Views
9 months ago

Solidaritet #11, april 2017

Tema: Kultur og medier

Tema: Kultur og medier res kritiske spørgsmål bunder i personlige sympatier og antipatier og så videre. Den autoritet, som forskere og journalister udtaler sig med, når de fremlægger forskning, laver reportager eller diskuterer kritisk med magten og politikerne, henter de fordi, vi har en idé om, at de taler objektivt. Vores indtryk, for at øvelsen skal lykkes, skal være at en bestemt journalist ikke udtaler sig om et emne, vælger en nyhed eller fremhæver en rapport, fordi den understøtter et parti, vedkommende selv har stemt på, fordi historien handler om den fodboldklub, som vedkommende selv har spillet i eller fordi vedkommende nu engang bare godt kan lide blomster. Virkningen af kritisk forskning og journalistik som en kraft, der kan tale til hele befolkningen (eller brede dele af den), er kun til stede, hvis folk ikke forestiller sig, at kritikken er personlig motiveret. Vi skal tro på, at den handler om en reel videnskabelig indvending og ikke om et personligt, psykologisk eller biografisk forhold hos den forsker eller journalist, der udtaler sig. Ellers ender vi i en situation, som vi måske allerede er i, hvor alle udsagn er lige gode og det eneste pejlemærke man har er, hvilke kilder og medier man i forvejen er opdraget til at stole på. Det er klart at ekkokamre, algoritmer på søgemaskiner og sociale medier og destabiliseringen af traditionelle medier er med til at skubbe til den her udvikling. Det er mindre klart, om den ubetinget er dårlig – men mere om det afslutningsvist. De borgerlige brugte personliggørelsen af journalister og forskere som bevidst strategisk virkemiddel til at undergrave tilliden til institutioner, som de ikke kunne lide. Dermed undergravede de på forhånd platformen for disse institutioners kritik. De flyttede simpelthen det forvrængede ideologiske rum fra den politiske sfære til de samfundsmæssige institutioner. Jagten på de røde lejesvende Danmarks Radio har igennem mange, mange år været i krydsilden for at have en venstreorienteret slagside og fungere som en ideologisk opdragelsesanstalt for befolkningen snarere end objektiv og lødig presse. Eksponenter for den kritik havde organiseret sig omkring Erhard Jakobsens »Aktiv lytterkomité« (senere »Aktive lyttere og seere«) i 70’erne. Senere blev Morten Messerschmidt berømt for foreningen »Kritiske licensbetalere«, som blev stiftet i 2002 med det samme formål: at afsløre den dybt venstreorienterede bias i Danmarks Radios programflade og tilrettelæggelse. Et af de stærkeste symboler på den borgerlige værdikamp er DR’s lancering af tv-serien Jagten på de røde lejesvende i 2010. I serien sætter DR den senere Deadline-vært Jacob Rosenkrands til at opklare om der har været tale om kulturel socialistisk manipulation på Danmarks Radio fra 60’erne til nu. Iscenesættelsen af Jacob Rosenkrands bliver næsten for tyk, men effekten af udsendelsen er der ikke noget at tage fejl af. Interviewpersonerne er inviteret uden at kende overskriften på udsendelsen eller vide, hvad deres samtale skal bruges til. Journalisten som privatperson Kampagnen fra de borgerlige bruger sensationsvirkemidler og skandalehistorier for konstant at få omtale, og et af de mere effektive virkemidler er det personlige angreb, hvor enkelte journalister bliver angrebet for ting, de har gjort og sagt i deres privatliv. To interessante tilfælde er udenrigsjournalist Jens Nauntofte, og mellemøstkorrespondent Ole Sippel. Fælles for de to historier er, at de handler om forholdet mellem journalisten som privatperson og offentlig kritiker og formidler – og om der overhovedet kan skelnes mellem de to positioner. Sagen mod Jens Nauntofte graver Jagten på de røde lejesvende selv frem. Den handler om, at Jens Nauntofte, mens han var freelancer for Information og altså inden tiden i DR, sad på en kampvogn i Saigon i Vietnam ved siden af en fransk kommunist. Billedet bliver vist flere gange i udsendelsen og forankrer seerens bevidsthed så effektivt, at det eneste man husker efterfølgende er »Danmarks Radio har igennem mange, mange år været i krydsilden for at have en venstreorienteret slagside« symbolet af en hæderkronet DRjournalist på en FNL-kampvogn. Kan han så samtidig være objektiv? Nok ikke. Når man har set serien, bærer man som seer så at sige kampvognen med sig videre som en tvivl – hvis institutionen Nauntofte er en rød lejesvend, hvad kan vi så overhovedet stole på? Glemt er, at sagen ikke er relevant, at det var før hans tid i DR og at sådan et billede vel ikke siger noget synderligt om ens evne til at være objektiv. Jens Nauntofte er trukket ud af sin ophøjede, kritiske formidlerrolle og ned i kødet ved siden af kommunisten på en tank i Vietnam. Objektivitetens endeligt? Sagen mod Ole Sippel var allerede højdramatisk op igennem nullerne. Ole Sippel var mellemøstkorrespondent med et ekstensivt netværk i bl.a. Irak og Palæstina og hans tilstedeværelse som formidler af reaktioner på den danske krigsførelse i Irak og den danske Israel-Palæstina politik var så massiv, at der endda blev refereret til »Ole Sippel-effekten« – en situation, hvor en korrespondent nærmest monopoliserer et centralt medieområde. De særlige rådgivere omkring Anders Fogh Rasmussen (blandt andre Michael Kristiansen) og andre borgerlige ideologer var særdeles utilfredse med den kritiske tilgang til den danske krigsdeltagelse, som Ole Sippel blev ved med at stå for. Det endte endda med, at Søren Espersen, som var medlem af DR’s bestyrelse på daværende tidspunkt, krævede Ole Sippel fyret med den ene årsag, at Espersen mente, at Ole Sippel var tendentiøs i sin formidling. En sag, der først døde lidt hen, da Lisbeth Knudsen, som var nyhedsredaktør i DR, satte sin egen stilling på spil i en live debat med Søren Espersen for at undgå direkte politisk indblanding i korrespondentbesætningen på DR. Selvom DF og Venstre ikke direkte kom af med Ole Sippel, så fik de mediediskussionerne til at have hans person som omdrejningspunkt i stedet for hans formidling af deres egen historiske og ulovlige krig og dens konsekvenser. Eksemplerne er illustrative og 14 | Solidaritet

