10-13

Længe leve det nordiske fællesskab
Markant færre svenskere på medicinstudiet i Odense.
Det er fra dette studieår blevet virkeligheden – og dermed er
ønsket gået i opfyldelse blandt en stor del af den danske befolkning,
som mener, der er for mange gul-blå på de danske
medicinstudier.
Hvad der helt præcist er galt med svenskerne, og for den sags
skyld nordmændene, på lægeuddannelserne her i landet, har
jeg aldrig helt luret. For mig er det skandinaviske islæt på mit
semester en kæmpe bonus oven i alt det faglige. Så jeg kan kun
begræde, at fremtidens studerende ikke får samme mulighed
for at læse i et tilsvarende fælles nordisk miljø, hvor fester ligeså
godt kan foregå på svensk og holdundervisningen på norsk.
LEDER
Min begejstring for det skandinaviske går som nævnt ikke igen
blandt alle.
Hvornår min fascination for vores broderfolk opstod, og hvad
der har gødet min indre længsel efter fortidens skandinaviske
storhed, hvor vikinger i fællesskab plyndrede og hærgede, ved
jeg ikke. Men et er sikkert, jeg frydes ligeså meget over norske
fjorde og svenske ødegårde som over bølgende danske kornmarker.
Og når Norge vinder guld på ski eller Zlatan scorer
en brillant kasse, så kipper jeg med flaget, åbner en Pripps og
tanker hos Statoil.
Jeg indrømmer det gerne. Modsat andre er jeg nok både skabssvensker
og skabs-nordmand. Under alle omstændigheder så
jeg fra første studiedag frem til at lære mere norsk og svensk
– måske med den skjulte dagsorden, at jeg en dag som færdig
læge vil følge i svenskens og nordmandens fodspor hjemover.
Sådan som nogle danske læger i forvejen gør. Det er nemlig
ikke kun svenskere og nordmænd, de danske universiteter uddanner
forgæves, hvis det eneste formål med medicinstudiet
er at sikre lægekræfter til det hjemlige sundhedsvæsen, hvilket
holdningen blandt store dele af den brede offentlighed sådan
set kan tyde på.
sundhedspersonale til nordmændene og svenskerne.
Gad vide, hvad de siger til det i Indien, hvor vi i stigende grad
har rettet blikket hen i vores søgning efter læger til det danske
sundhedsvæsen. Mon ikke også de har brug for alle de læger,
de kan få?
Marius Kløvgaard
Chefredaktør
Men selv når jeg lægger min kærlighed til det fælles skandinaviske
– som med de kulturelle forskelle landene imellem
måske alligevel ikke er så fælles igen – har jeg svært ved at se,
hvordan man kan blive sur over, at folk udefra har lyst til at læse
på vores universiteter. For de udenlandske studerende giver jo
også noget igen, mens de er på studiet – for eksempel en anden
tilgang til tilværelsen.
I en globaliseret verden, hvor altings frie bevægelighed udsletter
landegrænserne, er det samtidig svært at forstå, hvorfor
højborgen for viden skal stå udenfor og ikke deltage i den
globale udveksling af kundskab og knowhow. Godt nok er det
netop viden, vi fremover skal leve af, hvorfor vi måske ikke ligefrem
skal give den gratis væk. Men på den anden side bliver
det nu en gang lettere at sælge sin kunnen ude i verden, hvis
man kender noget til andre kulturer. Og med en fælles nordisk
ballast fra studietiden tror jeg tilmed, man er bedre rustet til
fremtiden, hvor vi alligevel skal arbejde på kryds og tværs af
alverdens nationaliteter.
Udviklingen i Danmark er ikke enestående. Østrig prøvede for
nogle år siden at kæmpe mod en massiv invasion af tyske studerende,
der ville læse syd for grænsen. Nu gør vi det samme.
Godt nok med begrundelse om, at der er lægemangel her i
landet, og at vi derfor ikke skal uddanne for meget
Side 3