

af en eller ander grund er det åbenbart sjovt at råbe

efter løbere med rygsæk. Det bedste, jeg har hørt, var

en løber fra en større dansk atletikklub, der råbte: “Smid

dog den rygsæk, så kan du løbe længere!” Jeg kan stadig

ikke se logikken, men fik da smilet til ham.

Ørkentræning på Falster

Vi havde så småt fundet ud af, at træning i Fælledparken i

en dansk vinter måske ikke var det, der mindede mest om

Sahara i april. Manglen på varme var der ikke rigtig noget

at gøre ved (jeg havde dog et ugentligt to timers træningspas

på bodybike), men underlaget kunne vi jo til en vis

grad selv vælge. Jeg tog derfor nogle afstikkere til Falster for

at løbe 30+ km i sandet ved Østersøkysten. Det var noget,

der trak søm ud. Dels havde det ikke ret meget med løb at

gøre, og dels dalede tempoet gevaldigt, altså ikke nogen

positiv oplevelse, men forhåbentlig værdifuld træning. Og

til en anden gang vil jeg løbe mange flere km i sand og

andet meget ujævnt underlag. Jeg er velsignet med en

meget fleksibel flekstidsordning, og det fik jeg udnyttet en

dag med høj sol, hvor jeg tog toget til Helsingør og løb,

hvad der nu er gået over i historien som Helsingør dogmemaraton.

En rigtig flot tur og dejligt mange kilometerafmærkninger,

og for en gangs skyld stod de helt præcist.

Vi havde også studeret en video fra en tidligere udga-


ve af løbet, og det resulterede i, at vi fik syet noget

elastikværk på vores rygsæk. Denne elastik skulle kunne

holde de vandflasker, vi ville få udleveret ved væskestationerne,

og det fungerede perfekt, heldigvis, for min

rygsæk blev først færdig dagen før afrejse.

Den første forskrækkelse

Således godt forberedte var vi klar til turen. Første forskrækkelse

fik vi, da vi fik årets rute udleveret, totalt

242 km og længste etape 82 km. Det grinede vi meget

af og ringede hjem til coach Klöczl og klagede over, at

længste etape var 12 km længere, end den plejede at

være. Gabor opdaterede bare hjemmesiden med disse

nye informationer. En første etape på 25 km er da også

til at tage at føle på, selvom den er ment som en kort

akklimatiseringsetape. Som indledning til disse første

25 km skulle vi se, om vores morgenritual ville fungere.

Ritualet var planlagt til at bestå af at spise en Maximbar

og nyde en tår vand. Baren gled ned, og pludselig

stod vi bag stregen, lige bag stregen, og foran var der

bare sand og ørken. Nu begyndte tankerne for alvor at

fare gennem hovedet. Hvorfor var det lige, at jeg ikke

sagde nej, da Torben spurgte, om jeg ville med? Det er

jo totalt sindssygt det her, 25 km i sand og varme med

8,5 kg på ryggen og meget mere i vente. Jeg lavede en

mental note om, at jeg skulle have et alvorsord med

Torben efter etapen.

Som til ethvert tri-stævne med respekt for sig selv var der

'Simultantræning' i dansk sand. Selv Østerbro Stadions kunststofbane er 'bedre'.

123


124

et længere ritual, der skulle lires af, og alle mulige skulle takkes

etc... først på fransk og siden en forkortet udgave på

engelsk. Vi stod bare ikke i koldt vand, men ude i den

brændende ørkensol. Efter at vi nu var blevet lovprist og

havde fået uddelt kærlighed over os et pænt stykke tid, var

det endeligt tid. "Tag det nu roligt!", og det gjorde vi så og

førte da også kun i ca. tre km sammen med en svensker fra

vores telt. Ruten var stille og rolig sammenlignet med, hvad

der skulle komme senere, men vi fik da prøvet at løbe i lidt

sand, og jeg blev overbevist om, at min rygsæk med elastikker

til flasker fungerede helt perfekt. Varmen tænkte man

ikke rigtig på, starten var gået tidligt på dagen, og solen

havde ikke rigtigt fået fat, så vi klarede os i mål i fin stil.

Sækketeltet

Vores efter-løberitual skulle nu afprøves. Det bestod primært

i at finde vores telt igen og spise den frysetørrede

Mysli samt at finde noget brændbart til madlavning senere

på dagen. Vi havde købt Nasi Goreng, som vi fik tilberedt

i vores lille kogekar, og det smagte da rimeligt,

endnu! Teltet var nu vores faste holdepunkt i denne ørken.

Telt er nok så meget sagt, da det er nogle kaffesække på

nogle kæppe, og her skal ni personer sove i en uge. Det

bedste, man kan sige om teltet, er, at det giver skygge, så

her sad vi og snakkede efter etapen. Da vi så fortalte om

en placering som henholdsvis 15 og 19, var de rutinerede

MdS-løbere ikke sene til at fortælle os, at vi havde løbet alt

'The Danish Turtles' telt i Sahara. Foto: Søren Brahe-Bohnsen.


for hurtigt. Da de senere fandt ud af, at vi begge var tidligere

triatleter, jamen, så var de 100 procent sikre på, at vi

havde løbet alt for hurtigt. Vi mente jo selv, at vi havde

styr på det, men alligevel kunne man da ikke undgå at

tænke lidt over det, vi var jo trods alt nye i faget.

En, der med garanti havde løbet for hurtigt, var et

æsel med passager og oppakning. Det stakkels æsel blev

lidt forvirret over de mange løbere, så det satte en voldsom

spurt ind med det resultat, at passageren og bagage

blev kastet af i en stor sand-drive (i mangel af bedre

ord). Den stakkels mand kunne ikke umiddelbart indfange

æslet, da de mange løbere animerede æslet til

yderligere motion. Lidt dårligt, at løberuten ikke var

afspærret for søndagstrafikken.

Klitter skal ses – ikke løbes!

Solnedgangen (man skal være hurtig på de kanter, da

solen bevæger sig meget hurtigere end på vore noget

mere nordlige himmelstrøg) gav noget fantastisk lys på

nogle enorme sandklitter op til 200 meters høje. Det var så

smukt rødt og vidunderligt, men også i skarp kontrast til,

hvad der skulle komme. Dunesday! Gys! Anden etape på

sølle 32 km, men gennem et gigantisk klitområde, ja, de

klitter, der var smukke i solnedgangen. Efter bare to km's

løb begyndte løjerne. De næste 15 km foregik nu i klitter,

det var ubeskriveligt hårdt. Det var stadig fantastisk flot,

det havde jeg tid til at nyde, når jeg skulle finde ud af, hvilken

vej jeg skulle, ruten var ikke markeret, fordi det var

komplet umuligt at køre gennem med fire hjulstrækker, og

hvad de nu ellers havde af mobilt udstyr. Så der blev prædiket

"Husk nu at udstikke en kurs med jeres kompas inden

klitterne". Jeg havde da kompasset fremme, men brugte

det ikke, jeg fulgte bare nogenlunde de andres spor.

At løbe i sandklitter er ualmindelig hårdt, og det kræver

en helt særlig løbeteknik, som det lige tager ca. 15 km at

lære nogenlunde. Men af en eller anden grund kunne jeg

ganske tidligt på etapen løbe uden om Torben, der bare

kunne sige, at det var hårdt. Så jeg tænkte bare, at jeg

var bedre til at løbe i sand, så måske jeg kunne udligne

den lille føring, Torben havde opnået efter første etape.

Efter det første klitområde skulle man jo ud i et noget

mere løbeegnet område. Det var det sikkert også for de

indfødte, men jeg satte ikke spor pris på de knytnæve

store sten, der lå ganske tæt de næste par kilometre. Fra

30 km og til mål havde den flinke arrangør fundet endnu

et klitområde, der var meget meget hårdere end det første

klitområde. Suk, bare jeg havde taget nogle flere squezzy

med, jeg havde kun drukket vand hele dagen. Hele

etapen tog mig 3.29 timer. Jeg fik kæmpet mig i mål

som nr. 16 (kun ca. 17 min efter hurtigste kvinde) og rykkede

op som nr. 15 sammenlagt. Jeg fik udleveret resten

af min væske for dagen, hvilket var 4,5 liter, som jeg nu

havde resten af dagen til at drikke. Klokken var nu ca. 13,

og jeg havde lige løbet 3,5 time i +40 graders varme og

sand og havde, siden jeg krøb ud af soveposen i morges,

drukket 5 liter vand. Så der skulle spares lidt på dråberne.

Efter en gang frysetørret mysli var jeg klar til at samle lidt

brandbart til vores aftensmadlavning.

The last meal ...

Nu kunne Torben godt finde målstregen, så vi kunne

udveksle krigshistorier, men der gik desværre ret lang

tid, inden Torben igen var i teltet. Torben var blevet

ramt af en maveinfektion. Vi mener, det var de spejlæg,

som han spiste, og som jeg ikke spiste, ved vores sidste

rigtige måltid. Dette måltid blev lanceret med ordene

"Enjoy your last meal!" Det var jo meget morsomt for

alle os, der talte engelsk, men det blev altså skæbnesvangert

for Torbens deltagelse i løbet.

Problemer med maven er ikke skide-smart (sk-ordet

skulle siden blive brugt ganske ofte på resten af turen),

og resultatet var en stærk dehydrering. En løber fik overbevist

Torben om, at nu var det tid at tilkalde en helikopter.

Tre forsøg og en brandvabel senere var nødraketten

sendt op. Helikopteren fløj Torben til mål og lægeteltet.

Efter seks! dropposer og antibiotika blev han sendt tilbage

til teltet, men var absolut ikke interesseret i Nasi

Goreng. Men det kunne jo også være lige meget, for han

blev frataget alle rettigheder, hans nummer, rutekort og

mad blev inddraget, så vi andre ikke kunne spise os fede i

hans mad. Der blev nu lagt en lille dæmper på humøret i

teltet, selvom Torben meget hurtig var frisk til at smile og

drille med det skete. Jeg tror, at repræsentanterne fra

broderfolket hinsidan var lang tid om at forstå vores

125


126

humor. Men vi kom glimrende ud af det med svensken,

og ved afslutningsfesten fandt vi ud af, at den ene svensker

havde taget et billede af helikopter og Torben.

Efter den skidte (se der var den allerede) dag, kunne

jeg ikke rigtigt nyde min medbragte Nasi Goreng. Søvn

blev der heller ikke meget af, da Torben havde gang i

sit eget ørkenløb, der var på ca. 15 etaper den nat.

Unægteligt noget af en nedtur, for det var jo oprindeligt

Torbens idé, men Torben tog det hele med oprejst

pande og var til evig inspiration for alle i teltet.

Af sted over stenørkenen med Torben Møller Nielsen (284). Foto: Søren Brahe-Bohnsen.

Aldrig testet positiv !

Dag tre var så en lille 38 km's udflugt og nok væsentligt,

dagen før kongeetapen på 82 km, men dag tre skulle

også tilføje ordet jebel til vores ordforråd. Jebel betyder

bjerg. Fordelt på 38 km skulle vi passere to pas (stigning

på ca. 100 højdemeter pr. gang), to store klitter, en masse

wadier (udtørrede flodlejer med ekstremt løst sand), og

masser af almindeligt løst sand. Intet sted på ruten var

føret i nærheden af en dårlig dansk markvej. Hele tiden lå

det i baghovedet, at der skulle løbes 82 km dagen efter.

Selv med det in mente lykkedes det mig at komme i mål


som nr. 14 (og denne gang kun ni minutter efter hurtigste

kvinde). I mål blev jeg udtaget til dopingtest. Jeg

havde en time til at stille til dopingtest. Fint nok, jeg smed

min rygsæk i vores telt og blandede min mysli og gik op

til dr. Doping. Her var der fri bar, en stor fordel, da der

kun er ni liter vand pr. deltager pr. dag, og på dagens

etape var der blevet mål 53 grader. Så nu var det bare at

lege kamel og drikke mest muligt vand. Jeg nåede kun tre

liter, inden jeg skulle tisse, men løbets førende løber,

Ahansal fra Marokko, var lidt mere rutineret og kunne

konsumere 4,5 liter. Jeg fik mit ærinde overstået, og

dopingprøven, som havde sidste brugsdato i november

1999, blev forseglet og forsigtig stillet i solen. Men nu kan

jeg med sindsro sige: "Jeg er aldrig testet positiv!". Ahansal

leverede en A- og en B-prøve af meget forskellig farve,

men det kunne da ikke bringe lægen ud af fatning, lidt

omhældning fra A til B og retur fiksede den sag. Jo

dopingtesten blev virkelig taget meget seriøst.

Peter Ellehauge slapper af med helikopteren hængende truende over sig.

Klar til manddomsprøven

Nu skulle der hviles og lades op til næste dags fornøjelser.

Efter nu på tredje dag at have spist Nasi Goreng til

aften var det så som så med smagen, men ned kom det.

Torben havde jo stadig sit private løberi, som var meget

papirkrævende, så jeg havde lånt ham mine sidste billetter,

dog havde jeg til morgentoilettet, og

så var der jo en hviledag - forhåbentlig - til at bekymre

sig om at skaffe mere af den slags. 82 km i Sahara over

sten, løst sand, wadier, bjerge (tre pas) og udtørrede

søer. Heller ikke i dag var der fast grund under fødderne

ud over den fem kilometer brede udtørrede sø. For de

50 hurtigste i den samlede stilling er der den 'sjove'

regel, at de skal starte tre timer senere end de øvrige.

Jeg var nr. 15 i den samlede stilling og havde derfor fornøjelsen

af at sidde tre timer i et telt og vente, indtil

solen rigtig fik fat. Det blev da også, så varmt at

arrangøren så sig nødsaget til at udlevere en ekstra

flaske vand. Der var også ganske ulidelig varmt i teltet.

127


128

De siger motion er sundt !

Endelig (kl. 12) blev det vores tur, og jeg synes, at jeg

lagde ganske fornuftigt fra land, men alligevel var jeg i

front de første kilometre, indtil de førende løbere fik overstået

opvarmningen. Da opvarmningen var overstået,

fandt jeg en mere naturlig plads som 5-6. Jeg fulgtes med

en italiener i lang tid, jeg løb gennem væskedepoter, hvor

han stoppede op for at spise, men den slags luksus-varer

havde jeg jo ikke med, så jeg fortsatte. Pga. etapens længde

var der to depoter, hvor man kunne få tre liter vand.

Første gang ved ca. 22 km, hvor jeg valgte at tage kun en

flaske. Men det var ikke så smart, nu var kl. jo blevet ca.

14, og temperaturen var et pænt stykke over 40 grader,

så der skulle bruges mere vand, end jeg nu havde. Flasken,

som jeg fik ved depot 3, forsvandt dog på mystisk vis

meget hurtigere end de tidligere flasker, så ved 35 km

måtte jeg desværre tage den tunge beslutning at gå for

ikke at bruge alt mit vand inden det frelsende depot 4

med tre liter vand. Pga. underlagets beskaffenhed var det

sværere at gå end at løbe, men jeg havde ikke vand til at

fortsætte med løb. Efter disse ca. 5 km gang på meget

lavt vandbudget skulle de udleverede tre liter bruges fornuftigt.

Så jeg søgte skygge, spiste en squezzy og drak en

del vand, men hurtigt var jeg i sporet igen.

Det var faktisk ikke så mange løbere, der havde benyttet

chancen til at løbe udenom. Så humøret var nogenlunde

intakt på trods af den situation, jeg nu havde

bragt mig selv i, bare fordi jeg ikke gad slæde ekstra 1,5

liter vand. Efter depotet var der en grim, grim stigning

op til et af dagens bjergpas. Store og små løse sten med

masser af sand imellem gjorde stort set løb umuligt. Jeg

så nogle, der forsøgte, bla. blev jeg nu overhalet af

løbets hurtigste kvinde, men jeg syntes, det var spild af

kræfter at løbe, og desuden havde det lave vandbudget

tæret på resurserne, så der blev gået stort set hele vejen

til depotet ved ca. 57 km. Her blev der tanket godt op,

og en flydende Maxim-bar blev drukket (prøv selv at

varme en bar op til ca. 45 grader).

Fuldmåne og knæklys

Det gjorde underværker, og nu skulle jeg også til at løbe

igen for at komme i mål, inden det blev bælgmørkt.

Ruten var nu afmærket med knæklys, og fuldmånen hjalp

også godt til, så det gik nu igen derud af. En del af det

tabte blev indhentet. Udtørret søbund er fantastisk at

løbe på, det allerbedste i hele løbet vil jeg sige. Stadig

kunne jeg komme under eller i det mindste meget tæt på

ti timer for etapen, hvilket ville have rakt til en placering

som nr. 15 på etapen. Men, men, det bliver jo meget

hurtig mørkt, nærmest som om der bliver slukket på en

kontakt. Så fra sidste depot (68 km) og hjem var der

totalt mørkt og dette kombineret med stærkt ujævnt

underlag. I kender alle sammen fornemmelsen fra en

trappe, hvor der viser sig at være et trin ekstra, sådan var

det at løbe i, og selv med pandelampe var der ikke noget

at gøre. Så der blev gået noget mere, jeg skulle ikke ligge

ude i Sahara med et brækket ben og kun 1,5 liter vand.

Der var kun tre, der sneg sig udenom på denne del af

etapen. Den ene overhaling foregik, medens jeg brugte

en svedig sok, hvor jeg havde foretrukket toiletpapir, av,

det sved og kan absolut ikke anbefales.

Befrielsen

Nu kunne jeg endelig se mål i form af en oplyst himmel.

Og med lidt bedre underlag fik jeg løbet de sidste tre km

og overhalet to. Med ca. to km til mål kan jeg se enden

på dagens etape, men nu blæser det ganske kraftigt op,

og der kommer en ubehagelig sandstorm. Torben mente,

det var min slipstrøm der var grunden til dette meget

ubehagelige fænomen. Godt tørstig er en sandstorm ikke

lige det, man drømmer om. Men jeg kom da i mål (nr.

39 efter 11.36 timer, ingen grund til at græde over spildt

vand, men hvad kunne det ikke være blevet til med bare

et minimum af omtanke?) og blev modtaget af Torben,

der lige havde været ude at løbe efter sin sovepose i stormen.

Og vores telt havde heller ikke overlevet stormen,

så der blev kravlet godt ned i soveposen og snurret helt

til, selvfølgelig først efter den obligatoriske mysli.

Tanker på en hviledag

Nu var det så hviledag, og der var ellers hjemmefra

planlagt lidt restitutionsjog, men det blev aldrig til

noget. Tiden blev brugt til at hvile, læse e-mails hjemmefra,

drikke og beregne, hvor meget af bagagen der


kunne undværes til de sidste to etaper. Torben legede

jo bare, at han var ved stranden, så han tog lidt sol, og

hvad man nu ellers laver ved stranden.

Det er vanvittigt, men alligevel følte jeg, at nu havde

jeg gennemført Marathon des Sables, der manglede jo

kun et maraton og en sidste 22 km supersprint. Til de

sidste to etaper blev resten af det medbragte Maxim-pulver

blandet i flasken før start, de andre dage havde jeg

bare drukket det om eftermiddagen efter etapen. Den

nye fremgangsmåde skulle vise sig at give bonus ganske

omgående. Maratonetapen gik helt fantastisk. Nu var

underlaget også blevet lidt mere løberegnet, altså fastere.

Der var igen et bjergpas ved 15 km, men nu skulle jeg

bare i mål, og med maltodextrin i flasken var der masser

af energi. Det meste af etapen havde jeg løbet alene,

men pludselig så jeg en løber i det fjerne, målet var nu at

overhale ham, men det var alt for nemt, og med startnummer

3 var det sidste års nr. tre, der var gået meget

kold, og det blev belønnet med danske baghjul.

