Den vestlige kulturs klassisk musik - Jakob Jensen

1. MIDDELALDER, CA 600-1400
Den vestlige kulturs klassisk musik
Mennesket har nok lavet musik i mange tusinde år, men vi kender ikke så meget til musikken
fra før middelalderen. Denne viden er også præget af en vis usikkerhed: dels var
det overvejende kirkens musik, der blev skrevet ned, dels havde man ikke en notationsform
der angav rytmer præcist. Folkets musik kender man ikke så meget til.
Gregoriansk kirkemusik
I middelalderen havde kirken en central rolle. Klostrene var det sted, hvor al viden var
samlet; det var munkene, der kunne læse og skrive og uddrage en samfundsorden af bibelen.
Mennesket var sat på jorden for at følge guds vilje, individet var underlagt kirken.
Samfundet var et stændersamfund med en ret fast rangorden, og tilsvarende var verdensbilledet
forholdsvis uforanderligt.
Musikken i kirken i den tidlige middelalder kaldes
gregoriansk musik efter pave Gregor den Store (død
604), som fik æren for at have sat skik på de mange lokale
traditioner, der var i de forskellige grene af kirken
(blandt andet at man sang på sit modersmål og ikke latin).
Gregoriansk musik er unison (enstemmig) vokalmusik
med latinsk tekst. Rytmen er svævende og følger
tekstens betoninger og stavelseslængde.
• Anonym: Victimae pascali laudes (første halvdel af Manuskript med syngende munke.
1000-tallet)
I klostrene brugte man meget tid på at lære denne
musik ved mundtlig overlevering. Nogle steder startede man med at lære drengene absolut
gehør: man man startede med at lære en tone, indtil man kunne den i søvne, og så gik
man videre til den næste – til sidst kunne man når som helst starte på en sang på den rigtige
tone. Med hensyn til notation, så arbejde man i starten med såkaldte neumer (vink)
ved teksten, der antydede om melodien gik op eller ned samt angav visse faste fraser.
Først omkring ca. år 1000 får man nodelinjer, så man kan notere tonehøjden, og i 1300tallet
opfindes præcise nodeværdier.
En af de tidligste kendte komponister var Hildegard von Bingen, der ud over at få en
række åbenbaringer også komponerede musik til mysteriespil, som er dramatiseringer af
historier fra bibelen. Disse mysteriespil kunne vare flere dage – lidt ligesom rollespil.
• Hildegard von Bingen (1098-1179): O Jerusalem (1141)
Den gregoriansk musik bruges stadig i den katolske kirke, og til dels også i den protestantiske
kirke, så man har en vis idé om hvordan det lød dengang.
Flerstemmig sang i middelalderen
Omkring år 800 begyndte man at synge flerstemmigt i kirken, og det skete efter følgende
princip: man tog en gregoriansk melodi som fast stemme, cantus firmus, og lavede andenstemmer
til. Den stemme der holdt melodien hed tenor, mens andenstemmerne hed
fx. kontratenor altus (»høj«) eller bassus (»lav«). Cantus firmus kunne trækkes ud i lange
toner, mens de andre stemmer laver toneguirlander, melismer, henover. I starten var
det i fri rytme, efterhånden rytmiserede man melismerne, altid med takslagene underindelt
i tre, idet det var i overensstemmelse med treenigheden (Faderen, Sønnen og Helligånden).
Notre Dame-kirken ved Paris var et af centrene for denne musik, derfor kaldes
den også Notre Dame-skolen. I følgende eksempel er der tre overstemmer (den egentlige
melodi er de meget lange toner i bunden):
• Perotin: Viderunt Omnes Gentes (1198)

JJ: Klassisk musik s. 2
Man tog ikke hensyn til de samklange, der opstod mellem de forskellige stemmer.
Trubadursang og dansemusik
Uden for kirken ved man noget om adelens musik, troubadoursang. Middelalderen var
riddernes tid, ud over at slås skulle en rask ridder også beherske sangkunsten, så man
kunne besynge sine egne bedrifter og skønjumfruernes dyder (mens fx det at læse var noget
der blev overladt til skønjomfruerne). Følgende sang handler om en retssag, hvor sangeren
anklager Hr. Atze for at have skudt sangerens stolte ganger fordi Hr. Atze mente at
den var i familie med en krikke, der havde bidt hans finger af:
• Walter von der Vogelweide: Mir hat herr Gerhart Atze (ca 1200)
Man ved ikke så meget om den egentlige folkemusik. Der er overleveret noder til en del
enstemmige dansemelodier fra 13-1400-tallet, de såkaldte estampier. Det er sandsynligvis
kædedanse, og de består af en række korte afsnit (4-8 takter), der hver gentages (med en
varieret slutning).
