Løkke talte udenrigspolitik i nytårstalen det vinder man ikke valg på

Løkke holdt statsmands-nytårstale
Løkke talte udenrigspolitik i nytårstalen det vinder man ikke valg på
Af Kasper V. Hansen
Statsminister Lars Løkke Rasmusen brugte helt usædvanligt sin
nytårstale til at snakke om udenrigspolitik, i en stor del talen. Det er
ellers de nære emner, man vil høre om, når danske statsministre holder
nytårstaler, navnligt i et valgår. F.eks. nævnte Løkke ikke
hvidvaskningen i Danske bank, med et eneste ord. Løkke havde en unik
mulighed til at tale til de næsten 2 Millioner danskere der ser talen 1.
januar, og navnlig i et valgår er en nytårstale vigtig.
Når Statsminister Lars Løkke Rasmusen udskriver folketingsvalg, er der
et emne, der er fraværende i næsten hver folketingsvalgkamp. Nemlig
Dansk udenrigspolitik. Dog har enkelte valg I Danmarkshistorien
handlet om udenrigspolitik, men det er usædvanligt, at et folketingsvalg
ligefrem udskrives på baggrund af udenrigspolitik. Det er kun sket 2
gange i nyere tid og de historiske erfaringer er ikke gode, hvis Løkke håber at genvinde
statsministeriet.
Atomvalget 1988
Poul Schlüter var blevet statsminister i en firkløverregering bestående af fire partier
Konservative, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Selvom det var en
firepartiregering havde den ikke noget parlamentarisk flertal. Schlüter og
firkløverregeringen måtte bruge to støttepartier, Fremskridtspartiet ledet af Mogens
Glistrup og Radikale Venstre, ledet af Niels Helveg Petersen. De radikale var dog
ikke helhjertet et støtteparti. Helveg Petersen og de radikale stemte gerne for
firkløverregeringens økonomiske politik, men ikke på sikkerhedspolitiske og
udenrigspolitiske områder. Særligt handlede det om Danmarks forhold til NATO,
og såkaldte fodnoter.
Den daværende statsminister Anker Jørgensen havde i 1979 tilsluttet sig NATOs
dobbelttilslutning. Sovjet havde sat atommissiler op i Østeuropa, der pegede mod
Vesteuropa. Det samme havde NATO med dobbelttilslutningen gjort omvendt. De pegede
mod Øst. I i 1982 var Anker og Socialdemokraterne i opposition til regeringen og i mod den
dobbelttilslutning, sammen med blandt andet SF havde de et flertal i mod regeringen og
blev kaldt det alternative sikkerhedspolitiske flertal, som skabte en række problematiske
situationer, hvor det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget pålagde regeringen
at føre en udenrigspolitik, der ikke var i overensstemmelse med dens egne ønsker. Ikke
mindst udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ønskede at give Danmark en stærk
profil i NATO-samarbejdet, kritiserede ofte det alternative flertal i skarpe vendinger og blev
til gengæld ofte selv kritiseret for ikke at efterleve Folketingets dagsordner. Ellemann fik de
berømte mange næser for ikke at følge dagsordner. Regeringen blev stemt ned 23 gange, og
det betød ofte i form af fodnoter, hvor Danmark kritiserede Atomvåbenopstillingen. I 1988 ,
efter en indviklet afstemning om hvilken dagsorden, fik Schlüter nok og udskrev valg. Det
var 10 måneder efter, at der have været et valg, og ingen ønskede det. Hovsavalget og

atomvalget blev det døbt. Schlüter var oppe imod Svend Auken, og de to beskyldte
hinanden for at være uærlige, også Niels Helveg stillede op som Statsministerkandidat,
valget var udskrevet til at handle om udenrigspolitik, men endte, typisk dansk, med at
handle om alle andre emner end det, det var udskrevet på. Aukens troværdighed led større
skade da han citerede Norges udenrigsminister Thorvald Stoltenberg uden at have snakket
med ham i afslutningsdebatten. Efter Fire dronningerunder endte det med at Schlüter,
dannede regering og det alternative sikkerhedspolitiske flertal forsvandt ved, at Radikale
kom med i KVR-regeringen, men den var upopulær i befolkningen og varede nogen år.
Statsmandseffektsvalgudskrivelsen 2001
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen kunne ikke med
medierne, og befolkningen kunne ikke forstå ham. ’Poul
Uld i mund’ blev han i folkedybet kaldt. Mange spåede
ham et nederlag i en kommende valgkamp, der skulle
komme senest 2002, til Venstres formand Anders Fogh
Rasmussen. Men så ramte terrorangrebet 11. september
2001, hvor World Trade Center og Pentagon blev ramt.
Pludselig så den danske befolkning en statsminister, der
kunne samle nationen og han optrådte værdigt han steg i
meningsmålingerne. Nyrup havde opnået
statsmandseffekt af sin håndtering af terrorangrebet. Nyrup og hans SR-regering mente, at
danskerne skulle høres om en kommende krig i Afghanistan og terrorlovgivning, samtidig
var analysen, at folk ville se Nyrup som det sikre kort i en meget usikker tid. Nyrup udskrev
valg den 31. oktober 2001 med fire måneder tilbage af valgperioden. Samtidig skulle
danskerne også til kommune og regionsvalg. Kritikere fremhævede også han ønskede at
høste af de gode meningsmålinger. Under den første partilederdebat hos DR samme aften,
var der også udenrigspolitiske emner, blandt andet om Nyrups møde med FN’s
generalsekretær Kofi Annan. Dagen efter sagde Fogh "Det er ikke på de bonede gulve, vi
vinder valget men at det handler om danskernes hverdag”. Det fik Fogh ret i, for valget kom
til at handle om Nyrups løftebrud med efterlønnen i 1998, velfærd og Kontraktpolitik samt
udlændinge. Nyrup tabte magten og Fogh vandt valget med et Flertal bestående af Venstre
og Konservative og DF.
Løkke har lang vej igen
Hvis Løkke skal vinde folketingsvalget i år skal Løkke ikke kun fokusere på
udenrigspolitik, han nævnte sundhedsvæsenet kort i talen og Løkke ses som
den politiker, der har mest forstand på sundhedsvæsnet. Talen omhandlede ikke
nogen særlige nyheder, men blot, at regeringens sundhedsudspil ville komme i
det nye år. Et sundhedsudspil som regeringen har udskudt igen og igen. Selvom
Løkke fremstår mere som en stabil statsminister end Mette Frederiksen, fordi
han har styr på sine borgerlige partier, og der i rødblok er hele tre
statsministerkandidater er der lang vej til at vinde et folketingsvalg.
Kilder Danmarkshistorien.dk og Videnskab.dk DR