SH LANDESTHEATER: DREI SCHWESTERN

tirsdag den 6. februar 2018
Kultur
17
RESÜMEE
Das Landestheater nimmt die
Klassiker und die Tradition
ernst. Die jüngste Premiere -
die »Drei Schwestern« - zeigt
Unterdrückung, Routine und
Langeweile der Menschen auf
relevante Weise. Hier gibt es
viele Stimmungswechsel - überschwängliche
Freudenausbrüche,
Resignation und Depression
-, die uns dort innerlich
berühren - wo es ernst und erschütternd
wird. Wir sind dabei.
Hier finden wir uns selbst
wieder.
Die Inszenierung schildert
Menschen, die fühlen, dass das
Leben an ihnen vorbei geht.
Das ist nicht nur ein Phänomen
unserer Zeit, sondern auch ein
Element in der Entwicklung eines
jeden Menschen. Wolfram
Apprich und sein Schauspielerteam
pinseln die oft unberechenbaren
Schwankungen im
Gefühlsleben auf eine Weise
aus, die unter die Haut geht.
Das ist feine psychologische Erzählkunst,
allerdings ohne eigene
neue Winkel oder entscheidend
neue Interpretationen.
Hvad skal de tre søstre stille op med det »forbandede liv«? Fra venstre er det Karin Winkler, Manja Haueis og Lisa Karlström.
(Fotos: Henrik Matzen)
Tjekhovsk sammenbrud
Det, der ikke bliver
sagt, siger ikke så lidt
i Tjekhovs klassikere.
Landestheater får stemningsskift,
overgearede
glædesudbrud, resignation
og depression ud af
»Tre søstre«.
ANMELDELSE
Slesvig. Hvis man kun havde kort tid
tilbage at leve i og skulle nå at se det
mest væsentlige teater, skulle man
skrælle alt væk uden om Shakespeare,
Tjekhov og Ibsen.
Tjekhovs drama om de tre søstre
Proserov er et af de mest spillede ikke
blot i Rusland, men hele den vestlige
verden. Og naturligvis ikke uden
grund. Tjekhov beherskede antydningens
hårfine kunst, og der er så
mange åbne budskaber i hans produktion,
at en instruktør kan lægge
trykket på udvalgte steder uden at
gøre vold mod originalen. Pauserne
er vigtige. Det, der ikke bliver sagt,
siger ikke så lidt. Tjekhov havde en
god tråd til virkeligheden. Han var
læge, og hvad han oplevede på sin
lægepraksis, gjorde ham i stand til
at se mennesker nøgne - i overført
betydning.
Den slesvig-holstenske landsdelsscene,
Landestheater, tager klassikerne
og traditionen alvorligt. Den
seneste premiere - denne gang »Tre
søstre« (»Drei Schwestern«) - fremstiller
menneskets trældom, rutinen og
kedsomheden, på en vedkommende
facon. Her er masser af stemningsskift,
overgearede glædesudbrud,
resignation og depression, der går
ind og skærer inde i os - dér, hvor
det bliver alvor og kan ryste os. Vi er
med. Her er meget af os selv.
Skuespillerne kommer ind og går
ud ad en dør på en baggrund med
vægmalerier med de fire årstider. På
den anden side er en virkelighed,
Tre planer i scenografien. I forgrunden en lang sofa, bagved en stiliseret verden bag plexiglas, og et sted bag bagkulissen en verden
udenfor det stillestående lillebysamfund. Fra venstre er det Anna Franck, Uwe Kramer, Lisa Karlström, Reiner Schleberger Manja
Haueis, Timon Schleheck og Karin Winkler.
der suser forbi vore hovedpersoner,
der ikke handler, men resignerer og
lader stå til i en langsom melankoli.
Forrest er en lang sofa, der indbyder
til kedsomhed og ventetid som i
en afgangshal i en lufthavn. Og det
mellemste lag på scenen skærmes af
gennemsigtige skydedøre med plexiglas.
Den ansvarlige ældste søster, Olga,
spilles formidabelt af Karin Winkler,
der er kedeligt klædt, men som med
sine voldsomme tilbageslag trækker
stykket i retning af det klaustrofobiske.