• Istampita Palament (Italien, 13-1400-tallet)
2. RENÆSSANCE, CA. 1400-1600
Renæssance betyder genfødsel, det der blev genfødt efter den mørke middelalder var antikken,
det gamle grækenland og roms kunst. Renæssancen vender op og ned på forholdet
mellem individet og kirken: tidligere skulle individet tjene kirken, nu var det individet der
var i centrum (dvs. de adelige og de rige). Det humanistiske menneskesyn blev født.
I renæssancen så man en udvikling væk fra stændersamfundets naturalieøkonomi og
jordbesiddelse som magtfaktor. I stedet kom den gryende industrialisering, pengeøkonomi
og kapitalisme. Bogtrykkerkunstens opfindelse (Gutenberg 1454) betyder i længden en
demokratisering af viden, som bryder munkenes monopol. Landenes regeringsform var
stadig den absolutte (fyrster og konger), men regenterne skulle ikke regere med brutal
magt. Idealet var den gode, oplyste og alment dannede fyrste. Til fyrstens hof hørte musik
bestilt hos datidens berømte komponister, musik der kunne fremme fyrstens status som et
oplyst, kulturelt individ.
Polyfon vokalmusik, madrigaler
I renæssancens kompositionsmusik dyrkede
man den vokale polyfoni, dvs. flere samtidige
melodier, men nu tilrettelagt af komponisten,
så de danner de »normale« akkorder, som vi også
bruger i dag. Man udviklede især den imiterende
teknik, hvor stemmer kommer ind efter
hinanden med samme tema. Det er lidt ligesom
i en kanon, bortset fra at melodierne varieres
og udvikles undervejs på forskellig vis. Denne
musik er forholdsvist indviklet – også at høre
på, for de forskellige stemmer snor sig rundt
om hinanden.
Blandt det dannede renæssancehof var
madrigaler på mode: det er små stykker vokalmusik
for 4-5 sangere, lige passende til en
Sebastiano Florigerio: En gruppe af madrigalsangere,
1500-tallet
lille gruppe adelige. Madrigaler er for trænede sangere, de er ofte udspekuleret komponeret.
Der gøres meget ud af de enkelte stemmer, og tit bliver et ord malet ud i tonerne, fx. i
følgende madrigal, hvor høns kagler:
• Pierre Passereau (1500-1550): Il et bel et bon

3. BAROK, CA. 1600-1750
Barok er oprindeligt et portugisisk ord for en underligt formet
perle, og ordet blev egentlig brugt nedsættende for noget underligt,
afvigende, ekstremt. Det underlige, det svulmende, teatralske
og overdrevne var da også på mode i denne periode –
inden for musikken fx opera og kastratsangere.
Tiden er præget af oplysningstanken og enevælden. Borgerklassen
fik større indflydelse og deltog i højere grad i musiklivet,
det blev fint at komme fra et hjem med klaver. Man
kunne nu købe instrumentalnoder, og den offentlige koncert
blev etableret, så alle kunne komme ind og høre koncert mod
betaling, det var ikke længere kun for en lukket adelig kreds.
For eksempel tjente Händel mange penge i England på sine
oratorier. Det var noget nyt, at komponister begyndte at tjene
penge på at skrive musik til et »anonymt« publikum, til det
frie marked, men i øvrigt var de fleste komponister stadig ansat
ved et hof eller kirken.
JJ: Klassisk musik s. 3
Bernini, Den Hellige Thereses
henrykkelse, 1645-52.
Vokalmusik: Opera, oratorium
Noget der var meget på mode i 1600-tallet var operaen, som opstod i slutningen af 1500tallet
i adelige kredse i Italien (egentlig var det i renæssancens ånd et forsøg på at genskabe
de klassiske græske dramaer). Operaen var i starten ved hoffet. I 1637 blev det første
offentlige operahus åbnet i Venezia, og dermed fik almindelige mennesker mulighed
for at se opera. Operahuse dengang bestod i et gulv uden stole og etager med loger, som
var ejet af de rige, som havde skudt penge i byggeriet på forhånd. Disse loger var rammen
om en værre gedemarked, man kunne spille kort, lave intriger, udføre diplomati, flirte, i
det hele taget foregik meget af de riges sociale liv i operaen. I barokoperaen dyrkede man i
barokkens ånd store kulisser, effekter og det groteske, blandt andet mænd der optrådte i
kvinderoller og omvendt, og ikke mindst at man tit brugte kastratsangere i kvinderoller.
