Views
8 months ago

Solidaritet #13, februar 2018

Teori: Imperialisme

Teori: Imperialisme listiske selskaber, som eksporterer ikke kun varer, men også kapital til hele verden. Disse lande kan dårligt sidestilles med for eksempel Bolivia, Pakistan eller Uganda. Det vil med andre ord være en grov forenkling at opdele alle verdens lande i imperialistiske lande på den ene side, og på den anden side de lande, som bliver udbyttet og undertrykt. Trods dette bruger de fleste marxistiske økonomer begrebet imperialisme for at forklare, at der sker en kolossal overførsel af værdi fra det globale Syd (»den tredje verden«, »de afhængige lande«, »udviklingslandene«, »periferien« – kært barn har mange navne) til det globale Nord. En undtagelse er den populære nordamerikanske økonom David Harvey. Han mener ikke, at det er relevant at bruge begrebet »imperialisme« i globaliseringens tidsalder. Aktuelle bøger om imperialisme John Smith: Imperialism in the Twenty-First Century: Globalization, Super-Exploitation, and Capitalism’s Final Crisis, (Monthly Review, 2016), 384 sider. Utsa Patnaik og Prabhat Patnaik. A Theory of Imperialism. With a commentary from David Harvey and a foreword by Akeel Bilgrami (Columbia University Press, 2016), 256 sider. Sam Gindin og Leo Panitch: The Making of Global Capitalism, The Political Economy of American Empire (Verso, 2013), 464 sider. Alex Callinicos: Imperialism and Global Political Economy (Polity, 2009), 288 sider. Antonio Negri & Michael Hardt: Imperiet. Informations forlag (2009). 440 sider. Michael Roberts The Long Depression. Marxism and the Global Crisis of Capitalism (Haymarket Books, 2016), 380 sider. Kapitalen bevæger sig nu på kryds og tværs mellem geografiske områder, og en opdeling af verden i to kategorier giver ikke længere mening. Helt modsat siger de indiske økonomer Utsa og Prabhat Patnaik, at kapitalismen er afhængig af, at en lang række varer kun kan produceres i tropiske og subtropiske områder – enten kan varerne ikke produceres i tempereret klima, eller ikke i tilstrækkelige mængder. Deres teori er, at efterspørgslen på disse produkter fører til, at producenternes indkomster sænkes, så deres forbrug mindskes. Kort sagt, »at presse den lokale optagelse i periferien for at imødekomme kapitalakkumulationens krav i metropolerne er et essentielt træk ved kapitalismen.« Imperialistisk rivalisering? Mens Lenin talte om »sammensmeltning« af finans og industri og refererede til finanskapitalen som en »kapital kontrolleret af bankerne og anvendt i industrien«, som for det meste havde en national strategi for at ekspandere sit »økonomiske territorium«, så er nutidens finanskapital ikke nødvendigvis bundet til industrien. Den bevæger sig rundt i verden på jagt efter den hurtigste gevinst. Spørgsmålet er også, om også kapitalens binding til nationalstaterne er ophørt. Det er afgjort en tendens (i nogle brancher), men samtidig mangler den internationale kapital mulighed for at gribe ind med magt. Den er nødt til at låne muskler fra de stærkeste nationalstater. Det fører os til spørgsmålet om modsætninger mellem de imperialistiske lande. Lenin forudså, at rivaliseringen mellem imperialistiske stater nødvendigvis førte til krige. Siden Anden Verdenskrig har der været mange krige, men ingen mellem de imperialistiske magter, som nu samarbejder gennem internationale militære og økonomiske alliancer. Kan man på den baggrund sige, at kapitalens internationalisering har overvundet geopolitiske konflikter mellem kapitalistiske magter? I deres værk Imperiet (2000) snakker de to filosoffer Michael Hardt og Antonio Negri om en overgang fra »moderne« imperialisme »Lenin forudså, at rivaliseringen mellem imperialistiske stater nødvendigvis førte til krige« baseret på nationalstater til et »post-moderne« globalt imperium. Imperialismen er gledet over i Imperiets transnationale netværksmagt. I modsætning til den traditionelle holdning på venstrefløjen, som bekæmper kapitalistisk globalisering for at bevare velfærdsstaten, ser Hardt og Negri et revolutionært potentiale. De foreslår en kamp for tre globale rettigheder: globalt borgerskab, retten til en mindsteindkomst og retten til generobring af de nye produktionsmidler (uddannelse, information, kommunikation). De to canadiske økonomer Sam Gindin and Leo Panitch har – sammen med mange andre – den opfattelse, at USA som det største imperialistiske land holder det imperialistiske system sammen og forhindrer geopolitiske konflikter. Statsmagten i USA spiller en særlig rolle som den vigtigste stat, som arbejder for den internationale kapital som helhed (og for USA´s kapital). For første gang i historien har vi et globaliseret imperium for kapitalen, hvor USA's magt spiller den dominerende og centrale rolle – finansielt, militært, institutionelt og ideologisk. En tredje position fastholder, at geopolitisk konkurrence fortsat gælder, selv om USA stadig er langt den stærkeste imperialistiske magt. Nok lancerede George Bush »den nye verdensorden« i 1991, men interventionerne i Irak og Afghanistan har reelt været fiaskoer, og »den ujævne udvikling i de førende kapitalistiske stater vil sandsynligvis give anledning til geopolitiske kampe,« skriver Alex Callinicos – førende teoretiker i det britiske Socialist Workers Party, som i denne forstand ligger mere på linje med Lenins klassiske analyse. Hvilken slags udbytning? Tilbage står spørgsmålet, hvilken betydning udbytningen af det globale Syd har for den internationale kapitalisme, og hvilke mekanis- 44 | Solidaritet

