VID N

monicaolsen013

9788771843002_viden

VID N

KRISTIAN HVIDTFELT

NIELSEN

ÆN

E

AU E


VIDEN

»… Aarhus Universitetsforlags

utroligt vellykkede serie«

Søren Schauser,

Berlingske


T

K

P

S

R

TÆNKEPAUSER 1-48

FRIHED af Hans-Jørgen Schanz

NETVÆRK af Jens Mogens Olesen

MONSTRE af Mathias Clasen

TILLID af Gert Tinggaard Svendsen

LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard

Thomsen

FJENDSKAB af Mikkel Thorup

FOLK af Ove Korsgaard

DANMARK af Hans Hauge

NATUR af Rasmus Ejrnæs

VREDE af Thomas Nielsen

MYRER af Hans Joachim Offenberg

POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik

Knoop

KROPPEN af Verner Møller

KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus

ERINDRING af Dorthe Berntsen

HÅB af Bertel Nygaard

TID af Ulrik Uggerhøj

SANDHED af Helge Kragh

MENNESKETaf Ole Høiris

MAGI af Jesper Sørensen

LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen

TERROR af Carsten Bagge Laustsen

LITTERATUR af Dan Ringgaard

ROMANTIK af Katrine Frøkjær Baunvig

FAMILIEN af Peter C. Kjærgaard

LYKKE af Christian Bjørnskov

UNIVERSET af Steen Hannestad

SPØRGSMÅL af Pia Lauritzen

GUD af Svend Andersen

SEX af Ditte Trolle

NYDELSE af Rasmus Ugilt

KORRUPTION af Mette Frisk Jensen

POLITIK af Michael Bang Petersen

TRO af Peter Lodberg

HJERNEN af Leif Østergaard

HJERTET af Diana M. Røpcke

VILJE af Søren R. Fauth

SPROG af Mikkel Wallentin

OVERVÅGNING af Anders Albrechtslund

SMAG af Susanne Højlund

TORTUR af Morten Dige

TEKNOLOGI af Kasper Hedegård Schiølin

EUROPA af Jørgen Møller

GAVEN af Anders Klostergaard Petersen

ALDER af Suresh Rattan

VIDEN af Kristian Hvidtfelt Nielsen

TAL af Henrik Kragh Sørensen

DEMOKRATI af Svend-Erik Skaaning


VID N

KRISTIAN HVIDTFELT

NIELSEN

ÆN

E

AU E


VIDEN

Tænkepauser 46

© Kristian Hvidtfelt Nielsen 2017

Digtet af Søren Ulrik Thomsen på side 58 stammer fra Nye digte,

som blev udgivet af forlaget Vindrose i 1987. Gengivet med tilladelse

fra forfatteren og Gyldendal

Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold

Forfatterfoto: Poul Ib Henriksen

Forlagsredaktion: Søren Mogensen Larsen

Bogen er sat med Dante og Gotham

E-bogsproduktion hos Narayana Press

ISBN 978 87 7184 300 2

Tænkepauser

– viden til hverdagen

af topforskere fra

AARHUS

AU UNIVERSITET

/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau

er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.

/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification

means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.


INDHOLD

DET,

VI VED

6

DET,

VI IKKE VED

17

REN VIDEN

OG BESKIDT

PRAKSIS

26

DJÆVLEN I

HJERTET

39

VILD

MED

VIDEN

53


DET,

VI VED

NÅR VI VÅGNER

”Nu er det morgen,” siger min fireårige dreng tit, når han

lige er vågnet. Det er et lille mirakel, tænker jeg stille.

Ikke bare fordi han er min søn, men også fordi hans ord

fint beskriver den fantastiske forandring, der sker for os

alle hver morgen: Vores vågne bevidsthed vender tilbage

på et splitsekund, og vi ved, at en ny dag begynder.

En nat drømmer jeg for eksempel, at jeg sidder som

lille dreng i en flyvemaskine på vej til et fremmed land

med min far og min lillebror. Jeg kender også de andre

passagerer i flyet, men er ikke i kontakt med dem. Da jeg

vågner ved vækkeuret, ved jeg med det samme, at det

bare er en drøm, og at jeg nu selv er en far, der skal stå

op og sætte hverdagen i gang for familien. Jeg genkalder

mig jobbet som lektor i videnskabsstudier ved Aarhus

Universitet og mine arbejdsopgaver i løbet af dagen. Det

meste af min viden har jeg slet ikke brug for, mens jeg

smører madpakker og forbereder dagen, så den lader jeg

trygt blive liggende i hukommelsen.

Vores daglige opvågnen har sin pendant i den europæiske

idehistorie. I 1600-tallet prøvede den franske

filosof René Descartes helt bevidst at sætte sig i en drømmelignende

tilstand, som fik ham til at tvivle om stort set

6

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


alt. Hvad nu, hvis vi ikke kan vide, hvad der er drøm, og

hvad der er virkelighed? Descartes var i virkeligheden på

jagt efter et sikkert grundlag for sin viden og ville se, hvor

langt tvivl og drøm rækker ind i vores bevidste viden.

Selv i sin største tvivl – den dybeste drøm – fandt han

et sikkert holdepunkt for sin viden, nemlig at han tvivlede.

Det er baggrunden for hans berømte diktum: ”Jeg

tænker, altså er jeg.” Tvivlen er tegn på bevidst tankeaktivitet,

og omvendt er bevidst tankeaktivitet udgangspunktet

for tvivl. For Descartes var denne observation fundamentet

for sikker viden. Jeg er i stand til at tvivle på min

viden, altså ved jeg noget.

”Nu er det morgen”, kunne Descartes lige så godt

have skrevet, for det er omtrent sådan, vi oplever skiftet

fra søvn til vågen. Når vi vågner, kan vi godt et kort øjeblik

tvivle på, om vi nu også helt har forladt drømmelandets

forunderlige verden, men den vågne del af bevidstheden

visker hurtigt tvivlen væk. Jeg er vågen, altså er jeg.

Når vi er vågne, kan vi takket være vores sanser og kritiske

dømmekraft skabe et rimeligt sikkert fundament for

vores viden. Det er de færreste nok i tvivl om. Men det

var Descartes, og han formulerede første gang i historien

klart dette budskab: Først når vi gennem metodisk og

kritisk tvivlen har undersøgt grundlaget for, hvad vi ved,

kan vi være helt sikre på, at vi ved det.

Ved at tvivle undersøger vi begrundelserne for vores

viden. Også de antikke grækere for knap 2500 år siden

knyttede viden til dens forskellige begrundelsesformer,

dog ikke på helt samme måde som Descartes. I sin be-

INDHOLD

7

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


ømte forsvarstale fra år 399 f.v.t. fremfører Sokrates, at

han ikke bilder sig ind at besidde viden, som han ikke har.

Det eneste, han ved, er, at sand visdom tilhører guderne.

Menneskers viden er trods alt begrænset, fordi den ofte

ikke er særligt velbegrundet. Anklagerne mod ham – at

han bevidst skulle have korrumperet Athens ungdom med

sofisteri og ateisme – er derfor falske.

Viden er kun gyldig som viden, hvis vi kan begrunde

den. Det er læren fra Sokrates og Descartes. Viden er ikke

noget i sig selv; viden bliver kun til viden i kraft af noget

andet, nemlig dens begrundelse. Måske er det derfor, at

vi instinktivt ved, at vores drømme ikke har meget med

viden at gøre, for drømme kræver ingen begrundelse.

Sammenkoblingen mellem viden og dens begrundelse

indebærer en cirkelslutning, hvor viden og begrundelse

følger efter hinanden i en uendelig argumentationskæde:

Vi ved først noget, når vi kan begrunde det, og begrundelsen

– som viden – er i sig selv af hængig af en yderligere

begrundelse, og så videre. Det var denne regres, som

Descartes forsøgte at sætte en stopper for med sin ide om,

at bevidstheden udgør et fundament for vores viden.

Descartes mente at have fundet en endelig

begrundelse for sin viden og sin eksistens ved at tvivle

om alt. Sokrates blev dømt til døden, fordi hans forsvar

– at han kun vidste, at han stort set ingenting vidste –

ikke overbeviste dommerne. Heldigvis behøver alle vi

andre ikke at gå til sådanne yderligheder i vores søgen

efter god og gyldig viden. Ofte er det tilstrækkeligt med

mere begrænsede begrundelser til den viden, vi har.

8

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Fornuftsbaseret tvivl kan være et godt instrument til at

begrunde viden med, men det er langtfra det eneste.

FORNUFT OG FØLELSE

I engelske Jane Austens roman Fornuft og følelse fra 1811

følger vi søstrene Elinor og Marianne. Elinor er rolig og

fornuftig, Marianne impulsiv og lidenskabelig. Da faren

dør, flytter familien til et mindre hus i en lille by i Devonshire,

hvor de to søstre hver især møder kærligheden.

Elinor forelsker sig i den uopnåelige Edward Ferrars, som

er forlovet til anden side, og holder derfor sine følelser

tilbage. Marianne derimod kaster sig ud i et stormfuldt

forhold til den charmerende Joh‌n Willoughby.

Ved romanens slutning er det Elinor, der får sine følelser

gengældt af Edward, mens Marianne træffer et delvist

fornuftsbaseret valg ved at gifte sig med den alvorlige og

melankolske oberst Brandon. Begge søstre finder lykken

til sidst, men kun efter at have lært af hinanden.

Fornuft og følelse er sjældent helt adskilt. Umiddelbart

tænker vi på viden som fornuftens domæne, der i kraft

af sin begrundelse stræber mod varighed og almengyldighed,

mens følelser derimod er flygtige og individuelle

sindstilstande. Austens roman giver et mere nuanceret billede

af forholdet mellem fornuft og følelse. På en måde er

Fornuft og følelse et godt eksempel på den betydning, som

følelserne har haft gennem hele vores arts udviklingshistorie.

Vores følelser rummer en grundlæggende viden,

der er opstået langt tidligere end vores fornuftsbaserede

INDHOLD

9

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


viden. Følelserne har været med lige fra begyndelsen af

menneskeracens 200.000 år lange udvikling som jægere

og samlere, 12.000 år som bønder og nu godt 2.000 år som

mere eller mindre moderne mennesker. Fundamentale

følelser som frygt, vrede og glæde er formet og forfinet

gennem hele denne lange periode og har endda rødder i

vores arv fra menneskeaber og endnu fjernere slægtninge.

Følelserne udtrykker en basal viden om verdens

indretning. Vores frygtmekanisme ’ved’, at det giver god

mening at flygte fra farlige dyr, før vi overhovedet når

at tænke tanken. Tilsvarende fortæller vores følelse af

velbehag og tryghed os, at det er godt at være en del af

kendte og stabile fællesskaber, uden at vi behøver at gøre

os klart hvorfor. Men evolutionært har de følelser sikret

samarbejde, overlevelse og reproduktion.

Meget af den viden, som ligger gemt i følelserne,

behøver vi ikke længere i et moderne liv med alt, hvad

det indebærer af bekvemmeligheder som smartphones

og supermarkeder. De spiller såmænd stadig en rolle for

vores viden og forståelse af verden, dog nu i samspil med

den mere fornuftsbaserede erkendelse, som blandt andre

Sokrates og Descartes var med til at definere og forfine.