I operaer/oratorier er der som regel tre typer musik:
1) Recitativ: meget tekst, mellemting mellem tale og sang. Rytmen er som regel fri
(men der findes en masse mellemformer). Bringer handlingen videre.
2) Arier, duetter etc: de egentlige sange, hvor sangerne giver udtryk for deres følelser,
her er der som regel ikke den store handling. Arier er tit ret virtuose. fx med mange
koloraturer (en enkelt tekststavelse bliver strakt ud på en masse hurtige toner).
3) Kor: tit når handlingen inddrager en større mængde folk.
Komponisterne gjorde ofte meget ud af at komponere, så teksten blev illustreret direkte
i tonerne og musikken.
Følgende eksempel er fra Händel »Messias«, som er et oratorium: en opera uden skuespil.
Händel skrev de knap tre timers musik til »Messias« på 24 dage i 1741. Værket vakte
nogen forargelse i begyndelsen, fordi det har religiøst indhold, men blev opført på teatre
(som tit var en småsyndig ting) og i enkelte tilfælde sågar på værtshuse.
• Recitativ: »Thus said the Lord of Hosts«. Arie: »But who may abide« eller »Every Valley«.
Kor: »And he shall purify the sons of Levi«. Fra Händels »Messias« (Nº 5, 6/3 og 7) (1741)
Barokkoncert
I baroktiden vandt instrumentalmusikken mere frem; koncepten med solisten, der står
frem foran orkesteret og brillerer med sin kunnen, opstod, og komponister som Bach, Vivaldi
og Händel skrev en stor mængde koncerter. En koncert er et musikstykke for en eller
flere solister og et orkester. I tidlig barok (1600-1700) tog man ofte en gruppe ud af or-

JJ: Klassisk musik s. 4
kesteret, som så spillede som en selvstændig gruppe i kontrast til resten – det hedder
concerto grosso. Senere stod enkeltinstrumentalister frem som egentlige solister.
Ofte er en koncert i tre satser: hurtig–langsom–hurtig. Tit er de hurtige satser i rondoform:
en kæde af led, hvor ét led (temaet, omkvædet, A) vender tilbage imellem noget nyt
(B, C etc.), fx ABACADAEA. Det tilbagevendende tema hedder ritornel (ritornel betyder
»det, der vender tilbage«).
Det er som regel hele orkesteret, tutti, der spiller ritornellerne, men det kan også være
solisterne. Mellem ritornellerne får solisten for alvor spillerum – det hedder episode. Der
kan også ske andre ting undervejs, for eksempel tuttisteder, der bringer helt nyt stof.
• Vivaldi: 3. sats af Sommeren fra De Fire Årstider (ca. 1710), Bach: Violinkoncert i E-dur,
3. sats (ca. 1720)
Baroksats og basso continuo
Renæssancetidens polyfone musik var ofte opbygget af fx fire ligeberettige stemmer (hvad
enten de blev spillet eller sunget) med hver deres melodi. I barokmusikken lægges vægt
på yderstemmerne: man har en melodi i toppen, ledsaget af en basstemme. Kernen i megen
barokmusikken er en »rytmegruppe« bestående af basinstrument (cello, kontrabas eller
fagot) og et akkordinstrument (cembalo, orgel eller lut). Denne enhed kaldes basso
continuo eller continuogruppen. De andre stemmer lægger akkorder i en eller anden
rytmisering, altså en mere klanglig og rytmisk end melodisk funktion. Sådan som det
egentlig ofte er i meget rytmisk musik.
• Bach: Air fra Suite i D-dur (ca. 1730)
4. WIENERKLASSIK, CA. 1750-1810
Wienerklassikken har fået sit navn fordi de
vigtigste komponister, Mozart, Haydn og Beethoven,
holdt til i eller omkring Wien, der dengang
var hovedstad i det mægtige Østrig/-
Ungarske kejserrige.
