05.04.2019 Views

KNUD ROMER - 2019

Den danske forfatter Knud Romer fortæller om sine bøger og sit forfatterskab - artikel fra Flensborg Avis den 5. april 2019.

Den danske forfatter Knud Romer fortæller om sine bøger og sit forfatterskab - artikel fra Flensborg Avis den 5. april 2019.

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

18 Kultur fredag 5. april 2019

- Jeg skulle udgives på Insel Verlag -

ikke være pianist på et bordel!

Det er imponerende, at Knud Romer kan nå at tænke, før han taler. Den danske forfatter har været på visit i Flensborg.

FORFATTERBESØG

Hans Christian Davidsen

hcd@fla.de

Flensborg. - Mine elskede flensborgere!

Jeg elsker jeres by. Den er dansk

og den er tysk, og den er det hele

blandet sammen. Den by er mig!

Det sker ofte, at kunstnere af enhver

slags fyrer en masse gas af om,

hvor meget publikum i lige nøjagtig

den by betyder for dem. Og næste aften

lires samme tirade af i en ny by.

De skal så bare lige huske at skifte

bynavnet ud.

Men når det gælder Knud Romer

og Flensborg, er der næppe nogen,

der betvivler hans oprigtige følelser

for byen. I 2008 var der i Flensborg

først et vældigt røre om hans

bog »Den der blinker er bange for

døden«. Her skulle bogen deltage

i læsestafetten og konkurrencen

»Eine Stadt liest ein Buch«, men den

daværende overborgmester, Klaus

Tscheuschner, greb ind og fik i første

omgang projektet stillet i bero.

Begrundelsen var, at beskrivelsen

af det tyskerhad, som Knud Romer

oplevede i barndommens Nykøbing

Falster - og som han beskriver i romanen

- kunne skade forholdet mellem

danskere og tyskere i grænsebyen.

Det var der Tscheuschner blevet

hvisket i ørerne, fortalte han senere.

Men hele aktionen blev til noget,

og den blev en stor succes. Da først

flensborgerne fik nys om, hvad der

foregik bag kulisserne, skrev de læserbreve

og spurgte: »Hvis ikke her i

denne by - hvor så?«

Så kærligheden er gensidig her

godt ti år efter. Knud Romer besøgte

Dansk Centralbibliotek i Flensborg,

og her var fuldt hus til forfatteraftenen.

Blandt gæsterne var der mange,

der på den ene eller den anden

måde havde haft noget at gøre med

Knud Romer, sidst han var i byen.

Der blev taget selfies med giraffen,

og der blev udvekslet minder.

Romer erkendte, at der var mange

ting i livet, han ikke kunne finde ud

af. Der er ikke altid nogen forbindelse

mellem hovedet og hænderne,

indrømmede han. Når en pære

går i stykker i lampen derhjemme,

skrider han ikke til handling, men

ender med at sidde i mørket ved et

stearinlys. Da han boede på Grønningen

i København, hobede pizzabakkerne

sig op. Duerne byggede rede

i lejligheden, fordi han glemte at

lukke vinduet, og da han glemte at

lukke for vandet i badekarret, og det

dryppede ned gennem ejendommen,

blev han smidt ud.

Mange flensborgere kom op til Knud Romer for at fortælle ham, hvor godt det var, at han ikke lyttede til establishmentet

dengang i 2008. Fotos: Hans Christian Davidsen

RESÜMEE

In 2008 gab es in Flensburg eine

große Debatte über den Roman

»Wer blinzelt, hat Angst vor

dem Tod« von Knud Romer.

In der Förderstadt sollte das

Buch damals ein Teil der Leseaktion

»Eine Stadt liest ein

Buch« sein, aber der damalige

Oberbürgermeister Klaus

Tscheuschner intervenierte und

ließ das Projekt zunächst abblasen.

Die Aktion wurde indes ein

riesiger Erfolg. Zwischen der

Stadt und dem dänischen Autor

besteht heute eine enge Beziehung.