Følelser kan altså i sig selv være udtryk for viden,

men de har også en anden betydning. Vores følelsesliv er

nemlig med til lede vores opmærksomhed og dermed det,

som vi er i stand til at skaffe os viden om. Forskere kalder

det ”rammesætning”. Ordet henviser til den kendsgerning,

at vi som mennesker altid står over for et utal af

valgmuligheder, når vi skal fremskaffe eller frembringe ny

10

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


viden. Det valg, som vi i en given situation træffer, involverer

næsten altid vores følelser. Vi har en mavefornemmelse

for, hvad der i en given situation er rigtigt, og hvad

der er forkert, altså en slags rammesætning af situationen,

og det er med til at lede vores handlinger og forstand i en

bestemt retning.

På grund af vores uudsagte, følelsesbaserede rammesætning

udelukker vi i enhver situation på forhånd en hel

masse muligheder som urealistiske eller værdiløse. Det er

ikke altid, at den rammesætning, som følelserne dikterer,

er den bedste, men den er svær, nogle gange umulig, at

tilsidesætte. Det er følelserne, ikke nødvendigvis fornuften,

der fortæller os, at det er godt at have en partner,

mens vores valg af partner – sådan som det var tilfældet

for Elinor og Marianne i Fornuft og følelse – vil være drevet

af både fornuft og følelse.

Følelserne spiller også en vigtig rolle, når vi forholder

os til mere dagligdags problemstillinger. Mange af de

valg, vi træffer – lige fra hvad vi skal købe i SuperBrugsen,

til hvordan vi skal formulere den næste sms – er præget af

en intuitiv fornemmelse, som er med til at rammesætte

situationens valgmuligheder for os.

Det er sådan noget, som er utroligt svært at lære computere,

blandt andet fordi det er en viden, der er indlejret

i kroppen. Bemærk, at det ikke er det samme som at sige,

at vi skal lade os styre af vores mavefornemmelser eller

”bare følge hjertet”. Følelserne eller den viden, der ligger

gemt i følelserne, er fyldt med fejl, ligesom den mere

fornuftsbaserede viden kan være det.

INDHOLD

11

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


SÅ TA’R VI CYKLERNE FREM

Jeg skal snart lære min fireårige dreng at cykle, og jeg

glæder mig. Jeg har prøvet det før med hans storesøstre,

og jeg ved, at det er en helt speciel følelse at kunne give

slip på børnecyklens bagagebærer og se den lille pode

cykle glad af sted – helt uvidende om, at jeg ikke længere

holder fast i cyklen, og helt uden at vide, hvordan man

cykler.

Jeg har i virkeligheden kun fortalt ham meget lidt

om, hvordan man cykler – ”træd i pedalerne” og ”drej på

styret”, kun den slags ting. Jeg ved intuitivt, at min egen

sparsomme viden om cyklingens dynamik ikke er meget

bevendt, når jeg skal lære mine børn at cykle. Her virker

kun øvelse og støtte efter behov.

Når jeg cykler, bruger jeg en tavs form for viden. Jeg

er selv ude af stand til at forklare, hvordan jeg cykler,

men jeg ved alligevel godt hvordan. Det må betyde, at jeg

besidder en tavs viden om cykling, som jeg ikke umiddelbart

kan begrunde, ud over at den virker. Jeg cykler, altså

ved jeg det. Hvis jeg begynder at tænke for meget over,

hvad der holder mig oppe på cyklen, mens jeg cykler,

vil jeg sikkert hurtigt køre galt. At cykle er en viden, der

bedst fungerer, når den er tavs.

Tavs viden er en underlig ting. Hvis vi taler om den,

har vi på en måde allerede forbrudt os mod dens natur.

Helt tavs er den kun, når den befinder sig i sit naturlige

element, som er kroppen. ”Vi ved langt mere, end vi kan

sige,” skrev den ungarsk-britiske forsker Michael Polanyi i

sin bog om tavs viden fra 1966. Han argumenterede for, at

12

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


der er en særlig form for kropslig viden, som ikke lader sig

begrebsliggøre og ikke kan kommunikeres. Og mere end

det: Der indgår et element af tavs viden i langt det meste

viden, for begrundelserne for vores viden er sjældent helt

eksplicitte.

Vi erfarer den tavse viden ved at lære af vores egne

fejltrin. Når jeg hjælper mine børn op på cyklen, motiverer

jeg dem først og fremmest til at prøve sig frem og ikke

give op, når det går galt. Det er en kropslig knowhow,

som de i høj grad selv skal erfare. Vejen til denne form for

viden vil typisk være belagt med fald på cyklen og frustrationer

over ikke at kunne.

Der er derfor heller ingen håndbog for cyklister, der

forklarer, hvordan man cykler. Håndbøger for cyklister

handler netop ikke om at cykle, men udelukkende om

cyklens vedligeholdelse og reparation. Det er nu også

noget, der kræver et element af tavs viden. Selv om jeg

har læst op til flere håndbøger for cyklister, er det gennem

øvelse og en smule støtte efter behov, at jeg er blevet klogere

på, hvordan jeg bedst reparerer og vedligeholder min

cykel.

JEG ER SÅ GLAD FOR MIN CYKEL

Jeg passer godt på min cykel. Jeg kan faktisk godt lide det.

Jeg har brugt mange, mange timer på det, siden jeg som

dreng fik min første rigtige cykel, en sølvgrå Peugeot-racer

med 12 gear. En af de allerførste gange, jeg selv skulle

lappe cyklen, løb jeg ind i problemer. Hver gang jeg havde

lappet slangen og sat dækket på igen, var der kommet et

INDHOLD

13

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


nyt hul. Efter flere forsøg med samme resultat indså jeg, at

hullerne opstod, når jeg satte dækket på igen. Den skruetrækker,

jeg brugte til at vippe det sidste stykke af dækket

over fælgkanten, klemte slangen, så der kom et lille hul.

Selvfølgelig skal man ikke bruge en skruetrækker

som dækjern; det lærte jeg på den hårde måde – og efter

at have konsulteret en håndbog for cyklister. Med rigtige

dækjern, som har en afrundet kant i den ende, der skal

lempes ind under dækket, hvor slangen sidder, opstår problemet

ikke. Dækjern er et næsten uundværligt værktøj

til at lappe cykler med, og det krævede en blanding af

tavs og nedskrevet viden at finde ud af, hvordan jeg skulle

bruge det.

Dækjern kender de fleste, men det er nok de færreste,

der tænker på dækjern som et værktøj for viden. Forestil

dig hullet i cykelslangen som et praktisk problem, der

kræver ny viden: Du ved ikke, hvor hullet er, og det er

her, dækjern er uundværlige for at fremskaffe den viden,

du skal bruge for at lappe cyklen. Med dækjern i hånden

får du let adgang til slangen, som ellers ligger skjult

under dækket, og kan nu undersøge slangen nærmere

og finde frem til hullet. Dækjern afdækker den del af

virkeligheden, som du ønsker ny viden om for at løse dit

problem, nemlig at lappe hullet.

Viden opstår ikke bare af sig selv. Al ny viden forudsætter

en afgrænset problemstilling og de rette instrumenter,

som så efterfølgende udgør en del af den pågældende

videns begrundelse. Det er en generel konklusion,

som rækker langt ud over dækjern og cykellapning. Når vi

14

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


frembringer viden, er vores viden altid om noget bestemt,

lavet til et bestemt formål og med brug af bestemte redskaber

– som for eksempel dækjern.

Og nu til noget meget mere seriøst end cykellapning.

VIDENSUDSAGN

Med døden til følge fra 2011 er den første dokumentarfilm

fra en dansk retssal. Filmen følger sagen mod 46-årige

Ronny Andersen, der er tiltalt for at have slået sin ven

ihjel med et samuraisværd under et beruset skænderi.

Den anklagede har tilstået drabet. Spørgsmålet er, om det

var forsætligt eller ikke. De mange vidneudsagn giver ikke

noget klart svar, og dommerne skal vægte meget viden

og mange følelser i en svær afgørelse. Ronny Andersen

bliver idømt to år og tre måneder for uagtsomt manddrab

og ulovlig våbenbesiddelse.

Ordet ’viden’ er nært beslægtet med ’vidne’. Hvis

vi skal aflægge vidneudsagn, må vi gøre vores viden og

begrundelserne for den eksplicitte. Ronny Andersen ved,

at han har dræbt sin ven. Han mener, at det skete ved

et uheld, og det er det, han bevidner i vidneskranken.

Begrundelsen ligger i hans egen selvransagelse.

Gennem forhør og inddragelse af andre vidner og

bevismateriale afprøver retten hans vidneudsagn: Er det

rigtigt eller forkert? Der var ingen andre til stede på trappen,

hvor hændelsen fandt sted, så det er ikke let at vide.

Vidneudsagn er et eksempel på udtalt viden. I modsætning

til for eksempel cyklingens tavse viden udtrykker

vi den udtalte viden i ord, billeder eller tegn. Vi siger, at

INDHOLD

15

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


den er noget, vi har, og at den angår et bestemt emne.

Lidt ligesom vidnet, der besidder en konkret viden, som

er relevant i forhold til anklagen.

Når vi udtrykker eller bevidner vores viden til andre

mennesker, indgår vores viden i et kompliceret forhold

med mange andre typer af vidensudsagn. Ligesom ét

vidneudsagn skal vejes i relation til de andre vidneudsagn

i retssagen. Viden er ikke bare noget, vi har. Viden er også

et vidtspændende netværk af vidensudsagn, som fletter

sig sammen på mange, uforudsigelige måder.

Vi er på en måde alle stillet som dommeren i en retssag.

Stort set alt, vi ved, har vi fået fortalt af andre. Og det

er op til os at bedømme den viden, at afprøve den kritisk

i forhold til de mange andre ting, vi ved. I modsætning til

dommeren, som har til opgave at forholde sig kritisk til

vidneudsagnene, tager vi dog langt det meste af det, vi får

at vide, for givet. Det strider måske imod vores selvopfattelse

som selvstændige fornuftsvæsener, men alligevel er

det på mange måder en ganske fornuftig strategi.

Det er ganske enkelt ikke praktisk muligt for os at

bedømme al den viden, vi modtager, og som vi derefter

mener, at vi har. Det vil medføre handlingslammelse. Vi

har en ufattelig kapacitet for viden, men trods alt – eller

måske heldigvis – kun en begrænset evne til at begrunde

og udgrunde det, vi ved.

16

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


DET,

VI IKKE

VED

ALT FOR MEGEN VIDEN

Jeg vågner, og efter et morgenbad tænder jeg som regel

for radioens P1 Morgen. Mange af nyhedsindslagene

handler om ny viden, det være sig ny forskning eller

rapporter udarbejdet af offentlige myndigheder eller

private virksomheder. Ofte bliver den præsenterede viden

vurderet kritisk af eksperter og andre. På mit eget arbejde

fylder viden også meget, og jeg er nok ikke den eneste,

der oplever, at viden udgør en væsentlig del af såvel fritid

som arbejdsliv.

Vi lever i et videnssamfund, hvor det at producere, distribuere

og kommunikere viden indtager en central plads

i stort set alle samfundssektorer fra sundhed til uddannelse,

forskning, erhvervsliv, politik og retsvæsen. Vi har

en global vidensøkonomi, hvor værdiskabelse i stigende

grad er baseret på viden og vidensformidling.