Denne tid var en brydningstid, hvor en del
af de gamle konger og kejsere røg af i svinget
(fx i den franske revolution i 1789). I forlængelse
af oplysningstiden fik troen på fornuften
større betydning, og dermed opstod også kritik
af enevælden – hvis man bare gav menneskerne
de rette betingelser, ville de handle fornuf-
Thomas Gainsborough: Robert Andrew og hans
kone, ca. 1748-50
tigt og godt. Fyrsten var bare et menneske som alle andre, og man kritiserede, at retten til
at have ret over andre kunne arves.
Homofoni og symmetri
Til forskel fra renæssancens og barokkens polyfoni ynder wienerklassikerne at bygge deres
sats op af én dominerende melodi ledsaget af et underordnet, mere akkordpræget akkompagnement
– altså en mere homofon musik, den måde som man oftest stadig skriver
sange på. Man anså barokmusikken, især Bach, som alt for tung musik. Ofte er temaerne
opbygget regelmæssigt og symmetrisk, fx i 2-4-8-takters motiver. For eksempel:
• Mozart: 1. sats af Klaversonate i A-dur (1779), Papagenos arie fra Tryllefløjten (1791)
Sonatesatsform
Hvor komponister i barokken har samme stemning gennem en hel sats, dyrkede wienerklassikerne
at stille to kontrastfyldte temaer op over for hinanden, lade de to temaer ud-

JJ: Klassisk musik s. 5
kæmpe en kamp, og til sidst nå til en eller anden form for løsning af denne konflikt – som
når man fx skal vælge at skrive en stil eller se Disneysjov.
En sådan sats hedder en sonatesatsform. Den er tredelt: i første del, ekspositionen,
bringes de to temaer, hoved- og sidetema. De to temaer kæmper mod hinanden i gennemføringsdelen,
om de to temaer bliver forenet eller hvem der får det sidste ord bliver
afsløret i reprisen. Det sker fx i Beethovens skæbnesymfoni, 1. sats.
• Beethoven: 1. sats af Symfoni nr. 5 i C-mol (1803-1808)
5. ROMANTIK, CA. 1810-1900
I 1700-tallets oplysningstid havde man troet på at
man kunne skabe et retfærdigt samfund ved at proppe
fornuft ind i folks hoveder. Det var blandt andet ideen
bag den franske revolution i 1789. I kunsten kunne
troen på frihedsidealernes sejr fx ses i Beethovens
»Egmont-overture«. Men revolutionen løb kraftigt af
sporet, især da Napoleon kronede sig selv til kejser.
Efter hans Waterloo ved Waterloo og freden i 1814
strammede de forskellige kongedømmer op, indførte
streng censur og andre former for undertrykkelse,
blandt andet over for den gryende arbejderbevægelse.
I kunsten på denne tid så man en tendens til at
dyrke det indadvendte, at tage på rejse i fantasiens og
mystikken rige, hvor lampeånder, elverpiger, feer,
troldkvinder, dæmoner og overjordiske væsener lever.
Caspar David Friedrich: Klosterkirkegård
i sne, 1819 (ødelagt under 2. Verdenskrig).
»Malerens opgave er ikke at
lave en tro gengivelse af luft, vand,
klipper og træer, men at lade sin sjæl,
sin følelse spejle sig deri.« Friedrich.
I denne verden er musikken mindre bundet af skulle prise fyrsten eller gud eller bruges til
dansemusik, ceremoni- eller baggrundsmusik ved hoffet, den skal udtrykke kunstnerens,
geniets følelser, så man ser en mere vildtvoksende musik i forhold til Wienerklassikken.