Med nu omkring ti km hjem hørte jeg en løber komme

bagfra. Men det skulle koste ham dyrt at overhale, så jeg

satte farten lidt op og følte, at jeg løb ALT helt til mål. I

Peter Ellerhauge i typisk stil. Foto: Francesco Berlucchi, Italien.

mål blev jeg nr. seks med 12 minutter ned til nr. syv, og

løberen, jeg havde hørt, var min sidste Maxim-bar, der larmede

i mit alu-kogekar. I mål havde jeg det selvfølgelig

virkeligt fin, tænk at blive nr. seks på en etape og løbe et

3.36-maraton i Sahara efter en hård uge, jo, jeg havde det

fint. Jeg skal vel også lige nævne, at hurtigste kvinde blev

sat med 18 min, godt nok havde hun sat mig med 2.15

timer på den lange etape, men det blev glemt.

I mål til slikorgie

Ha-ha, nu manglede der jo kun 22 km, og her skulle

det sidste brændes af, og så skulle vi ellers spise de store

mængder af slik, vi havde indkøbt på vejen herned.

Men først skulle sidste portion Nasi Goreng (ja, en

anden gang, og det bliver allerede i 2002, skal udvalget

nok varieres lidt mere) klemmes ned som en slags pligtspisning.

Efter denne himmerigsmundfuld blev kogekarret

vasket permanent op, dvs. det røg i affaldssækken,

titaniumsskeen blev gemt til næste år. Tilbage i rygsækken

var der nu kun en bar, lidt Maxim-pulver, sovepose

og alt det obligatoriske udstyr. Fra starten af sidste

etape blev der også løbet til, eller så meget, der nu var

at løbe med. Jeg synes, det var den hårdeste

etape, pludseligt skulle der løbes

race med en godt gennemtæsket og

meget træt krop, men 22 km var til at

overse.

De sidste to km gennem en by var helt

fantastiske, ungerne hylede og skreg og løb

ved siden af og hujede. Lige pludseligt

rundt om et hjørne var mål, jeg havde ikke

rigtig tid til at tænke over, hvad jeg netop

havde gennemført, før Torben stak verdens

dejligste Coca-Cola i hånden på mig, og

Eurosport plantede en kameralinse på klods

hold, de skulle jo have nogle ekstreme nærbilleder,

da de åbenbart aldrig havde set

nogen drikke cola før. Der var også en

finisher-medalje, men det er klart colaen,

der huskes. Tusinde tak, Torben.

Nu skulle vi så endelig tilbage til civilisationen

i form af et luksushotel med swim-

129


130

Efter 230 kilometer i ørkenen er de ikke kønne.

En medaljeprydet Peter Ellerhauge puster ud efter strabadserne med 'Verdens dejligste

araber-cola'. Foto: Anders Brahe-Pedersen, højre og til venstre ses Søren Brahe-Bohnsen.

mingpool. Der var dog lang næse, for alle deltagere var

forment adgang til poolen pga. infektionsfare. Sikkert

alle de mange grimme vabler. Jeg slap med to ganske

små vabler og to mistede negle. Tricket er at tape sine

fødder ind - helt ind - i tensoplast eller lignende. Efter

et solidt bad (vandet blev af en eller anden grund

meget beskidt) var jeg næsten menneske igen og klar

til at spise mere slik.

Tak til en rejsekammerat

Torben er en fantastisk rejsekammerat og løber, det beviste

han i lufthavnen ved afrejsen fra Marokko. Der blev

ikke tildelt siddepladser ved check-in, så det var efter først

til mølle-princippet. Torben stod pænt i anden række og

hørte de andre forsøge at lave aftaler om ikke at løbe ud

til flyet. Det forstod

Torben selvfølgelig ikke, så

han vandt den største sejr

på hele turen... lædersæder

på første klasse med

ekstra benplads. Torben

mente desuden, at han

fortjente ekstra spilletid på

gameboy’en, og det

havde han jo nok ret i.

http://www.darbaroud.com

er den officielle

hjemmeside med resultater

og masse af oplysninger.

Både Torben og

jeg vil da gerne hjælpe

med råd og vejledning,

faktisk er vi allerede fast

besluttet på, at vi skal tilbage,

gerne med et

dansk hold (tre gennemførende

løbere).

Artiklens billeder er fra

forfatterens deltagelse i

Marathon des Sables

2002. Se

www.sandmarathon.dk


Social madklub i AK 73

Af Jarl Tuxen Lang

For et par sæsoner siden tog Mette og Mette initiativet:

Vi skulle være lidt mere sociale! Og så bestilte de bord

på Café Stafetten den sidste torsdag i måneden, hvor

en større skare af klubbens medlemmer indfandt sig.

Menuen var stedets vane tro burgere. Det blev allerede

fra første færd så stor en succes, at arrangementet har

kørt lige siden.

For at lokke de af os med, som godt kan lide lidt

afveksling og har lyst til at afprøve cafe- og restaurantmiljøet

på Østerbro, indførte vi et rotationsprincip. Vi

spiser hver gang et nyt sted, som bliver fundet af en af

deltagerne fra forrige fællesspisning. Således har vi

igennem de forgangne to år besøgt mange forskellige

steder, blandt andet Vagabondo, La Republique, Tex

Der bliver gået til vaflerne, når sultne løbere sætter

mad til livs. Her der det fra venstre Peter H. Møller,

Jan Frydendal og Torben Bille, der guffer i sig.

Mex, Vietnam, Middelhavet, Borella, Café Drachmann

& Bjørklund og Hung Fu. Gennemgående er det spisesteder

i den billigere ende, selv om der da har sneget

sig et par lidt dyrere steder ind.

I begyndelsen var der en ny restaurant-finder fra

gang til gang. Siden har en klike af faste deltagere

mere eller mindre stået for at finde spisestedet fra gang

til gang. Når ingen andre griber initiativet, så gør vi -

vores fællesspisning vil vi ikke gå glip af!

Et andet gennemgående træk har været, at arrangementet

afholdes den sidste torsdag i hver måned. Så

har diverse kalenderfreaks også en reel chance for at

kunne deltage, ligesom der jævnligt dukker æresmedlemmer

og andre op, som ikke slider voldsomt meget

på træningsfaciliteterne ved Østerbro Stadion. Måske

fordi det altid foregår i en uformel, afslappet og hyggelig

stemning.

Fremmødet til fællesspisningerne har varieret en del.

Da der var færrest, var vi kun tre. Måske fordi der ikke

var nogen, der havde taget initiativ til at annoncere

noget, så arrangementet blev henlagt til midtbyen

med efterfølgende barbesøg.

Når der har været flest, har det været op mod de

tyve. Typisk melder 8-12 sig til.

Evalueringen af arrangementerne er en historie for

sig: Inspireret af, hvad andre sociale klubber foretager

sig, fik vi indført en vurderingsside på hjemmesiden.

Efter vel overstået fællesspisning vurderes stedet dels

med karakter, dels med kommentarer fra de medspisende.

Og da vi jo er en løbeklub, går karakterskalaen

fra 0-6 løbesko...

131


132

Gymnastik … jeg vil da hellere løbe!

Af Henriette Lundgaard

Den sætning har jeg hørt op til flere gange – specielt

når forårssolen brager ned, og man bare vil ud og lufte

løbeskoene og suge lyset til sig. Derfor kører gymnastiksæsonen

også kun fra oktober til april.

I sæsonen 2002/2003, som jo for længst er overstået,

fandt 15-20 løbere vej til vintergymnastikken på

Strandvejsskolen på Østerbro.

Da jeg begyndte som træner for to år siden (oktober

2001), kom der 4-6 løbere. Det har været dejligt at

opleve denne tilgang og se, hvordan kropsbevidstheden,

hos den enkelte løber, er blevet forbedret gennem

de sidste par år. Ud over det fysiske velvære ved at hele

kroppen arbejdes igennem, tilgodeses det sociale

aspekt samtidig. I gymnastiksalen mødes man på tværs

af løbegrupperne, og der er mulighed for snik-snak på

en anden måde end på stadion.

Men hvorfor overhovedet supplerer løbetræningen

med gymnastik??? Vores krop er skabt til at blive brugt

– og helst så alsidigt og dynamisk som muligt. Ensidige

bevægelser, det være sig i arbejdssituationer eller i

Henriette Rauff Lundgaard inspicerer: ”Gør de det nu

ordentligt?”

idræt, er på længere sigt uhensigtsmæssige og nedslidende.

Løb består af en cyklus af muskelarbejde, som gentages

og gentages. Variationen er hastigheden og terrænet

– indtil videre løber vi kun forlæns højst suppleret

med lidt høje knæløft / hælspark. Og det er der absolut

intet forkert i!!!

Gymnastikken er tilrettelagt, så hele kroppen bliver arbejdet

igennem – dog med hovedvægt på kropstammen og

skulder/ arme. Benene bruges selvfølgelig også, men på

andre måder end til løbetræning. De første 50 minutter er

grundig opvarmning, bevægelighedstræning og koordinationstræning.

Derefter følger 40 minutters styrketræning

og til slut 20 minutters udstrækning/massage. Jeg beholder

de fysioterapeutiske briller på og forsøger at rette og vejlede

så vidt, det er muligt.

Foreløbig har jeg sagt ja til at være gymnastiktræner

en sæson mere (2003-2004) – derefter må vi se!!

Koncentration (fra højre): Torben Bille, Torsten Arendrup,

Jarl Tuxen Lang, Carl Johan Madsen.


Fælledparkløbet og fremtiden

Af Torben Bille

Fælledparkløbet er i 2003 i gang med sin 16. sæson.

Løbet er således stadig at regne for at være i puberteten

og har stadig muligheden for at vokse.

Det nuværende deltagerantal balancerende omkring

100 løbere per løb er et fornuftigt niveau, men vi har

ingen problemer med at have 150 eller flere løbere per

gang, hvilket ville give et lille, pænt overskud.

Men udgangspunktet for løbet har ikke været økono-

Kort før starten på nok en sæson med 'Fælledparkløbet'.

misk, men et månedligt træningsløb for klubbens løbere

i sommersæsonen.

Alligevel kan man godt være misundelig på et løb

som Christianshavnermilen, der over de sidste ti år er

vokset fra et lille motionsløb i hjertet af København til

et solidt løb med fast 300-400 løbere i et løb uden de

store faciliteter for løberne, men med en åbenbart god

rute det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

Omvendt er det gået for det hæderkronede

Bagsværd Sø rundt, der i Spartas regi talte 400-500

løbere på en god dag. I dag er navnet Bagsværd Sø

løbet med vigende deltagerantal på trods af en hård,

men utrolig flot rute og med gode faciliteter for løberne.

Et andet mindre løb, Rødovremilen, har mange år

på bagen, men har svært ved at trække over 50 løbere

per gang.

Fælledparkløbets fremtid er på sin vis status quo -

med pil op ad.

Der er de seneste år investeret hjernekraft og knowhow

i at optimere løbet ud fra dets betingelser - uden

at det nødvendigvis skal ligne DHL-stafetten og afvikles

over tre dage.

Men detaljerne er der kælet for: telte, forplejning,

flere præmier, godt afmærket rute og den gode stemning

- også når regnen står ned i tove og vestenvinden

en hverdagsaften viser sin virile volumen.

Disse ting vil vi hæge om, selvom vi også ser frem til

sol, sommer og løbere i shorts.

133


134

Flødebolleløb på Østerbro Stadion 2002

Af ukendt forfatter, artikel taget fra www.ak73.dk

Regler:

X gange 24 boller bliver lagt i en bunke, og man tager så

bare den, man har mest lyst til, når man kommer forbi

proviantzonen. Det er kun tilladt at spise og drikke i

proviantzonen. Opkast, ufuldendt indtagelse af boller,

eller noget, der ligner, straffes. Der skal spises en flødebolle

efter 400 meter og derefter en for hver omgang,

indtil de ti km er gennemført. I alt spises 24 flødeboller.

Østerbro Stadion var en sommerdag 2002 igen rammen

om en stor sportsbegivenhed, da der for første gang i

verdenshistorien skulle dystes i 10.000 meter flødebolleløb.

Med på startlisten var blandt andre den danske mester

i maraton fra 1999 (Torben Nielsen), den tidligere

danske rekordindehaver på 100 km (Jesper Kenn Olsen),

den bedste danske Marathon des Sables-løber nogensinde

(Peter Ellehauge).

Fra venstre mod højre: Alexander Korotkovhar (RUS), Torben Nielsen, Jesper Kenn

Olsen, Peter Ellehauge, Kasper Leonhardt, Henrik Harkamp og Jan Frydendal.

Straks fra start gik Jesper og Peter i front med en kmtid

på 3.35 min/km de første to km og med Torben på

en sikker tredjeplads. Efter 18 omgang måtte Torben

Nielsen som den første trække sig ud af den barske

prøvelse. Nu så det hele ud til kun at være et spørgsmål

om, hvorvidt det skulle blive Jesper eller Peter, der

skulle løbe af med sejren. Men bare en enkelt omgang

senere var det Peters tur til at melde pas. Alene i front

med et forspring på næsten seks minutter og bare fem

omgange tilbage virkede Jesper nu urørlig.

Men pludselig røg Jesper ind i store problemer i proviantzonen,

og hans omgangstider blev meget langsommere.

Med to omgange tilbage var der pludselig tre løbere

i front (Jesper Kenn Olsen, Jan Frydendal og Alexander

Korotkovhar (RUS)). Da de tre løbere forlod proviantzonen

for næstsidste gang, lå Jesper nu som nummer tre, godt

Vinderen af flødebolleløbet 2002,

Alexander Korotkoyhar, Rusland.


fem sekunder efter russeren. Han spurtede nu de første

100 meter for at nå op til front, men måtte sande, at det

ikke er smart at spurte med 22 flødeboller i maven. 680

meter fra mål udgik Jesper efter at have brækket sig!

Nu var alle tre hurtigløbere ude af løbet, og de rigtige

specialister kunne her i slutfasen overtage hovedrollerne.

Det var nu op til Alexander og Jan Frydendal (Marathon

Her er resultatlisten fra løbet med alle relevante oplysninger:

0-2 km 2-4 km 4-6 km 6-8 km 8-10 km Sluttid

1 Alexander Lap 08.27 08.42 09.27 09.46 08.28 44.50

Korotkovhar Min/km 04.13 04.21 04.44 04.53 04.14 04.29

2 Jan Lap 08.15 08.42 09.18 09.30 09.17 45.02

Frydendal Min/km 04.08 04.21 04.39 04.45 04.39 04.30

3 Henrik Lap 08.43 09.24 09.52 10.14 10.59 49.12

Harkamp Min/km 04.22 04.42 04.56 05.07 05.30 04.55

4 Kasper Lap 08.37 08.56 09.50 15.17 13.34 56.14

Leonhardt Min/km 04.19 04.28 04.55 07.38 06.47 05.37

des Sables-veteran) at afgøre udfaldet af løbet. Efter 44

minutter og 50 sekunder kunne Alexander Korotkovhar

løfte armene som bevis på, at han helt fortjent havde

vundet løbet. Med i købet fik han en russisk rekord. Jan

Frydendal afsluttede med en kanon omgang og var kun

i mål sølle 12 sekunder efter russeren, men i ny dansk

rekord, 45,02 minutter.

DNF Jesper Kenn Lap 07.09 07.06 07.41 08.45 30.41 Udgik efter 23 omg

Olsen Min/km 03.35 03.33 03.51 04.22 03.50

DNF Peter Lap 07.09 07.21 07.39 22.09 Udgik efter 19 omg

Ellehauge Min/km 03.35 03.41 03.50 03.42

DNF Torben Lap 07.52 08.01 08.08 24.01 Udgik efter 18 omg

Nielsen Min/km 03.56 04.00 04.04 04.00

Vejrboksen her fortæller, at vejret

var godt hele løbet.

135


136

Tordenskjolds soldater i AK 73

Af Leif Simonsen

TORDENSKJOLDS SOLDATER… mødtes for at krydse

klinger en dejlige forårsdag den 2. maj 2003. I skikkelse

af undertegnede mødte en reinkarneret D’Artagnan op

med kun et mål: At komme ædru hjem.

I skrivende stund (ultimo juli) har jeg ikke alle detaljer

i klar erindring om arrangementet; antallet af deltagere,

hvem som sagde hvad – og hvorfor. Jeg husker dog,

at de øvrige tilstedeværende udgør en del af den stamme,

som holder AK 73 godt kørende. Dem, som bare

kan det der med at være praktiske grise ved diverse

arrangementer.

Well, vi mødtes den historiske fredag sidst på eftermiddagen

på Hellerup Havn – ved telefonboksen. Af de

mange, som ellers havde kvalificeret sig, mødte ca. 20

op. Det var holdt hemmeligt, hvad der egentligt skulle

ske. Lå der mon en hemmelig besked? Skal vi krydse

Så er

'sprinteren

fra Bornholm'

(Leif Simonsen)

klar til en dyst.

Sundet med nogle frømænd for at rapelle ned af

Barsebäks tårne? Eller bare ro om kap i det gode vejr?

Næh, sandheden blev snart kundgjort. Vi strabadseres

ved et fægtearrangement på loftet af det hedengangne

Palladiums filmstudier. Efter en grundig instruktion

med efterfølgende øvelser skulle vi igennem et

opvarmningsprogram. Det bestod af en hockeyturnering,

hvilket viste sig at være ikke helt ufarligt.

For fægtning er/var rammerne perfekte, men at spille

hockey dette sted er at spøge med sygekassens penge.

Forhindringer som spær og diverse dele af tagkonstruktionen

gjorde, at et par 'musketerer' måtte forlade arenaen

– inden vi skulle til at 'prikke' til hinanden. Der blev

måske også gået lidt hårdt til værks. Det er jo stridslystne

sportsfolk, som er i kamp.

Resultatet af den hårde opvarmning var, ud over lidt

sved på panden, en lettere forstuvet fod og endnu

værre: ET BRÆKKET BEN. Carsten Quaade Jensen måtte

indstille kampen med en dårlig fod, medens Kenneth

Løvholt led den tort at indkassere et brækket ben. En

ispose hjalp ikke på den hårde tackling, Kenneth havde

været ude for, så klubbens pt. bedste formand, Hans

Kilian, trådte til som ambulancefører og fragtede senere

eksformanden til skadestuen.

Fægteturneringen begyndte med indledende heat,

hvor fire m/k’er i grupper duellerede alle mod alle til

fem point. I min gruppe var det Jytte Nielsen, Per Kold

Larsen og Bo Bertelsen, jeg skulle krydse klinger med.

Så blev der råbt: "En garde". Adrenalinen kom hurtigt

op i det røde felt. Jeg husker ikke lige cifrene undervejs

i dysterne, men det gik nu sådan, at jeg formåede at

udradere de tre 'måske fire'… Touché en masse – både

til højre og venstre.

Well, jeg havde inden turneringens start nu også

givet udtryk for, at dette lille 'stunt' da ville være en

smal sag at køre igennem. Min taktik gik ud på at trække

vejret dybt for at stimulere koncentrationen – og så

ellers bare angribe. Også når det går opad!…


I første omgang gjaldt det bare om at klare sig videre

til en semifinale.

Her tog cup-systemet så over, vind eller forsvind. Hans

havde vist sig at være skarp i den indledende runde og

var vist også gået videre ubesejret. Så det måtte jo blive

en rigtig herredyst. Bedst til seks point lød det. Med en

puls langt over hvad PULSAR’s topmodeller ville kunne

Her aflæser Leif Simonsen sin kommende finalemodstander,

Mette Kyed, der her er i gang med at fægte sig frem

til finalen.

aftaste gik vi løs på hinanden. Det blev den mest jævnbyrdige

match, jeg fægtede. 6-5 blev slutresultatet af

den duel. Vejen var banet til triumf.

Men forinden skulle en kvindelig musketer udraderes.

Mette Kyed havde klaret det flot og var kørt direkte mod

guldet ubesejret. Men… D’Artagnan gjorde sig endnu

en gang bemærket ved at trække den længste kårde: 7-

2. Det siger intet om duellen, for Mette kæmpede bravt.

Slutresultatet af turneringen blev bronze til Bo (som

ellers blev toer i indledende), sølv til Mette og guld til

mig – sagde hunden!