For skoproducenter er det for eksempel ikke længere

tilstrækkeligt at lave gode sko. Selve fremstillingen af sko,

som i øvrigt er udliciteret til det billigste produktionsland,

udgør kun en mindre del af hele skobranchen. Den bygger

i stigende grad på virksomheder, der specialiserer sig

i markeds- og trendanalyser, nytænkning og branding.

INDHOLD

17

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Viden om sko, skomarkedet og skos kulturelle betydninger

udgør i dag et vigtigt aktiv, for den sælger sko, lige så

meget som skoene i sig selv gør. Det kan forklare, hvorfor

min kone har masser af sko, men kun går i nogle få par,

og selv hævder, at hun mangler flere.

Ordene ’videnssamfund’ og ’vidensøkonomi’ stammer

begge fra 1960’erne, hvor det som følge af efterkrigstidens

massive satsning på forskning og uddannelse

blev mere almindeligt at tillægge viden større betydning

end tidligere. Computere og internet har siden bidraget

væsentligt til denne udvikling. Sideløbende hermed har

vi udvidet vores forståelse af, hvad viden er. Klassiske

filosoffer som Platon og Descartes knyttede viden til dens

kvalitative begrundelse, mens vi i dag ofte tænker på

viden i kvantitative termer.

Vi kan relativt let opgøre antallet af nye forskningsartikler

publiceret i videnskabelige tidsskrifter til cirka

2,5 millioner årligt. Vi ved endvidere, at mængden af

forskningsartikler er steget voldsomt siden 1950’erne og

sikkert vil gøre det i en overskuelig fremtid. Hvis det lyder

af meget, så tænk på alle de rapporter, af handlinger, arbejdspapirer,

notater m.m., som cirkulerer i alle offentlige

institutioner og private virksomheder.

Men netop af den grund er det vigtigt, at vi ikke

forveksler viden med information. Viden kræver begrundelse,

og viden får betydning, når vi tilegner os den og

måske bruger den til noget. Information behøver ikke at

være begrundet, betydningsfuld eller brugbar. I praksis

18

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


kan grænsen mellem viden og information dog godt være

flydende.

Den store mængde af viden, som i princippet er

tilgængelig for os alle, skaber en form for uigennemsigtighed

eller måske endda uvidenhed. Vi er nu alle stedt som

Sokrates, der konkluderede, at det eneste, han vidste, var,

at han ikke vidste noget. I dag behøver vi slet ikke en sokratisk

ydmyghed for at indse vores egne begrænsninger i

forhold til viden. Vi lider af vidensoverload.

VIDEN I METERMÅL

Lad os for sjovs skyld prøve at opgøre indholdet i nogle af

verdens største skatkamre for viden, nemlig bibliotekerne.

Det kræver, at vi ikke tager forskellen mellem viden og

information helt bogstaveligt. Viden opgjort i metermål

er nemlig ikke viden, sådan som vi almindeligvis forstår

det, men ligner til forveksling ren information.

Verdens allerstørste biblioteker, British Library i London

og Library of Congress i Washington DC, har hver

især over 150 millioner katalogposter fordelt på manuskripter,

bøger og andre trykte udgivelser, lydoptagelser,

billeder, nodeblade m.m. Hvert år vokser de respektive

kataloger med hver tre millioner poster. British Library

alene har mere end 600 kilometer hyldemeter til at huse

sine enorme samlinger fordelt på flere bygninger.

Hvis vi antager, at der gennemsnitligt kan være ti

tusind trykte sider per hyldemeter, svarer British Librarys

samlede beholdning til seks milliarder sider. Heraf er der

omtrent en milliard bogsider i bibliotekets 25 millioner

INDHOLD

19

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


trykte bøger. Siden slutningen af 1990’erne har biblioteket

været i gang med at digitalisere sine samlinger, men kun

cirka 1 % af samlingerne er nu tilgængelige i digital form.

Selv stålsatte bogelskere tilpasser sig den digitale tidsalder,

hvor det er blevet mere almindeligt at opgøre viden

i bits og bytes end i bogsider. En ny hjemmecomputer har

i dag en harddisk med plads til 1 terabyte data. Eftersom

hver byte rummer information svarende til ét tegn, kan

hjemmecomputeren opbevare en billion tegn eller godt

400 millioner normalsider a 2400 tegn på harddisken. Opgjort

på denne måde fylder hele British Librarys samling

kun knap 15 terabytes, altså 15 almindelige hjemmecomputere.

Det passer selvfølgeligt ikke helt, for der er store

dele af bibliotekets samling såsom lyd og billeder, der ikke

lader sig direkte omsætte til normalsider og bytes.

Forskere forsøgte i 2007 at anslå verdens samlede digitale

lagringskapacitet og nåede frem til et tal på svimlende

276 milliarder terabytes. Det er 37 terabytes per person i

verden, eller 300 tablets a hver 128 gigabytes. Hvis vi stabler

alle disse tablets oven på hinanden, vil de række mere

end 20 millioner kilometer op i rummet. Det er 50 gange

afstanden fra jorden til månen.

Hvis det ikke svimler endnu, så tænk på, at vi transmitterer

endnu større datamængder gennem alle mulige

kommunikationskanaler, og at vores kapacitet til at opbevare

information digitalt fordobles hver attende måned. I

år 2020 vil stakken af tablets kunne nå fra jorden til solen

50 gange, altså 389 gange længere end i år 2007.

20

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


DEN HEMMELIGE VERDEN

Det er nemt at blive overvældet af al den viden og information,

som vi er i stand til at tilgå let og ofte gratis via

offentlige biblioteker og på internettet. Men der er en

verden af viden og information, som er endnu større, og

det er den, der er hemmeligstemplet. Hvert år klassificerer

den amerikanske regering alene materiale svarende til

flere hundrede tusinde terabytes, det meste af sikkerhedshensyn.

Dertil kommer de enorme datamængder, som

virksomheder af forretningshensyn hemmeligholder.

Verdens hidtil største læk af hemmeligholdt materiale

fra private virksomheder var Panama-lækagen i april

2016: En ukendt kilde sendte 11,5 millioner dokumentsider

fra det panamanske selskab Mossack Fonseca til journalister

verden over. Det lyder af meget, men de lækkede

dokumenter udgør kun en brøkdel af selskabets samlede

dokumentbeholdning. Og det er intet i forhold til, hvad vi

i øvrigt ville kunne finde i større virksomheders hemmelige

arkiver verden over. Samlet set udgør verdens virksomheder

nok et større arkiv end verdens biblioteker.

Langt det meste information i verden er hemmelig

på grund af nationale sikkerheds- og private erhvervsinteresser.

Al denne information bliver frembragt og siden

bortgemt uden åbenhed om de metoder og principper,

der ligger til grund for hemmeligholdelsen, og kun få

personer med den rette tilladelse kan tilgå den. Endnu

en god grund for en nutidig Sokrates til at konkludere, at

han ingenting ved.

Alene omfanget af hemmelig viden må ændre vores

INDHOLD

21

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


opfattelse af, hvad viden er. Typisk forbinder vi viden

med indsigt, forståelse og kommunikation. Vi mener, at

viden er lig med oplysning, og vi tror, at viden giver os

større råderum og sætter os fri til at forfølge vores egne

mål og ideer uaf hængigt af andre autoriteter. Men det er

ikke hele historien om viden. Langtfra. Der er en skyggeside

ved viden. Viden er også mørklægning, bedrag

og hemmeligholdelse. Viden er magt, men dermed også

magt til at skjule den og sætte grænser for, hvem der har

adgang til den.

DET, VI IKKE VED, VI IKKE VED

”Der er den kendte viden,” sagde den amerikanske udenrigsminister

Donald Rumsfeld i et berømt og berygtet

interview i 2002. ”Der er de ting, vi ved, vi ved. Vi ved

også, at der findes kendte ubekendte, det vil sige, vi ved,

at der er ting, vi ikke ved. Men der er også de ukendte

ubekendte – de ting, som vi ikke ved, vi ikke ved.”

Journalisten havde stillet Rumsfeld et kritisk spørgsmål

om den amerikanske regerings viden – eller mangel

på samme – om Iraks masseødelæggelsesvåben. USA

hævdede hårdnakket, at Saddam Husseins regime var i

besiddelse af kemiske våben og arbejdede målrettet på at

udvikle atomvåben, men det var svært at dokumentere

påstanden, og derfor var Rumsfelds replik ret ulden.

Rumsfelds ordvalg er blevet berømt, fordi det antyder

en filosofisk refleksionsevne, som politikere sjældent

udviser. Og berygtet, fordi det kryptiske svar blev tolket

af Rumfelds politiske modstandere og journalister som

22

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


en retorisk undvigelsesmanøvre i forhold til journalistens

oprindelige spørgsmål.

Det har efterfølgende vist sig, at Rumsfeld og den

amerikanske regering var delvist uvidende om omfanget

af Saddams våbenprogram, blandt andet fordi styret i

Bagdad ikke længere samarbejdede med FN’s observatører.

Det var en ”kendt ubekendt” for at bruge Rumsfelds

eget ordvalg, altså noget, som den amerikanske regering

vidste, at den ikke vidste besked om. Uvidenheden

havde politiske fordele for USA, for den understøttede

eller modarbejdede i det mindste ikke mistanken om, at

Saddam var i gang med at oparbejde et lager af kemiske

våben og udvikle atomvåben.

Rumsfelds to første kategorier – den kendte viden

og den kendte uvidenhed – giver intuitivt god mening.

Hans tredje kategori er mere abstrakt: Det, vi ikke ved,

vi ikke ved. Det adskiller sig fra uvidenhed, sådan som vi

almindeligvis forstår det, for vi kan kun være uvidende

om noget bestemt, som i tilfældet med USA og de irakiske

masseødelæggelsesvåben. Hvis vi ikke engang ved,

hvad vi er uvidende om, er uvidenheden helt ubestemt og

dermed mere grundlæggende og mere skræmmende, end

den almindelige brug af ordet uvidenhed giver belæg for.

Det er de ”ukendte ubekendte”, som Rumsfeld talte om.

MØRKET RUNDT OM LYSET

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein skrev i 1921:

”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”

Wittgenstein hentydede her til sprogets begrænsninger i

INDHOLD

23

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


forhold til livets store spørgsmål, ikke mindst, hvad vi ved

og ikke ved. Wittgenstein pegede på, at livet og verden

i sig selv er uudgrundelige – ikke hvordan de er, for det

kan forklares, men at de er, det er det mystiske. Hvis vi

forsøger at gøre det mystiske til genstand for viden, gør vi

det til noget andet, end det er.

Uden sammenligning i øvrigt var Wittgenstein her på

bølgelængde med Rumsfeld. Der er det, vi ved, og det kan

og bør vi tale om, altså begrunde og forstå i videst mulige

omfang. Og så er der alt det, vi ikke ved, at vi ikke ved.

Om det må vi tie. Det var også Rumsfelds budskab – med

den skjulte dagsorden at afværge flere kritiske spørgsmål

til USA’s eventuelle invasion af Irak. Wittgensteins ærinde

var ikke politisk, men snarere et forsøg på at drage en erkendelsesteoretisk

og værdimæssig grænse mellem vores

viden og det, som nogle kalder ikke-viden: alt det, vi ikke

ved, at vi ikke ved.

