Min mor var besat - uddrag

tubsitubs

‘Monsteret er dødt’

Min mor hyler. Hun står midt i opholdsstuen på plejehjemmet,

og de andre beboere skæver ængsteligt efter

hende.

Hun hyler af al kraft. Personalet kommer til, men kan

ikke berolige hende, og blidt føres hun ind på værelset.

Døren lukker sig bag dem, og lidt efter bliver der stille

igen.

Det er langtfra første gang, at skriget har skåret gennem

A-fløjen på plejehjemmet. Men nu har Ellen Knudsen

skreget for sidste gang.

Jeg har aldrig selv hørt min mor hyle og skrige. Tværtimod

har min mors smerte siden min tidligste barndom

snarere haft form af en stille implosion, et sort hul, der

truede med at suge alting til sig. Jeg har set ind i det sorte,

når jeg har oplevet min mor i den tilstand, og intet har

fyldt mig med større frygt end forestillingen om selv at

blive hvirvlet ind i mørket og opleve samme dæmoniske

rædsel, som hun tydeligvis gjorde.

De voksne kaldte min mors tilstand for depression, og

fra jeg var fem år, oplevede jeg hende blive kørt væk, når

hun skulle indlægges på psykiatrisk hospital. Senere så

jeg hende med årene synke opgivende og apatisk ned i

tilstanden, mens hun igen og igen appellerede til os andre

om at redde hende.

Allerede som stor teenager blev det klart for mig – ligesom

det er blevet for mange andre børn af psykisk syge og

misbrugere – at jeg ikke ville kunne fortsætte mit liv uden

en betryggende sikkerhedsafstand til min mors lidelse, og

11

bog0382_Min-mor-var-besat.indd 11 02-04-2019 08:43:44


den kunne jeg ikke sikre mig uden samtidig at skabe en

distance til hende. En distance, der nogle gange måtte tilvejebringes

med metoder, man ikke bryder sig om at tage

i anvendelse over for sin mor:

En dag, da hun endnu en gang bad mig udfri hende

af sit helvede, smadrede jeg en lænestol til pindebrænde

for øjnene af hende, eller jeg smed røret på, når hun ringede

grædende og tryglende. Og jeg gik i psykoterapi i

tyve-tredive år for at rense traumet ud af min krop.

Min afstandtagen betød også, at jeg i flere årtier nægtede

at kalde mine egne nedtrykte perioder for ‘depressioner’.

For depression var min mors lidelse, ikke min. Jeg

var ikke som hende, og jeg blev grebet af angst blot ved

tanken om at blive det.

Ikke før jeg selv fik børn og ikke længere kun var ansvarlig

for mig selv, indså jeg, at jeg blev nødt til at kalde

min depression ved navn, fordi jeg havde brug for mere

end psykoterapeutisk behandling. Men selv om jeg led

af depressioner, var de på ingen måde så altomfattende,

dybsorte og skrigende smertefulde som min mors.

Først da hun døde, turde jeg bevæge mig nærmere på

smertehavet og indlede et forsøg på at lære min mor at

kende ved at skrive en bog om hende. Som i mine andre

bøger ville jeg gå strengt dokumentarisk til værks, søge

aktindsigt i hendes psykiatriske journaler og opsøge de

mennesker, der havde kendt hende. Det skulle være en

bog om min mor, men dermed også indirekte en bog om

depressionen og om at være barn af en psykisk syg.

Jeg overskred den distance, jeg altid omhyggeligt og

med stor viljestyrke og voldsomhed havde holdt til min

mor, og jeg lindede for første gang på døren ind til hendes

rum. Men midt i arbejdet, som jeg havde tænkt mig at

gennemføre med min sædvanlige nøgternhed, gik noget i

skred i mig selv.

Mens jeg fyldtes af dyb angst, blev den afstand til min

mor, jeg havde opretholdt i fyrre år, langsomt nedbrudt.

Min mors dæmoner krøb ind i mig og sugede mig ind

mod det sorte hul, jeg siden min barndom havde frygtet

12

bog0382_Min-mor-var-besat.indd 12 02-04-2019 08:43:44


mest af alt. Jeg oplevede, at min døde mor kaldte på mig

og ville trække mig over på den anden side.

Jeg fortsatte i første omgang stædigt arbejdet midt i

angsten, men som ugerne gik, mistede jeg til min rædsel

evnen til at skrive.

Magtesløsheden tog over, jeg fik det kun værre og

værre, uanset hvad jeg forsøgte at gøre, og efter flere måneders

forgæves kamp mod dæmonen måtte jeg til sidst

mod min vilje lade mig indlægge på en lukket psykiatrisk

afdeling. Ligesom min mor i sin tid var blevet det. Og

med samme diagnose.

Det hele begynder, da min mor får fred, som man siger,

tidligt om morgenen onsdag den 2. november 2016. Og

hun er ikke den eneste, som får fred.

Tolv timer senere sidder jeg på en balkon på femte sal

på Hotel Atlantic ved Århus Havn og fortæller min kæreste

om den vældige bølge af lettelse, som skyller gennem

mig efter min mors død.

