Solidaritet #13, februar 2018
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Røde flertal<br />
politiske<br />
kerne har<br />
været kombineret med en<br />
skarp opposition til både den økonomiske<br />
og politiske elite og dens arrogance, manglende<br />
ydmyghed og manglende forståelse for almindelige<br />
menneskers vilkår.<br />
Men bevægelserne har også haft andre interessante<br />
kendetegn. De har flere steder forsøgt at løsrive sig<br />
fra en klassisk, venstreorienteret symbolik og kultur (i<br />
Frankrig fx ved at erstatte de røde flag med trikoloren!),<br />
ved at søge at række ud til langt bredere dele af befolkningen<br />
– og ved helt grundlæggende at ville magten,<br />
og ikke bare rollen som en stærk opposition. Og de har<br />
formået at skabe en enorm mobilisering på græsrodsniveau<br />
- kombineret med en relativ stor (og efter min<br />
mening nødvendig) operativ magt til bevægelsernes ledelser.<br />
Handlingens øjeblik<br />
Det er også kendetegnende, at deres succes har været<br />
forankret i et ”moment of opportunity”. Altså der har<br />
været en særlig<br />
politisk /økonomisk<br />
situation, som har gjort brede<br />
dele af befolkningen parat til at satse på noget<br />
nyt. Nogle steder omfattende korruption fra de gamle<br />
partier (Spanien /Italien), andre steder socialt og økonomisk<br />
sammenbrud (Grækenland og til dels UK).<br />
Jeg har i de seneste uger tænkt over, om vi i Danmark<br />
havde et sådant ’moment of opportunity’ under den seneste<br />
Thorning-regering, fra den indgik skatteaftalen<br />
med højrefløjen i sommeren 2012 - der skar i dagpenge,<br />
pensioner og kontanthjælp - og halvandet års udvikling<br />
derefter med selskabsskattelettelser, lærerkonflikt,<br />
DONG-salg m.m. I den periode lå Enhedslisten i enkelte<br />
meningsmålinger på niveau med Socialdemokraterne.<br />
<strong>Solidaritet</strong> | 33