Ikke-viden er videns bagside. Begrebet dækker over

alt det, som vi på forhånd afskærer os fra at få viden om,

fordi vores søgen efter viden nødvendigvis forudsætter en

begrænsning. Denne begrænsning er en enorm styrke, for

det er den, der er med til at gøre os i stand til at begrunde

vores viden. Al viden er viden om noget bestemt, frembragt

og viderebragt på en bestemt måde.

Det er vigtigt at kende begrænsningerne ved vores

viden, for det giver os indsigt i vores videns grundlag og

omfang. Ud over det ligger der en anden verden af ikkeviden,

dvs. alt det, som vi ikke ved, at vi ikke ved. Men det

24

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


kan vi i sagens natur kun ane, ikke vide, og det var derfor,

at Wittgenstein bad os om at tie.

Tænk på viden som en lygte, der lyser i mørket. Inden

for lyskeglen ved vi, hvad der er, fordi vi kan se det, og vi

ved også, hvordan lygten er med til at gøre tingene synlige

og give os viden om dem. I lyskeglens yderkant kan vi

endda ane konturerne af det, som vi ikke ved. Men i mørket

gives der ingen viden, ikke engang viden om, hvad der

ikke er at se. Her hersker ikke-viden.

Min sammenligning er ikke dog helt tilstrækkelig,

for ikke-viden kan være andet og mere end et mørke,

vi endnu ikke har oplyst. Ikke-viden er også det, der

fundamentalt set er utilgængeligt, fordi vores viden – og

dermed vores verden – har indbyggede begrænsninger.

Ikke-viden er den blinde plet, der altid opstår, når vi ser på

noget, fordi vi så netop ikke ser på noget andet.

Al viden bygger på en slags iagttagelse og indebærer

dermed et begrænset udsyn. Vores viden er som øjet, der

nok kan se genstandene foran sig, men netop ikke kan se

sig selv. Viden er det, vi ser; ikke-viden det, som vi ikke

er i stand til se, selv om vi gerne ville. Det er et land af

mørke, hvor lyset måske aldrig vil skinne.

INDHOLD

25

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


REN VIDEN

OG BESKIDT

PRAKSIS

EN VERDEN AF VIDENSKAB

Som ung militærnægter i slutningen af 1980’erne blev

jeg udstationeret ved Greenpeaces kontor og butik,

der dengang lå i passagen mellem Guldsmedgade og

Badstuegade i det centrale Aarhus. Jeg var egentlig ikke

særligt miljøbevidst, men emnerne og arbejdet fangede

mig hurtigt, ikke mindst da jeg fik mulighed for at holde

foredrag om Greenpeaces arbejde og senere også blev

del af forening ens internationale aktionsafdeling. Vi

aktionerede mod Proms Kemiske Fabrik, transport af

ozonnedbrydende stoffer, vedtagelsen af Storebæltsbroen,

amerikanske havnebesøg med atombevæbnede krigsskibe

og meget andet.

I Greenpeace gik det op for mig, at vores forståelse af

miljøproblemer i høj grad bygger på naturvidenskabelig

forskning. ”Endnu en god grund til at forfølge min interesse

for naturvidenskab på en længerevarende uddannelse,”

tænkte jeg. ”Jo mere jeg ved om det naturvidenskabelige

grundlag for miljøproblemerne, des bedre vil

jeg kunne bidrage til løsningen af dem.”

Jeg er blevet klogere, hvis jeg selv skal sige det.

Det er gået op for mig, at naturvidenskab langtfra er

26

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


det eneste mirakelmiddel, der skal til for at løse vores

miljøproblemer og skabe en mere bæredygtig verden.

Selv naturvidenskab har indbyggede begrænsninger, der

betyder, at forskere ikke kan levere endegyldige sandheder

og ufejlbarlige retningsanvisninger. Også selv om

det nogle gange kan se sådan ud, når vi hører om nye

naturvidenskabelige resultater i medierne.

Videnskab – og ikke bare naturvidenskab – indtager

en central plads i samfundets politiske, økonomiske og

offentlige liv. Alle vigtige samfundsområder – lige fra

sundhed til sikkerhed – inddrager videnskabelig viden. Vi

træffer alle sammen hver dag vigtige beslutninger, der i et

vist omfang bygger på videnskabelig viden. Det gælder på

jobbet og derhjemme.

Med andre ord har videnskab en særlig funktion i samfundet,

som netop har med viden at gøre. Et moderne

samfund er karakteriseret ved en høj grad af specialisering.

Vi har jurister til at afgøre, om manddrabet var bevidst

eller uagtsomt, læger til at kurere kræftsygdomme,

ledere til at fortælle os andre, hvad vi skal gøre hvordan

og hvornår, lærere til at undervise os, forretningsfolk til

at indgå handler med hinanden og så videre. I alle disse

områder indgår viden som et vigtigt element, men det er

ikke det centrale.

Forskere derimod beskæftiger sig primært med viden,

hvilket jo fremgår af betegnelsen for deres arbejdsområde:

videnskab. Endelsen -skab hentyder i denne sammenhæng

ikke til et skab, hvor vi kan opbevare vores

viden, men til en særlig egenskab eller beskaffenhed, som

INDHOLD

27

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


vi tillægger den viden, som videnskaberne frembringer.

Vi finder for øvrigt samme endelse i ordene faderskab og

fællesskab.

LØKKE SOM PRÆSIDENT

Filosoffer har siden Platon undret sig over følgende

spørgsmål: Kan vi vide noget, som ikke er sandt? Det

er en spøjs øvelse, som kan give anledning til mange

meningsløse og sjove udsagn som for eksempel: Jeg ved,

at Ludvig Wittgenstein er forfatter til Fornuft og følelse. Jeg

ved, at Lars Løkke er den amerikanske præsident. Jeg ved,

at Donald Trump er verdensmester i 400 meter hækkeløb.

Nej, vel? Udsagnene giver ikke mening, og det har fået

mange filosoffer til at konkludere, at viden – for at gælde

som viden – skal være sand viden. Falske udsagn, ikke

engang potentielt falske udsagn, kvalificerer sig ikke som

viden. Selv om nogle har forledt mig til at tro, at Venstre

er et amerikansk parti, og Lars Løkke amerikaner, vil jeg

stadig ikke kunne vide, at Lars Løkke er USA’s præsident,

fordi det er usandt.

Hvis jeg nu var en meget rigid filosof, ville jeg nok

hævde, at ny videnskabelig viden ikke gælder som rigtig

viden, fordi den endnu ikke er helt sand. Den etablerede

videnskab indeholder selvfølgelig mange sandheder om

verden, men den aktuelle viden, som forskere nu frembringer,

er en foreløbig tilnærmelse til sandheden og som

sådan ikke perfekt, men nok alligevel den allerbedste

viden, vi har. Sandhedskriteriet for viden gælder altså kun,

når vi let kan afgøre, om noget er sandt eller ikke. I forsk-

28

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


ningen – og også i hverdagen – er det ofte tilstrækkeligt,

hvis vores viden er velbegrundet.

Lad os tage klimaforandringer som eksempel. I dag er

der videnskabelig enighed om, at de klimaforandringer,

vi nu oplever, er menneskeskabte. Sådan var det ikke

for 20-30 år siden. Det betyder ikke, at vi har den fulde

sandhed om klimaets dynamiske processer, herunder

vekselvirkningen mellem naturlige og menneskeskabte

systemer. Slet ikke. Klimaforskere er i dag optaget af

alle mulige problemstillinger i relation til klimaet, hvor

vores viden endnu kun er under opbygning. Så snart der

er opstået enighed om de sande svar, kaster forskerne

sig over nye uaf klarede spørgsmål. Det er en væsentlig

drivkraft i det videnskabelige arbejde.

Fordi forskere mest af alt er interesserede i at arbejde

med nye, uaf klarede spørgsmål, har de indstillet sig på

at arbejde i gråzonen mellem sandt og falsk. Her er det

mere almindeligt at bruge tillægsord som solid, sikker

eller troværdig i relation til viden. Disse ord giver mulighed

for – i større grad end det er tilfældet med sand eller

falsk-modsætningen – at gradbøje videns sandhedsværdi.

SLIP KREATIVITETEN LØS!

Det blev kaldt den største reform af gymnasieskolen i

hundrede år, da Anders Fogh Rasmussen-regeringen i

2005 lancerede et opgør med det klassiske vidensorienterede

gymnasium opdelt i natur-, samfunds- og humaniorafaglige

grene. Nu skulle gymnasiet i højere grad

være anvendelsesorienteret med fokus på de erhvervs- og

INDHOLD

29

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


studiemæssige kompetencer, som eleverne har brug for,

når de forlader gymnasiet.

Reformen var med til at øge fokus på videnskabsteori

som et forsøg på at forberede eleverne til videregående

uddannelsesforløb. Indtil en ny gymnasiereform i 2016

indgik videnskabsteorien i et særskilt fag, Almen Studieforberedelse,

som var udsat for megen kritik. Nu er faget

afskaffet, og det videnskabsteoretiske element flyttet til

studieretningsprojektet. Her arbejder eleverne med et

selvstændigt projekt, som skal have fokus på fagspecifikke

såvel som tværfaglige mål.

Hvert år vejleder jeg gymnasieelever i forskellige studieretningsprojektforløb

udbudt af universitetet. Et af de

mest populære forløb handler om malaria, som eleverne

skal belyse ud fra biologiske og historiske perspektiver.

Derudover har jeg holdt forelæsninger om videnskabsteori

på mange gymnasier. Det er en sand fornøjelse

for en vidensnørd som mig at opleve elevernes interesse

for spørgsmål, der handler om viden i almindelighed og

videnskabelig viden i særdeleshed. De er altid åbne og

nysgerrige. Af samme grund efterspørger de tit klare svar,

men hvem gør ikke det?

De klare svar inden for videnskabsteori stammer fra

1800-tallet, hvor forskere fra forskellige faggrene udviklede

forskellige ideer om fagenes særegne videnskabelige

metoder. Her opstod forestillinger om den hypotetiskdeduktive

metode inden for naturvidenskaberne, den

hermeneutiske metode inden for humaniora og forskellige

kvalitative og kvantitative metoder inden for sam-

30

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


fundsvidenskab. Ud fra min erfaring vil jeg mene, at det

som regel også er den videnskabsteoretiske palet, som

gymnasielærere præsenterer deres elever for.

Der er mange gode introduktioner til de forskellige

metoder, så det vil jeg ikke bruge mere plads på her. Når

jeg taler med gymnasieelever, ser jeg det som min opgave

at inspirere dem til at tænke selvstændigt og kritisk ved at

udfordre de gængse forestillinger, de ellers møder. Så jeg

fortæller dem, at ideerne om de forskellige videnskabelige

metoder er en slags myte.

I bedste fald er det idealiserede beskrivelser, som

har til formål at forklare komplicerede videnskabelige

arbejdsgange på en simpel måde. En tilnærmelse, som

dels skal tydeliggøre faglige forskelle mellem de videnskabelige

hovedområder, dels skabe en faglig identitet for

forskere, elever og lærere. Så langt, så godt.

I værste fald kan myten om de videnskabelige

metoder give eleverne en vrangforestilling af, hvad det

vil sige at forske. Jeg og mine kolleger arbejder så vidt

muligt metodisk og systematisk, men det er sjældent, at

forskningsarbejdet følger en på forhånd fastlagt skematisk

model, sådan som de videnskabsteoretiske modeller lægger

op til. Naturvidenskabsfolk foretager hermeneutiske

fortolkninger af deres data, humanister opstiller testbare

hypoteser, og mange vigtige problemstillinger som for

eksempel malaria går ligeledes på tværs af opdelingen

mellem akademiske fagområder.