Den mellemste søster,
Masja, spilles af Lisa Karlström. Hun
er gift med Fjordor Kulygin - spillet
af Simon Keel - en af disse Tjekhovgestalter,
der forsøger at holde fast i
en forskønnet livssituation, selv om
verden omkring dem er ved at falde
fra hinanden.
Tjekhov skrev stykket i det russiske
zarrige omkring 1900 få år før
den russiske revolution, men hverken
scenografi eller kostume refererer
til en bestemt tid. Verden er så
tit ved at falde fra hinanden. I dag
kalder vi det disruption, når nyt erstatter
gammelt og resulterer i forstyrrelse
og sammenbrud.
Lillesøster, Irina, er i dele af forestillingen
klædt helt i hvidt og spilles
i forhold til de to andre søstre til
tider lidt diskret af Manja Haueis,
der ligesom de øvrige kun lever i
en drøm om, hvad fremtiden kan
bringe.
Bag kulisserne
Hvad der lige foregår derude i den
store verden, bag kulisserne, antydes
kun. Tjekhovs udgangspunkt
var en brydningstid, hvor den gamle
adel mistede privilegier til borgerskabet
og derfor havde svært ved at
finde sig selv og meningen med det
hele - det vil sige menneskets ofte
manglende evne til at opnå lykken.
Hver akt indledes med skingre toner,
som skuespilleren Lorenz Baumgarten
skal forestille at frembringe
- men på et tidspunkt fortsætter musikken,
selv om han lægger sig strengeinstrument.
Baumgarten er de tre
søstres bror, Andrej, som gifter sig
med den selvtilstrækkelige og manipulerende
Natascha - fint spillet af
Landestheaters unge talent, Alexandra
Pernkopf.
Der er store udfordringer i stykket.
At fremstille et eksistentielt tema
som livets meningsløshed er ingen
nem opgave. Instruktøren Wolfram
Apprich får hjælp et langt stykke
af vejen af forfatteren Tjekhov
selv - blandt andet med løjtnanten
Werschinin, der er udsendt fra den
anden side af hegnet, dér hvor græsset
er grønnere: Moskva. Nogle gange
lommefilosof, andre gange filosof.
Han taler sig i hvert fald ind i hjertet
af den mellemste søster, Sascha, der
er gift med den håbløse optimist Fjodor
Kulygin.
Desuden lader Apprich skuespillerne
opholde sig på scenen i lange
perioder, selv om de ikke altid har
ord at skulle sige. De står der i flere
lag, hører efter nogle gange, og er
fraværende andre gange. Bruges
nærmest som en inaktiv del af dekorationen,
før de går ind i spillet igen:
Flavio Kiener som antihelten Wassilij
Soljony, Uwe Kramer som den
gamle doktor Iwan Tschebutykin og
Timon Schleheck som løjtnant Nikolai
Tusenbach, der, uden at vi ser
det, dør i en duel med Soljony. Alle
går de frem og tilbage med en manglende
evne og vilje til at forstå hinanden
- sådan som Tjekhov ville fortælle
os det.
Nenad Subat Subat og Anna
Franck spiller de to biroller som
henholdsvis buddet fra amtsforvaltningen
og den fattige kone Anfissa.
Opsætningen skildrer mennesker,
der føler sig forbigået af livet. Det
er ikke blot en af tidens tendenser,
men også et element i ethvert menneskelivs
forskellige faser. Wolfram
Apprich og hans skuespillerteam
udpensler følelseslivets ofte uberegnelige
skift, så det kryber ind under
huden på os. Det er fin psykologisk
fortællekunst, dog uden særligt nye
selvstændige vinkler eller afgørende
nye fortolkninger.
For en god ordens skyld er der i
denne anmeldelse brugt de tyske
stavemåder for de russiske navne for
at undgå alt for megen forvirring.
Schleswig-Holsteinisches Landestheater:
Drei Schwestern - af Anton
Tjekhov (tysk oversættelse:
Elina Winkel). Instruktion: Wolfram
Apprich. Scenografi og kostume:
Mirjam Benkner. Premiere
i Slesvighus den 4. februar.
Spilles på teatrene i Rendsborg,
Flensborg, Itzehoe, Heide, Neumünster
og Meldorf samt i Slesvighus
og Husumhus Sidste spilledag
er den 11. maj.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de