Views
8 months ago

Solidaritet #12, august 2017

Teori ger, muligvis

Teori ger, muligvis øgede profitabiliteten, men at de lave lønninger samtidig underminerede efterspørgslen efter varer. Luxemburg kunne med god ret placere dette inden for Marx’ egen ramme, idet han netop påpegede dette problem i sit første-udkast til Kapitalen, det værk vi i dag kender som Grundrids, hvor Marx påpeger underkonsumption (manglende efterspørgsel) som en central kriseforklaring. Dette perspektiv forsvandt dog siden ud af Kapitalen. Dernæst, og mere kontroversielt, mente Luxemburg også, at den øgede arbejdsproduktivitet ikke kun var en modgående tendens, sådan som Marx beskrev den i Kapitalen. »Mandel mente, at profitraten ikke ville falde konstant under kapitalismen, fordi både markedet selv og klassekampen på et politisk niveau ville gribe ind« Faktisk mente Luxemburg, at den øgede arbejdsproduktivitet simpelthen undsagde profitratens tendens til fald, idet en øget produktivitet, der begrænsede kapitalisternes omkostninger, alt andet lige måtte øge deres profitter. Kapitalismens sammenbrud I den modsatte lejr fandt man især Henryk Grossman, der i 1929 udgav en bog om akkumulationens love og sammenbrud. Han tog udgangspunkt i et skema, som den østrigske socialdemokrat Otto Bauer havde udviklet, netop for at svare på Luxemburgs kritik. Grossman regnede videre på Bauers tal, og kom frem til den meget bombastiske konklusion, at det kapitalistiske system ville bryde sammen i løbet af 35 år. 30 | Solidaritet På dette tidspunkt ville profitraten være faldet fra over 30 til under 10 procent, og dette ville betyde, at kapitalistklassen ikke længere ville kunne trække overskud ud til egen konsumption ved at investere kapital i produktionen. Dermed ville investeringer være meningsløse, og systemet ville kollapse. Denne meget deterministiske tilgang har siden været hyppigt brugt og misbrugt mod dem, der advokerede for profitratens tendens til fald, eftersom systemet ikke brød sammen i midten af 1960’erne, som Grossman forudså. I stedet blev efterkrigstiden i høj grad arnested for nye marxistiske kriseteorier, der på mange måder kom til at konkurrere med teorien om profitratens tendens til fald. Monopolkapitalisme To af de mest centrale teorier er her amerikanerne Baran & Sweezys teori om monopolkapitalismen og briterne Glyn & Sutcliffes teori om profitklemmen. Monopolkapitalisme-teorien tager udgangspunkt i en idé om, at kapitalismen ville gå fra intens konkurrence til en situation, hvor markedet er præget af monopolistiske firmaer. I en sådan situation vil der ikke være et nedadgående pres på priserne, og derfor kan monopol-firmaerne modvirke en faldende profitrate. Problemet i monopolkapitalismen er imidlertid, at de overnormale profitter ikke kan geninvesteres meningsfuldt, fordi man så vil få en overakkumulation af kapital og varer, der ikke er efterspørgsel efter. Derfor vil investeringerne falde, og økonomien ende i en mere eller mindre permanent recession (krise) ifølge Baran og Sweezy. Profitklemmeteorien tog et mere direkte klassekampsperspektiv, der var meget besnærende i slutningen af 1960’erne, hvor arbejderklassen var velorganiseret, velfærdsstaten blev udbygget, og der var tæt ved fuld beskæftigelse. Under disse forhold var arbejderbevægelsen i offensiven i flere af de udviklede økonomier. Denne offensiv manifesterede sig ikke blot politisk, men også i den konkrete klassekamp på virksomhederne og i klassesamarbejdets institutioner (overenskomster, trepartsaftaler, reformer osv.). Derfor fik arbejderne tilkæmpet sig en større del af merværdien og kapitalistklassens profitter blev presset – »klemt« (eng. squeeze). Den stigende lønkvote kunne ikke væltes over i højere priser, på grund af den internationale konkurrence, og dermed var i hvert fald den britiske kapitalistklasse fanget i en profitklemme ifølge Glyn og Sutcliffe. Denne underliggende profitabilitetskrise kunne ifølge Glyn & Sutcliffe kun løses fra kapitalisternes side gennem investeringsstrejke og gennem borgerlige partiers arbejdsløshedsskabende politik, det vil sige at profitkrisen kom til udtryk i en åbenlys (politisk) krise. Kriserne materialiserede sig i en klassekamp mellem kapital og arbejde på såvel arbejdspladser som på politisk niveau. De »lange cyklusser« Mens flere forlod Marx' grundlæggende idé om, at profitraten ville have en tendens til at falde, var der dog også traditioner, som holdt fast og udviklede teorierne. Den kapitalistiske kriseskole var en sådan tradition, der forsøgte at videreudvikle Marx’ teori om den faldende profitrate ved at se på de lange cykluser (bølger) af kapitalistisk udvikling. Den mest fremtrædende inden for denne strømning i efterkrigstiden var Ernest Mandel. Mandel mente, at profitraten ikke ville falde konstant under kapitalismen, fordi både markedet selv og klassekampen på et politisk niveau ville gribe ind for at genoprette betingelserne for profitorienteret kapitalistisk produktion. Imidlertid ville enhver vækstperiode på et tidspunkt slå om i en krise, fordi de faktorer, som modvirkede profitratens fald, ville have udtømt deres potentiale. På baggrund af en omfattende analyse af bevægelser i profitraten i de udviklede økonomier siden 1840´erne mente Mandel, at man