Selvom vi var reglementeret påklædt med dragt,

maske og handsker, var det nu ikke helt uden fysiske

men, vi forlod arenaen. Det var senere lidt svært at

overbevise den bedre halvdel om, at jeg skam bare

havde været ude og fægte… Per havde efter sigende

også nogle flotte mindesmærker med hjem.

De uvante fysiske udskejelser gav naturligvis en god

appetit. Et besøg på den kinesiske restaurant Hong Fu

gav os muligheden for at få stimuleret smagsløgene og

fyldt diverse depoter op til nye udfordringer.

Jeg vil afslutningsvis anbefale andre at bidrage med

at gøre en ekstra indsats for klubben – og dermed få

tilbuddet om at deltage i tilsvarende arrangement i

fremtiden.

137


138

4. Træning og præstationer i AK 73

4x1500 meter stafetløb – en AK 73-specialitet

Af Peter Bistrup

Få klubber har som AK 73 domineret i én bestemt gren

af atletikken, som den gjorde i sine første 11 leveår,

hvor den i det dengang særdeles prestigefyldte danske

mesterskab i 4x1500m stafetløb løb af med otte mesterskaber

og tre andenpladser.

Dengang var mellemdistanceløb virkelig noget, der

talte. En tid lige over fire minutter på 1500 meter regnedes

ikke for noget særligt til forskel fra nu (2004),

hvor mange mener, det er noget helt usædvanligt, hvis

man løber på 3,59. I AK 73 har vi i hvert fald ingen af

den slags i dag!

At få samtlige fire løbere på et 4x1500 meter stafethold

til at løbe under fire minutter hørte nu til sjældenhederne,

men datidens AK'ere klarede faktisk dette hele

ni gange i disse pionerår.

De to gange, det ikke lykkedes, gjorde det nu ikke så

meget, for holdet sejrede alligevel.

I klubbens første sæson blev der ikke stillet et hold,

selv om vi rådede over fire løbere, Gert Kærlin, Knud

Erik Hede, Alex Præstekjær og Arne Bech, der tilsammen

let kunne have løbet under den tid, som

Skovbakken vandt det danske mesterskab på, 16.02,2

minutter.

Sagen var den, at sæson 1973's danske mesterskab i

4x1500 meter stafetløb blev afviklet ni dage inden, AK

73 blev stiftet den 29.maj!

Var DM 4x1500 meter blevet afviklet dagen efter

denne skelsættende dato, havde klubben utvivlsomt

vundet sit første DM i overlegen stil!

Sølv 1974

Året efter, i 1974, debuterede AK 73 ved 4x1500

meter-DM den 2. juni på Århus Stadion, der var landets

eneste kunststofbelagte stadion. Med verdensstjernen

Tom B. Hansen på sidste skifte var det umuligt at

besejre Skovbakken, der ellers var langt bagefter AK

73's Bo Nytofte, inden han skiftede til Gert Kærlin til de

sidste 1500 meter. Tom var simpelthen umulig at slå

for en dansk løber i netop denne sæson, hvor han i

øvrigt vandt sølv på 1500 meter ved EM i Rom.

Men kun otte tiendedel sekund skilte AK'erne fra

Skovbakken, og de fire rejste hjem fra Århus med en

flot klubrekord på 15.50,4 minutter - nummer fire på

alle tiders bedste på den danske rangliste.

Dagen inden blev det for resten til et DM i 4x800

meter med de ovenfor nævnte samt Torben Pedersen

og klubformand Niels Christian Bendixen. Deres vindertid,

7.46,0 minutter, står den dag i dag som klubrekord.

Da AK 73 i 1975 vandt det første af sine otte danske mesterskaber

i 4x1500 meter stafetløb, bestod holdet af Alex

Præstekjær, Bo Nytofte, Gert Kærlin og Torben G. Pedersen.


Seks gange guld på stribe

I 1975 blev mesterskabet afviklet sent på sæsonen, og

de fleste af vore løbere var allerede begyndt på nedtrapningen.

Mesterskabet blev afholdt i Odense, og

vore fire, Bo Nytofte, Torben Pedersen, Alex Præstekjær

og Gert Kærlin, fik ikke megen modstand af et hold fra

Aabenraa, der var mere end 14 sekunder efter i mål.

Vindertiden blev 16.01,8 minutter.

I 1976 skulle man helt ind i september for at få afviklet

den lange stafet. Der var nu sket en kraftig udskiftning

på holdet. Bo Nytofte og Torben Pedersen var

med fra 1975-mandskabet, mens den tidligere Herlevløber

Jens Olsen samt Mads Thomsen, der havde været

på Skovbakken-holdet, som slog os i 1974, var med.

Vindertiden i Aalborg, hvor det foregik, var så svag som

16.12,4 minutter. Nærmeste modstander, Aalborg AK,

var tre et halvt sekund efter.

Holdet havde de samme navne, dog i en lidt anden

opstilling, da det på Hvidovre Stadion i 1977 med succes

forsvarede titlen i tiden 15.54,4 minutter, denne

gang med AGF på andenpladsen 4,7 sekunder efter.

DM i 4x1500 meter på Hvidovre Stadion afvikledes den

De glade vindere i 1979 med en glad formand: Fra venstre

klubformand Mads Thomsen, der løb på andetholdet

sammen med 'guldfireren', Bo Nytofte, Bent Povlsen,

Jens Olsen og Henning Brandt.

28. maj, så AK'erne kunne altså fejre fireårsdagen for

klubbens tilblivelse dagen efter med et DM nummer tre

i specialdisciplinen.

I 1978 var Gert Kærlin tilbage på holdet i stedet for

Torben P. Denne gang var DM i 4x1500 meter en midsommerforestilling

på Århus Stadion, Skt. Hans dag den

24. juni. Der var absolut ingen modstand fra Herlufsholms

stafethold på andenpladsen, der var over 20 sekunder

efter AK'erne, der sololøb på 15.53,6 minutter. Men på

tredjepladsen lurede et ungt mandskab fra Skive, den

klub, vi senere skulle få størst besvær med.

I 1979 havde vi endelig langt om længe fået den

hjemmebane, vi for længst havde fortjent.

Mesterskabet på Østerbro Stadion blev på utraditionel

vis løbet i den store sommerferieperiode, så det var

ikke helt let for mange klubber at få samling på tropperne.

Vi havde dog intet besvær. Kærlin var udskiftet

med juniorløberen Henning Brandt, der løb første skifte.

Da Bo Nytofte løb i mål fire sekunder foran AGF's

ankermand, var det i ny klubrekord. Tiden fra Århus

Stadion i 1974 var forbedret til 15.49,0 minutter.

DAF fandt det stadig rimeligt at afvikle stafet-DM i

sommerferiemåneden, hvilket der jo egentlig ikke er

noget at sige til, da juli alle andre steder end i

Danmark er højsæson for atletikken. På Århus Stadion

den 19. juli 1980 fik klubrekorden endnu en skrue

nedad, da holdet, der nu havde fået klubformand

Mads Thomsen udskiftet med endnu en juniorløber,

Bent Povlsen, vandt sit sjette DM i træk - endnu en

gang foran AGF, der var hele 15 sekunder efter AK'erne

i endnu en ny klubrekord: 15.47,1 minutter.

Så dukkede Skive op!

I øsende regnvejr på Tårnby Stadion 25. juli 1981 stoppede

sejrsrækken. Skive AM's formand, holdkaptajn og

træner, Niels Nyegaard, havde fået samlet et formidabelt

mandskab med blandt andre to topløbere af europæisk

eliteklasse, Niels Kim Hjorth og Kjeld Johnsen.

Skibonitterne udraderede os med 11,2 sekunder og

satte ny dansk rekord med 15.30,9 minutter, mens

vore fire forsvarende mestre satte en flot klubrekord,

15.42,1 minutter på andenpladsen.

139


140

I 1982 kunne AK 73'erne fejre niårsfødselsdagen med

maner. Det foregik den 29. maj på Glostrup Stadion,

hvor samme hold som i 1980 og 1981 fik revanche

over Skive. Vore fire brugte 15.50,1 minutter, mens

Skive var 3,1 sekund efter. Det var nok den sejr af samtlige

4x1500 meter DM-sejre, der vakte størst glæde i

klubben. Der herskede virkelig en hård, men gemytlig

stemning på det verbale plan mellem AK 73's og Skive

AM's mellem- og langdistanceløbere på den tid.

Her skal det lige tilføjes, at AK 73 havde hele to hold

med dette år. Det var der absolut ingen andre klubber,

der magtede. Andetholdet med Mads Thomsen, Ib

Andresen, Henrik Borggren og Bjarne Pedersen hentede

en flot placering som nummer seks i 16.59,8 minutter.

I 1983 skulle vi atter til Århus, og DM-stafet var atter

flyttet helt ud i slutningen af sæsonen, nemlig 9. september.

Efter ni og syv år på holdet havde Bo Nytofte

og Jens Olsen trukket sig tilbage. To helt nye folk,

Morten Rand og Carsten Rasmussen, var trådt ind i stedet,

og det gjorde de med bravur. Holdet var hele 17,2

sekunder foran Sparta, der nu for alvor var ved at sætte

sit præg på dansk atletik.

AK 73’s niårsfødselsdag blev fejret med endnu et DM i

4x1500 meter. Her hæver Bo Nytofte armene som vinder af

et spændende stafetløb. Bag Bo endnu en AK 73’er, Bjarne

Pedersen, ankermanden på klubbens andethold, der endnu

mangler en omgang.. Andetholdet fik en flot sjetteplads.

Det hidtil yngste AK-hold med en gennemsnitsalder

på 23 år brugte 15.56,4 minutter til at hente det

ottende DM i denne disciplin hjem til Østerbro.

Men det skulle vise sig, at det blev det sidste.

Svanesangen

Som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen. Den 18.

maj 1984 mødte et Skivemandskab op i samme form,

som da det vandt tre år før på Tårnby Stadion, bl.a.

med en Niels Kim Hjorth, der tidligere på året havde

overrasket atletikverdenen med en 14. plads ved VM i

cross i New York. AK havde udskiftet Morten Rand med

800 meterspecialisten Hans Christian Jensen, som på

tredje skifte løb mod Skives Niels Nygaard, som han distancerede

med mere end 30 meter.

Det hjalp imidlertid ikke. Niels Kim Hjorth indhentede

den heroisk kæmpende Henning Brandt på sidste skifte

300 meter fra mål og vandt i 15.39,7 minutter. Hans

Christian Jensen fik her sin eneste start på et AK 73

4x1500 meter stafethold - og han skulle sammen med

Bent Lahn Sørensen blive den eneste af de i alt 12 implicerede

stafetløbere, der ikke fik et dansk mesterskab i

denne disciplin med sig hjem. Det opvejede han dog

med sine fornemme sejre på 800 meterdistancen.

Da AK 73 i 1983 vandt det ottende og sidste af sine

4x1500 meter mesterskaber, bestod holdet af Morten Rand,

Carsten Rasmussen, Henning Brandt og Bent Povlsen.


Pudsigt nok noteredes AK 73'erne endnu en gang for

15.42,1 minutter og tangerede altså klubrekorden fra

1981. Skæbnen var på en måde lunefuld – AK 73's

klubrekord i 4x1500 meter stafetløb, en rekord af høj

klasse, blev gentaget to gange, og i begge tilfælde i

løb, hvor vi blev besejret.

Et værdigt punktum

Der skulle gå fire år, inden AK 73, hvis storhedsperiode

nu nærmede sig med afslutningen med hastige skridt, i

1988 stillede op til et DM i 4x1500 meter stafetløb.

Gert Kærlin, klubbens store internationale navn, som

var med på holdet, der vandt sølv helt tilbage til 1974

og som ikke havde været med siden 1978, var nu atter

med. Det samme var de henholdsvis seks- og femfoldige

mestre Bo Nytofte og Jens Olsen, der trak sig tilbage

fra holdet seks år tidligere, samt Henning Brandt,

der nu var 28 år gammel. Han var holdets Benjamin.

Bo var 39 år, Gert var 38 og Jens var 37!

AK 73's 4x1500 meter DM-medaljevindere:

Det er synd at sige, at kvartetten var blevet bedre

med årene, men 'oldingeholdet' med en gennemsnitsalder

på 35 år klarede sig strålende og vandt en

overraskende bronzemedalje - den eneste slags medalje,

holdet ikke havde erobret i sin 14-årige eksistens.

Med den bronzemedalje var en epoke definitivt slut,

men vore i alt 12 mellemdistance-stafetløbere havde

sikret klubben otte danske mesterskaber, tre DM-sølvmedaljer

og en bronzemedalje i klubbens første 15 år.

Dette historiske mesterskab, der blev løbet første

gang i 1929, findes desværre ikke mere. Klubberne,

med et par enkelte undtagelser, kunne, efterhånden

som atletikken i Danmark sygnede hen, ikke mønstre

fire blot nogenlunde gode løbere til deres stafethold.

Færre og færre deltog, og bunden blev nået, da arrangørerne

ved et DM i Århus glemte at give løberne

deres depecher med. Bunden var nået. Året efter fandtes

dette mesterskab ikke mere.

Alex Præstekjær (f. 1943): 74:2 - 75:1

Bent Lahn Sørensen (f. 1951): 74: 2

Bent Povlsen (f. 1961): 80: 1 - 81: 2 - 82: 1 - 83: 1 - 84: 2

Bo Nytofte (f. 1949): 74: 2 - 75: 1 - 76: 1 - 77: 1 - 78: 1 - 79: 1 - 80: 1 - 81: 2 - 82: 1 - 88: 3

Carsten Rasmussen (f. 1961): 83: 1 - 84: 2

Gert Kærlin (f. 1950): 74: 2 - 75: 1 - 78: 1 - 88: 3

Hans Christian Jensen (f. 1957): 84: 2

Henning Brandt (f. 1960): 79: 1 - 80: 1 - 81: 2 - 82: 1 - 83: 1 - 84: 2 - 88: 3

Jens Olsen (f. 1951): 76: 1 - 77: 1 - 78: 1 - 79: 1 - 80: 1 - 81: 2 - 82: 1 - 88: 3

Mads Thomsen (f. 1955): 76: 1 - 77: 1 - 78: 1 - 79: 1

Morten Rand (f. 1962): 1983: 1

Torben Valentin Pedersen Grangård (f. 1953): 75: 1 - 76: 1 - 77: 1

141


142

Kersti Jakobsen – en AK 73’er med hud og hår

Af Peter Bistrup

Hun stod sammen med sin kæreste i mellemgangen ud

til stadion og kiggede på opslagstavlerne. Hun spurgte

om, hvor AK 73's omklædningsrum befandt sig. Jeg

kunne nikke genkendende til min hjemegns karakteristiske

dialekt - det brede vestsjællandske.

Det var en slank ung pige med langt mørkt hår skilt i

midten og iført blå jeans, brun fløjlsanorak og løbesko.

Hun præsenterede sig som Kersti Jakobsen og sagde, at

hun og kæresten gerne ville løbe i AK 73.

Lynkarrieren

Kersti fik anvist det omklædningslokale, som AK 73's

kvinder dengang delte med de andre kvindelige atletikudøvere

på stadion, og det varede ikke længe, før man

kunne møde hende sammen med klubbens øvrige løbere

på stierne i Fælledparken. Det var i eftersommeren 1975.

Kersti i en afslappet stund i 1981.

Senere fik vi at vide, at Kersti kom fra Kalundborg,

hvor hun i gymnasiet havde fundet ud af, at hun var

god til at løbe. Blandt andet havde hun vundet pigernes

1500 meter i gymnasieskolernes landsatletikstævne,

hvilket havde fået den lokale atletikklubs formand til at

kapre det oplagte talent til klubben.

Bedre resultat end 5.11,4 minutter på 1500 meteren

blev det imidlertid ikke til den 17-årige begynder ifølge

DAF's statistik fra 1973. Men heldigvis godt nok til, at

hun havde fået smag for løbesporten. Indtil da var det

ridesporten, som havde optaget gymnasiepigen fra

Kalundborg mest.

Efter knap et år i AK 73 løb Kersti 800 meter på 2.15,5

minutter og 1500 meter på 4.39,4 minutter. Sidst-nævnte

resultat var det femtebedste i Danmark i 1976. Kersti fik

sin internationale ilddåb samme år, da hun efter en god

debut på juniorlandsholdet mod

Nordtyskland blev toer på 1500

meter. Til sin store overraskelse blev

hun sat til at løbe 3000 meteren på

seniorlandsholdet mod Schweiz og

Sverige. Landskampdebuten var,

temmelig atypisk, også debut på

3000 meterdistancen for Kersti. Det

hidtil længste, hun indtil da havde

løbet i konkurrence, var 1500 meter.

Vedkommende, der udtog hende,

må have været særdeles fremsynet,

for det blev jo netop de lange distancer,

der blev Kerstis store force.

Denne landskampdebut for den

20-årige Kersti blev optakten til en

usædvanlig lang international karriere,

der, afbrudt af flere lange skadepauser,

strakte sig helt frem til 1999,

hvor hun som 43-årig løb for det

danske crosslandshold ved de nordiske

crossmesterskaber i Sverige.


I de 23 år mellem ovennævnte to begivenheder oplevede

vi Kersti dels som medaljesluger af høj karat ved DM

på samtlige distancer mellem 1500 meter og 20 kilometer,

dels som international langdistanceløber af høj klasse

med topplaceringer i maratonløb i Europa, Nordamerika,

Asien og Oceanien og dels som en ildsjæl i AK 73, der

med hud og hår deltog i klubbens liv, var et samlingspunkt

for den store flok eliteløbere, klubben dengang

rådede over, udførte et stort stykke arbejde som træner

for mange løbere m/k og var med til at skabe kvindeløbet,

som klubben den dag i dag lukrerer af.

Et meget beklageligt brud i midten af 90'erne mellem

Kersti og klubbens bestyrelse førte til udmeldelse af AK

73, men ikke stop for løbe- og trænerkarrieren.

Fra begyndelsen var det bane- og crossløbene, der

havde den største interesse for Kersti, senere kom landevejsløbene

til. Hendes meritter ved DM kan læses i

oversigten over de DM–topplaceringer, som AK 73'erne

hentede hjem i klubbens storhedsperiode på eliteplan.

I alt løb Kersti 27 DM-medaljer hjem til AK 73 i årene

1979 til 1988. Af dem var de 19 individuelle medaljer,

resten vandt hun i holdløbe. Ti af medaljerne modtog

hun fra midten af sejrspodiet som dansk mester.

Kersti studerede geografi på Københavns Universitet

og Idræt på det, der dengang hed DHL, Danmarks

Højskole for Legemsøvelser. Sidstnævnte sted var der

tradition for en årlig skitur til Norge. Her opdagede

man hurtigt, at Kersti også kunne bevæge sig hurtigt

frem med et par ski på benene, selv om teknikken ikke

var helt i top. I første omgang brugte Københavns

Skiklub hende på det stafethold, som blev dansk mester

i 1981. Året efter blev det ikke alene til endnu et

stafetmesterskab, men også til et dansk mesterskab i ti

kilometer langrend.

Desværre blev det også til en alvorlig skade efter et

styrt, og såvel cross- som banesæsonen blev ødelagt.

Først helt fremme i september var det skadede knæ så

tilpas ok, at Kersti igen kunne vise sig på banen i et

1500 meter løb på Sundby Stadion, men hendes tid på

4.50,8 minutter fortalte tydeligt, hvor langt hun var

kommet bagud træningsmæssigt. Hendes personlige

rekord var næsten et halvt minut bedre.

En flot karriere indledes

Men midt i alle genvordighederne dukkede et spændende

tilbud op. Den fynske maratonløber Allan Zachariasen

foreslog nemlig Kersti at forsøge sig som maratonløber.

Havde hun mod på det, havde han en invitation til et

internationalt maratonløb i Minneapolis i USA.

Kersti, der på dette tidspunkt aldrig havde konkurreret

over længere distancer end ti kilometer, tog imod

tilbuddet, og den 3. oktober 1982, knap en måned

efter føromtalte1500 meter løb på Sundby Stadion,

debuterede hun som maratonløber i 'Twin City

Maraton' i Minneapolis med en placering som nummer

to i tiden 2.46.57 timer - og en, for en studerende,

ganske net bonus på 25.000 kroner.