Hele dagen har jeg haft samtaler med personalet på

plejehjemmet, med bedemanden, præsten og den øvrige

familie, og til sidst har jeg skrevet til Skifteretten for at få

adgang til min mors værelse. Efter min søns ønske har vi

spist aftensmad på Jensens Bøfhus ved havnen, og nu har

Aske på snart tretten pakket sig ned foran fjernsynet i det

ene værelse med rigelige forsyninger af slik og sodavand.

Jeg har røget en joint og lagt fødderne op på balkonens

rækværk. Nedenfor ligger fødebyen i aftenmørke. Da Janne

spørger mig, hvordan jeg har det, kommer jeg til at le

højt.

„Jeg er i et ganske fabelagtigt fremragende humør,“

svarer jeg.

Lettelsen bliver ved med at skylle gennem min krop,

og jeg har på en ny måde lov til at fortælle frit om min

mor.

Ikke blot om hendes forvrængede, oppustede ansigt,

når døren til mine forældres mørkelagte soveværelse gik

op, og jeg lige nåede at se et glimt af hende i den dybeste

13

bog0382_Min-mor-var-besat.indd 13 02-04-2019 08:43:44


depression. I dén tilstand henvendte hun sig ikke mere til

mig og min lillesøster, og hun var knap nok længere en

mor. I min erindring lignede hun snarere et monster.

Jeg skal heller ikke nøjes med at fortælle om den grædende

mor, som så langt tilbage, jeg kan huske, har appelleret

og tryglet mig om hjælp, først derhjemme i det lille

røde parcelhus på Guldbjergvej i Holme, siden i telefonen,

og altid med de samme grådkvalte sætninger gentaget

igen og igen med ganske små variationer:

„Peter, jeg kan ikke klare det længere! … Du må komme

og hjælpe mig!!“

I vores første tid sammen forsøgte jeg flere gange at

forklare Janne, hvorfor jeg i modsætning til hende havde

et så problematisk og distanceret forhold til min mor. Men

jeg kunne tydeligt mærke, at hun ikke forstod, hvorfor mit

ubehag og min modvilje var så heftig, og hvorfor jeg lod

mig slå ud af en enkelt telefonopringning. Indtil en dag,

da min mor havde efterladt en af sine tryglende appeller

på telefonsvareren. Jeg holdt telefonen hen til Jannes øre,

trykkede på ‘play’ og så hende med åben mund lytte til

den flere minutter lange, grædende besked, hvor de samme

sætninger blev gentaget igen og igen.

Janne er flere gange siden vendt tilbage til oplevelsen

af først dér at forstå den overvældende intensitet i min

mors mørke og styrken i hendes appeller.

Jeg har før fortalt erindringsglimt og historier til mine

nærmeste. Men nu kan jeg forklare Janne om noget mere

snigende, uhåndgribeligt, men også uhyggeligere, som er

svært at fange i barndomserindringen: Når hun på et øjeblik

skiftede fra at være min mor, der smurte madder med

leverpostej og makrel i tomat ved køkkenbordet, og fik et

andet og farligere blik, som om et fremmed væsen betragtede

mig gennem hendes øjenhuler.

I de følgende minutter ville jeg få at vide, at jeg ikke

gjorde nok for hende, og at jeg ikke gjorde det godt nok,

og det føltes, som om hendes intention var at såre mig så

dybt som muligt. Barnet så dæmonen i øjnene.

Det er voldsomme formuleringer, og når jeg nu skriver

14

bog0382_Min-mor-var-besat.indd 14 02-04-2019 08:43:44


dét, jeg fortalte Janne på balkonen den aften, efter at min

mor var død, bliver jeg i tvivl, om det virkelig var sådan

i min barndom, om det virkelig skete på den måde, eller

om jeg siden har lavet historier – eller laver dem nu, forført

af sproget.

For min mor var også den kvinde, som hver morgen

stod ved køkkenbordet og rumsterede, mens jeg spiste

mine havregryn med mælk og sukker ved det smalle bord

i køkkenet, hvor familiens fire medlemmer lige kunne

klemme sig ned til hverdagens måltider. Og den kvinde,

som ikke blot smurte madder, når jeg kom hjem fra skole,

men også bagte brød, indtil hendes gigtsygdom hindrede

den slags aktiviteter, lavede frikadeller og krebinetter og

fiskefileter og medisterpølse til aftensmaden og vaskede

tøj og hængte det op på snorene under loftet i bryggerset.

Op til jul købte hun 48 små kalendergaver til at hænge

på de 24 kroge på den blå, håndsyede kalender i entréen til

min søster og mig, til fastelavn syede hun udklædningstøj

til os, og hun inviterede alle mine kammerater til fødselsdage

med sodavand og boller og mine yndlingskager,

æblekage med knuste makroner og flødeskum og det allerbedste,

kiksekagen, der hurtigt blev blød, når den kom

ud af køleskabet. Og hun var også viceskoleinspektørens

sekretær på min skole og hjalp mig med at spritduplikere

de første eksemplarer af Holmebladet i fire farver.

