Views
3 months ago

Solidaritet #11, april 2017

Tema: Kultur og medier

Tema: Kultur og medier nem kulturpolitik. I kultur og sport ser vi, hvordan foreninger kan udgøre fællesskaber, som er til uvurderlig gavn for dem , der er uden for fællesskabet. Til gengæld er der stadig en klar tendens til, at dem, der har færrest midler, får den mindste adgang til vores kultur og sportstilbud. Det gør de af to grunde. Fordi pengene i vores samfund er ulige fordelt og der er mange familier, som har svært ved at betale kontingentet eller entréen til teatret. Desuden er netværket også ulige fordelt. De børn og unge, som mangler et bredt netværk og nogle gode venner, bliver simpelthen ikke hevet med ned i klubben i samme grad som de populære unge med stort netværk. Den ulighed er både uretfærdig og dum, for det er netop i forhold til dem, der mangler et fællesskab, at kulturpolitikken virkelig kan og burde gøre en forskel.« Den overordnede kamp består altså i at give unge mødet med stærke fællesskaber og vise, at de selv kan være med til at styrke og organisere dem og deres udvikling, men hvad kan man politisk gøre for at få den udvikling i gang? Foreningerne er organiseret arbejderkultur Det er et gennemgående tema, at Jacob Mark taler om foreningslivet som en stor del af den progressive og socialistiske tilgang til det kulturpolitiske område. Foreningslivet er den sfære, hvor arbejderkulturen i videst udstrækning lever i dag, ifølge den unge SF’er. Det handler derfor om at udbrede erfaringerne med alment foreningsarbejde, som rummer en række progressive oplevelser og lærdomme i sig selv. »I kultur og sport ser vi, hvordan foreninger kan udgøre fælles skaber, som er til uvurderlig gavn for dem, der er uden for fællesskabet« Men selvom Jacob Mark mener, at politikerne skal fremme unges møde med forpligtende fællesskaber i fodboldklubben, interesseorganisationen, den unge fagbevægelse eller andre miljøer, så skal de også passe på, at foreningerne ikke bliver bureaukratiseret og slået ihjel af overdrevne formalia og dokumentationskrav. Enhver progressiv organisering og kultur rummer en stor del spontanitet for at afprøve nye, kreative og radikale udtryk, og det er netop den slags erfaringer, som der skal være mere plads til. Hvis man kan finde en form, hvor de mere spontane fællesskaber bliver båret frem i forenings- og kulturlivet, så ville det også appellere meget bredere til unge og flere ville springe ud i at få deres første erfaringer med en engageret praksis, mener han. »Det danske foreningsliv lærer os at organisere os, det lærer os at tage hensyn til hinanden og det lærer os at være empatiske. Det er alle sammen vigtige værdier, 18 | Solidaritet Blå bog Jacob Mark 25 år og kommer fra Køge. Har siden 2015 været medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti, hvor han er gruppeformand samt ordfører for børn, uddannelse, forskning, kultur, medier og idræt. som gør det mere sandsynligt, at unge får modet til at sige fra over for en ført politik, som kun gavner det lille mindretal i samfundet. Modet til at sige fra, evnen til at se andre menneskers perspektiver i øjnene og kreativiteten til at bygge anderledes fællesskaber op ligger alle sammen gemt i de fleste danske foreninger som grundlæggende erfaringer. Det er dem, en socialistisk kulturpolitik skal fremme og det er her, den moderne arbejderkultur har sin rod.« »Men det er et problem, hvis det kun bliver gennem formelle foreninger med faste årshjul, at de unge kan komme i kontakt med de erfaringer. Mange står af på det og det er ikke det, som skaber de nye og skæve miljøer. Derfor skal vi finde en form, hvor vi kan skabe grobund for hele det vækstlag af ikke-formaliseret kreativitet og fællesskab, som findes derude.« Det mindste man kan gøre som politiker er ifølge Jacob Mark at undlade at kvæle de alternative og spontane initiativer, når de opstår. Det oplevede Næstved et tydeligt eksempel på, mener SF’eren: »Næstved havde et spirende graffitimiljø og i stedet for at forfølge det og lukke det ned, så donerede de murplads, som graffitimalerne frit kunne skrive på. Det førte til, at store og dygtige graffitimalere fra hele Europa kom til byen, som havde et rivende kreativt miljø, som udgav blade, diskuterede kunstform og endda diskuterede, om deres miljø kunne acceptere at være indirekte støttet af kommunen. Nogen gange skal vi bare give los og frihed – stille gratis brugerstyrede lokaler og midler til rådighed, og så kommer den progressive kultur af sig selv. Når den progressive kultur opstår i glimt, er det vores fornemmeste opgave ikke at kvæle den. Det lyder måske ikke af meget, men det gør politikere tit,« siger Jacob Mark med et smil. I virkeligheden skal foreningerne og organisationerne gøre noget af det samme i dag, som de gjorde dengang. De skal fremme solidaritet. »Arbejderkulturen opstod ved, at vi stod sammen som klasse og delte analyser, hverdagserfaringer og politiske synspunkterne med hinanden i et sprog og en form, som var vores eget og ikke magthavernes. Den del af arbejderkulturen mener jeg, at vi skal holde fast i. Og flere skal generelt til orde og blande sig med deres perspektiver og verdensbilleder. Det kan stærke foreninger være rammen om at tage de første skridt til. Men siden dengang er vi som klasse blevet mindre homogen og derfor er foreningerne også den perfekte ramme for at dele hinandens perspektiver, følelser og hverdagssituationer på tværs af forskellige livsforløb. En ramme for at huske solidariteten. Det er moderne arbejderkultur for mig.« Kulturen skal erobre det politiske rum Arbejderkulturen i dag er en levende proces, som skal gøres mere levende og hele tiden holdes i live af nye foreningsformer og stærke rammer. Kunsten i sig selv kan også optræde mere eller mindre i arbejdernes brede interesser. Når den er god, er den beskrivende for brede og kollektive erfaringer, som vi ellers ikke ville have ad-