Det, at Kersti kunne løbe sig direkte ind på toppen af

den danske årsrangliste på maratondistancen efter en

sæson, der var næsten totalt spoleret af en alvorlig

skade og med et minimum af kvalitetstræning, gav

selvfølgelig stof til eftertanke.

Eftertanken mundede ud i, at Kersti efter samråd med

sin træner, Henrik Larsen, nu gik fuldt og helt ind for

langdistanceløb, og da der i de år var stor efterspørgsel

efter danske maratonløbere, fordi de dengang tilhørte

verdenseliten, kom Kersti med i truppen, der bragte

dansk atletiks navn ud i det meste af verden.

1983 gav tre starter i internationale maratonløb. I

april forbedrede hun i London sin PR med fem minutter

og blev udtaget til VM i Helsingfors, hvor hun lavede en

hæderlig præstation og som bedste dansker blev nummer

29 af de 74 startende, tre minutter foran holdkammeraterne

Lone Dybdal og Mette Holm Hansen.

Første hele sæson som maratonløber afsluttedes med

endnu et besøg i Minneapolis, hvor hun denne gang

blev nummer tre, men til gengæld forbedrede sin PR

med endnu tre minutter til 2.38.31 timer.

Forbigåelsen til OL i Los Angeles 1984

1984 bød på en overraskende flot femteplacering i verdens

mest prestigefyldte maratonløb i London i flotte 2.34.34

timer, en tid, som burde have givet en billet til OL i Los

Angeles. Men sammen med sin mandlige kollega, Jørn

Lauenborg, der også løb fint i London og i et par andre

143


144

store maratonløb, blev hun forbigået. Som Lauenborg på

sit bramfrie fynske udtalte til en journalist, da han i det

samme løb ligesom Kersti var kommet i mål som nummer

fem i tiden 2.12.20 timer (og et par måneder tidligere

havde løbet 2.13.35 i Tokyo): "Der sitter en ti'ligere spy'kaster

ovre i København, som ik' har en ski' forstand på maratonløb

- men det er ham, som ska’ bestem', hvem der ska’ løbe i

Los Angeles - hva'enten vi har kvalificert’ os eller ej." Hentydningen

gjaldt en tidligere dansk rekordholder i spydkast,

der som medlem af den olympiske komité var ansvarlig for

udtagelsen af atletikfolkene. Lauenborg fik ret i bedømmelsen

af mandens evner som udtagelseskommissær i maratonløb

- hverken han eller Kersti kom med til OL.

Forbigåelsen af Kersti Jakobsen og Jørn Lauenborg til

maratonløbene i Los Angeles 1984 hører til nogle af de

Kersti løber i mål i Tianjin efter et fantastisk flot maraton.

Foto: Henrik Jørgensen.

mest horrible af slagsen og beviste præcis, hvad

Lauenborg havde sagt om den tidligere spydkaster i

den olympiske komité.

Flotteste præstation i tidligere ruinby

1985 blev en fornem sæson for Kersti med tre sejre i

henholdsvis Auckland, San Francisco (hvor hun vandt en

Audi) og i den kinesiske industriby Tianjin. Men hendes

fornemste præstation var dog femtepladsen i World

Cup, som blev løbet i den tidligere atombombede storby

Hiroshima. Her besejrede hun dusinvis af verdens

bedste maratonløbere, og havde vejret ikke været gloende

hedt med en luftfugtighed på omkring 90 procent,

var tiden blevet adskilligt bedre end de 2.35.57 timer.

Mændene, som løb på den samme rute dagen efter,

men under ideelle vejrforhold, løb på superhurtige tider.

Sæsonens sidste løb i Tianjin havde i øvrigt den

bivirkning, at Kersti kom hjem med en underlig sygdom,

der kostede en måneds ophold med en konstant legemstemperatur

på over 40 grader på Rigshospitalets karantæneafdeling

for tropesygdomme. Da lægerne ikke

kunne finde ud af, hvad Kersti fejlede, forlod hun hospitalet

med et kondital på mellem 0 og 10. Dette fik hun

bragt så meget op i løbet af den efterfølgende vinter, at

hun indledte '86-sæsonen med sejr i Auckland og fortsatte

til London, hvor hun blev nummer seks i de 2.32.53

timer, der den dag i dag står som klubrekord i AK 73.

Den gamle skade

Desværre dukkede mindelserne fra skiuheldet op. Den

norske knæskade forhindrede Kersti i at gennemføre

maratonløbet ved EM i Stuttgart, og i det efterfølgende

løb i Chicago måtte hun udgå efter et styrt. Hun lå på

tidspunktet før styrtet lige i hælene på den senere vinder,

Ingrid Christiansen, Norge, som kom i mål i tiden 2.27.08

timer. En sluttid under 2.30 timer for Kersti var absolut

realistisk, men sådan skulle det altså ikke være. Sæsonen

afsluttedes med en gentagelse af sejren i Singapore 1984.

I 1987 stod atletik-VM i Rom øverst på programmet. Det

så da ganske godt ud fra begyndelsen, hvor det blev en

tredjeplads i det store kvindeløb i Nagoya. Men knæskaden

dukkede atter frem, og VM i Rom fortonede sig i det fjerne.


Nagoya 1988 endte også før tiden, og Kersti afsluttede

ufrivilligt sin korte karriere som maratonløber med sit

eneste løb i Danmark, Copenhagen Maraton, hvor hun

sammen med sin mand, AK 73'eren Henrik Jørgensen

slæbte sig i mål, syg og elendig, i tiden 3.01.00 timer. En

sejr, men dog en lidt trist afslutning på en flot karriere.

11 år senere dukkede en udfordring op, som Kersti

ikke kunne sige nej til, nemlig maratonløbet på den kinesiske

mur i 1999. Her løb hun både på muren - og løb

ind i den, som hun selv beretter efter denne udfordring.

Ikke desto mindre vandt hun og kronede karrieren med

endnu en sejr. En statistik lydende på otte sejre, en

andenplads, tre tredjepladser, to femtepladser, en sjetteplads,

en 12.-, en 19.- og en 29.-placering samt tre

afbrudte løb i 21 maratonløb hører til sjældenhederne.

Gennemsnitstiden for Kersti Jakobsens ti bedste maratonløb

er imponerende 2.35.55.

Men det var meget andet end maratonløb

Allerede i 1978 blev Kersti udtaget til det danske landshold

ved VM i Cross i Glasglow, og året efter var hun

atter på holdet, denne gang i den irske by Limerick.

Diverse skader forhindrede VM-deltagelse i cross de

Kersti Jakobsen ved vendepunktet i Marathon World Cup,

Hiroshima 1985. Kersti blev nr. fem i 2.35.57 timer. Laura

Fogli, Italien, der her løber efter Kersti, slog hende med 12

sekunder i mål. Endnu et fantastisk løb af Kersti.

næste fire sæsoner, men i 1984 var hun sammen med

klubkammeraten Helle Bütow Jørgensen atter at finde

på holdet, efter at de to sammen med 'Søs' Munch

Hansen havde vundet DM i cross-holdløb. I Lissabon

1985 og året efter i den schweiziske by Neuchatel var

Kersti atter med. VM cross-karrieren afsluttedes i

Auckland 1988, hvor hun løb sit bedste af sine VM-løb.

Kerstis form i forsæsonen 1986 var helt i top, og der

var store forventninger til hendes VM-deltagelse i

Schweiz. Desværre kom en af modstanderne til at spænde

ben for hende i starten, og hun faldt lige pladask på

maven. Inden hun atter var på benene, var de bedste

med verdensmesteren Zola Budd over alle bjerge, og det

endte bare med et gennemført løb. At formen virkelig

var god, beviste hun et par uger senere i London

Maraton, hvor hun kom i mål i flotte 2.32.53 timer.

På de kortere distancer på de hjemlige gader og landeveje

blev det til adskillige topplaceringer i mesterskabsløbene.

På ti kilometer blev det til et mesterskab i 1980

samt en andenplads og to tredjepladser. På 15 kilometer,

som i nogle år erstattede ti kilometerdistancen, blev det

til to DM-sejre og en andenplads, og på 20 kilometerdistancen,

som dengang blev løbet i stedet for halvmaraton,

blev det et hattrick med sejre i 1984, -85 og -86. Det sidste

mesterskab i den fremragende tid 1.08.42 time.

Af andre bemærkelsesværdige præstationer kan nævnes

sejrene i DAF's vinterturnering 1985 og 1987, sejren

i Eremitageløbet i 1986 samt de i alt seks sejre i

Sct. Valentinmilen i tidsrummet 1979-97.

Provokatøren Kersti

80’erne var gyldne tider for de danske langdistanceløbere.

Et dansk maratonresultat for mænd under 2.15

timer vakte ingen opmærksomhed, for det var dagligkost.

I dag hører man til i den danske elite, hvis man er

i stand til at løbe ti minutter langsommere. Det betød

gode invitationer fra udlandet, hvor der ventede pæne

pengepræmier. Vore bedste kvinder, Kersti, Dorthe

Rasmussen og Lone Dybdal, havde også de kvaliteter,

som gav internationale invitationer.

Det betød, at der var en ganske pæn interesse for

nogle arrangører med forbindelserne i orden til at lave

145


146

gadeløb for de bedste danske mænd i konkurrence

med gode udlændinge med store pengepræmier.

Det harmede Kersti, at arrangørerne gang på gang

negligerede kvinderne. Ved et at disse store løb på

Frederiksberg for mænd stillede hun så op og gennemførte

under pressens store bevågenhed. Arrangøren af

løbet, Ove Bjørn Kraft, reagerede ved at lave en kvindeklasse

i løbet det efterfølgende år og bl.a. invitere den

norske verdensrekordindehaver på 10.000 meter, Ingrid

Christiansen, med.

Sammen med den daværende formand, Torben Dan

Pedersen, og maratonløberen Sigurd Okkels grundlagde

Kersti den aktivitet i klubben, som i dag er med til

at holde gang i dagligdagen, 'Oriflames kvindeløb' i

Fælledparken. Løbet, som i dag, 15 år efter starten og

med et andet sponsornavn 'IN kvindeløb' samler over

5000 kvinder.

Fra begyndelsen var løbet ment som et kombineret

elite- og motionsløb med en sejrspræmie på 10.000

kroner til vinderen, 5.000, 3.000, 2.000 og 1.000 kroner

til nummer to, tre, fire og fem samt 500 kroner til

løberne, som kom ind på sjette- til tiendepladsen. Dertil

kom alle de lodtrækningspræmier, som vi i dag kender,

plus den helt store gevinst - et dyrt farvefjernsyn.

For at sætte kolorit på løbet, og for at interessere

pressen, inviterede AK 73 gode internationale løbere fra

mange lande. Klubben betalte rejserne, og de inviterede

løbere blev indkvarteret hos klubbens medlemmer.

De store pengepræmier betød, at landets bedste løbere

deltog, og at man fik mange flotte og interessante løb at

se, samtidig med at kvindelige motionsløbere fik en god

oplevelse samt havde chancen for at vinde masser af

præmier ligesom i dag. Som i nutidens kvindeløb modtog

løberne også en dejlig 'gavepose' sammen med startnummeret

og løbs-T-shirten.

Kerstis kamp imod mandedominansen i atletikken og

mange andre sportsgrenen vakte stor opsigt, og i 1987

modtog hun dansk kvindeidrætspris af formanden for

ligestillingsrådet, Grethe Fenger Møller. Også fra Dansk

Atletik Forbunds side blev Kerstis indsats påskønnet, og

i 1987 modtog hun forbundets lederpris.

I adskillige år trænede Kersti klubbens kvindelige

løbere med stor succes. Flere af hendes elever satte

deres præg på dansk kvindeløb. Løbere som Helle

Kersti Jakobsen var ud over at være en særdeles

alsidig løber med masser af DM-medaljer

i både bane-, cross- og landevejsløb samt

maratonløber af international klasse med

mange sejre i store løb plus VM- og EM-

deltager, en fremragende træner og leder for

AK 73. Idéen til vort højt priste 'kvindeløb'

stammer også fra Kersti. Ud over at have

modtaget Dansk Atletik Forbunds 'årets

lederpris' modtog Kersti under stor bevågenhed

i medierne Danmarks Idræts-Forbunds

'kvindeidrætspris' i 1987, i øvrigt første gang,

denne blev uddelt. Her modtager Kersti

prisen, et litografi af kunstneren Lin Utzon,

af daværende formand for ligestillingsrådet

og tidligere arbejdsminister (1982-1986)

Grethe Fenger Møller.


Bütow Jørgensen, Susanne Jacobsen,

Dorthe Christophersen, Vibeke Munch

Hansen, Mona Laursen og Tina Hansen

kan takke Kersti for deres succes.

I klubbens sociale liv spillede Kersti

en betydningsfuld rolle. Det var ikke

småting, hun iværksatte, når der skulle

festes, og den dag i dag æder nogle af

os en pukkel til, når det berømte kagebagemesterskab

bliver afholdt. Også

her har Kerstis tilstedeværelse i AK 73

sat sine spor.

Kerstis bratte farvel til den klub, hun

havde viet sit idrætsliv til i så mange

år, kan man læse om i en af formandsberetningerne.

For den, som skriver

dette, virker det som et smerteligt og

unødvendigt tab for AK 73, som burde

være undgået.

Det er svært at lade være med at

drage visse sammenligninger med en

vis håndboldtræner med stor gennemslagskraft

i medierne, som efter en

hjemmekamp iførte sig en trøje med

teksten 'Fuck Janteloven'. Men sådan

noget ligger ikke til Kersti, selv om hun

absolut ikke er bange for at bide fra sig

når det gælder!

Kersti var på det tidspunkt, hvor

bruddet skete flyttet ud til familiens

hus i Gribskov ved Hillerød, så det var

givet, at hun på et eller andet tidspunkt

måtte se sig nødsaget til at skifte

over til en lokal atletikklub.

Men hun havde fortjent en langt bedre

afsked med AK 73. Artiklen her er en

hyldest til et af de mest betydningsfulde

medlemmer, denne klub nogensinde

har haft.

Kersti Jacobsens maratonløb:

1982

Minneapolis USA nr.2 2.46.57

1983

London England nr.19 2.41.53

Helsinki Finland nr.29 VM 2.46.48

Minneapolis USA nr.3 2.38.31

1984

London England nr.5 2.34.34

Osaka Japan nr.12 2.40.40

Minneapolis USA nr.3 2.36.07

Singapore Singapore nr.1 2.41.14

1985

Auckland New Zealand nr.1 2.36.57

Hiroshima Japan nr.5 World Cup 2.35.57

San Francisco USA nr.1 2.38.02

Tianjin Kina nr.1 2.37.33

1986

Auckland New Zealand nr.1 2.37.12

London England nr.6 2.32.53

Stuttgart Vesttyskland, EM udgik

Chicago USA udgik

Singapore Singapore nr.1 2.39.08

1987

Nagoya Japan nr.3 2.35.37

1988

Nagoya Japan udgik

København Danmark nr.1 3.01.00

1999

The great Wall Kina nr.1

147


148

Som gammel løber

Af Gabor Klöczl

Som gammel løber først i Sparta i slutningen af 70'erne

og begyndelsen af 80'erne og siden hen i AK 73 har

jeg kunne se store ændringer i ikke bare AK 73’s elitegruppe,

men også i hele den danske elite.

Sammenligner man niveauet i den nuværende danske

'langdistance' herreelite med den, der var i midt

80'erne, er det helt entydigt, at der nu er tale om en

meget smallere bredde i toppen. I midten 80'erne

kunne Danmark fremvise en stor flok maratonløbere,

der var i stand til at løbe 2.09-2.15 timer, og på distancerne

derunder var der også ligeledes et meget højt

nationalt/internationalt niveau.

På klubplan i AK 73 var mønsteret det samme.

Dengang rådede klubben over en bred vifte af virkelig

gode løbere, lige fra 400 meter til 20 km (maratonløbere

på herresiden stod det lidt sløjt til med).

For at illustrere hvad jeg mener, kan jeg f.eks. fortælle,

at jeg løb 31.00 minutter på en ti km, hvilket i dag

Gabor Klöczl –

en moderne

perfektionistisk

træner med alle

til rådighed

stående

hjælpemidler.

ville være ensbetydende med, at jeg hørte til blandt

spidserne i København og ikke mindst i AK 73.

Men dengang i midten 80'erne var det kun nok til, at

jeg var fast tredjemand på andetholdet, hvilket vil sige,

at der typisk var fem i klubben, der var bedre end mig.

Og ikke nok med det, så var det ikke nok til at førsteholdet

fik medaljer ved DM. AK 73's førstehold var ofte

nummer fire i holdkonkurrencerne ved DM.

Jeg husker engang, hvor der var DM i 20 km, hvor jeg

selv løb 1.05,??, og jeg som sædvanlig blev klubbens

sjette mand i mål. Det er jo slemt nok for mig, men

hvad der var mere interessant var, at førsteholdet (Bent

Povlsen, Dan G. Olsen og John Mehr, tror jeg nok) som

jeg husker det løb omkring 1.03 time i snit, hvilket kun

rakte til en fjerdeplads i holdløbet. Og hvad værre var,

så syntes vi ikke engang, at det var unormalt.

En anden historie fra dengang var, da der i sin tid var

noget der hed 10x10 km stafet rundt om Bagsværd Sø.

En ti km, der var kendt for at være hård, og man plejede

typisk at sige, at de hurtigste brugte omkring 45-60 sekunder

mere på de ti km her end på en flad rute. Løbet

eksisterer ikke mere, men rekorden tilhørte AK 73. Til

trods for at vi havde to på holdet, som havde deciderede

offdays og løb på over 34 minutter, sluttede holdet af

med et gennemsnit på omkring 32.30 minutter pr. løber.

Træk så de 45-60 sekunder fra, og du vil få et klart billede

af klubbens store brede på de lange distancer.

Denne bredde betød meget for klubbens daglige elitemiljø,

hvor det typisk var således, at vi alle trænede

sammen seks dage om ugen, og mange af dagene

ligefrem to gange om dagen. Jeg tror roligt, at man

kan sige, at dengang kom træning frem for alt andet i

elitegruppen. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er

godt, men sådan var det nu. Siden er der sket meget

ikke bare i AK 73, men i hele Danmark. Min fornemmelse

er helt klart, at der nu er meget længere imellem

folk, der satser alt på løb. Der er mange flere, som

løber nu end dengang, men indstillingen er ander-


ledes. Nu er løb meget mere en del af et liv, hvor skole,

arbejde, kærester m.m. også kræver sin del af døgnets

24 timer. Dengang var løb nummer et, og var der tid

til andet, var det OK, men ellers var det ”Bare ærgerligt

Sonny”. Givetvis ikke en sund indstilling til livets muligheder,

men det gav altså gode løbere.

Som sagt har dette også været billedet af udviklingen i

'elitegruppen'. Vi har ikke længere de folk, der 100 procent

ånder og lever for løb, men en flok gode løbere, der

har flere ting i livet, de vil dyrke samtidigt. Man kan vel

egentlig kalde det for et mere fornuftigt forhold til det at

dyrke idræt. Dette skal ikke forstås således, at vores løbere

ikke går til makronerne, for det gør de, men de vil også

andet end blot at jagte minutter og sekunder.

Typisk for de løbere, vi har nu i klubben, er, at de

meget gerne vil deltage i løb, der også giver andre

oplevelser end bare sluttiden. Marathon Des Sables, 24

times stafet, Etape Bornholm, ja selv et 10.000 meter

flødebolleløb trækker AK 73-eliteløbere til start.

Personligt syntes jeg, at vi i klubben skal være med til

at støtte og fremelske den type af eliteløbere ved i bred

forstand at støtte eliteaktiviteter, der ikke bare handler

om DAF-opmålte 10 km og Puma Cell Cup.

Jeg tror, at tanken om, at have en klub med en klassisk

eliteafdeling, er en død sild. Det ligger ikke mere i

til tiden, måske kommer det igen, men jeg kan ikke se,

at det fungere nogen steder her i 2004.