Den romantiske symfoni
En af de vigtigste genrer i romantikken var symfoni og koncerter, hvor komponisten havde
et helt orkesters klangfarver at udtrykke sine ideer og store følelser med, fx:
• Tjajkovskij: Symfoni No. 6 H-mol (Pathétique) (1893)/Brahms: Symfoni nr. 1 C-mol
Lied
En genre der også blev dyrket meget under romantikken var lieden, der er en kort sang
med klaverakkompagnement, fx Shuberts »Erlkönig«, der fortæller om en mand, der ridder
gennem en skov om natten med sin søn bag på hesten. Sønnen synes at han kan se og
høre Elverkongen, faderen slår det hen, men om morgenen er sønnen død:
• Schubert: Erlkönig (tekst af Goethe) (1815)
Nationalromantik og programmusik
I løbet af 1800 tallet opstod mange nye stater i Europa, og der var en del nationalistiske
tendenser i tiden. Derfor finder man også national ‘digtning’ i musikken, hvor man bruger
sit hjemlands vemodige toner og temaer fra landets egen folkekunst og historie, fx. i Edvard
Griegs »Peer Gynt«:
• Grieg: Peer Gynt-suiten (1874-5): Morgenstemning/Åses Død
Man ser i denne tid en del programmusik: musik der forestiller, illustrerer noget bestemt
gennem tonemaleri. Et eksempel er Mussorgskys Udstillingsbilleder, der er inspireret
af billeder af en af komponistens venner, Hartman (stykket var oprindeligt et klaverstykke,
det er orkestreret af Ravel i 1922):
• Mussorgsky: Udstillingsbilleder (1874)

JJ: Klassisk musik s. 6
Senromantik
Efterhånden udviklede romantikken sig, så alting skulle være så stort og overvældende.
For eksempel kulminerede Wagners operaproduktion i »Ringen«, en opera med udgangspunkt
i nordisk mytologi, der tager fire aftener at spille, og han byggede et specielt operahus
til at opføre dem i.
• Wagner: Forspil til Parsifal (1882)
Musikkens harmonik blev drevet til dur/mol-tonalitetens yderste grænser, og formerne
voksede til gigantiske proportioner, mest markant i senromantikkens timelange symfonier,
fx af Mahler eller Richard Strauss.
• Richard Strauss: Also Sprach Zarathustra, opus 30 (1896)
6. IMPRESSIONISME, CA. 1880-1920
Impressionismen er en kontrast til senromantikkens
store følelsesmæssige armbevægelser
og dyrkelse af mytologiske helte, her dyrkes
mere flygtige, stilfærdige indtryk (impressioner)
og en mere stillestående og meditativ musik.
Ligesom i maleriet prøvede impressionisterne
at give tilhørerne et indtryk, musikstykkerne
holdt den samme stemning i længere
tid og udviklede sig kun langsomt, til tider er
musikken nærmest statisk. I stedet for mange
skift i tempo, karakter, akkorder mm. fokuserer
impressionismen på den stillestående
klang, den enkelte klang er ligesom en farve, et
indtryk:
• Erik Satie: Gymnopedie nr. 1 (1888)
7. EKSPRESSIONISME/TOLVTONEMUSIK, CA. 1920-50
I starten af 1900-tallet skete der et skift i måden at lave kunst
på. Blandt andet på grund af den afgrund af meningsløshed og
destruktion, man havde set i 1. verdenskrig (1914-18), så skulle
kunsten ikke længere være et følelsesmæssigt trip for den
enkelte, en virkelighedsflugt ind i en smuk, fantastisk verden
beboet af alfer og ånder i træer.
Kunsten skulle ikke længere afspejle menneskets smukke
og udødelige sjæl, for det havde vist sig at være en stor løgn. I
stedet skulle kunsten afspejle det sande, den rå virkelighed,
livets sande gru, eller også skulle den afspejle sig selv, strukturerne
i materialet, det abstrakte. Ligesom malerkunsten
først brød med perspektivets regler og senere blev helt abstrakt,
skabte komponisterne også en helt ny måde at komponere
på.
I stedet for det gode gamle system, hvor man fx brugte en
durskala, som indeholdt 7 af de 12 toner og havde en grundto-
Claude Manet: St. Lazare banegård i Paris, 1877
Robert Delaunay: La Tour
Rouge, 1911.
ne, et centrum og dermed et hierarki (nogle toner er mere centrale end andre toner), bruger
tolvtonemusikken vores 12 forskellige toner ligeværdigt. Kompositionsprincippet i
tolvtonemusik kan være, at man laver en bestemt rækkefølge af de 12 toner, og så kan
man spille rækkefølgen forfra, bagfra (krebsgang), spejlvendt (omvending) og spejlvendt
bagfra – efter tur eller på samme tid. Altså til en vis grad en systematisk måde at lave

JJ: Klassisk musik s. 7
musik på – det er materialets indbygget struktur, det abstrakte system, der er det sande i
musikken.