Forskning er en åben, delvist uforudsigelig og kreativ

proces, der ikke lader sig beskrive af simple formler.

INDHOLD

31

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Det er i høj grad et håndværk, ikke bare åndens værk.

Den viden, som forskere frembringer, bygger ikke

kun på én særlig metode. Forskning giver netop en

stærk og solid viden, fordi forskere er i stand til at

gøre kreativt brug af mange forskellige metoder og

udvikle brugbare og tilpasningsdygtige løsninger på

konkrete og mangefacetterede problemstillinger. Det

betyder, at forskningsbaseret viden er et omfattende og

sammenfiltret netværk af mange forskellige slags viden –

hypoteser, teorier, eksperimenter, observationer, målinger,

tankeeksperimenter og meget mere.

FRANKENSTEINS FØDESTED

I 1970’erne drog nogle antropologer ud på et eksotisk

feltarbejde. De var ikke interesserede i at studere andre

kulturer i fremmede lande, men i at forstå forskningens

verden som en særlig subkultur med bestemte arbejdsrutiner,

ritualer, verdensopfattelser og værdier. De havde

indset, at forskning – og særligt naturvidenskab og det

naturvidenskabelige eksperiment – spiller en vigtig rolle

som vidensautoritet i moderne samfund, og de ønskede

at undersøge, hvordan livet i laboratoriet egentlig leves.

Antropologerne fik mulighed for at følge mange forskellige

forskningsprocesser fra start til slut. Det kom som

lidt af et chok for dem, at det i virkeligheden var ret svært

at se noget særligt videnskabeligt ved forskningsarbejdet.

De var selv vokset op med en fast forestilling om, hvad

forskning er og specielt ikke er. Men det, de observerede,

var forskere, der i vidt forskellige laboratorier verden over

32

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


og på mange forskellige måder udførte deres forskning,

uagtet at den klassiske videnskabsteoriske model skulle

forestille at være en universel standard.

Ordet ’laboratorium’ kommer fra latin og betyder

egentlig et sted, hvor man arbejder. De første naturvidenskabelige

laboratorier opstod i 1600-tallet som en videreudvikling

af den alkymistiske tradition. Alkymisterne var

interesserede i at lave guld og undersøgte i den forbindelse

systematisk, hvordan forskellige stoffer skiftede

tilstand, når de blev smeltet sammen i en stor gryde. Det

alkymistiske laboratorium var et privat rum, og arbejdet

foregik i al hemmelighed – hvem ville ikke hemmeligholde

opskriften på guld? Efterhånden som også andre emner

blev gjort til genstand for laboratorieundersøgelser, og

forskere indså værdien af vidensdeling på tværs af landeog

faggrænser, blev arbejdet i laboratoriet mere åbent.

Alligevel kan laboratoriet stadig virke som et lidt

hemmeligt sted, hvor der foregår mærkelige ting. Dr.

Victor Frankenstein – hovedpersonen i Mary Shelleys

roman fra 1818 – skaber et monster i sit laboratorium.

Men hvem er i virkeligheden monstret? Er det skabningen

eller videnskabsmanden, der ikke tager ansvar for

resultatet af sit arbejde?

Forestillingen om den gale videnskabsmand, der i sit

laboratorium arbejder uden for almindelig lov og orden,

har været en fast del af populærkulturen lige siden – tænk

bare på videnskabsmanden Rotwang fra Fritz Langs film

Metropolis fra 1927 eller Jeff Goldblum som Seth Brundle i

David Cronenbergs Fluen fra 1986, hvor hans genetiske ek-

INDHOLD

33

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


sperimenter gradvist forvandler ham til en flue i menneskestørrelse.

Året efter spillede Goldblum i øvrigt også James

Watson, en af de to opdagere af den dobbeltstrengede

dna-struktur, i BBC-dramadokumentaren Life Story.

Forfatteren Dan Turèll så også laboratoriet som et

mærkeligt sted, men ikke nødvendigvis som et sted, hvor

der sker ting, der ikke burde ske. For Turèll var laboratoriet

en fællesnævner for alle andre steder, en metafor for

selve livet – et rum, hvor alting skabes, blandes sammen

og forvandles. Det kan vi for eksempel læse i bogen Live-

Show Feed-Back fra 1976:

”Fornemmelsen af at befinde sig i et allestedsværende

laboratorium, hvor karrene bobler og syder

ind vendigt som udvendigt, hvor processerne gennemløbes

og gennemkøres tværs igennem éns krop

og den der tilrettelægger forsøget, Den Gale Videnskabsmand,

og selve forsøget – og ikke har en gnist af

en kinamands chance for, i dette mylder af vanvittige

vækstbobler, at adskille disse forskellige (hvis

de er forskellige) sider af processen eller holdninger

undervejs i processen … Laboratoriet, Frankensteins

fødested og bag om alle facaderne enhvers fødested

og genfødselssted. Og når man altid befinder sig i laboratoriet,

og når man véd det tilstrækkeligt intenst,

så er der intet specielt sted, man er, intet særligt sted

hverken fysisk eller psykisk, intet andet sted end det

altomfattende laboratorium, man både er og er i.”

34

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Måske kan vi vende Turèlls association – fra laboratorium

til livet – om? Måske kan vi også betragte laboratoriet

som et sted, hvor der ikke er en lige og logisk vej til sikker

viden? Måske er livet i laboratoriet – forskningen – i

virkeligheden en kompliceret og lettere kaotisk proces,

hvor forskerne og vi andre, der studerer forskningen,

”ikke har en kinamands chance for, i dette mylder af

vanvittige vækstbobler, at adskille disse forskellige (hvis

de er forskellige) sider af processen eller holdninger

undervejs i processen”?

Det var hvert fald næsten den konklusion – om end

formuleret i andre ord – som den franske antropolog

og filosof Bruno Latour nåede frem til, efter at han fra

1975 til 1977 havde opholdt sig i et molekylærbiologisk

laboratorium ved det berømte Salk Institute i La Jolla,

Californien. Instituttet er verdensberømt på grund af

grundlæggeren Jonas Salk, der i perioden 1952-57 var en

af hovedmændene bag udviklingen af den første sikre og

effektive poliovaccine.

Salk Institute er også berømt for sin arkitektur

udtænkt af en af USA’s førende arkitekter, Louis Kah‌n.

Bygget i cement, med vinduespartier i træ og fri udsigt

til Stillehavets endeløse horisont udstråler instituttet en

imponerende blanding af arkitektonisk modernisme og

videnskabelig objektivitet. Det er et sted, der er forankret

i Californiens lys, farver og natur, men samtidig udtrykker

videnskabens stræben efter universel sandhed ved at

virke sært løsrevet fra tid og sted. Som Turèll ville have

sagt det: ”så er der intet specielt sted, man er, intet særligt

INDHOLD

35

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


sted hverken fysisk eller psykisk, intet andet sted end det

altomfattende laboratorium, man både er og er i.”

Latour var kommet til dette bemærkelsesværdige sted

for at følge forskerholdet bag den franske forsker Roger

Guillemin, der arbejdede med at kortlægge to vigtige molekylstrukturer

i det menneskelige hormonsystem. Latour

noterede sig, at forskerne mest af alt var interesseret i at

lave forskningsartikler. Stort set alt arbejdet i laboratoriet

var rettet mod denne ene aktivitet.

Han blev også opmærksom på, at forskere søger stringens

og objektivitet, når de opsummerer deres arbejde i

forskningsartikler, men tager næsten alle midler i brug,

når de skal skabe ny viden i laboratoriet, undtagen snyd og

bedrag. Det var nogenlunde samme konklusion, som tyskamerikanske

Albert Einstein allerede i 1949 var nået frem

til. Han skrev, at forskere ofte fremstår som skruppelløse

opportunister i sammenligning med de høje idealer, som

forestillingen om den videnskabelige metode frembyder.

I sit senere arbejde udviklede Latour en anden måde

at fremstille videnskabens skisma mellem ren viden og

beskidt praksis på. Han skelnede mellem ”færdiglavet

videnskab” og ”igangværende videnskab”. Den færdiglavede

videnskab er al den viden, som der er bred videnskabelig

accept af, og som bliver fremstillet i videnskabelige

lærebøger. Den bliver ofte præsenteret som nødvendig og

sammenhængende.

Den igangværende videnskab derimod er frontforskning,

hvor forskerne ikke kender det rigtige svar på

forhånd, og hvor de er uenige om, hvordan den relevante

36

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


viden bedst bliver til. Det er en god skelnen, men den

løser desværre ikke hele problemet, for meget videnskabelig

viden vil befinde sig et eller andet sted imellem de to

yderpunkter.

FORSKERNES FÆSTNINGSVÆRK

I mit arbejde læser jeg mange videnskabelige artikler,

men stort set kun inden for mit eget lille forskningsområde.

Hvis jeg bevæger mig ud i andre fagområder, kommer

jeg hurtigt på usikker grund, fordi jeg ikke kender

den faglige jargon. Med jargon mener jeg det særsprog og

den tekniske terminologi, som forskere gennem tiden har

udviklet for at opnå en høj grad af præcision, effektivitet

og objektivitet i deres indbyrdes faglige kommunikation.

Der er dog noget, der stort set altid er velkendt, og det

er den disposition, som mange forskningsartikler følger.

Også den er et produkt af videnskabens lange og snørklede

historie, men den er nu blevet så almindeligt udbredt,

at den har fået sit eget navn, IMROD: Introduktion,

Metode, Resultater Og Diskussion.

IMROD-modellen har vist sig at være en holdbar og

meget anvendelig formular for præsentation af viden. Det

er i dag ikke kun forskere, der benytter sig af den, men

også alle mulige andre vidensarbejdere. For IMROD er

ikke bare en kortfattet og let overskuelig måde at kommunikere

viden på, men også en stærk argumentationsform.

Læsere bliver ved hjælp af IMROD-strukturen ført

gennem argumentationens tre trin: præmisserne for den

fremførte viden i introduktions- og metodeafsnittene, nye

INDHOLD

37

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


data i resultatafsnittet og afslutningsvist en diskussion,

som ikke bare tager højde for eventuelle kritiske indvendinger,

men også leverer perspektiv.

Udbredelsen af IMROD inden for videnskaben kan

godt forlede udenforstående til at tro, at det også er sådan,

at forskere rent faktisk kommer frem til deres viden. Det

passer bare ikke, som Einstein konkluderede, og som

Latour og andre forskere siden dokumenterede på nært

hold. En videnskabelig artikel er ikke et forsøg på at

gengive, hvordan forskningsarbejdet i virkeligheden er

foregået.

En videnskabelig artikel er et argumentatorisk

fæstningsværk. Artiklen har til formål at beskytte den

ny viden mod eventuelle angribere i form af andre

videnskabsfolk, hvis fornemmeste opgave er at indtage

en skeptisk holdning til de nye resultater. Ikke fordi de

nødvendigvis er af en anden mening, men fordi de ved, at

kritik gør viden stærkere.