Knud Romer besuchte die

dänische Zentralbibliothek in

Flensburg, für eine Lesung. Der

Saal war prop pevoll.

Budskabet er det vigtigste

Nu har Knud Romer jo været inden

for reklamebranchen, så han ved,

hvad der skal til. Publikum slugte

budskabet, og det var det, der var

meningen.

Romer outede sig gerne ved at fortælle,

at han faktisk ikke duede til

ret meget andet end at skrive - og

spille med i en af Lars von Triers

film, der hedder »Idioterne«. Men

der solgte han sig selv til langt under

pris. Ordene kom ud af munden

på ham, så flere blandt publikum

sad og kluklo eller blot forsøgte at

følge med, før han allerede var i

gang med det næste tema.

Han strøede om sig med citater fra

den tyske romantik, og hvordan han

forsumpede under et litteraturstudium,

hvor hashrygningen førte det

med sig, at der blev længere og længere

mellem sekunderne. Men hjernen

har han ikke røget væk. Mens

Romer ikke kan finde ud af at skrue

en pære i en lampe, kan han sin Hugo

von Hofmannsthal og sin Rainer

Maria Rilke - og han kan tale, så flere

hundrede mennesker gider sidde

og høre på det en hverdagsaften, stuvet

sammen i en lille sal, hvor luften

hurtigt begyndte at blive varm.

En ny virkelighed

Sætningerne kommer flydende. Billedsproget

er rigt og frækt. Romer er

spejlbilledet af en taler, der er bundet

til et manuskript. Mens han siger

noget, må hjernen allerede være

i gang med at fostre det næste, der

skal fortælles.

Danmark var hans fædreland, og

tysk hans modersmål. Knud Romers

mor var tysk, hans far dansk, og for

hvert sprog, man vokser op med, får

man en ny virkelighed foræret, mener

han.

- Det er kun politikere og nogle

journalister, der tror, at der kun

findes én virkelighed. Sådan er det

ikke. Virkeligheden er en oplevet

Så er det tid til en cola efter at have talt i to timer. Bibliotekar Anni Søndergaard

Boisen giver Romer en ordentlig klapsalve.

virkelighed. Vi kigger alle sammen

gennem vore vinduer, ud i det, vi

tror, er bevidsthedens landskab.

Men der er ingen sandhed. Det eneste

sande er døden, men den når vi

aldrig at opleve, for så er vi døde,

sagde Knud Romer.

I Flensborg kom hele den kollektive

fortrængning fra Danmark op til

overfladen, dengang i 2008, mener

Knud Romer.

- Det er en misforstået høflighed at

ville benægte, at der i Danmark har

været et historisk tyskerhad, for hvis

det er et overstået kapitel, så skulle

der ikke være nogen anledning til at

fornægte det, vel? spurgte han retorisk

for godt ti år siden.

- Den revne, der var i mit liv, blev

klinket i Flensborg, lød det her den

første onsdag aften i april 2019.

Knud Romer var inviteret til Flensborg

for at fortælle om sin ny bog,

»Kort over paradis«, der udkom i

2018 - 12 år efter hans debut, der

dengang blev kronet med boghandlernes

pris, »De gyldne Laurbær«.

Blandt en masse sidehistorier er

det en historie om Romers ungdom

-med studier, ensomhed og misbrug,

årene som reklamemand med hurtige

penge og mere misbrug, deroute

og debuten som forfatter.

»Jeg duer ikke til noget«

Da han var yngre - længe før skavankerne

- kom han på ideen, at han ville

være den første levende dansker,

der blev udgivet på det fornemste tyske

forlag, Insel Verlag. Og når det er

det fornemste i Tyskland, er det også

det fornemste i verden.

Da han var 35 år, havde han endnu

ikke fået noget udgivet endsige

haft et job.

- Tiden gik, og jeg kom ingen steder.