• Arnold Schönberg: Blæserkvintet op. 26 (1924), eller: Serenade, Op. 24, 4: Sonett
Tolvtonemusikken kan være meget voldsom og disharmonisk, hvorfor den også kaldes
ekspressionisme (= udtryk). De førende tolvtonekomponister, Schönberg og Anton von
Webern, flygtede til USA under nazismen, fordi deres musik blev opfattet som »entarted«
– udartet, degeneret (det gjaldt også Alban Berg, der døde i 1935).
8. NYKLASSISISME, CA. 1920-40
En anden reaktion på senromantikkens svulminøse umådehold var at vende tilbage til
klassiske formprincipper og inspiration fra folkemusikken, fx i Stravinskys »Sacre De
Printemps« (»Forårsofferet«), som er musik til en ballet om en primitiv stammes forårsritual
– en ballet der vakte stor skandale, da den blev uropført i Paris i 1913, for der var
nærmest nøgne dansere på scenen, og voldsomme rytmer i musikken.
• Igor Stravinsky: Sacre de Printemps (1912-13)
Mange gik tilbage til middelalderen for at finde inspiration, fx Carl Orff, der ud fra
nogle – til dels sjofle og drankeragtige – middelaldertekster, som man havde fundet i et
kloster, lavede værket »Carmina Burana«:
• Carl Orff: Carmina Burana (1937): O Fortuna
Til trods for, at nogle nazister mente Orffs musik var lige en tand for moderne og
utysk, var Carmina Burana så populær blandt den tyske befolkning, at han fik lov til at
blive ved med at arbejde i denne periode.
9. NY MUSIK, 1945-
Komposition i lyd
Efter 2. verdenskrig begyndte komponister at komponere med andet end toner, nemlig
med lyd. Det skete på forskellige områder: konkret musik, elektronmusik, tilfældighedsmusik
og happenings.
Konkret musik
Konkret musik er lavet ud fra optagelser af reallyd, fx i følgende komposition med optagelser
af toglyde:
• Pierre Schaeffer: Quatre études de bruits, Etude Pathétique/Etude aux Casseroles (1948)
Eller følgende stykke musik, hvor en optagelse af en enkelt vanddråbe er blevet manipuleret,
primært ved at overspille optagelsen i forskellige hastigheder mellem spolebåndoptagere,
derefter er båndstumperne klippet sammen til den endelige komposition:
• Hugh Le Caine: Dripsody (1955)
Elektronmusik og seriel musik
Man gik videre end at manipulere med lydoptagelser, man begyndte at arbejde med syntetisk
lyd, dvs. lyd bygget op fra grunden i elektronmusikstudiet. Elektronmusikstudiet gav
mulighed for at manipulere og skabe helt klange, som man aldrig havde hørt før. Et eksempel,
hvor syntetiske lyde blandes med menneskestemmer, der skal forestille jødiske
drenge, der synger en salme kort før gassen slippes løs i en gasovn under 2. verdenskrig,
er:
• Stockhausen: Gesang Der Jünglinge (1956)
Elektronmusikstudiet giver mulighed for at programmere alle musikkens parametre,
som fx tonehøjde og –varighed og lydstyrke, efter indviklede matematiske systemer, Man
kan sige, at det er en videreudvikling af tolvtonesystemet, hvor man prøver at fjerne al

JJ: Klassisk musik s. 8
vanetænkning og indlærte måder at gøre tingene på. En komponist, der i en vis grad arbejde
serielt, var Ligeti:
• György Ligeti: Glissandi, 1957, Artikulation, 1958
Elektronmusikstudiet med dens tonegeneratorer af radiorør og hulkortsprogrammeringssystemer
fyldte i 1950’erne mindst tre klasselokaler, nutildags kan man lave elektronmusik
derhjemme på sin computer med et musikprogram.
Tilfældighedsmusik, happenings
I seriel musik styres musikken af matematiske systemer i stedet for at komponistens vanetænkning.
En anden måde at undgå vanetænkning på er at lade tilfældigheden råde, fx
i følgende stykke, hvor John Cage og en af hans medhjælpere sidder og blander brudstykker
afspillet på forskellig båndoptagere med hvad der tilfældigt bliver sendt af radioen:
• John Cage: Variations IV (1965)
Tilfældighedsmusikken er blandt andet inspireret af østlig filosofi, af »ikke-handlen«.