Tema: Kultur og medier Jacob Mark ser foreningslivet som en stor del af den progressive og socialistiske tilgang til det kulturpolitiske område Foto: PR gang til, eller den lærer os at se verden fra forskellige menneskers perspektiv. Stærkest er kunsten, når den indgår i en politisk proces og når kunstnerne også tør kaste sig ud i en politisk debat til fordel for de brede interesser i samfundet. Jacob Mark efterlyser en mere politisk kunst – fordi kunsten og kunstnerne kan noget, som politikere ikke kan: »Når man beskriver de tendenser, som er gældende for samfundsudviklingen, så mener jeg også, der er tale om arbejderkultur. Når Bruce Springsteen f.eks. synger »the jobs are gone and they ain't coming back« i My Home Town, så sætter han ord på en central arbejdererfaring, som mangler generelt i offentligheden.« Når man spørger, hvordan kulturen kan blande sig politisk, så er Jacob Mark fuld af eksempler: »Jeg så et kunstværk en dag. Det var en installation, med en kvinde på en seng og en række med 30 mænd foran sig. Det var en klar kommentar til prostitutionsdebatten, som jo buldrer i medierne og på blogs i dagblade, men det her kunstværk har ramt den meget tydeligere.« »Det samme med Medina, da hun var i Lesbos for at dokumentere situationen for flygtninge. Nogen folk har simpelthen brug for at se det og blive revet ud af deres almindelige vante gang og syn på tingene. Kultur er det skæve og det uventede, og nogen gange kræver det, at andre end os politikertyper melder sig på banen, hvis folk skal lytte efter og tænke sig om en ekstra gang,« siger Jacob Mark, som i det hele taget gerne vil have flere kunstnere på banen i debatten: »Hvis man kigger efter, er der efterhånden mange kunstnere, som arbejder med konsekvenserne af den stigende ulighed, men vi mangler stadig, at de blander sig aktivt selv. Kunstnerne kan ramme andre folk og tale til folk på andre måder end vi formår i det politiske system og det er uvurderligt at de blander sig.« Her på falderebet. Hvis du skulle nævne et stykke kultur, som har gjort en afgørende forskel for dig, hvad skulle det så være? »Så må det helt klart være Tapperiet, et ungdomskulturhus i Køge. Det blev drevet af de frivillige, og kommunen stillede penge til rådighed, så de kunne udvikle aktiviteterne og deres foreningsformer. Jeg var ikke enig i alle holdninger, der kom til udtryk der, men det er vigtigt, at der er en platform, hvor det skæve og alternative kan komme til udtryk.« Tapperiet, men så også den gamle fodboldklub derhjemme. »Jeg har spillet fodbold i 10 år og nogen gange tager jeg stadig hele vejen hjem til Køge for at spille med drengene. Mange af dem er ikke politisk enige med mig og det er næsten sådan noget med, at hvis jeg brænder et straffe, så skal jeg sænke skatten. Men klubben er rammen om et møde på tværs mellem os mennesker, som nu er vidt forskellige steder. Vi mødes på tværs og lærer noget nyt og det er en vigtig kulturel erfaring.« ■ Solidaritet | 19

Grænser for solidaritet - Anis
Hele publikationen i PDF - Kulturstyrelsen
Forår 2009, årgang 11, nr. 1 - STATEN
[pdf] BØRNEKULTUR I KOMMUNEN - Børnekulturportalen
Stiftsårbogen 2004 som pdf-fil (4,2 MB) - Holmens Kirke
Stiftsårbogen 2005 som pdf-fil - Holmens Kirke
Nr. 2. Maj 2013, 11. årgang - Kræftens Bekæmpelse
IKON fylder 20 år - IKON - Danmark
Tune Musikfestival 2017
KONTAKT nr. 08 april 2010-11 - Bording Skole
ikke alle grise er ens — glædelig øko-jul! - LøS
Peripeti 11 – 2009 (Interaktivitet)
Optikeren 2010 4 - Danmarks Optikerforening
[pdf] Hent Børnekultur i hele landet - Børnekulturportalen
Efterår 2009, årgang 11, nr. 3 - STATEN