Tema: Kultur og medier Jens Nauntofte var en af de journalister der fik ørerne i maskinen i TV-serien »De Røde Lejesvende«. Foto: Wikimedia Commons »Jens Nauntofte blev trukket ud af sin ophøjede, kritiske formidlerrolle og ned i kødet ved siden af kommunisten på en tank i Vietnam« manøvren blev brugt i utallige sammenhænge af de borgerlige partier og deres rådgivere. Som eksempelvis da Anders Fogh Rasmussen fra talerstolen på Venstres landsmøde i 2005 afviste Dansk Institut for Internationale Studiers rapport »Danmark under den kolde krig« på 2350 sider. Han var ikke enig i dens konklusioner. Det har givet os en ny situation i det kulturelle og ideologiske landskab i Danmark. Den objektive stemme, som taler fra en vidende position og udøver en autoritær kritik af magten, som vi har kendt til, er systematisk undergravet og ryddet af vejen af borgerlige, som for en hver pris ville undergrave en institution som DR, fordi de anså den som ræverød. Nu er vi i en ny position, hvor kritik, viden og sandhed ikke i samme omfang taler gennem traditionelle autoriteter, men vi selv skal mobilisere vores sandheder igennem bevægelse i sociale fællesskaber tæt på mennesker, hvor tilliden er høj. Eller vi skal bryde igennem private mastodonter som Facebook og Googles algoritmer og ramme folk på de sociale medier. Der er ingen tvivl om, at den nye ideologikritik bliver nødt til at være båret af en stærk teknologikritik, som kan gå i kødet på det private markeds algoritmer, som nu er trådt ind og bestemmer hvad vi ser og oplever af verden, vores venner og os selv. Men udfordringen med at mobilisere konkret bevægelse omkring central magtkritik i nære sociale fællesskaber skal måske tages som en venlig opvågnen til en verden, hvor vi ikke kan regne med, at journalisterne længere gør andet end at efterplapre magten. Den anden situation med stærke, progressive og kritiske institutioner var en parentes i historien, som måske i nogen grad endte med at passivisere den levende og mobiliserede kritik. Eller som tidligere redaktør på Moderne Tider på Information og nytiltrådt deadline vært, Lotte Folke Kaarsholm siger det fra journalistens perspektiv: »Der er ingen modsætning mellem at have holdninger og at lave lødig journalistik. Idéen om det neutrale menneske er en forældet løgn, som journalistikken skal holde op med at fable om, for den er meningsløs. Det, vi skal måles på, er, om vores arbejde holder, og om vi formår at bringe holdninger sammen, så de brydes med hinanden på en måde, som gør folk klogere. Det kan man ikke, hvis man er bange for holdninger.« Vi skal være en af de holdninger, der brydes, og hele tiden kunne kritisere magten i det rum, vi brydes i. ■ Solidaritet | 15

Grænser for solidaritet - Anis
KONTAKT nr. 08 april 2010-11 - Bording Skole
Efterår 2009, årgang 11, nr. 3 - STATEN
April 2009 - WSPA Danmark
April - Bjert Stenderup Net-Avis
3NUMMER APRIL 2002 - Sct. Georgs Gilderne i Danmark
Medier Idræt - Radikale Venstre
Magasin 4 - KLF – Kirke & Medier
Frihed og fristeder - LøS
Forår 2009, årgang 11, nr. 1 - STATEN
Walsted artikel - Thurø 33
2050 - Der bli'r et yndigt land - Realdania Debat
Støtte- og kontaktCentret - Outsideren
De store beslutninger træffes i gårdrådet - LandboNord
Nr. 5 - 2012 - Baptistkirken i Danmark
Tilbage til hverdagen baptist.dk - Baptistkirken i Danmark