I de sidste ti-femten år af sit liv har hun desuden været

mine børns bedstemor. Hun var den eneste bedsteforælder,

de havde adgang til, og Aske og Ea var vilde med

weekenderne i Århus: Færgeturen fra Odden med fri softicebar,

indlogeringen på Hotel Radisson med glaselevator

og pandekager på morgenbuffeten og besøgene på plejehjemmet,

hvor bedstemor gav de blødeste kram, og hvor

de fik lov til at rulle hen ad gangene på hendes rollator

eller få de elektriske døre til at åbne sig for hende. Eller

turene ud til iskiosken ved Ørnereden, hvor de gav bedstemor

en hånd på de ujævne skovstier.

15

bog0382_Min-mor-var-besat.indd 15 02-04-2019 08:43:44


Det er blevet for koldt på balkonen, og vi flytter ind på

dobbeltsengen. Fra det tilstødende værelse strømmer lydene

fra Askes film.

Jeg ligger på ryggen op ad Janne og fortæller, hvordan

jeg som større dreng og voksen mand efterhånden kunne

mærke det på forhånd, når et af de anklagende anfald var

på vej. Udtrykket i hendes blik forandrede sig, og der opstod

en lille pause, som gav mig mulighed for at reagere,

før dæmonien slog igennem.

Som voksen benyttede jeg mig af forudanelsen til at

komme væk. Når jeg havde børnene med på plejehjemmet,

bestræbte jeg mig på at få Aske og Ea ud af rummet,

når pausen opstod, så de ikke skulle se deres søde bedstemor

skifte karakter. Men jeg nåede det ikke altid, for Ea

kan huske at have set sin bedstemor græde og råbe.

Allerede for et par timer siden, fortæller jeg Janne, da

jeg ringede til min ven Mos, begyndte jeg at tale om det

dæmoniske hos min mor. Han blev forbløffet. Selv om vi

har været bedste venner, siden vi var elleve år, og utallige

gange har diskuteret de problematiske relationer til vores

forældre, har jeg aldrig før talt sådan om min mor, sagde

han.

Mos vidste selvfølgelig, at min mor havde været psykisk

syg og flere gange var indlagt på psykiatrisk hospital,

men han havde ingen erindring om at have set det dæmoniske

hos hende. Tværtimod huskede han hende som en

temmelig almindelig mor, når han som barn var på besøg

på Guldbjergvej, og siden som en sød gammel dame. Mos

mindede mig til gengæld om, at jeg, dengang vi var unge

for tredive år siden, havde talt om en dag at skrive en bog

om min mor og hendes depressioner. Men jeg vidste allerede

dengang, at hun først måtte dø.

Min mor bliver igen et monster for mine øjne, mens

jeg ligger i dobbeltsengen og taler om, hvordan det dengang,

for mig som barn, ikke længere var min mor, der

stod foran mig, når blikket forandrede sig og anklagerne

begyndte. Det var et mørke, der strømmede ind i hende,

16

bog0382_Min-mor-var-besat.indd 16 02-04-2019 08:43:44


og en form for listighed, ikke ganske blottet for fryd, som

jeg så i hendes øjne.

Det er hverken skræmmende eller uhyggeligt at tale

om, lettelsen fortsætter med at vælde op gennem mig,

jeg har bare aldrig turdet se det så klart før. Måske er der

i min mors tilfælde tale om en særlig form for dæmoni,

fortsætter jeg, offerets dæmoni, som jeg flere gange har

oplevet i mit arbejde, senest blandt enkelte medlemmer af

den snævre inderkreds i den københavnske BZ-bevægelse,

som jeg en måned før har udgivet en stor bog om.

Jeg taler ikke om en villet og bevidst dæmoni, snarere

om en form for besættelse, der finder sin grobund de steder,

hvor jorden er gødet med indre vrede, offergørelse

og ansvarsfraskrivelse, en slags glasklokketilstand uden

fornemmelse for andre menneskers perspektiv. Men offerrollen

må ikke forveksles med svaghed: Min vigtigste

erfaring fra mit liv med min syge mor er, at offeret kan

have en kolossal styrke.

I det samme ved jeg, at jeg skal skrive en bog om min

mor og netop dén dæmoni, og jeg ved også, hvad bogen

skal hedde: Min mor var besat.

Jeg gentager titlen igen og igen, stadig mere begejstret.

En bog til alle de sikkert titusindvis af mennesker, der som

børn har oplevet en psykisk syg, misbrugende eller på

andre måder forstyrret forælder gøre sig selv til offer og

dermed på fatal vis bytte rundt på rollerne mellem barn

og voksen. Et monster, forklædt som én, der har ret til omsorg

fra sine børn.

Til sidst må jeg på benene for at bevæge mig: Jeg danser

rundt for enden af dobbeltsengen og digter en sang

på egen melodi og med blot en enkelt linje. Janne lukker

døren ind til Aske i naboværelset.

„Monsteret er dødt,“ synger jeg ekstatisk. „Monsteret

er dødt! Monsteret er dødt! Monsteret er dødt …!“

More magazines by this user
Similar magazines