Og hvis man ikke har et job,

hvad gør man så? Man turer rundt

i nattelivet fra bar til bar på det alternative

ikke-jobmarked, hvor man

fortæller alle mulige historier om sig

selv. En dag mødte jeg en ven, der

sagde, at jeg skulle komme over til

ham i reklamebranchen. »Jamen jeg

kan ingenting«, sagde jeg. »Jeg kan

jiddisch og læse fra højre til venstre!«.

»Så er reklamebranchen det

helt rigtige for dig«, svarede han.

- Jeg var fuldstændig knust. Jeg

skulle udgives på Insel Verlag, og nu

skulle jeg være pianist på et bordel!

Nu var det nu. Ellers var det aldrig.

Ting skulle ikke være perfekte.

De skulle være færdige. Det var der

ingen, der havde fortalt Romer i 20

år. Og han var åbenbart heller ikke

selv kommet på tanken.

»Vi har det hele til kontoret - og

lidt til, hvis det hele en dag bliver

for meget«.

»Kig ind og set godt ud«. Det var

den slags sætninger, der satte det

kognitive ud af spil, der gav lønstigning.

Først 30.000 om måneden. Så

40.000. Så 50.000. Og til sidst mange,

mange flere. Hu-hej, hvor det gik.

»Insecure overachievement«, kaldes

det.

Romers tøj lugtede

- Har du lyst til at spille en hovedrolle

i min næste film, lød den en dag

i den anden ende af røret. Stemmen

var Lars von Triers.

- Jamen, jeg er jo ikke skuespiller,

svarede Knud Romer.

- Nej, og det skal du heller ikke

være. Du skal bare spille dig selv.

Filmen kommer til at hedde »Idioterne«.

Og sådan stod Knud Romer lige

pludselig i Cannes. Først kreativ direktør.

Så »De gyldne Palmer« i Cannes.

Tre år tidligere havde han været

en arbejdsløs bums. Men hjemme i

lejligheden på Grønningen var der

ikke blevet ryddet op i flere år. Romers

tøj stank så meget, at han i

stedet for købte et nyt jakkesæt en

gang om ugen. Han gik i Beluti Sko,

men havde mistet jordforbindelsen.

- Man kan miste meget. Men hvis

man mister meningen med livet, så

er den for alvor gal. Jeg røg helt ned

på bunden, og det gode ved bunden

er, at dernedefra er det eneste, man

kan se, lys. Da var det, Andrea kom,

fortalte Knud Romer.

Andrea Rebekka Alsted, violinist

på Det Kongelige Teater, og i øvrigt

fra Aabenraa, hvor hun fik undervisning

på den lokale musikskole. Hun

var og er vild med wienermusik. Og

Romer elsker Wien.

Tro mig

- Vi lever vores liv i de historier, vi

fortæller om dem. Vi er alle sammen

omvandrende romaner. Hvad

er en forfatter? Det er en læser, der

skriver. Skriv en sætning og tage læserens

briller på. Redigér den. Det

handler ikke om, hvordan man skriver

noget godt, men om hvordan

man redigerer noget dårligt. Jeg begynder

ikke i øverste venstre hjørne,

men i nederste højre hjørne. Så ved

jeg, hvor det ender. Og om det er noget,

som læseren skal bruge tid og

penge på.

- Jeg hader blinde sætninger. Man

skal kunne se det hele for sig. Ligesom

da vi i gamle dage viste lysbilleder

på Falster. Diasshowet gled stille

frem som en fortælling. Der skal

være rytme. En sætning skal have følelser.

Det er ligesom at være nøgen

med andre mennesker i en sauna:

Man giver sig hen. Det vigtigste råd

er at huske det, som alt for mange

glemmer, når de skriver: Sansninger.

Man kan mærke, når man lever,

men det kan man ikke, når man

læser. Derfor skal læseren hjælpes

på vej. En roman skal altid pege på

noget, der hele tiden flygter fra dig -

et endemål, der aldrig kommer. For

ti-øren kommer aldrig til at falde.

Der bliver ikke et nyt Jerusalem, der

åbenbarer sig for os, selv om vi gerne

vil tro det. Tro mig.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!