Speciale_publiceret

Mennesket som krop i rummet
Deltageren investerer derimod hele sin krop og alle sine sanser, fordi værket via rummet
stimulerer kroppens perception og bevægelse. Synssansen er aktiv i betragtningen af
medieringerne og installationen i det hele taget. Høresansen inddrages i registreringen og
differentieringen af de forskellige lyde, der blander sig med hinanden i rummet. Følesansen
stimuleres for det første via opstillingen af ting, der er placeret som håndgribelige objekter,
man må gå udenom for ikke at støde ind i. At projektorerne for det andet er opstillet som
synlige genstande indikerer en redskabsmæssighed, der trækker på det manuelle i
bogstavelig forstand; noget hånd-gribeligt. For det tredje stimuleres følesansen via
materialefremhævningen; stofstykkerne og formerne og hele den tekstur, som de danner
indbyrdes i værket. Alle sanselige stimuli samarbejder og bruges både til at placere
objekterne i rummet og navigere i forhold til dem, hvorfor hele deltagerens krop er aktiveret
i forståelsen af værkets medierefleksion. Også rummet indvirker aktivt på deltageren, for
man kan ikke overskue værket fra et af rummets hjørner men er nødt til at bevæge sig rundt
for at opleve alle dets elementer. Vil man høre, hvad en figur siger, må man bevæge sig helt
hen til den, nogle gange bøje sig ned og isoleret betragte den, vel vidende, at der også
foregår noget bag ens ryg. Sanserne og kroppen er frisat til at bevæge sig i og med værket,
hvis sanselige stimuli er overlappende indtryk, der tilsammen omslutter deltageren og dennes
sanser i rummet. Det er ikke meningen (som i traditionel film og video), at man skal opleve
en sammenhængende narration, hvis tid udfolder sig kronologisk for beskueren. For selv om
deltageren skal opleve værket igennem sin temporale perception og erfaring, sker dette ikke
gennem nogen planlagt færd fra punkt til punkt. Deltageren er fri til selv at vælge sine
fikspunkter og sine ophold i rummet, og Manovichs biografbeskuer er via deltageren frisat til
agerende krop.
Når den visuelle sans styrer i forbindelse med nye medier, er vi ligesom
biografpublikummet hensat i en repræsenteret dimension, begrænset til det virtuelle rum og
uopmærksomme på det faktiske. Fokus bringes tilbage til den faktiske fænomenologiske
situation ved at vise de dissonanser, som den nymediale repræsentation afstedkommer. Disse
ambivalenser og dissonanser er fremhævet i værket, for at deltageren via relativeringen og
forvirringen kan gestalte det virkelige subjekts enhed, hvis ikke i værkets rum, så i kraft af
sin egen krop. Udstillet i Ourslers værk er den nymediale repræsentations patologi, som
ekspliciteres ved det teatralske element i værket. Væsnerne begræder deres handikap, det
fangenskab, de forsøger at sprænge ved at bryde ud af todimensionaliteten, at blive form i
stedet for billede, at blive virkelig. Værkets semantiske værdi ligger derfor i det, der ligner
47