Bastians Speziale

Miraklets flade, mysteriets afgrund: En analyse af
inkarnationsbilleder fra den sene middelalder og den tidlige
renæssance.
Indledning.
Når vi diskuterer maleriets historie, er det almindeligt at betragte middelalderen
som en forløber for renæssancen. Hvis højrenæssancens virtuositet er
højdepunktet i denne historie, bliver middelalderen og senmiddelalderen til en
slags barndom, dvs. en brik i en udviklingsfortælling, der altid bevæger sig
fremad imod nye højder af teknisk kunnen. Hvis Leonardo da Vincis evne til at
frembringe stofligheder og komplekse rum er det ypperste man kan forestille sig,
bliver Giottos Scrovegni-­‐kapel således til et udtryk for mangel på mimetisk
præcision, et lavere udviklingsstadie.
Jeg vil gerne undvige den evindelige progressionsfortælling og i stedet forsøge at
se på hvordan hver tid har sine helt egne koder og sine helt egne ambitioner på
vegne af kunsten.
I denne overbevisning følger jeg kunsthistorikeren Georges Didi-­‐Huberman, der
eksempelvis har beskæftiget sig med hvordan flere senmiddelaldermalere og
tidlige renæssancemalere, særligt Fra Angelico, har været lige så tæt knyttet til et
teologisk grundlag som til en specifik forestilling om at føre malerkunsten til et
"højere niveau". Ifølge ham har flere af disse malere bevidst inkorporeret et
destabiliserende, "abstrakt" element, der peger på maleriets egen manglende
evne til at omfavne den guddommelighed, det stræber efter. Derved kommer den
maleriske proces muligvis til at imitere selve det største teologiske paradoks, der
ligger i kristendommen: Inkarnationen, dvs. at Gud blev menneske.
Og lige netop dette er et centralt spørgsmål i denne opgave: Hvordan
konfronterer malere inkarnationen omkring indførslen af det matematiske
perspektiv? Og mere præcist, hvordan bruger de maleriets grund til at pege på
en guddommelighed, der rækker ud over maleriet?
Med 'grund' forstås her alt hvad der omgiver motivernes hovedpersoner, hvad
enten der er tale om en to-­‐dimensionel flade eller et perspektivisk rum.
4