AK73 30.r Jubil.umsbog Dorthe

100
Bestyrelsen forsøgte på sin side at lytte til de strømninger,
der til enhver tid fandtes, og opsamle og støtte
de ideer og tanker, der kunne udvikle klubben i en
gunstig retning.
Endvidere forsøgte bestyrelsen at stimulere holdningsdebatten
i klubben ved at kaste forskellige emner
og spørgsmål op til diskussion blandt medlemmerne,
f.eks. Hvordan skal vi tackle, at nogle få medlemmer
trækker meget hårdt på klubbens ressourcer uden at give
noget særligt tilbage? "Lad være med at tage særligt
notits af det, så længe problemet ikke er større," lød
konklusionen fra medlemmerne. Skal vi holde os for os
selv, eller skal vi samarbejde med andre klubber i forbindelse
med løb og stævner? “Vi skal samarbejde med alle,
der ønsker samarbejde - fx vore søsterklubber på
Østerbro Stadion og KTK86 - men selvfølgelig kun i
den udstrækning, det kommer alle parter til gode,” lød
medlemmernes svar på dette spørgsmål.
Bestyrelsen lagde også mere politisk betonede spørgsmål
ud til diskussion, f.eks.: Skal AK 73 gå forrest i et
integrationsprojekt for bosniske flygtninge? "Ja, naturligvis,"
sagde medlemmerne. Skal AK 73 indgå i et samarbejde
med EuroPride om et løb for bøsser og lesbiske? Og
igen lød medlemmernes svar: “Ja, naturligvis.”
Endelig stillede vi med jævne mellemrum det helt
overordnede spørgsmål: Hvad ønsker du dig af AK 73?
De to svar, jeg selv og bestyrelsen tillagde størst betydning,
var (1), at langt størstedelen af medlemmerne
betragter AK 73 som en løbeklub og altså ikke som tidligere
en atletikklub, og (2), at medlemmerne ønsker at
fastholde det nuværende medlemstal på 150-200:
“Hvis vi bliver for mange, kan vi ikke holde fast i det
gode miljø, vi har i dag.”
I alle sådanne sammenhænge var det medlemmernes
ægte interesse for sagen, der sikrede klubbens stadige
udvikling. At der altid var nogen, der bagte en kage og
tog den med til den månedlige klubaftenen, er en lille
detalje, som helt sikkert også var med til at styrke den
stærke klubånd.
Når talen falder på det sociale liv, synes der ingen
ende at være på de aktiviteter, der fandt sted i og uden
for klubben midt i 90’erne. I flæng kan nævnes det årlige
kagebagemesterskab, det årlige juleløb med efterfølgende
fest, én eller to klubweekender om året (hvor
der blev danset, leget, spist og drukket mere, end der
blev trænet løb), 'singleklub' i weekenden, skiture til
Norge, lørdagskurser i afrikansk dans og fælles deltagelse
i diverse løbsarrangementer i ind- og udland. Den
aktive og levende debat, der fandt sted i klubbladet, er
endnu et konkret eksempel på medlemmernes - om
ikke glæde - så engagement.
Ved nærmere eftertanke er det da egentlig utroligt,
at klubbens medlemmer overhovedet fandt tid til at
løbe!
Rummelighed og tolerance
Min kærlighed til AK 73 er meget stor. Det lyder nok
voldsomt, og nogle vil sikkert mene, at jeg nu kammer
helt over. Men sådan er det nu engang, og ens kærlighed
skal man proklamere. Det har jeg gjort nu. Ah, det
føles godt.
Men mere interessant for alle andre er måske nok,
hvad det så er, der har gjort, at AK 73 kan vække så
stærke følelser i mig. Jeg tror, at det er fordi, AK 73 i
mine øjne repræsenterede – og forhåbentlig stadig gør
det - nogle værdier, jeg selv sætter meget højt: rummelighed,
medmenneskelighed, tolerance og respekt
for hinanden og verden.
Jeg er ret overbevist om, at en sådan ånd ikke er særlig
almindelig i en københavnsk idrætsklub. Og jeg tror,
at ånden var selve forklaringen på, at medlemmerne i et
rart, trygt og særdeles givende fællesskab på tværs af
alder, køn, kultur og løbehastighed var i stand til at løfte
opgaver, der har højnet også omverdens bevidsthed.
Nogle gange tænker jeg endda i mit stille – nogle vil
mene naive – sind, at storfamilien AK 73’s indsats i det
små har bidraget til, at verden (eller i det mindste
Østerbro og omegn) er blevet et bedre sted at være.