Forskere er klar over, at deres viden af hænger af,

hvad andre forskere bruger den til. Et stort videnskabeligt

gennembrud er ingenting værd, hvis det ikke fører

til ny viden. Det er sikkert en af grundene til, at forskere

stort set altid samarbejder. Det værste, der kan ske for en

forsker – og det gælder også mere generelt i livet – er at

blive overset. Vores viden er kun viden, når andre er aktive

deltagere i dens videre skæbne. Viden tilhører ingen, og

alle.

38

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


DJÆVLEN I

HJERTET

JEG VED, HVEM JEG ER

Jeg var dybt fascineret af Alan Parkers film Djævlen i hjertet,

da den fik premiere i 1987 med Mickey Rourke i hovedrollen.

Det er en mørk film om overnaturlige kræfter

og personlighedsspaltning, som foregår i 1950’ernes USA.

Rourke spiller newyorker-detektiven Harry Angel, der

bliver sat på en umulig opgave i det voodoo-infiltrerede

New Orleans.

Filmen blev nok mest kendt for sine stærkt erotiske

scener mellem Rourke og Lisa Bonet, nu Lilakoi Moon,

der på det tidspunkt også var med i den pæne familieserie

The Cosby Show. En af de scener fra filmen, der også har

bidt sig fast på nethinden, er den splittede Harry Angel,

der i filmens afslutningsscene bryder sammen med

ordene: ”I know who I am”.

Djævlen i hjertet gav inspiration til en anden film, som

jeg også holder meget af, nemlig Christopher Nolans

Memento fra 2000. Memento er en kompleks film med to

modsatrettede narrative forløb og indlagte flashbacks,

som også kunne være flashforwards eller måske bare ren

ønsketænkning.

Filmens hovedperson Leonard Shelby, spillet af Guy

Pearce, undersøger de mystiske omstændigheder ved sin

INDHOLD

39

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


kones død. Han lider dog af hukommelsessvigt, hvilket

betyder, at han må skrive alt ned på papirlapper og senere

få den vigtigste information tatoveret på kroppen. I løbet

af filmen bliver Leonards undersøgelse og hans identitet

langsomt opløst – akkurat som Harry Angel i Djævlen i

hjertet – eller måske ikke.

Det er et klassisk vidensproblem, de to film slår an.

Ved vi overhovedet, hvem vi er? Og hvordan ved vi det?

Intuitivt har vi en klar fornemmelse af, hvem vi er, og

behøver ikke yderligere begrundelse. Men forestil dig

verden om et år fra nu. I denne verden vil der være mange

mennesker, som alle har forskellige værdier, tanker og

mål. Forhåbentlig vil ét af disse mennesker være dig. Du

vil ikke være noget helt specielt, for der vil være mange

andre, hvis værdier, tanker og mål ligner dine til forveksling.

Så hvad er det egentlig, der adskiller dig fra andre?

Det kunne for eksempel være dine minder. Om et år

vil du have stort set de samme minder som nu plus dem,

du har fået i løbet af året. Men hvad så, hvis du mister

dine minder som Harry Angel eller Leonard Shelby?

Holder du så op med at vide, hvem du er? Og hvor mange

minder skal du i givet fald miste, før du ikke længere ved,

hvem du er?

Det kunne også være dit udseende. Men hvad nu,

hvis du får foretaget en større plastisk operation? Eller

kommer ud for en ulykke, som forandrer store dele af dit

udseende? Og hvad med dig som barn? Er det ikke dig,

bare fordi det ikke ligner dig nu? Nej, der må være noget

40

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


andet end udseende og minder, der giver dig god grund til

at mene, at du ved, hvem du er.

Det er der nok også, men der er desværre ingen, der

ved præcist, hvad det er. Sandsynligvis er der mange

forskellige faktorer, der spiller ind. Forskere har vist, at

når vi skal bedømme andre menneskers sande identitet

ud fra deres handlinger, foretager vi samtidig en moralsk

bedømmelse. Viden om, hvem vi er, er påvirket af vores

værdier. Hvis vores værdier er radikalt anderledes om

ét år, vil vi have langt sværere ved at genkende denne

fremtidige person som os selv, hvis vi nu kunne rejse et år

frem i tiden.

Vores egen personlige viden om os selv – eller rettere

sagt vores forestilling om, at vi ved, hvem vi er – spiller

også ind. Langt de fleste mennesker vil intuitivt mene, at

vi ved, hvem vi er, fordi vi oplever – gennemlever – livet

med en psykologisk og biologisk kontinuitet, der er med

til at skabe mening i vores eget personlige liv. Det er en

omvendt version af Descartes’ ”jeg tænker, altså er jeg”.

Vi har levet med os selv gennem mange år, og derfor er

vi i stand til at tænke og skabe mening i livet. Jeg er, altså

tænker jeg.

PÆRENS PARADOKS

Ludwig Wittgenstein var et bemærkelsesværdigt menneske.

Som filosof udgav han kun ét eneste værk i sin

levetid, en smal bog på tysk fra 1921 med titlen Logischphilosophische

Abhandlung. De engelske og danske oversæt-

INDHOLD

41

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


telser fik den tilsvarende latinske titel: Tractatus Logico-

Philosophicus.

Som titlerne antyder, er det et mærkeligt og svært

tilgængeligt værk. På den ene side præsenterer Wittgenstein

sine læsere for ny viden inden for matematisk logik,

og værket var på sin tid med til at øge den filosofiske

interesse for logik og sprog. På den anden side er det fyldt

med stærke metafysiske, næsten mystiske, udsagn. Jeg

kan stadig få filosofisk kriller i maven ved at læse sætninger

som: ”5.621 Verden og livet er ét.”

I sit senere arbejde, udgivet posthumt, udviklede

Wittgenstein nogle tanker, der nu er kendt som privatsprogsargumentet.

Han forestillede sig en person, der

havde fremstillet sit helt eget private sprog. Altså en slags

kode, som kun denne person kender til. Problemet er, at

en sådan kode ikke er et rigtigt sprog. Vores forståelse af,

hvad sprog er, indebærer nemlig, at vi kan forholde sproglige

udsagn til hinanden på en meningsfyldt måde. Sprog

er intet uden sin betydning, og det forestillede privatsprog

har ingen fast og gyldig betydning, kun for den enkelte

person, som jo i princippet er fri til at lave det om efter

forgodtbefindende.

Vi kan videreføre Wittgensteins ide til et privatvidensargument.

Det giver ikke mening at forestille sig, at en

person skulle være i besiddelse af fuldkommen privat

viden, altså viden, som kun denne person i hele verden er

i besiddelse af. Det ville nemlig indebære, at denne viden

ville være umulig at udtrykke og dermed umulig at kommunikere.

Viden er andet og mere end en mental tilstand.

42

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Viden er ikke viden, medmindre vi ved hjælp af den kan

skabe betydning eller bidrage til ny vidensdannelse, som

igen er forankret i andre betydninger og anden kommunikation.

Men nu støder vi på et paradoks, der til forveksling

ligner Descartes’ uendelige regres mellem viden og dens

begrundelse. Vi kan alle sammen have den opfattelse,

at vores viden er personlig, for det er svært at gøre den

forståelig for andre på samme måde, som vi forstår den.

Samtidig ved vi, at vores viden kun er gyldig som viden,

hvis den giver mening. Og mening opstår i kraft af fællesskaber,

som er i stand til at fastslå og fastholde videns

betydning. Viden forudsætter betydning, og betydning

opstår i kraft af viden.

”Det er et paradoks”, som professor Glukose sagde til

katten Mitcho i Jakob Martin Strids Den utrolige historie om

den kæmpestore pære fra 2012. De havde opdaget, at det baryliske

kompas kun ville kunne finde vej til den mystiske

ø, hvis det var udstyret med en sten fra den mystiske ø.

Og den hemmelige ø ville de kun kunne finde med brug

af det baryliske kompas.

Det er måske en grov overfortolkning af en børnebog,

måske ikke. Men når jeg læser historien for mine børn,

tænker jeg altid på den mystiske ø som betydningens ø,

der kun kan nås ved hjælp af viden, som er det baryliske

kompas. Betydning kræver viden, og viden er ikke viden

uden en flig af betydning. Det er da et paradoks.

INDHOLD

43

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


DESCARTES PÅ SAVANNEN

Viden er paradoksal, hvis vi tænker efter, men det behøver

nu ikke at bekymre os og gør det – heldigvis – stort set

aldrig i hverdagen. Mitcho, Glukose og elefanten Sebastian

finder alligevel frem til den mystiske ø. Tilsvarende

har vi intet problem med at tillægge vores viden betydning,

ligesom vi nærmest instinktivt gør det samme med

andres viden. Vi mener, at den viden, vi har, er gyldig

som viden, fordi den giver god mening i forhold til anden

viden, vi har, og fordi den virker. På samme måde tænker

vi om andre menneskers viden.

Psykologisk set er det en slags tilskrivningsmekanisme,

der her træder i kraft. Vi er tilbøjelige til at tillægge

eller tilskrive viden til os selv og andre, fordi vi gennem

opvæksten har lært, at det er sådan, man gør, og sikkert

også fordi vi har en naturlig tilbøjelighed til det.

Evolutionært har tilskrivningsmekanismen givet god

mening, for ellers ville vi jo altid have været stedt som

Descartes, der satte sig for at tvivle om alt muligt. Han

ville nok ikke have overlevet mange minutter på savannen

i menneskehedens tidlige historie. Og kulturelt er det en

stærk mekanisme, der er med til at sikre sammenhæng og

kontinuitet i vores sociale fællesskaber.

Når jeg mener, at jeg ved noget, laver jeg en kobling

mellem min egen person og min viden. Det er mig, der

ved det, også selv om jeg godt ved, at viden ikke kan være

’min’ alene. På denne måde skaber jeg mening i verden.

Og det samme gælder i forhold til andre personer: For at

forstå, hvorfor netop denne person har denne viden, op-

44

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


ygger jeg en forbindelse mellem det, jeg i øvrigt ved eller

antager om personen, og så den viden, som jeg mener at

kunne tilskrive til personen. Jeg ser viden som en fuldt

ud integreret del af personens øvrige egenskaber – som

for eksempel vedkommendes vilje, følelser, intelligens og

interesser.

Tilskrivning er altså en måde at skabe tiltro til viden

– eller tvivl, hvis vi opfatter personen negativt. Vi kobler

viden tæt sammen med vores vurdering af personens

samlede personlighedstræk. Det samme gælder for øvrigt

os selv. Al den viden, vi har, selv den unyttige, er på en

eller anden måde med til at definere, hvem vi er – og

omvendt.

Tilskrivningsmekanismen af hænger af situationen,

og den har mærkeligt nok en indbygget tilbøjelighed til

at tænke ondt om andre. I en række afslørende forsøg har

forskere vist, at vi er mest tilbøjelige til at tilskrive viden

til en person, hvis vi tror, at personens handlinger har haft

negative konsekvenser. Forskerne præsenterede følgende

scenarie for en række forsøgspersoner:

Forestil dig en leder af en virksomhed, som præsenterer

sin bestyrelse for et nyt projekt, der ikke bare vil give

virksomheden større profit, men også skabe miljøproblemer.

Formanden for bestyrelsen træffer den endelige beslutning:

”Jeg er ligeglad med miljøproblemer, jeg er kun

interesseret i at tjene penge til vores virksomhed. Lad os

starte projektet.” Og ganske rigtigt: Projektet forårsager

miljøproblemer.

