Views
6 months ago

Solidaritet #11, april 2017

Teori historiske nybrud,

Teori historiske nybrud, er pr. definition utilladeligt, fordi det peger på et brud med det eksisterende system. Revolutionær er netop det, man ikke må være – i hvert fald så snart det ikke længere blot er en æstetisk leg. Hver gang en repræsentant for Enhedslisten kan lokkes til at sige noget om revolution, blæses det op til en medieskandale. delse på sig. I sin bog Byguerillaens minihåndbog fra 1969, som fik stor betydning for også den vesteuropæiske ’røde’ terrorisme i 1970’erne, hævdede brasilianeren Carlos Marighella, at det »at være ’voldelig’ eller ’terrorist’ i dag er en egenskab, der udmærker enhver ærefuld person, fordi det er den rette handling for den revolutionære, der deltager i væbnet kamp mod det forkastelige militærdiktatur«. Men volden er ikke det, som specielt definerer en revolution. Vold eller trusler om vold findes i utallige samfundsforhold, men i skiftende grader af synlighed. Enhver samfundsorden hviler i sidste ende på en form for vold, og ingen stat i ver- Juli-revolutionen i Paris 1830. Oliemaleri af Nicholas- Edward Gabé (1814-1865). Kilde: Wikimedia Commons Revolution og vold Ofte sker det med den mere eller mindre åbenlyse tilføjelse, at her er tale om en voldelig revolution. Det spiller med andre ord entydigt på en opfattelse af revolutionen og de revolutionære projekter, som lige fra begyndelsen har været fremherskende hos revolutionens modstandere – både hos fortalerne for de gamle samfunds fortsættelse og i de kontrarevolutionære bevægelser, fra de royalistiske hære til nazismen og stalinismen, der har søgt at mobilisere revolutionens radikalitet, nogle gange også dens masseappel, imod dens forbindelse med det historiske stræben mod højere grader af lighed og frihed. Det er da også korrekt, at revolutionernes historie forbinder sig med nogle af de drabeligste kapitler i mange landes udvikling, ligesom det er rigtigt, at nogle mennesker med en revolutionær selvforståelse har taget identifikationen af revolutionær aktivitet med voldsanven- 44 | Solidaritet

Teori »Enhver samfundsorden hviler i sidste ende på en form for vold, og ingen stat i verden har kunnet grundlægges, helt uden at nogle grupper med magt dikterede, hvad der skulle gælde for lov og ret« den har kunnet grundlægges, helt uden at nogle grupper med magt dikterede, hvad der skulle gælde for lov og ret – og dermed hvem der kunne gøre krav på den legitime voldsanvendelse, som koncentreres i politi og militær. Hvor en stat er blevet anerkendt som legitim, vil meget af volden dog være usynlig, netop fordi den fremstilles som berettiget og ’naturlig’, eller fordi den kun ligger som en latent trussel, der først bliver følelig, når loven brydes, eller statsordenen trues. Revolutionerne skaber dermed ikke volden, men den medfører afgørende forandringer i formerne for de magtforhold og konflikter, der allerede lå under overfladen før revolution. Når de herskende sociale eller politiske magtforhold anfægtes i revolutionen, bliver mange indtil da oversete eller ’selvfølgelige’ voldsrelationer forvandlet til synlige forhold og gjort til genstand for kritik, handling og vilje. Den vold, der forekommer i forbindelse med revolutioner – fra de revolutionæres side såvel som de kontrarevolutionæres – bør derfor ikke betragtes som noget isoleret. Tværtimod må de revolutionære voldsoptrin forstås som udtryk for den radikale forandring og de interessekonflikter, der er på spil i revolutionen, altså groft sagt: de gamle eliters interesser i at fastholde nedarvede uligheder imod fordringerne om lighed. Deraf følger selvsagt også, at en revolution ikke i sig selv nødvendigvis må eller vil indebære vold. Styrkeforhold sætter dagsorden Når det egentligt revolutionære i dag så let og så ensidigt kan fordømmes ved at henvise til vold, hænger det naturligvis sammen med styrkeforholdene i de aktuelle offentlige diskussioner – altså: hvem der har magten til at sætte dagsordenen for debatten, og hvilke sociale og politiske interesser de tjener. Sådan har det praktisk talt altid været: Op gennem hele den moderne revolutionshistorie kan man spore afgørende konjunkturudsving i holdningerne til den revolutionære arv og dens orientering mod radikalt anderledes fremtider. Under restaurationsperioden efter Napoleons endelige nederlag i 1815 dikterede de gamle magthavere en strengt konservativ orden over hele Europa, søgte at fjerne de oprørske minder fra den franske revolution, erklærede de revolutionære projekter for en afsluttet, alt for voldsom afvigelse i den europæiske historie. Disse diktater fra den sejrende reaktion virkede dog som bekendt ikke evigt: Op gennem 1800-tallet og 1900-tallet blev Europa og verden gang på gang gennemrystet af sociale revolutioner, der igen og igen rokkede ved forestillingerne om det mulige. Der ligger dog selvsagt ingen automatiske fremtidsgarantier. De afgørende tilbageslag for arbejderbevægelsen og de socialistiske »Det globale samfund af i dag synes at have mistet selve evnen til at forestille sig bedre sociale fremtider overhovedet« projekter har ikke kun fået konsekvenser for den internationale arbejderklasse og de socialistiske bevægelser selv, men også for forestillingerne om sociale fremskridt, om en bedre fremtid og om muligheden for at skabe bedre samfund. I fraværet af et socialistisk projekt med virkelig gennemslagskraft synes det globale samfund af i dag at have mistet selve evnen til at forestille sig bedre sociale fremtider overhovedet. Det har ikke fået utilfredsheden eller protesterne mod udbytning og undertrykkelse til at forsvinde, men det har foreløbig ledt mange af de forurettede i armene på reaktionære kræfter. Islamisk Stats, Donald Trumps og Marine Le Pens nye succeser er også udtryk for svækkelsen af de ’klassiske’ revolutionære forestillinger om frihedens og lighedens større udbredelse. Men hvis man overhovedet kan lære noget grundlæggende af historien, må det være, at den aldrig er ensrettet, og at alle forsøg på at forudsige fremtiden ved at fremskrive nutidens mest iøjnefaldende tendenser har slået fejl. Også når vi i dag skal komme med en prognose om udsigterne for de revolutionære projekter, er der derfor grund til at genkalde sig Zhou Enlais gamle misforståelse, der gav hans udtalelse en utilsigtet visdom: »Det er for tidligt at sige.« ■ Solidaritet | 45

Grænser for solidaritet - Anis
Tune Musikfestival 2017
Peripeti 11 – 2009 (Interaktivitet)
TEMAKristen kultur - dødens pølse - Metodistkirken i Danmark
April 2004 Fattigt arbejdsmiljø - Ulandssekretariatet
Tidsskriftet Rampelyset, april 2012 - 4 MB - DATS
POUL BRæNDER FOR øKOLOGIEN - Økologisk Landsforening
store banedag padborg park 2012 - Ducati Klub Danmark
Kommer I store, og kommer I små, lad - Det Danske Missionsforbund
Succes med røgalarmer - Foreningen af Kommunale ...
Forår 2009, årgang 11, nr. 1 - STATEN
Forhindringssejlads Antwerpen-Vallensbæk - Danske Tursejlere
Hele publikationen i PDF - Kulturstyrelsen
Magasinet kan downloades - Kirkeligt Medieakademi
6. årgang nr 3 april/maj 2008 - Dansk Byggeri
SEPTEMBER 2011 - Grønt Miljø