Temanummer om biomonitering - Sundhedsstyrelsens RÃ¥dgivende ...

miljoogsundhed.sst.dk

Temanummer om biomonitering - Sundhedsstyrelsens RÃ¥dgivende ...

Biomarkører

Betegnelsen biomarkør refererer til en målelig hændelse i et biologisk system som f.eks. den menneskelige

organisme. Inden for den del af epidemiologien, der beskæftiger sig med miljøfaktorer, repræsenterer

en biomarkør oftest en subklinisk og reversibel forandring. Det er ikke en diagnostisk test,

men en indikation af at en påvirkning har fundet sted, som muligvis senere hen kan føre til opståen af

klinisk sygdom.

Biomarkører inddeles traditionelt i tre typer: biomarkører for eksponering, biomarkører for effekt og

biomarkører for følsomhed. Alle tre typer er særdeles anvendelige i epidemiologiske studier, hvis

væsentligste formål er at identificere og vurdere risikofaktorer for opståen af sygdom.

Hulka og Wilcosky (1) opstillede oprindelig følgende anvendelsesområder for de forskellige biomarkører

i epidemiologiske undersøgelser:

a. til belysning af patogenetiske mekanismer

b. til forbedring af den ætiologiske klassifikation af sygdomme relateret til miljøfaktorer

c. til opsporing af tidlige effekter

Hertil kommer, at mange biomarkører for eksponering kan anvendes blandt grupper af eksponerede

arbejdere til at vurdere, om regler eller påbud om forureningsbekæmpende tiltag bliver overholdt eller

effektiviteten af andre forebyggende tiltag. Biomarkører kan også anvendes til at påvise befolkningens

generelle eksponering for evt. helbredsskadelige miljøfaktorer. Hos det enkelte individ kan en biomarkør

afspejle øget sårbarhed over for specifikke kemiske eksponeringer og dermed danne basis for en

individuel risikovurdering (2).

Konventionelle epidemiologiske studier med indirekte eksponeringsbestemmelse har lav sensitivitet,

idet den upræcise eksponeringsbestemmelse medfører en risiko for misklassifikation og dermed nedsat

sensitivitet. Da udviklingen af mange sygdomme kan tage mange år, vil eksponeringer i fortiden være

særlig vigtige, men også særligt påvirkelige af misklassifikation. En særlig udfordring for den miljømedicinske

forskning er problemerne i forbindelse med ekstrapolering fra eksperimentelle toksikologiske

undersøgelser til mennesker.

Biomarkører er et væsentligt instrument til at tackle disse problemer. Men det skal understreges, at

biomarkører, nye som gamle, skal evalueres omhyggeligt med hensyn til deres analytiske, diagnostiske

og ætiologiske validitet. Toksikologiske aspekter, andre faktorers indflydelse og standardisering

af metoder bør ligeledes indgå.

Biomarkører er et relativt nyt værktøj med mange muligheder for anvendelse inden for miljøforskning,

miljømedicinsk forskning og forebyggelse (3). De mange forskellige artikler i dette temanummer om

biomonitering bidrager til at illustrere dette. Modsat forholdene i vores nabolande har danske myndigheder

ingen tradition for anvendelse af biomarkører til biologisk monitering. Det må der rådes bod på!

Philippe Grandjean

(1) Hulka BS, Wilcosky T. Biological markers in epidemiological research. Arch Environ Health 1988;43:83-9.

(2) Grandjean P. Biomarkers in epidemiology. Clin Chem 1995;41:1800-3.

(3) Angerer J, Ewers U, Wilhelm M. Human biomonitoring: state of the art. Int J Hyg Environ Health 2007;210:

201-28.

miljø og sundhed 15. årgang, supplement nr. 1, oktober 2009 3

More magazines by this user
Similar magazines