Adspurgt, om bestyrelsesformanden rent faktisk

INDHOLD

45

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


vidste, at projektet ville medføre miljøproblemer, svarer

langt den største del af forsøgspersonerne ja. Men

forskerne præsenterede derefter en anden forsøgsgruppe

for den akkurat samme historie, nu bare med ordet

’miljøproblemer’ skiftet ud med ’miljøfordele’. Og så

var langt færre forsøgspersoner tilbøjelige til at tilskrive

bestyrelsesformanden viden om konsekvenserne af

virksomhedens projekt.

Forsøget antyder altså, at vi hellere vil tilskrive viden

til en person, hvis vi tror, at denne persons handlinger har

en negativ virkning, end hvis den samme persons handlinger

har en positiv virkning. Det er lidt mærkeligt, for tiltro

til viden er i dette eksperiment nært forbundet med en

negativ vurdering af virkningerne af denne viden. ”Aha,

det gik galt, så det må de have vidst på forhånd”, eller

”aha, det gik godt, så det vidste de nok ikke noget om”,

synes logikken i vores tilskrivningsmekanisme at være.

VIDENSTUNGE ØJENLÅG

”Hvad enhver dansker bør vide” hedder en foredragsrække

arrangeret af Folkeuniversitetet i Aarhus. Jeg har de

seneste år bidraget til rækken med foredrag om teknologi

og naturvidenskab. Det er en stor mundfuld, og viden

skal doseres med gode historier og aktuelle problemstillinger,

hvis det ikke skal blive for informationstungt og

tørt.

Den første gang, jeg holdt foredraget, var jeg opsat på

at dække så mange teknologier og så mange naturvidenskabelige

opdagelser som overhovedet muligt. Det var lidt

46

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


for langtrukkent, opdagede jeg, da jeg så tilhørernes øjenlåg

blive tunge og deres blik fjernt. Nu fokuserer jeg lige

så meget på, hvad vi bruger teknologi og naturvidenskab

til, hvad vores opfattelse af teknologi og naturvidenskab

er, og hvordan det har en indflydelse på vores liv – selvfølgelig

krydret med relevant viden om emnerne.

Almen viden er frygtelig mange ting; så mange, at vi

kan være helt sikre på, at ingen virkelige personer har en

altomfattende almen viden. Her har vi endnu et vidensparadoks.

Alt det, vi tænker, at alle bør vide, er der ingen,

der helt ved. Og den almene viden, som ingen besidder

fuldt ud, er alligevel med til at definere, hvem vi er – det

være sig som mennesker i en bestemt kultur eller som

fagfolk i en bestemt faggruppe.

Det er almen viden i Danmark, at det danske herrefodboldlandshold

blev europamestre i 1992, og at det

danske statsoverhoved er dronning Margrethe. Langt de

flest kinesere er sandsynligvis uvidende om disse forhold.

For en fysiker vil indholdet af termodynamikkens 2. lov

også være almen viden, men sådan er det ikke uden for

fysiklokalet.

For almen viden er mere og andet end simple sagsforhold.

Når vi siger, at noget er almen viden, er vi samtidig

i gang med at afgrænse, hvem vi er og ikke er. Og nogle

gange kan almen viden være med til at udfordre os på

faste ideer om, hvem vi er. Det så vi i diskussionen om

den danske kulturkanon, lanceret i 2005 af daværende

kulturminister Brian Mikkelsen.

Kulturkanonen var tænkt som en introduktion til den

INDHOLD

47

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


danske kulturarv og som et kvalificeret udgangspunkt og

grundlag for fortsat debat om dansk kunst og kultur. Og

debatteret, det blev der. Kritikere mente, at kulturkanonen

var udtryk for et kulturelt snæversyn, som var nært

knyttet til VK-regeringens stramme udlændingepolitik.

Brian Mikkelsen selv konkluderede, at de udvalgte værker

”er kendetegnet ved, at de ikke kun bekræfter os. De

bliver ved med at stille spørgsmål. De viser os andre tider,

andre steder. De skaber indre forandring og udvikler os.”

Kulturkanonen beskæftigede sig kun i begrænset

omfang med almen viden uden for den humanistiske

tradition. Eneste eksempel på teknisk viden var ingeniøren

Johannes Juuls berømte vindmølle i Gedser fra 1957,

der med sit trevingede design og direkte opkobling til

elforsyningsnettet udgjorde en vigtig teknisk nyskabelse

og grundlaget for det senere danske vindmølleeventyr.

Det ensidige fokus på kunstneriske værker minder om

den diskussion, som den engelske kemiker og litterat C.P.

Snow tog op i et berømt foredrag fra 1959 med titlen ”De

to kulturer”. Her påpegede Snow en asymmetri i gængs

almen viden. Grundlæggende viden inden for naturvidenskaberne

såsom termodynamikkens 2. lov hører normalt

ikke til almen viden, men det gør grundlæggende viden

inden for litteraturvidenskab såsom kendskab til Shakespeares

Hamlet eller i den danske sammenhæng: viden om

J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe. Snow så det som et stort

kulturelt problem, at vi på denne måde underkender de

naturvidenskabelige og tekniske videnskaber som kulturbærere

og almen viden.

48

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Vi er i princippet alle med til at definere og omdefinere,

hvad der gælder som almen viden, nogle mere

end andre. Omvendt er gældende almen viden med til

at definere vores sociale og kulturelle fællesskaber. Det

betyder også, at de, der har magt til at bestemme, hvad

der skal være almen viden, også har magt til at bestemme

en fælles identitet. Det var baggrunden for debatten om

den danske kulturkanon i 2005, og det var baggrunden for

Snows foredrag fra 1959, som af nogle – især humanister

– blev set som en pr-kampagne for naturvidenskabsfolk

og ingeniører.

Snow var ganske rigtigt ude i et natur- og ingeniørvidenskabeligt

ærinde. Han hævdede, at det var naturvidenskab

og teknisk videnskab, og ikke litterær dannelse,

der skulle hjælpe os til at løse de store problemer, som

verden stod – og står – over for. Han så ”litterære intellektuelle”

som reaktionære maskinstormere, der ikke ville

anerkende, at naturvidenskabelig og teknisk viden er en

vigtig del af almen viden. I dag, hvor udviklingen inden

for it medfører store tekniske og kulturelle forandringer,

og hvor mange forskere og vidensarbejdere i stigende

grad finder sammen på tværs af etablerede faggrænser,

står kulturkampen om almen viden nok et andet sted.

VIDENSWRESTLING PÅ WIKIPEDIA

Kampen om viden er ikke bare en kulturkamp, men også

magtkamp. Det har man vidst alle dage. Jeg googlede

”viden er magt” og nåede selvfølgelig hurtigt frem til

Wikipedias side om udtrykket. Heraf fremgår det, at der

INDHOLD

49

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


er skrevet om sammenhængen mellem viden og magt allerede

i Det Gamle Testamente fra før vor tidsregning og i

tidlige islamiske skrifter fra 900-tallet.

Den første moderne brug af udtrykket finder vi i

bøger af de engelske filosoffer Francis Bacon og Thomas

Hobbes fra 1600-tallet. Bacon var en prominent fortaler

for den nye naturvidenskab, der voksede frem i perioden,

og dens potentielle indflydelse på samfundet. Han skrev

dog aldrig selv ordene ”viden er magt”, sådan som mange

tror. I Bacons skrifter finder vi dog vendingen ”viden i

sig selv er magt”, men her anvendt i et forsøg på at afvise

kætterske tanker om, at Gud den alvidende ikke selv

skulle have magt.

I modsætning til Bacon var Hobbes ikke tilhænger

af at give naturvidenskaberne mere magt. Han skrev, at

viden og magt er egenskaber knyttet til vores individuelle

personlighed, og derfor bør de ikke have en videnskabelig

eller religiøs forankring. Senere har udtrykket ”viden

er magt” fået mange flere betydninger, og i dag er det helt

naturligt at se viden som et magtfuldt redskab for individer,

virksomheder, organisationer og nationer.

Wikipedia er for øvrigt selv et godt eksempel på, at

viden er magt. Grundlæggerne Jimmy Wales og Larry

Sanger introducerede Wikipedia i 2001 som et gratis onlineleksikon

skrevet af brugerne selv. Verden over sidder

der frivillige redaktører og skribenter, som bidrager med

viden til de mere end 40 millioner sider skrevet på mere

end 250 forskellige sprog. Den eneste fællesnævner for

siderne er, at emnet skal have været genstand for en vis

50

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


opmærksomhed i andre medier rundt om i verden, og at

teksten skal anlægge en neutral synsvinkel på emnet. Alle

ændringer bliver gemt og er tilgængelige i systemet, og

derfor er Wikipedia et oplagt sted at undersøge, hvordan

viden giver anledning til diskussion.

Langt de fleste Wikipedia-sider er ukontroversielle.

Men når der opstår en konflikt om indholdet på en side,

kan det godt udvikle sig til en decideret magtkamp om

viden, de såkaldte edit wars. I starten af 2016 lavede

Wikipedia lister over de sider, som brugerne havde

redigeret flest gange. På listen over personsider lå USA’s

tidligere præsident George W. Bush klart i top efterfulgt

af Michael Jackson, Jesus, Barack Obama, Adolf Hitler og

Britney Spears. En umage liste, må man sige.

George W. Bushs engelsksprogede side er den mest

redigerede side overhovedet på Wikipedia efterfulgt af

en side med listen over de personer, der er med i World

Wrestling Entertainment, Inc. Nu ved jeg ingenting om

wrestling, så jeg har ikke mulighed for at bedømme, om

det rent faktisk er et kontroversielt emne, eller om der

bare er stor udskiftning i branchen, hvilket også kan give

anledning til mange ændringer. Men årsagen til, at Bushsiden

er blevet redigeret så meget, er utvivlsomt, at netop

hans præsidentielle omdømme er stærkt omdiskuteret på

grund af hans beslutning om at føre USA i krig i Afghanistan

og Irak.

Viden er ikke bare viden, men har stor betydning

for, hvordan vi opfatter os selv og hinanden, hvordan

vi omgås hinanden, og hvilke beslutninger vi træffer.

INDHOLD

51

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Viden former vores verden. Netop derfor har viden altid

været genstand for politiske magtkampe. Også i dag ser

vi en stærk kobling mellem politik og viden. Stort set alle

politiske spørgsmål er en kamp om viden, hvor spørgsmål

om, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til vores viden,

bliver blandet sammen med spørgsmål om, hvad der er

rigtigt og forkert politisk set.

Vi mener, at det giver god mening at basere vores

handlinger og beslutninger på viden, men glemmer ofte,

at den viden, som vi baserer os på, ikke er neutral. Forskningsbaseret

viden er noget af det mest neutrale, vi har,

og den nyder af samme grund stor autoritet i samfundet.

Siden 1990’erne er forskningens autoritet blevet institutionaliseret

i form af evidensbaseret politik inden for

områder som sundhed, uddannelse og meget andet. Det

betyder blandt andet, at viden i stigende grad bliver knyttet

til eksisterende magtpositioner, men også at vi godt

kan vænne os til at se viden som en stærkt kontroversiel

ting og ikke bare noget, vi har eller ikke har. Selv i hjertet

af vores viden sidder der en djævel og spiller med.