John Cage udfordrede også på andre måder vores vaneforstillinger om musik. En af Cages
kompositioner er 4'33'' (4 minutter 33 sekunder) (1952), for klaver. Den opføres typisk således:
en pianist kommer ind, bukker, sætter sig ned, stiller noderne op, stiller et køkkenur
på 4:33 minutter, sætter sig ned, gør ingenting indtil uret ringer, rejser sig op og tager
imod bifaldet. Cage har senere præciseret, at stykket kan opføres på hvilket som helst instrument,
eller med flere instrumenter. Stykket vakte stor skandale da det blev opført.
I år 2002 var der en retssag, hvor Cages arvinger sagsøgte komponisten Mike Batt for
at efterligne Cage, idet han på et album med bandet The Planets som en hæder til Cage
havde lavet en sang, »A one minute silence«, som bestod af et minuts stilhed. Batt hævdede
i retsagen, at stilheden på hans sang var en anden stilhed end i Cages komposition.
Sagen endte med forlig, hvor Batt betalte penge til John Cage-fonden.
Minimalmusik
Fra slutningen af 1960’erne er der under indflydelse af blandt andet indisk meditationspræget
musik opstået minimalmusikken, hvor få ganske enkle figurer med forskellig
længde gentages og danner forskellige mønstre:
• Steve Reich: Drumming (1970), Clapping Music
Hvilket også kan ses i rockmusikken:
• Mike Oldfield: Tubular Bells (1972-3)
Postmodernisme
I postmodernismen gør man op med den kulturelle kassetænkning ved at blande forskellige
musikformer – fx blandes rockguitar ind i et stykke ny kompositionsmusik. Målet er
igen at stille spørgsmålstegn ved vores faste forestillinger om musik.
• J. (Billy) VerPlanck: Petite Suite (5:45): I. One for Al. II. For Marlene/Malerens Palet (?)
LITTERATUR
Jens Brincker m.fl.: Alle tiders Musik. Kbh. 1987
Kjeld Sørensen Overgård: Træk Af Den Vestlige Verdens Musik.
Knud Ketting (red.): Gyldendals Musikhistorie. Kbh. 1982.

JJ: Klassisk musik s. 9
Musikeksempler
• Anonym: Victimae pascali laudes (første halvdel af 1000-tallet)
• Hildegard von Bingen (1098-1179): O Jerusalem (1141)
• Perotin: Viderunt Omnes Gentes (1198)
• Walter von der Vogelweide: Mir hat herr Gerhart Atze (ca 1200)
• Istampita Palament (Italien, 13-1400-tallet)
• Pierre Passereau (1500-1550): Il et bel et bon
• Recitativ: »Thus said the Lord of Hosts«. Arie: »But who may abide«. Kor:
»And he shall purify the sons of Levi«. Fra Händels »Messias« (Nº 5, 6 og
7) (1741)
• Vivaldi: 3. sats af Sommeren fra De Fire Årstider (ca. 1710), Bach:
Violinkoncert i E-dur, 3. sats (ca. 1720)
• Bach: Air fra Suite i D-dur (ca. 1730)
• Mozart: 1. sats af Klaversonate i A-dur (1779), Papagenos arie fra
Tryllefløjten (1791)
• Beethoven: 1. sats af Symfoni nr. 5 i C-mol (1803-1808)
• Tjajkovskij: Symfoni No. 6 H-mol (Pathétique) (1893)
• Schubert: Erlkönig (tekst af Goethe) (1815)
• Grieg: Peer Gynt-suiten (1874-5)
• Mussorgsky: Udstillingsbilleder (1874)
• Wagner: Forspil til Parsifal (1882)
• Richard Strauss: Also Sprach Zarathustra, opus 30 (1896)
• Erik Satie: Gymnopedie nr. 1 (1888)
• Arnold Schönberg: Blæserkvintet op. 26 (1924)
• Igor Stravinsky: Sacre de Printemps (1912-13)
• Carl Orff: Carmina Burana (1937)
• Pierre Schaeffer: Etude Aux Chemins De Fer (1948)
• Hugh Le Caine: Dripsody (1955)
• Stockhausen: Gesang Der Jünglinge (1956)
• György Ligeti: Glissandi, 1957, Artikulation, 1958
• John Cage: Variations IV (1965)
• Steve Reich: Drumming (1970), Clapping Music
• Mike Oldfield: Tubular Bells (1972-3)
• J. (Billy) VerPlanck: Petite Suite (5:45). I. One for Al. II. For Marlene.