Teori Økonomiske kriser er et jævnligt tilbagevendende fænomen under kapitalismen. Marx mente, at kriserne skyldes profitratens tendens til fald, men andre socialister har alternative forklaringer. Foto: CC kunne udskille en række bølger af kapitalistisk fremgang og stagnation. Hver bølge bestod af en optur på ca. 20-25 år efterfulgt af en stagnation på et nogenlunde tilsvarende antal år. Mandel argumenterede for, at krisernes konkrete gennemslag ville have forskellige udtryk, som var formet af den konkrete epoke (bølge), som krisen var født af. Men i alle tilfælde mente Mandel, at kriserne ville være en kombination af overinvestering (for dyrt kapitalapparat i forhold til indtjeningsmulighederne), overproduktion (for mange varer, som ikke kunne sælges) og underforbrug (ikke nok købekraft til at afsætte varerne uden nedgang i profitten). Denne forklaring var samtidig Mandels bud på, hvorfor overakkumulationskrisen hænger sammen med overproduktions/underforbrugskrisen, som Luxemburg havde fremlagt. Marxismen i defensiven Tilsvarende forklaringer af kapitalismens lange bølger kan findes hos senere marxistiske økonomer, som fx Michael Roberts og Giuglielmo Carchedi, og hos den amerikanskpakistanske universitetsøkonom Anwar M. Sheikh, der i sit store værk »Kapitalisme – Konkurrence, konflikt og kriser« fra 2016 analyserer profitratens betydning for kriserne siden Anden Verdenskrig, herunder også den seneste krise. I løbet af 1980’erne og 1990’erne blev den marxistiske kriseforskning i høj grad presset i defensiven. På det økonomiske felt af den neoklassiske økonomi, og på det socialvidenskabelige felt af postmodernisme og teorier om det refleksive moderne (fx Anthony Giddens og Ulrich Beck). Derfor kom de marxistiske teorier om økonomiske kriser, og ikke mindst profitratens tendens til fald, til at spille en stadigt mere perifer rolle. Dette faktisk indtil den økonomiske krise i 2008, der re-aktualiserede denne tradition inden for politisk økonomi. Den aktuelle debat I lyset af den globale økonomiske krise i 2008 har den marxistiske kriseanalyse fået en kærkommen revival, og har udfordret mainstream-økonomernes analyse, der reducerer den økonomiske krise til en ’finanskrise’, der primært kan forklares med for høj risikovillighed og de stadigt mere komplekse finansielle spekulationsprodukter, der gjorde markedsmekanismen uigennemskuelig på de finansielle markeder. Flere positioner skyder dog frem og tilbyder en forklaring på den økonomiske krise inden for en marxistisk ramme. Eksempler på dette er den græske økonom Costas Lapavitsas, der har været en af de fremmeste fortalere for finansialiseringsperspektivet, hvor den primære drivkraft bag den økonomiske krise er et grundlæggende skifte i kapitalismens måde at fungere på – fra at være bygget på udbytning i produktionen, til at bygge på finansiel udbytning gennem gæld og spekulation. Også de franske økonomer Dumenil og Levy har fremlagt flere interessante analyser, der ligger Solidaritet | 31

Grænser for solidaritet - Anis
SI nr. 239 - Socialistisk Information
Folkets repræsentanter - Aarhus Universitetsforlag
Magasinet PLUS - August 2017 - Valdemars familie har skudt papegøjen
Politik og forskning - analyseinstitut for forskning
Download (PDF, 2.23MB) - DKP
Kun sammen kan vi stoppe regeringens angreb - Internationale ...
SI nr. 240 - Socialistisk Information
NY SIDE 12 Radikal Politik 7-2006.indd - Radikale Venstre
Medier og Politik - IPmonopolet
Et ganske levende demokrati - Aarhus Universitetsforlag
Hvidbog fra konference i Lillestrøm, 19.-20. januar 2012
Jubilæumsskrift - De Økonomiske Råd
IP Monopolet.dk: tidsskrift for international politik
samfundsfagsnyt - FALS
SI nr. 238 - Socialistisk Information
Sådan taler medier og borgere om politik - Aarhus Universitetsforlag
Download (PDF, 986KB) - DKP
Voksenlærling og prismodtager - CO-industri