Bevares, der er nogle klubber, der prøver at lave

noget, der ligner, men det fungerer ikke, og det viser

DAF-statistikkerne med al tydelig også, at det ikke gør.

En socialt velfungerende klub, hvor ingen er konger/dronninger,

og alle har muligheder for at forfølge

deres mål, hvad det end måtte være, er en god klub.

Og det er lige præcis hvad AK 73 er her i disse år.

Torben Møller Nielsen

ved DM i maraton

1999 i Helsingør, hvor

Torben bliver klubbens

første og indtil videre

eneste danmarksmester

i maraton.

149


150

Det 21. århundredes motionsgruppe

Af Carsten Gemmer

Året er 2001 i august. I AK 73-regi er træner Kim Jessing

stoppet som motionsgruppetræner, og jeg skal forsøge at

gøre kunsten efter. Man fornemmer hurtigt, at AK 73

undergår en stor og stadig udvikling. Træner Kim og hjælpetræner

Signe Hangshøj har sat deres præg på træningsformen,

som synes at fungere godt. Der er et godt fællesskab

i gruppen, og man har fundet et træningskoncept,

hvor man kan løbe sammen under dagens træning. Helt i

tråd med egne forventninger om, hvordan løbetræning

skal være. Det kræver tid at ændre den generelle opfattelse

af, at løb kun er noget, man selv gør for at holde sig

i form, og at det således ofte opfattes som en sport, hvor

man spæner alene rundt som en eller anden kondifreak.

MEN: Løbetræning er også social og hyggelig fællestræning,

specielt i løbeklubberne. Løb kan som idræt

sagtens matche det fællesskab og det at være sammen

om idrætsudøvelse, som mange holdidrætter er kendetegnet

ved, og ikke mindst modbevise, at løb ikke kun

er individualisternes idræt.

Den altid smilende og positive træner for motionsgruppen

Carsten Gemmer.

Det er ikke altid lige nemt. I motionsgruppen kommer

mange nye ansigter, som vil prøve deres kræfter af

til vores AK-træning. Og de er hjertelig velkomne.

Men som vi jo nok alle ved, så er der stor forskel på

vores fysiske formåen – også omsat til løbehastighed. Som

motionsgruppetræner må man indstille sig på, tror jeg, at

gruppen er under konstant udvikling og forandring.

Nøgleord for afvikling af dagens træning er, at træningen

skal være socialt præget, at træningen skal

være varierende, og at træningen skal være åben for

alle uanset niveau.

Umiddelbart en umulig opgave at integrere i én træning

i en mindre klub som AK 73.

Men bl.a. i kraft af afvekslende ture, samlet opvarmning

og derefter holdopdeling samt ikke mindst stor fleksibilitet

fra alle, der har deltaget i motionsgruppens træning,

har det været med til at udvikle og opretholde et godt

træningsmiljø i AK 73. Jeg synes, at det seneste halvandet

år har budt på mange gode stunder. Mange nye løbere

er begyndt i klubben, masser af social træning, spændende

løbeture (til trods for at vi bor i København) og ikke

mindst en kæmpe udvikling og formfremgang for alle.

Et andet tegn på, at der hele tiden er fornyelse og udvikling

i AK 73, er omlægningen af motionsgruppetræningen

i sommeren 2002. Et mål var at nedbryde den usynlige

barriere mellem det at løbe i motionsgruppen og så tage

springet til at være blandt dem, der træner på tid i Gabors

gruppe. Man fornemmede en form for gruppedannelse i

klubben både på og uden for 'banen'. I motionsgruppen

lavede vi en programændring, således at alle i klubben

træner på tidtagningsruten hver tredje tirsdag, samt at der

på sigt skal fokuseres på flere trænere (antal hold) på torsdagsløbeturene

for at tilgodese flere tempi. Succes eller ej,

i hvert fald synes klubben at være blevet langt mere homogen

og sammentømret, men hvem ved, om det giver

andre nye udfordringer i fremtiden.


5. AK 73’s fremtid

Nyt klubtøj i AK 73

Af Henrik Harkamp

Ved generalforsamlingen i februar 2002 vedtog et stort

flertal af klubbens medlemmer at udskifte klubdragten.

Årsagen var en stigende utilfredshed blandt medlemmerne

med den daværende klubdragts farver og

design.

Den nye klubdragt med rød siglet og sorte bukser

markerede et markant skift i klubbens stil og dermed

blev en årelang diskussion om klubbens ansigt udadtil

bragt til en foreløbig ende.

Gennem flere år havde klubben været delt i det for

en klub så vigtige spørgsmål: klubdragtens funktion.

Tilhængerne af den daværende klubdragt lovpriste

farvesammensætningen af lilla, sort og neongrøn.

Ønsket om at blive genkendt blandt tilskuerne var

det altafgørende argument for ikke at skifte.

Modstanderne af den daværende klubdragt ønskede en

mere tidløs farvekombination, som signalerede en mere

rolig stil.

Forud for generalforsamlingen var gået over et års

arbejde. Et arbejde, som blev indledt af Lene Søe

Højberg og Henrik Harkamp og fulgt til dørs sammen

med Henrik Gødsbøl Madsen. Der var holdt klubaftener

med fremvisninger af otte valgte løsninger, men også

de økonomiske aspekter ved et eventuelt skifte blev

fremlagt.

Alt i alt var det en velinformeret medlemsskare, som

mødte frem til generalforsamlingen. Afstemning forløb

superdemokratisk, og klubben fik en klubdragt, som

nyder bred opbakning – forhåbentlig mange år frem.

Her ses den

nyeste klubdragt

i rødtsort

på Torben

Bille til højre

og den tidligerelilla-sortneongrøn


Morten Lasse

Møller fra

anden etape

fra Etape

Bornholm

2003 (farverne

ses ikke så

godt på dette

billede!)

151


152

Fremtiden i AK 73

Af AK 73’s bestyrelse anno 2003

Hvordan er situationen for AK 73 her 30 år efter klubbens

stiftelse? Hvad er klubbens vigtigste udfordringer?

Hvad er styrker, hvad er svagheder?

AK 73 træner fortsat tirsdag og torsdag på Østerbro

Stadion og som noget nyt nu også i Hareskoven om

lørdagen. Der trænes henholdsvis i motionsgruppen og

i 'Gabors gruppe'. Klubbens aktive løbere består af henholdsvis

motionsløbere og supermotionister, hvor

enkelte af herrerne ligger tæt på eliteniveau. På kvindesiden

er der en klar overvægt af løbere i motionsgruppen,

og i øjeblikket ligger niveauet hos kvinderne

noget under mændenes. Antallet af løbere til træning

er stærkt varierende henover året. Et rimeligt bud er, at

der til tirsdags- og torsdagstræningen i gennemsnit i

2003 har været ca. 20 til træning i motionsgruppen

mod ti i 'Gabors gruppe' og gennemsnitligt fem løbere

til træning om lørdagen i skoven.

I 2003 har der i perioder været lidt for få til træning,

og det har til tider været meget svært at skabe et tilfredsstillende

træningskollektiv. Men i skrivende stund

er denne udvikling heldigvis vendt, og der er igen

kommet et stabilt antal til træning med mange nye

løbere.

I 2003-2004 har det været en del af klubbens målsætning

at stille op i DAF’s vinterturnering 'Puma Cell

Cup' med såvel et herrehold som et kvindehold.

Målsætningen er blevet opfyldt, og i tredje afdeling på

15 km i Blovstrød januar 2004 kunne klubben mønstre

hele 12 løbere til start. Herreholdet nåede en flot

ottendeplads af 17 gennemførende hold. Selvfølgelig

ikke noget sammenlignet med de fantastiske løbepræ-

stationer, som er beskrevet andetsteds i dette jubilæumsskrift.

Men det kan måske tages som et forvarsel

om, at klubben er på vej tilbage i det mere etablerede

løbermiljø.

Klubbens økonomi er stærk. Dette skyldes klubbens

'kvindeløb', som år efter år er blevet en stadig større

succes. AK 73 er derfor helt klart økonomisk begunstiget,

og i perioder har det vel egentligt været et problem

at få brugt pengene, idet der ikke er blevet skabt

aktiviteter nok i klubben i forhold til indtægterne. Ud

over kvindeløbet afholder AK 73 fortsat i februar klassikeren

'Sct. Valentinmilen' og som noget forholdsvist nyt

serieløbet 'Fælledparkløbet'.

AK 73 satser på at være en klub for såvel motionisten

som for den seriøse. Det sociale vægtes højt. Klubben

har en størrelse, hvor man potentielt kan lære alle at

kende, og dette er netop en af klubbens store styrker.

Det er en målsætning, at alle føler sig velkomne til træning,

og at der bliver taget godt i mod nye løbere.

Ved udgangen af 2003 står AK 73 som klub med et

enormt potentiale. Klubben har historien med sig, økonomien

er stærk, og der er masser af ildsjæle tilbage i

klubben. Men det står også klart, at klubben på mange

punkter kan forbedre sig. Der er plads til flere aktiviteter,

der kunne godt være flere til træning, og klubben

kan blive bedre til at tage sig af nytilkomne. Men basis

er på plads, så det er bare med at komme i gang. Der

ligger forhåbentligt mange gode løbeoplevelser i vente

for fremtidens AK’ere.


6. Hall of Fame

AK 73-medaljer ved danske mesterskaber

Af Peter Bistrup

Mænd:

100 meter:

1973 3. Kaj Pedersen 10,8

1974 2. Kaj Pedersen 11,0

1975 2. Kaj Pedersen 10,89

200 meter:

1975 2. Kaj Pedersen 22,49

1981 3. Ole Christensen 22,12

400 meter:

1981 2. Ole Christensen 48,96

1983 3. Ole Christensen 48,82

800 meter:

1974 2. Bo Nytofte 1.51,5

1975 2. Bo Nytofte 1.53,1

1978 2. Jens Olsen 1.52,33

1979 2. Jens Olsen 1.53,3

1983 1. Hans Chr. Jensen 1.51,0

1984 1. Hans Chr. Jensen 1.48,85

1500 meter:

1973 2. Gert Kærlin 3.44,8

1974 2. Gert Kærlin 3.45,6

1975 3. Gert Kærlin 3.44,5

1976 3. Bo Nytofte 3.56,85

1978 3. Bo Nytofte 3.48,9

1979 2. Bo Nytofte 3.45,1

1980 1. Bo Nytofte 3.49,8

1981 1. Henning Brandt 3.45,8

5000 meter:

1973 1. Gert Kærlin 14.17,4

1974 1. Gert Kærlin 14.09,8

1975 1. Gert Kærlin 14.18,6

1976 1. Gert Kærlin 14.24,4

1977 1. Bo Nytofte 14.13,9

1977 3. Gert Kærlin 14.22,1

1978 2. Bo Nytofte 14.37,37

1979 1. Bo Nytofte 14.10,8

1979 2. Gert Kærlin 14.13,5

Kort cross:

1974 1. Gert Kærlin 12.36,4

1975 1. Bo Nytofte 12.28,4

1975 2. Gert Kærlin 12.30,8

1976 3. Bo Nytofte 13.09,0

1977 2. Bo Nytofte 14.49,3

1978 2. Bo Nytofte 11.17,9

Kort cross, holdløb:

1974 Gert Kærlin

Bo Nytofte

Knud Erik Hede

1. 16 p.

1975 Bo Nytofte

Gert Kærlin

Mads Thomsen

2. 28 p.

1977 Bo Nytofte

Jens Olsen

Torben Pedersen

1. 21 p.

153


154

Lang cross:

1973 1. Gert Kærlin 38.19,9

1974 1. Gert Kærlin 39.05,8

1975 1. Gert Kærlin 38.20,6

1975 2. Bo Nytofte 38.53,4

Lang cross, holdløb:

1973 Gert Kærlin

Knud Erik Hede

Alex Præstekjær

1. 16 p.

1974 Gert Kærlin

Bo Nytofte

Knud Erik Hede

1. 19 p.

1975 Gert Kærlin

Bo Nytofte

Alex Præstekjær

1. 18 p.

15 kilometer landevejsløb:

1974 1. Gert Kærlin 48.21

1975 3. Bo Nytofte 48.31

1976 2. Gert Kærlin 47.21

15 kilometer landevejsløb, holdløb:

1974 Gert Kærlin

Bo Nytofte

Torben Pedersen

1. 2.32.08

1975 Bo Nytofte

Oddvar Kvalsvik

Alex Præstekjær

1. 2.32.31

1976 Gert Kærlin

Torben Pedersen

Mads Thomsen

1. 2.32.13

1985 Bent Povlsen

Dan Guldager Olsen

Mads Thomsen

2. 2.26.22

Halvmaratonløb, holdløb:

2000 Claus Bjarnø

Morten Lasse Møller

Jesper Bæk

3. 3.33.45

30 kilometer landevejsløb:

1989 2. Sigurd Okkels 1.39.34

Maratonløb:

1999 1. Torben M. Nielsen 2.24.19

2000 2. Torben M. Nielsen 2.29.06

2001 3. Torben M. Nielsen 2.26.52

Maratonløb, holdløb:

1998 Peter Møller

Jesper Bæk

Peter Ellehauge

2. 7.37.39

1999 Torben M. Nielsen

Peter Ellehauge

Morten Lasse Møller

3. 7.34.33

2000 Torben M. Nielsen

Jesper Bæk

Peter Ellehauge

1. 7.57.24

2001 Torben M. Nielsen

Peter Ellehauge

Torben Bille

1. 7.50.04

2002 Claus Bjarnø

Peter Ellehauge

Torben Bille

3. 7.45.26

4x800 meter stafetløb:

1974 Niels Christian Bendixen

Gert Kærlin

Torben Pedersen

Bo Nytofte

1. 7,46,0


4x1500 meter stafetløb:

1974 Alex Præstekjær

Bent Lahn Sørensen

Bo Nytofte

Gert Kærlin

2. 15.50,4

1975 Bo Nytofte

Torben Pedersen

Alex Præstekjær

Gert Kærlin

1. 16.01,8

1976 Mads Thomsen

Torben Pedersen

Jens Olsen

Bo Nytofte

1. 16.14,4

1977 Torben Pedersen

Mads Thomsen

Jens Olsen

Bo Nytofte

1. 15.54,4

1978 Gert Kærlin

Mads Thomsen

Jens Olsen

Bo Nytofte

1. 15.53,6

1979 Henning Brandt

Mads Thomsen

Jens Olsen

Bo Nytofte

1. 15.49,0

1980 Bent Povlsen

Henning Brandt

Jens Olsen

Bo Nytofte

1. 15.47,1

1981 Bent Povlsen

Henning Brandt

Jens Olsen

Bo Nytofte

2. 15.42,1

1982 Henning Brandt

Bent Povlsen

Jens Olsen

Bo Nytofte

1. 15.50,1

1983 Morten Rand

Bent Povlsen

Carsten Rasmussen

Henning Brandt

1. 15.56,4

1984 Carsten Rasmussen

Bent Povlsen

Hans Christian Jensen

Henning Brandt

2. 15.42,1

1988 Gert Kærlin

Bo Nytofte

Jens Olsen

Henning Brandt

3. 16.34,53

Højdespring:

1977 3. Mogens Adelørn 2,00

1978 2. Mogens Adelørn 2,03

Længdespring:

1976 3. Martin Iversen 7,09

Trespring:

1973 3. Kaj Pedersen 14,51

5 kamp:

1982 2. Jens Olsen 3.159 p

10 kamp:

1974 2. Andreas Hasle 7.032 p

1976 3. Andreas Hasle 7.078 p

155


156

Kvinder:

100 meter:

1973 1. Margit Hansen 12,0

1974 2. Margit Hansen 12,2

200 meter:

1988 1. Charlotte Beiter 25,42

800 meter:

1974 2. Pia Andersen 2.10,2

1500 meter:

1973 3. Pia Andersen 4.31,7

1979 2. Kersti Jakobsen 4.28,5

1980 3. Kersti Jakobsen 4.33,6

3000 meter:

1979 2. Kersti Jakobsen 9.32,7

1981 2. Kersti Jakobsen 9.41,5

1984 2. Kersti Jakobsen 9.36,27

1984 3. Helle Bütow Jørgensen 9.37,89

1985 3. Kersti Jakobsen 9.34,70

10.000 meter:

1989 1. Kersti Jakobsen 33.50,47

100 meter hækkeløb:

1973 1. Margit Hansen 14,3

1974 1. Margit Hansen 13,9

1975 1. Margit Hansen 13,66

1977 3. Margit Hansen 14,77

1978 3. Margit Hansen 14,23

1988 2. Charlotte Beiter 14,30

Kort cross:

1979 3. Kersti Jakobsen 20.10,0

1984 3. Helle Bütow Jørgensen 19.09,2

1985 3. Kersti Jakobsen 21.46,1

Kort cross, holdløb:

1979 Kersti Jakobsen

Hanne Darville

Helle Darville

2. 17 p

1984 Helle Bütow Jørgensen

Kersti Jakobsen

Søs Munch Hansen

1. 11 p

1985 Kersti Jakobsen

Helle Bütow Jørgensen

Søs Munch Hansen

2. 1.06.01

1986 Kersti Jakobsen

Helle Bütow Jørgensen

Søs Munch Hansen

3. 59.30

10 kilometer landevejsløb:

1976 3. Hanne Jensen 39.55

1979 3. Kersti Jakobsen 34.54

1980 1. Kersti Jakobsen 35.31

1983 3. Kersti Jakobsen 35.08

1984 2. Kersti Jakobsen 33.50

10 kilometer landevejsløb, holdløb:

1984 Kersti Jakobsen

Helle Bütow Jørgensen

Søs Munch Hansen

1. 1.46.29

15 kilometer landevejsløb:

1986 2. Kersti Jakobsen 51.34

1987 1. Kersti Jakobsen 51.42

1987 3. Helle Bütow Jørgensen 54.54

1988 1. Kersti Jakobsen 53.40


15 kilometer landevejsløb, holdløb:

1986 Kersti Jakobsen

Helle Bütow Jørgensen

Søs Munch Hansen

1. 2.46.04

1987 Kersti Jakobsen

Helle Bütow Jørgensen

Søs Munch Hansen

2. 2.46.14

1989 Helle Bütow Jørgensen

Søs Munch Hansen

Susanne Jacobsen

3. 2.54,55

1991 Susanne Jacobsen

Kersti Jakobsen

Helle Bütow Jørgensen

3. 2.49.38

20 kilometer landevejsløb:

1984 1. Kersti Jakobsen 1.12.57,5

1985 1. Kersti Jakobsen 1.09.56

1986 1. Kersti Jakobsen 1.08.42

1989 3. Helle Bütow Jørgensen 1.20.28

Halvmaratonløb:

1990 3. Susanne Jacobsen 1.22.09

1991 3. Helle Bütow Jørgensen 1.20.04

Halvmaratonløb, holdløb:

1990 Susanne Jacobsen

Helle Bütow Jørgensen

Søs Munch Hansen

1. 4.16.24

1991 Helle Bütow Jørgensen

Susanne Jacobsen

Dorthe Christophersen

1. 4.11.48

1992 Dorthe Christophersen

Mona Laursen

Tina Hansen

3. 4.22.56

Maratonløb, holdløb:

2002 Tina Irner

Henriette Lundgaard

Lisbeth Weise

2 10.22.51

2003 Lisbeth Weise

Britt Folkermann Laustsen

Louise Wohllebe

3 10.31.55

Højdespring:

1986 3. Charlotte Beiter 1,69

Længdespring:

1983 3. Dorte Ebling 5,86

5-kamp:

1974 1. Margit Hansen 3.736 p

1981 2. Dorte Ebling 3.505 p

7-kamp:

1988 3. Charlotte Beiter 4.998 p

9-kamp:

1973 1. Margit Hansen 6.605 p

157


158

Medaljer ved inde-DM

60 meter:

1974 1. Kaj Pedersen 6,7

1975 1. Kaj Pedersen 6,9

1976 1. Kaj Pedersen 6,7

3000 meter:

