Temanummer om biomonitering - Sundhedsstyrelsens RÃ¥dgivende ...

miljoogsundhed.sst.dk

Temanummer om biomonitering - Sundhedsstyrelsens RÃ¥dgivende ...

I juli 2008 accepterede The United States Food

and Drug Administration (FDA) og European

Medicines Agency (EMEA) syv nye proteinbiomarkører

til diagnosticering af nyretoksicitet

i prækliniske studier. De nye biomarkører er

Kidney Injury Molecule-1 (KIM-1), albumin,

totalprotein, β2-mikroglubulin, cystatin C,

clusterin, samt urin Trefoil Factor 3 (TFF 3).

De nye biomarkører er både mere regionspecifikke

og sensitive og gør det muligt at detektere

skader tidligere end de traditionelt anvendte

markører (f.eks. kreatinin og BUN),

idet blandt andet akut lægemiddelrelateret

nyretoksicitet kan detekteres (11,12). Der findes

ligeledes flere validerede biomarkører til

detektion af levertoksicitet, hjertetoksicitet og

nyretoksicitet; disse er dog endnu ikke accepterede

af FDA og EMEA.

Fælles trin i udvikling, afprøvning og

validering

Biomarkører udvikles over lang tid efter en

række fælles trin, som er uafhængige af, om

applikationsområdet er inden for lægemiddeludvikling,

klinik eller miljømedicin.

Markører for eksponering

For at udføre en velbegrundet risikohåndtering

af potentielt farlige miljø- og arbejdsmiljøeksponeringer

er det yderst vigtigt, at eksponeringen

er velbeskrevet i de studier, som medtages

i risikovurderingen. Eksponeringsoplysninger

kan indhentes med en række metoder,

der spænder over eksakte koncentrationsmålinger

i indåndingsluft, drikkevand eller kost,

målinger af koncentrationer af stoffer eller

deres omdannelsesprodukter i kroppen med

biomarkører, udspørgen med detaljerede spørgeskemaer

eller ved interview, estimering ud

fra demografiske eller geografiske sammenhænge

i registre eller mere gruppebaserede

eksponeringsestimater. Biomarkører giver oplysninger

om en persons optagelse af en given

eksponering. Sker der en eksponering, vil der i

de fleste tilfælde være en koncentrationsafhængig

risiko for skadelig påvirkning. Men også

varigheden af eksponeringen har betydning.

Biomonitering er derudover også kun god til

bedømmelse af udsættelse for påvirkninger

med en vis halveringstid. Stoffer med meget

kort halveringstid vil kun kunne måles kort tid

efter eksponering, og det vil være tilfældigt,

om måletidspunktet netop falder sammen med

eksponeringstidspunktet.

Tabel 1. Udvikling og validering af biomarkører følger en række fælles trin, uafhængigt af applikationsområdet

Modificeret fra (13,14).

Udviklingstrin Metoder/resultater Reference

Eksperimentelle data fra dyreforsøg

eller in vitro

Respons efter dosering i dyreforsøg eller in vitro

Fysiologisk baggrundsvariabel

Kandidatbiomarkør Specificering af måleomstændigheder og mulige

relationer til helbredseffekter

Discovery

Protokol

Biomarkørdefinition Optimering af prøveindsamlings- og måleprotokol Standard

Operation

procedure

Biomarkørkarakterisering Beskrivelse af variation på gruppeniveau,

identifikation of interaktioner og konfoundere

Afprøvning

Biomarkørvalidering Sensitivitet, specificitet, reproducerbarhed og

holdbarhed på basis af studier af kausalitet

Epidemiologi

Biomarkørregistrering/godkendelse Diagnostik, prognose og prædiktivitet Klinik

miljø og sundhed 15. årgang, supplement nr. 1, oktober 2009 7

More magazines by this user
Similar magazines