Forfatteren - Dansk Forfatterforening

danskforfatterforening.dk

Forfatteren - Dansk Forfatterforening

?

Den tidligere litteraturprofessor

Aage Henriksen benyttede metaforen

”en pind i en myretue” for den dramatiske

begivenhed i prosatekster, hvilket

skal forstås som, at en udenforstående

kraft (pinden, eller fx kvinden hos Aidt)

trænger ind i et givent socialt univers

(myreturen eller manden i lejligheden

hos Aidt), der reagerer på forskellig vis

herpå (det kan udstøde pinden, integrere

den eller gå i opløsning. Manden

hos Aidt forsøger at smide kvinden ud).

Denne metafor er dog næppe dækkende

for den sproglige begivenhed, med

mindre vi fx opfatter pinden som digtet,

myreturen som læseren og læserens

reaktion på digtet som en analogi til

myretuens reaktion på pinden: Digtet er

en ubehagelig pind i læserens sproglige

univers.

Litteraturens effekt

Der findes tekster, hvor sådanne fænomener

er meget fremtrædende, andre

hvor de synes mindre væsentlige, men

hvis vi taler om skønlitterære tekster,

som ikke tilhører triviallitteraturen, vil

de altid være der i et eller andet omfang.

Der kan være flere af dem som i fx romaner

eller færre af dem som i fx digte.

Men de er der.

For så vidt som sådanne fænomener

har en dramatisk effekt, har de lighed

med tragedien, som Aristoteles definerede

den. Her er det væsentlige ikke,

om en tekst har en tragisk form, som de

antikke græske dramaer havde, men at

den i sig selv rummer en tragisk modus

(stemning).

Selvom myreturen integrerer eller

udstøder pinden, eller læseren udholder

eller lægger digtet væk, vil der være tale

om en indtrængning, som har afsat sine

effekter. Den har sat noget over styr,

hvilket afsætter en tragisk stemning.

Hovedpersonens tilværelse og læserens

mulige identifikation hermed er blevet

problematiseret, eller læserens sprog,

især hvis vi taler om digte, er blevet forrykket

for en tid.

Krævende læsning

Vi læser altså skønlitteratur, fordi vi

ønsker at blive overrasket og dermed at

lære noget nyt. Det går dog ikke altid

automatisk. Således vil læsningen af

mange digte for mange personer udgøre

en kedelig beskæftigelse, ligesom andre

personer vil kede sig, når de læser visse

prosatekster. Det kan naturligvis bero

på teksternes kvalitet eller læserens

umiddelbare identifikationsmuligheder,


Tænk, hvis vi med ord

kunne drikke af jordens

kilder eller fortælle,

hvad kønnet står for.

men det kan også skyldes en manglende

åbenhed over for den litterære tekst. Det

kræver en særlig ”trofasthed” over for

teksten, hvis dens begivenhed og tragiske

modus skal have effekter. Reagerer

vi blot med kedsomhed, behøver det

således ikke at skyldes tekstens kvalitet

eller vores mulige identifikationsmuligheder,

men kan tillige udgøre et forsvar

mod dens tragiske modus eller sproglige

overraskelser. Det kræver i den forstand

et særligt mod at være trofast over for

teksten.

Umulig harmoni

Ofte vil den narrative begivenhed dreje

sig om forholdet mellem de to køn eller

døden. Vi ved intet om døden, i hvert

fald ikke vores egen, og kun lidt om

den andens død. Og forholdet mellem

de to køn fremstår næsten altid som et

ikke-harmonisk forhold i skønlitterære

tekster, der på den måde belærer os om,

at der ikke er et yin-yang-forhold mel-

artikel

lem de to køn (eller for den sags skyld i

et seksuelt forhold mellem to af samme

køn). Det skyldes formentlig, at der ikke

er noget i vores sprog, som kan sikre

et komplementært forhold mellem de

to køn. I så tilfælde drejer pinden i myretuen

sig om, at mand og kvinde altid

møder hinanden på en skæv måde, og

der ikke eksisterer harmoniske løsninger

på deres møde, selvom kærligheden

synes at optræde som et supplement til

dette skæve møde. Aidts noveller i Bavian

udspiller sig næsten alle omkring

dette ikke-harmoniske møde: En kvinde

møder en mand, som viser sig at være

en kvinde; en anden kvinde trænger ind

i en lejlighed, hvis mandlige beboer er

bange for kvinder osv.

På den måde viser sådanne prosatekster

sprogets manglende formåen i forhold

til døden og til relationen mellem

de to køn. I digte er det også sprogets

manglende formåen, der står centralt,

men ikke nødvendigvis i forhold til døden

eller seksualiteten. Derimod drejer

digte sig ofte om sprogets egne grænser

og sproglige forsøg på at overskride

disse grænser, hvor frugtesløst sådanne

forsøg end er. Den sproglige begivenhed

er i sig selv en konfrontation med dette

forsøg. Tænk blot på ideen om, at ord

skulle kunne binde vandet eller blæsten,

eller tænk, hvis vi med ord kunne

drikke af jordens kilder eller fortælle,

hvad kønnet står for. En smuk, men

umulig tanke, men det er af denne umulighed,

at digte øser deres ord. ·

René Rasmussen er lic.

phil. i litteraturvidenskab,

lektor i dansk litteratur på

Københavns universitet og

bl.a. forfatter til ’Psykoanalyse

– et videnskabsteoretisk

perspektiv’ (2010) og

digtsamlingen ’Sprogets Knogle’, 2010.

FORFATTEREN·4·2012 5

More magazines by this user
Similar magazines