1977 1. Bo Nytofte 8.29,8

1977 2. Torben Pedersen 8.32,8

1979 1. Bo Nytofte 8.17,0

1979 2. Jens Olsen 8.35,3

1979 3. Henning Brandt 8.46,9

1982 1. Henning Brandt 8.22,7

1983 3. Henning Brandt 8.31,7

1984 2. Bent Povlsen 8.12,79

Højdespring:

1975 3. Mogens Adelørn 1,95

1976 3. Martin Iversen 1,95

Længdespring:

1976 3. Martin Iversen 6,80

Trespring:

1974 1. Kaj Pedersen 14,13

1976 3. Martin Iversen 13,94

Kuglestød:

1974 3. Andreas Hasle 12,54

60 meter:

1975 1. Margit Hansen 7,6

1500 meter:

1976 1. Pia Andersen 4.44,5

1979 2. Kersti Jakobsen 4.31,9

60 meter hækkeløb:

1974 1. Margit Hansen 8,9

1975 1. Margit Hansen 8,5

1982 3. Dorte Ebling 9,0

1988 2. Charlotte Beiter 8,9

Højdespring:

1988 2. Charlotte Beiter 1,71

Længdespring:

1986 3. Charlotte Beiter 5,73

6-kamp:

1986 1. Charlotte Beiter 4.335 p

1987 2. Charlotte Beiter 4.258 p


Medaljer, ungdomsmesterskaber:

1973:

D20 2. Andreas Hasle, højdespring 1,93

2. Andreas Hasle, stangspring 4,10

1974:

JUN 2. Andreas Hasle, højdespring 1,90

2. Martin Iversen, trespring, 13,42

2. Anderas Hasle, kuglestød 12,52

D18 2. Martin Iversen, højdespring 1,90

3. Martin Iversen, længdespring 6,75

1. Martin Iversen, trespring 13,81

Indendørs

D18 1. Martin Iversen, længdespring 6,63

2. Martin Iversen, trespring 12,99

1975:

Jun 2. Mogens Adelørn, højdespring 1,98

D18 3. Steen Sørensen, stangspring 3,60

2. Mogens Adelørn, højdespring 1,90

D16 3. Per Hansen, trespring 12,09

1. Henning Brandt, 1500 meter 4.16,9

2. AK 73, 4x100m stafet 46,9

2. AK 73, 10 km holdløb 1.58.14,4

D14 3. Hans Thomas, 80 meter hæk 12,09

1. Jan Verner Hansen, 800 meter 2.03,8

Indendørs

D18 2. Mogens Adelørn, højde 1,90

1. Flemming Jensen, stangspring 3,40

2. Steen Sørensen, stangspring 3,40

3. Steen Sørensen, trespring 13,00

D16 3. Henning Brandt, 1500 meter 4.25,1

3. Robert Røhr, kugle 13,10

3. AK 73 holdløb, cross 13 p

1976:

Jun 2. Mogens Adelørn, højde 1,95

1. Martin Iversen, længde 6,95

2. Martin Iversen, trespring 14,20

2. Kersti Jakobsen, 800 meter 2.15,9

2. Kersti Jakobsen,1500 meter 4.46,8

D16 1. Henning Brandt, 1500 meter 4.08,5

1. Henning Brandt, 3000 m 8,52,2

1. AK 73, 4x100m stafet 45,5

2. AK 73 10 km holdløb 1,50,54

D14 2. Allan Jaques, højdespring 1,71

2. Allan Jensen, kuglestød 12,34

1. Allan Jensen, diskoskast 37,52

2. Allan Jensen, spydkast 44,19

3. Allan Jaques, spydkast 42,14

Indendørs:

D16 1. Henning Brandt, 1500 meter 4.15,4

3. Robert Røhr, kuglestød 13,45

P14 1. Susse Meulengracht, højdespring 1,57

D14 2. Tommy Andersen,1500 meter 4.40,8

1. Allan Jaques, højdespring 1,65

1977:

Jun 2. Mogens Adelørn, højdespring 2,07

D18 2. Henrik Kolte, 100 meter 11,6

3. Henning Brandt, 800 meter 2.02,4

1. Henning Brandt, 1500 meter 4.10,2

3. Dan Madsen, højdespring 1,89

2. AK 73, 4x100 meter stafet 46,2

D16 2. Bent Povlsen, 1500 meter 4.10,2

1. Bent Povlsen, 3000 meter 8.59,0

D14 1. Allan Jensen, kuglestød 13,17

Indendørs

D18 2. Henrik Kolte, 60 meter 7,1

3. Klaus Henningsen, længdespring 6,51

3. Per Hansen, trespring 13,10

P14 3. Dode Thompson, kuglestød 8,16

D14 1. Allan Jensen, kuglestød 12,19

1978:

Jun 3. Henning Brandt, 800 meter 2.00,0

3. Henning Brandt, 1500 meter 3.59,8

D18 2. Henning Brandt, 1500 meter 4.05,2

2. Bent Povlsen, 10 km 32.59.4

1. AK 73 10 km holdløb 13 p

Indendørs

D18 2. Henrik Kolte, 60 meter 7,2

3. Per Hansen, trespring 12,79

159


160

1979:

Jun 3. Henrik Kolte, 100 meter 11,0

1. Henning Brandt, 800 meter 1.56,60

2. Henning Brandt, 1500 meter 3.54,2

D16 1. Allan Jensen, diskoskast 43,66

3. Allan Jensen, kuglestød 12,97

Indendørs

D14 3. Christian Trakowski, længdespring5,61

1980:

Jun 2. Dorte Ebling, 100 meter hæk 15,3

1. Dorte Ebling, længdespring 5,59

1981:

Jun 3. Dorte Ebling, 100 meter hæk 15,30

2. Dorte Ebling, længdespring 5,57

3. Bent Povlsen, 5000 meter 14.36,0

2. Bent Povlsen, 1500 meter 3.58,37

1982:

indendørs

D18 2. Sven Sørensen, længdespring 6,72

P14 2. Tina Beiter, 60 meter hæk 10,0

3. Tina Beiter, højdespring 1,50

1983:

P16 3. Charlotte Beiter*), højdespring 1,60

1. Charlotte Beiter, længdespring 5,75

Indendørs

D18 3. Christian Trakowski, 60 meter 7,2

1984:

P18 3. Charlotte Beiter, længdespring 5,32

1985:

Jun 3. Charlotte Beiter, længdespring 5,51

P18 3. Charlotte Beiter, længdespring 5,31

Indendørs

P18 2. Charlotte Beiter, 60 meter 8,1

1. Charlotte Beiter, 60 meter hæk 9,3

3. Charlotte Beiter, længdespring 5,58

1987:

Jun 1. Charlotte Beiter, højdespring 1,63

1. Charlotte Beiter, 100 meter hæk 15,00

1995:

Indendørs

D17 3. Josip Milesevic, 60 meter hæk 8,95

*) Søstrene Tina og Charlotte har senere udskiftet efternavnet

Petersen med Beiter, hvorfor jeg her benytter

deres nuværende navn.


Tager vi vundne danmarksmesterskaber for seniorer,

ser regnskabet således ud:

Mænd:

800 meter 2

1500 meter 2

5000 meter 6

kort cross 2

kort cross, hold 2

lang cross 3

lang cross, hold 3

15 km landevej 1

15 km hold 3

maraton 1

maraton, hold 2

4x800 meter 1

4x1500 meter 8

Indendørs-DM:

60 meter 3

3000 meter 3

trespring 1

I alt 44

Kvinder

100 meter 1

10.000 meter 1

100 meter hæk 3

kort cross, hold 1

10 km landevej 1

10 km hold 1

15 km landevej 2

15 km hold 1

20 km 3

halvmaratonhold 2

5-kamp 1

9-kamp 1

Indendørs-DM:

60 meter 1

1500 meter 1

60 meter hæk 2

6-kamp 1

I alt 23

161


162

Klubrekorder og alle tiders rangliste i AK 73

Af Peter Bistrup

Alle tiders bedste AK73'ere

Kvinder:

