Solidaritet #13, februar 2018

Røde flertal
De gamle højreorienterede udkantsbevægelser fra
Bretagne i nord til Auvergne i syd orienterede sig i slutningen
af 1970erne mod venstrefløjen, der ville kæmpe
for et lige Frankrig - ikke blot socialt, men også geografisk.
Det var ligeledes venstrefløjen, der mobiliserede til
gunst for kvinders rettigheder.
Tilsvarende før og under ’mangfoldighedens venstre’
i 1990'erne. Det var kravet om 35 timers arbejdsuge og
kravet om en universel og vederlagsfri sundhedssektor,
der samlede private og offentligt ansatte. - Men det
var den forudgående brede arbejdsløshedsbevægelse,
der gav udsatte og oversete borgere en stemme og inddrog
disse grupper i venstrefløjsblokken. Majoriteten
blev vundet gennem brede og allianceskabende mobiliseringer.
Alliancer, der brast
Men disse eksempler er undtagelser. Kun i Sverige
formåede det svenske socialdemokrati, SAP, i efterkrigstiden
og så sent som i første del af 1970erne
og 1980erne - med passiv støtte fra Vänsterpartiet
Kommunisterna, VPK - at vinde absolut flertal og
fastholde magten gennem det meste af efterkrigstiden
frem til 1991. – Takket være en enestående
høj organisationsprocent i den socialdemokratiske
fagbevægelse og i dens søsterorganisationer.
Her var tale om tætte organiseringer, der
rakte langt ind i mindre bysamfund. De røde
flertal satte sig spor, om end resultaterne var beskedne,
mente venstrefløjen. Men deres indre
sammenhængskraft brast netop, når toneangivende
grupper i den røde alliance blev forsmået.
Da Mitterand-regeringen tilsidesatte stålarbejdernes
interesser i Lorraine i 1984/1985, var
fanden løs i Laksegade. De centrifugale kræfter
i alliancen stod ikke til at standse.
Og hele det svenske folkehjem knagede
i fugerne i 1980erne, da øget ulighed inden
for de svenske lønmodtagere skabtes af stadig
mere markedskonform løndannelse -
med SAPs billigelse.
Nye progressive alliancer?
Pelles første erkendelse er uomgængelig.
De socialdemokratiske partier i Vesteuropa
gennemgik i 1990erne store
forandringer som regeringsbærende
partier. De inkorporerede neoliberale
tanker. De begyndte at betone en
personlig pligtmoral, de nedtonede
samfundets ansvar, og de åbnede for
dramatisk markedsgørelse gennem
udlicitering og privatisering. Gamle
kronjuveler stod for fald.
I Danmark først efterlønnen og siden
kravet om øget lighed, i Sverige
den indtægtsbestemte pension. – Og
30 | Solidaritet