52

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


VILD

MED

VIDEN

EN TILSTÅELSE

Ja, jeg er vild med viden. Jeg er en slags videnssamler,

der har svært ved at begrænse sig i forhold til én bestemt

type af viden. Det ligner næsten en mani eller et begær.

Jeg elsker at tilegne mig ny viden, jeg elsker at undersøge

min nye videns begrundelser, og jeg elsker at finde ud af,

hvilken anden ny viden jeg så bliver ledt på sporet af.

Sådan har det ikke altid været. Jeg har været heldig

at komme relativt let gennem et længerevarende uddannelsesforløb.

Det var nærmest en selvfølge, så det var

ikke viden eller almendannelse, der optog mig mest. Det

faldt mig tilsyneladende nemt at virke vidende på mine

omgivelser, at passere de krævede overgange uden større

besvær. Indvendigt lurede en grum mistanke om, at min

viden ikke stak ret dybt, når det virkelig kom til stykket.

Tvivl.

Tvivlen har været min drivkraft, det kan jeg se nu. Jeg

tvivlede på, om jeg selv havde tilstrækkelig viden, og tvivlede

på, om den viden, jeg havde, nu også var god nok.

Sjovt nok virker andre altid mere vidende end én selv, og

det gælder også, selv om man – som jeg – er ansat på universitetet,

en lære- og vidensanstalt. Det var min tvivl, der

INDHOLD

53

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


drev mig til at interessere mig for forskellige fagområder

fra fysik og kemi til idehistorie og filosofi, og det blev så til

en del af min identitet.

Som ung studerende ved Aarhus Universitet havde jeg

en romantisk forestilling om, at jeg var på jagt efter en

slags grundlæggende viden om verden. Eller, at jeg en dag

ville vide næsten alt, der var værd at vide. Det selvoptagede

storhedsvanvid har jeg heldigvis lagt bag mig. Jeg har i

hvert fald ikke fundet den endelige viden, og godt for det,

for viden er nu engang bedst, når den ikke er endegyldig.

Hver gang jeg endelig synes, jeg har tilegnet mig solid

viden om et eller andet, varer det ikke længe, før det viser

sig, at det alligevel ikke var sidste ord om den sag. Jeg ved

ikke helt hvorfor, sådan er det bare.

FRA MANGEL TIL MANGFOLDIGHED

Digteren Søren Ulrik Thomsen har beskrevet et lignende

fænomen i bogen En hårnål klemt inde bag panelet fra 2016:

Hver gang han som ung forfatter havde fået trykt et essay

i et tidsskrift eller en avis, blev han opmærksom på en fejl.

Det kunne være et godt eksempel, han havde overset, en

selvmodsigelse eller et brist i argumentationen. Men det

skete altid for sent. Noget manglede.

Nu har han så erkendt, at der i hjertet af enhver tekst

altid vil være en mangel, måske også i enhver form for

viden. Men han har gennem teksten også skabt grobund

for, at han selv – som tekstens første og måske mest kritiske

læser – kan tænke videre og opnå ny viden. Det ligger

54

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


i videns natur, at den skal føre videre til noget andet; at

der er noget, der mangler.

Sådan er det også med videnskab, som ellers af mange

bliver betragtet som den største autoritet inden for viden.

Selv om der er nærmest ufattelig meget, vi ved, blandt

andet takket være videnskab, er vores viden langtfra komplet.

Og bliver det nok aldrig. Videnskab vokser på grund

af sin egen ufuldstændighed. Sådan er det med viden.

Hvis vi ikke kan finde på mere at sige eller vide om et bestemt

emne, bliver emnet dødt. Hvis ikke viden inspirerer

og udfordrer os, er den ingenting værd.

Når der mangler noget, bliver vi drevet videre. Det

gælder i kunstneriske og videnskabelige processer, men

også mere generelt på det personlige og det samfundsmæssige

plan. Vi ved meget, og det betyder også, at vi

ved, at der mangler noget. Viden er mangelfuld, men

samtidig også mangfoldig.

I videnssamfundet er viden mange forskellige ting.

Det er ikke kun den eksplicitte og begrundelige viden,

som vi kan opsummere i udsagn som ”vi ved, at …”, der

har værdi. Det er ellers netop den viden, som videnskab

er god til at frembringe. Men den viden er ikke altid nok.

Tavs viden – altså viden om, hvordan vi gør noget, og

dermed også om, hvordan vi gør noget med den viden, vi

har – er også vigtig.

Videnssamfundet er et netværkssamfund. Vores viden

udgør et vidtforgrenet netværk, der vokser vildt i mange

forskellige retninger på samme tid, og hvis styrke blandt

andet af hænger af netværkets udbredelse og forgreninger.

INDHOLD

55

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


I videns- og netværkssamfundet har vores sociale relationer

betydning for vores viden. Det gælder i videnskab,

hvor forskere er indbyrdes af hængige af hinandens kompetencer

og kritik, når de skal efterprøve hinandens viden.

Og det oplever vi alle til dagligt, hvor det ikke bare er vigtigt

at vide noget, men også at vide, hvem i ens nærmeste

omkreds der ved noget andet, og hvordan vedkommende

ved det.

VORES VILDTVOKSENDE VIDEN

Når vi vågner om morgenen, er vores viden sat på standby.

Sådan kan det i hvert fald godt føles. I virkeligheden

har hjernen arbejdet hele natten på at ’rydde op’ og gøre

klar til morgendagens nye indtryk og ny viden. Gradvist

genkalder vi os de ting, vi ved og kan.

Meget af vores viden er latent. Den bliver kun aktiveret

i bestemte situationer og med brug af bestemte

redskaber. Jeg ved, hvordan jeg lapper min cykel, men

den viden er primært til stede, når jeg står med dækjern i

hånden foran en flad cykel. Jeg ved, hvordan jeg dividerer,

men for lidt større tal kræver det papir og blyant – eller

en lommeregner. Jeg ved, hvem jeg er, men kun når jeg

bliver bedt om at sige det eller tænke over det.

I en vis forstand er vores viden slet ikke vores. Den er

derimod distribueret, hvilket vil sige, at den ikke bare er i

os, men også udgør en del af de konkrete sammenhænge,

vi befinder os i, når vi ved noget. Viden er ikke kun noget,

vi har, men også noget, vi hele tiden er med til at skabe.

Tale og tekst er eksemplariske vidensinstrumenter.

56

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


Når jeg siger noget eller skriver noget, kan jeg nå frem til

en erkendelse eller viden, som jeg ikke havde før. Min viden

bliver til i kraft af det, jeg siger eller skriver. Og derfor

spiller den, der hører eller læser det, i sidste ende en vigtig

rolle for, hvordan min viden tager form og får betydning.

Viden er fordelt mellem os, ikke ligeligt, men dog

fordelt. Ingen ved alting, men vi ved hver især noget. Ved

at dele vores viden er der nogle ting, vi ved og kan, som

ingen ville kunne gøre alene. Der findes en fælles viden,

som er langt større end den enkeltes. Det understreger, at

viden er andet og mere end ren erkendelse. Vores viden er

med til at definere, hvem vi er som individer, og hvordan

vores fællesskab udvikler sig.

… VOKSER IKKE IND I HIMLEN

Adam og Eva lever i en tilstand af ren uvidenhed, indtil

slangen lokker Eva, som derefter lokker Adam, til at spise

af den forbudne frugt fra Kundskabens Træ. Frugten gør

dem i stand til at skelne godt og ondt, akkurat som Gud

kan det. Og Gud straffer dem for den nys indvundne

viden: Kvinden skal føde børn i smerte og underlægge

sig manden, og manden skal arbejde hårdt. Gud forviser

dem fra Paradisets Have for at undgå, at de også spiser af

Livets Træ og dermed opnår evigt liv.

Syndefaldsmyten fra Første Mosebog handler om viden

og konsekvenserne af at vide og ikke vide. Den viser,

at viden er et grundvilkår for det at være menneske. Vi

er blevet til som følge af vores viden, og vi skaber os selv

nu og fremover gennem viden. Med vores viden har vi

INDHOLD

57

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


fået evnen til at skelne mellem modsætninger og til at se

og gøre en forskel i verden. Ved at spise af æblet opdager

Eva, at hun er i stand til at vide, og at viden kommer af

at indtage verden, dvs. æblet. Hun bliver ét med sin egen

viden. Det er denne evne, der her definerer mennesket,

jævnfør også vores artsbetegnelse: Homo sapiens, det

vidende menneske.

Når vi først har opdaget og erhvervet os viljen til viden,

er der ingen vej tilbage til Paradisets Have. Viden er

vores velsignelse, for den giver os indsigt og handlekraft.

Men viden er også vores forbandelse, som til stadighed

er med til at minde os om vores jordiske udfordringer og

tilværelsens paradokser. Det fandt Adam og Eva ud af, og

det ved vi nu.

”Træerne vokser ikke ind i himlen.

Men de vokser ud i luften, som vi ånder,

og ned i jorden til de døde,

som vi savner. Og det er alt nok.”

Søren Ulrik Thomsens digt fra 1987 afspejler det samme

som syndefaldsmyten: Vi har ikke længere adgang til

Kundskabens eller Livets Træ i Paradisets Have, kun til

træerne her på jord. Og de vokser som bekendt ikke ind

i himlen. Det samme gælder vores viden, der ligesom

træerne er uløseligt knyttet til vores verdslige eksistens.

Vi ved ikke noget om himlen, men vi ved dog noget om

træerne, nemlig at deres grene vokser ud i luften og

dermed indgår i et kompliceret atmosfærisk kredsløb,

58

INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


hvortil også vores åndedræt bidrager, og at deres rødder

går ned i jorden, hvor vores døde ligger begravet med

savn og sorg til følge.

Digtet ender dog på en helt anden måde end syndefaldsmyten,

og det gør bogen her så også. I Første

Mosebog bliver Adam og Eva udstødt fra Paradisets Have

og således straffet for deres nyvundne viden. I Søren Ulrik

Thomsens digt er der ingen straf forbundet med vores

liv på jorden og den dertil knyttede viden, tværtimod en

form for befrielse: ”Og det er alt nok.”

Den religiøse syndefaldsmyte udtrykker en længsel

efter en himmelsk tilstand og en himmelsk alvidenhed; at

vide noget, men netop ikke alt, er at synde, og tilværelsen

må derfor være en straf. Thomsens digt afskriver himlen

som uopnåelig i en besindelse på, at vores stærkt begrænsede,

men også helt vidunderlige viden om træerne,

luften, jorden og hinanden er alt, vi har. Og det er alt – og

godt – nok.

INDHOLD

59

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives


AARHUS

AU UNIVERSITET

De fleste af os ved godt, hvordan vi cykler, men mister hurtigt

grebet, hvis vi skal forklare, hvad hænder og fødder har styr på.

Sådan er det med viden. Meget af det, vi ved, kan vi fint sætte

ord på, men der er mindst lige så meget, vi ikke kan finde ud af at

sige. Og hvad med det, vi ikke ved noget om eller ikke ved, at vi

ikke ved? For slet ikke at nævne alt det, vi ikke må vide? Heldigvis

kan Kristian Hvidtfelt Nielsen, vidende videnskabshistoriker ved

Aarhus Universitet, gøre os klogere på alt det, der er værd at vide.

Bare ikke lige, hvordan vi cykler. INDHOLD

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Similar magazines