100m

11.9 Margit Hansen, 53 73

12.2 Ulla Østerberg, 53 77

12.52 Charlotte Beiter, 67 88

12.7 Dorte Ebling, 61 82

12.9 Birgit Lundbye, 52 77

13.0 Dorthe Petersen, 62 80

13.1 Birgitte Stampe, 55 78

13.1 Vinnie Andersen, 61 80

13.1 Anne Nielsen, ? 86

13.2 Pia Andersen, 55 74

200m

24.5 Margit Hansen, 53 73

25.23 Charlotte Beiter, 67 88

25.9 Ulla Østerberg, 43 76

26.2 Vinnie Andersen, 61 79

26.2 Dorte Ebling, 61 84

26.4 Pia Andersen, 55 76

26.4 Bente Fisker, 51 77

26.8 Birgit Lundbye, 52 77

27.2 Dorthe Petersen, 62 80

28.1 Åse Madsen, 52 73

28.1 Kersti Jakobsen, 56 78

28.1 Karin Darville, 64 78

400m

57.0 Pia Andersen, 55 74

58.61 Charlotte Beiter, 67 88

59.6 Kersti Jakobsen, 56 76

60.87 Dorte Ebling, 61 83

60.92 Vinnie Andersen, 61 84

62.0 Åse Madsen, 52 73

62.7 Karin Darville, 64 78

63.5 Dode Thompson, 64 78

63.7 Hanne Darville, 61 77

63.9 Hanne Jensen, 52 76

63.9 Birgitte Stampe, 55 78

63.9 Helle Darville, 63 79

800m

2.07.8 Pia Andersen, 55 74

2.09.98 Kersti Jakonsen, 56 79

2.16.92 Dorte Ebling, 61 85

2.19.6 Charlotte Beiter, 67 88

2.19,8 Helle B

Jørgensen, 63 84

2.23.6 Åse Madsen, 52 73

2.25.0 Hanne Jensen, 52 76

2.26.9 Margit Hansen, 53 76

2.27.8 Karin Darville, 64 78

2.28.4 Pernille Meyer, 63 84

1500m

4.21.25 Kersti Jakobsen, 56 79

4.31.7 Pia Andersen, 55 73

4.38.05 Helle B Jørgensen, 63 84

4.51.0 Hanne Jensen, 52 76

4.52.4 Tina Hansen, 69 88

4.58.9 Pernille Meyer, 63 84

4.59.3 Vibeke Munk

Hansen,60 84

5.00.0 ÅseMadsen, 52 73

5.00.3 Majken Kjærulf, 63 84

5.03.6 Christina Holler, 63 86

3000m

9.26.5 Kersti Jakobsen, 56 79

9.37.89 Helle B Jørgensen, 63 84

10.28.4 Hanne Jensen, 52 76

10.36.6 Pia Andersen, 55 74

11.32.1 Marianne Jacobsen, 80

5000m

16.25.51 Kersti Jakobsen, 56 88

16.52.6 Helle B Jørgensen, 63 84

19.35.9 Hanne Jensen, 52 78

10.000m

33.50.47 Kersti Jakobsen, 56 86

35.50.2 Helle B Jørgensen, 63 86

10 km landevej

32.31 Kersti Jakobsen, 56 86

34.02 Helle B Jørgensen, 63 84

36.20 Susanne Jacobsen, 67 90

37.12 Dorthe

Christophersen, 65 92

37.29 Vibeke Munk

Hansen,60 84

38.02 Mona R Laursen, 68 92

38.23 Ulla Pedersen, 64 92

38.45 Connie Weidinger, 60 86

38.52 Tina Hansen, 69 90

39.08 Hanne Jensen, 52 78

39.15 Christina Holler, 63 85

39.30 Gerd Hjorth, 59 86

39.46 Else Ulrich, 61 87

15 km landevej

51.34 Kersti Jakobsen, 56 86

54.43 Helle B Jørgensen, 63 86

56.10 Susanne Jakobsen, 67 91

58.14 Ulla Pedersen, 64 93

58.51 Dorthe

Christophersen, 65 92


59.38 Vibeke Munk

Hansen,60 86

59.39 Mona R Laursen, 68 92

60.51 Christina Holler, 63 86

61.30 Else Ulrich, 61 86

62.53 Duddi Hornemann, 57 85

65.03 Lotte Bak, 64 92

66.15 Anne-Marie

Ellefsen,65 94

69.01 Susan Ravn 85

20km landevej

1.08.27 Kersti Jakobsen, 56 86

1.15.44 Helle B Jørgensen, 63 86

1.21.24 Christina Holler, 63 86

1.23.03 Vibeke Munk

Hansen, 60 86

1/2 maraton

1.12.20 Kersti Jakobsen, 56 86

1.19.08 Helle B Jørgensen, 63 87

1.20.15 Susanne Jacobsen, 67 90

1.21.48 Karine B Magnussen 03

1.23.05 Dorthe

Christophersen,65 92

1.26.28 Marianne Kaas Hansen 93

1.27.27 Vibeke Munk

Hansen,60 86

1.28.31 Christina Holler, 63 85

1.31.12 Else Ulrich, 61 87

Maratonløb

2.32.53 Kersti Jakobsen, 56 86

2.49.54 Dorthe

Christophersen,65 92

2.50,42 Vibeke Munk

Hansen,60 85

2.56.33 Else Ulrich, 61 85

2.59.30 Susanne Jakobsen, 65 91

3.05.10 Helle B Jørgensen, 63 91

3.08.24 Nina Koustrup, 59 74

3.13.31 Christina Holler, 63 85

3.16.04 Hanne Jensen, 52 80

3.23.06 Mona R Laursen, 68 92

3000m forhindringsløb

12.04.5 Kersti Jakobsen, 56 78

12.36.8 Hanne Darville, 61 79

12.51.1 Hanne Jensen, 52 78

13.30.0 Vinnie Andersen, 61 82

13.32.2 Duddi Hornemann, 57 83

13.34.4 Karin Darville, 64 78

13.42.8 Helle Darville, 63 79

14.49.3 Birgitte Stampe, 55 78

15.02.3 Henriette Marcussen,6478

100m hæk

13.6 Margit Hansen, 53 75

14.63 Charlotte Beiter, 67 88

14.5 Dorte Ebling, 61 81

15.7 Tina Beiter, 68 83

16.5 Ulla Østerberg, 43 76

18.3 Winnie Jørgensen, 55 79

18.5 Birgitte Stampe, 55 78

18.6 Camilla Schiødt, 63 79

18.9 Vinnie Andersen, 61 81

19.0 Ellen Wetke 77

400m hæk

65.78 Dorte Ebling, 61 87

69.3 Vinnie Andersen, 61 81

70.1 Kersti Jakobsen, 56 78

70.3 Charlotte Beiter, 67 86

70.8 Birgitte Stampe, 55 78

74.0 Hanne Darville, 61 79

76.5 Dudi Hornemann, 57 83

76.9 Hanne Jensen, 52 78

77.5 Helle Darville, 63 79

78.5 Karin Darville, 64 78

Højdespring

1,71(i) Charlotte Beiter, 67 88

1,58 Pia Andersen, 55 78

1,57 Birgit Petersen 76

1,57 Susse Meulengracht, 6276

1,57 Mette Honnes, 59 87

1,57 Tina Beiter, 68 88

1,56 Dorte Ebling, 61 85

1,55 Margit Hansen, 53 75

1,55 Winnie Jørgensen, 55 78

1,51 Mette Ahring 80

Stangspring

2.10 Charlotte Beiter, 67 88

Længdespring

5,99 Dorte Ebling, 61 81

5,96(i) Charlotte Beiter, 67 88

5,87 Margit Hansen, 53 75

5,13 Birgitte Stampe, 55 78

5,08 Ulla Østerberg, 43 77

5,05 Chen Lu, 61 75

4,92 Tina Beiter, 68 87

4,89 Dorte Petersen, 62 80

4,86 Winnie Jørgensen, 55 78

4,82 Susse Meulengracht, 62 76

Trespring

10.38 Dorte Ebling, 61 81

10.30 Charlotte Beiter, 67 88

9,79 Vinnie Andersen, 61 79

9,53 Birgitte Stampe, 55 78

9.24 Karin Darville, 61 78

9.22 Dudi Hornemann, 57 83

9.21 Kersti Jakobsen, 56 78

8.67 Mette Bruun, 57 82

8.58 Hanne Darville, 61 78

8.47 Helle Darville, 63 79

Kuglestød

10.82 Margit Hansen, 53 74

10.61 Charlotte Beiter, 67 88

10.51 Dode Thompson, 64 82

10.14 Mette Honnes, 59 83

10.02 Tina Beiter, 68 88

10.01 Lene Schmidt 78

163


164

10.00 Anette Sjøholm, 52 76

9.92 Pia Leutenberger, 63 79

9.61 Mette Ahring 80

9.60 Pia Andersen, 55 78

9.60 Lone Næsborg 83

Diskoskast

39.42 Anette Sjøholm, 52 76

39.11 Margit Hansen, 53 78

31.65 Pia Andersen, 55 74

31.38 Gitte Keidser, 62 88

31.23 Lone Næsborg 83

28.98 Anne Opstrup 81

28.61 Mette Honnes, 59 86

28.39 Tina Beiter, 68 86

27.82 Birgitte Stampe, 55 87

26.75 Hanne Olsen 86

Spydkast

37.20 Anne Opstrup 81

36.12 Vivi Grangård, 53 77

35.46 Charlotte Beiter, 67 88

35.26 Pia Andersen, 55 86

35.05 Majbritt Andersen, 55 76

34.84 Margit Hansen, 53 78

34.09 Lone Næsborg 83

33.66 Birgitte Stampe, 55 77

32.68 Dorte Ebling, 61 85

32.52 Charlotte Münther, 66 88

Hammerkast

19.36 Tina Beiter, 68 88

17.90 Hanne Jensen, 52 78

17.57 Charlotte Beiter, 67 88

16.54 Henriette

Marcussen, 64 79

16.17 Dudi Hornemann, 57 83

16.04 Vinnie Andersen, 61 81

15.91 Kersti Jakobsen, 56 78

15.77 Birgitte Stampe, 55 78

15.29 Hanne Darville, 61 79

14.93 Karin Darville, 64 78

7-kamp

5279 p Charlotte Beiter, 67 88

14.63 - 1,66 - 10,61 -

25,23 / 5,91- 33.06 - 2,22,47

4840 p Dorte Ebling, 61 85

14.79 - 1,56 - 9,55 -

26,73 / 5,34 - 32,68 - 2.16.92

Sct. Valentin Milen

34.43 Kersti Jakobsen 88

35.23 Helle B. Jørgensen 84

38.34 Ulla Pedersen 93

39.07 Hanne Kjærsgaard 90

39.53 Hanne Rasmussen 97

39.59 Dorthe Christophersen 92

40.24 Jeanette Pardorff 95

40.27 Connie Vinkel 97

41.28 Anne Broeng 87

41.31 Tina Thomsen 93

Mænd

100m

10.6 Kaj Pedersen, 49 74

10.8 Henrik Kolte, 60 81

10.8 Ole Christensen, 60 82

11.12 Christian Trajkowski,65 85

11.1 Michael Rasmussen,58 81

11.2 Lars Andersen, 56 78

11.4 Peter Scharling 76

11.4 Michael Brüel, 54 87

11.4 Per Falkenborg, 59 88

11.5 Michael Knudsen, 59 75

11.5 Johnny Nielsen, 55 75

11.5 Martin Iversen, 56 76

11.5 Svend Sørensen, 65 83

200m

21.7 Kaj Pedersen, 49 75

21.8 Ole Christensen, 60 81

22.2 Christian Trajkowski, 65 85

22.9 Henrik Kolte, 60 84

23.1 Jens Olsen, 51 76

23.2 Michael Rasmussen,58 81

23.4 Jens Winfeldt 73

23.4 Per Falkenborg, 59 88

23.6 Andreas Hasle, 54 78

24.04 Michael Thing 84

400m

48.1 Ole Christensen, 60 81

49.5 Lars Ingemann, 54 82

49.9 Kaj Pedersen, 49 75

50.0 Hans Chr. Jensen, 57 83

50.7 Jens Olsen, 51 77

50.8 Bo Nytofte, 49 74

50.9 Andreas Hasle, 54 76

50.9 Lars Andersen, 56 78

51.2 Henrik Larsen, 50 78

51.17 Michael Brüel, 54 87

800m

1.48.88 Hans Chr. Jensen, 57 84

1.50.6 Bo Nytofte, 49 75

1.51.0 Jens Olsen, 51 77

1.52.8 Mads Thomsen, 55 76

1.52.9 Gert Kærlin, 50 73

1.53.0 Henning Brandt, 60 80

1.53.74 Morten Rand, 62 83

1.54.4 Bent Povlsen, 61 81

1.54.80 Carsten Rasmussen, 61 84

1.57.4 Peter Duus, 55 76

1000m

2.22.2 Bo Nytofte, 49 74

2.24.4 Gert Kærlin, 50 74

2.25.5 Jens Olsen, 51 79

2.25.6 Morten Rand, 62 83

2.26.0 Henning Brandt, 60 81

2.27.1 Carsten Rasmussen,61 84

2.28.4 Mads Thomsen, 55 78

2.29.5 Bent Povlsen, 61 81

2.33.4 Alex Præstekjær, 43 74

2.33.9 Finn Christiansen, 83 83


1500m

3.43.2 Gert Kærlin, 50 73

3.45.2 Bo Nytofte, 49 79

3.45.8 Henning Brandt, 60 81

3.47.5 Jens Olsen, 51 79

3.48.72 Bent Povlsen, 61 81

3.52.0 Hans Chr. Jensen, 57 84

3.52.8 Mads Thomsen, 55 77

3.54.7 Morten Rand, 62 83

3.54.9 Torben V Pedersen, 53 76

3.55.0 Carsten Rasmussen,

61 84

3.55.2 Knud Erik Hede, 46 73

3.57.1 Peter Duus, 55 76

3.59.8 Kristan Vetlesen, 52 75

4.01.2 Alex Præstekjær, 43 76

1 mile

4.09.4 Gert Kærlin, 50 75

4.10.6 Bo Nytofte, 49 78

4.12.5 Bent Povlsen, 61 80

4.12.8 Mads Thomsen, 55 77

4.13.1 Jens Olsen, 51 78

4.22.0 Finn Christiansen 83

4,23,3 Henning Brandt, 61 79

4.25.5 Henrik Sanderbo, 60 82

4.26.6 Kristian Vetlesen, 50 75

4.31.5 Henrik Borggren, 61 81

2000m

5.18.8 Gert Kærlin, 50 75

5.35.1 Mads Thomsen, 55 79

3000m

7.52.4 Gert Kærlin, 50 73

8.12.79(i) Bent Povlsen, 61 84

8.13.0 Bo Nytofte, 49 79

8.18.2 Knud Erik Hede, 46 73

8.18.9 Henning Brandt, 60 83

8.30.4 Jens Olsen, 51 78

8.32.22 Sigurd Okkels, 60 88

8.35.5 Mads Thomsen, 55 82

8.39.6 Torben V Pedersen, 53 74

8.42.4 Alex Præstekjær, 43 74

5000m

13.39.4 Gert Kærlin, 50 76

13.59.0 Bo Nytofte, 49 75

14.27.3 Bent Povlsen, 61 84

14.36.6 Dan G Olsen, 60 86

14.38.1 Henning Brandt, 60 82

14.42.6 Knud Erik Hede, 46 73

14.53.6 Torben V Pedersen, 53 76

15.55.5 Jens Olsen, 51 78

15.02.8 Henrik Sanderbo, 61 82

15.03.8 Alex Præstekjær, 43 74

10.000m

29.09.8 Gert Kærlin, 50 73

29.52.6 Knud Erik Hede, 46 73

30.15.9 Bent Povlsen, 61 84

30.22.4 Dan G Olsen, 60 86

30.52.6 John Mehr, 56 86

31.01.0 Bo Nytofte, 49 80

31.30.4 Jens Olsen, 51 79

31.42.5 René Nielsen, 51 86

31.48.1 Gabor Klözcl, 59 86

31.53.0 Henning Brandt, 60 82

1 times løb

18.071 m.

Leo Madsen, 58 86

17.877 m.

René Nielsen, 51 86

17.040 m.

Mads Thomsen, 55 77

15.812 m.

André Møller, 84

20.000m

1.06.29.2

Leo Madsen, 58 86

1.07.12.6

René Nielsen, 51 86

1.10.16.4

Mads Thomsen, 55 77

1.16.00.9

André Møller, 84

10 km landevejsløb

I AK73's første storhedsperiode regnedes

10 km distancen på landevej ikke

med i statistikken.Indtil 10 km distancen

blev ophøjet til DM - disciplin,

var det 15 km distancens resultater

der blev registreret af vore statistikere.

Muligvis efter devisen "Rigtige mænd

nøjes ikke med 10 kilometer - de

løber 15 kilometer" (??)

15 km landevej

46.58 John Mehr, 56 87

47.21 Gert Kærlin, 50 76

47.36 Bent Povlsen, 61 85

47.40 Dan G Olsen, 60 86

47.48 Klaus Hermansen, 62 86

47.58 Torben M. Nielsen, 71 00

48.09 Mads Thomsen, 55 83

48.31 Sigurd Okkels, 60 87

48.36 Claus Bjarnø, 65 00

48.46 René Nielsen, 51 87

49.22 Leo Madsen, 58 86

49.53 Gabor Klözcl, 59 86

1/2 maraton

1.07.02 Bent Povlsen, 61 87

1.07.42 Claus Bjarnø, 65 01

1.09.21 John Mehr, 56 87

1.09.56 Klaus Hermansen, 62 86

1.10.15 Torben M. Nielsen, 71 99

1.10.58 Jesper Bæk, 65 01

1.11.32 Morten Lasse Møller, 64 02

1.11.46 René Nielsen, 51 86

1.12.21 Torben T. Pedersen, 71 02

1.13.22 Peter Ellehauge, 61 02

1.13.24 Lars Balslev 87

165


166

Maratonløb

2.23.17 Sigurd Okkels, 58 88

2.24.19 Torben M. Nielsen,71 99

2.26.25 Gert Kærlin, 50 74

2.26.55 Bent Povlsen, 61 86

2.28.44 René Nielsen, 51 86

2.29.14 Gabor Klözcl, 59 87

2.30.35 Claus Bjarnø, 65 02

2.31.50 Peter Hilbert Møller,59 97

2.32.11 Peter Ellehauge, 61 02

2.32.21 Bo Nytofte, 49 83

2.32.23 Jesper Bæk, 65 98

2.32.41 Morten Lasse Møller, 6402

2.35.19 Absalon Hansen 87

2.35.54 Mads Thomsen, 55 81

2.38.26 Torben T Pedersen, 71 01

2.38.37 Johnny Ptak 03

3000m forhindringsløb

9.03.2 Bo Nytofte, 49 79

9.16.4 Sigurd Okkels, 60 88

9.17.6 Jens Olsen, 51 79

9.26.8 Bent Lahn Sørensen, 52 74

9.33.4 Henning Brandt, 60 80

9.41.8 Gert Kærlin, 50 74

9.51.3 Bent Povlsen, 61 77

9.52.3 Finn Christiansen 83

9.53.2 Ole Børgesen, 56 76

10.01.31 Erik Bo Sørensen, 54 85

110 m hæk

15.64 Andreas Hasle, 54 78

15.7 Lars Ingemann, 54 82

15.9 Per Falkeborg, 59 86

16.1 Jens Olsen, 51 76

16.57 Lars Andersen, 56 78

16.4 Steen Sørensen, 58 79

16.6 Thomas Christensen, 55 83

16.6 Jens Gørtz, 55 85

16.7 Alex Bech, 49 74

16.7 Christian Børsch, 60 83

200m hæk

26.0 Per Falkeborg, 59 88

26.8 Alex Bech, 49 74

27.3 Thomas Christensen,55 83

28.5 Erik Jensen 73

30.0 Christian Børsch, 60 86

31.2 Per Hansen, 60 75

32.8 Niels Chr.Bendixen, 45 84

400m hæk

51.78 Lars Ingemann, 54 82

54.56 Per Falkeborg, 59 88

54.9 Jens Olsen, 51 78

58.0 Alex Bech, 49 74

58.0 Torben Dan Pedersen,58 85

58.83 Thomas Christensen, 55 83

58.8 Bo Nytofte, 49 79

59.3 Kaj Pedersen, 49 75

59.8 Andreas Hasle, 54 76

60.0 Finn Christiansen 83

Højdespring

2,07 Mogens Adelørn, 57 77

2,00 Andreas Hasle, 54 74

1,95 Martin Iversen, 56 76

1,95 Dan Madsen, 59 77

1,95 Lars Andersen, 56 78

1,95 Jan "Fiber" Jensen, 59 78

1,90 Jens Gørtz, 55 84

1,88 Christian Børsch, 60 86

1,83 Axel Bech, 49 74

1,80 Christian Vetlesen, 50 74

1,80 Steen Sørensen, 57 75

1,80 Kaj Pedersen, 49 75

1,80 Bo Eske Nielsen 85

Stangspring

4,.10 Anderas Hasle, 54 73

4,00 Axel Bech, 49 76

3,80 Steen Sørensen,57 79

3,70 Lars Andersen, 56 79

3,60 Johnni Nielsen, 55 75

3,60 Lars H Mathiasen, 62 83

3,50 Ole Schiødt, 55 74

3,50 Flemming Jensen, 58 75

3,50 John Larsen,55 77

3,30 Bent Lahn Sørensen, 5278

3,30 Henrik Larsen, 50 84

Længdespring

7,04 Andreas Hasle, 54 77

7,02 Martin Iversen, 56 76

7,01 Kaj Pedersen, 49 73

6,74 Svend Sørensen, 65 84

6,63 Lars Andersen, 56 78

6,56 Christian Traikowski,65 84

6,46 Flemming Jensen, 58 75

6,40 Axel Bech, 49 74

6,39 Klaus Henningsen, 60 77

6,25 Jesper Bangsgård, 62 88

Trespring

14,51 Kaj Pedersen, 49 73

14,20 Martin Iversen, 56 76

13,40 Mogens Adelørn, 57 76

13,27 Steen Sørensen, 57 76

13,10 Per Hansen, 60 78

13,04 Bent Selchau 74

13,00 Axel Bech, 49 79

12,86 Svend Sørensen, 65 81

12,82 Robert Lindholm, 38 73

12,56 Flemming Jensen, 58 78

Kuglestød

14,65 Jan Thisted, 48 75

14,59 Andreas Hasle, 54 79

14,36 Benny Risnæs, 49 73

14,08 Jan Holger Hansen, 61 88

13,11 John Schou 73

13,02 Olafur Unnsteinsson 75

12,98 Lars Andersen, 56 79

12,85 Steen Sørensen, 57 79

12,75 Allan Jensen, 63 80

12,09 Per Albin, 55 75


Diskoskast

44,70 Jan Holger Hansen, 61 88

43,08 Andreas Hasle, 54 79

41,01 Lars Andersen, 56 79

39,20 Ole Schiødt 74

39,17 Steen Sørensen, 57 79

37,48 Ivan Diers, 42 75

36,96 Olafur Unnsteinsson 75

36,74 Benny Risnæs, 49 74

36,72 Jan Thisted, 48 76

36,41 Bo Eske Nielsen 85

Hammerkast

51,02 Benny Risnæs, 49 78

42,17 Jan Thisted, 48 75

39,92 Andreas Hasle, 54 87

37,24 Henrik Larsen, 50 80

36,82 Henrik Andersen 77

36,28 Jan Holger Hansen, 61 88

32,93 Henning Wetke 76

30,57 Per Albin, 55 75

26,92 Benny Jensen, 55 75

25,85 Allan Jensen, 63 78

Spydkast

Gl. model

60,38 Leif Hvedstrup, 52 74

59,30 Henrik S. Knudsen,57 83

55,52 Dan Madsen, 59 79

53,58 Andreas Hasle, 54 78

53,55 Steen Sørensen, 57 77

Ny model

50,48 Henrik S. Knudsen,57 88

50,43 Bo Eske Nielsen 86

49,00 Steen Sørensen, 57 87

47.90 Jan Holger Hansen,61 88

44,44 Jens Olsen, 51 88

Sct. Valentin Milen

31.14 Bent Povlsen 84

31.53 Henning Brandt 82

31.53 Torben M. Nielsen 00

31.58 Sigurd Okkels 89

32.09 Bo Nytofte 78

32.13 Gert Kærlin 84

32.30 Jens Olsen 81

32.52 Claus Bjarnø 02

33.03 Gabor Kloczl 85

33.34 Klaus Hermansen 89

33.37 Morten L. Møller 00

33.46 Jesper Fiedler 92

34.08 Mads Thomsen 78

34.57 Steen Georg Brandt 00

35.02 Kim J. Pedersen 01

167


168

Klubrekorder:

Kvinder:

100m 11.9 Margit Hansen, 53 1973

200m 24.5 Margit Hansen, 53 1973

400m 57.0 Pia Andersen, 55 1974

800m 2.07.8 Pia Andersen, 55 1974

1000m 2.56.1 Kersti Jakobsen, 56 1981

1500m 4.21.25 Kersti Jakobsen, 56 1979

2000m 6.22.9 Kersti Jakobsen, 56 1981

3000m 9.26.5 Kersti Jakobsen, 56 1981

5000m 16.25.51 Kersti Jakobsen, 56 1988

10.000m 33.50.47 Kersti Jakobsen, 56 1986

10 km landevej 32.31 Kersti Jakobsen, 56 1986

15 km landevej 51.34 Kersti jakobsen, 56 1986

20 km landevej 1.08.27 Kersti Jakobsen, 56 1986

1/2 maraton 1.12.20 Kersti Jakobsen, 56 1986

maraton 2.32.53 Kersti Jakobsen, 56 1986

3000m forh. 12.04.5 Kersti Jakobsen, 56 1978

100m hæk 13.66 Margit Hansen, 53 1975

400m hæk 65,78 Dorte Ebling 1987

4x100m stafet 49.4 Margit Hansen, 53

Ulla Østerberg, 43

Bente Fisker, 51

Birgit Lundbye, 52 1977

4x800m stafet 10.19.6 Majken Kjærulff

Mette Bruun

Helle Linding

Vinnie Andersen, 61 1983

højdespring 1,71 (i) Charlotte Beiter, 67 1988

stangspring 2,10 Charlotte Beiter, 67 1988

længdespring 5,99 Dorte Ebling, 61 1981

trespring 10,38 Dorte Ebling, 61 1981

kuglestød 10,82 Margit Hansen, 53 1974

diskoskast 39,42 Anette Sjøholm, 52 1976

Spydkast 37,70 Anne Opstrup 1981

hammerkast 19,36 Tina Beiter, 68 1988

7 kamp 5279 p Charlotte Beiter, 67 1988

(14.63 - 1,66 - 10,61 - 25.23 / 5,91 - 33,06 - 2.22.47)

Mænd

100m 10.6 Kaj Pedersen, 49 1974

200m 21.7 Kaj Pedersen, 49 1975

400m 48.1 Ole Christensen, 60 1981

800m 1.48.88 Hans Christian Jensen, 571984

1000m 2.22.0 Bo Nytofte, 49 1974

1500m 3.43.2 Gert Kærlin, 50 1973

1 mile 4.09.4 Gert Kærlin, 50 1975

2000m 5.18.4 Gert Kærlin, 50 1975

3000m 7.52.4 Gert Kærlin, 50 1973

5000m 13.39.4 Gert Kærlin, 50 1976

10.000m 29.09.8 Gert Kærlin, 50 1973

20.000m 1.06.29.2 Leo Madsen, 58 1986

1 times løb 18.071 mLeo Madsen, 58 1986

10 km landevej 30.10 Bent Povlsen, 61 1984

15 km landevej 46.58 John Mehr, 56 1987

20 km landevej 1.02.39 Dan Guldager Olsen, 60 1986

1/2 maraton 1.07.02 Bent Povlsen, 61 1987

30 km landevej 1.39.34 Sigurd Okkels 1989

maratonløb 2.23.17 Sigurd Okkels 1989

3000m forh 9.03.2 Bo Nytofte, 49 1979

110m hæk 15.4 Andreas Hasle, 54 1977

200m hæk 26.0 Per Falkeborg, 59 1988

400m hæk 51.78 Lars Ingemann Nielsen, 54 1982

4x100m stafet 43.5 Henrik Kolte, 60

Henning Brandt, 60

Michael Rasmussen, 58

Ole Christensen, 60 1981

4x200m stafet 1.32.6 Christian Trajkowski, 65

Henrik Kolte, 60

Michael Thing

Ole Christensen, 60 1984

4x400m stafet 3.20.67 Henrik Kolte, 60

Christian Trajkowski, 65

Hans Christian Jensen, 57

Ole Christensen, 60 1984


4x800m stafet 7.46.0 Niels Christian Bendixen, 45

Gert Kærlin, 50

Torben V Pedersen, 53

Bo Nytofte, 49 1974

4x1500m stafet 15.42.1 Bent Povlsen, 61

Henning Brandt, 60

Jens Olsen, 51

Bo Nytofte, 49 1981

15.42.1 Carsten Rasmussen, 61

Bent Povlsen, 61

Hans Christian Jensen, 57

Henning Brandt, 60 1984

højdespring 2,07 Mogens Adelørn, 57 1977

stangspring 4,10 Andreas Hasle, 54 1973

længdespring 7,04 Andreas Hasle, 54 1977

trespring 14,51 Kaj Pedersen, 49 1973

kuglestød 14,65 Jan Thisted, 48 1975

diskoskast 44,70 Jan Holger Hansen, 61 1988

hammerkast 51,02 Benny Risnæs, 49 1978

vægtkast 15.83 Benny Risnæs, 49 1978

spydkast (gl.) 60,38 Leif Hvedstrup, 52 1974

spydkast (ny) 50.48 Henrik S. Knudsen, 57 1988

5 kamp 3.239 p Jens Olsen, 51 1982

5,86 - 44,59 - 23.8 - 33,97 - 4.01.5

10 kamp 6.965 p Andreas Hasle 1977

11.2 - 7,04 - 14,01 - 1,98 - 51.9 / 15.7 -

35,58 - 3,80 - 53,10 - 4.48.5

169


170

Junior og ungdomsrekorder:

