Udskrift af oplægsholdernes manuskripter fra ... - Teknologirådet

stige kraftigere i udviklingslandene sammenlignet med de industrialiserede lande,
således at over 60% af plante- og kødproduktionen i 2025 kommer fra udviklingslandene.
Alligevel vil udviklingslandene i 2025 skulle importere dobbelt så meget
korn og otte gange så meget kød som i dag for at dække forsyningsbehovet. Stigende
verdensmarkedspriser på landbrugsprodukter vil derfor ramme udviklingslandene
hårdt.
Klimaforandringer, ozonhuller, og andre naturlige fænomener har med mellemrum
og i nogle tilfælde måske endog i løbet af meget korte tidsrum ændret levevilkårene
på Jorden primært fordi det så ikke længere var muligt at dyrke de sædvanlige
afgrødeplanter. Menneskets aktivitet kan nu også bidrage til sådanne fænomeners
opståen. Hvis vi forventer, at sådanne fænomener får stor betydning i de
kommende årtier, så er det nu, at de prioriteringer, der skal sikre brugbare operationelle
løsninger omkring år 2025 skal på plads og finansieres. Så er det nu, vi skal
intensivere udvikling af kulturplanter, der kan vokse under ændrede temperaturforhold,
under påvirkning af større doser ultraviolet lys og under tørke. Hvis ikke sådanne
specielle fænomener får afgørende betydning på planteproduktionen, forventes
fødevarepriserne at blive nogenlunde konstante i de næste par årtier.
Hvordan kan vi i den Vestlige rige del af verden hjælpe til med at nå de ovenfor
beskrevne samlede produktionsmål? Eller er det en problemstilling, vi ingen egeninteresse
har i, og som nok løser sig selv, hvis vi blot overlader det til
udviklingslandene? Moralsk set har vi et klart ansvar. Men det er ikke de ovenstående
problemstillinger og sammenhænge, der præger den danske debat om fødevarer
og vores forhold til udlændinge. I stedet beskæftiger vi os med de problemer,
som vi selv har med vores fødevarers kvalitet. Disse problemer er direkte afledt af,
at det er muligt industrielt at fremstille billige fødevarer af lav kvalitet, og at det
store befolkningsflertal i Vesten ikke ønsker at betale ret meget for mad, men hellere
vil bruge pengene til noget andet. Et andet emne, der diskuteres, er at opnå en
fødevareproduktion, hvor vi belaster det omgivende miljø mindst muligt. Her har
økologien fået en naturlig central position. Og økologerne lover os i dag løsning på
alle problemer. Samtidig har mange politikere med stor dygtighed formået at udnytte
den økologiske bevægelse politisk. Det har medført, at de økologiske løsningsmodeller,
der arbejdes med, i nogen grad er blevet til en kult, der, løsrevet fra
de reelle problemstillinger vedrørende krav til fødevareproduktionens størrelse og
reduceret miljøbelastning, snarere retter sig mod politisk bestemte mål. Et vigtigt
led i en sådan strategi er at udelukke teknologier, som ikke passer med disse politiske
mål. Derfor lægges brug af bekæmpelsesmidler og brug af genteknologi i dette
politiske system og af disse opinionsdannere for had i en grad, der ikke har noget
med virkelighedens verden at gøre og fører til et unødigt stort spild af ressourcer.
Når denne propaganda for tiden har vind i sejlene skyldes det i høj grad, at der i
den brede befolkning er et forståeligt ønske om, at romantikken bringes tilbage i
26