Teori: Imperialisme perialistiske herredømme i det 21. århundrede sker således gennem »super-udbytning« af arbejderne i Syd, snarere end gennem de almindelige former for udbytning, som Marx beskrev i Kapitalen: absolut og relativ merværdi, det vil sige enten at udvide arbejdskraften/arbejdsdagen eller at intensivere arbejdet/øge produktiviteten. mer der er i kraft ved overførslen af værdi fra Syd til Nord. I den forbindelse må man under alle omstændigheder tage højde for de seneste årtiers kolossale udbredelse af lønarbejdet i det globale Syd. I 2010 levede 79 procent, eller 541 millioner, af verdens industriarbejdere i »mindre udviklede områder«, en stigning fra 34 procent i 1950 og 53 procent i 1980. Det skal sammenlignes med 145 millioner industriarbejdere, eller 21 procent, som levede i de imperialistiske lande i 2010. Denne udvikling er central, eftersom det i den marxistiske arbejdsværditeori kun er arbejde i produktion og tilknyttede erhverv, som kan skabe merværdi (profit), det vil sige arbejderne skaber mere værdi, end de selv er værd – og denne rolle bliver nu i stigende omfang udført i det globale Syd. Den engelske økonom John Smith argumenterer for, at fordelen for imperialismen ved at flytte produktion til det globale Syd ikke kun er den billige arbejdskraft i forhold til de imperialistiske lande, men også at selve udbytningen af arbejdskraften er højere, fordi arbejdskraften ofte lønnes under sin værdi. Det im- Datidens finans- og industrikapitalister fordelte verden og oprettede kolonier, som kunne udbyttes. Nord-syd: Fælles kamp Andre marxistiske økonomer, blandt andet Michael Roberts, påpeger, at lønniveauet ikke er et bevis for »super-udbytning«, og at man ikke må forveksle udbytning med fattigdom. Udbytning er forholdet mellem merværdien og værdien af arbejdskraften, men arbejdskraftens værdi defineres af det »samfundsmæssigt accepterede« niveau for løn, arbejdstid, arbejdsintensitet mv. Selv om arbejdslønningerne i de imperialistiske lande er meget højere, så kan udbytningen her være større på grund af de store forskelle i produktivitet. Ifølge Smith betyder forskellene i udbytningen, at »en betydelig og voksende del af den værdi, som forbruges i ikke-produktive aktiviteter i de imperialistiske lande, er blevet skabt i lavtlønslande.« I sin ekstreme udgave fører denne analyse til, at arbejderne i Nord har så høje lønninger på grund af udbytningen i Syd – og at de derfor ingen interesse har i at bekæmpe denne udbytning. Det er dog ikke, hvad Smith mener. Han afslutter sin bog om imperialismen med disse ord: »Merværdi fra disse nye lavtlønnede arbejdere hjalp kapitalismen ud af dens hul i 1970´erne, da den imperialistiske orden blev udfordret af overproduktion, faldende profit og voksende klassekamp i dens kernelande og revolutioner i Asien, Afrika og Latinamerika. Sammen med deres søstre og brødre i de imperialistiske lande er det deres mulighed, opgave og skæbne at grave et nyt hul – et gravhul til kapitalismen og afslutte det, som Marx kaldte »det menneskelige samfunds forhistorie.« ■ Solidaritet | 45

SI nr. 238 - Socialistisk Information
Temanr. om socialøkologi - LøS
Misforstået solidaritet Henrik Jacobsen Kleven, Claus Thustrup - LSE
Retfærdighed og solidaritet – Globalt medborgerskab - Emu
Aktivister mod apartheid Dansk solidaritet med Sydafrika
HVILKEN SOCIALISME ? - ansatte - Roskilde Universitet
Danskernes Særpræg
EU-Orientering - LO
DA DA En grøn økonomisk vision for Europa
Læs hele specialet her - Pernille Boelskov
Fuld beskæftigelse i EU: Fra tomme ord til handling - LO
Klik for at downloade 60 siders uddrag i pdf-format - LøS