Junior mænd

100m 11.0 Henrik Kolte 79

200m 22.9 Christian Trakowski 83

400m 51.8 Henning Brandt 76

800m 1.55.1 Henning Brandt 78

1000m 2.31.1 Henning Brandt 79

1500m 3.54.1 Henning Brandt 79

1 mile 4.12.5 Bent Povlsen 80

3000m 8.26.7 Bent Povlsen 78

5000m 14.52.7 Bent Povlsen 78

10.000m 31.15.7 Bent Povlsen 78

110m hæk 16.5 Andreas Hasle 73

400m hæk 62.8 Henning Brandt 77

3000m forh. 9.51.3 Bent Povlsen 77

4x100m 45.5 Bjarne Klos

Henning Brandt

Benny Larsen

Henrik Kolte 76

4x400m 3.38.5 Bjarne Klos

Hans Thomas

Henning Brandt

Per Hansen 76

4x800m 8.41.2 Henning Brandt

Hans Thomas

Bjarne Klos

Bent Povlsen 76

Højdespring 2.07 Mogens Adelørn 77

Stangspring 4.10 Andreas Hasle 73

Kuglestød 12.17 Steen Sørensen 75

Diskoskast 33.10 Steen Sørensen 75

Hammerkast

Spydkast

Drenge 18 år

100m 11.2 Christian Trakowski 83

200m 23.7 Henrik Kolte 78

400m 52.1 Ole Børgesen 78

800m 1.55.1 Henning Brandt 78

1000m 2.31.6 Henning Brandt 78

1500m 3.59.33 Henning Brandt 78

1 mile 4.25.0 Henning Brandt 78

3000m 8.41.61 Henning Brandt 78

5000m 15.52.4 Henning Brandt 78

110m hæk 16.9 Steen Sørensen 75

400m hæk 64.6 Ole Børgesen 74

4x100m 46.2 Henning Brandt

Klaus Henningsen

Bjarne Klos

Henrik Kolte 77

4x800m 8.38.2 Henning Brandt

Per Hansen

Bent Povlsen

Allan Lyhne 77

Højdespring 1.98 Mogens Adelørn 75

Stangspring 3,75 Steen Sørensen 75

Længdespring 6,75 Martin Iversen 74

Trespring 13,81 Martin Iversen 74

Kuglestød 12.17 Steen Sørensen 75

Diskoskast 33,10 Steen Sørensen 75

Hammerkast

Spydkast

Drenge 17 år

100m 11.2 Henrik Kolte 77

200m 23.2 Henrik Kolte 77

400m 52.1 Henning Brandt 77

800m 1.56.9 Hening Brandt 77

1000m 2.34.9 Bjørn Jensen 74

1500m 3.58.2 Bent Povlsen 78

1 mile 4.16.8 Bent Povlsen 78

3000m 8.26.7 Bent Povlsen 78

5000m 15.06.8 Bent Povlsen 78


10.000m 31.15.7 Bent Povlsen 78

110m hæk 17.8 Steen Sørensen 74

400m hæk 62.8 Henning Brandt 77

3000m forh. 9.53.0 Henning Brandt 77

Højdespring 1.98 Mogens Adelørn 74

Stangspring 3.60 Steen Sørensen 74

Længdespring 6,46 Flemming Jensen 75

Trespring 12.93 Steen Sørensen 74

Kuglestød 12,75 Allan Jensen 80

Diskoskast 39.84 Allan Jensen 80

Hammerkast

Spydkast

Drenge 16 år

100m 11.5 Michael Knudsen 75

11.5 Henrik Kolte 76

200m 24.0 Henrik Kolte 76

24.0 Henning Brandt 76

400m 51.8 Henning Brandt 76

800m 1.56.1 Henning Brandt 76

1000m 2.35.4 Bent Povlsen 77

1500m 4.03.2 Henning Brandt 76

1 mile 4.25.4 Henning Brandt 76

3000m 8.49.7 Henning Brandt 76

5000m 15.32.4 Bent Povlsen 77

10.000m 32.54.9 Bent Povlsen 77

110m hæk 16.3 Henrik Kolte 76

3000m forh 9.51.3 Bent Povlsen 77

4x100m 45.5 Henning Brandt

Bjarne Klos

Benny Larsen

Henrik Kolte 76

Højdespring 1.86 Jan Jensen 75

Stangspring 3,50 Flemming Jensen 74

Længdespring 6.24 Flemming Jensen 74

Trespring 12.78 Per Hansen 76

Kuglestød 14,42 Allan Jensen 79

Diskoskast 44.10 Allan Jensen 79

Hammerkast 29,04 Benny Larsen 76

Spydkast 52,76 Allan Jensen 79

Drenge 15 år

100m 11.8 Henrik Kolte 75

200m 24.6 Henrik Kolte 75

24.6 Henning Brandt 75

24.6 Hans Thomas 76

400m 54.0 Hans Thomas 76

800m 2.02.5 Henning Brandt 75

1000m 2.40.8 Henning Brandt 75

1500m 4.13.4 Bent Povlsen 76

1 mile 4.41.0 Bent Povlsen 76

3000m 9.09.4 Bent Povlsen 76

5000m 16.28.0 Bent Povlsen 76

10.000m 35.48.0 Allan Lyhne 75

Maratonløb 3.06.13 Allan Lyhne 75

110m hæk 16.4 Hans Thomas 76

400m hæk 64.1 Hans Thomas 76

3000m forh. 10.34.6 Bent Povlsen 76

Højdespring 1,70 Flemming Jensen 73

1,70 Bjarne Klos 75

1,70 Sven Sørensen 80

Stangspring 3.10 Flemming Jensen 73

Længdespring 5.85 Per Hansen 75

Trespring 12.09 Per Hansen 75

Kuglestød 14,59 Allan Jensen 78

Diskoskast 43.05 Allan Jensen 78

Hammerkast 19,59 Jan "Skipper" Jensen 76

Spydkast 50,50 Allan Jensen 78

Drenge 14 år

100m 12.0 Henrik Paulsen 77

200m 25.0 Henrik Kolte 74

400m 58.2 Jan Verner Hansen 75

800m 2.03.8 Jan Verner Hansen 75

1000m 2.41.8 Jan Verner Hansen 75

1500m 4.23.3 Jan Verner Hansen 75

1 mile 4.59.9 Bent Povlsen 75

3000m 9,47.6 Bent Povlsen 75

5000m 17.37.6 Bent Povlsen 75

10.000m 37.10.3 Allan Lyhne 74

80 m hæk 12.0 Henrik Kolte 74

110m hæk 17.1 Hans Thomas 75

400m 73.0 Johnny Holt 76

171


172

1500m forh. 5.33.6 Bjarne Klos 74

4x100m 49.7 Morten Nielsen

Ole Mortensen

Per Hansen

Henrik Kolte 74

4x200m 1.47.9 Henrik Kolte

Morten Nielsen

Benny Larsen

Per Hansen 74

4x400m 4.07.4 Ole Mortensen

Per Hansen

Henrik Kolte

Bjarne Klos 74

Højdespring 1.75 Allan Jaques 76

Stangspring 2.90 Allan Jensen 77

Længdespring 5,64 Henrik Paulsen 77

Trespring 10.99 Henrik Paulsen 77

Kuglestød 15,49 Allan Jensen 77

Diskoskast 44,37 Allan Jensen 77

Hammerkast 19,50 Johnny Holt 76

Spydkast 49,35 Allan Jensen 77

Drenge 13 år

100m 12.5 Morten Nielsen 74

200m 25.7 Morten Nielsen 74

400m 60.6 Henrik Paulsen 76

5000m 19.39.4 Henrik Paulsen 76

10.000m 39.45.0 Bent Povlsen 74

80m hæk 12.4 Allan Jensen 76

400m hæk 71.3 Henrik Paulsen 76

3000m forh. 13.00.2 Henrik Paulsen 76

Højdespring 1,65 Allan Jaques 75

1,65 Allan Sørensen 75

Stangspring 2,50 Allan Jensen 76

Længdespring 5,43 Henrik Paulsen 76

Trespring 10.50 Allan Jensen 76

Kuglestød 12,50 Allan Jensen 76

Diskoskast 39.15 Allan Jensen 76

Hammerkast 30.14 Allan Jensen 76

Spydkast 45,72 Allan Jensen 76

Drenge 12 år

100m 12.7 Henrik Paulsen 75

200m 27.4 Henrik Paulsen 75

400m 61.5 Henrik Paulsen 75

800m 2.22.6 Henrik Paulsen 75

1000m 3.15.3 Henrik Paulsen 75

1500m 5.14.0 Henrik Paulsen 75

3000m 11.00.0 Henrik Paulsen 75

60m hæk 10.6 Allan Jensen 75

4x800m 11.25.4 Henrik Paulsen

Lars Lønstad

Kim Sørensen

Jan Vadmann 75

4x1500m 22.22.8 Carsten Darville

Morten Agervold

Bo Christensen

Jan Vadmann 75

Højdespring 1,56 Allan Jensen 75

Stangspring 2.20 Allan Jensen 75

Længdespring 5,00 Henrik Paulsen 75

Trespring 9,88 Henrik Paulsen 75

Kuglestød 12,40 Allan Jensen 75

Diskoskast 33.24 Allan Jensen 75

Hammerkast 20,26 Allan Jensen 75

Spydkast 34,88 Allan Jensen 75

Drenge 11 år

100m 13.6 Henrik Paulsen 74

200m 29.4 Henrik Paulsen 74

400m 67.5 Henrik Paulsen 74

800m 2.40.2 Brian Vind 77

Højdespring 1,40 Gorm Dige 77

Længdespring 4,72 Henrik Paulsen 74

Kuglestød 9,20 Allan Jensen 74

Spydkast 28,27 Allan Jensen 74


Kvinder junior

100m 12.5 Charlotte Beiter 85

200m 26.0 Charlotte Beiter 86

400m 57.0 Pia Andersen 74

800m 2.07.8 Pia Andersen 74

1500m 4.31.7 Pia Andersen 73

3000m 10.36.6 Pia Andersen 74

5000m 20.04.7 Helle Darville 79

20.04.7 Hanne Darville 79

100m hæk 15.0 Dorte Ebling 80

400m hæk 70.7 Winnie Andersen 80

3000m forh 12.36.8 Hanne Darville 79

4x100m 51.5 Dorthe Petersen

Dode Thompson

Winnie Andersen

Dorte Ebling 80

Højdespring 1,69 Charlotte Beiter 86

Stangspring 1,70 Hanne Darville 79

Længdespring 5.81 Charlotte Beiter 86

Trespring 9,79 Winnie Andersen 79

Kuglestød 10.51 Dode Thompson 82

Diskoskast

Hammerkast 15.29 Hanne Darville 79

Spydkast 30,82 Charlotte Beiter 85

Piger 18 år

100m 12.6 Charlotte Beiter 85

200m 26.2 Vinnie Andersen 79

400m 57.9 Pia Andersen 73

800m 2.09.3 Pia Andersen 73

1500m 4.31.7 Pia Andersen 73

5000m 20.04.7 Hanne Darville 79

100m hæk 15.4 Charlotte Beiter 85

400m hæk 73.0 Vinnie Andersen 79

3000m forh. 12.36.9 Hanne Darville 79

Højdespring 1.55 Charlotte Beiter 85

Stangspring 1,70 Hanne Darville 79

Længdespring 5,67 Charlotte Beiter 85

Trespring 9,79 Vinnie Andersen 79

Kuglestød 8,87 Charlotte Beiter 85

Diskoskast 18,53 Hanne Darville 79

Hammerkast 15,29 Hanne Darville 79

Spydkast 30,82 Charlotte Beiter 85

7-kamp 4327p Charlotte Beiter 85

(15.89-1,52-8,87-26,81/5,28-29,30-2,31,75)

Piger 17 år

100m 13.2 Charlotte Beiter 84

200m 27.0 Charlotte Beiter 84

400m 65.5 Hanne Darville 78

800m 2.29.6 Hanne Darville 78

1500m 5.11.8 Helle Darville 80

5000m 21.12.2 Hanne Darville 78

100m hæk 18.2 Charlotte Beiter 84

400m hæk 76.8 Hanne Darville 78

3000m forh. 12.54.4 Hanne Darville 78

4x100m 56.2 Marianne Jacobsen

Charlotte Beiter

Eva Larsen

Tina Beiter 83

Højdespring 1,50 Tina Beiter 85

Stangspring 1,33 Hanne Darville 78

Længdespring 5,35 Charlotte Beiter 84

Trespring 8,58 Hanne Darville 78

Kuglestød 10,78 Dode Thompson 81

Diskoskast 25,05 Tina Beiter 85

Hammerkast 15,10 Hanne Darville 78

7-kamp 3311p Charlotte Beiter 84

(18.2-7,92-1,37-28.1/5,00-27,62-2,56,6)

Piger 16 år

100m 13.4 Hanne Darville 77

200m 27.8 Charlotte Beiter 83

400m 63,4 Hanne Darville 77

800m 2.29.7 Hanne Darville 77

1500m 5.12.0 Helle Darville 79

5000m 20.04.7 Helle Darville 79

100m hæk 15,4 Tina Beiter 83

400m hæk 77.5 Helle Darville 79

3000m forh. 13.42.8 Helle Darville 79

4x100m 54.1 Chen Lu

Susse Meulengracht

Karin Darville

Vinnie Andersen 79

173


174

Højdespring 1,65 Charlotte Beiter 83

Længdespring 5,75 Charlotte Beiter 83

Trespring 8,47 Helle Darville 79

Kuglestød 9,72 Pia Leutenberger 79

Diskoskast 23.90 Pia Leutenberger 79

Piger 15 år

100m 13.8 Tina Beiter 83

200m 28.3 Dode Thompson 79

400m 64.0 Karin Darville 79

800m 2.31.5 Nina Koustrup 74

3000m 10.56.2 Nina Koustrup 74

Maratonløb 3.08.24 Nina Koustrup 74

80m hæk 17.1 Henriette Markusen 79

100m hæk 76,2 cm 15.7 Tina Beiter 83

400m hæk 84.4 Henriette Markussen 79

3000m forh 15.17.8 Henriette Markussen 79

Højdespring 1,55 Susse Meulenracht 77

Stangspring 1,35 Henriette Markussen 77

Længdespring 4,91 Charlotte Beiter 82

Trespring 8,29 Henriette Markussen 79

Kuglestød 9,57 Dode Thompson 79

Diskoskast 29,54 Susse Meulengracht 79

Spydkast 21,85 Karin Darville 79

Piger 14 år

100m 13.4 Dode Thompson 78

200m 28.1 Karin Darville 78

400m 62.7 Karin Darville 78

800m 2.27.8 Karin Darville 78

1500m 5.00.2 Nina Koustrup 73

3000m 10.53.6 Nina Koustrup 73

Maratonløb 3.16.39 Nina Koustrup 73

80m hæk 12.8 Tina Beiter 82

100m hæk 18.0 Tina Beiter 82

3000m forh. 13.54.4 Karin Darville 78

4x100m 55.0 Chen Lu

Vinnie Andersen

Anette Strømberg

Susse Meulengracht 75

Højdespring 1,60 Charlotte Beiter 81

Stangspring 1,33 Henriette Markussen 78

Længdespring 5,02 Charlotte Beiter 81

Trespring 9,24 Karin Darville 78

Kuglestød 9,57 Dode Thompson 78

Piger 13 år

100m 13.4 Dode Thompson 77

200m 28.2 Dode Thompson 77

400m 63.9 Karin Darville 77

80m hæk 13.2 Tina Beiter 81

Højdespring 1.50 Susse Meulengracht 75

1.50 Charlotte Beiter 80

Længdespring 4,69 Susse Meulengracht 75

Spydkast 14,48 Tina Beiter 81

Piger 12 år

100m 14.5 Charlotte Beiter 79

200m 31.9 Eva Larsen, 66 78

400m 71.9 Pia Petersen 75

800m 2.38.5 Pia Petersen 75

1000m 3.56.9 Charlotte Beiter 79

1500m 5.36.3 Pia Petersen 75

60m hæk 12.3 Tina Beiter 80

Højdespring 1,40 Pia Petersen 75

Længdespring 4,24 Susse Meulengracht 74

Kuglestød 8,34 Pia Leutenberger 75

Diskoskast 14,70 Pia Petersen 75

Spydkast 19,03 Pia Petersen 75

Piger 11 år

100m 15.9 Tina Beiter 79

200m 34.6 Tina Beiter 79

800m 3.06.0 Tina Beiter 79

1000m 4.18.2 Tina Beiter 79

60m hæk 12.6 Tina Beiter 79

Højdespring 1,20 Tina Beiter 79

Længdespring 3,79 Tina Beiter 79

Diskoskast 11,35 Tina Beiter 79

obs: Søstrene Charlotte og Tina Petersen skiftede senere

i karrieren Petersen ud med Beiter. Vi har her i oversigten

for en nemheds skyld givet dem deres seneste

navn Beiter.


7. Billeder fra en svunden tid i AK 73

En lille billedserie fra tidligere tider i AK 73…

Vendelboen Henrik Larsen var oprindeligt

sprinter med en tredjeplads på 400

meter ved junior-DM som bedste præstation.

I adskillige år var han klubbens

højt respekterede træner for mellem- og

langdistanceløberne, hvis fremragende

resultater kan læses i klubstatistikken.

Derudover var Henrik AK 73’s uundværlige

hammerkaster på danmarksturneringsholdet

og suveræn klubmester i

historier og vittigheder.

Morgenturen på en AK 73’s træningslejre

i Småland i begyndelsen af

80’erne.

175


176

400 meterløberen

Ole Christensen kom

oprindeligt fra

Korsør, men blev

meget hurtigt en

rigtig AK 73’er. Her

ses han i et hårdt

opløb, som han

vandt, mod KTA’s

Frank Foli Andersen.

Stortalentet Henrik Kolte stoppede

sin atletikkarriere, næsten inden

den var begyndt. Tidligt, som 14årig,

vandt han et ungdomsmesterskab

på 100 meter for sin oprindelige

klub, HTS. I AK 73 afløste han

Kaj Pedersen som førstesprinter på

holdet. Billedet her er fra ungdoms-

DM i 1977, hvor han løber sidste

skifte. Han har fået depechen af

Benny Larsen, som ses til venstre.

Benny, en stærk kaster og lynhurtig

sprinter, blev senere en kendt bokser

med blandt andet en bronzemedalje

i sværvægt ved junior-EM.


Det er snart 20 år siden,

at Hans Christian Jensen satte

klubrekord på 800 meter med

1.48.88 minut, og ingen har

været i nærheden af den siden.

Faktisk er det kun Kipketer, der i

dagens Danmark anno 2004 er

i stand til at matche Hans

Christians tid fra 1984. Her

vinder H.C. sit indledende heat

foran Politiets Hans Chr.

Hoffmann ved DM på Lyngby

Stadion i 1983. I finalen besejrede

han Mogens Guldberg og

blev dansk mester.

Da DM i 20 km landevejsløb i

1990 udskiftedes med et DM på

halvmaratondistancen, var

AK’ernes piger de første til at

snuppe et holdmesterskab. Det

foregik på en landevejsstrækning

ved Nyborg en gloende varm

sommerdag. Her er AK’s mestertrio,

Susanne Jacobsen, der blev

treer individuelt, Helle Bütow

Jørgensen og Søs Munch Hansen

iført AK’s nye landevejsdragter.

177


178

Margit Hansen var sammen med Gert Kærlin AK 73’s første

store navn. Hendes klubrekord i 100 meter hækkeløb på 13,66

sekunder er der i dag (2004) ikke én eneste i Danmark, der kan

præstere, selv om det er 28 år siden, hun løb på den tid. Margit

var både EM-deltager og på landsholdet. Hun var dansk mester

i 1973, ’74 og ’75. Her ses hun på præmieskamlen ved DM

1978, hvor hun blev treer efter Dorthe Rasmussen, FIF, og Helle

Sichlau, KTA. Det er formanden for det daværende Københavns

Atletik Forbund, Finn Pedersen, der overrækker medaljen.

Hovsa! Et mindre heldigt skifte mellem Hans

Christian Jensen og Jens Olsen ved DM i

4x400 meter stafetløb på Lyngby Stadion

1983. Depechen burde ligge sikkert i Jens’

hånd, men den er desværre på vej mod

banen og et tilsyneladende sikkert DM

forsvandt ud i den blå luft.


8. Æresmedlemmer og årets AK 73’ere

Ved en generalforsamling i Niels Riise

Pedersen’s formandsperiode 1995-1998

blev følgende vedtægtsændring vedtaget i

skarp kontrast til klubbens hidtidige §10:

“Intet medlem kan opnå særstilling...”

“13. Særstilling

1. Et medlem kan – i kraft af sit usædvanligt

aktive arbejde for klubben – indstilles

til æresmedlem. Indstillingen foretages af

bestyrelsen, og udnævnelsen finder sted efter

generalforsamlingens godkendelse med minimum

75% majoritet.”

Klubben vedtog ved samme generalforsamling

følgende 2 æresmedlemmer: Æresmedlem Peter Bistrup, Æresmedlem Per Kold Larsen,

model 1978

model 1990

2003:

Carsten Gemmer

?

2000:

Jette Ellehauge

2001:

John Bavnsfelt

2002:

Peter Ellehauge

I år 2000 opstod tillige ideen til at nominere

“Året AK 73'er” blandt klubbens medlemmer

gennem formular på AK 73’s hjemmeside:

www.ak73.dk.

Medlemmerne afgav points i afstemningsperioden,

hvorefter følgende kunne æres

på hjemmesiden:

179


3 0 Å R S - J U B I L Æ U M S B O G

More magazines by this user
Similar magazines